Betænkning over Forslag til lov om Det Centrale Personregister

Bilag

Bilag

Et af Retsudvalgets spørgsmål vedrørende L 147 og justitsministerens svar herpå optrykt på foranledning af udvalget

Spørgsmål nr. 14

Ministeren bedes tilsende udvalget et oversigtsnotat over, hvilke øvrige lovforslag som regeringen har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med berøringspunkter til L 147. I notatet bedes det angivet, hvilke paragraffer i alle de omhandlede lovforslag, der har sammenhæng med hinanden, hvori denne sammenhæng består, og om disse sammenhænge og berøringspunkter efter regeringens opfattelse giver anledning til problemer. Overvejer regeringen at stille ændringsforslag til et eller flere af de omhandlede lovforslag og i givet fald hvilke og hvorfor?

Svar

Der henvises til vedlagte notat af 3. maj 2000 med tilhørende bilag.

N O T A T

om

sammenhængen mellem forslag til lov om behandling af personoplysninger

og andre lovforslag

<DOCUMENT_START>

Indledning.

Folketingets Retsudvalg har anmodet Justitsministeriet om at udarbejde et oversigtsnotat over lovforslag, som regeringen har fremsat eller agter at fremsætte i indeværende folketingsår med berøringsflader til forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147).

Notatet skal indeholde en angivelse af, hvilke paragraffer i de omhandlede lovforslag der har sammenhæng med hinanden, hvori denne sammenhæng består, og om disse sammenhænge og berøringspunkter efter regeringens opfattelse giver anledning til problemer.

Endelig skal det oplyses, om regeringen agter at fremsætte ændringsforslag til et eller flere af de omhandlede lovforslag.

I dette notat behandles de rejste spørgsmål. Under pkt. 2 gives en omtale af de lovforslag, som i større eller mindre grad har berøringsflader til L 147. I den forbindelse beskrives sammenhængen mellem de enkelte lovforslag og L 147, ligesom det anføres, hvis de enkelte lovforslag har særlige indbyrdes berøringsflader. Under pkt. 3 gives der en særskilt redegørelse for samspillet mellem de forskellige lovforslag for så vidt angår spørgsmålet om virksomheders adgang til at anvende (og videregive) personoplysninger i markedsføringsøjemed. Notatet sammenfattes under pkt. 4.

Langt de fleste af de lovforslag, som omtales i notatet, er udarbejdet af andre ministerier end Justitsministeriet. Notatets beskrivelse af disse lovforslag bygger derfor i det væsentlige på høringssvar, som Justitsministeriet til brug for besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål har indhentet fra ressortministerierne. De nævnte høringssvar vedlægges til orientering.

Det tilføjes, at notatet alene omtaler lovforslag, som på nuværende tidspunkt endnu ikke er vedtaget.

Lovforslag med berøring til L 147.

I det følgende gennemgås de lovforslag, der i større eller mindre omfang har berøring til L 147.

a) L 3: Forslag til lov om Det Centrale Personregister.

Formålet med lovforslaget er at sikre, at borgerne får et personnummer, at CPR indeholder grundlæggende oplysninger om enhver, der har et personnummer, at enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig, og at oplysninger i CPR på en hensigtsmæssig måde kan videregives til offentlige myndigheder og private med en berettiget interesse heri, jf. i det hele lovforslagets § 1.

Lovforslaget har nær sammenhæng med reglerne i L 147.

Det skyldes for det første, at bestemmelsen i L 147 § 36 (om forbrugerens ret til at gøre indsigelse mod, at en virksomhed videregiver generelle kundeoplysninger til andre virksomheder med henblik på markedsføring) bygger på en forudsætning om, at der i CPR etableres en ordning, hvorefter forbrugere kan frabede sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Dette samspil beskrives nærmere nedenfor under pkt. 3.

Det skyldes for det andet, at en række bestemmelser i CPR-lovforslaget henviser til reglerne i L 147. Det drejer sig om følgende bestemmelser

§ 31, hvorefter oplysninger i CPR og ældre folkeregistermateriale kan videregives til en anden offentlig myndighed efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger;

§ 35, hvorefter indenrigsministeren til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed fra CPR kan videregive oplysninger om eller foretage adressering til en nærmere afgrænset kreds af personer under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 36, hvorefter indenrigsministeren til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed kan give adgang til elektronisk søgning og opslag i CPR under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 37, hvorefter en kommunalbestyrelse til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed kan beslutte at udlevere oplysninger, der ikke er registreret i CPR, men som findes i ældre folkeregistermateriale i kommunen, under den betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger;

§ 38, stk. 6, hvorefter det er en betingelse for udlevering af nærmere angivne oplysninger til forskellige typer selskaber, at modtageren efter lov om behandling af personoplysninger er berettiget til at behandle oplysningerne, samt

§ 52, stk. 1, om tilfælde, hvor en offentlig myndighed »i overensstemmelse med lov om behandling af personoplysninger« anvender personnumre som identifikation eller journalnummer.

CPR-lovforslaget har også en nær sammenhæng med reglerne i det nedenfor omtalte lovforslag L 213 om ændring af forbrugeraftaleloven, markedsføringsloven og visse andre love. Med sidstnævnte lovforslag foreslås nemlig indsat en ny § 6 a i markedsføringsloven om uanmodet direkte markedsføring. Denne bestemmelse indeholder bl.a. regler om, at CPR hvert kvartal udarbejder en fortegnelse over de forbrugere, der har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, ligesom den bygger på den forudsætning, at en erhvervsdrivende kan tjekke direkte i CPR, om forbrugeren har frabedt sig sådanne henvendelser.

Samspillet mellem de to lovforslags regler om uanmodet markedsføring beskrives nærmere nedenfor under pkt. 3.

Indenrigsministeriet har i sit høringssvar oplyst, at indenrigsministeren netop har fremsat ændringsforslag til lovforslagets § 29, stk. 3, og § 40 (samt konsekvensrettelser heraf).

De foreslåede bestemmelser har følgende ordlyd

[§ 29] »Stk. 3. Enhver har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en markering i CPR om, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. En sådan markering giver dels den beskyttelse, der er fastsat i markedsføringslovens § 6 a sammenholdt med denne lovs § 40, stk. 4-5, dels den beskyttelse mod videregivelse m.v. til brug ved anden virksomheds markedsføring, der er fastsat i § 36 i lov om behandling af personoplysninger.«

»[§ 40 ] Stk. 4. Indenrigsministeriet udarbejder én gang i kvartalet en fortegnelse med oplysning om nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden for de seneste 3 år som samtlige personer, der efter § 29, stk. 3, har en markering i CPR om, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Personer med navne- og adressebeskyttelse medtages ikke i fortegnelsen.

Stk. 5. Erhvervsdrivende har ret til fra Indenrigsministeriet at få leveret en kopi af den i stk. 4 nævnte fortegnelse mod betaling af et beløb til dækning af de omkostninger, der er forbundet med videregivelsen. Organisationer, der varetager erhvervsdrivendes brancheinteresser, har på samme vilkår ret til at få leveret den i stk. 4 nævnte fortegnelse med henblik på videregivelse af fortegnelsen til medlemsvirksomheder. Fortegnelsen må ikke herudover videregives til andre eller offentliggøres.«

I ændringsforslagets bemærkninger anføres bl.a. følgende

»Med ændringsforslaget sker en tilpasning af bestemmelsen i CPR-lovforslagets § 29, stk. 3, til justitsministerens forslag nr. L 147 til lov om behandling af personoplysninger, som er fremsat 9. december 1999, for så vidt angår dette lovforslags bestemmelser i § 36 om videregivelse af oplysninger til andre virksomheder til brug ved markedsføring samt justitsministerens forslag nr. L 213 til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love, hvori bl.a. indgår bestemmelser om direkte uanmodet markedsføring (ny § 6 a i markedsføringsloven), som er fremsat 1. marts 2000.

Det forudsættes i de nævnte bestemmelser i disse to lovforslag, at det skal være muligt for fysiske personer gebyrfrit at få registreret i CPR, at de generelt ikke ønsker at modtage henvendelser i markedsføringsøjemed.

Med denne registrering er det muligt for den erhvervsdrivende at tjekke i CPR, om forbrugeren har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, som efter § 36, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger, skal ske inden virksomheden videregiver generelle oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed med henblik på markedsføring eller anvender oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed. Der henvises til § 36 og bemærkningerne hertil i forslag nr. L 147 til lov om behandling af personoplysninger.

Det er samtidig muligt for den erhvervsdrivende at foretage det tjek i CPR af, om forbrugeren har frabedt sig reklamehenvendelser i markedsføringsøjemed. Der henvises til den forslåede ny § 6 a og bemærkningerne hertil i forslag nr. L 213 til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love.

I forbindelse med den ændrede affattelse af § 29, stk. 3, som følger af ændringsforslagets nr. 1, er det fundet, at der ikke som oprindeligt foreslået med affattelsen af CPR-lovforslaget § 30, stk. 1 også skal gives automatisk beskyttelse mod henvendelser i markedsføringsøjemed til personer med navne- og adressebeskyttelse, at beskyttelsen mod henvendelser i markedsføringsøjemed i alle tilfælde kun kan ske efter særskilt anmodning fra den pågældende.«

b) L 31: Forslag til lov om Statstidende.

Formålet med lovforslaget er navnlig at opnå en mere tidssvarende udnyttelse af informationsteknologien i relation til Statstidende, som i dag udkommer i trykt form.

Forskningsministeriet opretter efter lovforslaget en database, som indeholder de meddelelser af forskellig art, der offentliggøres via Statstidende. Oplysningerne i databasen vil fremover blive offentliggjort elektronisk og indtil videre i et trykt Statstidende.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at lov om behandling af personoplysninger vil gælde i relation til behandling, der foretages efter lov om Statstidende, medmindre denne lov fastsætter særlige regler for behandling af personoplysninger i forbindelse med driften af Statstidende.

Der er i den forbindelse grund til at nævne lovforslagets § 1, stk. 3, hvorefter »forskningsministeren fastsætter regler om opbygningen, driften og brugen af Statstidende, herunder regler for de tekniske sikkerhedskrav og krav til beskyttelse og bevaring af oplysninger i systemet«. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at de tekniske sikkerhedskrav som minimum skal svare til de krav, som stilles til behandlingssikkerhed i L 147.

Også lovforslagets § 5, stk. 2, bør nævnes i denne sammenhæng. Bestemmelsen fastslår følgende

»Stk. 2. Efter et år fra tidspunktet for offentliggørelse må personoplysninger, der i anden sammenhæng anses for fortrolige, ikke kunne søges i det elektroniske Statstidende ved at bruge personens navn eller anden form for personidentifikation som søgekriterium. Forskningsministeren kan dog efter indstilling fra vedkommende minister fastsætte regler om, at fortrolige oplysninger skal være søgbare i et længere tidsrum end 1 år, hvis afgørende grunde taler herfor.

Forskningsministeriet har i sit høringssvar oplyst, at »der også i dette tilfælde [er] tale om en skærpelse af beskyttelsesniveauet « i forhold til de generelle regler i L 147. Forskningsministeriet tilføjer i den forbindelse følgende (side 2)

»Disse enkelte tilfælde af specialregulering ændrer ikke ved, at lov om Statstidende forudsætter, at lov om behandling af personoplysninger er vedtaget og trådt i kraft«.

Det kan endelig nævnes, at lovforslaget i § 5, stk. 3, og § 6, stk. 3, indeholder særlige regler om behandling af personoplysninger, der har visse berøringsflader til reglerne om behandling af personoplysninger i L 147 § 11 og i L 3 om Det Centrale Personregister.

Lovforslagets § 5, stk. 3, bestemmer således, at personnumre kun må »offentliggøres ved proklamaer i dødsboer, jf. dog § 6, stk. 3 «. Efter § 6, stk. 3, kan »masseudtræk af oplysninger, som omfatter personnumre alene ske i det omfang, anden lovgivning tillader det og efter aftale med udgiveren af Statstidende. Udgiveren fastsætter nærmere vilkår for modtagerens brug af oplysningerne.«

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (side 13), at det ikke er »tanken at udvide adgangen til brug af personnumre i Statstidende i forhold til den nuværende praksis. Det er i øvrigt heller ikke tanken at udvide den generelle adgang til brug af personnumre i samfundet, således som denne adgang forventes fastlagt ved lov om behandling af personoplysninger og indenrigsministerens regler om Det Centrale Personregister.«

Sammenfattende indeholder L 31 forskellige bestemmelser om databeskyttelse, som har karakter af en specialregulering i forhold til L 147. Denne specialregulering har karakter af en »overbygning« på det beskyttelsesniveau, som er fastlagt i L 147.

c) L 63: Forslag til lov om visse betalingsmidler.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at skabe de fornødne rammer for, at brugerne kan anvende betalingsmidler på en sikker og velfungerende måde.

Lovforslaget har begrænsede berøringsflader til L 147. Det drejer navnlig sig om bestemmelserne i lovforslagets § 12, stk. 1-3, der har følgende ordlyd

»§ 12. Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af denne paragraf og af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 8.

Stk. 2. Udstederen skal sikre, at brugerens CPR-nummer på et betalingsmiddel ikke må kunne aflæses af andre end udstederen.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt, når det

1) er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som udstederen har knyttet til betalingsmidlet,

2) er nødvendigt til retshåndhævelse eller for at hindre misbrug eller

3) er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, når

1) det er nødvendigt for udstederens rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsmidler, og når de oplysninger, der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingsmidler brugeren foretager, eller

2) behandlingen er nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive og tidssvarende, og der ikke frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau. «

Bestemmelsen i § 12 regulerer alene adgangen til at behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været anvendt, og hvad der er købt. § 12 regulerer til gengæld udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel må behandle herunder registrere og videregive disse oplysninger.

I øvrigt fastslår bestemmelsen udtrykkeligt, at lov om behandling af personoplysninger vil gælde for den behandling af personoplysninger, der finder sted i forbindelse med brug af betalingsmidler, med de ændringer, der følger af de særlige regler i lov om visse betalingsmidler.

Sammenfattende indeholder lovforslaget en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger (behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt).

Om lovforslagets betydning for det særlige spørgsmål om behandling af oplysninger i markedsføringsøjemed henvises til pkt. 3 nedenfor.

d) L 112: Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v.

Baggrunden for lovforslaget er en rapport, som Udvalget om den finansielle sektor efter år 2000 under Økonomiministeriet fremlagde i september 1999. Rapporten indeholder en række anbefalinger med henblik på at skabe gode generelle rammevilkår for den finansielle sektor og herigennem bidrage til de nødvendige strukturelle tilpasninger og en styrket konkurrence.

Lovforslaget har visse berøringspunkter med reglerne i L 147 og med reglerne i forslaget til lov om visse betalingsmidler (L 63).

Det drejer sig nærmere om lovforslagets, § 1, nr. 13, (forslaget til en ny § 53 a i bank- og sparekasseloven), der har følgende indhold

»53 a. Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet i en bank eller andelskasse, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte, må ikke uberettiget videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med. Tilsvarende gælder bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af repræsentantskabet, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, direktører og øvrige ansatte i finansielle holdingselskaber, jf. § 37 a, stk. 4, og moderselskaber, jf. § 37 b, stk. 1.

Stk. 2. Såfremt videregivelsen er erhvervsmæssigt begrundet, kan sædvanlige oplysninger om kundeforhold videregives til koncernvirksomheder, der er underlagt en tavshedspligt som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Oplysninger, der ikke vedrører rent private forhold, kan videregives til pengeinstituttets moderselskab til brug for styring af virksomheder i koncernen, jf. § 37 a, stk. 3, såfremt moderselskabet er en finansiel virksomhed, jf. § 37 b, stk. 1.

Stk. 4. Oplysninger om rent private forhold må kun videregives med kundens samtykke. Ansatte i koncernforhold, der får sådanne oplysninger, er underkastet den i stk. 1 nævnte tavshedspligt.

Stk. 5. Pengeinstituttet skal påse, at de personer, der får kendskab til oplysningerne, er bekendt med deres tavshedspligt.

Stk. 6. Pengeinstituttet skal udarbejde retningslinier for, i hvilket omfang kundeoplysninger kan videregives. Retningslinierne skal være offentligt tilgængelige.«

Økonomiministeriet har oplyst, at de nævnte bestemmelser i forhold til gældende ret alene indeholder en udvidelse (i § 53 a, stk. 3) af adgangen til at videregive kundeoplysninger til finansielle virksomheders moderselskaber. Det er en betingelse, at videregivelsen er nødvendig som et led i risikostyringen af koncernens virksomheder, hvilket ikke omfatter videregivelse til brug for markedsføring eller kunderådgivning, og at videregivelsen ikke vedrører oplysninger om kundens rent private forhold.

Om sammenhængen mellem L 63, L 112 og L 147 oplyste erhvervsministeren i besvarelsen af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25 fra Folketingets Erhvervsudvalg (L 112- bilag 21) følgende

»Om forholdet mellem de to regelsæt kan jeg oplyse, at bank- og sparekasselovens regler om videregivelse af kundeoplysninger suppleres af reglerne herom i betalingskortloven. Reglerne i bank- og sparekasseloven suppleres endvidere af den generelle registerlovgivning, herunder reglerne i lovforslaget om behandling af personoplysninger.«

Om de nævnte lovforslags indbyrdes sammenhæng med hensyn til spørgsmål om behandling af personoplysninger med henblik på markedsføring henvises til pkt. 3 nedenfor.

e) L 113: Forslag til lov om ændring af realkreditloven (Koncernregler, omdannelsesregler m.v).

Lovforslagets § 1, nr. 22, indeholder en bestemmelse, der indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L 112, hvorfor der henvises hertil.

f) L 114: Forslag til lov om ændring af lov om fondsmæglerselskaber, lov om investeringsforeninger og specialforeninger og lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love (Koncernregler, adskillelse af kundemidler m.v.)

Lovforslagets § 1, nr. 13, indeholder en bestemmelse, der indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L 112, hvorfor der henvises hertil.

g) L 115: Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed (Koncernregler, regnskabsår, administration af livsforsikringsbestande m.v.)

Lovforslagets § 1, nr. 24, indeholder en bestemmelse, der indholdsmæssigt svarer til den ovenfor nævnte bestemmelse i L 112, hvorfor der henvises hertil.

h) L 153: Forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver (arkivlovens registerbestemmelser).

Formålet med lovforslaget er navnlig at gennemføre direktivet om behandling af personoplysninger på arkivområdet.

Lovforslaget indeholder for det første en række bestemmelser om høring af Datatilsynet, når kulturministeren fastsætter forskellige regler. Det drejer sig for det første om regler vedrørende opbevaring af arkivalier (forslaget til en ny § 15 a). Det drejer også om regler vedrørende kortere tilgængelighedsfrist for nærmere angivent materiale (forslaget til en ny § 22, stk. 2). Og det drejer sig endelig om regler vedrørende tilgængelighed (forslagene til nye § 24, stk. 7, § 27, 2. pkt., og § 31, stk. 2).

De nævnte bestemmelser skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i artikel 28, stk. 2, i direktivet om behandling af personoplysninger. Efter denne bestemmelse drager medlemsstaterne omsorg for, at de nationale tilsynsmyndigheder høres ved udarbejdelsen af administrative foranstaltninger eller retsforskrifter om beskyttelse af personers rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af personoplysninger.

Det bemærkes, at L 147 indeholder en tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 57, hvorefter Datatilsynets udtalelse skal indhentes ved udarbejdelse af bekendtgørelser m.v., der har betydning for beskyttelsen af privatlivet i forbindelse med behandling af oplysninger.

Lovforslaget indeholder endvidere en bestemmelse om, at tilladelse til benyttelse af dokumenter, som indeholder oplysninger om rent private forhold, og som tidligere har været omfattet af lov om behandling af personoplysninger eller i øvrigt stammer fra et edb-register, der har været ført for den offentlige forvaltning, kræver samtykke fra Datatilsynet (forslaget til en ny § 24, stk. 3).

Endelig indeholder lovforslaget en bestemmelse om den fremgangsmåde, der skal følges i forbindelse med anmodninger om egen-acces over for et offentligt arkiv (forslaget til en ny § 32 a). Denne bestemmelse fastsætter en anden procedure for behandlingen af anmodninger om egen-acces end den, der følger af kapitel 9 i L 147, men fraviger ikke L 147s regler om omfanget af den registrerede persons indsigtsret.

Sammenfattende kan anføres, at spørgsmålet om arkivmæssig anvendelse (behandling) af personoplysninger afgøres efter arkivlovgivningens regler herom (og ikke efter reglerne i lov om behandling af personoplysninger, kapitel 4). De øvrige generelle regler i lov om behandling af personoplysninger finder derimod anvendelse på arkivmæssig behandling af personoplysninger, medmindre andet undtagelsesvist er fastsat i arkivlovgivningen. Dette indebærer bl.a., at de regler i lov om behandling af personoplysninger, der vedrører anmeldelse til Datatilsynet og registreredes rettigheder, i alt væsentligt finder anvendelse.

Lovforslag rejser på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

i) L 160: Forslag til lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler).

Lovforslaget vedrører frie kostskoler, som tilbyder undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er folkelig oplysning, og som er godkendt af ministeren til tilskud.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringspunkter med L 147.

Det drejer sig for det første om lovforslagets § 13, stk. 3, hvorefter eleverne skal oplyse personnummer og dokumentation for statsborgerskab til skolen ved tilmeldingen. Skolen skal videregive disse oplysninger til brug for de offentlige myndigheder, som udfører opgaver efter denne lov.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der er tale om en sammenskrivning af to bestemmelser i den gældende lov. Det fremgår endvidere, at der i overensstemmelse med den hidtidige praksis i lovforslaget indsættes hjemmel til at indhente oplysning om elevernes personnummer til brug for administration af tilskudsordningen og statistikbrug.

Det drejer sig for det andet om lovforslagets § 18, stk. 4, der indeholder en bestemmelse om, at Undervisningsministeriet til brug for tilskudsberegningen kan indhente de nødvendige oplysninger efter ministeriets nærmere bestemmelse. Til brug for meddelelse af statslig støtte til elever på efterskoler har Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte adgang til hos offentlige myndigheder at indhente oplysninger om elevernes og deres forældres økonomiske forhold, jf. forslagets § 31, stk. 3.

Efter begge de nævnte bestemmelser er der hjemmel til, at undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at indhentelsen af oplysninger kan ske i elektronisk form. Ifølge bemærkningerne til § 31, stk. 3, er denne bestemmelse i overensstemmelse med gældende lovs § 38, stk. 4.

Sammenfattende indeholder L 160 bestemmelser, der regulerer en særlig form for behandling af personoplysninger, navnlig bestemmelser, der giver hjemmel til at indhente og videregive oplysninger om elever og studerende til brug for administration af uddannelser.

j) L 188: Forslag til lov om Danmarks Pædagogiske Universitet.

Danmarks Pædagogiske Universitet er en sammenlægning af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til L 147.

Med lovforslagets § 11, stk. 10, får undervisningsministeren adgang til at indhente oplysninger fra universitetet om uddannelserne, de studerende, udstyr, personale og universitetets drift til brug for beregning af tilskud, gennemgang af årsregnskaber og udarbejdelse af statistik. Undervisningsministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger afleveres i elektronisk form.

Den nævnte bestemmelse indeholder således en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger, der ikke rejser særlige spørgsmål i forhold til reglerne i L 147.

k) L 189: Forslag til lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (Folkeoplysningsloven).

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til L 147.

Det drejer sig for det første om lovforslagets § 33, stk. 5, der indeholder en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen til brug for oplysning om virksomhed efter loven har adgang til at indhente alle nødvendige oplysninger hos de enkelte foreninger og tilskudsmodtagerne.

Det drejer sig for det andet om lovforslagets § 43, stk. 5. Efter denne bestemmelse skal en forening, som modtager tilskud efter kapitel 4 .... oplyse navn og adresse til kommunalbestyrelsen på de deltagere, der indgår i tilskudsberegningen. En forening skal desuden for deltagere, der har hjemsted i en anden kommune, og som deltager i undervisning og studiekredse, oplyse personnumre, når deltagerne indgår i tilskudsberegningen. Foreningen skal gøre deltagerne opmærksomme på, at personnummeret vil blive videregivet til kommunalbestyrelsen, herunder folkeoplysningsudvalget. Som noget nyt kan kommunalbestyrelsen godkende, at personer, der ikke har et dansk personnummer, og som deltager i folkeoplysende virksomhed i andre kommuner, kan indgå i tilskudsberegningen.

Der kan for det tredje henvises til lovforslagets § 44, stk. 6. Efter denne bestemmelse kan undervisningsministeren beslutte, at »lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og bestemmelser om offentlige registre skal finde anvendelse ved organisationernes administration af tilskud.«

For det fjerde indeholder lovforslagets § 47, stk. 4, en bestemmelse om, at undervisningsministeren kan indhente oplysninger fra Folkeuniversitetsnævnet om alle forhold vedrørende folkeuniversitetsvirksomheden. Det fremgår af bemærkningerne, at der med bestemmelsen indføres hjemmel til at beslutte, at afgivelsen af oplysninger skal ske i elektronisk form i særligt format.

Endelig indeholder lovforslaget et femte berøringspunkt til L 147, idet det i lovforslagets § 48, stk. 2, foreslås, at folkeuniversitetsvirksomheden » er underlagt forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltning, lov om offentlige myndigheders registre og lov om offentlige arkiver m.v.«

Sammenfattende indeholder lovforslaget en række bestemmelser, der regulerer en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger.

l) L 202: Forslag til lov om ændring af lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren (Ændring af EU-medfinansierede tilskudsordninger og ordninger for yngre fiskere).

Lovforslaget har til formål at gennemføre ændringer som følge af vedtagelsen af Rådets forordning om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet og Rådets forordning om Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til L 147. Det drejer sig om lovforslagets § 1, nr. 14, hvor følgende bestemmelse foreslås indsat i lovens § 14

»Stk. 5. Kontrolmyndigheden kan indhente oplysninger hos andre offentlige myndigheder, som er nødvendige for at kontrollere lovens overholdelse, blandt andet med henblik på registersamkøring og sammenstilling af oplysningerne i kontroløjemed, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold, momsafregning m.v.« .

I lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen henvises til den betænkning, som Folketingets Retsudvalg afgav i forbindelse med behandlingen af lov nr. 346 af 6. juni 1991 om ændring af lov om offentlige myndigheders registre. Et flertal i Retsudvalget udtalte i den forbindelse bl.a., at myndighederne i forbindelse med samkøring i kontroløjemed skal have et klart og utvetydigt retsgrundlag at arbejde på.

I bemærkningerne anføres endvidere om samspillet med reglerne i L 147 følgende (lovforslaget side 13)

»Fødevareministeriet er endvidere opmærksom på, at lov om offentlige myndigheders registre er under ændring, idet den indgår i Justitsministeriets forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147). Fødevareministeriet er i den forbindelse bekendt med, at der med lovforslaget ikke lægges op til ændringer i den gældende retstilstand om, i hvilke tilfælde der må foretages samkøring i den offentlige forvaltning, herunder i kontroløjemed.

Fødevareministeriet er særligt opmærksom på, at der i lovforslaget er fastsat særlige regler om proceduren for visse former for samkøring. En forvaltningsmyndighed skal således f.eks. indhente udtalelse fra Datatilsynet (som efter forslaget skal erstatte det nuværende Registertilsyn) inden samkøring i kontroløjemed kan iværksættes, jf. forslaget § 45, stk. 1. Endvidere vil Datatilsynet efter forslagets § 43, stk. 2, nr. 3, i forbindelse med en offentlig myndigheds anmeldelse af en samkøring have mulighed for at vurdere lovligheden af en eventuel samkøring.

Fødevareministeriet vil i forbindelse med administrationen af den foreslåede bestemmelse nøje iagttage de procedurer omkring samkøring af sammenstilling af oplysninger, som måtte blive fastlagt i forbindelse med den endelige vedtagelse af L 147.«

Sammenfattende indeholder L 202 en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger (indhentelse af oplysninger bl.a. med henblik på registersamkøringer i kontroløjemed). Behandlingen vil i øvrigt skulle ske i overensstemmelse med reglerne i L 147. L 202 rejser på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

m) L 213: Forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (Gennemførelse af EU-regler om fjernsalg, uanmodet markedsføring m.v. og metoden til beregning af årlige omkostninger i procent samt gennemførelse af protokoller om Domstolens fortolkningskompetence vedrørende konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser.

Lovforslaget tilsigter bl.a. at gennemføre bestemmelserne om uanmodet markedsføring m.v. i direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (fjernsalgsdirektivet) og direktiv 97/66/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (ISDN-direktivet).

Lovforslaget har nær sammenhæng med L 147 og L 3 (CPR-loven) for så vidt angår spørgsmålet om behandling af personoplysninger i markedsføringsøjemed. Der henvises herom til pkt. 3 nedenfor.

n) L 229: Forslag til lov om elektroniske signaturer.

Formålet med lovforslaget er navnlig at regulere elektroniske signatur-produkter og såkaldte »nøglecentre«, hvorved forstås en fysisk eller juridisk person, der udsteder en elektronisk attest, som bekræfter underskriverens identitet. Forslaget indeholder i den forbindelse bestemmelser, der gennemfører direktiv 99/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer.

Lovforslaget indeholder enkelte supplerende bestemmelser til de generelle databeskyttelsesregler i L 147.

Efter forslagets § 12 der gennemfører det nævnte direktivs artikel 8 må et nøglecenter kun indsamle personoplysninger i forbindelse med nøglecentervirksomheden direkte fra den registrerede eller med den registreredes udtrykkelige samtykke. Registreringen må endvidere kun ske i det omfang, det er nødvendigt for udstedelsen eller opretholdelsen af et certifikat.

I bemærkningerne til bestemmelsen anføres om samspillet med reglerne i L 147 følgende (lovforslaget, side 34)

»Bestemmelsen regulerer adgangen til at behandle personoplysninger i forbindelse med udøvelse af nøglecentervirksomhed omfattet af denne lov.

Reglerne i det fremsatte forslag til lov om behandling af personoplysninger vil i øvrigt finde anvendelse med de afvigelser, som følger af bestemmelsen.«

Det bemærkes i den forbindelse også, at bestemmelsen i § 12 gennemfører artikel 8 i det nævnte direktiv 99/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer. Denne bestemmelse fastslår udtrykkeligt, at nøglecentre (certificeringsudbydere m.v.) skal opfylde kravene i direktivet om behandling af personoplysninger.

Det tilføjes, at bestemmelsen i § 12 indsnævrer adgangen for et nøglecenter til at behandle personoplysninger i forhold til de generelle behandlingsregler i L 147.

Om forholdet mellem L 229 og andre lovforslag med databeskyttelsesretlige aspekter henvises til Forskningsministeriets besvarelse af spørgsmål 2 til Folketingets Forskningsudvalg vedrørende forslag til lov om elektroniske signaturer (L 229 bilag 3). Besvarelsen vedlægges til orientering.

o) L 232: Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Styrkelse af den særlige støtte til børn og unge og om dispensationsadgang ved nedsættelse af børn og unge-udvalg).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at støtte til børn og unge med særlige behov ydes til barnets bedste og at understrege betydningen af en tidlig indsats og af stabile anbringelsesforløb.

Lovforslaget har kun begrænsede berøringsflader til reglerne i L 147.

Med lovforslagets § 1, nr. 3 og nr. 4, foreslås følgende bestemmelser som § 33 a og § 35, stk. 3 - indsat i lov om social service

»§ 33 a. Hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere børn har behov for særlig støtte, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.«

»[§ 35] Stk. 3. Socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af deres tjeneste eller hverv får kendskab til en gravid kvinde med alvorlige misbrugsproblemer, der giver formodning om, at der er behov for støtte. Socialministeren kan fastsætte regler for andre grupper, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til sådanne forhold.«

Sammenfattende indeholder L 232 således en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af personoplysninger, nemlig udveksling af oplysninger mellem offentlige myndigheder m.v. Disse regler supplerer bestemmelserne i § 8 i L 147 om adgangen til at behandle, herunder videregive, oplysninger om væsentlige sociale problemer.

p) L 247: Forslag til lov om ændring af lov om spillekasinoer.

Formålet med lovforslaget er bl.a. at give kasinoer mulighed for at udveksle oplysninger med andre spillekasinoer om, at personer er fundet skyldige i falskspil m.v.

Den nævnte adgang til at videregive oplysninger vil på grund af reglerne i direktivet om behandling af personoplysninger ikke blive begrænset til forholdet mellem danske spillekasinoer, men vil også gælde i forhold til spillekasinoer i andre EU-lande. For så vidt angår spørgsmålet om videregivelse til spillekasinoer i andre lande end EU-lande, forudsættes det i bemærkningerne til lovforslaget, at oplysningerne kun vil kunne videregives, hvis de strenge betingelser herfor i § 27 i L 147 er opfyldt. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, side 6.

Sammenfattende kan det siges, at lovforslaget indeholder en særregulering i forhold til L 147 med hensyn til adgangen til at behandle, herunder registrere og videregive, oplysninger om en bestemt type strafbare forhold. Lovforslaget har ikke herudover særlige berøringspunkter L 147, idet det bemærkes, at danske kasinoer ved siden af reglerne i kasinoloven også vil skulle overholde de almindelige databeskyttelsesretlige regler i L 147.

q) L 249: Forslag til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Lovforslaget er udtryk for etablering af sektoransvar i Undervisningsministeriet for specialpædagogisk støtte ved offentligt anerkendte SU-berettigende videregående uddannelser indtil kandidatgrad og magisterkonferensgrad samt sidefagssupplering, der henhører under Undervisningsministeriet. Endvidere er pædagogikum omfattet.

Lovforslagets § 15 har følgende indhold

»§ 15. Styrelsen [for Statens Uddannelsesstøtte] kan hos den studerende, andre offentlige myndigheder og private institutioner indhente de oplysninger om den studerende, der er nødvendige for at træffe afgørelse af tildeling af samt kontrol med støtten. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at indhente oplysninger, herunder at oplysninger skal gives i elektronisk form og i givet fald i hvilket format.

Stk. 2. Styrelsen kan til uddannelsesinstitutioner videregive de oplysninger om dens studerende, der er nødvendige ved varetagelsen af opgaver efter denne lov.«

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen at »indhentning af oplysninger vil ske i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt og i overensstemmelse med registerlovgivningen.«

r) L 250: Forslag til lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

Undervisningsministeriet har oplyst, at det »med forslagets § 8 bestemmes, at der skal fastsættes en personlig uddannelsesplan for hver enkelt ansøger. Uddannelsesplanen, der blandt andet skal indeholde oplysninger om ansøgerens praktiske og teoretiske kompetence, gælder for den pågældendes samlede uddannelsesforløb, uanset hvilken skole eller institution, der optager den pågældende. Hvis uddannelsen ikke er gennemført inden for 6 år, bortfalder uddannelsesplanen.«

Denne bestemmelse, der vedrører en særlig form for behandling af personoplysninger (udarbejdelse af uddannelsesplaner) rejser ikke særlige spørgsmål i forhold til L 147.

s) L 252: Forslag til lov om forberedende voksenundervisning (FVU-loven).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at voksne, der ikke har tilstrækkelige færdigheder i at læse, skrive og regne, har adgang til at blive undervist heri.

Lovforslagets § 24 har følgende indhold

»§ 24. Undervisningsministeren kan fra amtsråd, amtskommunale uddannelsesinstitutioner, driftsoverenskomstparter, daghøjskoler og uddannelsesinstitutioner under Kriminalforsorgen kræve alle oplysninger om forberedende voksenundervisning og prøver. Ministeren fastsætter regler herom og kan bestemme, at oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket format.«

Sammenfattende indeholder lovforslaget en særlig form for behandling af personoplysninger for et nærmere angivent retsområde.

t) L 254: Forslag til lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Formålet med lovforslaget er at skabe rammer for de offentlige uddannelser på voksen- og efteruddannelsesområdet, som sikrer, at voksne har adgang til at lære og udvikle kompetencer gennem hele livet.

Lovforslaget indeholder i § 20 en enkelt bestemmelse, der i begrænset omfang kan siges at have berøringsflader til L 147. Bestemmelsen har følgende indhold.

»§ 20. Styrelsen [for Statens Uddannelsesstøtte] kan hos skattemyndighederne, andre offentlige myndigheder, private institutioner og arbejdsløshedskasser indhente de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige for tildeling af, tilbagebetaling af og kontrol med SVU.

Stk. 2. Styrelsen kan til uddannelsesstederne og arbejdsløshedskasserne videregive de oplysninger om den uddannelsessøgende, der er nødvendige ved varetagelsen af opgaver efter denne lov, jf. § 21, stk. 1.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om

1) adgangen til at indhente oplysninger efter stk. 1 og kan herunder fastsætte, hvilke oplysninger der skal gives i elektronisk form,

2) administrationen, herunder om ansøgning, frister for ansøgning, opbevaring af ansøgninger og breve m.v., tildeling, udbetaling og tilbagebetaling af SVU,

3) dokumentation for nedsat arbejdstid,

4) dokumentation for deltagelse i undervisningen og

5) at ansøgere og arbejdsgivere skal give alle oplysninger, herunder personnumre, der er nødvendige for tildeling af SVU.«

Sammenfattende indeholder L 254 en begrænset særregulering af behandling af personoplysninger for et nærmere afgrænset retsområde.

u) L 268: Forslag til lov om gevinstgivende spilleautomater.

Lovforslaget har til formål at bekæmpe det ulovlige spillemarked, at sikre større neutralitet i beskatningen af spilleautomater, at begrænse ludomani, at sikre udlodningsmidler til velgørende formål og at undgå, at kasinoer rammes.

Lovforslaget finder anvendelse på gevinstgivende spilleautomater, der ikke er omfattet af lov om spillekasinoer.

Der er kun begrænsede berøringsflader mellem lovforslaget og L 147. Samspillet angår navnlig lovforslagets § 4, der har følgende ordlyd

»§ 4. Spillemyndigheden udarbejder en oversigt over tilladelsesindehavernes navne og adresser, opstillingssteder, antal automater pr. opstillingssted m.v. Oversigten gøres tilgængelig for offentligheden.«

Sammenfattende indeholder L 268 en særlig regulering af en nærmere angiven form for behandling af (bl.a.) ikke-følsomme personoplysninger.

Særligt om virksomheders adgang til at anvende (og videregive) personoplysninger i markedsføringsøjemed

3.1. Indledning.

Til supplering af den generelle beskrivelse af lovforslagene ovenfor under pkt. 2 skal der i det følgende gives en kortere tværgående beskrivelse af lovforslagenes betydning for spørgsmålet om, i hvilket omfang en virksomhed må anvende, herunder videregive, personoplysninger i markedsføringsøjemed.

Af særlig interesse er for det første samspillet mellem på den ene side reglerne i L 3 (CPR) og på den anden side reglerne i L 147 og L 213, jf. herom nedenfor under pkt. 3.2.

Herudover skal for det andet omtales samspillet mellem på den ene side reglerne i L 63 om visse betalingsmidler og L 112 om banker og sparekasser og på den anden side de generelle regler herom i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36 og i L 213.

Dette samspil er nærmere beskrevet i Erhvervsministeriets notat af 2. maj 2000 om forskellige spørgsmål vedrørende adgangen for en udsteder af et betalingsmiddel til at behandle personoplysninger. Notatet, der er sendt til Folketingets Erhvervsudvalg, vedlægges til orientering. I det følgende gives derfor under pkt. 3.3 kun en kortere oversigt, idet der i øvrigt henvises til det omtalte notat.

3.2. Samspillet mellem L 3, L 147 og L 213.

a) Efter § 5, stk. 2, i forslaget til lov om behandling af personoplysninger skal indsamling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne må herefter ikke medmindre den registrerede giver sit samtykke hertil undergives en behandling, der er uforenelig med disse formål. Bestemmelsen fastslår det såkaldte formålsbestemthedsprincip (finalité-princippet).

Ønsker en virksomhed selv at anvende oplysninger om en forbruger med henblik på markedsføring og er princippet om formålsbestemthed i lovforslagets § 5 ikke til hinder herfor skal virksomheden følge den fremgangsmåde, der er beskrevet i § 2 i L 213, altså forslaget til en ny § 6 a i markedsføringsloven.

Det indebærer bl.a., at virksomheden ikke må rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre midler til fjernkommunikation end e-post, automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer m.m., hvis den pågældende over for virksomheden har frabedt sig dette.

Det indebærer f.eks. også, at virksomheden skal tjekke, om forbrugeren står på en fortegnelse (en såkaldt Robinson-liste), som udarbejdes af CPR over personer, der i CPR har fået markeret, at de ikke ønsker direkte markedsføring. I bekræftende fald må virksomheden ikke foretage markedsføring over for den pågældende.

Med de fremsatte ændringsforslag til L 3 skabes der med forslaget til en ny § 29, stk. 3 mulighed for, at enhver kan få registreret i CPR, at vedkommende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Og den forudsatte adgang for en erhvervsdrivende til at tjekke i CPR etableres hermed.

Der skabes også i forslaget til en ny § 40, stk. 4-5 hjemmel til, at Indenrigsministeriet udarbejder den fortegnelse, som er forudsat i den foreslåede bestemmelse i markedsføringslovens § 6 a, og som den erhvervsdrivende skal undersøge, inden vedkommende påbegynder uanmodet markedsføring over for en forbruger.

b) Virksomheden skal også iagttage bestemmelsen om formålsbestemthed i L 147 § 5, såfremt vedkommende ønsker at videregive oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed.

Virksomheden skal herudover opfylde følgende to betingelser

For det første skal behandlingsreglerne i L 147 § 6, stk. 2-4, om videregivelse i markedsføringsøjemed være opfyldt. Efter disse bestemmelser kræver videregivelse i markedsføringsøjemed udtrykkeligt samtykke fra forbrugeren, medmindre der er tale om generelle kundeoplysninger, som danner grundlag for inddeling i kundekategorier.

Selv om der er tale om generelle kundeoplysninger som virksomheden således efter § 6, stk. 2-4, kan videregive oplysningerne uden forbrugerens udtrykkelige samtykke må videregivelse for det andet kun ske, hvis forbrugeren ikke har gjort indsigelse imod det. Der henvises nærmere til L 147 § 36.

Denne bestemmelse fastslår bl.a., at virksomheden (den dataansvarlige) skal undersøge i CPR, om kunden (forbrugeren) har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Er det ikke tilfældet, skal virksomheden tydeligt og på en let forståelig måde oplyse kunden om retten til at gøre indsigelse mod videregivelsen. Kunden skal samtidig gives adgang til på en nem måde inden for to uger at gøre sådan indsigelse, og oplysningerne må ikke videregives, inden denne frist er udløbet.

Med det omtalte ændringsforslag til L 3 (forslaget til en ny § 29, stk. 3) etableres den i L 147 forudsatte ordning, hvorefter enhver i CPR kan få indsat en markering om, at den pågældende frabeder sig henvendelser i markedsføringsøjemed.

3.3. Samspillet mellem L 63, L 112, L 147 og L 213.

a) I relation til L 63 har alene lovforslagets § 12 betydning for det omhandlede spørgsmål om markedsføring. Denne bestemmelse regulerer som anført ovenfor under pkt. 2 adgangen for udstederen af et betalingsmiddel til at behandle oplysninger om, hvor et betalingsmiddel har været anvendt, og hvad der er købt. Bestemmelsen regulerer til gengæld udtømmende, i hvilket omfang en udsteder af et betalingsmiddel må behandle herunder registrere og videregive disse oplysninger. Og det følger modsætningsvis af § 12, at disse oplysninger ikke må anvendes eller videregives med henblik på markedsføring.

Hvis en udsteder af et betalingsmiddel vil videregive andre personoplysninger end de i § 12 nævnte med henblik på markedsføring, vil berettigelsen heraf skulle vurderes ud fra reglerne om markedsføring i L 147 § 6, stk. 2-4, og § 36. Hvis udstederen af betalingsmidlet er et pengeinstitut vil pengeinstituttet herudover skulle overholde bestemmelserne i L 112, jf. herom nedenfor.

b) Efter den foreslåede bestemmelse i bank- og sparekasselovens § 53 a, stk. 1, må der ikke uberettiget videregives fortrolige oplysninger. Det gælder også oplysninger, som pengeinstituttet har indsamlet hos f.eks. indehaveren af et betalingsmiddel i forbindelse med udstedelsen af betalingsmidlet.

Efter bestemmelsens stk. 2, kan et pengeinstitut dog videregive sædvanlige oplysninger om kundeforhold til koncernvirksomheder, der er underlagt tavshedspligt som nævnt i bestemmelsens stk. 1, såfremt dette er erhvervsmæssigt begrundet.

De foreslåede bestemmelser i bank- og sparekasselovens § 53 a bygger i lighed med den nugældende lovs § 54 på den forudsætning, at et pengeinstitut alene kan videregive fortrolige kundeoplysninger, såfremt både betingelserne i bank- og sparekasselovens § 53 a og registerlovgivningen m.v. er opfyldt. Det gælder, uanset om videregivelsen skal ske til koncernforbundne virksomheder eller til virksomheder uden for koncernen.

Hverken den foreslåede bestemmelse i § 53 a eller andre bestemmelser i bank- og sparekasseloven regulerer adgangen for et pengeinstitut til selv at anvende oplysninger, som pengeinstituttet i forbindelse med udstedelsen af et betalingsmiddel har indsamlet hos indehaveren af betalingsmidlet, til at foretage markedsføring over for den pågældende. Om en sådan anvendelse af oplysningerne er lovlig, må derfor afgøres efter anden lovgivning, herunder navnlig reglerne i forslaget til lov om behandling af personoplysninger og markedsføringsloven.

Der henvises i det hele til Økonomiministeriets besvarelse af 28. april 2000 af spørgsmål nr. 25-30 fra Folketingets Erhvervsudvalg, der vedlægges til orientering.

Sammenfatning.

Sammenfattende kan det anføres, at den problemstilling, som Retsudvalgets spørgsmål vedrører, navnlig har angået forholdet mellem L 3, L 147 og L 213. Problemstillingen har nærmere vedrørt spørgsmålet om etablering af en ordning, hvorefter forbrugeren ved en markering i CPR kan gøre indsigelse mod uanmodet direkte markedsføring og mod, at generelle kundeoplysninger om vedkommende kan videregives til andre virksomheder med henblik på markedsføring.

Herudover er der en række lovforslag, som i mindre grad har berøringspunkter med L 147. Disse lovforslag indeholder på afgrænsede områder en specialregulering af spørgsmålet om behandling af personoplysninger i forhold til L 147.

Efter Justitsministeriets opfattelse udestår der ikke længere spørgsmål af væsentlig betydning med hensyn til de omtalte lovforslags indbyrdes sammenhæng.

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 11. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om Det Centrale Personregister

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Et af Retsudvalgets spørgsmål til lovforslag nr. L 147, lov om behandling af personoplysninger, og justitsministerens svar herpå, uden de i svaret nævnte bilag, er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere afholdt udvalget onsdag den 1. marts 2000 en høring om kommunernes adgang til kontrol kontra borgernes ret til beskyttelse af privatlivet. Temaet for høringen var balancen mellem kommunernes legitime interesse i at kunne afsløre f.eks. socialt bedrageri over for borgernes ret til beskyttelse af deres privatliv med lovforslagets § 10, stk. 3, som omdrejningspunkt.

Endelig har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder,

Danmarks Journalisthøjskole,

F & P Forsikring og Pension,

Hærens Konstabel- og Korporalforening og

Lööf, Stefan.

Der er af indenrigsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) er tilfreds med, at det lykkedes at overbevise regeringen om, at det var en fuldstændig uholdbar situation, det danske samfund kunne ryge ud i, hvis man som nabo var forpligtet til at vidne om en bestemt persons færden i relation til dennes folkeregisteradresse. Socialistisk Folkeparti finder, at man ville kunne risikere et Stasi-lignende samfund, som ville blive helt uudholdeligt.

Med ministerens ændringsforslag til § 10 gøres der samtidig op med den måde, hvorpå man fra en del kommuners side har fortolket forvaltningsloven. Den har undertiden været så kreativ grænsende til total opgivelse af enhver form for hensyn til retssikkerheden, at socialministeren burde have grebet ind.

Med de bemærkninger, der her afgrænser kommunernes ansvar over for almindelige retssikkerhedsprincipper, må det forventes, at de kommuner, der er gået for vidt, tager deres praksis op til fornyet overvejelse.

Socialistisk Folkeparti er endvidere tilfreds med, at uanset den videre adgang til markedsføring, der følger af reglerne i direktivet om beskyttelse af personoplysninger, som nu gennemføres i dansk ret, har regeringen accepteret, at der indføres en mulighed for at spærre sin adresse for henvendelser i markedsføringsøjemed.

Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Dansk Folkeparti er enig i, at der skal gøres en betydelig indsats for at begrænse og bekæmpe socialt snyderi og bedrageri. Bedrageriet sker typisk ved, at personer, der reelt bor på samme adresse, meddeler folkeregistret, at de er flyttet fra hinanden, med den beregnede konsekvens, at indehaveren af forældremyndigheden kan skumme flere tusinde kroner ekstra om måneden i forhøjede sociale ydelser, børnetilskud og boligydelse og tilmed måske få friplads i daginstitutioner.

Socialt bedrageri er umoralsk, usolidarisk og forkert, og bedrageriet skønnes at have et mærkbart omfang, der hvert år lænser de offentlige kasser for betydelige millionbeløb. Der er på denne baggrund intet forkert i, at Folketinget vedtager en lovgivning, der skal forsøge at forhindre, at reelle samboende personer ud fra økonomiske motiver opgiver forkerte adresser til det offentlige med den konsekvens, at de sociale ydelser til snyderen sættes i vejret på bekostning af alle andre, hæderlige skatteborgere.

Dansk Folkeparti er specielt tilfreds med, at et ændringsforslag fra ministeren har den virkning, at de oprindeligt foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2 og 3, er ændret væsentligt og således, at private personer, f.eks. den pågældendes nabo, ikke har oplysningspligt og derfor heller ikke kan straffes for at undlade at give oplysninger. Den oprindelige formulering om, at der til brug for sagen kunne optages forhør i retten, er med den foreslåede ændring heldigvis udgået.

Herudover bevirker ændringsforslaget om »reklamebeskyttelse« en vis styrkelse i forhold til den oprindeligt foreslåede tekst. Det skal bemærkes, at Dansk Folkeparti ikke vil kunne acceptere, at ministeren med lovens kapitel 10 får for vidtgående beføjelser til at videregive oplysninger til private med den konsekvens, at sikkerheden omkring CPR-nummeret slækkes.

Et andet mindretal (Frihed 2000 s medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkeparti)

Til § 6

1) I stk. 2 affattes 2. pkt. således

»For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed, hvorunder opholdsstedet ikke bevæges, jf. § 9.«

Til § 10

2) Stk. 2 og 3 affattes således

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold ud over de oplysninger, som den har adgang til efter anden lovgivning, afkræve følgende oplysninger

1) En nærmere redegørelse fra vedkommende selv om dennes bopælsforhold.

2) En erklæring fra husejer eller lejer om, hvem der flytter til eller fra dennes ejendom eller lejlighed, samt om, hvem der bor eller opholder sig i ejendommen eller lejligheden.

3) Oplysninger fra Post Danmark, private tele- og forsyningsselskaber, private boligselskaber og -foreninger, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter med henblik på at fastlægge vedkommendes bopælsforhold.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold indhente oplysninger i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder, herunder Post Danmark. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.«

Til § 24

3) I stk. 5 ændres »som den danske stat har beordret udsendt« til: »der er ansat i den danske stat og beordret«.

4) I stk. 6 ændres »21 år« til: »18 år« .

Til § 29

5) Stk. 3 affattes således

»Stk. 3. Enhver har ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få indsat en markering i CPR om, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. En sådan markering giver dels den beskyttelse mod markedsføring, der er fastsat i markedsføringslovens § 6 a sammenholdt med denne lovs § 40, stk. 4 og 5, dels den beskyttelse mod videregivelse m.v. til brug ved anden virksomheds markedsføring, der er fastsat i § 36 i lov om behandling af personoplysninger.«

Til § 30

6) I stk. 1 og 2 ændres »§ 29« til: »§ 29, stk. 1 og 2 «.

Til § 38

7) I stk. 2, nr. 4, ændres »om fritagelse fra reklamehenvendelser efter« til: »af, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed, jf.«

Til § 40

8) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker

»Stk. 4. Indenrigsministeriet udarbejder en gang i kvartalet en fortegnelse med oplysning om nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden for de seneste 3 år for samtlige personer, der efter § 29, stk. 3, har en markering i CPR om, at de pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Personer med navne- og adressebeskyttelse efter § 28 medtages ikke i fortegnelsen.

Stk. 5. Erhvervsdrivende har ret til fra Indenrigsministeriet at få leveret en kopi af den i stk. 4 nævnte fortegnelse mod betaling af et beløb til dækning af de omkostninger, der er forbundet med videregivelsen. Organisationer, der varetager erhvervsdrivendes brancheinteresser, har på samme vilkår ret til at få leveret den i stk. 4 nævnte fortegnelse med henblik på videregivelse af fortegnelsen til medlemsvirksomheder. Fortegnelsen må ikke herudover videregives til andre eller offentliggøres.«

Til § 42

9) I stk. 2 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer

»4) eventuel markering af, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed, jf. § 29, stk. 3,«.

Nr. 4-8 bliver herefter nr. 5-9.

Til § 57

10) I stk. 1, nr. 4, indsættes efter »§ 40, stk. 2 og 3,«: »§ 40, stk. 5, 3. pkt., «.

11) Stk. 1, nr. 5, affattes således

»5) undlader at afgive oplysninger efter § 10, stk. 2 og 3, § 13, stk. 4, og § 55, stk. 4, eller afgiver urigtige oplysninger, jf. § 10, stk. 2, nr. 2.«

Til bilag 1

12) I nr. 10 ændres »reklamebeskyttelse« til: »markering af, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er alene tale om en redaktionel ændring med henblik på tydeliggørelse af bestemmelsens indhold.

Til nr. 2

De foreslåede bestemmelser i § 10, stk. 2 og 3, indebærer, at der i forhold til de oprindeligt foreslåede § 10, stk. 2 og 3, kun sker en begrænset udvidelse af andre privates pligt til under strafansvar at bidrage med oplysninger til kommunen til belysning af en persons rette bopæl. Dette sker ved en udtrykkelig opregning af de private m.v. (»positivliste«), der er omfattet af oplysningspligten, jf. den foreslåede ny § 10, stk. 2.

Pligten for private til under strafansvar at give oplysninger i bopælssager har hidtil kun omfattet den flyttende selv samt hus- og logiværter, jf. §§ 5 og 6 i den gældende folkeregistreringslov. Denne pligt opretholdes med ændringsforslaget, men pligten udvides til også at gælde Post Danmark, private tele- og forsyningsselskaber, private boligselskaber og -foreninger, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter, jf. § 10, stk. 2, nr. 3.

Samtidig foreslås det i stk. 3, at oplysninger skal kunne indhentes elektronisk fra offentlige myndigheder både som led i behandlingen af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol, f.eks. samkøring af edb-registre.

Ændringsforslaget er bl.a. baseret på de synspunkter, der er fremkommet i forbindelse med Folketingets Kommunaludvalgs høring den 1. marts 2000 om kommunernes adgang til kontrol kontra borgernes ret til beskyttelse af privatlivet. Ændringsforslaget imødekommer de behov for kontrolmuligheder, der i den forbindelse er afdækket som nødvendige for, at kommunerne kan håndtere de daglige problemer med forkerte adresseangivelser i relation til CPR-loven. Ændringsforslaget skal således sikre en balance mellem legitime kontrolhensyn på den ene side og beskyttelsen af den enkelte borgers privatliv og personlige integritet og dermed af retssikkerheden på den anden side.

Offentlige myndigheders pligt til at bidrage til oplysning om en persons rette bopæl reguleres af forvaltningsloven. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 3, har offentlige myndigheder, som er omfattet af forvaltningsloven, pligt til at give kommunen oplysninger, der er væsentlige for, at kommunen kan træffe afgørelse i en bopælssag, når disse oplysninger ikke vedrører rent private forhold, dvs. afslører særligt følsomme oplysninger i forbindelse med pågældendes privatliv.

Efter § 28, stk. 1, i forvaltningsloven må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, ikke videregives til anden forvaltningsmyndighed.

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysning om, hvilken adresse den pågældende har oplyst at bo på til andre af kommunens forvaltninger, f.eks. socialforvaltning og skattevæsen, eller andre offentlige myndigheder. Oplysninger tilvejebragt i f.eks. sociale sager med hjemmel i § 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område vil også i en del tilfælde kunne benyttes til belysning af en persons bopælsforhold og dermed lægges til grund for registrering af korrekt adresse i CPR. Det skal understreges, at kontrol af oplysninger af betydning på andre områder end folkeregistreringsområdet må ske på grundlag af regler i lovgivningen inden for det respektive forvaltningsområde.

Kommunens forsyningsafdeling kan endvidere ofte give oplysning om regningsadresse og om forbrug af f.eks. el, gas, vand og varme. Oplysning om boligens størrelse, indretning og kvalitet set i forhold til antallet af beboere er også væsentlige oplysninger i bopælssager.

Endelig kan oplysning om en borgers eventuelle anmeldelse af midlertidig eller vedvarende adresseændring til Post Danmark være et værdifuldt bidrag til belysning af en borgers rette bopæl i en konkret bopælssag. Post Danmark er imidlertid ikke omfattet af forvaltningsloven. Derfor medtages Post Danmark udtrykkeligt i ændringsforslaget til § 10, stk. 2, nr. 3, det vil sige, at Post Danmark altid vil have en pligt til på begæring at udlevere oplysning om den adresse, som personen har oplyst til Post Danmark, også når den pågældende har bedt om adressebeskyttelse over for Post Danmark.

Private har kun pligt til at bidrage med oplysninger i bopælssager, i det omfang dette er fastlagt ved lov eller bestemmelser fastsat med hjemmel i lovgivningen. En sådan oplysningspligt har hidtil kun omfattet den flyttende selv samt hus- og logiværter, jf. §§ 5 og 6 i den gældende folkeregistreringslov og folkeregistreringsbekendtgørelsens § 15. Denne oplysningspligt for den pågældende selv samt for hus- og logiværter opretholdes, jf. ændringsforslaget til § 10, stk. 2, nr. 1 og 2.

De oplysninger, der kan belyse en bopælssag, kan bl.a. være oplysninger om, hvilken adresse den pågældende har oplyst til andre at bo på. Det gælder oplysninger om den adresse, som den pågældende har opgivet over for private tele- og forsyningsvirksomheder, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter. Det samlede forbrug af el, vand, varme, gas samt telefon for en bestemt periode kan også tjene til at belyse sagen. Tilsvarende vil gælde oplysninger fra boligselskaber og -foreninger om, hvem der står på lejekontrakten, og om dennes eventuelle bestemmelser om det maksimalt tilladelige antal beboere i lejemålet.

Dette er baggrunden for, at der foreslås oplysningspligt i bopælssager for private tele- og forsyningsselskaber, private boligselskaber og -foreninger, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter, jf. ændringsforslaget til § 10, stk. 2, nr. 3.

Bestemmelsen i det nu foreslåede stk. 2 giver derimod ikke private personer, f.eks. den pågældendes naboer, oplysningspligt i bopælssager, og de kan derfor heller ikke straffes for undladelse af at afgive sådanne oplysninger.

Der er straf for de i § 10, stk. 2, nævnte private m.v. for undladelse af at afgive oplysninger for logiværter tillige for at afgive urigtige oplysninger, jf. § 57, stk. 1, nr. 5, men der kan ikke som oprindelig foreslået optages forhør i retten, jf. retsplejelovens § 1018.

Bestemmelsen om oplysningspligt skal administreres med respekt for det forbud mod »selvinkriminering«, som er nævnt i artikel 14, stk. 3, litra g, i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Efter denne bestemmelse skal enhver ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til ikke at blive tvunget til at vidne mod sig selv eller erkende sin skyld.

Den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder ikke nogen tilsvarende udtrykkelig bestemmelse. Der kan imidlertid udledes et lignende forbud mod selvinkriminering, således som konventionens artikel 6, stk. 1, om en retfærdig rettergang er blevet fortolket i praksis. Det følger heraf, at en person ikke under strafansvar (eksempelvis efter § 57, stk. 1, nr. 5, ved at undlade at afgive oplysninger) kan pålægges at give oplysninger, der vil kunne udsætte den pågældende selv for straf (eksempelvis efter § 57, stk. 1, nr. 1, om ikke rettidigt at anmelde flytning), hvis vedkommende på det tidspunkt er »tiltalt « (»charged«) i konventionens forstand.

Den form for myndighedskontrol, der er omfattet af bestemmelsen i stk. 2, sker for at kontrollere en persons bopælsforhold uden for strafferetten, det vil sige uden, at der foreligger mistanke om en konkret strafbar lovovertrædelse. Der kan med hjemmel i bestemmelsen indhentes en nærmere redegørelse fra personen selv om dennes bopælsforhold i de situationer, hvor kommunen som led i det almindelige tilsyn og kontrol undersøger, om en person er korrekt bopælsregistreret.

Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes til under strafansvar efter § 57, stk. 1, nr. 5, at indhente oplysninger fra den pågældende selv, hvis der på det tidspunkt, hvor oplysningerne søges indhentet, er mistanke om, at denne har gjort sig skyldig i et strafbart forhold i forbindelse med adresseregistreringen i CPR. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger i stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler. Hvis der er en begrundet mistanke om, at der er sket en overtrædelse af CPR-lovgivningen, skal kommunen derfor anmelde dette til politiet med henblik på efterforskning af det anmeldte forhold.

Kommunernes behandling af en sag om en persons bopælsforhold med henblik på at sikre korrekt registrering af adressen i CPR skal som i andre sager i forvaltningen ske under iagttagelse af forvaltningslovens regler og god forvaltningsskik, herunder bl.a. vedrørende sagens tilstrækkelige belysning (undersøgelsesprincippet), vejledning, aktindsigt, partshøring, begrundelse, bekendtgørelse og klagevejledning. Disse retssikkerhedsgarantier bringes således i anvendelse over for borgerne, når kommunen undersøger en formodning om, at de er fejlregistreret i CPR.

Hvad særligt angår spørgsmålet om politiets medvirken bemærkes, at fastlæggelsen af en borgers bopælsforhold alene er en kommunal opgave. Politiet medvirker ikke ved løsningen af denne opgave. Derimod vil kommunalbestyrelsen kunne anmode politiet om bistand ved begrundet mistanke om overtrædelse af CPR-loven.

Det skal i øvrigt understreges, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der selv vælger indhold og omfang af den forebyggende og kontrollerende indsats i sager om borgernes bopælsforhold inden for rammerne af forvaltningsloven, CPR-loven og anden lovgivning.

Den foreslåede ny § 10, stk. 3, indebærer, at oplysninger fra offentlige myndigheder, herunder Post Danmark, kan indhentes elektronisk både som led i behandlingen af en enkelt sag og som led i en generel søgning til brug for kontrol, f.eks. samkøring af edb-registre. Bestemmelsen er en parallel til en tilsvarende bestemmelse i § 12, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til nr. 3 og 4

Ønsket med ændringsforslagene er at bringe bestemmelserne i overensstemmelse med folketingsvalgloven, herunder at undgå fortolkningstvivl.

Til nr. 5

Med ændringsforslaget sker en tilpasning af bestemmelsen i CPR-lovforslagets § 29, stk. 3, til justitsministerens forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147), som er fremsat den 9. december 1999, for så vidt angår dette lovforslags bestemmelser i § 36 om videregivelse af oplysninger til andre virksomheder til brug ved markedsføring, samt justitsministerens forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (L 213), hvori bl.a. indgår bestemmelser om direkte uanmodet markedsføring (ny § 6 a i markedsføringsloven), som justitsministeren har fremsat den 1. marts 2000.

Det forudsættes i de nævnte bestemmelser i disse to lovforslag, at det skal være muligt for fysiske personer gebyrfrit at få registreret i CPR, at de generelt ikke ønsker at modtage henvendelser i markedsføringsøjemed.

Med denne registrering er det muligt for den erhvervsdrivende at tjekke i CPR, om forbrugeren har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, hvilket efter § 36, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger skal ske, inden virksomheden videregiver generelle oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed med henblik på markedsføring eller anvender oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed. Der henvises til § 36 og bemærkningerne hertil i forslag til lov om behandling af personoplysninger (L 147).

Det er samtidig muligt for den erhvervsdrivende at foretage det tjek i CPR af, om forbrugeren har frabedt sig reklamehenvendelser, som efter bestemmelserne i § 6 a, stk. 2 og 4, i markedsføringsloven skal ske i forbindelse med direkte henvendelser i markedsføringsøjemed. Der henvises til den forslåede ny § 6 a og bemærkningerne hertil i forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love (L 213).

Til nr. 6

I forbindelse med den ændrede affattelse af § 29, stk. 3, som følger af ændringsforslagets nr. 4, er det fundet, at der ikke, som oprindelig foreslået med affattelsen af CPR-lovforslaget § 30, stk. 1, også skal gives automatisk beskyttelse mod henvendelser i markedsføringsøjemed til personer, der får navne- og adressebeskyttelse, men at beskyttelsen mod henvendelser i markedsføringsøjemed i alle tilfælde kun kan ske efter særskilt anmodning fra den pågældende.

Til nr. 7

Der er tale om en konsekvensrettelse, jf. ændringsforslag nr. 5.

Til nr. 8

Det forudsatte tjek i CPR efter § 36 i lov om behandling af personoplysninger og den ny § 6 a i markedføringsloven af, om den pågældende person har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, vil kunne ske i overensstemmelse med bestemmelserne i CPR-lovforslagets kapitel 10 om Indenrigsministeriets videregivelse af oplysninger til private.

Med de foreslåede nye bestemmelser i § 40, stk. 4 og 5, får de erhvervsdrivende, som forudsat i den foreslåede ny § 6 a, stk. 2, i markedsføringsloven mulighed for selv at foretage tjekket mod en fortegnelse, som Indenrigsministeriet en gang i kvartalet udarbejder over personer, der har markering i CPR af, at de pågældende har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed.

Indenrigsministeriet vil levere kopi af fortegnelsen til de i stk. 5 nævnte erhvervsdrivende og organisationer med oplysning om nuværende navn og adresse samt eventuel seneste tidligere adresse inden for de seneste 3 år for samtlige personer, der efter § 29, stk. 3, har en markering i CPR om, at de pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed. Personer med navne- og adressebeskyttelse efter § 28 medtages ikke på fortegnelsen. Levering af kopi af fortegnelsen vil kunne ske på gængse edb-medier, f.eks. papir, magnetbånd, kassettebånd, streamer, disketter, cd-rom og filoverførsel. For levering af en kopi af fortegnelsen betales et beløb til dækning af de omkostninger, der er forbundet med videregivelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den ny § 6 a i markedsføringsloven.

Til nr. 9

Der er tale om en konsekvensrettelse, der sikrer, at en erhvervsdrivendes kontrol af, om en person har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed, også kan ske ved enkeltforespørgsel til en kommune efter § 42, stk. 1 og 2, jf. identifikationskravet i § 42, stk. 6, eller som elektronisk enkeltforespørgsel til CPR, jf. § 39. Dette kan være aktuelt, hvor en erhvervsdrivende i en konkret situation ønsker at rette henvendelser i markedsføringsøjemed til nogle få forbrugere.

Til nr. 10

Der er tale om en konsekvensrettelse, der sikrer, at videregivelse af fortegnelsen, ud over hvad der er fastsat i stk. 5, eller offentliggørelse af fortegnelsen strafbelægges.

Til nr. 11

Der er dels tale om en indføjelse i straffebestemmelsen om, at logiværters strafansvar også gælder ved afgivelse af forkerte oplysninger, dels om en rettelse af en fejl, for så vidt angår henvisningen til § 13, stk. 4.

Til nr. 12

Der er tale om en konsekvensrettelse, jf. ændringsforslag nr. 5.

Klaus Hækkerup (S) nfmd. Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Karen J. Klint (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Anne Baastrup (SF) Else Winther Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) fmd. Henning Grove (KF) Birthe Skaarup (DF) Thorkild B. Fransgaard (FRI)

Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.