Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om fyrværkeri
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren og dennes svar herpå optrykt efter ønske fra Dansk Folkepartis medlem af udvalget
Spørgsmål 2
Ministeren bedes oplyse, hvor mange der i de senere år er blevet taget i at smugle ulovligt fyrværkeri ind i landet.
Svar
Til brug for besvarelsen har jeg indhentet følgende udtalelse fra Justitsministeriet, hvortil jeg kan henholde mig
»Justitsministeriet har vedrørende spørgsmål 2 indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst følgende
»Det er ikke muligt ud fra registreringerne i Kriminalregisteret eller politiets journalsystemer at oplyse antallet af sager om smugling af ulovligt fyrværkeri. «
Justitsministeriet kan vedrørende antallet af afgørelser om overtrædelse af lov om fyrværkeri m.v. henvise til Justitsministeriets skrivelser af 29. marts 1999 og 2. juni 1999 til Indenrigsministeriet. Skrivelserne vedlægges i kopi.«
Spørgsmål 3
Ministeren bedes give udvalget en oversigt over, hvor meget fyrværkeri der skønnes at blive indført ulovligt i landet.
Svar
Til brug for besvarelsen har jeg indhentet følgende udtalelse fra Beredskabsstyrelsen, hvortil jeg kan henholde mig
»Beredskabsstyrelsen råder ikke over statistiske oplysninger om omfanget af den ulovlige import af fyrværkeri. Styrelsen har derfor rettet henvendelse til Foreningen af fyrværkerifabrikanter og -grossister i Danmark.
Ifølge fyrværkeribrancheforeningen vil et forsigtigt skøn over den ulovlige indførsel ligge på omkring 3.000 tons fyrværkeri, svarende til en skønnet salgsværdi på mellem 150 og 200 mio. kr.
Til sammenligning kan det oplyses, at den samlede lovlige indførsel af fyrværkeri i 1999 forventes at udgøre omkring 5.000 tons, svarende til en salgspris på mellem 450 og 500 mio. kr.
Det skal bemærkes, at det nævnte tal er forbundet med en vis usikkerhed, idet den endelige opgørelse over den lovlige import for 1999 endnu ikke foreligger.«
JUSTITSMINISTERIET
Civil- og Politiafdelingen
Politikontoret
SLOTSHOLMSGADE 10
1216 KØBENHAVN K
33 92 33 40 TELEFAX 33 93 35 10
Den 29. marts 1999
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Indenrigsministeriet har ved skrivelse af 26. februar 1999 (j.nr. 1999/2705-8) anmodet Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelse af spørgsmål nr. 27 (Alm. del bilag 93) fra Folketingets Kommunaludvalg.
Justitsministeriet har i den anledning indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst følgende
»Afgørelser vedrørende overtrædelse af lov om fyrværkeri, der ikke tillægges særlig gentagelsesvirkning, registreres alene i Det Centrale Kriminalregister, hvis overtrædelsen har medført bøde på mindst 1000 kr. eller konfiskation samt hæfte eller fængsel.
Overtrædelse af loven eller bekendtgørelsen udstedt i medfør af loven registreres ved anvendelse af en specifik gerningskode. Det er således ikke umiddelbart muligt at identificere, hvilken overtrædelse af loven eller bekendtgørelsen der har givet anledning til sanktionen.
Hertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at der under andre gerningskoder kan være registreret afgørelser, hvor overtrædelse af loven eller bekendtgørelsen indgår, idet overtrædelsen kan være et mindre betydende forhold i en sag, der omfatter flere strafbare forhold.«
Frank Jensen
Lars J. Findsen
JUSTITSMINISTERIET
Civil- og Politiafdelingen
Politikontoret
SLOTSHOLMSGADE 10
1216 KØBENHAVN K
33 92 33 40 TELEFAX 33 93 35 10
Den 2. juni 1999
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Under henvisning til Justitsministeriets skrivelse af 29. marts 1999 samt telefonisk aftale med fuldmægtig Anne von der Recke (Indenrigsministeriets j.nr. 1999/2705-8) kan Justitsministeriet oplyse følgende
Rigspolitichefen har foretaget en sammentælling af personer og selskaber, som har været sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og senere er blevet idømt en bøde på mindst 1.000 kr. eller konfiskation eller hæfte, eller som har opbevaret fyrværkeri i strid med lovens bestemmelser eller har solgt fyrværkeri til personer under 18 år.
Det drejer sig om
1996: 809
1997: 725
1998: 433
Rigspolitichefen har bemærket, at baggrunden for det lave tal i 1998 formentlig ikke skyldes et fald i antallet af sigtelser, men derimod at sagerne ikke opdateres, før der er truffet afgørelse i sagerne. Således må 1998-tallet forventes at stige i løbet af 1999. På tilsvarende vis kan tallene fra 1996 og 1997 stige lidt.
Rigspolitichefen har tillige bemærket, at personer med flere sigtelser inden for det samme år kun er medregnet én gang.
Endelig bemærker Rigspolitichefen, at tallene i øvrigt ikke kan lægges for håndfast til grund som værende dækkende for det reelle antal overtrædelser af fyrværkeriloven, som givetvis er større.
Med hensyn til bøder på under 1.000 kr. vedlægges en oversigt fra bøderegistret.
Med venlig hilsen
Lars J. Findsen
Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 4. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om fyrværkeri
(Udvidelse af strafferammen)
[af Christian H. Hansen (DF) m.fl.]
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret skriftligt. To af udvalgets spørgsmål og indenrigsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis medlem) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Klaus Hækkerup (S) nfmd. Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Karen J. Klint (S) Lars Kramer Mikkelsen (S) Anni Svanholt (SF) Ebbe Kalnæs (CD) Dorit Myltoft (RV) Kristen Touborg (SF) Else Winther Andersen (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Harald Kjøller (V) Jens Vibjerg (V) Knud Erik Kirkegaard (KF) fmd. Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) Thorkild B. Fransgaard (FRI)
Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.