Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Tillægsbetænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 15. december 1999
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
(Venteperiode ved ophør med selvstændig virksomhed, dagpengegodtgørelse for 1. og 2.
ledighedsdag)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra A-kassen For Selvstændige Erhvervsdrivende.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) har med sit ændringsforslag stillet til 2. behandling i udvalgets betænkning påpeget, at lovforslaget burde have været opdelt i sine bestanddele, forlænget karensperiode ved ophør med selvstændig virksomhed og forhøjet G-dags-betaling.
Enhedslisten er principielt modstander af karantænereglerne for lønmodtagere. I forlængelse heraf var mindretallet også imod den oprindeligt foreslåede udvidelse af karensperioden ved ophør med selvstændig virksomhed fra 1 til 4 uger. Med arbejdsministerens ændringsforslag til lovens § 63, stk. 3, er der sket en forbedring i forhold til det oprindelig lovforslag, hvorefter mindretallet kan støtte den del af lovforslaget. Selvstændige, der af økonomiske grunde tvinges til at ophøre med selvstændig virksomhed, får ikke forlænget karensperiode, mens andre årsager til ophør med selvstændig virksomhed betragtes på linje med lønmodtagere, der selvforskyldt bliver arbejdsløse. Da en sådan selvforskyldt ledighed for tidligere selvstændige takseres til fire ugers karantæne, må mindretallet forvente, at lønmodtagere snarest bliver sidestillet hermed og får nedsat karantæneperioden for samme forseelse fra 5 til 4 uger.
Da mindretallet samtidig betragter det som en vigtig forbedring for lønmodtagerne, at G-dags-betalingen fra arbejdsgiverne sættes op, så det svarer til det reelle dagpengebeløb, kan vi anbefale lovforslaget til vedtagelse.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Mindretallet vil naturligvis stemme for de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (DF og KRF)
Til § 1
1) Nr. 2 affattes således
»2. § 63, stk. 3, ophæves.
Stk. 4-5 bliver stk. 3-4.«
2) Nr. 3 affattes således
»3. I § 63, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres to steder »stk. 1, 2 og 4« til: »stk. 1-3«.«
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Med ændringsforslagene ophæves reglerne om venteperiode for selvstændige i forbindelse med overgang til dagpenge, således som reglerne ligger vedtaget efter 2. behandling af lovforslaget.
Herefter vil selvstændige ved overgangen til dagpenge være omfattet af de samme regler, som gælder for lønmodtagere, det vil sige, at der skal foretages en vurdering af, »om arbejdsophøret er selvforskyldt«.
Poul Erik Dyrlund (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Carsten Hansen (S) Bjarne Laustsen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Ole Sohn (SF) nfmd. Susanne Clemensen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Mogens Andreasen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.