Legislator Case Law & Legislation
199914L00239 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om dyrlægegerning m.v.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1999 11 Valid

Bilag

Udvalgets spørgsmål 8 og 9 og fødevareministerens svar herpå

Spørgsmål 8

I svar på spørgsmål 2, jf. L 11 - bilag 8, tilkendegiver ministeren at være indstillet på at medvirke til at give administrative lettelser for erhvervet, som kan gennemføres på grund af Vetstat. Vil ministeren »rationalisere« registreringskravene vedrørende den enkelte bedrift samt eventuelt lempe reglerne vedrørende genordinering og telefonordinering?

Svar

Spørgsmålet om lempelser i kravene til besætningsejeren vedrørende medicinanvendelsen som følge af etableringen af Vetstat blev berørt allerede under 1. behandlingen af lovforslaget. Jeg gav dengang udtryk for, at hovedsigtet med Vetstat er at sikre rene og sunde fødevarer. Men jeg ville ikke afvise, at etableringen af Vetstat kunne føre til, at der kunne lempes på kravene til de besætningsejere, der har styr på deres medicinforbrug, således at ministeriet og Fødevaredirektoratet kunne bruge kræfterne på dem, som har knap så meget overblik over situationen. Forudsætningen for, at sådanne lempelser kan overvejes, er imidlertid, at Vetstat er etableret og fungerer ordentligt og upåklageligt.

Tilsvarende synspunkter fremgår af min besvarelse af spørgsmål 2. Der henvises heri til kommentarerne til Landbrugsrådets høringssvar, der berører den samme problemstilling.

Jeg mener fortsat ikke, at det er hensigtsmæssigt at foretage konkrete overvejelser omkring administrative lempelser, før Vetstat er kørt ind og fungerer efter hensigten.

Spørgsmål 9

Er ministeren indstillet på, at man ved oprettelsen af Vetstat kan undlade samtidig registrering på skemaer, eventuelt efter en kortere indkøringsperiode?

Svar

Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 8.

Betænkning over lovforslag 1999 11 Valid

Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 2. december 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om dyrlægegerning m.v.

(Etablering af et register over forbruget af veterinære lægemidler)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til fødevareministeren, som denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Udvalgets spørgsmål nr. 8 og 9 til ministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget to skriftlige og en mundtlig henvendelse fra Landbrugsraadet samt en skriftlig henvendelse fra Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Kvæg.

Der er af fødevareministeren og af to mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget anmoder om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Et mindretal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) har med tilfredshed noteret sig fødevareministerens tilkendegivelse af, at man efter en tilfredsstillende evaluering af Vetstat to år efter lovens vedtagelse vil overveje, hvorvidt der på baggrund af denne registrering ville kunne være grundlag for at gennemføre visse graduerede lempelser i reglerne om medicinhåndtering i malkekvægsbesætninger.

Det samme mindretal påpeger, at ændringsforslag nr. 1, hvorefter man vil tillade dyrlæger at udlevere eller ordinere receptpligtige lægemidler til behandling af mastitis i besætningen, indebærer en total frigivelse af receptpligtige lægemidler. Det være sig antibiotika i alle former, men også smertestillende og andre former for receptpligtige lægemidler. Det vil betyde, at der flyder antibiotika og andre lægemidler i stride strømme i en kvægbesætning i en tid, hvor det er lykkedes at reducere forbruget af antibiotika i landbruget bl.a. i kraft af, at forbruget af vækstfremmende antibiotika er stoppet. Det vil være et stort tilbageskridt for det høje veterinære stade, vi har i øjeblikket i Danmark. Det vil give muligheder for, at smitsomme sygdomme kan brede sig uden veterinær kontrol. Derfor må mindretallet på det kraftigste tage afstand fra dette ændringsforslag.

Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Dansk Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Mindretallet kan støtte lovforslaget som helhed, men finder, at der gennem lovforslaget bør skabes mulighed for, at kvægbrugere også bliver gjort berettiget til at give førstegangsbehandling af egne dyr.

Mange kvægbrugere har etableret en sundhedsrådgivningsaftale og har i den forbindelse ofte kontakt med den praktiserende dyrlæge mindst én gang om måneden. Dyrlægen har således et godt kendskab til forholdene i den enkelte besætning og fungerer som en vigtig rådgiver for den enkelte kvægbruger.

Mindretallet er af den opfattelse, at fordelene ved at tillade denne førstegangsbehandling er, at flere dyr kan behandles tidligere i sygdomsforløbet, og at man derfor samlet set kan forvente et mindre medicinforbrug som følge af, at kvægbrugerne får denne mulighed.

Ligeledes finder mindretallet, at afgifter og udgifter i forbindelse med dyrlægebesøg og medicin efterhånden er på et niveau, som den enkelte produktion ikke kan bære.

Mindretallet mener endvidere, at lovforslaget skal medføre, at der sker en række administrative lettelser for den enkelte landmand.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af fødevareministeren stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af fødevareministeren og det under nr. 3 stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling. Mindretallet vil stemme for det under nr. 3 stillede ændringsforslag.

SF har stillet ændringsforslag om, at det af ministeren foreslåede rykkergebyr på 200 kr. nedsættes til 50 kr. Forbrugerombudsmanden har for nylig i forbindelse med udarbejdelsen af en vejledning givet udtryk for, at et rykkergebyr som udgangspunkt ikke bør overstige 50 kr., medmindre den erhvervsdrivende kan dokumentere at have større omkostninger til arbejdstid, papir, kuverter, porto og andre berettigede omkostninger. Dette princip bør det offentlige også følge, og SF finder det derfor forkert, at man i lovforslaget fastsætter rykkergebyret til 200 kr., når Forbrugerombudsmandens udspil til erhvervslivet er 50 kr. ud fra en vurdering af, at 50 kr. svarer til de reelle udgifter ved at udsende et rykkerbrev. Ellers er der tale om at pålægge mennesker, der er lidt glemsomme, en særskat, og det finder SF ikke rimeligt.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (V, DF og CD)

1) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer

»01. I § 7 a, stk. 3, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Uanset bestemmelsen i 1. og 2. pkt. kan en dyrlæge til en besætningsejer, der har indgået en sundhedsrådgivningsaftale med dyrlægen og har bestået kursus i sundhedsstyring og medicinhåndtering udlevere eller ordinere receptpligtige lægemidler med henblik på besætningsejerens behandling af forventede angreb af mastitis i besætningen. ««

Af fødevareministeren, tiltrådt af udvalget

2) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer

»02. I §§ 11 b og 19 a ændres to steder »stk. 3-5 eller stk. 9« til: »stk. 4-6 eller stk. 10«, og »stk. 7, 1. pkt.« ændres til: »stk. 8, 1. pkt.«.«

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et flertal (V, KF, DF, CD, EL og KRF)

3) I den under nr. 13 foreslåede § 18 b ændres i stk. 1, 3. pkt., »200 kr.« til: »50 kr.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget får kvægbrugere adgang til selv at foretage førstegangsbehandling af deres dyr for yverbetændelse, hvis besætningsejeren har indgået en sundhedsrådgivningsaftale med en dyrlæge og har bestået et kursus i sundhedsstyring og medicinhåndtering.

Til nr. 2

Ændringen er en konsekvens af, at der i lovforslagets § 1, nr. 5, indsættes et nyt stk. 2 i lovens § 7 a.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget nedsættes det foreslåede rykkergebyr fra 200 kr. til 50 kr.

Erling Christensen (S) Hugo Sørensen (S) Erik Mortensen (S) Margot Torp (S) Jørn Jespersen (SF) Kristen Touborg (SF) fmd. Annie Lunde Hansen (CD) Vibeke Peschardt (RV) Keld Albrechtsen (EL) Christian Mejdahl (V) Jens Kirk (V) Mariann Fischer Boel (V) Peter Hansen-Nord (V) Lene Espersen (KF) Henning Grove (KF) Christian H. Hansen (DF) nfmd. Ole M. Nielsen (KRF)

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →