Legislator Case Law & Legislation
199914L00365 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1999 15 Valid

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 29. februar 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af straffeloven

(Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt.

I udvalgets behandling af lovforslaget er også indgået materiale fra udvalgets behandling af det tilsvarende lovforslag i folketingsåret 1998- 99 (L 132).

Der har endvidere været afholdt en teknisk gennemgang af lovforslaget den 16. august 1999 i Justitsministeriet.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Frihed 2000´s medlemmer af udvalget) finder, at implementeringen af blandt andet EU-bestikkelseskonventionen, OECD´s bestikkelseskonvention og Europarådets strafferetskonvention er vigtige bidrag fra dansk side til bekæmpelsen af korruption og bestikkelse. For at konventionerne skal få den ønskede effekt, finder mindretallet det imidlertid afgørende, at der gøres en ihærdig indsats for at få de øvrige lande til på lignende vis at tilslutte sig og implementere konventionerne. Det er først, når alle lande indfører de samme regler, at der for alvor bliver gjort noget ved korruption og bestikkelse, ligesom det er en forudsætning for at undgå konkurrenceforvridning og sikre ens vilkår for virksomhederne.

Med vedtagelsen af dette lovforslag kriminaliseres bestikkelse, således at danske virksomheder, også selv om det foregår i udlandet, vil kunne straffes for betaling af penge under bordet for opnåelse af kontrakter. Det er klart, at dette eksempel falder inden for kerneområdet af, hvad mindretallet ønsker at kriminalisere. Det er imidlertid lige så klart, at der vil være situationer, hvor danske virksomheder vil blive mødt med krav om betaling/ydelse af erkendtligheder, som ikke falder inden for kerneområdet af bestikkelse, og som mindretallet ikke mener skal rammes med lovforslaget.

I store dele af verden mødes de danske virksomheder med forhold og traditioner, som ligger langt fra den danske samfundskultur og det danske velfærdssystem. Det kan være forhold som

lønsystemer, som baserer sig på supplement udefra,

mangel på et fungerende myndighedssystem og

kulturelt betingede anderledes omgangsformer,

der gør, at normerne for adfærd i det pågældende land er markant anderledes end i Danmark. Ofte handler det om, at ydelsen skal gives, for at virksomheden overhovedet kan opnå det, som den allerede har krav på.

Selv om det ikke er muligt at afgrænse området for kriminalisering af bestikkelse, er det dog samtidig klart, at mindretallet ikke ønsker at afskære de danske virksomheder fra at være til stede på de markeder, hvor samfundsforhold og forretningskulturer er så markant anderledes end i eksempelvis Danmark. Dette er heller ikke intentionen bag de konventioner, som ligger til grund for lovforslaget.

Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) er af den opfattelse, at det er fornuftigt, at der gribes ind over for svig og svindel, ligesom det er beklageligt, at det ikke har været muligt før nu at få gennemført et lovforslag som dette.

Det er helt naturligt, at man ligestiller grov momssvig med grov skattesvig, og det er en af de ting, som lovforslaget her sikrer, hvilket DF finder meget fornuftigt.

Der er dog også knaster i lovforslaget, som Dansk Folkeparti finder betænkelige, eksempelvis følgende sætning i bemærkningerne til lovforslaget

»... medlemsstaterne i forbindelse med EU-svigskonventionen og første protokol (om bestikkelse) til denne konvention (har) udarbejdet en protokol om præjudiciel fortolkning ved De Europæiske Fællesskabers Domstol af disse retsakter, jf. lovforslagets bilag 4.« Og videre: »Efter protokollen kan hver medlemsstat afgive en erklæring, hvorefter domstole i den pågældende medlemsstat kan anmode EF-Domstolen om at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen af EU-svigskonventionen og første protokol.« Med andre ord, det, der ligger til grund for EF-Domstolens virke, nemlig at agere til fordel for yderligere EU-integration, kan også komme til udtryk på dette område, fordi man er bundet af den retning i lovforslaget. DF ser her en glidebane, hvor man på sigt kan komme ud i, at EU-integrationen kommer til at få overtaget, hvilket efter DF s opfattelse vil være stærkt betænkeligt.

Sammenholdt med, at DF ser tegn på, at EU for øjeblikket også arbejder med de første spæde skridt til en EU-straffelov, må og skal man være på vagt over for den stigende EU-integration på alle mulige områder.

Dansk Folkeparti støtter derfor ikke, at EF-Domstolen skal have ret til at træffe afgørelser med virkning for Danmark.

På trods af disse knaster betragter DF det dog som meget vigtigt, at disse tiltag til bekæmpelse af svig og svindel vedtages, hvorfor det vil få DF s støtte.

Dorte Bennedsen (S) Lissa Mathiasen (S) fmd. Per Kaalund (S) Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S) Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD) Elisabeth Arnold (RV) Søren Søndergaard (EL) Birthe Rønn Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V) Tom Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF) Jens Heimburger (KF) Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →