Tillægsbetænkning over Forslag til lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven)
Statutory Text (1 Articles)
Tillægsbetænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 3. maj 2000
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til fødevareministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et andet mindretal (Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 5 og 6 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til de under nr. 1-4 stillede ændringsforslag ved 3. behandling.
Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-4 stillede ændringsforslag.
Et femte mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de under nr. 1-4 stillede ændringsforslag og vil stemme imod de under nr. 5 og 6 stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (KF, DF og KRF)
Til § 4
1) I stk. 2 indsættes efter »§ 5«: », jf. dog stk. 6«.
2) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke
»Stk. 6. Tilskud efter stk. 2 ydes til ansøgere, der opfylder krav om uddannelse, jf. § 5, stk. 2, nr. 2, på niveau II.«
Til § 5
3) Stk. 2, nr. 2, affattes således
»2) opfylder krav om uddannelse på niveau I eller II, jf. stk. 6,«.
Til § 6
4) I stk. 5 indsættes efter »1999«: », idet uddannelseskravet, jf. § 5, stk. 2, nr. 2, skal opfyldes på niveau II«.
Af et mindretal (V), tiltrådt af et mindretal (KF, DF og CD)
Til § 20
5) I stk. 2 udgår »og uden retskendelse«.
6) Stk. 5 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1-4
Med ændringsforslagene introduceres to uddannelsesniveauer, nemlig niveau I og II i yngre jordbruger-ordningen. Ændringsforslagene indebærer, at personer, som har stor praktisk erfaring inden for jordbrug og som uden forudgående grunduddannelse inden for jordbrug har gennemført en jordbrugsmæssig driftslederuddannelse, opfylder niveau I og derfor kan ansøge om statsgaranti for lån efter yngre jordbruger-ordningen.
Ændringsforslagene berører ikke de uddannelseskrav for erhvervelse af landbrugsejendomme, der er fastsat i henhold til landbrugsloven.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 2, nr. 2, at det er hensigten i forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelse vedrørende yngre jordbruger-ordningen at ajourføre uddannelsesreglerne til de gældende bestemmelser om uddannelserne inden for jordbrugserhvervene.
På baggrund af ændringsforslagene vil der desuden blive fastsat regler i bekendtgørelsen om, at ansøgere om statsgaranti for lån efter yngre jordbruger-ordningen, som har stor praktisk erfaring inden for jordbrug og som uden forudgående grunduddannelse inden for jordbrug har gennemført en jordbrugsmæssig driftslederuddannelse, opfylder det i § 5, stk. 2, nr. 2, anførte uddannelseskrav på niveau I.
Kravet til praktisk erfaring inden for jordbrug anses i den forbindelse for opfyldt, hvis ansøger inden for de sidste 10 år forud for ansøgningstidspunktet har været fuldtidsbeskæftiget som arbejdstager ved praktisk jordbrug i mindst 5 år, heraf mindst 2 år her i landet.
Kravet til jordbrugsmæssig driftslederuddannelse anses i samme forbindelse for opfyldt, hvis ansøger har gennemført en driftslederuddannelse svarende til driftslederuddannelsen i henhold til bekendtgørelse nr. 147 af 28. februar 1992 om landbrugets overbygningsuddannelser, hvorefter skoleundervisningen varer 16 uger. Bekendtgørelsen er for tiden under ændring, hvorefter skoleundervisningen kommer til at vare 24 uger.
Der vil blive fastsat nærmere regler om, at kravet om mindst 2 års fuldtidsbeskæftigelse ved praktisk jordbrug her i landet efter konkret vurdering kan erstattes af tilsvarende beskæftigelse i et af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes øvrige medlemslande.
Der vil ligeledes blive fastsat nærmere regler om den omtalte driftslederuddannelse og om afgørelse af, om den pågældende driftslederuddannelse svarer til driftslederuddannelsen i landbrugets overbygningsuddannelser.
Det er hensigten at fastsætte tilsvarende regler for ansøgere, der i overvejende grad agter at anvende bedriften til gartneriformål og lignende.
Ændringsforslagenes økonomiske konsekvenser for staten
Ændringsforslagene skønnes at medføre en øget tilgang til yngre jordbruger-ordningen. Det er ikke umiddelbart muligt at vurdere omfanget af tilgangen. Det er derfor heller ikke muligt umiddelbart at vurdere størrelsen af statens merudgifter til garantiindfrielser.
Ændringsforslagenes administrative konsekvenser for staten
Ændringsforslagene skønnes i et vist omfang at medføre administrative merudgifter for staten.
Ændringsforslagenes erhvervsøkonomiske konsekvenser, herunder administrative konsekvenser for erhvervet
Ændringsforslagene skønnes ikke at have nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser eller administrative konsekvenser for erhvervet. Ændringsforslagene kan i et vist omfang mindske tilgangen til uddannelserne efter lov om landbrugsuddannelser.
Ændringsforslagenes miljømæssige konsekvenser
Ændringsforslagene skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Det skønnes, at ændringsforslagene er i overensstemmelse med bestemmelserne i landdistriktsforordningen.
Ad nr. 1, 2 og 4
Med ændringsforslagene præciseres det, at personer, der skal have ydelsestilskud efter yngre jordbruger-ordningen, skal opfylde uddannelsesniveau II, det vil sige mindst krav om »grønt bevis«.
Ad nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at personer, der opfylder uddannelsesniveau I, kan opnå statsgaranti for lån efter yngre jordbruger-ordningen.
Til nr. 5 og 6
I grundlovens § 72 om boligens ukrænkelighed er udgangspunktet, at myndighederne skal indhente retskendelse forud for bl.a. kontrol med virksomheder i henhold til lovgivningen.
Venstre finder ikke, at der er behov for at fravige denne almindelige regel og de dermed forbundne retssikkerhedsgarantier i dette tilfælde. Ændringsforslaget indebærer således, at der altid i forbindelse med myndighedernes kontrol på dette område skal indhentes retskendelse, hvis ikke virksomheden eller virksomhedsejeren frivilligt vil fremlægge det for kontrollen nødvendige materiale.
Som en konsekvens af ændringsforslag nr. 5 foreslås med ændringsforslag nr. 6, at bemyndigelsen til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til efter aftale med justitsministeren at fastsætte nærmere regler om samarbejdet med politiet vedrørende kontrollen efter § 20, stk. 2, udgår.
Erling Christensen (S) Hugo Sørensen (S) Erik Mortensen (S) Margot Torp (S) Jørn Jespersen (SF) Kristen Touborg (SF) fmd. Annie Lunde Hansen (CD) Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Christian Mejdahl (V) Jens Kirk (V) Mariann Fischer Boel (V) Peter Hansen-Nord (V) Lene Espersen (KF) Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) nfmd. Ole M. Nielsen (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.