Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord

Bilag

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 7

Kan ministeren bekræfte, at der ikke i Højesterets dom af 28. juni 1999 er taget direkte stilling til, at der kan meddeles påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 i forhold til en forurening, der er ophørt efter 1. januar 1992?

Svar

I mit svar på udvalgets spørgsmål 5 (L 91 - bilag 4) anførte jeg, at lovforslaget omfatter det spørgsmål, som Højesteret direkte tog stilling til, nemlig at der ikke kan udstedes påbud om undersøgelser, når forureningen er ophørt før 1. januar 1992, hvor miljøbeskyttelseslovens § 72 trådte i kraft.

Spørgsmålet, om påbud kan udstedes efter miljøbeskyttelseslovens § 72, selvom forureningen ikke pågår på påbudstidspunktet, blev efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke pådømt af Højesteret, og Højesteret tog dermed heller ikke direkte stilling til dette spørgsmål.

Spørgsmål nr. 8

Forslaget til ændring af jordforureningslovens § 40 bygger ifølge bemærkningerne og ministerens svar på spørgsmål 4 bl.a. på Kammeradvokatens vurdering. Ministeren bedes oplyse, om det i forbindelse med lovforslag er sædvanligt at indhente fortolkninger af en ny højesteretsdom fra Kammeradvokaten, når lovforslaget i øvrigt ikke indeholder noget forslag om ændring af den bestemmelse, som Højesteret har fortolket.

Svar

Miljøstyrelsen har oplyst, at det ikke er usædvanligt at indhente Kammeradvokatens vurdering af domme. Styrelsen vurderede dette som hensigtsmæssigt i dette tilfælde, hvor dommen er afgjort med dissens, og hvor flertallet har forskellige præmisser.

I såvel de almindelige bemærkningers afsnit 3 som i de specielle bemærkninger til de enkelte bestemmelser i kapitel 5 i forslaget til jordforureningslov (L 183) er flere steder omtalt den dengang verserende Højesteretssag.

Som det fremgår af udvalgets betænkning over jordforureningsloven, herunder mine tilkendegivelser i betænkningens punkt 8, var det væsentligt, at der blev taget højde for udfaldet af den verserende sag ved Højesteret om miljøbeskyttelseslovens § 72.

Baggrunden for fremsættelse af ændringsforslaget har således nær tilknytning til den af Højesteret afsagte dom, idet lovens § 40 med den foreslåede ændring fremover udgør hjemmelsgrundlaget for påbud om undersøgelse af jordforureninger.

Spørgsmål nr. 9

Kan ministeren bekræfte forlydender om, at forespørgslen til Kammeradvokaten er begrundet i, at Miljø- og Energiministeriet tidligere har ment, at der var tvivl om, hvorledes dommen skulle fortolkes, idet præmisserne fra de to dommere i flertallet kunne fortolkes således, at miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke giver hjemmel til at meddele påbud til en ophørt forurening, når disse dommeres » i hvert fald« sammenholdes med den anden del af flertallet?

Svar

Som det fremgår af mit svar på spørgsmål 8, fandt Miljø- og Energiministeriet det hensigtsmæssigt at indhente en vurdering fra Kammeradvokaten.

Om Kammeradvokatens og ministeriets vurdering henviser jeg til lovforslagets bemærkninger

Spørgsmål nr. 10

Skal ministerens svar på spørgsmål 1 og 5 forstås således, at den ændrede formulering af jordforureningslovens § 40 ikke har tilbagevirkende kraft? I bekræftende fald ønskes oplyst, om ministeren vil fremsætte ændringsforslag, såfremt Højesteret ved en senere dom måtte nå frem til, at miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke kan anvendes på ophørt forurening?

Svar

Indledningsvis vil jeg slå fast, at Højesteret i dommen af 28. juni 1999 alene tog direkte stilling til, hvorvidt der i miljøbeskyttelseslovens § 72 var hjemmel til påbud vedrørende forureninger, hvor forureningen var ophørt inden 1. januar 1992, medens spørgsmålet om påbud for senere ophørte forureninger efter Miljøstyrelsens opfattelse ikke blev pådømt.

Højesteretsdommen indebærer, at jordforureningslovens § 40 således som den er vedtaget indholdsmæssigt har tilbagevirkende kraft. Som opfølgning på betænkningen over jordforureningsloven har jeg fremsat nærværende lovforslag, der fjerner den af Højesteret fastslåede tilbagevirkende kraft.

I mangel af en stillingtagen fra Højesteret om ansvarsgrundlaget og spørgsmålet om ophørte forureninger må det lægges til grund, at den gældende retstilstand fortsat må være som fastslået i Østre Landsrets dom af 12. december 1997, nemlig at påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 kan udstedes på objektivt ansvarsgrundlag, og selvom det drejer sig om en ophørt forurening.

Det kan ikke udelukkes, at der senere kan komme Højesteretsdomme, der vedrørende tidligere givne påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 fastslår en anden retstilstand.

I så fald vil spørgsmålet om eventuel skærpet lovgivning med tilbagevirkende kraft af jordforureningslovens hjemmel til undersøgelsespåbud kunne opstå.

Hvis Højesteret i senere domme vedrørende spørgsmålet om ansvarsgrundlaget og påbud til ophørte forureninger i miljøbeskyttelseslovens § 72 skulle træffe afgørelser, der er ensbetydende med, at jordforureningslovens § 40 på disse punkter skærper lovgivningen med tilbagevirkende kraft i forhold til forureninger ophørt før jordforureningslovens ikrafttrædelsesdato, vil jeg fremsætte ændringsforslag, således at jordforureningslovens § 40 fremover bringes i overensstemmelse med den eventuelle Højesteretsdom.

Vedrørende spørgsmålet om tilbagevirkende kraft henviser jeg i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til lov om forurenet jord (L 183).

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 8. december 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord

(Påbudsadgang vedrørende undersøgelser)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljø- og energiministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Udvalget anmoder om, at lovforslaget henvises til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandling.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Enhedslistens medlem) forslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for flertallet (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget) beklager, at ministeren ikke har ønsket at skabe en større retssikkerhed i forbindelse med lovændringen.

Miljø- og energiministeren har i svar på spørgsmål 7 udtrykkeligt tilkendegivet, at der ikke i Højesterets dom af 28. juni 1999 er taget stilling til, om miljøbeskyttelseslovens § 72 kan anvendes på en forurening, der er ophørt efter den 1. januar 1992. Men ministeren har ikke i svaret på spørgsmål 9 ønsket at oplyse noget om den tvivl, der har været om fortolkningen af dommen. Af svaret på spørgsmål 10 fremgår det, at der ikke med ændringen af § 40 tilsigtes nogen tilbagevirkende kraft. Såfremt Højesteret ved en senere dom måtte nå frem til, at § 72 ikke kan anvendes på ophørte forureninger, lover ministeren at »fremsætte ændringsforslag, således at jordforureningslovens § 40 fremover bringes i overensstemmelse med den eventuelle Højesteretsdom «. Ministerens svar betyder hermed, at hvis det viser sig, at Kammeradvokatens udlægning af højesteretsdommen ikke holder, vil der frem til vedtagelsen af en ændring af § 40 være gennemført lovgivning med tilbagevirkende kraft. Mindretallet er af retssikkerhedsmæssige årsager ikke trygge ved denne tilkendegivelse, fordi vedtagelsen af ændringen dermed vil betyde, at Folketinget lovgiver uden viden og stillingtagen til en bestemmelses tilbagevirkende kraft.

Et mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Enhedslisten kan ikke støtte dette lovforslag, der reelt friholder en lang række industriforureninger fra at blive omfattet af jordforureningsloven, som i forvejen er alt for vag efter mindretallets mening. I stedet for at tilrette loven efter Højesterets tolkning heraf burde regeringen have lappet hullerne i lovgivningen, hvilket ville kunne sikre, at der ikke er retlige problemer ved at kræve undersøgelser af forureninger, der er mere end 8 år gamle. Et folketingsflertal cementerer nu i stedet, at fortidens synder også skal være fremtidens problemer, og kommende generationer vil tage sig til hovedet over, hvor tåbeligt man dog førte miljøpolitik i 1999.

Martin Glerup (S) Pernille Blach Hansen (S) Inger Bierbaum (S) Lis Greibe (S) Niels Bloch Jespersen (S) Jørn Jespersen (SF) fmd. Ebbe Kalnæs (CD) Vibeke Peschardt (RV) Søren Kolstrup (EL) Hans Christian Schmidt (V) Bodil Thrane (V) Jørgen Winther (V) Jens Vibjerg (V) Henriette Kjær (KF) nfmd. Gitte Seeberg (KF) Svend Aage Fauerholdt (DF) Ole M. Nielsen (KRF)

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.