Legislator Case Law & Legislation
199914L00511 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1999 263 Valid

Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 4. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af færdselsloven

(Forsøg med hastighedsgrænser på motorveje m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i to møder og har herunder stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

En del af flertallet (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) understreger, at disse partier alene kan støtte forsøg med højere hastighed på motorvej, men ikke de foreslåede overhalingsforbud.

En anden del af flertallet (Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) understreger, at Dansk Folkeparti hellere havde set en permanent forhøjelse af hastighedsgrænsen, som foreslået ved lovforslag nr. L 172 om ændring af færdselsloven (Forhøjelse af hastighedsgrænser på motorveje og motortrafikveje for lastbiler, personbiler og motorcykler med tilkoblet påhængskøretøj), men at der desværre ikke var flertal herfor. Dansk Folkeparti er heller ikke begejstret for, at der som forsøg indføres overhalingsforbud på visse strækninger, men vil alligevel ved 3. behandling stemme for lovforslaget.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og det stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og det stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Ændringsforslag

Af et flertal (V, KF, DF og CD)

Til § 1

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer

»01. I § 42 indsættes som stk. 6

»Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 2 kan trafikministeren træffe bestemmelse om udførelse af forsøg med højere hastigheder på motorveje. ««

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indebærer, at den foreslåede hjemmel til trafikministeren til at træffe bestemmelse om udførelse af forsøg med højere hastighed på motorvej udvides til også at omfatte personbiler og motorcykler. Det er forslagsstillernes opfattelse, at der bør åbnes mulighed for forsøg med højere hastighed på motorveje for personbiler og motorcykler, dog således at hastighedsgrænsen maksimalt forsøgsvis kan fastsættes til 130 km/t.

Poul Andersen (S) nfmd. Holger Graversen (S) Søren Hansen (S) Helge Mortensen (S) Jytte Wittrock (S) Margrete Auken (SF) Arne Melchior (CD) fmd. Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Svend Heiselberg (V) Kristian Jensen (V) Svend Erik Hovmand (V) Erik Jacobsen (V) Kaj Ikast (KF) Brian Mikkelsen (KF) Ole Donner (DF) Klaus Kjær (DF)

Frihed 2000 og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →