Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven med flere love

Bilag

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålene er optrykt efter ønske fra Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Spørgsmål nr. 35

Er det korrekt, at det under forberedelsen af lovforslaget har været overvejet, at en dansk statsborger af f.eks. tyrkisk oprindelse, der søger ægtefællesammenføring i Danmark med en person fra Tyrkiet, skal meddeles afslag, fordi den herboende danskers lille tilknytning til Tyrkiet betyder, at parrets samlede tilknytning er større til Tyrkiet end til Danmark? Kan ministeren bekræfte oplysningerne i Information den 29. marts 2000, og vil ministeren redegøre for, hvilke overvejelser der ligger bag en sådan planlagt praksis?

Svar

Der har ikke været tale om, at herboende personer af udenlandsk afstamning med dansk indfødsret skulle behandles anderledes end herboende personer af dansk afstamning med dansk indfødsret.

I lovforslagets § 1, nr. 9, foreslås det, at ægtefællesammenføring med herboende personer, der ikke har dansk indfødsret, skal betinges af, at ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark mindst svarer til de pågældendes samlede tilknytning til et andet land, eller at særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor.

I et tidligere udkast til lovforslaget blev det overvejet at lade tilknytningskravet gælde for alle ægtefællesammenføringer med herboende personer, uanset om den herboende havde dansk indfødsret eller ej. Baggrunden herfor var et ønske om at undgå forskelsbehandling mellem personer med dansk indfødsret og personer, der ikke havde dansk indfødsret.

I bemærkningerne til det tidligere udkast til lovforslaget var anført, at personer med dansk indfødsret som udgangspunkt ville blive anset for at have overvejende tilknytning til Danmark. Havde den pågældende imidlertid kun opholdt sig kort tid i Danmark, ville dette kunne tale for, at den pågældende ikke ansås for at have overvejende tilknytning til Danmark, men i stedet for til det land, hvor den pågældende havde opholdt sig det meste af sit liv.

Der har således ikke været tale om, at herboende personer af udenlandsk afstamning med dansk indfødsret skulle behandles anderledes end herboende personer af dansk afstamning med dansk indfødsret.

Da det vurderedes, at tilknytningskravet alene ville kunne få betydning i særdeles få tilfælde, hvor den herboende havde dansk indfødsret, er det endelige lovforslag begrænset til alene at vedrøre ægtefællesammenføring med herboende personer, der ikke har dansk indfødsret.

Spørgsmål nr. 36

Kan ministeren ligeledes bekræfte oplysningerne i Information om, at det i sager om tvangsægteskaber har været overvejet, at Udlændingestyrelsen skulle inddrage den herboende ægtefælles familietraditioner i vurderingen af, om der kunne gives tilladelse til familiesammenføring her i landet, samt i bekræftende fald oplyse, efter hvilke nærmere kriterier en sådan vurdering skulle foretages?

Svar

Der er ikke i forbindelse med overvejelserne om udformningen af forslaget om, at ægtefællesammenføring for personer, der er fyldt 18 år, men hvor den ene eller begge af ægtefællerne er under 25 år, som udgangspunkt betinges af, at ægteskabet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, foretaget noget ændret syn på, hvilke kriterier der vil kunne indgå ved vurderingen af, hvorvidt ægteskabet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske.

Efter lovforslagets bemærkninger vil der ved vurderingen af, hvorvidt ægteskabet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske, kunne lægges vægt på omstændighederne ved ægteskabets indgåelse og ægtefællernes personlige kontakt forud for ægteskabets indgåelse, jf. lovforslagets side 9, 1. spalte.

I et tidligere udkast til lovforslag var det endvidere anført, at disse kriterier må forventes at indebære, at der i praksis vil blive meddelt afslag på ægtefællesammenføring i mange tilfælde, hvor ægtefællerne kommer fra familier, hvor der er kulturel tradition for og/eller tidligere eksempler på indgåelse af arrangerede ægteskaber.

Da denne bemærkning imidlertid kunne give anledning til den misforståelse, at man i strid med international ret kunne foretage vurderingen alene på grundlag af de pågældendes etniske baggrund, blev bemærkningen udtaget i det endelige lovforslag.

Spørgsmål nr. 40

Kan ministeren bekræfte, at de foreslåede bestemmelser i lovforslaget om bolig af rimelig størrelse ikke i sig selv kræver følgelovgivning fra by- og boligministeren for at kunne håndhæves?

Svar

Det fremgår af §§ 2-5 i lovforslag nr. L 208 om ændring af udlændingeloven med flere love, hvilke konsekvensændringer i andre love der følger af forslaget om ændring af udlændingeloven. Som man kan se heraf, er der ikke andre konsekvensændringer på by- og boligministerens område end den ændring i lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 855 af 25. november 1999, der fremgår af lovforslagets § 5.

L 208 kræver derfor ikke lovgivning på by- og boligministerens område.

Noget andet er, at både Indenrigsministeriets lovforslag nr. L 208 om ændring af udlændingeloven med flere love og by- og boligministerens lovforslag nr. L 210 om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om leje af almene boliger (Beboermaksimum) udspringer af regeringens samlede handlingsplan for bedre integration.

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven med flere love

(Krav om egen bolig ved familiesammenføring, tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination,

FN-forbundet,

Foreningen Broen,

Foreningen Fundamental og

Hansen, Mirella og Hans Chr., Hellerup.

Der er af nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Mindretallet vil dog stemme for lovforslaget ved 3. behandling, selv om ændringsforslagene skulle blive forkastet.

Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker dog at understrege deres holdning om, at opholdstilladelser skal være midlertidige de første 7 år. Venstre og Det Konservative Folkeparti har i lighed med flere gange tidligere stillet ændringsforslag herom, hvortil der henvises.

Venstre og Det Konservative Folkeparti stiller også ændringsforslag om ophævelse af retskravet på familiesammenføring med forældre over 60 år, eftersom det ikke er muligt særskilt at tilslutte sig denne del af Kristeligt Folkepartis ændringsforslag.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder, at ophævelsen af retskravet på visse familiesammenføringer er et skridt i den rigtige retning. Partierne vil fortsat arbejde for at skabe flertal i Folketinget for, at retskravet på familiesammenføring ophæves generelt. Venstre og Det Konservative Folkeparti har overvejet at stille ændringsforslag herom, men har på nuværende tidspunkt afstået herfra, da udlændingelovens opbygning betyder, at et ændringsforslag er kompliceret og indebærer mange konsekvensændringer.

Venstre og Det Konservative Folkeparti finder det fortsat meget utilfredsstillende, at Danmarks indvandrerpolitik styres af de mange familiesammenføringer ikke mindst gennem arrangerede ægteskaber. Af regeringens egen handlingsplan fremgår, at f.eks. 92 pct. af alle ægteskaber indgået af indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet siden 1985 er indgået med personer fra hjemlandet. For Pakistan er det tilsvarende tal 87 pct.

Selv om tyrkere og pakistanere nu er indvandrere i 2. og 3. generation, er mønstret med de arrangerede ægteskaber ikke ændret. Der er tale om en omgåelse af indvandrerstoppet, der spærrer for andre grupper af indvandrere, og de arrangerede ægteskaber gør integration umulig. Såfremt indvandrerforældre ville lade deres børn, der er født i Danmark, leve som andre i Danmark og gifte sig efter eget ønske, ville integrationsproblemerne for længst være løst.

Venstre og Det Konservative Folkeparti understreger, at man med disse bemærkninger om arrangerede ægteskaber ikke ønsker at forhindre disse ægteskaber. Men sådanne ægteskaber bør kun undtagelsesvis medføre opholdstilladelse. Som udgangspunkt bør familiesammenføring i sådanne ægteskaber, hvor ægteparrets største tilknytning er til hjemlandet, finde sted dér. Venstre og Det Konservative Folkeparti peger i den forbindelse på, at menneskerettighedskonventionen om retten til familieliv ikke indebærer en ret til at bosætte sig og få familiesammenføring hvor som helst.

Der er en nøje sammenhæng mellem familiesammenføringernes antal og det voksende indvandrertal og den høje arbejdsløshed. .

Ifølge regeringens egen handlingsplan er antallet af indvandrere og efterkommere siden 1980 øget fra 152.958 til 363.422 personer pr. 1. januar 1999. Det svarer til, at indvandrere og efterkommere fra alle lande i 1980 udgjorde 3 pct. af befolkningen, mens de pr. 1. januar 1999 udgjorde 6,8 pct. af befolkningen.

Den omtalte handlingsplan omtaler seneste fremskrivning af antallet af udlændinge i Danmark

Antallet af indvandrere og efterkommere antages at stige fra 330.000 i 1997 til 762.000 personer i 2020. Det betyder, at indvandrere og efterkommere vil udgøre 13,7 pct. af befolkningen i 2020 mod 6,3 pct. i 1997.

Heraf antages antallet af efterkommere at stige fra 64.000 i 1997 til 257.000 personer i 2020.

Antallet af indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande antages at udgøre en stigende del af det samlede antal indvandrere og efterkommere.

Disse oplysninger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at regeringens tiltag i dette lovforslag er helt utilstrækkelige.

Venstre og Det Konservative Folkeparti deler regeringens grundlæggende opfattelse, der er refereret i handlingsplanen side 65

»Indvandrere og flygtninge, der har et retmæssigt krav på opholdstilladelse i Danmark, skal tilbydes en hensynsfuld modtagelse. De skal have hjælp og støtte - afpasset efter deres individuelle forudsætninger - til at blive ligeværdige medlemmer af fællesskabet.

Det er regeringens opfattelse, at det på den anden side må kræves og forventes, at indvandrere og flygtninge gør en aktiv indsats for at blive integreret i det danske samfund. Denne indsats må for den enkelte omfatte vilje til at lære dansk, at forstå og respektere dansk kultur og danske samfundsforhold, at udnytte sin erhvervsevne med henblik på så vidt muligt at blive selvforsørgende.

Udbredelsen af snæversynede og fordomsfulde reaktioner mod udlændinge kan være en trussel mod vore traditioner for frisind, tolerance og hensyn. Og tilsvarende kan det være en trussel mod disse traditioner, hvis udlændinge ikke udviser respekt for det danske samfunds regler og normer.«

Venstre og Det Konservative Folkeparti vil fastholde regeringen på dette synspunkt.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.

En del af dette mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) finder, at lovforslagets regler vil indebære en voldsom diskrimination mod etniske mindretal og vil lægge hindringer i vejen for at stifte familie.

Sådan som reglen om adgang til familiesammenføring for unge under 25 år er udformet, vil den komme til uretfærdigt at ramme mange unge med anden etnisk baggrund, der indgår et ægteskab uden pres og tvang. I praksis vil der automatisk blive rettet mistanke mod unge fra familier, hvor der er tradition for arrangerede ægteskaber, uanset at der ikke er tale om ægteskab indgået under pres eller tvang - hvilket også de for udvalget beskrevne eksempler fra Udlændingestyrelsen til fulde bekræfter.

De bureaukratiske midler, som loven lægger op til, vil være uhyre ineffektive over for tvangsægteskaber. Der vil i de familier, hvor der er tradition for tvangsægteskaber, være mange smutveje. Hertil kommer, at de oplysninger IND-SAM har tilvejebragt, udsiger, at mange tilfælde med tvangsægteskaber sker over for unge, der er under 18 år. SF finder, at indsatsen mod tvangsægteskaber skal basere sig på information til og dialog med familierne og intensiv hjælp til de unge, der bliver udsat for pres og tvang og gerne vil undgå ægteskabet. De 12 mio. kr., der skal bruges til at administrere dette lovforslag, var langt bedre brugt til information, dialog og hjælp til de unge, og SF ser gerne, at en indsats med disse virkemidler styrkes.

SF finder, at det bedømmelsesgrundlag, som loven angiver, udsætter de unge for en mildest talt problematisk retssikkerhed. Blot den mindste tvivl kan medføre et afslag på familiesammenføring uanset, at der ikke er tale om tvang eller pres. Der kræves på ingen måde, at der er vished for, at der er tale om tvang. Det er endvidere problematisk, at lovens regler er udformet sådan, at det er nødvendigt i bemærkningerne at angive, at loven skal administreres, så man overholder menneskerettighedskonventionerne, og at det ikke er selve loven, der sikrer, at man gør det.

Tilknytningskravet baseres tilsvarende på meget uklare bedømmelseskriterier, og SF finder reglen unødvendig.

SF finder det heller ikke rimeligt, at en familiesammenføring skal betinges af, at den herboende har egen bolig. Det er en hindring for indgåelse af ægteskab og vil desuden genere de familier, der gerne vil bo sammen.

En anden del af mindretallet (Enhedslistens medlem af udvalget) finder, at indgåelse af ægteskab under tvang er noget skidt under alle forhold. Derfor deler Enhedslisten regeringens ønske om at række en hjælpende hånd til de unge mennesker, hvis forældres reaktionære og gammeldags traditioner pålægger dem at gifte sig med en person, som de ikke selv har valgt.

Men Enhedslisten er imod de redskaber, som regeringen med lovforslaget ønsker at bruge. Det helt centrale i Enhedslistens kritik af lovforslaget om at fjerne retskravet på familiesammenføring for unge under 25 år er den alvorlige fare for, at det vil udvikle en diskriminerende praksis hos de danske myndigheder. Det skyldes bl.a., at vurderingen af ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke kan foretages efter nogle faste og gennemskuelige regler. Det skaber et uklart grundlag for myndighedernes behandling af sager om familiesammenføring.

Formelt behandler lovforslaget alle lige. Ingen under 25 år kan gifte sig med en udenlandsk statsborger uden særlig tilladelse. Men det, Enhedslisten forudser, er, at en dansk statsborger af dansk afstamning uden problemer får tilladelse, også selv om hans unge filippinske kone kun siger ja til ægteskabet af frygt for udvisning og fysiske overgreb, hvorimod en person med eller uden dansk statsborgerskab som gerne vil giftes med en fra sine forældres hjemland, vil få afslag. Praksis vil være diskriminerende og vil dermed lægge op til flere spændinger og konflikter i det danske samfund.

Enhedslisten er under udvalgsarbejdet ikke blevet bibragt noget klart indtryk af, hvor omfattende problemerne med tvangsægteskaber faktisk er. Og det er meget beklageligt, at der lovgives på et grundlag, som i praksis er så uoplyst og udokumenteret, som det er tilfældet med dette lovforslag. Og det bliver ikke mindre bekymrende af, at der i bemærkningerne blot henvises til upræcis information fra Udlændingestyrelsen om antallet af tilfælde, hvor styrelsen har haft fornemmelse af, at der lå tvang bag ansøgningen om familiesammenføring.

For Enhedslisten understreger det blot, at regeringen ønsker at føre signalpolitik frem for at forholde sig til de konkrete problemer og finde praktiske løsninger på disse. Sagen er jo, at med vedtagelsen af lovforslaget bliver der ikke sat en stopper for indgåelse af tvangsægteskaber. For det første fordi det reelt ikke er muligt at afsløre, om der er tale om tvang hvilket også Udlændingestyrelsen har måttet erkende! For det andet fordi lovforslaget blot vil betyde, at ægteskabet indgås i eksempelvis forældrenes hjemland, og at selve familiesammenføringen udskydes til efter, at de unge er fyldt 25 år.

Med hensyn til de foreslåede bestemmelser om boligkrav er det mindretallets opfattelse, at der også på dette område indføres regler, som ikke kommer til at virke. Hvis regeringen virkelig er bekymret over, at der bor for mange mennesker i nogle boliger, så løses problemet ved at øge boligbyggeriet, så der er boliger til alle, hvad enten de er danske hjemløse eller familiesammenførte. Men den løsning er selvfølgelig alt for revolutionær for en regering, som ønsker at samarbejde med højrefløjen om at føre borgerlig politik.

Et fjerde mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de af et mindretal under nr. 3- 5 stillede ændringsforslag.

Dansk Folkeparti støtter lovens intentioner om at forhindre ægtefællesammenføring ved tvangsægteskaber, men anser de påtænkte foranstaltninger for totalt virkningsløse og umulige at følge op på fra myndighedernes side.

Det første element i lovforslaget er et krav om, at den herboende råder over sin egen bolig af en passende størrelse, hvormed menes, at den herboende skal have brugsretten til boligen. Det er oplyst, at regeringen mener, at boligen har en rimelig størrelse, hvis der efter gennemførelsen af familiesammenføringen bor højst to personer pr. beboelsesrum i boligen, eller hvis boligen har et areal på 20 m2 eller mere pr. beboer efter gennemførelsen af familiesammenføringen.

Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det både rimeligt og naturligt at stille krav om en passende bolig i sager om ægtefællesammenføring, men DF finder slet ikke, at kravene til boligen er tilstrækkelige. For eksempel vil tre personer kunne bebo en lille toværelses lejlighed på 60 m2, ligesom det er helt utilfredsstillende og uacceptabelt, at der ikke stilles krav om, at boligen skal være selvstændig med eget køkken og bad. En bolig uden køkken og bad kan næppe betegnes som en egnet bolig efter nutidens forhold, ligesom det ikke længere er almindeligt efter danske bolignormer, at der kun er 20 m2 pr. voksen i boligen.

Et andet element i lovforslaget er et krav om, at adgangen til ægtefællesammenføring med herboende personer, der ikke har dansk indfødsret, betinges af, at ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark mindst svarer til de pågældendes samlede tilknytning til et andet land, eller at særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor. Det er oplyst, at der ved vurderingen af tilknytningskravet bl.a. skal lægges vægt på varigheden af den herboendes ophold her i landet og på den pågældendes tilknytning til andre herboende personer, herunder herboende familie. Tilknytningskravet vil i almindelighed være opfyldt, hvis den herboende er født og opvokset her i landet eller er kommet hertil som barn.

Et tredje element i lovforslaget er, at retskravet på ægtefællesammenføring for unge under 25 år ophæves, og at der i stedet indføres en mulighed for at tillade ægtefællesammenføring for unge over 18 år, men under 25 år, hvis ægteskabet eller samlivsforholdet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske, eller hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler herfor. Det er oplyst, at udlændingemyndighederne ved vurderingen heraf skal inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen. Der vil kunne lægges vægt på omstændighederne ved ægteskabets indgåelse og ægtefællernes personlige kontakt forud for ægteskabets indgåelse. Det forhold, at ægteskabet er indgået med de pågældende familiers medvirken, udelukker ikke i sig selv, at ægteskabet kan anses for indgået efter den herboendes eget ønske. Til belysning af de nævnte faktiske forhold kan udlændingemyndighederne lægge vægt på forklaringer fra andre end ægtefællerne.

Lovforslagets andet og tredje element bygger efter Dansk Folkepartis opfattelse i høj grad på, at udlændingemyndighederne foretager subjektive vurderinger, og at disse lægges til grund ved bedømmelsen og afgørelsen af, om der skal gives tilladelse til ægtefællesammenføring. Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse stærkt tvivlsomt, om det overhovedet er muligt for udlændingemyndighederne at foretage en korrekt, troværdig og reel vurdering af, om et ægteskab eller samlivsforhold er indgået frivilligt og utvivlsomt efter eget ønske. Hvis der ved afgørelsen af, om der skal gives tilladelse til ægtefællesammenføring, er tvivl hos udlændingemyndighederne, er det ikke oplyst, hvem denne tvivl skal komme til gode. Efter de almindeligt gældende retsprincipper vil en tvivl om, om ægteskabet eller samlivet er indgået frivilligt, komme ansøgerne til gode, hvilket næppe har været meningen med bestemmelsen. Her er Dansk Folkepartis opfattelse, at en tvivl skal udelukke ansøgeren fra at opnå tilladelse. Ellers har bestemmelsen ingen reel værdi.

Ressourceforbruget i forbindelse med lovforslaget er vurderet til ca. 8 årsværk i forbindelse med administration af boligkravene, ca. 4 årsværk i forbindelse med administration af tilknytningskravene og ca. 4 årsværk i forbindelse med administration af ægtefællesammenføringerne.

De samlede økonomiske virkninger af lovforslaget er ca. 9,2 mio. kr., heraf 7 mio. kr. i lønsum til ca. 21 årsværk for Indenrigsministeriet og ca. 3 mio. kr. for kommunerne svarende til ca. 7 årsværk. Alene til forventet sagsbehandling af klager over afgørelser i ægtefællesammenføringssager vedrørende personer under 25 år er afsat ressourcer svarende til ca. 2 årsværk.

Disse udgifter til administration af lovforslaget skal ses i lyses af, at de foreslåede ændringer selv af regeringspartierne ikke forventes at begrænse antallet af ægtefællesammenføringer med mere end et fåtal (der har i debatten været nævnt et tal på 25 til 50), og det forekommer derfor helt urimeligt, at det offentlige skal afsætte ca. 10 mio. kr årligt til administration af en lovgivning, der kun forventes at begrænse antallet af familiesammenføringer med op til 50. Der er således ikke tale om, at forslagets gennemførelse får nogen mærkbar indflydelse på indvandringen til Danmark, hvilket regeringen ellers efter pres fra socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske vestegn tilkendegav at ville tage initiativ til under vinterens debat herom.

Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at man ikke kommer uden om, at der i relation til ægtefællesammenføring må ske en væsentlig skærpelse i forsørgerkravene.

En samlet konklusion på lovforslaget for Dansk Folkepartis vedkommende er, at de påtænkte foranstaltninger medfører en betydelig administrativ og økonomisk byrde for udlændingemyndighederne, og at værdien af foranstaltningerne vil være uden reel værdi eller ikke har et troværdigt kontrollabelt indhold. Lovforslaget har nok snarere til hensigt at give befolkningen et signal om, at regeringen har kort snor i udlændingepolitikken, men det er gold retorik. Forslaget får sandsynligvis ingen reel virkning.

Et femte mindretal (Centrum- Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Centrum- Demokraterne finder, at lovforslaget betyder en umyndiggørelse af voksne menneskers dispositionsret.

Et sjette mindretal (Kritsteligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet under nr. 1, 2, 6 og 7 stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslagene forkastes, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling, men vil dog stemme for det af et andet mindretal under nr. 3 stillede ændringsforslag.

Kristeligt Folkeparti er enig med regeringen i, at der er behov for en indsats mod tvangsægteskaber. Men partiet er ikke enig med regeringen i, hvilke midler der skal tages i anvendelse for at nå dette mål. Det er dybt betænkeligt at opstille forhindringer for myndige personers indgåelse af ægteskab. Det er en menneskeret at indgå ægteskab. Og det er i regeringens lovforslag uklart, under hvilke omstændigheder man konkret vil kunne overbevise myndighederne om, at der utvivlsomt er tale om et frivilligt indgået ægteskab. Endvidere vil ophævelse af retskravet på ægtefællesammenføring for unge under 25 år ikke løse de unges problemer med forældre, som udøver direkte eller indirekte tvang. Forældrene vil stadig kunne beskylde de unge for at modarbejde dem, hvis de unge ikke formår at overbevise myndighederne om, at ægteskabet er frivilligt. Det eneste, der opnås, er en begrænsning af antallet af familiesammenførte udlændinge, og det er ikke for Kristeligt Folkeparti et formål i sig selv.

Kristeligt Folkeparti finder, at midlerne til begrænsning af tvangsægteskaber hellere bør basere sig på det gennemarbejdede nordiske forslag frem for hovsa-løsninger. En rapport fra Nordisk Ministerråd (»Arrangerte ekteskap og tvangsekteskap i Norden«, december 1999) anbefaler, at der ses på rutinerne for interview af ægtefæller i stedet for på stramninger i udlændingelovgivningen, når man ønsker at begrænse antallet af tvangsægteskaber, af menneskeretlige grunde såvel som af praktiske grunde. Rapporten anbefaler endvidere, at der oprettes kriseberedskab, blandt andet krisetelefoner, at der sker en opfølgning over for udstødte familiemedlemmer, for eksempel en overfaldsalarm, anonym identitet m.v., at der gives tilbud om familiemægling, ung til ung-netværk, og at relevante fagpersoner og myndigheder opkvalificeres.

Lovforslagets krav om egen og rimelig bolig som betingelse for familiesammenføring er ude af proportioner. Det er umuligt på rimelig måde at afgøre, hvad der er en passende bolig. Mange danskere lever i dag i meget små lejligheder. Lovforslaget lægger med forslaget op til flere skøn fra udlændingemyndighedernes side end i den nuværende lovgivning, hvilket indebærer en større risiko for forkerte afgørelser.

De samme betænkeligheder gør sig gældende med hensyn til det foreslåede »tilkytningskrav«. Det vil i praksis være næsten umuligt at opgøre ægtefællers samlede tilknytningsgrad til Danmark henholdsvis udlandet. Igen er der en stor risiko for forkerte afgørelser. Men lovforslaget vil også få uheldige konsekvenser for den herboende, der, til trods for at parrets samlede tilknytning til et andet land er større end til Danmark, ikke ser sig i stand til at bryde med nogle meget tætte bånd til Danmark.

Et syvende mindretal (Frihed 2000´s medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af et mindretal under nr. 3- 5 stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (KRF)

Til titlen

1) Titlen affattes således

»Lov om ændring af udlændingeloven

(Ophævelse af retskravet på familiesammenføring med forældre over 60 år, rådgivning og vejledning i sager om ægtefællesammenføring og retskrav på tidsubegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter 5 år)«.

Til § 1

2) Nr. 1-17 udgår, og i stedet indsættes som nye numre

»01. § 9, stk. 1, nr. 4, ophæves.

02. § 9, stk. 10, ophæves.

03. I § 11, stk. 3, ændres »3 år« til: »5 år«.

04. § 27, stk. 2, ophæves.

Stk. 3- 6 bliver herefter stk. 2- 5.

05. Efter § 40 c indsættes som ny paragraf

»§ 40 d. Ved behandlingen af sager om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, afholder Udlændingestyrelsen, hvis der er grund til at antage, at ægteskabet ikke er indgået efter den herboendes eget ønske, en samtale med den herboende ægtefælle, uden at dennes familiemedlemmer er til stede. Under samtalen vejleder Udlændingestyrelsen den herboende ægtefælle om dennes muligheder for at søge støtte, rådgivning m.v. hos offentlige myndigheder og private organisationer, såfremt der er tale om, at ægteskabet ikke er indgået efter den pågældendes eget ønske.««

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (DF og FRI)

3) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer

»06. § 9, stk. 1, nr. 4, ophæves.«

4) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 9, stk. 10, udgår »litra b-d,« og »når den herboende person ikke har dansk indfødsret,«.

5) Efter nr. 11 indsættes som nyt nummer

»07. I § 11, stk. 3, ændres »3 år« til »7 år«.«

Af et mindretal (KRF)

Til §§ 2-5

6) Paragrafferne udgår.

Til § 6

7) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Udlændingelovens § 11, stk. 3, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 03, finder ikke anvendelse for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden lovens ikrafttræden. § 1, nr. 01 og nr. 04, har virkning for udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse fra og med lovens ikrafttræden.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Titlen foreslås ændret som konsekvens af forslagsstillernes ændringsforslag.

Til nr. 2

Ad nr. 01

Ændringerne ophæver retskravet på familiesammenføring med forældre over 60 år for danske eller nordiske statsborgere og flygtninge, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4.

Selv om det er vigtigt at bevare familien som en enhed, er udlændinge over 60 år, der kommer til Danmark, dog særlig vanskelige at integrere i det danske samfund. Dette skyldes, at de sjældent vil få opbygget et dansk netværk, herunder på arbejdsmarkedet, og derfor vil de have sværere ved at lære dansk. De udlændinge, der senere kommer på plejehjem uden at kunne tale dansk, vil opleve at blive isoleret i forhold til de andre beboere. Der bør derfor kun i ganske særlige tilfælde kunne gives tilladelse af familie- eller forsørgelsesmæssige grunde. Sådanne særlige grunde til familiesammenføring i Danmark med forældre over 60 år kan for eksempel være, at den herboende er eneste barn og forsørger. Samtidig forudsættes det, at denne stramning af adgangen til familiesammenføring med forældre over 60 år fører til en mere lempelig visumpraksis, så det bliver lettere for forældre til herboende børn at komme på besøg.

Ad nr. 02 og 05

Ændringerne sikrer, at det stadig er udlændingemyndighederne, der skal bevise, at et ægteskab ikke er indgået frivilligt. Det foreslås, at der indføres obligatorisk mundtligt interview i alle tilfælde, hvor udlændingemyndighederne har en mistanke om, at der er tale om et ægteskab, der ikke er indgået efter parternes eget ønske. Formålet med forslaget er at give de involverede parter (ægtefællerne) mulighed for at give til kende, at de ikke har indgået ægteskabet frivilligt. For at dette formål kan opnås, må der ikke være udenforstående til stede ved interviewet. Hvis der er behov for en tolks medvirken, skal denne være upartisk. Hvis der er tale om et arrangeret ægteskab, vil parterne (ægtefællerne) ikke have ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre, når disse andre er familiemedlemmer m.v. Det samme gælder andre ægtefællesammenføringssager, hvor der er tvivl om ægteskabets frivillighed. Samtidig med den intensiverede prøvelse af ægteskabets frivillighed er det vigtigt, at der vejledes om de hjælpemuligheder, som er til rådighed for ofre for tvangsægteskab.

Ad nr. 03 og 04

Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse er af væsentlig betydning for retsbeskyttelsen af de udlændinge, der har fået opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, og giver dem beskyttelse mod inddragelse af deres opholdstilladelse. En udlænding, der har fået meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kan - ud over ved visse former for kriminalitet - kun få inddraget sin opholdstilladelse, hvis udlændingen har opnået den ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2.

Ændringen vil bevirke en forlængelse af den tid, hvor udlændinge risikerer at få en tidsbegrænset opholdstilladelse inddraget efter udlændingelovens § 19, stk. 1, fra 3 til 5 år.

Formålet med ændringen er for konventions- og de facto-flygtningenes vedkommende at øge chancerne for, at hindringerne for tilbagevenden til hjemlandet er fjernet. I modsætning til familiesammenførte udlændinge kan disse flygtninge i dag ikke få tidsubegrænset opholdstilladelse efter 3 år, da fristen for konventions- og de facto flygtninge først regnes fra det tidspunkt, hvor personens flygtningestatus efter § 7, stk. 1 eller 2, er fastslået, jf. § 27, stk. 2. Det er ikke rimeligt, at sagsbehandlingstiden kan være bestemmende for, hvornår en flygtning kan få tidsubegrænset opholdstilladelse. Derfor skal denne gruppe flygtninge efter dette forslag meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter 5 år regnet fra indgivelsen af asylansøgningen, hvis de i øvrigt opfylder de almindelige betingelser. Ved forslaget undgås det, at en eventuel lang sagsbehandlingstid på urimelig måde forlænger den tid, hvor udlændingen er afskåret fra at få meddelt tidsubegrænset tilladelse. For de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden i asylsager måtte overstige 2 år, vil der reelt være tale om en lempelse i forhold til de gældende regler. Indenrigsministeren oplyste i 1998 Folketingets Retsudvalg om, at der var 94 personer, der havde ventet mere end 36 måneder på at få afgjort deres ansøgning om asyl (spm. 78 i tillægsbetænkning til L 59 fra folketingsåret 1997-98, 2. samling). Der kan gå op til flere år, før en asylsag er afgjort. Dette kan både skyldes problemer med opklaring af sagen og genoptagelse på grund af nye oplysninger m.v.

For familiesammenførte bliver der tale om en ligestilling med reglerne for flygtninge. Det vil for eksempel få betydning for opholdstilladelser meddelt på grundlag af ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed, og hvor ægteskabet siden er opløst ved skilsmisse, separation eller samlivsophævelse inden 3 år (i dag) efter familiesammenføringen. Det vil ligeledes få betydning, hvor opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, og den herboende ikke længere kan godtgøre dette. Ved afgørelse af spørgsmålet om inddragelse skal der stadig tages en række humanitære hensyn, som er beskrevet i udlændingelovens § 26, stk. 1.

Såfremt ændringsforslaget vedtages, vil forslagsstillerne til lovforslagets 3. behandling stille ændringsforslag om de nødvendige konsekvensrettelser i udlændingeloven.

Der er ikke ved ændringsforslaget taget højde for eventuelle konsekvensændringer i andre love end udlændingeloven. Hvis ændringsforslaget vedtages, vil ændringsforslag om konsekvensændringerne blive stillet til 3. behandling.

Til nr. 3

Ændringsforslaget ophæver retskravet på familiesammenføring med forældre over 60 år for danske eller nordiske statsborgere og flygtninge, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4.

Såfremt ændringsforslaget vedtages, vil forslagsstillerne til lovforslagets 3. behandling stille ændringsforslag om de nødvendige konsekvensrettelser i udlændingeloven.

Til nr. 4

Ændringsforslaget medfører, at tilknytningskravet i forbindelse med ægtefællesammenføring til Danmark kommer til at gælde for alle ægtefællesammenføringer med herboende personer, altså også når den herboende har dansk indfødsret.

Til nr. 5

Ændringsforslaget ændrer det nuværende tidspunkt for tidsubegrænset opholdstilladelse fra 3 år til 7 år. Ændringsforslaget er i overensstemmelse med de forslag på udlændingeområdet, som Det Konservative Folkeparti og Venstre de senere år har fremsat.

Til nr. 6

Ændringsforslaget er en konsekvens af forslagsstillernes øvrige ændringsforslag.

Til nr. 7

Ændringsforslaget indeholder de nødvendige ikrafttrædelsesbestemmelser til forslagsstillernes ændringsforslag til § 1.

Dorte Bennedsen (S) Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard (EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V) Tom Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF) Jens Heimburger (KF) Pia Kjærsgaard (DF) Jann Sjursen (KRF)