Betænkning over Forslag til lov om behandling af personoplysninger

Bilag 1

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 14

Ministeren bedes tilsende udvalget et oversigtsnotat over, hvilke øvrige lovforslag som regeringen har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med berøringspunkter til L 147. I notatet bedes det angivet, hvilke paragraffer i alle de omhandlede lovforslag der har sammenhæng med hinanden, hvori denne sammenhæng består, og om disse sammenhænge og berøringspunkter efter regeringens opfattelse giver anledning til problemer. Overvejer regeringen at stille ændringsforslag til et eller flere af de omhandlede lovforslag og i givet fald hvilke og hvorfor?

Svar

Der henvises til vedlagte notat af 3. maj 2000 med tilhørende bilag.

Justitsministeriet

Lovafdelingen

N O T A T

om

sammenhængen mellem forslag til lov om behandling af personoplysninger og andre lovforslag

1. Indledning.

Folketingets Retsudvalg har anmodet Justitsministeriet om at udarbejde et oversigtsnotat over lovforslag, som regeringen har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med berøringsflader til forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147).

Notatet skal indeholde en angivelse af, hvilke paragraffer i de omhandlede lovforslag der har sammenhæng med hinanden, hvori denne sammenhæng består, og om disse sammenhænge og berøringspunkter efter regeringens opfattelse giver anledning til problemer.

Endelig skal det oplyses, om regeringen agter at fremsætte ændringsforslag til et eller flere af de omhandlede lovforslag.

I dette notat behandles de rejste spørgsmål. Under pkt. 2 gives en omtale af de lovforslag, som i større eller mindre grad har berøringsflader til L 147. I den forbindelse beskrives sammenhængen mellem de enkelte lovforslag og L 147, ligesom det anføres, hvis de enkelte lovforslag har særlige indbyrdes berøringsflader. Under pkt. 3 gives der en særskilt redegørelse for samspillet mellem de forskellige lovforslag for så vidt angår spørgsmålet om virksomheders adgang til at anvende (og videregive) personoplysninger i markedsføringsøjemed. Notatet sammenfattes under pkt. 4.

Langt de fleste af de lovforslag, som omtales i notatet, er udarbejdet af andre ministerier end Justitsministeriet. Notatets beskrivelse af disse lovforslag bygger derfor i det væsentlige på høringssvar, som Justitsministeriet til brug for besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål har indhentet fra ressortministerierne. De nævnte høringssvar vedlægges til orientering.

Det tilføjes, at notatet alene omtaler lovforslag, som på nuværende tidspunkt endnu ikke er vedtaget.

2. Lovforslag med berøring til L 147.

I det følgende gennemgås de lovforslag, der i større eller mindre omfang har berøring til L 147.

a) L 3: Forslag til lov om Det Centrale Personregister.

Formålet med lovforslaget er at sikre, at borgerne får et personnummer, at CPR indeholder grundlæggende oplysninger om enhver, der har et personnummer, at enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig, og at oplysninger i CPR på en hensigtsmæssig måde kan videregives til offentlige myndigheder og private med en berettiget interesse heri, jf. i det hele lovforslagets § 1.

Lovforslaget har nær sammenhæng med reglerne i L 147.

Det skyldes for det første, at bestemmelsen i L 147 § 36 (om forbrugerens ret til at gøre indsigelse mod, at en virksomhed videregiver generelle kundeoplysninger til andre virksomheder med henblik på markedsføring) bygger på en forudsætning om, at der i CPR etableres en ordning, hvorefter forbrugere kan frabede sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Dette samspil beskrives nærmere nedenfor under pkt. 3.

Det skyldes for det andet, at en række bestemmelser i CPR-lovforslaget henviser til reglerne i L 147. Det drejer sig om følgende bestemmelser

§ 1, nr. 10, i forslag til lov om ændring af varmeforsyningsloven fremsætter forslag til en ny § 23 b, der i stk. 1 bestemmer, at Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, andre betingelser m.v. og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst en gang årligt.

Registeret vedrører således oplysninger om tariffer og leveringsbetingelser, som de enkelte varmeforsyningsanlæg har fastsat for levering af deres produkt. Andre virksomheder kan derefter anvende oplysningerne i registeret til at sammenligne egne forhold med.

Miljø- og Energiministeriet finder på denne baggrund, at forslaget til § 23 b kan have berøringspunkter med bemyndigelsesbestemmelsen i § 1, stk. 5, i forslaget til lov om personoplysninger.

Efter Miljø- og Energiministeriets opfattelse er de to bestemmelser ikke uforenelige.

Der er ikke i ministeriets øvrige lovforslag bestemmelser, der har berøring med L 147.

Med venlig hilsen

Henrik Hedeman

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg vedrørende L 147

I besvarelse af Justitsministeriets brev af 11. april 2000 (j.nr.: 2000-760-0082) kan det herved meddeles, at der ikke inden for Fødevareministeriets område foreligger lovforslag, som regeringen har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med direkte berøringspunkter til lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

For god ordens skyld skal det nævnes, at regeringen inden for Fødevareministeriets område har fremsat følgende lovforslag, der endnu ikke er endeligt vedtaget

L 54 Forslag til lov om støtte til udvikling af landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven),

L 177 Forslag til lov om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren. (Innovationsloven),

L 202 Forslag til lov om ændring af lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren. (Ændring af EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordninger for yngre fiskere), og

L 273 Forslag til lov om ændring af lov om Kongeriget Danmarks Fiskeribank.

Det bemærkes, at L 202, § 1, nr. 14, indeholder en bestemmelse med registerretligt indhold, idet den bestemmer, at kontrolmyndigheden kan indhente nødvendige oplysninger hos andre myndigheder bl.a. med henblik på registersamkøringer. I bemærkningerne til lovforslaget henvises der til registerloven og til L 147, idet det i øvrigt nævnes, at L 147 ikke lægger op til en ændring i den gældende retstilstand om, i hvilke tilfælde der må foretages registersamkøringer i den offentlige forvaltning.

For fuldstændighedens skyld kan det nævnes, at der inden for Fødevareministeriets område i indeværende folketingsår er blevet vedtaget to love med et delvist registerretligt indhold. Det drejer sig om lov nr. 936 af 20. december 1999 om ændring af lov om dyrlægegerning og om lov nr. 937 af 20. december 1999 om ændring af lov om foderstoffer. Heller ikke for disse to love har L 147 nogen umiddelbar indvirkning.

Med venlig hilsen

Camilla Hesselby

Skatteministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Vedr. bidrag til besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til L 147 jeres j.nr. 2000-760-0082

Som svar på Justitsministeriets brev af 11. april 2000 om ovenstående kan Skatteministeriet oplyse, at skatteministeren i indeværende folketingssamling har fremsat lovforslag nr. L 268 om gevinstgivende spilleautomater, som vedlægges til orientering. I lovforslagets § 4 er foreslået, at

»Spillemyndigheden udarbejder en oversigt over tilladelsesindehavernes navne og adresser, opstillingssteder, antal automater pr. opstillingssted m.v. Oversigten gøres tilgængelig for offentligheden.«.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at en sådan offentliggørelse af tilladelsesindehavere m.v. mest hensigtsmæssigt vil kunne ske på internettet, og at hensigten med databasen er, at brugerne kan orientere sig om opstillingsstederne og får mulighed for at kontrollere, at automaterne er lovlige.

Bestemmelsen vurderes ikke at have sammenhæng eller berøringspunkter til L 147 af den i spørgsmålet fra Retsudvalget omhandlede karakter.

Herudover er der ikke fremsat eller planlagt fremsat lovforslag i indeværende folketingssamling på Skatteministeriets område, der indeholder registerbestemmelser o.l. med henblik på registrering og behandling af personoplysninger.

Med venlig hilsen

Søren W. Clausen

Socialministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Att: Niels Fenger

27. april 2000

Vedrørende Retsudvalgets spørgsmål 14 ad lovforslag nr. L 147

Justitsministeriet har i brev af 11. april 2000 under henvisning til Retsudvalgets spørgsmål 14 ad lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger bedt om Socialministeriets udtalelse.

Socialministeriet kan oplyse, at socialministeren den 30. marts 2000 fremsatte lovforslag nr. L 232, forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Forslagets § 1, nr. 3 og 5, omhandler videregivelse af oplysninger.

Med § 1, nr. 3, foreslås det, at der i servicelovens § 33 indsættes en bestemmelse om, at hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra én kommune til en anden kommune, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.

Med § 1, nr. 5, foreslås det, at der i servicelovens § 35, stk. 2, indsættes bemyndigelse for socialministeren til at fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte.

Desuden fremsatte socialministeren den 1. december 1999 lovforslag nr. L 104 om ændring af lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling, lov nr. 349 af 14. maj 1992. Lovforslaget viderefører uændret den gældende lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling. Herefter kan amtsrådet, samt i Københavns og Frederiksberg Kommuner kommunalbestyrelsen, i medfør af lovens § 3, stk. 2, til brug for godkendelse eller afgørelse indhente oplysninger hos private institutioner, hvormed en misbruger har indgået behandlingskontrakt efter lovens § 2. Dette lovforslag er nu vedtaget og stadfæstet.

Med venlig hilsen

Inge Rasmussen

Sundhedsministeriet

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger

I brev af 11. april 2000 (j.nr. 200-760-0082) har Justitsministeriet anmodet om en udtalelse til brug for besvarelse af spørgsmål nr. 14, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. marts 2000 i forbindelse med behandling af ovennævnte lovforslag.

I den anledning skal man oplyse, at Sundhedsministeriet ikke har lovforslag til behandling i indeværende folketingsår med berøringspunkter til L 147.

Med venlig hilsen

Bent Rasmussen

Trafikministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

19. april 2000

I brev af 11. april 2000 har Justitsministeriet anmodet om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 14 fra Folketingets Retsudvalg til justitsministeren vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Under henvisning hertil kan det oplyses, at der ikke i indeværende folketingsår inden for Trafikministeriets område er eller påtænkes fremsat lovforslag med berøringspunkter til L 147.

Med venlig hilsen

Torben Sørensen

Undervisningsministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

3. maj 2000

I forlængelse af Undervisningsministeriets tidligere brev af 2. maj 2000 vedrørende svar på Justitsministeriets brev af 11. april 2000 (j.nr. 2000-760-082) skal Undervisningsministeriet herved supplerende oplyse følgende om de i brevet af 2. maj 2000 nævnte bestemmelser

Generelt kan det om bestemmelserne bemærkes, at de giver uddannelsesinstitutioner og offentlige myndigheder hjemmel til at indhente og videregive oplysninger om elever og studerende til brug for administration af uddannelser, herunder af tilskudsordninger, blandt andet elevstøtte, og til brug for det lovbestemte tilsyn samt statistik. Der er tale om oplysninger om elevers og studerendes navne, adresser, personnumre, økonomiske forhold, hidtidige uddannelsesforløb og i visse tilfælde dokumentation for statsborgerskab. Der er desuden i nogle bestemmelser hjemmel til at indhente og videregive oplysninger om forældrenes navne, adresser, personnumre og økonomiske forhold.

Hvad angår eksisterende uddannelser er der på disse punkter i det væsentlige tale om en videreførelse af gældende regler. Med hensyn til nye uddannelser er lovforslagene på disse punkter udformet efter principper, der gælder i de videreførte regler.

Om de enkelte lovforslag kan følgende nærmere oplyses

L 160 (lovforslag om folkehøj-, efter-, husholdnings- og håndarbejdsskoler (frie kostskoler))

Lovforslaget vedrører de frie kostskoler, der tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er folkelig oplysning, og som er godkendt af ministeren til tilskud.

Antallet af årselever har betydning for beregning af størrelsen af statstilskuddet til skolerne. Eleverne skal oplyse personnummer og dokumentation for statsborgerskab til skolen ved tilmeldingen. Skolen skal videregive disse oplysninger til brug for de offentlige myndigheder, som udfører opgaver efter denne lov, jf. forslagets § 13, stk. 3. Det fremgår af bemærkningerne til § 13, at bestemmelsen er en sammenskrivning af to bestemmelser i den gældende lov. Det fremgår endvidere, at i overensstemmelse med den hidtidige praksis indsættes der i lovforslaget hjemmel til at indhente oplysning om elevernes personnummer til brug for administration af tilskudsordningen og statistikbrug. Endvidere fremgår det af forslagets § 16, stk. 3, at kurset skal gennemføres med et flertal af danske elever og personer, der efter EU-retten og EØS-traktaten skal sidestilles med danske statsborgere. Ministeren kan fastsætte nærmere regler herom og kan fravige kravet i særlige tilfælde. Det er en videreførelse af den gældende lovs § 15, stk. 4.

Til brug for tilskudsberegningen kan Undervisningsministeriet indhente de nødvendige oplysninger efter ministeriets nærmere bestemmelse, jf. forslagets § 18, stk. 4. Til brug for meddelelse af statslig støtte til elever på efterskoler har Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte adgang til hos offentlige myndigheder at indhente oplysninger om elevernes og deres forældres økonomiske forhold, jf. forslagets § 31, stk. 3. Efter begge bestemmelser er der hjemmel til, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at indhentelsen af oplysninger kan ske i elektronisk form. Ifølge bemærkningerne til § 31, stk. 3, er denne bestemmelse i overensstemmelse med gældende lovs § 38, stk. 4.

Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelsen af indkomstgrundlag, jf. forslagets § 32. Ifølge bemærkningerne er bestemmelsen i overensstemmelse med den gældende lovs § 39.

L 188 (lovforslag om Danmarks Pædagogiske Universitet) (DPU)

Danmarks Pædagogiske Universitet er en sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole.

I lovforslagets § 11, stk. 10, er det foreslået, at undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra universitetet om uddannelserne, de studerende, udstyr, personale og universitetets drift til brug for beregning af tilskud, gennemgang af årsregnskaber og udarbejdelse af statistik. Sådanne oplysningerne afleveres i elektronisk form. Ifølge bemærkningerne giver stk. 10 ministeren den nødvendige adgang til universitetets data, herunder til at bestemme, at disse oplysninger afleveres i elektronisk form.

L 189 (lovforslag om ændring af lov om støtte til folkeoplysning) (folkeoplysningsloven)

Til brug for oplysning om virksomhed efter loven har kommunalbestyrelsen efter forslagets § 33, stk. 5, adgang til at indhente alle nødvendige oplysninger hos de enkelte foreninger og tilskudsmodtagerne. Kommunalbestyrelsen kan standse eller tilbageholde udbetalingerne, hvis en forening eller nogle tilskudsmodtagere ikke overholder lovens tilskudsbetingelser. Ifølge bemærkningerne svarer bestemmelsen til gældende lovs § 31, stk. 3.

Ifølge forslagets § 43, stk. 5, skal en forening, som modtager tilskud efter kapitel 4 oplyse navn og adresse til kommunalbestyrelsen på de deltagere, der indgår i tilskudsberegningen. En forening skal desuden for deltagere, der har hjemsted i en anden kommune, og som deltager i undervisning og studiekredse, oplyse personnumre, når deltagerne indgår i tilskudsberegningen. Foreningen skal gøre deltagerne opmærksomme på, at personnummeret vil blive videregivet til kommunalbestyrelsen, herunder folkeoplysningsudvalget. Som noget nyt kan kommunalbestyrelsen godkende, at personer, der ikke har et dansk personnummer, og som deltager i folkeoplysende virksomhed i andre kommuner, kan indgå i tilskudsberegningen. Af bemærkningerne til § 43 fremgår, at godtgørelse for foredrag ikke længere vil indgå i den kommunale udligning, og der er derfor ikke længere krav om, at der skal oplyses personnumre for deltagelse i denne virksomhed.

I relation til statstilskud er der i forslagets § 44, stk. 6, som noget nyt givet ministeren adgang til at beslutte, at offentlighedsloven, forvaltningsloven og bestemmelser om offentlige registre skal finde anvendelse ved institutionernes administration af tilskud.

Efter forslagets § 47, stk. 4, kan undervisningsministeren indhente oplysninger fra folkeuniversitetsnævnet om alle forhold vedrørende folkeuniversitetsvirksomheden. Med bestemmelsen indføres der hjemmel til at beslutte, at afgivelsen af oplysninger skal ske i elektronisk form i særligt format.

Med bestemmelsen i forslagets § 48, stk. 2, foreslås det, at folkeuniversitetsvirksomheden omfattes af forvaltningsloven, offentlighedsloven, lov om offentlige myndigheders registre og lov om offentlige myndigheders arkiver.

L 249 (lovforslag om specialpædagogisk støtte til studerende ved videregående institutioner) (SPS)

Lovforslagets § 15 giver Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte hjemmel til at indhente og videregive de oplysninger om studerende, der er nødvendige af hensyn til administrationen af specialpædagogisk støtte. Der kan indhentes oplysninger fra offentlige myndigheder og private institutioner, herunder private uddannelsesinstitutioner. Indhentelse og videregivelse af oplysninger vil skulle ske i overensstemmelse med reglerne herom i forvaltningsloven og registerlovgivningen.

L 250 (lovforslag om videreuddannelsessystem for voksne) (VFV)

Med forslagets § 8 bestemmes det, at der skal fastsættes en personlig uddannelsesplan for hver enkelt ansøger. Uddannelsesplanen, der blandt andet skal indeholde oplysninger om ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, gælder for den pågældendes samlede uddannelsesforløb, uanset hvilken skole eller institution der optager den pågældende. Hvis uddannelsen ikke er gennemført inden for 6 år, bortfalder uddannelsesplanen.

L 252 (lovforslag om forberedende voksenundervisning) (FVU)

Med bestemmelsen i forslagets § 24 tilsigtes det at sikre, at undervisningsministeren kan følge udviklingen på området og til brug herfor indhente alle fornødne oplysninger om forberedende voksenundervisning og prøver fra amtsråd m.fl. Undervisningsministeren gives tillige mulighed for at beslutte, i hvilket elektronisk format oplysningerne skal afgives.

L 254 (lovforslag om støtte til voksenuddannelse) (SVU)

Styrelsen kan hos skattemyndighederne, andre offentlige myndigheder, private institutioner og arbejdsløshedskasser indhente de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for tildeling af, tilbagebetaling af og kontrol med SVU.

Styrelsen kan til uddannelsesstederne og arbejdsløshedskasserne videregive de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for varetagelse af opgaver efter denne lov.

Undervisningsministeren tillægges endvidere adgang til at fastsætte regler om, at oplysningerne skal indhentes i elektronisk form.

Lov nr. 1124 om produktionsskoler (tidligere lovforslag L 101)

Efter lovens § 8 fører undervisningsministeren tilsyn med skolerne. Til brug herfor kan undervisningsministeren fra skolerne indhente oplysninger om undervisningen, lærerne, deltagerne, herunder personnumre, og skolens drift og regnskab samt andre oplysninger, der er nødvendige for Undervisningsministeriets tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den hidtidige, men er dog en udvidelse, idet skolerne er pligtige at afgive også andre oplysninger end de udtrykkelig nævnte, således at det afgørende er, om oplysningerne er nødvendige for Undervisningsministeriets tilsyn.

Undervisningsministeren fastsætter desuden regler om, at oplysningerne skal indhentes i elektronisk form.

Lov nr. 1125 om refusion af udgifter til uddannelse i forbindelse med aktivering m.m. samt ændring af flere love (tidligere lovforslag L 128)

Loven gælder for refusion af udgifter til uddannelse af aktiverede på institutioner m.v., der modtager tilskud fra stat eller kommune.

Efter lovens § 5 skal uddannelsesinstitutionerne indberette oplysninger om blandt andet de aktiveredes personnumre til Undervisningsministeriet eller amtskommunen. Undervisningsministeren, henholdsvis amtsrådet fastsætter nærmere regler om indberetningen, der vil kunne ske elektronisk.

Med venlig hilsen

Erling F. Poulsen

Kontorchef

Økonomiministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Justitsministeriet har med brev af 11. april 2000 anmodet Økonomiministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af spørgsmål 14 til L 147, som er stillet til justitsministeren.

Økonomiministeriet skal i den anledning bemærke følgende

For så vidt angår Økonomiministeriets område er der i indeværende folketingssamling blevet fremsat fire lovforslag, der har berøringspunkter til L 147. Det drejer sig om L 112 om ændring af lov om banker og sparekasser m.v., L 113 om ændring af realkreditloven, L 114 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed samt L 115 om ændring af lov om fondsmæglerselskaber m.fl. love.

Følgende bestemmelser i lovforslagene vedrører personoplysninger

§ 1, nr. 13, i L 112 om ændring af bank- og sparekasseloven m.v.

§ 1, nr. 22, i L 113 om ændring af realkreditloven.

§ 1, nr. 13, i L 114 om ændring af lov om fondsmæglerselskaber m.fl.

§ 1, nr. 24, i L 115 om ændring af lov om forsikringsvirksomhed.

De nævnte bestemmelser indeholder i forhold til gældende ret alene en udvidelse af adgangen til at videregive kundeoplysninger til finansielle virksomheders moderselskaber. Det er en betingelse, at videregivelsen er nødvendig som et led i risikostyringen af koncernens virksomheder, hvilket ikke omfatter videregivelse til brug for markedsføring eller kunderådgivning, og at videregivelsen ikke vedrører oplysninger om kundens rent private forhold. Der kan som altovervejende hovedregel ikke videregives privatkundeoplysninger i medfør af denne nye bestemmelse om risikostyring.

Herudover ændrer de nævnte lovforslag ikke den gældende retstilstand for så vidt angår behandling af personoplysninger. De påtænkte ændringer er ikke af en art, der vil ændre forholdet mellem L 112-L 115 og L 147.

Det bemærkes, at de nævnte bestemmelser i L 112-L 115 bygger på den forudsætning, at en finansiel virksomhed under tilsyn alene kan videregive oplysninger det være sig til koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen såfremt både betingelserne i de nævnte bestemmelser i L 112-L 115 og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. I lovforslagets bemærkninger er det således udtrykkeligt anført, at reglerne om videregivelse af oplysninger suppleres af de generelle databeskyttelsesretlige regler. Dette vil også gælde i forhold til de regler, der i lov om behandling af personoplysninger og i markedsføringsloven vil blive fastsat til gennemførelse af direktivet om behandling af personoplysninger (direktiv 95/46/EF).

For så vidt angår samspillet mellem de relevante regler i henholdsvis L 112-L 115 og L 147, kan der i øvrigt henvises til økonomiministerens besvarelse af spørgsmål 25-38 samt 50 til L 112.

Det kan desuden oplyses, at der er fremsat ændringsforslag med henblik på en præcisering af de nye bestemmelser om risikostyring.

Med venlig hilsen

Torben Weiss Garne

Besvarelse af spørgsmål 25-38 (L 112 bilag 21) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 8. februar 2000.

Spørgsmål 25

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut, som udsteder af et betalingsmiddel må anvende de oplysninger, instituttet modtager i forbindelse med kreditvurderingen af kunden til egen markedsføring.

Svar

Generelt om de stillede spørgsmål vil jeg gerne indledningsvis nævne, at spørgsmål 25-37 til L 112 tillige er stillet til erhvervsministeren som spørgsmål 10-22 til L 63 om betalingskortloven.

Om forholdet mellem de to regelsæt kan jeg oplyse, at bank- og sparekasselovens regler om videregivelse af kundeoplysninger suppleres af reglerne herom i betalingskortloven. Reglerne i bank- og sparekasseloven suppleres endvidere af den generelle registerlovgivning, herunder reglerne i lovforslaget om behandling af personoplysninger. Min besvarelse angår regler om pengeinstitutters adgang til at videregive kundeoplysninger, idet jeg i øvrigt skal henvise til erhvervsministerens besvarelse af de tilsvarende spørgsmål.

De nugældende regler i bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, indeholder et forbud mod, at der uberettiget videregives fortrolige oplysninger. Samtidigt fastslås, at sædvanlige oplysninger om kundeforhold kan videregives til koncernvirksomheder, som er underlagt tavshedspligt efter de finansielle love, såfremt videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet.

Det er herudover en betingelse for videregivelse, at videregivelsen er forenelig med reglerne i lov om private registre. Et pengeinstitut kan således ikke altid efter den gældende lovgivning videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til koncernvirksomheder, som er underlagt tavshedspligt, selv om videregivelsen måtte være erhvervsmæssigt begrundet.

Bank- og sparekasseloven indeholder ingen bestemmelser om et pengeinstituts adgang til selv at anvende oplysninger, som pengeinstitutter har indsamlet i forbindelse med f.eks. kreditvurderinger, til at foretage markedsføring på egne vegne over for de registrerede. Det må derfor afgøres efter anden lovgivning, om en sådan anvendelse af oplysningerne er lovlig.

En gennemførelse af L 112 vil ikke i sig selv ændre på denne retstilstand.

Lovforslaget indeholder således ingen regler om, i hvilket omfang et pengeinstitut kan anvende oplysninger, det er i besiddelse af, til brug for markedsføring over for den registrerede. Dette spørgsmål vil fortsat skulle afgøres efter anden lovgivning. Den eneste undtagelse, der gøres herfra, er bestemmelsen i § 53 a, stk. 3, om risikostyring af virksomheder i koncernen. Bestemmelsen i lovforslagets § 53 a, stk. 3 der udvider adgangen til at videregive oplysninger til brug for risikostyring i koncernen kan ikke benyttes til at videregive oplysninger til markedsføringsmål. Der henvises herved til bemærkningerne til bestemmelsen samt det fremsendte ændringsforslag, som præciserer dette.

Lovforslaget ændrer heller ikke på de gældende regler om et pengeinstituts adgang til at videregive oplysninger med henblik på markedsføring.

Det bemærkes, at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 53 a bygger på den forudsætning, at et pengeinstitut alene kan videregive oplysninger det være sig til koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen såfremt både betingelserne i bank- og sparekasselovens § 53 a og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. I lovforslagets bemærkninger er det således udtrykkeligt anført, at reglerne om videregivelse af oplysninger suppleres af de generelle databeskyttelsesretlige regler. Dette vil også gælde i forhold til de regler, der i lov om behandling af personoplysninger og i markedsføringsloven vil blive fastsat til gennemførelse af direktivet om behandling af personoplysninger (direktiv 95/46/EF).

Efter § 5, stk. 2, i lovforslaget om behandling af personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne må herefter ikke medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil undergives en behandling, der er uforenelig med disse formål. Bestemmelsen fastslår det såkaldte formålsbestemtheds-princip (finalité-princippet).

Ønsker en virksomhed (et pengeinstitut) selv at anvende oplysninger om en forbruger med henblik på markedsføring og princippet om formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke er til hinder herfor skal virksomheden følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 2 i justitsministerens forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (L 213), altså forslaget til en ny § 6 a i markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at pengeinstituttet ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning af varer m.m., hvis den pågældende over for virksomheden har frabedt sig dette. Det indebærer f.eks. også, at pengeinstituttet skal tjekke, om forbrugeren står på en fortegnelse (en såkaldt Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR har fået markeret, at de ikke ønsker direkte markedsføring. I bekræftende fald må pengeinstituttet ikke foretage markedsføring over for den pågældende.

Et pengeinstitut skal også iagttage bestemmelsen om formålsbestemthed i lovforslaget § 5, såfremt pengeinstituttet ønsker at videregive oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed det være sig til en anden juridisk enhed inden for koncernen eller til en virksomhed uden for koncernen.

Virksomheden skal herudover opfylde følgende to betingelser

For det første skal behandlingsreglerne i L 147, § 6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed være opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren, medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for inddeling i kundekategorier.

Generelle kundeoplysninger er bl.a. oplysninger om kundens navn, adresse, køn og alder og oplysninger om, at kunden f.eks. er husejer, bilejer, computerejer og lignende. Tilsvarende gælder f.eks. oplysninger om, at der er tale om en kunde til fritidsartikler, til baby- og småbørnsartikler, til økologiske varer, til vin og spiritus eller andre generelt afgrænsede varegrupper. Oplysninger om rent private forhold vil aldrig være generelle kundeoplysninger.

Det bemærkes i den forbindelse, at afgrænsningen af begrebet generelle kundeoplysninger i L 147 ikke er sammenfaldende med afgrænsningen af sædvanlige kundeoplysninger efter bank- og sparekasselovens § 53 a. Det hænger sammen med L 147 s meget bredere anvendelsesområde. L 147 omfatter således al behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, jf. herved § 1.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger og virksomheden således efter § 6, stk. 2-4, kan videregive oplysningerne uden forbrugerens udtrykkelige samtykke må videregivelse for det andet kun ske, hvis forbrugeren ikke har gjort indsigelse imod det. Der henvises nærmere til lovforslagets § 36.

Særligt med henblik på besvarelsen af spørgsmål nr. 25 kan jeg på den anførte baggrund oplyse følgende

Spørgsmålet om et pengeinstituts adgang til selv at anvende de oplysninger, som instituttet modtager fra kunden i forbindelse med kreditvurdering, til brug for egen markedsføring reguleres ikke af L 112, men må afgøres på baggrund af forslaget til lov om behandling af personoplysninger, herunder navnlig bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om formålsbestemthed.

Som erhvervsministeren nærmere har redegjort for i besvarelsen af det tilsvarende spørgsmål nr. 10 til L 63, har Registertilsynet udtalt, at den i spørgsmålet omtalte brug af oplysningerne »efter Registertilsynets opfattelse meget vel kan tænkes at være i strid med § 5, stk. 2, i L 147 Hvis behandlingen (anvendelse til direkte markedsføring) kan finde sted, skal de påtænkte regler i markedsføringslovens § 6 a iagttages«.

Spørgsmål 26

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som udsteder af et betalingsmiddel må videregive de oplysninger, instituttet modtager i forbindelse med kreditvurderingen af kunden, til koncernforbundne selskaber med henblik på disses markedsføring.

Svar

Bestemmelsen i § 53 a, stk. 2, i L 112 vil ikke i sig selv være til hinder for, at oplysninger, som et pengeinstitut har modtaget i den forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel, videregives til andre koncernvirksomheder med henblik på, at disse virksomheder kan anvende oplysningerne til brug for markedsføring over for indehaveren af det pågældende betalingsmiddel. Det er dog en forudsætning herfor, at de pågældende oplysninger kan betegnes som sædvanlige kundeoplysninger, og at den modtagende virksomhed er underlagt tavshedspligt. Er det ikke tilfældet, vil oplysninger kun kunne videregives til markedsføring, hvis den pågældende har givet sit samtykke til videregivelsen.

Det er herudover en forudsætning for videregivelsen, at denne også er tilladt efter reglerne i lovforslaget om behandling af personoplysninger. Om dette spørgsmål kan jeg henvise til Registertilsynets udtalelse til brug for erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 11. I udtalelsen anfører Registertilsynet følgende

»Også her gælder det, at en sådan brug af oplysninger meget vel kan tænkes at være i strid med L 147 § 5, stk. 2. Hvis behandlingen (videregivelse med henblik på markedsføring) kan finde sted, skal reglerne i L 147, § 6, stk. 2-4, og § 36, iagttages.«

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af spørgsmål 25.

Spørgsmål 27

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som udsteder af et betalingsmiddel må videregive de oplysninger, instituttet modtager i forbindelse med kreditvurderingen af kunden til andre virksomheder med henblik på disses eller 3. mands markedsføring.

Svar

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 53 a indebærer, at et pengeinstitut ligesom i dag ikke uden kundens samtykke vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger herunder oplysninger, som virksomheden har modtaget i forbindelse med kreditvurdering til virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands markedsføring?

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af spørgsmål 25.

Spørgsmål 28

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som udsteder af et betalingsmiddel må anvende de sædvanlige/generelle oplysninger om kundeforholdet til egen markedsføring.

Svar

I lighed med bank- og sparekasselovens nugældende bestemmelser regulerer den foreslåede bestemmelse i § 53 a ikke et pengeinstituts adgang til at anvende oplysninger, som pengeinstituttet har modtaget fra en kunde til at markedsføre sig over for den pågældende kunde. Spørgsmålet må derfor afgøres efter anden lovgivning.

Som anført i erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 13 til L 63 er det Registertilsynets opfattelse, at bestemmelsen om formålsbestemthed i § 5, stk. 2, i forslaget til en ny lov om behandling af personoplysninger ikke vil være til hinder for en sådan anvendelse af oplysningerne.

Det må derfor antages, at pengeinstituttet i almindelighed vil kunne anvende de pågældende oplysninger som anført i spørgsmålet. Det er dog en forudsætning herfor, at pengeinstituttet iagttager de foreslåede regler i markedsføringsloven § 6 a, jf. herom ovenfor under pkt. 3. Det indebærer bl.a., at pengeinstituttet ikke må foretage markedsføring over for den pågældende kunde, hvis kunden over for pengeinstituttet har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed eller pengeinstituttet gennem undersøgelse af den såkaldte »Robinson-liste« bliver bekendt med, at kunden har fået indsat en markering i CPR om, at vedkommende frabeder sig direkte markedsføring.

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af spørgsmål 25.

Spørgsmål 29

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som udsteder af et betalingsmiddel må videregive de sædvanlige/generelle oplysninger om kundeforhold til andre koncernforbundne virksomheder med henblik på markedsføring.

Svar

Den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a vil i lighed med den nugældende bestemmelse i lovens § 54, stk. 2 ikke i sig selv være til hinder for, at et pengeinstitut videregiver sædvanlige kundeoplysninger til andre koncernforbundne virksomheder, som er underlagt tavshedspligt, med henblik på, at disse virksomheder anvender oplysninger til markedsføring over for den pågældende kunde. Det bemærkes i den forbindelse, at de videregivne oplysninger vil være omfattet af det modtagende instituts tavshedspligt.

En sådan videregivelse af generelle oplysninger om kundeforholdet til koncernforbundne virksomheder vil heller ikke være i strid med reglerne i forslaget til en lov om behandling af personoplysninger. Det er dog en forudsætning, at pengeinstituttet iagttager bestemmelsen i dette lovforslags § 36, inden det videregiver oplysningerne. Det indebærer bl.a., at pengeinstituttet skal undersøge i CPR, om kunden (forbrugeren) har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Er det ikke tilfældet, skal pengeinstituttet tydeligt og på en let forståelig måde oplyse om retten til at gøre indsigelse mod videregivelsen. Kunden skal samtidig gives adgang til på en nem måde inden for to uger at gøre sådan indsigelse, og oplysningerne må ikke videregives, inden denne frist er udløbet.

Lad mig i tilslutning til det anførte fremhæve, at begrebet sædvanlige kundeoplysninger i L 112 ikke omfatter f.eks. oplysninger om, hvor en indehaver af et dankort har benyttet sit kort. Om indholdet af begrebet sædvanlige kundeoplysninger henvises i øvrigt til min besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 112 bilag 4) og spørgsmål nr. 5 (L 112 bilag 12)

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af spørgsmål 25.

Spørgsmål 30

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut som udsteder af et betalingsmiddel må videregive de sædvanlige/generelle oplysninger om kundeforholdet til andre virksomheder med henblik på markedsføring, og i tilknytning hertil specificere, hvilke oplysninger, jf. L 147, § 6, og bemærkningerne hertil der vil anses som generelle.

Svar

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 53 a indebærer, at et pengeinstitut i lighed med, hvad der følger af de nugældende bestemmelser ikke uden kundens samtykke vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger herunder oplysninger, som virksomheden har modtaget i forbindelse med kreditvurdering til virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands markedsføring. Det gælder også oplysninger, som må betegnes som »sædvanlige kundeoplysninger« efter den nævnte bestemmelse.

Jeg skal desuden henvise til besvarelsen af spørgsmål 25.

Spørgsmål 31

Ministeren bedes oplyse, om det er af betydning for, hvilke regelsæt der finder anvendelse, om et betalingsmiddel knyttes til en konto ved kontoens etablering eller efterfølgende.

Svar

I modsætning til reglerne i L 63 gælder reglerne i bank- og sparekasseloven, uanset om et betalingsmiddel knyttes til en konto ved kontoens etablering eller efterfølgende.

Spørgsmål 32

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut kan videregive oplysninger, som er kommet til instituttets kundskab som led i dets virksomhed som kortudsteder, til koncernforbundne selskaber (finansielle eller ikke finansielle) med henblik på risikostyring i koncernen.

Svar

Efter den foreslåede § 53 a, stk. 3, i lov om banker og sparekasser m.v. må andre oplysninger end oplysninger om rent private forhold videregives fra et pengeinstitut til koncernens moderselskab, hvis videregivelsen sker med henblik på styring af virksomheder i koncernen, og hvis moderselskabet er en finansiel virksomhed. Moderselskabet vil være underlagt tavshedspligt.

Oplysninger om privatkunder vil som udgangspunkt ikke anses af betydning for risikostyring efter stk. 3. Med henblik på en præcisering af dette har jeg fremsat et ændringsforslag til bestemmelsen, hvoraf det fremgår, at oplysninger om privatkunder ikke kan videregives til brug for risikostyring, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse. Oplysninger om almindelige lønmodtagere vil derfor som udgangspunkt ikke kunne videregives med hjemmel i stk. 3.

Spørgsmål 33

Ministeren bedes oplyse, om et finansielt institut kan videregive oplysninger, som er kommet til instituttets kundskab som led i dets virksomhed som kortudsteder, til koncernforbundne selskaber (finansielle eller ikke finansielle) med henblik på risikovurdering i de enkelte koncernselskaber.

Svar

For så vidt angår videregivelse til moderselskaber skal jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål 32.

Pengeinstitutter kan i øvrigt videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til koncernforbundne selskaber, der er underlagt tavshedspligt, hvis videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet.

Videregivelse til brug for kreditvurdering må anses som erhvervsmæssigt begrundet, men jeg kan oplyse, at sædvanlige kundeoplysninger ikke i sig selv er tilstrækkelige til at foretage en kreditvurdering af en kunde.

Spørgsmål 34

Ministeren bedes oplyse, om det vil være muligt at videregive oplysninger, der identificerer f.eks. den gruppe kunder, der har mere end kr. 25.000,- stående på deres betalingsmiddel/den tilknyttede konto på et givent tidspunkt eller som gennemsnit i året.

Svar

Efter lov om banker og sparekasser m.v. kan videregivelsen af den oplysning kun ske, hvor videregivelsen sker til moderselskabet til brug for styring af koncernen efter § 53 a, stk. 3, eller hvor videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet og sker til koncernforbundne virksomheder, der er underlagt tavshedspligt, jf. § 53 a, stk. 2.

Oplysninger om privatkunder vil ikke kunne videregives til brug for koncernstyring efter stk. 3, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse. Oplysninger om almindelige lønmodtagere vil derfor som udgangspunkt ikke kunne videregives med hjemmel i stk. 3.

Jeg kan desuden oplyse, at der i lov om banker og sparekasser m.v. er krav om, at et enkelt engagement ikke må udgøre mere end 25% af henholdsvis pengeinstituttets og koncernens ansvarlige kapital. Det kan derfor være nødvendigt for moderselskabet at udbede sig oplysninger om datterselskabernes engagementer over en vis størrelse.

Spørgsmål 35

Ministeren bedes oplyse, om det vil være muligt at videregive oplysninger, der identificerer den kategori af kunder, der bruger over kr. 10.000,- i den første uge af måneden.

Svar

Oplysningerne kan efter § 53 a, stk. 2, videregives til koncernforbundne virksomheder, der er underlagt tavshedspligt, hvis videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet.

For så vidt angår erhvervskunder, kan oplysningerne desuden videregives til moderselskabet til brug for risikostyring af virksomheder i koncernen efter § 53 a, stk. 3.

Spørgsmål 36

Ministeren bedes oplyse, om og i givet fald under hvilke betingelser det vil være muligt at videregive saldooplysninger om et betalingsmiddel.

Svar

Efter lov om banker og sparekasser m.v. kan videregivelsen af den oplysning kun ske, hvor videregivelsen sker til moderselskabet til brug for styring af koncernen efter § 53 a, stk. 3, eller hvor videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet og sker til koncernforbundne virksomheder, der er underlagt tavshedspligt, jf. § 53 a, stk. 2.

Oplysninger om privatkunder vil ikke kunne videregives til brug for koncernstyring efter stk. 3, bortset fra de særlige tilfælde, hvor oplysningerne om en privatkunde vedrører forpligtelser, der har eller vil kunne få en betydelig størrelse. Oplysninger om almindelige lønmodtagere vil derfor som udgangspunkt ikke kunne videregives med hjemmel i stk. 3.

Spørgsmål 37

Ministeren bedes oplyse, om og i givet fald under hvilke betingelser det vil være muligt at videregive saldooplysninger om en »blandet konto« dvs. en konto, der ud over at være tilknyttet f.eks. et betalingskort også benyttes til andre transaktioner af økonomisk art.

Svar

Der gælder efter lov om banker og sparekasser ikke særlige regler for »blandede konti«. Jeg skal derfor henvise til min besvarelse af spørgsmål 36.

Spørgsmål 38

Ministeren bedes oplyse, hvilke af de i bemærkningerne til den foreslåede § 53 a anførte oplysninger der anses for fortrolige oplysninger og dermed omfattet af § 53 a.

Svar

Jeg går ud fra, at spørgsmålet vedrører de oplysninger, der i bemærkningerne er opremset under kategorierne stamoplysninger og oplysninger af økonomisk art. Alle de opremsede oplysninger vil være fortrolige, i det omfang de ikke er offentligt tilgængelige. Oplysningerne vil derfor være omfattet af § 53 a.

Bilag 2

Bilag 2

Justitsministerens brev til Jørgen Hoppe, HK/Handel

Justitsministeriet

15. marts 2000

Kære Jørgen Hoppe.

Tak for dit brev om Dansk Supermarkeds anvendelse af oplysninger fra RKI Kredit Information i forbindelse med ansættelse af personale.

Du skriver, at Registertilsynet i en afgørelse af 27. januar 2000 ikke har kunnet forbyde RKI´s videregivelse til Dansk Supermarked i forbindelse med vurdering af job-ansøgere. Registertilsynet mente ikke, at det kunne sætte sig ud over de »meget kategoriske bemærkninger« i forarbejderne til de gældende regler om kreditoplysningsbureauer i lov om private registre. Heraf fremgår, at reglerne »naturligvis« ikke forhindrer, »at en virksomhed ved ansættelse af personale beder et kreditoplysningsbureau udtale sig om en ansøgers økonomiske soliditet og kreditværdighed«.

Af Registertilsynets afgørelse fremgår bl.a., at Dansk Supermarked er abonnent hos RKI. Dansk Supermarked indhenter gennem et elektronisk onlinesystem kreditoplysninger på alle ansøgere til jobs i Dansk Supermarked. Formålet hermed er »at få ansat de bedste medarbejdere, der kan leve op til virksomhedens holdninger til etik og moral, og som kan håndtere de store værdier, medarbejderne dagligt har kontakt med i virksomheden«. Der foretages ingen differentiering efter, i hvilket ansættelsesområde den pågældende ansøger ønsker beskæftigelse. Dansk Supermarked opbevarer ikke oplysningerne, og de videregives ikke.

Denne retstilstand vil I gerne have ændret i forbindelse med lovforslaget om behandling af personoplysninger (L 147), således at kreditoplysninger i fremtiden ikke må indhentes/videregives til brug for en ansættelsessituation.

Jeg kan oplyse, at lovforslaget om behandling af personoplysninger som udgangspunkt viderefører de regler om kreditoplysningsbureauers virksomhed, som er fastsat i lov om private registre. Det betyder, at et kreditoplysningsbureau også i fremtiden vil have mulighed for at videregive kreditoplysninger til sine abonnenter til brug ved vurderingen af, om en person bør ansættes i virksomheden.

Lovforslaget indeholder imidlertid som noget nyt nogle grundlæggende principper, som skal overholdes af alle dem, som behandler personoplysninger. Behandling af personoplysninger skal således være i overensstemmelse med god databehandlingsskik, og indsamling af oplysninger skal ske til saglige formål. De oplysninger, der behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til at opfylde de formål, hvortil oplysningerne indsamles. Jeg henviser til lovforslagets § 5, stk. 1-3.

Disse grundlæggende principper vil efter min opfattelse betyde, at en virksomhed ikke må indhente kreditoplysninger om en person til brug for ansættelse af den pågældende, medmindre der er tale om ansættelse i en særligt betroet stilling. Vurderingen af, om en stilling må anses for særligt betroet, beror navnlig på den funktion, som den pågældende person udøver. I sidste ende vil det være op til Datatilsynet (som Registertilsynet skal betegnes i fremtiden) at afgøre, om en stilling er særligt betroet. Som eksempler på stillinger inden for supermarked-branchen, som normalt vil være særligt betroede, kan nævnes stillingen som varehuschef, butikschef, souschef og afdelingsleder. Derimod vil en stilling som flaskedreng, servicemedarbejder, butiks- eller salgsassistent normalt ikke have karakter af en særligt betroet stilling.

Disse grundlæggende principper vil også betyde, at Datatilsynet som betingelse for at give tilladelse til at drive kreditoplysningsvirksomhed vil kunne kræve, at den pågældende virksomhed udarbejder nogle abonnementsvilkår, som indebærer, at abonnenten ikke må indsamle oplysninger til brug ved en ansættelsessituation, medmindre der er tale om ansættelse i en særligt betroet stilling. jf. ovenfor. En sådan betingelse vil også kunne stilles i forhold til eksisterende kreditoplysningsbureauer, idet disse senest den 1. oktober 2000 skal have tilladelse til at drive kreditoplysningsvirksomhed. Jeg henviser i det hele til lovforslagets § 50, stk. 1, nr. 4, og stk. 5 (reglerne om tilladelse til at drive kreditoplysningsvirksomhed) og § 77 (overgangsreglerne for bl.a. eksisterende kreditoplysningsbureauer).

I øvrigt lægger lovforslaget op til, at brancheorganisationer m.v. i samarbejde med Datatilsynet kan udarbejde adfærdskodekser om behandling af personoplysninger, jf. § 74. Jeg har i den forbindelse fået oplyst, at RKI overvejer at udarbejde en adfærdskodeks, som i overensstemmelse med det ovenfor anførte vil opstille meget snævre grænser for, i hvilke tilfælde abonnenterne må anvende kreditoplysningerne i forbindelse med ansættelse af personale.

Sammenfattende vil lovforslaget om behandling af personoplysninger efter min opfattelse betyde, at virksomheder ikke må indsamle kreditoplysninger om ansøgere til stillinger, medmindre der er tale om ansøgere til særligt betroede stillinger.

Registertilsynet har oplyst, at tilsynet er enig i denne fortolkning af lovforslaget, men har for at undgå, at der rejses tvivl herom foreslået, at kopi af dette brev sendes til Folketingets Retsudvalg, således at Retsudvalget hvis udvalget er enig i fortolkningen kan overveje, om det vil være en hensigtsmæssig fremgangsmåde at optage brevet som bilag til udvalgets betænkning over lovforslaget.

Jeg har derfor sendt en kopi af brevet til Retsudvalget.

Med venlig hilsen

Frank Jensen

Artikel 6 i EU-direktivet lyder

»1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at personoplysninger

skal behandles rimeligt og lovligt

skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, samt at senere behandling heraf ikke må være uforenelig med disse formål; senere behandling af oplysninger i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed anses ikke for at være uforenelig med disse formål, såfremt medlemsstaterne giver de fornødne garantier

skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil de indsamles, og til de formål, hvortil de senere behandles

skal være korrekte og om nødvendigt ajourførte; der skal tages ethvert rimeligt skridt til at slette eller berigtige oplysninger, der er urigtige eller ufuldstændige i forhold til de formål, hvortil de indsamles, eller i forbindelse med hvilke de behandles på et senere tidspunkt

ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil de indsamles, eller i forbindelse med hvilke de behandles på et senere tidspunkt. Medlemsstaterne fastsætter de fornødne garantier for personoplysninger, der i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed opbevares længere end i ovennævnte periode.

2. Det påhviler den registeransvarlige at sikre, at bestemmelserne i stk. 1 overholdes.«

§ 12, stk. 3-5, indeholder en udtømmende angivelse af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger om, hvor betalingsmidler omfattet af loven har været anvendt, og hvad der er købt. Bestemmelserne indebærer en skærpelse i forhold til reglerne i direktiv 95/47 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger.

Det er Forbrugerstyrelsens vurdering, at berøringspunkterne til L 147 ikke giver anledning til problemer. Udformningen af registerbestemmelserne har været drøftet med Justitsministeriet.

3. Da det i L 63 er forudsat, at loven træder i kraft den 1. april 2000, vil der skulle fremsættes et ændringsforslag med en senere ikrafttrædelsesdato.

Herudover er der ikke aktuelle planer om fremsættelse af ændringsforslag til L 63.«

Det bemærkes, at efter aftale med Justitsministeriet ved Lars Hjortnæs den 25. april 2000, laver Justitsministeriet bidrag for så vidt angår forslag til markedsføringslovens § 6 A.

Med venlig hilsen

Christine Habel

Besvarelse af spørgsmål 28 (L 63 bilag 19) stillet af Erhvervsudvalget den 22. marts 2000.

Spørgsmål

Ministeren bedes oversende en uddybende besvarelse af spørgsmål 10-24, jf. L 63 bilag 15 og 18.

Svar

Til brug for besvarelsen er udarbejdet vedlagte notat, som er koordineret med Økonomiministeriet og Justitsministeriet.

Notat om forskellige spørgsmål vedrørende adgangen for en udsteder af et betalingsmiddel til at behandle personoplysninger

1. Indledning

Erhvervsudvalget har anmodet om en uddybende besvarelse af spørgsmål nr. 10 til 24, jf. L 63 bilag 15-18. Spørgsmålene angår dels forskellige aspekter af adgangen for en udsteder af et betalingsmiddel til at anvende og videregive oplysninger om brugeren med henblik på markedsføring, dels forskellige spørgsmål om adgangen til at videregive oplysninger om beløbsstørrelser og saldo til tredjemand.

I dette notat redegøres nærmere for de problemstillinger, som de nævnte spørgsmål rejser. Notatet indledes med en beskrivelse af bestemmelsen i § 12 i forslaget til lov om visse betalingsmidler (pkt. 2). Dernæst redegøres for de bestemmelser i forslaget til lov om behandling af personoplysninger, som har betydning for spørgsmålet om en kortudsteders adgang til at behandle og videregive personoplysninger i markedsføringsøjemed, og for den foreslåede bestemmelse i markedsføringslovens § 6 a (pkt. 3). Herefter gennemgås kort den foreslåede bestemmelse i § 53 a i bank- og sparekasseloven (pkt. 4).

I lyset heraf gives under pkt. 5 en samlet besvarelse af spørgsmål 10-15. Endvidere gives der under pkt. 6 en supplerende besvarelse af spørgsmål nr. 19-21.

Det bemærkes, at Økonomiministeriet og Justitsministeriet har været inddraget i Erhvervsministeriets udarbejdelse af dette notat, og at de to ministerier ikke har haft bemærkninger til notatets konklusioner.

2. Bestemmelsen i § 12 i forslaget til lov om visse betalingsmidler

§ 12 i forslaget til lov om visse betalingsmidler har følgende ordlyd

»§ 12. Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af denne paragraf og af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 8.

Stk. 2. Udstederen skal sikre, at brugerens CPR-nummer på et betalingsmiddel ikke må kunne aflæses af andre end udstederen.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt, når det

er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som udstederen har knyttet til betalingsmidlet,

er nødvendigt til retshåndhævelse eller for at hindre misbrug, eller

er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, når

der er nødvendigt for udstederens rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsmidler, og når de oplysninger, der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingsmidler brugeren foretager, eller

behandlingen er nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive og tidssvarende, og der ikke frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau. «

Bestemmelsen i § 12 regulerer alene adgangen til at behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været anvendt, og hvad der er købt. § 12 regulerer til gengæld udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel må behandle herunder registrere og videregive disse oplysninger. Og det følger modsætningsvis af opregningen i stk. 3 og 4 af, hvornår der kan ske behandling af disse oplysninger, at disse oplysninger ikke må anvendes eller videregives med henblik på markedsføring.

I forhold til den gældende betalingskortlovs anvendelsesområde er der sket en præcisering af, hvilke oplysningstyper der må karakteriseres som særligt følsomme ved brug af et betalingsmiddel, og denne præcisering må anses at være en fordel i forhold til en beskyttelse af brugerne.

Lovforslaget regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af et betalingsmiddel må anvende og videregive oplysninger modtaget i forbindelse med kreditvurderingen af brugeren til brug for virksomhedens egen eller andre virksomheders markedsføring over for den pågældende bruger. Det samme gælder det beslægtede spørgsmål om udstederens adgang til at anvende og videregive sædvanlige/generelle oplysninger om kundeforholdet i dette øjemed. Disse spørgsmål må som hidtil afgøres på baggrund af anden lovgivning, jf. herom straks nedenfor.

En udsteder af et betalingsmiddel omfattet af lovforslaget kan være såvel et pengeinstitut som en almindelig erhvervsvirksomhed (som for eksempel et benzinselskab, et stormagasin, et færgeselskab, en »konto-ring« eller en udsteder af et internationalt kreditkort).

Dette forhold har betydning for spørgsmålet om, hvorvidt de nævnte typer oplysninger kan anvendes og videregives i markedsføringsøjemed.

Er udstederen af et betalingsmiddel ikke et pengeinstitut, må de rejste spørgsmål 10-15 afgøres på grundlag af reglerne i lov om behandling af personoplysninger og bestemmelsen i markedsføringslovens § 6 a, jf. herom nedenfor under pkt. 3.

Er udstederen derimod et pengeinstitut, skal udstederen herudover iagttage bestemmelsen i forslaget til bank- og sparekasselovens § 53 a, jf. herom nedenfor under pkt. 4.

Det tilføjes, at bestemmelserne svarende til de i bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, (§ 53 a) findes i de øvrige finansielle love for forsikringsselskaber, fondsmæglerselskaber og realkreditinstitutter. I det følgende henvises af fremstillingsmæssige årsager alene til reglerne i bank- og sparekasseloven.

3. Reglerne om behandling af personoplysninger i markedsføringsøjemed i lov om behandling af personoplysninger og markedsføringlsoven

3.1. Efter § 5, stk. 2, i forslaget til lov om behandling af personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne må herefter ikke medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil undergives en behandling, der er uforenelig med disse formål. Bestemmelsen fastslår det såkaldte formålsbestemtheds-princip (finalité-princippet).

3.2. Ønsker en udsteder af et betalingsmiddel selv at anvende oplysninger om en forbruger med henblik på markedsføring og princippet om formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke er til hinder herfor skal udstederen følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 2 i justitsministerens forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (L 213), altså forslaget til en ny § 6 a i markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at udstederen af betalingsmidlet ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning af varer m.m., hvis den pågældende over for udstederen har frabedt sig dette. Det indebærer f.eks. også, at udstederen skal tjekke, om brugeren står på en fortegnelse (en såkaldt Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR har fået markeret, at de ikke ønsker direkte markedsføring. I bekræftende fald må udstederen af betalingsmidlet ikke foretage markedsføring over for den pågældende.

Det tilføjes, at udstederen af betalingsmidlet tillige skal overholde bestemmelsen i markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden fokuserer i den forbindelse på, hvordan oplysningerne er indsamlet, og hvilken information forbrugerne har fået omkring oplysningernes anvendelse. En indsamling og anvendelse af oplysninger, hvor formålet hermed ikke har været klart for forbrugeren, vil kunne være i strid med markedsføringslovens § 1.

3.3. En udsteder af et betalingsmiddel skal også iagttage bestemmelsen om formålsbestemthed i lovforslagets § 5, såfremt vedkommende ønsker at videregive oplysninger om en bruger til en anden virksomhed. Det gælder, uanset om videregivelse skal ske til koncernforbundne virksomheder eller til en virksomhed uden for koncernen.

Udstederen af betalingsmidlet skal herudover opfylde følgende to betingelser

For det første skal behandlingsreglerne i L 147 § 6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed være opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren, medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for inddeling i kundekategorier.

Generelle kundeoplysninger er bl.a. oplysninger om kundens navn, adresse, køn og alder og oplysninger om, at kunden f.eks. er husejer, bilejer, computerejer og lignende. Tilsvarende gælder f.eks. oplysninger om, at der er tale om en kunde til fritidsartikler, til baby- og småbørnsartikler, til økologiske varer, til vin og spiritus eller andre generelt afgrænsede varegrupper. Oplysninger om rent private forhold vil aldrig være generelle kundeoplysninger.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger og udstederen af betalingsmidlet således efter § 6, stk. 2-4, kan videregive oplysningerne uden brugerens udtrykkelige samtykke må videregivelse for det andet kun ske, hvis brugeren ikke har gjort indsigelse imod det. Der henvises nærmere til lovforslagets § 36. Denne bestemmelse fastslår bl.a., at udstederen af betalingsmidlet (den dataansvarlige) skal undersøge i CPR, om kunden (brugeren) har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Er det ikke tilfældet, skal udstederen af betalingsmidlet tydeligt og på en let forståelig måde oplyse om retten til at gøre indsigelse mod videregivelsen. Brugeren skal samtidig gives adgang til på en nem måde inden for to uger at gøre sådan indsigelse, og oplysningerne må ikke videregives, inden denne frist er udløbet.

4. Bestemmelsen i forslaget til bank- og sparekasselovens § 53 a

4.1. Efter den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a, stk. 1, må der ikke uberettiget videregives fortrolige oplysninger. Det gælder også oplysninger, som pengeinstituttet har indsamlet hos indehaveren af et betalingsmiddel i forbindelse med udstedelsen af betalingsmidlet.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan et pengeinstitut dog videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i bestemmelsens stk. 1, såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet. Det gælder også oplysninger, som pengeinstituttet kommer i besiddelse af i forbindelse med udstedelse af et betalingsmiddel.

Bestemmelsen i forslaget til bank- og sparekasselovens § 53 a bygger i lighed med den nugældende lovs § 54 på den forudsætning, at et pengeinstitut alene kan videregive fortrolige kundeoplysninger, såfremt både betingelserne i bank- og sparekasselovens § 53 a og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. Det gælder, uanset om videregivelsen skal ske til koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen.

Der henvises nærmere til Økonomiministeriets besvarelse af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25-30.

4.2. Hverken den foreslåede bestemmelse i § 53 a eller andre bestemmelser i bank- og sparekasseloven regulerer adgangen for et pengeinstitut til selv at anvende oplysninger, som pengeinstituttet i forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel har indsamlet hos indehaveren af betalingsmidlet, til at foretage markedsføring over for den pågældende. Om en sådan anvendelse af oplysningerne er lovlig, må derfor afgøres efter anden lovgivning, herunder navnlig reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger og markedsføringsloven.

Der henvises nærmere til Økonomiministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 25-30.

5. Særligt om behandling af oplysninger i relation til markedsføring (spørgsmål 10-15)

5.1. Særligt med henblik på besvarelsen af spørgsmål nr. 10 om egen anvendelse af kreditvurderingsoplysninger kan der på baggrund af den generelle beskrivelse af de fire lovforslag ovenfor under pkt. 2-4 oplyses følgende

Hverken forslaget til lov om visse betalingsmidler eller bank- og sparekasseloven regulerer spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af et betalingsmiddel selv må anvende de oplysninger, som instituttet modtager i forbindelse med en kreditvurdering af kunden, til brug for egen markedsføring, jf. pkt. 2 og 4.2.

Spørgsmålet må derfor afgøres på baggrund af reglerne i lov om behandling af personoplysninger, herunder navnlig bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, om formålsbestemthed. Og det gælder, uanset om der er tale om et pengeinstitut eller en anden finansiel virksomhed.

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 10 har Registertilsynet udtalt, at den i spørgsmålet omtalte brug af oplysningerne »efter Registertilsynets opfattelse meget vel [kan] tænkes at være i strid med § 5, stk. 2, i L 147 Hvis behandlingen (anvendelse til direkte markedsføring) kan finde sted, skal de påtænkte regler i markedsføringslovens § 6 a iagttages.«

5.2. For så vidt angår spørgsmål nr. 11 om videregivelse af kreditvurderingsoplysninger til koncernforbundne selskaber kan der endvidere oplyses følgende

a) Udstedes betalingsmidlet af et finansielt institut, der ikke er et pengeinstitut, skal adgangen til at videregive oplysningerne til koncernforbundne selskaber afgøres på baggrund af reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Som nærmere anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 11 til L 63 har Registertilsynet i den forbindelse anført følgende

»Også her gælder det, at en sådan brug af oplysningerne meget vel kan tænkes at være i strid med L 147 § 5, stk. 2. Hvis behandlingen (videregivelse med henblik på markedsføring) kan finde sted, skal reglerne i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36 iagttages.«

b) Udstedes betalingsmidlet af et pengeinstitut, vil videregivelsen i det begrænsede omfang denne er tilladt efter lov om behandling af personoplysninger tillige skulle respektere bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 53 a.

Hvis de pågældende oplysninger har karakter af sædvanlige kundeoplysninger, vil bestemmelsen i § 53 a, stk. 2, ikke i sig selv være til hinder for, at oplysninger, som et pengeinstitut har modtaget i forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel, videregives til andre tavshedsbelagte koncernvirksomheder med henblik på, at disse virksomheder kan anvende oplysningerne til brug for markedsføring over for indehaveren af det pågældende betalingsmiddel. Der henvises herved til pkt. 4.1 ovenfor.

I relation til denne type oplysninger vil det således i første række skulle afgøres på baggrund af reglerne i den nævnte § 5 i forslaget til lov om behandling af personoplysninger, om oplysningerne vil kunne videregives til de koncernforbundne selskaber.

Har oplysningerne ikke karakter af sædvanlige kundeoplysninger, indebærer bestemmelsen i § 53 a, at oplysningerne kun vil kunne videregives i det nævnte markedsføringsøjemed, såfremt den pågældende har givet sit samtykke til videregivelsen.

For så vidt angår sådanne oplysninger indebærer bestemmelsen i § 53 a således en vis indsnævring i videregivelsesadgangen for pengeinstitutter.

5.3. For så vidt angår spørgsmål nr. 12 om videregivelse af kreditvurderingsoplysninger til andre virksomheder kan der supplerende oplyses følgende

a) Er udstederen af betalingsmidlet ikke et pengeinstitut men f.eks. et benzinselskab må adgangen til at videregive de omhandlede oplysninger til andre virksomheder end koncernforbundne virksomheder afgøres efter reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Efter Registertilsynets opfattelse vil en sådan videregivelse »meget vel [kunne] tænkes at være i strid med« bestemmelsen om formålsbestemthed i denne lovs § 5, stk. 2. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 12.

b) Er udstederen af betalingsmidlet et pengeinstitut, vil den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a, stk. 1, indebære, at pengeinstituttet ikke uden kundens samtykke vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger til virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands markedsføring. Det gælder også fortrolige oplysninger, som pengeinstituttet har modtaget i forbindelse med kreditvurdering.

Et pengeinstitut vil således altid skulle indhente kundens samtykke til at videregive oplysningerne til brug for ikke-koncernforbundne virksomheders markedsføring.

5.4. For så vidt angår spørgsmål nr. 13 om egen anvendelse af almindelige kundeoplysninger kan der supplerende oplyses følgende

Hverken lov om visse betalingsmidler eller bank- og sparekasseloven regulerer spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af et betalingsmiddel selv må anvende de oplysninger, som instituttet modtager i forbindelse med en kreditvurdering af brugeren, til brug for egen markedsføring over for den pågældende bruger. Der henvises til pkt. 2, pkt. 4 og pkt. 5.1.

Spørgsmålet må derfor uanset om udstederen af betalingsmidlet er et pengeinstitut eller et andet finansielt institut afgøres efter anden lovgivning, herunder lov om behandling af personoplysninger.

Bestemmelsen om formålsbestemthed i § 5, stk. 2, i forslaget til en ny lov om behandling af personoplysninger kan ikke antages at være til hinder for en sådan anvendelse af oplysningerne.

Det må derfor antages, at udstederen af et betalingsmiddel i almindelighed vil kunne anvende de pågældende oplysninger som anført i spørgsmålet. Det er dog en forudsætning herfor, at udstederen iagttager de foreslåede regler i markedsføringslovens § 6 a, jf. herom ovenfor under pkt. 3.2.

Det indebærer bl.a., at udstederen af betalingsmidlet ikke må foretage markedsføring over for den pågældende bruger, hvis brugeren over for udstederen har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed eller udstederen gennem undersøgelse af den såkaldte »Robinson-liste« bliver bekendt med, at brugeren har fået indsat en markering i CPR om, at vedkommende frabeder sig direkte markedsføring.

5.5. For så vidt angår spørgsmål nr. 14 om almindelige kundeoplysninger til koncernforbundne virksomheder kan der supplerende oplyses følgende

Som anført i besvarelsen af spørgsmål 14 til L 63 er det Registertilsynets opfattelse, at den i spørgsmålet omhandlede videregivelse af generelle oplysninger om kundeforholdet til koncernforbundne virksomheder ikke vil være i strid med reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Heller ikke den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a vil være til hinder for, at et pengeinstitut, der har udstedt et betalingsmiddel til en kunde, videregiver generelle oplysninger, der samtidigt er sædvanlige kundeoplysninger, til andre tavshedsbelagte koncernforbundne virksomheder med henblik på, at disse virksomheder anvender oplysningerne til markedsføring over for kunden. Det bemærkes i den forbindelse, at de videregivne oplysninger vil være omfattet af det modtagende instituts tavshedspligt.

Det er dog en forudsætning, at udstederen af betalingsmidlet iagttager bestemmelsen i § 36 i forslag til lov om behandling af personoplysninger, inden det videregiver oplysningerne. Der henvises herom til pkt. 3.3.

5.6. For så vidt angår spørgsmål nr. 15 om videregivelse af almindelige kundeoplysninger til andre virksomheder kan der supplerende oplyses følgende

a) Er udstederen af betalingsmidlet ikke et pengeinstitut, må spørgsmålet om adgangen til at videregive generelle kundeoplysninger afgøres efter reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Det indebærer, at udstederen af betalingsmidlet i almindelighed ikke behøver at indhente brugerens udtrykkelige samtykke til at videregive generelle kundeoplysninger (der danner grundlag for inddeling i kundekategorier).

Det er dog en forudsætning for videregivelsen, at udstederen af betalingsmidlet iagttager bestemmelsen i dette lovforslags § 36, inden det videregiver oplysningerne.

b) Er udstederen af betalingsmidlet derimod et pengeinstitut, reguleres spørgsmålet i første række af den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a, stk. 1.

Som anført ovenfor under pkt. 4.1 indebærer denne bestemmelse, at udstederen af betalingsmidlet (pengeinstituttet) ikke uden brugerens samtykke vil kunne videregive fortrolige kundeoplysninger herunder oplysninger, som virksomheden har modtaget i forbindelse med kreditvurderingen til virksomheder uden for koncernen med henblik på disses eller tredjemands markedsføring. Det gælder også oplysninger, som må betegnes som »sædvanlige kundeoplysninger«.

6. Særligt om videregivelse af oplysninger om beløbsstørrelse og saldo (spørgsmål nr. 19-21)

6.1. Reglerne i forslaget til lov om betalingsmidler regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt udstederen af et betalingsmiddel må videregive oplysninger om kundegrupper kategoriseret efter beløbsstørrelser eller saldooplysninger. Dette lovforslag regulerer som tidligere nævnt alene behandling af oplysninger om, hvor et betalingsmiddel er anvendt, og hvad der er købt, jf. ovenfor under pkt. 2.

Er udstederen af betalingsmidlet ikke et pengeinstitut, skal spørgsmålet om videregivelse af de nævnte oplysninger derfor afgøres ud fra reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Det bemærkes i øvrigt, at hvis videregivelsen sker til brug for markedsføring, vil berettigelsen heraf skulle vurderes ud fra de regler, der er beskrevet ovenfor i pkt. 2-5. Der henvises derfor i det hele hertil. De videregivelsestilfælde, der beskrives nedenfor, angår således alene tilfælde, hvor videregivelse sker til et andet formål end markedsføring.

Hvis videregivelsen sker fra en udsteder af et betalingsmiddel, der ikke er et pengeinstitut, vil berettigelsen heraf som nævnt skulle vurderes ud fra forslaget til lov om behandling af personoplysninger.

Her vil vurderingen dels skulle foretages i forhold til det ovenfor nævnte princip om formålsbestemthed i lovforslagets § 5, stk. 2, dels ud fra den generelle behandlingsregel i § 6, stk. 1.

Sidstnævnte bestemmelse har følgende indhold

»§ 6. Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis

den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil,

behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelsen af en sådan aftale,

behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,

behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser,

behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse,

behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller

behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.«

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 19 har Registertilsynet udtalt, at »det efter Registertilsynets opfattelse [er] vanskeligt at give et konkret svar på, om videregivelse af oplysninger vil kunne finde sted i de nævnte situationer. Det afhænger navnlig af, hvem oplysningerne skal videregives til, og hvad formålet hermed er. Generelt er det dog Registertilsynets opfattelse, at videregivelse som altovervejende hovedregel ikke vil kunne finde sted.«

6.2. For pengeinstitutter vil gælde bestemmelsen i forslaget til en ny § 53 a, stk. 2, i lov om banker og sparekasser. Denne bestemmelse viderefører den hidtidige retstilstand efter reglerne i den nugældende lovs § 54, stk. 2, 3. pkt. Om bestemmelsen henvises til pkt. 4.1 ovenfor.

Forskningsministeriet

Justitsministeriet

Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 K

26. april 2000

Vedr.: Folketingets Retsudvalgs spørgsmål af 28. marts 2000 (L 147)

Idet der henvises til Justitsministeriets brev af 11. april d.å., skal Forskningsministeriet hermed fremkomme med en udtalelse.

Forskningsministeriet har den 7. oktober 1999 genfremsat forslag til lov om Statstidende (L 31), som har berøringspunkter til L 147. Lovforslaget vedlægges til orientering.

Med lovforslaget lægges op til en tidssvarende udnyttelse af informationsteknologien i relation til Statstidende, som i dag udkommer i trykt form. Som noget nyt opretter Forskningsministeriet således en database, som indeholder de meddelelser af forskellig art, som offentliggøres via Statstidende. Oplysningerne i databasen vil fremover blive offentliggjort i et elektronisk og indtil videre i et trykt Statstidende.

En række meddelelser i Statstidende indeholder personoplysninger, og behandlingen af disse skal ske i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger, medmindre statstidendeloven inden for de rammer, som direktivet 95/46/EF afstikker, fastsætter særlige regler for behandlingen af personoplysninger i forbindelse med driften af Statstidende.

Det er imidlertid ikke formålet med L 31 at fravige regelsættet i lov om behandling af personoplysninger. Tværtimod udgør denne lov grundlaget for omfanget af beskyttelsen af personoplysninger, hvilket understreges flere steder i lovbemærkningerne, jf. særligt kapitel 2.

Forskningsministeriets lovforslag indeholder således kun i begrænset omfang en specialregulering, hvilken udgør en »overbygning« på det beskyttelsesniveau, som er fastlagt i lov om behandling af personoplysninger.

Lovforslaget indeholder for det første i § 1, stk. 3, en bestemmelse om, at »Forskningsministeren fastsætter regler om opbygningen, driften og brugen af Statstidende, herunder regler for de tekniske sikkerhedskrav og krav til beskyttelse og bevaring af oplysninger i systemet«. Som det fremgår af lovbemærkningerne, skal de tekniske sikkerhedskrav som minimum svare til de krav, som stilles til behandlingssikkerhed i lov om behandling af personoplysninger.

For det andet følger det af lovforslagets § 5, stk. 2, at »Efter et år fra tidspunktet for offentliggørelse må personoplysninger, der i anden sammenhæng anses for fortrolige, ikke kunne søges i det elektroniske Statstidende ved at bruge personens navn eller anden form for personidentifikation som søgekriterium.« Der er også i dette tilfælde tale om en skærpelse af beskyttelsesniveauet.

Disse enkelte tilfælde af specialregulering ændrer ikke ved, at lov om Statstidende forudsætter, at lov om behandling af personoplysninger er vedtaget og trådt i kraft, jf. lovforslagets bemærkninger til § 11.

Med venlig hilsen

Lene Damkjær Thorsen

Fuldmægtig

Spørgsmål nr. 1 stillet af Folketingets Forskningsudvalg den 11. april 2000 til forskningsministeren (L 229 bilag 3)

Spørgsmål 1

Har ministeriet indhentet kommentarer til det endelige lovforslag fra IT-sikkerhedsrådet og hvis ikke, vil ministeriet så indhente kommentarer?

Svar

IT-sikkerhedsrådet har modtaget det lovudkast, som jeg sendte i offentlig høring den 1. december 1999, og Rådet afgav sit høringssvar hertil den 19. januar 2000.

Forskningsministeriet har efter udløbet af høringsperioden foretaget en opstramning og kvalitetssikring af lovteksten på baggrund af de kommentarer, som er fremkommet fra høringsparterne.

Bortset fra indsættelsen af en ny bestemmelse i § 13 om elektronisk signatur og formkrav, som sikrer en gennemførelse af hele direktivet om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer på en gang, er der efter høringsperioden ikke ændret på hovedlinierne i det udsendte lovudkast.

Jeg finder derfor ikke behov for at inddrage IT-sikkerhedsrådet yderligere i arbejdet med forslaget, end det allerede er sket.

IT-sikkerhedsrådet har ved flere lejligheder og senest i rådets årsberetning for 1999 opfordret til, at der fra det offentliges side tages skridt til at etablere en mere almen public key-infrastruktur.

Jeg vil gerne i den forbindelse slå fast, at spørgsmålet om det offentliges rolle i relation til udbredelsen af elektroniske signaturer og etablering af nøglecentre ikke er reguleret i lovforslaget.

Forslaget sikrer i sig selv blot en fri adgang til markedet, sådan at både private virksomheder og offentlige myndigheder har mulighed for at etablere nøglecentre i Danmark. Ifølge direktivet er det et krav, at markedet skal være åbent for private virksomheder.

Spørgsmål nr. 2 stillet af Folketingets Forskningsudvalg den 11. april 2000 til forskningsministeren (L 229 bilag 3)

Spørgsmål 2

Ministeriet bedes give en udtømmende redegørelse for sammenhængen mellem L 229 og andre lovforslag under behandling, som vedrører personoplysninger f.eks. forslag til lov om Det Centrale Personregister, jf. L 3.

Svar

Jeg er bekendt med, at Folketingets Retsudvalg den 28. marts 2000 har stillet et spørgsmål 14 til forslag til lov om behandling af personoplysninger, jf. L 147, og anmodet justitsministeren om et generelt oversigtsnotat over alle de lovforslag, som vedrører behandling af personoplysninger. For en generel gennemgang af spørgsmålet vedrørende forskellige regler om behandling af personoplysninger skal jeg derfor henvise Forskningsudvalget til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 14 til L 147.

I det følgende har jeg valgt at koncentrere besvarelsen om de forslag, som man praktisk kunne forestille sig har en sammenhæng med L 299 (herefter »forslaget«).

Forslaget indeholder en bestemmelse i § 12, som stiller supplerende krav til nøglecentres behandling af personoplysninger.

§ 12, stk. 1, regulerer nøglecentrets adgang til at indsamle personoplysninger i forbindelse med nøglecentervirksomheden. Indsamling af personoplysninger må udelukkende ske fra den registrerede, eller med dennes udtrykkelige samtykke, og kun i det omfang det er nødvendigt for udstedelsen eller opretholdelsen af et certifikat.

I henhold til § 12, stk. 2, skal et nøglecenter have den registreredes udtrykkelige samtykke for at kunne behandle eller videregive de oplysninger, som er indsamlet i forbindelse med nøglecentervirksomheden, til andre formål end nævnt i stk. 1.

Bestemmelsen gennemfører artikel 8 i direktivet om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer.

§ 12 er en supplerende bestemmelse i den forstand, at de generelle regler i forslaget til lov om behandling af personoplysninger, jf. L 147, finder anvendelse på nøglecentrets virksomhed med de afvigelser, som følger af § 12.

§ 12 finder alene anvendelse i forbindelse med udøvelsen af nøglecentervirksomhed og har derfor ikke nogen direkte sammenhæng med specialregler i lovgivningen vedrørende behandling af personoplysninger i andre sammenhænge.

Forslag til lov om Det Centrale Personregister, jf. L 3, indeholder i kapitel 7 til 13 bestemmelser vedrørende behandling og videregivelse af oplysninger i CPR.

Disse bestemmelser berører ikke nøglecentrets adgang til at indsamle eller behandle personoplysninger i medfør af forslagets § 12. Det kan tilføjes, at forslaget ikke regulerer et nøglecenters adgang til at anvende personnumre eller lignende i et certifikat til en elektronisk signatur. Dette spørgsmål må derfor afgøres efter anden lovgivning.

Forslag til lov om elektronisk Statstidende, jf. L 31, indeholder blandt andet bestemmelser vedrørende opbygning af en database over samtlige meddelelser, som er optaget i Statstidende, behandling og offentliggørelse af personoplysninger, berigtigelse af urigtige oplysninger samt adgang til at søge efter meddelelser i databasen ved hjælp af navne, personnumre, m.v.

Jeg mener ikke, at der er nogen direkte sammenhæng mellem disse regler og forslagets § 12.

Rent teknisk er det muligt at lave elektroniske kort, der både kan bruges til at afgive en elektronisk signatur og som et betalingsmiddel omfattet af forslag til lov om visse betalingsmidler, jf. L 63.

§ 12 finder kun anvendelse i relation til sådanne »multiapplikationskort« i det omfang kortet benyttes til at afgive en elektronisk signatur.

Hvis kortet derimod anvendes som et betalingsmiddel, finder bestemmelsen i § 12 anvendelse. Denne bestemmelse regulerer, i hvilket omfang oplysninger om, hvor og til hvilke formål et betalingsmiddel anvendes, må indsamles og behandles.

L 112-115 vedrørende ændringer i bank- og sparekasseloven, realkreditloven, lov om fondsmæglerselskaber samt lov om forsikringsvirksomhed m.v. indeholder regler om videregivelse af visse oplysninger til andre virksomheder.

Såfremt en virksomhed, der er omfattet af den finansielle lovgivning, udøver nøglecentervirksomhed, vil forslagets § 12 finde anvendelse på samme måde som i relation til andre nøglecentre.

Det vil således ikke være muligt for en finansiel virksomhed at indsamle eller behandle og videregive personoplysninger i forbindelse med den nøglecentervirksomhed, som udøves, i videre omfang end tilladt efter § 12, uanset om dette eventuelt måtte være muligt i henhold til de særlige regler herom i den finansielle lovgivning. § 12 er dog ikke til hinder for, at der i den finansielle lovgivning eksisterer strengere regler vedrørende behandling af personoplysninger eller tavshedspligt.

Spørgsmål nr. 3 stillet af Folketingets Forskningsudvalg den 11. april 2000 til forskningsministeren (L. nr. 229 bilag 3)

Spørgsmål 3

Vil vedtagelsen af L 229 have betydning for andre love omhandlende personoplysninger, f.eks. forslag til lov om Det Centrale Personregister, jf. L 3, i folketingsåret 1999-2000?

Svar

Det er ikke min vurdering, at vedtagelsen af L 229 vil have nogen direkte betydning for andre love omhandlende personoplysninger.

Som nævnt i min besvarelse til spørgsmål 2 (L 229 bilag 3) indeholder forslagets § 12 en række krav vedrørende behandlingen af personoplysninger i forbindelse med udøvelsen af nøglecentervirksomhed, der supplerer reglerne i den generelle lovgivning vedrørende databeskyttelse.

§ 12 finder desuden kun anvendelse i relation til nøglecentervirksomhed. En virksomhed, der fungerer som et nøglecenter, men samtidig udøver andre former for virksomhed, vil derfor skulle overholde forskellige regelsæt, alt efter hvilke andre aktiviteter der udøves.

Forslagets § 12 vurderes ikke at være til hinder herfor, da den alene vedrører en afgrænset aktivitet, nemlig udstedelsen og opretholdelsen af certifikater til elektroniske signaturer.

Forsvarsministeriet

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

17. april 2000

Justitsministeriet har ved skrivelse af 11. april 2000, sagsnr. 2000-760-0082, udbedt sig oplysninger til brug ved besvarelse af et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg om berøringspunkter mellem forslag til lov om behandling af personoplysninger og andre lovforslag.

I den anledning skal det oplyses, at forsvarsministeren ikke har fremsat og heller ikke forventes at ville fremsætte lovforslag i indeværende folketingsår.

P.M.V.

E.B.

Kasper Jespersen

Indenrigsministeriet

Justisministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

28. april 2000

Under henvisning til Justitsministeriets brev af 11. april 2000, Statsretskontoret, j.nr. 2000-760-0082, hvori anmodes om bidrag til besvarelse af spørgsmål 14 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger følger hermed Indenrigsministeriets bidrag til besvarelsen

Lovforslag nr. L 3 om Det Centrale Personregister henviser i §§ 31, 35, 36, 37, 38, stk. 6, og § 52, stk. 1, til denne lov om behandling af personoplysninger.

Lovforslag nr. L 3 henviser desuden i § 38, stk. 4, og § 42, stk. 4, til Datatilsynet, som ifølge § 55 i L 147 om behandling af personoplysninger er det fremtidige navn for Registertilsynet.

Herudover agter indenrigsministeren at fremsætte ændringsforslag til §§ 29, stk. 3, og § 40 (samt konsekvensrettelser heraf) i L 3 om Det Centrale Personregister. Disse ændringsforslag, som dels vedrører retten til at få registreret i Det Centrale Personregister, at man frabeder sig henvendelser i markedsføringsøjemed, dels Indenrigsministeriets (nye) kvartalsvise oversigt over navne og adresser for samtlige personer, der har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, har sammenhæng med § 36 i L 147 om behandling af personoplysninger og § 6 a i L 213 om ændring af lov om visse forbrugsaftaler.

Indenrigsministeriet forstår spørgsmålet om, hvorvidt denne sammenhæng giver anledning til problemer, som et spørgsmål om, hvorvidt L 3 om Det Centrale Personregister kan vedtages, såfremt Folketinget ikke på nuværende tidspunkt måtte ønske at vedtage forslag til L 147, hvormed L 3 har sammenhæng.

I denne anledning skal man meddele, at der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke vil være noget til hinder for, at L 3 om Det Centrale Personregister vedtages uden en samtidig vedtagelse af L 147. Det vil i så fald være nødvendigt at erstatte henvisningen i L 3 om Det Centrale Personregister til lov om behandling af personoplysninger af en henvisning til »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger«. Endvidere vil »Datatilsynet « skulle erstattes af »Registertilsynet«.

Det foran nævnte ændringsforslag til L 3 vil helt kunne udelades, såfremt L 147 om behandling af personoplysninger og L 213 om ændring af lov om visse forbrugsaftaler ikke ønskes fremmet til vedtagelse.

Med venlig hilsen

Karen Jespersen

/ Torben Jerlach

Kirkeministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Med henvisning til Justitsministeriets brev af 11. april 2000 (j.nr. 2000-760-0082), hvor Justitsministeriet anmoder om Kirkeministeriets hjælp til besvarelse af Retsudvalgets spørgsmål nr. 14 af 28. marts 2000 vedrørende lovforslag nr. L 147, skal man meddele, at Kirkeministeriet ikke har fremsat eller agter at fremsætte lovforslag i indeværende folketingsår med berøringspunkter til L 147.

For en god ordens skyld oplyses, at Kirkeministeriets igangværende arbejde med DNK-projektet om indførelsen af elektronisk kirkebogsregistrering ikke kræver lovændringer.

Med venlig hilsen

Rasmus Paaske Larsen

Specialkonsulent

Kulturministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

1. maj 2000

Lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Der henvises til Justitsministeriets skrivelse af 11. april 2000 (dok.: BBO20019) vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Kulturministeriet kan oplyse, at ministeriet i tilknytning til det ovennævnte lovforslag har fremsat forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver m.v. (arkivlovens registerbestemmer m.v.) lovforslag nr. L 153.

For så vidt angår forholdet mellem L 147 og L 153 vedlægges kopi af svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren, afgivet den 1. marts 2000, på følgende spørgsmål »Ministeren bedes helt konkret oplyse, hvilke dele af lovforslaget der relaterer til EU-direktiv 95/46/EF om behandling af personoplysninger, og som derfor skal gennemføres«.

Med venlig hilsen

Niels-Jørgen Nielsen

Kt.chef

Spørgsmål nr. 1-6

(L 153 bilag 4), forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver m.v. (Arkivlovens registerbestemmelser m.v.)

Skrivelse af 2. februar 2000

Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.

Spørgsmål nr. 1

Ministeren bedes helt konkret oplyse, hvilke dele af lovforslaget der relaterer til EU-direktiv 95/46/EF om behandling af personoplysninger, og som derfor skal gennemføres.

Svar

Lovforslaget indeholder to bestemmelser, som ikke har sammenhæng med lovforslaget om behandling af personoplysninger.

Det drejer sig for det første om bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 1, der giver mulighed for, at Statens Arkiver på et passende tidspunkt kan kræve betaling af statslige myndigheder for bevaring af papirarkivalier.

For det andet drejer det sig om bemyndigelsen i lovforslagets § 1, nr. 13, til at delegere den mere detaljerede regelfastsættelse vedrørende en række forhold af overvejende arkivteknisk karakter til rigsarkivaren.

Implementeringen i dansk lovgivning af EU-direktiv 95/46/EF finder først og fremmest sted ved det forslag til lov om behandling af personoplysninger, som er fremsat af justitsministeren (L 147). Dette lovforslag indeholder som § 14 en bestemmelse, der lyder

»Oplysninger, der er omfattet af denne lov, kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen.«

Dette er baggrunden for den resterende del af lovforslagets § 1, dvs. nr. 2-12 og nr. 14, der således har sammenhæng med lovforslaget om behandling af personoplysninger.

De dele af lovforslaget, der mere specifikt vedrører implementeringen af EU-direktivet er følgende

Lovforslagets § 1, nr. 4 og nr. 7-11, der drejer sig om de garantier, som medlemsstaterne efter EU-direktivet (artikel 6, stk. 1, litra b) og litra e)) skal fastsætte for personoplysninger, der i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed opbevares i længere tid end krævet af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne oprindeligt er indsamlet (eller i forbindelse med hvilke de behandles på et senere tidspunkt). Bestemmelserne drejer sig også om den forpligtelser, der omtales i direktivets artikel 28, stk. 2, til at inddrage tilsynsmyndigheden (efter lovforslaget Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen) ved udarbejdelse af retsforskrifter om beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.

De to relevante direktivbestemmelser citeres nedenfor til orientering.

Artikel 28, stk. 2, i EU-direktivet lyder

»2. Hver medlemsstat drager omsorg for, at tilsynsmyndighederne høres ved udarbejdelsen af administrative foranstaltninger eller retsforskrifter om beskyttelse af personers rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af personoplysninger.«

Om lovforslagets ovennævnte bestemmelser skal bemærkes følgende

Lovforslagets § 1, nr. 4, omhandler fastsættelse af administrative forskrifter om offentlige arkivers opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af forslag til lov om behandling af personoplysninger. Inddragelse af Datatilsynet i regelfastsættelse er således obligatorisk, jf. direktivets artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 7, knytter sig såvel til direktivets bestemmelser om fastsættelse af nødvendige garantier i forbindelse med opbevaring af personoplysninger til historisk, statistisk eller videnskabeligt formål som til bestemmelsen i direktivets artikel 28, stk. 2, jf. ovenfor.

Lovforslagets § 1, nr. 8, knytter sig til direktivets bestemmelser om fastsættelse af nødvendige garantier i forbindelse med opbevaring af personoplysninger til historisk, statistisk eller videnskabeligt formål. Den foreslåede ændring af bestemmelsen i artikel 24, stk. 7, knytter sig ligeledes hertil samt til direktivets artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 9, omhandler fastsættelse af administrative forskrifter om tilgængelighed til materiale af den art, der er omfattet af forslag til lov om behandling af personoplysninger, jf. direktivets artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 10-11, vedrører private arkivalier, der er omfattet af forslag til lov om personoplysninger. Nr. 11 omhandler fastsættelse af administrative forskrifter om tilgængelighed til materiale af den art, der er omfattet af forslag til lov om behandling af personoplysninger, jf. direktivets artikel 28, stk. 2.

Lovforslagets § 1, nr. 12, vedrører den indsigtsret, som den registrerede person skal have i medfør af kapitel 9 i forslag til lov om behandling af personoplysninger, jf. direktivets artikel 12-13. Bestemmelsen er et alternativ til den indsigtsprocedure, der indgår i forslag til lov om behandling af personoplysninger. Bestemmelsen fastsætter en særlig indsigtsprocedure for oplysninger, der er overført til opbevaring i arkiv, jf. lovbemærkningernes begrundelse herfor.

De resterende dele af lovforslaget er konsekvensændringer, ikrafttrædelsesbestemmelser o.l.

Miljø- og Energiministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Att: Birgit Thostrup Christensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Den 1. maj 2000

Under henvisning til Justitsministeriets brev af 11. april 2000 vedr. lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger, kan følgende oplyses om Miljø- og Energiministeriets lovprogram i indeværende folketingsår.

Miljø- og Energiministeriet har den 25. april 2000 fremsat forslag til lov om ændring af varmeforsyningsloven, hvori der er en bestemmelse, der kan have berøringspunkter til det omtalte lovforslag.

§ 31, hvorefter oplysninger i CPR og ældre folkeregistermateriale kan videregives til en anden offentlig myndighed efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger;

§ 35, hvorefter indenrigsministeren til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed fra CPR kan videregive oplysninger om eller foretage adressering til en nærmere afgrænset kreds af personer under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 36, hvorefter indenrigsministeren til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed kan give adgang til elektronisk søgning og opslag i CPR under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 37, hvorefter en kommunalbestyrelse til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed kan beslutte at udlevere oplysninger, der ikke er registreret i CPR, men som findes i ældre folkeregistermateriale i kommunen, under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 38, stk. 6, hvorefter det er en betingelse for udlevering af nærmere angivne oplysninger til forskellige typer selskaber, at modtageren efter lov om behandling af personoplysninger er berettiget til at behandle oplysningerne, samt

§ 52, stk. 1, om tilfælde, hvor en offentlig myndighed »i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger« anvender personnumre som identifikation eller journalnummer.

CPR-lovforslaget har også en nær sammenhæng med reglerne i det nedenfor omtalte lovforslag L 213 om ændring af forbrugeraftaleloven, markedsføringsloven og visse andre love. Med sidstnævnte lovforslag foreslås nemlig indsat en ny § 6 a i markedsføringsloven om uanmodet direkte markedsføring. Denne bestemmelse indeholder bl.a. regler om, at CPR hvert kvartal udarbejder en fortegnelse over de forbrugere, der har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, ligesom den bygger på den forudsætning, at en erhvervsdrivende kan tjekke direkte i CPR, om forbrugeren har frabedt sig sådanne henvendelser.

Samspillet mellem de to lovforslags regler om uanmodet markedsføring beskrives nærmere nedenfor under pkt. 3.

Indenrigsministeriet har i sit høringssvar oplyst, at indenrigsministeren netop har fremsat ændringsforslag til lovforslagets § 29, stk. 3, og § 40 (samt konsekvensrettelser heraf).

De foreslåede bestemmelser har følgende ordlyd

[§ 29] »Stk. 3. Enhver har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en markering i CPR om, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. En sådan markering giver dels den beskyttelse, der er fastsat i markedsføringslovens § 6 a sammenholdt med denne lovs § 40, stk. 4 og 5, dels den beskyttelse mod videregivelse m.v. til brug ved anden virksomheds markedsføring, der er fastsat i § 36 i lov om behandling af personoplysninger.«

»[§ 40 ] Stk. 4. Indenrigsministeriet udarbejder én gang i kvartalet en fortegnelse med oplysning om nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden for de seneste 3 år for samtlige personer, der efter § 29, stk. 3, har en markering i CPR om, at de pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Personer med navne- og adressebeskyttelse medtages ikke i fortegnelsen.

Stk. 5. Erhvervsdrivende har ret til fra Indenrigsministeriet at få leveret en kopi af den i stk. 4 nævnte fortegnelse mod betaling af et beløb til dækning af de omkostninger, der er forbundet med videregivelsen. Organisationer, der varetager erhvervsdrivendes brancheinteresser, har på samme vilkår ret til at få leveret den i stk. 4 nævnte fortegnelse med henblik på videregivelse af fortegnelsen til medlemsvirksomheder. Fortegnelsen må ikke herudover videregives til andre eller offentliggøres.«

I ændringsforslagets bemærkninger anføres bl.a. følgende

»Med ændringsforslaget sker en tilpasning af bestemmelsen i CPR-lovforslagets § 29, stk. 3, til justitsministerens forslag nr. L 147 til lov om behandling af personoplysninger, som er fremsat 9. december 1999, for så vidt angår dette lovforslags bestemmelser i § 36 om videregivelse af oplysninger til andre virksomheder til brug ved markedsføring, samt justitsministerens forslag nr. L 213 til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love, hvori bl.a. indgår bestemmelser om direkte uanmodet markedsføring (ny § 6 a i markedsføringsloven), som er fremsat 1. marts 2000.

Det forudsættes i de nævnte bestemmelser i disse to lovforslag, at det skal være muligt for fysiske personer gebyrfrit at få registreret i CPR, at de generelt ikke ønsker at modtage henvendelser i markedsføringsøjemed.

Med denne registrering er det muligt for den erhvervsdrivende at tjekke i CPR, om forbrugeren har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, som efter § 36, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger , skal ske inden virksomheden videregiver generelle oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed med henblik på markedsføring eller anvender oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed. Der henvises til § 36 og bemærkningerne hertil i forslag nr. L 147 til lov om behandling af personoplysninger.

Det er samtidig muligt for den erhvervsdrivende at foretage det tjek i CPR af, om forbrugeren har frabedt sig reklamehenvendelser i markedsføringsøjemed. Der henvises til den forslåede ny § 6 a og bemærkningerne hertil i forslag nr. L 213 til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love.

I forbindelse med den ændrede affattelse af § 29, stk. 3, som følger af ændringsforslagets nr. 1, er det fundet, at der ikke som oprindeligt foreslået med affattelsen af CPR-lovforslaget § 30, stk. 1 også skal gives automatisk beskyttelse mod henvendelser i markedsføringsøjemed til personer med navne- og adressebeskyttelse, at beskyttelsen mod henvendelser i markedsføringsøjemed i alle tilfælde kun kan ske efter særskilt anmodning fra den pågældende.«

b) L 31: Forslag til lov om Statstidende.

Formålet med lovforslaget er navnlig at opnå en mere tidssvarende udnyttelse af informationsteknologien i relation til Statstidende, som i dag udkommer i trykt form.

Forskningsministeriet opretter efter lovforslaget en database, som indeholder de meddelelser af forskellig art, der offentliggøres via Statstidende. Oplysningerne i databasen vil fremover blive offentliggjort elektronisk og indtil videre i et trykt Statstidende.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at lov om behandling af personoplysninger vil gælde i relation til behandling, der foretages efter lov om Statstidende, medmindre denne lov fastsætter særlige regler for behandling af personoplysninger i forbindelse med driften af Statstidende.

Der er i den forbindelse grund til at nævne lovforslagets § 1, stk. 3, hvorefter »forskningsministeren fastsætter regler om opbygningen, driften og brugen af Statstidende, herunder regler for de tekniske sikkerhedskrav og krav til beskyttelse og bevaring af oplysninger i systemet«. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at de tekniske sikkerhedskrav som minimum skal svare til de krav, som stilles til behandlingssikkerhed i L 147.

Også lovforslagets § 5, stk. 2, bør nævnes i denne sammenhæng. Bestemmelsen fastslår følgende

»Stk. 2. Efter et år fra tidspunktet for offentliggørelse må personoplysninger, der i anden sammenhæng anses for fortrolige, ikke kunne søges i det elektroniske Statstidende ved at bruge personens navn eller anden form for personidentifikation som søgekriterium. Forskningsministeren kan dog efter indstilling fra vedkommende minister fastsætte regler om, at fortrolige oplysninger skal være søgbare i et længere tidsrum end 1 år, hvis afgørende grunde taler herfor.«

Forskningsministeriet har i sit høringssvar oplyst, at »der også i dette tilfælde [er] tale om en skærpelse af beskyttelsesniveauet« i forhold til de generelle regler i L 147. Forskningsministeriet tilføjer i den forbindelse følgende (side 2)

»Disse enkelte tilfælde af specialregulering ændrer ikke ved, at lov om Statstidende forudsætter, at lov om behandling af personoplysninger er vedtaget og trådt i kraft «.

Det kan endelig nævnes, at lovforslaget i § 5, stk. 3, og § 6, stk. 3, indeholder særlige regler om behandling af personoplysninger, der har visse berøringsflader til reglerne om behandling af personoplysninger i L 147 § 11 og i L 3 om Det Centrale Personregister.

Lovforslagets § 5, stk. 3, bestemmer således, at personnumre kun må »offentliggøres ved proklamaer i dødsboer, jf. dog § 6, stk. 3«. Efter § 6, stk. 3, kan »masseudtræk af oplysninger, som omfatter personnumre alene ske i det omfang, anden lovgivning tillader det, og efter aftale med udgiveren af Statstidende. Udgiveren fastsætter nærmere vilkår for modtagerens brug af oplysningerne.«

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (side 13), at det ikke er »tanken at udvide adgangen til brug af personnumre i Statstidende i forhold til den nuværende praksis. Det er i øvrigt heller ikke tanken at udvide den generelle adgang til brug af personnumre i samfundet, således som denne adgang forventes fastlagt ved lov om behandling af personoplysninger og indenrigsministerens regler om Det Centrale Personregister.«

Sammenfattende indeholder L 31 forskellige bestemmelser om databeskyttelse, som har karakter af en specialregulering i forhold til L 147. Denne specialregulering har karakter af en »overbygning « på det beskyttelsesniveau, som er fastlagt i L 147.

c) L 63: Forslag til lov om visse betalingsmidler.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at skabe de fornødne rammer for, at brugerne kan anvende betalingsmidler på en sikker og velfungerende måde.

Lovforslaget har begrænsede berøringsflader til L 147. Det drejer sig navnlig om bestemmelserne i lovforslagets § 12, stk. 1-3, der har følgende ordlyd

»§ 12. Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af denne paragraf og af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 8.

Stk. 2. Udstederen skal sikre, at brugerens CPR-nummer på et betalingsmiddel ikke må kunne aflæses af andre end udstederen.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt, når det

er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som udstederen har knyttet til betalingsmidlet,

er nødvendigt til retshåndhævelse eller for at hindre misbrug, eller

er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, når

det er nødvendigt for udstederens rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsmidler, og når de oplysninger, der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingsmidler, brugeren foretager, eller

behandlingen er nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive og tidssvarende, og der ikke frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau. «

Bestemmelsen i § 12 regulerer alene adgangen til at behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været anvendt, og hvad der er købt. § 12 regulerer til gengæld udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel må behandle herunder registrere og videregive disse oplysninger.

I øvrigt fastslår bestemmelsen udtrykkeligt, at lov om behandling af personoplysninger vil gælde for den behandling af personoplysninger, der finder sted i forbindelse med brug af betalingsmidler, med de ændringer, der følger af de særlige regler i lov om visse betalingsmidler.

Sammenfattende indeholder lovforslaget en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger (behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt).

Om lovforslagets betydning for det særlige spørgsmål om behandling af oplysninger i markedsføringsøjemed henvises til pkt. 3 nedenfor.

d) L 112: Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v.

Baggrunden for lovforslaget er en rapport, som Udvalget om den finansielle sektor efter år 2000 under Økonomiministeriet fremlagde i september 1999. Rapporten indeholder en række anbefalinger med henblik på at skabe gode generelle rammevilkår for den finansielle sektor og herigennem bidrage til de nødvendige strukturelle tilpasninger og en styrket konkurrence.

Lovforslaget har visse berøringspunkter med reglerne i L 147 og med reglerne i forslaget til lov om visse betalingsmidler (L 63).

Det drejer sig nærmere om lovforslagets § 1, nr. 13, (forslaget til en ny § 53 a i bank- og sparekasseloven), der har følgende indhold

»53 a. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet i en bank eller andelskasse, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med. Tilsvarende gælder bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af repræsentantskabet, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte i finansielle holdingselskaber, jf. § 37 a, stk. 4, og moderselskaber, jf. § 37 b, stk. 1.

Stk. 2. Såfremt videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet, kan sædvanlige oplysninger om kundeforhold videregives til koncernvirksomheder, der er underlagt en tavshedspligt som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Oplysninger, der ikke vedrører rent private forhold, kan videregives til pengeinstituttets moderselskab til brug for styring af virksomheder i koncernen, jf. § 37 a, stk. 3, såfremt moderselskabet er en finansiel virksomhed, jf. § 37 b, stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om rent private forhold må kun videregives med kundens samtykke. Ansatte i koncernforhold, der får sådanne oplysninger, er underkastet den i stk. 1 nævnte tavshedspligt.

Stk. 5. Pengeinstituttet skal påse, at de personer, der får kendskab til oplysningerne, er bekendt med deres tavshedspligt.

Stk. 6. Pengeinstituttet skal udarbejde retningslinier for, i hvilket omfang kundeoplysninger kan videregives. Retningslinierne skal være offentligt tilgængelige.«

Økonomiministeriet har oplyst, at de nævnte bestemmelser i forhold til gældende ret alene indeholder en udvidelse (i § 53 a, stk. 3) af adgangen til at videregive kundeoplysninger til finansielle virksomheders moderselskaber. Det er en betingelse, at videregivelsen er nødvendig som et led i risikostyringen af koncernens virksomheder, hvilket ikke omfatter videregivelse til brug for markedsføring eller kunderådgivning, og at videregivelsen ikke vedrører oplysninger om kundens rent private forhold.

Om sammenhængen mellem L 63, L 112 og L 147 oplyste erhvervsministeren i besvarelsen af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25 fra Folketingets Erhvervsudvalg (L 112 - bilag 21) følgende

»Om forholdet mellem de to regelsæt kan jeg oplyse, at bank- og sparekasselovens regler om videregivelse af kundeoplysninger suppleres af reglerne herom i betalingskortloven. Reglerne i bank- og sparekasseloven suppleres endvidere af den generelle registerlovgivning, herunder reglerne i lovforslaget om behandling af personoplysninger.«

Om de nævnte lovforslags indbyrdes sammenhæng med hensyn til spørgsmål om behandling af personoplysninger med henblik på markedsføring henvises til pkt. 3 nedenfor.

e) L 113: Forslag til lov om ændring af realkreditloven (Koncernregler, omdannelsesregler m.v).

Lovforslagets § 1, nr. 22, indeholder en bestemmelse, der indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L 112, hvorfor der henvises hertil.

f) L 114: Forslag til lov om ændring af lov om fondsmæglerselskaber, lov om investeringsforeninger og specialforeninger og lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love (Koncernregler, adskillelse af kundemidler m.v.)

Lovforslagets § 1, nr. 13, indeholder en bestemmelse, der indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L 112, hvorfor der henvises hertil.

g) L 115: Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed (Koncernregler, regnskabsår, administration af livsforsikringsbestande m.v.)

Lovforslagets § 1, nr. 24, indeholder en bestemmelse, der indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L 112, hvorfor der henvises hertil.

h) L 153: Forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver (arkivlovens registerbestemmelser).

Formålet med lovforslaget er navnlig at gennemføre direktivet om behandling af personoplysninger på arkivområdet.

Lovforslaget indeholder for det første en række bestemmelser om høring af Datatilsynet, når kulturministeren fastsætter forskellige regler. Det drejer sig for det første om regler vedrørende opbevaring af arkivalier (forslaget til en ny § 15 a). Det drejer også om regler vedrørende kortere tilgængelighedsfrist for nærmere angivent materiale (forslaget til en ny § 22, stk. 2). Og det drejer sig endelig om regler vedrørende tilgængelighed (forslagene til nye § 24, stk. 7, § 27, 2. pkt., og § 31, stk. 2).

De nævnte bestemmelser skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i artikel 28, stk. 2, i direktivet om behandling af personoplysninger. Efter denne bestemmelse drager medlemsstaterne omsorg for, at de nationale tilsynsmyndigheder høres ved udarbejdelsen af administrative foranstaltninger eller retsforskrifter om beskyttelse af personers rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af personoplysninger.

Det bemærkes, at L 147 indeholder en tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 57, hvorefter Datatilsynets udtalelse skal indhentes ved udarbejdelse af bekendtgørelser m.v., der har betydning for beskyttelsen af privatlivet i forbindelse med behandling af oplysninger.

Lovforslaget indeholder endvidere en bestemmelse om, at tilladelse til benyttelse af dokumenter, som indeholder oplysninger om rent private forhold, og som tidligere har været omfattet af lov om behandling af personoplysninger eller i øvrigt stammer fra et edb-register, der har været ført for den offentlige forvaltning, kræver samtykke fra Datatilsynet (forslaget til en ny § 24, stk. 3).

Endelig indeholder lovforslaget en bestemmelse om den fremgangsmåde, der skal følges i forbindelse med anmodninger om egen-acces over for et offentligt arkiv (forslaget til en ny § 32 a). Denne bestemmelse fastsætter en anden procedure for behandlingen af anmodninger om egen-acces end den, der følger af kapitel 9 i L 147, men fraviger ikke L 147 s regler om omfanget af den registrerede persons indsigtsret.

Sammenfattende kan anføres, at spørgsmålet om arkivmæssig anvendelse (behandling) af personoplysninger afgøres efter arkivlovgivningens regler herom (og ikke efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger, kapitel 4). De øvrige generelle regler i lov om behandling af personoplysninger finder derimod anvendelse på arkivmæssig behandling af personoplysninger, medmindre andet undtagelsesvist er fastsat i arkivlovgivningen. Dette indebærer bl.a., at de regler i lov om behandling af personoplysninger, der vedrører anmeldelse til Datatilsynet og registreredes rettigheder, i alt væsentligt finder anvendelse.

Lovforslag rejser på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

i) L 160: Forslag til lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

Lovforslaget vedrører frie kostskoler, som tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er folkelig oplysning, og som er godkendt af ministeren til tilskud.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringspunkter med L 147.

Det drejer sig for det første om lovforslagets § 13, stk. 3, hvorefter eleverne skal oplyse personnummer og dokumentation for statsborgerskab til skolen ved tilmeldingen. Skolen skal videregive disse oplysninger til brug for de offentlige myndigheder, som udfører opgaver efter denne lov.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der er tale om en sammenskrivning af to bestemmelser i den gældende lov. Det fremgår endvidere, at der i overensstemmelse med den hidtidige praksis i lovforslaget indsættes hjemmel til at indhente oplysning om elevernes personnummer til brug for administration af tilskudsordningen og statistikbrug.

Det drejer sig for det andet om lovforslagets § 18, stk. 4, der indeholder en bestemmelse om, at Undervisningsministeriet til brug for tilskudsberegningen kan indhente de nødvendige oplysninger efter ministeriets nærmere bestemmelse. Til brug for meddelelse af statslig støtte til elever på efterskoler har Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte adgang til hos offentlige myndigheder at indhente oplysninger om elevernes og deres forældres økonomiske forhold, jf. forslagets § 31, stk. 3.

Efter begge de nævnte bestemmelser er der hjemmel til, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at indhentelsen af oplysninger kan ske i elektronisk form. Ifølge bemærkningerne til § 31, stk. 3, er denne bestemmelse i overensstemmelse med gældende lovs § 38, stk. 4.

Sammenfattende indeholder L 160 bestemmelser, der regulerer en særlig form for behandling af personoplysninger, navnlig bestemmelser, der giver hjemmel til at indhente og videregive oplysninger om elever og studerende til brug for administration af uddannelser.

j) L 188: Forslag til lov om Danmarks Pædagogiske Universitet.

Danmarks Pædagogiske Universitet er en sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til L 147.

Med lovforslagets § 11, stk. 10, får undervisningsministeren adgang til at indhente oplysninger fra universitetet om uddannelserne, de studerende, udstyr, personale og universitetets drift til brug for beregning af tilskud, gennemgang af årsregnskaber og udarbejdelse af statistik. Undervisningsministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger afleveres i elektronisk form.

Den nævnte bestemmelse indeholder således en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger, der ikke rejser særlige spørgsmål i forhold til reglerne i L 147.

k) L 189: Forslag til lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (Folkeoplysningsloven).

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til L 147.

Det drejer sig for det første om lovforslagets 33, stk. 5, der indeholder en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen til brug for oplysning om virksomhed efter loven har adgang til at indhente alle nødvendige oplysninger hos de enkelte foreninger og tilskudsmodtagerne.

Det drejer sig for det andet om lovforslagets § 43, stk. 5. Efter denne bestemmelse skal en forening, som modtager tilskud efter kapitel 4 .... oplyse navn og adresse til kommunalbestyrelsen på de deltagere, der indgår i tilskudsberegningen. En forening skal desuden for deltagere, der har hjemsted i en anden kommune, og som deltager i undervisning og studiekredse, oplyse personnumre, når deltagerne indgår i tilskudsberegningen. Foreningen skal gøre deltagerne opmærksomme på, at personnummeret vil blive videregivet til kommunalbestyrelsen, herunder folkeoplysningsudvalget. Som noget nyt kan kommunalbestyrelsen godkende, at personer, der ikke har et dansk personnummer, og som deltager i folkeoplysende virksomhed i andre kommuner, kan indgå i tilskudsberegningen.

Der kan for det tredje henvises til lovforslagets § 44, stk. 6. Efter denne bestemmelse kan undervisningsministeren beslutte, at »lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og bestemmelser om offentlige registre skal finde anvendelse ved organisationernes administration af tilskud.«

For det fjerde indeholder lovforslagets § 47, stk. 4, en bestemmelse om, at undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra Folkeuniversitetsnævnet om alle forhold vedrørende folkeuniversitetsvirksomheden. Det fremgår af bemærkningerne, at der med bestemmelsen indføres hjemmel til at beslutte, at afgivelsen af oplysninger skal ske i elektronisk form i særligt format.

Endelig indeholder lovforslaget et femte berøringspunkt til L 147, idet det i lovforslagets § 48, stk. 2, foreslås, at folkeuniversitetsvirksomheden »er underlagt forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltning, lov om offentlige myndigheders registre og lov om offentlige arkiver m.v.«

Sammenfattende indeholder lovforslaget en række bestemmelser, der regulerer en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger.

l) L 202: Forslag til lov om ændring af lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren (Ændring af EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordninger for yngre fiskere).

Lovforslaget har til formål at gennemføre ændringer som følge af vedtagelsen af Rådets forordning om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet og Rådets forordning om Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til L 147. Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 14, hvor følgende bestemmelse foreslås indsat i lovens § 14

»Stk. 5. Kontrolmyndigheden kan indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder, som er nødvendige for at kontrollere lovens overholdelse, blandt andet med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysningerne i kontroløjemed, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold, momsafregning m.v.«.

I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen henvises til den betænkning, som Folketingets Retsudvalg afgav i forbindelse med behandlingen af lov nr. 346 af 6. juni 1991 om ændring af lov om offentlige myndigheders registre. Et flertal i Retsudvalget udtalte i den forbindelse bl.a., at myndighederne i forbindelse med samkøring i kontroløjemed skal have et klart og utvetydigt retsgrundlag at arbejde på.

I bemærkningerne anføres endvidere om samspillet med reglerne i L 147 følgende (lovforslaget side 13)

»Fødevareministeriet er endvidere opmærksom på, at lov om offentlige myndigheders registre er under ændring, idet den indgår i Justitsministeriets forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147). Fødevareministeriet er i den forbindelse bekendt med, at der med lovforslaget ikke lægges op til ændringer i den gældende retstilstand om, i hvilke tilfælde der må foretages samkøring i den offentlige forvaltning, herunder i kontroløjemed.

Fødevareministeriet er særligt opmærksom på, at der i lovforslaget er fastsat særlige regler om proceduren for visse former for samkøring. En forvaltningsmyndighed skal således f.eks. indhente udtalelse fra Datatilsynet (som efter forslaget skal erstatte det nuværende Registertilsyn), inden samkøring i kontroløjemed kan iværksættes, jf. forslagets § 45, stk. 1. Endvidere vil Datatilsynet efter forslagets § 43, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med en offentlig myndigheds anmeldelse af en samkøring have mulighed for at vurdere lovligheden af en eventuel samkøring.

Fødevareministeriet vil i forbindelse med administrationen af den foreslåede bestemmelse nøje iagttage de procedurer omkring samkøring af sammenstilling af oplysninger, som måtte blive fastlagt i forbindelse med den endelige vedtagelse af L 147.«

Sammenfattende indeholder L 202 en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger (indhentelse af oplysninger bl.a. med henblik på registersamkøringer i kontroløjemed). Behandlingen vil i øvrigt skulle ske i overensstemmelse med reglerne i L 147. L 202 rejser på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

m) L 213: Forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (Gennemførelse af EU-regler om fjernsalg, uanmodet markedsføring m.v. og metoden til beregning af årlige omkostninger i procent samt gennemførelse af protokoller om Domstolens fortolkningskompetence vedrørende konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.

Lovforslaget tilsigter bl.a. at gennemføre bestemmelserne om uanmodet markedsføring m.v. i direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (fjernsalgsdirektivet) og direktiv 97/66/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (ISDN-direktivet).

Lovforslaget har nær sammenhæng med L 147 og L 3 (CPR-loven) for så vidt angår spørgsmålet om behandling af personoplysninger i markedsføringsøjemed. Der henvises herom til pkt. 3 nedenfor.

n) L 229: Forslag til lov om elektroniske signaturer.

Formålet med lovforslaget er navnlig at regulere elektroniske signatur-produkter og såkaldte »nøglecentre«, hvorved forstås en fysisk eller juridisk person, der udsteder en elektronisk attest, som bekræfter underskriverens identitet. Forslaget indeholder i den forbindelse bestemmelser, der gennemfører direktiv 99/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer.

Lovforslaget indeholder enkelte supplerende bestemmelser til de generelle databeskyttelsesregler i L 147.

Efter forslagets § 12 der gennemfører det nævnte direktivs artikel 8 må et nøglecenter kun indsamle personoplysninger i forbindelse med nøglecentervirksomheden direkte fra den registrerede eller med den registreredes udtrykkelige samtykke. Registreringen må endvidere kun ske i det omfang, det er nødvendigt for udstedelsen eller opretholdelsen af et certifikat.

I bemærkningerne til bestemmelsen anføres om samspillet med reglerne i L 147 følgende (lovforslaget, side 34)

»Bestemmelsen regulerer adgangen til at behandle personoplysninger i forbindelse med udøvelse af nøglecentervirksomhed omfattet af denne lov.

Reglerne i det fremsatte forslag til lov om behandling af personoplysninger vil i øvrigt finde anvendelse med de afvigelser, som følger af bestemmelsen.«

Det bemærkes i den forbindelse også, at bestemmelsen i § 12 gennemfører artikel 8 i det nævnte direktiv 99/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer. Denne bestemmelse fastslår udtrykkeligt, at nøglecentre (certificeringsudbydere m.v.) skal opfylde kravene i direktivet om behandling af personoplysninger.

Det tilføjes, at bestemmelsen i § 12 indsnævrer adgangen for et nøglecenter til at behandle personoplysninger i forhold til de generelle behandlingsregler i L 147.

Om forholdet mellem L 229 og andre lovforslag med databeskyttelsesretlige aspekter henvises til Forskningsministeriets besvarelse af spørgsmål 2 til Folketingets Forskningsudvalg vedrørende forslag til lov om elektroniske signaturer (L 229 bilag 3). Besvarelsen vedlægges til orientering.

o) L 232: Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge og om dispensationsadgang ved nedsættelse af børn og unge-udvalg).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at støtte til børn og unge med særlige behov ydes til barnets bedste, og at understrege betydningen af en tidlig indsats og af stabile anbringelsesforløb.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til reglerne i L 147.

Med lovforslagets § 1, nr. 3 og nr. 4, foreslås følgende bestemmelser som § 33 a og § 35, stk. 3 indsat i lov om social service

»§ 33 a. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.«

»[§ 35] Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte. Socialministeren kan fastsætte regler for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til sådanne forhold.«

Sammenfattende indeholder L 232 således en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger, nemlig udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder m.v. Disse regler supplerer bestemmelserne i § 8 i L 147 om adgangen til at behandle, herunder videregive, oplysninger om væsentlige sociale problemer.

p) L 247: Forslag til lov om ændring af lov om spillekasinoer.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at give kasinoer mulighed for at udveksle oplysninger med andre spillekasinoer om, at personer er fundet skyldige i falskspil m.v.

Den nævnte adgang til at videregive oplysninger vil på grund af reglerne i direktivet om behandling af personoplysninger ikke blive begrænset til forholdet mellem danske spillekasinoer, men vil også gælde i forhold til spillekasinoer i andre EU-lande. For så vidt angår spørgsmålet om videregivelse til spillekasinoer i andre lande end EU-lande, forudsættes det i bemærkningerne til lovforslaget, at oplysningerne kun vil kunne videregives, hvis de strenge betingelser herfor i § 27 i L 147 er opfyldt. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, side 6.

Sammenfattende kan det siges, at lovforslaget indeholder en særregulering i forhold til L 147 med hensyn til adgangen til at behandle, herunder registrere og videregive, oplysninger om en bestemt type strafbare forhold. Lovforslaget har ikke herudover særlige berøringspunkter til L 147, idet det bemærkes, at danske kasinoer ved siden af reglerne i kasinoloven også vil skulle overholde de almindelige databeskyttelsesretlige regler i L 147.

q) L 249: Forslag til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Lovforslaget er udtryk for etablering af sektoransvar i Undervisningsministeriet for specialpædagogisk støtte ved offentligt anerkendte SU-berettigende videregående uddannelser indtil kandidatgrad og magisterkonferensgrad samt sidefagssupplering, der henhører under Undervisningsministeriet. Endvidere er pædagogikum omfattet.

Lovforslagets § 15 har følgende indhold

»§ 15. Styrelsen [for Statens Uddannelsesstøtte] kan hos den studerende, andre offentlige myndigheder og private institutioner indhente de oplysninger om den studerende, der er nødvendige for at træffe afgørelse om tildeling af samt kontrol med støtten. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at indhente oplysninger, herunder at oplysninger skal gives i elektronisk form og i givet fald i hvilket format.

Stk. 2. Styrelsen kan til uddannelsesinstitutioner videregive de oplysninger om dens studerende, der er nødvendige ved varetagelsen af opgaver efter denne lov.«

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at »indhentning af oplysninger vil ske i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt og i overensstemmelse med registerlovgivningen.«

r) L 250: Forslag til lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

Undervisningsministeriet har oplyst, at det »med forslagets § 8 bestemmes, at der skal fastsættes en personlig uddannelsesplan for hver enkelt ansøger. Uddannelsesplanen, der blandt andet skal indeholde oplysninger om ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, gælder for den pågældendes samlede uddannelsesforløb, uanset hvilken skole eller institution der optager den pågældende. Hvis uddannelsen ikke er gennemført inden for 6 år, bortfalder uddannelsesplanen.«

Denne bestemmelse, der vedrører en særlig form for behandling af personoplysninger (udarbejdelse af uddannelsesplaner) rejser ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

s) L 252: Forslag til lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at voksne, der ikke har tilstrækkelige færdigheder i at læse, skrive og regne, har adgang til at blive undervist heri.

Lovforslagets § 24 har følgende indhold

»§ 24. Undervisningsministeren kan fra amtsråd, amtskommunale uddannelsesinstitutioner, driftsoverenskomstparter, daghøjskoler og uddannelsesinstitutioner under Kriminalforsorgen kræve alle oplysninger om forberedende voksenundervisning og prøver. Ministeren fastsætter regler herom og kan bestemme, at oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket format.«

Sammenfattende indeholder lovforslaget en særlig form for behandling af personoplysninger for et nærmere angivent retsområde.

t) L 254: Forslag til lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Formålet med lovforslaget er at skabe rammer for de offentlige uddannelser på voksen- og efteruddannelsesområdet, som sikrer, at voksne har adgang til at lære og udvikle kompetencer gennem hele livet.

Lovforslaget indeholder i § 20 en enkelt bestemmelse, der i begrænset omfang kan siges at have berøringsflader til L 147. Bestemmelsen har følgende indhold.

»§ 20. Styrelsen [for Statens Uddannelsesstøtte] kan hos skattemyndighederne, andre offentlige myndigheder, private institutioner og arbejdsløshedskasser indhente de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for tildeling af, tilbagebetaling af og kontrol med SVU.

Stk. 2. Styrelsen kan til uddannelsesstederne og arbejdsløshedskasserne videregive de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige ved varetagelsen af opgaver efter denne lov, jf. § 21, stk. 1.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om

adgangen til at indhente oplysninger efter stk. 1 og kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form,

administrationen, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, opbevaring af ansøgninger og breve m.v., tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af SVU,

dokumentation for nedsat arbejdstid,

dokumentation for deltagelse i undervisningen og

at ansøgere og arbejdsgivere skal give alle oplysninger, herunder personnumre, der er nødvendige for tildeling af SVU.«

Sammenfattende indeholder L 254 en begrænset særregulering af behandling af personoplysninger for et nærmere afgrænset retsområde.

u) L 268: Forslag til lov om gevinstgivende spilleautomater.

Lovforslaget har til formål at bekæmpe det ulovlige spillemarked, at sikre større neutralitet i beskatningen af spilleautomater, at begrænse ludomani, at sikre udlodningsmidler til velgørende formål og at undgå, at kasinoer rammes.

Lovforslaget finder anvendelse på gevinstgivende spilleautomater, der ikke er omfattet af lov om spillekasinoer.

Der er kun begrænsede berøringsflader mellem lovforslaget og L 147. Samspillet angår navnlig lovforslagets § 4, der har følgende ordlyd

»§ 4. Spillemyndigheden udarbejder en oversigt over tilladelsesindehavernes navne og adresser, opstillingssteder, antal automater pr. opstillingssted m.v. Oversigten gøres tilgængelig for offentligheden.«

Sammenfattende indeholder L 268 en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af (bl.a.) ikke-følsomme personoplysninger.

3. Særligt om virksomheders adgang til at anvende (og videregive) personoplysninger i markedsføringsøjemed

3.1. Indledning.

Til supplering af den generelle beskrivelse af lovforslagene ovenfor under pkt. 2 skal der i det følgende gives en kortere tværgående beskrivelse af lovforslagenes betydning for spørgsmålet om, i hvilket omfang en virksomhed må anvende, herunder videregive, personoplysninger i markedsføringsøjemed.

Af særlig interesse er for det første samspillet mellem på den ene side reglerne i L 3 (CPR) og på den anden side reglerne i L 147 og L 213, jf. herom nedenfor under pkt. 3.2.

Herudover skal for det andet omtales samspillet mellem på den ene side reglerne i L 63 om visse betalingsmidler og L 112 om banker og sparekasser og på den anden side de generelle regler herom i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36 og i L 213.

Dette samspil er nærmere beskrevet i Erhvervsministeriets notat af 2. maj 2000 om forskellige spørgsmål vedrørende adgangen for en udsteder af et betalingsmiddel til at behandle personoplysninger. Notatet, der er sendt til Folketingets Erhvervsudvalg, vedlægges til orientering. I det følgende gives derfor under pkt. 3.3 kun en kortere oversigt, idet der i øvrigt henvises til det omtalte notat.

3.2. Samspillet mellem L 3, L 147 og L 213.

a) Efter § 5, stk. 2, i forslaget til lov om behandling af personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne må herefter ikke medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil undergives en behandling, der er uforenelig med disse formål. Bestemmelsen fastslår det såkaldte formålsbestemtheds-princip (finalité-princippet).

Ønsker en virksomhed selv at anvende oplysninger om en forbruger med henblik på markedsføring og er princippet om formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke til hinder herfor skal virksomheden følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 2 i L 213, altså forslaget til en ny § 6 a i markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at virksomheden ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end e-post, automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer m.m., hvis den pågældende over for virksomheden har frabedt sig dette.

Det indebærer f.eks. også, at virksomheden skal tjekke, om forbrugeren står på en fortegnelse (en såkaldt Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR har fået markeret, at de ikke ønsker direkte markedsføring. I bekræftende fald må virksomheden ikke foretage markedsføring over for den pågældende.

Med de fremsatte ændringsforslag til L 3 skabes der med forslaget til en ny § 29, stk. 3 mulighed for, at enhver kan få registreret i CPR, at vedkommende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Og den forudsatte adgang for en erhvervsdrivende til at tjekke i CPR etableres hermed.

Der skabes også i forslaget til en ny § 40, stk. 4-5 hjemmel til, at Indenrigsministeriet udarbejder den fortegnelse, som er forudsat i den foreslåede bestemmelse i markedsføringslovens § 6 a, og som den erhvervsdrivende skal undersøge, inden vedkommende påbegynder uanmodet markedsføring over for en forbruger.

b) Virksomheden skal også iagttage bestemmelsen om formålsbestemthed i L 147 § 5, såfremt vedkommende ønsker at videregive oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed.

Virksomheden skal herudover opfylde følgende to betingelser

For det første skal behandlingsreglerne i L 147 § 6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed være opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren, medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for inddeling i kundekategorier.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger som virksomheden således efter § 6, stk. 2-4, kan videregive oplysningerne uden forbrugerens udtrykkelige samtykke må videregivelse for det andet kun ske, hvis forbrugeren ikke har gjort indsigelse imod det. Der henvises nærmere til L 147 § 36.

Denne bestemmelse fastslår bl.a., at virksomheden (den dataansvarlige) skal undersøge i CPR, om kunden (forbrugeren) har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Er det ikke tilfældet, skal virksomheden tydeligt og på en let forståelig måde oplyse kunden om retten til at gøre indsigelse mod videregivelsen. Kunden skal samtidig gives adgang til på en nem måde inden for to uger at gøre sådan indsigelse, og oplysningerne må ikke videregives, inden denne frist er udløbet.

Med det omtalte ændringsforslag til L 3 (forslaget til en ny § 29, stk. 3) etableres den i L 147 forudsatte ordning, hvorefter enhver i CPR kan få indsat en markering om, at den pågældende frabeder sig henvendelser i markedsføringsøjemed.

3.3. Samspillet mellem L 63, L 112, L 147 og L 213.

a) I relation til L 63 har alene lovforslagets § 12 betydning for det omhandlede spørgsmål om markedsføring. Denne bestemmelse regulerer som anført ovenfor under pkt. 2 adgangen for udstederen af et betalingsmiddel til at behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været anvendt, og hvad der er købt. Bestemmelsen regulerer til gengæld udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel må behandle herunder registrere og videregive disse oplysninger. Og det følger modsætningsvis af § 12, at disse oplysninger ikke må anvendes eller videregives med henblik på markedsføring.

Hvis en udsteder af et betalingsmiddel vil videregive andre personoplysninger end de i § 12 nævnte med henblik på markedsføring, vil berettigelsen heraf skulle vurderes ud fra reglerne om markedsføring i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36. Hvis udstederen af betalingsmidlet er et pengeinstitut, vil pengeinstituttet herudover skulle overholde bestemmelserne i L 112, jf. herom nedenfor.

b) Efter den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a, stk. 1, må der ikke uberettiget videregives fortrolige oplysninger. Det gælder også oplysninger, som pengeinstituttet har indsamlet hos f.eks. indehaveren af et betalingsmiddel i forbindelse med udstedelsen af betalingsmidlet.

Efter bestemmelsens stk. 2 kan et pengeinstitut dog videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i bestemmelsens stk. 1, såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet.

De foreslåede bestemmelser i bank- og sparekasselovens § 53 a bygger i lighed med den nugældende lovs § 54 på den forudsætning, at et pengeinstitut alene kan videregive fortrolige kundeoplysninger, såfremt både betingelserne i bank- og sparekasselovens § 53 a og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. Det gælder, uanset om videregivelsen skal ske til koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen.

Hverken den foreslåede bestemmelse i § 53 a eller andre bestemmelser i bank- og sparekasseloven regulerer adgangen for et pengeinstitut til selv at anvende oplysninger, som pengeinstituttet i forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel har indsamlet hos indehaveren af betalingsmidlet, til at foretage markedsføring over for den pågældende. Om en sådan anvendelse af oplysningerne er lovlig, må derfor afgøres efter anden lovgivning, herunder navnlig reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger og markedsføringsloven.

Der henvises i det hele til Økonomiministeriets besvarelse af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25-30 fra Folketingets Erhvervsudvalg, der vedlægges til orientering.

4. Sammenfatning.

Sammenfattende kan det anføres, at den problemstilling, som Retsudvalgets spørgsmål vedrører, navnlig har angået forholdet mellem L 3, L 147 og L 213. Problemstillingen har nærmere vedrørt spørgsmålet om etablering af en ordning, hvorefter forbrugeren ved en markering i CPR kan gøre indsigelse mod uanmodet direkte markedsføring og mod, at generelle kundeoplysninger om vedkommende kan videregives til andre virksomheder med henblik på markedsføring.

Herudover er der en række lovforslag, som i mindre grad har berøringspunkter med L 147. Disse lovforslag indeholder på afgrænsede områder en specialregulering af spørgsmålet om behandling af personoplysninger i forhold til L 147.

Efter Justitsministeriets opfattelse udestår der ikke længere spørgsmål af væsentlig betydning med hensyn til de omtalte lovforslags indbyrdes sammenhæng.

Justitsministeriet

Lovafdelingen

den 3. maj 2000

Kommunernes Landsforening

Gyldenløvesgade 11

1600 København V

Ved skrivelse af 11. februar 2000 (j.nr. 85.10.01-23/00) har Kommunernes Landsforening rettet henvendelse til Justitsministeriet vedrørende kommuners og private virksomheders adgang til i forbindelse med udlicitering af sociale opgaver at behandle og herunder videregive følsomme oplysninger efter bestemmelserne i §§ 7 og 8 i forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147 af 9. december 1999).

Baggrunden for spørgsmålene er bl.a., at der i forbindelse med kommunernes udlicitering af sociale opgaver til private virksomheder er »behov for et smidigt samarbejde, der er baseret på elektronisk databehandling«, og at det »erfaringsmæssigt ikke altid [vil] være muligt at indhente et samtykke fra klienten vedrørende den skitserede dataudveksling mellem kommunen og den private virksomhed.«

Der peges endvidere bl.a. på, at hensynet til en »effektiv afvikling af samarbejdet mellem virksomheden og kommunen« taler for, at dataudvekslingen sker »i form af masseoplysninger, der kan udveksles, når klienten har accepteret kommunens/virksomhedens tilbud«, og at udvekslingen f.eks. kan ske »ved elektronisk overførsel af data mellem kommunens og virksomhedens registre eller ved, at relevante personer i virksomheden får terminaladgang til relevante oplysninger i kommunens register.«

Til brug for besvarelsen af de rejste spørgsmål har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Registertilsynet.

I sin udtalelse anfører Registertilsynet bl.a., at spørgsmålet om, hvorvidt en behandling kan finde sted efter reglerne i lovforslaget, principielt altid vil bero på en konkret vurdering. Det er imidlertid generelt Registertilsynets opfattelse, at de behandlinger, der er beskrevet i henvendelsen fra Kommunernes Landsforening, også uden samtykke vil kunne finde sted med hjemmel i lovforslagets bestemmelser.

Om de bestemmelser i lovforslaget, som henvendelsen fra Kommunernes Landsforening vedrører, anfører Registertilsynet nærmere bl.a. følgende

»Hvad angår behandling (indsamling, registrering og videregivelse) af almindelige, ikke-følsomme oplysninger, vil dette efter tilsynets opfattelse kunne ske med hjemmel i lovforslagets § 6, stk. 1, navnlig reglerne i nr. 6 og 7.

Behandling af følsomme oplysninger, omfattet af lovforslagets § 7, stk. 1, hvilket i denne sammenhæng først og fremmest vil sige oplysninger om helbredsforhold, vil efter tilsynets opfattelse kunne ske med hjemmel i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 4. Tilsynet forudsætter her, at der er tale om ydelser, som de personer, om hvem der behandles oplysninger, har retskrav på at modtage.

Behandling af andre følsomme oplysninger end nævnt i § 7, stk. 1, det vil i denne sammenhæng sige oplysninger om væsentlige sociale problemer og forskellige private oplysninger om familieforhold, vil efter tilsynets opfattelse kunne ske med hjemmel i lovforslagets § 8, stk. 1, når det drejer sig om den offentlige forvaltning, og med hjemmel i § 8, stk. 4, hvis der er tale om en privat virksomhed m.v. Hvad særligt angår videregivelse af disse oplysninger, vil dette kunne ske med hjemmel i § 8, stk. 2 og 3, når der er tale om videregivelse fra den offentlige forvaltning (§ 8, stk. 3, drejer sig specifikt om videregivelse fra forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område), og med hjemmel i § 8, stk. 5, hvis videregivelsen skal ske fra en privat virksomhed.

Det skal for god ordens skyld understreges, at Registertilsynet ikke har vurderet, om behandlingen (tillige) kan ske med hjemmel i anden lovgivning, f.eks. inden for det sociale område.«

Særligt om spørgsmålet om adgangen til at videregive »masseoplysninger« anfører Registertilsynet følgende

»I henvendelsen fra KL nævnes det, at der ønskes adgang til at videregive de relevante oplysninger som »masseoplysninger«, eventuelt gennem en terminaladgang til kommunernes registre. Det er ud fra den givne sammenhæng ikke helt klart, hvad der menes med begrebet »masseoplysninger«.

Registertilsynet skal derfor for god ordens skyld understrege, at de oplysninger, der vil kunne videregives mellem kommunerne og de private virksomheder, er de oplysninger, som det vil være nødvendigt at videregive for at løse den pågældende opgave. Dette indebærer bl.a., at der ikke vil kunne videregives oplysninger om personer, som ikke er relevante for modtageren, f.eks. fordi de ikke er modtagere af den pågældende sociale ydelse.

Tilsvarende skal der ved videregivelse gennem en terminaltilslutning træffes foranstaltninger til sikring af, at der ikke gives adgang til oplysninger, som den modtagende part ikke har brug for.

I øvrigt beror det på en konkret vurdering, i hvilket omfang der vil kunne videregives oplysninger, herunder ved en terminaltilslutning.

Det tilføjes, at på disse punkter medfører lovforslag L 147 ingen ændringer i forhold til de nugældende registerlove.«

Justitsministeriet er enig i den fortolkning af bestemmelserne i lovforslagets §§ 6-8, som Registertilsynet har givet udtryk for.

De nævnte bestemmelser er således heller ikke efter Justitsministeriets opfattelse til hinder for, at en kommune uden samtykke videregiver personoplysninger til en privat virksomhed, der udfører opgaver for kommunen, hvis videregivelsen er påkrævet for, at virksomheden kan udføre de pågældende opgaver. På samme måde vil den pågældende private virksomhed efter Justitsministeriets opfattelse kunne behandle oplysninger herunder videregive dem til kommunen når behandlingen sker som et nødvendigt led i udførelsen af den pågældende opgave.

Særligt vedrørende oplysninger som nævnt i lovforslagets § 7 (herunder oplysninger om helbredsmæssige forhold) forudsætter Justitsministeriet ligesom Registertilsynet, at der er tale om ydelser, som de pågældende personer eventuelt efter kommunens nærmere skøn har et lovmæssigt krav (retskrav) på at modtage, jf. bestemmelsens stk. 2, nr. 4.

Det tilføjes, at Justitsministeriet er enig med Registertilsynet i, at det på samme måde som efter den gældende registerlovgivning principielt må bero på en konkret vurdering, i hvilket omfang en offentlig myndighed efter lovforslaget vil kunne videregive oplysninger til en privat virksomhed i forbindelse med udlicitering. Den udveksling af »masseoplysninger«, der er omtalt i henvendelsen fra Kommunernes Landsforening, må derfor udformes således, at der ikke videregives oplysninger, som ikke er nødvendige for, at virksomheden kan udføre den pågældende opgave for kommunen.

Frank Jensen

Lars Bay Larsen

Arbejdsministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Spørgsmål vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger

Der henvises til skrivelse af 11. april 2000 fra Justitsministeriet, der anmoder om bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 14 stillet af Folketingets Retsudvalg den 28. marts 2000 vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

I den anledning skal Arbejdsministeriet bemærke følgende

Arbejdsministeren har den 17. december 1999 fremsat forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Sanktioner, renter, tilbagebetaling m.v.), L 161.

I forslagets § 1, nr. 21, er de formål, arbejdsministeren i arbejdsløshedsforsikringslovens § 100 a har hjemmel til at oprette registre til, udvidet. Det foreslås at skabe mulighed for at etablere registre til brug for arbejdsløshedskassernes administration af arbejdsmarkedslovgivningen. Konkret kan det overvejes at etablere et centralt medlemsregister baseret på oplysninger fra arbejdsløshedskasserne om medlemsperioder og betaling af efterlønsbidrag, som skal administreres af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen på baggrund af oplysninger fra arbejdsløshedskasserne. Et sådant register vil kunne anvendes i forbindelse med opgørelse af anciennitet for ret til efterløn, vejledning om betaling af efterlønsbidrag og tilbagebetaling eller overførelse til pensionsordninger af efterlønsbidrag.

Forslagets berøringspunkt til L 147 forventes ikke at give anledning til problemer.

Der er ikke stillet ændringsforslag til denne del af L 161, og det overvejes ikke at stille ændringsforslag hertil.

Med venlig hilsen

Jette Kofoed

By- og Boligministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen, Statsretskontoret

Slotsholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Henvendelse fra Justitsministeriet vedrørende lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

By- og Boligministeriet har modtaget Justitsministeriets brev af 11. april om et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til ovennævnte lovforslag.

By- og Boligministeriet kan i den anledning oplyse, at ministeriet ikke har udarbejdet lovforslag, som er fremsat eller som skal fremsættes i indeværende folketingsår, med berøringspunkter til lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Det skal dog samtidig oplyses, at ministeriet har udarbejdet udkast til forslag til lov om ændring af lov om bygnings- og boligregistrering, i det følgende kaldet BBR-lovforslaget, som beror på Folketingets vedtagelse af lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger.

Årsagen til, at BBR-lovforslaget beror på Folketingets vedtagelse af L 147, skal søges i det forhold, at der i BBR-lovforslaget indgår et forslag om at ophæve forbudet i § 6, stk. 2, i den gældende lov om bygnings- og boligregistrering mod at anvende oplysningerne i Bygnings- og Boligregistret til opdyrkning af nye kundeforhold.

Med henblik på at sikre, at BBR-lovforslaget er i overensstemmelse med Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger er der i BBR-lovforslaget indføjet en bestemmelse om, at anvendelse af oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret i markedsføringsøjemed skal ske under iagttagelse af reglerne herom i lov om behandling af personoplysninger. Reglerne om anvendelse af data i markedsføringsøjemed er i lovforslag nr. L 147 fastsat i § 6, stk. 2, 3 og 4 samt §§ 12 og 36.

Såfremt lovforslag nr. L 147 om behandling af personoplysninger ikke bliver vedtaget af Folketinget i indeværende folketingsår, vil By- og Boligministeriet tage forslaget om ophævelsen af markedsføringsforbudet i BBR-lovforslaget op til fornyet overvejelse, idet de øvrige elementer i lovforslaget vanskeligt fortsat kan stilles i bero.

Med venlig hilsen

Charlotte Aastrup Poole

Fuldmægtig

Erhvervsministeriet

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Att: Jørgen Steen Sørensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

27. april 2000

Vedrørende spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til L 147 om behandling af personoplysninger.

Ved brev af 11. april 2000 har Justitsministeriet anmodet Erhvervsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til L 147 om behandling af personoplysninger. Udtalelsen skal indeholde oplysninger om lovforslag, som erhvervsministeren har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med berøringspunkter til L 147.

Til brug for Justitsministeriets samlede besvarelse af spørgsmålet har Erhvervsministeriet indhentet følgende bemærkninger fra Forbrugerstyrelsen

»Retsudvalgets spørgsmål indeholder en række delspørgsmål, som skal besvares i det følgende

1. Erhvervsministeren har den 27. oktober 1999 fremsat forslag til lov om visse betalingsmidler, lovforslag nr. L 63, som indeholder bestemmelser med berøringspunkter til L 147.

2. § 12 i L 63 regulerer særlige registerretlige problemer i forbindelse med anvendelse af betalingsmidler.

Stk. 1 angiver forholdet mellem den almindelige registerlovgivning og de særlige registerregler, som L 63 indeholder. Det præciseres i bestemmelsen, at lov om behandling af personoplysninger også gælder for den behandling af persondata, der finder sted i forbindelse med brug af betalingsmidler, men med de ændringer, der følger af lovforslagets § 12, stk. 2-5.

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 11. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om behandling af personoplysninger

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, erhvervsministeren og økonomiministeren, som disse har besvaret skriftligt og mundtligt.

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå er på udvalgets foranledning optrykt som bilag til betænkningen. Endvidere er justitsministerens brev til Jørgen Hoppe, HK/Handel, optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Danmarks Journalisthøjskole,

Dansk Industri,

Danske Dagblades Forening,

Det Retsvidenskabelige Institut B,

Forbrugerrådet,

Lööf, Stefan, Kolding og

Registertilsynet.

I udvalgets behandling af lovforslaget er tillige indgået materiale fra udvalgets behandling af det tilsvarende lovforslag i folketingsåret 1997-98, 2. samling (L 82), og i folketingsåret 1998-99 (L 44). I forbindelse med behandlingen af L 82 blev der den 27. august 1998 foretaget en teknisk gennemgang af lovforslaget i Justitsministeriet, og den 9. september 1998 afholdt udvalget en intern høring med inviterede eksperter. I forbindelse med fremsættelsen af lovforslag nr. L 44 blev der den 19. oktober 1998 foretaget en teknisk gennemgang af dette lovforslag i Justitsministeriet.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens og Frihed 2000 s medlemmer) skal mere generelt bemærke, at lovforslaget med sin omfattende regulering af spørgsmålet om behandling af personoplysninger og ved sin anvendelse af retlige standarder i de enkelte behandlingsregler rummer problemer i forhold til at skabe overskuelighed og klarhed om retsstillingen for borgerne og virksomhederne m.v.

Flertallet må samtidig konstatere, at disse problemer er en konsekvens af udformningen af EF-direktivet om behandling af personoplysninger (95/46/EF), som lovforslaget tilsigter at gennemføre.

Direktivet indebærer en ambitiøs og vidtgående regulering, der griber ind i en lang række forskelligartede livsforhold.

Direktivet regulerer således ikke alene den behandling af personoplysninger, der finder sted i edb-registre, men omfatter bl.a. al behandling af personoplysninger på edb og alle manuelle registre.

Direktivet er endvidere ikke begrænset til behandling af personoplysninger, som myndigheder og virksomheder foretager som led i deres myndigheds- eller erhvervsudøvelse m.v. Det omfatter også den behandling, som udføres af alle borgere i det danske samfund, medmindre behandlingen sker »med henblik på udøvelse af rent personlige eller familiemæssige aktiviteter«.

Det er en følge af denne vidtrækkende regulering, at direktivets behandlingsregler er formuleret som retlige standarder. Dette har imidlertid den konsekvens, at de borgere og virksomheder m.v., som reglerne gælder for, kan have vanskeligt ved mere nøjagtigt at aflæse retstilstanden. Noget sådant giver efter flertallets opfattelse anledning til principielle problemer.

De regler, der gælder for medlemslandenes lovgivning til opfyldelse af f.eks. direktiver, indebærer, at man i vidt omfang må lægge sig tæt op af direktivteksten, og at det derfor kun i begrænset omfang er muligt at afhjælpe de nævnte problemer.

Der er imidlertid ved justitsministerens ændringsforslag og den meget grundige og indgående behandling af lovforslaget i Folketinget sket betydelige forbedringer i henseende til at præcisere og tydeliggøre retstilstanden.

Som centrale eksempler kan nævnes, at der nu er indsat en udtrykkelig bestemmelse i lovforslaget om, under hvilke betingelser virksomheder og offentlige myndigheder må behandle oplysninger om strafbare forhold og væsentlige sociale problemer. Det er nu endvidere udtrykkeligt bestemt, at der for den offentlige forvaltning ikke må føres edb-registre med oplysninger om politiske forhold, som ikke er offentligt tilgængelige. Endelig er der gennemført ændringer, der inden for direktivets rammer væsentligt forbedrer forbrugernes beskyttelse mod, at oplysninger om den pågældende uden samtykke videregives til andre virksomheder til brug ved markedsføring.

Den meget omfattende og langvarige behandling af lovforslaget i Folketinget, som bl.a. har resulteret i de omtalte forbedringer, må anses for nødvendiggjort af den måde, hvorpå direktivet er udformet.

På den anførte baggrund opfordrer flertallet regeringen til i EU at virke for, at der ikke fremover gennemføres reguleringer, der giver anledning til de ovenfor omtalte problemer.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Frihed 2000 s medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vendte sig kraftigt imod det direktiv om behandling af personoplysninger, der er årsagen til dette lovforslag.

Personoplysninger blev ved direktivet defineret som en vare, der er omfattet af indre markeds regler en helt uholdbar kortslutning, som til fulde viser de problemer, der kan opstå i EU s lovmølle på indre markeds-området.

Socialistisk Folkeparti har imidlertid ikke blot kunnet se på, at direktivet blev gennemført til dansk lov uden i det mindste at forsøge at rette op på en håbløs lovgivning. Socialistisk Folkeparti har derfor deltaget aktivt i forhandlingerne om lovforslaget og finder, at lovforslaget nu har fået en udformning, der set i sammenhæng med den ændring af markedsføringsloven, der vedtages samtidig hermed, samlet betyder, at Socialistisk Folkeparti kan støtte lovforslaget.

Et mindretal (Dansk Folkepartis og Frihed 2000 s medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 1 og 4-6 stillede ændringsforslag.

En del af mindretallet (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) har på intet tidspunkt været positiv over for de tendenser, der ligger i lovforslaget, men anerkender, at justitsministeren i forhold til tidligere udgaver har luget nogle ting ud, som var helt uacceptable og urimelige.

Dansk Folkeparti er af den opfattelse, som det også er fremført i udtalelsen fra et flertal, som Dansk Folkeparti støtter, at der her er tale om al for omfattende og kompliceret lovgivning, der er meget svær at forstå også for mange jurister. Det er ikke rimeligt, at Folketinget vedtager lovgivning, der generelt er uforståelig for den almindelige befolkning.

Der er tale om en meget omfattende lovgivning, der regulerer en hel bunke forhold, som man efter Dansk Folkepartis opfattelse skal passe på ikke at regulere alt for heftigt. Loven giver også nogen beskyttelse af borgerne på nogle områder, som Dansk Folkeparti kan være tilfreds med.

Men det er meget voldsomme reguleringer, der findes i lovforslaget, og så er spørgsmålet, om Folketinget skal lade en sådan lovgivning passere, bare fordi Danmark er duks i EU og siger ja og amen til alt, hvad der kommer fra Bruxelles, eller om Danmark skal stå op imod sådanne tendenser og sige fra. Dansk Folkeparti mener det sidste og vil derfor stemme imod lovforslaget.

Et andet mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

Til § 8

1) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke

»Stk. 6. Behandling af oplysninger i de tilfælde, der er reguleret i stk. 1, 2, 4 og 5, kan i øvrigt finde sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DF, EL og FRI)

Til § 36

2) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. Henvendelse til forbrugeren efter stk. 2 skal i øvrigt ske i overensstemmelse med reglerne i markedsføringslovens § 6 a og regler udstedt i medfør af markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.«

3) Stk. 4 udgår.

Stk. 5 bliver herefter stk. 4.

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

Til § 63

4) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. En anmeldelse som nævnt i stk. 2, nr. 1 og 3, anses først for indgivet, når betaling er sket. Datatilsynet kan bestemme, at en tilladelse som nævnt i stk. 2, nr. 2, ikke meddeles, før betaling er sket.«

Til § 70

5) I stk. 1, nr. 1, ændres »§ 8, stk. 4-6« til: »§ 8, stk. 4, 5 og 7«.

Til § 76

6) Stk. 1 affattes således

»Loven træder i kraft den 1. juli 2000.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Direktivet om behandling af personoplysninger bygger på en opdeling af personoplysninger i to kategorier, nemlig almindelige (ikke følsomme) personoplysninger, jf. direktivets artikel 7, og særlige kategorier af (følsomme) personoplysninger, jf. direktivets artikel 8. Det må i den forbindelse antages, at opregningen af følsomme oplysninger i direktivets artikel 8 er udtømmende.

Lovforslagets § 6 gennemfører direktivets artikel 7, mens lovforslagets § 7 fastsætter regler for adgangen til at behandle de kategorier af personoplysninger, som omfattes af direktivets artikel 8, stk. 1.

Herudover indeholder lovforslagets § 8, stk. 1, 2, 4 og 5, en særlig regulering af adgangen til at behandle oplysninger, som efter den gældende registerlovgivning henregnes til kategorien af rent private forhold, men som ikke omfattes af opregningen i direktivets artikel 8, stk. 1.

De nævnte bestemmelser i § 8 må for at undgå, at der rejses spørgsmål om, hvorvidt direktivet er gennemført korrekt dels ikke administreres mere restriktivt end reglerne i lovforslagets § 7 (der som nævnt vedrører de oplysninger, som efter direktivet anses for følsomme), dels respektere de generelle rammer, som direktivets artikel 7 (om almindelige oplysninger) sætter.

I bemærkningerne til lovforslaget (side 103) er det derfor anført, at reglerne i lovforslagets § 8, stk. 1, 2, 4 og 5, skal administreres således, at den behandling af personoplysninger, der kan finde sted efter lovforslagets § 7, også kan finde sted efter de nævnte regler i lovforslagets § 8.

Registertilsynet har i en skrivelse til Justitsministeriet peget på en forskel mellem reglerne i lovforslagets § 7, stk. 2, nr. 1, og § 8, stk. 1, for så vidt angår offentlige myndigheders behandling, herunder navnlig registrering, af følsomme oplysninger. Registertilsynet peger i den forbindelse på, at bestemmelsen i § 7, stk. 2, nr. 1, giver en offentlig myndighed adgang til at registrere de i § 7 nævnte følsomme oplysninger med den registreredes samtykke. Til forskel herfra kan behandling efter § 8, stk. 1, kun finde sted, hvis det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Efter denne bestemmelse vil et samtykke fra den registrerede således ikke i sig selv give myndigheden det fornødne hjemmelsgrundlag for at foretage den pågældende behandling.

Registertilsynet foreslår på den baggrund, at det ved en ændring i lovteksten i § 8 præciseres, i hvilket omfang behandling også kan finde sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt.

Justitsministeriet har endvidere i besvarelsen af spørgsmål nr. 3 (L 147 bilag 6) hvor et notat udarbejdet af professor, dr.jur. Peter Blume kommenteres tilkendegivet, at ministeriet er indstillet på at stille et ændringsforslag til § 8, således at det kommer til at fremgå af selve lovteksten, at behandling af personoplysninger i de tilfælde, der er nævnt i lovforslagets § 8, stk. 1, 2, 4 og 5, også kan finde sted, hvis betingelserne herfor efter lovforslagets § 7 er opfyldt.

På denne baggrund foreslås det, at der i § 8 som et nyt stk. 6, indsættes en bestemmelse, der udtrykkeligt fastslår, at behandling af oplysninger i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, 2, 4 og 5, under alle omstændigheder kan finde sted, hvis betingelserne i § 7 er opfyldt. En gennemførelse af ændringsforslaget vil således indebære, at forudsætningen herom i lovforslagets bemærkninger vil komme til at fremgå direkte af lovteksten.

Til nr. 2 og 3

Lovforslagets § 6, stk. 2-4, og § 36 indeholder regler om en virksomheds adgang til at videregive oplysninger til andre virksomheder til brug ved de andre virksomheders markedsføring (og anvende oplysningerne på andre virksomheders vegne).

Bestemmelsen i lovforslagets § 36 regulerer den fremgangsmåde, som en virksomhed skal følge, hvis virksomheden ønsker at videregive generelle kundeoplysninger efter bestemmelsen i lovforslagets § 6, stk. 3 og 4.

Det fremgår af § 36, stk. 2, at den dataansvarlige virksomhed bl.a. skal undersøge i CPR, om forbrugeren ved en markering i CPR har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Som en undtagelse herfra følger det af bestemmelsen i lovforslagets § 36, stk. 3, at kravet om tjekkepligt i CPR ikke gælder i den særlige situation, hvor virksomheden alene er bekendt med forbrugerens e-post-adresse, og hvor virksomheden derfor ikke kan tjekke i CPR, om forbrugeren har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed.

Med ændringsforslaget ophæves den nævnte undtagelse fra tjekkepligten i § 36, stk. 3.

Baggrunden for ændringsforslaget er et ønske om at opnå et bedre samspil med de regler om uanmodet direkte markedsføring, som foreslås indsat i markedsføringslovens § 6 a. Der henvises herved til § 2 i det forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (L 213), som blev fremsat den 1. marts 2000.

Efter forslaget til en ny § 6 a, stk. 1, i markedsføringsloven må bl.a. elektronisk post ikke anvendes til markedsføring over for nogen, medmindre modtageren forudgående har anmodet herom (en såkaldt opt in-ordning).

På den baggrund er det ikke fundet rimeligt, at en virksomhed kan rette uanmodet henvendelse via e-post til en forbruger og oplyse forbrugeren om, at generelle kundeoplysninger om vedkommende vil blive videregivet til tredjemand, medmindre forbrugeren gør indsigelse herimod. I forlængelse heraf foreslås det endvidere, at der ikke gøres undtagelse fra pligten til at tjekke i CPR i den situation, hvor virksomheden kun er bekendt med forbrugerens e-post-adresse.

En gennemførelse af ændringsforslaget vil indebære, at en virksomhed, der alene er bekendt med en forbrugers e-post-adresse og som ønsker at videregive generelle kundeoplysninger om forbrugeren til en anden virksomhed med henblik på markedsføring kun vil kunne videregive oplysningerne, hvis forbrugeren har givet sit samtykke hertil efter bestemmelsen i lovforslagets § 6, stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at virksomheden på sin hjemmeside vil kunne give forbrugeren mulighed for at samtykke til videregivelsen. Virksomheden må derimod ikke søge samtykket indhentet ved at sende forbrugeren en e-post. Det skyldes, at markedsføring ved brug af e-post, herunder opfordring til at give samtykke til videregivelse til markedsføring, kræver forudgående samtykke fra forbrugeren, jf. henvisningen i § 6, stk. 2, til markedsføringslovens § 6 a.

Til nr. 4

Ændringsforslaget tilsigter ingen realitetsændring, men skyldes, at henvisningerne i bestemmelsen i § 63, stk. 3, til bestemmelsens stk. 2 indeholdt en teknisk fejl.

Til nr. 5

Der er tale om konsekvensændringer.

Til nr. 6

Efter lovforslagets § 76, stk. 1, træder loven i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. Med ændringsforslaget udskydes tidspunktet for lovens ikrafttræden til den 1. juli 2000.

Ændringsforslaget har sin baggrund i, at den foreslåede ordning, hvorefter enhver har ret til at få indsat en markering i CPR om, at vedkommende frabeder sig henvendelser i markedsføringsøjemed, af tekniske grunde formentlig først vil kunne være klar den 1. juli 2000.

Dorte Bennedsen (S) Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard (EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V) Tom Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF) Jens Heimburger (KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)