Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om støtte til voksenuddannelse
Statutory Text (3 Articles)
Bilag
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål og undervisningsministerens svar herpå
Spørgsmål 10 og 11 og undervisningsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Venstre. Spørgsmål 15 og undervisningsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Spørgsmål 10
Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt lovforslaget er en udmøntning af finansloven for 1999 og i bekræftende fald på hvilke områder.
Svar
Som angivet i bemærkningerne til lovforslaget »... foretages med den foreslåede lovændring en forenkling og målretning af VUS mod uddannelser, der er studie- og erhvervskompetencegivende. Tilsvarende forenkling og målretning har fundet sted på uddannelsesorlovsområdet (positivlisten), der var en udmøntning af arbejdsmarkedsrefom III, som indgik i finanslovsaftalen for 1999.«
Som led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 1999 om, at »Regeringen vil ændre bekendtgørelsen om, til hvilke uddannelser der kan bevilges uddannelsesorlov (positivlisten), således at den primært omfatter mere erhvervsrettede uddannelser«, udstedte Arbejdsministeriet den 20. oktober 1999 en ny bekendtgørelse (nr. 795) om uddannelser, hvortil der kan opnås orlov til uddannelse og uddannelsesgodtgørelse (positivlisten).
Ændringen af positivlisten indebærer, at der ikke kan oppebæres uddannelsesorlov til bl.a. daghøjskoler, folkehøjskoler, undervisning i henhold til kapitel 4 i lov om støtte til folkeoplysning, korte kurser under åben uddannelse, kurser udbudt som indtægtsdækket virksomhed mv. Den nu foreslåede ændring af lov om støtte til voksenuddannelse (VUS-loven) ligger i naturlig forlængelse heraf.
En samlet omlægning af de to godtgørelsesordninger vil være et væsentligt element i målretningen af voksen- og efteruddannelsesindsatsen i retning af mere formel kompetencegivende uddannelse, idet såvel udbud som efterspørgsel erfaringsmæssigt er stærkt påvirket af adgangen til godtgørelse.
I fravær af den foreslåede konsekvensændring af VUS-loven må det forventes, at udmøntningen af beslutningen om, at uddannelsesorlov primært omfatter mere erhvervsrettede uddannelser, vil have en væsentlig reduceret effekt, da der kan imødeses en betydelig substitution mellem de to ordninger blandt de godtgørelsesmodtagere, der ville have været berettiget til begge ydelser.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at jeg i lyset af ovenstående forud for fremsættelsen af lovforslaget har fremsendt det til orientering til forligskredsen bag finanslovsaftalen for 1999.
Spørgsmål 11
Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt lovforslaget er en del af finanslovsforliget for 2000.
Svar
Forslaget indgår ikke som et konkret element i den reform af voksen- og efteruddannelserne, der blev aftalt i forbindelse med finanslovsforliget for 2000.
Det er imidlertid med finanslovsforliget for 2000 aftalt, at et af principperne for rettigheder til godtgørelse fremover vil være, at der ikke ydes godtgørelse til beskæftigedes deltagelse i folkeoplysende undervisning i arbejdstiden jf. at det i bilaget til aftalen (elementpapiret) under afsnit 11. Godtgørelser er angivet, at "Der ikke ydes godtgørelse til beskæftigedes deltagelse i folkeoplysende undervisning" (side 95 i den trykte finanslovsaftale).
Spørgsmål 15
På hvilken måde kan kurser på daghøjskoler afvikles, så de er VUS-berettigede?
Svar
Ifølge daghøjskoleloven kan indtil 1/3 af undervisningstiden anvendes til undervisning, uddannelser og kurser, som er oprettet ved eller i medfør af en uddannelseslov. Der vil kunne gives VUS til denne undervisning, hvis den består af studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelseselementer fra uddannelser, der er oprettet ved eller i henhold til lov.
Herudover kan daghøjskolen f.eks. efter overenskomst med amtet udbyde kurser rettet mod voksne med stave-, læse- og/eller skriveproblemer oprettet i henhold til lov om specialundervisning for voksne og basisundervisning samt den særlige tilrettelagte tværfaglige introducerende undervisning, der er omfattet af lov om almen voksenuddannelse. Denne undervisning, der gennemføres i henhold til anden lov og ikke i henhold til daghøjskoleloven, vil være fuldt VUS-berettigende, hvis den uddannelsessøgende opfylder støttebetingelserne.
De pædagogiske værdier, som kendetegner virksomheden på daghøjskolerne, kan således integreres i og understøtte disse studie- og erhvervskompetencegivende forløb.
Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 10. december 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om støtte til voksenuddannelse
(Målretning af voksenuddannelsesstøtte)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til undervisningsministeren, som denne har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål til undervisningsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
AOF-Danmark,
FOF Herning, FOF Randers, FOF Århus og FOF s Landsorganisation,
Foreningen af Daghøjskoler i Danmark,
Foreningen for Folkehøjskoler og
Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere.
Endvidere vil udvalget inden 2. behandling af lovforslaget modtage skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Forbundet af Offentligt Ansatte,
Kvindeligt Arbejderforbund,
Landsorganisationen i Danmark,
Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og
Specialarbejderforbundet i Danmark.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Flertallet noterer sig, at dette lovforslag målretter VUS mod uddannelser, der er studie- eller erhvervskompetencegivende, eller kurser, der er rettet imod voksne med stave-, læse- eller regnevanskeligheder. Som det fremgår af undervisningsministerens svar på spørgsmål 9, var der i 1998 163 årselever på VUS på daghøjskolerne.
Daghøjskolerne vil også efter lovforslaget kunne udbyde kurser, der er berettiget til VUS, jf. undervisningsministerens svar på spørgsmål 15.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres medlemmer af udvalget) noterer sig, at lovforslaget er en udmøntning af finansloven 1999, hvor det er aftalt, at VUS målrettes mod studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser.
Mindretallet gør særlig opmærksom på ministerens svar på spørgsmål 11, hvor det præciseres, at forslaget ikke indgår som et konkret element i reformen af voksen- og efteruddannelserne, der er aftalt i forbindelse med finanslovsforliget for 2000.
Mindretallet har noteret sig, at princippet fra finanslovaftalen 1999 at rettigheder til godtgørelse fremover målrettes mod studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser er videreført i finanslovsforliget for 2000, selv om mindretallet ikke er med i dette forlig.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet stemmer imod lovforslaget, fordi mindretallet ikke ønsker at begrænse menneskers muligheder for at få almene personlighedsudviklende kurser og uddannelser. Mindretallet vender sig mod forslagets begrænsning af mulighederne for at få voksenuddannelsesstøtte.
Med dette lovforslag fjernes mulighederne for VUS til f.eks. kurser på daghøjskoler, folkehøjskoler, husholdnings- og håndarbejdsskoler og til andre generelle kvalificerende forløb. Ifølge lovforslaget skæres det almene, det personlighedsudviklende, væk. Begrænsningen af retten til uddannelse er en direkte forlængelse af de begrænsninger i retten til uddannelsesorlov, positivlisten, som blev indført den 1. november 1999, jf. bekendtgørelse nr. 795 af 20. oktober 1999. Begrænsningerne er i begge tilfælde en opfølgning af arbejdsmarkedsreform 3, som var led i finanslovaftalen for 1999, som regeringen indgik med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Peder Sass (S) Jeppe Kofod (S) Frode Sørensen (S) Carsten Hansen (S) Aage Frandsen (SF) Susanne Clemensen (CD) Henrik Svane (RV) Søren Kolstrup (EL) Anders Mølgaard (V) nfmd. Hanne Severinsen (V) Else Winther Andersen (V) Karen Rønde (V) Brian Mikkelsen (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Christian H. Hansen (DF) Tove Videbæk (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.