Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
Statutory Text (1 Articles)
Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 10. december 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
(Økonomisk prioritering af uddannelsesindsatsen under åben uddannelse)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til undervisningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
I forbindelse med behandlingen af lovforslaget har undervisningsministeren i sit svar på spørgsmål 4 til udvalget udtalt om bemærkningerne til § 1, nr. 3, at det fremgår, » at de fagspecifikke kurser skal »bygge på elementer, som indgår i eksisterende kompetencegivende videregående uddannelser dvs. korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Det forudsættes, at også nye teorier, metoder, teknikker m.v., der i fremtiden vil indgå i de omfattede uddannelser, kan indgå i de fagspecifikke kurser,«« og »at formuleringen i bemærkningerne til § 1, nr. 3, indebærer, at f.eks. nye pædagogiske metoder ved pædagoguddannelsen eller andre nye fagelementer, der ligger inden for fagets beskrivelse, og som fremover vil blive indarbejdet i uddannelsen, også vil kunne udbydes som fagspecifikke kurser.
De typer af kurser, der kan være tale om, kan f.eks. være faglige ajourføringer i nye metoder, teknikker m.v. inden for de uddannelser, som kurserne hentes fra. Der kan således være tale om en bred vifte af kurser. Det endelige udbud vil afhænge af institutionernes udvikling af denne type kurser.«
Endvidere konstaterer flertallet
at mange flere voksne kortuddannede gennemfører en uddannelse på faglært niveau,
at der sikres og udvikles relevante uddannelser med anerkendte kompetencer til kortuddannede,
at mange flere voksne, der i dag mangler grundlæggende læse- og regnefærdigheder, får disse kundskaber.
Flertallet vil nøje vurdere følgende
a) »Udviklingen på voksen- og efteruddannelsesområdet vil naturligvis løbende blive fulgt opmærksomt, og det forekommer naturligt at gøre status over reformens virkninger efter et par år. Viser denne status, at målet med reformen ikke i forventet omfang er på vej til at blive opfyldt, genforhandles aftalen.«
b) »På AMU er der mulighed for sammenhængende forløb for beskæftigede med kombinationer af almene og faglige uddannelseselementer.«
Et mindretal inden for flertallet (Enhedslistens medlem af udvalget) tilslutter sig VEU-forliget, herunder lovforslaget, idet mindretallet konstaterer, at der nu er opnået enighed om følgende forhold
a) »Udviklingen på voksen- og efteruddannelsesområdet vil naturligvis løbende blive fulgt opmærksomt, og det forekommer naturligt at gøre status over reformens virkninger efter et par år. Viser denne status, at målet med reformen ikke i forventet omfang er på vej til at blive opfyldt, genforhandles aftalen.«
b) »På AMU er der mulighed for sammenhængende forløb for beskæftigede med kombinationer af almene og faglige uddannelseselementer.«
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet kan ikke støtte lovforslaget, idet dette er et led i en samlet VEU-reform, som partierne er imod. Det faktum, at der er tale om en forud afhandlet aftale samt tidspresset, bevirker, at lovbehandlingen ikke lever op til kravet om kvalitet i lovgivningen, hvilket de mange spørgsmål, der rejses i bunken af høringssvar, også vidner om.
Et andet mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet er betænkeligt ved, at man ifølge lovforslaget via finansloven for et givet år vil tage stilling til, hvorvidt der ydes offentligt tilskud til deltidsuddannelser, enkeltfag og korte kurser under åbne uddannelser.
Efter mindretallets opfattelse vil det nærmest blive umuligt at udbyde kurser, når det kun er fra år til år, man kan vide noget om de økonomiske vilkår. Det vil medføre, at man på længere sigt vil kunne mærke en mangelfuld vejledning i forhold til uddannelser, som strækker sig eksempelvis over to år, og da mindretallet altid har lagt vægt på, at netop vejledning i vores uddannelsessituation herhjemme overalt er en meget vigtig faktor, mener mindretallet ikke, at dette er acceptabelt.
Det, at man ifølge lovforslaget fjerner tilskuddet til PC-uddannelsen, finder mindretallet er en urimelig spareforanstaltning. Mindretallet er af den opfattelse, at lovforslaget her vil være med til at trække tæppet væk under mange og måske især store virksomheder, som påtænker at gå ind i et uddannelsesforløb for deres ansatte.
Hans Peter Baadsgaard (S) fmd. Peder Sass (S) Jeppe Kofod (S) Frode Sørensen (S) Carsten Hansen (S) Aage Frandsen (SF) Susanne Clemensen (CD) Henrik Svane (RV) Søren Kolstrup (EL) Anders Mølgaard (V) nfmd. Hanne Severinsen (V) Else Winther Andersen (V) Karen Rønde (V) Brian Mikkelsen (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Christian H. Hansen (DF) Tove Videbæk (KRF)
Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.