Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord
Statutory Text (1 Articles)
Tillægsbetænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 15. december 1999
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord
(Påbudsadgang vedrørende undersøgelser)
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har herunder stillet 2 spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (V, KF og DF)
1) I den under nr. 1 forslåede indsættelse i § 40, stk. 2, 1. pkt. ændres »1992« til: »2000«.
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 44, stk. 1, ophæves 2. pkt.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Den foreslåede ændring har til formål at forhindre, at der utilsigtet lovgives med tilbagevirkende kraft. Af svar på spørgsmål 10 fremgår det, at der ikke med ministerens forslag til ændring af § 40 tilsigtes nogen tilbagevirkende kraft. Men hvis det viser sig, at Kammeradvokatens udlægning af Højesterets dom af 28. juni 1999 ikke holder, vil der frem til vedtagelse af en ny ændring af § 40 være gennemført lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den foreslåede ændring indskrænker således adgangen til at meddele undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til forurening, hvor udledning fra forureners virksomhed eller anlæg ikke er ophørt før den 1. januar 2000.
Til nr. 2
Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1, hvorefter der ikke vil kunne udstedes undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40, hvor udledningen fra forureners virksomhed eller anlæg er ophørt før den 1. januar 2000. Forureneren vil således i alle tilfælde pr. 1. januar 2000 have haft rådighed over den forurenede ejendom.
Martin Glerup (S) Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S) Niels Bloch Jespersen (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Henriette Kjær (KF) nfmd. Gitte Seeberg (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.