Legislator Case Law & Legislation
199914L00538 DK

Betænkning over Forslag til lov om væddemål i forbindelse med heste- og hundevæddeløb

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1999 269 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 10. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om væddemål i forbindelse med heste- og hundevæddeløb

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet et spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 10

1) »54 mill. kr.« ændres til: »51,5 mio. kr.«, »108 mill. kr.« ændres til: »103 mio. kr.«, »113 mill. kr.« ændres til: »108 mio. kr.«, »123 mill. kr.« ændres til: »118 mio. kr.«, »133 mill. kr.« ændres til: »128 mio. kr.«, og »143 mill. kr.« ændres til: »138 mio. kr.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget og bemærkningerne til forslagets § 10 fremgår det, at Tipstjenesten som et led i købet af hestesportens spilleselskab DanToto A/S og rettighederne til spil på hestesportens baner garanterer, at hestesporten de første år får de i § 10 anførte beløb under forudsætning af, at overskuddet fra spillet mindst vil svare til hestesportens nuværende overskud på i størrelsesordenen 85 mio. kr.

I forbindelse med en detaljeret redegørelse om DanToto A/S' økonomiske forhold er det endelige overskud for 1999 opgjort til 80 mio. kr. I dette beløb er inkluderet 5 mio. kr., som de 10 hestevæddeløbsbaner samlet har modtaget i provisionsaflønning for salg af spil direkte på banerne. Spil solgt i indskudsboder har DanToto selv stået for.

Tipstjenesten og hestesporten er enige om, at det forretningsmæssigt mest hensigtsmæssige for begge parter vil være, hvis det nye datterselskab giver banerne status som forhandlere og garanterer disse en mindsteprovision på 4 pct. af spilleomsætningen. Spilleselskabets bestyrelse vil naturligvis på et senere tidspunkt kunne forhøje provisionen som led i et incitament til at øge spilleaktiviteten på banerne. Da banerne med mindsteprovisionen årligt modtager ca. 5 mio. kr., skal de beløb, som Tipstjenesten årligt skal betale hestesporten via Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond, tilsvarende reduceres med 5 mio. kr.

En sådan ændring af købsaftalen forekommer ud fra et forretningsmæssigt synspunkt hensigtsmæssig. Det foreslås derfor, at beløbet for 1. juli-31. december 2000 nedsættes med 2,5 mio. kr. til 51,5 mio. kr., og at beløbene for de følgende år reduceres med 5 mio. kr. til 103 mio. kr. for 2001, 108 mio. kr. for 2002, 118 mio. kr. for 2003, 128 mio. kr. for 2004 og 138 mio. kr. for 2005 og følgende år.

Efter udarbejdelsen af redegørelsen om DanToto's økonomiske forhold finder parterne endvidere, at den tekniske overdragelse af spilleaktiviteterne fra DanToto til det nye spilleselskab ikke bør ske som køb af aktier - således som det er beskrevet i de almindelige bemærkninger under lovforslagets indhold - men som et køb af selskabets aktiviteter og aktiver.

Det betyder, at det nye spilleselskab vil købe de fleste af aktiviteterne i DanToto, men at det lader nogle aktiviteter, som f.eks. produktion af Væddeløbsbladet, blive tilbage i DanToto. Det vil herefter være op til hestevæddeløbssporten, der ejer DanToto, enten at videreføre eller afhænde disse aktiviteter.

Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Carsten Koch (S) Anna-Marie Hansen (S) Erik Mortensen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Anders Samuelsen (RV) Frank Aaen (EL) Kristian Jensen (V) Mariann Fischer Boel (V) fmd. Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FRI)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →