Legislator Case Law & Legislation
199914L00176 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om børns retsstilling, lov om påligningen af indkomstskat til staten og lov om en børnefamilieydelse

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Betænkning over lovforslag 1999 5 Valid

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 7. december 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, lov om børns retsstilling, lov om påligningen af indkomstskat til staten og lov om en børnefamilieydelse

(Større privat ansvar for forsørgelse, målretning af særligt børnetilskud og forhøjelse af grænse for modregning i børnefamilieydelsen)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Foreningen Far,

Gruppen af Ene-Adoptanter og

Kommunernes Landsforening.

Udvalget ønsker lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling efter 2. behandlingen.

Der er af socialministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det af socialministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Dansk Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Dansk Folkeparti vil ikke medvirke til besparelser på børneområdet, der lægger yderligere økonomisk pres på børnefamilierne.

Et fjerde mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Et flertal (Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) noterer sig med tilfredshed socialministerens tilkendegivelse om at ville tage spørgsmålet om en generel ret til det særlige børnetilskud til enlige adoptanter op til nærmere undersøgelse, og imødeser en redegørelse fra ministeren, som kan danne grundlag for en eventuel lovændring.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF og EL)

Til § 1

1) Nr. 1 affattes således

»1. I § 2, stk. 1, ændres »4.400 kr.« til: »3.692 kr. årligt for hvert barn, dog udgør tilskuddet 4.400 kr. årligt, når det ydes efter nr. 3«.«

2) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

»01. I § 4, stk. 3, indsættes efter nr. 6 som nyt nummer

»7) når barnet er adopteret efter reglerne om eneadoption.««

Af socialministeren, tiltrådt af et flertal (S, KF, CD og RV)

Til § 5

3) Efter stk. 2 indsættes som nye stykker

»Stk. 3. Normalbidraget reguleres med virkning fra 1. januar 2000 efter § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, på den følgende forfaldsdato for bidraget, eller såfremt bidragspligten er ophørt på datoen for ophøret. Reguleringen omfatter kun hele måneder.

Stk. 4. § 4, stk. 6-11, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, har virkning fra den 1. april 2000.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget har til hensigt at friholde familier, der modtager ordinært børnetilskud, fordi den ene ægtefælle er indsat til afsoning ud over 3 mdr. Det er i forvejen en stor belastning for en familie, ikke mindst for børnene, når en forælder er i fængsel, og det forekommer urimeligt, at de skal rammes økonomisk.

Til nr. 2

Børn, der er adopteret af en eneadoptant, har lige som børn, hvor faderskabet ikke er fastslået, eller hvor den ene forælder er død, kun én forsørger. Derfor bør de ligestilles med disse grupper.

Til nr. 3

Ad stk. 3

Det fremgår af Justitsministeriets bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 3 til lovforslaget, at der ikke er hjemmel til at forhøje børnebidrag, der forfalder til betaling, før loven træder i kraft 1. januar 2000. Det betyder, at bidrag, der er erlagt i andet halvår 1999, og som dækker en del af år 2000, ikke vil indeholde det foreslåede tillæg til normalbidraget. Nedsættelsen af det ordinære børnetilskud får efter ændringsforslaget virkning fra 1. januar 2000. Det har under det lovforberedende arbejde været forudsat, at der var samtidighed mellem forhøjelse af normalbidraget og nedsættelsen af det ordinære børnetilskud, så enlige forsørgere ikke blev ringere stillet i en overgangsfase.

For at opnå denne samtidighed foreslås derfor, at der indsættes en overgangsbestemmelse, der giver hjemmel til at regulere normalbidraget ved den efterfølgende forfaldsdato for bidraget eller i tilfælde, hvor bidraget er ophørt, f.eks. fordi barnet er fyldt 18 år, på datoen for ophøret.

Det foreslåede stk. 3 har ingen betydning for de offentlige udgifter, da forhandlingerne med de kommunale parter om de økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget er sket under den forudsætning, at der var hjemmel til at efterregulere bidraget.

Ad stk. 4

Det er fra kommunal side anført, at der vil være store administrative vanskeligheder ved at gennemføre den foreslåede nedsættelse af det særlige børnetilskud til pensionister på grundlag af familiens indtægtsgrundlag, således at den får virkning fra 1. januar år 2000. I konsekvens heraf foreslås, at denne del af lovændringen først får virkning fra 1. april år 2000.

Det foreslåede stk. 4 skønnes at ville medføre en reduktion i mindreudgiften i år 2000 på 5,5 mio. kr., så den skønnede mindreudgift ved nedsættelsen af det særlige børnetilskud til pensionister i år 2000 reduceres fra 22 mio. kr. til 16,5 mio. kr.

Det foreslåede stk. 4 sikrer, at der ikke i kommunerne vil være behov for at indføre særlige administrative rutiner for at beregne nedsættelsen af det særlige børnetilskud for januar kvartal år 2000.

Jørn Pedersen (S) Inger Bierbaum (S) Karen J. Klint (S) Else Marie Mortensen (S) Grete Schødts (S) Villy Søvndal (SF) fmd. Yvonne Herløv Andersen (CD) Anders Samuelsen (RV) Jette Gottlieb (EL) Erik Larsen (V) Else Winther Andersen (V) Tove Fergo (V) Eva Kjer Hansen (V) Jens Heimburger (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Inge Refshauge (DF) Tove Videbæk (KRF) nfmd.

Frihed 2000 havde ikke medlemmer i udvalget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →