Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 4. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af straffeloven
(Maskeringsforbud)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) støtter forslaget om maskeringsforbud og skal i den anledning bemærke, at Dansk Folkeparti allerede den 19. november 1999 fremsatte et beslutningsforslag med et tilsvarende formål og sigte, B 46, om hætteforbud ved demonstrationer eller lignende.
Maskeringsforbud og hætteforbud har været på tale gennem mange år, og det er godt, at forslaget nu kommer fra regeringen. Gennem 1980'erne og 90'erne var der udbredt modstand mod tankerne om maskeringsforbud ved demonstrationer fra partierne på venstrefløjen og midterpartierne. Men den voldelige udvikling i forbindelse med demonstrationer, som er fortsat op gennem 90'erne, og som tilmed har udviklet sig mere og mere vandalistisk, har bevist, at et maskeringsforbud er nødvendigt.
Men et maskeringsforbud er sandsynligvis ikke tilstrækkeligt for at genoprette ordentlige og fredelige tilstande under demonstrationer. Dansk Folkeparti mener, at det gennem de seneste 10 til 15 år i stigende omfang er set, at fremmede og antidemokratiske grupperinger forsøger at destabilisere samfundet ved at lave optøjer eller ved - nogle gange »planlagt« - at lade demonstrationer komme ud af kontrol med ofte omfattende ballade og optøjer, kampe med politiet og hærværk til følge.
Derfor finder Dansk Folkeparti, at regeringen og oppositionen løbende må overveje, hvilke andre virkemidler der med fordel kan tages i anvendelse. For eksempel anvendelse af vandkanoner i forbindelse med bekæmpelse af demonstrationer, der har udviklet sig til voldelige optøjer. Herudover må man overveje anvendelsen af anonyme vidner og civile agenter for at få de personer identificeret, som står bag organiserede optøjer under dække af demonstrationsfriheden. Endelig må man overveje at lade staten yde erstatning til private og erhvervsdrivende, der får deres ejendomme og værdier ødelagt, vandaliseret eller plyndret under demonstrationer, der er kommet ud af kontrol.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Dorte Bennedsen (S) Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard (EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V) Tom Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF) Jens Heimburger (KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)