Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Trafikudvalget den 4. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af færdselsloven
(Bødefastsættelse)
Udvalget har behandlet lovforslaget i to møder og har herunder stillet spørgsmål til trafikministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Flertallet udtaler, at der ikke bør ske en yderligere forhøjelse af bøden for overskridelse af størst tilladte totalvægt, udover hvad der følger af den foreslåede afrunding til nærmeste beløb, der er deleligt med 500 kr., idet denne senest blev forhøjet væsentligt ved lov nr. 187 af 30. marts 1999 om ændring af færdselsloven.
En del af flertallet (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) fremhæver, at der ved fastlæggelse af bødetaksterne i Rigsadvokatens bødekatalog ikke må ske en forhøjelse af bødetaksterne for overskridelse af største tilladte akseltryk, idet en sådan overskridelse ikke har nogen direkte færdselssikkerhedsmæssig effekt.
Et mindretal (Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet finder , at forhøjelse af bødetaksterne ikke har nogen som helst præventiv virkning, men alene tjener et fiskalt formål til finansiering af politiforliget.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Poul Andersen (S) nfmd. Holger Graversen (S) Søren Hansen (S) Helge Mortensen (S) Jytte Wittrock (S) Margrete Auken (SF) Arne Melchior (CD) fmd. Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Svend Heiselberg (V) Kristian Jensen (V) Svend Erik Hovmand (V) Erik Jacobsen (V) Kaj Ikast (KF) Brian Mikkelsen (KF) Ole Donner (DF) Klaus Kjær (DF)
Frihed 2000 og Kristeligt Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.