Legislator Case Law & Legislation
199914L00294 DK

Betænkning over Forslag til lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1999 69 Valid

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 14. december 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater

(Pvc og visse blødgøringsmidler)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dansk Industri,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Greenpeace,

Gulvbranchens Samarbejds- og Oplysningsforbund,

Lynddahl Plast A/S,

NKT,

Plastindustrien i Danmark,

Plastmo,

Protan og

Tagmateriale - Leverandørernes Brancheforening.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Skatteministeren har tilkendegivet følgende om eventuel afgiftsfritagelse af blyfri kabler

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget har NKT flere gange opfordret til, at blyfri kabler og ledninger friholdes for afgift. NKT's begrundelse for forslaget er, at der er en effektiv indsamlingsordning, at blyfri pvc fra kabelskrot genanvendes og at afgivelsen af ftalater vurderes til at være af mindre betydning.

Da et af hovedformålene med loven er at friholde affaldsstrømmene for pvc-affald, har NKT's forslag naturligvis givet anledning til grundige overvejelser i både Miljø- og Energiministeriet og Skatteministeriet.

Miljøstyrelsen har oplyst, at der på flere punkter, også hvad angår pvc-affald fra kabler, ikke er sket opfyldelse af pvc-aftalen fra 1991. Der kan bl.a. peges på, at pvc-affald fra kabler har været genanvendt som underlag på ridebaner eller i skiltefødder, brønddæksler og slanger. Efter pvc-aftalen kunne dette affald kun bruges til visse specifikt opregnede produkter (rør, kabler, vinduer, tagrender, ovenlys og plader).

Det er endvidere Miljøstyrelsens opfattelse, at den hidtidige indsamling og genanvendelse af blyfri kabler stammer fra produktionsspild og montagefraklip. Altså nye produkter og produkter, som efter lovforslaget vil være afgiftsfrie.

Med hensyn til den tekniske håndtering af pvc-affald fra kabler anfører Miljøstyrelsen, at NKT ikke tidligere har været i stand til at genanvende pvc-affald fra brugte kabler i produktionen af nye kabler, men at der er givet støtte til et pilotprojekt. Endvidere anføres, at Miljøstyrelsen ikke har oplysninger om, at branchen er i stand til at adskille blyholdigt pvc-affald fra blyfrit og om de blyfri kabler kan genanvendes i produktionen af nye kabler. Desuden har Miljøstyrelsen ikke oplysninger om, hvor meget af pvc-affaldet fra kabler, som ikke kan genanvendes på grund af rester af andet materiale.

Disse forhold må naturligvis tages i betragtning, når mulighederne for at imødekomme NKT s forslag om afgiftsfritagelse for pvc-afgiften af blyfri kabler og ledninger vurderes.

Skal en afgiftsfritagelse komme på tale, er det nødvendigt at opstille følgende krav

* Der skal være etableret en tilfredsstillende indsamlingsordning for pvc-affald fra kabler, og det indsamlede affald skal håndteres optimalt.

* Det skal dokumenteres, at det er muligt at adskille blyfri kabler fra blyholdige, når de bliver til affald.

* Indsamlet blyfrit pvc-affald fra brugte kabler skal genanvendes til nye kabler, der ligeledes er omfattet af indsamlingsordningen.

Opfyldelsen af disse krav kan ikke ske inden lovforslagets vedtagelse fredag den 17. december 1999.

Jeg har derfor sammen med miljø- og energiministeren oplyst NKT om, at såfremt NKT sammen med branchen over for Miljøstyrelsen dokumenterer, at disse krav er overholdt inden den 1. marts 2000, vil jeg fremsætte lovforslag om at fritage blyfrie kabler og ledninger for pvc-afgift.

Endelig er det i brevet til NKT tilkendegivet, at det forudsættes, at branchen fortsætter arbejdet med at finde og udvikle alternative og miljøvenlige produkter, sådan som det f.eks. skete med NKT s udvikling af blyfrie kabler.

Skatteministeren har tilkendegivet følgende om regenereret pvc

Der har under udvalgsbehandlingen flere gange været rejst spørgsmål om afgiftspålæggelsen af regenereret pvc. Jeg er enig i, at ud fra et miljøsynspunkt forekommer dette ikke optimalt.

Ved et tidligere høringsnotat af 16. juni 1999 fra Skatteministeriet var der lagt op til, at virksomhederne kunne betale en reduceret afgift for rør, vinduer, døre og staldinventar, hvis produkter indeholdt en vis mængde regenereret pvc. Siden er rør, vinduer og døre blevet fritaget for afgiften.

Ved den nuværende udformning af afgiften er der ikke afgift på anvendelsen af produktionsspild, da afgiften lægges på færdigvaren, og der kan opnås godtgørelse for montagespild, hvis dette afleveres på et godkendt anlæg.

Ved den nuværende udformning af afgiftsforslaget er det ikke fundet muligt eller hensigtsmæssigt at opnå afgiftsnedsættelse ved anvendelse af regenereret pvc. Det er der flere årsager til

* Der findes i dag stort set intet regenerat uden bly. Anvendelsen af blyholdigt regenerat er ikke ønskelig, da det vil medføre en diffus spredning af tungmetaller. Ved den kommende blybekendtgørelse fra Miljø- og Energiministeriet bliver anvendelsen af regenerat indeholdende bly forbudt. Dog vil der i særlige tilfælde blive givet tilladelse til kontrolleret genanvendelse af regenerat indeholdende bly.

* Teknisk kan det være vanskeligt at måle indholdet af regenerat i et færdigt produkt. I tilfælde hvor regeneratet er indkapslet er det muligt at bestemme mængden. Iblandes regeneratet ny pvc er en måling af indholdet af regenerat yderst vanskelig. Begge genanvendelsesmetoder forekommer i dag.

* Afgiften har bl.a. til formål at reducere mængden af pvc, som forbrændes eller deponeres. Afgiften er lagt på produkterne der i dag ikke udsorteres i tilstrækkeligt omfang med henblik på genanvendelse. Problemerne ved forbrænding og deponering er de samme ligegyldigt om produkterne indeholder regenerat eller udelukkende ny pvc.

Det er således ikke på nuværende tidspunkt fundet muligt at finde en afgiftsmodel, som kan fremme anvendelsen af regenereret pvc på en tilstrækkelig hensigtsmæssig måde. Ved den kommende revision af loven vil Miljø- og Energiministeriet og Skatteministeriet nøje undersøge og overveje, hvorledes loven kan justeres, således at en miljømæssigt forsvarlig anvendelse af regenerat fremmes mest muligt.

Skatteministeren har tilkendegivet følgende om revision af loven

I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at loven vil blive taget op til revision efter 2 år, det vil sige i 2002. Regeringen vil samtidig tilkendegive, at man til enhver tid er parat til at foreslå ændringer, såfremt der udvikles nye realistiske alternativer til pvc eller ftalater eller på anden måde sker afgørende ændringer i muligheden for at begrænse anvendelsen af disse materialer.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) tilslutter sig lovforslaget i henhold til finanslovforslaget, idet mindretallet tilkendegiver

Mindretallet vil fremover arbejde for, at afgiften på pvc og ftalater udvides, f.eks. således, at hård pvc anvendt i rør, døre og vinduer, undervognsbehandlinger, presenninger til køretøjer, T-shirts m.v. med påtryk og legetøj omfattes af afgiften.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 2 og 3 og stemme hverken for eller imod ændringsforslag nr. 1.

Et tredje mindretal (Frihed 2000 s medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 1 og imod ændringsforslag nr. 2 og 3.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Frihed 2000 s medlemmer af udvalget) bemærker, at mindretallet ikke kan støtte lovforslaget. L 69 er et rent fiskalt forslag, som ifølge finanslovforslaget skal indbringe et provenu i statskassen, og mindretallet finder ikke, at lovforslaget er miljømæssigt begrundet. Det er ikke godtgjort, at der er miljømæssige aspekter i pvc- og ftalateranvendelsen, og i øvrigt mener mindretallet, at lovforslaget burde have afventet undersøgelsesresultaterne vedrørende miljøspørgsmålene i EU-regi. Lovforslagets regler om, hvornår varer, som indeholder afgiftspligtige komponenter, skal afgiftsbelægges, er konkurrenceforvridende for danske virksomheder. Lovforslaget vil ramme skævt i de berørte brancher, og et så kompliceret lovforslag burde undergives en længere og grundigere behandling i udvalget.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 1 og imod ændringsforslag nr. 2 og 3.

Kristeligt Folkeparti finder, at lovforslaget overvejende er et fiskalt forslag, der har store negative virkninger for erhvervslivet. De af regeringen anførte miljøgevinster synes små og kan ikke opveje lovforslagets negative erhvervsvirkninger.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF, RV, EL, KRF og FRI)

Til § 2

1) »25 pct.« ændres til: »10 pct.«

Til bilag 1

Af skatteministeren, tiltrådt af et mindretal (S, SF, RV og EL)

2) Efter punkt 9 indsættes som nyt punkt

»10. Tagrender og nedløbsrør henhørende under henholdsvis position 7216 i EU s kombinerede nomenklatur og 7304, 7305 og 7306 i EU s kombinerede nomenklatur indeholdende pvc og ftalater. «

Punkt 10-13 bliver herefter punkt 11-14.

Til bilag 2

3) Sidst i tabellen for afgiftssatser for varer indeholdende blød pvc indsættes

»

Tagrender og nedløbsrør henhørende under position 7216 i EU s kombinerede nomenklatur og 7304, 7305 og 7306 i EU s kombinerede nomenklatur

0,25 kr./kg

0,10 kr./kg

«

Bemærkninger

Til nr. 1

I lovforslaget er grænsen for, hvornår en vare, som indeholder afgiftspligtige komponenter, skal afgiftsbelægges, sat til 25 pct. Flere henvendelser peger på, at denne grænse er sat for højt. Det foreslås her, at satsen sænkes til 10 pct.

Grænsen sænkes efter ønske fra danske virksomheder, som producerer komponenter, som ofte monteres i varer, der ikke direkte er omfattet af afgiften, samt efter ønske fra danske montagevirksomheder. Grænsen sænkes, for at belastningen af virksomhedernes konkurrenceevne på hjemmemarkedet mindskes mest muligt.

Ændringsforslaget medfører, at flere varer bliver afgiftsbelagt ved import og hermed en større administrativ byrde for virksomheder og myndigheder.

Det er Skatteministeriets vurdering, at en yderligere reduktion vil medføre ganske store administrative byrder for importvirksomheder og myndigheder.

Den foreslåede ændring skønnes ikke at have væsentlige provenumæssige konsekvenser, men vil formentlig medføre et mindre merprovenu. Der vil som nævnt være øgede administrative konsekvenser for virksomhederne.

Til nr. 2 og 3

Ved lovforslaget er der lagt afgift på tagrender og nedløbsrør, som indeholder pvc. Skatteministeriet er blevet gjort opmærksom på, at afgiften på tagrender og nedløbsrør kan medføre en substitution til tagrender og nedløbsrør af stål coated med pvc. Dette er ikke hensigtsmæssigt.

Det foreslås her, at ståltagrender coated med pvc afgiftsbelægges efter det gennemsnitlige pvc- og ftalatindhold.

Den foreslåede ændring skønnes ikke at have væsentlige provenumæssige konsekvenser.

Jens Peter Vernersen (S) nfmd. Pernille Blach Hansen (S) Anna-Marie Hansen (S) Erik Mortensen (S) Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF) Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV) Frank Aaen (EL) Kristian Jensen (V) Mariann Fischer Boel (V) fmd. Svend Aage Jensby (V) Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Brian Mikkelsen (KF) Klaus Kjær (DF) Kim Behnke (FRI)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →