Betænkning over Forslag til ferielov

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 3. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til ferielov

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra

Det Danske Handelskammer,

Finanssektorens Arbejdsgiverforening og

Rørbæk-Centret.

Der er af arbejdsministeren og af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod det under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) er meget betænkelig ved den konstruktion, regeringen har foreslået i forhold til at kunne overføre ferie fra det ene ferieår til det andet. Den socialdemokratisk ledede regering giver fagbevægelsen magten over samtlige lønmodtagere, uanset om disse lønmodtagere har valgt ikke at være medlem af en fagforening og/eller at stå uden for en kollektiv overenskomst. Det samme gør sig gældende på arbejdsgiversiden. De arbejdsgivere, der har valgt at stå uden for arbejdsgiverorganisationerne og/eller uden for kollektive overenskomster, er underlagt de regler og muligheder, der bliver forhandlet på plads i de kollektive overenskomster, hvad angår ferieoverførsel. Det er ikke rimeligt, at de lønmodtagere og arbejdsgivere, der har valgt at stå uden for organisationerne, skal reguleres af disse og ikke via lovgivningen. Derudover finder disse partier, at det er helt overflødigt at lave en sådan konstruktion for ferieoverførsel. Det bør alene være op til den enkelte arbejdsgiver og lønmodtager at kunne aftale at overføre ferie, uden at det kræver en godkendelse højere oppe fra. En sådan bestemmelse vil ikke ændre på, at lønmodtager altid har ret til fem ugers ferie om året, og at en ferieoverførsel kræver enighed mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Partierne er derfor medforslagsstillere til et ændringsforslag, der sikrer denne simple model. Skulle dette ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil disse medlemmer stemme hverken for eller imod ændringsforslag nr. 3 og 5 stillet af arbejdsministeren. Partierne vil ikke stemme imod disse ændringsforslag, da de, i forhold til den enkelte lønmodtager trods alt indebærer en forbedring i forhold til det oprindelige lovforslag. Det oprindelige forslag indebar en direkte diskrimination af de lønmodtagere, der stod uden for en kollektiv overenskomst, og gav fagbevægelsen et redskab til at tvinge lønmodtagere ind under en kollektiv overenskomst, hvis de ønskede det gode, det vil være at få mulighed for at opspare ferie. Partierne kan omvendt ikke stemme for ændringsforslagene på grund af den magt, der gives til de organiserede over de ikkeorganiserede. Partierne stemmer imod det af arbejdsministeren under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Venstre og Kristeligt Folkeparti er ikke i samme grad som arbejdsministeren, jf. svaret på spørgsmål nr. 24, overbevist om, at de ændrede regler om modregning (§ 23, stk. 4) ikke giver øgede administrative byrder for erhvervslivet. Disse partier vil derfor følge udviklingen på dette område. Partierne har ligeledes noteret sig, at arbejdsministeren i sit svar på spørgsmål 70 oplyser, at den nye bestemmelse i § 23, stk. 4, vil medføre en administrativ meromkostning for kommuner, amter og staten. Der synes ikke at være overensstemmelse mellem arbejdsministerens svar på spørgsmål 24 og 70. Hvis den nye bestemmelse medfører administrative meromkostninger for den offentlige sektor, må dette alt andet lige også forventes for det private erhvervsliv.

Et mindretal inden for mindretallet (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker lovforslaget ændret, så det bliver muligt at overføre ferie fra det ene ferieår til det næste ferieår også for lønmodtagere ansat på individuelle kontrakter. Det bør efter mindretallets opfattelse være muligt frit at kunne aftale dette på den enkelte virksomhed, også selv om virksomheden ikke er dækket af en kollektiv overenskomst. Dette er baggrunden for, at Det Konservative Folkeparti sammen med en række andre partier har stillet ændringsforslag nr. 2.

Hvis ændringsforslag nr. 2 ikke bliver vedtaget, vil Det Konservative Folkeparti stemme for ændringsforslag nr. 3 og 5 stillet af arbejdsministeren. Disse ændringsforslag vil sikre det samme hensyn som ændringsforslag nr. 2, men på en ganske vist helt unødvendig besværlig og bureaukratisk måde. Til trods herfor vil mindretallet alligevel støtte ændringsforslagene, idet konsekvensen af forslagenes forkastelse vil være, at ansatte på virksomheder uden kollektiv overenskomst bliver frataget muligheden for at kunne overføre ferie fra det ene ferieår til det næste.

Det Konservative Folkeparti vil derimod stemme imod ændringsforslag nr. 4 stillet af arbejdsministeren. Ændringsforslaget vil forpligte direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til i fornødent omfang at indhente en udtalelse fra parterne på vedkommende faglige område, hvis man på en virksomhed uden kollektiv overenskomst ønsker at aftale overførsel af ferie. En sådan høring er helt overflødig og principielt stærkt betænkelig, idet parterne ikke bør have adkomst til at blande sig i interne aftaler truffet på en virksomhed, som ikke er dækket af en overenskomst indgået af de pågældende parter.

Et andet mindretal inden for mindretallet (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) er ikke tilfreds med det af ministeren stillede ændringsforslag til § 19 om mulighed for overførsel af ferie til det følgende ferieår. CD mener, at der er behov for langt større fleksibilitet for den enkelte lønmodtager med hensyn til muligheden for at aftale en overførsel af ferie til det følgende ferieår med sin arbejdsgiver, og at beskyttelseshensynet ikke er relevant i denne sammenhæng. Muligheden for overførsel af ferie til det følgende ferieår bør derfor ikke afhænge af indholdet af en kollektiv overenskomst.

CD forudser, at det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag til § 19 vil medføre en masse bøvl og unødig administration dels for virksomhederne, dels for Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at anvende det foreslåede § 19, stk. 5, er til stede.

Derfor er CD medforslagsstiller til et ændringsforslag, der sikrer, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår. Skulle dette ændringsforslag ikke blive vedtaget, vil CD stemme hverken for eller imod de af arbejdsministeren under nr. 3 og 5 stillede ændringsforslag, da CD anerkender, at det er en lille forbedring i forhold til det fremsatte lovforslag. CD vil stemme for det samlede lovforslag ved 3. behandling.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af arbejdsministeren stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil dog stemme for det under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Mindretallet stemmer imod lovforslaget, fordi der på en række punkter er tale om forringelser i forhold til gældende lovgivning.

For det første er der tale om, at arbejdsgiverne direkte får videre mulighed for at ændre ved tidligere aftalt ferie til ugunst for de ansattes ferieplanlægning. For det andet er hovedindholdet i lovforslaget at åbne for en fleksibilisering af ferielovens karakter af ufravigelige mindsteregler, dvs. at de ansatte kan presses til at indgå aftaler på arbejdsgiverens betingelser.

Mulighederne for at fravige ferielovens bestemmelser gennem kollektive aftaler, centralt eller lokalt, vil være baseret på ulighederne, som udspringer af arbejdsgivernes ledelsesret, og mindretallet frygter, at mange ansatte ikke mindst på mindre og »svage« arbejdspladser vil kunne udsættes for et pres fra arbejdsgivernes side om f.eks. udskydelse af ferie og afholdelse af ferie i timer.

Alt i alt er der primært tale om en fleksibilisering af ferieloven, som først og fremmest vil kunne medvirke til, at ansatte, som står fagligt svagt, får forringede ferievilkår.

Med det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag nr. 3 bliver dette problem ikke mindre, idet det også åbner for individuelle aftaler om fravigelser fra loven på arbejdspladser, hvor der ikke er indgået overenskomst. Derfor stemmer mindretallet imod dette ændringsforslag og de dermed forbundne ændringsforslag (nr. 4 og 5). Såfremt ændringsforslag nr. 3 alligevel bliver vedtaget, vil mindretallet dog stemme for ændringsforslag nr. 4 og 5.

Endelig stemmer mindretallet også imod det ændringsforslag, som er stillet af V, KF, DF, CD og KRF, som blot går ud på at fjerne den rest af overenskomstmæssig beskyttelse mod forringede ferievilkår, der ligger i lovforslaget.

Et fjerde mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag og imod det under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 3

1) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke

»Stk. 5. Indenrigsministeren kan fastsætte ferieregler for værnepligtige i det statslige redningsberedskab samt efter høring af de relevante lønmodtagerorganisationer endvidere fastsætte andre

ferieregler for kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår i det statslige redningsberedskab.«

Til § 19

Af et flertal (V, KF, DF, CD og KRF)

2) Stk. 1 affattes således

»En lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår.«

Af arbejdsministeren, tiltrådt af et mindretal (S og RV)

3) Efter stk. 4 indsættes som nye stykker

»Stk. 5. Lønmodtagere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan for optjent ferie ud over 20 dage indgå aftale med arbejdsgiveren om overførsel af ferie efter reglerne i stk. 2-4 og på følgende yderligere betingelser

1) Lønmodtagere, der er ansat på et fagligt område, hvor der er indgået en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan aftale med arbejdsgiveren, at den pågældende overenskomst finder anvendelse på spørgsmålet om overførsel af ferie. Hvis der er indgået flere overenskomster om løn- og arbejdsvilkår inden for det pågældende faglige område, finder den overenskomst anvendelse, som omfatter det største antal lønmodtagere.

2) Lønmodtagere, der er ansat på et fagligt område, hvor der ikke er indgået kollektive overenskomster, kan aftale med arbejdsgiveren, at en overenskomst om overførsel af ferie på et andet fagligt område finder anvendelse.

Stk. 6. En arbejdsgiver, som ønsker at indgå aftaler med sine ansatte efter stk. 5, skal skriftligt meddele direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, hvilke kollektive overenskomster der ønskes anvendt og for hvilke personalegrupper, jf. § 44, stk. 7. Uoverensstemmelser om fortolkning af eller brud på den overenskomst, der finder anvendelse, jf. stk. 5, afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 22 i lov om Arbejdsretten. «

Til § 43

4) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

»Stk. 3. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen skal i forbindelse med afgørelse af sager efter § 44, stk. 7, i fornødent omfang indhente en udtalelse fra parterne på vedkommende faglige område.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Til § 44

5) Efter stk. 6 indsættes som nyt stykke

»Stk. 7. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen træffer inden 6 uger afgørelse om, hvorvidt betingelserne i § 19, stk. 5, nr. 1 og 2, er opfyldt. Hvis der ikke er truffet en endelig eller foreløbig afgørelse inden 6 uger, anses betingelserne for opfyldt.«

Bemærkninger

Til nr. 1

I indenrigsministerens forslag til lov om ændring af beredskabsloven, lov om orlov og lov om ferie (L 174), åbnes der mulighed for, at kvinder kan antages til tjeneste i det statslige redningsberedskab på værnepligtslignende vilkår. I L 174 foreslås desuden, at den gældende lov om ferie ændres, således at kvinder antaget i det statslige redningsberedskab på værnepligtslignende vilkår stilles på samme måde, som kvinder antaget i forsvaret på værnepligtslignende vilkår.

Som en konsekvens heraf foreslås det i stk. 5, at indenrigsministeren gives den samme kompetence, som forsvarsministeren har efter ferielovforslagets § 3, stk. 3, således at indenrigsministeren kan fastsætte ferieregler for værnepligtige i det statslige redningsberedskab og for kvinder ansat på værnepligtslignende vilkår i det statslige redningsberedskab. Som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 3, stk. 3, har arbejdsministeren i dag efter den gældende lov en bemyndigelse til at fastsætte ferieregler for værnepligtige. Forslaget ændrer ikke på det forhold, at værnepligt betragtes som borgerligt ombud, der ikke er omfattet af lønmodtagerbegrebet.

Til nr. 2

Det foreslås, at en lønmodtager og en arbejdsgiver altid vil kunne indgå aftale om overførsel af optjent ferie ud over 20 dage uden yderligere betingelser.

Til nr. 3

Det foreslås i stk. 5, at ikkeoverenskomstdækkede lønmodtagere, som er beskæftiget på et i øvrigt overenskomstdækket område, hvor der er indgået kollektiv overenskomst om overførsel af ferie efter § 19, kan aftale med deres arbejdsgiver, at de kan overføre ferie efter reglerne i den pågældende overenskomst. Såfremt der på et sådant i øvrigt overenskomstdækket område ikke har kunnet opnås enighed om en overenskomst om overførsel af ferie, har de ikkeoverenskomstdækkede lønmodtagere altså heller ikke ret hertil.

Det vil kunne forekomme, at flere overenskomster dækker det samme faglige område. I den situation foreslås det, at man vælger den overenskomst, som omfatter det største antal lønmodtagere.

Såfremt ikkeoverenskomstdækkede lønmodtagere er ansat på et område, hvor der heller ikke i øvrigt er indgået kollektive overenskomster, hvilket bl.a. kan være tilfældet for visse lederstillinger, foreslås det, at sådanne lønmodtagere kan aftale med deres arbejdsgiver, at en overenskomst på et andet område om overførsel af ferie kan anvendes som grundlag efter § 19 for at overføre ferie.

En arbejdsgiver, der ønsker at benytte sig af muligheden efter stk. 5 for at indgå aftaler med sine ikkeoverenskomstdækkede lønmodtagere om overførsel af ferie, skal som gyldighedsbetingelse efter stk. 6 skriftligt give meddelelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen med angivelse af, hvilke overenskomster der ønskes anvendt og for hvilke personalegrupper, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 44, stk. 7. Uoverensstemmelser om den overenskomst, som herefter finder anvendelse, afgøres i det fagretlige system, jf. tilsvarende bestemmelser i andre love, f.eks. arbejdsmiljølovens § 10.

Til nr. 4

I et nyt § 43, stk. 3, foreslås, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen til brug ved sine afgørelser i sådanne sager skal indhente en udtalelse fra både arbejdsgiver- og lønmodtagerside. Typisk vil der være tale om at høre vedkommende fagforbund og den modstående arbejdsgiverorganisation. Høring af parterne kan dog undlades i tilfælde, hvor der er indsendt en lang række sager fra det samme område, og hvor direktøren derfor har det nødvendige beslutningsgrundlag.

Til nr. 5

Endvidere foreslås i et nyt § 44, stk. 7, at direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen inden 6 uger skal træffe en endelig eller foreløbig afgørelse om, hvorvidt betingelserne i § 19, stk. 5, nr. 1 og 2, er opfyldt. I modsat fald anses betingelserne for opfyldt. En foreløbig afgørelse kan komme på tale, hvis f.eks. en sag er meget vanskelig eller principiel. I den situation vil det være rimeligt, at virksomheden kan få lov at anvende ordningen, indtil sagen kan afgøres, f.eks. begrænset til det løbende ferieår, eller i særlige tilfælde, at der må gives et foreløbigt afslag. Direktørens godkendelse af, at en given overenskomst kan finde anvendelse, sker med forbehold for, at overenskomsten senere ændres eller bortfalder, eller at overenskomstforholdene i øvrigt ændrer sig i forhold til, hvad der gjaldt på godkendelsestidspunktet. Direktørens afgørelse kan efter reglen i § 45 indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

I det omfang arbejdsgivere ønsker at benytte sig af muligheden i § 19, stk. 5 og 6, og derfor retter henvendelse til direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, vil forslaget indebære en administrativ merbelastning af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Poul Erik Dyrlund (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Carsten Hansen (S) Bjarne Laustsen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Ole Sohn (SF) nfmd. Susanne Clemensen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Mogens Andreasen (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.