Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder
Statutory Text (1 Articles)
Tillægsbetænkning afgivet af Det Energipolitiske Udvalg den 15. december 1999
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om statstilskud til energibesparelser m.v. i erhvervsvirksomheder
(Brancheopdeling og udvidelse af kredsen af tilskudsberettigede)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Miljø- og energiministeren har endvidere over for udvalget oplyst følgende
Folketinget gennemførte i 1995 med tilslutning fra regeringen (S, RV og CD) samt SF og Enhedslisten den grønne afgiftspakke, som åbnede op for yderligere at anvende et beløb på i alt 1,8 mia. kr. i perioden 1996-99 til investeringstilskud til fremme af energibesparelser i erhvervene. Heraf resterer ca. 350 mio. kr., som forventes anvendt i det kommende år. Evalueringen af den grønne afgiftspakke har vist, at tilskudsordningen har levet op til forventningerne om at være et effektivt middel til opnåelse af CO2-reduktioner. Investeringstilskudsordningen udgør således et overordentlig vigtigt element i den samlede indsats over for erhvervslivets energiforbrug. Med lovforslag nr. L 50 oprettes en ny pulje på 175 mio. kr., der målrettes til tilskud til energieffektivisering i industrien.
Miljø- og energiministeren har tilkendegivet, at han i efteråret 2000 vil fremsende en redegørelse til Det Energipolitiske Udvalg indeholdende en status for den hidtidige effekt af investeringstilskudsordningen og ikke mindst i lyset af den kommende energisparelov et bud på den fremtidige energibesparelsesindsats på erhvervsområdet. Ministeren vil senest den 1. november 2000 indbyde aftalepartierne bag den grønne afgiftspakke til en drøftelse af den videre tilrettelæggelse og fortsættelse af CO2-besparelsesindsatsen over for erhvervene, herunder inddragelse af de indhøstede positive erfaringer med den målrettede tilbageføring af CO2-midlerne.
Der er af miljø- og energiministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Frihed 2000's medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Det positive ved lovforslaget er, at de afgiftsplagede danske virksomheder får adgang til at søge tilskud til mere energieffektive foranstaltninger gennem en pulje på 175 mio. kr.
Men det er et »fodre hunden med sin egen hale«-forslag, som skal finansieres gennem en nedsættelse af ATP-kompensationsbeløbet. Altså er det alle danske virksomheder, der bliver økonomisk belastet af dette lovforslag, hvilket Dansk Folkeparti ikke kan acceptere.
Dansk Folkeparti står i øvrigt overordnet fast på, at de grønne afgifter, som dansk erhvervsliv er pålagt, er konkurrenceforvridende og bør tilbagebetales »krone til krone«, uden at omkostningerne til de mange bureaukratiske og administrative ordninger, som lovforslaget indeholder, devaluerer tilbagebetalingsbeløbene. Dansk Folkeparti finder, at erhvervslivet selv er bedst i stand til at vurdere, hvor energibesparelserne giver størst effekt.
Dansk Folkeparti er skeptisk over for de mange bemyndigelser til ministeren, der er medtaget i lovforslaget. Specielt § 6, stk. 1, der omhandler afgrænsningsbestemmelser vedrørende tilskudsberettigede små og mellemstore virksomheder samt branchetilhørsforholdet.
Lovforslaget indebærer, at kredsen af tilskudsberettigede udvides til også at omfatte offentlige virksomheder. Dansk Folkeparti finder, at puljemidlerne ikke skal tilfalde disse virksomheder.
Dansk Folkeparti finder ligeledes, at en stor del af puljemidlerne vil tilfalde rådgivende ingeniørfirmaer og andre tekniske eksperter, der skal medvirke til at gennemføre energibesparelsesprojekterne og de dermed forbundne kontrolforanstaltninger. Dette bygger Dansk Folkeparti ikke mindst på det foreliggende meget omfattende udkast til bekendtgørelse.
Ændringsforslag
Af miljø- og energiministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF)
Til § 1
1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 2, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer
»2) udbredelse af udstyr eller komponenter, der er særligt energieffektive,«.
Nr. 2-8 bliver herefter nr. 3-9.
2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 2 ændres i stk. 2 »nr. 1-3« til: »nr. 1-4« og i stk. 7 »nr. 1-4« til: »nr. 1-5«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Hensigten med ændringsforslaget er at præcisere, at der fortsat, som i § 2, stk. 1, nr. 4, i den eksisterende lov, skal kunne ydes tilskud til udbredelse af udstyr eller komponenter, der er særligt energieffektive. Med ændringsforslaget sikres det, at den særlige hjemmel hertil ikke udelades.
Med udbredelse af udstyr eller komponenter, der er særligt energieffektive, sigtes der mod produktkategorier, hvor der gennem stor udbredelse i erhvervsvirksomheder af særligt energieffektive eksemplarer vil kunne opnås en væsentlig energieffektivisering. Eksempler herpå kan være særligt energieffektive belysningsanlæg eller særligt energieffektive motorer.
Erfaringerne viser, at problemerne med udbredelse af sådanne produkter kan bero på flere faktorer. Dels kan der være tale om prisfaktorer, hvor de effektive produkter er dyrere i anskaffelsespris, dels kan der være tale om, at de effektive produkter ikke er tilstrækkeligt kendt i virksomhederne.
Der vil blive fastsat nærmere regler herom, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Til nr. 2
Disse ændringer er en lovteknisk konsekvens af ændringsforslag nr. 1.
Martin Glerup (S) fmd. Helge Mortensen (S) Henning Gjellerod (S) Lis Greibe (S) Erik Mortensen (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Søren Kolstrup (EL) Peter Hansen-Nord (V) Harald Kjøller (V) Helga Moos (V) Kim Andersen (V) Gitte Seeberg (KF) Henriette Kjær (KF) Aase D. Madsen (DF) nfmd. Kim Behnke (FRI)
Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.