Forslag til Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet

Artikel 1

Artikel 1

Anvendelsesområde

Formålet med dette direktiv er at tilnærme medlemsstaternes lovgivning vedrørende foranstaltninger mod ulovlige anordninger, der giver uautoriseret adgang til beskyttede tjenester.

Artikel 1

I direktiv 98/34/EF foretages følgende ændringer

[.]

2) I artikel 1 foretages følgende ændringer

a) som nyt nr. 2 indsættes

»2) »tjeneste«: enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Med henblik på denne definition forstås ved

»teleformidling«: at en tjeneste ydes, uden at parterne er til stede samtidig

»ad elektronisk vej«: at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr, og som udelukkende sendes, rutes og modtages via tråd, radio, optiske midler eller andre elektromagnetiske midler

»på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«: at en tjeneste ydes ved transmission af data på individuel anmodning.

En vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af denne definition, findes i bilag V.

Direktivet gælder ikke tjenester i forbindelse med

radiospredning

tv-radiospredning som omhandlet i artikel 1, litra a), i direktiv 89/552/EØF(1).

[.]

»BILAG V

Vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af artikel 1, nr. 2, andet afsnit

1. Tjenester, der ikke »teleformidles«

Tjenester, der ydes, også under anvendelse af elektroniske anordninger, og hvor tjenesteyderen og modtageren er fysisk tilstede

a) undersøgelse eller behandling i en lægekonsultation, hvor der anvendes elektronisk udstyr, og hvor patienten er fysisk til stede

b) søgning i et elektronisk katalog i en forretning, hvor kunden er fysisk til stede

c) bestilling af flybilletter via et computernet i et rejsebureau, hvor kunden er fysisk til stede

d) elektroniske spil i en spillehal, hvor brugeren er fysisk til stede.

2. Tjenester, der ikke formidles »ad elektronisk vej«

Tjenester med et fysisk indhold, også selv om de indebærer brug af elektroniske anordninger

a) penge- og billetautomater (pengesedler, togbilletter)

b) adgang til vejnet, parkeringsanlæg osv. mod betaling, også selv om der ved ind- og/eller udkørsel er opstillet elektroniske anordninger til kontrol af adgangen og/eller for at sikre korrekt betaling

Offlinetjenester: distribution af cd-rom og software på disketter

Tjenester, som ikke ydes via elektroniske datalagrings- og databehandlingssystemer

a) taletelefonitjenester

b) telefax-/telextjenester

c) tjenester, der ydes gennem taletelefoni eller telefax

d) konsultation af læge, telefonisk eller pr. telefax

e) konsultation af advokat, telefonisk eller pr. telefax

f) direkte markedsføring, telefonisk eller pr. telefax.

3. Tjenester, der ikke formidles »på individuel anmodning af en tjenestemodtager«

Tjenester, der ydes ved datatransmission uden en individuel anmodning med henblik paa at kunne modtages samtidig af et ubegrænset antal modtagere (punkt-til-multipunkt-transmission)

a) tv-radiospredning (herunder near-video on-demand-tjenester) som omhandlet i artikel 1, litra a), i direktiv 89/552/EØF

b) radiospredning

c) teletekst (tv).

[.]

(1) EFT L 298 af 17. 10. 1989, s. 23. Direktivet er ændret ved direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30. 7. 1997, s. 1).«

Bilag 1

Bilag 1

Kommissionens direktiv 1999/64/EF

af 23. juni 1999

om ændring af direktiv 90/388/EØF med henblik på at sikre, at tele- og kabel-tv-net, der ejes af en enkelt operatør, adskilles i retlig henseende

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 86, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger

(1) I henhold til Kommissionens direktiv 90/388/EØF af 28. juni 1990 om liberalisering af markedet for teletjenester(1), senest ændret ved direktiv 96/19/EF(2), skulle medlemsstaterne ophæve særlige og eksklusive rettigheder til teletjenester og -infrastrukturer inden den 1. januar 1998 med en overgangsperiode for nogle medlemsstater; navnlig krævede artikel 4, som ændret ved Kommissionens direktiv 95/51 /EF(3) , at medlemsstaterne skulle »fjerne alle begrænsninger på levering af transmissionskapacitet via kabel-tv-net og tillade, at kabel-tv-net anvendes til levering af teletjenester, bortset fra taletelefoni« og »sikre, at en sammenkobling af kabel-tv-net og offentlige telenet godkendes til sådanne formål, især en sammenkobling af kabel-tv-net og lejede kredsløb, og at alle begrænsninger af kabel-tv-leverandørers direkte sammenkobling af kabel-tv-net fjernes«;

(2) direktiv 95/51/EF behandlede to problemer vedrørende selskaber, som medlemsstaterne har givet ret til at oprette både kabel-tv- og telenet; for det første konstateredes det i direktivet, at disse selskaber er i en situation, hvor de ikke har noget incitament til at tiltrække brugere til det net, der er bedst egnet til levering af den pågældende tjeneste; det blev påpeget, at når der skal indføres loyal konkurrence, vil der ofte skulle træffes bestemte foranstaltninger og i den forbindelse tages hensyn til de særlige omstændigheder, der gør sig gældende på det pågældende marked; da direktiv 95/51/EF blev vedtaget, konkluderede Kommissionen, at på grund af forskellene mellem medlemsstaterne var de nationale myndigheder bedst i stand til at vurdere, hvilke foranstaltninger der var bedst egnet, og især om en adskillelse af disse aktiviteter var nødvendig; for det andet konkluderede Kommissionen, at nøje kontrol med krydssubsidier og gennemsigtighed i regnskabsaflæggelsen var af afgørende betydning i de indledende faser af en liberalisering af telekommunikationssektoren; derfor krævede artikel 2 i direktiv 95/51/EF, at medlemsstaterne bl.a. sikrede sig, at teleselskaber, der udbyder kabel-tv-infrastrukturer, fører separate regnskaber for udbud af offentlige telenet og kabel-tv-net og for deres aktiviteter som leverandører af teletjenester; det blev også i direktiv 95/51/EF fastslået, at medlemsstaterne mindst skulle kræve, at regnskaberne for disse to aktiviteter føres separat, selv om en fuldstændig strukturel adskillelse ville være at foretrække;¨

(3) samtidig udtalte Kommissionen, at hvis medlemsstaterne ikke tillod konkurrerende fremføringssystemer til hjemmet, ville den på ny overveje, om en opdeling af regnskaberne ville være tilstrækkelig til at hindre misbrug, og vurdere, om en sådan kombineret levering ikke vil resultere i en begrænsning af det potentielle udbud af transmissionskapacitet på bekostning af tjenesteudbyderne i det pågældende område, eller om der var behov for at træffe yderligere foranstaltninger; i denne forbindelse krævede artikel 2, stk. 3, i direktiv 95/51/EF, at Kommissionen inden den 1. januar 1998 skulle foretage en generel vurdering af, hvilke konsekvenser det vil få i forhold til målet med direktivet, hvis en enkelt operatør tilbyder både kabel-tv-net og offentlige telenet;

(4) dette direktiv er baseret på den vurdering, Kommissionen har foretaget i henhold til artikel 2 i direktiv 95/51/EF; som forberedelse til vurderingen bestilte Kommissionen to undersøgelser om de konkurrencemæssige konsekvenser for telekommunikations- og multimediemarkederne af at lade en enkelt dominerende operatør udbyde både kabel-tv- og telenet og restriktioner for brugen af telenet til udbud af kabel-tv-kapacitet; undersøgelserne konkluderede navnlig, at den omstændighed, at en enkelt virksomhed ejer både telenet og kabel-tv-net, uden at der er tale om skarp konkurrence på markederne for lokaladgang, forsinker udviklingen af en fuldstændig multimediainfrastruktur til skade for forbrugerne, tjenesteudbyderne og den europæiske økonomi som helhed;

(5) Kommissionen har vedtaget en meddelelse om den vurdering, der blev udført som foreskrevet i direktiv 95/51/EF og 96/19/EF(4); i sin vurdering fandt Kommissionen, at den optimale udvikling af telekommunikations- og multimediemarkederne afhænger af fire faktorer: konkurrence om tjenester, konkurrence om infrastruktur, opgradering af infrastruktur og andre former for innovation; den fastslog, at den omstændighed, at en enkelt operatør i EF udbyder både tele- og kabel-tv-tjenester, skaber en ulige udgangsposition for dominerende teleselskaber set i forhold til nye aktører; dette vil virke som en alvorlig hæmsko for den optimale udvikling af telekommunikationsmarkederne; denne analyse godkendte Europa-Parlamentet i sin beslutning af 9. februar 1999 om udkastet til nærværende direktiv(5);

(6) ifølge traktaten, særlig artikel 86, skal Kommissionen påse sig, at medlemsstaterne for så vidt angår offentlige virksomheder eller virksomheder med særlige eller eksklusive rettigheder overholder deres forpligtelser i henhold til EF-retten; i medfør af artikel 86, stk. 3, kan Kommissionen specificere og klarlægge forpligtelserne i henhold til denne artikel og i den forbindelse fastsætte de betingelser, der er nødvendige, for at Kommissionen effektivt kan opfylde sin forpligtelse til at føre tilsyn, som foreskrevet ved bestemmelsen;

(7) de fleste europæiske teleselskaber er stadig kontrolleret af staten og dermed offentlige virksomheder som defineret i Kommissionens direktiv 80/723/EØF(6), senest ændret ved direktiv 93/84/EØF(7) ; mens EF-lovgivningen kræver, at eksklusive rettigheder til udbud af telenet og -tjenester skal ophæves, forhindrer den derimod ikke teleselskaberne i fortsat at nyde godt af visse særlige rettigheder, som defineret i direktiv 90/388/EØF, som ændret ved direktiv 94/46/EF(8), efter den fulde liberalisering; det er f.eks. tilfældet for radiofrekvenser, der benyttes til at udbyde telenet og transmissionskapacitet til radio og tv; det skyldes, at teleselskaberne stadig har ret til at bruge radiofrekvenser, som de tidligere har fået tildelt på anden måde end efter objektive, proportionelle og ikke-diskriminerende kriterier; sådanne lovfæstede fordele styrker selskabernes stilling og har fortsat stor betydning for andre selskabers muligheder for at konkurrere med teleselskaberne om telekommunikationsinfrastruktur; disse teleselskaber er derfor fortsat omfattet af traktatens artikel 86, stk. 1; desuden har Kommissionen indrømmet en række medlemsstater yderligere gennemførelsesfrister, der endnu ikke er udløbet, til ophævelse af de eksklusive rettigheder med hensyn til taletelefoni og etablering og tilrådighedsstillelse af offentlige telenet;

(8) de fleste medlemsstater har indført foranstaltninger, der giver teleselskaberne særlige eller eksklusive rettigheder til at udbyde kabel-tv-net; disse rettigheder kan have form af enten eksklusiv eller ikke-eksklusiv licens, når antallet af licenser er begrænset på anden måde end efter objektive, proportionelle og ikke-diskriminerende kriterier;

(9) traktatens artikel 82 forbyder en eller flere virksomheder med en dominerende stilling på fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf at misbruge denne stilling;

(10) når medlemsstaterne har givet særlige eller eksklusive rettigheder til at opføre og drive kabel-tv-net til et teleselskab i det geografiske område, hvor det er dominerende på markedet for tjenester, der benytter telekommunikationsinfrastruktur, har dette teleselskab ikke noget incitament til at opgradere både sit offentlige smalbåndstelenet og sit bredbåndskabel-tv-net til et integreret bredbåndskommunikationsnet ( »full service network«), der kan levere tale, data og billeder via stor båndbredde; der er med andre ord tale om en interessekonflikt for et sådant selskab, fordi enhver betydelig forbedring af enten telenettet eller kabel-tv-nettet kan føre til, at omsætningen falder på det andet net; det ville under disse omstændigheder være ønskeligt at lade ejerskabet af de to net overgå til to forskellige selskaber, da dobbelt ejerskab af nettene medfører, at selskaberne sinker udviklingen af nye avancerede kommunikationstjenester og dermed begrænser den tekniske udvikling til skade for forbrugerne i strid med traktatens artikel 86, stk. 1, sammenholdt med artikel 82, stk. 2, litra b); alle medlemsstater bør imidlertid i det mindste sikre, at teleselskaber med en dominerende stilling med hensyn til udbud af offentlige telenet og offentlige taletelefonitjenester, som har oprettet deres kabel-tv-net på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder, lader deres kabel-tv-net drive af særskilte retlige enheder;

(11) denne konklusion styrkes af følgende betragtninger; når medlemsstaterne giver et selskab særlige eller eksklusive rettigheder til at oprette kabel-tv-net i samme geografiske område som det område, hvor det allerede udbyder offentlige telenet, må forskellige former for konkurrencebegrænsende adfærd forventes, medmindre der sikres tilstrækkelig gennemsigtighed i driften af disse selskaber; kravene i EF-retten om separate regnskaber, hvoraf nogle først trådte i kraft i forbindelse med gennemførelsen af den pakke af generelle foranstaltninger, der åbnede telekommunikationsmarkederne i de fleste medlemsstater fra den 1. januar 1998, har i situationer med alvorlige interessekonflikter som følge af dobbelt ejerskab ikke været tilstrækkelige til at forhindre alle former for konkurrencebegrænsende adfærd; desuden vil separate regnskaber blot gøre pengestrømmene mere gennemsigtige, hvorimod retlig adskillelse vil give mere gennemsigtige aktiver og omkostninger og lette tilsynet med rentabiliteten og forvaltningen af kabel-tv-netaktiviteterne; udbud af telenet og kabel-tv-net er beslægtede aktiviteter; en operatørs stilling på et af disse markeder påvirker vedkommendes stilling på det andet, og tilsynet med operatørens aktiviteter på disse markeder er vanskeligere; når et dominerende teleselskab har kabel-tv-interesser, har det en afskrækkende virkning på alle andre selskaber på grund af teleselskabets økonomiske styrke; de økonomiske udsigter for et kabel-tv-net, der endnu ikke er opført, er desuden usikre for et selskab, der ikke allerede er etableret på markedet for telekommunikation eller betalings-tv; det er derfor af afgørende betydning, at et dominerende teleselskab organiserer sine kabel-tv-aktiviteter på en sådan måde, at de kan kontrolleres, og det dermed kan sikres, at det ikke benytter sine ressourcer til at misbruge sin stilling; i den kritiske fase, hvor sektoren udsættes for fri konkurrence, er en retlig adskillelse mellem driften af teleselskabernes offentligt koblede telenet og deres kabel-tv-net, herunder backbonenet, et mindstekrav for at sikre, at artikel 86 overholdes; for at opnå denne gennemsigtighed er det nødvendigt, at nettene drives af særskilte retlige enheder, der dog i princippet kan have samme ejer; kravet om retlig adskillelse vil derfor være opfyldt, hvis et teleselskabs kabel-tv-aktiviteter overføres til et helejet datterselskab;

(12) Kommissionen vil i de enkelte tilfælde undersøge, om det er foreneligt med proportionalitetsprincippet at kræve, at de enkelte medlemsstater skal træffe yderligere foranstaltninger; beslutningerne i forbindelse med de enkelte sager kunne omfatte foranstaltninger som at give tredjemand adgang til kabeloperatørens selskabskapital eller at kræve, at denne aktivitet frasælges fuldstændig;

(13) distribution af audiovisuelle programmer til den brede offentlighed via telenet og indholdet af sådanne programmer vil fortsat være underlagt særlige regler, som medlemsstaterne vedtager i overensstemmelse med EF-retten, og bør derfor ikke være omfattet af nærværende direktiv; det er også i overensstemmelse med princippet om, at reguleringen af transmission og indhold skal holdes adskilt, som er et grundlæggende punkt i Kommissionens meddelelse af 9. marts 1999 om resultaterne af den offentlige høring vedrørende Grønbogen om konvergensen mellem telekommunikationssektoren, mediesektoren og informationsteknologisektoren(9);

(14) den aktuelle udvikling på markedet og indførelsen af ny teknologi kan skabe konkurrence om abonnentkredsløb i nogle medlemsstater; i så fald må det vurderes, om det stadig er påkrævet at stille retligt krav om, at tele- og kabel-tv-net, der ejes af en enkelt operatør, drives af særskilte retlige enheder, for at nå de fastsatte mål; da markedssituationen er forskellig for hver enkelt medlemsstat og sandsynligvis udvikler sig forskelligt, må en sådan vurdering være fleksibel nok til at tage hensyn til situationen på hvert enkelt nationalt marked; de nationale regulerende myndigheder bør have ret til at anmode Kommissionen om at foretage en sådan vurdering, især når den pågældende operatør ønsker det; en sådan anmodning bør indeholde en detaljeret beskrivelse af udviklingen i markedsstrukturen i den pågældende medlemsstat; da konkurrenterne på de relevante markeder har en legitim interesse heri, bør de indhentede oplysninger under sådanne omstændigheder stilles til rådighed for enhver, der anmoder herom, under behørig hensyntagen til virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder;

(15) direktiv 90/388/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse med det ovenfor anførte;

(16) medlemsstaterne bør undlade at træffe nye foranstaltninger, der har til formål eller følge at hindre gennemførelsen af dette direktiv

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

Kapitel 1. Lovens formål

Kapitel 1

Lovens formål

§§ 1-2

§ 1. Lovens formål er

1) At fremme etableringen af et velfungerende, konkurrencebaseret telemarked, der giver slutbrugerne mulighed for,

a) frit at vælge hvilken eller hvilke udbydere af telenet eller teletjenester, de ønsker at være kunder hos,

b) at kommunikere med alle andre slutbrugere, uanset om de er kunder hos samme udbyder eller en anden udbyder,

c) at få adgang til alle udbydere af forskellige former for informations- og indholdstjenester via telenettene,

d) frit at sammensætte deres forbrug af telenet og teletjenester samt informations- og indholdstjenester, uanset at disse leveres af flere forskellige udbydere af net eller tjenester, og

e) at medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere af telenet eller teletjenester.

2) At sikre alle slutbrugere, der ønsker dette, adgang til en række grundlæggende forsyningspligtydelser på rimelige vilkår og til rimelige priser.

3) At sikre en række grundlæggende brugerrettigheder for slutbrugerne i forbindelse med aftaler om levering af telenet eller teletjenester med udbydere af telenet eller teletjenester.

Stk. 2. Med sigte på realisering af de i stk. 1 anførte formål er formålet med lovens regulering af nummerforhold,

1) at sikre en effektiv udnyttelse af nummerressourcerne i den samlede danske nummerplan til fordel for slutbrugerne,

2) at fremme opkaldsmuligheder mellem telenet eller teletjenester i såvel indland som udland gennem anvendelse af fælles og koordinerede nummer- og adresseplaner,

3) at sikre korrekt dirigering inden for den samlede danske nummerplan, og

4) at sikre alle udbydere af telenet eller teletjenester klare og ikke-diskriminerende rammer for adgangen til numre, nummerserier og adresser i den samlede danske nummerplan.

Stk. 3. Med sigte på realisering af de i stk. 1 nævnte formål, er formålet med lovens regulering af indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, og de heri indeholdte forpligtelser for udbydere med en stærk markedsposition på et givet delmarked

1) At sikre alle udbydere af telenet eller teletjenester reelle og ikke-diskriminerende muligheder for at indgå aftaler om samtrafik med udbydere med en stærk markedsposition på et eller flere relevante delmarkeder om forskellige former for samtrafik, der giver adgang til udveksling af trafik, adgang til leje af infrastrukturkapacitet, tjenesteudbyderadgang, samt adgang til fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. i forbindelse med aftaler om samtrafik.

2) At sikre alle udbydere af telenet eller teletjenester reelle og ikke-diskriminerende muligheder for at indgå aftaler med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, herunder aftaler om overførsel af abonnentnumre mellem udbydere, aftaler med sigte på korrekt dirigering, eventuel anvendelse af en fælles database med porterede abonnentnumre med sigte herpå m.v.

3) Gennem prisregulering af samtrafikprodukter, der har karakter af afgørende flaskehalsressourcer, at sikre udbydere uden en stærk markedsposition en reel konkurrencemargin på alle områder, hvor det er muligt.

4) Gennem prisregulering af samtrafikprodukter, der har karakter af afgørende flaskehalsressourcer, at sikre, at priserne herfor ikke belastes af utidssvarende teknik, fejlinvesteringer, ineffektiv drift m.v. hos den samtrafikforpligtede udbyder af telenet eller teletjenester.

5) Gennem prisregulering af samtrafikprodukter, der har karakter af afgørende flaskehalsressourcer, at understøtte innovationsprægede investeringer bredt i markedet.

6) Gennem prisregulering af samtrafikprodukter, der har karakter af afgørende flaskehalsressourcer, at understøtte, at nye infrastrukturinvesteringer sker på grundlag af fremadrettede teknologivalg, der fremmer en samlet, optimal infrastrukturudvikling.

7) Gennem prisregulering af samtrafikprodukter, der har karakter af afgørende flaskehalsressourcer, at fremme kapacitetsorienterede investeringer i det omfang det er sandsynliggjort, at der vil opstå et udækket behov for infrastruktur, og at konkurrence- og efterspørgselspresset ikke vil være tilstrækkeligt til at sikre den fornødne udbygning.

8) At sikre en afbalanceret konkurrence mellem tjeneste- og infrastrukturudbydere, der ikke hæmmer nødvendige infrastrukturinvesteringer.

§ 1 opregner lovens formål. Stk. 1 angiver lovens overordnede formål. Stk. 2 og 3 beskriver de sigtelinier, som med udgangspunkt heri er styrende for de enkelte dele af loven (reguleringen af nummer- og samtrafikforhold)

Til stk. 1

Beskrivelsen af lovens hovedformål tager udgangspunkt i slutbrugernes interesser, som er det centrale omdrejningspunkt for telepolitikken. Formålet med lovens regler er, set udfra et brugerperspektiv, tredelt

For det første er det en del af lovens formål at fremme etablering af et velfungerende, konkurrencebaseret telemarked, der giver slutbrugerne en række nærmere beskrevne muligheder for også i praksis at vælge mellem forskellige leverandører af teleydelser (og uanset dette fortsat kunne kommunikere indbyrdes på tværs af net og tjenester udbudt af forskellige udbydere af telenet eller teletjenester), herunder også valgfrihed til at sammensætte deres forbrug heraf på basis af tilbud fra flere forskellige udbydere af telenet eller teletjenester, og til at kombinere dette med tilbud fra forskellige udbydere af informations- eller indholds-tjenester. Et andet aspekt af at sikre slutbrugerne reel valgfrihed handler om muligheden for at medtage sit abonnentnummer ved skift af teleselskab (nummerportabilitet). Dette omhandler bl.a. at sikre mulighed for slutbrugernes frie valg på telekommunikationsområdet.

For det andet er det en del af lovens formål at sikre alle slutbrugere, der ønsker dette, adgang til en række basale teletjenester til rimelige priser.

Endelig er det, som det tredje element, en del af formålet med loven at fastsætte regler, der kan sikre slutbrugerne en række grundlæggende forbrugerrettigheder, når de indgår kontrakter med teleselskaber om levering af en eller flere teleydelser.

Med sigte på realisering af de ovenfor beskrevne formål indeholder loven en række bestemmelser, der stiller krav til udbydere af telenet eller teletjenester.

Til stk. 2

Bestemmelsen præciserer, med udgangspunkt i den i stk. 1 indeholdte formålsbestemmelse, de styrende sigtelinier for lovens bestemmelser om nummerforhold (kapitlerne 6-10 og 15).

Formålsbestemmelsen er, sammenholdt med den gældende formålsbestemmelse i nummerloven, udbygget, således at det bliver en integreret del af det samlede formål med reguleringen og administrationen af nummerressourcerne at sikre en effektiv udnyttelse af disse til fordel for slutbrugerne. Når hovedvægten lægges herpå, skyldes det slutbrugernes interesse i, gennem en effektiv udnyttelse af denne begrænsede ressource, så vidt muligt at undgå, at den samlede danske nummerplan må udvides, således at de 8-cifrede abonnentnumre må forlænges til 9- eller 10-cifrede numre. Dette hensyn vil således også have forrang i forhold til eventuelle ønsker om en bredere adgang til nummerressourcer, herunder kortnumre, der primært er begrundet i konkurrencehensyn i modstrid med den ovenfor beskrevne slutbruger-interesse.

Derudover taler den gældende formålsbestemmelse bl.a. om at »sikre uhindrede opkaldsmuligheder mellem offentlige telenet eller teletjenester i såvel indland som udland«. I den nye formålsbestemmelse er denne del af målsætningen modificeret til at omhandle »fremme (af) opkaldsmuligheder mellem offentlige telenet eller teletjenester i såvel indland som udland«. Baggrunden for den nævnte modifikation er en markedsudvikling, som indebærer, at der i dag som en del af den udvikling, der indebærer, at der kommer flere og flere skræddersyede/forskellige slutbrugerprodukter på telemarkedet - udbydes en række slutbrugerprodukter, der ikke nødvendigvis giver adgang til at foretage opkald til alle abonnentnumre hos offentlige telenet eller teletjenester i såvel indland som udland. Denne markedsudvikling, herunder navnlig introduktionen af tjenester, der sælges i form af de såkaldte »taletidskort«, har således betydet, at der i dag er flere produkter på markedet, som ikke giver adgang til at ringe til alle numre. Der kan f.eks. være spærret for kald til udenlandske numre, spærret for muligheden for at benytte en mobiltelefon, når man er i udlandet, eller spærret for kald til f.eks. 70-, 80-, og 90-nummerserierne. Der ses ikke at være grund til at hindre eller hæmme denne markedsudvikling. Levedygtigheden og dermed berettigelsen - af sådanne produkter må således afklares gennem den almindelige forbrugerefterspørgsel efter disse. Det giver imidlertid ikke mening, set i lyset af denne udvikling, i formålsbestemmelsen at fastslå, at nummerreguleringen skal »sikre« uhindrede opkaldsmuligheder mellem alle abonnentnumre med den konsekvens, at sådanne tjenester ikke i praksis kan udbydes.

Derudover er det en del af formålet med reguleringen at sikre korrekt dirigering, således at en slutbruger også kommer i forbindelse med indehaveren af det nummer, som denne foretager et opkald til, i det omfang, den købte tjeneste indeholder adgang til at ringe til denne type numre (kortnumre, 8-cifrede abonnentnumre i den samlede danske nummerplan eller udlandsnumre).

Endelig er det fjerde element i formålet med nummerreguleringen af sikre klare og ikke-diskriminerende rammer for adgangen til numre, nummerserier og adresser. Denne del af formålsbestemmelsen retter sig primært imod Telestyrelsens administration af den samlede danske nummerplan og reglerne herfor.

Til stk. 3

Bestemmelsen præciserer, med udgangspunkt i den i stk. 1 indeholdte formålsbestemmelse, de styrende sigtelinier for lovens bestemmelser om samtrafik (afsnit IV).

Til nr. 1

Det fremgår af bestemmelsen, at formålet med samtrafikreguleringen er at sikre alle udbydere af telenet eller teletjenester reelle og ikke-diskriminerende muligheder for at indgå aftaler om samtrafik med udbydere med en stærk markedsposition på et eller flere relevante delmarkeder om forskellige former for samtrafik, der giver adgang til udveksling af trafik, adgang til leje af infrastrukturkapacitet, tjenesteudbyderadgang samt adgang til fælles udnyttelse af bygninger, centraler m.v. i forbindelse med aftaler om samtrafik.

Bestemmelser herom fremgår af afsnit IV.

Der henvises bl.a. til bemærkningerne til §§ 42, 43, 44, 51 og 52.

Til nr. 2

Det fremgår af bestemmelsen, at der skal sikres alle udbydere af telenet eller teletjenester reelle og ikke-diskriminerende muligheder for indbyrdes at indgå aftaler med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, herunder aftaler om overførsel af abonnentnumre mellem udbydere, aftaler med sigte på korrekt dirigering og eventuel anvendelse af en fælles database med porterede abonnentnumre med sigte herpå.

Bestemmelserne herom fremgår af kapitel 15 i afsnit IV.

Der henvises bl.a. til bemærkningerne til §§ 56-58.

Til nr. 3

Det primære formål med lovens bestemmelser om prisregulering af samtrafikprodukter er at foretage en prisregulering af de samtrafikprodukter, der har karakter af afgørende flaskehalsressourcer, som kan sikre udbydere af offentlige telenet eller teletjenester en reel konkurrencemargin på alle områder, hvor dette er muligt.

En væsentlig forudsætning for at opfylde det telepolitiske ønske om at sikre sund og effektiv konkurrence på alle delmarkeder er, at de enkelte delmarkeder har en markedsattraktivitet, der stimulerer reel konkurrence. Samtrafikpriserne påvirker direkte de enkelte delmarkeders attraktivitet og de enkelte markedsaktørers konkurrenceevne i form af den konkurrencemargin, som differencen mellem slutbrugerpriser og samtrafikpriser udgør. Konkurrencemargin er forskellen på den pris, de ikke-markedsledende teleselskaber på det danske marked skal betale for at bruge net tilhørende udbydere med en stærk markedsposition, og den pris udbyderen, der er underlagt forsyningspligtreguleringen, sætter over for kunderne. Konkurrencemarginbegrebet omhandler således de ikke-markedsledende selskabers muligheder for at opnå positiv indtjening på deres udbud af forskellige typer af tjenester.

Til nr. 4

Det er en integreret del af formålet med samtrafikprisreguleringen, at priserne herfor ikke må belastes af utidssvarende teknik, fejlinvesteringer, ineffektiv drift m.v. hos den samtrafikforpligtede udbyder af telenet eller teletjenester. Dette indebærer, at parter, der anmoder om samtrafik, kan undgå at betale en merpris begrundet i f.eks. en tidligere monopoludbyders eventuelle ineffektive produktionsapparat. Hertil er LRAIC-metoden et ideelt instrument til fastsættelse af samtrafikpriserne. Der henvises til bemærkningerne til § 55, stk. 5.

Til nr. 5

Et andet delformål med samtrafikprisreguleringen er at understøtte innovationsprægede investeringer bredt i markedet. I og med, at der er tale om en langsigtet målsætning om innovationer, er sigtet med bestemmelsen at understøtte innovationsprægede investeringer hos samtlige markedsaktører og ikke blot hos udbydere med en stærk markedsposition.

Med innovationsprægede investeringer menes både investeringer i udnyttelse af infrastruktur og investeringer i udvikling og udbud af nye produkter til slutbrugerne, herunder særligt investeringer i udnyttelse af abonnentnet (accessnet) til at udbyde nye bredbåndsprodukter. Med bredbåndsprodukter forstås produkter, der indeholder hurtigere datatransmissionshastigheder i forhold til et almindeligt telefonmodem. xDSL teknologierne er eksempler på sådanne teknologier, der er beregnet til at opnå højere transmissionshastighed på trådpar, som forbinder de enkelte abonnenter med lokalcentralen. FWA (fixed wireless access) udgør et radiobaseret alternativ til den førnævnte kablede access.

Et effektivt konkurrencepres og reelle konkurrencemarginer anses for afgørende for at frembringe innovative investeringer.

Til nr. 6

Det er også en del af formålet med prisreguleringen at understøtte, at nye infrastrukturinvesteringer sker på grundlag af fremadrettede teknologivalg, der fremmer en samlet, optimal infrastrukturudvikling.

Hermed undgås, at der sker en videreførelse af gårsdagens teknologi. På denne måde undgås sub-optimeringer.

Til nr. 7

Det er desuden en del af formålet med prisreguleringen af samtrafikprodukterne at fremme kapacitetsorienterede investeringer. I situationer, hvor der er modstrid mellem de i nr. 3-6 opstillede delformål med prisreguleringen af samtrafikprodukterne og det i nr. 7 nævnte delformål, skal dette delformål dog kun tillægges betydning i det omfang, det er sandsynliggjort, at der vil opstå et udækket behov for infrastruktur, og at konkurrence- og efterspørgselspresset ikke vil være tilstrækkeligt til at sikre den fornødne udbygning.

Til nr. 8

Det fremgår af stk. 3, at det endvidere er et formål med prisreguleringen at sikre en afbalanceret konkurrence mellem tjeneste- og infrastrukturudbydere, der ikke hæmmer nødvendige infrastrukturinvesteringer. Denne del af formålsbestemmelsen retter sig navnlig imod prisreguleringen af tjenesteudbyderadgang. Sigtet er således, for så vidt angår dette samtrafikprodukt, at foretage en afbalanceret prisregulering, som ikke hæmmer incitamenterne til, at en bred kreds af markedsaktører foretager de nødvendige investeringer i ny teleinfrastruktur.

Til § 2

Til stk. 1

Artikel 2

Kommissionen reviderer anvendelsen af nærværende direktiv, når den finder, at dets krav er opfyldt, og de opstillede mål er nået, dog senest den 31. december 2002.

Medlemsstater, der finder, at der er tilstrækkelig konkurrence om udbud af infrastruktur og tjenester i abonnentkredsløbet på deres områder, underretter Kommissionen herom.

En sådan underretning skal indeholde en detaljeret beskrivelse af markedsstrukturen. Enhver interesseret part, der anmoder herom, skal have adgang til oplysningerne, idet der dog skal tages hensyn til virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres forretningshemmeligheder.

Kommissionen afgør inden for en rimelig frist efter at have hørt parternes bemærkninger, om forpligtelsen til adskillelse i retlig henseende kan ophæves i den pågældende medlemsstat.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved

a) »beskyttet tjeneste« følgende tjenester, når de ydes mod vederlag og på basis af adgangsstyring

- tv-spredning som defineret under tv-radiospredning i artikel 1, litra a), i direktiv 89/552/EØF

- radiospredning, dvs. trådbåren eller trådløs udsendelse, herunder via satellit, af radioprogrammer, der er beregnet til at blive modtaget af offentligheden

- informationssamfundets tjenester, jf. artikel 1, nr. 2, i Rådets og Europa-Parlamentets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester(7)

eller adgangsstyring af ovennævnte tjenester, der betragtes som en selvstændig adgangsstyrende tjeneste

b) »adgangsstyring« en teknisk foranstaltning og/eller et teknisk arrangement, hvorved adgangen til den beskyttede tjeneste i forståelig form er betinget af en forudgående individuel tilladelse

c) »adgangsstyringsanordning« et udstyr eller program, der er udformet eller tilpasset med henblik på at muliggøre adgangen til en beskyttet tjeneste i forståelig form

d) »associeret tjeneste« installering, vedligeholdelse eller udskiftning af adgangsstyringsanordninger samt tilrådighedsstillelse af kommercielle kommunikationstjenester i forbindelse hermed eller med beskyttede tjenester

e) »ulovlig anordning« et udstyr eller program, der er udformet eller tilpasset med henblik på at muliggøre adgang til en beskyttet tjeneste i forståelig form uden tjenesteudbyderens tilladelse

f) »det område, der er omfattet af dette direktiv« alle bestemmelser vedrørende ulovlige handlinger som beskrevet i artikel 4.

Bilag 2

Bilag 2

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF

af 20. november 1998

om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2, artikel 66 og artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), (3)og

ud fra følgende betragtninger

(1) De målsætninger for Fællesskabet, der er nedfældet i traktaten, omfatter en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk samt en sikring af økonomiske og sociale fremskridt ved at fjerne de skranker, der deler dem;

(2) udbuddet af radio- og tv-spredningstjenester samt informationssamfundets tjenester på tværs af grænserne kan bidrage til - ud fra et individuelt synspunkt - at en grundlæggende rettighed som ytringsfriheden kan udøves fuldt ud, og - ud fra et kollektivt synspunkt - at traktatens mål virkeliggøres;

(3) traktaten foreskriver fri bevægelighed for alle tjenesteydelser, der normalt udføres mod vederlag; når denne ret anvendes på radio- og tv-spredningstjenester samt informationssamfundets tjenester, er den ligeledes et konkret fællesskabsretligt udtryk for et mere generelt princip, nemlig ytringsfriheden som forankret i artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; i denne artikel anerkendes det udtrykkeligt, at borgerne har ret til at modtage og videregive informationer uden hensyn til grænser, ligesom enhver begrænsning af denne ret skal bero på en passende afvejning i

forhold til andre legitime interesser, som bør være retligt beskyttede;

(4) Kommissionen har på grundlag af grønbogen »Retlig beskyttelse af krypterede tjenester i det indre marked« gennemført en omfattende høring; høringen bekræftede behovet for et fællesskabsretligt instrument, som kan sikre den retlige beskyttelse af alle de tjenester, hvor vederlaget afhænger af en adgangsstyring;

(5) Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 13. maj 1997 om grønbogen (4) Kommissionen til at forelægge et forslag til direktiv, der omfatter alle krypterede tjenester, hvor krypteringen anvendes til at sikre licensbetaling; Parlamentet var enigt i, at forslaget skulle omfatte informationssamfundets tjenester, der teleformidles på individuel anmodning fra en tjenestemodtager, samt radio- og tv-spredningstjenester;

(6) den digitale teknologi skaber forudsætningerne for, at forbrugernes valgmuligheder kan øges og den kulturelle mangfoldighed styrkes, idet der kan tilbydes en endnu bredere vifte af tjenester som omhandlet i traktatens artikel 59 og 60; disse tjenester vil ofte kun være rentable, hvis tjenesteudbyderen kan sikres et vederlag ved hjælp af adgangsstyring; tilsvarende synes retlig beskyttelse af tjenesteudbydere mod ulovlige anordninger, der muliggør gratis adgang til disse tjenester, at være nødvendig for at sikre disse tjenesters økonomiske bæredygtighed;

(7) spørgsmålets betydning fremgik af Kommissionens meddelelse »Et europæisk initiativ inden for elektronisk handel«;

(8) i henhold til traktatens artikel 7 A indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser; i henhold til traktatens artikel 128, stk. 4, skal Fællesskabet tage hensyn til de kulturelle aspekter i sin indsats i henhold til de andre bestemmelser i traktaten; i medfør af traktatens artikel 130, stk. 3, skal Fællesskabet gennem de politikker og aktioner, som det iværksætter, bidrage til at skabe de nødvendige betingelser for udviklingen af fællesskabsindustriens konkurrenceevne;

(9) dette direktiv berører ikke eventuelle fremtidige fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser, der skal sikre, at en række radio- og tv-spredningstjenester, som anses for at være af almen interesse, ikke er adgangsstyrede;

(10) dette direktiv berører ikke de kulturelle aspekter af eventuelle yderligere fællesskabsforanstaltninger vedrørende nye tjenester;

(11) forskellene mellem de nationale regler for retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester kan skabe hindringer for den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser;

(12) anvendelsen af traktaten er ikke tilstrækkelig til at fjerne disse hindringer i det indre marked; ændringerne må derfor fjernes ved etablering af et ensartet beskyttelsesniveau i medlemsstaterne; dette betyder, at de nationale regler for kommercielle handlinger, der vedrører ulovlige anordninger, må tilnærmes hinanden;

(13) det synes nødvendigt at sikre, at medlemsstaterne sørger for en passende retsbeskyttelse mod markedsføring, med direkte eller indirekte økonomisk gevinst for øje, af ulovlige anordninger, som muliggør eller letter uautoriseret omgåelse af enhver form for tekniske foranstaltninger, der har til formål at sikre betaling af vederlaget for en lovligt udbudt tjeneste;

(14) de kommercielle handlinger, der vedrører ulovlige anordninger, omfatter kommerciel kommunikation, der dækker alle former for reklame, direkte markedsføring, sponsorering, salgsfremme og public relations til fremme af sådanne produkter og tjenesteydelser;

(15) disse kommercielle handlinger skader forbrugeren, som vildledes om de ulovlige anordningers oprindelse; der er brug for et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at kunne bekæmpe denne form for vildledning af forbrugeren; i henhold til traktatens artikel 129 A, stk. 1, skal Fællesskabet bidrage til virkeliggørelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved de foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 100 A;

(16) de rammebestemmelser for etableringen af et fælles audiovisuelt område, der er fastsat i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed(5), bør suppleres med bestemmelser om de adgangsstyringsteknikker, som dette direktiv vedrører, ikke mindst med henblik på at sikre, at udbydere af grænseoverskridende udsendelser behandles lige uanset hjemsted;

(17) i henhold til Rådets resolution af 29. juni 1995 om en ensartet og effektiv gennemførelse af fællesskabsretten og om sanktioner i tilfælde af overtrædelse af dens bestemmelser vedrørende det indre marked(6), skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, som bevirker, at fællesskabsretten gennemføres lige så effektivt og omhyggeligt som medlemsstaternes nationale ret;

(18) medlemsstaterne skal i henhold til traktatens artikel 5 træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at fællesskabsretten anvendes og er effektiv, navnlig ved at sørge for, at de valgte sanktioner er effektive, afskrækkende og står i et rimeligt forhold til den ulovlige handlings potentielle virkning, og at retsmidlerne er passende;

(19) den indbyrdes tilnærmelse af love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne skal efter proportionalitetsprincippet som omhandlet i traktatens artikel 3 B, stk. 3, begrænses til, hvad der er nødvendigt for at nå målene for det indre marked;

(20) distribution af ulovlige anordninger omfatter enhver form for overdragelse samt markedsføring med henblik på udbredelse af sådanne anordninger i og uden for Fællesskabet;

(21) anvendelsen af eventuelle nationale bestemmelser, som forbyder privat besiddelse af ulovlige anordninger, berøres ikke af dette direktiv; det samme gør sig gældende for anvendelsen af Fællesskabets konkurrenceregler og for anvendelsen af Fællesskabets regler for intellektuel ejendomsret;

(22) i den nationale lovgivning vedrørende sanktioner og retsmidler mod ulovlige kommercielle handlinger kan det være fastsat, at handlingerne skal være udført af en person, som vidste eller burde vide, at de pågældende anordninger var ulovlige;

(23) de sanktioner og retsmidler, der er fastsat i dette direktiv, berører ikke andre sanktioner eller retsmidler, der kan fastsættes i national ret, såsom forebyggende foranstaltninger generelt eller beslaglæggelse af ulovlige anordninger; medlemsstaterne er ikke forpligtet til at fastsætte strafferetlige sanktioner for ulovlige handlinger ifølge dette direktiv; medlemsstaternes bestemmelser vedrørende erstatningssøgsmål skal være i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og retssystem;

(24) dette direktiv berører ikke anvendelsen af nationale bestemmelser, der ikke falder ind under det område, der er omfattet af direktivet, såsom bestemmelserne om beskyttelse af mindreårige, herunder dem, der er vedtaget i medfør af direktiv 89/552/EØF, eller nationale bestemmelser vedrørende den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

Kapitel 2. Definitioner

Kapitel 2

Definitioner

§ 2. Loven finder anvendelse på udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet, udbydere af betalingstelefoner, udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registre og udbydere af informations- og indholdstjenester.

§ 2 opregner lovens anvendelsesområde.

Kerneområdet er en samlet lovregulering af konkurrence- og forbrugerforhold rettet imod udbydere af telenet eller teletjenester. Dele af lovens regler retter sig alene imod udbydere, der udbyder telenet eller teletjenester til slutbrugere, herunder offentlige telenet eller teletjenester, dvs. net eller tjenester til en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere. Denne del af reguleringen skaber en række rettigheder for slutbrugere set i forhold til det eller de teleselskaber, som de er kunder hos.

Andre dele af reguleringen retter sig også imod udbydere, der udbyder telenet eller teletjenester til andre udbydere, snarere end til slutbrugere, herunder eksempelvis rene infrastrukturleverandører.

De dele af reguleringen, der omhandler samtrafik og nummerforhold m.v., er karakteriseret ved at pålægge visse udbydere, herunder navnlig udbydere med en stærk markedsposition på et eller flere delmarkeder, en række forpligtelser, som modsat skaber rettigheder, navnlig for andre udbydere af telenet eller teletjenester. Loven indeholder desuden en række forpligtende bestemmelser rettet imod udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende alarm- og beredskabsforhold.

Ud over ovennævnte indeholder loven visse forpligtende bestemmelser, der ud over at omfatte udbydere af telenet eller teletjenester også omfatter telenet eller teletjenester, der er etableret af en gruppe af slutbrugere til eget brug, f.eks. i regi af en boligforening, en grundejerforening eller et brugerejet fællesantenneanlæg. Reguleringen retter sig imod ejeren eller ejerne af anlægget.

Loven indeholder endvidere en regulering af udbud af betalingstelefoner og af nummeroplysningsdatabaser og registre, samt visse regler for udbud af informations- og indholdstjenester.

Uanset at bestemmelsen i § 1, stk. 4, i den gældende lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren (herefter samtrafikloven), om at også virksomheder inden for jernbanedrift, forsyningsvirksomheder inden for gas, vand, varme og elektricitet samt kommuner og kommunale fællesskaber og offentlige institutioner i øvrigt, der udbyder telenet eller teletjenester, er omfattet af loven, såfremt disse udbyder telenet eller teletjenester, ikke er videreført i denne lov, indebærer dette ingen substansændring, idet disse parter allerede er omfattet af begrebet »udbydere af telenet eller teletjenester«.

Til kapitel 2: Definitioner

I dette kapitel defineres en række tværgående nøglebegreber af betydning for flere af afsnittene i loven.

Begreber, som alene er af relevans for en afgrænset del af telelovgivningen, er i stedet defineret i sammenhæng med de bestemmelser, hvor de konkret anvendes.

Til § 3

Til stk. 1

I stk. 1 defineres telenet. Der er tale om en bred definition, der har til hensigt at fastslå, at telenet kan omfatte enhver form for trådløs eller kabelbaseret infrastruktur, der anvendes til elektronisk transport af teletjenester, jf. den selvstændige definition heraf.

Begrebet omfatter således også trådløs eller kabelbaseret infrastruktur, som traditionelt ikke har været betragtet som teleinfrastruktur, for eksempel, fordi den udelukkende eller primært har været anvendt til transport af radio og tv, herunder for eksempel satellit- og jordbaserede radio- og tv-sendernet, kabeltv-net m.v. Se i den forbindelse også bemærkningerne til den særlige regulering af kabeltv-net, hvoraf fremgår, at den danske definition således er betydeligt bredere end den gældende EU-definition af telenet, hvori der ikke indgår eksempelvis kabeltv-net.

Det er uden betydning, hvilken transmissionsteknologi der er tale om, herunder om der er tale om kobber- koaksial- eller fiberkabler eller eventuelle nye former for kabler, der anvendes til transport af teletjenester, eller om der er tale om en eller flere radiokommunikationsteknologier, herunder teknologier, der sigter på etablering af mobilinfrastruktur, eller infrastruktur baseret på radiokommunikation fra et fast punkt til et andet fast punkt. Det er ligeledes uden betydning, om der er tale om kredsløbs- eller pakkekoblede net.

Af ovennævnte brede afgrænsning følger også, at for eksempel et elnet, som i kraft af den teknologiske udvikling på et tidspunkt måtte blive anvendt til transport af teletjenester, vil blive omfattet af lovens regler.

Til stk. 2

Stk. 2 afgrænser, hvad der forstås ved teletjenester. Afgrænsningen heraf har som nævnt ovenfor samtidig betydning for, hvad der forstås ved telenet. Der er tale om en bred afgrænsning, der indebærer, at teletjenester omfatter enhver form for transport af elektronisk kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf, ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik.

Den brede afgrænsning er nødvendiggjort af konvergensudviklingen, der indebærer at den traditionelle afgrænsning af, hvad der forstås ved teletjenester, i form af en definition, der som sit kerneområde har tidstro overføring af taletelefoni (via mobilnet eller fastnet) og datakommunikation (ligeledes via mobilnet eller fastnet), ikke længere er anvendelig.

For at telemarkedet kan udvikle sig til et kommunikationsmarked, hvor selskaberne uden at støde ind i regulatoriske barrierer er i stand til at tilvejebringe et bredt udbud af avancerede kommunikationsprodukter til slutbrugerne, er det således væsentligt, at begrebet teletjenester, som indgår dels i afgrænsningen af, hvilke parter der er omfattet af de forbrugerbeskyttende regler, der er indeholdt i loven, dels i afgrænsningen af, hvilke parter der har rettigheder og forpligtelser i relation til samtrafik og adgang til nummerressourcer, er så bredt, at det omfatter alle de forskellige fremtrædelsesformer, som elektroniske transporttjenester i dag og i fremtiden vil have.

Definitionen er med udgangspunkt heri udformet således, at den også omfatter transport, også benævnt overføring, af lyd- og billeder og kombinationer heraf (dvs. enhver form for data- eller bit-transport), herunder dels transport af informations- eller indholdstjenester, dels transport af radio- eller tv-programvirksomhed, mellem nettermineringspunkter. Definitionen omfatter i den forbindelse både teletjenester, der indebærer transport af det samme indhold samtidig til en ikke på forhånd afgrænset kreds af mange forskellige brugere (punkt-til-multipunkt tjenester), og teletjenester, hvor der er tale om en særskilt kommunikation og dermed transport mellem to eller flere slutbrugere (punkt-til-punkt kommunikation), f.eks. i form af transport af en specifik telefonsamtale, en e-mail eller lignende, mellem to eller flere parter. Det er ligeledes uden betydning, om der er tale om envejskommunikation (f.eks. transport af radio/tv til slutbrugere) eller tovejskommunikation (f.eks. en e-mail-korrespondance).

Selve informations- eller indholdstjenesten er derimod ikke omfattet af definitionen af en teletjeneste. Det samme gælder selve radio- eller tv-programvirksomheden eller den tjeneste, der består i at »pakke« en række radio- og tv-programmer sammen med henblik på videresalg, samt evt. udbud af en elektronisk programguide eller lignende indramning af programmerne, jf. også bemærkningerne til stk. 4 nedenfor, der præciserer, at de to sidstnævnte former for virksomhed heller ikke kan opfattes som en indholds- eller informationstjeneste.

Definitionen skelner ikke imellem teletjenester, der tilvejebringes og leveres via mobile net, dvs. teleinfrastruktur, hvor slutbrugeren kan bevæge sig rundt med sin teleterminal til fods, i en bil eller lignende, mens tjenesten bruges, og teletjenester, der tilvejebringes via et fast nettermineringspunkt.

Internettet betragtes ofte som et særligt net eller en særlig tjeneste i modsætning til de traditionelle teletjenester. Internettet er imidlertid først og fremmest en særlig protokol for afvikling og afregning af både de traditionelle former for teletjenester og forskellige nye former for elektroniske tjenester over telenet. Internettet og en Internetudbyder kan levere transport af almindelig taletelefoni, videotelefoni, forskellige former for datakommunikation, lyd- og billeder m.v. Definitionen tager højde herfor og skelner således ikke imellem, om der er tale om transporttjenester, der tilvejebringes via Internettet eller gennem andre dele af det traditionelle telenet. Begge dele anses for omfattet af definitionen af teletjenester. Levering af en e-postadresse eller etablering af f.eks. et webhotel anses derimod ikke i sig selv for en teletjeneste. Det afgørende er, om udbyderen tillige sælger formidling af teletrafik/transportydelser.

Teletjenester vil i en række tilfælde være konkrete slutbrugerprodukter, som f.eks. den lange række af forskellige produkter, som teleselskaberne i dag markedsfører, men kan også være produkter, der udbydes til andre udbydere af telenet eller teletjenester.

Til stk. 3

Stk. 3 introducerer endnu et væsentligt, tværgående begreb, nemlig et nettermineringspunkt. Herved forstås i relation til bestemmelserne i nærværende lovforslag den fysiske eller logiske grænseflade i nettet, der udgør en slutbrugers tilslutning til dette.

Traditionelt har nettermineringspunktet været forstået som et fast monteret telefonstik, som sammen med et telefonapparat og et 8-cifret abonnentnummer på en gang sikrede en slutbruger adgang til telenettet og identificerede, hvor i nettet trafik til denne slutbruger skulle afleveres.

Sådanne nettermineringspunkter i det faste telenet kan imidlertid i dag også omfatte andre former for stik end et traditionelt telefonstik, herunder stik, der giver adgang til tilslutning af forskellige former for datakommunikationsmodems eller lignende.

Med den ovenfor nævnte brede definition af teletjenester kan et nettermineringspunkt desuden omfatte stik til modtagning af forskellige former for punkt-til-multipunkt tjenester, herunder radio- og tv-programvirksomhed. Der kan således være behov for at tilslutte digitale dekodere, radio- og tv-apparater og lignende.

Samtidig vil nettermineringspunktet, forstået som grænsefladen mellem slutbrugeren og nettet, i dag ikke nødvendigvis omfatte et traditionelt 8-cifret abonnentnummer, der tjener til at identificere, hvor i nettet trafik til denne slutbruger skal afleveres. Der kan i stedet være tale om en eller anden form for netadresse i form af eksempelvis et domænenavn, en web- eller en e-postadresse, og teletrafik mellem to nettermineringspunkter kan derfor også være kommunikation f.eks. fra en slutbrugers pc til en hjemmeside et givet sted i nettet (hvor hjemmesiden udgør en anden slutbrugers »adresse« på nettet). Denne del af definitionen har også betydning for, hvad der forstås ved henholdsvis telenet og teletjenester, jf. § 3, stk. 1 og 2, og den heri indeholdte definition heraf, hvori indgår begrebet »nettermineringspunkt«.

Endelig kan et nettermineringspunkt, jf. den i stk. 3, nr. 2, indeholdte del af definitionen, være en del af et net etableret med sigte på tilvejebringelse af mobiltjenester, og dermed ikke et fysisk fast placeret punkt, men derimod en del af det mobile udstyr, som slutbrugeren råder over, i nogle tilfælde i form af et SIM-kort, der indgår i en mobilterminal, i andre tilfælde en fysisk eller logisk grænseflade mellem slutbruger og udbyderen af telenet eller teletjenester, der kan have karakter af en integreret del af nettet eller eventuelt være indbygget i terminalen.

Da der er tale om en forholdsvis åben definition af, hvad der konkret forstås ved en grænseflade for tilslutning af mobilt udstyr, er Telestyrelsen i stk. 5 tillagt kompetence til at udstede nærmere regler om, hvad der forstås herved. Der kan være tale om en række forskellige, teknologi-specifikke definitioner heraf, jf. forskellene på analoge mobilterminaler, digitale mobilterminaler til GSM900 og GSM1800 (der er baseret på SIM-kort-teknologi), kommende TETRA- og UMTS-terminaler og andre teknologier, som endnu ikke er udviklet.

Til stk. 4

Stk. 4 definerer begrebet »informations- og indholdstjenester« som modsætning til teletjenester, der fokuserer på transport/overførsel af elektronisk kommunikation.

Ved informations- og indholdstjenester forstås således tjenesteydelser i form af tilrådighedsstillelse af (hvorved forstås, at en slutbruger får adgang til at benytte/gennemse/aflytte) en eller flere former for elektronisk formidlet indhold eller information efter individuel anmodning (dvs. en elektronisk anmodning afleveret på et nettermineringspunkt (et 8-cifret abonnentnummer eller en adresse i nettet)) fra en slutbruger.

Definitionen af informations- og indholdstjenester svarer i vidt omfang til definitionen af begrebet »informationssamfundets tjenester«, der findes i artikel 1, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EF-Tidende 1998 nr. L 204, s. 37), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54).

Bilag V til direktivet indeholder en vejledende liste over tjenester, der ikke er omfattet af definitionen af »informationssamfundets tjenester« i direktivets artikel 1, nr. 2. Denne liste vil med to modifikationer beskrevet nedenfor være vejledende for en bedømmelse af, om en konkret tjeneste kan anses for en indholds- og informationstjeneste i relation til bestemmelserne i denne lov. Bilag V er optrykt som et bilag 3 til loven.

Lovens definition omfatter - i modsætning til direktivet, som alene vedrører tjenester, der normalt ydes mod betaling - både tjenester, der ydes mod betaling fra slutbrugeren, eller som finansieres på anden måde, f.eks. via reklamer, samt tjenester, som ydes uden betaling. Dette kunne f.eks. være tjenester, som staten eller andre offentlige myndigheder leverer uden modydelse på det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige eller retlige område.

Uden for definitionen falder tjenester, der formidles elektronisk, men hvor parterne er fysisk til stede på samme sted ved leveringen af tjenesteydelsen, jf. bilag V, pkt. 1.

Ved »elektronisk tilrådighedsstillelse« forstås, at en tjeneste fra afsendelsesstedet sendes og på bestemmelsesstedet modtages ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik, dvs. at tjenesteydelsen tilvejebringes gennem brug af en teletjeneste, der fungerer som transportsystem for denne. Tjenester, der ydes via taletelefoni og telefax, vil således også være omfattet af definitionen. Dette er en udvidelse i forhold til direktivet, der stiller krav om, at afsendelsen og modtagelsen af tjenesten sker ved hjælp af »elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og datalagringsudstyr«, jf. bilag V, pkt. 2 til direktivet.

Uden for definitionen falder endvidere tjenesteydelser som nævnt, der ikke leveres på grundlag af en individuel anmodning fra en slutbruger (dvs. at transmission af data sker, når anmodning herom f.eks. via Internettet - elektronisk er fremsat), men i stedet leveres som punkt-til-multipunkt distribuerede tjenester. Radio- og tv-programvirksomhed, som bl.a. omhandlet i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og i artikel 1, litra a) i Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EF-Tidende 1989 nr. L208, s. 23), som ændret ved direktiv 97/36/EF, er således ikke omfattet af definitionen, jf. bilag V, pkt. 3. Det samme gælder den generelt distribuerede tjeneste, der består i at »pakke« en række radio- og tv-programmer sammen med henblik på videresalg, samt evt. udbud af en elektronisk programguide eller lignende indramning af programmerne.

Uanset ovennævnte forståelsesmæssige afgrænsning af begrebet er der fortsat tale om et begreb, som omfatter en række meget forskellige tjenester, herunder eksempelvis en offentlig myndigheds tilvejebringelse af en indholds- og informationstjeneste rettet til borgerne indeholdende oplysninger om borgernes rettigheder og pligter, en privat virksomheds information om sine forretningsaktiviteter etableret i markedsføringsøjemed, rent netbaserede salgs- og markedsføringsaktiviteter, tilvejebringelse af underholdning og nyheder af radio- og tv lignende karakter, forskellige former for målrettede database-tjenester samt endelig private borgeres personlige hjemmesider m.v. på nettet.

I en række af de nævnte situationer er det ikke hensigten at foretage en særskilt regulering af den pågældende aktivitet i telelovgivningen, og den ovenfor nævnte opremsning skal således på disse områder primært ses som en afgrænsning af, hvilke aktiviteter der ikke anses for omfattet af begrebet teletjenester.

Begrebet anvendes i lovens kapitel 23, der indeholder bestemmelser, der regulerer forskellige delmængder af informations- og indholdstjenester, i formålsbestemmelsen for samtrafik og i forbindelse med reguleringen af de såkaldte service 900-tjenester (opkald til overtakserede 8-cifrede numre, hvor betaling for informations- og indholdstjenesten sker integreret i opkrævningen af betalingen for selve teletjenesten).

Til stk. 5

Der henvises til bemærkningerne til stk. 3.

Til § 4

Telereguleringen skelner i en række sammenhænge mellem henholdsvis slutbrugere og udbydere af telenet eller teletjenester, hvor slutbrugere er brugere af telenet eller teletjenester, som ikke samtidig selv videresælger teleydelser. Afgrænsningen er navnlig relevant i to sammenhænge. For det første i forbindelse med afgrænsningen af, hvilke parter der er berettigede til at indgå aftale om køb af et eller flere samtrafikprodukter med de prisfordele m.v., der ligger heri, og for det andet i forbindelse med afgrænsningen af, hvem de forbrugerrettede dele af telereguleringen tilsigter at beskytte.

Slutbrugere defineres i modsætning til udbydere af telenet eller teletjenester og kan omfatte såvel erhvervsdrivende som ikke-erhvervsdrivende brugere af telenet eller teletjenester, herunder storkunder og lignende, som i et vist omfang vælger at etablere deres egen teleinfrastruktur og sammenkoble denne med de offentlige telenet med henblik på udveksling af trafik. En storkunde kan herunder også være et fællesantenneanlæg, en bolig- eller grundejerforening eller lignende, som har valgt at etablere f.eks. lokal bredbåndsinfrastruktur i accessnettet på egen hånd.

Også udbydere af informations- og indholdstjenester, herunder service 900 tjenesteudbydere, anses for slutbrugere. Det samme gælder f.eks. radio- og tv-virksomheder og andre virksomheder med særlige kommunikationsbehov.

Til § 5

Bestemmelsen definerer udbydere af telenet eller teletjenester, henholdsvis udbydere af offentlige telenet eller teletjenester.

Enhver, der markedsfører og sælger telenet eller teletjenester, som defineret i § 3, stk. 1 og 2, til flere parter, anses for at være udbyder af telenet eller teletjenester med de rettigheder, dette giver, bl.a. i relation til samtrafik. Dvs. at alle selskaber, som på kommercielt grundlag betjener mere end én slutbruger eller mere end én anden udbyder af telenet eller teletjenester med henblik på formidling af dele af disses teletrafik, er omfattet af dette begreb.

Det er uden betydning, om de pågældende har anlagt egen infrastruktur eller baserer deres aktiviteter fuldt ud på lejet infrastrukturkapacitet.

Det er ligeledes uden betydning, om de pågældende udbyder offentligt tilgængelige tjenester eller tjenester f.eks. i form af lukkede net, herunder virtuelle lukkede net, til flere parter.

Det er også uden betydning, hvilket omfang den pågældende virksomhed har, herunder om denne foregår accessorisk til den pågældendes etablering af telenet eller teletjenester til eget brug, ligesom der ikke er krav om, at den pågældende skal afvikle et vist minimum af trafik, have et vist antal slutbrugere eller andre udbydere af telenet eller teletjenester som kunder, eller lignende.

Endelig er det uden betydning, hvilken form for tjenester der udbydes, herunder om der eventuelt alene tilbydes formidling af Internettrafik, håndtering af udgående samtaler via operatørforvalg og fast operatørvalg, gensalg af andre selskabers tjenester, et eller flere samtrafikprodukter til andre udbydere af telenet eller teletjenester eller lignende.

Storkunder, herunder virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med egne lukkede net, der alene tilvejebringer infrastruktur til eget brug, falder derimod uden for begrebet. Kravet er, som nævnt ovenfor, at den pågældende på kommercielt grundlag betjener mere end én anden slutbruger eller udbyder af telenet eller teletjenester.

Omfattet af begrebet udbydere af telenet eller teletjenester er endvidere også virksomheder inden for jernbanedrift, forsyningsvirksomheder inden for gas, vand, varme og elektricitet samt kommuner og kommunale fællesskaber og offentlige institutioner i øvrigt, der udbyder telenet eller teletjenester. Hvorvidt disse selskaber m.v. i praksis har mulighed for at udbyde telenet eller teletjenester, følger af anden lovgivning eller f.eks. kommunalfuldmagten.

Det er i den forbindelse ikke fundet nødvendigt at videreføre den gældende lovfæstede regel i samtrafikloven, med henblik på at sikre dette. Den gældende bestemmelse i samtrafikloven omhandlede de pågældende parters udbud af offentlige telenet eller teletjenester, og disse parters forpligtelser i relation til samtrafikreglerne.

Til stk. 2.

Stk. 2. omhandler udbydere af offentlige telenet eller teletjenester. Der er tale om en underkategori i forhold til den i stk. 1 foretagne afgrænsning. Ved offentlige telenet eller teletjenester forstås net eller tjenester, som udbydes til en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere eller udbydere af telenet eller teletjenester, og som principielt enhver derfor kan anmode om at købe, i modsætning til net eller tjenester, der alene tilbydes til specifikke, afgrænsede kundesegmenter, herunder f.eks. bank- og forsikringsselskaber, skoler og undervisningsinstitutioner eller lignende (lukkede net eller tjenester, herunder virtuelle lukkede net eller tjenester).

Det er uden betydning, om der er tale om et landsdækkende udbud, tjenester der i praksis alene er relevante for mindre grupper af brugere, eller om der er tale om en udbyder, der alene udbyder net eller tjenester i en mindre del af landet.

Uanset at der er tale om udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, dvs. tjenester, som principielt enhver kan anmode om at købe, vil en udbyder i sagens natur kunne afvise at levere til en eller flere kunder, f.eks. på grundlag af en kreditvurdering eller lignende, fordi det konkret ikke er muligt at levere tjenesten til den pågældende, fordi udbyderen ikke ønsker at levere til den pågældende, fordi denne ikke er i stand til at udnytte produktet eller lignende. Ligeledes kan der være tale om net eller tjenester, som alene er relevante for visse brugergrupper, herunder f.eks. samtrafikprodukter, som alene vil være relevante for andre udbydere af telenet eller teletjenester. Infrastruktur-selskaber, der alene udbyder f.eks. infrastrukturkapacitet til andre udbydere af telenet eller teletjenester, vil således også blive betragtet som udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, i det omfang der er tale om udbud af teleydelser til en ikke på forhånd afgrænset kreds.

Til § 6

Denne bestemmelse omhandler udbydere af telenet eller teletjenester til slutbrugere.

Stk. 1 og 2 svarer til § 5, stk. 1 og 2, idet der dog er tale om underkategorier af de heri nævnte parter. § 6, stk. 1 og 2, afgrænser således udbydere af telenet eller teletjenester til slutbrugere i forhold til udbydere, der f.eks. alene udbyder telenet eller teletjenester i form af samtrafikprodukter til andre udbydere af telenet eller teletjenester. Afgrænsningen af denne gruppe er af betydning for afgrænsningen af, hvilke selskaber der er omfattet af dele af lovforslaget, der omhandler sikring af slutbrugernes rettigheder (forbrugerbeskyttelse) og bestemmelserne om, hvilke selskaber der kan udpeges som forsyningspligtudbydere.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 4, defineres slutbrugere i modsætning til udbydere af telenet eller teletjenester, og formålet hermed er bl.a. at afgrænse, hvilke parter, der er forpligtede til at overholde de af lovens bestemmelser, der har et forbrugerbeskyttende sigte og omhandler udbud, og dermed udbydere, af telenet eller teletjenester til slutbrugere.

På tværs af denne kategorisering er der imidlertid også i loven nogle få, afgrænsede bestemmelser med forbrugerbeskyttende sigte (§§ 9 og 13, om hemmeligholdelse af telekommunikation og sikring af adgang til at foretage opkald til 112 og lignende), der ikke alene forpligter udbydere af telenet eller teletjenester til slutbrugere, men tillige slutbrugere, der samtidig er ejere af telenet, men som ikke foretager kommercielt udbud af tjenester.

Sigtet er at sikre, at de pågældende helt grundlæggende forbrugerbeskyttende regler også overholdes, hvor der er tale om, at en slutbruger eller en kreds af slutbrugere har besluttet at etablere et lokalt telenet til eget brug, og dermed selv bliver ejere af deres telenet. Der vil således i denne situation ikke være nogen kommerciel udbyder, der kan forpligtes til at overholde de pågældende regler.

De bestemmelser, der også retter sig til ejere af telenet, omfatter også ejere af såkaldte »interne net«, der er etableret »bag ved« det eller de pågældende abonnentnumre, herunder eksempelvis et internt tele- og omstillingsanlæg mellem flere geografisk adskilte filialer af en virksomhed.

Til § 7

Lovforslaget forpligter en række udbydere af telenet eller teletjenester til at stille samtrafikadgang og samtrafikprodukter til rådighed for andre udbydere af telenet eller teletjenester. Det er i den forbindelse relevant og nødvendigt at afgrænse, hvad et samtrafikprodukt helt konkret omfatter. Dette gælder uanset, om der er tale om forskellige former for leje af infrastrukturkapacitet eller om aftaler om samtrafik med sigte på udveksling af trafik eller andre samtrafikprodukter omfattet af denne lov.

Til stk. 1

Stk. 1 definerer i den forbindelse, hvad der forstås ved en teknisk samtrafikgrænseflade. En teknisk samtrafikgrænseflade omfatter såvel de fysiske som de logiske elementer i en samtrafikgrænseflade. Den tekniske og dermed den fysiske eller logiske samtrafikgrænseflade inkluderer netdele og netfunktioner m.v., som indgår i et eller flere samtrafikprodukter. I den tekniske samtrafikgrænseflade indgår også det helt konkrete tilslutningspunkt mellem netdele, som flere forskellige udbydere råder over.

En samtrafikgrænseflade kan i andre situationer være sammenfaldende med et nettermineringspunkt, jf. § 3, stk. 3, som udgør den slutbrugerrelaterede grænseflade mellem teleselskab og kunde. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en udbyder af telenet eller teletjenester via en tjenesteudbyderaftale videresælger et samlet abonnements- og samtaleprodukt til en slutbruger. Nettermineringspunktet hos slutbrugeren vil her være identisk med samtrafikgrænsefladen. I andre situationer kan der være tale om, at et nettermineringspunkt overgår til alene at fungere som en teknisk samtrafikgrænseflade. Det sker eksempelvis, hvis en udbyder af telenet eller teletjenester lejer den fysiske abonnentledning ud til en slutbruger, og herefter for enden af det pågældende kabel ovenpå det hidtidige nettermineringspunkt placerer sit eget udstyr, som herefter udgør nettermineringspunktet i forhold til slutbrugeren. Det hidtidige nettermineringspunkt fungerer herefter alene som den tekniske samtrafikgrænseflade.

Til stk. 2

I stk. 2 fastlægges, hvad der i denne lov forstås ved en kontraktmæssig samtrafikgrænseflade. En kontraktmæssig samtrafikgrænseflade (som eksempelvis indgåede aftaler om samtrafik) omfatter dels en forretningsmæssig samtrafikgrænseflade, dels den tekniske samtrafikgrænseflade (jf. definitionen i stk. 1) mellem en udbyders virksomhed med henblik på tilrådighedsstillelse af telenet og teletjenester til eget brug eller til brug for andre udbydere af telenet eller teletjenester, og dels samme udbyders konkrete udbud af et telenet eller en teletjeneste til egne slutbrugere.

Ved begrebet »den forretningsmæssige samtrafikgrænseflade« forstås en aftale omfattende alle de forhold, som det er nødvendigt at definere i forbindelse med en konkret udveksling eller anvendelse af samtrafikprodukter, inklusive vilkår og priser, afregningsmæssige forhold, fællesbrug af ressourcer og udveksling af information m.m.

Den kontraktmæssige samtrafikgrænseflade skal således internt i ét selskab eller mellem ejermæssigt forbundne selskaber afdække den interne tekniske samtrafikgrænseflade og angive de forretningsmæssige grænseflader på samme måde som i aftaler om samtrafik indgået mellem to uafhængige udbydere af telenet eller teletjenester.

I praksis vil en kontraktmæssig samtrafikgrænseflade således udgøre og vil skulle udformes som - en eller flere virtuelle aftaler om køb af samtrafikprodukter, indgået mellem de dele af et teleselskabs aktiviteter, der vedrører etablering og drift af selve telenettet med tilhørende teletjenester (til eget brug eller med henblik på salg af samtrafikprodukter til andre udbydere af telenet eller teletjenester), og samme virksomheds udbud af telenet eller teletjenester til slutbrugere. Med begrebet »virtuelle aftaler«, som nævnt ovenfor, forstås det forhold, at et selskab, som internt afregner ydelser mellem flere enheder, som udgangspunkt næppe vil have indgået egentlige aftaler herom. Hvis leveringen foregik til en tredjepart, ville dette imidlertid indebære et behov for indgåelse af en aftale (en kontraktmæssig samtrafikgrænseflade) om vilkår og priser for levering af de pågældende ydelser. Med begrebet virtuelle aftaler sigtes til tilsvarende vilkår og priser for intern afregning for samme type ydelser (her samtrafikprodukter). Der vil ofte være tale om flere specifikke kontraktmæssige samtrafikgrænseflader inden for et teleselskab, idet der i »produktionen« af forskellige slutbrugerprodukter kan indgå forskellige samtrafikprodukter.

Til § 8

Bestemmelsen indeholder en definition af national roaming. Bestemmelsen er en videreførelse af definitionen heraf i § 2 i bekendtgørelsen om national roaming. Der henvises desuden til § 40, stk. 2, nr. 4, med tilhørende bemærkninger.

Afsnit II

Slutbrugerforhold og forsyningspligt

Til kapitel 3: Forbrugerforhold m.v.

Til § 9

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende hjemmel i § 3, stk. 1, nr. 1, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

Bestemmelsen sikrer mulighed for at stille visse minimumskrav dels til udbydere af telenet eller teletjenester, dels til ejere af telenet, hvor der er tale om, at en slutbruger eller en kreds af slutbrugere har besluttet at etablere et lokalt telenet til eget brug.

Der vil herunder også være hjemmel til at fastsætte regler, der retter sig imod ejere af såkaldte »interne net«, der er etableret »bag ved« det eller de pågældende abonnentnumre, herunder eksempelvis et internt tele- og omstillingsanlæg mellem flere geografisk adskilte filialer af en virksomhed.

De pågældende minimumskrav skal sikre, at alle slutbrugere har adgang til at foretage gratis opkald til alarmtjenesten (112), til minimum én opkaldsbaseret, landsdækkende nummeroplysningstjeneste, til den særlige teksttelefontjeneste for handicappede, der indgår i forsyningspligten, samt denne tjenestes nødkaldenummer, og til eventuelle andre, samfundsvigtige teletjenester af samme karakter som de ovenfor nævnte.

For indeværende er hjemlen til at fastsætte regler som nævnt alene udnyttet til at opstille minimumskrav til udbydere af offentlige taletelefonitjenester til slutbrugere (inden for fastnet- og mobilområdet), som er forpligtet til at give adgang til de tre ovenfor nævnte former for samfundsvigtige tjenester.

Det er hensigten at udvide denne bekendtgørelsesregulering, således at der opstilles tilsvarende krav til udbydere af taletelefonitjenester til slutbrugere, som ikke udbyder offentlige taletelefonitjenester, men alene udbyder sådanne tjenester til snævert afgrænsede brugergrupper, jf. skillelinien mellem offentlige og ikke-offentlige tjenester i § 6, stk. 1 og 2.

Det er ligeledes hensigten at udvide bekendtgørelsesreguleringen, således at der stilles samme krav til ejere af telenet, som en slutbruger eller en kreds af slutbrugere har besluttet at etablere til eget brug, herunder også til indretningen af interne net hos enkeltbrugere, etableret »bag ved« det pågældende abonnentnummer, i det omfang disse net anvendes til telefoni.

I det omfang det måtte blive relevant, vil kravet om at sikre adgang til nummeroplysningstjenester, teksttelefontjenesten og eventuelle andre tjenester kunne fraviges for visse underkategorier af de ovenfor nævnte udbydere eller ejere. Bekendtgørelsesreguleringen vil således, som i den gældende bekendtgørelse, ikke omfatte private interne net, der ikke har forbindelse til andre telenet, dvs. som ikke er tilsluttet til offentlige net og tjenester med henblik på at muliggøre kommunikation med disse. Derudover ses der ikke p.t. at være behov for at foretage yderligere differentiering af reguleringen.

Ud over den ovenfor nævnte udbygning af bekendtgørelsesreguleringen er der ikke aktuelle planer om at udvide omfanget af den regulering, som bestemmelsen giver hjemmel til. Der er således for indeværende ingen overvejelser om også at opstille krav som nævnt i forbindelse med udbud af andre former for teletjenester end taletelefoni, herunder eksempelvis i forbindelse med udbud af Internettjenester, der ikke indebærer udbud af taletelefoni.

Dirigering m.v. af opkald til den offentlige alarmtjeneste er reguleret nærmere i § 85 og regler udstedt i medfør heraf.

Til § 10

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende hjemmelsbestemmelse i § 13 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, dog med visse ændringer, jf. nedenfor.

Der er imidlertid foretaget en vis sproglig forenkling af hjemmelsbestemmelsen, således at den mere detaljerede regulering først sker i den efterfølgende bekendtgørelsesregulering og ikke foregribes i selve lovteksten.

M.h.t. indholdet af den hjemmel, der hermed gives forskningsministeren til at opstille minimumskrav til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, jf. definitionen heraf i lovforslagets § 6, stk. 2, er denne som udgangspunkt uændret, jf. dog bemærkningerne nedenfor, der nærmere beskriver de enkelte udvidelser af hjemlen, som foreslås.

De i medfør af bestemmelsen fastsatte regler gælder for alle udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, herunder også for den eller de udpegede forsyningspligtudbydere. Ud over de i medfør af § 10 fastsatte regler, vil der, for så vidt angår forsyningspligtydelserne på visse områder, blive fastsat yderligere krav til udbudet af forsyningspligtydelser til slutbrugere, jf. hjemlen hertil i § 18 og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Det er som udgangspunkt ikke hensigten at udvide omfanget af den nuværende bekendtgørelsesregulering, således som denne fremgår af den gældende bekendtgørelse om udbud af telenet eller teletjenester.

Det er tværtimod hensigten i den kommende bekendtgørelsesregulering i højere grad af differentiere reguleringen af teletjenester, der udbydes til slutbrugere, således at dele af reguleringen kun finder anvendelse i forhold til udbud af telenet eller teletjenester, som hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse hos slutbrugeren. Dette vil eventuelt kunne ske således, at dele af bestemmelserne kun gøres obligatoriske i forhold til ikke-erhvervsdrivende slutbrugere, medens kravene enten helt udelades i forhold til erhvervsdrivende slutbrugere, eller kun gælder i det omfang de ikke er fraveget ved aftale.

Derudover er det hensigten at søge at differentiere bekendtgørelsesreguleringen, således at dele af denne kun finder anvendelse på udbud af teletjenester, hvor der sker en forbrugsafhængig debitering.

Det er derimod hensigten, at bekendtgørelsesreguleringen fortsat som udgangspunkt skal gælde generelt, uanset karakteren af det pågældende tjenesteudbud. Der vil således også fremover som udgangspunkt gælde den samme regulering for alle typer teletjenester, herunder taletelefoni, ISDN-tjenester, Internettjenester, mobilkommunikation m.v.

Bestemmelsen udgør hjemlen til den danske gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24), og ændringer i dette direktiv kan således også føre til ændringer i den danske bekendtgørelsesregulering. Når der ses bort fra den danske særlige regulering med sigte på at imødegå og begrænse antallet af regningsklager (herunder de særlige regler om behandling af regningsklager, forpligtelsen til at stille en række særlige faciliteter såsom saldokontrol, udsvingskontrol m.v. til rådighed for slutbrugerne), er den gældende bekendtgørelsesregulering i vidt omfang en afspejling af de minimumskrav, som direktivet indeholder for så vidt angår taletelefonitjenester (og som i den danske bekendtgørelsesregulering er udstrakt til også at finde anvendelse på andre former for teletjenester). Det er hensigten at videreføre denne praksis, hvorefter den danske bekendtgørelsesregulering afspejler og som udgangspunkt ikke går videre end de fælleseuropæiske regler.

Særskilte danske regler, der går videre end den fælles EU-regulering, vil således fortsat alene blive fastsat, hvor der er påpeget særlige forbrugerbeskyttelseshensyn i relation til udbud af telenet eller teletjenester, som ikke på tilfredsstillende vis kan varetages af den generelle forbrugerbeskyttelses- og aftalelovgivning.

Der vil, i det omfang dette er muligt inden for rammerne af den til enhver tid gældende EU-regulering på dette område, eventuelt på et senere tidspunkt kunne gennemføres en hel eller delvis afvikling af den bekendtgørelsesregulering, der fastsættes i medfør af nærværende bestemmelse. En afvikling som nævnt forudsætter, at der etableres en frivillig branchekodeks, der kan erstatte bekendtgørelsesreguleringen (som herefter kan ophæves), at denne har bred opbakning både fra forbrugerside og fra alle betydende brancheaktører (i form af bindende tilslutning til denne), og at der heri indgår en etablering et privat klagenævn, jf. også bemærkningerne til § 102, der kan påse overholdelsen af en sådan branchekodeks og afgøre konkrete retstvister mellem slutbrugere og udbydere af telenet eller teletjenester.

Bekendtgørelsesreguleringen vil blive udarbejdet i samarbejde med Telestyrelsen og under inddragelse af de erfaringer, der foreligger med det gældende regelsæt.

Til stk. 2, nr. 1

Bestemmelsen vil, jf. også den fælles EU-regulering heraf, blandt andet blive udnyttet til at fastsætte regler om, at der som grundlag for ethvert kundeforhold skal foreligge en skriftlig kontrakt.

Der vil i forbindelse hermed bl.a. blive fastsat bestemmelser om, hvordan selve kontraktindgåelsen skal ske og om slutbrugerens fortrydelsesadgang. Den nærmere regulering vil ske inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler om fjernsalg (herefter direktivet om fjernsalg), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24).

Når fjernsalgsreglerne inddrages, skyldes dette, at salg af teleydelser i en række tilfælde foregår som fjernsalg.

Hertil kommer, at de gældende regler om fortrydelsesret i forbindelse med indgåelse af kontrakter mellem slutbrugere og udbydere på teleområdet, der indebærer, at slutbrugeren ikke hæfter for et påbegyndt forbrug i fortrydelsesperioden, hvis fortrydelsesretten efterfølgende udnyttes, er mere vidtgående i deres forbrugerbeskyttende sigte end de kommende generelle regler om fjernslag af tjenesteydelser, jf. også det af justitsministeren fremsatte lovforslag med sigte på gennemførelse af fjernsalgsdirektivet.

En sådan forskel i retsstillingen mellem på den ene side fjernsalg af teleydelser og på den anden side fjernsalg af andre former for tjenesteydelser er ikke hensigtsmæssig. Det samme ville gælde en retsstilling, der indebar, at der var en mere vidtgående adgang til fortrydelse i forbindelse med salg af teleydelser, der ikke foregik som fjernsalg, end i forbindelse med salg af en tilsvarende teleydelse via fjernsalg, hvor der som udgangspunkt vil være mere tungtvejende forbrugerbeskyttelseshensyn.

I reglerne om indgåelse af kontrakter mellem udbydere og slutbrugere vil der derfor indgå en nærmere regulering af konsekvenserne af, at slutbrugeren i den periode, hvor fortrydelsesadgangen eksisterer, har taget produktet i brug, dvs. har foretaget konkrete opkald, og dermed forbrugt et vist antal samtaleminutter, der svarer til reguleringen heraf i de generelle regler for fjernsalg af tjenesteydelser, jf. Justitsministeriets lovforslag herom og den nærmere udmøntning heraf. Konsekvensen heraf vil m.h.t. aftaler om teleydelser være, at slutbrugeren ikke vil kunne påberåbe sig fortrydelsesretten (denne bortfalder), såfremt slutbrugeren har taget produktet i brug, dvs. har forbrugt et vist antal samtaleminutter.

For så vidt angår kravet om skriftlighed, vil der blive fastsat regler, der giver mulighed for en mere fleksibel opfyldelse heraf, f.eks. således at kontraktindgåelsen kan ske elektronisk, i det omfang det kan ske på betryggende vis, f.eks. ved anvendelse af elektroniske signaturer.

Derudover vil der, i lighed med reglerne i den gældende bekendtgørelse, blive fastsat minimumskrav til, hvilke forhold der skal indgå i den skriftlige kontrakt, herunder at alle kontrakter skal indeholde oplysninger om priser, leveringstider, kvalitets- og serviceniveauer, supplerende tjenester og faciliteter, som skal tilbydes slutbrugerne, kompensations- og tilbagebetalingsordninger gældende for kundeforholdet, hvis der er mangler ved den aftalte tjeneste, samt vilkår for opsigelse og afbrydelse i tilfælde af misligholdelse fra slutbrugerens side samt minimumskrav til kontraktvilkår vedrørende konsekvenserne af manglende betaling fra slutbrugerens side, herunder navnlig rammer for adgangen til at opsige eller afbryde et kundeforhold.

Med hensyn til den nærmere bekendtgørelsesregulering af kompensations- og tilbagebetalingsordninger i forbindelse med udbyderens manglende overholdelse af den indgåede kontrakt, vil denne ligesom i den gældende bekendtgørelse blive udformet, så den afspejler de fælleseuropæiske minimumskrav til kontraktvilkår herom. Af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s.24), fremgår, at udbydere af telenet eller teletjenester skal være forpligtede til at yde »erstatning« i sådanne situationer. Forskningsministeriet har fra Kommissionen indhentet en uformel udtalelse vedrørende fortolkningen af begrebet »erstatning« i den danske udgave af direktivet, idet der har været tvivl om, hvorvidt der hermed henvistes til det efter dansk ret almindeligt gældende erstatningsbegreb, eller om der ville være tale om en fast kompensation, fastsat uafhængigt af såvel direkte som indirekte tab. Kompensation vil således typisk bestå i et på forhånd, i kontrakten fastsat beløb, der udbetales ved manglende opfyldelse af et eller flere vilkår i denne. Samtidig er det m.h.t. kompensation ikke en forudsætning for udbetaling heraf, at skadelidte kan påvise et økonomisk tab. Som eksempel på en situation, hvor kunden skal tilkendes kompensation, kan nævnes, at teleselskabet ikke opretter en (ny) telefonlinie på den aftalte dag eller til det aftalte tidspunkt. Kommissionen har meddelt, at der ved begrebet »erstatning« i direktivet skal forstås kompensation.

Bekendtgørelsesreguleringen vil ligeledes omfatte krav om, at de anvendte kontrakter indeholder oplysninger om sikkerhedsstillelse, bindingsperioder i kontrakter (på maksimalt 6 mdr.), varslingsregler i forbindelse med pris- og vilkårsændringer og afbrydelser af den pågældende tjeneste m.v., og om udbydernes oplysningspligt på disse områder.

Det er hensigten ved fastsættelsen af bekendtgørelsesregler vedrørende bindingsperioder at videreføre den nuværende regulering, hvorved disse regler kun finder anvendelse for aftaler, der indgås med ikke-erhvervsdrivende slutbrugere.

Bekendtgørelsesreglerne vedrørende afbrydelse af en tjeneste vil, i overensstemmelse med den fælles EU-regulering på området, bl.a. omfatte krav om, at det, når bortses fra tilfælde af svig, gentagne tilfælde af for sen betaling eller manglende betaling, som udgangspunkt kun er den berørte (ikke-betalte) tjeneste og/eller abonnement eller dele heraf, der kan afbrydes, og ikke eventuelle andre teletjenester, som den pågældende slutbruger ligeledes har abonnement på. Ved teletjeneste forstås således i denne sammenhæng f.eks. den enkelte telefonlinie eller det enkelte telefonnummer el.lign. Bekendtgørelsesreguleringen vil således bl.a. indebære, at udbyderen i tilfælde af misligholdelse vedrørende én telefonlinie ikke samtidig kan lukke øvrige telefonlinier, den pågældende kunde måtte have. Baggrunden herfor er navnlig fastnet-abonnementernes karakter af livline, herunder telefonens funktion som adgangsvej til den offentlige alarmtjeneste.

Endelig vil de gældende bekendtgørelsesregler, der begrænser udbyderens muligheder for at afbryde en teletjeneste, hvor der verserer en tvist om forbrugets omfang og betalingen herfor, jf. stk. 2. nr. 5, litra d, blive videreført.

Også den ovenfor nævnte regulering af kontraktvilkårene i aftaler mellem udbydere af telenet eller teletjenester og slutbruger afspejler den fælleseuropæiske regulering heraf, som er fastsat med sigte på at sikre et fortsat højt forbrugerbeskyttelsesniveau også på et liberaliseret telemarked.

Der vil ikke med hjemmel i nærværende bestemmelse kunne stilles krav om, at udbydere af telenet eller teletjenester skal forelægge Telestyrelsen deres kontraktvilkår til forudgående godkendelse, jf. dog hjemlen hertil i § 18, stk. 3, for så vidt angår forsyningspligtudbyderens kontraktvilkår.

Til stk. 2, nr. 2

Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om minimumskrav vedrørende tilslutning og anvendelse af terminaludstyr og tilrådighedsstillelse af særlige tekniske grænseflader, herunder pligt for udbydere til på forespørgsel at give nærmere definerede oplysninger om teletekniske specifikationer. Udmøntningen af hjemlen vil ske i overensstemmelse med EU-reguleringen heraf og vil indholdsmæssigt svare til den hidtidige bekendtgørelsesregulering på dette område.

Til stk. 2, nr. 3

Bestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal tilbyde slutbrugeren en række særlige funktioner og faciliteter i forbindelse med et teleselskabs generelle udbud af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, herunder eventuelt krav om, at disse faciliteter og funktioner stilles gratis til rådighed.

I reguleringen heraf vil også kunne indgå krav om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere eksplicit skal gøre slutbrugerne opmærksom på de pågældende faciliteter og orientere om mulighederne for at anvende disse.

Der er tale om funktioner og faciliteter som for eksempel specificeret regning, spærring for visse typer udgående opkald, løbende udsvingskontrol (dvs. en aftalt overvågning af, at forbruget ikke afviger mere end en vis procentandel fra de foregående måneders forbrug, og en alarmering af slutbrugeren, hvis dette sker) og saldokontrolordninger (dvs. ordninger, hvor slutbrugeren angiver et loft over det maksimale forventede forbrug, kombineret med en alarmering af slutbrugeren, hvis det således fastsatte loft overskrides), jf. også reglerne herom i den gældende bekendtgørelse om udbud af telenet eller teletjenester. Sigtet er en indholdsmæssigt uændret videreførelse heraf, jf. dog nedenfor om afgrænsning af reglernes anvendelsesområde (omfattede teletjenester),og om den konkrete udformning. Der er tale om en række særskilte danske regler herom (der indgår ikke regler herom i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24)).

Bekendtgørelsesreguleringen er i praksis navnlig relevant i relation til teletjenester, hvor slutbrugeren betaler for tjenesten baseret på det faktiske (minut)forbrug heraf. I den kommende bekendtgørelsesregulering vil minimumskravene om tilrådighedsstillelse af de nævnte faciliteter således alene komme til at omfatte teletjenester, hvori der indgår en forbrugsafhængig debitering af slutbrugeren.

Det er desuden hensigten, i det omfang dette er muligt, at foretage en differentiering i bekendtgørelsesreguleringen, for så vidt angår de krav, der stilles i forbindelse med udbud til erhvervsdrivende og udbud til ikke-erhvervsdrivende slutbrugere. En sådan sondring vil fastholde den nuværende regulerings forbrugerbeskyttelsesmæssige sigte og samtidig gøre det muligt i erhvervsmæssige forhold i visse tilfælde at aftale sig frem til andre løsninger end de ovenfor nævnte.

Der vil i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes specifikke krav til de enkelte funktioner og faciliteter. Det er dog hensigten, at kravene så vidt muligt vil blive udformet, så de åbner mulighed for en fleksibel opfyldelse. Der vil således ved udmøntningen af hjemlen primært blive taget udgangspunkt i det overordnede beskyttelsesformål, mens nogle af de mere specifikke krav til tjenesterne i den gældende regulering eventuelt vil kunne udgå.

Ud over ovennævnte vil der med hjemmel i nærværende bestemmelse blive stillet krav om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere eksplicit skal gøre slutbrugerne opmærksom på de særlige faciliteter, som forudsættes tilbudt slutbrugerne på grundlag af nærmere regler fastsat efter § 33 (oplysning om prisen for opkald), og orientere om mulighederne for at anvende disse faciliteter.

Til stk. 2, nr. 4

Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om eventuelle minimumskrav til kvaliteten af de udbudte tjenester, herunder krav om regelmæssig måling heraf, krav til de målemetoder, der anvendes, og krav om offentliggørelse af måleresultaterne, ligesom der vil kunne fastsættes regler vedrørende krav om certificering af takserings-, debiterings-, fakturerings-, klagebehandlings- og undersøgelsessystemer samt kvalitetskrav til sådanne systemer.

For så vidt angår minimumskrav til certificering af takserings-, debiterings-, fakturerings-, klagebehandlings- og undersøgelsessystemer samt kvalitetskrav til sådanne systemer, er det som udgangspunkt hensigten at videreføre den gældende bekendtgørelsesregulering, der indeholder en række særskilte danske regler herom (der indgår ikke regler herom i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24)). Det er desuden hensigten at fastsætte regler om dispensationsadgang for opfyldelse af et eller flere krav, f.eks. krav vedrørende certificering, i lighed med de regler herom, der er fastsat i den gældende bekendtgørelsesregulering. En dispensation vil f.eks. kunne gives, hvor udbudet er af begrænset omfang, hvilket bl.a. vil kunne være tilfældet, hvor antallet af kunder er få, og omsætningen er lav. Desuden vil omkostningerne ved certificeringen set i forhold til udbudets omfang have betydning for vurderingen af, om en dispensation bør gives.

Reguleringen på dette område er baseret på den grundlæggende forudsætning, at det er den udbyder af offentlige telenet eller teletjenester, som slutbrugeren har sit kundeforhold hos, for så vidt angår den forbrugsafhængige taksering og debitering af tjenester, som slutbrugeren anvender, som har ansvaret for, at der takseres og debiteres korrekt. Dette gælder, uanset om det kan påvises, at årsagen til en fejlagtig debitering ligger hos en anden udbyder (f.eks. hvor der er tale om teletrafik omfattet af en aftale om samtrafik), eller der er tvivl om, hvor fejlen ligger. Med hensyn til den ikke-forbrugsafhængige debitering (oprettelse, abonnement m.v.), påhviler ansvaret den udbyder, som har leveret slutbrugeren det pågældende abonnement og abonnentnummer.

Hvis der opstår uklarhed om, hvorvidt dette ansvar påhviler den pågældende udbyder og ikke kan fraskrives, kan det blive nødvendigt med hjemmel i stk. 2, nr. 1, at fastsætte minimumskrav til indholdet af den kontrakt, der indgås mellem kunde og udbyder, som gør det klart, at udbyderen ikke kan fraskrive sig ansvaret for, at der takseres og debiteres korrekt, herunder også i de ovenfor beskrevne situationer, og at udbyderen selv må bære det økonomiske ansvar for, at en aftale om samtrafik, som denne har indgået, muligvis ikke giver fornøden sikkerhed for korrekt taksering og debitering eller ikke overholdes.

Hjemlen til at fastsætte nærmere regler om kvaliteten af de udbudte tjenester, herunder krav om regelmæssig måling heraf, krav til de målemetoder, der anvendes, og krav om offentliggørelse af måleresultaterne, svarer til den hidtidige hjemmel til at fastsætte regler herom og afspejler de fælles EU-regler i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24). Det er fortsat Forskningsministeriets vurdering, at der ikke umiddelbart er behov for at udnytte hjemlen, idet det som udgangspunkt bør være en konkurrenceparameter blandt udbyderne, hvilket kvalitetsniveau slutbrugerne tilbydes hos de enkelte selskaber. Hvis markedsudviklingen giver anledning til markante, generelle kvalitetsforringelser m.h.t. det samlede udbud af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, vil det dog kunne blive relevant at fastsætte nærmere regler også på dette område.

Der vil fortsat blive fastsat krav vedrørende kvalitetsniveauet på forsyningspligtområdet, jf. den særlige hjemmel hertil i § 17.

Til stk. 2, nr. 5

Bestemmelsen giver blandt andet forskningsministeren hjemmel til at fastsætte krav til udbydernes procedurer for behandling af klager fra slutbrugerne, herunder at sådanne klager skal undersøges af en særlig intern undersøgelsesenhed.

Der vil som led heri fortsat blive fastsat regler om dispensationsadgang for opfyldelse af et eller flere krav, f.eks. krav om nedsættelse af en særlig intern undersøgelsesenhed. En dispensation vil bl.a. kunne være relevant, hvor udbudet er af begrænset omfang, f.eks. hvis antallet af kunder er få, og omsætningen er lav.

Med hensyn til procedurer for behandling af klager vil der evt. blive fastsat særlige regler for, hvordan regningsklagesager, der har at gøre med tekniske forhold udbydere imellem (dvs. forhold i relation til samtrafik), teknisk skal undersøges og belyses, og regler om pligt til gensidig bistand hertil. Der vil i den forbindelse endvidere kunne fastsættes regler vedrørende udbydernes betaling for udførelse af tekniske undersøgelser.

Herudover vil den gældende regulering, der indebærer mulighed for at påklage tvister om registrering af og betaling for forbrug af telenet eller teletjenester til Telestyrelsen, blive videreført.

Til stk. 2, nr. 6

Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til at stille særlige krav til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester om udformningen af de slutbrugerprodukter, disse udbyder, med henblik på opfyldelse af særlige brugergruppers, herunder handicappedes, behov.

Til stk. 3

Bestemmelsen præciserer forskningsministerens adgang til at foretage en differentiering mellem forskellige typer aftaleforhold, f.eks. udbyderes aftaler med henholdsvis erhvervsdrivende og ikke-erhvervs-drivende slutbrugere. Differentieringen vil f.eks. kunne ske ved, at visse bestemmelser kun finder anvendelse i forhold til ikke-erhvervsdrivende slutbrugere, eller at det for visse bestemmelsers vedkommende gøres muligt i erhvervsmæssige aftaleforhold at fravige reguleringens krav. En differentiering vil være relevant, hvor begrundelsen for den pågældende regulering primært er et ønske om at beskytte ikke-erhvervsdrivende slutbrugere, og hvor en anvendelse af den pågældende regulering, også i forhold til erhvervsdrivende slutbrugere, ikke i realiteten vil være i disse slutbrugeres interesse, fordi dette vanskeliggør eller umuliggør levering af teleydelser på de vilkår og til de priser, som denne gruppe af slutbrugere efterspørger.

Bestemmelsen indeholder desuden en præcisering af forskningsministerens adgang til at bemyndige Telestyrelsen til at dispensere for visse af de krav, der fastsættes for udbyderne. Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om dispensationsadgang i forbindelse med kravene om certificering og eventuelt om nedsættelse af en intern undersøgelsesenhed, jf. bemærkningerne herom til stk. 2, nr. 4 og 5.

Til stk. 4

Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler som nævnt i stk. 1, også for udbydere, der ikke udbyder telenet eller teletjenester til en ubegrænset kreds af slutbrugere, men alene til snævert afgrænsede, lukkede brugergrupper, jf. også lovens § 6 og bemærkningerne hertil.

Umiddelbart synes der ikke at være samme behov for fastsættelse af regler som nævnt på dette område, navnlig fordi der som udgangspunkt sjældent vil være tale om udbud til ikke-erhvervsdrivende slutbrugere. Hertil kommer, at de pågældende aftaler ofte vil være forholdsvis atypiske og vil være »skræddersyede« til et bestemt segment af slutbrugeres specifikke behov.

I det omfang udviklingen indebærer, at også almindelige, ikke-erhvervsdrivende slutbrugere i større omfang får leveret deres teleydelser via aftaler med sådanne udbydere, kan der imidlertid blive behov for regulering heraf.

Til § 11

Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere i forbindelse med deres udbud skal sikre slutbrugerne åbne og ikke-diskriminerende muligheder for at benytte de udbudte telenet og teletjenester.

Der er tale om en hjemmel til videreførelse af regler svarende til dem, der er fastsat i § 8 i den gældende bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester. Det er som udgangspunkt hensigten af videreføre de gældende regler i uændret omfang.

Af den gældende bekendtgørelsesregulering fremgår, at udbyderens fastsættelse af priser og vilkår for de enkelte teletjenester skal være uafhængig af det formål, de pågældende tjenester anvendes til, og at udbyderens fastsættelse af priser og vilkår for den enkelte teletjeneste ikke må bevirke, at slutbrugeren tvinges til at aftage eller betale for ydelser, der ikke er nødvendige for den tjeneste, der er anmodet om. Regler som nævnt i stk. 1 kan ligeledes fastsættes for andre udbydere af telenet eller teletjenester end de i stk. 1 nævnte. Fortolkningen af, hvad dette i praksis indebærer, fastlægges af Telestyrelsen og Telebrugernævnet.

Den gældende bekendtgørelsesbestemmelse udgør en gennemførelse af generelle krav i Rådets direktiv 90/387/EØF af 28. juni 1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførelse af tilrådighedsstillelse af åbne net, ONP (Open Network Provision tilrådighedsstillelse af åbne net) (EF-Tidende 1990 nr. L192, s. 1) med senere ændringer (herefter ONP-rammedirektivet), og ændringer heri kan således også føre til ændringer i den danske bekendtgørelsesregulering.

Til stk. 2

Bestemmelsen giver ministeren hjemmel til at fastsætte regler som nævnt i stk. 1 også for udbydere, der ikke udbyder telenet eller teletjenester til en ubegrænset kreds af slutbrugere, men alene til snævert afgrænsede, lukkede brugergrupper, jf. også lovens § 6 og bemærkningerne hertil.

Umiddelbart synes der ikke at være samme behov for fastsættelse af regler som nævnt på dette område, navnlig fordi der som udgangspunkt sjældent vil være tale om udbud til ikke-erhvervsdrivende slutbrugere. Hertil kommer, at de pågældende aftaler ofte vil være forholdsvis atypiske og vil være »skræddersyede« til et bestemt segment af slutbrugeres specifikke behov.

I det omfang udviklingen indebærer, at også almindelige, ikke-erhvervsdrivende slutbrugere i større omfang får leveret deres teleydelser via aftaler med sådanne udbydere, kan der imidlertid blive behov for regulering heraf.

Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.Til § 12

Bestemmelsen er en videreførelse af den del af forskningsministerens nuværende hjemmel i henholdsvis § 13 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren og § 3 i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, der giver adgang til at fastsætte regler svarende til dem, der er fastsat om etablering og drift af betalingstelefoner.

Med dette lovforslag foreslås hjemlen til at stille krav til udbydere af betalingstelefoner udskilt i en særskilt bestemmelse.

De gældende regler om betalingstelefoner omfatter bl.a. krav om sikring af gratis opkald til alarmtjenesten (112) samt krav om, at oplysning om priser og lignende fremgår i umiddelbar nærhed af betalingstelefonen. De gældende regler forudsættes som udgangspunkt videreført uændret.

Bestemmelsens andet punktum er en uændret videreførelse af hjemlen i § 12, stk. 4, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren. Bemyndigelsen vil bl.a. blive udnyttet til at fastsætte krav, der skal sikre tilgængelighed til betalingstelefoner for særlige brugergrupper. Endvidere vil der blive fastsat krav om, at betalingstelefonerne skal være brugervenlige for disse brugergrupper.

Til § 13

Af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, nr. 5, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet fremgår, at forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler for udbud af telenet eller teletjenester, med sigte på at sikre hemmeligholdelse af telekommunikation. Med hjemmel heri er det i den gældende bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester fastsat, at udbyderen af et telenet eller en teletjeneste og dennes ansatte ikke uberettiget må videregive eller udnytte oplysninger om andres brug af nettet eller tjenesten eller om indholdet heraf, som de får kendskab til i forbindelse med det pågældende udbud af telenet eller teletjenester. De pågældende skal tillige træffe foranstaltninger for at sikre, at oplysninger som nævnt ikke er tilgængelige for uvedkommende.

Af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 3, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet fremgår, at bestemmelserne i straffelovens § 152 og §§ 152d-152f finder tilsvarende anvendelse på den, der er eller har været ansat hos udbydere af telenet eller teletjenester.

Den foreslåede bestemmelse er en lovfæstet videreførelse af den ovenfor beskrevne regulering med enkelte justeringer.

Bestemmelsen retter sig således, i modsætning til den gældende bekendtgørelsesregulering, ikke alene mod udbydere af telenet eller teletjenester, men også imod ejere af telenet, der er etableret til eget brug, herunder eksempelvis telenet, som en flerhed af slutbrugere til eget brug har etableret og eventuelt tillige forestår driften af.

Derudover er der foretaget en differentiering mellem stk. 1 og 2, der handler om brud på fortroligheden m.h.t. den trafik, der foregår via de pågældende telenet og teletjenester, og stk. 3, der omhandler foranstaltninger for at sikre, at oplysninger som nævnt ikke er tilgængelige for uvedkommende.

Stk. 1 og 2 retter sig således også imod personer, der er eller har været ansat hos en ejer eller udbyder af telenet eller teletjenester, eller som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med disse, mens forpligtelsen til at sikre, at nettet og tjenesterne er forsvarligt indrettet, alene retter sig imod selve ejeren eller udbyderen af telenettet eller teletjenesten.

For så vidt angår ansatte i relation til ejere af telenet eller teletjenester, vil der ud over formelt ansatte kunne være tale om andre personer, som ikke nødvendigvis er formelt ansat, men som ud fra en konkret vurdering må sidestilles hermed, f.eks. fordi de forestår driften af det pågældende net, fører tilsyn hermed eller lignende.

Med hensyn til videregivelse af oplysninger om andres brug af telenettet eller teletjenesten eller indholdet heraf, vil der eksempelvis ikke være tale om en uberettiget videregivelse, hvis oplysningerne videregives til et konsulentfirma, som for ejeren af et telenet eller for udbydere af telenet eller teletjenester foretager en undersøgelse om nettets sikkerhed eller lignende, idet der dermed vil være tale om, at oplysningerne alene skal anvendes til internt brug.

Til § 14

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende hjemmel i § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, der udgør hjemlen til den danske gennemførelse af udbud af telenet eller teletjenester (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (EF-Tidende 1998 nr. L24, s. 1)). Direktivet omfatter behandling af personoplysninger i forbindelse med tilrådighedsstillelse af offentligt tilgængelige teletjenester inden for offentlige telenet, herunder især via det tjenesteintegrerede digitalnet (ISDN) og offentlige digitale mobilnet. Direktivet indeholder krav vedrørende A-nummervisning samt behandling og opbevaring af data.

Til § 15

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende § 3 h, stk. 1, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

Til stk. 1

Formålet med bestemmelsen i stk. 1 er at fastslå en forpligtelse for udbydere af offentlige telenet og teletjenester til at sikre, at politiet kan få adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden på udbyderens centraler. Udbyderne har således pligt til at indrette centraler, så det er teknisk muligt at foretage aflytning, og til ved anskaffelse af centraludstyr at sikre, at dette er indrettes således, at aflytning er mulig.

Heri indgår også en forpligtelse for de pågældende udbydere til, i det omfang de anvender kryptering som en integreret del af en teletjeneste, at stille den kommunikerede information til rådighed for de retshåndhævende myndigheder i ukrypteret form. Kryptering, der ikke udgør en del af de pågældende udbyderes almene teletjenester, herunder kryptering, som foretages af andre, vil ikke være omfattet af udbyderens forpligtelse til at sikre aflytning i ukrypteret form.

Det er med forslaget ikke hensigten at ændre på den nuværende fordeling af omkostningerne ved aflytning. Omkostninger til etablering af udstyr m.v., der muliggør aflytning, skal således fortsat afholdes af den enkelte udbyder af telenet og teletjenester. Udgifter i forbindelse med konkrete aflytninger afholdes derimod af politiet.

Til stk. 2 og 3

Den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om tekniske krav til de centraler, som er omfattet af stk. 1, og til at fastsætte nærmere regler om, hvordan udbydere af telenet eller teletjenester i praksis skal bistå politiet, er indtil videre ikke blevet udnyttet, idet der ikke har været behov for en nærmere bekendtgørelsesregulering heraf.

Det i stk. 1 nævnte samarbejde mellem politiet og udbyderne af telenet eller teletjenester er således, for så vidt angår den praktiske og tekniske udformning af den assistance, der ydes, foregået på aftalebasis. Bestemmelsen giver imidlertid hjemmel til, såfremt der opstår problemer hermed, at fastsætte nærmere regler herom.

En eventuel bekendtgørelsesregulering af de tekniske krav til aflytningsfaciliteterne i centralerne bør, så vidt det er muligt, være baseret på fælleseuropæiske standarder.

M.h.t. bekendtgørelsesregulering af, hvordan bistanden til politiet i praksis skal ydes, vil en eventuel bekendtgørelsesregulering heraf primært tilsigte at videreføre det hidtidige, aftalebaserede samarbejde, herunder den praksis og de aftaler, der er for betaling herfor.

Til Kapitel 4: Forsyningspligt

Til § 16

Bestemmelsen afløser de gældende bestemmelser i §§ 1, 3, 4 og 4a i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold.

Bestemmelsen indeholder den overordnede formålsbestemmelse for kapitel 4 og afgrænser dernæst, hvilke konkrete teleydelser der er omfattet af forsyningspligt. For så vidt angår omfanget af forsyningspligten, er det hensigten at videreføre denne uændret.

Til stk. 1

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende formålsbestemmelse for forsyningspligtreguleringen, jf. § 1 i den gældende lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Til stk. 2

Bestemmelsen opregner, hvilke konkrete teleydelser, der er omfattet af forsyningspligten. Der er som udgangspunkt tale om en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende § 3, stk. 1, og §§ 4-4a i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Der er dog foretaget en række redaktionelle ændringer af opremsningen af forsyningspligtydelserne med sigte på at understrege den teknologineutrale udformning af disse, og på at skabe mulighed for at opfylde forsyningspligten gennem levering af flere forskellige teleydelser. Se også nærmere herom nedenfor under bemærkningerne til de enkelte numre. Herunder er beskrivelsen af de enkelte forsyningspligtydelser ændret, så der ikke heri indgår nogen specifik angivelse af, hvilken underliggende infrastruktur der skal være tale om, idet dette er principielt uvedkommende for selve forsyningspligtreguleringen.

Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24). I direktivet stilles der dog alene krav om, at forsyningspligten skal omfatte en sikring af adgang til et fast offentligt telefonnet på et fast sted og adgang til faste offentlige telefonitjenester. Direktivet stiller således ikke krav om, at ISDN-tjenester og faste kredsløb skal være omfattet af forsyningspligten, ligesom nummeroplysningstjenester og maritime nød- og sikkerhedstjenester ikke direkte indgår i direktivets bestemmelse.

Den danske regulering går således videre, end den tilsvarende EU-regulering.

Til stk. 2, nr. 1

Forpligtelserne m.h.t. taletelefoni vil som udgangspunkt omfatte traditionel taletelefoni leveret via faste net (PSTN). Forpligtelsen vil dog også kunne opfyldes ved hel eller delvis levering af telefonitjenester via radiobaserede net, herunder eventuelt via mobilnet. Man kan også på sigt forestille sig, at forpligtelsen kunne opfyldes ved levering af telefoni via Internettet.

Uanset den anvendte teknologi vil tjenesterne imidlertid skulle opfylde de samme krav med hensyn til prisniveau, kvalitet og funktioner m.v., som de i dag gældende. Tjenesten vil således fortsat omfatte levering af forbindelse til en eller anden form for telefoninet, der giver mulighed for at foretage og modtage opkald inden for taletelefoni og mulighed for at tilslutte og bruge terminaludstyr, som overholder gældende lovgivningskrav. Tjenesterne skal kunne overføre taletelefoni med en kvalitet, der som minimum svarer til den, der opnås på PSTN-tjenesten i dag, hvor tale overføres i PCM-kvalitet (standard for overføring af tale).

De basale taletelefonitjenester skal som udgangspunkt endvidere understøtte overførsel af datakommunikation ved transmissionshastigheder, der er anvendelige for adgang til basale Internettjenester. Heri ligger dog ikke en forudsætning om, at der via de basale taletelefonitjenester skal være adgang til dataoverførsel med bredbåndshastighed, idet udbud af teletjenester, der giver mulighed herfor, forudsættes sikret via den almindelige konkurrenceudvikling på telemarkedet og ikke gennem forsyningspligtreguleringen. Hvis udviklingen bevirker, at højhastighedsadgang er en forudsætning for at opnå den fornødne hastighed ved brug af en eller flere specifikke informations- eller indholdstjenester på Internettet, vil adgangen til disse Internetprodukter således ikke nødvendigvis kunne sikres via de basale taletelefonitjenester.

Desuden vil der i forsyningspligtkravene m.h.t. taletelefoni indgå krav om tilrådighedsstillelse af de særlige faciliteter, som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24) pålægger medlemsstaterne at sikre udbudet af.

Til stk. 2, nr. 2

Bestemmelsen er ændret, således at det er muligt at opfylde denne del af forsyningspligten ikke alene via udbud af ISDN-tjenester, men også via udbud af tilsvarende tjenester.

Den ændrede formulering af bestemmelsen skal gøre det muligt for forsyningspligtudbyderen, såfremt udbyderen ønsker dette, at opfylde forpligtelsen ved levering af tjenester, der svarer til ISDN-tjenester, og som giver brugerne mulighed for at få adgang til de samme grundlæggende funktioner og faciliteter.

Der vil blive fastsat en række nærmere krav til disse forsyningspligtydelser. Disse vil bl.a. omfatte krav om, at der via tjenesterne skal være adgang til to linier, der kan overføre taletelefoni, dataoverførsel med minimum 64 Kbit/s pr. linie og visse supplerende faciliteter.

Kravene til ISDN-tjenester eller tilsvarende tjenester vil blive fastsat med udgangspunkt i Rådshenstillingen om harmoniserede ISDN-tilslutningsordninger og -funktionaliteter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24).

Forsyningspligtkravene kan derudover, i det omfang det skønnes relevant, omfatte supplerende faciliteter såsom identifikation af A-nummer, blokering af A-nummervisning, direkte indvalg, A-nummervisning, telefonmøde m.v. Ved afvejningen af, i hvilket omfang der i forsyningspligtkravene m.h.t. ISDN-tjenester også skal stilles krav om levering af mere avancerede faciliteter, vil der blive taget udgangspunkt i den almindelige privatbrugers behov for supplerende faciliteter som nævnt.

Til stk. 2, nr. 3

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse om forsyningspligten for faste kredsløb.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6. oktober 1997 om ændring af Rådets direktiv 90/387/EØF og 92/44/EØF med henblik på tilpasning til konkurrenceforhold på telekommunikationsområdet (EF-Tidende 1997 nr. L295, s. 23) (herefter faste kredsløbs direktivet) sigter på sikring af et minimumsudbud af følgende hovedtyper faste kredsløb: 2- eller 4-tråds faste kredsløb til tale af almindelig kvalitet, 64 kbit/s, digital teknik, samt 2048 kbit/s, digital teknik.

Det herved beskrevne minimumsudbud vil danne grundlag for forsyningspligtkravene på dette område. Udbud af faste kredsløb ud over disse vil alene være reguleret i samtrafikreglerne i afsnit IV.

Til stk. 2, nr. 4

Omfanget af forsyningspligten for handicappede forudsættes indtil videre videreført uændret i forhold til den gældende bekendtgørelsesregulering, som stiller krav til forsyningspligtudbyderen om oprettelse og drift/levering af

- En PC-baseret teksttelefontjeneste, som afløser skrivetelefon tjenesten. Pr. 1. januar 2000 er skrivetelefontjenesten ikke længere omfattet af forsyningspligten.

- I forbindelse med teksttelefontjenesten tilbydes brugerne Internet adgang med henblik på at supplere teksttelefonbrug med kommunikation via Internet.

- Formidlingscentret, der betjener teksttelefonkunder vil være døgnåbent.

- Nummeroplysning og automatisk gennemstilling gennemføres til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede.

Der vil fortsat i bekendtgørelsesreguleringen for hver af de ovenfor nævnte tjenester ske en afgrænsning af de målgrupper, som kan benytte sig af de således sektorfinansierede forsyningspligtydelser til handicappede. Udgangspunktet vil være, at de pågældende tjenester bør være tilgængelige for alle handicapgrupper, der via den eller de pågældende tjenester kan kompenseres væsentligt for deres handicap. Sigtet vil samtidig være at undgå stærkt ressourcekrævende visitationsordninger, der ikke står i forhold til de samlede omkostninger ved tilvejebringelse af de pågældende særlige ydelser til handicappede.

Til stk. 2, nr. 5

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende bestemmelse om forsyningspligten vedrørende nummeroplysningstjenester.

Den foreslåede bestemmelse præciserer, at udbud af nummeroplysningstjenester på basis af henholdsvis 118- og 113-kortnumrene er forsyningspligttjenester (og at disse kortnumre dermed følger den til enhver tid udpegede forsyningspligtudbyder).

Det vil, som i den gældende regulering, med hjemmel i stk. 4, nr. 2, blive præciseret, at den landsdækkende nummeroplysningstjeneste skal indeholde samtlige numre inden for den danske nummerplan, der er tildelt slutbrugere. Der vil dog blive fastsat visse undtagelser vedrørende nummeroplysningsdata for forudbetalte kort, abonnentnumre der ikke anvendes af slutbrugere m.v.

Til stk. 2, nr. 6

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende bestemmelse om forsyningspligten vedrørende tilrådighedsstillelse af maritime nød- og sikkerheds tjenester, og bemærkningerne til denne bestemmelse er således fortsat vejledende, for så vidt angår afgrænsningen af, hvad der forstås herved.

Forskningsministerens og Telestyrelsens fastsættelse af rammer for forsyningspligtudbyderens pligt til tilrådighedsstillelse af maritime nød- og sikkerhedstjenester sker i samarbejde med hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i Grønland. Dette gælder bl.a. med hensyn til fastlæggelse af omfang, tjenestetilrettelæggelse og lignende for de maritime nød- og sikkerhedstjenester.

I bemærkningerne til den gældende bestemmelse om denne del af forsyningspligten indgår, at det bør overvejes, om det på sigt er hensigtsmæssigt, at den eller de forsyningspligtudbydere, som er udpeget i medfør af den danske forsyningspligtlovgivning, tillige pålægges at varetage tilrådighedsstillelse af maritime nød- og sikkerheds tjenester i færøske og grønlandske farvande. Det forekommer ikke umiddelbart hensigtsmæssigt at foretage ændringer heri, ikke mindst henset til det forholdsvis begrænsede omfang af udgifterne hertil, sammenholdt med de samlede omkostninger og indtægter ved at tilvejebringe de generelle forsyningspligtydelser inden for taletelefoni m.v.

Til stk. 3

Bestemmelsen er en udbygget videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 4, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren. Bestemmelsen fastlægger, hvad forsyningspligt indebærer.

I forsyningspligtbegrebet ligger således først og fremmest en leveringspligt, der indebærer, at de ydelser, der er omfattet af forsyningspligten, skal stilles til rådighed for enhver bruger i Danmark, der anmoder herom. Der kan være force majeure lignende situationer, hvor opfyldelse af forsyningspligten ikke er mulig, herunder eksempelvis i situationer, hvor forsyningspligtudbyderens personale er omfattet af en arbejdskonflikt af et omfang, der i praksis gør det umuligt (teknisk og økonomisk) for forsyningspligtudbyderen at opfylde forsyningspligten ved brug af eget personale. Hvorvidt en sådan situation foreligger, vil afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag. Leveringspligten gælder endvidere alene inden for de rammer, der fremgår af regler og vilkår, der fastsættes for forsyningspligtudbyderen. Leveringspligten er således ikke i alle tilfælde ubetinget, idet forsyningspligtudbyderen f.eks. i medfør af de nævnte vilkår eller regler eventuelt vil kunne stille krav om sikkerhedsstillelse m.v.

Leveringen skal desuden ske til forud fastsatte maksimalpriser, jf. § 19, og i overensstemmelse med regler og vilkår fastsat i medfør af § 16, stk. 4, § 17, stk. 2, og § 18.

Til stk. 4

Bestemmelsen er en udbygget videreførelse af de gældende bemyndigelser til forskningsministeren i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, herunder de gældende bestemmelser i § 3, stk. 2 og 3, samt dele af bemyndigelsen i §§ 4-4a, til at fastsætte nærmere regler om de i stk. 2 nævnte forsyningspligtydelser og den i stk. 3 nævnte leveringspligt.

Bestemmelsen i stk. 4, nr. 1, udgør hjemmelsgrundlaget for den nærmere afgrænsning af, hvilke forsyningspligtydelser der skal stilles til rådighed for handicappede, idet dette ikke fremgår direkte af stk. 2, nr. 4.

Bestemmelsen i stk. 4, nr. 2, vil danne grundlag for en afgrænsning af, hvilke ydelser og faciliteter der skal indgå i de enkelte forsyningspligtydelser, jf. også ovenfor under bemærkningerne til stk. 2, nr. 1-6, om afgrænsningen heraf.

Grundlaget for den pågældende regulering vil, for så vidt angår de i stk. 2, nr. 1-3, nævnte forsyningspligtydelser, bl.a. være de krav, der følger af EU-reguleringen. Den nærmere afgrænsning af de pågældende forsyningspligtydelser, jf. stk. 3, vil således bl.a. ske med udgangspunkt i EU-reguleringen om ONP-vilkår for taletelefoni og faste kredsløb, hvori er indeholdt krav til medlemslandene om tilrådighedsstillelse af et bestemt defineret udbud af tjenester og kredsløb, samt en række supplerende faciliteter, for så vidt angår taletelefoni. For ISDN-tjenester vil afgrænsningen bl.a. ske med udgangspunkt i Rådets henstilling 92/382/EØF af 5. juni 1999 om indførelse af harmoniserede ISDN-tilslutningsordninger og et minimumssæt ISDN-funktionaliteter på grundlag af ONP-principperne (EF-Tidende 1992 nr. L200, s. 10).

Forskningsministeren bemyndiges desuden til at fastsætte nærmere regler vedrørende den nærmere afgrænsning af leveringspligten, jf. stk. 4, nr. 3. Bestemmelsen vil bl.a. danne grundlag for fastsættelse af regler i lighed med dem, som følger af den gældende regulering vedrørende afgrænsningen af forsyningspligtskillepunkt m.v.

I lighed med tidligere vil der desuden blive fastsat regler vedrørende levering af forsyningspligtydelser til tekniske installationer som for eksempel vindmøller, parkeringsautomater, brøndanlæg, pumper, overvågnings- og registreringsanlæg eller lignende. Det er hensigten, at forsyningspligten fortsat skal omfatte en pligt til levering til disse installationer. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes regler om, at udpegede forsyningspligtudbydere kan fastsætte særskilte omkostningsbaserede priser for etablering og drift i forbindelse med levering af forsyningspligtydelser til sådanne tekniske installationer.

Der vil desuden kunne fastsættes regler om, at forsyningspligtudbyderen, uanset at den i forsyningspligten indeholdte leveringspligt som udgangspunkt også omfatter levering til ubemandede tekniske installationer m.v., ikke vil være forpligtet til at indgå aftale om levering af et eventuelt særligt småforbrugerabonnement, jf. nærmere herom i bemærkningerne til § 18, til forsyning af sådanne installationer.

Til § 17

Den gældende lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren indeholder en detaljeret, lovfæstet regulering af, hvordan forsyningspligtudbydere kan udpeges. § 17 indeholder hjemlen til at videreføre denne regulering på bekendtgørelsesniveau, med de forbedrede muligheder dette giver for en fleksibel tilpasning af regelsættet til fremtidige markedssituationer. Som udgangspunkt vil den gældende regulering dog blive videreført.

Til stk. 1 og 2

Bestemmelserne præciserer Telestyrelsens hjemmel til at udpege forsyningspligtudbydere og til at fastsætte vilkår for disse. Bestemmelsen viderefører de gældende bestemmelser i § 6, stk. 3, § 7, stk. 3, og § 8, stk. 2, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren. Udpegning og vilkår vil skulle ske på grundlag af nærmere regler fastsat efter stk. 3, jf. også bemærkningerne nedenfor.

Til stk. 3

Der vil med hjemmel i denne bestemmelse blive fastlagt rammer for Telestyrelsens udpegning af forsyningspligtudbydere og fastsættelse af vilkår. Hjemlen i nr. 1 og 2 vedrørende procedurer for udpegning og fastsættelse af vilkår er ny, idet de hidtil gældende bestemmelser som følge af en forenkling af reguleringen på lovniveau flyttes til den efterfølgende bekendtgørelsesregulering.

Til stk. 3, nr. 1

Der vil med hjemmel heri blive fastsat nærmere regler om betingelserne for en udpegning uden forudgående offentligt udbud, procedurer i forbindelse med et eventuelt offentligt udbud, udpegningens varighed og ændringer i udpegningen i tilfælde af væsentlige ændringer i markedsudviklingen, herunder regler om forsyningspligtudbyderens adgang til at kræve en fornyet udpegning gennemført. Desuden vil der skulle fastsættes regler vedrørende den situation, hvor udpegningen som forsyningspligtudbyder måtte blive tilbagekaldt.

Tele Danmark A/S blev med virkning fra 1. januar 1998 udpeget som forsyningspligtudbyder for en periode på 10 år. Denne udpegning forudsættes opretholdt, jf. også lovens § 113, stk. 5, med tilhørende bemærkninger. Bestemmelsen vil således som udgangspunkt først blive aktuel i forbindelse med en fornyet udpegning. Den efterfølgende bekendtgørelsesregulering, herunder regler vedrørende ændringer i udpegningen, vil dog derudover kunne finde anvendelse ved ændringer i den bestående udpegning.

I bekendtgørelsesreguleringen vil det således blive sikret, at Telestyrelsen fortsat uden forudgående offentligt udbud kan udpege udbydere til forsyningspligtudbydere, hvis disse udbydere landsdækkende - eller undtagelsesvis på regionale eller lokale markeder - har en markedsandel på 50 pct. eller derover af en eller flere teleydelser svarende til de i lovforslaget nævnte forsyningspligtydelser.

Udgangspunktet vil være, at der udpeges en eller flere landsdækkende forsyningspligtudbyder(e) for de generelle forsyningspligtydelser, basale taletelefoni tjenester, ISDN-tjenester og faste kredsløb. Bestemmelsen giver også mulighed for, at der udpeges en forsyningspligtudbyder for dele af de generelle forsyningspligtydelser, f.eks. basal taletelefoni, og en anden forsyningspligtudbyder for andre ydelser. Der kan ligeledes udpeges særskilte udbydere for handicapydelserne, nummeroplysningstjenesterne og de maritime nød- og sikkerhedstjenester.

Der vil også fortsat blive givet mulighed for, at der, for så vidt angår basal taletelefoni, kan blive tale om regionalt eller lokalt udpegede forsyningspligtudbydere, hvor markedsforholdene tilsiger dette. Der kan ikke udpeges regionale udbydere af ISDN-tjenester og faste kredsløb, idet en landsdækkende udpegning på disse områder er den eneste mulighed for at sikre en sammenhængende finansiering af de samlede omkostninger ved tilvejebringelsen af forsyningspligtydelser, da der ikke er mulighed for at lade disse forsyningspligtydelser være omfattet af den generelle sektorfinansieringsmekanisme for forsyningspligtydelser.

Til stk. 3, nr. 2

Der vil med hjemmel heri blive fastsat nærmere regler om Telestyrelsens fastsættelse af vilkår for de udpegede forsyningspligtudbydere. Det er hensigten at videreføre den gældende bekendtgørelsesregulering, hvorefter Telestyrelsen umiddelbart efter udpegningen af forsyningspligtudbydere - uanset om dette sker umiddelbart eller efter offentligt udbud - fastsætter nærmere vilkår for udøvelsen af forsyningspligten.

Det er ligeledes hensigten at videreføre den gældende bekendtgørelsesregulering, hvorefter Telestyrelsens fastsættelse af vilkår skal ske efter forhandling med og på grundlag af oplæg fra forsyningspligtudbyderen.

Udbydernes oplæg hertil vil have karakter af en selvangivelse, hvori angives, hvordan udbyderne påtænker at sikre forsyningspligten for de pågældende ydelser, og udbyderens »servicemål« for udbudet.

Telestyrelsen vil som hidtil få hjemmel til at fastsætte vilkår for forsyningspligtudbyderens udbud og levering af de omfattede forsyningspligtydelser, der går videre end tilbudt af forsyningspligtudbyderen (skærpede krav), på grundlag af de generelle regler om forsyningspligtens indhold, minimumskrav til kvalitet m.v., der fastsættes af forskningsministeren med hjemmel i § 18. Bortset herfra vil Telestyrelsen ikke have mulighed for at fastsætte vilkår, der går videre end det af forsyningspligtudbyderen fremsatte tilbud.

Til § 18

Bestemmelsen viderefører den hidtil gældende særlige forbrugerbeskyttelse på forsyningspligtområdet, i form af en skærpet regulering af kontraktvilkår og kvalitetskrav, sammenholdt med den generelle regulering af udbud af telenet eller teletjenester, som sker med hjemmel i § 10, og som også gælder for forsyningspligtudbydere.

Til stk. 1 og 2

I den gældende bestemmelse i § 5 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren sker dette ved, at Telestyrelsen, på grundlag af regler fastsat af forskningsministeren, godkender dele af forsyningspligtudbyderens abonnementsvilkår og herunder har adgang til at kræve ændringer heri. Telestyrelsen godkender imidlertid i henhold til de gældende regler ikke de samlede abonnementsvilkår. Telestyrelsens tilsynskompetence, herunder styrelsens kompetence til behandling af klager over manglende overholdelse af abonnementsvilkårene fra forsyningspligtudbyderens side, omfatter altså ikke hele sættet af abonnementsvilkår, men alene de vilkår, som Telestyrelsen specifikt har godkendt. Øvrige klager over forsyningspligtudbyderens kontraktvilkår og eventuelle manglende overholdelse heraf og over andre teleselskabers kontraktvilkår - skal i stedet rettes til Forbrugerstyrelsen. Samtidig fremtræder det for forbrugeren, som om Telestyrelsen har været involveret i udformningen af og godkendt abonnementsvilkårene. Dette har medført en ringe gennemskuelighed for forbrugerne, idet klager over forsyningspligtudbyderens abonnementsvilkår kun i visse tilfælde kan behandles af Telestyrelsen, mens klager i andre tilfælde vil være omfattet af andre myndigheders kompetence, f.eks. Forbrugerstyrelsens.

Med nærværende bestemmelse foreslås derfor en ændret reguleringsform, der indebærer at minimumskravene til forsyningspligtudbyderens slutbrugerkontrakter og indholdet heraf, herunder af de minimumskrav til kvalitet m.v., som forsyningspligtudbyderen skal overholde, i stedet reguleres i en bekendtgørelse, hvor Telestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen, og slutbrugere derfor kan klage til Telestyrelsen over manglende overholdelse. Der vil derimod som udgangspunkt ikke længere ske godkendelse af dele af forsyningspligtudbyderes abonnementsvilkår. Der er dog i bestemmelsens stk. 3 hjemmel til at genindføre kravet herom, såfremt erfaringerne med bekendtgørelsesregulerings-modellen viser sig at være negative.

Med hensyn til indholdet af de krav, som det er hensigten i den kommende bekendtgørelse at stille til forsyningspligtudbyderes kontraktvilkår og til kvaliteten af de udbudte tjenester, vil disse svare til den hidtidige bekendtgørelsesregulering af abonnementsvilkår og kvalitet. Den indholdsmæssige forbrugerbeskyttelse, der hidtil er sikret gennem godkendelse af, at forsyningspligtudbyderens abonnementsvilkår levede op til bekendtgørelsesreglerne, vil således blive videreført i uændret omfang.

Af ovennævnte følger også, at bekendtgørelsesreguleringen ikke vil gøre udtømmende op med forholdet mellem forsyningspligtudbyder og bruger, men alene vil regulere del-elementer af dette kundeforhold.

Med hensyn til indholdet af bekendtgørelsesreguleringen vil der - ud over den regulering, der er hjemmel til at fastsætte i medfør af lovens § 10, for så vidt angår forsyningspligtydelserne - blive fastsat egentlige indholdsmæssige minimumskrav til de kontrakter, der indgås mellem udbyderen og slutbrugeren, for så vidt angår de anvendte kompensations- og tilbagebetalingsordninger i tilfælde af udbyderens manglende opfyldelse, regler for misligholdelse og opsigelse, samt krav om offentliggørelse af de anvendte kontraktvilkår.

Herudover vil der i bekendtgørelsesreguleringen indgå minimumskrav til kvaliteten af de udbudte tjenester. Kravene hertil vil som udgangspunkt blive fastsat med henblik på som minimum at sikre en fastholdelse af det nuværende kvalitetsniveau m.h.t. leveringstid for tilslutning, fejlhyppighed, ventetid for rettelse af fejl, procentvis andel mislykkede opkaldsforsøg, etableringstider for samtaler, svartider for nummeroplysningstjenester og debiteringsnøjagtighed. En skærpelse af kvalitetskravene sammenholdt med det i dag gældende niveau vil dog kunne være relevant, hvis dette set i et fremtidsperspektiv er nødvendigt for at sikre, at forsyningspligtydelserne med hensyn til kvalitetsniveau fortsat svarer til de i øvrigt på telemarkedet generelt udbudte teleydelser til private slutbrugere.

Ud over ovennævnte udgør bestemmelsen desuden hjemmelsgrundlaget for videreførelsen af de gældende bekendtgørelsesregler, der giver forsyningspligtudbydere mulighed for, som led i opfyldelsen af forsyningspligten på navnlig teletelefoni, at vælge at udbyde et særligt småforbrugerabonnement, der prismæssigt er målrettet imod at tilgodese slutbrugere med et begrænset samtaleforbrug, der som følge heraf primært har interesse i at fastholde en forholdsvis begrænset fast abonnementsbetaling (kombineret med en højere minutpris). De gældende regler fremgår af §§ 31-34 i bekendtgørelse om forsyningspligtydelser.

Det vil således fortsat i reguleringen af disse småforbrugerabonnementer indgå, at der i abonnementsvilkårene for disse kan indgå, at forbrugeren ved valg heraf afskæres fra at benytte frit operatørvalg, jf. også lovens § 35, stk. 4, med tilhørende bemærkninger, men at der til gengæld stilles krav om, at denne abonnementstype uden omkostninger for slutbrugeren skal kunne konverteres til andre abonnementstyper, at dette skal kunne ske med 1 måneds varsel, at anvendelse af denne abonnementstype altid kræver et aktivt tiltag fra slutbrugerens side, og at forsyningspligtudbyderen har en særlig vejledningspligt overfor slutbrugere, der anvender eller kunne have fordel af at anvende denne abonnementstype. Se også bemærkningerne til § 19, stk. 5, om den særlige prisregulering af denne form for forsyningspligtydelse.

Den gældende maksimalprisregulering af forsyningspligtydelserne indebærer fastsættelse af maksimalpriser for oprettelse, flytning samt konvertering af telefonforbindelser. De gældende regler tager imidlertid ikke, som led i den nærmere regulering af forsyningspligtudbyderens kontraktvilkår, stilling til, hvorvidt forsyningspligtudbyderen i særlige tilfælde kan opkræve yderligere betaling for udførelse af sådanne ydelser, herunder betaling for teknikerbesøg m.v. Det er hensigten med hjemmel i § 18, stk. 2, i den fremtidige bekendtgørelsesregulering at fastsætte regler herom. Forskningsministeren vil således i bekendtgørelsen kunne præcisere, hvorvidt forsyningspligtudbyderen i særlige tilfælde kan opkræve merbetaling for udførelse af de pågældende ydelser, herunder i givet fald at fastsætte regler om, at der ikke for levering af de pågældende ydelser må opkræves betaling ud over de fastsatte maksimalpriser.

Til stk. 3

Som nævnt ovenfor er der tale om en vis forenkling i forhold til den gældende reguleringsmodel, bl.a. som følge af, at der ikke længere stilles krav om forudgående godkendelse af dele af forsyningspligtudbyderens abonnementsvilkår. Det kan være vanskeligt på forhånd fuldt ud at bedømme, hvordan den valgte reguleringsform vil fungere i praksis. Stk. 3 indeholder derfor en sikkerhedsklausul i form af en bestemmelse, der giver mulighed for at genindføre regler om, at abonnementsvilkårene skal forhåndsgodkendes. I det omfang, det senere viser sig nødvendigt at fastsætte regler om godkendelse af forsyningspligtudbyderens abonnementsvilkår, vil det blive sikret, at godkendelsen sker på en måde, der sikrer størst mulig gennemskuelighed for slutbrugerne. Det kan i den forbindelse indgå i de nærmere regler for godkendelse af abonnementsvilkårene, at Telestyrelsen ved godkendelse heraf skal høre de relevante forbrugermyndigheder i det omfang, der er tale om forhold, der ikke er særskilt reguleret i bekendtgørelser udstedt med hjemmel i denne lov.

Til § 19

Til stk. 1

Bestemmelsen afløser den gældende bestemmelse i § 10 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren. Med bestemmelsen præciseres det, at der som udgangspunkt skal fastsættes maksimalpriser for samtlige forsyningspligtydelser, medmindre disse forudsættes stillet gratis til rådighed, jf. stk. 2.

Ved maksimalpriser forstås den listepris, man som bruger maksimalt kan blive pålagt at betale for forsyningspligtydelser eller for delelementer heraf, uanset hvor i landet man bor.

I medfør af bestemmelsen er det Telestyrelsen, der fastsætter maksimalpriser for de enkelte forsyningspligtudbydere. Fastsættelsen sker på baggrund af forslag fra forsyningspligtudbyderen. Bestemmelsen indeholder samtidig, i lighed med den gældende bestemmelse, en præcisering af, at Telestyrelsen med henvisning til de i stk. 3-5 fastsatte regler kan stille krav om lavere maksimalpriser end de af forsyningspligtudbyderen foreslåede.

Ud over udbudet af forsyningspligtydelser til de kunder, der anmoder herom, kan forsyningspligtudbyderen, i konkurrence med de øvrige markedsaktører, tilbyde telefonabonnementer eller andre abonnementer, herunder en eller flere skræddersyede ydelser til mindre kundegrupper, der svarer til forsyningspligtydelserne eller evt. udgør en udbygning af disse, til priser, der er fastsat i konkurrence med de øvrige markedsaktørers priser, uden bindinger m.h.t. prisniveau, rabatstruktur m.v. Forsyningspligtudbyderens udbud af sådanne skræddersyede tjenester skal regnskabsmæssigt udskilles fra selskabets forsyningspligt-aktiviteter.

Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar om ONP-vilkår for taletelefonitjenester og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24). Direktivet stiller krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at alle brugere, uanset hvor de geografisk befinder sig, har mulighed for at få adgang til de tjenester, der er nævnt i kapitel II i direktiv 98/10, til overkommelige priser under hensyn til særlige nationale forhold.

Til stk. 2

Bestemmelsen præciserer, at nødopkald, der foretages via radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester, skal stilles gratis til rådighed for slutbrugerne af forsyningspligtudbyderen.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny og udgør en lovfæstelse af den gældende bekendtgørelsesregulering, der fastslår at Telestyrelsen ikke kan stille krav om indførelse af maksimalpriser for ISDN-tjenester eller tjenester med minimum samme grundlæggende funktioner, der ikke samlet set dækker omkostningerne ved tilvejebringelse heraf. Det samme gælder prisreguleringen af faste kredsløb til slutbrugere i det omfang, prisreguleringen heraf sker i medfør af regler fastsat efter stk. 5 og stk. 7. Baggrunden for bestemmelsen er, at der i henhold til EU-reguleringen ikke er mulighed for at fastsætte regler om refusion af et evt. underskud hos forsyningspligtselskabet via sektorfinansiering, for så vidt angår de nævnte tjenester. Så længe prisreguleringen af faste kredsløb sker som en integreret del af prisreguleringen af samtrafikprodukter, finder reglen ikke anvendelse på denne forsyningspligtydelse.

Til stk. 4

Bestemmelsen er ny og bemyndiger forskningsministeren til helt eller delvist at undtage forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1, 2, 4 og 5, eller delelementer heraf fra fortsat maksimalprisregulering.

Dette kan for eksempel ske ved, at der ikke længere fastsættes maksimalpriser for de pågældende forsyningspligtydelser. Priserne for de pågældende forsyningspligtydelser vil herefter alene være reguleret efter konkurrenceloven.

Bestemmelsen giver både mulighed for helt at undtage specifikke forsyningspligtydelser eller delelementer heraf fra maksimalprisreguleringen og til at foretage en delvis undtagelse fra maksimalprisreguleringen. En fuldstændig undtagelse fra prisregulering ville indebære, at priserne for de pågældende forsyningspligtydelser herefter alene ville være reguleret efter konkurrenceloven, med de muligheder denne indeholder for at gribe ind overfor prissætninger, der udgør en overtrædelse af denne lov.

En delvis undtagelse kunne eksempelvis indebære, at der fortsat blev stillet krav om fastsættelse af omkostningsbaserede maksimalpriser for de pågældende forsyningspligtydelser, men at der ikke blev stillet krav om løbende realprisfald, eventuelt kombineret med et prisloft, der hindrede prisstigninger. En anden mulighed ville være en regulering, der alene bestod af et prisloft, der hindrede prisstigninger.

Der kan også være tale om, at delementer af en forsyningspligtydelse, herunder f.eks. opkald til udlandet, opkald til mobilnet, oprettelses- og abonnementsbetaling eller lignende, undtages fra maksimalprisreguleringen.

Adgangen til at undtage specifikke forsyningspligtydelser eller del-elementer heraf fra maksimalprisreguleringen vil alene blive udnyttet, såfremt der på markedet for den pågældende forsyningspligtydelse er opnået en konkurrencesituation, der i sig selv fører til fortsat faldende priser, og som derved helt eller delvist overflødiggør fortsat prisregulering. I forhold til den gældende regulering giver bestemmelsen således mulighed for en begyndende deregulering af forsyningspligtområdet.

Forskningsministeren kan dog tidligst udnytte bemyndigelsen til at fjerne eller lempe dele af maksimalprisreguleringen, efter at partierne bag den politiske principaftale af 8. september 1999 har foretaget en fornyet vurdering af, hvordan og i hvilket omfang forsyningspligtreguleringen skal videreføres. En sådan vurdering skal i henhold til den politiske principaftale af 8. september 1999 foretages inden Folketingssamlingen år 2002-2003.

Til stk. 5

Bestemmelsen indeholder sammen med stk. 6 og 7 en hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvordan maksimalpriserne skal beregnes og fastsættes, herunder for Telestyrelsens fastsættelse heraf og for forsyningspligtudbyderens udarbejdelse af forslag til maksimalpriser.

Bekendtgørelsesreguleringen forudsættes udformet sådan, at maksimalprisreguleringen af de enkelte forsyningspligtydelser sammensættes af et eller flere del-krav, jf. nr. 1-5, idet disse kan anvendes i kombination eller hver for sig, jf. også ovenfor om hel eller delvis afvikling af prisreguleringen.

I medfør af § 10 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, har forskningsministeren fastsat nærmere regler om fastsættelse af maksimalpriser i bekendtgørelse om forsyningspligtydelser. Disse regler indebærer blandt andet, at forsyningspligtudbyderen har mulighed for gennem forslag til maksimalpriser at gennemføre rebalanceringer, hvorved forstås forhøjelser af faste abonnementsafgifter til gengæld for nedsættelse af minutpriser.

Med henblik på at sikre forsyningspligtudbyderen mulighed for gennemførelse af sådanne rebalanceringer, giver den nugældende regulering forsyningspligtudbyderen mulighed for at opdele forsyningspligtudbyderens standardabonnement i to særskilte abonnementer, herefter benævnt henholdsvis standardabonnement og småforbrugerabonnement. Den nuværende forsyningspligtudbyder har i praksis udnyttet denne mulighed for opdeling, og dette har ført til udbud af et småforbrugerabonnement, der i praksis har været kendetegnet ved, at der ikke i samme omfang som på standardabonnementet er sket prisstigninger på abonnementsafgifterne. Til gengæld har der ikke på småforbrugerabonnementet været tale om de samme prisfald på samtaletaksterne, som der har været på standardabonnementet. Som følge af de lavere abonnementsafgifter på småforbrugerabonnementet giver den gældende regulering forsyningspligtudbyderen mulighed for at nægte brugere af småforbrugerabonnementet adgang til at anvende andre selskaber til udgående samtaler via operatørforvalg eller fast operatørvalg. Af hensyn til sidstnævnte er der i forsyningspligtbekendtgørelsen indført en bestemmelse om, at småforbrugerabonnementet maksimalt må være økonomisk attraktivt for 15% af forsyningspligtudbyderens privatkunder, således at kun en begrænset del af forsyningspligtudbyderens kunder er udelukket fra at anvende andre udbydere til udgående samtaler. De pågældende bekendtgørelsesbestemmelser forudsættes videreført uændret, idet det dog vil blive præciseret, at der ved opgørelsen af de ovenfor nævnte 15 % ikke skal medregnes slutbrugere, der benytter fast operatørvalg.

Ved udmøntningen af bestemmelsen er det imidlertid forudsat, at den såkaldte 50 kr.´s-regel, der også er fastsat på bekendtgørelsesniveau, ikke videreføres. Bestemmelsen har haft til formål at sikre forbrugere mod væsentlige prisstigninger i perioden 1998-2000. Telestyrelsen har i medfør af bestemmelsen skullet påse, at ingen forbrugere ved uændret forbrug og valg af gunstigste abonnementsform oplever regningsstigninger på mere end 50 kr. pr. kvartal på årsbasis målt i 1997-priser. Bestemmelsen har haft til hensigt at begrænse virkningerne af rebalanceringer, jf. beskrivelsen heraf ovenfor, idet rebalanceringer medfører risiko for samlede regningsstigninger for forbrugere med et begrænset samtaleforbrug. Spørgsmålet om forholdet mellem abonnementsafgifter og samtaletakster indgår imidlertid tillige i den vurdering Konkurrencerådet foretager af forsyningspligtudbyderens forslag til maksimalpriser.

Henset hertil og henset til den betydelige rebalancering, der allerede er sket for perioden 1998-2001, anses det derfor for hensigtsmæssigt at lade den pågældende bestemmelse udgå af den fremtidige teleregulering, således at forholdet mellem abonnementsafgifter og samtaletakster fremover alene reguleres via konkurrencelovgivningen.

Af den politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår det, at en lempelse eller fjernelse af bestemmelsen forudsætter, at mulighederne for at udnytte det rå kobber er faldet på plads, og at der således er tilvejebragt reelle muligheder for, at alternative udbydere kan begynde at udbyde abonnementsløsninger. På nuværende tidspunkt har mindst én alternativ udbyder indgået aftale om adgang til det rå kobber. Endvidere er muligheden for udbud af egentlige abonnementsløsninger ikke begrænset til den mulighed, der består i leje af det rå kobber. Der er tillige mulighed for udbud af abonnementsløsninger via indgåelse af tjenesteudbyderaftaler, ligesom der inden for en uoverskuelig fremtid vil kunne tilvejebringes abonnementsløsninger via trådløse teknologier som f.eks. FWA (Fixed Wireless Access). Det offentlige udbud med sigte på tildeling af radiofrekvenser med sigte herpå er påbegyndt.

På denne baggrund vurderes det, at der fra og med år 2001 vil være tilvejebragt reelle muligheder for udbud af egentlige abonnementsløsninger i et sådant omfang, at de opstillede forudsætninger i den politiske principaftale af 8. september 1999 for fjernelse af bestemmelsen er opfyldt.

Stk. 5, nr. 1

Forskningsministeren kan i medfør af stk. 5, nr. 1, fastsætte regler om, at forsyningspligtudbyderens forsyningspligtpriser samlet skal være objektive, ikke-diskriminerende og omkostningsbaserede, og herunder at disse skal fastsættes sådan, at disse dækker underskud ved tilvejebringelse af særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af handicappede og ved gratis tilrådighedsstillelse af nødopkald via radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester.

Med hensyn til den nærmere udformning af bekendtgørelsesreglerne vil denne, for så vidt angår kravet om omkostningsbaserede priser, være baseret på en videreførelse af princippet i den gældende regulering om, at der ikke i bekendtgørelsesreguleringen stilles krav om, at den enkelte forsyningspligtydelse eller et delelement heraf, f.eks. lokalsamtaler, abonnementspris eller lignende, i sig selv skal være omkostningsbaseret, jf. dog stk. 7, nr. 1. Der skal således, med henblik på opfyldelse af eventuelle bekendtgørelsesregler som nævnt i stk. 5, nr. 1, af forsyningspligtudbyderen som udgangspunkt alene fremlægges dokumentation for, at der ikke samlet, for samtlige de forsyningspligtydelser, som udbyderen varetager leveringen af, er tale om et prisniveau, der indebærer en overnormal fortjeneste for forsyningspligtudbyderen, dvs. en samlet omkostningsdokumentation inklusive en rimelig fortjeneste. Dette indebærer eksempelvis, at en forsyningspligtudbyder, der er udpeget til samlet at varetage levering af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1-2, og nr. 4-6, vil skulle fremlægge en samlet dokumentation for, at der ikke ved udbud af disse forsyningspligtydelser samlet set anvendes omkostningsbaserede priser, dvs. at der ikke foreligger en overnormal fortjeneste ved udbud heraf. Varetages denne opgave af flere forsyningspligtudbydere, vil disse hver især skulle dokumentere, at der ikke, for så vidt angår de forsyningspligtydelser, de har ansvar for levering af, er tale om en overnormal fortjeneste.

Hvis der på et senere tidspunkt, som et element i prisreguleringen af faste kredsløb til slutbrugere, fastsættes regler som nævnt i stk. 5, nr. 1, kan det dog vise sig at være hensigtsmæssigt at opstille et selvstændigt krav om omkostningsbaserede priser for netop disse forsyningspligtydelser, der ikke indgår i en samlet omkostningsberegning, der også omfatter de øvrige forsyningspligtydelser. En sådan regulering vil være nødvendig, hvis der telepolitisk er ønske om at undgå at skabe mulighed for indbyrdes krydssubsidiering mellem de omhandlede forsyningspligtydelser. Det samme kan eventuelt på sigt være relevant, for så vidt angår ISDN-tjenesterne eller tilsvarende tjenester (de i § 16, stk. 2, nr. 2, nævnte forsyningspligtydelser).

Det skal understreges, at det nævnte krav vil være en del af en maksimalprisregulering. Kravet om omkostningsbaserede priser er således et krav om, at de pågældende slutbrugerpriser ikke må ligge over omkostningerne, men indebærer ikke, at der ikke kan fastsættes yderligere bekendtgørelseskrav til maksimalpriserne, f.eks. med hjemmel i nr. 2, der indebærer, at priserne samlet presses ned under de dokumenterbare, faktiske omkostninger ved tilvejebringelse af en eller flere forsyningspligtydelser, jf. dog særreglen i stk. 3 om ISDN-tjenester og faste kredsløb til slutbrugere (som dog for indeværende prisreguleres via samtrafikreglerne, og derfor ikke indgår i »forsyningspligtregnskabet«).

M.h.t. kravet om objektive og ikke-diskriminerende priser henvises til bemærkningerne til stk. 7, nr. 1.

Stk. 5, nr. 2

Forskningsministeren kan ud over at fastsætte regler om, at forsyningspligtudbyderens maksimalpriser samlet skal være omkostningsbaserede, jf. nr. 1, tillige fastsætte regler , der indeholder krav om årlige procentvise realprisfald, der fastsættes med udgangspunkt i internationale priser for tilsvarende ydelser i en flerhed af sammenlignelige lande med omkostningsbaserede takstsystemer, og med udgangspunkt i den generelle prisudvikling for teleydelser svarende til de i § 16, stk. 2, nævnte.

Med hensyn til den nærmere udformning af bekendtgørelsesreglerne vil denne, også for så vidt angår kravet om årlige realtakstfald, være baseret på en videreførelse af princippet i den gældende regulering om, at forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1-2, og nr. 5, reguleres under ét, og at forsyningspligtudbyderen dermed selv kan vælge, hvordan denne ønsker at fordele det procentvise realtakstfald inden for disse forsyningspligtydelser, jf. dog nærmere nedenfor om den særlige prisregulering af det såkaldte småforbrugerabonnement.

Heri vil også, som i den hidtidige bekendtgørelsesregulering, kunne indgå, at der fastsættes forskellige krav til realtakstfald for henholdsvis standardabonnementer og småforbrugerabonnementer, og at de gældende regler om, at de anvendte maksimalpriser for småforbrugerabonnementet maksimalt må være økonomisk fordelagtigt for 15 % af de privatforbrugere, der er tilsluttet forsyningspligtudbyderens faste net (heri ikke medregnet slutbrugere, der benytter fast operatørvalg), videreføres. Se også nærmere herom i de indledende bemærkninger til stk. 5.

Hvis der på et senere tidspunkt, som et element i prisreguleringen af faste kredsløb til slutbrugere, eventuelt fastsættes regler som nævnt i stk. 5, nr. 2, for denne forsyningspligtydelse, kan det derudover vise sig at være hensigtsmæssigt at opstille et selvstændigt krav om årlige realprisfald for netop disse forsyningspligtydelser, der ikke indgår i en samlet beregning, der også omfatter de ovenfor nævnte forsyningspligtydelser.

Der er allerede i den gældende regulering en hjemmel til fastsættelse af realprisfald, som er udmøntet i bekendtgørelsen om forsyningspligtydelser. Det følger af bekendtgørelsen, at Telestyrelsen hvert andet år skal foretage en fastsættelse af krav til årlige realprisfald for det næstfølgende år og for det år, der følger efter dette. Der er tale om en skønsmæssig fastsættelse af realprisfald, dog således at Telestyrelsen skal sikre, at kravene til årlige realprisfald fastsættes under hensyntagen til den generelle prisudvikling på det danske telemarked, og dels afspejler den gennemsnitlige bedste praksis i en flerhed af lande m.h.t. priser for telefoniydelser, dels sikrer, at der ikke foreligger markant ubalance mellem forsyningspligtudbyderens samlede omkostninger og indtægter ved udbudet af forsyningspligtydelser. Denne regulering vil blive videreført.

I forbindelse med forskningsministerens fastsættelse af regler på bekendtgørelsesniveau om krav til realprisfald vil der blive fastsat nærmere regler om metodeanvendelsen i forbindelse med gennemførelse af bedste praksis-undersøgelser (herunder anvendelse af en eller flere vægtede »forbrugs-kurve« som grundlag for dokumentation af, at kravet er opfyldt) , således at reglerne herom afspejler gældende praksis.

Det vil i den forbindelse blive præciseret, at der i Telestyrelsens skønsmæssige vurdering, for så vidt angår bedste praksis, som minimum skal indgå priserne fra de tre billigste lande, som indgår i Telestyrelsens undersøgelse. Det vil endvidere blive præciseret, at der ved omregning af udenlandske priser skal anvendes rene valutakursomregninger baseret på gennemsnitlige valutakurser over en 12-måneders periode, og at beregningen af gennemsnitlige valutakurser foretages på baggrund af valutakurserne i den 12-måneders periode, der ligger umiddelbart forud for Telestyrelsens fastsættelse af realprisfald. For så vidt angår det sidstnævnte punkt, er der tale om en afvigelse i forhold til gældende praksis. Det vurderes imidlertid, at det bør sikres, at fastsættelsen af realprisfald, der har virkning for priser 2, henholdsvis 3 år efter afgørelsestidspunktet, baseres på så aktuelle forhold som muligt.

Eventuelle krav om årlige realtakstfald, fastsat af Telestyrelsen på grundlag af regler udstedt med hjemmel i stk. 5, nr. 2, skal ses i sammenhæng med den særlige regel i stk. 3. Det kan således være nødvendigt, at forsyningspligtudbyderen med sigte på opfyldelse af sådanne krav i særlig grad gennemfører realprisfald på de forsyningspligtydelser, der ikke er omfattet af stk. 3, med henblik på at opfylde det samlede, gennemsnitlige procent-krav herom, som skal opfyldes for det samlede »forsyningspligtregnskab« for de omhandlede forsyningsplgitydelser.

Hvis opfyldelsen af de af Telestyrelsen fastsatte krav om årlige procentvise realtakstfald indebærer, at priserne samlet presses ned under de dokumenterbare, faktiske omkostninger ved tilvejebringelse af forsyningspligtydelserne, vil dette udløse krav på underskudsfinansiering i medfør af § 20.

Stk. 5, nr. 3

Forskningsministeren kan i medfør af stk. 5, nr. 3, som alternativ til fastsættelse af regler efter stk. 5, nr. 2, fastsætte regler om, at der for visse forsyningspligtydelser eller del-elementer heraf alene stilles krav om, at de fremtidige maksimalpriser for disse ikke udviser realprisstigninger. De pågældende forsyningspligtydelser omfattes således i givet fald ikke af kravene om realprisfald efter stk. 5, nr. 3.

Forskningsministeren kan dog, som nævnt indledningsvis i bemærkningerne til stk. 5, tidligst udnytte bemyndigelsen efter, at partierne bag den politiske principaftale af 8. september 1999 har foretaget en fornyet vurdering af, hvordan og i hvilket omfang forsyningspligtreguleringen skal videreføres. En sådan vurdering skal i henhold til den politiske principaftale af 8. september 1999 foretages inden Folketingssamlingen år 2002/2003.

Stk. 5, nr. 4

Forskningsministeren kan i medfør af stk. 5, nr. 4, fastsætte særlige regler om fastsættelse af maksimalpriser for særlige handicapydelser med sigte på at fremme handicappedes brug af telekommunikation. Der er dermed tale om en videreførelse af § 10, stk. 4, i lov om forsyningspligt og visse brugerforhold inden for telesektoren.

Den gældende hjemmel i § 10, stk. 4, er udmøntet på bekendtgørelsesniveau. Reglerne sikrer, at samtaletaksterne for kald mellem skrive-/teksttelefoner svarer til de almindelige samtalepriser for indenlandsk telefoni. For kald via Formidlingscenteret er det sikret, at disse kald maksimalt takseres med den laveste samtalepris for indenlandsk telefoni. Reglerne sikrer, at handicappede kompenseres for deres merforbrug af nummeroplysningstjenesten derved, at forbrug op til et vist minimumsbeløb sker uden beregning, mens yderligere forbrug op til et vist maksimumbeløb sker til reduceret taksering.

Stk. 5, nr. 5

Forskningsministeren bemyndiges med denne bestemmelse til at fastsætte nærmere regler om de tidsmæssige rammer for fastsættelse af maksimalpriser, indgivelse af forslag hertil m.v.

Med hjemmel heri vil den gældende lovregulering, hvorefter Telestyrelsen hvert år fastsætter endelige maksimalpriser for det følgende år og foreløbige maksimalpriser for det næstfølgende år, blive videreført på bekendtgørelsesniveau.

Derudover er det hensigten, for så vidt angår krav om sikring af realprisfald, blandt andet at fastsætte regler om, at forsyningspligtudbyderen sammen med forslag til maksimalpriser skal forelægge dokumentation for indhold og beregning af en kurv for den gennemsnitlige privatforbrugers forbrug af teleydelser i de to kvartaler, der går forud for forelæggelsen af forslag, og en kurv for den gennemsnitlige småforbrugers samlede forbrug af teleydelser i samme periode. Forskningsministeren fastsætter endvidere regler om indholdet af de pågældende kurve.

Til stk. 6

For indeværende er prisreguleringen af forsyningspligtydelsen faste kredsløb der udlejes til slutbrugere, og af samtrafikproduktet faste kredsløb sammenfaldende. Prisreguleringen sker i medfør af reglerne om prisregulering af samtrafikprodukter, som også slutbrugere har adgang til at påberåbe sig, jf. regler fastsat i medfør af lovforslagets § 50.

Det indebærer, at der er et begrænset incitament til, at en udbyder af telenet eller teletjenester, som i større omfang baserer sine aktiviteter på faste lejede kredsløb fra Tele Danmark, også går ind i et konkurrencedrevet slutbrugermarked for levering af dette produkt, idet slutbrugeren til enhver tid vil kunne købe produktet til en pris, som ikke markant afviger fra den pris, den pågældende udbyder skal betale. Der eksisterer således ingen konkurrencemargin for denne type aktiviteter.

Den gældende regulering afspejler den fælles EU-regulering af faste kredsløb (faste kredsløbs direktivet), som indeholder en regel om, at prissætningen af dette produkt ikke må være afhængig af det formål, hvortil produktet anvendes, f.eks. således at der skelnes mellem salg til detail-formål (slutbrugere), og salg til engros-formål (andre udbydere). EU-reguleringen giver således ikke mulighed for en differentieret prisregulering, så længe der er tale om et teknisk set identisk produkt. Af den herved valgte EU-reguleringsform følger endvidere, at ikke-diskriminationsprincippet vil være til hinder for, at der i forbindelse med aftaler om leje af faste kredsløb af konkurrencemæssige årsager anvendes rabatter og lignende overfor udbydere af telenet eller teletjenester, som en slutbruger er afskåret fra også at påberåbe sig.

Den gældende EU-regulering nødvendiggør således en videreførelse af den nuværende, fælles prisregulering af faste kredsløb til henholdsvis detail- og engros-formål, herunder også en videreførelse af den gældende regulering, der på dette ene område giver slutbrugere adgang til at påberåbe sig samtrafikreguleringen.

Samtidig er der indikationer på, at flere parter finder den nuværende EU-regulering problematisk på grund af de ovenfor nævnte negative effekter på en mulig fremtidig konkurrenceudvikling. Dette synspunkt er også fremkommet i forbindelse med høringen over nærværende lovforslag. Det kan derfor ikke afvises, at der, som opfølgning på det fremlagte 99 Review af den fælles EU-regulering på teleområdet, af Kommissionen fremlægges forslag til ændring af det gældende direktiv om faste kredsløb, der tillader en differentieret prisregulering overfor de to ovenfor nævnte kategorier af brugere.

Den foreslåede bestemmelse, der giver forskningsministeren bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for, hvordan forsyningspligtydelsen faste kredsløb prisreguleres, tager højde herfor. Den giver således mulighed for, som krævet af EU, indtil videre at videreføre den gældende, fælles prisregulering, men tillader samtidig, at denne regulering efterfølgende ændres, hvis der i mellemtiden sker en ændring af det underliggende direktivgrundlag.

Hvis en sådan differentieret prisregulering af faste kredsløb til henholdsvis detail- og engrosformål bliver mulig under de fælles EU-regler, vil det være hensigtsmæssigt at ændre bekendtgørelsesreguleringen, således at der trækkes en klar skillelinie mellem faste kredsløb, der udlejes på slutbrugervilkår og til slutbrugere, og faste kredsløb, som udlejes til engros-formål, dvs. til andre udbydere af telenet eller teletjenester, således som denne kategori er defineret i de indledende definitionsbestemmelser i lovforslaget. Herved skabes der mulighed for, at der på sigt kan udvikle sig et væsentligt forskelligt prisniveau for de to forskellige produkter, hvilket vil stimulere etableringen af en konkurrencedrevet marked også for lejede kredsløb til slutbrugere.

En særskilt prisregulering af slutbrugerproduktet lejede kredsløb vil i givet fald ske på grundlag af § 19, stk. 5 og stk. 7, og kunne eksempelvis bestå af to grund-elementer: Et krav om anvendelse af omkostningsbaserede priser (fuldt allokerede omkostninger) og et prisloft, der ville sikre, at der ikke samlet for de pågældende slutbrugerprodukter vil blive tale om prisstigninger, sammenholdt med prisniveauet på de tidspunkt, hvor en sådan særskilt regulering eventuelt bliver indført. Samtidig vil slutbrugere via en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i § 50 blive afskåret fra at påberåbe sig samtrafikreglerne for så vidt angår dette produkt. Såvel samtrafikprisreguleringen som de særlige ikke-diskriminationsregler, der indgår i samtrafikreguleringen, jf. kapitel 14, vil herefter alene kunne påberåbes af udbydere af telenet eller teletjenester.

En sådan opsplitning vil på sigt give mulighed for en væsentlig forskellig prisudvikling på de faste kredsløb til de to ovenfor nævnte formål, og vil herunder også tillade, at prisen for det pågældende samtrafikprodukt nedsættes f.eks. udfra generelle overvejelser om prisniveauet for konkurrerende teknologier og net, uden at dette indebærer, at man med udgangspunkt i ikke-diskriminationsovervejelser kan kræve tilsvarende nedsættelser af prisen for slutbrugerproduktet lejede kredsløb.

Til stk. 7, nr. 1

Forskningsministeren kan i medfør af stk. 7, nr. 1, ud fra konkurrencehensyn fastsætte regler om, at såfremt forsyningspligtudbyderen foreslår fastsættelse af maksimalpriser for kald til andre udbyderes mobil- eller fastnet, der afviger fra de foreslåede maksimalpriser for kald til forsyningspligtudbyderens eget mobil- eller fastnet, skal disse priser være særskilt omkostningsbaserede, objektive og ikke-diskriminerende. Der er allerede i den gældende regulering fastsat regler herom på bekendtgørelsesniveau.

Ved udnyttelse af bemyndigelsen vil det i forbindelse med fastsættelse af nærmere regler blive præciseret, at der skal sondres mellem kald til mobil- henholdsvis fastnet, således at for eksempel foreslåede maksimalpriser for kald til andre udbyderes mobilnet alene skal sammenholdes med maksimalpriser for kald til forsyningspligtudbyderens eget mobilnet.

Afregningsforholdene mellem forsyningspligtudbyderen og de øvrige teleselskaber er fastsat gennem indgåelse af aftaler om samtrafik, som kan afvige fra hinanden, og som kan være genstand for løbende ændringer. Dette kan i praksis føre til situationer, hvor forsyningspligtudbyderen tilbageholder en højere del af slutbrugerprisen ved kald til en given udbyders net end den del, forsyningspligtudbyderen tilbageholder ved kald til egne net. Uanset, at der alene måtte være tale om marginale forskelle, vil der i sådanne tilfælde desuagtet principielt være tale om diskrimination i medfør af den gældende regulering. Af hensyn til at sikre fornøden fleksibilitet i forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik vil der som følge heraf blive fastsat regler om at tillægge Telestyrelsen en skønsmæssig beføjelse til at fastsætte maksimalpriser i tilfælde, hvor der alene er tale om marginale forskelle i de beløb, forsyningspligtudbyderen tilbageholder ved kald til egne net. Telestyrelsen vil i den forbindelse skulle høre de involverede parter.

Til stk. 7, nr. 2

Artikel 3

Medlemsstaterne forelægger senest ni måneder efter nærværende direktivs ikrafttræden Kommissionen oplysninger, der gør det muligt for den at fastslå, at artikel 1 er overholdt.

Artikel 3

Det indre markeds grundprincipper

1. Medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbyde de i artikel 4 anførte handlinger på deres område og for at tilvejebringe de i artikel 5 anførte sanktioner og retsmidler.

2. Medlemsstaterne må uanset stk. 1 under henvisning til det område, der er omfattet af dette direktiv, ikke

a) begrænse tilrådighedsstillelsen af beskyttede tjenester eller tilknyttede tjenester med oprindelse i en anden medlemsstat

b) begrænse adgangsstyringsanordningers frie bevægelighed.

Bilag 3

Bilag 3

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/48/EF af 20. juli 1998 om ændring af direktiv 98/34/EF om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (uddrag)

[.]

Kapitel 3. Forbrugerforhold m.v.

Minimumskrav til telenet og teletjenester

Kapitel 3

Forbrugerforhold m.v.

Minimumskrav til telenet og teletjenester

§§ 3-8

Afsnit II. Slutbrugerforhold og forsyningspligt m.v.

§ 3. Ved telenet forstås i denne lov enhver form for radio- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidling af teletjenester, jf. definitionen heraf i stk. 2, mellem nettermineringspunkter, jf. definitionen heraf i stk. 3.

Stk. 2. Ved teletjenester forstås i denne lov tjenester, der helt eller delvist består i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf, ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik, mellem nettermineringspunkter, herunder både tovejs kommunikation og envejs kommunikation, punkt-til-punkt kommunikation og punkt-til-multipunkt kommunikation.

Stk. 3. Ved et nettermineringspunkt forstås i denne lov den fysiske eller logiske grænseflade i et telenet, der udgør en slutbrugers tilslutning til dette, eksempelvis i form af

1) et stik til tilslutning af fast installeret teleterminaludstyr eller andre former for fast installeret kommunikationsudstyr, eventuelt kombineret med et eller flere abonnentnumre eller kombineret med andre former for adresser, som slutbrugeren råder over, og som tjener til at identificere, hvor i nettet teletrafik til slutbrugeren skal afleveres, eller

2) en grænseflade for tilslutning af mobilt teleterminaludstyr eller andre former for mobilt kommunikationsudstyr, eventuelt kombineret med et eller flere abonnentnumre eller kombineret med andre former for adresser, som slutbrugeren råder over, og som tjener til at identificere, hvor i nettet teletrafik til slutbrugeren skal afleveres.

Stk. 4. Ved informations- og indholdstjenester forstås i denne lov enhver form for elektronisk tilrådighedsstillelse af information eller indhold, som andre slutbrugere får adgang til via et telenet eller en teletjeneste på grundlag af en individuel anmodning herom.

Stk. 5. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvad der forstås ved de i stk. 3, nr. 2, nævnte grænseflader.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 4

Ulovlige handlinger

Medlemsstaterne forbyder på deres område følgende handlinger

a) fremstilling, import, distribution, salg, udlejning eller besiddelse af ulovlige anordninger i kommercielt øjemed

b) installation, vedligeholdelse eller udskiftning af ulovlige anordninger i kommercielt øjemed

c) brugen af kommerciel kommunikation med henblik på at fremme udbredelsen af ulovlige anordninger.

Kapitel 4. Forsyningspligt

Forsyningspligtydelser

Kapitel 4

Forsyningspligt

Forsyningspligtydelser

§ 4. Ved slutbrugere forstås i denne lov brugere af telenet eller teletjenester, som ikke på kommercielt grundlag stiller de pågældende telenet eller de pågældende teletjenester til rådighed for andre, jf. §§ 5 og 6.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juni 1999.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 192 af 24.7.1990, s. 10.

(2) EFT L 74 af 22.3.1996, s. 13.

(3) EFT L 256 af 26.10.1995, s. 49.

(4) EFT C 71 af 7.3.1998, s. 4.

(5) EFT C 150 af 28.5.1999, s. 33.

(6) EFT L 195 af 29.7.1980, s. 35.

(7) EFT L 254 af 12.10.1993, s. 16.

(8) EFT L 268 af 19.10.1994, s. 15.

(9) KOM(1999) 108 endelig udg.

Artikel 5

Sanktioner og retsmidler

1. Sanktioner skal være effektive, afskrækkende og stå i et rimeligt forhold til den ulovlige handlings potentielle virkning.

2. Medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at udbydere af beskyttede tjenester, hvis interesser berøres af en ulovlig handling som defineret i artikel 4 og udøvet på deres område, har adgang til passende retsmidler, herunder kan anlægge erstatningssag og opnå nedlæggelse af påbud eller forbud, eller anvendelse af andre foreløbige retsmidler og i givet fald anmode om, at ulovlige anordninger tages ud af erhvervsmæssig omsætning.

Kapitel 5. Tilsyn med overholdelse af reglerne om forbrugerforhold og forsyningspligt

Kapitel 5

Tilsyn med overholdelse af reglerne om forbrugerforhold og forsyningspligt

§ 5. Ved udbydere af telenet eller teletjenester forstås i denne lov parter, som på kommercielt grundlag stiller net eller tjenester som nævnt i § 3, stk. 1 og 2, til rådighed for flere parter.

Stk. 2. Ved udbydere af offentlige telenet eller teletjenester forstås i denne lov parter som nævnt i stk. 1, der udbyder net eller tjenester, som stilles til rådighed for en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere eller udbydere af telenet eller teletjenester.

Artikel 6

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 28. maj 2000. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Kapitel 6. Den samlede danske nummerplan og nummerafgifter

Administration af den samlede danske nummerplan

Kapitel 6

Den samlede danske nummerplan og nummerafgifter

Administration af den samlede danske nummerplan

§ 6. Ved udbydere af telenet eller teletjenester til slutbrugere forstås i denne lov parter, som på kommercielt grundlag stiller net eller tjenester som nævnt i § 3, stk. 1 og 2, til rådighed for flere slutbrugere.

Stk. 2. Ved udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere forstås i denne lov parter som nævnt i stk. 1, der udbyder net eller tjenester, som stilles til rådighed for en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere.

Artikel 7

Rapporter

Kommissionen forelægger senest tre år efter dette direktivs ikrafttræden og derefter hvert andet år en beretning for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af dette direktiv og fremsætter om nødvendigt forslag, navnlig vedrørende definitionerne i artikel 2, med henblik på at tilpasse direktivet til den tekniske og økonomiske udvikling og til resultatet af de høringer, Kommissionen foretager.

Kapitel 7. Information til slutbrugerne om prisen for opkald

Kapitel 7

Information til slutbrugerne om prisen for opkald

§ 7. Ved en fysisk eller logisk samtrafikgrænseflade forstås i denne lov en teknisk grænseflade i et telenet, der udgør afgrænsningen af og en grænseflade for, hvor i nettet en udbyder af telenet eller teletjenester kan anmode om at få stillet samtrafikadgang til rådighed. Visse tekniske samtrafikgrænseflader vil være sammenfaldende med nettermineringspunkter, jf. § 3, stk. 3.

Stk. 2. Ved en kontraktmæssig samtrafikgrænseflade forstås i denne lov den forretningsmæssige og tekniske samtrafikgrænseflade mellem på den ene side en udbyders virksomhed med henblik på tilrådighedsstillelse af telenet eller teletjenester til eget brug eller til brug for andre udbydere af telenet eller teletjenester, og på den anden side samme udbyders virksomhed med henblik på udbud af telenet eller teletjenester til egne slutbrugere.

Artikel 8

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Kapitel 8. Rammer for udnyttelse af nummeroplysningsdata

Kapitel 8

Rammer for udnyttelse af nummeroplysningsdata

§ 8. Ved national roaming forstås i denne lov en tjeneste, som muliggør, at en mobilterminal kan fungere sammen med et besøgt net.

Stk. 2. Ved en mobilterminal forstås en teleterminal, der er beregnet til at kunne fungere sammen med et eller flere offentlige mobilkommunikationsnet.

Stk. 3. Ved et besøgt net forstås et offentligt mobilkommunikationsnet, i hvilket en mobilterminal tilknyttet et hjemmenet kan fungere, uden at mobilterminalen eller et isat identifikationsmodul (SIM-kort) er knyttet hertil via et abonnement eller et lignende kundetilhørsforhold.

Stk. 4. Ved et hjemmenet forstås det offentlige mobilkommunikationsnet, hvortil en mobilterminal eller et isat identifikationsmodul (SIM-kort) er knyttet via et abonnement eller et lignende tilhørsforhold.

Afsnit II

Slutbrugerforhold og forsyningspligt m.v.

Artikel 9 i direktiv 90/388/EØF affattes således

»Artikel 9

Hver medlemsstat sikrer, at intet teleselskab driver sit kabel-tv-net under anvendelse af den samme retlige enhed, som det anvender til sit offentlige telenet, når teleselskabet

a) kontrolleres af den pågældende medlemsstat eller har særlige rettigheder, og

b) indtager en dominerende stilling på en væsentlig del af fællesmarkedet med hensyn til udbud af offentlige telenet og offentlige taletelefonitjenester, og

c) driver et kabel-tv-net oprettet på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder i samme geografiske område.«

Artikel 9

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. november 1998.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

E. HOSTASCH

Formand

(1) EFT C 314 af 16. 10. 1997, s. 7, og EFT C 203 af 30. 6. 1998, s. 12.

(2) EFT C 129 af 27. 4. 1998, s. 16.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 30. 4. 1998 (EFT C 152 af 18. 5. 1998, s. 59), Rådets fælles holdning af 29. juni 1998 (EFT C 262 af 19. 8. 1998, s. 34) og Europa-Parlamentets afgørelse af 8. oktober 1998 (EFT C 328 af 26. 10. 1998). Rådets afgørelse af 9. november 1998.

(4) EFT C 167 af 2. 6. 1997, s. 31.

(5) EFT L 298 af 17. 10. 1989, s. 23. Direktivet er ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/36/EF (EFT L 202 af 30. 7. 1997, s. 60).

(6) EFT C 188 af 22. 7. 1995, s. 1.

(7) EFT L 204 af 21. 7. 1998, s. 37. Direktivet er senest ændret ved direktiv 98/48/EF (EFT L 217 af 5. 8. 1998, s. 18).

Kapitel 9. Slutbrugernes adgang til frit operatørvalg og nummerportabilitet

Kapitel 9

Slutbrugernes adgang til frit operatørvalg og nummerportabilitet

§ 9

Grundlæggende slutbrugerrettigheder

§ 9. Forskningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte ejere af telenet og udbydere af telenet eller teletjenester til at sikre slutbrugere adgang til at foretage opkald til den offentlige alarmtjeneste (112), nummeroplysningstjenester, teksttelefontjenesten, og eventuelle andre samfundsvigtige teletjenester, herunder nærmere regler om indholdet af denne forpligtelse.

Grundlæggende slutbrugerrettigheder

Kapitel 10. Tilsyn med overholdelse af reglerne om nummerforhold

Kapitel 10

Tilsyn med overholdelse af reglerne om nummerforhold

§§ 10-12

Hemmeligholdelse af telekommunikation, behandling af personoplysninger hos udbydere af telenet eller teletjenester, bistand til aflytning efter retsplejeloven m.v.

§ 10. Forskningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere til at sikre en række grundlæggende brugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af telenet eller teletjenester til slutbrugere, herunder nærmere regler om indholdet af denne forpligtelse.

Stk. 2. Regler efter stk. 1 kan blandt andet omfatte bestemmelser om

1) At der som grundlag for ethvert kundeforhold skal foreligge en skriftlig kontrakt, minimumskrav til måden, hvorpå kontrakten skal indgås, udbyderens oplysningsmæssige forpligtelser, samt minimumskrav til kontraktens indhold og til de i kontrakten indeholdte vilkår, herunder minimumskrav til indholdet af kontraktvilkår om maksimale bindingsperioder, varsling af pris- og vilkårsændringer, sikkerhedsstillelse, opsigelse og afbrydelse blandt andet i forbindelse med misligholdelse fra slutbrugerens side.

2) Minimumskrav vedrørende tilslutning og anvendelse af terminaludstyr og tilrådighedsstillelse af særlige tekniske grænseflader.

3) Pligt til at stille særlige funktioner og faciliteter til rådighed for slutbrugere, herunder pligt til eventuelt at stille disse funktioner og faciliteter gratis til rådighed for slutbrugerne, og til at gøre slutbrugerne opmærksom på de nævnte funktioner og faciliteter, og på funktioner og faciliteter, der skal stilles til rådighed for slutbrugere i medfør af regler fastsat efter § 33.

4) Krav om certificering af takserings-, debiterings-, fakturerings-, klagebehandlings- og undersøgelsessystemer, samt kvalitetskrav til sådanne systemer, og eventuelle minimumskrav til kvaliteten af de udbudte tjenester, herunder krav om regelmæssig måling og efterfølgende offentliggørelse heraf.

5) Klagebehandling, herunder

a) krav til udbydernes procedurer for behandling af klager fra slutbrugerne,

b) krav om at sådanne klager skal undersøges af en særlig intern undersøgelsesenhed,

c) krav om levering af teknisk assistance i forbindelse med andre udbyderes behandling af klager fra slutbrugere og betaling herfor, samt

d) regler om adgang til at påklage tvister mellem en slutbruger og en udbyder om registrering af og betaling for forbrug af telenet eller teletjenester, til Telestyrelsen.

6) Opfyldelse af særlige brugergruppers, herunder handicappedes, behov.

Stk. 3. Ved fastsættelsen af regler efter stk. 1 og 2 kan det bestemmes, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikke-erhvervsdrivende slutbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. Forskningsministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om Telestyrelsens adgang til at dispensere fra kravene.

Stk. 4. Regler som nævnt i stk. 1-3 kan ligeledes fastsættes for andre udbydere af telenet eller teletjenester end de i stk. 1 nævnte.

Kapitel 11. Samtrafikprodukter

Kapitel 11

Samtrafikprodukter

§ 11. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere i forbindelse med deres udbud skal sikre slutbrugerne åbne og ikke-diskriminerende muligheder for at benytte de udbudte telenet eller teletjenester.

Stk. 2. Regler som nævnt i stk. 1 kan ligeledes fastsættes for andre udbydere af telenet eller teletjenester end de i stk. 1 nævnte.

§ 11a. Tele Danmark A/S forpligtelse til at indbetale løbende pensionsbidrag til staten i medfør af § 11, kan helt eller delvis erstattes af en engangsbetaling til statskassen.

Stk. 2. Engangsbetalingens størrelse fastsættes af finansministeren efter aftale med Tele Danmark A/S.«

Kapitel 12. Adgang til samtrafik

Kapitel 12

Adgang til samtrafik

§ 12. Forskningsministeren kan fastsætte regler om etablering og drift af betalingstelefoner indeholdende minimumskrav til udbydere af betalingstelefoner, herunder med henblik på opfyldelse af handicappede slutbrugeres særlige behov.

Hemmeligholdelse af telekommunikation, behandling af personoplysninger hos udbydere af telenet eller teletjenester, bistand til aflytning efter retsplejeloven m.v.

Kapitel 13. Teknisk regulering af aftaler om samtrafik

Kapitel 13

Teknisk regulering af aftaler om samtrafik

§§ 13-15

§ 13. Ejere af telenet, udbydere af telenet eller teletjenester, førnævntes ansatte og tidligere ansatte, må ikke uberettiget videregive eller udnytte oplysninger som nævnt i stk. 3, som de får kendskab til i forbindelse med det pågældende udbud af telenet eller teletjenester.

Stk. 2. Bestemmelserne i borgerlig straffelovs §§ 152-152a og 152d-152f finder tilsvarende anvendelse for den, der er eller har været ansat hos en ejer af telenet eller en udbyder af telenet eller teletjenester, eller som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med disse.

Stk. 3. Ejere af telenet og udbydere af telenet eller teletjenester skal træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at oplysninger om andres brug af nettet eller tjenesten eller indholdet heraf ikke er tilgængelige for uvedkommende.

Kapitel 14. Vilkår og priser for samtrafik

Kapitel 14

Vilkår og priser for samtrafik

§ 14. Forskningsministeren fastsætter regler for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester om minimumskrav til behandling af personoplysninger i forbindelse med telekommunikation.

Kapitel 15. Aftaler med sigte på at muliggøre nummerportabilitet og fast operatørvalg

Kapitel 15

Aftaler med sigte på at muliggøre nummerportabilitet og fast operatørvalg

§ 15. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal uden udgift for staten, herunder for politiet, sikre, at de centraler udbyderen etablerer er indrettet således, at politiet kan få adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71.

Stk. 2. Forskningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om de tekniske krav til centraler som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Forskningsministeren kan endvidere efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om udbyderens bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Kapitel 16. Brancheaftaler som alternativ til regulering

Kapitel 16

Brancheaftaler som alternativ til regulering

§ 16

Udpegning af forsyningspligtudbydere og krav til disse

§ 16. Bestemmelserne i kapitlet har til formål at sikre alle slutbrugere adgang til en række grundlæggende teletjenester på rimelige vilkår og til rimelige priser.

Stk. 2. Forsyningspligten, som skal sikres ved udpegning af en eller flere forsyningspligtudbydere, jf. § 17, omfatter følgende ydelser

1) Basale taletelefonitjenester.

2) ISDN-tjenester eller teletjenester med minimum samme grundlæggende funktioner.

3) Faste kredsløb, dog ikke bredbåndskredsløb.

4) Særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af handicappede.

5) En landsdækkende nummeroplysningstjeneste og en bredt dækkende oplysningstjeneste for udenlandske numre.

6) Offentlige radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester dækkende Danmark, Grønland og Færøerne (nødopkald).

Stk. 3. Forsyningspligt omfatter en forpligtelse for den eller de udpegede forsyningspligtudbydere til at levere eller udbyde de i stk. 2 nævnte forsyningspligtydelser

1) til enhver, der anmoder herom,

2) til priser, der ikke overstiger de i medfør af § 19 fastsatte maksimalpriser, herunder eventuelt stille disse gratis til rådighed, og

3) i overensstemmelse med de i medfør af § 16, stk. 4, § 17, stk. 2, og § 18, fastsatte regler og vilkår.

Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om,

1) hvilke ydelser der er omfattet af stk. 2, nr. 4,

2) omfanget af de i stk. 2 nævnte forsyningspligtydelser, herunder hvilke faciliteter og funktioner der er omfattet heraf, og

3) omfanget af leveringspligten, jf. stk. 3.

Udpegning af forsyningspligtudbydere og krav til disse

Kapitel 17. Indsigt i aftaler om samtrafik og samtrafikforhold

Kapitel 17

Indsigt i aftaler om samtrafik og samtrafikforhold

§§ 17-18

Maksimalpriser for forsyningspligtydelser

§ 17. Telestyrelsen træffer afgørelse om udpegning af en eller flere udbydere af offentlige telenet eller teletjenester som forsyningspligtudbydere af de i § 16, stk. 2, nævnte ydelser, jf. også § 16, stk. 3, om de udpegede udbyderes forpligtelser i medfør heraf.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere vilkår for de i henhold til stk. 1 udpegede udbyderes varetagelse af forsyningspligten.

Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende Telestyrelsens udpegning og fastsættelse af vilkår, jf. stk. 1 og 2. Reglerne kan blandt andet omfatte

1) regler for Telestyrelsens udpegning af forsyningspligtudbydere, herunder nærmere regler om, hvilke udbydere af offentlige telenet og teletjenester, der kan udpeges som forsyningspligtudbydere, hvordan udpegningen finder sted, herunder regler for udpegning ved offentligt udbud, og om udpegningens varighed,

2) regler for Telestyrelsens fastsættelse af vilkår, og

3) krav til indholdet af vilkårene, herunder kvalitetskrav til de ydelser de udpegede forsyningspligtudbydere skal levere.

Kapitel 18. Tilsyn, mægling og fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik m.v.

Rimelige anmodninger om samtrafik m.v.

Kapitel 18

Tilsyn, mægling og fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik m.v.

Rimelige anmodninger om samtrafik m.v.

Kapitel 18 angiver de tilsynsbeføjelser, som Telestyrelsen tillægges i forbindelse med administrationen af reglerne i lovens afsnit IV om samtrafik m.v. Telestyrelsens beføjelser tager sigte på dels at fremme forhandlingerne om indgåelse af aftaler om samtrafik og dels at sikre, at reglerne om adgang til samtrafik på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår samt reglerne om fastsættelse af priser for samtrafik overholdes. Telestyrelsens beføjelser kan overordnet deles i en række hovedkategorier: 1) Afgørelse af hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om samtrafik (jf. § 65), 2) afgørelse om hvorvidt afbrydelse af samtrafik er berettiget (jf. § 66) 3) mægling (jf. §§ 67-71), 4) tilsyn med vilkår og priser i standardtilbud (jf. §§ 72 og 73) samt 5) tilsyn med enkeltaftaler om samtrafik (jf. §§ 74 og 75). Derudover indeholder kapitel 18 regler vedrørende forhåndsbesked, foreløbige afgørelser, udtalelser fra Konkurrencerådet samt undtagelser fra offentlighedsloven.

Hovedprincipperne for indgåelse af aftaler om samtrafik og Telestyrelsens beføjelser i relation hertil bygger på følgende grundlag

Udgangspunktet for reglerne om samtrafik i denne lov er, at aftaler om samtrafik indgås på kommercielle vilkår, jf. § 51. Parter, der ønsker at indgå en aftale om samtrafik, forhandler med henblik på, at aftale vilkår og priser herfor. Uanset at udgangspunktet for indgåelse af aftaler om samtrafik er, at disse indgås på kommercielle vilkår, så skal udbydere, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, ved forhandlinger om indgåelse af aftaler om samtrafik imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik til vilkår og priser, der følger af reglerne i afsnit IV i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf, jf. §§ 42 og 51. Denne forpligtelse gælder for udbydere med en stærk markedsposition på et givet delmarked i forhold til alle samtrafikprodukter omfattet af loven med undtagelse af samtrafikproduktet national roaming. En tilsvarende forpligtelse følger parter, som i medfør af § 44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om aftaler om samtrafik.

Såfremt den part, der skal imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik, afviser anmodningen som ikke rimelig (jf. § 48), kan denne afvisning indbringes for Telestyrelsen (jf. § 48) med henblik på at Telestyrelsen afgør, om der er tale om rimelige anmodninger om samtrafik f.eks. i henseende til, om et givet produkt er omfattet af samtrafikreguleringen, eller om en part, der ønsker at indgå en aftale, er berettiget hertil.

Telestyrelsen træffer herefter afgørelse i sagen inden for 2 måneder efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen (jf. § 65). Denne afgørelse kan påklages til Teleklagenævnet. Såfremt Telestyrelsen finder anmodningen rimelig, kan Telestyrelsen iværksætte en række påbud, der medvirker til at fremme processen omkring indgåelse af aftaler om samtrafik, jf. § 65. Det skal bemærkes, at reglerne i § 65 ud over at gælde i forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik efter § 42 (aftaler hvor en af udbyderne har en stærk markedsposition) også gælder i forbindelse med aftaler om samtrafik efter §§ 43 og 44.

Disse påbud der indføres som noget nyt i samtrafikreguleringen - har til formål at opfylde det udtrykte ønske i den politiske principaftale af 8. september 1999 om, at imødegå forhaling i samtrafikprocessen.

Det følger af loven, at såfremt Telestyrelsen finder anmodningen rimelig har styrelsen følgende muligheder: 1) Såfremt der er tale om et samtrafikprodukt, der er omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, kan Telestyrelsen i medfør af § 65, stk. 4, nr. 3, udstede påbud om umiddelbar anvendelse af standardtilbudet eller den gældende aftale om samtrafik på det pågældende samtrafikprodukt (påbudet kan påklages); 2) hvis der i stedet er tale om et samtrafikprodukt, der delvist er omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, kan Telestyrelsen i medfør af § 65, stk. 4, nr. 4, udstede påbud om umiddelbar anvendelse af et tilpasset standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik samt iværksætte mægling efter § 67, stk. 3, (påbudet kan påklages); 3) er der i stedet tale om et samtrafikprodukt, der ikke er omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, kan Telestyrelsen, såfremt der er gået 3 måneder fra anmodningen om samtrafik, i medfør af § 65, stk. 4, nr. 2, udstede påbud om at mægling skal påbegyndes efter § 67, stk. 3; 4) er situationen som under nr. 3, men er der ikke gået 3 måneder fra anmodningen om samtrafik, kan Telestyrelsen i medfør af § 65, stk. 4, nr. 1, udstede påbud om, at der skal igangsættes forhandling.

Ovenstående påbudsmuligheder finder anvendelse både i sager, hvor anmodningen af den forpligtede part er afvist som værende rimelig og i sager, hvor parten har afvist anmodningen foreløbigt på grund af ønsket om at foretage tekniske undersøgelser (jf. § 48), og parten ikke inden 1 måned efter den foreløbige afvisning endeligt har accepteret anmodningen.

I de situationer, hvor anmodningen modsat er accepteret som værende rimelig af den pågældende part, indleder parterne straks herefter forhandling med henblik på endelig aftaleindgåelse. I disse situationer vil § 65 ikke være relevant. Det vil bestemmelserne om mægling derimod.

Reglerne om mægling fremgår af §§ 67-71. Det skal bemærkes, at mæglingsreglerne ud over at gælde for indgåelse af aftaler om samtrafik efter § 42 (aftaler hvor en af udbyderne har en stærk markedsposition) også gælder i forbindelse med aftaler om samtrafik efter §§ 43 og 44.

Er det pågældende samtrafikprodukt omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, kan Telestyrelsen anmodes om at træffe afgørelse om umiddelbar anvendelse af standardtilbudet eller den gældende aftale om samtrafik (jf. § 67, stk. 4). Er samtrafikproduktet delvist omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, kan en eller flere af parterne allerede 1 måned efter, at anmodningen er fremsat anmode Telestyrelsen om at mægle i sagen (jf. § 67, stk. 5). Er samtrafikproduktet derimod ikke omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, og parterne ikke inden for 3 måneder kan nå til enighed om vilkår og priser, kan en eller flere af parterne anmode Telestyrelsen om at mægle (jf. § 67, stk. 1).

Telestyrelsen har således kompetence til at mægle mellem parterne, ligesom Telestyrelsen har kompetence til at fastsætte vilkår og priser, såfremt mægling ikke resulterer i indgåelse af en aftale om samtrafik, og såfremt en af parterne efter afslutningen af mæglingen anmoder herom, jf. § 69, stk. 1. Det følger af § 70, at Telestyrelsen efter anmodningen træffer afgørelse om fastsættelse af vilkår og priser senest 1 måned efter, at tilstrækkelig dokumentation er fremlagt. Hvis dokumentationen er ufuldstændig eller ikke forelægges, kan Telestyrelsen træffe foreløbig afgørelse, der kan bestå i fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik. Den skønsmæssige fastsættelse af priserne skal tage udgangspunkt i en eventuel fremlagt ufuldstændig dokumentation og i dokumentation, som Telestyrelsen selv er i besiddelse af. Det følger af § 78, at Telestyrelsen, senest 1 måned efter at tilstrækkelig dokumentation er forelagt, skal træffe endelig afgørelse i sagen. Denne endelige afgørelse kan påklages til Teleklagenævnet. Det forudsættes, at Telestyrelsen løbende gør de(n) pågældende part(er) opmærksom på, hvilken dokumentation der mangler, for at lovens krav om tilstrækkelig dokumentation kan anses for at være opfyldt.

Når tilstrækkelig dokumentation foreligger, fører Telestyrelsen tilsyn med overholdelse af reglerne. I den forbindelse indhentes en udtalelse fra Konkurrencerådet om overensstemmelse med reglerne i konkurrenceloven. Resultatet heraf kan blive, at Telestyrelsen træffer afgørelse om ændring af vilkår og priser i et standardtilbud på samtrafik. I disse situationer skal der, jf. § 78, stk. 2, ske efterregulering af priserne, således at parterne stilles, som om den endelige afgørelse havde haft virkning fra det tidspunkt, hvor den foreløbige afgørelse blev truffet.

Det er vigtigt, at bemærke sondringen mellem reglerne om Telestyrelsens afgørelse af, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om samtrafik - der overordnet set vedrører spørgsmål om samtrafikreglernes anvendelse i konkrete tilfælde - og reglerne om mægling, der vedrører situationer, hvor parterne i en forhandling om samtrafik ikke kan blive enige om vilkår og priser i en aftale om samtrafik. Der kan principielt ikke mægles om, hvorvidt en anmodning om samtrafik er rimelig. Dette afgøres af Telestyrelsen på baggrund af en vurdering af den konkrete sag. Spørgsmål af denne art skal derfor afklares, forinden et mæglingsforløb starter.

Når den enkelte aftale om samtrafik er indgået, skal den indsendes til Telestyrelsen dels med henblik på offentliggørelse dels med henblik på, at Telestyrelsen kan føre tilsyn med, at aftalen er i overensstemmelse med reglerne om samtrafik i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, jf. §§ 63 og 75.

Da udgangspunktet som nævnt er indgåelse af kommercielle aftaler, tager Telestyrelsens tilsyn med enkeltaftaler sit udgangspunkt i, at parterne selv har valgt at indgå den pågældende aftale med de dertil hørende vilkår og priser, og derfor er Telestyrelsens muligheder for at ændre en indgået aftale begrænset. Telestyrelsen skal i forbindelse med sit tilsyn med enkeltaftaler gøre en part, der har aftale om samtrafik med en udbyder med en stærk markedsposition, opmærksom på, om den pågældende aftale objektivt konstaterbart stiller parten åbenbart ringere end anvendelse af et standardtilbud, eller anvendelse af en gældende aftale om samtrafik ville indebære.

Endvidere indhenter Telestyrelsen en bindende udtalelse fra Konkurrencerådet om, hvorvidt aftalen er i overensstemmelse med reglerne i konkurrenceloven. Såfremt Konkurrencerådet i sin udtalelse anfører, at der i aftalen indgår vilkår, som udgør en overtrædelse af konkurrenceloven, skal Telestyrelsen påbyde ændringer i aftalen.

For en række samtrafikprodukter vil udbydere med en stærk markedsposition på et givet delmarked have udarbejdet og offentliggjort et standardtilbud på samtrafik, jf. § 62. Det fremgår direkte af loven, at standardtilbudet skal overholde reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.

Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester kan efterfølgende indgå aftaler om samtrafik på baggrund af et standardtilbud på samtrafik, og alle, der er berettiget til at indgå aftaler om samtrafik, kan til enhver tid få samtrafik på de vilkår og til de priser, der følger af et standardtilbud på det pågældende samtrafikprodukt.

Den udbyder, som udarbejder standardtilbud, skal indsende dokumentation til Telestyrelsen, der viser, at reglerne overholdes. Telestyrelsens tilsynsbeføjelser i relation til standardtilbudet er derfor knyttet til at føre tilsyn med, om vilkårene i standardtilbudet overholder reglerne i bl.a. § 52 om objektivitet, gennemsigtighed og ikke-diskrimination og reglerne udstedt i medfør af § 53 om minimumskrav til indholdet i aftaler om samtrafik i det omfang, der er krav om, at disse minimumskrav skal være indeholdt i standardtilbudet, jf. § 62, stk. 3. Endvidere skal Telestyrelsen føre tilsyn med, at priserne for de enkelte samtrafikprodukter i standardtilbud på samtrafik er fastsat efter de prisfastsættelsesmetoder, der følger af lovens regler herom, jf. §§ 55 og 58.

I forbindelse med Telestyrelsens tilsyn med standardtilbud på samtrafik kan styrelsen træffe en foreløbig afgørelse, hvor der f.eks. fastsættes et midlertidigt standardtilbud for at sikre overholdelse af reglerne, jf. § 72, stk. 4, såfremt dokumentation ikke forelægges, eller hvis den er utilstrækkelig. Telestyrelsens fastsættelse af en pris i forbindelse med en foreløbig afgørelse baseres på skøn. En foreløbig afgørelse vil have virkning indtil det tidspunkt, hvor Telestyrelsen træffer endelig afgørelse i en sag.

Også for andre samtrafikprodukter, der ikke er omfattet af et standardtilbud, er pligten til at indgå aftaler om samtrafik, der følger lovens regler om vilkår og priser for samtrafik, umiddelbar for udbydere med en stærk markedsposition på et givet delmarked. En part i en forhandling om samtrafik kan således anmode om at få et givet samtrafikprodukt til de vilkår og priser, der følger af lovens regler. Såfremt der ikke foreligger et standardtilbud på det pågældende produkt, må udbyderen med en stærk markedsposition beregne en pris efter lovens regler og fastsætte vilkår for det pågældende produkt efter lovens regler. Den udbyder, der anmoder om samtrafik for det pågældende produkt, vil i den forbindelse kunne anmode om, at der fremlægges dokumentation herfor.

Til § 65

§ 18. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for de udpegede forsyningspligtudbyderes forpligtelser med henblik på at tilgodese hensynet til sikring af grundlæggende brugerrettigheder i forbindelse med udbud og levering af forsyningspligtydelser, herunder nærmere regler for et eventuelt udbud af et særskilt småforbrugerabonnement.

Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 kan indeholde bestemmelser om særlige krav, ud over krav fastsat i medfør af § 10, til indholdet af den kontrakt, der skal gælde i forholdet mellem en forsyningspligtudbyder og en slutbruger.

Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at Telestyrelsen skal godkende kontraktvilkår som nævnt i stk. 2, herunder at Telestyrelsen ved godkendelsen kan kræve ændringer i vilkårene.

Maksimalpriser for forsyningspligtydelser

Kapitel 19. Oplysningspligt og regnskabsforhold

Kapitel 19

Oplysningspligt og regnskabsforhold

§ 19

Underskudsfinansiering af forsyningspligten

§ 19. Telestyrelsen fastsætter maksimalpriser for de udpegede forsyningspligtudbyderes levering af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1-5. Fastsættelsen sker på grundlag af forslag fra forsyningspligtudbyderen. Telestyrelsen kan med henvisning til de i medfør af stk. 5 og 7 fastsatte regler fastsætte lavere maksimalpriser end indeholdt i forsyningspligtudbyderens forslag.

Stk. 2. Forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 6, (nødopkald), skal af den udpegede forsyningspligtudbyder stilles gratis til rådighed.

Stk. 3. Der kan ikke ved Telestyrelsens fastsættelse af maksimalpriser efter regler fastsat i medfør af stk. 5 og 7, for forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 2 og 3, stilles krav om anvendelse af maksimalpriser, der ikke samlet set dækker omkostningerne ved tilvejebringelse af ydelserne.

Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at enkelte forsyningspligtydelser eller delelementer heraf helt eller delvist skal undtages fra kravet om fastsættelse af maksimalpriser på grundlag af regler fastsat i medfør af stk. 5-7.

Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for kravene til de i stk. 1 nævnte maksimalpriser, rammerne for Telestyrelsens fastsættelse heraf og for forsyningspligtudbyderes udarbejdelse af forslag hertil. Reglerne kan blandt andet omfatte

1) At maksimalpriserne samlet skal være objektive, ikke-diskriminerende og omkostningsbaserede, jf. dog nr. 3, og herunder dække underskud ved tilvejebringelse af de i § 16, stk. 2, nr. 4 og 6, nævnte forsyningspligtydelser.

2) At maksimalpriserne skal overholde krav om årlige, procentvise realprisfald, der fastsættes med udgangspunkt i internationale bedste praksis priser for tilsvarende ydelser i en flerhed af sammenlignelige lande med omkostningsbaserede takstsystemer, og med udgangspunkt i den generelle danske prisudvikling for teleydelser svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte med henblik på at sikre, at mulige effektiviseringer kommer slutbrugerne til gode.

3) At maksimalpriserne for visse forsyningspligtydelser eller delelementer heraf, som alternativ til et krav om årlige, procentvise realprisfald, jf. nr. 2, skal overholde krav om, at maksimalpriserne for disse ydelser ikke må udvise realprisstigninger i forhold til foregående år.

4) Særlige regler om fastsættelse af maksimalpriser for forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 4, der ikke er fuldt ud omkostningsdækkende, med sigte på at fremme handicappedes brug af telekommunikation.

5) Regler om de tidsmæssige rammer for fastsættelse af maksimalpriser, indgivelse af forslag hertil m.v.

Stk. 6. Forskningsministeren kan som alternativ til fastsættelse af regler efter stk. 5 fastsætte regler om, at maksimalpriserne for forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 3, fastsættes efter reglerne om prisregulering af samtrafikprodukter, jf. kapitel 14.

Stk. 7. Ud over den i stk. 5 og 6 nævnte regulering af forsyningspligtydbyderes maksimalpriser, kan forskningsministeren ud fra konkurrencehensyn fastsætte regler om,

1) at forsyningspligtudbyderes maksimalpriser for opkald til andre udbyderes mobil- eller fastnet, der afviger fra priserne for opkald til slutbrugere i forsyningspligtudbyderes eget fastnet eller mobilnet, skal være særskilt omkostningsbaserede, objektive og ikke-diskriminerende, og

2) at realprisfald på forsyningspligtydelser ikke må overstige realiserede prisfald på relaterede samtrafikprodukter.

Stk. 8. I forbindelse med Telestyrelsens fastsættelse af maksimalpriser efter stk. 1 indhenter Telestyrelsen en udtalelse fra Konkurrencerådet om, hvorvidt forsyningspligtudbyderens oplæg til maksimalpriser er i overensstemmelse med konkurrenceloven.

Stk. 9. Konkurrencerådet afgiver udtalelse som nævnt i stk. 8 senest 1 måned efter anmodning herom. Udtalelsen er bindende for Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1.

Underskudsfinansiering af forsyningspligten

§ 19, stk. 7, nr. 2, indebærer en markant udbygning i forhold til den gældende regulering, idet forskningsministeren i medfør af stk. 7, nr. 2, ud fra konkurrencehensyn kan fastsætte regler om, at realprisfald på forsyningspligtydelser ikke må overstige realiserede prisfald på relaterede samtrafikprodukter. Formålet med fastsættelse af regler herom er at sikre, at der ikke via fastsættelse af realprisfald på forsyningspligtområdet sker en indsnævring af konkurrencemarginen på markedet for teleydelser, således at konkurrencesituationen på det danske telemarked forringes.

Med henblik på at tilvejebringe en målemetode for opgørelse af de prisfald, der er sket i samtrafikpriserne, konstrueres der en priskurv bestående af de samtrafikprodukter, der relaterer sig til forsyningspligtydelser omfattet af maksimalpris-regulering, herunder koblet samtrafik og leje af det rå kobber. Udviklingen i priskurven over tid baseret på en konstant mængdeopgørelse og målt i reale priser vil afspejle et prisfald, der udtrykt i pct. svarer til, hvad realprisfaldet på forsyningspligtydelser højest må fastsættes til. Såfremt udviklingen i priskurven over tid viser, at der er sket en stigning i samtrafikpriserne, må dette dog ikke føre til en realprisstigning på forsyningspligtydelserne.

Realprisfaldet på forsyningspligtydelser fastsættes som nævnt ovenfor hvert andet år og har virkning for priserne i det næstfølgende år og det år, der følger efter dette. Således skal der eksempelvis i år 2000 fastsættes realtakstfald for årene 2002 og 2003. For at sikre, at det procentvise prisfald på samtrafikydelserne er så aktuelt som muligt i forhold til de realprisfald, der skal fastsættes på forsyningspligtområdet, foretages opgørelsen over faldet i samtrafikpriser til enhver tid i det år, der ligger umiddelbart forud for det år, hvor realprisfaldet har virkning. Den ny bestemmelse har første gang virkning i forbindelse med det realprisfald, der skal fastsættes i år 2000 med virkning for priserne i årene 2002 og 2003. Det indebærer således, at Telestyrelsen i år 2001 skal foretage den opgørelse af faldet i samtrafikpriser, der relaterer sig til fastsættelsen af realprisfald for år 2002, og at Telestyrelsen igen i år 2002 skal foretage opgørelsen af faldet i samtrafikpriser, der relaterer sig til fastsættelsen af realprisfald for år 2003. Dette følger heraf, at den fastsættelse af realprisfald, der finder sted i år 2000 ikke er endelig i den forstand, at et eventuelt fald i samtrafikpriserne kan afstedkomme efterfølgende justeringer i årene 2001 og 2002.

Til stk. 8

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 10, stk. 6, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren. Bestemmelsen fastslår, at Telestyrelsen i forbindelse med fastsættelse af maksimalpriser indhenter en udtalelse fra Konkurrencerådet m.h.t., hvorvidt forsyningspligtudbyderens oplæg til maksimalpriser er i overensstemmelse med konkurrenceloven. Dette påses i praksis ved, at Telestyrelsen i forbindelse med fastsættelsen af maksimalpriser forelægger forsyningspligtudbyderens forslag for Konkurrencerådet, som derefter afgiver en udtalelse til Telestyrelsen, der er bindende for styrelsen, for så vidt angår anvendelsen af konkurrenceloven, og dermed indgår som en bindende del af grundlaget for Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1. Det er derimod Telestyrelsen, der afgør anvendelsen af reglerne i telelovgivningen.

Til stk. 9

I medfør af § 10, stk. 7, i den gældende lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren skal en bindende udtalelse fra Konkurrencerådet være Telestyrelsen i hænde senest 14 dage efter, at styrelsen har anmodet om det. Denne frist har imidlertid i praksis vist sig at være uhensigtsmæssig i forhold til Konkurrencerådets procedurer for afgivelse af udtalelser. Tidsfristen foreslås derfor ændret, således at den bindende udtalelse fra Konkurrencerådet skal være Telestyrelsen i hænde senest 4 uger efter, at styrelsen har anmodet derom.

Til § 20

Med denne bestemmelse fastsættes, at udbydere, der er pålagt forsyningspligt med hensyn til basal taletelefoni, handicapydelser, nummeroplysningstjenester og udbud af radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester, kan få dækket dokumenterede underskud ved dette udbud.

Bestemmelsen er en videreførelse af gennemførelsen af reglerne herom i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EF-Tidende 1997 nr. L199, s. 32) (herefter samtrafikdirektivet).

Til stk. 1

Det underskud, der kan dækkes via den foreslåede finansieringsmekanisme, skal være et samlet underskud ved tilvejebringelse og levering af samtlige de forsyningspligtydelser, som den enkelte forsyningspligtudbyder varetager tilrådighedsstillelsen af. Underskud, der opvejes af, at andre forsyningspligtydelser giver mulighed for en vis fortjeneste, kan således ikke udløse krav om underskudsfinansiering.

Der skal med andre ord for den enkelte forsyningspligtudbyder foreligge et underskud for samtlige de forsyningspligtydelser, som den pågældende varetager tilrådighedsstillelsen af, før finansieringsmekanismen kan bringes i anvendelse. Evt. overskud ved tilvejebringelse af taletelefoni vil således blive modregnet i underskud ved tilvejebringelse af bl.a. handicapydelser.

I beregningen af, om det samlet set er tale om underskud/tab, kan indgå 1) tab/underskud ved tilvejebringelse og udbud af grundlæggende ikke-kommercielle forsyningspligtydelser som handicapydelserne og den radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjeneste (forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 4 og 6), og 2) evt. underskud ved tilvejebringelse af basal taletelefoni og den landsdækkende nummeroplysningstjeneste (forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1 og 5) til de fastsatte maksimalpriser.

En eventuel maksimalprisregulering efter § 19, stk. 5 og 7, af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 2-3, må derimod ikke føre til fastsættelse af priser herfor, der ligger under de dokumenterede omkostninger ved tilvejebringelse heraf, jf. også § 19, stk. 3.

Et eventuelt tab opgøres som det underskud, der måtte fremkomme som resultatet af de samlede indtægter på disse områder fratrukket omkostningerne ved tilvejebringelse af de pågældende ydelser. Opgørelsen vil eksempelvis for den basale taletelefoni omfatte indtægter og udgifter ved samtlige de forsyningspligtabonnementer, forsyningspligtselskabet sælger, men f.eks. ikke de abonnementer, der sælges på andre prisvilkår til særlige kundegrupper.

Til stk. 2

Med bestemmelsen gives forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om kravene til forsyningspligtudbydere m.h.t. dokumentationen for, at der foreligger et underskud som nævnt i stk. 1.

Forskningsministeren kan ikke heri fastsætte nærmere regler for selve det beregningsgrundlag, der skal anvendes ved opgørelsen af et eventuelt forsyningspligtunderskud. Regler herom forudsættes således fastsat med hjemmel i stk. 7.

Til stk. 3 og stk. 8

Denne bestemmelse fastslår, at det er Telestyrelsen, som på grundlag af de af forskningsministeren i medfør af stk. 7 fastsatte regler, og efter fremlæggelse af dokumentation som krævet i regler udstedt med hjemmel i stk. 2, fastslår, hvorvidt der er fremlagt tilstrækkelig dokumentation til at berettige og dermed udløse - en underskudsfinansiering.

Bestemmelsen slår derudover fast, at der senest samtidig med en afgørelse herom skal iværksættes et offentligt udbud, med henblik på at give andre udbydere af telenet eller teletjenester mulighed for at tilbyde at overtage forsyningspligten (på vilkår og til priser, som svarer til dem, der er gældende for den allerede udpegede udbyder) uden underskudsfinansiering eller med en mindre underskudsfinansiering, end der af Telestyrelsen er truffet afgørelse om. Forskningsministeren fastsætter med hjemmel i § 17, stk. 3, nærmere regler for sådanne udbud. Forskningsministeren fastsætter derudover med hjemmel i stk. 8 i nærværende bestemmelse nærmere regler om opsigelse af den eksisterende forsyningspligtudbyder.

Til stk. 4-7

En afgørelse efter stk. 3 udløser en forpligtelse for udbydere som nævnt i stk. 4 og 5 til at medfinansiere det pågældende underskud.

Særreglen i stk. 5 er begrundet i, at forsyningspligtselskabet, ud over forsyningspligtabonnementet, vil kunne tilbyde andre - og evt. billigere - former for telefoniabonnementer og lign. til visse kundegrupper på samme måde som andre markedsaktører.

Herved vil der kunne opstå den situation, at forsyningspligtabonnementet primært anvendes til levering af telefoniydelser til kundegrupper, hvor leveringen medfører underskud.

Det understreges, at forsyningspligtselskabet i denne situation, på samme måde som andre markedsaktører, vil blive pålagt at bidrage til en eventuel medfinansiering af forsyningspligtabonnementerne, på grundlag af sin omsætning ved at udbyde andre former for telefoni-abonnementer og lign. Herved undgås en mulig konkurrenceforvridning.

Stk. 4-5 angiver udtømmende, hvilke udbydere der kan blive pålagt at bidrage til finansieringen af forsyningspligten.

Bidragenes størrelse vil, jf. stk. 6, blive fastsat på finansloven og bekendtgjort af Telestyrelsen. Der vil ved fastsættelsen af reglerne (i finansloven) for den nærmere beregning af de enkelte parters bidrag blive taget udgangspunkt i deres respektive omsætning m.h.t. udbud af teletjenester svarende til den i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte forsyningspligtydelse.

Forskningsministeren kan m.h.p. at sikre det fornødne grundlag for beregning af bidrag som nævnt fastsætte nærmere regler efter stk. 7 om pligt til at anmelde sig som udbyder af de nævnte tjenester og til at oplyse om omsætning m.v.

Forskningsministeren kan desuden med hjemmel i stk. 7 fastsætte nærmere regler om, hvordan underskud skal beregnes, tidsfrister for fremlæggelse af sådanne beregninger, efterfølgende opkrævning af bidrag og tidsfrister herfor. Det vil heri indgå, at bidrag indbetales til Telestyrelsen, som herefter udbetaler underskudsfinansieringen til forsyningspligtudbyderen. Denne procedure og det faktum, at der skal ske en finanslovsfastsættelse af selve bidragenes størrelse, vil indebære, at der er en vis tidsmæssig forsinkelse, fra det konstateres, at forsyningspligtudbyderen er berettiget til underskudsfinansering, til udbetaling heraf kan ske. Underskudsfinansieringen skal i den forbindelse fastsættes sådan, at den dækker dokumenterede underskud tilbage fra det tidspunkt, hvor underskuddet opstod.

Til § 21

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende § 12 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Ved betalingstelefoner forstås, som det også fremgår af bekendtgørelse om betalingstelefoner, et telefonapparat til samtaler via det offentlige telefonnet, hvor betaling for samtalerne sker ved at indskyde penge eller andre betalingsmidler i apparatet. Der kan betales med mønter, betalingskort eller andet brugbart betalingsmiddel.

Til stk. 1

I henhold til EU's ONP-regulering er Danmark forpligtet til at sikre et rimeligt udbud af betalingstelefoner. Denne forpligtelse vil i henhold til hidtidig praksis og EU's subsidiaritetsprincip være overladt til kommunerne, der således vurderer, om der i den enkelte kommune er en tilstrækkelig dækning med betalingstelefoner.

Til stk. 2-3

Den pågældende bestemmelse præciserer forudsætningerne for, at en kommunalbestyrelse med hjemmel i stk. 1 kan anmode en udbyder af betalingstelefoner om at opstille en udendørs betalingstelefon. Der er to betingelser herfor: For det første skal udbyderen på anmodningstidspunktet allerede af egen drift have etableret en eller flere udendørs betalingstelefoner i den pågældende kommune. For det andet er det en forudsætning, at kommunalbestyrelsen, hvis udbyderen anmoder herom, afgiver bindende tilsagn om at ville finansiere et eventuelt driftsunderskud i forbindelse med den pågældende betalingstelefon. Stk. 3 definerer, hvordan et sådant underskud beregnes. Som led i vurderingen af, om en kommunalbestyrelse ønsker at udnytte hjemlen i stk. 1, kan det være nødvendigt at få afklaret, hvilken minimumsomsætning der skal lægges til grund for beregningen af, om der foreligger et underskud. Stk. 4 indeholder nærmere regler om, hvordan dette forudsættes at ske.

Til stk. 4

Telestyrelsen har med hjemmel i denne bestemmelse mulighed for at træffe afgørelser i to former for tvister: Tvister om, hvilken minimumsomsætning der skal lægges til grund for beregningen af, om der foreligger underskud som nævnt i stk. 3, og tvister om den faktiske omsætning og dermed det faktisk opståede behov for underskudsdækning.

Med hensyn til den førstnævnte form for tvist vil Telestyrelsen med sigte på afgørelse heraf kunne anmode den omhandlede udbyder om at fremlægge dokumentation for de faktiske omkostninger. Fremlægges der tilstrækkelig dokumentation, skal der ved afgørelsen tages udgangspunkt heri. Fremlægges der ikke tilstrækkelig dokumentation, vil Telestyrelsen kunne inddrage gennemsnitlige omkostninger fra andre tilsvarende sager, som Telestyrelsen har fået forelagt.

Ved vurderingen af, om der i et konkret tilfælde foreligger et underskud ved driften af betalingstelefoner, er grundlaget for Telestyrelsens afgørelse heraf oplysninger om underskuddet ved driften sammenholdt med den med kommunen på forhånd aftalte minimumsomsætning, der dækker udbyderens omkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger driftsunderskud, vil skulle relatere sig til den enkelte betalingstelefon og ikke til en helhedsvurdering af driften af samtlige de betalingstelefoner, den pågældende udbyder måtte udbyde i den pågældende kommune.

Til Kapitel 5: Tilsyn med overholdelse af reglerne om forbrugerforhold og forsyningspligt

Til § 22

Bestemmelsen vedrører Telestyrelsens tilsynsforpligtelser på forbruger- og forsyningspligtområdet og de muligheder, Telestyrelsen i den forbindelse har for at søge sager oplyst.

For så vidt angår Telestyrelsens mulighed for at foretage fornyede tekniske undersøgelser, jf. stk. 3, foreslås det, at hjemlen udvides, således at Telestyrelsen også får mulighed for at foretage tekniske undersøgelser i tilfælde, hvor der endnu ikke er indbragt en konkret sag for Telestyrelsen.

Telestyrelsens tekniske undersøgelser efter stk. 3, nr. 1, har karakter af efterfølgende undersøgelse af de tekniske forhold, foranlediget af en konkret klage til Telestyrelsen, og tilsigter, gennem en teknisk undersøgelse af den pågældende udbyders installationer (herunder i gadeskabe og lignende) at søge at afklare, om der kan have været fejl ved eller indbrud i de tekniske installationer, der anvendes til levering af de pågældende teletjenester.

Stk. 3, nr. 2, udgør en udvidelse af hjemlen til at foretage tekniske undersøgelser, således at der også kan foretages stikprøveundersøgelser.

I den situation, hvor Telestyrelsen udelukkende har mulighed for at iværksætte tekniske undersøgelser i sager, som er indbragt for Telestyrelsen, er konsekvensen bl.a., at eventuelle fejl på de tekniske installationer kan være blevet udbedret før Telestyrelsens undersøgelse. Afgørende bevismateriale vil således kunne være blevet slettet, ligesom eventuelle tegn på indbrud ikke nødvendigvis længere vil være til stede.

For at give Telestyrelsen et forbedret indblik i det generelle sikkerhedsniveau hos de enkelte udbydere af telenet eller teletjenester, vil Telestyrelsen, med hjemmel i den nye bestemmelse, med jævne mellemrum foretage stikprøveundersøgelser hos selve teleudbyderen, hvor selskabet er i gang med tekniske undersøgelser. Den viden om selskabernes generelle sikkerhedsniveau, som herved opnås, vil efterfølgende kunne indgå som et del-element i konkrete klagesager.

De pågældende bestemmelser vil ikke blive anvendt til at foretage tekniske undersøgelser inden for abonnentens private ejendom uden dennes samtykke.

Det er vigtigt at understrege, at selv med en sådan udvidelse af Telestyrelsens mulighed for at foretage tekniske undersøgelser, vil det fortsat ikke være muligt i alle konkrete sager endeligt at afklare, om der er sket indbrud i ledningsnettet. Stikprøveundersøgelserne vil således alene give Telestyrelsen et grundlag for en generel vurdering af de enkelte udbyderes interne sikkerhedsniveau. Der kan endvidere være tekniske fejl i nettet, f.eks. softwarefejl, som ikke kan afsløres via de tekniske undersøgelser.

Telestyrelsen vil, i lighed med i dag, kunne rekvirere ekstern teknisk bistand til foretagelse af de pågældende undersøgelser, f.eks. i situationer, hvor Telestyrelsen ikke selv råder over den fornødne ekspertise hertil.

Se også lovforslagets § 108 med tilhørende bemærkninger, der regulerer, hvorvidt undersøgelser som nævnt sker med eller uden retskendelse.

Til § 23

Bestemmelsen omhandler Telestyrelsens reaktionsmuligheder i forbindelse med det i § 22 nævnte tilsyn, herunder de gennemtvingelsesmuligheder Telestyrelsen har, for så vidt angår de trufne afgørelser.

Bestemmelsen indeholder desuden hjemmel til, at forskningsministeren fastsætter nærmere regler om eventuel opsættende virkning af klager til Telestyrelsen. I de kommende regler vil det med udgangspunkt i ønsket om at beskytte slutbrugeren - indgå, at klager til Telestyrelsen som udgangspunkt vil blive tillagt opsættende virkning i det omfang, det er relevant i den pågældende sag, dog for så vidt angår regningsklager alene med den konsekvens, at betalingsforpligtelsen og en eventuel heraf følgende lukning af telefonforbindelsen standses. Det skal understreges, at standsningen, for så vidt angår lukning af telefonforbindelsen, udelukkende iværksættes, når klagen er indbragt, inden lukning bliver effektueret i overensstemmelse med gældende regler og vilkår. I det omfang, telefonforbindelsen berettiget er blevet lukket, eksempelvis på grund af manglende betaling, inden klagen bliver indbragt for Telestyrelsen, vil styrelsen ikke kunne kræve telefonforbindelsen genåbnet i forbindelse med modtagelse af klagen.

For at sikre, at en udbyder ikke i tilfælde af uenighed om en regning lukker for telefonforbindelsen, før det har været muligt at indgive en klage, er der i de gældende bekendtgørelsesregler om udbud af telenet og teletjenester fastsat regler om, hvornår udbyderen må lukke telefonforbindelsen. Det er således fastsat, at udbyderen ikke må lukke telefonforbindelsen, før der er gået 4 uger efter, at udbyderen har truffet beslutning om at afvise en klagesag. Den pågældende bruger vil herefter inden for den nævnte 4-ugers periode, uden at telefonforbindelsen lukkes, kunne indgive en anke til Telestyrelsen over udbyderens afvisning af den pågældende klage. Denne regulering af rammerne for og begrænsningerne i udbyderens adgang til at afbryde en forbindelse vil med hjemmel i § 10, stk. 2, nr. 1, blive videreført.

Bestemmelsen indeholder desuden en ny hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte regler, som giver Telestyrelsen adgang til at afvise sager, hvor det involverede teleselskab i forbindelse med en tvist om et regningsbeløb har tilkendegivet eller tilkendegiver at ville godskrive klageren det fulde beløb, eller kulancemæssigt vil udbetale et tilsvarende beløb til klageren. Det samme gælder i andre kunderelaterede situationer, hvor teleselskabet har erkendt eller erkender, at det ikke har overholdt gældende regler for udbud af telenet eller teletjenester og tilkendegiver at ville kompensere slutbrugeren herfor. Telebrugernævnet foreslås tillagt en tilsvarende adgang til at afvise sager, jf. § 99 og bemærkningerne hertil.

Der er i lovforslagets § 102, stk. 3, givet mulighed for, at en række af de klager vedrørende generelle forbrugerforhold i relation til udbud af offentlige telenet og teletjenester til slutbrugere, som Telestyrelsen behandler i henhold til § 23, i forbindelse med en nedlæggelse af Telebrugernævnet kan overføres til et privat ankenævn eller et andet offentligt klageorgan

Til § 24

Bestemmelsen omhandler Telestyrelsens mulighed for at henvise sager til 1. instans-afgørelse i Telebrugernævnet, hvor særlige forhold af bevismæssig karakter nødvendiggør en mundtlig partsforklaring før der kan træffes afgørelse i sagen.

Der er tale om en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende § 14, stk. 4, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, og bemærkningerne til denne bestemmelse er således fortsat vejledende for forståelsen af bestemmelsen.

Afsnit III

Nummerforhold

Afsnittet om nummerforhold indeholder regler for Telestyrelsens administration af nummerressourcerne i den samlede danske nummerplan og omfatter i den forbindelse nærmere regler for den overordnede disponering af nummerressourcerne via nummerplanen, rammer for, hvordan udbydere af telenet eller teletjenester kan anvende tildelte kortnumre og numre med særlige takseringsforhold (80- og 90-nummerserier), regler for oplysningsforpligtelser overfor slutbrugerne i forbindelse med det enkelte opkald, rammer for tildeling, eventuel inddragelse og omfordeling m.v. af numre, adresser eller nummerserier, regler om opkrævning af nummerafgifter, regler vedrørende udnyttelse af nummeroplysningsdata og slutbrugeres rettigheder i forbindelse hermed samt overordnede rammer for indførelse af frit operatørvalg og nummerportabilitet og slutbrugeres rettigheder i forbindelse hermed.

Der er m.h.t. størsteparten af de foreslåede regler tale om videreførelse af den gældende lov- og bekendtgørelsesregulering. På enkelte punkter foreslås dog en ændret regulering.

For det første er der, siden liberaliseringen af telemarkedet blev fuldt ud gennemført i 1996, sket en betydelig udvikling i det samlede udbud af produkter til slutbrugere, herunder også en betydelig spredning i, hvordan de enkelte udbydere af teletjenester vælger at opbygge deres takststruktur. Der er således for indeværende eksempler på slutbrugerprodukter, der omfatter særligt billige opkald til et begrænset antal numre, særlig billig Internettrafik, differentierede priser for opkald til numre hos andre teleselskaber, differentierede priser for opkald fra mobiltelefoner afhængigt af, hvor man som slutbruger befinder sig m.v. Denne udvikling vil utvivlsomt fortsætte og forstærkes. Nogle af de nøglebegreber, der indgår i den gældende bekendtgørelsesregulering navnlig af nummerplanen, nemlig en udbyders »standardabonnement« og »standardtakster«, mister således i stigende grad mening og kan derfor ikke anvendes som led i reguleringen. Reguleringen kan således ikke fremover baseres på en forudsætning om, at enhver udbyder har et sæt »standardtakster« som betegnelse for et sæt priser, der er kendt af og anvendes overfor enhver slutbruger, der er kunde hos denne udbyder. Dette har betydning for, hvordan den samlede danske nummerplan i fremtiden udformes, jf. nedenfor.

Derudover indebærer den pågældende udvikling et styrket behov for fastsættelse af særlige regler med forbrugerbeskyttende sigte. Samtidig med, at begreberne »standardabonnement« og »standardtakster« forsvinder, er der behov for en styrket regulering, for så vidt angår de overordnede rammer for teleselskabernes taksering i forbindelse med opkald til visse, klart genkendelige nummerserier, som 80- og 90-nummerserierne (og en regulering, der samtidig sikrer, at de øvrige abonnentnumre ikke anvendes til overtakserede tjenester, hvor dele af betalingen for opkaldet videregives til en udbyder af informations- eller indholdstjenester). Det er således afgørende at sikre, at alle udbydere fortsat anvender samme taksering i relation til opkald til netop disse numre, uanset at deres takststruktur i øvrigt er forskellig.

Der er desuden, som noget nyt, behov for generelt at sikre hjemmel til at stille krav til udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende deres oplysningsforpligtelser overfor slutbrugerne, for så vidt angår prisen for det enkelte opkald, netop fordi takststrukturen ikke længere blot kan forudsættes at være kendt og indarbejdet.

Der sker samtidig med lovforslaget en betydelig forskydning af kompetencen til at fastsætte nærmere regler vedrørende selve administrationen af nummerressourcerne, således at disse regler fremover fastsættes af Telestyrelsen, og forskningsministeren alene involveres i bekendtgørelsesreguleringen, hvor der er tale om regelfastsættelse med væsentligt telepolitisk indhold. Det vil styrke mulighederne for løbende at kunne tilpasse reguleringen i takt med, at der indvindes nye administrative erfaringer, og i takt med, at teknologien, markedet og konkurrencen udvikler sig.

Endelig er der lagt op til en betydelig administrativ forenkling af tilsynet med overholdelse af de særlige regler for 90-nummerserien.

Nummerområdet er kun delvist reguleret i direktiverne vedrørende telesektoren. Hvor der er tale om parallel EU-regulering, er dette anført i forbindelse med bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, ligesom det er anført, i hvilket omfang den danske lovgivning svarer til, henholdsvis går videre end, den underliggende EU-regulering.

Til kapitel 6: Den samlede danske nummerplan og nummerafgifter

Til § 25

Denne bestemmelse er en videreførelse af § 2 i lov nr. 392 af 10. juni 1997 om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v. (herefter nummerloven) og omhandler disponering og prioritering af anvendelsen af de samlede danske nummerressourcer (dvs. de nummerressourcer, som er tildelt Danmark gennem ITU-samarbejdet (ITU: den Internationale Telekommunikations Union, som er et FN-organ, der bl.a. udgør rammen for globale aftaler om nummerressourcer og international dirigering af opkald til telefonnumre)) via fastsættelse af den samlede danske nummerplan.

Den samlede danske nummerplan, som nævnt i bestemmelsen, vil også fremover i praksis bestå af flere nummerplaner, f.eks. en plan for numre til telefoni, ISDN og mobilkommunikation og to planer for datakommuni kation henholdsvis X .121- og X.400-tjenester. Det er derfor i realiteten ikke én samlet nummerplan, men flere planer opdelt efter "emne«, der udgør den samlede danske nummerplan.

Det generelle sigte bør fortsat være en samlet disponering af nummerressourcerne, der så vidt muligt sikrer en fastholdelse af den nuværende 8-cifrede nummerplan i net for telefoni, ISDN og mobilkommunikation, således at udvidelser af almindelige abonnentnumre med yderligere cifre undgås. Endvidere bør det være en målsætning i videst muligt omfang at sikre en stabil nummerplan, idet omlægninger og inddragelser af nummerressourcer er stærkt samfundsmæssigt omkostningsbelastende.

Bestemmelsen er på visse punkter ændret, sammenholdt med den gældende § 2 i nummerloven. Ændringerne gennemgås nedenfor i forbindelse med bemærkningerne til de enkelte stykker.

Den samlede hjemmel til at bekendtgørelsesregulere dette område overlades fremover til Telestyrelsen, hvor det i den gældende lov er sådan, at forskningsministeren i en bekendtgørelse fastsætter nærmere regler for indholdet af den samlede danske nummerplan, hvorefter selve nummerplanen udarbejdes og offentliggøres af Telestyrelsen. Uanset denne ændrede arbejdsdeling mellem Forskningsministeriet og Telestyrelsen vil større ændringer i den samlede disponering af nummerressourcerne, herunder eksempelvis udvidelse af nummerplanen, således at de 8-cifrede abonnentnumre fremover får flere cifre end otte, fortsat ikke blive gennemført uden en forudgående drøftelse med og høring af berørte bruger- og brancheorganisationer.

Den foreslåede bestemmelse er desuden en substansmæssigt uændret videreførelse af § 2, stk. 1, 1. punktum, i den gældende nummerlov.

Hensigten med bestemmelsen er at præcisere, at den samlede danske nummerplan alene omfatter numre, nummerserier og adresser på områder, der i øvrigt er underlagt internationale aftaler vedr. anvendelse af nummer- og adresseressourcer i ITU s regi.

For så vidt angår udnyttelsen af andre begrænsede nummer- og adresseressourcer, f.eks. på datakommunikationsområdet (herunder adresser m.v., der anvendes i forbindelse med kommunikation via Internettet), er der i dag ingen offentlig regulering heraf, ud over den generelle varemærke- og ophavsretslovgivning. Dette gælder både internationalt og i Danmark. I stedet er der tale om et område undergivet selvregulering, internationalt i regi af ICANN (ICANN: The Internet Corporation for Assigned Names and Numbers, som er den internationale non profit organisation, der varetager forvaltningen af domænenavne), og i Danmark i regi af DIFO (DIFO: Dansk Internet Forum, der er den danske non profit organisation, der varetager forvaltningen af det danske landedomæne .dk), som er etableret bl.a. på opfordring fra Forskningsministeriet.

Uanset dette udgangspunkt kan det på sigt vise sig nødvendigt også at lovregulere, hvis selvreguleringen viser sig ikke at være tilstrækkelig til at sikre gennemsigtige, objektive og ikke-diskriminerende rammer for tildeling og udnyttelse af sådanne adresseressourcer, der tilgodeser alle udbydere med interesse heri. Eller i det omfang, den pågældende selvregulering viser sig ikke i tilstrækkeligt omfang at beskytte væsentlige slutbrugerinteresser m.h.t. eksempelvis rådighed over egne e-post-adresser og domænenavne, videresendelse af post ved skift af udbyder m.v.

Dette vil i givet fald medmindre ITU i globalt regi overtager reguleringen også på dette område - kræve fremsættelse af et nyt lovforslag med sigte på udvidelse af de foreslåede bestemmelsers anvendelsesområde. Hvis der derimod gennemføres ITU-regulering af de nævnte former for adresser, kræver en parallel dansk regulering ingen lovændringer, jf. den foreslåede formulering af lovbestemmelsen.

Lovbestemmelsen vil heller ikke være til hinder for, at der inden for de af ITU bestemmelserne givne rammer kan indgås aftale mellem Telestyrelsen og nabolandenes myndigheder om fælles udnyttelse af de af ITU tildelte nummerressourcer, eksempelvis i Øresundsregionen.

Til stk. 2, nr. 1

Denne bestemmelse regulerer, hvordan nummerplanen skal opdeles, og hvilke typer tjenester Telestyrelsen skal afsætte særskilte nummerressourcer til. Der foretages desuden en betydelig forenkling af reguleringen af nummerplanen, navnlig af stk. 2, nr. 1, sammenholdt med den parallelle gældende bestemmelse, og begrebet »afsættelse af særskilte nummerressourcer til offentlige standardabonnementer« forsvinder, jf. også de indledende bemærkninger til kapitlet om baggrunden herfor.

Lovbestemmelsen om disponering af de samlede nummerressourcer kræver herefter alene, at der afsættes særskilte nummerressourcer til kortnumre, jf. § 26 og bemærkningerne til denne bestemmelse, til numre med særlige takseringsforhold, jf. § 27 og bemærkningerne til denne bestemmelse, og til reservering m.h.p. eventuel senere omlægning. Alle øvrige nummerressourcer kan principielt anvendes til samme formål. I den gældende bekendtgørelsesregulering og administration af nummerplanen er der derudover afsat særskilte nummerressourcer til de såkaldte 70-numre, og der er i et vist omfang afsat og tildelt særskilte nummerserier til mobilnet.

70-numre anvendes af udbydere af telenet eller teletjenester i situationer, hvor den slutbruger, der er tildelt abonnentnummeret (f.eks. en kommune eller en anden offentlig myndighed, et forsikringsselskab eller en anden type virksomhed med mange kundehenvendelser via telefonsamtaler), ønsker, at andre slutbrugere, der ringer op til nummeret, betaler en ensartet takst uanset, hvor i landet de ringer fra, f.eks. i form af at de altid kun betaler det pågældende teleselskabs lokaltakst, landstakst eller lignende. Det er muligt at indgå aftaler som nævnt (såkaldt »split-charge« aftaler), så længe den slutbruger, der ringer op, er kunde hos samme teleselskab som den, der har fået tildelt 70-nummeret. Er der derimod tale om opkald på tværs af net, herunder eventuelt opkald fra et net, som slet ikke opererer med samme type takststruktur, inklusive en eller flere »standardtakster«, giver regulering som nævnt ingen mening. Se også bemærkningerne nedenfor til § 27 om denne problemstilling, som indebærer, at det foreslås ikke at gennemføre en egentlig lovregulering af opkald til og anvendelse af 70-nummerserien.

Telestyrelsen vil fortsat kunne foretage en strukturering af nummerplanen som beskrevet ovenfor, men vil ikke kunne stille krav om, at de udbydere, der får numrene tildelt, også i praksis anvender dem til bestemte typer tjenester, eller at takseringen af opkald til sådanne numre foretages på én bestemt måde hos alle udbydere. Se også bemærkningerne nedenfor til § 27 om denne problemstilling.

Bestemmelsen giver også Telestyrelsen hjemmel til at reservere dele af nummerressourcerne, for eksempel med henblik på en eventuel omlægning eller udbygning af nummerplanen, i det omfang dette måtte blive nødvendigt, eller med henblik på at sikre, at nummerressourcerne tages i brug successivt og på en måde, som sikrer en effektiv udnyttelse af de samlede nummerressourcer. Det kan også være nødvendigt at reservere numre m.h.p. eventuelle internationale planer om ændret anvendelse af dele af nummerressourcerne, som f.eks. de foreliggende forslag i Kommissionens nummergrønbog KOM(96)590, af 20. november 1996 om at anvende visse nummerserier til fælles europæiske kortnumre, der i alle lande giver adgang til tjenester med det samme indhold, og eventuel oprettelse af et fælleseuropæisk præfiks.

Det er alene Telestyrelsen, som har adgang til at reservere dele af nummerressourcerne, og alene ud fra begrundelser som beskrevet ovenfor. Konkrete udbydere af telenet eller teletjenester har derimod ikke mulighed for at »reservere« bestemte numre eller nummerserier med henblik på eventuel senere tildeling og udnyttelse, idet dette vil være i modstrid med målsætningen om at sikre en samlet, effektiv udnyttelse af nummerressourcerne.

Til stk. 2, nr. 2-4

Disse bestemmelser er en uændret videreførelse af § 2, stk. 2, nr. 2-4 i den gældende nummerlov.

Bestemmelsen udgør blandt andet grundlaget for videreførelsen af den igangværende omlægning af en række af de nuværende kortnummertjenester, herunder navnlig visse af Tele Danmarks tjenester af denne type, til 8-cifrede numre.

Inddragelse af kortnumre sker som udgangspunkt med ned til 1 års varsel, dog med mulighed for i særlige tilfælde at fastsætte længere frister for inddragelse af kortnumre med et klart samfundsnyttigt formål og med en meget bred anvendelse blandt en stor gruppe af slutbrugere.

Endvidere har det, for visse, begrænsede grupper af kortnumre, været relevant at fastlægge overgangsperioder, hvor der fortsat kan ske udnyttelse og tildeling til formål, der ligger ud over de i § 26 beskrevne, idet det ikke var muligt umiddelbart at anvise andre tekniske løsninger på de funktioner, de pågældende numre i øvrigt anvendes til, og der er tale om udbredte og internationalt koordinerede anvendelsesområder.

I henhold til den gældende bekendtgørelse nr. 934 af 15. december 1998 om den samlede danske nummerplan inddrages en række kortnumre pr. 1. juli 2000, pr. 31. december 2000 og et yderligere antal pr. 1. juli 2003. Inddragelsen af disse kortnumre vil blive videreført som planlagt.

Inddragelse af andre numre end kortnumre skal ske med mindst 3 års varsel, hvilket fremgår af den gældende bekendtgørelse nr. 921 af 9. december 1998 om Telestyrelsens administration af nummerressourcer m.v.

Der er ingen aktuelle planer om inddragelse af andre dele af de på nuværende tidspunkt tildelte og anvendte nummerressourcer eller for omlægninger af den samlede nummerplan. De foreslåede bestemmelser vil, i det omfang sådanne inddragelser eller omlægninger bliver aktuelle, blive anvendt som grundlag for fastsættelse af rammer, tidsfrister m.v. herfor.

Til stk. 3

Denne bestemmelse er en substansmæssigt uændret videreførelse af § 2, stk. 5, i den gældende nummerlov.

Der er dog foretaget en sproglig forenkling af bestemmelsen, som bl.a. ikke længere indeholder en gentagelse af indholdet af den overordnede formålsbestemmelse.

Hjemlen vil i overensstemmelse med den hidtidige anvendelse alene blive benyttet til bekendtgørelsesregulering på områder, hvor de af ITU og ETSI udstukne rammer for disponering af numre til netinternt brug forudsætter en national udfyldning.

Til § 26

Bestemmelsen afgrænser, til hvilke formål der kan tildeles kortnumre. Kortnumre er telefonnumre, som har færre cifre end de abonnentnumre, der normalt tildeles. Det vil med den gældende nummerplan sige telefonnumre, der er kortere end 8 cifre, typisk 3-5 cifrede numre.

Kortnumre er en begrænset ressource, der beslaglægger betydelige ressourcer i den samlede nummerplan. For eksempel beslaglægger et 4-cifret kortnum mer samme plads i den samlede nummerplan som 10.000 almindelige 8-cifrede abonnentnumre. Ydermere er adgang til at udnytte kortnumre en vigtig konkurrenceparameter for udbyderne. Det er derfor en del af sigtet med bestemmelsen at sikre klare og entydige regler for, til hvilke formål kortnumre kan anvendes, og således sikre, at der ikke i urimeligt omfang anvendes nummerressourcer hertil.

Bestemmelsens nr. 1 og nr. 3-5, er en substansmæssigt uændret videreførelse af § 2, stk. 4, i den gældende nummerlov.

For så vidt angår nr. 5, er der tale om en sammenskrivning af den gældende nummerlovs § 2, stk. 4, nr. 3 og 4, om afsættelse af kortnumre til henholdsvis frit operatørvalg og sikring af adgang til for slutbrugerne at kalde op til eksempelvis udbydere af offentlige datakommunikationstjenester via kortnumre inden for nærmere afgrænsede nummerserier.

Desuden præciseres det med den ændrede formulering, at der både kan være tale om at foretage opkald til en anden udbyder end den udbyder, som slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos, og om at foretage opkald til en anden teletjeneste hos samme udbyder, for eksempel en særskilt Internettjeneste.

Som nævnt ovenfor er kortnumre en begrænset ressource, og Telestyrelsen har derfor uanset bestemmelsen i nr. 5 mulighed for, i forbindelse med den samlede administration af nummerressourcerne, at henvise udbydere, der ønsker at udbyde flere forskellige tjenester via et kortnummer, til at anvende samme eller et begrænset antal kortnumre hertil. Telestyrelsen kan desuden afvise tildeling af kortnumre til en mere specialiseret form for tjeneste, der ligger uden for det ovenfor beskrevne, i det omfang de samlede nummerressourcer, der er afsat til det pågældende formål, nødvendiggør dette.

Dette kan i givet fald ske på grundlag af regler udstedt af Telestyrelsen i medfør af § 30.

Det skal i den forbindelse understreges, at en udbyder af telenet eller teletjenester, der ønsker at udbyde en teletjeneste, som indebærer, at denne fra et givet punkt i telenettene overtager ansvaret for terminering af de omhandlede opkald, ikke behøver at udbyde en sådan tjeneste via et kortnummer. Almindelige 8-cifrede numre kan således også anvendes hertil, men fungerer i så fald ikke som slutbrugernumre. Se også bemærkningerne til § 40, stk. 1.

Nr. 2 er en ny bestemmelse, der giver mulighed for at afsætte ét kortnummer, der kan anvendes som en samlet »indgangsportal« til hele den offentlige sektor. Bestemmelsen skal ses i lyset af forskningsministerens IT- og telepolitiske redegørelse til Folketinget i december 1999 og den bagvedliggende rapport »Det Digitale Danmark«. Et af forskningsministerens initiativer er således etablering af ét samlet »callcenter«, hvor borgerne via et kortnummer kan ringe og få information om alle offentlige myndigheder og institutioner. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til afsættelse af yderligere kortnumre til specifikke offentlige myndigheder eller tjenester. Der vil blive tale om et 4-cifret kortnummer.

Det gælder for alle de omhandlede kortnumre, at disse tildeles til en udbyder af telenet eller teletjenester, som derefter varetager trafikformidlingen på vegne af den pågældende slutbruger. Dette gælder også kortnumre til alarmtjenesten og kortnummeret til en samlet indgangs portal for offentlige myndigheder, institutioner m.v., uanset at bestemmelsen direkte identificerer den pågældende slutbruger.

Jf. bemærkningerne til § 25, stk. 2, nr. 2- 4, er der i bekendtgørelse nr. 934 af 15. december 1998 om den samlede danske nummerplan fastsat datoer for inddragelse af kortnumre, der ikke opfylder de ovennævnte formål. Denne inddragelse vil blive videreført.

Til § 27

Som beskrevet ovenfor i de indledende bemærkninger til afsnit III, indebærer udviklingen på telemarkedet, at det i stadig større omfang er sådan, at de enkelte udbydere af teletjenester hver især anvender forskellige takststrukturer i forhold til deres slutbrugere.

Der har indtil nu, bortset fra den særlige regulering af forsyningspligtpriserne og af opkald til numre i 90-nummerserien (de såkaldte service 900-tjenester), ikke været fastsat nærmere regler for, hvordan en udbyder af teletjenester indrettede sin samlede takststruktur.

Det har samtidig været en underliggende forudsætning for den fastlagte nummerplan, at takseringen skete efter fælles principper, og at alle udbydere havde nogenlunde ensartede takststrukturer, og alle udbød et »offentligt standardabonnement«.

Den ovenfor beskrevne udvikling gør, at det ikke længere er muligt at forudsætte noget sådant, og der bliver derfor behov for, på de områder hvor det er hensigtsmæssigt og realistisk at fastsætte fælles regler, at opstille visse generelle bestemmelser om udbydernes takststruktur overfor slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse, som ikke findes i den gældende nummerlov, stiller på grundlag heraf krav om

a) At der i den samlede danske nummerplan fortsat afsættes klart identificerbare nummerressourcer, som det er gratis at foretage opkald til (80-nummerserien), og klart identificerbare nummerressourcer, hvor der - som en integreret del af takseringen for opkaldet - hos den kaldende slutbruger opkræves en betaling, der herefter videregives til en bagvedliggende tredjemand (en slutbruger), eksempelvis i form af en indholds- eller informationsleverandør (den overtakserede 90-nummerserie).

b) At udbydere af telenet eller teletjenester ikke må anvende minut- eller opkaldsbaseret taksering af den kaldende slutbruger i forbindelse med slutbrugeres opkald til gratisnumre (80-nummerserien).

c) At udbydere af telenet eller teletjenester ikke som en integreret del af takseringen for et opkald må opkræve betaling på vegne af tredjemand i forbindelse med opkald til andre numre end de ovenfor nævnte overtakserede numre (90-nummerserien), eller til kortnumre som nævnt i § 26, nr. 2-4, (nummeroplysninger og den særlige offentlige adgangsportal).

Det præciseres hermed dels, at disse typer tjenester skal være placeret inden for klart identificerbare nummerserier, og at der skal afsættes nummerserier hertil. Dels præciseres det i stk. 2 og 3, at den udbyder af telenet eller teletjenester, som varetager kundeforholdet for så vidt angår den kaldende slutbrugers opkald til sådanne numre, skal gennemføre en taksering i overensstemmelse med de fastlagte regler, og herunder navnlig ikke kan opkræve opkalds- eller minutbaseret betaling for opkald til gratisnumre, henholdsvis opkræve betaling på vegne af tredjemand i forbindelse med opkald til andre numre end de særskilt afsatte nummerressourcer hertil.

Det præciseres desuden, at der her er tale om ikke-trafikrelaterede betalinger, dvs. betalinger for andre ydelser end selve transporten af den pågældende kommunikation.

Bestemmelsen retter sig således alene imod opkrævning af betaling på vegne af en bagvedliggende tredjemand, forstået som en slutbruger, herunder eventuelt en udbyder af informations- eller indholdstjenester eller en nummeroplysningstjeneste eller lignende. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at der i situationer, hvor der bagved et 8-cifret telefonnummer befinder sig en udbyder af telenet eller teletjenester, herunder eksempelvis en Internetudbyder, indgås en aftale om samtrafik svarende til de aftaler, der indgås med andre udbydere af telenet eller teletjenester, der via et kortnummer overtager (opsamler) forskellige former for teletrafik, som den pågældende herefter forestår termineringen af (jf. lovforslagets § 40, stk. 1, nr. 1).

Det er væsentligt ud fra forbrugerhensyn at opretholde en regulering, som sikrer, at der er klart identificerbare nummerserier til de to kategorier, der er nævnt i stk. 1. Det er således i realiteten de eneste nummerserier, hvoraf man i dag kan aflæse taksten inden for en speciel kategori som er enten gratis eller overtakseret.

Ud over de ovenfor nævnte to nummerkategorier er der, som beskrevet i bemærkningerne til § 25, i den gældende nummerplan afsat en særlig nummerserie (70-nummerserien), der kan anvendes, hvor den slutbruger, som ønsker at få videretildelt et abonnentnummer, ønsker, at andre slutbrugere, der ringer op til nummeret, betaler en ensartet takst, uanset hvor i landet de ringer fra. Dette kan f.eks. ske i form af, at de altid kun betaler det pågældende teleselskabs lokaltakst, landstakst eller lignende (typisk ved, at den slutbruger, der har fået videretildelt nummeret, selv betaler den del af prisen for opkaldet, der ikke betales af den kaldende slutbruger.) Den pågældende form for abonnentnumre benævnes også numre med »split charge«, hvor overtakserede numre (90-nummerserien) giver mulighed for, at den kaldte abonnent modtager en del af den minutbaserede betaling, som den abonnent, der kalder op, betaler til teleudbyderen, er 70-numrene således i modsætning hertil baseret på, at den kaldte abonnent (indehaveren af 70-nummeret) betaler, og dermed medfinansierer, dele af den minutbaserede pris for opkaldet. 70-numre giver derimod ikke mulighed for, at den kaldte abonnent modtager en del af betalingen for kaldet. Dette er som nævnt alene muligt inden for de særlige overtakserede nummerserier reguleret i § 27, stk. 1, nr. 2, og kortnumre som nævnt i § 26, nr. 2- 4.

Som det også er beskrevet ovenfor, er en sådan regulering ikke mulig at opretholde i en situation, hvor en række udbydere formidler opkald på tværs af flere telenet og baseret på hver sin individuelt fastlagte takststruktur. Der er derfor ikke foreslået fastsat særlige regler om taksering af opkald til sådanne numre eller regler om, at sådanne »split charge« numre skal placeres inden for bestemte nummerserier, ligesom der ikke stilles krav om, at Telestyrelsen skal afsætte særskilte nummerserier hertil.

Der vil således fortsat være fuld mulighed for at tilbyde slutbrugere, der ønsker det, sådanne numre, jf. også kravet herom i artikel 15, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24).

Såfremt der blandt udbyderne af telenet eller teletjenester er ønske herom, vil Telestyrelsen uanset ovennævnte kunne bibeholde 70-serien som en særskilt nummerserie, inden for hvilken udbydere, der ønsker det, kan placere »split charge« numre. Der vil imidlertid ikke være sikkerhed for, hvordan opkald til sådanne numre takseres over for slutbrugeren, medmindre der i brancheregi på frivillig basis kan opnås enighed herom.

Bestemmelsen indebærer også, at der skal afsættes klart identificerbare nummerressourcer til kortnumre, som nævnt i § 26. Der fastsættes imidlertid ikke regler for takseringen af opkald til sådanne numre. Opkald til den offentlige alarmtjeneste skal i medfør af § 9 være gratis, opkald til den nummeroplysningstjeneste, der indgår i forsyningspligten, er prisreguleret i medfør af § 19, stk. 1, mens opkald til de øvrige kortnumre ikke er særskilt reguleret. Med hensyn til kortnumre, som beskrevet i § 26, nr. 5, er det den bagvedliggende tjeneste, der takseres, og der sker ikke en taksering af selve kortnummeret.

Med hensyn til det kortnummer, som afsættes til etablering af en særlig »indgangsportal« til alle offentlige myndigheder og institutioner forudsættes det, at prisen for opkald til det pågældende nummer med hensyn til takseringsniveau som udgangspunkt ligger på linie med eksempelvis opkald til nummeroplysningstjenester eller lignende, og at der således ikke anvendes en overtaksering af et omfang, der kunne begrunde, at tjenesten i stedet skulle placeres inden for den særskilte nummerserie for overtakserede opkald.

Til § 28

Til stk. 1

Bestemmelsen udgør hjemlen til af fastsætte nærmere regler rettet imod den slutbruger, der har fået tildelt et abonnentnummer som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2, og den udbyder af telenet eller teletjenester, der har videretildelt det pågældende abonnentnummer til slutbrugeren.

Reglerne kan omfatte de bagvedliggende informations- og indholdstjenesters indhold, hvilken type indhold der skal placeres i særskilte underkategorier inden for den afsatte nummerressource, og endelig den pris, der kan opkræves hos den kaldende slutbruger for opkald til de pågældende numre eller nummerserier (det der i dag benævnes »service 900« reglerne).

Bestemmelsen er en udbygget og mere præcis videreførelse af dele af hjemlen i den gældende § 3a, stk. 7, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, der giver mulighed for at fastsætte nærmere regler om service 900-tjenester, med henblik på at tilgodese hensynet til beskyttelse af den enkelte forbruger.

Med hensyn til reguleringen af indhold og placering af de enkelte kategorier af informations- og indholdstjenester vil der på bekendtgørelsesniveau i vidt omfang blive tale om en videreførelse af den gældende regulering, dog med visse forenklinger af de anvendte kategorier, prisreguleringen af disse og de særlige regler, der i dag eksisterer om markedsføringen af denne type tjenester. Særligt med hensyn til prislofterne for de enkelte kategorier af tjenester er der behov for en tilpasning til den øvrige prisudvikling på telemarkedet i bred forstand, og den spredning, der er heri.

Særligt for så vidt angår hjemlen til at regulere priser for det enkelte opkald bemærkes, at hjemlen principielt giver mulighed for to former for prisregulering

I dag er reguleringen udformet sådan, at bekendtgørelsen regulerer prisen for det samlede opkald, inklusive betalingen for indholdstjenesten. Denne form for prisregulering vil kunne opretholdes, men forudsætter, at der er etableret hensigtsmæssige rammer for den indbyrdes afregning (fordeling) af det indkomne beløb pr. opkald/minut mellem minimum to og i visse situationer tre parter. Dele af betalingen for opkaldet skal tilfalde udbyderen af informations- eller indholdstjenesten. Den resterende del af betalingen skal tilfalde de udbydere af telenet eller teletjenester, der måtte være involveret i opkaldet. Sidstnævnte indebærer, at der i situationer, hvor et service 900 opkald formidles via en aftale om samtrafik, skal ske en deling af indtægten mellem minimum to udbydere af telenet eller teletjenester. Se også nedenfor under bemærkningerne til § 29 om eventuel regulering af disse afregnings- og samtrafikforhold.

Bekendtgørelseshjemlen giver imidlertid også mulighed for, hvis det på et tidspunkt måtte blive relevant, at adskille reguleringen af betalingen til indholdsleverandøren, og betalingen til selve udbyderen af telenet eller teletjenester, således at betalingen til indholdsleverandøren fortsat reguleres, mens betalingen for opkaldet, der tilfalder udbyderen af telenet eller teletjenester, ikke reguleres, men overlades til konkurrencen på markedet, på samme måde som de øvrige teletakster. En begrænsning af reguleringen til alene at omfatte prisen for selve informations- eller indholdstjenesten kan være relevant som alternativ til en detaljeret regulering af de ovenfor nævnte afregnings- og samtrafikforhold i en situation, hvor der ikke på frivillig basis kan opnås enighed herom.

Med hensyn til den forbrugerbeskyttelse, der ligger i at forbrugeren kender den samlede pris for opkaldet, er det under alle omstændigheder afgørende at fastholde denne, jf. også den foreslåede nye bestemmelse i § 33.

Til stk. 2 og 3

Der er tale om nye bestemmelser, der markant ændrer den måde, hvorpå der føres tilsyn med anvendelsen af abonnentnumre som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2, (i dag benævnt service 900 numre). I dag administreres service 900 området af Service 900-Nævnet som 1. instans, som fører løbende tilsyn med, at numrene anvendes i overensstemmelse med de gældende regler, træffer afgørelse og udsteder påbud, såfremt dette ikke er tilfældet, og kan pålægge en udbyder af telenet eller teletjenester at afbryde adgangen til en tjeneste, hvis reglerne ikke overholdes.

Med de foreslåede bestemmelser overføres forpligtelsen til som 1. instans at sikre, at de gældende regler om indhold, placering og taksering overholdes, til den udbyder af telenet eller teletjenester, der har videretildelt det pågældende abonnentnummer til udbyderen af informations- eller indholdstjenesten. Udbyderen af telenet eller teletjenester får som grundlag herfor adgang til at fratage en slutbruger et allerede videretildelt nummer, medmindre det godtgøres, at reglerne fremover vil blive overholdt, for eksempel i form af en redegørelse for ændrede procedurer til sikring heraf, planlagte indholdsændringer m.v., og faktisk gennemførelse heraf inden for den nævnte, korte frist. Udbyderen kan desuden inddrage nummeret, hvis der gentagne gange sker overtrædelse af reglerne.

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med § 108, der omhandler Service 900-Nævnets ændrede rolle som klageorgan for udbydernes 1. instans afgørelser.

Til § 29

Til stk. 1

Bestemmelsen er til dels en præciseret videreførelse af dele af hjemlen i den gældende § 3a, stk. 7, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, der giver mulighed for af fastsætte regler, der beskytter forbrugeren mod uforholdsmæssigt stort forbrug eller mod et forbrug, som forbrugeren ikke vil kunne betale for. Hertil kommer den gældende hjemmel i § 13 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, der ligeledes indeholder en vis hjemmel til at stille minimumskrav til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester om, at de skal tilbyde slutbrugerne adgang til forskellige former for spærringsfaciliteter og andre former for faciliteter med henblik på kontrol af forbruget, jf. også bemærkningerne til § 10 i nærværende lovforslag, der viderefører denne hjemmel.

I den her foreslåede bestemmelse samles hjemlen til at stille krav om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere skal tilbyde slutbrugerne forudgående spærring, eller spærring efter anmodning, af opkald til overtakserede numre (jf. § 27, stk. 1, nr. 2), til udenlandske nummerserier, herunder til afgrænsede delmængder heraf, eller spærring af samtlige udgående opkald.

Til stk. 2 og 3

De pågældende bestemmelser er en præciseret videreførelse af hjemlen i § 2, stk. 9, i samtrafikloven, til at fastsætte nærmere regler, dels om afregningsforhold mellem udbydere af informations- eller indholdstjenester og den udbyder af telenet eller teletjenester, som har videretildelt det involverede abonnentnummer til førnævnte, dels om de samtrafikpriser, der skal anvendes i forbindelse med samtrafik, der omhandler opkald til sådanne numre, mellem flere udbydere af telenet eller teletjenester. Stk. 3 giver i den forbindelse hjemmel til at fastsætte regler om sådanne samtrafikpriser, der afviger fra den generelle regulering heraf. Er der ikke fastsat særlige regler, finder den generelle prisregulering af aftaler om samtrafik anvendelse.

Hjemlen i stk. 3 giver desuden adgang til at fastsætte særlige regler om samtrafikpriserne for opkald til de såkaldte gratisnumre (jf. § 27, stk. 1, nr. 1).

Der kan på begge de ovenfor nævnte områder således være behov for mindre fravigelser af de i medfør af § 55 nærmere regulerede prisfastsættelsesmetoder idet der er tale om et 3-partsforhold. Sigtet med fastsættelse af særlige regler, der fraviger den generelle regulering i medfør af § 55, vil bl.a. være at sikre mulighed for, i beregningen af samtrafikpriserne i relation til udveksling af trafik med de nævnte abonnentnumre, at medregne yderligere omkostninger, som skyldes de særlige komplikationer, afviklingen af denne form for samtrafik kan indebære.

Bestemmelsen kan derimod ikke anvendes til at indføre en mere restriktiv prisregulering, end den i medfør af § 55 fastsatte.

Til § 30

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at det er Telestyrelsen, der administrerer den samlede danske nummerplan og herunder forestår samlet disponering, tildeling, ændring og inddragelse af numre, nummerserier og adresser over for de enkelte udbydere af telenet eller teletjenester, der ønsker at få adgang til nummerressourcerne. Administrationen sker med udgangspunkt i formålsbestemmelsen i § 1, stk. 2.

Den del af Telestyrelsens administration af nummerressourcerne, der vedrører den samlede disponering af disse, er herudover nærmere reguleret i de ovenfor beskrevne §§ 25 og 26.

Den øvrige administration sker på grundlag af regler fastsat af Telestyrelsen i medfør af § 30, stk. 2, og § 31.

Til stk. 2

I henhold til § 3, stk. 2, i den gældende nummerlov fastsætter forskningsministeren nærmere regler om Telestyrelsens administration af nummerressourcerne, som nævnt i stk. 1. Med den foreslåede bestemmelse foreslås denne kompetence overført til Telestyrelsen, som allerede i dag i et vist omfang udsteder regler om bl.a. nummerplanen. Sigtet er en forenkling og samling af den samlede bekendtgørelsesregulering af nummerplanen og nummeradministrationen.

Med hensyn til den materielle regulering, som bestemmelsen er grundlaget for, er hensigten som udgangspunkt en uændret videreførelse af den hidtidige hjemmel, og bemærkningerne til denne er således fortsat vejledende for forståelsen af nærværende bestemmelse. Det er dog fundet hensigtsmæssigt i lovteksten at præcisere, at hjemlen blandt andet kan anvendes til at fastsætte regler om tildeling, anvendelse og tilbagekaldelse af numre samt tidsfrister herfor og om de nærmere vilkår for ibrugtagning. I reglerne om anvendelse af nummerressourcer vil bl.a. indgå, at en udbyder af telenet eller teletjenester, der ønsker at anvende nummerressourcer inden for den samlede danske nummerplan, ikke kan anvende andre kort- eller abonnentnumre end de numre, den pågældende er tildelt, og herunder ikke kan anvende numre, som fortsat beror hos Telestyrelsen, eller numre, som er tildelt andre udbydere af telenet eller teletjenester. Se også bemærkningerne til § 28, stk. 1 og 2.

For så vidt angår indholdet af den forudsatte bekendtgørelsesregulering, er det som udgangspunkt hensigten at videreføre de gældende regler. Eventuelle ændringer vil således ske med udgangspunkt i de principper, der udgør grundlaget for den gældende bekendtgørelse. Se også bemærkningerne nedenfor til § 31.

Der vil således bl.a. i forbindelse med regulering af mulighederne for at inddrage eller ændre i allerede tildelte og anvendte numre fortsat skulle lægges vægt på, at dette sker med rimeligt varsel, afpasset efter anvendelsen af de pågældende numre. Ligeledes vil det fortsat være sådan, at ændring eller inddragelse af allerede tildelte og anvendte numre, nummerserier eller adresser, herunder erstatning af disse med andre numre, nummerserier eller adresser, som udgangspunkt kun kan ske, hvis det udfra kapacitetsmæssige hensyn eller generelle nummerplanlægningshensyn skønnes nødvendigt, eller hvis det af hensyn til at sikre en effektiv udnyttelse af den samlede kapacitet i de til enhver tid værende danske nummerplaner ud fra en helhedsbetragtning skønnes formålstjenligt.

Også de gældende muligheder for at opstille vilkår i forbindelse med den konkrete tildeling af nummerressourcer, og for i visse tilfælde at afvise tildeling af yderligere nummerressourcer, henholdsvis inddrage nummerressourcer der ikke anvendes, vil blive videreført. Se i den forbindelse også bemærkningerne ovenfor til § 26 om adgangen til at foretage en særlig restriktiv administration af de begrænsede og pladskrævende kortnummerressourcer.

Det vil fortsat være sådan, at staten ikke kan gøres økonomisk ansvarlig for de omkostninger, udbydere af telenet eller teletjenester måtte have som følge af ændringerne i de tildelte numre, nummerserier eller adresser.

Til stk. 3 og 4

Som noget nyt sammenholdt med den gældende regulering indføres hermed en generel dirigeringspligt for samtlige udbydere af telenet eller teletjenester, i det omfang de pågældende udbyder tjenester, der omfatter opkald til de pågældende kategorier af numre, og har aftaler om samtrafik med de udbydere, som har fået disse numre tildelt. Stk. 3 og 4 skal ses i sammenhæng med den indeholdte beskrivelse af den kommende regulering af adgangen til at anvende konkrete abonnent- eller kortnumre. Baggrunden for den pågældende regulering er en konstatering af, at der kan forekomme situationer, hvor opkald til numre, der er tildelt andre udbydere af telenet eller teletjenester, ikke dirigeres korrekt, og hvor udbydere anvender nummerressourcer, som de ikke er tildelt.

Der henvises desuden til de særlige regler om dirigering af opkald til porterede numre, jf. § 57 og bemærkningerne hertil.

Til § 31

Bestemmelsen er til dels en lovfæstet videreførelse af § 6, stk. 2, og § 11, stk. 1, i den gældende bekendtgørelse (nr. 921 af 9. december 1998), om Telestyrelsens administration af nummerressourcer m.v., og fastslår, at enhver, der agter at udbyde telenet eller teletjenester (jf. den i § 5, stk. 1, indeholdte definition af udbydere af telenet eller teletjenester) har ret til at få tildelt nummerressourcer. Tildelingen skal dog ske inden for rammerne af de i medfør af § 30, stk. 2, af Telestyrelsen fastsatte regler herfor, jf. ovenfor om mulighederne for at fastsætte vilkår for og foretage ændringer i den foretagne tildeling samt mulighederne for at afvise anmodninger om tildeling af navnlig kortnummerressourcer, som er i modstrid med den overordnede målsætning om at sikre en samlet, effektiv udnyttelse af nummerressourcerne.

Stk. 2 fastslår, at Telestyrelsen ikke kan tildele nummerressourcer til andre end de i stk. 1 nævnte. Dvs., at nummerressourcer ikke af Telestyrelsen kan tildeles direkte til slutbrugere, herunder til storkunder, udbydere af informations- eller indholdstjenester, lukkede net, der er etableret direkte af en eller flere slutbrugere til eget brug m.v.

Slutbrugere får i stedet videretildelt numre fra den udbyder af telenet eller teletjenester, som vedkommende har sit kundeforhold eller dele af sit kundeforhold hos. En udbyder af telenet eller teletjenester kan også videretildele numre til andre udbydere af telenet eller teletjenester. Det vil navnlig være relevant i forbindelse med tjenesteudbyderadgang, hvor tjenesteudbyderen kan vælge, om man ønsker nummerressourcer tildelt direkte fra Telestyrelsen (hvilket bl.a. vil være relevant for VNO ere, jf. bemærkningerne til §§ 43 og 46), eller via den udbyder af telenet eller teletjenester, som man indgår en tjenesteudbyderaftale med.

Af § 11 i den gældende bekendtgørelsesbestemmelse om Telestyrelsens administration af nummerressourcer m.v. fremgår, at udbud af navnlig telefonitjenester (inkl. mobiltelefoni), men også datatjenester der udnytter nummerplaner eller adresser fastlagt i ITU s anbefalinger, alene må ske på grundlag af numre, nummerserier og adresser, der er tildelt af Telestyrelsen. Markedsudviklingen er nu sådan, at der også udbydes bl.a. telefonitjenester via Internettet og med en adressering baseret på Internetadresser. Det er ikke hensigten at hindre denne udvikling ved at opstille krav, der begrænser eller forhindrer brugen af telefonitjenester via Internettet og en adressering baseret på Internetadresser m.v. Den foreslåede bestemmelse hindrer således ikke en sådan »alternativ« nummerering.

Det vil imidlertid fortsat være et krav, at benyttelsen af numre m.v., der baserer sig på nummerplaner eller adresser fastlagt i ITU s anbefalinger, og hvor administration heraf er lagt ud til de enkelte medlemslande alene, kun kan ske efter tildeling af Telestyrelsen. Reglen herom vil endvidere blive udbygget m.h.p. at præcisere, at dette også indebærer, at man ikke i eget dirigerings-øjemed kan anvende nummerressourcer, der er tildelt andre udbydere, eller som fortsat beror hos Telestyrelsen. Se også bemærkningerne til § 25, stk. 1, som udgør hjemmelsgrundlaget for fastsættelse af nærmere regler herom, og den nye bestemmelse i § 30, stk. 3 og 4, om dirigeringspligt.

Til § 32

Bestemmelsen er for så vidt angår stk. 1-3 en uændret videreførelse af § 4 i den gældende nummerlov, jf. dog de nedenfor anførte modifikationer hertil.

I beregningsgrundlaget for nummerafgifter indgår således fortsat omkostningerne forbundet med Teleklagenævnets og Telebrugernævnets virksomhed. Fremover vil også Service 900-Nævnets virksomhed skulle finansieres ad denne vej, idet den særskilte gebyropkrævning for tildeling af en tilladelse til udnyttelse af et 90-nummer bortfalder.

Herudover vil nummerafgiften kunne anvendes til at dække samtlige omkostninger til Telestyrelsens samlede administrative opgaver, inklusive Telestyrelsens internationale aktiviteter, i det omfang disse vedrører eller er til fordel for telesektoren, og omkostningerne ikke dækkes af særskilte gebyrer m.v. eller af frekvensafgifterne.

Endelig vil nummerafgiften kunne anvendes til at dække omkostningerne ved eventuelle administrative opgaver i forbindelse med udmøntning af forskningsministerens IT-politiske initiativer, i det omfang sådanne opgaver af forskningsministeren henlægges til Telestyrelsen, idet disse initiativer, har som overordnet sigte at fremme udviklingen af netværkssamfundet. Ligeledes vil dette være til fordel for udbydere af telenet eller teletjenester, uanset at disse parter ikke umiddelbart berøres heraf.

Den gældende hjemmel for forskningsministeren til at udstede regler om Telestyrelsens opkrævning af nummerafgifter foreslås ikke videreført, idet denne er blevet overflødig i og med, at nummerafgifterne fastsættes på finansloven, hvor det også er muligt at angive, hvordan og med hvilke betalingsterminer disse opkræves.

Som stk. 4 er indsat en ny bestemmelse, der præciserer, at forpligtelsen til at betale nummerafgifter til enhver tid påhviler den udbyder af telenet eller teletjenester, der har fået den pågældende nummerressource tildelt af Telestyrelsen, uanset om brugen af nummeret er overladt til en slutbruger eller til en anden udbyder af telenet eller teletjenester, for eksempel i forbindelse med nummerportabilitet eller aftaler om samtrafik om tjenesteudbyderadgang.

Til kapitel 7 : Information til slutbrugerne om prisen for opkald

Til § 33

Denne bestemmelse, som er ny i forhold til gældende lovgivning, giver forskningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere skal etablere en eller flere former for særlige foranstaltninger, der giver slutbrugeren mulighed for, hvis denne ønsker det, at blive advaret eller informeret om særligt dyre opkald og prisen herfor.

Reglerne kan bl.a. omfatte, at slutbrugeren i forbindelse med det enkelte opkald - for eksempel gennem et lydsignal advares om, at denne er i færd med at foretage et særligt dyrt opkald, forstået som et opkald med en minutbaseret taksering over et vist minimumsniveau, fastsat af ministeren i den pågældende bekendtgørelse.

Alternativt kan der stilles krav om, at udbyderen eventuelt via en »oplysningstjeneste«, som slutbrugeren har mulighed for at ringe til, oplyser om den konkrete minutbaserede takst for det påtænkte opkald, baseret på indtastning af det nummer, slutbrugeren ønsker at ringe til. Tjenesten kunne evt. kombineres med viderestilling til nummeret, såfremt slutbrugeren efter at have modtaget oplysningen fortsat ønsker at foretage opkaldet.

I forbindelse med fastsættelse af regler om oplysning i forbindelse med særligt dyre opkald kan forskningsministeren, jf. § 10, stk. 2, nr. 3, endvidere fastsætte regler om krav til markedsføring af de ovennævnte funktioner og faciliteter, således at slutbrugerne gøres opmærksom på, at sådanne tjenester eksisterer.

Som den gældende praksis for taksering er, betaler den slutbruger, der foretager et opkald, ikke for en eventuel supplerende taksering som følge af, at den kaldte slutbruger (B-abonnenten) har viderestillet opkald til dennes abonnentnummer til et andet nummer uanset om dette andet nummer er et fastnetnummer, et mobilnummer, eller et udlandsnummer. Prisen herfor betales i stedet af B-abonnenten. I det omfang, der indføres slutbrugerprodukter, hvor A-abonnenten også betaler for den viderestillede del af opkaldet, omfatter forpligtelsen efter § 33 til at oplyse om prisen for det enkelte opkald ligeledes denne betaling.

Det er ikke hensigten med bestemmelsen at forpligte udbyderne af telenet eller teletjenester til at stille eventuelle funktioner eller faciliteter gratis til rådighed. Der vil derimod kunne blive tale om at fastsætte regler om, at der skal anvendes en omkostningsbaseret taksering for brug af tjenesten.

Bestemmelsen vedrører, i modsætning til en række af de øvrige bestemmelser i afsnit III, alene udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, jf. definitionen heraf i § 6, stk. 3. Hermed menes udbydere, som udbyder tjenester til en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere, dvs. alment tilgængelige tjenester.

Bestemmelsen er således ikke relevant for udbydere, der ikke udbyder tjenester til slutbrugere, men alene til andre udbydere af telenet eller teletjenester (infrastrukturselskaber m.v.). Bestemmelsen skønnes heller ikke relevant i forhold til udbydere af telenet eller teletjenester til slutbrugere, som alene udbyder skræddersyede tjenester til en mindre, på forhånd afgrænset kreds af brugere, for eksempel i form af virtuelle lukkede net eller lignende, og hvor der typisk vil være aftalt særlige prisvilkår m.v.

Den foreslåede hjemmel er en betydelig udvidelse sammenholdt med § 8, stk. 4, i den gældende nummerlov, der giver forskningsministeren hjemmel til at stille krav til udbyderne, såfremt der på det tidspunkt, hvor der indføres fuld nummerportabilitet (herunder adgang til at medtage abonnentnumre ved skift mellem fastnet og mobilnet), fortsat er store prisforskelle i priserne på opkald til mobilnumre og fastnetnumre.

Om baggrunden for den skærpede regulering henvises til de indledende bemærkninger til afsnit III.

Forskningsministeren har i efteråret 1999 anmodet Telestyrelsen om at gennemføre en bredere undersøgelse af markedets takststrukturer (omfattende både fastnet- og mobilmarkedet), med fokus på at afdække hvilken prisspredning der samlet er tale om, dvs. hvilke forskelle der er m.h.t. den pris, de forskellige udbydere af telenet eller teletjenester opkræver for at terminere et opkald i egne og andres net. Denne undersøgelse forventes afsluttet i foråret 2000. Telestyrelsen skal samtidig undersøge, hvilke omkostninger der vil være forbundet med at fastsætte krav om anvendelse af lydsignaler eller voice response som beskrevet ovenfor.

Hjemlen til at fastsætte regler som nævnt ovenfor vil således alene blive anvendt, såfremt der er tale om en meromkostning af et så beskedent omfang pr. opkald, at denne står i et rimeligt forhold til de takstforskelle, der er tale om. Det må således forventes, at det i sidste ende vil blive forbrugeren, der kommer til at betale for indførelse af faciliteter som nævnt gennem den generelle taksering.

Den udvidede hjemmel indebærer, at et krav om oplysningspligt principielt kunne indføres umiddelbart efter lovens ikrafttræden og ikke som i den gældende bestemmelse i nummerloven først med virkning fra 1. januar 2001, hvor der indføres fuld nummerportabilitet.

Stk. 2 præciserer, hvilke udbydere det i givet fald påhviler at etablere foranstaltninger som beskrevet ovenfor, nemlig de udbydere, der forestår kundeforholdet vedrørende de pågældende slutbrugeres udgående opkald.

Stk. 3 fastslår, at oplysninger som nævnt under alle omstændigheder skal gives i forbindelse med opkald til overtakserede numre, jf. § 27, stk. 1, nr. 2. Dette svarer til, hvad der i dag er gældende i medfør af de særlige regler om udbud af de såkaldte service 900-tjenester (overtakserede indholdstjenester udbudt via numre i 90-nummerserien). Der stilles i forbindelse med opkald til sådanne numre krav om, at der i forbindelse med det enkelte opkald indledningsvis oplyses om den samlede pris for opkaldet (såvel minutbaseret taksering som anden taksering). Denne regulering vil blive opretholdt.

Den pågældende hjemmelsbestemmelse giver mulighed for en fleksibel regulering af, hvorvidt det er udbyderen af telenet eller teletjenester eller udbyderen af informations- og indholdstjenesten, der skal sikre, at der oplyses herom. Se om baggrunden herfor bemærkningerne til §§ 28 og 29.

Til kapitel 8: Rammer for udnyttelse af nummeroplysningsdata

Til § 34

Bestemmelsen er i vidt omfang en uændret videreførelse af § 11 i den gældende nummerlov, jf. dog bemærkningerne nedenfor vedrørende de foreslåede bestemmelser i stk. 1, 2, 4 og 5. Bestemmelsen i stk. 5 viderefører desuden gennemførelsen af artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L 101, s. 24).

Sigtet med bestemmelsen er, ud fra et brugerhensyn, at sikre et bredt udbud af nummeroplysningstjenester i forskellige mere eller mindre skræddersyede udgaver og via forskellige medier, så der opstår et solidt konkurrencemarked også med hensyn til udbud af nummeroplysningstjenester.

Til stk. 1

I stk. 1 er der i forhold til den gældende bestemmelse sket den ændring, at forpligtelsen til at videregive nummeroplysningsdata til marginalomkostninger er udvidet til også at omfatte de udbydere af telenet eller teletjenester, der ikke har fået tildelt nummerressourcer direkte fra Telestyrelsen, men i stedet har fået videretildelt numre fra andre udbydere. Udvidelsen er navnlig relevant i forhold til tjenesteudbydere, der ikke selv har fået tildelt nummerressourcer via Telestyrelsen, jf. også bemærkningerne ovenfor til § 31. Det følger ligeledes af bestemmelsen, at det er den udbyder, som har modtaget et porteret nummer, der er forpligtet til at videregive nummeroplysningsdata.

Derudover er pligten til at afgive nummeroplysningsdata udvidet til at omfatte alle udbydere af telenet eller teletjenester, der tildeler abonnentnumre til slutbrugere, og ikke kun udbydere af offentlige telenet eller teletjenester.

Nummeroplysningsdata skal som nævnt videregives til marginalomkostningerne ved videregivelse heraf. Ved marginalomkostningerne forstås, at udbyderen alene må tage betaling for omkostningerne i forbindelse med selve afgivelsen af nummeroplysningsdata, og udbyderen kan ikke beregne sig et vederlag til dækning af faste omkostninger. Selve grundinvesteringerne i forbindelse med skabelsen af nummeroplysningsdatabasen kan ikke betegnes som marginalomkost ninger, idet de ikke i sig selv vedrører afgivelsen af nummeroplysningerne. Som marginalomkostninger kan heller ikke betegnes andre omkostninger, der måtte påløbe i forbindelse med de eventuelle udbygninger af udbyderens administrative systemer, der vil være nødvendige for at skabe selve grundlaget for afgivelse af nummerop lysnings data til andre.

De omfattede nummeroplysningsdata er data i tilknytning til abonnentnumre, der er tildelt en identificeret slutbruger. Forpligtelsen til at videregive nummeroplysningsdata giver derimod ikke mening og omfatter ikke abonnentnumre, som anvendes i forbindelse med teletjenester i form af forudbetalte kort, hvor der ikke sker nogen form for registrering af køberens og dermed slutbrugerens navn, adresse m.v.

Ligeledes omfatter forpligtelsen ikke abonnentnumre, der ikke er tildelt som slutbrugernumre, men i stedet anvendes på samme måde som et kortnummer i forbindelse med frit operatørvalg til at sikre adgang til en bagvedliggende teletjeneste (en telefonitjeneste, en »modem-pool« eller lignende). Begrebet abonnentnumre til slutbrugere omfatter derimod også de abonnentnumre, som en udbyder af telenet eller teletjenester tildeler sig selv, og som fungerer som dennes almindelige abonnentnumre.

For så vidt angår anvendelsen af nummeroplysningsdata, er denne underlagt den almindelige register- og databeskyttelseslovgivnings regler, og er den afgivende part uvedkommende.

Til stk. 2

I stk. 2 er hjemlen til at fastsætte nærmere regler om minimumskravene til nummeroplysningsdata overført fra forskningsministeren til Telestyrelsen. Herudover er hjemlen udvidet, således at det også bliver muligt at fastsætte minimumskrav til de enkelte udbyderes indsamling og registrering af nummeroplysningsdata i forbindelse med indgåelse af aftaler med slutbrugere, efterfølgende ændringer m.v. Det har vist sig hensigtsmæssigt at kunne fastsætte regler herom, bl.a. med henblik på fortsat at kunne sikre, at der eksisterer en eller flere nummeroplysningsdatabaser, som indeholder oversigter over samtlige slutbrugere, jf. dog slutbrugerens adgang til at kræve hemmeligholdelse af et eller flere elementer af dennes nummeroplysningsdata i stk. 3.

Udvidelsen er desuden nødvendig af hensyn til betjening af den offentlige alarmtjeneste, jf. bemærkningerne til stk. 4, nr. 2, og stk. 5 nedenfor. Udvidelsen sker endvidere på baggrund af forslag fra en stor del af de forskellige udbyderes nummeroplysningstjenester, der ønsker at et sådant krav indføres for at sikre en ensartethed i de indsamlede data.

Bortset fra ovennævnte udvidelse er det som udgangspunkt hensigten at videreføre den nuværende bekendtgørelsesregulering på området.

Til stk. 3-5

Stk. 3 er en videreførelse af § 11, stk. 3, i den gældende nummerlov. Der er dog gennem en ændret formulering af bestemmelsen sket en præcisering af, at bestemmelsen om, at en slutbruger kan kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata ikke må oplyses i forbindelse med udbud af nummeroplysningstjenester, både kan påberåbes i forhold til de nummeroplysningstjenester, der udbydes af den udbyder af telenet eller teletjenester, som slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos, og i forhold til andre udbydere af nummeroplysningstjenester.

Slutbrugerens adgang til at kræve hemmeligholdelse af oplysninger kan omfatte samtlige dennes nummeroplysningsdata eller dele heraf.

Stk. 4, nr. 1, er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den gældende bestemmelse om, at et abonnentnummer uanset reglen i stk. 3 altid kan videregives til andre udbydere af telenet eller teletjenester i signaleringsøjemed.

Stk. 4, nr. 2, og stk. 5 er nye bestemmelser, som har til hensigt at sikre, at den nummeroplysningsdatabase (118), som er omfattet af forsyningspligten, indeholder alle abonnentnumre, der er tildelt til slutbrugere og anvendes som slutbrugernumre, mhp. at sådanne nummer oplysningsdata kan videregives til den offentlige alarmtjeneste. Disse nummeroplysningsdata kan ikke videregives til andre end alarmtjenesten, jf. dog ovenfor om nummeroplysningsdata videregivet i signaleringsøjemed.

Det er i forbindelse med alarmopkald af stor vigtighed, at landets alarmcentraler kan få oplysninger om det enkelte abonnentnummer i forbindelse med alarmopkald fra en borger, der ikke er i stand til selv at fortælle, hvorfra der kaldes. Det er således nødvendigt, at alarmcentralerne under 112 i de tilfælde, hvor den kaldende ikke selv har mulighed for at oplyse om, hvilket nummer, der kaldes fra, har adgang til at opklare dette via et opkald til én samlet database, der også indeholder disse numre, nemlig 118 nummeroplysningsdatabasen. Alternativt ville alarmcentralerne i forbindelse med en konkret nødsituation, skulle kontakte alle udbyderne, for at få oplysninger om nummeroplysningsdata i tilknytning til et hemmeligt nummer eller et nummer hvor en eller flere nummeroplysningsdata efter anmodning fra slutbrugeren hemmeligholdes. Dette er ikke hensigtsmæssigt i en akut nødsituation, hvor det er afgørende, at alarmcentralen hurtigst muligt får oplyst, hvor der ringes fra.

Den offentlige alarmtjeneste omfatter alle de offentlige alarmfunktioner, der bestrides af politiet, Københavns Brandvæsen og andre.

Til stk. 6

Denne bestemmelse er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af § 11, stk. 5, i den gældende nummerlov.

Bestemmelsen præciserer, at slutbrugeren har ret til dels at blive optaget i alle almene nummeroplysningsdatabaser og registre, dels at få indsigt i de oplysninger, udbyderen har registreret om den pågældende, og fastslår dennes krav på om nødvendigt at få disse oplysninger ændret eller på at få oplysninger slettet helt eller delvist.

Bestemmelsen omfatter både udbydere af telenet eller teletjenester og andre, der etablerer og driver nummeroplysningsdatabaser og registre, uanset om disse udgives elektronisk eller papirbaseret, og uanset om brugeren får adgang til disse telefonisk eller via Internettet.

Ved almene nummeroplysningsdatabaser og registre forstås oversigter om samtlige abonnenter, der ønsker deres nummeroplysningsdata offentliggjort, i modsætning til mere specialiserede registre f.eks. over bestemte typer erhvervsdrivende eller lignende. I praksis vil brugeren skulle rette henvendelse til udbyderen og bede om en udskrift af de oplysninger, udbyderen har registreret om den pågældende.

Til kapitel 9: Slutbrugernes adgang til frit operatørvalg og nummerportabilitet

Til § 35

Kapitel 20. Samtrafik med en udbyder fra et andet EU-land eller EØS-land

Kapitel 20

Samtrafik med en udbyder fra et andet EU-land eller EØS-land

§ 20

Forsyningspligtregler for betalingstelefoner

§ 20. De i henhold til § 17 udpegede forsyningspligtudbydere har ret til at få dækket samlede dokumenterede underskud ved udbud af forsyningspligtydelser som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1 og 4-6, som de pågældende forsyningspligtudbydere er udpeget til at udbyde.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om kravene til forsyningspligtudbyderes opstilling af regnskaber og dokumentation for underskud, jf. stk. 1.

Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt forsyningspligtudbyderen har fremlagt tilstrækkelig dokumentation, til at berettige til dækning af underskud som nævnt i stk. 1. Senest samtidig med, at Telestyrelsen træffer afgørelse herom, skal Telestyrelsen iværksætte offentligt udbud med henblik på eventuel udpegning af en eller flere alternative forsyningspligtudbydere, jf. regler herom fastsat i medfør af § 17, stk. 3.

Stk. 4. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 3 udløser en forpligtelse for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte forsyningspligtydelser, til at medfinansiere forsyningspligtudbyderens underskud. Telestyrelsen fastsætter og opkræver til dækning heraf bidrag fra de pågældende udbydere.

Stk. 5. Den i stk. 4 nævnte forpligtelse påhviler også forsyningspligtudbyderen, i det omfang denne ud over de tabsgivende forsyningspligtydelser, på samme måde som andre udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, udbyder teletjenester svarende til de i § 16, stk. 2, nr. 1, nævnte.

Stk. 6. Bidrag som nævnt i stk. 4 og 5 fastsættes i finansloven og bekendtgøres af Telestyrelsen.

Stk. 7. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for beregning af den i stk. 1 nævnte underskudsdækning, herunder regler om tidsfrister for beregning og betaling af bidrag til dækning af underskud, og om den i stk. 4 og 5 nævnte opkrævning af bidrag, samt de forpligtede udbyderes oplysningspligt i forbindelse hermed. Heri kan indgå anmeldelsesordninger med henblik på forudgående registrering af de udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som vil være forpligtede til at medvirke til dækning af et eventuelt underskud ved levering af forsyningspligtydelser, jf. stk. 4 og 5.

Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter desuden nærmere regler om mulighederne for at tilbagekalde udpegningen af en eksisterende forsyningspligtudbyder i forbindelse med afholdelse af offentligt udbud som nævnt i stk. 3.

Forsyningspligtregler for betalingstelefoner

Kapitel 21. Bistand fra udbydere af telenet eller teletjenester i alarmerings- og beredskabssituationer

Kapitel 21

Bistand fra udbydere af telenet eller teletjenester i alarmerings- og beredskabssituationer

§ 21

§ 21. Udbydere af betalingstelefoner har pligt til på anmodning fra en kommunalbestyrelse at etablere og drive udendørs betalingstelefoner på gader, veje eller pladser, hvortil offentligheden umiddelbart har adgang.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan alene fremsætte anmodning som nævnt i stk. 1 overfor udbydere af betalingstelefoner, som allerede på tidspunktet for anmodningen driver udendørs betalingstelefoner inden for den pågældende kommune, og under forudsætning af, at kommunalbestyrelsen samtidig afgiver et bindende tilsagn om dækning af et eventuelt underskud ved driften af den eller de omhandlede udendørs betalingstelefoner.

Stk. 3. Underskud som nævnt i stk. 2 opgøres ved at sammenholde den faktiske omsætning for den omhandlede betalingstelefon med en på forhånd mellem kommunalbestyrelsen og udbyderen aftalt minimumsomsætning, der dækker udbyderens omkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste.

Stk. 4. Kan der ikke opnås enighed om den minimumsomsætning, der, jf. stk. 3, skal indgå i beregningen af, om der foreligger underskud ved driften af den eller de omhandlede udendørs betalingstelefoner, eller opstår der tvist om den faktiske omsætning, jf. stk. 3, kan sagen af en eller flere af parterne indbringes for Telestyrelsen, der herefter træffer afgørelse.

Kapitel 22. Internationale forhold

Kapitel 22

Internationale forhold

§§ 22-24

Afsnit III. Nummerforhold

§ 22. Telestyrelsen fører tilsyn med, at udbydere, der er udpeget som forsyningspligtudbydere i henhold til denne lov, overholder

1) § 16, stk. 3, og § 19, stk. 2,

2) regler udstedt med hjemmel i § 16, stk. 4, og § 18, stk. 1 og 2,

3) vilkår fastsat med hjemmel i § 17, stk. 2, eller med hjemmel i regler udstedt efter § 17, stk. 3, eller kontraktvilkår godkendt efter regler fastsat i medfør af § 18, stk. 3, og

4) maksimalpriser fastsat med hjemmel i § 19, stk. 1, og på grundlag af regler udstedt med hjemmel i § 19, stk. 4-7.

Stk. 2. Telestyrelsen fører endvidere tilsyn med, at

1) udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet og udbydere af betalingstelefoner overholder § 13, stk. 1 og 3, § 15, stk. 1, og § 21, stk. 1, og regler udstedt med hjemmel i §§ 9-12, § 14 samt § 15, stk. 2 og 3, og

2) at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester omfattet af § 20, stk. 4 og 5, betaler forsyningspligtbidrag fastsat på finansloven, jf. § 20, stk. 6.

Stk. 3. Telestyrelsen kan, i det omfang det skønnes nødvendigt for administrationen af regler udstedt i medfør af § 10,

1) foretage tekniske undersøgelser til brug for oplysning af en konkret sag, eller rekvirere bistand hertil fra andre, og

2) foretage tekniske stikprøveundersøgelser til brug for fremtidig behandling af klagesager, eller rekvirere bistand hertil fra andre.

Stk. 4. I forbindelse med udførelse af tekniske undersøgelser som nævnt i stk. 3 kan Telestyrelsen rekvirere ekstern bistand hertil.

Kapitel 23. Udbydere af informations- og indholdstjenester

Kapitel 23

Udbydere af informations- og indholdstjenester

§ 23. Telestyrelsen træffer afgørelse vedrørende manglende overholdelse af de i § 22, stk. 1 og 2, nævnte regler og vilkår m.v. Telestyrelsen kan dog ikke behandle erstatningsspørgsmål.

Stk. 2. I en afgørelse efter stk. 1 kan indgå påbud til forsyningspligtudbydere, udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af et telenet, eller udbydere af betalingstelefoner om overholdelse af gældende regler, fastsatte vilkår, maksimalpriser m.v. Afgørelser efter stk. 1 kan derudover omfatte påbud om ændring af gældende kontrakt- og abonnementsvilkår, i det omfang disse ikke opfylder de stillede krav, og påbud om, at udbyderen over for slutbrugere skal opfylde aftalte kontrakt- og abonnementsvilkår, inklusive eventuelle påbudte ændringer heraf.

Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om

1) i hvilket omfang klager indgivet til Telestyrelsen har opsættende virkning, og

2) Telestyrelsens mulighed for at afvise klager vedrørende regninger, hvor udbyderen af telenet eller teletjenester tilkendegiver at ville godskrive klageren det påklagede beløb, eller klager hvor udbyderen af telenet eller teletjenester erkender, at gældende regler for levering af telenet eller teletjenester til slutbrugere ikke er overholdt, og tilkendegiver at ville kompensere klageren herfor.

Kapitel 24. Udbydere af kabeltv

Kapitel 24

Krav til udbydere af kabeltv

§ 24. Telestyrelsen kan henvise en klage til afgørelse i Telebrugernævnet, hvis den på grund af særlige forhold af bevismæssig karakter ikke skønnes egnet til behandling i Telestyrelsen. Henvisning kan ske i sager vedrørende manglende overholdelse af

1) vilkår fastsat i medfør af § 17, stk. 2,

2) vilkår godkendt efter regler fastsat i medfør af § 18, stk. 3,

3) maksimalpriser fastsat i medfør af § 19, stk. 1, og

4) regler udstedt i medfør af §§ 10, 11 og 18.

Afsnit III

Nummerforhold

Kapitel 25. Afskæring af instruksadgang

Kapitel 25

Afskæring af instruksadgang

§§ 25-31

Nummerafgifter

§ 25. Telestyrelsen udarbejder og administrerer en samlet dansk nummerplan omfattende numre, nummerserier og adresser, jf. Den Internationale Telekommunikation Unions (ITU's) anbefalinger, der anvendes i forbindelse med udbud af telenet eller teletjenester. Nummerplanen udarbejdes inden for de i medfør af stk. 2 fastsatte rammer herfor og bekendtgøres af Telestyrelsen.

Stk. 2. Den samlede danske nummerplan skal indeholde

1) En fordeling og indbyrdes prioritering af de samlede nummerressourcer. I nummerplanen skal der blandt andet afsættes nummerressourcer til kortnumre til de i § 26 nævnte formål, til udbud af teletjenester med særlige takseringsforhold, jf. § 27, og til reservering med henblik på senere anvendelse, herunder reservering med henblik på omlægning af nummerplanen som nævnt i nr. 3.

2) Tidsplaner og eventuelle overgangsordninger for inddragelse af eksisterende nummerressourcer, hvor anvendelsen er i strid med de fastlagte regler for nummerplanen eller med § 26.

3) Rammer for en eventuel omlægning af den samlede nummerplan i form af udvidelse af det samlede antal cifre i de enkelte abonnentnumre.

4) Rammer og eventuelle overgangsordninger for ændring af allerede tildelte numre, nummerserier eller adresser.

Stk. 3. I forbindelse med Telestyrelsens udarbejdelse af den samlede danske nummerplan fastsætter Telestyrelsen nærmere regler for

1) Sammenhængen mellem den samlede danske nummerplan og fælles internationale nummer- og adresseplaner.

2) Intern nummerering og adressering i telenettene.

Kapitel 26. Telebrugernævnet

Kapitel 26

Telebrugernævnet

§ 26. Inden for den samlede danske nummerplan kan der alene afsættes kortnumre til følgende formål

1) Den offentlige alarmtjeneste.

2) En samlet indgangsportal til offentlige myndigheder.

3) Udbud af nummeroplysningstjenester, der indgår i forsyningspligten, jf. § 16, stk. 2, nr. 5, samt udbud af særlige tjenester af en samfundsmæssig betydning, der kan sidestilles med forsyningspligtudbyderens nummeroplysningstjenester.

4) Udbud af andre nummeroplysningstjenester end den i nr. 3 nævnte.

5) Sikring af slutbrugernes adgang til at anvende eller komme i forbindelse med

a) en anden udbyder af telenet eller teletjenester end den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos, med henblik på brug af en eller flere af denne udbyders teletjenester, eller

b) andre teletjenester hos samme udbyder, som slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos.

Kapitel 27. Teleklagenævnet

Kapitel 27

Teleklagenævnet

§ 27. Inden for den samlede danske nummerplan skal der afsættes klart identificerbare nummerressourcer til følgende formål

1) Udbud af gratis-numre, hvor opkald sker uden opkalds- eller minutbaseret taksering af slutbrugeren.

2) Udbud af numre, hvor udbyderen af telenet eller teletjenester som en integreret del af takseringen for opkaldet tillige varetager registrering af forbruget af en bagvedliggende informations- eller indholdstjeneste samt fakturering og opkrævning for denne hos slutbrugeren.

3) Kortnumre, jf. § 26.

Stk. 2. Udbydere af telenet eller teletjenester må ikke anvende opkalds- eller minutbaseret taksering overfor den kaldende slutbruger i forbindelse med slutbrugeres opkald til numre som nævnt i stk. 1, nr. 1.

Stk. 3. Udbydere af telenet eller teletjenester må ikke som en integreret del af takseringen for opkald til abonnentnumre foretage opkrævning hos den kaldende slutbruger af ikke-trafikrelaterede betalinger, på vegne af tredjemand, herunder på vegne af den kaldte slutbruger, i forbindelse med opkald til andre numre end de i stk. 1, nr. 2, og § 26, nr. 2-4, nævnte.

Kapitel 28. Service 900-Nævnet

Kapitel 28

Service 900-Nævnet

§ 28. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler for anvendelse af nummerressourcer som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2. Forskningsministeren kan herunder blandt andet fastsætte regler om informations- eller indholdstjenesternes indhold og placering i nummerserier, og om den pris, der kan opkræves hos slutbrugeren for opkald til sådanne numre eller nummerserier.

Stk. 2. Pligten til at påse, at regler fastsat i medfør af stk. 1 overholdes, påhviler den udbyder af telenet eller teletjenester, som har videretildelt den involverede udbyder af informations- eller indholdstjenester et nummer inden for en nummerserie som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Udbydere af telenet eller teletjenester skal i medfør af stk. 2 afvise at videretildele en udbyder af informations- eller indholdstjenester et nummer eller fratage denne et allerede videretildelt nummer, hvis udbyderen af informations- eller indholdstjenesten ikke inden for en af teleudbyderen fastsat kort frist godtgør, at reglerne udstedt i medfør af stk. 1 fremover vil blive overholdt, eller hvis der gentagne gange sker overtrædelse af reglerne.

Kapitel 29. Bindende udtalelser fra Konkurrencerådet

Kapitel 29

Bindende udtalelser fra Konkurrencerådet

§ 29. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere skal tilbyde slutbrugere forudgående spærring, eller spærring efter anmodning fra slutbrugeren, af muligheden for at foretage

1) udgående opkald til enkelte nummerserier som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2,

2) udgående opkald til udenlandske numre, herunder til afgrænsede delmængder af udenlandske numre, eller

3) udgående opkald.

Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om afregningsforhold mellem udbydere af telenet eller teletjenester og slutbrugere, herunder udbydere af informations- eller indholdstjenester, der benytter abonnentnumre som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2. Regler herom kan omfatte, hvilken andel af den samlede betaling fra den kaldende slutbruger, for opkald til abonnentnumre som nævnt, der skal videregives til den slutbruger, der er videretildelt abonnentnummeret.

Stk. 3. Forskningsministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter stk. 2 ligeledes fastsætte særlige regler for prisregulering af aftaler om samtrafik som nævnt i § 40, stk. 1, der vedrører udveksling af trafik til abonnentnumre som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 1 og 2.

§ 30. Administrationen af den samlede danske nummerplan, jf. § 25, herunder disponering, tildeling, ændring og inddragelse af numre, nummerserier og adresser, varetages af Telestyrelsen.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for administrationen af den samlede danske nummerplan herunder nærmere regler om ibrugtagning, anvendelse, tilbagekaldelse af numre og tidsfrister herfor, samt vilkår for tildeling af numre, nummerserier og adresser.

Stk. 3. Udbydere af telenet eller teletjenester skal sikre korrekt dirigering af opkald til abonnentnumre, der er omfattet af den samlede danske nummerplan.

Stk. 4. Korrekt dirigering omfatter aflevering af opkaldet til den udbyder af telenet eller teletjenester, som abonnentnummeret er tildelt, i det omfang den forpligtede udbyder udbyder slutbrugerprodukter, hvori der indgår opkald til abonnentnumre af den pågældende type.

§ 31. Telestyrelsen tildeler, inden for rammerne af de i medfør af § 30, stk. 2, fastsatte regler, numre, nummerserier eller adresser til enhver, der udbyder eller agter at udbyde telenet eller teletjenester.

Stk. 2. Telestyrelsen kan ikke tildele numre til andre end de i stk. 1 nævnte.

Nummerafgifter

§ 32

§ 32. Telestyrelsen opkræver nummerafgifter hos udbydere af telenet eller teletjenester, som Telestyrelsen har tildelt eller tildeler numre, nummerserier eller adresser.

Stk. 2. Nummerafgifterne beregnes ud fra antallet af numre, nummerserier eller adresser, som Telestyrelsen har tildelt eller tildeler den enkelte udbyder.

Stk. 3. Nummerafgifternes størrelse og opkrævning fastsættes årligt i finansloven og bekendtgøres af Telestyrelsen.

Stk. 4. Udbydere af telenet eller teletjenester, der af Telestyrelsen er tildelt numre, nummerserier eller adresser i den samlede danske nummerplan, hæfter for betaling af nummerafgifter som nævnt i stk. 1, uanset om brugen af de pågældende numre, nummerserier eller adresser enkeltvis eller i blokke er overladt til slutbrugere eller til andre udbydere af telenet eller teletjenester.

§ 33

§ 33. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal stille faciliteter til rådighed for slutbrugere, der oplyser slutbrugeren om særligt dyre opkald, eller giver slutbrugeren mulighed for at få oplyst udbyderens priser for opkald til det enkelte abonnentnummer. Reglerne kan omfatte krav om, at oplysninger som nævnt skal gives automatisk i forbindelse med samtlige opkald, eller ved at slutbrugeren forud for det enkelte opkald på enkel vis selv kan søge oplysning herom.

Stk. 2. Pligten til at iværksætte foranstaltninger som nævnt i stk. 1 kan pålægges udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, som forestår kundeforholdet vedrørende slutbrugerens udgående opkald samt udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, som forestår kundeforholdet hos den slutbruger, der modtager opkaldet.

Stk. 3. Regler som nævnt i stk. 1 skal fastsættes vedrørende opkald til numre som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2. Pligten til at iværksætte foranstaltninger som nævnt i stk. 1 kan i disse tilfælde pålægges udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere som nævnt i stk. 2, eller den involverede udbyder af informations- eller indholdstjenester.

§ 34

§ 34. Udbydere af telenet eller teletjenester, der videretildeler abonnentnumre til slutbrugere, skal afgive nummeroplysningsdata til alle, der ønsker det. Betaling for afgivelse af nummeroplysningsdata må ikke overstige omkostningerne ved afgivelsen (marginalomkostningerne).

Stk. 2. Ved nummeroplysningsdata forstås oplysninger om abonnentnumre, der er tildelt slutbrugere, indeholdende navn, adresse, eventuelle oplysninger om stilling, abonnentnummeret og den kategori af tjeneste, abonnentnummeret anvendes til. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om minimumskrav til indsamling og videregivelse af data, de pågældende datas fremtrædelsesform, opdatering af oplysninger m.v.

Stk. 3. En slutbruger kan kræve, at den pågældendes nummeroplysningsdata ikke oplyses i forbindelse med udbud af nummeroplysningstjenester. Krav herom indebærer ligeledes, at slutbrugerens nummeroplysningsdata ikke må videregives til andre.

Stk. 4. Uanset stk. 3

1) Kan nummeroplysningsdata altid videregives til andre udbydere af telenet eller teletjenester i signaleringsøjemed.

2) Skal nummeroplysningsdata altid videregives til forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste, jf. § 16, stk. 2, nr. 5.

Stk. 5. Oplysninger som nævnt i stk. 4, nr. 2, kan alene videregives af forsyningspligtudbyderens landsdækkende nummeroplysningstjeneste til brug for besvarelse af henvendelser fra den offentlige alarmtjeneste.

Stk. 6. En slutbruger kan hos udbydere heraf kræve at blive optaget i alle almene, offentligt tilgængelige nummeroplysningsdatabaser og -registre. Udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registre skal efter anmodning fra en slutbruger give adgang til at kontrollere oplysninger om slutbrugerens egne nummeroplysningsdata hos den pågældende udbyder af nummeroplysningsdatabasen og registret. Udbydere som nævnt skal herunder give slutbrugere adgang til at kræve rettelser heri eller sletning af data.

§§ 35-37

§ 35. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som i medfør af reglerne i kapitel 12 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om det i § 40, stk. 1, nr. 1, nævnte samtrafikprodukt skal sikre, at slutbrugere hos denne har adgang til at benytte frit operatørvalg, jf. stk. 2, i det omfang udbyderen har indgået aftaler om samtrafik med andre udbydere af telenet eller teletjenester med sigte herpå.

Stk. 2. Ved frit operatørvalg forstås faciliteter, der tillader slutbrugere tilsluttet offentlige telenet eller teletjenester med sigte på udbud af fastnet- eller mobiltelefoni at vælge, hvilken udbyder der skal forestå formidlingen af dele af slutbrugerens udgående opkald. Dette kan ske gennem

1) fast operatørvalg, hvorved forstås en fast aftale om, at slutbrugeren generelt ønsker at anvende en bestemt anden udbyder end den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos, til formidling af alle eller dele af slutbrugerens udgående opkald, eller

2) operatørforvalg, hvorved forstås, at slutbrugeren i forbindelse med den enkelte samtale kan vælge en anden udbyder via anvendelse af et kortnummer eller et almindeligt abonnentnummer.

Stk. 3. En slutbruger, der udnytter adgangen til at benytte frit operatørvalg, kan ikke afkræves særskilt betaling for etableringen af frit operatørvalg af den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos.

Stk. 4. Udbydere som nævnt i stk. 1 kan anmode Telestyrelsen om at godkende, at enkelte teletjenester målrettet mod særlige grupper af slutbrugere ikke er omfattet af stk. 1. Godkendelse kan kun ske for mindre dele af udbyderens samlede udbud af teletjenester og forudsætter, at anvendelse af den pågældende teletjeneste i kombination med frit operatørvalg i væsentligt omfang ville medføre en manglende dækning af omkostningerne ved tilvejebringelse af tjenesten.

§ 35, stk. 2 og 3, er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af § 5, stk. 7 og 8, i den gældende nummerlov.

§ 35, stk. 1 og 4, er nye bestemmelser.

De regulatoriske rammer for indgåelse af aftaler om samtrafik med sigte på at muliggøre frit operatørvalg fremgår af afsnit IV om samtrafik. Nærværende bestemmelse regulerer slutbrugerens rettigheder i forbindelse med frit operatørvalg og har således også indirekte betydning for, hvad de pågældende aftaler om samtrafik skal muliggøre.

Bestemmelsen viderefører desuden gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24.9.1998 om ændring af direktiv 97/33/EF, for så vidt angår nummerportabilitet mellem operatører samt fast operatørvalg (EF-Tidende 1998 nr. L268, s. 37).

Til stk. 1 og 4

Stk. 1 præciserer, at en udbyder, der i øvrigt er forpligtet til at indgå aftaler om samtrafik vedrørende frit operatørvalg, skal sikre, at de slutbrugere, der er kunder hos denne, også i praksis får adgang hertil.

Stk. 4. udgør en snævert afgrænset undtagelse til hovedreglen i stk. 1. Den foreslåede bestemmelse giver således mulighed for, at udbydere af telenet eller teletjenester, der udbyder abonnementer målrettet mod særlige, mindre omfattende grupper af slutbrugere, helt undtagelsesvis kan blive fritaget fra kravet i stk. 1 om at give alle kunder adgang til at benytte frit operatørvalg.

Fritagelse forudsætter, at der fremsættes anmodning herom overfor Telestyrelsen, og at Telestyrelsen godkender en sådan anmodning. Det småforbrugerabonnement, der kan indgå i forsyningspligten, reguleres dog af § 18.

Godkendelse kan alene ske, hvor der er tale om slutbrugerprodukter, som m.h.t. udformning og udbredelse svarer til de småforbrugerabonnementer, som Tele Danmark i medfør af forsyningspligtreguleringen udbyder, dvs. slutbrugerprodukter, hvor slutbrugerens udnyttelse af adgangen til frit operatørvalg ville indebære, at den pågældende udbyder ville stå tilbage med udækkede omkostninger i væsentligt omfang, for eksempel på grund af en lavere pris for selve abonnementet end den, udbyderen i øvrigt anvender.

Heraf følger, at det vil være en forudsætning for at opnå en undtagelse som nævnt, at

1) det eller de omhandlede slutbrugerprodukter maksimalt udgør ca. 15% af det omhandlede selskabs samlede omsætning af slutbrugerprodukter, og

2) at produktet maksimalt indeholder en abonnementsbetaling på størrelse med den, der indgår i miniabonnementet.

Ud over de traditionelle slutbrugerprodukter, hvor kunden løbende betaler for minutforbruget, er der også på markedet en række forudbetalte slutbrugerprodukter. Disse produkter sælges på en måde, så udbyderen af telenet eller teletjenester allerede ved selve oprettelsen/købet fra slutbrugeren modtager betaling for et vist, på forhånd aftalt og afgrænset minutforbrug. Dette kan f.eks. på mobilmarkedet ske ved, at slutbrugeren køber et såkaldt taletidskort, som indsættes i mobiltelefonen (såkaldte »prepaid« løsninger).

Produkter som de nævnte kan være indrettet sådan, at der ikke heri er indeholdt nogen form for oprettelses- eller abonnementsbetaling, men alene en betaling for samtaleminutterne, der til gengæld modtages allerede ved salget af produktet og dermed udgør en sikker indtægt for udbyderen, uanset det faktiske minutforbrug. Der kan også være tale om, at der i produktet alene indgår en meget begrænset abonnementsbetaling. I disse situationer vil det være relevant at anvende den i § 36, stk. 4, nævnte undtagelsesadgang til også at undtage sådanne produkter fra kravet om at give adgang til frit operatørvalg, jf. dog nedenfor.

Der vil imidlertid ikke være grundlag for at meddele en sådan undtagelse, hvis minutprisens omfang kombineret med taletidskortets samlede maksimale anvendelsesperiode er fastsat sådan, at den anvendte forhøjede - minutpris ikke alene dækker omkostningerne ved at »producere« de pågældende samtaleminutter, men også de facto dækker omkostningerne ved etablering og vedligeholdelse af selve kundeforholdet i anvendelsesperioden og dermed indirekte indeholder en abonnementsbetaling.

Om dette i praksis er tilfældet, vil kunne afgøres ved at sammenholde produktet med udbyderens øvrige slutbrugerprodukter og den minut-, henholdsvis abonnementsbetaling, som indgår heri. Er der eksempelvis tale om et taletidskort med en maksimal anvendelsesperiode på 6 mdr., må dette sammenholdes med henholdsvis minut- og abonnementsbetaling for udbyderens levering af samme type produkt via en traditionel abonnementskontrakt i en 6 måneders periode.

Undtagelse forudsætter, at udbyderen fremlægger dokumentation for, at der er grundlag for en undtagelse.

Godkendelse kan desuden, som nævnt ovenfor, alene ske for mindre omfattende dele af en udbyders samlede udbud af teletjenester (maks. 15 %), jf. også §§ 31-34 i den nuværende bekendtgørelse om forsyningspligtydelser, der omhandler småforbrugerabonnementets maksimale udbredelse.

Til stk. 2

Der er tale om en indholdsmæssigt uændret videreførelse af definitionen af, hvad der forstås ved frit operatørforvalg, jf. § 5, stk. 8, i den gældende nummerlov. Der er dog foretaget enkelte sproglige opstramninger af definitionen.

Til stk. 3

Bestemmelsen viderefører den gældende regel om, at den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos og har fået tildelt abonnentnummeret af, ikke kan kræve særskilt betaling hos slutbrugeren for selve etableringen af operatørforvalg eller fast operatørvalg. Muligheden herfor ville medføre risiko for forskellige former for konkurrenceforvridende adfærd med sigte på at gøre faciliteter som fast operatørvalg og operatørforvalg mindre attraktive for slutbrugerne.

Dækning for omkostningerne vedr. etablering og drift af den enkelte slutbrugers operatørvalg og operatørforvalg må i stedet ske via den underliggende aftale om samtrafik.

Til § 36

Bestemmelsen indeholder elementer svarende til dele af de gældende bestemmelser i nummerlovens §§ 8-10 om nummerportabilitet. De regulatoriske rammer for indgåelse af aftaler om samtrafik med sigte på at muliggøre nummerportabilitet fremgår af afsnit IV om samtrafik.

Bestemmelsen viderefører desuden gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24. september 1998 om ændring af direktiv 97/33/EF, for så vidt angår nummerportabilitet mellem operatører samt fast operatørvalg (EF-Tidende 1998 nr. L268, s. 37).

Nærværende bestemmelse og § 37 regulerer slutbrugerens rettigheder i forbindelse med nummerportabilitet og de tidsmæssige rammer for, hvornår fuld nummerportabilitet skal være indført, og har således også indirekte betydning for, hvad de pågældende aftaler om samtrafik skal muliggøre.

Nummerportabilitet har til formål at gøre det lettere for slutbrugerne at skifte udbyder og dermed aktivt at fremme konkurrencen på telemarkedet. Netop ved at give slutbrugerne muligheden for at tage deres telefonnummer med sig, dvs. at sikre mulighed for nummerportabilitet, minimeres barriererne for skift af udbyder.

Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse slår, parallelt med § 8, stk. 1, i den gældende nummerlov, fast, at en udbyder skal sikre, at de slutbrugere, der er kunder hos denne, også i praksis får adgang til at medtage deres abonnentnummer ved skift til en anden udbyder.

Af den gældende nummerlovs § 10, stk. 4, fremgår, at udbydere senest tre måneder efter, at der er indgået aftaler med andre udbydere om overførsel af numre og om samtrafik i forbindelse med nummerportabilitet, skal åbne for slutbrugernes adgang til nummerportabilitet. Denne regel er ikke videreført, idet der ikke ses at være behov for at give udbyderen en 3 måneders periode hertil.

Konsekvensen heraf er, at der skal åbnes for slutbrugernes adgang til nummerportabilitet umiddelbart efter den tidsfrist for indførelse heraf, som fastsættes i medfør af stk. 3. Sker dette ikke, vil Telestyrelsen kunne skride ind med påbud og tvangsbøder.

Til stk. 2

Nummerportabilitet er forudsat introduceret i to etaper, idet en indførelse heraf er teknisk kompliceret og indebærer en række omkostninger m.h.p. opgradering af de bestående telenet og teletjenester.

Den første etape er startet den 15. oktober 1999, og omfatter indførelse af adgang til at medtage sit nummer ved skift af udbyder inden for fastnettelefoni, inklusive ISDN, i situationer, hvor slutbrugeren bibeholder sin bopæl inden for det område, der dækkes af den central, hvortil slutbrugeren var tilsluttet inden skift af udbyder.

Den anden etape vil indebære en udbygning af adgangen til at medtage sit nummer ved skift af udbyder, således at dette også kan ske ved skift mellem fastnet- og mobiludbydere og mellem flere mobiludbydere.

Uanset tidsplanen kan udbydere af offentlige telenet og teletjenester, såfremt de ønsker det, tilbyde geografisk portabilitet til egne slutbrugere, herunder til slutbrugere, der skifter til den pågældende udbyder. Det må forventes, at udbydere vil tilbyde geografisk portabilitet i eget net i det omfang, der er en tilstrækkelig slutbruger-efterspørgsel efter denne facilitet. Se bestemmelsen i § 56, stk. 2, om udbyderens forpligtelser i forhold til andre udbydere i forbindelse hermed.

Til stk. 3

Denne bestemmelse er en delvis videreførelse af § 8, stk. 3, i nummerloven. Som noget nyt er forskningsministerens hjemmel til at fastsætte tidsfrister ændret således, at ministeren kan fastsætte differentierede tidsfrister for indførelse af del-elementerne af fuld nummerportabilitet. Der er dermed åbnet for, at forskningsministeren eksempelvis kan beslutte, at indførelsen af fuld nummerportabilitet skal ske trinvis, f.eks. ved at nummerportabilitet mellem mobilnet indføres først, og at portabilitet mellem mobil- og fastnet sker efterfølgende.

Fristen for indførelse af fuld nummerportabilitet, jf. stk. 2, nr. 2, er i den gældende bekendtgørelse fastsat til den 1. januar 2001, jf. bekendtgørelse nr. 140 af 25. februar 1998 om ændring af bekendtgørelse om frit operatørvalg og nummerportabilitet. Denne dato vil af ministeren kunne ændres, såfremt der af en enig telebranche fremlægges tilstrækkelig dokumentation for, at der ikke foreligger tekniske løsninger, der muliggør en overholdelse af denne tidsplan. En anden udløsende faktor kan være, at de tekniske løsninger som er til rådighed, ikke samlet er tilfredsstillende ud fra tekniske eller økonomiske overvejelser, og dermed ikke er i slutbrugernes interesse.

Til § 37

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af § 10, stk. 5-6, i den gældende nummerlov.

Bestemmelsen hindrer i lighed med bestemmelsen i § 35, stk. 3, den udbyder, hos hvem slutbrugeren har sit oprindelige kundeforhold, i at opkræve særskilt betaling for overførslen af et abonnentnummer med sigte på nummerportabilitet. Begrundelsen for bestemmelsen er, at muligheden herfor ville medføre risiko for forskellige former for konkurrenceforvridende adfærd med sigte på at gøre en facilitet som nummerportabilitet mindre attraktiv for slutbrugerne.

Bestemmelsen hindrer ikke, at den udbyder af telenet eller teletjenester, der modtager slutbrugeren, opkræver et gebyr for nummerportabiliteten. Eventuelle anvendelser af sådanne gebyrer må anses for en konkurrenceparameter, således at den udbyder, som opkræver et sådant gebyr, ikke er nær så attraktiv som de udbydere, der ikke har et gebyr for at modtage en slutbruger via nummerportabilitet.

Til kapitel 10: Tilsyn med overholdelse af reglerne om nummerforhold

Til § 38

Bestemmelsen vedrører Telestyrelsens tilsynsforpligtelser på nummerområdet og de muligheder, Telestyrelsen i den forbindelse har for at meddele påbud til udbydere af telenet eller teletjenester.

Det er i den forbindelse i stk. 2 præciseret, at forpligtelsen til at overholde regler fastsat i medfør af § 30, stk. 2, til enhver tid påhviler den udbyder af telenet eller teletjenester, der har fået den pågældende nummerressource tildelt af Telestyrelsen, uanset om brugen af nummeret er overladt til en slutbruger eller en anden udbyder af telenet eller teletjenester, for eksempel i forbindelse med nummerportabilitet eller aftaler om samtrafik om tjenesteudbyderadgang. Telestyrelsen vil således skulle rette et eventuelt påbud om overholdelse af gældende regler, og en eventuel anvendelse af tvangsbøder med sigte på at sikre opfyldelsen heraf, til den udbyder, som har fået de pågældende nummerressourcer tildelt af Telestyrelsen. Det påhviler i forlængelse heraf den udbyder, der videretildeler de pågældende nummerresssourcer, kontraktligt at sikre sig mulighed for at sikre en sådan overholdelse, og herunder at sikre sig adgang til i sidste ende at inddrage de pågældende nummerressourcer, hvis dette ikke sker.

Telestyrelsens tilsynspligt og afgørelseskompetence omfatter ikke regler udstedt med hjemmel i § 28, idet det, jf. § 28, stk. 3, er de udbydere af telenet eller teletjenester, som har videretildelt det involverede nummer inden for en nummerserie, som nævnt i § 27, stk. 1, nr. 2, til en udbyder af informations- og indholdstjenester, der som 1. instans har pligt til at påse, at reglerne fastsat i medfør af § 28 overholdes.

Afsnit IV

Samtrafik m.v.

Telemarkedet har været et monopolmarked. Dette udgangspunkt bærer markedet stadig præg af. Vi har et stærkt asymmetrisk marked: Ét selskab råder over hovedparten af kunder og kundetilslutninger (både den fysiske kabelforbindelse og selve kontraktforholdet abonnementet). Selskabet ejer samtidig den allerede etablerede og helt eller delvist nedskrevne infrastruktur, som kunderne har været med til at finansiere.

For at imødegå denne grundlæggende asymmetri i markedet har det været og er fortsat nødvendigt i en overgangsfase at anvende en tilsvarende men modsatrettet asymmetrisk regulering af det tidligere monopolselskab, nemlig samtrafikreguleringen. Den skal dels sikre de nye selskaber på markedet mulighed for at indgå aftaler om gensidigt at udveksle trafik mellem kunderne, og dels give adgang til, at de nye selskaber kan benytte den eksisterende infrastruktur.

Den asymmetriske samtrafikregulering, der pålægger udbydere med en stærk markedsposition en række aftalemæssige forpligtelser, har således til hensigt at afbalancere en fundamental ubalance eller asymmetri på markedet, som uden regulering ville give det tidligere monopolselskab for omfattende fordele. Det er kernen i både den almindelige konkurrenceregulering og i samtrafikreguleringen.

Det langsigtede mål er en sund, effektiv og afbalanceret konkurrence på alle dele af (tele)kommunikationsmarkedet, der gør det muligt i videst muligt omfang at fjerne og/eller minimere den sektorspecifikke konkurrencefremmende regulering for alene at bibeholde den regulering, der vedrører sikring af forsyningspligten og adgangen til begrænsede ressourcer m.v.

Denne ændring af balancen kan ikke ske på kort sigt. Men en gradvis afvikling af den sektorspecifikke regulering vil på længere sigt medføre, at telesektoren i stadig større omfang reguleres af den generelle konkurrence- og forbrugerbeskyttelseslovgivning.

Aftaler om samtrafik er aftaler, der bl.a. tilsigter at skabe mulighed for, at et teleselskab udveksler trafik med andre selskaber eller benytter infrastruktur, som andre selskaber ejer, i forbindelse med sin levering af tjenester til slutbrugere. I praksis indebærer det et behov for at indgå aftaler om en række nærmere definerede samtrafikprodukter.

Lovforslagets regulering af sådanne aftaler, også benævnt samtrafikreguleringen, baserer sig på følgende to hovedprincipper: For det første at alle udbydere af offentlige telenet eller teletjenester er forpligtet til indbyrdes at forhandle sig frem til aftaler om udveksling af trafik m.h.p. at sikre gensidig adgang til deres telenet eller teletjenester. For det andet at der, ud fra ønsket om at fremme etableringen af en effektivt fungerende, konkurrencedrevet telesektor, er en række særlige krav til udbydere af telenet eller teletjenester, som har en stærk markedsposition på et givet delmarked inden for telesektoren, eller som råder over en særlig konkurrencemæssig flaskehalsressource.

De grundlæggende krav, der kan stilles til en udbyder med en stærk markedsposition, omfatter først og fremmest

1. At vedkommende skal imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik inden for en eller flere samtrafikkategorier, og skal imødekomme sådanne anmodninger på det eller de steder i vedkommende udbyders net, hvor den samtrafikberettigede part ønsker adgang.

2. At vedkommende skal give adgang hertil på ikke-diskriminerende vilkår og skal kunne dokumentere, at dette sker.

3. At aftaler om samtrafik med vedkommende skal offentliggøres.

4. At vedkommende skal give adgang til de pågældende former for samtrafik til omkostningsrelaterede priser og skal opstille standardtilbud, der opfylder denne prisregulering.

5. At der med sigte på sidstnævnte kan stilles krav om anvendelse af en række prisfastsættelsesmetoder, hvoraf nogle er mere restriktive end andre.

Hertil kommer en række specifikke bestemmelser om mæglings- og afgørelsesforløb.

Herudover er også udbydere af telenet eller teletjenester og ejere af telenet, der kontrollerer den eneste eksisterende adgang til en eller flere slutbrugere, og som udnytter dette til at hindre udbydere af teletjenester adgang til disse slutbrugere, underlagt en række forpligtelser, herunder bl.a. imødekommelse af alle rimelige anmodninger om samtrafik, adgang på ikke-diskriminerende vilkår og adgang til omkostningsrelaterede priser. Dette er sket for at sikre alle slutbrugere adgang til et så bredt udbud af teletjenester som muligt, herunder adgang til frit at vælge, hvilken udbyder, der skal stå for tjenesteudbudet til den pågældende.

Som nævnt ovenfor er der tale om en regulering, som navnlig vil være relevant i en overgangsfase. I den politiske principaftale af 8. september 1999 er det således aftalt, at det er sigtet, at den sektorspecifikke teleregulering skal afvikles i takt med, at den bliver overflødiggjort af telemarkedets normalisering. Forudsætningerne herfor vil være

- At der ikke på nogen del af markedet er tale om, at én udbyder har kontrollen over en afgørende flaskehalsressource og dermed har mulighed for at hindre konkurrence.

- At ingen del af markedet er præget af de facto monopol- eller duopol-tendenser.

- At der er sund og effektiv konkurrence på alle dele af markedet og over for alle brugergrupper.

- At der til stadighed er så lave og så få adgangsbarrierer som muligt for nye aktører, der ønsker at etablere sig på det danske marked.

Spørgsmålet om, hvornår det er muligt at fjerne reguleringen af samtrafik m.v., er ikke en »alt-eller-intet« problemstilling. Konkurrencen får gradvis mere og mere fodfæste. Følgelig kan reguleringen på nogle områder lempes eller afvikles, mens udviklingen går mere trægt på andre områder. To eksempler herpå er i den ene ende, af spektret den stadigt mere effektive konkurrence på mobilmarkedet, og i den anden ende den fortsat stort set totale mangel på konkurrence på etablering af accessnet.

Sigtet er således en gradvis afvikling af reguleringen, der løbende ophæves på alle områder, hvor den efter de ovenfor nævnte principper fra den politiske principaftale af 8. september 1999 må anses for overflødig. Denne afvikling af samtrafikreguleringen skal desuden ske under respekt af gældende EU-regler på området.

Med udgangspunkt i de ovenfor anførte principper indeholder lovforslagets afsnit IV en række bestemmelser, som giver mulighed for at pålægge eller pålægger - udbydere af telenet eller teletjenester, som har en stærk markedsposition på et givet delmarked inden for telesektoren, eller som råder over en særlig flaskehalsressource, særlige forpligtelser. Bestemmelserne er generelt udformet sådan, at det er muligt at foretage en gradvis tilbagetrækning af samtrafikreguleringen i takt med, at konkurrencen udvikler sig.

Det første element i en tilbagetrækning kan være, at der ikke stilles krav om anvendelse af de mere restriktive prisfastsættelsesmetoder i forbindelse med et givet samtrafikprodukt. Næste fase vil typisk være, at der slet ikke stilles krav om anvendelse af omkostningsrelaterede priser og i forlængelse heraf heller ikke stilles krav om forudgående opstilling af standardtilbud.

Endelig kan der være tale om en tilbagetrækning af reguleringen, som indebærer, at heller ikke de særlige ikke-diskriminations regler finder anvendelse, eller en generel undtagelse af det pågældende samtrafikprodukt fra lovens regler.

Lovforslaget er udformet, så det giver mulighed for alle de ovenfor nævnte former for tilbagetrækning af samtrafikreguleringen. Udgangspunktet for, hvornår tilbagetrækning forudsættes at ske, er de ovenfor nævnte principper fra den politiske principaftale af 8. september 1999.

I lovbemærkningerne til de enkelte bestemmelser er det, i det omfang dette er relevant, uddybet, hvordan de ovenfor nævnte principper forudsættes anvendt. Det er samtidig angivet, på hvilke områder de ovenfor nævnte principper allerede for indeværende bør føre til, at der eksempelvis ikke stilles krav om prisregulering, eller at der udvises tilbageholdenhed m.h.t. udnyttelsen af de pågældende hjemler.

Ud over ovennævnte giver lovforslaget på en række mindre kontroversielle områder, herunder eksempelvis kontraktvilkår, teknisk regulering og regulering af nummerportabilitet, mulighed for at forskningsministeren undlader at fastsætte nærmere regler, hvis der i stedet i brancheregi kan opnås enighed om principper eller retningslinier, der erstatter den pågældende regulering, og disse internt aftalte regler lever op til helt grundlæggende krav om eksempelvis åbenhed, ikke-diskrimination m.v.

I den politiske principaftale af 8. september 1999 indgår også, at forskningsministeren en gang årligt skal afgive en netværksredegørelse til Folketinget. Redegørelsen skal bl.a. belyse, hvordan den faktiske markeds- og konkurrenceudvikling er forløbet i telesektoren, og hvordan status er bl.a. m.h.t. samtrafikreguleringen af denne.

Som opfølgning på redegørelsen er det hensigten en gang årligt i kredsen af partier bag den politiske principaftale af 8. september 1999 om de fremtidige sigtelinier for telepolitikken at drøfte, hvordan status er m.h.t. samtrafikreguleringen og afviklingen af denne, set i lyset af konkurrenceudviklingen. Det vil sikre, at der i takt med, at der opstår effektiv konkurrence på et eller flere delmarkeder, sker en afvikling af overflødige dele af samtrafik- og/eller prisreguleringen.

Til kapitel 11: Samtrafikprodukter

Til § 39

Aftaler om samtrafik omfatter i følge bestemmelsen fire typer af samtrafikprodukter: 1) Udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, 2) leje af infrastrukturkapacitet, 3) tjenesteudbyderadgang, og 4) fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr, m.v. i forbindelse med aftaler efter 1)-3).

De nævnte samtrafikprodukter udgør de i dag kendte samtrafikprodukter, som er omfattet af den gældende samtrafikregulering. Den nærmere definition og afgrænsning af de i nr. 1-4 nævnte samtrafikprodukter foretages i § 40.

I lighed med den gældende lovbekendtgørelse nr. 860 af 4. december 1998 om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren (herefter samtrafikloven) vil reglerne om samtrafik, herunder reglerne om leje af infrastrukturkapacitet, også kunne påberåbes i tilfælde, hvor samtrafik har til formål at sikre mulighed for grænseoverskridende samtrafik i det omfang, der er tale om adgangspunkter i Danmark eller på grænsen til Danmark. Samtrafiklovgivningen kan også finde anvendelse på aktiviteter uden for Danmarks territorium, men som har virkning her i landet, f.eks. fordi en konkret samtrafikgrænseflade, som en i Danmark hjemmehørende udbyder af telenet eller teletjenester har adgang til at råde over, fysisk er placeret uden for dansk territorium. Der kan dog være situationer, hvor reglerne i § 83 om grænseoverskridende mægling finder anvendelse, såfremt der er tale om forhold, der er dækket af dansk lovgivning, men hvor forholdet samtidig er reguleret af andre landes lovgivning, og hvor der således er behov for at træffe afgørelse efter bestemmelserne om international mægling. Der kan ikke som et led heri ske fravigelse af den danske telelovgivning og de heri indeholdte rettigheder og forpligtelser.

Samtrafikbegrebet og dermed de samtrafikprodukter, som er omfattet af såvel den hidtil gældende samtrafikregulering som af denne lov, er bredere end samtrafikbegrebet efter EU-reglerne, som er fastlagt i samtrafikdirektivet og faste kredsløbs direktivet.

EU-reglerne tager først og fremmest sigte på regulering af udveksling af trafik mellem telenet eller teletjenester (koblet samtrafik) og regulering af leje af infrastrukturkapacitet i tilknytning hertil samt regulering af faste kredsløb. Den danske samtrafikregulering omfatter en række yderligere samtrafikprodukter med mulighed for at udvide anvendelsen yderligere, jf. stk. 2. Den danske udvidelse af samtrafikbegrebet i forhold til EU-retten er foretaget med henblik på at sikre en reel konkurrence og ægte valgfrihed på telemarkedet og opfyldelse af målsætningerne i den politiske principaftale af 8. september 1999. Det samme var gældende i de tidligere politiske aftaler om telesektoren.

Til stk. 2.

Erfaringerne med den hidtidige administration af samtrafiklovgivningen har vist, at der er et betydeligt behov for løbende og dynamisk at kunne tilpasse samtrafikreguleringen til den teknologiske udvikling og til markedsudviklingen.

Den foreslåede bestemmelse indeholder i forlængelse heraf hjemmel til to former for justering af det samlede regelgrundlag.

For det første indeholder bestemmelsen hjemmel for forskningsministeren til at lade andre samtrafikprodukter end de i stk. 1 nævnte være helt eller delvist omfattet af samtrafikreguleringen. Stk. 1 indeholder i kombination med § 40 en opdateret og konsolideret opregning af de samtrafikprodukter, som for indeværende må anses for berettigede og nødvendige for at sikre et velfungerende konkurrencemarked, jf. også bemærkningerne til § 40, herunder navnlig § 40, stk. 6, og til § 49 om den nærmere afgrænsning af disse produkter.

Det kan imidlertid ikke afvises, at telemarkedet udvikler sig på en måde, hvor der opstår nye former for samtrafikprodukter, som ikke er omfattet af opregningen i stk. 1, og som har karakter af konkurrencemæssige flaskehalsressourcer, eller udløser nye de facto monopol- eller duopol-tendenser, hvilket hindrer, at der etableres en sund og effektiv konkurrence på alle dele af markedet og over for alle brugergrupper, jf. de ovenfor beskrevne principper for, hvornår regulering kan være nødvendig. I denne situation vil stk. 2 kunne anvendes til at lade nye samtrafikprodukter være helt eller delvist omfattede af reguleringen af samtrafik.

Nye former for samtrafikprodukter, som har karakter af konkurrencemæssige flaskehalsressourcer, kan være enhver form for samtrafikprodukt, som en udbyder af telenet eller teletjenester har kontrol over (blandt andet med hensyn til adgang og/eller prisfastsættelse m.v.), og som derved giver denne udbyder mulighed for at hindre konkurrencen på telemarkedet. Et allerede i dag kendt eksempel på samtrafikprodukter, der har karakter af konkurrencemæssige flaskehalsressourcer, er blandt andet den eneste relevante kabelforbindelse frem til en bestemt slutbruger.

For det andet indeholder bestemmelsen hjemmel til, at der kan ske en tilbagetrækning af den i medfør af lovforslaget fastsatte regulering af de i stk. 1 nævnte samtrafikprodukter. Denne tilbagetrækning kan ske helt eller delvist, dvs. enten i form af, at et givet samtrafikprodukt helt undtages fra regulering, eller i form af, at dette undtages fra dele af reguleringen. Der kan også være tale om, at dele af en af de fire kategorier i stk. 1 undtages fra regulering, for eksempel således, at de underkategorier af samtrafikproduktet »udveksling af trafik«, som omhandler opsamling af trafik med sigte på fast operatørvalg eller operatørforvalg, eller transitydelser undtages helt eller delvist fra regulering, mens den fulde regulering opretholdes, for så vidt angår terminering af trafik. Det samme gælder for eksempel infrastrukturkapacitet, hvor det på et tidspunkt vil være relevant at overveje, om dele af reguleringen eventuelt kan trækkes tilbage, for så vidt angår leje af infrastrukturkapacitet i de overordnede netdele (i modsætning til accessnettene).

Se også bemærkningerne til § 54 om mulighederne for at undlade at stille krav om prisregulering af specifikke samtrafikprodukter eller delmarkeder.

Til stk. 3

Det fremgår af stk. 3, at de i stk. 1 nævnte samtrafikprodukter samt samtrafikprodukter omfattet efter stk. 2 kan kombineres, og aftaler om samtrafik kan omfatte alle former for kombinationer af disse samtrafikprodukter.

Bestemmelsen, der for så vidt angår, at de i stk. 1 og 2 nævnte samtrafikprodukter kan kombineres, er en nyskabelse i forhold til den gældende samtrafiklov og tager sigte på at sikre, at alle varianter af samtrafikprodukter omfattet efter stk. 1 og 2, omfattes af bestemmelserne om samtrafik i denne lov. Indgår der således i en aftale om samtrafik samtrafikprodukter, der ikke umiddelbart kan placeres inden for en af de i stk. 1 eller 2 nævnte afgrænsede kategorier af samtrafikprodukter, idet der er tale om kombinationer af disse eller dele af disse samt eventuelt yderligere produkter, vil disse kombinerede/sammensatte samtrafikprodukter i medfør af denne bestemmelse (uanset eventuel anden betegnelse for produktet i en aftale om samtrafik) være omfattet af samtrafikbestemmelserne i denne lov samt regler udstedt i medfør heraf.

Endvidere fremgår det af stk. 3, at der, i lighed med, hvad der gælder efter den gældende samtrafikregulering, i aftaler om samtrafik kan indgå, at det pågældende samtrafikprodukt kombineres med forskellige former for særlig netadgang. Ved særlig netadgang forstås eksempelvis adgang via andre nettermineringspunkter end dem, der tilbydes slutbrugere, adgang til at benytte intelligente funktioner i de centrale netdele eller andre former for særlig netadgang, som er nødvendig for et givent tjenesteudbud.

Til § 40

§ 36. Udbydere af telenet eller teletjenester skal sikre, at slutbrugere hos disse kan medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere (nummerportabilitet).

Stk. 2. Nummerportabilitet som nævnt i stk. 1 omfatter,

1) at slutbrugere skal have mulighed for at medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere af telenet eller teletjenester inden for områderne telefoni og ISDN, dog under forudsætning af, at der ikke samtidig sker flytning ud over det geografiske område, der hører under den central, slutbrugeren er tilknyttet før skift af adresse, og

2) at slutbrugere skal have mulighed for at medtage abonnentnumre ved skift mellem udbydere af telenet eller teletjenester inden for områderne telefoni, ISDN og offentlig mobilkommunikation.

Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter tidsfrister for, hvornår udbydere af telenet eller teletjenester skal have indført mulighed for nummerportabilitet som nævnt i stk. 2, nr. 2, i forbindelse med deres udbud af telenet eller teletjenester til slutbrugere. Forskningsministeren kan herunder fastsætte forskellige tidsfrister for indførelsen af dele af den i stk. 2, nr. 2, nævnte nummerportabilitet.

§ 37. Den udbyder af telenet eller teletjenester, som slutbrugeren oprindeligt har sit kundeforhold hos, kan ikke i forbindelse med slutbrugerens anmodning om at udnytte muligheden for nummerportabilitet, jf. § 36, afkræve denne særskilt betaling for etablering af disse faciliteter.

Stk. 2. Udbydere af telenet eller teletjenester til slutbrugere må ikke over for den slutbruger, der foretager opkald til numre, som andre slutbrugere har medtaget på grundlag af reglerne om nummerportabilitet, anvende priser for opkaldet, der overstiger den pågældende udbyders slutbrugerpriser for tilsvarende opkald til numre, der ikke er overført fra en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester til en anden udbyder.

§ 38

Afsnit IV. Samtrafik m.v.

§ 38. Telestyrelsen fører tilsyn med og træffer afgørelse i sager om udbydere af telenet eller teletjenester og udbydere af nummeroplysningsdatabaser og -registres overholdelse af

1) § 27, stk. 2 og 3, § 30, stk. 3, § 34, stk. 1 og stk. 3-6, § 35, stk. 1-3, § 36, stk. 1 og 2, og § 37,

2) regler udstedt med hjemmel i § 29, § 30, stk. 2, § 33, § 34, stk. 2, og § 36, stk. 3, og

3) vilkår fastsat med hjemmel i regler udstedt efter § 30, stk. 2.

Stk. 2. Udbydere af telenet eller teletjenester, der af Telestyrelsen er tildelt numre, nummerserier eller adresser i den samlede danske nummerplan, skal sørge for overholdelse af regler fastsat med hjemmel i § 30, stk. 2, og vilkår fastsat med hjemmel heri, uanset om brugen af de pågældende numre, nummerserier eller adresser enkeltvis eller i blokke er overladt til slutbrugere eller til andre udbydere af telenet eller teletjenester.

Stk. 3. I en afgørelse efter stk. 1 og 2, kan indgå et påbud om overholdelse af reglerne i denne lov samt regler udstedt i medfør heraf.

Afsnit IV

Samtrafik m.v.

§§ 39-40

§ 39. Bestemmelserne om samtrafik omfatter følgende samtrafikprodukter

1) Udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester.

2) Leje af infrastrukturkapacitet.

3) Tjenesteudbyderadgang, jf. dog § 40, stk. 5, og regler fastsat i medfør heraf.

4) Fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. i forbindelse med aftaler om samtrafikprodukter som nævnt i nr. 1-3 og stk. 2.

Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte regler om, at andre former for samtrafikprodukter end de i stk. 1 nævnte helt eller delvist skal omfattes af denne lov, eller at de i stk. 1 nævnte samtrafikprodukter helt eller delvist undtages fra reglerne i denne lov.

Stk. 3. Bestemmelserne om samtrafik omfatter endvidere kombinationer af de i stk. 1 nævnte samtrafikprodukter samt samtrafikprodukter omfattet efter stk. 2, herunder aftaler om særlig netadgang f.eks. i form af adgang via andre nettermineringspunkter end dem, der tilbydes slutbrugere.

§ 40. Ved udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, jf. § 39, stk. 1, nr. 1, forstås fysisk eller logisk sammenkobling af telenet med henblik på at give slutbrugere hos en udbyder mulighed for at kommunikere med andre slutbrugere hos den samme udbyder eller med slutbrugere hos en anden udbyder eller med henblik på at give slutbrugere adgang til teletjenester, der udbydes af en anden udbyder. Aftaler om samtrafik herom omfatter

1) Opsamling af trafik bl.a. med sigte på operatørforvalg og fast operatørvalg.

2) Terminering af trafik.

3) Transit.

Stk. 2. Ved leje af infrastrukturkapacitet, jf. § 39, stk. 1, nr. 2, forstås

1) leje af transmissionskapacitet, herunder faste kredsløb, mellem flere specifikke sammenkoblingspunkter i radio- eller kabelbaserede telenet, og eventuel tilhørende sammenkobling hermed,

2) leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre net-elementer i radio- eller kabelbaserede telenet, og eventuel tilhørende sammenkobling hermed,

3) mellemformer mellem de i nr. 1 og 2 nævnte former for transmissionskapacitet, og eventuel tilhørende sammenkobling hermed, og

4) national roaming.

Stk. 3. Ved tjenesteudbyderadgang, jf. § 39, stk. 1, nr. 3, forstås engroskøb af telenet eller teletjenester, der udbydes til en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere.

Stk. 4. Ved fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v., jf. § 39, stk. 1, nr. 4, forstås

1) Adgang til på en anden udbyders lokaliteter at placere egne centraler og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring og styring af signaler mellem bestemte termineringspunkter i forbindelse med udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, leje af infrastrukturkapacitet, eller tjenesteudbyderadgang.

2) Adgang til selv at varetage drift og vedligeholdelse m.v. af centraler og udstyr m.v. som nævnt i nr. 1.

Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke former for telenet eller teletjenester der udbydes til slutbrugere, der skal være omfattet af lovens regler om tjenesteudbyderadgang, jf. stk. 3.

Stk. 6. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke grundlæggende bærertjenester, tjenester, faciliteter, fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader og former for særlig netadgang, der kan indgå i produkter som nævnt i stk. 1-5, herunder hvilken adgang, der kan kræves i medfør af § 49.

§ 40 og de i medfør heraf fastsatte regler definerer og afgrænser, hvad der i denne lov nærmere forstås ved de enkelte samtrafikprodukter, som er nævnt i § 39.

Til stk. 1

Ved udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester forstås, som efter den gældende samtrafiklov, fysisk eller logisk sammenkobling af telenet med henblik på at give slutbrugere hos en udbyder mulighed for at kommunikere med andre slutbrugere hos den samme udbyder eller med slutbrugere hos en anden udbyder, eller med henblik på at give slutbrugere adgang til teletjenester, der udbydes af en anden udbyder.

Aftaler om dette samtrafikprodukt som i realiteten kan være en række forskellige samtrafikprodukter - vil således alle bestå af en- eller gensidige aftaler om handel med trafikminutter mellem to teleudbydere, enten med sigte på at få trafikken afleveret hos en udbyders slutbrugere (også kaldet terminering) eller med sigte på at opsamle trafik, som udgår fra en slutbruger, der ganske vist har abonnement og fast tilslutning hos ét teleselskab, men ønsker at bruge et andet selskab til at videreformidle og evt. terminere sine udgående samtaler (også kaldet originering, access eller opsamling). Hertil kommer udveksling af trafik mellem telenet eller teletjenester i form af transittrafik, jf. nærmere herom nedenfor. Når denne type samtrafik ofte betegnes "koblet«, skyldes det, at der foregår en udveksling en kobling af trafikken mellem de to omhandlede udbydere i selve den fysiske eller logiske samtrafikgrænseflade.

Nr. 1-3 angiver de tre underkategorier, som denne form for samtrafik omfatter.

Stk. 1, nr. 1

Den første underkategori af dette samtrafikprodukt er opsamling af trafik. Ved opsamling af trafik hos en slutbruger (originering/access) forstås en situation, hvor et udgående opkald fra en slutbruger "hentes« af en udbyder i en anden udbyders net. Eksempelvis vil de teleselskaber, der anvender 4-cifrede kortnumre (operatørforvalgskoder) til markedsføring og brug af deres slutbrugerprodukter, have brug for en aftale om samtrafik om opsamling af trafik (originering), idet den pågældende udbyder i dette tilfælde "henter« opkaldet hos en anden udbyder, i dag typisk i den tidligere monopoludbyders net, og dermed hos en kunde hos denne udbyder. Den pågældende udbyder betaler i dette tilfælde en samtrafikpris (en origineringsafgift) til den udbyder, som vedkommende henter trafikken hos, for transporten frem til udbyderens eget net eller det punkt hvor trafikken overtages af denne.

I praksis kan opsamling af originerende trafik foregå på flere måder. Dette kan eksempelvis ske enten via en fast omdirigering af alle eller dele af slutbrugerens udgående samtaler (fast operatørvalg) eller via en 4-cifret operatørforvalgskode (operatørforvalg).

Ved operatørforvalg og fast operatørvalg forstås faciliteter, der tillader slutbrugere tilsluttet telenet eller teletjenester, f.eks. inden for områderne telefoni, ISDN eller mobilkommunikation, at vælge, hvilken udbyder der skal forestå transporten af dele af slutbrugerens samtaler. Dette kan enten ske gennem fast operatørvalg, hvorved forstås en fast aftale om, at slutbrugeren generelt ønsker at anvende en bestemt anden udbyder end den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos, til transport af dele af slutbrugerens teletrafik, eller ved operatørforvalg, hvorved forstås, at slutbrugeren for den enkelte samtale kan vælge en anden udbyder via anvendelse af en operatørforvalgskode.

Opsamling af originerende trafik kan også ske via kortnumre, der giver adgang til forskellige former for Internet- eller datatjenester.

Endelig kan opsamling af trafik ske via almindelige 8-cifrede abonnentnumre, med sigte på at få adgang til en teletjeneste, der er placeret bagved dette nummer.

Som beskrevet ovenfor, er der tale om et samtrafikprodukt med sigte på opsamling af teletrafik m.h.p. videreformidling. Der kan være tale om opsamling af taletelefoni eller af Internet- eller datatjenester inden for henholdsvis fastnet- eller mobilområdet. Det faktum, at der bag et givet nummer (et kortnummer eller et 8-cifret nummer) befinder sig en udbyder af en informations- eller indholdstjeneste, som modtager opkald fra andre slutbrugere, har derimod ikke noget at gøre med denne form for samtrafik.

Der er tale om et samtrafikprodukt, som medvirker til fortløbende at sikre lave adgangsbarrierer til telemarkedet, idet det typisk vil være enklere og mindre ressourcekrævende at etablere sig som opsamler af udgående trafik, end det er at udbyde totalprodukter, der også indebærer overtagelse af kundens abonnement og faste forbindelse.

Opsamling af trafik omfatter opsamling af trafik fra alle former for abonnentnumre/slutbrugere, herunder også slutbrugere med porterede numre.

Stk. 1, nr. 2

Den anden underkategori af dette samtrafikprodukt er terminering af trafik, dvs. aftaler, der omhandler aflevering af trafik til en udbyder af telenet eller teletjenester, med sigte på, at denne udbyder terminerer eller afleverer den pågældende trafik hos en slutbruger, der er kunde hos denne og har overladt den pågældende udbyder at modtage indgående opkald på sine vegne. Dette er eksempelvis tilfældet, hvis der foretages et opkald fra en mobiltelefon til et fastnetnummer, og der er tale om, at de to omhandlede slutbrugere er kunder hos hver sit teleselskab, idet mobiludbyderen i dette tilfælde har behov for at indgå en aftale om terminering af opkaldet i fastnettet. Mobiludbyderen betaler i denne situation en samtrafikpris (en termineringsafgift) til fastnetudbyderen for denne ydelse.

Terminering af trafikken er et af de samtrafikprodukter, der må forudses også på ganske langt sigt at udgøre en afgørende konkurrencemæssig flaskehalsressource på samtrafikmarkedet, hvor én stærkt dominerende udbyder i et ureguleret marked vil være i stand til, uden indblanding fra andre markedsaktører, at bestemme markedsprisen. Køb af terminering hos den tidligere monopoludbyder vil således være af afgørende betydning, så længe man skal via den tidligere monopoludbyder for at nå frem til langt størsteparten af slutbrugerne i Danmark.

Terminering af trafik omfatter terminering af trafik til alle former for numre i den samlede danske nummerplan, herunder også numre med særlig taksering (70-, 80, eller 90-numre), kortnumre, samt abonnentnumre hos slutbrugere med porterede numre.

Stk. 1, nr. 3

Den tredje underkategori er transit. Transittrafik er trafik, der sendes fra en udbyder af telenet eller teletjenester til en anden udbyder af telenet eller teletjenester via en tredje udbyders net. Dette kan ske på to principielt forskellige måder: Enten ved, at de pågældende fast lejer en vis infrastrukturkapacitet, jf. stk. 2, i det mellemliggende net med henblik på den pågældende transport, eller via koblet transit.

Bestemmelsen her tager sigte på sidstnævnte form for transit (koblet transit). Koblet transit omfatter to forskellige former for koblet samtrafik

I den ene form for koblet transit (direkte transit) indgår den afsendende udbyder af telenet eller teletjenester og den udbyder, som i sidste ende er den modtagende part (dvs. skal terminere samtalen hos en slutbruger) en aftale om terminering (dvs. om afregning for at terminere i den modtagende udbyders net), som er baseret på, at den mellemliggende udbyder (transit-udbyderen), som et led i, at trafikken passerer denne udbyders net, foretager en »sortering« af denne og afleverer den på forskellige geografiske punkter hos den modtagende part, afhængigt af, hvor det enkelte opkald skal termineres. Samtidig indgås en aftale om transitydelsen med den udbyder, der ejer transitnettet, (ofte blot simpel trafikafregning til transitnettet for benyttelsen af dette net).

Ved den anden form for koblet transit (indirekte transit) har den afsendende udbyder af telenet eller teletjenester og den modtagende udbyder ingen indbyrdes aftale om samtrafik. I dette tilfælde sender den afsendende udbyder sin trafik til transitnettet og betaler en samtrafikpris herfor. Den udbyder, der ejer transitnettet, afleverer og afregner derefter med den modtagende udbyder, som om trafikken var startet i transitnettet selv, som led i den pågældende udbyders generelle aftale om terminering af trafik hos den pågældende udbyder. Uanset at en udbyder måtte være forpligtet til at indgå aftaler om transit, indebærer en sådan forpligtelse ikke, at den pågældende udbyder er forpligtet til at indgå aftaler om samtrafik om terminering med andre udbydere, som den pågældende udbyder i øvrigt ikke har brug for at indgå en aftale om samtrafik med, alene med henblik på at kunne imødekomme en anmodning om indgåelse af en aftale om indirekte koblet transit.

Til stk. 2

Bestemmelsen omhandler leje af alle former for infrastrukturkapacitet i såvel radio- som kabelbaserede telenet, herunder også i mobilnet, jf. bemærkningerne til stk. 2, nr. 4, nedenfor.

Ved kabelbaserede telenet forstås telenet, hvor det primære transmissionsmedie har fysisk fast natur, f.eks. rå kobber, lysledere, koaksialkabler, bølgeledere m.v., uanset hvilken form for transport af teletjenester disse kabler i øvrigt anvendes til, jf. også lovens indledende definitionsbestemmelser vedrørende telenet og teletjenester, der præciserer, at der i denne sammenhæng ikke skelnes imellem, om de pågældende net anvendes til transport af taletelefoni, datatjenester, herunder Internet, eller til transport af radio-/tv eller andre former for multimedietjenester.

Ved radiobaserede telenet forstås telenet, hvor den primære transmission foregår via radio, optisk eller anden luftbåren elektromagnetisk transmission. Det vil sige, at leje af infrastrukturkapacitet i radiobaserede telenet omfatter f.eks. leje af infrastrukturkapacitet i radiokæde-infrastruktur, radio/tv-sendernet, FWA-net m.v., jf. også ovenfor om afgrænsningen af, hvad der forstås ved henholdsvis telenet og teletjenester.

Leje af infrastrukturkapacitet omfatter flere forskellige underkategorier af samtrafikprodukter. Disse rækker fra leje af fuldt bestykket transmissionskapacitet, for eksempel faste kredsløb, til leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre net-elementer i radio- eller kabelbaserede telenet, og omfatter således også forskellige mellemformer mellem disse to yderpunkter, herunder delvist bestykkede infrastrukturstrækninger, leje af infrastrukturkapacitet med variabel båndbredde m.v.

Leje af infrastrukturkapacitet som omfattet af denne bestemmelse, omfatter desuden generelt også eventuel tilhørende sammenkobling af den lejede infrastrukturkapacitet, uanset hvilken form denne måtte have, med anden infrastrukturkapacitet, som den samtrafikberettigede part råder over.

De i stk. 2, nr. 1-3, nævnte former for infrastrukturkapacitet omfatter leje af infrastrukturkapacitet og eventuel tilhørende sammenkobling fra ét punkt til ét eller flere andre fast placerede punkter. Også andre former for leje af infrastrukturkapacitet i radiobaserede net, eksempelvis fast gennemstillet transmissionskapacitet mellem to mobilabonnenter, vil være omfattet af bestemmelsen.

Stk. 2, nr. 4, (national roaming) omfatter i modsætning hertil leje af kapacitet fra ét punkt til andet bevægeligt punkt, og er den form for leje af infrastrukturkapacitet, der vil være relevant i mobilnet. Der kan dog også indgå net-komponenter som nævnt i stk. 2, nr. 1-3, i infrastruktur, der er etableret og ejet af mobilselskaber (typisk i de pågældende selskabers transportnet, jf. nedenfor om dette begreb). Disse infrastrukturelementer omfattes af stk. 2, nr. 1-3, på samme måde som tilsvarende infrastrukturelementer ejet af andre udbydere af telenet eller teletjenester.

Ud over den i nr. 1-4 foretagne opdeling af leje af infrastrukturkapacitet kan den kabelbaserede del af teleinfrastrukturen også i samtrafiksammenhæng opdeles i abonnentnet/strækninger (også benævnt accessnet) og transportnet/strækninger (også benævnt »de overordnede net-elementer«). Abonnentstrækningerne udgøres af forbindelserne fra slutbrugerne frem til den nærmest placerede central. Transportnettene er de dele af teleinfrastrukturen, der forbinder centralerne i et net med andre centraler i samme net eller med centraler i andre udbyderes net.

Man kan foretage samme opdeling af mobilnet, idet der også i disse net indgår dels et transportnet, dels et »abonnentnet«, der rækker ud til de enkelte mobile terminaler.

Den ovenfor nævnte opdeling i henholdsvis transportnet og abonnentnet er relevant, fordi der kan være ganske forskellige konkurrenceforhold på markedet for de to former for infrastrukturkapacitet, hvilket kan have betydning i forhold til overvejelser om tidspunkter for hel eller delvis tilbagetrækning af reguleringen i takt med, at konkurrencesituationen udvikler sig. I dag er markedssituationen sådan, at navnlig infrastrukturkapacitet i abonnentnettene udgør en helt afgørende flaskehalsressource (der foreligger fortsat en de facto monopolsituation på dette område), mens situationen gradvist er ved at ændre sig, for så vidt angår infrastrukturkapacitet i transportdelen af telenettene, idet der kommer flere udbydere af infrastrukturkapacitet inden for dette område. Se i den forbindelse også bemærkningerne til § 54, hvoraf fremgår, at det allerede på kort sigt er hensigten at differentiere prisreguleringen på de to områder, og herunder at overveje, hvorvidt det, når LRAIC-metoden for prissætning af ubestykkede infrastrukturstrækninger i abonnentnettene er udviklet, vil være relevant at overføre denne til de øvrige former for leje af infrastrukturkapacitet, eller om det i stedet på det pågældende tidspunkt vil være mere relevant at afvikle prisreguleringen af disse former for samtrafikprodukter, set i lyset af konkurrenceudviklingen.

Til stk. 2, nr. 1

Denne underkategori omfatter leje af transmissionskapacitet, herunder faste kredsløb, mellem flere specifikke, geografisk placerede sammenkoblingspunkter. Herved forstås telenet, der er bestykkede med transmissionsudstyr, der muliggør leje og eventuel tilhørende sammenkobling af den fulde eller delvise transmissionskapacitet. Når der f.eks. lejes en bestemt transmissionskapacitet, f.eks. 64 kbit/s eller 2 Mbit/s, etableres denne således mellem to geografiske punkter.

Til stk. 2, nr. 2

Denne underkategori omfatter leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre net-elementer mellem flere specifikke, geografisk placerede sammenkoblingspunkter. Ved ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre net-elementer forstås såvel selve det fysiske kabel uden transmissionsudstyr, som eksempelvis rå kobber, rå lysledere, rå koaksialkabler, rå bølgeledere, m.v., som ubestykkede radioforbindelser (selve radiofrekvensen).

For så vidt angår leje af infrastrukturkapacitet i accessnettet, vil der, i lighed med den gældende samtrafiklov, alene være tale om et rimeligt krav om indgåelse af en aftale om samtrafik herom i situationer, hvor der er tale om infrastruktur, som ikke benyttes af det selskab, der ejer den pågældende strækning. Det vil sige, at strækningen ikke vil blive benyttet af det oprindelige selskab i den periode, hvor aftalen finder anvendelse på den pågældende strækning. Det forudsættes samtidig, at den pågældende strækning kan tages i anvendelse uden etablering af nyanlæg. Heraf følger også, at i situationer med leje af radiobaserede punkt-til-punkt infrastrukturstrækninger, hvor den samlede kapacitet deles mellem flere udbydere, vil der i en række situationer ikke være tale om ledig kapacitet (dette kan f.eks. være tilfældet i visse former for FWA-infrastruktur, hvor flere abonnenter deler samme frekvenskapacitet).

Til stk. 2, nr. 3

Denne underkategori omfatter mellemformer mellem de i nr. 1 og 2 nævnte former for transmissionskapacitet, herunder delvist bestykkede infrastrukturstrækninger, leje af infrastrukturkapacitet med variabel båndbredde m.v.

Til stk. 2, nr. 4

Denne underkategori omfatter national roaming og er alene relevant i forhold til mobilnet. Denne form for leje af infrastrukturkapacitet er også i dag reguleret, men som en del af mobillovgivningen. Med nærværende lovforslag foreslås reguleringen heraf overført til samtrafikreguleringen. Roaming indebærer, at en mobilabonnent midlertidigt »understøttes af« et andet mobilnet og dermed, at den udbyder af telenet eller teletjenester, som den pågældende er kunde hos, under roamingen i realiteten lejer kapacitet i det omhandlede mobilnet. Det skal bemærkes, at samtrafikproduktet national roaming også indeholder elementer, der rækker ud over selve tilrådighedsstillelsen af kapacitet i det fremmede net, men som fortsat er en del af samtrafikproduktet, idet de er nødvendige del-elementer af den pågældende form for leje af infrastrukturkapacitet. Således indeholder aftaler om national roaming ofte også aftaler om trafikregistrering, videredirigering og lignende.

Herudover kan aftaler om national roaming indeholde aftale-elementer, der indebærer, at den samtrafikforpligtede påtager sig selve kunde-takseringen, regningshåndtering m.v. Disse aftale-elementer er imidlertid ikke en del af samtrafikproduktet og er derfor ikke omfattet af eventuelle samtrafikforpligtelser.

Til stk. 3

Denne kategori af samtrafik omfatter tjenesteudbyderadgang, hvorved der forstås engroskøb af eksisterende slutbrugerprodukter med henblik på gensalg eller videresalg til egne slutbrugere.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 40, stk. 5, der indeholder hjemmel til, at forskningsministeren nærmere kan afgrænse, hvilke former for slutbrugerprodukter, der skal være omfattet af lovreguleringen af tjenesteudbyderaftaler.

Lovreguleringen af adgangen til engroskøb af telenet eller teletjenester omfatter som udgangspunkt alle slutbrugerprodukter, der udbydes til en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere.

De slutbrugerprodukter, som omfattes af samtrafikreguleringen, vil på grundlag af en aftale om tjenesteudbyderadgang kunne videresælges direkte uden nogen form for ændring, eller den udbyder, som køber produktet via en tjenesteudbyderaftale, kan købe produktet med henblik på videreudvikling af dette, anvendelse af en ændret prissætning overfor slutbrugeren end det oprindeligt udbudte produkt, udbud i kombination med andre produkter eller lignende.

I den pågældende forståelse af dette samtrafikprodukt ligger også, at det samtrafikprodukt, man i givet fald har adgang til at få tjenesteudbyderadgang til, på alle punkter vil være det samme, som den forpligtede udbyder tilbyder slutbrugere. Dette gælder også m.h.t. kontraktvilkår m.v.

Eksempelvis vil det være muligt at anmode om tjenesteudbyderadgang til gensalg af et slutbrugerprodukt i form af et almindeligt telefoni-abonnement med tilhørende ind- og udgående samtaler, på samme kontraktvilkår som dette stilles til rådighed for slutbrugeren, herunder f.eks. inklusive adgang til i givet fald at benytte frit operatørvalg i kombination med abonnementet, og så herefter benytte dette produkt til at sælge egne slutbrugere et kombinationsprodukt, hvori der også indgår fast operatørvalg for hele slutbrugerens trafik. I denne situation ville slutbrugeren, hvis denne fortsat var kunde hos det oprindelige selskab, ikke betale nogen form for minutbaseret taksering til det oprindelige selskab. Den udbyder, der anmoder om tjenesteudbyderadgang til et sådant produkt, vil følgelig heller ikke skulle betale for et »minutforbrug«, som ikke finder sted.

En aftale om tjenesteudbyderadgang som nævnt kan således i praksis f.eks. erstatte en aftale om leje af ubestykket infrastrukturkapacitet i det faste net (leje af det rå kobber/abonnentledningen) eller erstatte investering i egen bygning af abonnentnet.

Det ovenfor nævnte princip om, at tjenesteudbyderadgang giver ret til at indgå aftale om gensalg af et produkt på vilkår svarende til dem der tilbydes slutbrugeren (dog med engrosrabat, jf. § 55 om prisreguleringen af dette samtrafikprodukt), gælder også andre former for supplerende kontraktbetingelser, som gælder over for slutbrugeren.

Bestemmelsen giver derimod ikke adgang til engroskøb af delelementer af samlede slutbrugerprodukter, f.eks. abonnementsdelen af et samlet produkt eller formidlingen af samtaleminutter. Bestemmelsen i § 49 om adgang til alene at indgå aftaler om delelementer af nettet, delelementer af et samtrafikprodukt eller lignende, finder således ikke anvendelse på aftaler om samtrafik om tjenesteudbyderadgang.

Der er tale om et samtrafikprodukt, som kun i meget begrænset omfang er omfattet af EU-reguleringen, og som falder uden for direktivernes definition af samtrafikbegrebet. Der er således tale om en dansk regulering, som både m.h.t. afgrænsningen af produktets indhold og m.h.t. de bestemmelser, der regulerer forpligtelserne til at stille dette til rådighed, går betydeligt videre end den fælles EU-regulering af samtrafik.

Til stk. 4

Denne kategori af samtrafik omfatter fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v., hvorved forstås adgang til samhusning. Det vil sige adgang til i centralbygninger eller andre lokaliteter, som en udbyder af telenet eller teletjenester ejer, lejer eller på anden måde har rådighed over, at opstille og vedligeholde centraler, det nødvendige transmissionsudstyr, koblingsudstyr, krydsfelter m.v., som i praksis giver mulighed for fremføring og styring af signaler mellem bestemte termineringspunkter i forbindelse med aftaler om samtrafik. Samtrafikproduktet kan anvendes i kombination med et eller flere af de øvrige produkter. Vurderingen af, hvorvidt dette samtrafikprodukt udgør en flaskehalsressource, afhænger således i vidt omfang af, hvilket af de øvrige samtrafikprodukter produktet anvendes i kombination med.

Aftaler om samhusning indgås således i tilknytning til aftaler om udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, leje af infrastrukturkapacitet eller tjenesteudbyderadgang. Se også bemærkningerne til § 39, stk. 3, om mulighederne for at kombinere de forskellige samtrafikprodukter og for i forbindelse med et eller flere af disse at anmode om særlig netadgang.

Det fremgår direkte af stk. 4, nr. 2, at der skal være adgang til selv at varetage drift og vedligeholdelse m.v. af det opstillede udstyr m.v.

Fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. er således som udgangspunkt omfattet af samtrafikreguleringen. Undtaget fra bestemmelsen er dog fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. og tilhørende bygninger m.v., der er en del af udnyttelsen af masten, som omfattet af lov nr. 212 af 30. marts 1999, om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. (herefter masteloven).

Til stk. 5

Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel til, at forskningsministeren kan fastsætte og hermed afgrænse, hvilke former for slutbrugerprodukter der skal være omfattet af lovreguleringen af tjenesteudbyderadgang, der sikrer mulighed for at indgå aftaler om engroskøb af et eller flere slutbrugerprodukter med henblik på videresalg på nærmere regulerede vilkår og betingelser, jf. også bemærkningerne til stk. 3.

Reguleringen af tjenesteudbyderaftaler har først og fremmest to overordnede formål

Sikring af adgang til at indgå tjenesteudbyderaftaler vil være særlig relevant i forbindelse med den indledende etablering af et konkurrencebaseret telemarked, idet adgang hertil kan medvirke til at give andre udbydere end den tidligere monopoludbyder mulighed for eksempelvis at udbyde samlede løsninger til slutbrugerne i form af såvel abonnementer som tjenester, i en fase af konkurrenceudviklingen, hvor der ikke er andre, konkurrencemæssigt effektive, muligheder herfor. Dette argument har navnlig vægt, så længe der ikke er flere udbydere, der har etableret de nødvendige former for infrastruktur (fordi der ikke kan etableres økonomisk grundlag herfor), og der samtidig ikke er gennemført en prisregulering for leje af de pågældende, nødvendige infrastruktur-elementer, som sikrer de udbydere, der baserer sig herpå, en rimelig konkurrencemargin.

Ud over det ovenfor nævnte formål med reguleringen af tjenesteudbyderadgang bør det også tages i betragtning, at tjenesteudbyderadgangen kan medvirke til at sikre, at der til stadighed er lave adgangsbarrierer til markedet på områder, der er præget af konkurrencemæssige flaskehalsressourcer.

Det følger imidlertid også af det ovenfor anførte, at det er væsentligt i reguleringen samtidig at være opmærksom på, at reguleringen af tjenesteudbyderaftaler ikke må være så attraktiv, at dette i sig selv indebærer, at konkurrencesituationen i urimeligt omfang forvrides til fordel for tjenesteudbydere på bekostning af andre former for udbydere af teletjenester, som i højere grad foretager investeringer i egen infrastruktur, egen IN-platform eller lignende.

Forskningsministerens udnyttelse af hjemlen til nærmere at afgrænse, hvilke former for slutbrugerprodukter der skal være omfattet af reglerne om tjenesteudbyderadgang, vil tage udgangspunkt i de ovenfor anførte principper og dermed primært fokusere på regulering af afgørende flaskehalsressourcer.

Bestemmelsens kerneområde vil således være at sikre tjenesteudbyderadgang til gensalg eller videresalg af de mest almindeligt forekommende, basale slutbrugerprodukter inden for de forskellige delmarkeder (telefoni, Internet- og datatjenester, mobilkommunikation m.v.). Hertil kommer en reguleret adgang til gensalg eller videresalg af slutbrugerprodukter, hvor manglende regulering heraf ville indebære, at der også ud over et kortsigtet tidsperspektiv - opstod en afgørende og markant konkurrencemæssig skævvridning af telemarkedet. En sådan skævvridning kunne eksempelvis opstå, hvis der ikke teknisk var mulighed for, at andre udbydere på konkurrencedygtige vilkår kunne udbyde lignende slutbrugerprodukter, f.eks. ved at foretage en parallel udbygning af egne infrastrukturfaciliteter, IN-platform eller lignende.

Det er derimod ikke hensigten at bruge denne form for regulering til at kompensere for, at nogle udbydere af telenet eller teletjenester opnår markedsmæssige fordele ved at udvikle nye produkter, herunder kombinationsprodukter eller andre former for avancerede kommunikationsprodukter, og herved opnår mulighed for markedsmæssigt at udnytte de »first mover fordele«, der ligger i at have udviklet produktet.

Det er således som udgangspunkt ikke hensigten, at mere avancerede kombinations- og kommunikationsprodukter også skal være omfattet af reglerne om tjenesteudbyderadgang, jf. dog ovenfor om de situationer, hvor dette udgangspunkt ville føre til en afgørende og markant konkurrencemæssig skævvridning af telemarkedet.

Udenfor reguleringen af tjenesteudbyderadgang vil under alle omstændigheder falde de forskellige former for udbud af tjenester til slutbrugere, der alene indebærer overtagelse af ansvaret for disses udgående opkald (via frit operatørvalg eller lignende), og adgang til at købe faste kredsløb med henblik på gensalg på tjenesteudbydervilkår (dvs. med en »ekstra rabat« i forhold til den allerede samtrafikregulerede pris herfor).

Det samme gælder de forskellige kombinationsprodukter, der sælges til slutbrugerne (eksempelvis Duet og Duofon), idet der med de foretagne opstramninger af de øvrige dele af samtrafikreguleringen sammenholdt med forholdene på det tidspunkt, hvor de første af disse produkter blev lanceret i dag er sikret mulighed for, at sådanne produkter kan konstrueres og udbydes ved at anvende kombinationer af de forskellige samtrafikprodukter til etablering af et eget produkt med tilsvarende faciliteter og funktionaliteter. Der er således ikke grundlag for gennem regulering at sikre tjenesteudbyderadgang til gensalg af disse produkter.

Til stk. 6

Den foreslåede bestemmelse indeholder hjemmel til, at Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke grundlæggende bærertjenester, tjenester, faciliteter og fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader, der skal anses for en integreret del af samtrafikprodukter omfattet af stk. 1-5, og dermed af adgangen til at påberåbe sig bestemmelserne om imødekommelse af alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de pågældende samtrafikprodukter. Heri indgår også, at Telestyrelsen med hjemmel i stk. 6 vil kunne fastsætte nærmere regler om adgang for andre udbydere til at anvende eget transmissionsudstyr i forbindelse med samhusning og ubestykkede infrastrukturstrækninger m.v., og i forbindelse med andre samtrafikprodukter i det omfang, dette vil være relevant.

Det er sigtet, at Telestyrelsens fastsættelse af, hvilke bærertjenester, tjenester, faciliteter og fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader der skal indgå i de enkelte samtrafikprodukter, skal ske dynamisk, således at regelfastsættelsen afspejler den tekniske udvikling og innovation, der til stadighed sker på telemarkedet. Det medfører - til forskel fra i dag, hvor reglerne i Telestyrelsens bekendtgørelse om grundlæggende bærertjenester m.m. i betydeligt omfang er knyttet til EU-reglerne herom i ONP- og samtrafikdirektiverne at den kommende regelfastsættelse skal tage udgangspunkt i, hvilke grundlæggende bærertjenester, tjenester, faciliteter (herunder hvilken samlet teknologisk IN-platform), og hvilke former for fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader det, ud fra lovens formålsbestemmelse og de heri indeholdte flaskehals- og konkurrencebetragtninger, er nødvendigt at sikre adgang til, fordi de er nødvendige del-elementer i at sikre mulighed for at foretage et tidssvarende udbud af slutbrugerprodukter.

For så vidt angår den nærmere afgrænsning af hvilke fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader, der skal indgå i samtrafikprodukter som nævnt i stk. 1-5, er det hensigten gennem bekendtgørelsesregulering at sikre, at f.eks. adgangen til at leje fysiske infrastruktrustrækninger i abonnentnettene omfatter alle fysiske infrastrukturdele, som den samtrafikforpligtede part har etableret og råder over, herunder også evt. intern kabling hos slutbrugeren.

En del af de regler, der tidligere var indeholdt i forskningsministerens bekendtgørelse nr. 646 af 4. august 1997 om national roaming på mobilkommunikationsområdet (herefter roamingbekendtgørelsen), nemlig selve den tekniske afgrænsning af roaming-produktet, vil fremover indgå i de regler, som udstedes af Telestyrelsen efter stk. 6.

Det fremgår af den politiske principaftale af 8. september 1999, at der med den nye regulering på teleområdet skal ske en udvidelse af den kreds af markedsaktører, der har adgang til national roaming, således at andre end udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som har tilladelse til anlæg og drift af egne mobilkommunikationsnet, har krav på at kunne indgå aftaler om national roaming. Udvidelsen tager bl.a. sigte på at give virtuelle netværksoperatører (VNO ere) adgang hertil. Den nærmere afgrænsning af, hvem der kan kræve indgåelse af aftaler om national roaming (herunder, at dette i modsætning til international roaming kræver anvendelse af abonnentnumre, der indgår i den samlede danske nummerplan), vil fremgå af de i medfør af § 46 fastsatte regler. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Det vil, med sigte på også i praksis at sikre de ovenfor nævnte VNO ere relevant adgang til national roaming, være nødvendigt at udbygge den nuværende tekniske regulering af roaming-produktet, f.eks. således, at der bliver mulighed for, at VNO'ere (som med egne nummerserier og egen netkode (MNC) kan betegnes som MVNO'ere) kan anvende egne SIM-kort i de mobilterminaler, som deres kunder benytter. En sådan konfiguration kan ses som ét eksempel på en VNO-type, som dermed kan basere sin udvikling af tjenester på de muligheder - og begrænsninger - som netop denne konfiguration stiller til rådighed. Andre VNO'ere vil derimod have behov, som umiddelbart vil kunne tilgodeses ved at benytte koder og nummerserier tilhørende den mobilnetudbyder, i hvis net infrastrukturkapaciteten købes. Øvrige dele af den gældende roamingbekendtgørelse forudsættes videreført efter § 47.

Det følger af § 49, at udbydere med en stærk markedsposition på det relevante delmarked som udgangspunkt skal give adgang til at indgå aftaler om samtrafik om de i medfør af §§ 39 og 40 regulerede samtrafikprodukter på alle geografiske positioner og til alle delelementer, hvor det i praksis er muligt at give adgang. Samtidig skal der dog uanset § 49 ske en konkret afvejning af, om der foreligger en rimelig anmodning om samtrafik, med udgangspunkt i lovens formålsbestemmelse og de heri indeholdte flaskehals- og konkurrencebetragtninger. Afgørelser herom træffes af Telestyrelsen i medfør af § 65, stk. 1, nr. 2.

Telestyrelsen har imidlertid også hjemmel til, i medfør af stk. 6, at fastsætte generelle regler, der nærmere afgrænser, hvilke former for ikke-bundlet adgang til at leje et eller flere del-elementer af nettet, de i § 39, stk. 2, og § 40, stk. 1-5, regulerede samtrafikprodukter giver adgang til for de parter, der anmoder om samtrafik, henholdsvis hvilke former for ikke-bundlet adgang, der ligger ud over, hvad det med hjemmel i § 49 er muligt at kræve adgang til.

Stk. 6 forudsættes desuden anvendt til at videreføre den gældende bestemmelse i § 5, stk. 1, i samtrafikbekendtgørelsen, der omhandler den samtrafikforpligtede parts pligt til at tilvejebringe oplysninger vedrørende de enkelte slutbrugeres forbrug med henblik på taksering heraf m.v., herunder regler om, hvilke opgaver en part ikke er forpligtet til at overtage.

Telestyrelsen kan på nærmere afgrænsede delområder undlade at udnytte hjemlen i stk. 6, såfremt Telestyrelsen skønner det hensigtsmæssigt i stedet at indgå en aftale med udbydere af offentlige telenet eller teletjenester og andre relevante brancheaktører om i brancheregi at forhandle og indgå forpligtende brancheaftaler om de pågældende forhold, og såfremt branchen indgår en aftale herom. Der henvises til bemærkningerne til §§ 61 og 62.

Til kapitel 12: Adgang til samtrafik

Til § 41

Bestemmelsen fastslår, at der både indgår en ret samt en pligt for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til at forhandle sig frem til aftaler om samtrafik vedrørende udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, jf. henvisningen til § 39, stk. 1, nr. 1. En tilsvarende ret og pligt gælder ikke, for så vidt angår de andre samtrafikprodukter.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 2, stk. 1, i samtrafikloven, og bygger på et tilsvarende krav i samtrafikdirektivet.

Til § 42

Bestemmelsen fastlægger, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, er forpligtede til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de i §§ 39 og 40, nævnte samtrafikprodukter på det pågældende delmarked. Bestemmelsen gælder dog ikke for national roaming, som er omfattet af § 40, stk. 2, nr. 4, jf. henvisningen i bestemmelsen til § 43, der omhandler national roaming.

Traditionelt har aftaler om samtrafik været anvendt til gensidig udveksling af trafik mellem to ligeværdige parter, f.eks. to dominerende udbydere i to forskellige lande, hvormed slutbrugerne i de to lande bliver i stand til at kommunikere med hinanden. I den traditionelle udveksling af samtrafik betaler det første selskab det andet selskab for at modtage et opkald og føre opkaldet frem til den abonnent, opkaldet er foretaget til.

På de nye liberaliserede telemarkeder er der ikke nødvendigvis samme gensidighed i aftalerne. Her er situationen, f.eks. for så vidt angår terminering af trafik, typisk den, at en udbyder "sidder på« langt størsteparten af slutbrugernes abonnement/faste forbindelse og dermed også modtager langt størsteparten af trafikken til terminering. Med sigte på at gøre op med princippet om reciprocitet indeholder bestemmelsen en forpligtelse for udbydere med en stærk markedsposition til at stille telenet og teletjenester til rådighed for andre udbydere af telenet eller teletjenester, der ikke nødvendigvis har en stærk markedsposition.

For så vidt angår en definition af begrebet stærk markedsposition, henvises der til bemærkningerne til § 45.

Ved rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik forstås anmodninger, som hvis de blev imødekommet ikke vil have negative konsekvenser for f.eks. de berørte net eller tjenesters integritet, og som ikke vil kræve udbygninger af net eller lignende, som ikke kan gennemføres uden væsentlige tekniske eller økonomiske problemer for den udbyder, som anmodningen rettes til, jf. også bemærkningerne til § 47, der omhandler, i hvilket omfang det vil være berettiget at afvise anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler som nævnt i § 42. Afvisning af anmodninger om indgåelse eller ændring af aftale om samtrafik kan også ske på baggrund af det forhold, at der ikke findes ledig kapacitet i nettet på anmodningstidspunktet. Dette betyder dog ikke, at anmodninger kan afvises alene med henvisning til, at der ikke er fuld ledig kapacitet i nettet, idet anmodninger om samtrafik skal imødekommes, såfremt kapacitet kan tilvejebringes ved mindre omlægninger eller udbygninger af nettet, jf. § 47.

For så vidt angår leje af infrastrukturkapacitet i accessnettet, vil der i lighed med den gældende samtrafiklov alene være tale om en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik herom i situationer, hvor der er tale om infrastruktur, som ikke benyttes af det selskab, der ejer den pågældende strækning. Det vil sige, at strækningen ikke vil blive benyttet af det oprindelige selskab i den periode, hvor aftalen finder anvendelse på den pågældende strækning. Det forudsættes samtidig, at den pågældende strækning kan tages i anvendelse uden etablering af nyanlæg.

Forpligtelsen for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition til at imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik følger af EU-reguleringen på teleområdet. Det skal dog bemærkes, at den danske samtrafikregulering indebærer en udvidelse i forhold til EU-reguleringen, idet samtrafikbegrebet i den danske regulering er en udvidelse af begrebet i forhold til EU-reguleringen, jf. bemærkningerne til § 39, stk. 1.

Til § 43

Bestemmelsen omhandler national roaming. Der henvises til § 8 med tilhørende bemærkninger, der indeholder en definition af national roaming.

De forpligtede parter, når det gælder pligten til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om national roaming, er udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet. Uanset at lovteksten ikke direkte nævner tilladelsesindehavere som de forpligtede parter, vil disse i praksis fortsat være indehavere af en tilladelse til udnyttelse af en frekvensressource. Tilladelsen kan være udstedt enten med hjemmel i lov nr. 468 af 12. juni 1996 om offentlig mobilkommunikation, som senest ændret ved lov nr. 1096 af 29. december 1999 (herefter mobilloven) eller i lov nr. 395 af 10. juni 1997 om radiokommunikation og tildeling af frekvenser, som ændret ved lov nr. 1096 af 29. december 1999 (herefter frekvensloven), der begge kan anvendes i forbindelse med etablering af offentlige mobilnet, og vil være udstedt med henblik på udnyttelse af en given frekvensressource til at etablere et offentligt mobilnet og eventuelt tillige udbyde offentlige mobiltjenester (til slutbrugere og/eller andre udbydere af mobiltjenester). Formelt knytter afgrænsningen sig imidlertid til det mobilnet, som de pågældende udbydere faktisk etablerer.

Til forskel fra § 42 gælder forpligtelsen, uanset om der er tale om en udbyder med en stærk markedsposition på det pågældende område.

Med hensyn til forståelsen af begrebet udbydere af offentlige telenet eller teletjenester henvises til bemærkningerne til § 5, hvoraf det fremgår, at der herved forstås udbydere af telenet eller teletjenester til en ikke på forhold afgrænset kreds af brugere (der kan omfatte andre udbydere af tjenester, slutbrugere eller begge dele). M.h.t. udbydere af offentlige mobilnet er der tale om en delmængde af udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, i form af udbydere af offentlige mobilnet.

Med hensyn til forståelsen af begrebet mobilnet er der tale om net, der danner grundlag for etablering og udbud af mobile tjenester, dvs. hvor accesspunktet ikke er stationært. Der er således tale om tjenester, som slutbrugeren kan benytte sig af via en mobilterminal, mens vedkommende bevæger sig omkring i bus, tog, bil eller andet transportmiddel eller til fods. Der har indtil nu alene været etableret landsdækkende mobilnet. Det kan imidlertid tænkes, at der i fremtiden også etableres mindre, geografisk afgrænsede mobilnet inden for en eller flere teknologier. Også tilladelsesindehavere med adgang til at etablere sådanne net vil være omfattet af bestemmelsen og vil dermed være forpligtede til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse af aftaler om national roaming. Det samme gælder tilladelsesindehavere, som har fået tildelt frekvenser til etablering af mobilnet uden adgang til kommercielt videresalg af tjenester (f.eks. brugerejede net), forudsat at der fortsat er tale om et net af et omfang og en udbredelse (og med en mulighed for at tilslutte sig brugergruppen), så man kan tale om et offentligt mobilnet. Der vil således på sigt blive langt flere udbydere, som er forpligtede til at give adgang til national roaming.

Lovbestemmelsen og roamingbegrebet omfatter derimod ikke leje af infrastrukturkapacitet i radiobaserede net, som ikke samtidig er mobilnet (herunder f.eks. radiokæder, radio/tv-sendernet, FWA-net m.v.) Adgang til leje af infrastrukturkapacitet i sådanne net er i stedet omfattet af § 42. Reglerne om pligt til imødekommelse af rimelige anmodninger om indgåelse af aftaler om samtrafik om national roaming har hidtil indgået i mobilloven og har ikke indtil nu været defineret som aftaler om samtrafik. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 40, stk. 2, nr. 4, om national roaming.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvem der har adgang til at anmode om indgåelse af aftaler om samtrafik om national roaming, er det hensigten at regulere dette med hjemmel i lovens § 46.

Med hensyn til kredsen af parter, der kan påberåbe sig adgang til at indgå aftaler om samtrafik om national roaming, er sigtet en markant udvidelse, i forhold til gældende mobillovgivning, af kredsen af berettigede. Hvor det i henhold til den gældende lovgivning om national roaming alene er andre indehavere af tilladelser til etablering og drift af offentlige mobilnet, er det hensigten i fremtiden at foretage en noget videre afgrænsning heraf, bl.a. med sigte på at tilgodese virtuelle net operatører (VNO ere), der ønsker at etablere virtuelle mobilnet, samt udbydere af tjenester og lignende. Hertil kommer som nævnt ovenfor selve udvidelsen af tilladelsesindehaverbegrebet, som indebærer, at f.eks. tilladelsesindehavere med adgang til at etablere mindre, geografisk afgrænsede mobilnet inden for en eller flere teknologier, eller tilladelsesindehavere, som har fået tildelt frekvenser til etablering af mobilnet uden adgang til kommercielt videresalg af tjenester, vil have adgang til at anmode om indgåelse af aftaler om samtrafik om national roaming.

Der vil således blive foretaget en afgrænsning af de berettigede parter, der giver alle udbydere af mobiltjenester (både udbydere af offentlige tjenester og udbydere af tjenester til mindre, lukkede brugergrupper), der er tildelt abonnentnumre inden for den danske nummerplan, ret til - for så vidt angår national roaming med sigte på opkald fra disse abonnentnumre - at påberåbe sig § 43. Der forstås i den forbindelse opkald af enhver art, herunder eksempelvis også udveksling af datakommunikation, SMS-beskeder og lignende.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 46.

Baggrunden for den pågældende udvidelse findes i den politiske principaftale af 8. september 1999 og i den supplerende aftale af 7. oktober 1999 om nye frekvensinitiativer, som introducerer endnu en række nye mobilnet, hvoraf nogle alene vil have tilladelse til at etablere sig i mindre, geografisk afgrænsede områder, og nogle tilladelser vil blive udstedt uden adgang til kommercielt videresalg af tjenester.

Adgangen til national roaming kendes ikke fra EU-reguleringen på teleområdet. Bestemmelsen herom er således en udvidelse i forhold til den i EU-regi gennemførte samtrafikregulering.

Til § 44

Som udgangspunkt er det alene udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition på et givet delmarked, der omfattes af lovens forpligtende bestemmelser på samtrafikområdet. § 44 udgør en undtagelse fra dette hovedprincip. Bestemmelsen er begrundet i et ønske om at sikre alle slutbrugere, uanset hvilket selskab de er abonnent hos, adgang til konkurrencemarkedet og dermed til så bredt et udbud af teletjenester som muligt.

Bestemmelsen giver Telestyrelsen mulighed for at træffe en afgørelse om, at en udbyder af telenet eller teletjenester, eller en ejer af et telenet, som er etableret til eget brug (herunder eventuelt er etableret og ejes af en flerhed af brugere), skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de i §§ 39 og 40 nævnte samtrafikprodukter. En forudsætning herfor er, at disse parter kontrollerer den eneste eksisterende adgangsvej til slutbrugere, som kan anvendes til at levere den omhandlede form for slutbrugerprodukt til den eller de slutbrugere, som anmoder herom, og som udnytter dette til at hindre udbydere af teletjenester adgang til de pågældende slutbrugere. Ved konstateringen af, hvorvidt der foreligger en hindring, skal der tages udgangspunkt i, hvorvidt der foreligger en anmodning fra en slutbruger om skift til en anden udbyder. Såfremt en sådan anmodning foreligger, og aftale på kommercielle vilkår ikke kan indgås mellem ejeren og den anden udbyder, vil der være tale om en hindring i lovens forstand, og lovens bestemmelser vil kunne anvendes, såfremt den øvrige forudsætning om, at der skal være tale om den eneste eksisterende adgangsvej, også er opfyldt.

Bestemmelsen svarer til dels til den gældende bestemmelse i § 2, stk. 8, i samtrafikloven, dog med to udvidelser

For det første udvides bestemmelsen til også at gælde ejere af telenet og udbydere af telenet eller teletjenester, der ikke udbyder tjenester til en ubegrænset kreds af brugere. Dette er samtidig en udvidelse i forhold til den parallelle EU-bestemmelse, som alene omfatter udbydere af offentlige telenet eller teletjenester. Udvidelsen sker ud fra et ønske om i alle situationer at sikre slutbrugerne adgang til flere udbydere af telenet eller teletjenester, herunder til forsyningspligtudbyderen. Dette bør gælde uanset hvem, der står som ejer af den adgangsvej, der fører frem til den enkelte slutbruger.

Bestemmelsen finder således anvendelse på alle udbydere, uanset om disse har en stærk markedsposition, herunder også på mindre udbydere inden for geografisk stærkt begrænsede områder. Som eksempler herpå kan nævnes udbydere, der udbyder telenet inden for en enkelt eller nogle få boligblokke, mindre fællesantenneanlæg eller lignende. Bestemmelsen finder som nævnt ovenfor endvidere anvendelse på ejere af telenet eller teletjenester, uanset at disse net ikke af de pågældende anvendes til kommercielt at udbyde tjenester.

For det andet udvides bestemmelsen til ikke kun at finde anvendelse på aftaler om udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester samt på tjenesteudbyderadgang, men på alle de former for samtrafikprodukter, der er omfattet af §§ 39 og 40.

Bestemmelsen vil således eksempelvis også kunne anvendes i forbindelse med, at en udbyder ønsker at få adgang til at leje den eneste ubestykkede infrastrukturstrækning, som forbinder den pågældende slutbruger med det øvrige telenet. Bestemmelsen vil i den forbindelse også kunne anvendes til at sikre forsyningspligtudbyderen adgang til slutbrugere, der anmoder om et forsyningspligt-abonnement.

Bestemmelsens sigte (at give adgang til den eneste eksisterende, relevante adgangsvej) gør, at denne definitorisk alene omfatter infrastrukturstrækninger i de kabelbaserede telenet. Da der allerede i dag er etableret en række mobilnet, vil adgang til en mobilkunde således til enhver tid kunne etableres via flere net, såfremt kunden er interesseret heri (kunden vil i givet fald kunne skifte udbyder og eventuelt SIM-kort).

Bortset herfra er bestemmelsen teknologineutral i den forstand, at vurderingen af, om der er tale om, at en udbyder kontrollerer den eneste eksisterende adgangsvej, omfatter alle teknologier, der kan anvendes som grundlag for levering af den omhandlede form for slutbrugerprodukt.

Til § 45

Til stk. 1 og 2

Udgangspunktet for, hvad der forstås ved en stærk markedsposition, er defineret i stk. 1. Med bestemmelsen i stk. 2 gives forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af det eller de relevante delmarkeder, der udgør grundlaget for fastlæggelsen af en udbyders markedsandel, og dermed af, om denne udbyder anses for at have en stærk markedsposition efter reglen i stk. 1.

Med bestemmelsen videreføres den gældende bestemmelse i samtrafikloven, der samtidig udgør gennemførelsen af samtrafikdirektivets bestemmelser om, hvornår udbydere af telenet eller teletjenester anses for at have en stærk markedsposition.

I det 99-Review af EU-reguleringen på teleområdet, som Kommissionen for nylig har fremlagt, foreslår Kommissionen, at man overvejer at ændre samtrafikdirektivet, sådan at teleselskaberne alene undergives prisregulering, hvis de har »en dominerende stilling« på et givet marked, sådan som dette begreb fortolkes i konkurrencelovgivningen. Der er ikke i konkurrencelovgivningen specifikke tal for, hvor stor en markedsandel en udbyder skal have for at have en dominerende stilling, men en almindelig »tommelfinger-regel« er, at et selskab skal have ca. 50 % af et givet marked. Det er ikke klart, hvordan man i givet fald vil foretage selve afgrænsningen af det relevante marked.

Der har indtil nu kun været helt indledende meningsudvekslinger om 99-Review et. Heraf fremgår, at der blandt medlemslandene er stærkt delte meninger om Kommissionens forslag. Tidshorisonten for en evt. gennemførelse af et nyt samtrafikdirektiv er formentlig 2002-2003.

Der er for indeværende en sådan uklarhed m.h.t. hvad der kan blive resultatet af den kommende revision af EU-reglerne, at det ikke er muligt i denne lov at tage højde herfor.

Udgangspunktet for reguleringen er således fortsat, at en udbyder har en stærk markedsposition, hvis markedsandelen i de geografiske områder, som vedkommende opererer i, udgør mere end 25 procent af en bestemt kommunikationsaktivitet - som er omfattet af samtrafikreglerne på et nærmere bestemt delmarked.

Markedsandelens størrelse er imidlertid ikke det eneste kriterium for, om der er tale om en stærk markedsposition, jf. også bemærkningerne til stk. 4, som fastslår, at der i vurderingen heraf også skal indgå en række andre faktorer.

Den anvendte definition af, hvad der forstås ved en stærk markedsposition, betyder, at det er af afgørende betydning, hvilket markedsbegreb der lægges til grund for anvendelsen af de pågældende regler.

Det generelle konkurrenceretlige udgangspunkt, som anvendes i forbindelse med fastlæggelsen af, om en part kan anses for at have en dominerende markedsposition på et givet marked (jf. konkurrencelovens anvendelse af dette begreb), tager udgangspunkt i en efterspørgselsbetinget vurdering af, om der er tale om produkter, der indbyrdes kan substituere hinanden i samme geografiske marked. Den endelige afgrænsning af, hvilke produkter der indbyrdes kan substituere hinanden, og som derfor må vurderes som et samlet marked, er dynamisk og vil løbende skulle justeres. Der må således i forbindelse med anvendelse af konkurrenceloven ske en sag-til-sag vurdering af, hvilken markedsafgrænsning der er relevant. Heri vil også indgå, hvad de involverede parter opfatter som det relevante marked. Den erhvervsdrivendes egen vurdering kan blandt andet komme til udtryk gennem markedsføringen hvilke kundegrupper denne henvender sig til, hvilke anvendelsesmuligheder produktet har, og hvilke andre produkter dette kan sammenlignes med.

I den danske samtrafikregulering anvendes i modsætning til i konkurrencereguleringen en afgrænset række på forhånd fastlagte delmarkeder, som er defineret og afgrænset i en bekendtgørelse udstedt af forskningsministeren (samtrafikbekendtgørelsen). Der er i lighed med markedsbegrebet inden for konkurrencelovgivningen tale om en række produktspecifikke delmarkeder, her fastlagt med udgangspunkt i de enkelte samtrafikprodukter og disses karakteristika. De anvendte markedsbegreber har herudover i et vist omfang en geografisk dimension.

Der er grundlæggende tale om to markant forskellige markedsdefinitioner afhængigt af, om der er tale om på den ene side henholdsvis samtrafikprodukterne udveksling af trafik (§ 40, stk. 1), tjenesteudbyderadgang (§ 40, stk. 3) og samhusning m.v. i tilknytning til disse to hovedkategorier af samtrafik (§ 40, stk. 4), eller på den anden side om samtrafikprodukterne leje af forskellige former for infrastrukturkapacitet (§ 40, stk. 2) og samhusning (§ 40, stk. 4) i tilknytning hertil.

Med hensyn til de førstnævnte former for samtrafik fastslår den gældende samtrafiklovgivning med tilhørende bekendtgørelser, at det marked, der skal tages udgangspunkt i, når det vurderes, om en udbyder har en stærk markedsposition i relation til disse samtrafikprodukter, er »det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester«, henholdsvis markedet for »fastnettjenester« og »mobiltjenester« betragtet hver for sig. Der er tale om en række markedsdefinitioner, som retter sig imod den slutbrugerrelaterede del af selskabernes aktiviteter. Disse markeders størrelse har således været beregnet på grundlag af den omsætning, som udbyderne på markedet har haft i forbindelse med deres samlede, slutbrugerrelaterede tjenesteudbud.

Markedsdefinitionerne i den gældende lov og bekendtgørelser er fastlagt efter konsultation med Kommissionen, som en »oversættelse« af det i samtrafikdirektivet anvendte begreb »det nationale marked for samtrafik«.

Indtil videre er alene Tele Danmark efter disse regler blevet anset for at have en stærk markedsposition på henholdsvis »det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester«, og »markedet for fastnettjenester«. Derudover er både Tele Danmark og Sonofon blevet anset for at have en stærk markedsposition på »markedet for mobiltjenester«.

Den gældende bekendtgørelsesregulering af, hvilke delmarkeder der skal udgøre grundlaget for afgørelsen af, om en udbyder anses for at have en stærk markedsposition, vil blive videreført. Det indebærer, at det enkelte delmarkeds størrelse, i lighed med i dag, vil skulle opgøres på grundlag af omsætningen med hensyn til slutbrugerprodukter på det pågældende delmarked.

Når det gælder samtrafikprodukterne udveksling af trafik (§ 40, stk. 1), tjenesteudbyderadgang (§ 40, stk. 3) og samhusning m.v. i tilknytning til disse to hovedkategorier af samtrafik (§ 40, stk. 4), vil bedømmelsen, af om en udbyder har en stærk markedsposition i den kommende bekendtgørelsesregulering således tage udgangspunkt i følgende tre markedsdefinitioner

I. Det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester, målt som summen af følgende elementer

Alle fastnetudbyderes samlede omsætning på slutbrugermarkedet.

Alle mobiludbyderes samlede omsætning på slutbrugermarkedet.

II. Markedet for fastnettjenester, målt som summen af følgende elementer

Alle fastnetudbyderes omsætning på slutbrugermarkedet.

III. Markedet for mobilkommunikationstjenester, målt som summen af følgende elementer

Alle mobiludbyderes omsætning på slutbrugermarkedet.

Se også nedenfor i bemærkningerne til § 54 om sammenhængen mellem de herved fastlagte delmarkeder og den forudsatte prisregulering af samtrafikforpligtede udbydere, hvoraf fremgår, at der ikke vil blive fastsat regler om prisregulering af det under punkt III nævnte delmarked.

Med hensyn til den geografiske udstrækning af de ovenfor nævnte markeder, vil der som udgangspunkt være tale om en samlet opgørelse af det nationale marked, jf. dog § 44, hvorefter en udbyder af telenet eller teletjenester eller ejere af telenet, der kontrollerer den eneste eksisterende adgang til en eller flere slutbrugere, kan blive pålagt samme forpligtelser som udbydere med en stærk markedsposition. I denne situation vil den geografiske udstrækning af markedet være mindre end det nationale marked.

De ovenfor beskrevne definitioner, som vil indgå i bekendtgørelsesreguleringen, afviger fra den anbefalede EU-definition. Kommissionens vejledning anbefaler således, at der fremfor det ovenfor nævnte markedsbegreb i stedet tages udgangspunkt i et mere specifikt afgrænset marked for terminerende samtrafik (herunder net-intern terminering), og de enkelte udbyderes omsætning på dette marked. Et skift til dette markedsbegreb ville imidlertid indebære en forøget sandsynlighed for, at mobilselskaberne på det danske telemarked blev underkastet prisregulering af samtrafikprodukter som nævnt i § 40, stk. 1 og 3, med henvisning til, at de pågældende selskaber havde en stærk markedsposition på det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester. Dette anses udfra konkurrencesituationen på mobilmarkedet i Danmark ikke for hensigtsmæssigt.

Kommissionen anbefaler desuden, at der i opgørelsen tillige indgår udbydernes samlede samtrafikindtægter for at udleje infrastrukturkapacitet, såvel nationalt som internationalt (jf. definitionen af disse samtrafikprodukter i § 40, stk. 2). Det er ikke relevant at medregne omsætningen på disse områder i de ovenfor nævnte delmarkeder, idet der i Danmark er gennemført en særskilt samtrafikregulering af disse produkter, jf. nedenfor om det marked, som der skal tages udgangspunkt i, i forbindelse hermed.

Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på ét af de tre ovennævnte delmarkeder, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik som nævnt på objektive og ikke-diskriminerende vilkår på dette delmarked, for så vidt angår samtrafikprodukterne udveksling af trafik, tjenesteudbyderadgang og samhusning m.v. i tilknytning til disse to hovedkategorier af samtrafik, og vil dermed, for så vidt angår den umiddelbare bekendtgørelsesudmøntning, blive omfattet af de af lovens regler, der sikrer dette. Se dog også de indledende bemærkninger til lovforslagets afsnit IV, og den heri indeholdte beskrivelse af mulighederne for gradvis tilbagetrækning af dele af reguleringen.

Som et element heri rummer lovforslagets § 54 mulighed for at fastsætte, at ikke alle de ovenfor nævnte udbydere af telenet eller teletjenester, som anses for at have et stærk markedsposition på et af de tre nævnte delmarkeder, omfattes af prisreguleringen af samtrafikprodukterne og dermed af kravet om offentliggørelse af standardtilbud.

Se desuden bemærkningerne til § 54 vedrørende den påtænkte prisregulering af de enkelte delmarkeder og typer af markedsaktører.

For så vidt angår den markedsdefinition, som det er hensigten at anvende i forbindelse med afgrænsningen af, hvilke udbydere der har en stærk markedsposition, som forpligter dem til at imødekomme alle rimelige anmodninger vedrørende samtrafikprodukterne leje af de i § 40, stk. 2, nr. 1-3, nævnte forskellige former for infrastrukturkapacitet og samhusning (§ 40, stk. 4) i tilknytning hertil, vil der blive tale om en markedsdefinition, der svarer til den hidtidige definition af markedet for leje af infrastrukturkapacitet. Der er tale om en definition, som er betydeligt anderledes udformet, og som har et langt større geografisk element end den ovenfor nævnte. Dette er i overensstemmelse med den definition af markedet for leje af faste kredsløb, som indgår i faste kredsløb direktivet.

Der vil således være tale om et opsplittet markedsbegreb (en række markeder under de på forhånd fastlagte delmarkeder), der for så vidt angår vurderingen af, om en udbyder har en stærk markedsposition, tager udgangspunkt i markedet for den eller de specifikke former for infrastrukturkapacitet, der efterspørges, i et bestemt geografisk område, der kan dække hele Danmark eller dele heraf.

Som udgangspunkt vil en undergrænse for det område, der kan danne udgangspunkt for en særskilt vurdering af, om en eller flere udbydere har en stærk markedsposition, være et geografisk område, der svarer til en provinsby, således at f.eks. udbydere af egentlige »by-net«, der har en udbredelse svarende til en markedsandel på mere end 25 %, som udgangspunkt vil blive anset for at have en stærk markedsposition.

Det er derimod irrelevant for den pågældende markedsdefinition, hvorvidt der er tale om udbydere af fastnet eller mobilnet. Som det fremgår af bemærkningerne til § 40, stk. 2, vil hovedparten af mobilselskabernes infrastruktur alene være omfattet af § 40, stk. 2, nr. 4 (se nedenfor herom). I det omfang mobilselskaberne, i lighed med andre markedsaktører, ud over selve mobilnettene (som danner grundlag for roaming) måtte have anlagt faste punkt-til-punkt infrastrukturstrækninger (radio- eller kabelbaserede) i et omfang, der gør, at disse selskaber eventuelt har en stærk markedsposition på et givet infrastrukturmarked, vil disse blive undergivet regulering på samme måde som andre udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har etableret og dermed råder over denne form for infrastruktur.

Med hensyn til det i § 40, stk. 2, nr. 4, nævnte samtrafikprodukt, følger det af lovforslagets § 43, at det er uden betydning for afgrænsningen af, om en udbyder er forpligtet til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om dette produkt, hvorvidt denne udbyder har en stærk markedsposition. Det er derfor ikke relevant af fastsætte specifikke markedsdefinitioner i relation til dette samtrafikprodukt.

Til stk. 3 og 4

Det følger af stk. 3, at det er Telestyrelsen, som på grundlag af de af forskningsministeren udstedte regler foretager det konkrete skøn over, om en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester må anses for at have en stærk markedsposition på et eller flere af de ovenfor nævnte delmarkeder. Dette forudsættes at ske på baggrund af de ovenfor nævnte principper.

Det følger af stk. 4, at Telestyrelsen har mulighed for at afvige fra 25 % kravet både i opad- og nedadgående retning. Ved afgørelser af denne art skal Telestyrelsen tage udbyderens muligheder for at øve indflydelse på markedsudviklingen, udbyderens omsætning i forhold til størrelsen af markedet, udbyderens kontrol over adgangen til slutbrugerne, udbyderens adgang til finansielle ressourcer og udbyderens erfaring med hensyn til udbud af teletjenester i betragtning.

Konkurrencen på det danske mobilmarked er generelt veludviklet. Dette skal tages i betragtning i den situation, hvor et mobilselskab, baseret på de ovenfor nævnte markedsdefinitioner, har ca. 25 % af det samlede fastnet- og mobilmarked og bør indgå i afgørelsen af, om mobilselskabet samlet anses for at have en stærk markedsposition på det samlede fastnet- og mobilmarked og dermed bliver underlagt prisregulering. Der bør således udvises tilbageholdenhed m.h.t. en afgørelse, der indebærer, at et eller flere af disse selskaber underkastes prisregulering, også i den situation hvor de måtte have omkring 25 % af det samlede fastnet- og mobilmarked, og derved nærmer sig at have en stærk markedsposition.

Til stk. 5

Bestemmelsen svarer til § 4, stk. 2, i samtrafikbekendtgørelsen. Det fremgår af bestemmelsen, at Telestyrelsens vurdering, af om udbydere af telenet eller teletjenester har en stærk markedsposition, i første omgang skal foretages på baggrund af eksisterende relevante statistiske og andre oplysninger. Telestyrelsen kan anmode den pågældende udbyder om nærmere oplysninger om dennes aktiviteter, med henblik på at Telestyrelsen kan træffe afgørelse om, hvorvidt en udbyder af telenet eller teletjenester må anses for at have en stærk markedsposition.

Der henvises i øvrigt til § 81, stk. 1, om pligten til at afgive oplysninger til Telestyrelsen, til brug for styrelsens afgørelser af denne art.

Til stk. 6

Bestemmelsen, der svarer til § 4, stk. 4, i samtrafikbekendtgørelsen, indeholder en forpligtelse for Telestyrelsen til at træffe afgørelse om, hvorvidt en udbyder har en stærk markedsposition, såfremt den pågældende anmoder om en sådan afgørelse. Bestemmelsen indebærer ingen ændring i Telestyrelsens generelle forpligtelse til af egen drift løbende at vurdere, hvorvidt en udbyder har en stærk markedsposition, jf. stk. 3.

Til § 46

Med bestemmelsen gives forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvem der kan påberåbe sig bestemmelserne i §§ 42-44, og på grundlag heraf kræve indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik vedrørende de i §§ 39 og 40, nævnte samtrafikprodukter.

Bemyndigelsen svarer som udgangspunkt indholdsmæssigt til den gældende § 1, stk. 2, 2. pkt., i samtrafikloven, idet der dog med den ændrede affattelse er indført en ny hjemmel til også at afgrænse, hvem der kan påberåbe sig samtrafikreglerne og herunder de heri indeholdte prisreguleringsbestemmelser (jf. dels § 55, dels bestemmelserne i kapitel 18), i forbindelse med indgåelse eller ændring af aftaler om leje af infrastrukturkapacitet, jf. § 40, stk. 2. Se nærmere om denne udvidelse nedenfor.

For så vidt angår samtrafikprodukter som nævnt i § 40, stk. 1, 3 og 4, følger det af den i dag gældende bekendtgørelsesregulering, at alene udbydere af telenet eller teletjenester, således som dette begreb er afgrænset i lovens indledende definitionsbestemmelser, jf. bemærkningerne til § 5, kan påberåbe sig, at udbydere med en stærk markedsposition skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik. Denne regulering vil blive videreført.

Dette betyder, at storkunder, herunder virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder med egne lukkede net, som hidtil bliver afskåret fra at kunne kræve aftaler om samtrafik som nævnt. Det samme gælder udbydere af informations- eller indholdstjenester, som betragtes som slutbrugere, jf. bemærkningerne til § 4.

Derimod vil en udbyder, der som kunder/brugere f.eks. har storkunder eller lukkede brugergrupper, kunne kræve indgåelse af aftaler om samtrafik om udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, hvis betingelserne ovenfor i øvrigt er opfyldt. Ovennævnte udelukker ikke, at storkunder, såfremt disse samtidig udbyder telenet eller teletjenester til flere brugere af offentlige telenet eller teletjenester, eller til flere brugere af lukkede telenet eller teletjenester, i egenskab af udbyder af telenet eller teletjenester kan fremsætte anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om udveksling af trafik mellem telenet eller teletjenester, jf. også bemærkningerne til de indledende definitionsbestemmelser om skillelinien mellem slutbrugere, herunder storkunder, og udbydere af telenet eller teletjenester. Det er dog en forudsætning, at udbud heraf sker til mere end én ekstern part (heri ikke medregnet et koncernforbundet selskab, et datterselskab, et moderselskab og lignende).

For så vidt angår leje af infrastrukturkapacitet, jf. § 40, stk. 2, med undtagelse af national roaming (§ 40, stk. 2, nr. 4), opretholdes umiddelbart den gældende samtrafikregulering. Det indebærer, at for så vidt angår leje og eventuel tilhørende sammenkobling af de i § 40, stk. 2, nr. 2 og 3, nævnte samtrafikprodukter, er afgrænsningen af hvem, der kan kræve, at der indgås aftale herom, den samme som ovenfor nævnt.

For leje og eventuel tilhørende sammenkobling af faste kredsløb mellem nettermineringspunkter, jf. § 40, stk. 2, nr. 1, medfører umiddelbar opretholdelse af den gældende samtrafikregulering, at afgrænsning af hvem der kan kræve, at der indgås aftale herom, ikke er begrænset til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester. Ud over udbydere af offentlige telenet eller teletjenester kan også slutbrugere, herunder storkunder, udbydere af informations- og indholdstjenester m.v. påberåbe sig adgang til leje af faste kredsløb i henhold til samtrafikreglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf. Der er således adgang for alle til på ikke-diskriminerende vilkår at leje faste kredsløb med eventuel tilhørende sammenkobling, uanset hvad det lejede kredsløb anvendes til. Det vil imidlertid være hensigtsmæssigt at ændre denne regulering, såfremt der sker en ændring af den underliggende EU-regulering, der giver mulighed herfor. Se i den forbindelse bemærkningerne til lovforslagets § 19 om prisregulering af faste kredsløb som en del af prisreguleringen af forsyningspligtydelserne og om mulighederne for en udskillelse af denne regulering fra samtrafikreguleringen af samme produkt.

Derudover fremgår det af den politiske principaftale af 8. september 1999, at der på et senere tidspunkt skal træffes beslutning om, hvorvidt der skal anvendes en LRAIC-prisfastsættelsesmetode for leje af overordnede netelementer, forskellige former for trådløse forbindelser og lejede kredsløb, jf. også bemærkningerne til § 55. Såfremt der træffes beslutning herom, og der endnu ikke er sket ændringer i den underliggende EU-regulering, der muliggør en opdeling som nævnt ovenfor, vil det få betydning for reguleringen af, til hvilke priser slutbrugere, storkunder, udbydere af informations- og indholdstjenester m.v. har adgang til at leje faste kredsløb. Adgang for slutbrugere, storkunder, udbydere af informations- og indholdstjenester m.v. til leje af faste kredsløb vil i givet fald ikke ske til priser fastsat efter LRAIC-metoden, men som i dag - til priser beregnet efter de modificerede historiske omkostningers metode. Adgangen til at anmode om at få adgang til leje af faste kredsløb til priser fastsat efter LRAIC-metoden vil således blive begrænset, så den alene kan påberåbes af udbydere af telenet eller teletjenester, på samme måde som de øvrige samtrafikprodukter.

I det omfang det besluttes at anvende en LRAIC-prisfastsættelsesmetode for leje af overordnede netelementer, forskellige former for trådløse forbindelser og lejede kredsløb, vil det samtidig medføre dels en ændring af forskningsministerens bekendtgørelse udstedt efter § 46, dels en ændring af forskningsministerens bekendtgørelse udstedt efter § 55, stk. 6. jf. i øvrigt bemærkningerne hertil.

For så vidt angår samtrafikprodukter som nævnt i § 40, stk. 2, nr. 4, (national roaming) er sigtet en markant udvidelse af kredsen af parter, der kan påberåbe sig adgang til at indgå aftaler om samtrafik herom, jf. § 43. Hvor det i henhold til den gældende lovgivning om national roaming alene er andre indehavere af tilladelser til etablering og drift af offentlige mobilnet, er det hensigten i fremtiden at foretage en noget videre afgrænsning heraf, bl.a. med sigte på at tilgodese virtuelle net operatører (VNO ere), der ønsker at etablere virtuelle mobilnet, og andre udbydere af tjenester og lignende. VNO ere er typisk udbydere, der kun i begrænset omfang selv etablerer infrastruktur f.eks. i form af intelligente centraler, der indgår i konstruktionen af avancerede tjenester. VNO ere vil typisk vælge selv at stå for dele af den tekniske håndtering af trafik og tjenesteplatform, f.eks. for at kunne udbyde andre og mere avancerede produkter end de produkter, der udbydes af infrastrukturejeren. VNO ere vil blandt andet kunne bidrage med et tjenesteudbud, hvor udbydere løbende sender en brugers opkald til det mobilnet, der på det pågældende tidspunkt er billigst at anvende, eller som har den bedste dækning.

Hertil kommer ønsket om at tilgodese f.eks. tilladelsesindehavere med adgang til at etablere mindre, geografisk afgrænsede mobilnet inden for en eller flere teknologier, eller tilladelsesindehavere, som har fået tildelt frekvenser til etablering af mobilnet uden adgang til kommercielt videresalg af tjenester, som i medfør at den fremtidige regulering ligeledes vil få adgang til at anmode om indgåelse af aftaler om samtrafik om national roaming.

Der vil således blive foretaget en afgrænsning af de berettigede parter, der giver alle udbydere af mobiltjenester (både udbydere af offentlige tjenester og udbydere af tjenester til mindre, lukkede brugergrupper), der er tildelt abonnentnumre inden for den danske nummerplan, ret til - for så vidt angår roaming med sigte på opkald til og fra disse abonnentnumre - at påberåbe sig § 43. Ved opkald forstås i denne sammenhæng også datakommunikation, herunder eksempelvis SMS-beskeder, der adresseres til de nævnte abonnetnumre. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 43.

Når det er en forudsætning for at kunne påberåbe sig § 43, at der er tale om en anmodning om samtrafik om national roaming vedrørende opkald til eller fra abonnentnumre inden for den danske nummerplan, skyldes det, at en ensidig dansk regulering vil være til skade for de danske slutbrugere, idet den vil give kunder hos mobiludbydere fra andre lande og med abonnentnumre fra udenlandske nummerserier adgang til i Danmark at foretage opkald til den billigere, markedsmæssige fastsatte takst for national roaming (hvilket ville minimere indtjeningen hos de danske mobilselskaber, til skade for danske slutbrugere), samtidig med at danske slutbrugere i udlandet fortsat skulle betale høje priser for benyttelse af international roaming.

Den danske regulering, af hvilke typer markedsaktører der kan påberåbe sig samtrafikreguleringen, er bredere end den afgrænsning, der er indeholdt i samtrafikdirektivet. Den brede afgrænsning er begrundet i ønsket om at sikre reel konkurrence og ægte valgfrihed på telemarkedet og herunder i maksimalt omfang fremme vækst og innovation, også i form af udvikling af nye former for markedsaktører, ved at sikre reel adgang til telemarkedet og effektive konkurrencemuligheder for en bred kreds af forskellige, ikke på forhånd nærmere afgrænsede typer af markedsaktører.

Til § 47

Til stk. 1

Formålet med at anføre en række væsentlige hensyn, der skal tages i betragtning i forbindelse med anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, er at gøre det klart, at sådanne aftaler ikke må resultere i nedbrud af net eller tjenester eller have andre væsentlige negative konsekvenser, som f.eks. at personrelaterede data bliver tilgængelige for uvedkommende. Der åbnes således også for den mulighed, at den ene part i en aftale om samtrafik, der er trådt i kraft, under visse omstændigheder vil kunne udelukke en anden part, eksempelvis i tilfælde hvor denne anden parts aktiviteter antages at være årsag til nedbrud af net.

Bestemmelsen er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 3 i samtrafikloven, samt regler fastsat i medfør af § 12 i mobilloven.

Dog overføres hjemlen til at udstede bekendtgørelsesregler herom som noget nyt i forhold til gældende regulering fra forskningsministeren til Telestyrelsen.

Som hovedregel skal den aftalepart, der mener, at en anden parts aktiviteter medfører væsentlige negative konsekvenser for f.eks. det net, der udnyttes i fællesskab, henvende sig til Telestyrelsen om problemet. Men i visse situationer kan en udelukkelse af den anden part skønnes at være så påtrængende, at Telestyrelsen først kan inddrages efterfølgende.

I alle tilfælde, hvor udelukkelse af en part i en aftale om samtrafik anses for nødvendig, er det fundet rimeligt at fastsætte snævre tidsmæssige grænser for Telestyrelsens sagsbehandling. Telestyrelsen vil således skulle træffe en afgørelse om, hvorvidt en afbrydelse af en igangværende samtrafikudveksling, der har fundet sted uden forudgående inddragelse af Telestyrelsen, var berettiget, så vidt muligt senest 14 dage efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen. Reglerne herom fremgår af § 66.

Til nr. 1-4

I nr. 1-4 oplistes de væsentlige hensyn, efter hvilke det vil være berettiget at afvise anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik.

Bevarelse af de berørte telenets og teletjenesters integritet og interoperabilitet omfatter bl.a. disses driftssikkerhed. Aftaler om samtrafik må således ikke medføre nedbrud af net eller tjenester.

Beskyttelse af telenet eller teletjenester under særlige forhold omfatter bl.a. krig, strejke, lockout, brand eller lignende.

Beskyttelse af personrelaterede data omfatter bl.a. situationer, hvor indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik vil indebære, at personrelaterede data bliver tilgængelige for uvedkommende.

Der vil som udgangspunkt ikke være tale om væsentlige tekniske problemer, hvis der på det internationale marked for telekommunikationsudstyr findes tilgængelige og velafprøvede tekniske løsninger. Dette indebærer en udvidelse i forhold til gældende regulering, idet der ikke længere henvises til, at de tekniske løsninger skal være internationalt standardiserede.

Der vil som udgangspunkt være tale om væsentlige økonomiske problemer, hvis den garanterede gennemsnitlige årlige bruttoindkomst ved aftalen om samtrafik, beregnet på grundlag af de første 2 år, udgør et mindre beløb end 25% af de omkostninger, der er forbundet med udbygningen. I forbindelse med aftaler om samtrafik, der som følge af gensidighed med hensyn til trafik ikke indeholder betaling mellem parterne, anvendes den beregnede bruttoindkomst hos den udbyder, over for hvem anmodningen rejses.

Med hensyn til aftaler om samtrafik om national roaming vil det fremgå af bekendtgørelsen, at afvisning af anmodning om indgåelse eller ændring af aftaler om national roaming alene kan ske, hvis national roaming teknisk eller økonomisk ikke er mulig.

For så vidt angår afvisning af indgåelse eller ændring af aftale om national roaming vil dette alene kunne ske, såfremt indgåelse eller ændring af en aftale om national roaming nødvendiggør udbygning af geografisk, kapacitetsmæssig eller funktionel art, som ikke kan gennemføres uden væsentlige tekniske og økonomiske problemer for den udbyder, over for hvem anmodningen rejses. Der vil derimod ikke være tale om væsentlige tekniske problemer, hvis der på det internationale marked for telekommunikationsudstyr findes tilgængelige og velafprøvede tekniske løsninger. Dette indebærer en udvidelse i forhold til gældende regulering, idet der ikke længere henvises til, at de tekniske løsninger skal være internationalt standardiserede.

Derimod vil der være tale om væsentlige tekniske problemer, hvis den pågældende aftale om national roaming - for den udbyder over for hvem anmodningen rejses - vil få væsentlig indflydelse på afviklingen af trafik fra udbyderens egne kunder, herunder at indgåelse eller ændring af den pågældende aftale om national roaming vil indebære, at de berørte telenets og teletjenesters driftssikkerhed, integritet og indbyrdes interoperabilitet, eller beskyttelsen af tjeneste- og netinterne data, netudstyr, programmel og lagrede data, herunder personrelaterede data, personoplysninger, fortrolig information og privatlivets fred, ikke kan opretholdes.

Der vil desuden ikke være en forpligtelse til at indgå aftaler, hvorefter en etableret forbindelse mellem en mobilterminal og et offentligt mobilkommunikationsnet kan overgives mellem mobilterminalens hjemmenet og et besøgt net eller mellem to besøgte net uden nedkobling af forbindelsen, medmindre den anmodende part kan dokumentere, at der foreligger tekniske løsninger, der muliggør roaming mellem flere offentlige mobilkommunikationsnet, der dækker samme geografiske område.

Til stk. 2

Telestyrelsen gives med stk. 2 hjemmel til nærmere at fastsætte, under hvilke omstændigheder det vil være berettiget at afbryde en aftale om samtrafik eller dennes indgåelse. Telestyrelsen kan herudover fastsætte nærmere regler om, at der i ganske særlige tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, kan ske umiddelbar afbrydelse af samtrafik uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.

Bekendtgørelsen vil tage udgangspunkt i bemærkningerne til stk. 1.

Til stk. 3

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i samtrafikloven om, at parterne i forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik aftaler vilkårene for afbrydelse af samtrafikken i tilfælde af manglende betaling eller lignende misligholdelser af aftalen.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at aftaler om samtrafik tager højde for f.eks. situationer, hvor den ene part ikke betaler til tiden. Det er ikke hensigten, at Telestyrelsen skal godkende aftaler af denne art, men styrelsen skal blot sikre sig, at bestemmelser herom er indeholdt i aftalen om samtrafik.

Til § 48

Bestemmelsen er en nyskabelse i forhold til gældende samtrafiklovgivning. Baggrunden herfor er, at det er konstateret, at der i praksis ofte foretages tekniske undersøgelser af nettet i forbindelse med anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik. Disse tekniske undersøgelser kan være fuldt ud berettigede, men kan også hvis de anvendes i større omfang end rimeligt og berettiget - medføre såvel forhaling af indgåelse af aftaler om samtrafik som fordyrelse heraf. For at imødegå dette er det fundet nødvendigt at regulere gennemførelse af tekniske undersøgelser, samt regulere i hvilket omfang den anmodende part kan pålægges at betale omkostningerne ved undersøgelsen.

Til stk. 1

Det følger af bestemmelsen, at parter, som i medfør af §§ 42-44, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, kan gennemføre en teknisk undersøgelse forud for endelig besvarelse af en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, hvis den pågældende part skønner, at det er nødvendigt for at afklare, om der er grundlag for at afvise en anmodning med henvisning til § 47 samt regler fastsat i medfør heraf.

Til stk. 2

Det præciseres i stk. 2, at afvisninger af at imødekomme anmodninger om indgåelse eller ændringer af aftaler om samtrafik med henvisning til en teknisk undersøgelse, eller foreløbige afvisninger af at imødekomme anmodninger om indgåelse eller ændringer af aftaler om samtrafik med henvisning til en igangværende teknisk undersøgelse, kan indbringes for Telestyrelsen og behandles af Telestyrelsen efter reglerne i § 65. Det fremgår endvidere, at gennemførelse af den tekniske undersøgelse ikke har opsættende virkning i forhold til Telestyrelsens pligt til at træffe afgørelse i sagen efter reglerne i § 65. Gennemførelse af en teknisk undersøgelse vil således ikke kunne anvendes som et forhalingsmoment.

Afvisninger af at imødekomme anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, med henvisning til resultatet af en teknisk undersøgelse som nævnt i stk. 1, kan altid indbringes for Telestyrelsen, så snart afvisning foreligger, og indbringelse skal i disse situationer således ikke afvente udløbet af 1 måneds fristen.

Til stk. 3

Det følger af denne bestemmelse, at den part, der gennemfører tekniske undersøgelser efter stk. 1, kan kræve, at den anmodende part helt eller delvist betaler omkostningerne ved undersøgelserne. Omkostningsgrundlaget for de tekniske undersøgelser er fuldt fordelte omkostninger.

Forudsætningerne for at pålægge den anmodende part at betale disse omkostninger er, at den tekniske undersøgelse er berettiget, og at den tekniske undersøgelse alene gennemføres med henvisning til den fremsatte anmodning og udelukkende kommer den anmodende part eller andre parter, der har fremsat eller kan forventes at fremsætte tilsvarende anmodninger, til gode.

Forudsætningen om, at den tekniske undersøgelse skal være berettiget, bevirker, at parten, der gennemfører den tekniske undersøgelse, konkret skal begrunde, at der foranlediget af den pågældende anmodning har været behov for undersøgelsen. Denne begrundelse skal blandt andet dokumentere, at der er en sådan begrundet usikkerhed om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, at det er berettiget at gennemføre en teknisk undersøgelse med sigte på afklaring heraf, jf. nr. 1.

Forudsætningen, om at den tekniske undersøgelse alene gennemføres med henvisning til den fremsatte anmodning, bevirker, at gennemførelse af den tekniske undersøgelse efter denne bestemmelse ikke sker, såfremt der er tale om, at undersøgelsen er af generel karakter og ikke knytter sig specifikt til den konkrete anmodning. Forudsætningen, om at den tekniske undersøgelse udelukkende kommer den anmodende part eller andre parter til gode, betyder, at der skal være tale om en undersøgelse, der ellers ikke ville være blevet gennemført på det pågældende tidspunkt eller inden for en nær fremtid, idet den ikke kommer parten, der gennemfører undersøgelsen, til gode.

Alle disse forudsætninger skal være opfyldt, for at omkostningerne ved undersøgelsen kan pålægges den anmodende part. Omkostningerne kan pålægges den anmodende part helt eller delvist, alt efter om den tekniske undersøgelse alene kommer denne til gode, eller om den kommer andre parter, der har fremsat eller kan forventes at fremsætte tilsvarende anmodninger, til gode.

Bestemmelsen medfører ingen begrænsninger i Telestyrelsens pligt til i øvrigt at søge sagen oplyst.

Til stk. 4

Det følger af denne bestemmelse, at når parter som nævnt i stk. 1 skønner, at det er nødvendigt at foretage en teknisk undersøgelse, så skal de, inden den tekniske undersøgelse igangsættes, høre den anmodende part om, hvorvidt anmodningen om indgåelse eller ændringer af aftaler som nævnt i §§ 42-44 ønskes opretholdt i den fremsatte form, selvom denne bevirker, at det er nødvendigt at foretage en teknisk undersøgelse.

Bestemmelsen skal hindre, at parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme anmodninger om indgåelse eller ændringer af aftaler om samtrafik, ved enhver anmodning gennemfører en teknisk undersøgelse uden hensyntagen til, om den anmodende part ønsker at fastholde sin anmodning, når denne kræver tekniske undersøgelser. Begrundelsen for denne høringspligt er bl.a., at det efter stk. 3 er muligt at pålægge den anmodende part at betale omkostningerne ved den tekniske undersøgelse, og det vil således være urimeligt, såfremt denne part ikke har mulighed for at tage stilling til, hvorvidt anmodningen ønskes opretholdt i den fremsatte form.

Til stk. 5

Tvister om betaling af omkostninger ved den tekniske undersøgelse kan efter denne bestemmelse forelægges Telestyrelsen, der træffer afgørelse i sagen. Telestyrelsen skal vurdere, om den pågældende tekniske undersøgelse opfylder betingelserne i stk. 3, nr. 1 og 2. I situationer, hvor den tekniske undersøgelse kun delvist kommer den anmodende part til gode, kan Telestyrelsen træffe afgørelse om, i hvilket omfang den tekniske undersøgelse er kommet denne part til gode, og herunder i hvilket omfang parten kan pålægges at betale omkostningerne ved undersøgelsen.

For at sikre at tvister om betaling af omkostninger ved tekniske undersøgelser ikke tidsmæssigt forsinker indgåelse og gennemførelse af aftaler om samtrafik, følger det desuden af bestemmelsen, at forelæggelse af tvisten for Telestyrelsen ikke har opsættende virkning i forhold til indgåelse af aftaler om samtrafik og gennemførelsen heraf.

Til § 49

Til stk. 1

Bestemmelsen fastsætter, at en udbyder, der har ret til en aftale om samtrafik efter §§ 42-44, som udgangspunkt har ret til at bestemme den geografiske position, hvor sammenkoblingen med net tilhørende en part, som i medfør af §§ 42-44, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik, skal finde sted.

Endvidere følger det af bestemmelsen, at den, der anmoder om samtrafik, som udgangspunkt har ret til adgang til alle del-elementer i dette net eller lokaliteter i tilknytning hertil, som der fremsættes ønske om at få adgang til at udveksle trafik med, til at leje infrastrukturkapacitet i eller til at placere centraler og andet udstyr i. Adgang til som den anmodende part at beslutte, hvilke dele af infrastrukturkapaciteten der ønskes adgang til, omfatter adgang til at beslutte, hvorvidt der ønskes leje af bestykket transmissionskapacitet eller ubestykkede infrastrukturstrækninger eller mellemformer af disse to, samt adgang til at beslutte, hvilke dele af infrastrukturstrækningerne man ønsker at leje, herunder at man alene ønsker at leje kortere strækninger.

Det fastsættes ligeledes, at den anmodende udbyder kan bestemme omfanget af den sammenkobling, der anmodes om.

Bestemmelsen omfatter alene samtrafikprodukter, der er undergivet regulering efter §§ 39 og 40 eller regler fastsat i medfør heraf. Der kan med hjemmel i § 40, stk. 6, af Telestyrelsen fastsættes nærmere regler om afgrænsningen af den nævnte adgang.

Det er desuden, uanset ovennævnte, ikke hensigten, at den anmodende udbyder skal kunne forlange, at sammenkoblingen skal ske ved anvendelse af bestemte fysiske anlægsdele i net tilhørende den forpligtede part. Det vil således være op til den forpligtede part selv at optimere anvendelsen af eget net, blot sammenkoblingen sker på den geografiske position og i det omfang, der efterspørges. Såfremt den forpligtede part tilbyder en tilslutning, der ikke funktionsmæssigt og økonomisk er ligeværdig med andre eksisterende tilslutningsmuligheder herunder tilslutningsmuligheder som den forpligtede part tilbyder egne forretningsområder m.v. kan der dog blive tale om at vurdere, hvorvidt den forpligtede part i det pågældende tilfælde måtte overtræde bestemmelserne i § 52.

Med begrebet sammenkoblingens omfang menes bl.a. typen af sammenkobling (ønskede multiplek seringsniveauer, grænseflader eller lignende) eller selve mængden af den samtrafik, der ønskes udvekslet (antal trafik minutter, antal kredsløb eller lignende).

Uanset at bestemmelsen som udgangspunkt giver den samtrafikberettigede part adgang til at bestemme omfang og geografisk placering i relation til den eller de former for samtrafikadgang, der anmodes om, vil Telestyrelsen, såfremt der opstår tvist om bestemmelsens rækkevidde, også i relation til denne bestemmelse skulle afgøre, om der foreligger en rimelig anmodning om samtrafik, jf. § 65, stk. 1, nr. 2.

Telestyrelsen har derudover hjemmel til, i medfør af § 40, stk. 6, at fastsætte generelle regler, der nærmere afgrænser, hvilke former for ikke-bundlet adgang til at leje et eller flere del-elementer af nettet, de i § 39, stk. 2, og § 40, stk. 1-5, regulerede samtrafikprodukter giver adgang til for de parter, der anmoder om samtrafik, henholdsvis hvilke former for ikke-bundlet adgang, der ligger ud over, hvad det med hjemmel i § 49 er muligt at kræve adgang til.

Udgangspunktet, såvel for Telestyrelsens afgørelser som en eventuel bekendtgørelsesregulering, vil være lovens formålsbestemmelse og de heri indeholdte flaskehals- og konkurrencebetragtninger.

Til stk. 2

Bestemmelsen omhandler situationer, hvor der ikke er plads i den pågældende bygning, centraludstyr m.v. til at imødekomme anmodninger om fællesudnyttelse heraf fra udbydere uden en stærk markedsposition. I en sådan situation er parter, som er forpligtede i medfør af §§ 42-44, forpligtede til omkostningsfrit at føre trafikken frem til de lokaler m.v., der ønskes adgang til. Denne forpligtelse er dog begrænset til en afstand, der svarer til afstanden mellem de bygninger, centraludstyr m.v., der ønskes adgang til, og nærmeste anden tilsvarende adgangsmulighed.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 2, stk. 12, 3. pkt., i samtrafikloven dog med den præcisering, at der skal være tale om situationer, hvor det ikke praktisk er muligt at gennemføre samtrafikken.

Til kapitel 13: Teknisk regulering af aftaler om samtrafik

Til § 50

§§ 41-49

§ 41. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester har ret og pligt til indbyrdes at forhandle sig frem til aftaler om udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, jf. § 39, stk. 1, nr. 1, med henblik på at sikre gensidig adgang til deres telenet eller teletjenester.

§ 42. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, skal på det pågældende delmarked imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de i §§ 39 og 40 nævnte samtrafikprodukter, jf. dog § 43.

§ 43. Udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om national roaming, jf. § 40, stk. 2, nr. 4.

§ 44. Telestyrelsen kan træffe afgørelse om, at udbydere af telenet eller teletjenester eller ejere af telenet, der kontrollerer den eneste eksisterende adgang til en eller flere slutbrugere, og som udnytter dette til at hindre udbydere af teletjenester adgang til slutbrugerne, er forpligtede til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik om de i §§ 39 og 40 nævnte samtrafikprodukter.

§ 45. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester anses for at have en stærk markedsposition, hvis de har en markedsandel på mere end 25 pct. af en telekommunikationsaktivitet på et nærmere bestemt delmarked.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af det eller de relevante delmarkeder i forbindelse med fastlæggelse af en udbyders markedsandel, og om hvilke samtrafikprodukter der knytter sig til det enkelte delmarked.

Stk. 3. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester må anses for at have en stærk markedsposition.

Stk. 4. Telestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 1 træffe afgørelse om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en markedsandel på 25 pct. eller mindre skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition, og at udbydere med en markedsandel på mere end 25 pct. ikke skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition. Ved afgørelsen skal Telestyrelsen tage udbyderens muligheder for at øve indflydelse på markedsvilkårene, udbyderens omsætning i forhold til størrelsen af markedet, udbyderens kontrol over adgangen til slutbrugere, udbyderens adgang til finansielle ressourcer og udbyderens erfaring med hensyn til udbud af teletjenester i betragtning.

Stk. 5. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 3 og 4 træffes på grundlag af eksisterende relevante statistiske og andre oplysninger. Telestyrelsen kan anmode en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester om nærmere oplysninger om udbyderens aktiviteter, som kan danne grundlag for en afgørelse af, om udbyderen må anses for at have en stærk markedsposition.

Stk. 6. En udbyder af offentlige telenet eller teletjenester kan anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse om, hvorvidt den pågældende udbyder på anmodningstidspunktet har en stærk markedsposition.

§ 46. Forskningsministeren fastsætter regler om, hvilke parter der har adgang til at påberåbe sig reglerne i §§ 42-44.

§ 47. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler som nævnt i §§ 42-44, kan afvises med henvisning til følgende væsentlige hensyn

1) Bevarelse af de berørte telenets eller teletjenesters integritet og interoperabilitet.

2) Beskyttelse af tjeneste- og netinterne data.

3) Beskyttelse af personrelaterede data.

4) Beskyttelse af telenet eller teletjenester under særlige forhold.

5) At dette nødvendiggør udbygninger af geografisk, kapacitetsmæssig eller funktionel art, som ikke kan gennemføres uden væsentlige tekniske eller økonomiske problemer for udbyderen.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, under hvilke omstændigheder det med henvisning til de i stk. 1 nævnte hensyn vil være berettiget at afbryde udvekslingen af samtrafik ifølge aftaler efter §§ 42-44 herunder regler om, at der i ganske særlige tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt, kan ske umiddelbar afbrydelse af samtrafikken uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.

Stk. 3. I forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik aftaler parterne vilkårene for afbrydelse af samtrafikken i tilfælde af manglende betaling eller lignende misligholdelser af aftalen.

§ 48. Parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, kan gennemføre tekniske undersøgelser forud for imødekommelse af en anmodning om samtrafik, hvis den pågældende part skønner, at det er nødvendigt for at afklare, om der er grundlag for at afvise en anmodning med henvisning til regler fastsat i medfør af § 47, stk. 1.

Stk. 2. Afvisninger af at imødekomme anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, med henvisning til resultatet af en teknisk undersøgelse som nævnt i stk. 1, eller foreløbige afvisninger med henvisning til en igangværende undersøgelse, kan 1 måned efter, at anmodningen er fremsat, eller så snart afvisning foreligger, indbringes for Telestyrelsen, som træffer afgørelse om, hvorvidt det er berettiget at afvise anmodninger herom, jf. § 65. Gennemførelse af en teknisk undersøgelse som nævnt i stk. 1 har ikke opsættende virkning i forhold til Telestyrelsens pligt til at træffe afgørelse i medfør af § 65.

Stk. 3. Den part, der gennemfører den tekniske undersøgelse, kan kræve, at den anmodende part helt eller delvist betaler omkostningerne ved den i stk. 1 nævnte undersøgelse, forudsat

1) at der er en sådan begrundet usikkerhed om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, at det er berettiget at gennemføre en teknisk undersøgelse med sigte på afklaring heraf, og

2) at den tekniske undersøgelse alene gennemføres med henvisning til den fremsatte anmodning og udelukkende kommer den anmodende part eller andre parter, der har fremsat eller kan forventes at fremsætte tilsvarende anmodninger, til gode.

Stk. 4. Inden den tekniske undersøgelse igangsættes skal den anmodende part høres om, hvorvidt anmodningen om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, ønskes opretholdt i den fremsatte form.

Stk. 5. Hvis der opstår tvist om, hvorvidt den anmodende part er forpligtet til helt eller delvist at betale omkostningerne som nævnt i stk. 3, kan tvisten forelægges Telestyrelsen, der træffer afgørelse herom. Forelæggelse af tvisten for Telestyrelsen har ikke opsættende virkning i forhold til indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, og gennemførelse af samtrafik i henhold til sådanne aftaler.

§§ 48, 55 og 58 gør tilsammen udtømmende op med, hvad der skal betales for samtrafik herunder for tilvejebringelse af samtrafik i forbindelse med indgåelse eller ændring af aftaler herom i de situationer, hvor en anmodende part påberåber sig, at denne ønsker samtrafik til den lov- og bekendtgørelsesregulerede pris.

§ 49. Parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal for så vidt angår samtrafikprodukter omfattet af §§ 39 og 40, og regler fastsat i medfør heraf, som udgangspunkt give den, der anmoder om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, adgang hertil på alle geografiske positioner, hvor det er praktisk muligt at etablere adgang hertil i den pågældende parts net, herunder til alle del-elementer i dette net eller lokaliteter i tilknytning til dette, som den anmodende part fremsætter ønske om at få adgang til at udveksle trafik med, jf. § 40, stk. 1, til at leje infrastrukturkapacitet i, jf. § 40, stk. 2, eller til at placere centraler og andet udstyr i, jf. § 40, stk. 4.

Stk. 2. Hvis det ikke er praktisk muligt at indgå en aftale om samtrafik om det i § 40, stk. 4, nævnte samtrafikprodukt, på en eller flere geografiske positioner, og den, der anmoder om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik ikke har en stærk markedsposition på det pågældende marked, påhviler det parter omfattet af §§ 42-44 omkostningsfrit at stille den nødvendige transmissionskapacitet til rådighed frem til de lokaliteter, der ønskes adgang til. Forpligtelsen til at sikre den nødvendige transmissionskapacitet er begrænset til en afstand, der svarer til afstanden mellem de bygninger, centraludstyr m.v., der ønskes adgang til, og nærmeste anden tilsvarende adgangsmulighed.

§ 50

§ 50. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, at parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal anvende udstyr i deres net, der overholder nærmere fastsatte standarder, med henblik på at sikre driftsikkerhed, driftskompatibilitet, integritet og mulighed for samtrafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester.

§ 50 indeholder en hjemmel, hvorefter Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, at parter, som i medfør af §§ 42-44, skal imødekomme rimelige anmodninger om aftaler om samtrafik, i deres net skal anvende udstyr, der overholder nærmere fastsatte standarder, med sigte på at muliggøre samtrafik.

Det er ikke hensigten at anvende denne hjemmel, medmindre der opstår væsentlige problemer på markedet, som i alvorligt omfang hæmmer mulighederne for samtrafik mellem selskaberne, og som i sidste ende kan føre til, at udveksling af trafik mellem de enkelte selskaber umuliggøres eller markant fordyres, sammenholdt med hvad der er muligt i dag.

I det omfang der fastsættes regler, vil disse fokusere på en nærmere regulering af de tekniske grænseflader, der danner grundlag for samtrafik, men vil derimod så vidt muligt ikke foreskrive anvendelse af specifikke tekniske løsninger internt i de enkelte selskaber, forudsat at der anvendes løsninger, der lever op til de stillede krav m.h.t. de eksterne grænseflader.

Til kapitel 14: Vilkår og priser for samtrafik

Til § 51

Til stk. 1

Det grundlæggende udgangspunkt for indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik er, at parterne har adgang til at forhandle og indgå aftaler om samtrafik på kommercielle vilkår. Bestemmelsen skal understrege, at dette er udgangspunktet for den foreslåede regulering. Bestemmelsen er ny i forhold til gældende lovgivning.

Bestemmelsen svarer til kravet i samtrafikdirektivet om, at udgangspunktet er, at aftaler om samtrafik fastlægges af parterne selv.

Til stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, i forlængelse af stk. 1, at parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om aftaler om samtrafik, uanset denne bestemmelse har en forpligtelse til at imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik til vilkår og priser, der følger reglerne om samtrafik i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf.

Udgangspunktet for indgåelse af aftaler om samtrafik er således princippet om aftalefrihed, men parter omfattet af §§ 42-44 er pålagt en række særlige forpligtelser til at indgå aftaler om samtrafik til vilkår og priser, der følger af reguleringen, hvis den part, der anmoder om samtrafik hos en samtrafikforpligtet part, fremsætter en anmodning herom. Dette betyder også, at den part, der anmoder om samtrafik, og som ønsker at udnytte den beskyttelse, der ligger i lovens regler, har et ansvar for selv at gøre opmærksom herpå, såfremt den pågældende ønsker senere at kunne påberåbe sig, at der er fremsat en sådan anmodning.

De forpligtelser, som påhviler udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition, bygger på EU-reguleringen af telesektoren. Imidlertid går den danske regulering på en række punkter videre end EU-reguleringen. Dette følger allerede af, at samtrafikbegrebet efter dette lovforslag er betydeligt bredere end samtrafikbegrebet efter EU-reguleringen. Samtidig går denne bestemmelse videre end EU-reguleringen, idet den ikke blot omfatter udbydere med en stærk markedsposition, men også udbydere og ejere omfattet af § 44 samt udbydere omfattet af § 43.

Til § 52

Bestemmelsen bygger på den gældende § 2, stk. 10, i samtrafikloven.

Kravet, om at parter som i medfør af §§ 42-44, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal give adgang til samtrafik på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår, følger af EU-reguleringen af samtrafik.

Med objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår menes, at vilkårene for to eller flere parter, der anmoder om indgåelse af en aftale om samtrafik hos den samme part, som udgangspunkt skal være ens, hvis forholdene er ens. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvis der er tale om samme antal tilslutninger eller samme mængde trafik.

Desuden indebærer kravet om ikke-diskrimination, at den, der indgår en aftale om samtrafik med en part som nævnt, har krav på adgang på samme vilkår, som den pågældende part anvender internt, jf. også 2. pkt.

Ikke-diskriminationsprincippet kan alene finde anvendelse på hele aftaler. Der er således ikke med henvisning til denne bestemmelse mulighed for at foretage »cherry-picking« af vilkår eller priser i forskellige aftaler i forbindelse med indgåelse af en aftale om samtrafik.

2. pkt. uddyber i forlængelse heraf, at parter som nævnt ovenfor under tilsvarende forhold skal anvende samme betingelser over for andre parter, der stiller samme tjenester til rådighed, og at parten skal stille samtrafikprodukter til rådighed for andre på samme vilkår og af samme kvalitet, som de stilles til rådighed for partens egne tjenester eller for tjenester under deres datterselskaber eller partnere, når dette er relevant.

Når udtrykket »andre parter, der stiller samme tjenester til rådighed« anvendes, indebærer det, at forskellige parter, der anmoder om samtrafik, skal behandles ikke-diskriminerende, såfremt de befinder sig på samme konkurrencemarked for det samtrafikprodukt, der anmodes om.

Der henvises i øvrigt til § 74 med tilhørende bemærkninger.

Ikke-diskriminerende vilkår omfatter blandt andet tilslutningsmuligheder, servicekvalitet, leveringstider, fejlrettelser og information om de net og tjenester, der er omfattet af samtrafikforpligtelsen.

Til § 53

Med bestemmelsen får forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indholdet af aftaler om samtrafik, i form af minimumskrav til hvilke vilkår m.v. en part overfor en part, der er omfattet af §§ 42-44, kan kræve, at en sådan aftale skal indeholde. Bestemmelserne kan bl.a. indeholde minimumskrav vedrørende kontraktvilkår om økonomisk kompensation for manglende overholdelse eller opfyldelse af den indgåede aftale, herunder vilkår om opsigelse m.v.

Som det fremgår af § 51, stk. 1, er udgangspunktet indgåelse af kommercielle aftaler om samtrafik, dvs. aftalefrihed.

Har en part ikke eksplicit anmodet herom i forbindelse med en aftaleindgåelse, kan parten således ikke efterfølgende påberåbe sig regler fastsat i medfør af denne bestemmelse, idet der i så fald vil være tale om en kommercielt indgået aftale.

Det er hensigten at være forholdsvis tilbageholdende med udnyttelsen af den pågældende hjemmel. Hjemlen vil således alene blive udnyttet, såfremt der er tale om forhold, der vurderes at have markant skævvridende effekt i forhold til konkurrencemulighederne for de enkelte selskaber på det samlede telemarked, og forudsat at et flertal af de berørte markedsaktører finder, at de opståede problemer ikke kan løses ved hjælp af indgåelse af en brancheaftale.

Forskningsministeren har således mulighed for at undlade at udnytte hjemlen, såfremt forskningsministeren skønner det mere hensigtsmæssigt at indgå en aftale med udbydere af offentlige telenet eller teletjenester og andre relevante brancheaktører om i brancheregi at forhandle og indgå brancheaftaler om de pågældende forhold. Der henvises til bemærkningerne til §§ 59 og 60 herom.

Uagtet ovenstående, forudsættes bestemmelsen umiddelbart anvendt til at videreføre de gældende regler i § 5, stk. 2 og 3, i samtrafikbekendtgørelsen vedrørende forbud mod pakkeløsninger eller bundtning i aftaler om samtrafik. Dette forbud gælder jf. den gældende bekendtgørelse ikke for udbud af samtrafikydelser på mobilkommunikationsmarkedet. Også denne del af bekendtgørelsesreguleringen, vil blive videreført.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 2, stk. 13, i samtrafikloven med undtagelse af, at bestemmelsen er udvidet til at omfatte minimumskrav vedrørende kontraktvilkår om økonomisk kompensation for manglende overholdelse eller opfyldelse af en indgået aftale om samtrafik.

Til § 54

Bestemmelsen er en nyskabelse i forhold til gældende lovgivning.

Bestemmelsen indeholder hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang parter, som i medfør af §§ 42-44, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om aftaler om samtrafik, skal give adgang til samtrafik til omkostningsrelaterede priser, jf. også § 55. Bestemmelsen rummer således også mulighed for en markant, gradvis tilbagetrækning af samtrafikreguleringen, idet forskningsministeren kan undlade at stille krav om anvendelse af omkostningsrelaterede priser i forhold til et eller flere delmarkeder eller samtrafikprodukter.

Dette er i overensstemmelse med den politiske principaftale af 8. september 1999, hvoraf fremgår, at det er hensigten, at alene de samtrafikprodukter, der har karakter af egentlige flaskehalsressourcer, og hvor ét selskab kan kontrollere adgang og/eller prisfastsættelse, bør underkastes en samtrafikregulering, der tillige indeholder prisregulering.

I det omfang konkrete samtrafikprodukter ikke længere har karakter af egentlige flaskehalsressourcer, dvs. hvor én markedsaktør ikke kan kontrollere adgang og/eller prisfastsættelse, bør selve prisreguleringen således lempes og/eller afvikles, hvis det kan ske uden skadevirkninger for konkurrencen.

Umiddelbart vil hjemlen blive udnyttet som beskrevet nedenfor

1. Med hensyn til samtrafikproduktet udveksling af trafik (§ 40, stk. 1) og samhusning m.v. i tilknytning hertil (§ 40, stk. 4), er det hensigten indtil videre at fastsætte, at fastnetudbydere, der har en stærk markedsposition på det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester og markedet for fastnettjenester, skal give adgang til samtrafik med fastnettet, og at mobiludbydere, der har en stærk markedsposition på det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester, skal give adgang til samtrafik med mobilnettet. I begge tilfælde til priser, fastsat efter denne lovs § 55 og regler fastsat i medfør heraf. Se bemærkningerne til § 55 vedrørende valg af prisfastsættelsesmetode. Dette er i overensstemmelse med den fælles EU-regulering af denne form for samtrafik.

2. For så vidt angår samtrafikproduktet tjenesteudbyderadgang (§ 40, stk. 3) og samhusning m.v. i tilknytning hertil (§40, stk. 4), vil der alene blive stillet krav om anvendelse af den i medfør af § 55 gennemførte prisregulering, hvis en udbyder har en stærk markedsposition på markedet for fastnettjenester, og i så fald alene, hvis Telestyrelsen træffer afgørelse om prisregulering, jf. også bemærkningerne til § 55, stk. 1, nr. 3. Dette udgør en lempelse i forhold til den gældende samtrafikregulering, som indebærer, at også mobilselskabernes udbud af tjenesteudbyderadgang bliver underlagt prisregulering, hvis disse selskaber har en stærk markedsposition på det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester. Hermed svarer reguleringen af dette samtrafikprodukt i forhold til mobilselskaberne til reguleringen af national roaming, som heller ikke vil blive underlagt prisregulering, jf. nedenfor. Se bemærkningerne til § 55 vedrørende valg af prisfastsættelsesmetode for så vidt angår tjenesteudbyderadgang.

Tilsvarende vil mobilselskaber ikke blive underlagt en prisregulering af nye samtrafikprodukter, der bliver omfattet af bestemmelserne i denne lov i medfør af § 39, stk. 2, medmindre det følger af EU-reguleringen, at dette skal ske.

Se bemærkningerne til § 55, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår den nærmere anvendelse af bestemmelserne om eventuel prisregulering af tjenesteudbyderaftaler.

3. Med hensyn til samtrafikproduktet leje af infrastrukturkapacitet vil dette blive underlagt prisregulering, men efter forskellige prisfastsættelsesmetoder for så vidt angår de enkelte underkategorier af produkter. National roaming vil ikke blive underlagt prisregulering. Der henvises til bemærkningerne til § 55 vedrørende valg af prisfastsættelsesmetode for leje af infrastrukturkapacitet.

Ændringer, i hvilke samtrafikprodukter og markedsaktører der underlægges prisregulering med sigte på gradvis tilbagetrækning af reguleringen, vil være et centralt punkt i den årlige netværksredegørelse og den opfølgende politiske drøftelse mellem parterne bag den politiske principaftale af 8. september 1999.

Såfremt samtrafikprodukter undtages fra prisreguleringen, vil det pågældende samtrafikprodukt samtidig også undtages fra kravet om udarbejdelse af standardtilbud. Det skal bemærkes, at bestemmelsen om standardtilbud i § 62 alene finder anvendelse på udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition. Parter omfattet af § 44 vil således ikke blive omfattet af denne bestemmelse på trods af en forpligtelse til at levere samtrafik til omkostningsrelaterede priser. Med hensyn til de priser, som parter omfattet af § 44 skal give adgang til, vil disse blive fastsat gennem en tilpasset afvendelse af den i medfør af § 55 gennemførte regulering af de pågældende samtrafikprodukter. Telestyrelsen forudsættes at foretage denne tilpasning af priserne til sager omfattet af § 44. Tilpasningen forudsættes at ske som led i mæglingsforløbet.

Til § 55

§§ 51-55

§ 51. Aftaler om samtrafik indgås på kommercielle vilkår.

Stk. 2. Ved forhandlinger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik skal parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, uanset stk. 1, imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik til vilkår og priser, der følger af reglerne i afsnit IV i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf.

§ 52. Parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal give adgang til samtrafik på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. Ovennævnte parter skal under tilsvarende forhold anvende samme betingelser overfor andre parter, der stiller samme tjenester til rådighed, samt stille samtrafikprodukter til rådighed for andre på samme vilkår og med samme kvalitet, som de stilles til rådighed for partens egne tjenester eller for tjenester under partens datterselskaber eller partnere, når dette er relevant.

§ 53. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om minimumskrav til vilkår m.v. for aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, herunder minimumskrav vedrørende kontraktvilkår om økonomisk kompensation for manglende overholdelse eller opfyldelse af den indgåede aftale.

§ 54. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang parter, som i medfør af §§ 42-44 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal give adgang til samtrafik for de i §§ 39 og 40 nævnte samtrafikprodukter til omkostningsrelaterede priser, jf. § 55.

§ 55. Følgende prisfastsættelsesmetoder kan finde anvendelse på samtrafikprodukter omfattet af §§ 39 og 40

1) Modificerede historiske omkostningers metode.

2) Bedste praksis metoderne.

3) Slutbrugerprisen korrigeret for sparede omkostninger.

4) Langsigtede gennemsnitlige differensomkostningers metode (LRAIC-metoden).

Stk. 2. Ved anvendelse af den i stk. 1, nr. 1, nævnte prisfastsættelsesmetode kan den samlede pris for et samtrafikprodukt maksimalt udgøre summen af følgende beløb

1) De ekstra driftsomkostninger ved at gennemføre samtrafikken.

2) En forholdsmæssig andel af afskrivninger og forrentning af de nye investeringer, der er nødvendige for at gennemføre samtrafikken.

3) En forholdsmæssig andel af afskrivninger og forrentning af de øvrige investeringer på den del af nettet, der anvendes til at gennemføre samtrafikken.

4) En forholdsmæssig andel af en andel af de driftsomkostninger, der er snævert forbundet med frembringelsen af samtrafikproduktet. Andelen af de driftsomkostninger, hvoraf en forholdsmæssig andel kan indgå i samtrafikprisen, fastsættes med udgangspunkt i markedsandelen på det relevante marked.

5) En rimelig fortjeneste.

Stk. 3. Ved anvendelse af de i stk. 1, nr. 2, nævnte prisfastsættelsesmetoder kan den samlede pris for et samtrafikprodukt nedsættes,

1) således at prisen maksimalt udgør prisen for et tilsvarende samtrafikprodukt i en tilsvarende dansk eller udenlandsk aftale om samtrafik (en sammenligning med korrektion for dokumenterede, væsentlige produkt- eller landerelaterede forskelle), eller

2) således at prisen maksimalt udgør prisen for tilsvarende samtrafikprodukter i tre tilsvarende danske eller udenlandske aftaler om samtrafik (en sammenligning med korrektion for dokumenterede, væsentlige produktrelaterede forskelle).

Stk. 4. Ved anvendelse af den i stk. 1, nr. 3, nævnte prisfastsættelsesmetode kan den samlede pris for et samtrafikprodukt maksimalt udgøre slutbrugerprisen, som denne fremgår af listepriser for abonnementer, samtalepriser m.v., fratrukket 21 %.

Stk. 5. Ved anvendelse af den i stk. 1, nr. 4, nævnte prisfastsættelsesmetode kan den samlede pris for et samtrafikprodukt maksimalt udgøre summen af de langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger forbundet med frembringelsen af det pågældende samtrafikprodukt.

Stk. 6. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke af de i stk. 1 nævnte prisfastsættelsesmetoder der finder anvendelse på de enkelte samtrafikprodukter og de pågældende delmarkeder, i det omfang der efter regler fastsat i medfør af § 54 stilles krav om anvendelse af omkostningsrelaterede priser.

Stk. 7. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte prisfastsættelsesmetoder.

Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om fastsættelse og beregning af samtrafikpriser efter de i stk. 1 nævnte prisfastsættelsesmetoder, herunder om udbydernes pligt til medvirken hertil og til at aflevere oplysninger med sigte herpå, mulighederne for at gennemtvinge dette, samt om rammerne for Telestyrelsens anvendelse af skøn i forbindelse med anvendelse af de enkelte metoder.

Stk. 9. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om detailindhold og anvendelse (fastsættelse og beregning af samtrafikpriser) af den i stk. 1, nr. 4, nævnte prisfastsættelsesmetode.

§ 55 udgør en ændring i forhold til de gældende bestemmelser i samtrafikloven med tilhørende bekendtgørelse. For det første samles alle bestemmelser om mulige prisfastsættelsesmetoder i en bestemmelse, der vil blive nærmere udmøntet på bekendtgørelsesniveau, og for det andet strammes reguleringen af bedste praksis, således at der nu kan anvendes såvel en ét-lands metode og en tre-landes metode.

§ 55 angiver de forskellige prisfastsættelsesmetoder, der kan finde anvendelse på de forskellige samtrafikprodukter, og kapitel 18 regulerer anvendelse heraf i forhold til enkeltaftaler om samtrafik og i forhold til standardtilbud på samtrafik.

Til stk. 1

I denne bestemmelse oplistes de mulige prisfastsættelsesmetoder, der vil kunne finde anvendelse på samtrafikprodukter omfattet af §§ 39 og 40.

Disse metoder er: Modificerede historiske omkostningers metode, bedste praksis metoderne, slutbrugerprisen korrigeret for sparede omkostninger og langsigtede gennemsnitlige differensomkostningers metode (LRAIC-metoden). For en beskrivelse af metoderne, se bemærkningerne til stk. 2-5.

Som det også fremgår af den politiske principaftale af 8. september 1999, er målet at anvende den langsigtede gennemsnitlige differensomkostningers metode (LRAIC-metoden) til beregning af samtrafikpriser, da denne metode stemmer bedst overens med prisfastsættelsen i et konkurrencepræget marked. Metoden gør det således muligt for de parter, der anmoder om samtrafik, at undgå at betale en merpris begrundet i f.eks. en tidligere monopoludbyders eventuelle ineffektive produktionsapparat. Af den politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår ligeledes, på hvilke områder og i forhold til hvilke samtrafikprodukter, det er hensigten at anvende LRAIC-prisfastsættelsesmetoden.

I overgangsperioden, indtil LRAIC-prisfastsættelsesmetoden er færdigudviklet og kan anvendes første gang, finder den gældende lovs primære prisfastsættelsesmetode, der bygger på modificerede historiske omkostninger, fortsat anvendelse på de samtrafikprodukter, der vil blive underkastet LRAIC-regulering. Det samme gælder bedste praksis metoden, som med nærværende lovforslag foreslås opstrammet således, at der kan kræves prisnedsættelser med henvisning til prisniveauet alene i ét land alternativt på 3 lande, hvilket svarer til den gældende bedste praksis metode. Begge bedste praksis metoder vil kunne anvendes til, i en overgangsperiode indtil en dansk LRAIC-regulering er gennemført, at »importere« den mest succesrige udenlandske gennemførelse af en eller flere LRAIC-metoder og dermed forestå overgangen til det nye LRAIC-regime i Danmark.

Se også bemærkningerne nedenfor til stk. 6 om hvilke prisfastsættelsesmetoder, der finder anvendelse på de enkelte samtrafikprodukter.

Til stk. 2

Prisfastsættelsesmetoden svarer til den gældende metode i samtrafikloven, og indeholder således ingen indholdsmæssige ændringer. Der er alene tale om, at selve lovbestemmelsen er sprogligt omformuleret. Det er således sigtet, at de regler, som i dag findes i bekendtgørelse nr. 861 af 4. december 1998, om aftaler om samtrafik i telesektoren m.v. (herefter samtrafikbekendtgørelsen), vil blive videreført i uændret form.

Det fremgår af bestemmelsen, at den samlede pris for et samtrafikprodukt maksimalt kan udgøre en forholdsmæssig andel af de modificerede historiske omkostninger, som er forbundet med leveringen af det pågældende samtrafikprodukt samt en rimelig fortjeneste. Det fremgår af de i bestemmelsen oplistede elementer, hvilke omkostninger der kan medtages i denne beregning. Ved udtrykket forholdsmæssig andel forstås den andel af den samlede trafik i et bestemt net, som skyldes den part, der har indgået en aftale om samtrafik med en udbyder med en stærk markedsposition.

Det første element, der kan indregnes i prisen, er de ekstra driftsomkostninger ved at gennemføre samtrafikken. Herved forstås de forøgede driftsomkostninger, der er en følge af afviklingen af den pågældende samtrafik, og som derfor vil bortfalde, hvis den pågældende samtrafik ophørte.

Det andet element vedrører de tilfælde, hvor samtrafikken direkte nødvendiggør nyinvesteringer. Elementet fastsættes gennem en forholdsmæssig andel af afskrivninger og forrentning af investeringer, der er nødvendige for at gennemføre samtrafikken. Ved fastsættelsen af dette element i prisberegningen skal den udbyder, der ønsker samtrafikken, betale sin andel af denne investering. Andelen skal beregnes som andelen af den samlede trafik i de dele af nettet tilhørende den udbyder med stærk markedsposition, som samtrafikken vedrører. Det er dog alene investeringer, som både kommer udbyderen med en stærk markedsposition og udbyderen, der ønsker samtrafikken, til gode.

Nye investeringer, som er nødvendige for at gennemføre samtrafikken, og som ikke kommer udbyderen med en stærk markedsposition til gode, betales fuldt ud af den, der ønsker samtrafik i forbindelse med etableringen af samtrafikken.

Det tredje element, der kan indregnes, har bl.a. til formål at sikre en udbyder med en stærk markedsposition et bidrag til dækning af de dele af fællesomkostningerne, der vedrører den del af nettet, der anvendes til samtrafikken. Elementet skal beregnes som en forholdsmæssig andel af afskrivninger og forrentning af investeringer på den del af nettet, der anvendes til at gennemføre samtrafikken.

Ved beregningen af bidraget til afskrivninger, i forbindelse med fastsættelse af samtrafikpriser, skal der ikke tages udgangspunkt i den faktisk foretagne driftsmæssige afskrivning hos de enkelte markedsaktører eller i de afskrivningsperioder, disse har anvendt. I stedet fastlægges der i den kommende bekendtgørelsesregulering et sæt generelle rammer for medregning af investeringsomkostninger og nedskrivning heraf i samtrafiksammenhæng. Sigtet vil være anvendelse af en lineær skala, hvor afskrivningsperioden som udgangspunkt fastsættes til 20 år for bygninger og 10 år for centraler, transmissionsudstyr, kabler og kabelveje. Det vil, i forbindelse med den endelige fastlæggelse af rammerne herfor, blive vurderet, om der er behov for forskellige afskrivningsperioder for forskellige typer net (trådløse eller mobile net og faste net). Der bør ved fastlæggelsen af de beregningsmæssige afskrivningsperioders længde ikke alene tages udgangspunkt i de gennemsnitlige anvendte afskrivningsperioder i de enkelte dele af telesektoren, men også i den forventede rimelige indtjeningsperiode i forhold til den foretagne investering, i det omfang denne er længere end den fastsatte afskrivningsperiode.

Ved at fastlægge afskrivningsprincipperne på denne måde til brug for beregningerne undgås det, at forskelle mellem operatører eller ændringer af principperne påvirker samtrafikpriserne i en uønsket retning.

I forbindelse med beregningen af såvel det andet som det tredje element skal forrentningen beregnes som Nationalbankens diskonto plus 4 pct. p.a.

Det fjerde element, der kan medregnes, er en forholdsmæssig andel af en andel af de driftsomkostninger, der er snævert forbundet med frembringelsen af samtrafikken. Den andel af driftsomkostningerne, hvoraf der kan indregnes en forholdsmæssig andel, vil for aftaler om udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester blive fastsat således

Markedsandel for udbyderen med en stærk markedsposition

Andel af driftsomkostninger der kan indregnes

over 80 %

30 %

80 % og derunder

100 %

Formålet med kun at tillade en indregning på 30 % af de driftsomkostninger, der er snævert forbundet med frembringelsen af samtrafikken for udbydere med en markedsandel på over 80 %, er at sikre, at der skabes reel konkurrence på telemarkedet hurtigst muligt. Først når den markedsandel, som udbyderen med en stærk markedsposition har, når ned på 80 % eller mindre af det samlede marked for fastnet- og mobilkommunikationstjenester (opgjort på samme måde som markedet for udveksling af trafik), kan der indregnes en andel af alle de driftsomkostninger, der er snævert forbundet med frembringelsen af samtrafikken.

Det femte og sidste - element, som indgår i fastsættelsen af prisen for samtrafikproduktet, er en rimelig fortjeneste. Det er hensigten, som efter den gældende samtrafiklov, at fastsætte denne til 12 % af summen af de fire første elementer i beregningsmetoden.

Som et overordnet princip for fastsættelsen af samtrafikpriserne efter bestemmelsen gælder desuden, at omkostninger ved abonnentledningsnettet ikke kan indregnes ved fastsættelsen af priser. Begrundelsen herfor er, at disse omkostninger forudsættes betalt af slutbrugerne via abonnementsafgifter eller lignende.

For så vidt angår fastsættelse af priser for leje af infrastrukturkapacitet og tilhørende fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. (samhusning) vil den gældende metode i samtrafikloven blive anvendt. Metoden indeholder således ingen indholdsmæssige ændringer i forhold til gældende lovgivning.

De overordnede regler for fastsættelse af prisen for leje af infrastrukturkapacitet og fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. (samhusning) fremgår således af ovenstående bemærkninger dog med den forskel, at der for så vidt angår prisen, generelt skal tillades indregning af en forholdsmæssig andel af 100 % af de driftsomkostninger, der er snævert forbundet med leje af fysiske infrastrukturstrækninger i abonnentledningsnettet, uanset om udbyderen har en markedsandel på over eller under 80 %

Ved udtrykket »den forholdsmæssige andel« forstås ved leje af fysiske infrastrukturstrækninger i accessnettet samtrafikkens procentvise andel af den samlede kapacitet i den del af nettet, der anvendes til at gennemføre samtrafikken. Den forholdsmæssige andel beregnes ud fra en opgørelse af, hvor meget kapacitet den enkelte udbyder beslaglægger.

Det skal bemærkes, at fastsættelse af priser generelt vil ske på baggrund af senest foreliggende regnskabstal, jf. § 82. Der vil således ikke skulle ske efterregulering af priserne, når nye regnskabstal foreligger.

Til stk. 3

Som det fremgår af bemærkningerne til stk. 1, er de to bedste praksis metoder selvstændige prisfastsættelsesmetoder og ikke korrektionsmetoder i forhold til modificerede historiske omkostningers metode. Metoderne skal imidlertid ses i sammenhæng med de øvrige metoder og kan anvendes til yderligere at nedsætte prisen fastsat efter disse.

Det grundlæggende princip i bedste praksis prisfastsættelsesmetoderne er, at der skal være adgang til at kræve nedsættelse af en eksisterende dansk samtrafikpris, i det omfang det kan dokumenteres, at prisen for et tilsvarende samtrafikprodukt i én eller flere tilsvarende dansk(e) eller udenlandsk(e) aftale(r) om samtrafik er lavere end den eksisterende danske pris.

Sigtet med disse prisfastsættelsesmetoder er blandt andet, i en overgangsperiode, indtil der er gennemført en dansk LRAIC-regulering, at give mulighed for at »importere« resultaterne af eksempelvis LRAIC-analyser eller andre prisfastsættelsesmetoder, der tilsigter at sikre, at samtrafikpriser ikke belastes af ineffektivitet, forældet teknologi m.v., fra andre lande.

Bedste praksis metoden nævnt i nr. 1 indebærer en skærpelse af den gældende bestemmelse om bedste praksis i samtrafiklovgivningen, der er blevet fortolket således, at prisen skal baseres på fremlæggelse af dokumentation for en flerhed af lande. Med denne lov udbygges bestemmelsen således, at der desuden kan fremlægges dokumentation for, at prisen er lavere for et tilsvarende samtrafikprodukt i en tilsvarende dansk eller udenlandsk aftale om samtrafik.

Det skal understreges, at der med bedste praksis prisfastsættelsesmetoderne trods sammenfaldende ordlyd ikke er tale om en anvendelse af den metode, som Kommissionen omtaler i sin henstilling om samtrafiktakster, idet sidstnævnte tager udgangspunkt i sammenligninger af et snævert antal samtrafikprodukter i 3 lande, der alene bruges til offentliggørelse af bedste praksis og ikke forudsættes anvendt til konkret prisfastsættelse af samtrafikprodukter.

Anvendelse af de i stk. 1, nr. 2, nævnte bedste praksis metoder indeholder i medfør af stk. 3 to forskellige metoder for, hvordan den samlede pris for et samtrafikprodukt kan nedsættes. Enten kan den samlede pris for et samtrafikprodukt nedsættes, således at prisen maksimalt udgør prisen for et tilsvarende samtrafikprodukt i én tilsvarende dansk eller udenlandsk aftale om samtrafik, jf. stk. 3, nr. 1, eller den samlede pris for et samtrafikprodukt kan nedsættes, således at prisen maksimalt udgør den gennemsnitlige pris for tilsvarende samtrafikprodukter i tre tilsvarende danske eller udenlandske aftaler om samtrafik, jf. stk. 3, nr. 2.

Som det fremgår af bestemmelsen, bygger metoden i nr. 1, som er ny, på en sammenligning med korrektion for dokumenterede, væsentlige produkt- eller landerelaterede forskelle, mens metoden i nr. 2, som er en videreførelse af den gældende regulering, bygger på en sammenligning, hvor der alene korrigeres for dokumenterede, væsentlige produktrelaterede forskelle.

De nævnte korrektioner er nødvendige, fordi det ikke kan forventes, at der vil være tale om at sammenholde fuldstændig identiske aftaler. Forskningsministeren fastsætter, jf. bemærkningerne til stk. 6, således nærmere regler om indholdet af disse prisfastsættelsesmetoder, herunder om rammerne for korrektion, dvs. blandt andet de elementer af skøn, der indgår i Telestyrelsens anvendelse af bedste praksis metoderne.

Ved anvendelse af den i nr. 1 beskrevne metode skal der som nævnt foretages såvel produkt- som landerelaterede korrektioner, mens der ved anvendelse af metoden efter nr. 2 alene foretages produktrelaterede korrektioner. At der som udgangspunkt foretages færre korrektioner efter metoden i henhold til nr. 2 er begrundet i det forhold, at metoden bygger på sammenligning med en flerhed af lande 3 lande hvilket i almindelighed vil betyde, at individuelle dokumenterede, væsentlige landeforskelle udlignes, så de ikke får afgørende indflydelse på den endelige pris. Metoden i nr. 2 er på trods af en ændret affattelse en uændret videreførelse af den gældende bedste praksis prisfastsættelsesmetode, og den praksis der er fastlagt gennem Telestyrelsens og Teleklagenævnets hidtidige afgørelsesvirksomhed ved anvendelse af bedste praksis bestemmelsen i den gældende samtrafiklov, vil således fortsat være gældende for denne metodes anvendelsesmuligheder.

Det vil fremgå af forskningsministerens bekendtgørelse udstedt i medfør af stk. 6, at udgangspunktet ved anvendelse af bedste praksis metoderne er, at der under hensyntagen til ovennævnte skal korrigeres for alle væsentlige, dokumenterede forskelle, men at Telestyrelsen dog har adgang til at

1) afvise korrektioner, som Telestyrelsen på grundlag af det fremlagte materiale vurderer vil være af bagatelagtig betydning for den pågældende prisfastsættelse,

2) afvise korrektioner, som er indeholdt i allerede foretagne eller alternative korrektioner, således at det sikres, at der ikke korrigeres flere gange for samme forskel, og

3) afvise korrektioner, som er i modstrid med et af formålene med prisreguleringen af samtrafikprodukterne, nemlig at sikre at samtrafikpriserne ikke belastes af utidssvarende teknik, fejlinvesteringer, ineffektiv drift m.v. Der kan således ikke fortages korrektioner med henvisning til ineffektivitet og/eller forældet teknologi hos den danske udbyder, sammenholdt med den udenlandske udbyder, der sammenlignes med.

Dokumentation for prisniveau og øvrige forhold i relation til samtrafikprodukter og aftaler i de lande, der sammenlignes med, forudsættes fremlagt af den samtrafikberettigede part, eller indhentet af Telestyrelsen som led i en egen-drift afgørelse. Dokumentation for væsentlige forskelle, som kræver korrektion, vil derimod i en række situationer primært alene kunne udarbejdes og fremlægges af den samtrafikforpligtede part, som det dermed også påhviler at oplyse om korrektioner og at fremlægge dokumentation herfor, jf. dog også Telestyrelsens generelle forpligtelse til, eksempelvis gennem partshøring (herunder eventuelt flere på hinanden følgende gensidige partshøringer), at søge sagen bedst muligt oplyst. Ovennævnte korrektioner skal som nævnt foretages generelt på grundlag af fremlagt og indhentet dokumentation samt foretagne beregninger, men Telestyrelsen har, i det omfang det ikke er muligt at opstille et præcist dokumentationsgrundlag for den påkrævede korrektion, adgang til skønsmæssigt at fastsætte omfanget af denne.

Med udgangspunkt i ovenstående principper skal der blandt andet, hvor der kan identificeres væsentlige forskelle i de sammenlignede produkter, net og anlæg (herunder eksempelvis alder, teknisk opbygning og kvalitet), foretages korrektioner med henblik på at sikre en overordnet sammenlignelighed af samtrafikprodukterne, jf. dog ovenfor om adgangen til at afvise korrektioner med henvisning til ringere effektivitet og/eller forældet teknologi m.v. hos den omhandlede danske udbyder.

For så vidt angår ét land bedste praksis metoden efter nr. 1, skal der, med udgangspunkt i ovennævnte principper ud over korrektioner for produktrelaterede forskelle fastlagt i overensstemmelse med hidtidig praksis også foretages korrektioner for væsentlige landerelaterede forskelle samt for et eventuelt unaturligt lavt prisniveau m.v.

Ved væsentlige landerelaterede forskelle forstås eksempelvis forskelle i urbaniseringsgrad, linietæthed, geografi/topologi, eventuelle forskelle med baggrund i stordrifts- eller skalafordele, samt forskelle i det generelle omkostnings- og lønniveau (sammenholdt med arbejdskraftseffektiviteten).

Det bemærkes, at det kan være vanskeligt at fremskaffe entydig dokumentation for behovet for landerelaterede korrektioner, og at der derfor navnlig på dette område kan blive tale om skønsmæssigt fastsatte korrektioner, ligesom den ovenfor nævnte adgang til at afvise korrektioner, der skyldes ringere effektivitet og/eller forældet teknologi hos den omhandlede danske udbyder kan være relevant på dette område. Derudover kan der m.h.t. flere af de nævnte korrektionsfaktorer være tale om overlappende forhold, jf. ovenfor om adgangen til at afvise korrektioner, som er indeholdt i allerede foretagne eller alternative korrektioner, således at det sikres, at der ikke korrigeres flere gange for samme forskel.

Der skal som nævnt ovenfor med udgangspunkt i ovennævnte principper desuden foretages korrektioner for et eventuelt unaturligt lavt prisniveau m.v. i sammenlignede aftaler. Dette betyder, at der blandt andet skal foretages en kompenserende korrektion, hvis der er tale om et prisniveau for de omhandlede samtrafikprodukter, som er unaturligt lavt på grund af krydssubsidiering, herunder eventuelt regulatorisk påtvunget krydssubsidiering, mellem forskellige kategorier af samtrafikprodukter, mellem samtrafikpriserne og andre aktivitetsområder, eller eventuelt gennem statstilskud til dækning af samlede underskud eller lignende, ligesom det skal sikres, at den pågældende listepris er udtryk for et stabilt prisleje.

Sådanne eventuelle korrektioner for krydssubsidiering m.v. er navnlig væsentlige, hvor der tages udgangspunkt i priserne i forskellige lande i forbindelse med fastsættelse af bedste praksis priserne for flere forskellige kategorier inden for de enkelte samtrafikprodukter. Det faktum, at prisfastsættelsesmetoder i de lande, der sammenlignes med, i lighed med den danske samtrafikregulering ikke tillader medregning af omkostninger, der skyldes ineffektivitet, forældet teknologi eller lignende, kan derimod ikke danne grundlag for korrektion.

Det forudsættes ved anvendelsen af metoderne, at der skal anvendes samme land for fastsættelse af priser for de enkelte samtrafikprodukter omfattet af § 39, stk. 1.

Derimod er der mulighed for at anvende forskellige lande til fastsættelse af samtrafikpriser for hver af de i § 39, stk. 1, nævnte samtrafikprodukter.

Bestemmelsen knytter sig alene til nedsættelse af samtrafikpriserne. Dette indebærer, at såfremt en konkret anvendelse af bestemmelsen i nr. 1 eller 2, måtte føre til, at kun visse af de enkelte priselementer, som indgår i den samlede pris for et samtrafikprodukt omfattet af § 39, stk. 1, ligger på et lavere niveau i det land, som danner baggrund for sammenligningen, vil Telestyrelsen alene skulle træffe afgørelse for så vidt angår de enkelte priselementer, som vil bevirke en nedsættelse af den samlede pris for samtrafikproduktet.

Det vil i forlængelse heraf fremgå af forskningsministerens bekendtgørelse udstedt med hjemmel i stk. 6, at Telestyrelsen skal foretage en afvejning af, hvilket dokumentationsgrundlag der skal anvendes, i tilfælde hvor flere udbydere parallelt fremlægger dokumentation for samtrafikpriserne i forskellige lande. For begge metoder gælder her, at Telestyrelsen skal vælge de(t) land(e), der bedst opfylder formålene oplistet i § 1, stk. 3. Vælger Telestyrelsen selv at gennemføre en bedste praksis analyse med henblik på nedsættelse af samtrafikpriser, vælger Telestyrelsen selv, hvorvidt analysen gennemføres efter metoden i nr. 1 eller nr. 2. Afgørelse heraf beror også her på, hvilken metode der bedst opfylder formålene i § 1, stk. 3.

Telestyrelsen skal, i forbindelse med den endelige fastsættelse af en konkret samtrafikpris baseret på bedste praksis metoderne, udøve et samlet skøn med udgangspunkt i de overordnede målsætninger for samtrafikprisreguleringen, således som disse er beskrevet i § 1, stk. 3. Telestyrelsen skal udøve dette skøn under hensyntagen til, at det overordnede formål er i videst muligt omfang at sikre reelle konkurrencemarginer, at sikre at samtrafikpriserne ikke belastes af utidssvarende teknik, fejlinvesteringer, ineffektiv drift m.v. hos den samtrafikforpligtede udbyder, samt at samtrafikpriserne fremmer vækst og innovation.

Til stk. 4

Den pågældende prisfastsættelsesmetode er skræddersyet til og anvendes i dag alene i forhold til tjenesteudbyderadgang. Der foreligger endnu ikke tilstrækkelige erfaringer med metoden til at begrunde ændringer af denne.

Metoden er derfor lig den gældende model for beregning af samtrafikpriser for tjenesteudbyderadgang og indeholder således ingen indholdsmæssige ændringer. Der er alene tale om, at selve lovbestemmelsen er sprogligt omformuleret, mens de regler, der findes i dag i samtrafikbekendtgørelsen, vil blive videreført i uændret form.

Der vil således på bekendtgørelsesniveau ske en videreførelse af den gældende bestemmelse om, at Telestyrelsen, når Telestyrelsen skønner, at det er berettiget for at sikre reel konkurrence, kan træffe afgørelse om, at udbydere, der har en stærk markedsposition på et nærmere defineret delmarked, jf. bemærkningerne til § 54, skal give adgang til samtrafik til priser beregnet med udgangspunkt i slutbrugerprisen, som denne fremgår af listepriser for abonnementer, samtalepriser m.v., f.eks. gebyrer for flytning, korrigeret for sparede omkostninger. Denne korrektion udgør 21 %.

Til stk. 5

Det teoretiske grundlag for LRAIC-metoderne

LRAIC-prisfastsættelsesmetoder omtales ofte som en enkelt metode. Det er imidlertid langt fra korrekt. Begrebet »LRAIC« er således fællesbetegnelsen for en række metoder eller metodevarianter, hvor det fælles teoretiske udgangspunkt er, at prisen for et givet samtrafikprodukt fastsættes på grundlag af en beregning af de langsigtede, gennemsnitlige differensomkostninger ved at tilvejebringe forskellige samtrafikprodukter i en optimalt opbygget og drevet teleinfrastruktur. LRAIC-metoder uanset hvilken variant der vælges tager således ikke udgangspunkt i de faktiske omkostninger, men i hvad omkostningerne ved at producere et givet samtrafikprodukt i et optimalt drevet net og selskab »burde være«.

Sigtet med en LRAIC-prisregulering er dobbelt: For det første at etablere en samtrafikpris, der, i modsætning til hvis prisen var baseret på de historiske omkostninger, »simulerer« eller svarer til de omkostninger, der ville være ved som ny udbyder at etablere eget net, forudsat at denne har en vis volumen af trafik til at bære denne grundinvestering. Herved giver reguleringen på den ene side nye markedsaktører mulighed for at benytte eksisterende net, indtil de har opnået en volumen, der gør denne adgang uinteressant, uden at komme til at betale for ineffektivitet, fejlinvesteringer m.v. hos den tidligere monopoludbyder. På den anden side tilskynder reguleringen dem til at investere i nye alternative net, så snart deres forretning kan bære dette.

For det andet har prisreguleringen det mere radikale sigte at medvirke til at bryde monopolmarkedet op ved at sikre nye markedsaktører en rimelig konkurrencemargin, når de går ind på forskellige delmarkeder, uanset at dette kan være belastende for den tidligere monopoludbyder. Endelig kan der være tale om allerede nedskrevne og betalte investeringer.

Den konkrete afvejning af betydningen af de forskellige hensyn varierer fra land til land og ind imellem også fra samtrafikprodukt til samtrafikprodukt og giver sig udslag i forskellige LRAIC-varianter i de enkelte lande.

LRAIC-metodens skarphed overfor det eller de omfattede selskaber kan variere afhængigt af de valg, der træffes vedrørende en række afgørende nøgle-metodeantagelser i denne. Disse væsentlige modelantagelser er følgende

Det første nøgle-element er spørgsmålet om, hvorvidt der ved analysen skal tages udgangspunkt i det dominerende selskabs omkostningsstruktur og -tal med visse fremadrettede justeringer (top down analyse), eller om der skal opbygges en model for en ideel effektiv operatør baseret på tal og erfaringer fra flere kilder (bottom-up). Anvendelse af en top-down model alene vil mindske gennemsigtigheden, idet denne model er baseret på den eksisterende omkostningsstruktur og data for udbydere med en stærk markedsposition, og grundlaget vil derfor i vidt omfang ikke være tilgængeligt for tredjemand. I modsætning hertil vil anvendelse af bottom-up modellen skabe stor gennemsigtighed. Dette skyldes, at modellen baseres på offentligt tilgængeligt materiale. Ofte gøres der i praksis det, at der gennemføres en beregning baseret på begge varianter (henholdsvis en top-down og en bottom-up model), hvorefter der via en høringsproces skabes enighed om en række delkomponenter.

Næste nøgle-element er spørgsmålet om, hvorvidt man ved opstillingen af en top-down LRAIC-model skal tage udgangspunkt i en ren »greenfield-situation«, hvilket betyder, at det fiktive net, der udgør beregningsgrundlaget, skal konfigureres helt fra grunden baseret på, hvordan man med moderne netteknologi ville opbygge et net, eller om udgangspunktet i større eller mindre omfang bør være den eksisterende netkonfiguration (også kaldet »scorched node«). Da det formentlig vil være billigere i dag at bygge et telenet end at bygge videre på det bestående, har valget mellem de to alternativer afgørende konsekvenser for, hvilket omkostningsgrundlag man når frem til.

Det tredje nøgle-element er spørgsmålet om, hvordan investeringsomkostninger håndteres i relation til nedskrivning, herunder hvordan man indkalkulerer det faktum, at der i det eksisterende net er foretaget en række allerede nedskrevne og betalte investeringer.

Det sidste nøgle-element er spørgsmålet om, hvordan man fordeler den store gruppe af driftsrelaterede omkostninger, som umiddelbart rubriceres under begrebet fællesomkostninger, og som kan henføres dels til selskabets slutbruger-forretning og dels til produktionen af samtrafikprodukter.

Også regelprocessen forbundet med fastsættelsen af samtrafikpriser gennem anvendelse af en LRAIC-metode adskiller sig fra den traditionelle objektive regelfastsættelsesproces. LRAIC-metoden er kendetegnet ved en langt tættere sammenblanding af regelfastsættelse og førstegangsanvendelse. Processen består samlet af metodevalg, valg af hvilke og hvor mange delkomponenter, der skal indgå, og valg af data baseret på input fra henholdsvis udbydere med en stærk markedsposition og de nye udbydere med en interesse i at opnå attraktive samtrafikvilkår og -priser. Regelfastsættelsen minder således i realiteten mere om en udvidet hørings- eller forligsmandsproces end om egentlig regelfastsættelse.

Erfaringerne fra udlandet

Set i forhold til de gældende danske prisfastsættelsesmetoder er de LRAIC-metoder, der er lavet rundt omkring i verden, herunder i Storbritannien og USA, langt mere komplekse og detaljerede og indebærer typisk, at hvert enkelt af de omfattede samtrafikprodukter er brudt ned i en række delkomponenter. For disse delkomponenter er der fastsat nærmere regler for, hvordan og i hvilket omfang disse kan indgå i beregningen af LRAIC-priserne. Såvel de amerikanske som de britiske telemyndigheder har vurderet, at en sådan detailnedbrydning er nødvendig for at få skabt en troværdig model.

1. Modelantagelserne

For så vidt angår modelantagelserne fremgår det af Kommissionens henstilling af 8. januar 1998, at udgangspunktet bør være en bottom-up model. Udgangspunktet er således en bottom-up model, der skal checkes ved at holdes op imod en top-down model. I Kommissionens henstilling af 8. april 1998 uddybes, at årsagen hertil er, at bottom-up modeller stadig er imperfekte. Der er ikke i henstillingerne taget stilling til spørgsmålet om anvendelse af greenfield antagelse («scorched earth«) vs. »scorched node«, og til spørgsmålet om indregning af allerede afskrevne aktiver. European Economics udarbejder dog i øjeblikket en bottom-up model for koblet samtrafik for Kommissionen, der anvender en antagelse om »scorched node with optimisation«, der optimerer switching (central) arkitekturen. Aktiverne værdisættes efter genanskaffelsesværdier.

I Storbritannien er der bygget såvel bottom-up modeller som top-down modeller. Disse er sammenlignet, og forskellene er identificeret. Forskelle, der ikke umiddelbart kan rettes i top-down modellen, er herefter indføjet i top-down modellen som ad hoc korrektioner («hybrid adjustments«). I Storbritannien er der anvendt en scorched node antagelse, dvs. at placering af udstyr og transmissionsveje er givet. Der sker dog en vis grad af netværksoptimering i begge modeller, ved at teknologien på de enkelte placeringer optimeres. Aktiverne er i modellerne udelukkende værdisat til genanskaffelsesværdierne, og der er derfor ikke foretaget tilpasninger for allerede nedskrevne aktiver.

I Canada bruges udelukkende bottom-up modeller til at beregne samtrafikomkostninger. Der anvendes en scorched node antagelse, dvs. at antallet og placeringen af netelementerne er taget som givet. Aktiverne værdisættes til genanskaffelsesværdier.

I Frankrig anvendes såvel en bottom-up model som en top-down model, hvor top-down modellen hovedsageligt er blevet anvendt. Der er anvendt en scorched node antagelse, og der er anvendt nuværende teknologier (SDH) og den nuværende trafikvolumen. Aktiverne er evalueret ved genanskaffelsesværdier.

I Holland anvendes såvel en top-down model (EDC-modellen) som en bottom-up model. Sammenligningen af disse to modeller gav anledning til korrektioner til EDC-modellen. EDC-modellens beregninger dannede herefter basis for regulatørens (OPTA) fastsættelse af samtrafikpriser. Der anvendes i begge modeller som udgangspunktet en scorched node antagelse, hvor den eksisterende netværkstopologi, dvs. placeringer af centraler og transmissionsveje, tages for givet. For så vidt angår de enkelte aktiver, anvendes princippet om Modern Equivalent Assets (dvs. princippet om at erstatte eksisterende aktiver med moderne aktiver, der kan udføre samme funktioner). Der anvendes dog såkaldte »fremadrettede elementer« i modellerne. I top-down modellen vedrører dette en korrektion for midlertidige faciliteter samt eksisterende forhold, som forventes at blive ændret på kort sigt. I bottom-up modellen anvendes optimiseringsmoduler, der ud fra en målsætning om at minimere de samlede drifts- og anlægsomkostninger optimerer den valgte central- og transmissionsteknologi. Desuden skal der anvendes prognoser for den fremtidige trafikvolumen. For så vidt angår transportnettet, er værdierne af aktiverne fastsat til genanskaffelsesværdier. I accessnettet er der både foretaget en beregning udfra henholdsvis genanskaffelsesværdier og nedskrevne, historiske værdier. Prisen for local loop (det rå kobber) fastsættes herefter det første år som prisen beregnet udelukkende udfra de nedskrevne, historiske værdier. Herefter øges prisen gradvist til efter en 5-årig periode til at svare til prisen fastsat efter genanskaffelsesværdier.

I Irland foregår arbejdet hos den nationale regulatør (ODTR) med såvel bottom-up modeller som top-down modeller. Regulatøren har meddelt, at der vil blive lagt større vægt på resultaterne i en realistisk bottom-up model end den dominerende udbyders top-down model. Der anvendes en tilpasset scorched node antagelse, ifølge hvilken de eksisterende placeringer af netelementer er givet, men hvor udstyret på disse punkter optimeres, ligesom transmissionsudstyret der forbinder disse punkter optimeres. Dette gælder især det forhold, at lokale centraler erstattes af koncentratorer. Aktiverne i det modelarbejde, der anvendes til at fastsætte priser for koblet samtrafik, evalueres ud fra genanskaffelsesværdier. Der er endnu ikke taget endelig stilling til, hvilken prisfastsættelsesmetode der skal anvendes for så vidt angår det rå kobber.

I Østrig anvendes en bottom-up model og en top-down model på lige fod. Priserne fastsættes således et sted mellem det højere resultat, som en top-down model giver efter at have korrigeret for ineffektiviteter, og det lavere resultat, som bottom-up modellen giver. Der anvendes en hybrid scorched node/greenfield tilgang, hvor der anvendes det eksisterende netværk (scorched node antagelsen), og hvor der tages højde for ineffektiviteter i netværksarkitekturen (dvs. via en reduktion i antallet af centraler og et check på vigtigheden af de eksisterede hierarkiske niveauer). Der anvendes genanskaffelsesværdier i værdisættelsen af aktiverne.

I Tyskland anvendes såvel en bottom-up model som en top-down model. De nuværende priser for rå kobber er baseret på LRAIC-priser, mens priser for koblet samtrafik er baseret på en international benchmarking-analyse. Der anvendes en hybrid scorched node/greenfield tilgang, idet placeringen af de eksisterende abonnenttrin tages for givet, men hvor antallet og placeringen af centralerne afspejler et optimalt struktureret netværk. Der anvendes genanskaffelsesværdier i værdisættelsen af aktiverne.

Der er i USA en lang tradition for anvendelse af bottom-up modeller. I starten af 1997 præsenterede Federal Communications Commission (FCC) resultatet af sit arbejde med omkostningsmodellerne. Ved tilpasninger og beregninger på to (bottom-up) modeller (Benchmark Cost Model (BCM) samt Hatfield 2.2), beregnede FCC såkaldte »proxy priser« for samtrafik, som de enkelte delstater kan anvende som referencepunkter.

2. Processen

For så vidt angår processen med udarbejdelse af en LRAIC-metode, har denne både i USA og Storbritannien omfattet et trepartsamarbejde mellem den tidligere monopoludbyder, de nye markedsaktører og teleregulatøren. Sigtet med dette samarbejde har været at undgå vidensasymmetri. Regelfastsættelse, vidensopbygning og -udveksling, konsekvensberegninger (og dermed i realiteten konkret anvendelse), mægling og enkeltafgørelser har desuden været dybt integrerede i den anvendte proces. Dette har indebåret, at der ved afslutningen af forløbet på en gang er blevet udviklet et samlet regelsæt for beregning af de pågældende priser, og samtidig er blevet foretaget den første beregning af, hvad dette konkret fører til med hensyn til prisniveau.

Resultatet i USA og Storbritannien har på denne måde været en transparent og veldokumenteret høringsproces til etablering af både de overordnede rammer for reguleringen og af detailreguleringen af bestemte områder på basis af målene i lovgivningen. Der har dog samtidigt været tale om en meget omfattende og ressourcekrævende udviklings- og beregningsproces for både regulator og markedsaktører. I USA og Storbritannien gik der således 2 ½-4 år fra drøftelserne startede og frem til de endelige priser lå klar.

Metodens anvendelse i Danmark

Valget mellem de ovennævnte kritiske metodeantagelser, der udgør det teoretiske grundlag for udarbejdelse af en LRAIC-metode, skal i Danmark i forbindelse med gennemførelse af den danske LRAIC-prisreguleringsmetode træffes på baggrund af opfyldelsen af de politiske formål for prisreguleringen, jf. § 1, stk. 3, under hensyntagen til andre særlige forhold, som gør sig gældende på det danske marked, og i øvrigt ligge på linie med de nyeste erfaringer med anvendelse af sådanne modeller i Europa (se afsnittet vedr. andre landes erfaringer ovenfor) samt Kommissionens anbefalinger.

De internationale erfaringer viser for så vidt angår bottom-up problematikken, at denne metode vinder stigende anvendelse i Europa, bl.a. i Irland, Holland, Østrig og Tyskland. Samtidig viser erfaringerne også, at næsten alle lande i praksis hverken har anvendt scorched node eller greenfield til at værdifastsætte aktiverne, men at der i stedet i de fleste tilfælde er tale om anvendelse af en modificeret scorched node antagelse. Med hensyn til korrektion for allerede nedskrevne aktiver er det værd at bemærke, at erfaringerne viser, at relativt få modeller også finder anvendelse på det rå kobber/accessnettet. I Holland, hvor dette er tilfældet, har man, som nedenfor beskrevet, valgt at håndtere dette ved hjælp af en særlig variant af LRAIC-metoden.

Med hensyn til udvikling af den danske LRAIC-metode, betyder ovenstående, at der, som grundlag for Telestyrelsens fastsættelse af, hvordan den pågældende prisfastsættelsesmetode skal anvendes, skal gennemføres to parallelle analyser af, hvad det vil koste, set i et fremadrettet perspektiv, at producere de omhandlede samtrafikprodukter. Dette skal ske gennem anvendelse af både en bottom-up og en top-down model.

Top-down analysen forudsættes gennemført af det eller de selskaber, der er forpligtet til at stille samtrafikprodukter til rådighed til en reguleret pris (i praksis for indeværende Tele Danmark). Analysen skal tage udgangspunkt i selskabets eksisterende omkostninger, dog med visse fremadrettede justeringer, hvor forældede teknologiske løsninger erstattes med optimal teknologi. I denne analyse vil eksisterende fællesomkostninger blive fordelt forholdsmæssigt mellem den del af selskabets aktiviteter, der retter sig imod slutbrugermarkedet, og den del der omhandler produktion af samtrafikprodukter til andre teleselskaber (aktivitetsbestemt fordeling).

Bottom-up analysen forudsættes udarbejdet af de øvrige brancheaktører vejledt af Telestyrelsen. Denne analyse skal tage sigte på at opstille en model for, hvad det ville koste at producere de pågældende samtrafikprodukter i et ideelt opbygget net og et ideelt drevet selskab, baseret på de nyeste teknologiske løsninger og en optimalt opbygget organisation.

Såvel top-down som bottom-up analysen skal tage udgangspunkt i grundelementerne i den eksisterende netinfrastruktur hos Tele Danmark. I praksis indebærer dette, at der skal tages udgangspunkt i den grundlæggende geografiske net-arkitektur, sådan som denne i dag tager sig ud frem til og med selve centralerne i nettet («scorched node«), dog for så vidt angår bottom-up analysen med visse optimeringer for så vidt angår centraludstyr m.v. (det der også internationalt betegnes som »scorched node with optimisation« betragtninger). Metoden vil hermed svare til den metode, som Kommissionens konsulentfirma anvender i forbindelse med den fælles europæiske bottom-up analyse, som for indeværende er under udarbejdelse, og som vil kunne indgå som en del af grundlaget for udarbejdelse af en særskilt dansk bottom-up model.

Telestyrelsens fastlæggelse af den endelige beregningsmodel skal ske på baggrund af de ovenfor nævnte analyser og på baggrund af en drøftelse heraf med alle markedsaktører. Fastlæggelsen skal desuden ske med udgangspunkt i bottom-up analysen, hvis resultater kontrolleres og modificeres ved at sammenholde denne med top-down analysen, således at den endelige prisfastsættelsesmetode fremstår som en konsolideret afvejning af resultaterne af de to analyser. Sigtet er at undgå indregning af ineffektivitet og omkostninger, der skyldes forældede teknologiske løsninger. Også på dette punkt vil den valgte danske model dermed følge EU-anbefalingerne om, hvordan LRAIC-metoden bør anvendes.

Andelen af fællesomkostninger, der skal indgå i den danske LRAIC-metode, skal fastsættes af Telestyrelsen i samarbejde med de berørte parter under hensyntagen til de i § 1, stk. 3, nævnte formål. Andelen kan således variere for de enkelte samtrafikprodukter.

Det er sigtet, at Telestyrelsen efter høring af samtlige brancheaktører fastsætter rammerne for udarbejdelsen af henholdsvis top-down og bottom-up analysen, med udgangspunkt i det ovenfor anførte, jf. også Telestyrelsens hjemmel hertil i medfør af stk. 9. Som anført ovenfor skal Telestyrelsen ved den danske anvendelse af LRAIC-metoden lægge sig op ad Kommissionens anbefalinger vedrørende samme og erfaringerne fra de EU-lande, som senest har gennemført en LRAIC-regulering af samtrafikpriserne på deres nationale marked.

Ved anvendelse af LRAIC-prisfastsættelsesmetoden i forhold til leje af infrastrukturkapacitet i abonnentnettene skal der udarbejdes en særlig tilpasset version af LRAIC-metoden, som i en opstartsfase inddrager det faktum, at abonnentnettet i dag i et vist omfang er nedskrevet. Sigtet er anvendelse af en som udgangspunkt 5-årig »trappestige-model«, hvor prisen for leje af infrastrukturkapacitet i abonnentnettet i det første år fastsættes som en LRAIC-pris fastlagt med udgangspunkt i den nedskrevne værdi af det eksisterede abonnentnet. Herefter øges prisen gradvist, så den efter en 5-årig periode (eller evt. en længere periode) udgør en LRAIC-pris fastlagt med udgangspunkt i genanskaffelsesværdierne ved etablering af et nyt accessnet. Herved sikres en klar og gennemskuelig prisstruktur, som i vidt omfang er baseret på leje af det eksisterende abonnentnet, men som over en klart, tidsmæssigt afgrænset periode gradvis skifter fokus, således at modellen i stadigt stigende omfang stimulerer til ny-investeringer på dette område hos samtlige markedsaktører. Modellen svarer til den LRAIC-model for fastsættelse af samtrafikpriser for leje af infrastrukturkapacitet i abonnentnettet, som er anvendt i Holland, som er et af de få lande, der har udviklet en specifik LRAIC-model til dette formål.

Betragtningen om indregning af, at der i det eksisterende net i et vist omfang er tale om allerede nedskrevne og betalte net-aktiver, vil derimod ikke være relevant i forbindelse med anvendelsen af LRAIC-metoden på andre samtrafikprodukter end leje af infrastrukturkapacitet i abonnentnettet.

Til stk. 6

Bestemmelsen indeholder hjemmel for forskningsministeren til at koble de i stk. 1 nævnte prisfastsættelsesmetoder til de i §§ 39 og 40, nævnte samtrafikprodukter, i det omfang disse i medfør af regler fastsat efter § 54 er undergivet prisregulering.

For så vidt angår regulering af priser for samtrafikproduktet udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester (§ 40, stk. 1) og tilhørende samhusning (jf. § 40, stk. 4) er det, jf. også den politiske principaftale af 8. september 1999, hensigten at fastsætte, at LRAIC-prisfastsættelsesmetoden skal anvendes på disse samtrafikprodukter. Det vil samtidig blive fastsat, at indtil LRAIC-prisfastsættelsesmetoden er udviklet og kan anvendes første gang, finder prisfastsættelsesmetoderne modificerede historiske omkostningers metode samt bedste praksis metoderne anvendelse. Herefter bortfalder disse metoder i forhold til de pågældende samtrafikprodukter og kan ikke længere påberåbes i forhold til disse.

Med hensyn til samtrafikproduktet leje af infrastrukturkapacitet (jf. § 40, stk. 2) og tilhørende samhusning (jf. § 40, stk. 4) forudsætter den politiske principaftale af 8. september 1999 en differentieret prisregulering af de enkelte underkategorier af dette samtrafikprodukt.

Priserne for leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre net-elementer i abonnentnettene, samt for fællesudnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. (samhusning) i forbindelse hermed (populært benævnt det rå kobber med tilhørende samhusning), skal i henhold til den politiske principaftale af 8. september 1999 fastsættes på baggrund af en særligt tilpasset LRAIC-metode. Denne metode skal tage højde for, at en stor del af omkostningerne til at etablere de danske accessnet er betalt og til dels nedskrevet, ligesom metoden skal sikre en konkurrencemargin, der fremmer innovative investeringer både i bredbåndstjenester og i andre former for nye avancerede produkter. Endelig skal metoden søges udformet, så priserne ikke i uhensigtsmæssigt omfang hæmmer investering i nye accessteknologier.

I en overgangsperiode, indtil denne LRAIC-metode er udviklet og kan anvendes første gang, anvendes modificerede historiske omkostningers metode samt bedste praksis metoderne. Disse metoder finder anvendelse til beregning af samtrafikpriser for leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre net-elementer i abonnetnettene og tilhørende samhusning, indtil LRAIC-metoden er klar til at blive taget i brug, hvorefter disse bortfalder.

M.h.t. priserne for leje af de øvrige underkategorier af leje af infrastrukturkapacitet, med undtagelse af national roaming, som ikke prisreguleres, følger det af den politiske principaftale af 8. september 1999, at der indtil videre skal anvendes modificerede historiske omkostningers metode og bedste praksis metoderne på disse samtrafikprodukter.

Når erfaringerne med udvikling af de ovenfor nævnte LRAIC-metoder foreligger, skal det politisk besluttes, under inddragelse af en vurdering af konkurrenceudviklingen for så vidt angår markedet for leje af de øvrige former for infrastrukturkapacitet, om det vil være hensigtsmæssigt også at udvikle eller tilpasse en LRAIC-metode for disse samtrafikprodukter.

I det omfang det besluttes, at anvende en LRAIC-prisfastsættelsesmetode for leje af overordnede net-elementer, forskellige former for trådløse forbindelser og lejede kredsløb, vil det samtidig medføre dels en ændring af forskningsministerens bekendtgørelse udstedt efter § 46, dels en ændring af forskningsministerens bekendtgørelse udstedt efter stk. 6, jf. i øvrigt bemærkninger til § 46.

For så vidt angår samtrafikproduktet tjenesteudbyderadgang (jf. § 40, stk. 3) med tilhørende, eventuel samhusning (jf. § 40, stk. 4) , følger det af den politiske principaftale af 8. september 1999, at det er hensigten indtil videre at opretholde den gældende prisfastsættelsesmetode, som indebærer, at en tjenesteudbyder kan købe slutbrugerprodukter hos en samtrafikforpligtet udbyder til en pris, der maksimalt kan udgøre den pris, som slutbrugeren samlet set skal betale, fratrukket 21%. Hverken modificerede historiske omkostningers metode, bedste praksis metoderne eller LRAIC-metoden forudsættes således indtil videre anvendt på tjenesteudbyderaftaler.

Med hensyn til aftaler om national roaming følger det som nævnt ovenfor af den politiske principaftale af 8. september 1999, at den gældende bestemmelse om, at aftaler herom skal indgås på kommercielle vilkår, opretholdes. National roaming vil således ikke blive underlagt prisregulering.

Til stk. 7

Bestemmelsen indeholder hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte prisfastsættelsesmetoder.

At dette sker på bekendtgørelsesniveau sikrer mulighed for en fleksibel tilpasning til teknologi- og markedsudviklingen.

Forskningsministeren vil ved udmøntningen af metoderne sikre, at der ikke gennem den nærmere detailregulering af disse bliver tale om ekspropriative indgreb.

For en angivelse af, hvordan anvendelse af hjemlen forudsættes anvendt af forskningsministeren, henvises der til bemærkningerne til stk. 2-5, der nærmere beskriver indholdet af de enkelte metoder.

Til stk. 8

Med bestemmelsen gives forskningsministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om fastsættelse og beregning af samtrafikpriser efter de i bestemmelsen nævnte prisfastsættelsesmetoder. I modsætning til hjemlen i stk. 7, der omhandler selve indholdet af prisfastsættelsesmetoderne, indeholder denne bestemmelse hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte processuelle regler i forbindelse med udarbejdelsen af prisfastsættelsesmetoderne og anvendelsen af disse og til at fastsætte rammer for Telestyrelsens adgang til at anvende skøn i forbindelse med anvendelsen af de enkelte prisfastsættelsesmetoder.

Hjemlen vil især blive anvendt med sigte på nærmere regulering af, hvordan LRAIC-modellen forudsættes udarbejdet og anvendt, herunder til at regulere forpligtelser og rettigheder for de enkelte brancheaktører i forbindelse med udarbejdelse af delbidrag, høring, inddragelse m.v.

Erfaringerne fra USA og Storbritannien om processen i forbindelse med udarbejdelse af LRAIC-modeller viser klart, at det ikke er muligt at gennemføre en finmasket og konkret samtrafik-prisregulering i form af en LRAIC-prisregulering, medmindre regelfastsættelse, konsekvensberegning og fastsættelse af de konkrete samtrafikpriser integreres i en samlet proces, og medmindre denne proces gennemføres som en trepartsproces mellem telemyndigheden, udbydere med en stærk markedsposition og de nytilkomne selskaber, hvorigennem der dels sker fælles vidensopbygning og udveksling, dels sker en gensidig mægling og kommentering, og endelig træffes en række delafgørelser af regelfastsættende karakter af telemyndigheden (hvorved det samlede regelsæt udvikles).

Det er med andre ord ikke muligt at foretage denne type prisregulering via en traditionel lovgivnings- og bekendtgørelsesproces, hvor reglerne fastsættes via en almindelig høringsproces og først derefter anvendes og konsekvensberegnes.

Det vil derfor fremgå af forskningsministerens bekendtgørelse, at processen skal omfatte et trepartssamarbejde mellem det tidligere monopolselskab (som for indeværende er den eneste udbyder med en stærk markedsposition, der vil blive underlagt prisregulering), de øvrige markedsaktører og Telestyrelsen. Det tidligere monopolselskab vil blive pålagt at udarbejde et top-down omkostningsstudie, mens de øvrige markedsaktører vil blive pålagt at udarbejde en bottom-up analyse, begge dele med mulighed for udbygning fra Telestyrelsens side, i det omfang der ikke fremlægges tilstrækkelig dokumentation. Disse to analyser vil herefter danne grundlag for en gensidig hørings- og mæglingsproces, med sigte på, med udgangspunkt i bottom-up analysen, at få etableret en konsolideret LRAIC-prisfastsættelsesmetode, der inkorporerer elementer fra begge analyser.

Telestyrelsens rolle er for det første at opstille kriterier for og minimumskrav til begge analyser samt gennem en høringsproces, der bl.a. vil omfatte en række trepartsdrøftelser, at skaffe sig information om og synspunkter på modellernes værdi som beslutningsgrundlag, og i sidste ende om hvordan resultaterne kan modificeres for til slut at udgøre en hybridmodel. Målet er således en transparent og veldokumenteret høringsproces til etablering af både de overordnede rammer for reguleringen og af detailreguleringen af bestemte områder på basis af målene i lovgivningen.

Af den kommende bekendtgørelse vil også fremgå, at det er Telestyrelsen, som på baggrund af den samlede proces til sidst i en bekendtgørelse fastsætter, hvordan beregningsmodellen skal udformes og anvendes, jf. også bemærkningerne til stk. 9, med sigte på opfyldelse af de generelle målsætninger for telereguleringen.

Det vil således fremgå af forskningsministerens bekendtgørelse, at Telestyrelsen har pligt til at inddrage de nævnte parter i arbejdet. Det vil samtidig blive fastsat, at de nævnte parter har pligt til at aflevere alle oplysninger, som Telestyrelsen skønner nødvendige, til Telestyrelsen til brug for modelarbejdet. Det vil endvidere fremgå, at såfremt disse parter ikke som forudsat og inden for den af Telestyrelsen fastlagte tidsplan fremlægger analyser, afgiver høringssvar m.v. eller på anden vis deltager i arbejdet eller ikke afgiver oplysninger som forudsat, vil Telestyrelsen have adgang til at træffe afgørelser på basis af de foreliggende oplysninger.

I det omfang der er tale om manglende afgivelse af faktuelle oplysninger, som en samtrafikforpligtet part uomtvisteligt er i besiddelse af, og som er afgørende for den videre proces, vil der alene kunne anvendes påbud og eventuelt tvangsbøder til at sikre, at oplysningerne fremlægges.

Der vil endvidere blive fastsat regler om Telestyrelsens mulighed for at undtage oplysninger modtaget i forbindelse med udvikling af LRAIC-metoden fra offentliggørelse.

For så vidt angår adgangen til at indbringe de afgørelser, der træffes af Telestyrelsen som led i det samlede LRAIC-forløb, vil det, når der ses bort fra påbud vedrørende fremlæggelse af dokumentation, oplysninger m.v., alene være selve den endelige regeludmøntning, dvs. Telestyrelsens fastsættelse af maksimale priser, der kan indbringes og ikke enkeltbeslutninger truffet i forbindelse med udarbejdelse af LRAIC-metoden, idet disse enkeltbeslutninger i realiteten er et led i den samlede, afsluttende regelfastsættelse, som herefter vil kunne indbringes, såfremt en eller flere parter finder, at den pågældende udmøntning ligger uden for, hvad Telestyrelsen, på baggrund af de af forskningsministeren fastsatte regler om indholdet af LRAIC-metoden, i medfør af stk. 9, har hjemmel til at fastsætte.

Det vil endvidere indgå i bekendtgørelsesreguleringen, at Telestyrelsen, efter at modellen første gang er udarbejdet, hvert år skal fastsætte maksimale priser for samtrafik beregnet efter LRAIC-metoden for de omhandlede samtrafikprodukter.

Hvert tredje år skal Telestyrelsen endvidere foretage en vurdering af, hvorvidt der er behov for at foretage ændringer i selve LRAIC-prisfastsættelsesmetoden. Ændringer skal i givet fald gennemdrøftes og belyses efter samme proces, som ved førstegangsudarbejdelsen af LRAIC-metoden. Uanset ovenstående kan de involverede parter, i forbindelse med Telestyrelsens årlige fastsættelse af maksimale priser beregnet efter LRAIC-metoden, anmode Telestyrelsen om at vurdere, hvorvidt der skal foretages en opdatering af LRAIC-metoden, uanset at der ikke er gået 3 år siden den seneste opdatering.

Hjemlen vil endvidere blive udnyttet til at bemyndige Telestyrelsen til at fastlægge den samlede tidsplan for udarbejdelsen af LRAIC-metoden, og herunder til at fastsætte bindende tidsfrister for parternes udarbejdelse af de respektive analyser og øvrige medvirken, herunder også til at fastsætte konkrete tidsfrister for den samtrafikforpligtede parts afgivelse af supplerende faktuelle oplysninger i forbindelse med LRAIC-processen.

Det er sigtet, at arbejdet med udarbejdelse af selve LRAIC-prisfastsættelsesmetoderne og input til disse skal være afsluttet, således at konkrete samtrafikpriser for de relevante samtrafikprodukter kan fastsættes af Telestyrelsen pr. 31. december 2002.

I det omfang Telestyrelsen vurderer, at der er behov for yderligere tid til at inddrage alle relevante informationer, synspunkter og parter forud for den endelige slutdato, vil de telepolitiske ordførere blive orienteret om sådanne udskydelser.

I det omfang det er muligt at afslutte dele af LRAIC-processen forud for den 31. december 2002, er det højest prioriterede mål at få fastsat en LRAIC-baseret samtrafikpris for leje af fysiske infrastrukturstrækninger i accessnettet samt for fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v. (samhusning).

Anvendelse af LRAIC-metoden til beregning af samtrafikpriser vil fordre en revidering af de opstillede regnskabsregler, jf. også bemærkningerne til § 82.

Bestemmelsen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om rammerne for Telestyrelsens anvendelse af skøn i forbindelse med anvendelse af de enkelte prisfastsættelsesmetoder.

Anvendelse af skøn vil især være relevant og nødvendigt i forbindelse med fastsættelse af priser efter bedste praksis metoderne og efter LRAIC-metoden.

Bestemmelserne herom vil tage udgangspunkt i de ovenfor under bemærkningerne til stk. 2 og 4, beskrevne rammer herfor, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Til stk. 9

Bestemmelsen giver Telestyrelsen hjemmel til, inden for rammerne af de af forskningsministeren fastsatte regler efter stk. 7 og 8, at detailregulere indhold og anvendelse af LRAIC-prisfastsættelsesmetoden, som en udmøntning af Telestyrelsens afsluttende fastsættelse af, hvordan denne model skal anvendes, efter at det i bemærkningerne til stk. 8 beskrevne analyse- og mæglingsforløb er gennemført.

Udstedelse af bekendtgørelsen sker efter høring af de parter, som har deltaget i selve LRAIC-processen.

Til kapitel 15: Aftaler med sigte på at muliggøre nummerportabilitet og fast operatørvalg

Den gældende samtrafikregulering er baseret på det udgangspunkt, at aftaler mellem udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende afvikling af nummerportabilitet regulatorisk betragtes som aftaler om samtrafik og er underkastet samtrafikregulering. Den gældende lov definerer imidlertid ikke klart, hvilke former for aftaler der kan være tale om, og hvordan disse i givet fald forudsættes reguleret på grundlag af de gældende regler. Det er samtidig også en del af udgangspunktet for den gældende regulering i vidt omfang at overlade det til markedsaktørerne selv at aftale de praktiske rammer for afvikling af nummerportabilitet. De indvundne erfaringer med igangsætning af første etape af nummerportabilitet, herunder oprettelsen af det fælles driftsselskab Operator Clearing House (OCH), gør imidlertid, at der i dag foreligger et langt klarere billede.

Processen med at portere numre i forbindelse med nummerporta bilitet indeholder en række elementer, herunder

1) at nummeret skal flyttes fra en udbyder til en anden,

2) at nummeret skal lægges ind i en database, således at information om nummerets placering er tilgængelig for andre udbydere,

3) at udbyderne via opslag i databasen skal sørge for, at der sker en korrekt dirigering af opkald til numre, der er omfattet af nummerportabilitet,

4) at udbyderne indbyrdes skal indgå aftaler om samtrafik, og

5) at udbydere af telenet eller teletjenester er forpligtet til at videredirigere opkald fra udenlandske net til abonnentnumre, som af denne udbyder er afgivet til andre udbydere.

Ved porterede numre forstås en slutbrugers nummer, som er overflyttet fra en udbyder af telenet eller teletjenester til en anden udbyder af telenet eller teletjenester i forbindelse med nummerportabi litet.

§§ 56-58

§ 56. Udbydere af telenet eller teletjenester skal imødekomme alle anmodninger fra andre udbydere af telenet eller teletjenester om indgåelse af aftaler om afgivelse af abonnentnumre med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, som en slutbruger har anmodet om, jf. dog tidsfrister fastsat i medfør af § 36, stk. 3.

Stk. 2. Udbydere af telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, skal afgive abonnentnumre til andre udbydere af telenet eller teletjenester, eller modtage abonnentnumre fra andre udbydere af telenet eller teletjenester, med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, i samme omfang som disse tilbyder nummerportabilitet til egne slutbrugere. Dette gælder uanset tidsfrister fastsat i medfør af § 36, stk. 3.

Stk. 3. Udbydere som nævnt i stk. 1 og 2 skal sikre, at andre udbydere af telenet eller teletjenester har adgang til via en database at få oplyst, hvilken udbyder af telenet eller teletjenester et abonnentnummer er afgivet til, med sigte på korrekt dirigering af opkald til porterede abonnentnumre.

Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at udbydere af telenet eller teletjenester som nævnt i stk. 3 skal overlade administrationen af oplysninger om porterede abonnentnumre til en fælles database etableret og drevet af en eller flere udbydere af telenet eller teletjenester eller af tredjemand.

Stk. 5. Forskningsministeren kan i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 4 fastsætte nærmere regler om, at de vilkår og priser for at varetage administrationen af porterede numre, som anvendes af den eller de udbydere, der i medfør af regler fastsat efter stk. 4 har fået overdraget ansvaret for etablering og drift af en fælles database, skal være omkostningsbaserede, objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende.

Stk. 6. Regler fastsat i medfør af stk. 5 gælder tilsvarende for eventuel tredjemand, som på vegne af en eller flere udbydere af telenet eller teletjenester, forestår driften af en database som nævnt i stk. 3 og 4.

§ 56 udgør sammen med §§ 57 og 58 den nye regulering af aftaler med sigte på at muliggøre nummerportabilitet. Der skelnes i denne lov mellem aftaler om samtrafik i forbindelse med selve dirigeringen af opkald til porterede numre og aftaler om afgivelse af numre, begge med sigte på at muliggøre udveksling af trafik med abonnentnumre, der er omfattet af nummerportabilitet. Hertil kommer en række aftaler, der muliggør korrekt dirigering og aflevering af opkald til porterede numre. De to sidstnævnte typer af aftaler betragtes ikke som aftaler om samtrafik, men er særskilt reguleret i §§ 56-58.

En række af disse bestemmelser indeholder hjemler til forskningsministeren til at fastsætte nærmere regler om indgåelse af aftaler, betaling og vilkår m.v. i forbindelse med de forskellige del-elementer af afvikling af nummerportabilitet og dirigering af trafik til porterede numre.

Hjemlerne udgør en række alternativer, der ikke nødvendigvis vil blive udnyttet samtidig.

For flere af hjemlerne vil en eventuel udnyttelse til at fastsætte nærmere regler desuden afhænge af, om forskningsministeren skønner, at regelfastsættelse er nødvendig og hensigtsmæssig, eller om de vilkår og priser, som allerede frivilligt tilbydes af de parter, som eventuelt ville blive underkastet regulering, svarer til, hvad der regulatorisk kunne stilles krav om i form af omkostningsbaserede, åbne og ikke-diskriminerende vilkår og priser.

Til § 56

Til stk. 1

Bestemmelsen viderefører delvist den gældende bestemmelse i § 10, stk. 1, i lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v., hvorefter alle udbydere af telenet eller teletjenester skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse af aftaler om afgivelse af numre med sigte på at muliggøre nummerportabilitet.

Der er sket en udvidelse af, hvilke udbydere der er omfattet af kravet om indgåelse af aftaler om afgivelse af abonnentnumre med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, således at alle udbydere af telenet eller teletjenester nu er omfattet af kravet, ligesom det er præciseret, at alle anmodninger herom fra en anden udbyder af telenet eller teletjenester, skal imødekommes, forudsat at der foreligger en anmodning fra en slutbruger om overførsel af abonnentnummeret, afgivet til en af de to omhandlede udbydere.

Henvisningen til tidsfristerne fastsat i medfør af § 36, stk. 3, er sket for tidsmæssigt at fastsætte, hvornår forpligtelsen i stk. 1 træder i kraft.

Slutbrugerens ret til nummerportabilitet kan principielt omfatte både abonnentnumre, som denne har taget i brug, og abonnetnumre, som slutbrugeren har aftalt med den pågældende udbyder, er reserveret til dennes fremtidige brug. Om dette i den konkrete situation er tilfældet, vil afhænge af den konkrete kontrakt mellem udbyderen af telenet eller teletjenester og slutbrugeren, og de heri aftalte kontraktvilkår om, hvad den pågældende reservation indebærer.

Til stk. 2

Bestemmelsen viderefører delvist den gældende bestemmelse i § 10, stk. 3, i lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v. Bestemmelsen indebærer, at udbydere af telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition på et givet delmarked uanset bestemmelsen i stk. 1 skal afgive abonnentnumre til andre udbydere af telenet eller teletjenester, eller modtage abonnentnumre fra andre udbydere af telenet eller teletjenester, med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, i samme omfang som disse tilbyder nummerportabilitet til egne slutbrugere. Dette gælder uanset tidsfrister fastsat i medfør af § 36, stk. 3. Bestemmelsen indeholder således et ikke-diskriminations princip. Der er ligeledes i denne bestemmelse sket en udvidelse, idet alle udbydere af telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition nu er omfattet af bestemmelsen.

Som noget nyt i forhold til den gældende bestemmelse præciseres det, at pligten omfatter både afgivelse og modtagelse af numre med sigte på at muliggøre nummerportabilitet.

Til stk. 3

Med bestemmelsen pålægges de i stk. 1 og 2, nævnte udbydere at sikre andre udbydere af telenet eller teletjenester adgang til via en database at få oplyst, hvilken udbyder af telenet eller teletjenester et abonnentnummer er afgivet til. Denne bestemmelse er indført for at muliggøre korrekt dirigering af opkald til porterede abonnentnumre. Ved den ovennævnte sikring af adgang til en database forstås muligheden for at søge oplysninger om porterede numre. Denne adgang skal ikke nødvendigvis etableres af den udbyder, der er pålagt at sikre adgang, men kan eksempelvis forvaltes af tredjemand.

Dele af branchen har på nuværende tidspunkt etableret et samarbejde om en fælles database, Operator Clearing House (OCH), etableret som et aktieselskab, som administrerer oplysningerne om porterede numre, og hvor udbydere af telenet eller teletjenester har mulighed for mod betaling at få adgang til oplysninger om abonnentnumres placering. Selskabet er ejet af en del af udbyderne af telenet eller teletjenester.

Til stk. 4- 6

Disse bestemmelser er ligeledes en nyskabelse i forhold til gældende regulering. Stk. 4. indeholder en hjemmel til forskningsministeren til at fastsætte regler om, at udbydere som nævnt i stk. 1 og 2, skal overlade administrationen af oplysninger om abonnentnumre som nævnt i stk. 3, til en fælles database etableret af en eller flere udbydere af telenet eller teletjenester eller af tredjemand, herunder eksempelvis til det allerede etablerede OCH.

Hjemlen i stk. 4 vil som udgangspunkt alene blive udnyttet, såfremt det viser sig at være problematisk uden regulering at sikre korrekt dirigering, eller hvis priser og vilkår for en frivilligt etableret fælles database anses for problematiske udfra en konkurrencebetragtning, jf. nedenfor.

Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til, at forskningsministeren kan stille krav om, hvordan et sådant fælles »administrations-selskab« skal være opbygget eller om ejerskabet heraf.

Stk. 5 og 6 giver i den situation, hvor der efter stk. 4 stilles krav om benyttelse af ét fælles »administrationsselskab«, mulighed for at fastsætte nærmere regler om vilkår og priser for dette fælles administrationsselskabs administration af den enkelte udbyders porterede numre med sigte på at sikre, at disse vilkår og priser er ikke-diskriminerende og omkostningsbaserede (baseret på fuldt fordelte omkostninger).

Der vil ikke nødvendigvis skulle fastsættes regler efter stk. 5 og 6, blot fordi hjemlen i stk. 4 udnyttes.

Som nævnt ovenfor vil en eventuel udnyttelse af hjemlen til at fastsætte nærmere regler efter stk. 5 og 6 afhænge af, om forskningsministeren skønner, at regelfastsættelse er nødvendig og hensigtsmæssig, eller om de vilkår og priser, som allerede frivilligt tilbydes af de parter, som eventuelt ville blive underkastet regulering, svarer til, hvad der regulatorisk kunne stilles krav om i form af omkostningsbaserede, åbne og ikke-diskriminerende vilkår og priser.

Udgangspunktet er således, at forskningsministeren kun fastsætter regler om priser og vilkår, hvis branchen ikke selv når frem til en fornuftig og afbalanceret løsning. Afklaringen af, om der er grundlag og behov for regulering fra ministerens side, vil ske i dialog med brancheaktørerne.

Til § 57

Til stk. 1 og 2

Bestemmelsen fastslår, at korrekt dirigering af opkald til numre, der er omfattet af nummerportabilitet, som hovedregel skal sikres via opslag i databaser som nævnt i § 56, stk. 3, eller eventuelt i en fælles database, jf. § 56, stk. 4. Desuden præciseres det, hvad der forstås ved korrekt dirigering.

Hovedformålet med bestemmelsen er at sikre, at der sker en korrekt dirigering. Måden hvorpå dirigeringen foretages underlægges ikke faste rammer, og der er således principielt intet til hinder for at anvende flere forskellige former for databaser, forudsat at denne løsning fungerer effektivt for de parter, der skal foretage opslag heri.

Det skal desuden bemærkes, at ikke alle elementer af dirigeringen nødvendigvis skal foretages af den udbyder, der er forpligtet til at sikre korrekt dirigering af numre, men eksempelvis kan indgå som en del af en aftale om samtrafik eller udliciteres.

Til stk. 3

Denne bestemmelse viderefører reglen i § 10, stk. 8, i nummerloven.

Det er hensigten med denne bestemmelse at sikre, at der ved opkald fra udenlandske udbydere sker en dirigering af opkald fra udenlandske udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til numre, som er medtaget ved skift til andre udbydere.

Til stk. 4

§ 57. Udbydere af telenet eller teletjenester skal via opslag i databaser som nævnt i § 56, stk. 3, sikre korrekt dirigering af opkald til abonnentnumre, der er omfattet af nummerportabilitet, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Korrekt dirigering omfatter aflevering af opkaldet til den udbyder af telenet eller teletjenester, som abonnentnummeret er afgivet til, jf. § 56, stk. 1 og 2, i det omfang den forpligtede udbyder udbyder slutbrugerprodukter, hvori der indgår opkald til ikke-porterede abonnentnumre af den pågældende type.

Stk. 3. Udbydere af telenet eller teletjenester er forpligtet til at videredirigere opkald fra udenlandske net til abonnentnumre, som af denne udbyder er afgivet til andre udbydere af telenet eller teletjenester, jf. § 56, stk. 1 og 2.

Stk. 4. Uanset stk. 1 kan forskningsministeren fastsætte nærmere regler om, at en udbyder af telenet eller teletjenester er forpligtet til at videredirigere opkald fra abonnentnumre inden for den samlede danske nummerplan til abonnentnumre, som af denne udbyder er afgivet til andre udbydere af telenet eller teletjenester, jf. § 56, stk. 1 og 2. Såfremt regler herom fastsættes, bortfalder forpligtelsen i stk. 1 i forhold til den pågældende udbyders abonnentnumre.

Stk. 5. Telestyrelsen kan, på grundlag af stk. 1 og 2 eller regler fastsat i medfør af stk. 4, fastsætte nærmere regler om, hvordan portering af numre og dirigering af opkald mellem udbydere af telenet eller teletjenester skal afvikles, herunder regler for hvordan portering og dirigering skal ske, når et nummer af slutbrugeren medtages ved flere efterfølgende skift mellem udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, og eventuelle supplerende krav til indholdet af aftaler om samtrafik med sigte herpå.

§ 57 giver to alternative muligheder for at sikre korrekt dirigering. Hovedreglen, som er nævnt i stk. 1, er en dirigeringspligt baseret på opslag i en database. Stk. 4 indeholder, som alternativ hertil, mulighed for at erstatte denne regel med et krav om, at videredirigeringen i stedet sker hos den udbyder, som har afgivet nummeret, dvs. en viderestillingsmodel, som nævnt i denne bestemmelse.

Det er alene hensigten at udnytte den pågældende hjemmel til at fastsætte nærmere regler om en viderestillingsmodel, hvis det af tekniske eller markedsmæssige årsager viser sig, at den gældende model baseret på database-opslag ikke i praksis fungerer, eksempelvis fordi ingen parter ønsker at påtage sig at drive en fælles database, og individuelle database-løsninger viser sig ikke at kunne administreres.

Til stk. 5

Denne bestemmelse viderefører reglerne i § 10, stk. 7, i nummerloven. Der er som noget nyt sket en udvidelse af Telestyrelsens hjemmel til at fastsætte regler om nummerportabilitet. Hjemlen omfatter nu også regler om, hvordan portering af numre mellem udbydere af telenet eller teletjenester, der er forpligtede til at stille denne facilitet til rådighed for slutbrugerne, skal afvikles, herunder regler om hvordan portering skal ske.

Der kan med hjemmel i denne bestemmelse blive udstedt nærmere regler, primært af teknisk karakter, der præciserer, hvordan nummerportabilitet i praksis håndteres i situationer, hvor der er tale om flere efterfølgende skift mellem teleselskaber. Disse regler vil blive udarbejdet og ajourført i samarbejde med brancheaktørerne og baseret på de løsninger, som der i brancheregi måtte være enighed om at anvende.

Til § 58

Til stk. 1 og 2

Det er hensigten med bestemmelserne at præcisere, at den udbyder, der afgiver et nummer i forbindelse med nummerportabilitet, maksimalt kan få dækket omkostningerne i forbindelse med selve flytningen (afgivelse) af nummeret, beregnet efter § 55, stk. 1, nr. 1, samt de løbende omkostninger i forbindelse med nummerafgiften, og at aftaler herom skal indgås på ikke-diskriminerende og objektive vilkår.

Der henvises i øvrigt til de indledende bemærkninger til kapitel 15, for så vidt angår den nye skelnen mellem aftaletyper med sigte på at muliggøre nummerportabilitet.

Til stk. 3

Bestemmelsen viderefører den gældende § 6 og § 9 i nummerloven, hvoraf det fremgår, at forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at omkostningerne ved at opgradere teleinfrastruktur m.v., således at det bliver muligt at gennemføre fast operatørvalg og nummerportabilitet, skal afholdes af den enkelte udbyder af offentlige telenet eller teletjenester.

Hjemlen vil alene blive benyttet, såfremt der ikke indgås en brancheaftale efter bestemmelserne i §§ 59 og 60 om, hvorledes og af hvem de pågældende omkostninger skal finansieres.

Til stk. 4 og 5

Bestemmelsen i stk. 4 indeholder en hjemmel for forskningsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling for opslag i databaser som nævnt i § 56, stk. 3, og § 57, med henblik på at sikre korrekt dirigering af opkald til numre, der er omfattet af nummerportabilitet.

Som nævnt ovenfor vil en eventuel udnyttelse af hjemlen til at fastsætte nærmere regler efter stk. 4 og 5 afhænge af, om forskningsministeren skønner, at regelfastsættelse er nødvendig og hensigtsmæssig, eller om de vilkår og priser, som allerede frivilligt tilbydes at de parter, som eventuelt ville blive underkastet regulering, svarer til, hvad der regulatorisk kunne stilles krav om i form af omkostningsbaserede, åbne og ikke-diskriminerende vilkår og priser.

Udgangspunktet er således, at forskningsministeren kun fastsætter regler om vilkår og priser, hvis branchen ikke selv når frem til en fornuftig og afbalanceret løsning. Afklaringen af, om der er grundlag og behov for regulering fra ministerens side, vil ske i dialog med brancheaktørerne.

Såfremt hjemlen i stk. 4 anvendes, og der fastsættes regler om betaling for opslag i databaser som nævnt i § 56, stk. 3, gælder disse regler også for eventuel tredjemand, som på vegne af en eller flere udbydere af telenet eller teletjenester forestår driften af ovennævnte databaser.

Til kapitel 16: Brancheaftaler som alternativ til regulering

Til § 59

Anvendelse af brancheaftaler som alternativ til bekendtgørelsesregulering skal ses som en mulighed for at opnå markedsmæssige og fleksible løsninger på de praktiske problemer forbundet med indgåelse af aftaler om samtrafik. Brancheaftaler kendes allerede fra den nugældende samtrafiklovgivning, men den nugældende lovgivning indeholder ikke egentlige regler om fastsættelse af rammerne for indgåelse af denne type af aftaler.

Det fremgår af den politiske principaftale af 8. september 1999, at rammerne for forhandlinger om brancheaftaler skal forbedres, og at forhandlingerne skal ske i løbende samspil med Forskningsministeriet og Telestyrelsen for at undgå afsporing og deraf følgende tabt tid. For at udmønte den politiske principaftale af 8. september 1999 indeholder §§ 59 og 60 en række krav og betingelser i forbindelse med forhandlinger om brancheaftaler, der indgås efter aftale med enten forskningsministeren eller Telestyrelsen.

Såvel forskningsministeren som Telestyrelsen kan indgå aftale med udbydere af telenet eller teletjenester og andre relevante brancheaktører om, at der i brancheregi forhandles og indgås en aftale, der træder i stedet for bekendtgørelsesregulering.

Hvorvidt det er forskningsministeren eller Telestyrelsen, der i det konkrete tilfælde indgår en aftale med branchen, afhænger af hvilken type af regulering, som brancheaftalen skal træde i stedet for, dvs., om aftalen skal træde i stedet for regulering, som forskningsministeren har kompetence til at udstede, eller træde i stedet for regulering, som henhører under Telestyrelsens kompetence.

Forskningsministeren vil typisk kunne indgå aftale med branchen om forhandling og indgåelse af aftaler, der f.eks. vedrører kontraktbetingelser i forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik. Det følger således af § 53, at forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indgåelse af aftaler om samtrafik, herunder fastsætte minimumskrav til hvilke vilkår m.v. sådanne aftaler skal indeholde. Det fremgår af § 53, at også parter, som omfattet af § 44, er omfattet af regler med hjemmel i denne bestemmelse. Dette faktum indebærer dog ikke, at der forudsættes indgået en brancheaftale med disse parter i det omfang forskningsministeren undlader at fastsætte regler efter § 53, og i stedet overlader det til brancheaktørerne at indgå en aftale herom. Brancheaftalerne forudsættes således alene indgået af udbydere af telenet eller teletjenester (foruden andre relevante brancheaktører).

Telestyrelsen vil typisk kunne indgå aftale med branchen om forhandling og indgåelse af aftaler, der vedrører f.eks. den tekniske definition af samtrafikprodukter eller nærmere betingelser for udveksling af trafikken mellem telenettene. Dette vil ligge i forlængelse af Telestyrelsens kompetence til at udstede nærmere regler om hvilke produkter, ydelser m.v., der er omfattet af § 40, stk. 1, 2 og 4, samt regler om, hvilke tjenester og grundlæggende bærertjenester, øvrige tjenester og faciliteter m.v., der er omfattet af samtrafikreguleringen, jf. § 40, stk. 6.

Endvidere vil brancheaftaler f.eks. kunne erstatte bekendtgørelsesregulering efter § 50 og § 57, stk. 5.

Den pågældende myndighed vil efter almindelige aftaleretlige regler have mulighed for at ophæve en aftale f.eks. i tilfælde af misligholdelse.

De brancheaftaler, som i dag er indgået, berøres ikke umiddelbart af den nye regulering af brancheaftaler, og disse aftaler kan således umiddelbart fortsætte. Imidlertid vil såvel forskningsministeren som Telestyrelsen efter de nye regler kunne indgå aftale med branchen om ændring af gældende aftaler eller om at erstatte eksisterende aftaler med nye aftaler, som udarbejdes efter regelsættet i denne lov. Såfremt branchen selv på eget initiativ ønsker at foretage ændringer i gældende aftaler, kan branchen selvsagt gøre dette. Forskningsministeren eller Telestyrelsen vil imidlertid skulle vurdere ændringer i gældende aftaler i henhold til bestemmelserne i denne lov med henblik på at vurdere, om aftalerne opfylder de krav, der i denne lov stilles, for at brancheaftalerne kan træde i stedet for bekendtgørelsesregulering, jf. § 60.

Bestemmelsen indebærer ingen begrænsning i mulighederne for, at brancheaktørerne kan vælge at indgå aftaler om andre forhold end de i denne bestemmelse oplistede, herunder f.eks. at branchen internt foretager en art høringsprocedure eksempelvis over Tele Danmarks standardtilbud. Sådanne aftaler og procedurer vil dog ikke få status af en egentlig brancheaftale, der er uden for Telestyrelsens almindelige tilsynsforpligtelser og kan således ikke træde i stedet for eller erstatte gældende regulering.

Til § 60

§ 58. Udbydere af telenet eller teletjenester som afgiver numre med sigte på at muliggøre nummerportabilitet, jf. § 56, kan af andre udbydere af telenet eller teletjenester maksimalt kræve en betaling herfor, der dækker engangsomkostningerne forbundet med afgivelse af numre beregnet efter prisfastsættelsesmetoden i § 55, stk. 1, nr. 1, samt løbende betaling af nummerafgiften.

Stk. 2. Udbydere som nævnt i stk. 1 er endvidere forpligtede til efter anmodning fra andre udbydere af telenet eller teletjenester at indgå aftaler om afgivelse af numre som nævnt i § 56, på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår.

Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at omkostningerne ved at opgradere teleinfrastruktur m.v., således at det bliver muligt at gennemføre fast operatørvalg og nummerportabilitet, skal afholdes af den enkelte udbyder af telenet eller teletjenester.

Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om den betaling og de vilkår, som udbydere af telenet eller teletjenester kan fastsætte for andre udbydere af telenet eller teletjenester i forbindelse med disses opslag i databaser som nævnt i § 56, stk. 3, og § 57, med henblik på at sikre korrekt dirigering af opkald til numre, der er omfattet af nummerportabilitet.

Stk. 5. Regler fastsat i medfør af stk. 4 gælder tilsvarende for eventuel tredjemand, som på vegne af en eller flere udbydere af telenet eller teletjenester forestår driften af databaser som nævnt i § 56, stk. 3.

§§ 59-60

§ 59. Forskningsministeren eller Telestyrelsen kan som alternativ til fastsættelse af regler i medfør af § 40, stk. 6, § 50, § 53 og § 57, stk. 5, indgå aftale med udbydere af telenet eller teletjenester og andre relevante brancheaktører om i brancheregi at forhandle og indgå brancheaftaler.

§ 60. Aftaler mellem forskningsministeren eller Telestyrelsen og udbydere af telenet eller teletjenester og andre relevante brancheaktører, jf. § 59, skal indeholde

1) en afgrænsning og præcisering af hvilke forhold der forudsættes indgået en brancheaftale om og eventuelle minimumskrav til indholdet heraf,

2) forudsætninger vedrørende forhandlingernes samlede forløb, fremdrift og gennemførelse, inklusive en tidsplan for det samlede forhandlingsforløb,

3) en angivelse af deltagerkredsen og af hvilke parter, der har eller i forløbet kan få adgang til at deltage i forhandlingerne om den eller de omhandlede brancheaftaler,

4) bestemmelser der sikrer, at deltagerne i forhandlingerne forinden indsendelse af aftalen til forskningsministeren eller Telestyrelsen indhenter en afgørelse fra Konkurrencerådet om, hvorvidt aftalen udgør en overtrædelse af konkurrenceloven,

5) bestemmelser der sikrer, at den myndighed, der indgås aftale med, godkender brancheaftaler i henhold til § 59 forinden disse iværksættes,

6) rammer for offentliggørelse, herunder at brancheaftalerne skal gøres offentligt tilgængelige umiddelbart efter at godkendelse er sket, og

7) bestemmelser der sikrer, at brancheforhandlinger og brancheaftaler i henhold til § 59 holdes adskilte fra andre forhandlinger og aftaler i brancheregi.

§ 60 oplister en række krav til de aftaler, som indgås mellem branchen og den pågældende myndighed om i brancheregi at forhandle og indgå en brancheaftale som alternativ til bekendtgørelsesregulering. Kravene skal opfyldes af branchen, for at aftalen kan godkendes af den pågældende myndighed. Alle de i § 60, nr. 1-7, oplistede krav skal være opfyldt. En række af kravene kendes i dag fra miljøområdet, hvor miljøministeren efter miljøbeskyttelseslovens § 50 kan indgå aftaler med branchen.

Til nr. 1

Nr. 1 indebærer, at der skal foretages en afgrænsning og præcisering af, hvilket forhold der forudsættes indgået en brancheaftale om. Ligeledes kan der af den myndighed, branchen indgår aftale med, fastsættes eventuelle minimumskrav til indholdet af brancheaftalen. Kravet skal bl.a. ses i sammenhæng med nr. 7, hvoraf det følger, at denne type af brancheforhandlinger skal holdes adskilte fra andre forhandlinger i brancheregi og adskilte fra andre aftaler indgået i brancheregi.

Til nr. 2

Aftalen mellem branchen og den pågældende myndighed skal dernæst indeholde en angivelse af forudsætningerne for forhandlingernes samlede forløb, fremdrift og gennemførelse, således at myndigheden har mulighed for at bedømme, hvorledes forhandlingerne tilrettelægges af branchen. Branchen skal derudover i henhold til nr. 2 udarbejde en tidsplan for det samlede forhandlingsforløb for derigennem at give den pågældende myndighed en orientering herom. Dette skal sikre, at branchen i fællesskab har vurderet og godkendt det tidsmæssige forløb i forhandlingerne. Tidsplanen skal indsendes til myndigheden.

Til nr. 3

Der skal endvidere efter nr. 3 foreligge en angivelse af deltagerne i forhandlingerne. En indledningsvis angivelse af deltagerne i forhandlingerne skal give myndigheden en fornemmelse af, om forhandlingerne favner bredt. Hvis dette ikke er tilfældet, kan myndigheden undlade at indgå en aftale med branchen. Der må dog ikke af branchen foretages en begrænsning af, hvem der kan deltage i forhandlingerne i brancheregi. Det fremgår således også af nr. 3, at aftalen skal indeholde en angivelse af, hvilke parter der i forhandlingsforløbet kan få adgang til at deltage i forhandlingerne om den eller de omhandlede brancheaftaler. Forhandlingerne skal være åbne for alle relevante udbydere af telenet eller teletjenester og andre relevante brancheaktører.

Endvidere følger det af kravet i nr. 3, at den indgåede brancheaftale skal være åben for, at yderligere relevante parter efterfølgende kan tilslutte sig aftalen på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. For så vidt angår priser og øvrige vilkår betyder dette eksempelvis, at der ikke i medfør af brancheaftaler må afkræves højere priser og fastsættes mere restriktive vilkår over for parter, der ikke har været med til at indgå de oprindelige brancheaftaler, men blot i en konkret situation ønsker at påberåbe sig disse eller eventuelt efterfølgende ønsker at tilslutte sig aftalerne.

Til nr. 4

Det fremgår af nr. 4, at aftalen skal indeholde vilkår, der sikrer, at branchen, inden den endelige aftale fremsendes til den pågældende myndighed, skal indhente en afgørelse fra Konkurrencerådet, om aftalen udgør en overtrædelse af konkurrenceloven. Branchen må i udarbejdelsen af den samlede tidsplan tage hensyn hertil. Det forudsættes, at Forskningsministeriet og Telestyrelsen med Konkurrencestyrelsen aftaler de nærmere tidsmæssige rammer for Konkurrencerådets afgørelse, samt rammerne for løbende orientering af Konkurrencestyrelsen i forbindelse med forhandlingerne. Konkurrencerådets afgørelse skal vedlægges den endelige aftale i forbindelse med fremsendelsen til forskningsministeren eller Telestyrelsen.

Til nr. 5

Nr. 5 angiver, at forinden en brancheaftale iværksættes, skal den godkendes hos den myndighed, der er indgået aftale med. Godkendelsen tager sigte på at sikre, at den endelige aftale indgået i brancheregi opfylder de i § 60 fastsatte krav.

Det forudsættes således, at brancheaftaler indsendes til den pågældende myndighed, når de er indgået. Materielle ændringer i allerede indgåede aftaler forudsættes ligeledes indsendt. Tilsvarende skal myndigheden orienteres om eventuel ophævelse af en eller flere brancheaftaler.

Idet der er tale om brancheaftaler, som erstatter bekendtgørelsesregulering, vil myndigheden i forbindelse med godkendelse skulle vurdere, hvorvidt brancheaftalerne er åbne for alle på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår.

Såfremt aftalerne ikke lever op til de krav, som følger af § 60, vil myndigheden kunne udnytte sin kompetence til at udstede bekendtgørelsesregler, som erstatter eller supplerer indholdet i en brancheaftale. Dette vil f.eks. ske, såfremt en efterfølgende dialog med branchen ikke fører til ændring af den indgåede aftale. Er der tale om, at en brancheaftale ikke dækker alle relevante forhold, vil brancheaftalen kunne suppleres med bekendtgørelsesregulering på de ikke omfattede områder.

Det skal endeligt bemærkes, at Telestyrelsen ikke derudover fører tilsyn med de indgåede brancheaftaler, idet der ikke er tale om egentlige aftaler om samtrafik. Brancheaftalerne er således underlagt de almindelige bestemmelser i konkurrenceloven.

Til nr. 6

Det følger endvidere af nr. 6, at aftalen mellem den pågældende myndighed og branchen skal fastlægge de nærmere rammer for offentliggørelse af den endelige brancheaftale umiddelbart efter godkendelse af aftalen er sket. Det vil endvidere være relevant at aftale rammer for offentliggørelse af selve aftalen, der er indgået mellem den pågældende myndighed og branchen, om at forhandle og indgå en brancheaftale. Derigennem sikres mulighed for, at relevante aktører, som ønsker at deltage i brancheforhandlingerne, opnår kendskab hertil.

Til nr. 7

Nr. 7 indebærer et krav om, at brancheforhandlinger, der indledes efter aftale med enten forskningsministeren eller Telestyrelsen, holdes adskilte fra andre forhandlinger i brancheregi. Ligeledes skal brancheaftaler efter § 59 holdes adskilte fra andre aftaler i brancheregi. Kravet er begrundet i et ønske om at sikre, at forhandlingerne ikke forsinkes eller på anden måde blokeres af andre forhandlinger eller drøftelser i brancheregi. Forhandlingerne kan således f.eks. ikke knyttes sammen med udarbejdelsen af standardtilbud.

Der stilles ikke krav om, at det skal indgå i en aftale som nævnt i stk. 1, at der i forbindelse med forhandlingerne løbende sker en skriftlig registrering af forhandlingsforløbet, ligesom der løbende skal ske fremsendelse af en redegørelse for forhandlingsforløbet, herunder en rapportering om partssynspunkter, til den myndighed som branchen har indgået aftale med. Der kan imidlertid være behov for fra myndighedens side at stille krav herom, som led i efterfølgende at kunne foretage en forholdsvis hurtig regeludstedelse, såfremt forhandlingsforløbet bryder sammen. Det kan således indgå i en afvejning af, om et givet problemfelt bør undergives brancheforhandlinger som alternativ til regulering, i hvilket omfang parterne er villige til at foretage en sådan registrering, og hvorvidt en sådan registrering er nødvendig med sigte på eventuel efterfølgende regeludstedelse.

Bestemmelsen indebærer ingen begrænsning i mulighederne for, at brancheaktørerne kan vælge at indgå aftaler om andre forhold, end de i denne bestemmelse oplistede, herunder f.eks. at branchen internt foretager en art høringsprocedure eksempelvis over Tele Danmarks standardtilbud. Sådanne aftaler og procedurer vil dog ikke få status af en egentlig brancheaftale, der er uden for Telestyrelsens almindelige tilsynsforpligtelser og kan således ikke træde i stedet for eller erstatte gældende regulering.

Til kapitel 17: Indsigt i aftaler om samtrafik og samtrafikforhold

Til § 61

I overensstemmelse med samtrafikdirektivet og den gældende samtrafikregulering følger det af bestemmelsen, at udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal stille oplysninger og specifikationer til rådighed for andre udbydere, der overvejer at indgå en aftale om samtrafik, hvis disse anmoder herom. Bestemmelsen udgør dog en udvidelse i forhold til EU-reguleringen, idet bestemmelsen også omfatter alle udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet, jf. henvisningen til § 43.

Det fremgår af bestemmelsen, at oplysningerne skal omfatte alle nødvendige oplysninger, herunder også oplysninger om nye samtrafikprodukter og oplysninger om ændringer i eksisterende udbud af samtrafikprodukter, der planlægges gennemført i løbet af de næste 6 måneder. Telestyrelsen kan godkende, at oplysninger kan tilbageholdes. Oplysninger om nye samtrafikprodukter skal offentliggøres snarest muligt.

Bestemmelsen indebærer en præcisering i forhold til gældende samtrafiklov, idet det af denne bestemmelse fremgår, at oplysningspligten omfatter alle nødvendige oplysninger og specifikationer, herunder oplysninger om nye samtrafikprodukter og oplysninger om ændringer i eksisterende udbud af samtrafikprodukter. Oplysningspligten er således ikke begrænset til, som i den gældende samtrafiklov, at omfatte sidstnævnte type af oplysninger, idet denne type af oplysninger alene udgør en delmængde af de oplysninger og specifikationer, som er omfattet af bestemmelsen. Formuleringen »alle nødvendige oplysninger og specifikationer« indebærer, at der ikke umiddelbart er begrænsninger i omfanget heraf. Dog skal der være tale om allerede foreliggende oplysninger. Der kan ikke kræves betaling for afgivelse af denne type af oplysninger og specifikationer.

Nødvendige oplysninger og specifikationer, som efter anmodning skal stilles til rådighed for udbydere, der overvejer indgåelse af aftaler om samtrafik, kan således eksempelvis vedrøre en beskrivelse af abonnentnettets topologi på forskellige niveauer med henblik på at give overblik over, hvordan abonnentlinierne er forbundet til den nærmeste telefoncentral (indgår der koncentratorer, er der tale om to- eller fire-trådsforbindelser, hvad er længden af abonnentlinien og lignende). Derved vil en udbyder, der overvejer indgåelse af en aftale om samtrafik, f.eks. kunne vurdere, hvordan muligheden for at udbyde tjenester baseret på det rå kobber er. Oplysninger og specifikationer kan også tage sigte på at give grundlag for en vurdering af, om de enkelte linier kan anvendes til f.eks. ADSL-tjenester. I dette tilfælde kan det være nødvendigt, at oplysningerne indeholder informationer om trådtykkelse, målinger udført på udvalgte typer af forekommende abonnentlinier og lignende, i det omfang oplysningerne foreligger.

Til § 62

For at lette såvel nye som eksisterende udbyderes adgang til markedet skal udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, og som i medfør af § 54 er forpligtede til at give adgang til samtrafik for de i §§ 39 og 40, nævnte samtrafikprodukter til omkostningsrelaterede priser, udarbejde og offentliggøre standardtilbud på samtrafik. Således vil en udbyder ved at anvende standardtilbud kunne komme i gang betydeligt hurtigere, end hvis den sædvanlige individuelle forhandlingsprocedure ved indgåelse af aftaler om samtrafik følges.

I lighed med hvad der følger af den gældende samtrafikregulering, så vil udbydere af mobilkommunikation, der alene har en stærk markedsposition på markedet for mobilkommunikation, i overensstemmelse med samtrafikdirektivet ikke blive forpligtede til at udarbejde standardtilbud på samtrafik.

Udbydere af offentlige mobilkommunikationsnet vil endvidere ikke blive pålagt at udarbejde standardtilbud på national roaming. Der refereres derfor i bestemmelsen ikke til § 43.

Til stk. 2

Det præciseres i stk. 2, at et standardtilbud skal være i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.

Til stk. 3

Pligten til at indsende standardtilbud til Telestyrelsen samtidig med offentliggørelse skal muliggøre Telestyrelsens tilsyn med, om standardtilbudene overholder lovens krav. Det er derimod ikke hensigten, at indgåelse af aftaler om samtrafik baseret på standardtilbud skal afvente Telestyrelsens tilsyn og kontrol.

Opfyldelse af dokumentationskravet forudsætter, at der afgives en skriftlig redegørelse om overholdelse af bestemmelsen i stk. 2 og herunder en beregningsmæssig gennemgang af forudsætningerne for fastlæggelse af den pågældende samtrafikpris.

Telestyrelsens tilsynsforpligtelse følger af bestemmelserne i § 72. Det følger af § 72, stk. 2, at Telestyrelsen, såfremt tilstrækkelig dokumentation ikke er fremsendt med henblik på Telestyrelsens kontrol, kan træffe foreløbig afgørelse i form af fastsættelse af et midlertidigt standardtilbud. Når tilstrækkelig dokumentation foreligger, træffer Telestyrelsen senest 1 måned herefter endelig afgørelse i sagen, jf. § 78. Såfremt Telestyrelsen påbyder ændringer i den indsendte standardaftale, skal der ske efterregulering af priserne, og et opdateret standardtilbud skal udarbejdes. Der henvises til §§ 72, 73 og 78, med tilhørende bemærkninger.

Til stk. 4

Til forskel fra den gældende samtrafikregulering, hvor det er forskningsministeren, der fastsætter nærmere regler om, hvilke standardtilbud der skal udarbejdes, så indebærer stk. 4, at det fremover er Telestyrelsen, som fastsætter nærmere regler herom.

Det er hensigten, at telebranchen skal inddrages i vurderingen af, hvilke standardtilbud der skal udarbejdes. Ligesom på andre områder, hvor der skal udstedes bekendtgørelser efter denne lov, er sigtet også her, at reglerne løbende skal afspejle udviklingen på markedet. Behovet for standardtilbud i relation til enkelte samtrafikprodukter vil således ændre sig over tid i takt med den teknologiske udvikling og markedsudviklingen.

Sigtet er, at der opstilles standardtilbud for de mest almindeligt forekommende aftaletyper og for de mest almindeligt forekommende enkelte samtrafikprodukter inden for henholdsvis udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, inden for leje af infrastrukturkapacitet, inden for tjenesteudbyderadgang og inden for fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v.

Det fremgår videre af stk. 4, at Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om hvilke minimumskrav og vilkår m.v., standardtilbudet skal indeholde henholdsvis ikke må indeholde. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 53, hvoraf det fremgår, at forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om aftaler om samtrafik, herunder minimumskrav til, hvilke vilkår m.v. sådanne aftaler skal indeholde. Det vil således kunne fremgå af Telestyrelsens bekendtgørelse om standardtilbud udstedt efter stk. 4, at standardtilbud skal indeholde en række af de vilkår, som fremgår af de regler, som forskningsministeren fastsætter efter § 53. Telestyrelsen vil skulle sikre, at indholdet af standardtilbud svarer til de i øvrigt i medfør af reguleringen fastsatte vilkår og priser m.v. Det kan f.eks. være kontraktvilkår om økonomisk kompensation for manglende overholdelse eller opfyldelse af en indgået aftale eller vilkår om at udbyderen, der har udarbejdet standardtilbud, erklærer, at priserne i standardtilbudet overholder prisreguleringen for det eller de af aftalen omfattede samtrafikprodukter.

For så vidt angår fastsættelse af regler om vilkår m.v., der, såfremt de er indeholdt i et standardtilbud på samtrafik, umiddelbart gør standardtilbudet i strid med samtrafikreguleringen, skal følgende bemærkes: Det vil f.eks. kunne fremgå af disse regler, at standardtilbud ikke må indeholde vilkår m.v. vedrørende gensidighed i aftalepartens vilkår og priser. En sådan regulering, der ex ante opstiller en liste over aftalevilkår m.m., som umiddelbart vil gøre en aftale i strid med reguleringen på det pågældende område, kendes i dag fra konkurrenceretten, hvor gruppefritagelser for kategorier af aftaletyper i en række tilfælde er betinget af, at visse oplistede vilkår m.m. ikke indgår i den pågældende aftale.

Telestyrelsen kan ikke via bekendtgørelsesreguleringen stille krav til standardtilbudene, der ikke er afledt af den øvrige regulering af aftaler om samtrafik.

Det skal understreges, at udarbejdelse af standardtilbud ikke tilsidesætter den forpligtelse, som en udbyder med en stærk markedsposition har til at forhandle om indgåelse af en aftale om samtrafik, der indeholder individuelt aftalte vilkår og priser. En udbyder med en stærk markedsposition vil således ikke kunne afvise rimelige anmodninger om samtrafik, der angår andre prisfastsættelsesmetoder eller vilkår end hvad, der følger af standardtilbudet, med henvisning til, at der foreligger et standardtilbud på det pågældende samtrafikprodukt.

Til stk. 5

Telestyrelsen får efter stk. 5 hjemmel til at fastsætte nærmere regler om offentliggørelse og indsendelse af opdaterede standardtilbud og dokumentation herfor.

Der vil altid, samtidig med offentliggørelse af standardtilbud for nye samtrafikprodukter eller offentliggørelse af ændringer til eksisterende standardtilbud, skulle foretages en indsendelse til Telestyrelsen.

Desuden vil det fremgå af Telestyrelsens regler fastsat i medfør af stk. 5, at der for gældende standardtilbud, samtidig med den årlige indsendelse af regnskaber for de enkelte forretningsområder efter § 82, skal indsendes dokumentation for, at gældende standardtilbud er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.

Telestyrelsens kompetence i forbindelse med tilsyn med standardtilbud på samtrafik i forhold til overholdelse af reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf, fremgår af §§ 72 og 73.

Til § 63

Bestemmelsen fastlægger i lighed med den gældende samtrafiklov et udvidet offentlighedsprincip i forbindelse med indgåede aftaler om samtrafik, hvor mindst en af parterne har en stærk markedsposition på det delmarked, som aftalen vedrører. Derudover indeholder bestemmelsen et udvidet offentlighedsprincip i forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik om national roaming, hvor den forpligtede part er en udbyder af offentlige mobilkommunikationsnet, jf. § 43.

Udvidelsen af offentlighedsprincippet er begrundet i, at det skønnes nødvendigt at skabe gennemsigtighed med hensyn til vilkår og priser for de indgåede aftaler om samtrafik, herunder at give udbydere mulighed for selv at sammenligne indgåede aftaler f.eks. i relation til ikke-diskriminerende vilkår. Den udvidede offentlighed skal medvirke til at sikre en effektiv konkurrence inden for telesektoren.

Bestemmelsen har derudover til hensigt at gøre det klart, at hvis blot en af aftaleparterne i en aftale om samtrafik er omfattet af §§ 42 og 43, så skal aftalen indsendes til Telestyrelsen.

Til forskel fra den gældende lov er det i § 63 præciseret, at aftalen skal indsendes senest 14 dage, efter at denne er indgået. Præciseringen er begrundet i, at erfaringerne med administrationen af bestemmelsen efter den gældende lov har vist, at en række aftaler om samtrafik er indsendt endog meget lang tid efter, at disse er indgået. Denne meget forsinkede indsendelse af aftaler om samtrafik kan medvirke til at hindre skabelse af gennemsigtighed omkring vilkårene i de indgåede aftaler, idet aftalevilkårene ikke er gjort offentligt tilgængelige umiddelbart efter aftalens indgåelse.

Alle typer af aftaler om samtrafik er omfattet af indsendelsespligten, således også tjenesteudbyderaftaler og aftaler om national roaming. Dette er en ændring i forhold til den gældende samtrafiklov, hvor disse aftaler ikke er omfattet af indsendelsespligten, men hvor Telestyrelsen kan kræve at få aftalerne indsendt med henblik på at kontrollere, om reglerne i loven er overholdt. Udvidelsen af indsendelsespligten gælder kun for så vidt angår aftaler indgået efter denne lovs ikrafttræden.

Den manglende indsendelsespligt for tjenesteudbyderaftaler og aftaler om national roaming efter den gældende lov har givet en række uhensigtsmæssigheder i forhold til samspillet mellem samtrafikloven og konkurrenceloven, idet f.eks. tjenesteudbyderaftaler, uagtet den manglende indsendelse til Telestyrelsen, er omfattet af samtrafikreguleringens generelle bestemmelser bl.a. i henseende til indgåelse på objektive og ikke-diskriminerende vilkår, ligesom aftalerne er underlagt den i loven fastlagte kompetencefordeling mellem Telestyrelsen og Konkurrencerådet i henseende til tilsyn med aftaler om samtrafik.

Det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt ud fra retsikkerhedsmæssige betragtninger at lade tjenesteudbyderaftaler og aftaler om samtrafik om national roaming være omfattet af indsendelsespligten. Ændringen medfører en større retsikkerhed for aftaleparterne, idet indsendelsen til Telestyrelsen muliggør en effektiv anvendelse af one-stop-shop proceduren.

Ændringen indebærer ikke ændret kompetencefordeling mellem Telestyrelsen og Konkurrencerådet i forhold til tjenesteudbyderaftaler og aftaler om samtrafik om national roaming.

Til stk. 2

Bestemmelsen har, som efter den gældende samtrafiklov, til formål at præcisere, at også aftaler, hvor kun en del af aftalen omhandler samtrafikforhold samt alle relevante tillægsaftaler, allonger m.v., uanset deres betegnelse, er omfattet af loven og skal indsendes til Telestyrelsen.

Til stk. 3

De til Telestyrelsen indsendte aftaler vil blive gjort offentligt tilgængelige af Telestyrelsen. Sigtet er ikke en egentlig kundgørelse eller offentliggørelse i officielle publikationer. Bestemmelsen giver imidlertid mulighed for, at der på anmodning fremsendes kopier af aftaler om samtrafik til interesserede, ligesom bestemmelsen som noget nyt tilsigter at sikre, at aftaler gøres direkte offentligt tilgængelige via eksempelvis Telestyrelsens hjemmeside. Som efter den gældende lov skønnes en egentlig publicering at være unødvendig.

Alle indsendte aftaler omfattes af stk. 3, således også tjenesteudbyderaftaler og aftaler om samtrafik om national roaming. Begrundelsen for, at også tjenesteudbyderaftaler og aftaler om samtrafik om national roaming skal gøres offentligt tilgængelige, er at sikre gennemsigtighed omkring de i aftalerne indeholdte vilkår og priser. Dette skal bl.a. medvirke til at sikre overholdelse af reglerne om, at aftaler om samtrafik skal give adgang til samtrafik på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår.

Baggrunden for en fuld offentliggørelse af de indsendte aftaler er, at dette vil være med til at skabe offentlighed og gennemsigtighed i markedet. Hele sigtet med EU-reguleringen og de danske regler er således at give operationelle muligheder for at sikre gennemsigtighed i markedet.

Det fremgår dog af stk. 3, at hvis en aftalepart ved indsendelsen anmoder herom, kan Telestyrelsen bestemme, at dele af en aftale om samtrafik, der indeholder oplysninger af væsentlig kommerciel betydning for aftaleparten, ikke skal være offentlig tilgængelig. Telestyrelsen vil ved afgørelsen af hvilke dele af en aftale om samtrafik, der kan undtages fra kravet om offentlig tilgængelighed, tage udgangspunkt i, men ikke være bundet af, de begrundede anmodninger om undtagelse, som en eller flere af aftaleparterne fremfører. Det bemærkes, at forslag til undtagelse skal indsendes sammen med aftalen for at blive taget i betragtning.

Det fremgår desuden af stk. 3, at priser for samtrafik og øvrige vilkår af generel betydning dog altid skal gøres offentligt tilgængelige. Med vilkår af generel betydning menes vilkår, som kan være af betydning for andre, herunder for potentielle samtrafikparters mulighed for at vurdere opfyldelsen af kravene om objektivitet, gennemsigtighed og ikke-diskrimination.

Til stk. 4

Muligheden for at fastsætte bestemmelser, der undtager aftaler fra at blive gjort offentligt tilgængelige, er medtaget for ikke at stille danske udbydere af telenet eller teletjenester dårligere i konkurrencen end udbydere i andre lande, som ikke kræver offentliggørelse af internationale aftaler. Bestemmelsen er indholdsmæssigt en videreførelse af reglerne herom i den gældende samtrafikregulering. Hjemlen overføres dog som noget nyt fra forskningsministeren til Telestyrelsen.

Hvis det kun er Danmark, der kræver, at sådanne aftaler er offentligt tilgængelige, vil det resultere i, at andre landes udbydere kan indhente viden om en dansk udbyder uden selv at afsløre noget, og desuden kan det betyde, at udenlandske udbydere, på grund af et dansk krav om at oplysningerne skal være offentligt tilgængelige, ikke ønsker at indgå aftaler om samtrafik med danske udbydere.

Betydningen af, at aftaler om samtrafik gøres offentligt tilgængelige, tillægges dog så stor vægt, at de andre landes holdning på dette punkt vil blive fulgt nøje med henblik på at sikre, at Danmark ligger i spidsen med hensyn til at kræve offentlig tilgængelighed også for så vidt angår internationale aftaler.

Til § 64

Bestemmelsen skal sikre, at de oplysninger, som en udbyder modtager i forbindelse med anmodning, forhandling og gennemførelse m.v. af en aftale om samtrafik efter §§ 41-44, ikke på nogen måde udnyttes til at opnå en konkurrencemæssig fordel.

Bestemmelsen udgør en udvidelse i forhold til samtrafikdirektivet og en ændring i forhold til gældende samtrafikregulering, idet bestemmelsen ikke alene omfatter oplysninger, som en udbyder modtager i forbindelse med anmodning om samtrafik, men også oplysninger modtaget i forbindelse med forhandling og gennemførelse af aftaler om samtrafik. Udvidelsen er sket for at sikre, at der ikke i samtrafiksager sker udnyttelse af modtagne oplysninger i konkurrencemæssigt øjemed.

Til kapitel 18: Tilsyn, mægling og fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik m.v.

§§ 61-64

§ 61. Udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal efter anmodning stille alle nødvendige oplysninger og specifikationer til rådighed for udbydere, der overvejer indgåelse af aftaler om samtrafik. Oplysningerne skal herunder omfatte information om nye samtrafikprodukter og ændringer i eksisterende udbud heraf, der planlægges gennemført i løbet af de næste 6 måneder. Telestyrelsen kan godkende, at oplysninger m.v. omfattet af 1. og 2. pkt. kan tilbageholdes. Oplysninger om nye samtrafikprodukter skal offentliggøres snarest muligt.

§ 62. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, og som er forpligtede til at give adgang til samtrafik til omkostningsrelaterede priser, jf. § 54, skal udarbejde og offentliggøre standardtilbud på samtrafik.

Stk. 2. Standardtilbud skal være i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Samtidig med offentliggørelsen indsendes standardtilbudene og dokumentation for overholdelse af stk. 2 til Telestyrelsen.

Stk. 4. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om, hvilke standardtilbud der skal udarbejdes, herunder regler om hvilke enkelte samtrafikprodukter standardtilbudet som minimum skal omfatte, henholdsvis minimumskrav til hvilke vilkår, priser m.v. standardtilbudet skal indeholde henholdsvis ikke må indeholde, samt inden for hvilke tidsrammer udarbejdelsen af standardtilbud skal ske.

Stk. 5. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om offentliggørelse og indsendelse af opdaterede standardtilbud og dokumentation herfor.

§ 63. Aftaler om samtrafik indgået af udbydere omfattet af §§ 42 og 43, indsendes til Telestyrelsen senest 14 dage efter aftalernes indgåelse.

Stk. 2. Alle aftaler eller delaftaler i tilknytning til en aftale om samtrafik er omfattet af kravet om indsendelse i stk. 1.

Stk. 3. Telestyrelsen foranlediger, at de indsendte aftaler samt vilkår og priser for samtrafik fastsat efter § 65, § 67, stk. 3 og 4, og § 70, gøres offentligt tilgængelige. Hvis en aftalepart ved indsendelsen anmoder herom, kan Telestyrelsen bestemme, at dele af en aftale om samtrafik, der indeholder oplysninger af væsentlig kommerciel betydning for aftaleparten, ikke skal være offentligt tilgængelige. Priser for samtrafik og øvrige vilkår af generel betydning skal dog altid gøres offentligt tilgængelige.

Stk. 4. Telestyrelsen kan uanset reglerne i stk. 3, fastsætte nærmere regler om, at visse aftaler om samtrafik eller dele heraf kan undtages fra at blive gjort offentligt tilgængelige.

§ 64. Oplysninger, som en udbyder modtager i forbindelse med anmodning, forhandling eller gennemførelse m.v. af en aftale om samtrafik efter §§ 41-44, må kun bruges til det formål, hvortil de er givet og må ikke udnyttes i konkurrencemæssig øjemed.

§§ 65-66

Mægling

§ 65. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, eller hvorvidt der er tale om en anmodning, som en part omfattet af §§ 42-44, vil være berettiget til at afvise. Afvisning kan alene ske med henvisning til,

1) at anmodningen er fremsat af en part, der ikke har adgang til at påberåbe sig §§ 42-44, jf. regler herom udstedt i medfør af § 46,

2) at anmodningen ikke vedrører et samtrafikprodukt eller en samtrafikadgang, der er omfattet af denne lovs bestemmelser, jf. §§ 39, 40 og 49, eller

3) at der, jf. regler fastsat i medfør af § 47, foreligger væsentlige hensyn, der kan begrunde en afvisning.

Stk. 2. Telestyrelsens afgørelser efter stk. 1 træffes senest 1 måned efter, at sagen foreligger fuldt oplyst for Telestyrelsen, og så vidt muligt senest 2 måneder efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen.

Stk. 3. Såfremt en part omfattet af §§ 42-44 ikke senest 1 måned efter, at anmodning herom er fremsat af Telestyrelsen, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at der er grundlag for at afvise en anmodning som nævnt i stk. 1 med henvisning til regler fastsat i medfør af § 47, er Telestyrelsen berettiget til at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Stk. 4. Telestyrelsen kan, i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1 om hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning, der skal imødekommes

1) Udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om, at forhandlinger om samtrafik skal indledes, jf. § 51.

2) I situationer, hvor der allerede 3 måneder tidligere skriftligt er fremsat en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik som nævnt i §§ 42-44, umiddelbart igangsætte mægling, jf. § 67, stk. 1, og herunder udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om deltagelse heri.

3) I situationer, hvor der er tale om en anmodning, der omhandler samtrafikprodukter omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller samtrafikprodukter omfattet af en gældende aftale om samtrafik, indgået af denne, påbyde denne at give adgang til umiddelbar indgåelse af en aftale om samtrafik på standardvilkår og til standardpriser eller på de vilkår og til de priser, der fremgår af en gældende aftale om samtrafik, samt påbyde igangsætning af samtrafikken.

4) I situationer, hvor der er tale om en anmodning, der omhandler andre samtrafikprodukter end de i nr. 3 nævnte, og hvor der er enighed om samtrafikprodukterne og den konkrete afvikling af samtrafikken, men uenighed om tilknyttede vilkår eller priser, påbyde den samtrafikforpligtede part at give adgang til umiddelbar igangsætning af samtrafikken og foreløbig anvendelse af en af Telestyrelsen tilpasset udgave af vilkår og priser i et gældende standardtilbud, offentliggjort af den samtrafikforpligtede part, eller en gældende aftale om samtrafik, indgået af denne. Samtidig påbegynder Telestyrelsen mægling efter bestemmelserne i §§ 67-70, med henblik på endelig aftaleindgåelse.

Stk. 5. Indbringelse af sager for Telestyrelsen, om hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, kan ske 1 måned efter, at anmodning er fremsat, eller så snart afvisning foreligger, overfor en part omfattet af §§ 42-44.

§ 65 giver Telestyrelsen kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, eller hvorvidt der er tale om en anmodning, som en part omfattet af §§ 42-44 er berettiget til at afvise.

Som udgangspunkt kan Telestyrelsens afgørelser efter § 65, om hvorvidt der er tale om en berettiget afvisning, falde i tre kategorier: 1) om den anmodende part har adgang til at påberåbe sig §§ 42-44, jf. regler herom udstedt i medfør af § 46, 2) om anmodningen vedrører et samtrafikprodukt eller en samtrafikadgang omfattet af denne lovs bestemmelser, jf. §§ 39, 40 og 49, eller 3) om der, jf. regler fastsat i medfør af § 47, foreligger væsentlige hensyn, der kan begrunde en afvisning.

I forbindelse med en konkret sag kan Telestyrelsen tage stilling til flere spørgsmål, f.eks. både spørgsmål om, hvorvidt anmodningen vedrører et samtrafikprodukt omfattet af loven og spørgsmål om, hvorvidt der i den konkrete sag er væsentlige hensyn, der i medfør af § 47 kan tilsidesætte pligten til at imødekomme anmodningen.

Aktuelle eller potentielle udbydere af offentlige telenet eller teletjenester kan anmode Telestyrelsen om at træffe en afgørelse efter stk. 1. En anmodning kan f.eks. fremsættes til Telestyrelsen, inden forhandlinger om en aftale om samtrafik starter eller under et forhandlingsforløb.

Det skal bemærkes, at Telestyrelsens kompetence til at træffe afgørelser efter § 65 vedrører sager. Såfremt der ønskes en udtalelse vedrørende fortolkningen af reglerne om samtrafik i denne lov, finder reglerne i § 77 om forhåndsbesked anvendelse.

Til stk. 2

Det fremgår af stk. 2, at Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1 træffes senest 1 måned efter, at sagen foreligger fuldt oplyst for Telestyrelsen, og så vidt muligt senest 2 måneder efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen.

Til stk. 3

For at imødegå forsinkelser af afgørelser efter stk. 1, nr. 3, på grund af manglende dokumentation er Telestyrelsen i medfør af stk. 3 berettiget til at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. En part omfattet af §§ 42-44 har således 1 måned, fra at anmodning herom er fremsat af Telestyrelsen, til at fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at der er grundlag for at afvise en anmodning som nævnt i stk. 1, med henvisning til regler fastsat i medfør af § 47.

Bestemmelsen om foreløbige afgørelser forudsættes ikke anvendt i situationer, hvor den forpligtede part er uden skyld i, at tilstrækkelig dokumentation ikke er blevet fremlagt, f.eks. hvis posten er gået tabt eller lignende.

I situationer hvor dokumentationen efterfølgende fremlægges, kan den forpligtede part anmode Telestyrelsen om at træffe fornyet afgørelse efter stk. 1. En sådan fornyet afgørelse vil eventuelt have som konsekvens, at en igangsat forhandling eller mægling indstilles, eller at en igangsat samtrafik stoppes. Skyldes den oprindelige tvist, at den samtrafikforpligtede part har påberåbt sig, at net eller tjenester ikke vil kunne fungere sikkert og pålideligt ved iværksættelse af den pågældende form for samtrafik, og har det efterfølgende vist sig, at dette ikke i praksis er tilfældet, vil samtrafikken dog ikke efterfølgende kunne stoppes med henvisning til fremlagt teknisk dokumentation som modbevises af den faktiske drift og afvikling.

Til stk. 4-7

I forbindelse med at Telestyrelsen træffer afgørelse i medfør af stk. 1 om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, kan Telestyrelsen udstede en række forskellige typer af påbud.

De forskellige typer af påbud er oplistet i § 65, stk. 4, nr. 1-4. Oplistningen er udtømmende og udgør alternative, ligestillede beføjelser, som Telestyrelsen kan anvende i den konkrete sag afhængig af, hvad den konkrete anmodning vedrører.

Telestyrelsens mulighed for at udstede påbud har til formål at medvirke til at sikre, at forhandlinger om samtrafik ikke trækkes i langdrag med det resultat, at eksempelvis introduktionen af nye tjenester eller aktører på markedet forsinkes unødigt.

Til nr. 1

Det fremgår af nr. 1, at Telestyrelsen i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1, om hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning, der skal imødekommes, kan udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om, at forhandlinger om samtrafik skal indledes, jf. § 51. Se desuden bemærkningerne til § 67 vedrørende frister for forhandling og eventuel mægling m.v.

Til nr. 2

I situationer, hvor der allerede 3 måneder tidligere skriftligt er fremsat en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale efter §§ 42-44, kan Telestyrelsen i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1, om hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning, der skal imødekommes, umiddelbart igangsætte mægling, jf. § 67, stk. 1, og herunder udstede påbud til den samtrafikforpligtede part om deltagelse heri. Telestyrelsen optager straks herefter forhandlinger med parterne med henblik på mægling, jf. § 67, stk. 3.

Til nr. 3

I situationer hvor der er tale om en anmodning, der omhandler samtrafikprodukter omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller samtrafikprodukter omfattet af en gældende aftale om samtrafik indgået med den samtrafikforpligtede part, kan Telestyrelsen i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1, om hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning, der skal imødekommes, påbyde den samtrafikforpligtede part at give adgang til umiddelbar indgåelse af en aftale om samtrafik på standardvilkår og til standardpriser eller på de vilkår og priser, der fremgår af en gældende aftale om samtrafik samt påbyde igangsætning af samtrafikken.

Til nr. 4

I situationer hvor der er tale om en anmodning, der omhandler andre samtrafikprodukter end de i nr. 3 nævnte, og hvor der er enighed om samtrafikprodukterne og den konkrete afvikling af samtrafikken, men uenighed om tilknyttede vilkår eller priser, kan Telestyrelsen i forbindelse med en afgørelse efter stk. 1 påbyde den samtrafikforpligtede part at give adgang til umiddelbar igangsætning af samtrafikken og foreløbig anvendelse af en tilpasset udgave af vilkår og priser i et gældende standardtilbud, offentliggjort af den samtrafikforpligtede part, eller en gældende aftale om samtrafik, indgået af denne.

Telestyrelsen skal ved tilpasningen af vilkår og priser tage udgangspunkt i et generelt forsigtighedsprincip, navnlig for så vidt angår de krav, der stilles til den samtrafikforpligtede part.

Det fremgår endvidere af nr. 4, at Telestyrelsen samtidig påbegynder mægling efter bestemmelserne i §§ 67-70 med henblik på endelig aftaleindgåelse.

Til stk. 5

Det fremgår af bestemmelsen, at en part, der anmoder om samtrafik, 1 måned efter at have fremsat anmodningen kan indbringe sagen for Telestyrelsen. Reglen gælder både situationer, hvor den anmodende part ikke har fået svar på en anmodning om samtrafik, hvor anmodningen er blevet afvist evt. med henvisning til en teknisk undersøgelse, og i situationer hvor den tekniske undersøgelse trækker ud. Se desuden bemærkningerne til stk. 3 vedrørende efterfølgende fremlagt teknisk dokumentation og mulighederne for en genoptagelse af sagen.

Til § 66

Bestemmelsen omhandler de situationer, hvor Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt det i konkrete tilfælde vil være berettiget at afbryde udveksling af samtrafik ifølge aftaler efter §§ 42-44, herunder afgørelse i konkrete tilfælde, hvor afbrydelse er foretaget uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af gældende samtrafikregulering.

Det følger af bestemmelsen, at afgørelser vedrørende afbrydelse af igangværende samtrafikudveksling så vidt muligt træffes senest 1 måned efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen. For afgørelser vedrørende afbrydelse af igangværende samtrafikudveksling uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen gælder dog en frist på 14 dage, fra at sagen er forelagt Telestyrelsen. Fristerne er en videreførelse af reglerne herom i den gældende samtrafiklov.

Det følger af stk. 3, at der i Telestyrelsens afgørelse om, at afbrydelse af udvekslingen af samtrafik ikke var eller vil være berettiget, kan indgå et påbud om, at udvekslingen af samtrafik skal fortsættes eller genoptages.

Til § 67

For at sikre rimelig tid til indgåelse af aftaler om samtrafik kan Telestyrelsen som udgangspunkt ikke inddrages med henblik på mægling, før der er gået 3 måneder fra det tidspunkt, hvor der skriftligt er fremsat anmodning om indgåelse af aftale om samtrafik, jf. dog stk. 2 og 3.

Kravet om skriftlighed kan opfyldes både ved fremsendelse af et brev eller ved fremsendelse af en anmodning elektronisk. Forhandlinger om indgåelse af konkrete aftaler om samtrafik kan ske såvel bilateralt som multilateralt, og der stilles ikke krav om, at forhandlinger kun kan foregå mellem to parter.

Til stk. 2

Når anmodningen om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik i vidt omfang kan omfattes af et standardtilbud på samtrafik udarbejdet og offentliggjort af den samtrafikforpligtede part efter § 62, eller af en gældende aftale om samtrafik indgået af den samtrafikforpligtede part vil en del af indholdet for den konkrete aftale om samtrafik allerede ligge fast fra begyndelsen af den konkrete forhandling. Ved anmodning om samtrafik, der »i vidt omfang« kan omfattes af et standardtilbud på samtrafik eller en gældende aftale om samtrafik, forstås, at anvendelsen af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik med enkelte modifikationer kan imødekomme anmodningen om samtrafik.

På den baggrund er det fundet hensigtsmæssigt for denne type af forhandlinger om indgåelse af aftaler om samtrafik at indsætte en bestemmelse, der giver mulighed for at inddrage Telestyrelsen med henblik på mægling eller fastsættelse af vilkår og priser på et tidligere tidspunkt end efter 3 måneder fra anmodningstidspunktet. Stk. 2 giver i sådanne tilfælde parterne mulighed for, allerede 1 måned fra anmodningen om en aftale om samtrafik er fremsat skriftligt, at anmode Telestyrelsen om at mægle, såfremt de ikke er nået til enighed.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 62, så erstatter udarbejdelsen af standardtilbud ikke den forpligtelse, som en udbyder med en stærk markedsposition har til at forhandle om indgåelse af en aftale om samtrafik, der indeholder individuelt aftalte vilkår og priser. En udbyder med en stærk markedsposition vil således ikke med henvisning til et standardtilbud kunne afvise rimelige anmodninger om samtrafik, der angår andre vilkår og prismodeller end de vilkår og prismodeller, der følger af standardtilbudet.

Til stk. 3

Bestemmelsen angiver, at Telestyrelsen straks efter modtagelse af en anmodning om mægling skal optage forhandlinger med parterne herom.

Til stk. 4

Hvis en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik omhandler et standardtilbud på samtrafik eller en aftale svarende til en gældende aftale om samtrafik, så kan en part umiddelbart anmode om indgåelse eller ændring af en aftale herom og anmode Telestyrelsen om at træffe en afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 3, nævnte.

Bestemmelsen tager sigte på at fremme processen omkring indgåelse af aftaler om samtrafik, og anmodninger om aftaler om samtrafik, skal i de i stk. 4 nævnte situationer imødekommes umiddelbart. Såfremt dette ikke sker, kan den part, der anmoder om samtrafik i det konkrete tilfælde anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 3, nævnte. Telestyrelsen kan derefter i medfør af § 65, stk. 4, nr. 1, påbyde umiddelbar indgåelse af aftale om samtrafik på standardvilkår og til standardpriser offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller på de vilkår og til de priser, der fremgår af en gældende aftale om samtrafik indgået af denne samt påbyde igangsætning af samtrafikken.

Til stk. 5

Denne bestemmelse tager ligesom stk. 4 sigte på at fremme processen omkring indgåelse af aftaler om samtrafik.

Der er i stk. 5 tale om situationer, hvor en anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik vedrører et samtrafikprodukt, der i vidt omfang svarer til et samtrafikprodukt, der er omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller en gældende aftale om samtrafik indgået af denne. I disse situationer kan Telestyrelsen anmodes om, at der, samtidig med at mæglingen påbegyndes, træffes en afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 4, nævnte.

Ved »i vidt omfang« forstås, at anvendelse af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik med enkelte modifikationer kan imødekomme anmodningen om samtrafik.

Til § 68

Bestemmelsen fastslår, at en mæglingsanmodning kan vedrøre et eller flere samtrafikprodukter. Bestemmelsen giver Telestyrelsen mulighed for at foretage en opdeling af mæglingsanmodningen i delspørgsmål undervejs i et mæglingsforløb. Delspørgsmålene kan behandles hver for sig.

Bestemmelsen er ny i forhold til gældende samtrafikregulering og er indført med sigte på at give mulighed for et fleksibelt mæglingsforløb, hvorefter enkelte mæglingsspørgsmål eventuelt vil kunne løses uafhængigt af andre mæglingsspørgsmål, uden at hele mæglingsanmodningen bortfalder, jf. tillige § 71.

Til § 69

Grundtanken er, jf. § 51, at aftaler om samtrafik indgås på kommercielle vilkår uden Telestyrelsens medvirken. Hvis dette ikke lykkes, kan Telestyrelsen inddrages som mægler med henblik på ad denne vej at nå frem til en aftale mellem parterne, jf. § 67. Hvis dette heller ikke lykkes, kan en eller flere af parterne anmode Telestyrelsen om at fastsætte vilkår og priser for samtrafik. Telestyrelsen har efter § 69 hjemmel til, hvis blot én af parterne i en mægling ønsker det, at fastsætte vilkår og priser for den omhandlede samtrafik samt påbyde igangsætning af denne.

Til forskel fra hvad der er følger efter gældende lov, så skal Telestyrelsen ikke i forbindelse med en anmodning om fastsættelse af vilkår og priser efter mæglingsproceduren først træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om samtrafik. Denne type afgørelser træffes af Telestyrelsen efter bestemmelserne i § 65 og er ikke omfattet af mæglingsprocedure. Spørgsmål om, hvorvidt der i givet fald foreligger en rimelig anmodning om samtrafik, må derfor enten afklares inden mægling eller behandles sideløbende hermed efter reglerne fastsat i medfør af § 65.

Telestyrelsen skal i forbindelse med sine mæglingsbestræbelser assistere parterne med at nå til enighed om en aftale om samtrafik. Denne enighed kan eventuelt resultere i en aftale om samtrafik, der ikke for alle samtrafikprodukter følger lovens prisfastsættelsesmetoder. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis parterne kan nå til enighed om en aftale, hvor f.eks. nogle priser afviger fra de priser, der følger af lovens prisfastsættelsesmetoder i opadgående retning, mens andre priser afviger i nedadgående retning f.eks. ved brug af rabatordninger eller lignende.

Som en del af Telestyrelsens mæglingsfunktion har styrelsen i den forbindelse en vejledningspligt med hensyn til at gøre det klart for parterne på hvilke punkter, der eventuelt er tale om en afvigelse fra de priser, som følger af lovens prisfastsættelsesmetoder.

Telestyrelsens eventuelle fastsættelse af vilkår og priser i forbindelse med afslutningen af en forgæves mægling vil dog altid skulle tage udgangspunkt i de priser, der følger af lovens prisfastsættelsesmetoder, medmindre der under mæglingen i forhold til enkelte samtrafikprodukter er opnået ubetinget enighed mellem parterne om et eller flere priselementer, som afviger fra de priser, der følger af lovens prisfastsættelsesmetoder. Der kan også være tale om fastsættelse af vilkår og priser, der følger af gældende aftaler om samtrafik. I sidstnævnte tilfælde skal Telestyrelsen sikre, at den endelige fastsættelse af vilkår og priser sker under hensyntagen til, at vilkår og priser i én konkret aftale om samtrafik udgør et samlet hele, som ikke-diskriminationsbetingelsen skal vurderes i forhold til. Der kan således ikke umiddelbart udvælges enkeltvilkår og enkeltpriser fra forskellige aftaler om samtrafik med henblik på at sætte disse vilkår og priser sammen til én enkelt ny aftale om samtrafik.

Til stk. 2

Bestemmelsen rummer mulighed for, at Telestyrelsen på ethvert tidspunkt kan fastsætte en kortere eller en længere frist end den i stk. 1 angivne tidsfrist for mæglingen på 3 måneder.

Udgangspunktet for Telestyrelsen vil være, at mæglingsbestræbelser og eventuel fastsættelse af vilkår og priser skal ske hurtigst muligt, efter en anmodning herom er modtaget, men samtidig skal sagsbehandlingen være forsvarlig. Afhængig af hvor megen tid Telestyrelsen under mæglingsforløbet skønner, der er behov for til en forsvarlig sagsbehandling, kan den nævnte frist afkortes eller forlænges. Der er i modsætning til den gældende samtrafiklov ikke nogen grænse, der angiver, at mæglingsperioden ikke kan forkortes til mindre end 1 måned. Derimod er den maksimale mulighed for forlængelse bibeholdt, således at mæglingsperioden samlet maksimalt kan være 6 måneder.

Til stk. 3.

Til forskel fra den gældende samtrafiklov indføres en bestemmelse om, at en anmodning om fastsættelse af vilkår og priser i medfør af stk. 1 skal fremsættes over for Telestyrelsen senest 60 dage efter afslutningen af den pågældende forgæves mægling. Tidspunktet for mæglingens afslutning meddeles parterne af Telestyrelsen.

Formålet med at indsætte en frist er at sikre, at aftaler om samtrafik, som er resultatet af et mæglingsforløb, indgås hurtigst muligt, mens de i mæglingssagen behandlede forhold og problemstillinger fortsat er aktuelle og dermed kan danne grundlag for afgørelse af sagen.

Til § 70

Bestemmelsen angiver, at Telestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse om fastsættelse af vilkår og priser, såfremt mægling ikke resulterer i indgåelse af en aftale om samtrafik, og såfremt en eller flere af parterne i en mægling anmoder Telestyrelsen herom, jf. § 69, stk. 1 og 3. Bestemmelsen er i et vist omfang en videreførelse af Telestyrelsens nuværende kompetence til at fastsætte vilkår og priser i forbindelse med afslutning af et forgæves mæglingsforløb. Det fremgår af stk. 1, at Telestyrelsens afgørelse herom skal træffes senest 2 måneder efter, at anmodninger herom er fremsat. Den afgørelse om vilkår og priser, som Telestyrelsen træffer, skal sikre, at den samtrafikforpligtede part overholder § 51.

Til stk. 2- 4

Såfremt den samtrafikforpligtede part ikke efter anmodning har fremlagt dokumentation til brug for Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1, eller såfremt den forelagte dokumentation er utilstrækkelig, kan Telestyrelsen træffe foreløbig afgørelse, som har virkning indtil det tidspunkt, hvor Telestyrelsen træffer endelig afgørelse, jf. også § 78, stk. 1. Telestyrelsens mulighed for at træffe foreløbig afgørelse er en ændring i forhold til den gældende lov. Bestemmelsen har bl.a. til hensigt at forhindre forhaling af en afgørelse om fastsættelse af vilkår og priser i form af at undlade at afgive nødvendige oplysninger til Telestyrelsen.

Telestyrelsen fastsætter tidsfrister for fremlæggelse af eventuel dokumentation, ligesom Telestyrelsen foretager vurdering af, om den fremlagte dokumentation er tilstrækkelig og meddeler de omfattede parter dette, jf. bemærkningerne til § 78, stk. 1.

Bestemmelsen om foreløbig afgørelse forudsættes ikke anvendt i situationer, hvor den forpligtede part er uden skyld i, at tilstrækkelig dokumentation ikke er blevet fremlagt.

De i stk. 3 nævnte foreløbige afgørelser kan bestå i fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik. Det fremgår af stk. 4, at Telestyrelsen skønsmæssigt kan fastsætte vilkår og priser. Heri ligger, at kravene til Telestyrelsen i henseende til oplysning af sagen generelt, til dokumentation af grundlaget for at træffe foreløbige afgørelser m.v., er mindre end i sager, hvor der træffes endelig afgørelse. Telestyrelsen kan således træffe foreløbige afgørelser på det af parterne forelagte grundlag uden nogen pligt til af egen drift at indhente yderligere oplysninger til belysning af sagen.

Dette er begrundet i, at Telestyrelsen, forinden at der træffes foreløbig afgørelse, allerede har anmodet parterne om de nødvendige oplysninger/den nødvendige dokumentation, som imidlertid enten ikke er fremlagt eller er utilstrækkelig. Dertil kommer, at en foreløbig afgørelse på et senere tidspunkt, når tilstrækkelig dokumentation er fremlagt af parterne, vil blive erstattet af en endelig afgørelse.

Den skønsmæssige fastsættelse af samtrafikpriserne kan som hidtil bl.a. ske med udgangspunkt i en eventuelt fremlagt ufuldstændig dokumentation eller med udgangspunkt i relevant dokumentation, som Telestyrelsen selv er i besiddelse af. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Telestyrelsen i flere omgange kan modtage og indhente ny dokumentation til brug for den foreløbige afgørelse. Telestyrelsen er således ikke afskåret fra et bede om supplerende oplysninger for at søge en sag oplyst. Også med henblik på en foreløbig afgørelse. Reglen i stk. 3 afgrænser imidlertid Telestyrelsens forpligtelse til at inddrage nye oplysninger. Telestyrelsen skal inddrage de oplysninger, der er indkommet senest 14 dage før den i stk. 1 nævnte frist, men er derimod ikke forpligtet til at inddrage oplysninger, der indkommer efter dette tidspunkt, i den foreløbige afgørelse. Telestyrelsen skal ved fastsættelsen af foreløbige vilkår, priser m.v. derudover tage udgangspunkt i et generelt forsigtighedsprincip, navnlig for så vidt angår de krav, der stilles til den samtrafikforpligtede part.

Til fastsættelse af samtrafikpriserne skal Telestyrelsen anvende den for det pågældende samtrafikprodukt gældende prisfastsættelsesmetode, jf. § 55, stk. 6.

For så vidt angår de andre vilkår i aftalen om samtrafik, fastsættes disse på grundlag af gældende regler, herunder lovens § 51, oplysninger fremkommet under mæglingsforløbet m.v.

Den foreløbige afgørelse har, som nævnt, virkning indtil endelig afgørelse træffes af Telestyrelsen, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 78, stk. 1.

Til stk. 5

For at imødegå at mægling eller utilstrækkelig dokumentation unødigt forsinker indgåelse af aftaler om samtrafik, har afgørelser som nævnt i stk. 1, virkning fra tidspunktet for indgivelse af anmodning om mægling.

Til § 71

Bestemmelsen medfører, at såfremt parterne, efter at anmodning om mægling eller fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik er indgivet til Telestyrelsen, opnår enighed om et eller flere vilkår m.v. for samtrafik, som er genstand for en mæglingsanmodning, så bortfalder Telestyrelsens beføjelser efter § 70, stk. 1, i forhold til det eller de pågældende vilkår og priser. Dette indebærer en ændring i forhold til den gældende lov, hvorefter hele mæglingsanmodningen bortfalder, såfremt der indgås en aftale om samtrafik. Med bestemmelsen vil Telestyrelsens mæglings- og afgørelseskompetence opretholdes, for så vidt angår de dele af en mæglingssag, hvor der ikke opnås enighed.

Til § 72

Bestemmelsen omhandler Telestyrelsens tilsynskompetence i forhold til standardtilbud på samtrafik udarbejdet efter § 62.

Det fremgår af stk. 1, at samtidig med offentliggørelse af standardtilbud og samtidig med indsendelse af regnskaber for de enkelte forretningsområder indsendes standardtilbudene og dokumentation for overholdelse af reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf, til Telestyrelsen. Telestyrelsen fastsætter i øvrigt nærmere regler om indsendelse af opdaterede standardtilbud og dokumentation herfor i medfør af § 62, stk. 5.

Til stk. 2

Når Telestyrelsen har modtaget et standardtilbud på samtrafik, kontrollerer styrelsen, at standardtilbudet er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf.

Til stk. 3

Såfremt den fremsendte dokumentation af Telestyrelsen skønnes ikke at være tilstrækkelig, til at Telestyrelsen kan kontrollere, om et givent standardtilbud overholder § 62, stk. 2, kan styrelsen, efter at have fremsat en anmodning om fremlæggelse af den nødvendige, supplerende dokumentation inden for 1 måned, og hvis den dokumentation, som den samtrafikforpligtede part har fremlagt efter udløbet heraf, fortsat er ufuldstændig eller mangelfuld, træffe foreløbig afgørelse med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf. Bestemmelsen om foreløbig afgørelse forudsættes ikke anvendt i situationer, hvor den forpligtede part er uden skyld i, at tilstrækkelig dokumentation ikke er blevet fremlagt.

Den foreløbige afgørelse har virkning indtil endelig afgørelse træffes af Telestyrelsen efter § 78, stk. 1, og indtil afgørelsen er udmøntet af den udbyder, som den foreløbige afgørelse er rettet imod, og som skal udarbejde et ændret standardtilbud på baggrund af Telestyrelsens endelige afgørelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 78, stk. 1, vedrørende varigheden af foreløbige afgørelser.

Til stk. 4

De i stk. 3 nævnte foreløbige afgørelser vil bestå i fastsættelse af et midlertidigt standardtilbud. I den forbindelse kan Telestyrelsen fastsætte priserne skønsmæssigt. I lighed med hvad der gælder efter bestemmelsen i § 70, stk. 3, så ligger heri, at kravene til Telestyrelsen i henseende til oplysning af sagen generelt, til dokumentation af grundlaget for at træffe foreløbige afgørelse, er mindre end i sager, hvor der træffes endelig afgørelse. Telestyrelsen kan således træffe foreløbig afgørelse på det af parterne forelagte grundlag uden nogen pligt til af egen drift at indhente yderligere oplysninger til belysning af sagen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 70, stk. 3.

Telestyrelsen skal ved fastsættelse af foreløbige vilkår, priser m.v. derudover tage udgangspunkt i et generelt forsigtighedsprincip, navnlig for så vidt angår de krav, der stilles til den samtrafikforpligtede part.

Til § 73

Til stk. 1

Telestyrelsen kan, i forbindelse med at styrelsen træffer endelig afgørelse om resultatet af kontrol med et standardtilbud på samtrafik, påbyde ændringer af vilkår og priser i et standardtilbud, såfremt standardtilbudet strider mod reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf, eller som udgør en overtrædelse af konkurrenceloven, jf. Konkurrencerådets udtalelse efter § 75.

Påbudet kan som udgangspunkt have to udformninger: Påbud kan således bestå i, at den pågældende udbyder skal ændre et givet vilkår eller en given pris, således at standardtilbudet bringes i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf. En anden mulighed er, at et påbud består i, at den pågældende udbyder skal ændre et vilkår eller en pris til et af Telestyrelsen nærmere angivet vilkår eller til en af Telestyrelsen nærmere angiven pris, som ligeledes bringer standardtilbudet i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf.

Til stk. 2

Såfremt Telestyrelsens endelige afgørelse ændrer et standardtilbud på samtrafik, skal den udbyder, der har udarbejdet det pågældende standardtilbud, senest 1 måned efter, at Telestyrelsen har truffet afgørelse om ændring af vilkår eller priser, udmønte denne i et opdateret standardtilbud. Der vil i dette tilfælde ikke ske efterregulering af priserne, og det midlertidige standardtilbud, som er iværksat af Telestyrelsen som en foreløbig afgørelse i medfør af § 72, stk. 4, vil således have virkning indtil den pågældende udbyder, senest 1 måned efter at Telestyrelsen har truffet endelig afgørelse, har udmøntet afgørelsen i et opdateret standardtilbud.

Til § 74

Bestemmelsen i § 74 giver udbydere, der anmoder om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik efter §§ 42 og 43, ret til at få dokumentation for, at vilkår for samtrafik er i overensstemmelse med §§ 52 og 53, hvoraf det fremgår, at aftaler om samtrafik skal give adgang til samtrafik på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår, og at priser for samtrafik er beregnet i overensstemmelse med regler udstedt i medfør § 55.

Til stk. 2.

Selvom offentlighedslovens § 12 som udgangspunkt ikke finder anvendelse i forbindelse med fremlæggelse af dokumentation, så kan Telestyrelsen i konkrete tilfælde efter anmodning træffe afgørelse om undtagelse af oplysninger fra kravet om offentliggørelse.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny i forhold til gældende regulering.

Med sigte på at en udbyder, som skal imødekomme rimelige anmodninger om samtrafik efter §§ 42 og 43, kan fremlægge dokumentation for, at udbyderen stiller samtrafik til rådighed på de i stk. 1 nævnte vilkår og priser, skal udbyderen opstille kontraktmæssige samtrafikgrænseflader mellem afdelinger, datterselskaber og lignende, jf. definitionen heraf i § 7, stk. 2.

Ved introduktion af nye produkter følger det af stk. 3, 2. pkt., at dokumentation herfor skal opstilles senest samtidig med markedsintroduktionen af det nye produkt. Dette krav skal medvirke til at skabe gennemsigtighed omkring bl.a. overholdelse af kravet om ikke-diskrimination.

Til stk. 4

Det følger af bestemmelsen, at dokumentation, som nævnt i stk. 1 og 3, skal fremlægges umiddelbart efter anmodning herom. Med umiddelbart menes senest 8 dage efter, at anmodningen herom er fremsat. Eftersom dokumentation i form af opstillede kontraktsmæssige samtrafikgrænseflader efter stk. 3 allerede er udarbejdet, er det vurderingen, at det ikke vil være særligt byrdefuldt for den pågældende udbyder at skulle fremlægge dokumentation umiddelbart. Der er således alene tale om fremsendelse af allerede eksisterende materiale, til den der anmoder om dokumentation.

Til stk. 5

Den, der anmoder om samtrafik, kan som alternativ til at anmode den forpligtede part, jf. stk. 5, anmode Telestyrelsen om relevant dokumentation, som Telestyrelsen er i besiddelse af. En sådan udlevering af oplysninger er omfattet af offentlighedslovens regler, men idet den berettigede part også kan få de pågældende oplysninger fra den forpligtede part, vil det ikke være muligt med henvisning til offentlighedslovens regler at afslå aktindsigt heri, medmindre Telestyrelsen efter stk. 2 har truffet afgørelse om at undtage oplysninger fra kravet om offentliggørelse.

Til § 75

Bestemmelsen fastlægger Telestyrelsens tilsynskompetence i forhold til enkeltaftaler om samtrafik, som nævnt i §§ 42 og 43. Telestyrelsen skal således kontrollere, at aftaler om samtrafik er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf.

Bestemmelsen finder alene anvendelse på enkeltaftaler, indgået efter lovens ikrafttræden.

Til stk. 2

Bestemmelsen er ny i forhold til gældende regulering.

Udgangspunktet for indgåelse af aftaler om samtrafik er, jf. § 51, at aftalerne indgås på kommercielle vilkår. Det betyder bl.a., at parterne frivilligt aftaler de vilkår og priser, som er indeholdt i den pågældende aftale om samtrafik. På den baggrund tager Telestyrelsens tilsyn med enkeltaftaler om samtrafik også sit udgangspunkt heri. Det indebærer, at Telestyrelsen ikke kan ændre vilkår og priser i en aftale om samtrafik, jf. dog stk. 4.

Selvom Telestyrelsen således er begrænset i sin mulighed for at gribe ind over for den enkelte aftale om samtrafik, så skal Telestyrelsen efter stk. 2, gøre en part, der har en aftale om samtrafik med en udbyder med en stærk markedsposition, opmærksom på, om den pågældende aftale objektivt konstaterbart stiller parten åbenbart ringere, end anvendelse af et standardtilbud eller anvendelse af en gældende aftale om samtrafik ville indebære. Forpligtelsen hertil omfatter aftaler indgået efter lovens ikrafttræden.

At Telestyrelsen skal gøre opmærksom på ovennævnte, indebærer ikke en forpligtelse for Telestyrelsen til på alle punkter i forbindelse med tilsynet med enkeltaftaler om samtrafik at gøre opmærksom på afvigelser m.m. i forhold til et standardtilbud eller i forhold til en gældende aftale om samtrafik. Telestyrelsens forpligtelse er i særlig grad knyttet til overholdelse af bestemmelserne om ikke-diskriminination og kan f.eks. anvendes til at gøre opmærksom på ensidig forringelse i en enkeltaftale, som ikke er opvejet af andre forbedrede vilkår eller priser.

Det fremgår videre af stk. 2, at parten herefter har ret til en aftale svarende til et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik herunder en aftale indgået inden lovens ikrafttræden.

Til stk. 3

Retten til en aftale svarende til et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, kan ikke fraviges ved aftale.

Til stk. 4

Telestyrelsen skal påbyde ændringer af vilkår i en aftale om samtrafik, såfremt det fremgår af Konkurrencerådets bindende udtalelse afgivet efter § 79, at der indgår vilkår i aftalen, som udgør en overtrædelse af konkurrenceloven.

Til § 76

Til stk. 1

Bestemmelsen indeholder en forpligtelse for Telestyrelsen til at føre tilsyn med, at udbydere af telenet eller teletjenester overholder reglerne i § 56, stk. 1-3 og 6, § 57, stk. 1 og 3, § 58, stk. 1, 2, og 5, om dirigering i forbindelse med nummerportabilitet m.v., og regler fastsat i medfør af § 56, stk. 4 og 5, § 57, stk. 4 og 5, og § 58, stk. 3 og 4.

Hertil kommer forpligtelsen til at føre tilsyn med og træffe afgørelse om overholdelsen af de regler i kapitel 12-14 og kapitel 15-18, som det kan være relevant at anvende, uden at dette sker som led i de specifikt regulerede tilsyns-, mæglings- og afgørelsesforløb. Bestemmelsen omfatter med sigte herpå § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 1 og 2, § 72, stk. 1, § 74 og § 75, stk. 2, 2. pkt. samt regler udstedt med hjemmel i § 50, § 62, stk. 4 og 5, og § 63, stk. 4.

Til stk. 2

Med henblik på at sikre overholdelse af de i stk. 1 nævnte bestemmelser om dirigering i forbindelse med nummerportabilitet træffer Telestyrelsen afgørelser efter stk. 1, hvori der kan indgå et påbud.

Til § 77

Bestemmelsen fastlægger, som noget nyt i forhold til gældende regulering, at en eller flere af parterne i forbindelse med brancheforhandlinger, forhandlinger om samtrafik eller mægling, kan anmode Telestyrelsen om en udtalelse om fortolkning af reglerne i denne lovs afsnit IV, og regler fastsat i medfør heraf.

Muligheden for at indhente en udtalelse fra Telestyrelsen indføres med henblik på at fremskynde indgåelsen af aftaler om samtrafik f.eks. vedrørende nye samtrafikprodukter o.lign., hvor parterne ikke på forhånd ud fra gældende praksis kan afgøre, i hvilket omfang produktet vil være omfattet af lovens bestemmelser, uden at der er tale om en konkret anmodning om samtrafik. Et andet eksempel er en anmodning om en udtalelse om fortolkningen af processuelle bestemmelser i samtrafikreguleringen.

Til stk. 2.

For at sikre at fremsættelse af en anmodning om en udtalelse fra Telestyrelsen ikke forsinker indgåelse af en aftale om samtrafik, en brancheforhandling eller et mæglingsforløb, fremgår det af stk. 2, at en udtalelse efter stk. 1 så vidt muligt afgives af Telestyrelsen senest 1 måned efter, at Telestyrelsen har modtaget en anmodning herom.

Til stk. 3.

Det følger af stk. 3, at Telestyrelsens forhåndsbesked afgives på det af parterne forelagte grundlag, og det påhviler derfor den eller de part(er), der anmoder om en udtalelse, i videst muligt omfang at oplyse sagen. Afgivelse af en forhåndsbesked er ikke en afgørelse i et konkret partsforhold, hvorfor det almindelige officialprincip om myndighedens pligt til at oplyse en sag ikke finder anvendelse.

Det fremgår endvidere af stk. 3, at Telestyrelsens udtalelse udgør en forhåndsbesked om Telestyrelsens juridiske fortolkning af de omhandlede bestemmelser, herunder af fortolkningen af disse sammenholdt med den eller de af den pågældende part forelagte faktuelle problemstillinger. Det er en naturlig konsekvens af det forvaltningsmæssige ligebehandlingsprincip, at Telestyrelsens juridiske fortolkning af de omhandlede problemstillinger, såfremt styrelsen får forelagt eksakt samme forhold i en sag, som tidligere er forlagt styrelsen i form af en anmodning om en forhåndsbesked, vil skulle være den samme.

Til stk. 4.

Det fremgår af stk. 4, at Telestyrelsen kan afvise at afgive en udtalelse som nævnt i stk. 1-3, såfremt det ikke er muligt at skille spørgsmålet om den generelle regelanvendelse, dvs. fortolkningen af samtrafikreglerne i denne lov, fra eksempelvis en partstvist, hvor anvendelsen af den omhandlede bestemmelse kan være relevant.

I sådanne tilfælde vil den pågældende part kunne anmode Telestyrelsen om en afgørelse efter § 65 om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om samtrafik. Telestyrelsens udtalelse efter § 77 kan i sådanne sager eventuelt bestå i en orientering om de momenter, der efter det foreliggende må antages at indgå i en eventuel afgørelse om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om samtrafik.

Til § 78

I medfør af § 70, stk. 3, eller § 72, stk. 3, kan Telestyrelsen træffe foreløbige afgørelser. § 78 angiver, at når Telestyrelsen har truffet en sådan foreløbig afgørelse, så skal Telestyrelsen senest 1 måned efter, at tilstrækkelig dokumentation foreligger, træffe endelig afgørelse i sagen.

Herudover skal Telestyrelsen, i situationer hvor denne træffer en foreløbig afgørelse, generelt gennem dialog med den samtrafikforpligtede part fortsat søge hurtigst muligt at sikre, at sagen er fuldt oplyst, således at der kan træffes endelig afgørelse. Telestyrelsen skal i den forbindelse medvirke til at sikre, at den samtrafikforpligtede part har tilstrækkelige oplysninger om, hvilke former for yderligere dokumentation, der udestår som forudsætning for, at Telestyrelsen kan træffe endelig afgørelse i sagen.

Til stk. 2

Når en endelig afgørelse træffes i forhold til enkeltaftaler om samtrafik og i forhold til standardtilbud efter, at der har været truffet en foreløbig afgørelse, skal der i forbindelse med den endelige afgørelse ske en efterregulering af priserne, således at parterne stilles, som om den endelige afgørelse havde haft virkning fra det tidspunkt, hvor den foreløbige afgørelse blev truffet efter § 70, stk. 3, og § 72, stk. 3. Der skal ved efterreguleringen tages højde for eventuelle rentetab hos den part, der måtte have lidt et sådant i den periode, hvor den foreløbige afgørelse har haft virkning.

Til stk. 3

Det følger af bestemmelsen, at der skal ske efterregulering af priser i forbindelse med, at Telestyrelsen træffer afgørelse i relation til enkeltaftaler om samtrafik, hvor enkeltaftalen er baseret på et foreløbigt standardtilbud, og der i enkeltaftalen konkret henvises til, at vilkår og priser følger et standardtilbud på samtrafik, jf. bemærkningerne til stk. 2.

Til stk. 4

Telestyrelsens foreløbige afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Begrænsningen i den administrative klageadgang er begrundet i, at foreløbige afgørelser netop er foreløbige og vil blive erstattet af en endelig afgørelse efterfølgende, hvor der i relation til enkeltaftaler vil skulle ske en efterregulering af priser. Den endelige afgørelse vil fuldt ud kunne påklages. En adgang til at påklage en foreløbig afgørelse ville således øge risikoen for forsinkelse, frem til en endelig afgørelse foreligger og øge mulighederne for afsporing af sagen.

Til § 79

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende samtrafiklovs bestemmelser og sikrer i forhold til konkurrenceloven en one-stop-shopping behandling af sager vedrørende indhold i aftaler om samtrafik, der også vedrører spørgsmålet om, hvorvidt aftaler om samtrafik indeholder vilkår, der udgør en overtrædelse af konkurrenceloven. Det vil sige vilkår, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse eller forvride konkurrencen, eller som udgør et misbrug af en dominerende stilling. Bestemmelsen indebærer, at kontakten med udbydere af offentlige telenet eller teletjenester på samtrafikområdet går gennem Telestyrelsen. Det område, der herved fastsættes regler for, er vilkår i alle aftaler om samtrafik uanset at ingen af parterne i en aftale om samtrafik har en stærk markedsposition.

Afgørelser i forbindelse med Telestyrelsens tilsyn med aftaler om samtrafik og fastsættelse af vilkår for samtrafik, jf. § 69, stk. 1, § 70, stk. 1, § 73 og § 75, stk. 1, sker på grundlag af bindende udtalelser fra Konkurrencerådet. Hermed sikres, at principperne i den generelle konkurrencelov ikke tilsidesættes på samtrafikområdet, og at tilsynet med og afgørelser om, hvorvidt aftaler om samtrafik indeholder vilkår i strid med konkurrenceloven, er baseret på Konkurrencerådets og Konkurrencestyrelsens generelle praksis og fortolkning af konkurrenceloven. Konkurrencerådets udtalelser kan ikke omfatte forhold, der er eksplicit reguleret i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf. Konkurrencerådet afgiver udtalelse senest 1 måned efter anmodning herom.

Bestemmelserne skal sikre, at der gribes ind over for alle former for aftalevilkår i aftaler om samtrafik, der skønnes at være konkurrencebegrænsende, herunder at der gribes ind over for misbrug af dominerende stilling, der f.eks. manifesterer sig i form af forsøg på at påtvinge modparten i en aftale om samtrafik urimeligt ugunstige vilkår eller lign. Bestemmelserne omfatter også indgreb over for manglende overholdelse af vilkår i en aftale om samtrafik, der har til formål eller til følge at begrænse eller forvride konkurrencen på telemarkedet eller dele heraf.

Som efter den gældende lov skal Telestyrelsen og Konkurrencerådet i forbindelse med indgreb i forhold til telesektoren løbende koordinere indsatsen med henblik på at undgå overlapning eller modstridende beslutninger. Endelig påhviler der, i lighed med den gældende lov, Telestyrelsen en forpligtelse til at informere parterne i en aftale om samtrafik om resultatet af Telestyrelsens tilsyn.

Til § 80

Bestemmelsen er en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i den gældende samtrafiklov. Formålet med at undtage mægling og afgørelser om fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik i forbindelse med mægling fra aktindsigt er at fremme, at mæglingen lykkes.

Det anses for uproblematisk at undtage mægling og afgørelser om fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik fra aktindsigt, da resultatet af mæglingen en aftale om samtrafik under alle omstændigheder skal gøres offentligt tilgængeligt. Undtagelsen fra aktindsigt gælder også efter, at en mægling er afsluttet, efter at der er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, eller efter at der er fastsat vilkår.

For så vidt angår oplysninger, som Telestyrelsen modtager fra udenlandske myndigheder som et led i behandlingen af samtrafiksager efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, forudsættes disse oplysninger underlagt offentlighedslovens regler.

Til kapitel 19: Oplysningspligt og regnskabsforhold

Til § 81

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende bestemmelse i samtrafikloven om indhentning af oplysninger med henblik på en vurdering af, hvorvidt en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester skal anses for at have en stærk markedsposition samt med henblik på indberetninger til Kommissionen. Kommissionen skal således underrettes om, hvilke udbydere der har en stærk markedsposition på det danske marked, samt hvilke udbydere der har ret og pligt til at forhandle sig frem til aftaler om samtrafik.

Til stk. 2

Formålet med denne bestemmelse er at give Telestyrelsen hjemmel til at kræve alt materiale, som skønnes nødvendigt i forbindelse med administrationen af denne lov, udleveret fra de involverede parter.

Bestemmelsen forudses kun anvendt i nødvendigt omfang, idet det ikke er hensigten at pålægge parterne unødige administrative byrder.

Til § 82

Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition, pålægges med denne bestemmelse at gennemføre en regnskabsmæssig adskillelse af de enkelte forretningsområder. For så vidt angår virksomheder inden for jernbanedrift, forsyningsvirksomheder inden for gas, vand, varme og elektricitet samt kommuner og kommunale fællesskaber og offentlige institutioner i øvrigt, der udbyder telenet eller teletjenester, følger det af stk. 2, at disse, ud over det i stk. 1 nævnte krav, skal adskille teleaktiviteterne fra deres andre aktiviteter.

Bestemmelsen svarer i hovedtræk til den gældende bestemmelse om regnskabsmæssig adskillelse i samtrafikloven. Som noget nyt følger det dog af stk. 3, nr. 4, at de ovenfor nævnte udbydere samt virksomheder m.v. desuden internt skal opstille og regnskabsmæssigt udskille en egentlig kontraktmæssig samtrafikgrænseflade imellem deres egen net- og tjenesteforretning og efterfølgende dokumentere, at de således opgivne interne »samtrafikpriser« rent faktisk er anvendt i den interne afregning.

Udbydere med en stærk markedsposition skal således på ethvert tidspunkt kunne oplyse, på hvilke vilkår og til hvilke priser de internt afregner samtrafikprodukter, og skal indsende oplysninger herom til Telestyrelsen, på samme måde som de egentlige aftaler om samtrafik indsendes.

Denne opstramning vil indebære, at ikke-diskriminations bestemmel serne langt mere operationelt kan indgå som en del af grundlaget for selve prisreguleringen.

Som noget nyt vil desuden master til radiokommunikationsformål, som beskrevet i masteloven, blive omfattet af kravet om den regnskabsmæssige adskillelse.

Udmøntningen af bestemmelsen vil svare til de gældende regler i samtrafikbekendtgørelsen med ovennævnte modifikationer.

Indtil LRAIC-metoden tages i anvendelse, vil ovenstående være gældende. Sigtet er imidlertid, at der skal ske en sammensmeltning og sammenhæng mellem regnskabsreglerne og LRAIC-metoden. Ændringer i regnskabsreglerne, som følge af gennemførsel af LRAIC-metoden, vil blive adviseret i god tid med henblik på indretningen af de nye regnskaber.

Til kapitel 20: Samtrafik med en udbyder fra et andet EU-land eller EØS-land

Til § 83

Procedurerne i § 83 for behandling af sager om samtrafik mellem en dansk udbyder og en udbyder fra et andet EU-land og EØS-land viderefører den gældende samtrafiklovs gennemførelse af samtrafikdirektivets krav herom.

Bestemmelsen i § 83 finder anvendelse, såfremt der er tale om forhold, der er dækket af dansk lovgivning, men hvor forholdet samtidig er reguleret af andre landes lovgivning, og hvor der således er behov for at træffe afgørelse efter bestemmelserne om international mægling.

Der kan ikke som led heri ske fravigelser af den danske telelovgivning og de heri indeholdte rettigheder og forpligtelser.

Til § 84

Det er hensigten med denne bestemmelse i en bekendtgørelse at videreføre den gældende regulering i samtrafikloven om procedurerne i forbindelse med mægling og klage i situationer, hvor en bruger mener, at lovens bestemmelser om aftaler om lejede grænseoverskridende faste kredsløb er overtrådt.

Bestemmelsen er en videreførelse af samtrafiklovens gennemførelse af faste kredsløb direktivets bestemmelser herom.

Afsnit V

Øvrige Forhold

Til Kapitel 21: Bistand fra udbydere af telenet og teletjenester i alarmerings- og beredskabssituationer

§ 66. Telestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en part omfattet af §§ 42-44, er berettiget til at afbryde udveksling af samtrafik, og træffer afgørelse, hvor afbrydelse er foretaget uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen.

Stk. 2. Telestyrelsens afgørelse efter stk. 1 træffes så vidt muligt senest 1 måned efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen. Dog træffes afgørelser vedrørende afbrydelse af igangværende udveksling af samtrafik uden forudgående forelæggelse for Telestyrelsen så vidt muligt senest 14 dage efter, at sagen er forelagt Telestyrelsen.

Stk. 3. I en afgørelse efter stk. 1 om, at afbrydelse af udvekslingen af samtrafik ikke var eller vil være berettiget, kan indgå et påbud om, at udvekslingen af samtrafik skal fortsættes eller genoptages.

Mægling

§§ 67-71

Tilsyn og dokumentation

§ 67. Hvis parterne i en samtrafikforhandling ikke 3 måneder efter, at anmodningen om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik skriftligt er fremsat overfor en part omfattet af §§ 42-44, er nået til enighed, kan en eller flere af parterne anmode Telestyrelsen om at mægle i sagen.

Stk. 2. Hvis anmodningen om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik som nævnt i stk. 1 omhandler samtrafikprodukter, der i vidt omfang svarer til samtrafikprodukter, der er omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part, eller er omfattet af en gældende aftale om samtrafik, indgået af denne, kan en eller flere af parterne i en forhandling uanset stk. 1 allerede 1 måned efter, at anmodningen om en aftale om samtrafik er fremsat skriftligt, anmode Telestyrelsen om at mægle i sagen, såfremt parterne ikke er nået til enighed.

Stk. 3. Telestyrelsen optager straks efter modtagelse af en anmodning om mægling efter stk. 1 eller 2 forhandlinger med parterne med henblik på mægling.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan en part, der ønsker at indgå eller ændre en aftale om samtrafik med en part omfattet af §§ 42-44, om samtrafikprodukter omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller omfattet af en gældende aftale om samtrafik, indgået af denne, umiddelbart anmode om indgåelse eller ændring af en aftale herom, og anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 3, nævnte.

Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1-3 kan en part, der ønsker at indgå eller ændre en aftale om samtrafik med en part omfattet af §§ 42-44, om et samtrafikprodukt, der i vidt omfang svarer til et samtrafikprodukt, der er omfattet af et standardtilbud offentliggjort af den samtrafikforpligtede part eller omfattet af en gældende aftale om samtrafik, indgået af denne, anmode om, at der, samtidig med at mæglingen påbegyndes, træffes afgørelse svarende til den i § 65, stk. 4, nr. 4, nævnte.

§ 68. En anmodning om mægling kan vedrøre et eller flere samtrafikprodukter. Telestyrelsen kan undervejs i mæglingsforløbet foretage en opdeling af mæglingsanmodningen i delspørgsmål, der kan behandles hver for sig som selvstændige mæglingssager.

§ 69. Såfremt der ikke inden 3 måneder, fra det tidspunkt hvor mæglingsanmodningen er fremsat i medfør af § 67, stk. 1 eller 2, er indgået en aftale om samtrafik mellem parterne eller opnået enighed om, at en aftale om samtrafik ikke kan indgås, kan en eller flere af parterne anmode Telestyrelsen om at træffe afgørelse om fastsættelse af vilkår og priser for den omhandlede samtrafik og om igangsætning af denne.

Stk. 2. Telestyrelsen kan på ethvert tidspunkt fastsætte en kortere eller længere frist end den i stk. 1 angivne for mæglingsperiodens tidsmæssige udstrækning. Mæglingsperioden kan dog ikke forlænges til mere end 6 måneder. Telestyrelsen kan endvidere på ethvert tidspunkt afslutte et mæglingsforløb, såfremt Telestyrelsen skønner, at mæglingsforløbet ikke kan føre til, at parterne indgår en aftale om samtrafik.

Stk. 3. Anmodning om fastsættelse af vilkår og priser i medfør af stk. 1 skal fremsættes senest 2 måneder efter afslutningen af den pågældende forgæves mægling.

§ 70. Hvis mægling ikke resulterer i indgåelse af en aftale om samtrafik, og en eller flere af parterne jf. § 69, stk. 1 og 3, anmoder Telestyrelsen om at fastsætte vilkår og priser for samtrafik, træffer Telestyrelsen afgørelse herom senest 2 måneder efter at anmodning er fremsat.

Stk. 2. Afgørelser som nævnt § 69, stk. 1, træffes på grundlag af reglerne i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf om de forpligtelser, der påhviler parter omfattet af §§ 42-44, herunder eventuelle forpligtelser med hensyn til anvendelse af omkostningsrelaterede priser, jf. § 54.

Stk. 3. Hvis en part omfattet af §§ 42-44 ikke 14 dage før det i stk. 1 nævnte tidspunkt, efter anmodning fra Telestyrelsen, som et led i mæglingsforløbet har fremlagt tilstrækkelig dokumentation til, at Telestyrelsen kan træffe en endelig afgørelse som nævnt i stk. 2, kan Telestyrelsen træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse har virkning indtil endelig afgørelse træffes af Telestyrelsen efter stk. 1, jf. også § 78, stk. 1.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte foreløbige afgørelser omfatter en foreløbig fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik som nævnt i stk. 2. Den foreløbige afgørelse kan iværksættes på det foreliggende dokumentationsgrundlag. I det omfang dokumentationen fra den samtrafikforpligtede part er ufuldstændig, kan Telestyrelsen fastsætte vilkår og priser skønsmæssigt. Den skønsmæssige fastsættelse af vilkår og priser skal tage udgangspunkt i en eventuel fremlagt ufuldstændig dokumentation og i øvrig dokumentation, som Telestyrelsen er i besiddelse af.

Stk. 5. Afgørelser som nævnt i stk. 1 og 3 har virkning fra tidspunktet for indgivelse af anmodning om mægling.

§ 71. Hvis parterne, efter at anmodning om mægling eller fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik er indgivet til Telestyrelsen, opnår enighed om et eller flere vilkår og priser for samtrafik, som er genstand for mæglingsanmodningen efter § 67, stk. 1 eller 2, eller for anmodningen om fastsættelse af vilkår efter § 69, stk. 1, bortfalder Telestyrelsens beføjelser efter § 70, stk. 1, i forhold til det eller de pågældende vilkår eller den eller de pågældende priser.

Tilsyn og dokumentation

§§ 72-76

Forhåndsbesked

§ 72. Samtidig med offentliggørelse af standardtilbud og samtidig med indsendelse af regnskaber for de enkelte forretningsområder, jf. § 82, indsendes standardtilbudene og dokumentation for overholdelse af § 62, stk. 2, til Telestyrelsen.

Stk. 2. Telestyrelsen kontrollerer, at standardtilbud, som er indsendt til styrelsen, er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Telestyrelsen kan træffe foreløbig afgørelse med henblik på at sikre overholdelse af § 62, stk. 2, såfremt den part, som er forpligtet til at udarbejde og indsende standardtilbud med tilhørende dokumentation, jf. stk. 1, ikke senest 1 måned efter, at anmodning herom er fremsat af Telestyrelsen, har fremlagt tilstrækkelig supplerende dokumentation. Den foreløbige afgørelse har virkning indtil endelig afgørelse træffes af Telestyrelsen efter § 78, stk. 1, og indtil afgørelsen er udmøntet af den udbyder, der skal udarbejde standardtilbud, jf. § 73, stk. 2.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte foreløbige afgørelser vil bestå i fastsættelse af et midlertidigt standardtilbud. Den foreløbige afgørelse iværksættes på det foreliggende dokumentationsgrundlag. I det omfang dokumentationen fra den samtrafikforpligtede part er ufuldstændig, kan Telestyrelsen fastsætte vilkår og priser skønsmæssigt. Den skønsmæssige fastsættelse af vilkår og priser skal tage udgangspunkt i en eventuel fremlagt ufuldstændig dokumentation og i øvrig dokumentation, som Telestyrelsen er i besiddelse af.

§ 73. Resultatet af Telestyrelsens kontrol, jf. § 72, stk. 2, meddeles den udbyder, der har udarbejdet standardtilbud. Telestyrelsen kan som led heri påbyde ændringer af vilkår og priser i standardtilbud, der strider mod reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf, eller som udgør en overtrædelse af konkurrenceloven, jf. Konkurrencerådets udtalelse efter § 79.

Stk. 2. Når endelig afgørelse er truffet efter stk. 1, skal den udbyder, der har udarbejdet standardtilbud, senest en måned efter afgørelsen er truffet, udmønte denne i et opdateret standardtilbud.

§ 74. Udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal efter anmodning fra Telestyrelsen eller den, der anmoder om samtrafik, dokumentere, at tilbudte eller anvendte vilkår for samtrafik er i overensstemmelse med §§ 52 og 53, og at tilbudte eller anvendte priser for samtrafik er beregnet i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 55.

Stk. 2. Telestyrelsen kan træffe afgørelse om undtagelse fra kravet om afgivelse af dokumentation efter stk. 1 til den part, der anmoder om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik.

Stk. 3. Med sigte på at kunne fremlægge dokumentation efter stk. 1 skal udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om samtrafik, opstille kontraktmæssige samtrafikgrænseflader mellem afdelinger, datterselskaber og lignende. Kontraktmæssige samtrafikgrænseflader skal omfatte vilkår, priser, tekniske forhold m.v., og skal for så vidt angår nye produkter opstilles senest samtidig med markedsintroduktionen af disse.

Stk. 4. Dokumentation som nævnt i stk. 1 og 3 skal fremlægges umiddelbart efter anmodning herom.

Stk. 5. Den, der anmoder om indgåelse eller ændring af en aftale om samtrafik, kan anmode Telestyrelsen om kopi af modtaget materiale efter stk. 1, jf. dog stk. 2.

§ 75. Telestyrelsen fører kontrol med aftaler om samtrafik som nævnt i §§ 42 og 43, og kontrollerer i den forbindelse, at aftaler om samtrafik, som er indsendt til styrelsen, er i overensstemmelse med reglerne i denne lovs afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. I forbindelse med tilsyn efter stk. 1 skal Telestyrelsen gøre en part, der har indgået en aftale om samtrafik med en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition, på et givet delmarked, jf. § 45, opmærksom på, om den pågældende aftale stiller parten åbenbart ringere, end anvendelse af standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik ville indebære. Udbydere, som i medfør af §§ 42 og 43 skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik, skal imødekomme anmodninger fra en part, som har indgået en aftale, der stiller parten åbenbart ringere, om umiddelbar udskiftning af denne aftale med en aftale på vilkår og til priser svarende til et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik.

Stk. 3. Stk. 2, 2. pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 4. Telestyrelsen skal påbyde ændringer af vilkår i en aftale om samtrafik, såfremt disse udgør en overtrædelse af konkurrenceloven, jf. Konkurrencerådets udtalelse efter § 79.

§ 76. Telestyrelsen fører tilsyn med og træffer afgørelse i sager om udbydere af telenet eller teletjenester, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 5, og § 58, stk. 5, og ejere af telenets overholdelse af

1) § 56, stk. 1-3 og 6, § 57, stk. 1 og 3, § 58, stk. 1, 2 og 5, § 61, § 62, stk. 1-3, § 63, stk. 1 og 2, § 72, stk. 1, § 74 og § 75, stk. 2, 2. pkt., samt

2) regler udstedt med hjemmel i § 50, § 56, stk. 4 og 5, § 57, stk. 4 og 5, § 58, stk. 3 og 4, § 62, stk. 4 og 5, og § 63, stk. 4.

Stk. 2. I en afgørelse efter stk. 1 kan indgå påbud om overholdelse af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.

Forhåndsbesked

§ 77

Opfølgning på foreløbige afgørelser

§ 77. Uanset bestemmelserne i §§ 59, 65 og 67, kan parter omfattet af denne lovs afsnit IV, til enhver tid anmode Telestyrelsen om en udtalelse om fortolkningen af reglerne i denne lovs afsnit IV og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Telestyrelsens udtalelse som nævnt i stk. 1 afgives så vidt muligt senest 1 måned efter, at Telestyrelsen har modtaget anmodningen.

Stk. 3. Telestyrelsens udtalelse udgør en forhåndsbesked om Telestyrelsens juridiske fortolkning af de omhandlede bestemmelser, herunder om fortolkningen af disse sammenholdt med den eller de af den pågældende part forelagte faktuelle problemstillinger.

Stk. 4. Telestyrelsen kan afvise at afgive en udtalelse som nævnt i stk. 1-3 i situationer, hvor det ikke er muligt at adskille regelanvendelsen fra en partstvist, hvor anvendelsen af den omhandlede bestemmelse kan være relevant.

Opfølgning på foreløbige afgørelser

§ 78

Udtalelser fra Konkurrencerådet i samtrafiksager

§ 78. Når Telestyrelsen har truffet foreløbig afgørelse efter § 70, stk. 3, eller § 72, stk. 3, skal Telestyrelsen senest 1 måned efter, at tilstrækkelig dokumentation foreligger, træffe endelig afgørelse i sagen.

Stk. 2. Når endelig afgørelse er truffet, skal der ske efterregulering af priserne, således at parterne stilles, som om den endelige afgørelse havde haft virkning fra det tidspunkt, hvor den foreløbige afgørelse efter § 70, stk. 3, eller § 72, stk. 3, blev truffet. I en afgørelse efter 1. pkt. kan indgå et påbud om overholdelse af gældende regler og om gennemførelse af efterregulering med sigte herpå.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse i det omfang aftaler om samtrafik er baseret på et foreløbigt standardtilbud, og der i aftalen henvises hertil.

Stk. 4. Foreløbige afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Udtalelser fra Konkurrencerådet i samtrafiksager

§ 79

Undtagelser fra offentlighedsloven

§ 79. I forbindelse med Telestyrelsens tilsyn med standardtilbud, Telestyrelsens tilsyn med aftaler om samtrafik og Telestyrelsens fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik efter § 70, indhenter Telestyrelsen en udtalelse fra Konkurrencerådet om hvorvidt vilkår, der indgår i de pågældende standardtilbud eller i de pågældende aftaler om samtrafik, udgør en overtrædelse af konkurrenceloven.

Stk. 2. Konkurrencerådet afgiver udtalelse som nævnt i stk. 1 senest 1 måned efter anmodning herom. Udtalelsen er bindende for Telestyrelsen.

Stk. 3. Udtalelser som nævnt i stk. 1 indhentes i forbindelse med Telestyrelsens afgørelser efter § 69, stk. 1, § 70, stk. 1, § 73, stk. 1, og § 75, stk. 1.

Undtagelser fra offentlighedsloven

§ 80

§ 80. Reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke i forbindelse med mægling vedrørende aftaler om samtrafik, jf. §§ 67-70, eller afgørelser eller fastsættelse af vilkår og priser for samtrafik, jf. § 69, stk. 1, og § 70, stk. 1.

§§ 81-82

§ 81. Telestyrelsen kan indhente alle oplysninger fra udbydere af telenet eller teletjenester, der er nødvendige med henblik på afgørelse af, om en udbyder må anses for at have en stærk markedsposition, jf. § 45, eller med henblik på indberetninger til Kommissionen.

Stk. 2. Telestyrelsen kan af parterne kræve alt materiale, som skønnes relevant med henblik på tilsyn, mægling, afgørelse eller undersøgelser m.v., herunder udarbejdelse af materiale, forslag til aftale om samtrafik og dokumentation for, at der foreligger konkrete forhold, der gør det rimeligt at afvise anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik eller afbrydelse af udveksling af samtrafik.

§ 82. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition på et givet delmarked, jf. § 45, skal gennemføre en regnskabsmæssig adskillelse af de enkelte forretningsområder.

Stk. 2. Virksomheder inden for jernbanedrift, forsyningsvirksomheder inden for gas, vand, varme og elektricitet samt kommuner og kommunale fællesskaber og offentlige institutioner i øvrigt, der udbyder telenet eller teletjenester, skal gennemføre en regnskabsmæssig adskillelse af udbudet af telenet eller teletjenester.

Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om

1) Fra hvilket tidspunkt den regnskabsmæssige adskillelse skal være gennemført.

2) Indsendelse af regnskaberne til Telestyrelsen.

3) Regnskabernes udformning og indhold, herunder hvilke regnskabsområder der skal aflægges særskilt regnskab for bl.a. med henblik på at sikre effektiv konkurrence og gennemsigtighed i forbindelse med samtrafik.

4) At regnskaberne skal dokumentere, at de i § 74, stk. 3, nævnte vilkår, priser m.v. i praksis er anvendt i forbindelse med afregning mellem udbyderens egne afdelinger, datterselskaber og lignende.

5) Inddragelse af Konkurrencerådet i sager om vurdering af regnskabsmæssige forhold. Regler herom fastsættes efter drøftelse med erhvervsministeren.

§§ 83-84

Afsnit V. Øvrige forhold

§ 83. En udbyder af offentlige telenet eller teletjenester, der i forbindelse med en aftale om samtrafik med en udbyder fra et andet EU-land eller EØS-land, om det i § 39, stk. 1, nr. 1, nævnte samtrafikprodukt, finder anledning til at klage, kan indbringe klagen for tilsynsmyndigheden i den anden parts hjemland.

Stk. 2. Hvis en klage i forbindelse med en aftale om samtrafik fra en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester, der er hjemmehørende i et andet EU-land eller EØS-land, indbringes for Telestyrelsen, skal Telestyrelsen behandle klagen efter reglerne i afsnit IV i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Hvis der i forbindelse med en aftale om samtrafik mellem en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester, der er hjemmehørende her i landet, og en udbyder, der er hjemmehørende i et andet EU-land eller EØS-land, indbringes klager for Telestyrelsen, skal Telestyrelsen, såfremt der samtidig er klaget til en udenlandsk tilsynsmyndighed, koordinere sin indsats med den nationale tilsynsmyndighed i det andet EU-land eller EØS-land inden 6 måneder efter modtagelsen af anmodningen for at finde en løsning. Løsningen på konflikten skal sikre en rimelig balance mellem parternes legitime interesser og være i overensstemmelse med samtrafikreglerne i Danmark og det andet EU-land eller EØS-land.

§ 84. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om grænseoverskridende mægling.

Afsnit V

Øvrige forhold

§§ 85-87

§ 85. Forskningsministeren kan fastsætte regler om minimumskrav til udbydere af telenet eller teletjenester med henblik på sikring af telekommunikation ved alarmering. Minimumskravene kan blandt andet indeholde en pligt til at

1) Foretage en indbyrdes dirigering og koordinering af afleveringen af alarmopkald (112) til den relevante alarmcentral, herunder at en eller flere udbydere af telenet eller teletjenester pålægges pligt til at varetage koordineret aflevering af alarmopkald (112) fra andre udbydere.

2) Foretage positionsangivelse ved opkald fra mobiltelefoner i forbindelse med alarmopkald (112).

3) Yde bistand ved alarmcentralernes alarmering af politi, redningsberedskab, ambulancetjeneste og andre beredskabstjenester.

§ 85 omhandler sikringen af alarmkommunikation. § 86 omhandler sikringen af samfundsvigtig telekommunikation i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer. § 87 omhandler tilsynet med bestemmelserne på området.

Til § 85

Bestemmelsen afløser den gældende § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, for så vidt angår alarmforhold. Bestemmelsen omfatter sikring af alarmkommunikation i alle situationer.

Desuden videreføres i bestemmelsens nr. 3, bestemmelsen i beredskabslovens § 47, som samtidig ophæves.

Bestemmelserne i nr. 1-2 giver hjemmel til at regulere teleselskabernes bistand til håndtering af alarmopkald (112) frem til alarmcentralen, herunder til at medvirke til opbygning af selve alarmstrukturen.

Bemyndigelsen i nr. 3 angår udbydernes forpligtelser til at yde bistand ved viderebefordring af kommunikation fra alarmcentralen til redningsberedskabet m.v., mens bemyndigelsen i nr. 1-2 angår udbydernes forpligtelser til at håndtere alarmopkald frem til den relevante alarmcentral. Hjemlen i beredskabslovens § 47 har ikke hidtil været udnyttet, og det er ikke hensigten p.t. at udnytte bemyndigelsen i nr. 3. Udbydernes forpligtelser i forbindelse med aflevering af alarmopkald vil således være opfyldt ved aflevering af opkaldet til den relevante alarmcentral og der vil indtil videre ikke ske en reguleringen af udbydernes bistand ved videregivelse af alarmopkald fra alarmcentralen til redningsberedskabet m.v., som i dag primært ydes på kommercielle vilkår. Hvis det senere viser sig at være nødvendigt, vil sådanne regler imidlertid kunne fastsættes med hjemmel i nr. 3.

De gældende regler om dirigering af alarmopkald findes i bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester, som også indeholder regler om sikring af adgang til at foretage alarmopkald, jf. forslagets § 9. Det gældende princip er, at udbydere af offentlige taletelefonitjenester skal sikre, at alarmopkald dirigeres til den for den pågældende slutbruger hørende alarmcentral, eller at det dirigeres efter nærmere aftale med alarmmyndighederne og vedkommende udbyder. Den gældende bestemmelse regulerer imidlertid ikke, hvordan alarmopkaldet skal afleveres, herunder om der evt. skal ske en dirigeringsmæssig koordinering og centralisering indbyrdes mellem teleselskaberne. Der sker i dag i praksis en koordinering, der indebærer, at alle alarmopkald dirigeres via Tele Danmarks net til alarmcentralerne, men de enkelte teleselskaber kunne med de gældende regler principielt vælge selv at aflevere opkaldene til de enkelte alarmcentraler, som herefter teknisk måtte være i stand til at modtage opkald fra flere selskaber end Tele Danmark. Der er ikke i dag i telelovgivningen hjemmel til at regulere dette forhold, der i realiteten vedrører selskabernes indbyrdes dirigeringsaftaler. Det samme gælder med hensyn til evt. regulering af de to centrale »mobilsluser« hos Tele Danmark, som i dag anvendes til at dirigere alarmopkald fra mobiltelefoner til den relevante alarmcentral, og evt. afløsere for denne ordning.

Spørgsmålet om højnelse af kvaliteten af den ydelse, alarmcentralerne leverer, var temaet for det udvalgsarbejde, der blev gennemført under Sundhedsministeriets formandskab i perioden ultimo 1998 og frem til september 1999, hvor Udvalget vedrørende alarmering og akut medicinsk indsats fremlagde sin rapport. Rapporten indeholder bl.a. en række anbefalinger, der vedrører teleselskabernes medvirken i forbindelse med håndtering af alarmopkald.

Nærværende lovforslag har til formål at tilvejebringe hjemmel til at implementere udvalgets anbefalinger vedrørende teleselskabernes indbyrdes dirigering og koordinering af aflevering af alarmopkald til alarmcentralerne samt vedrørende positionsangivelse ved alarmopkald fra mobiltelefoner. For så vidt angår spørgsmålet om dirigering og koordinering af alarmopkald, bemyndiges ministeren således til at fastsætte regler, der bl.a. forpligter teleudbyderne til at sikre, at der sker en hensigtsmæssig koordinering, således at alarmcentralerne ikke tvinges til at skulle kunne modtage alarmopkald fra mange forskellige udbydere. Dette vil bl.a. kunne indebære, at én eller flere udbydere pålægges at modtage alarmopkald fra andre udbydere med henblik på at dirigere opkaldene og forestå en koordineret aflevering af disse til alarmcentralerne. Det er en forudsætning herfor, at der indgås aftaler mellem udbyderne herom, og der vil med henblik på at sikre rimelige vilkår for udbyderne evt. kunne blive tale om tillige at regulere spørgsmålet om, hvilken pris den eller de udbydere, der pålægges den omhandlede koordinering, må tage for at varetage denne opgave.

I forbindelse med alarmopkald fra mobiltelefoner, bemyndiges ministeren til at fastsætte bestemmelser om udbyderes pligt til at kunne angive en rimelig præcis positionsangivelse ved opkald til alarmtjenesten fra mobiltelefoner. Det er dog forudsat, at bestemmelsernes ikrafttræden på dette område tidsmæssigt skal koordineres med etableringen af en ny alarmeringscentralstruktur, hvor der er færre alarmeringscentraler, end tilfældet er i dag. Herudover er det endvidere forudsat, at det skal være muligt med en driftssikker løsning, hvorefter opkald fra mobiltelefoner via (fler)celleidentifikation dirigeres til den relevante alarmeringscentral med nummeridentifikation og rimelig præcis positionsangivelse.

Det vil fortsat være gratis for slutbrugerne at foretage opkald til 112. Bestemmelser herom vil blive fastsat i medfør af lovens § 9.

Til § 86

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet. Dog er det præciseret, at anvendelsesområdet - ud over beredskabssituationer - også omfatter sikring af samfundsvigtig telekommunikation i andre ekstraordinære situationer. Hensigten hermed er at tydeliggøre, at også katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid, hvor der er fare for en overbelastning af telenettene, er omfattet af bestemmelsen.

I den generelle beredskabslov, der dækker planlægning og foranstaltninger til udførelse af opgaver inden for det civile beredskab i krise eller krigssituationer, fremgår det, at de enkelte ministre inden for deres område skal træffe foranstaltninger til udførelse af opgaver inden for det civile beredskab. I bekendtgørelse om teleberedskab er der på den baggrund fastsat bestemmelser, der har til formål at sikre planlægning og gennemførelse af det civile beredskab på telekommunikations området med henblik på under kriser eller krig at videreføre samfundets funktioner og at yde støtte til landets samlede forsvar.

Hensigten med lovbestemmelserne i § 86 er bl.a. at give hjemmel til at fastsætte bestemmelser med henblik på krise- og krigslignende situationer samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer, som ikke er omfattet af beredskabsloven eller som supplerer denne. Reguleringen vil bl.a. kunne indeholde krav om sikring af de fornødne tekniske funktioner og personelle beredskab med henblik på alarmeringssituationer over for offentligheden, opretholdelse af prioriteret kommunikation m.v. i forbindelse med større ulykker, orkan- og stormflodssituationer og andre ekstraordinære situationer samt atomart beredskab.

Dette vil ske ved opstilling af rammer, der vil danne grundlag for, at Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for udbydere af telenet eller teletjenester om beredskabsforpligtigelser af forskellig art. Reguleringen skal ikke være mere byrdefuld, end formålet nødvendiggør, og den vil blive fastsat således, at der ikke herved sker en uhensigtsmæssig konkurrenceforvridning mellem selskaber, der opererer på samme marked eller i samme branche.

Bemyndigelsen giver mulighed for, at der kan fastsættes regler vedrørende pligter for udbydere af telenet og teletjenester i forbindelse med teleberedskabet, som består af følgende hovedområder 1) prioriteringer i telenet og teletjenester, 2) fysisk beskyttelse af telenet og teletjenester, og 3) retningslinier for tilvejebringelse og opretholdelse af samfundsvigtig telekommunikation.

Bemyndigelsen i nr. 1 vil således bl.a. blive udnyttet til at videreføre de gældende regler i bekendtgørelse om teleberedskab.

Til forskel fra den nuværende bestemmelse i § 3i, stk. 5, indeholder bestemmelsen ikke nogen direkte regulering af Telestyrelsens eller NALLAs (Nationel Long Lines Agency) beføjelser i relation til andre virksomheders produktionsudstyr, m.v., da dette allerede er reguleret i beredskabslovens § 28.

Bemyndigelsen i stk. 2 gør det muligt at fastsætte en tilsvarende forpligtelse for offentlige myndigheder samt offentlige og private institutioner, virksomheder m.v. vedrørende de i nr. 1-2 nævnte forhold.

Til § 87

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår Telestyrelsens og National Long Lines Agency s (NALLA) kompetence til at føre tilsyn med reglerne fastsat i medfør af §§ 85 og 86.

Bestemmelsen fastslår, at Telestyrelsen forestår administrationen af de regler vedrørende beredskabsforhold, der fastsættes i medfør af §§ 85 og 86 frem til det tidspunkt, hvor NALLA aktiveres. Telestyrelsens kompetence vil dels bestå i at varetage de opgaver, der henhører under NALLA frem til det tidspunkt, hvor NALLA aktiveres, dels i at varetage administrationen af de regler, der vedrører beredskab m.v. i fredstid, herunder beredskab i katastrofesituationer og andre ekstraordinære situationer.

NALLA er et forvaltningsorgan, der i 1961 blev etableret af Forsvarsministeriet med henblik på at sikre totalforsvarsmyndighedernes behov for udnyttelse af telekommunikation under kriser eller i krig.

NALLA aktiveres på regeringens eller forskningsministerens ordre, eller hvis der opstår en situation, som udløser foranstaltninger i henhold til »forholdsordre for det militære forsvar ved angreb på landet og under krig« givet ved kgl. anordning af 6. marts 1952 som ændret ved kgl. anordning af 26. april 1961.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 indeholder en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om Telestyrelsens og NALLA s beføjelser ved udøvelsen af tilsynet i henhold til stk. 1.

Præciseringen af NALLA s og Telestyrelsens beføjelser vil ske i bekendtgørelsesform. Hensigten er ikke at ændre indholdsmæssigt på den hidtil gældende regulering. Forskningsministeren vil således bl.a. kunne fastsætte regler om, at NALLA og Telestyrelsen modtager og koordinerer ønsker fra civile og militære myndigheder om f.eks. faste kredsløb, afgør hvilke forbindelser, der også skal dækkes af fremføringsmuligheder, når disse ikke kan tilgodese alle behov, giver fornødne direktiver vedrørende prioritering af retablering af ødelagte teleanlæg, drager omsorg for, at den samfundsvigtige telekommunikation gennemføres med mindst mulig forsinkelse, beordrer generel begrænsning i trafikken i telenet og teletjenester ved iværksættelse af de til enhver tid af udbyderne trufne foranstaltninger til gennemførelse af forholdsregler og samarbejder med tilsvarende organer i andre lande om løsning af tilsvarende opgaver, for så vidt angår internationale kredsløb.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at forskningsministeren fastsætter nærmere regler for NALLA s sammensætning, funktioner og organisation. Sådanne regler fremgår af den gældende bekendtgørelse om teleberedskab.

Til stk. 4

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 3, stk. 6, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, dog således at det er præciseret, at pligten for udbydere af telenet eller teletjenester til at meddele oplysninger, der er nødvendige for administrationen af de omhandlede regler, ikke blot gælder i forhold til NALLA, men også over for Telestyrelsen. Den gældende regel er udformet som en bemyndigelsesbestemmelse for forskningsministeren til at fastsætte bestemmelser om udbydernes oplysningspligt. Det er i nærværende lovforslag fundet hensigtsmæssigt at fastslå oplysningspligten direkte i loven.

Til stk. 5

Bestemmelsen er indholdsmæssigt uændret i forhold til den gældende § 3, stk. 7, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, dog således at det er præciseret, at såvel Telestyrelsens som NALLA kan meddele påbud til udbydere af telenet eller teletjenester om overholdelse af de i bestemmelsen nævnte regler og kan anvende tvangsbøder med henblik på gennemtvingelse af sådanne påbud.

Til stk. 6

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 3, stk. 6, 2. pkt., i lov om visse forhold på telekommuni kationsområdet og fastslår, at afgørelser på beredskabs området (§ 86) kan påklages til forskningsministeren. Afgørelser på alarmområdet kan derimod påklages til Teleklage nævnet.

Til kapitel 22: Internationale forhold

Til § 88

Bestemmelsen er en præciseret og udbygget videreførelse af den gældende hjemmel i § 3, stk. 1, nr. 6, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

Kompetencen til at fastsætte regler på det pågældende område overføres desuden til Telestyrelsen.

Det er i lovteksten præciseret, at Telestyrelsen kan fastsætte minimumskrav til udbydere af telenet eller teletjenester, der ønsker at opnå særlige rettigheder i forhold til konventioner, aftaler, beslutninger m.v., som Danmark har tilsluttet sig i internationale samarbejdsfora på radio- og telekommunikationsområdet.

På baggrund af den forøgede konkurrence på telemarkedet foreslås det, at Telestyrelsen tillægges kompetence til eksempelvis at fastsætte nærmere regler for udbyderes mulighed for inden for klart definerede områder og til brug for et klart afgrænset formål at opnå en officiel anerkendelse som danske udbydere af telekommunikation til brug for et eventuelt udbud i internationale sammenhænge, herunder f.eks. ITU.

Henset til det bærende princip i den danske telelovgivning om, at der ikke kræves nogen form for godkendelse for at etablere sig som udbyder af telenet eller teletjenester, er det væsentligt at præcisere, at anerkendelsen ikke er udtryk for en egentlig godkendelse som udbyder af telenet og teletjenester.

Bestemmelsen er alene udtryk for, at Telestyrelsen vil kunne fastsætte nærmere vilkår for opnåelse af anerkendelsen og præciserer således, at det i bekendtgørelsesform er muligt at stille sådanne krav og vilkår til udbydere af telenet eller teletjenester.

Som et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes, at flere udbydere af telenet eller teletjenester har ønsket at få tildelt såkaldt ROA-status (Recognized Operating Agency) inden for ITU med de deraf følgende forpligtelser og rettigheder i henhold til ITU´s regelsæt. Som yderligere et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde kan nævnes forskningsministerens udstedelse af bekendtgørelse om adgang til rumsegmentkapacitet hos EUTELSAT. Her er tale om, at flere udbydere af telenet og teletjenester har ønsket at blive udpeget som medinvestorer og medejere i en EUTELSAT, som er en ud af flere internationale satellitorganisationer

Det er ofte en forudsætning for, at offentlige udbydere af telenet eller teletjenester kan opnå evt. fordele af en sådan anerkendelse, at det er muligt at forpligte de pågældende til at overholde de vilkår, der gælder for eller er vedtaget i internationale organisationer. Bestemmelsen giver således mulighed for at fastsætte regler herom.

Stk. 2 indeholder en ny bestemmelse, der præciserer, at det i bekendtgørelsesform er muligt for Telestyrelsen at fastsætte nærmere regler, der regulerer den situation, hvor det kan blive nødvendigt at tilbagekalde de i stk. 1 nævnte særlige rettigheder, og herunder at påbyde, at en udbyder af telenet eller teletjenester ophører med at anvende de tildelte særlige rettigheder. Tildeling og tilbagekaldelse administreres af Telestyrelsen på grundlag af de i bekendtgørelsen fastsatte regler.

Til kapitel 23: Krav til udbydere af informations- og indholdstjenester

Til § 89

Bestemmelsen i stk. 1 svarer indholdsmæssigt til den gældende § 3e, stk. 1, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

Bestemmelsen bemyndiger forskningsministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende indholdet af de informations- og indholdstjenester, jf. definitionen heraf i § 3, stk. 4, som indholdsmæssigt kan sidestilles med radio- eller tv-udsendelser og til at etablere en anmeldelsesordning med henblik på registrering af udbydere heraf.

Ved afgrænsningen af, hvilke former for tjenester, der er omfattet af bestemmelsen, og som der derfor kan fastsættes regler for, anvender bestemmelsen begrebet »informations- og indholdstjenester, der indholdsmæssigt kan sidestilles med radio- eller tv-programmer« i stedet for udtrykket »teletjenester, der leverer lyd eller billeder«, som anvendes i den nuværende § 3e i lov om visse forhold. Dette skyldes, at der har vist sig behov for generelt i telelovgivningen klarere at skelne mellem på den ene side teletjenester, og på den anden side informations- og indholdstjenester (gennem de indledende definitionsbestemmelser), og for en mere stringent anvendelse af begrebet teletjenester. Den hidtidige anvendelse af begrebet til at afgrænse anvendelsesområdet for nærværende regel er derfor ikke længere mulig. Sigtet med bestemmelsen er imidlertid uændret, nemlig at give hjemmel til at regulere indholdet af specifikke tjenester f.eks. på Internettet, hvis disse indholdsmæssigt må sidestilles med radio- eller tv-programmer.

I lighed den gældende bestemmelse i § 3e vil såkaldte video-on-demand tjenester og andre lignende tjenester, som leverer videolignende billeder og lyd, kunne omfattes af en eventuel regulering. Udviklingen af nye former for tjenester går hurtigt og fastlæggelse af, hvilke tjenester, der bør være omfattet af en regulering i medfør af stk. 1, vil blive fastsat af forskningsministeren.

Formålet med bemyndigelsen er i lighed med den gældende regulering, at der kan fastsættes regler for de informations- og indholdstjenester, som bortset fra den måde de leveres på til slutbrugeren, har de samme indholdsmæssige karakteristika, som en radio- eller tv-udsendelse, og hvor der derfor kan være behov for at regulere indholdet af tjenesten på samme måde, som det kendes fra radio- og tv-området.

Eventuel udnyttelse af hjemlen vil ske under inddragelse af Kulturministeriet med henblik på at sikre en hensigtsmæssig sammenhæng mellem reguleringen af radio og TV i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og reguleringen af informations- og indholdstjenester. Udnyttelse af hjemlen vil derudover først ske efter drøftelse med de telepolitiske og de mediepolitiske ordførere bag henholdsvis den politiske principaftale af 8. september 1999 og medieaftale og på grundlag af forskningsministerens og kulturministerens fælles konvergens-redegørelse.

Bemyndigelsen vil ikke blive udnyttet til at fastsætte mere detaljerede eller restriktive regler for de pågældende informations- og indholdstjenester, end den regulering, som findes på radio- og tv-området. For så vidt angår DR og TV2 vil der i givet fald blive tale om en regulering, der svarer til den regulering, de i øvrigt er undergivet.

Stk. 2 svarer til den gældende § 3 e, stk. 2, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, idet der dog ikke længere er hjemmel til etablering af egentlige tilladelsesordninger som forudsætning for at få adgang til at gå i gang med den omhandlede form for virksomhed.

Stk. 3 svarer til den gældende § 3 e, stk. 3, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet og giver forskningsministeren mulighed for at fastsætte bestemmelser om pligt for udbyderne af informations- og indholdstjenester til at meddele alle nødvendige oplysninger, der skønnes nødvendige for administrationen af forskrifterne.

Til § 90

Bestemmelsen viderefører dele af indholdet af den gældende § 3 e, stk. 4, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

Med bestemmelsen i stk. 1 henlægges den endelige administrative afgørelse af, om regler om reklame, udstedt i medfør af § 89, er overholdt, til Radio- og TV-Reklamenævnet. Det pågældende nævn er nedsat i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Det anses for hensigtsmæssigt, at kompetencen henlægges til dette nævn, idet der vil være tale om informations- og indholdstjenester, der indholdsmæssigt kan sidestilles med radio- eller tv-programmer.

M.h.t. de kompetencer, nævnet er tillagt til at træffe afgørelse og kræve offentliggørelse heraf, henholdsvis at kræve offentliggørelse af genmæle, hvor dette er relevant, er disse parallelle til bestemmelserne i § 72, stk. 1, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, om nævnets kompetencer m.h.t. egentlige radio- og tv-reklamer. Hertil kommer bødestraf, jf. de særlige regler herom.

Med bestemmelsen i stk. 2 henlægges den endelige administrative afgørelse af, om regler om sponsorering og varetagelse af hensynet til børn og unge, udstedt i medfør af § 89, er overholdt, parallelt hermed til Satellit- og Kabelnævnet. Nævnets kompetencer er dog væsentligt indskrænkes, sammenholdt med gældende regler, og begrænser sig til påtale og krav om offentliggørelse af nævnets afgørelse. Hertil kommer bødestraf, jf. de særlige regler herom.

Til § 91

Bestemmelsen opstiller et forbud mod erhvervsmæssig omsætning m.v. af såkaldte piratdekodere og piratdekoderkort, programmer til dekryptering, m.v., som har til formål uberettiget at give adgang til informations- og indholdstjenester, der normalt ydes mod betaling. Vedrørende afgræsningen af, hvilke informations- og indholdstjenester der er omfattet af bestemmelsen, henvises til bemærkningerne til § 3, stk. 4.

Det forbud imod erhvervsmæssig omsætning m.v. af piratdekodere, som findes i § 75a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, gælder alene piratdekodere, som har til formål uberettiget at give adgang til kodede radio- og tv-programmer. Heller ikke markedsføringsloven giver et tilstrækkeligt sikkert retligt grundlag for at stoppe den form for piratvirksomhed, som retter sig imod informations- og indholdstjenester.

Piratdekodere og -kort gør det muligt uberettiget at omgå kodningen af informations- og indholdstjenester, som regel med det formål at unddrage sig betalingsforpligtelsen over for udbyderen af tjenesteydelsen, der som oftest baserer sin virksomhed på indtægter fra salg eller udlejning af dekodere med tilhørende programkort, dekrypteringsprogrammer, o.lign. Ved piratvirksomheden unddrages ofte også andre rettighedshavere indtægter, idet vederlaget til disse beregnes som en andel af de indtægter, som tjenesteudbyderen modtager fra abonnementsindtægter eller lignende.

Piratdekodning er også til skade for forbrugerne. De forbrugere, som erhverver lovlige programkort eller dekrypteringsprogrammer, betaler en uforholdsmæssig høj pris på grund af de manglende indtægter fra dem, der i stedet har anskaffet et piratkort eller et ulovligt dekrypteringsprogram. Samtidig risikerer forbrugerne, at udbuddet af tjenesteydelser bliver mindre varieret og interessant, som følge af at udbyderne har svært ved at skabe nogle bæredygtige økonomiske rammer for deres virksomhed. På den anden side risikerer forbrugere, der i god tro har erhvervet piratkort eller dekrypteringsprogrammer, at disse kun fungerer i en kort periode, fordi koden ændres af tjenesteudbyderne for at forhindre piratvirksomheden.

Den foreslåede bestemmelse omfatter, i overensstemmelse med kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54), kun de informations- og indholdstjenester, der normalt ydes mod betaling. Se hertil bemærkningerne til § 3, stk. 4.

Det er alene den erhvervsmæssige omsætning m.v. af piratdekoderkort m.v., der er omfattet af forbudet. Privat brug - dvs. eget, personligt brug - af piratdekoderkort m.v. er således fortsat ikke ulovlig.

Et forbud mod privat brug af piratdekoderkort ville formentlig være for indgribende i forhold til de interesser, der her søges beskyttet. Det er først og fremmest de pågældende tjenesteudbyderes eget ansvar at sikre, at det ikke er muligt at opnå uautoriseret adgang til de kodede tjenesteydelser. Dette kan f.eks. ske ved at anvende tilstrækkeligt sikre kodningssystemer. Dertil kommer, at et forbud mod privat brug af piratkort vil være vanskeligt at håndhæve i praksis, hvilket blandt andet understreges af, at de tjenesteydelser, som er omfattet af bestemmelsen, i deres natur er grænseoverskridende, hvilket vil gælde tilsvarende for salg, m.v. af piratdekodere, m.v..

Selvom privat brug af piratdekoderkort m.v. ikke er omfattet af lovforslaget, kan anvendelse af et sådant kort imidlertid stride mod anden lovgivning. F.eks. vil det være en krænkelse af ophavsretsloven, såfremt en person ved hjælp af et piratdekoderkort uberettiget dekoder en kodet tjenesteydelse og fordeler eller videresender denne ukodet til andre uden samtykke fra de involverede rettighedshavere.

Lovforslaget omfatter ikke alene egentlige piratdekodere og piratdekoderkort, men også andet udstyr, hvis formål det er at give uberettiget adgang til en kodet udsendelse. Det kan f.eks. være edb-programmel og lignende, som alene eller evt. sammen med andre anordninger kan anvendes til uautoriseret dekodning eller eftergørelse af autoriserede dekoderkort. Salg af »blanke« dekoderkort sammen med oplysninger om, hvorledes et sådant kort kan gøres funktionsdygtigt med henblik på uautoriseret adgang til indholdet af en kodet informations- og indholdstjeneste, vil således være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

De handlinger for så vidt angår piratdekodningsudstyr, som forbydes, er erhvervsmæssig fremstilling, import, omsætning, besiddelse og ændring. Med omsætning menes ikke alene salg, udlån og udlejning, men også installation af piratdekodere, programkort, dekrypteringsprogrammer og andet udstyr. Med ændring tænkes der f.eks. på opgradering, omprogrammering eller omkodning af eksisterende programkort og dekrypteringsprogrammer. Også annoncering og anden form for reklame for piratdekodere og -udstyr er omfattet af lovforslaget.

Udtrykket en kodet informations- og indholdstjeneste betyder en tjenesteydelse, hvor de data som overføres af udbyderen, hvis indhold er forvrænget med det formål at begrænse adgangen til de pågældende tjenesteydelser til en nærmere bestemt modtagerkreds, f.eks. modtagere, der har lejet eller købt en autoriseret dekoder med tilhørende dekoderkort, eller som har købt og installeret et dekrypteringsprogram og tegnet abonnement hos den pågældende tjenesteudbyder eller et såkaldt dekoderselskab. Udtrykket kodning er i denne sammenhæng synonymt med kryptering.

Bestemmelsen gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54) for så vidt angår »informationssamfundets tjenester«, jf. direktivets artikel 2, litra a, sidste led.

Telestyrelsen er som udgangspunkt tilsynsmyndighed for så vidt angår lovens regler. Telestyrelsen er imidlertid ikke bemyndiget til at føre tilsyn med bestemmelsen i § 91, som opstiller et forbud imod erhvervsmæssig anvendelse m.v. af piratdekodere og dekrypteringsprogrammer i forbindelse med informations- og indholdstjenester. jf. også bemærkningerne til § 112. Håndhævelsen af de pågældende regler forudsættes således at ske gennem indbringelse af eventuelle overtrædelser for domstolene.

Til kapitel 24: Krav til udbydere af kabeltv

Til § 92

Kommissionen har den 23. juni 1999 udstedt direktiv 1999/64/EF om ændring af direktiv 90/388/EØF med henblik på at sikre, at tele- og kabel-tv-net, der ejes af et enkelt teleselskab, i visse situationer adskilles i retlig henseende (EF-Tidende 1998 nr. L175, s. 39). Den foreslåede bestemmelse er en gennemførelse af dette direktiv. Det er ikke hensigten med lovbestemmelsen at gå videre, end det pågældende direktiv kræver.

Baggrunden for direktivet følger af betragtning nr. 4 og 5 til direktivet. Heraf fremgår, at Kommissionen har vurderet, at den omstændighed, at en enkelt virksomhed ejer både telenet og kabeltv-net, uden at der er tale om skarp konkurrence på markederne for lokaladgang, forsinker udviklingen af en multimedieinfrastruktur til skade for forbrugerne, tjenesteudbyderne og den europæiske økonomi som helhed. I sin analyse fandt Kommissionen endvidere, at den optimale udvikling af telekommunikations- og multimediemarkederne afhænger af fire faktorer: konkurrence om tjenester, konkurrence om infrastruktur, opgradering af infrastruktur og andre former for innovation. Kommissionen har på denne baggrund fastslået, at den omstændighed, at en enkelt operatør i EU udbyder både tele- og kabeltv-tjenester, skaber en ulige udgangsposition for dominerende teleselskaber set i forhold til nye aktører, hvilket findes at ville virke som en alvorlig hæmsko for den optimale udvikling af telekommunikationsmarkederne. Derfor direktivet om en adskillelse i retlig henseende af tele- og kabeltv-net, der ejes af et enkelt teleselskab.

Til stk. 1-3

Bestemmelsen og det underliggende direktiv - indebærer, at teleselskaber, som har særlige rettigheder på telekommunikationsområdet, og som indtager en dominerende stilling på en væsentlig del af det samlede marked for offentlige telenet og offentlige telefonitjenester og driver kabeltv-net, som er etableret på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder inden for samme geografiske område, skal drive deres kabeltv-net og offentlige telenet i adskilte retlige enheder.

Der er tale om tre kumulative betingelser, som alle skal være opfyldt, for at et selskab bliver forpligtet til at foretage den nævnte retlige opsplitning af sine aktiviteter.

Af direktivets betragtning nr. 11 fremgår, at kravet om opdeling i særskilte retlige enheder anses for opfyldt, hvis de to omhandlede former for telenet drives i særskilte retlige enheder, som i princippet kan have samme ejer. Kravet om adskillelse i retlig henseende vil derfor være opfyldt, hvis det omhandlede teleselskabs kabeltv-aktiviteter overføres til et helejet datterselskab.

Med hensyn til indholdet af begrebet »særlige rettigheder« i stk. 1, nr. 1, fremgår det af direktivets betragtning nr. 7, at Kommissionen anser teleselskaber, som fortsat nyder godt af visse særlige rettigheder, som de har haft eller fået tildelt på et tidligere, ikke-liberaliseret marked for omfattet af Traktatens artikel 86 om virksomheder med særlige rettigheder, uanset at der efterfølgende er sket en fuld liberalisering af det samme marked. Som eksempel herpå nævner de indledende betragtninger radiofrekvenser, som det pågældende selskab har fået tildelt på anden måde end efter objektive, proportionale og ikke-diskriminerende kriterier med sigte på at kunne udbyde telenet og transmissionskapacitet til radio og tv, og som de fortsat har ret til at bruge.

Direktivets betragtninger indeholder ikke særskilte fortolkningselementer til forståelsen af stk. 1, nr. 2. Med hensyn til begrebet »dominerende stilling« forudsættes denne således fastlagt i overensstemmelse med den konkurrenceretlige anvendelse af dette begreb som fastlagt efter EU-konkurrencereguleringen og den danske konkurrenceret.

For så vidt angår indholdet af stk. 1, nr. 3, fremgår det af direktivets betragtning nr. 8, at de heri nævnte særlige eller eksklusive rettigheder kan have form at en eksklusiv eller ikke-eksklusiv tilladelse, tildelt i en situation, hvor antallet af tilladelser har været begrænset på anden måde end efter objektive, proportionelle og ikke-diskriminerende kriterier.

Det har været drøftet med Kommissionen, hvordan direktivet skulle fortolkes i relation til aktørerne på det danske telekommunikationsmarked.

Kommissionen (DG Konkurrence) har overfor Telestyrelsen foreløbigt oplyst, at den anser Tele Danmark A/S for, på tidspunktet for direktivets ikrafttræden den 30. juli 1999, at være i besiddelse af særlige rettigheder, som defineret i direktivet. Kommissionen har desuden oplyst, at det forhold, at situationen eventuelt efterfølgende har ændret sig, efter Kommissionens opfattelse ikke fritager Danmark fra forpligtelsen til at gennemføre i dansk ret direktivet om retlig adskillelse i forhold til Tele Danmark.

Telestyrelsen skal senest den 1. oktober 2000 træffe afgørelse om, hvilke selskaber der må anses for omfattet af bestemmelsen. Heraf følger en pligt til senest 6 måneder senere at foretage den pågældende retlige opsplitning.

Det skal i øvrigt bemærkes, at det anvendte begreb »kabel-tv-net og øvrige offentlige telenet« afviger fra direktivteksten. Grunden hertil er, at det danske telenet-begreb er bredere end det tilsvarende EU-begreb, og således også indbefatter kabeltv-net. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 3, stk. 1, vedr. det danske telenet-begreb.

Til stk. 4

Det følger af direktivets artikel 2, at medlemsstater, der finder, at der nationalt er tilstrækkelig konkurrence om udbud af infrastruktur og tjenester i abonnentnettene, har mulighed for at dispensere fra kravet i stk. 1. Medlemsstaterne kan dog ikke på egen hånd træffe afgørelse herom. Hvis medlemsstaterne skønner, at der er grundlag for en sådan dispensation, må medlemsstaten imidlertid forelægge et forslag herom for Kommissionen. Et sådant forslag skal indeholde en detaljeret beskrivelse af markedsstrukturen. Samtidig skal enhver interesseret part, der anmoder herom, have adgang til oplysningerne, idet der dog skal tages hensyn til virksomhedernes legitime interesse i at beskytte deres forretningsforbindelser (jf. offentlighedenslovens regler herom).

På baggrund af forslaget træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde kan dispenseres fra forpligtelsen til adskillelse i retlig henseende.

Til kapitel 25: Afskæring af instruksadgang

Til § 93

Bestemmelsen er en indholdsmæssigt uændret videreførelse af de bestemmelser, der hidtil er indgået i samtrafikloven, lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, og nummerloven, om afskæring af forskningsministerens instruksadgang overfor Telestyrelsen og ministerens adgang til at dispensere fra bekendtgørelser udstedt af ministeren.

Særligt for så vidt angår stk. 3 bemærkes, at der er tale om en videreførelse af sidste punktum i § 3, stk. 5, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, og § 2, stk. 5, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet. Bestemmelsen har til hensigt at opretholde ministerens adgang til i konkrete sager inden for beredskabsområdet at give Telestyrelsen tjenestebefaling om, hvordan disse forudsættes håndteret. Bestemmelsen er dog udvidet, således at det også præciseres, at ministeren inden for samme område konkret kan dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren. For så vidt angår tilsyn med overholdelse af reglerne om de forpligtelser, som udbydere af telenet eller teletjenester har i forbindelse med alarmopkald (disse regler indgår i samme kapitel som bestemmelserne om beredskabsforhold), følger dette hovedreglen i stk. 1 og 2.

Afsnit VI

Klagenævn

Til Kapitel 26: Telebrugernævnet

Til § 94

Bestemmelsen svarer med enkelte tilføjelser til den gældende § 15 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Der foreslås i bestemmelsen indsat en ny hjemmel til, at forskningsministeren kan udpege et medlem med juridisk sagkundskab til næstformand med det formål, at denne kan træde til ved formandens forfald eller inhabilitet. Baggrunden herfor er den meget store sagsmængde i Telebrugernævnet, der gør aflysning af møder, med deraf følgende reduktion af det samlede antal møder i nævnet, problematisk.

Via udpegningen af en næstformand, der kan overtage formandens opgaver ved dennes forfald og som noget nyt i forhold til den gældende regulering også ved inhabilitet, sikres det, at nævnets arbejde ikke afbrydes i de tilfælde, hvor formanden pga. sygdom eller lignende ikke kan deltage i nævnets møder.

Den nuværende sammensætning af nævnet forudsættes i øvrigt at forblive uændret indtil udløbet af den 4 års periode, for hvilken de nuværende nævnsmedlemmer er beskikket.

Til § 95

Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til den gældende § 16, stk. 3-6, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Den hidtidige bestemmelse i § 16, stk. 3, nr. 3, er dog overført til denne lovs § 110, stk. 6, som led i en samlet regulering af muligheden for at tillægge afgørelser opsættende virkning.

Desuden foreslås der med stk. 1, nr. 3, indført en ny bestemmelse, der giver Telebrugernævnet adgang til at afvise sager, hvor det involverede teleselskab, i forbindelse med en tvist om et regningsbeløb enten har tilkendegivet eller tilkendegiver at ville godtgøre klageren det fulde beløb, eller kulancemæssigt vil udbetale en tilsvarende beløb til klageren. Det samme gælder andre kunderelaterede situationer, hvor teleselskabet erkender, at man ikke har overholdt gældende regler for udbud af telenet eller teletjenester og har valgt at kompensere slutbrugeren herfor. Telestyrelsen foreslås tillagt samme adgang til at afvise sager, jf. § 23, stk. 3. Der forekommer i disse situationer, hvor selskabet på egen hånd har løst eller vil løse det opståede problem, ikke at være behov for at få Telestyrelsens eller Telebrugernævnets endelige afgørelse i sagen.

Nævnet bør uanset ovennævnte ikke afvise at behandle sager, hvor særlige konkrete forhold tilsiger, at den pågældende sag uanset ovennævnte bør behandles. Sådanne særlige omstændigheder kan f.eks. tænkes at foreligge i sager, som er principielle eller omhandler et område, hvor nævnet ikke tidligere har truffet afgørelse.

Til § 96

Bestemmelsen udgør en samlet oversigt over de sager, hvori Telebrugernævnet træffer afgørelse, enten som klageinstans i forhold til afgørelser truffet af Telestyrelsen, eller som 1. instans i sager, hvor Telestyrelsen på grund af behovet for gennemførelse af mundtlig partsforklaring henviser sager til Telebrugernævnet, jf. § 24.

Bestemmelsen er for så vidt angår Telebrugernævnets rolle som 1. instans i visse sager en uændret videreførelse af bestemmelsen i den gældende § 17 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Stk. 3 præciserer nævnets kompetence til at anvende påbud, og opregner hvilke parter, sådanne påbud kan rette sig imod.

Som stk. 4 videreføres Telebrugernævnets eksisterende kompetence til at rekvirere tekniske undersøgelser hos Telestyrelsen eller andre eksterne parter i forbindelse med konkrete sager. Se også lovens § 108 med tilhørende bemærkninger, der nærmere regulerer, hvorvidt sådanne undersøgelser kræver forudgående retskendelse.

Til § 97

Bestemmelsen svarer til den gældende § 20 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Bestemmelsen gør det klart, at Telebrugernævnets afgørelser ikke kan indbringes for forskningsministeren. Telebrugernævnets afgørelser vil dog altid kunne indbringes for domstolene.

Til § 98

Bestemmelsen er ny i forhold til gældende regulering.

I den politiske principaftale af 8. september 1999 åbnes der mulighed for, at behandlingen af forbrugerklager på teleområdet eventuelt på sigt overgår fra Telestyrelsen og Telebrugernævnet til et privat brancheklagenævn, som det kendes bl.a. fra det finansielle område. Der vil navnlig være tale om klager over forhold, der forudsættes reguleret i den generelle bekendtgørelse om udbud af telenet eller teletjenester, herunder også behandlingen af tvister om konkrete regninger, jf. hjemlerne til regulering heraf i §§ 10 og 18.

Forudsætningen for en sådan overførsel af kompetence til et privat klagenævn vil være, at der etableres et branchekodeks, der kan erstatte den ovenfor nævnte bekendtgørelsesregulering, som herefter vil kunne ophæves, og at der er bred opbakning navnlig fra forbrugerside til dette kodeks og til at lade behandlingen af klager over manglende overholdelse af denne overgå til et privat klagenævn, svarende til f.eks. Pengeinstitutankenævnet, Forsikringsankenævnet eller lignende.

Det vil derudover være en forudsætning, at et sådant privat klagenævn godkendes af Forbrugerklagenævnet, jf. lov om Forbrugerklagenævnet. En sådan godkendelse gives kun, hvis klagenævnets vedtægter indeholder bestemmelser om nævnets sammensætning og sagsbehandling, der er betryggende set fra en forbrugersynsvinkel.

I stk. 2 fastsættes det, at et privat klagenævn eller et nyt offentligt klageorgan i forbindelse med en nedlæggelse af Telebrugernævnet overtager behandlingen af de af Telebrugernævnets sager, som er omfattet af det nye nævns kompetenceområde. Overførslen af sager fra Telebrugernævnet til det nye nævn eller klageorgan omfatter også sager, som er under behandling i Telebrugernævnet på tidspunktet for dettes nedlæggelse.

Efter en overførsel af sager som beskrevet ovenfor vil der fortsat være visse afgørelser, som i dag er henlagt til Telebrugernævnet, og som ikke bortfalder, jf. også § 96, stk. 1 og 2. Dette gælder bl.a. sager inden for forsyningspligtområdet. Der vil dog være tale om en forholdsvis begrænset sagsmængde, og disse sager vil i givet fald blive overført til behandling i Teleklagenævnet. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 sikrer også hjemmel hertil.

Stk. 3 indeholder hjemmel til, at der kan ske en overførsel af de af Telestyrelsens sager, jf. § 23, som er omfattet af et nyt nævn eller klageorgans kompetenceområde. Overførslen kan på samme måde som efter stk. 2 omfatte sager, som er under behandling i Telestyrelsen.

Til Kapitel 27: Teleklagenævnet

Til § 99

Bestemmelsen er med en enkelt ændring en uændret videreførelse af den gældende § 11 i samtrafikloven.

Teleklagenævnet fungerer som rekursmyndighed i forbindelse med klager over afgørelser truffet af Telestyrelsen.

Det vil ved sammensætningen af Teleklagenævnet blive sikret, at nævnet besidder fornøden generel juridisk, økonomisk og markedsmæssig samt konkurrenceretlig og telefaglig ekspertise.

Samtidig vil der ved nævnets sammensætning blive lagt vægt på, at nævnet skal være uafhængigt i forhold til alle enkeltstående markedsaktører.

Ændringen i forhold til den gældende regulering er, at der i lighed med bestemmelsen for Telebrugernævnet er indsat en bestemmelse om, at forskningsministeren kan udpege en næstformand, der kan træde til ved formandens forfald eller inhabilitet.

Via udpegningen af en næstformand, der kan overtage formandens opgaver ved dennes forfald eller ved inhabilitet, sikres det, at nævnets arbejde ikke afbrydes i de tilfælde, hvor formanden pga. sygdom eller lignende ikke kan deltage i nævnets møder.

Den nuværende sammensætning af nævnet forudsættes at forblive uændret indtil udløbet af den 4 års periode, for hvilken de nuværende nævnsmedlemmer er beskikket.

Til § 100

Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til den gældende § 12 i samtrafikloven.

Den hidtidige bestemmelse i § 12, stk. 1, nr. 3, er dog erstattet af en samlet regulering af opsættende virkning i denne lovs § 110.

Det følger af stk. 2, at Forskningsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for Teleklagenævnet. Samtidig følger det af stk. 4, at tilrettelæggelse af sekretariatets arbejde forudsættes at ske efter instruks fra nævnets formand.

Til § 101

Bestemmelsen udgør en samlet oversigt over de sager, hvori Teleklagenævnet som klageinstans træffer afgørelse i forhold til 1. instans afgørelser truffet af Telestyrelsen.

Det skal bemærkes, at Telestyrelsens foreløbige afgørelser ikke kan indbringes for Teleklagenævnet, jf. § 78, stk. 4. Det samme gælder Telestyrelsens udtalelser i medfør af § 77, idet der ikke er tale om en afgørelse, men en fortolkningsudtalelse. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 14, stk. 2, i den gældende samtrafiklov. Det fremgår af bestemmelsen, at det tilstræbes, at Teleklagenævnets afgørelser vedrørende klager over de i stk. 1 anførte forhold foreligger senest 3 måneder efter, at de er forelagt for nævnet.

Det er navnlig i samtrafiksager af afgørende betydning, at afgørelser foreligger hurtigst muligt, idet dette kan have afgørende betydning for de konkurrencemæssige muligheder, den enkelte udbyder har, herunder for hindringen af, at udbydere med en stærk markedsposition misbruger denne til på urimelig vis at sikre sig konkurrencemæssige fordele. Bestemmelsen indeholder på baggrund heraf en bestemmelse om, hvornår Teleklagenævnets afgørelser senest bør foreligge.

Til stk. 3

Bestemmelsen præciserer nævnets kompetence til at anvende påbud, og opregner hvilke parter, sådanne påbud kan rette sig imod.

Til § 102

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af § 13 i den gældende samtrafiklov.

Bestemmelsen gør det klart, at Teleklagenævnets afgørelser ikke kan indbringes for forskningsministeren. Teleklagenævnets afgørelser vil dog altid kunne indbringes for domstolene. Det følger af stk. 2, at indbringelse for domstolene skal ske senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Til Kapitel 28: Service 900-Nævnet

Til § 103

Bestemmelsen er en videreførelse af § 3 a i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, der omhandler nedsættelsen af et Service 900- Nævn.

Stk. 1 og 2, og dele af stk. 4 er således en indholdsmæssigt uændret videreførelse af gældende bestemmelser. Herudover er bestemmelsen om nævnet udvidet, således at den svarer til reguleringen af de øvrige klagenævn på teleområdet. Det er således præciseret, at forskningsministeren blandt medlemmerne udpeger nævnets formand, der skal opfylde de almindelige betingelser for at blive landsdommer.

Ligeledes er det præciseret, at Telestyrelsen som i dag stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Derudover foreslås der som noget nyt indført hjemmel til at fastsætte tidsfrister for adgangen til at klage til nævnet, jf. nævnets nye rolle som 2. instans, der er omtalt i bemærkningerne til § 104.

Endelig er finansieringsformen ændret, således at nævnet fremover finansieres via nummerafgifterne frem for via særskilte gebyrer. Desuden er der sket en præcisering af nævnets uafhængighed, svarende til de øvrige klagenævns.

Til § 104

Bestemmelsen, der omhandler Service 900-Nævnets opgaver, er ny.

Nævnets rolle ændres således markant til at fungere som klageinstans for klager over udbydere af telenet eller teletjenester, der fungerer som 1. instans for så vidt angår sikringen af, at udbydere af informations- eller indholdstjenester overholder regler fastsat i medfør af lovforslagets § 29.

Indplacering af en informations- eller indholdstjeneste i den rette kategori foretages således af den udbyder af telenet eller teletjenester (teleudbyder), der modtager anmodningen om tilde ling af et 90-nummer. I den forbindelse kan den, der anmoder om et 90-nummer, af teleudbyderen afkræves dokumentation for tjenestens indhold. Hvis teleudbyderen ikke finder dokumentationen tilstrækkelig, eller hvis indholdet er af en sådan art, at tjenesten skal indplaceres i en kategori, som den pågældende udbyder ikke tilbyder, kan anmodningen afvises.

Teleudbyderen har således ansvaret for, at indholdet svarer til den tildelte nummertype. Bliver eller gøres en udbyder af telenet eller teletjenester opmærksom på, at en tjeneste har et indhold, der ikke svarer til den kategori, hvori den er placeret, er teleudbyderen berettiget og forpligtet til at ændre tjenestens placering. Som led heri har teleudbyderen ret og pligt til at inddrage det hidtidige nummer, medmindre indholdet inden for en af teleudbyderen fastsat, ganske kort frist, ændres.

Hvis der er utilfredshed med en teleudbyders indplacering af indholdstjeneste i en specifik 90-kategori, kan der indgives klage til Service 900-Nævnet over placeringen. Klagere kan være indholdsleverandører, andre teleudbydere eller slutbrugere.

Service 900-Nævnet behandler alene sager på grundlag af konkrete klager. Service 900-Nævnet vil have følgende reaktionsmuligheder

1) Nævnet kan træffe afgørelse og udstede påbud til udbyderen af telenet eller teletjenester om at ændre placeringen medmindre indholdet ændres, herunder et påbud om evt. at inddrage abonnentnummeret.

2) Nævnet kan ved gentagne eller grove undladelser af at iagttage »rettidig omhu« fra teleudbyderens side desuden inddrage en teleudbyders adgang til at »tilbyde betalingsopkrævnings-faciliteter« til indholdsleverandører. Der skal i sådanne sager fastsættes en frist for inddragelse af retten hertil.

Indholdsleverandører, der overholder de gældende regler vedr. indholdet af tjenesten, og som er kunder hos den pågældende teleudbyder, må i denne situation, hvis de ønsker at bevare deres telefonnummer, via reglerne om nummerportabilitet skifte teleselskab.

Inddragelse, som nævnt ovenfor, vil efter en vis »karantæne periode« kunne tilbagekaldes, forudsat at der fremlægges dokumentation for en forbedret tilsynsordning.

Nævnet kan jf. stk. 2 påbyde udbyderen af telenet eller teletjenester at fratage en udbyder af informations- eller indholdstjeneste et allerede tildelt nummer eller at genåbne et tildelt nummer. Et påbud om at genåbne et nummer kan dog alene finde anvendelse i de situationer, hvor udbyderen af telenet eller teletjenester har afvist at genåbne et nummer med begrundelse i tjenestens indhold. I de situationer, hvor udbyderen af telenet eller teletjenester har lukket et nummer på grund af manglende betaling fra udbyderen af informations- eller indholds tjenesten, vil Service 900-Nævnet ikke kunne påbyde en genåbning af nummeret.

Til § 105

Bestemmelsen fastslår, at Service 900-Nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3a, stk. 4, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

Til Kapitel 29: Bindende udtalelser fra Konkurrencerådet

Til § 106

Der er tale om en indholdsmæssigt uændret videreførelse af den hidtidige regulering vedrørende behandling af klager over bindende udtalelser fra Konkurrencerådet, der indgår i afgørelser, som i øvrigt afgøres på grundlag af telelovgivningen. Klage over sådanne bindende udtalelser sker til Konkurrenceankenævnet.

Med den valgte formulering er det sikret, at dette gælder alle situationer, hvor Konkurrencerådet i medfør af denne lov afgiver bindende udtalelser til Telestyrelsen. Teleklagenævnet og Telebrugernævnet vil således ikke kunne behandle klager over sådanne udtalelser.

Afsnit VII

Oplysningspligt, gennemførelse af tekniske undersøgelser og opsættende virkning

Reglerne om oplysningspligt m.v. forudsættes i overensstemmelse med almindelige principper ikke at kunne anvendes i tilfælde, hvor myndigheden har konkret mistanke om overtrædelse af strafbare forhold. I sådanne tilfælde vil retsplejelovens regler om ransagning m.v. skulle finde anvendelse.

Til § 107

Den pågældende bestemmelse er en opsamlingsbestemmelse, der regulerer afgivelse af materiale og oplysninger til Telestyrelsen som led i styrelsens tilsynsvirksomhed og i forbindelse med afgørelser. Bestemmelsen suppleres af en række specifikke bestemmelser om pligt til aflevering af materiale og oplysninger, som indgår i de specifikke kapitler, hvor disse er relevante.

Formålet med bestemmelsen er at give Telestyrelsen hjemmel til at kræve alle oplysninger og alt materiale, som skønnes nødvendigt i forbindelse med administrationen af denne lov, udleveret fra de involverede parter.

Bestemmelsen omfatter både konkrete sager, der rejses af en eller flere parter og de sager, som Telestyrelsen af egen drift tager op som led i styrelsens tilsynsforpligtelser.

Bestemmelsen forudses kun anvendt i nødvendigt omfang, idet det ikke er hensigten at pålægge parterne unødige administrative byrder.

Til stk. 2 og 3

Formålet med bestemmelsen er at give de omhandlede klagenævn hjemmel til at kræve alle oplysninger og alt materiale, som skønnes nødvendigt i forbindelse med konkrete sager, der behandles af de fem nævn.

Bestemmelsen forudses kun anvendt i nødvendigt omfang, idet det ikke er hensigten at pålægges parterne unødige administrative byrder.

Hvis en klage tilbagekaldes, bortfalder oplysningspligten i forhold til nævnene, idet disse i modsætning til Telestyrelsen ikke har en generel tilsynsrolle.

Til § 108

Bestemmelsen svarer i vidt omfang til den gældende § 16, stk. 2, og § 19 i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren og regulerer spørgsmålet om, hvorvidt Telestyrelsens og Telebrugernævnets adgang til foretage eller få foretaget tekniske undersøgelser til brug for oplysningen af sager under behandling i Telestyrelsen eller i nævnet kræver forudgående retskendelse.

Bestemmelsen fastslår, at tekniske undersøgelser, der iværksættes som led i konkrete sager, kræver retskendelse, mens dette ikke er tilfældet med stikprøveundersøgelser.

Til § 109

Bestemmelsen svarer til den gældende § 16, stk. 1, i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren. Bestemmelsen giver mulighed for, at Telebrugernævnet til brug for behandlingen af sager kan anmode såvel klager som en udbyder af telenet eller teletjenester om at afgive oplysninger, herunder at aflægge mundtlig forklaring for nævnet. Telebrugernævnet skal i forbindelse med en anmodning om at afgive oplysninger gøre parterne opmærksom på bestemmelserne i straffelovens §§ 162-163 om afgivelse af urigtige oplysninger.

Adgangen til at anvende mundtlig partsforklaring forudsættes som hidtil anvendt med henblik på i regningsklagesager (tvister mellem en slutbruger og en udbyder af telenet eller teletjenester om det faktiske forbrug og betalingen herfor), at sikre nævnet bedre mulighed for at tage stilling til bevisspørgsmål og herunder foretage den fornødne afvejning mellem henholdsvis den tekniske dokumentation og de af slutbrugeren afgivne oplysninger, der kan sandsynliggøre, at det pågældende forbrug ikke har fundet sted. Nævnets erfaringer med anvendelse af mundtlig partsforklaring viser, at dette i en række tilfælde kan være et nyttigt instrument i afgørelsen af en sag.

Til § 110

De gældende bestemmelser om adgangen til at tillægge en klage til henholdsvis Telebrugernævnet og Teleklagenævnet opsættende virkning har, navnlig for så vidt angår klager til Teleklagenævnet, givet anledning til nogen uklarhed.

Med bestemmelsen foreslås reguleringen af opsættende virkning delt i to dele.

Til stk. 1-5

For så vidt angår klager over afgørelser truffet i medfør af bestemmelser i lovens afsnit IV, samt regler fastsat i medfør heraf, udgør disse en opstrammet regulering, som generelt indebærer, at det er Telestyrelsen, som i tilfælde af klage til Teleklagenævnet som 1. instans træffer afgørelse om opsættende virkning. Telestyrelsens afgørelser herom kan påklages administrativt til Teleklagenævnet. Bestemmelserne gælder både for afgørelser, som Telestyrelsen træffer af egen drift på basis af gennemgang af indsendte aftaler, og for afgørelser, som Telestyrelsen træffer på basis af gennemgang af offentliggjorte standardtilbud, og afgørelser, som Telestyrelsen træffer i konkrete klagesager.

For så vidt angår den materielle regulering fremgår det i dag af bekendtgørelsen om Teleklagenævnets virksomhed, jf. forskningsministerens bekendtgørelse nr. 574 af 6. juli 1999, at Teleklagenævnet ikke kan tillægge klager opsættende virkning med undtagelse af sager om offentliggørelse og tvangsbøder. Den materielle regulering videreføres og lovfæstes hermed.

Af stk. 1 og 2 fremgår således, at hovedreglen er, at en klage til Teleklagenævnet over en afgørelse truffet i medfør af bestemmelser i lovens afsnit IV samt regler fastsat i medfør heraf, hverken af Telestyrelsen eller Teleklagenævnet kan tillægges opsættende virkning. Der er kun to undtagelser til denne hovedregel, og disse administreres begge af Telestyrelsen: En klage kan således fortsat tillægges opsættende virkning, hvis sagen drejer sig om offentliggørelse af aftaler om samtrafik. Hertil kommer som noget nyt en adgang til helt undtagelsesvis at tillægge en klage opsættende virkning, når ganske særlige omstændigheder taler herfor. Det fremgår af formuleringen af bestemmelsen, at muligheden herfor kun forudsættes anvendt, når helt særlige omstændigheder taler derfor, jf. eksempelvis at en gennemførelse af Telestyrelsens 1. instans afgørelse ville indebære uoprettelig skade. Telestyrelsen kan i forbindelse med en afgørelse, hvor en klage tillægges opsættende virkning, knytte særlige vilkår hertil, herunder f.eks. vilkår om efterregulering

Hertil kommer endnu en undtagelse, som forudsættes administreret af formanden for Teleklagenævnet, der kan bestemme, at klager over anvendelse af tvangsbøder i konkrete tilfælde skal medføre, at betalingen af tvangsbøderne stilles i bero, indtil nævnets afgørelse foreligger, jf. stk.5.

Til stk. 6

Bestemmelsen giver forskningsministeren hjemmel til, på andre områder end de af stk. 1-5 regulerede, at fastsætte nærmere regler om opsættende virkning, hvem der forudsættes at træffe afgørelse herom, og hvilken virkning en sådan afgørelse har, eksempelvis i relation til regningsklager, afbrydelse af en teletjeneste til en slutbruger m.v.

Afsnit VIII

Sanktions- og straffebestemmelser

Til § 111

Undlader en af de i bestemmelsen nævnte parter at give de oplysninger, som Telestyrelsen, Telebrugernævnet, Teleklagenævnet eller Service 900-Nævnet kan kræve efter denne lov, eller undlader en part som nævnt at efterkomme et påbud udstedt i medfør af denne lov, kan Telestyrelsen, Telebrugernævnet, Teleklagenævnet eller Service 900-Nævnet pålægge disse tvangsbøder.

Formålet med bestemmelsen er at sikre de pågældende myndigheder nogle reaktionsmuligheder, som i højere grad end truslen om at rejse straffesag med henblik på bødestraf kan gennemtvinge en efterlevelse af et krav om aflevering af oplysninger eller materiale, eller et konkret påbud.

Tvangsbødeinstrumentet indgår også i den gældende lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, samtrafikloven og nummerloven. Det er som hidtil hensigten, at tvangsbødernes størrelse skal fastsættes sådan, at dette fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for en udbyder af telenet eller teletjenester til ikke at levere oplysninger eller materiale, som vedkommende i henhold til nærværende lov eller regler fastsat i medfør heraf er forpligtet til at aflevere, eller til at undlade at efterkomme et udstedt påbud. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse bør det derfor sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende for udbyderen.

Stk. 4 og 5 indeholder en supplerende sanktionsmulighed i forhold til forsyningspligtudbydere, idet det i visse situationer kan blive nødvendigt at inddrage udpegningen som forsyningspligtudbyder. Der er tale om en videreførelse af en gældende bestemmelse i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, og bemærkningerne til den gældende bestemmelse er således fortsat vejledende for forståelsen af bestemmelsen.

Til § 112

Ved udmåling af bøder som følge af overtrædelser af bestemmelser i denne lov, bør der tages et særligt hensyn til den økonomiske fordel den pågældende part enten har opnået, har tilsigtet at opnå eller den interesse vedkommende har haft ved overtrædelse af de nævnte bestemmelser, jf. straffelovens § 51, stk. 3.

Til nr. 3

Af straffelovens § 162 fremgår, at enkeltpersoner, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller fortier forhold af betydning for en sag, for en offentlig myndighed, kan straffes med bøde. Straffelovens bestemmelse gælder imidlertid ikke for virksomheder. Der foreslås derfor med den her foreliggende bestemmelse indført en hjemmel til parallelt at bødestraffe udbydere af telenet eller teletjenester, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, eller fortier forhold af betydning, for Telestyrelsen eller et af de tre klagenævn.

Til nr. 4

Det foreslås, at overtrædelse af forbudet mod erhvervsmæssig omsætning af piratdekodere m.v. kan straffes med bøde. De subjektive betingelser for at ifalde strafansvar er forsæt eller grov uagtsomhed.

I øvrigt finder retsplejelovens regler om ransagning, beslaglæggelse m.v. anvendelse under politiets efterforskning af piratdekodersager. Som det fremgår af bemærkningerne til § 107, skal Telestyrelsen ikke føre tilsyn med overholdelsen af denne bestemmelse, da denne opgave mere naturligt henhører under politiet, som har de bemyndigelser, som er nødvendige for effektivt at efterforske mulige lovovertrædelser.

Omsætning m.v. af piratdekodere m.v. medfører normalt et økonomisk tab for tjenesteudbyderen eller dekoderselskabet, der derved går glip af abonnementsindtægter og lignende indtægter. Også andre rettighedshavere såsom ophavsmænd og udøvende kunstnere kan lide tab ved piratvirksomheden.

Sådanne tab som følge af overtrædelse af lovens § 91 kan kræves erstattet i henhold til de almindelige erstatningsregler af den eller de forurettede gennem et civilt søgsmål. Dette følger af dansk rets almindelige regler, og det er derfor ikke fundet nødvendigt at indsætte en udtrykkelig bestemmelse herom i lovforslaget.

Bestemmelsen gennemfører artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54).

Afsnit IX

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 113

Til stk. 1

Loven træder efter lovforslaget i kraft den 1. juli 2000.

Til stk. 2

Det fremgår af denne bestemmelse, hvilke love der ophæves med ikrafttrædelsen af denne lov.

Til stk. 3

Tele Danmarks nuværende koncession fra 1994, jf. bekendtgørelse nr. 167 af 10. marts 1994 om koncession for Tele Danmark A/S, kan i henhold til koncessionens § 17 tidligst opsiges af staten med et års varsel med virkning pr. 1. marts 2002. En eventuel ophævelse af koncessionen allerede fra tidspunktet for denne lovs ikrafttræden ville kræve en accept fra Tele Danmark. Spørgsmålet har været drøftet mellem Forskningsministeriet og Tele Danmark, som har meddelt, at selskabet foretrækker, at den nuværende regulering opretholdes, og at koncessionen i givet fald opsiges i overensstemmelse med fristerne herfor.

Som følge heraf opretholdes bestemmelserne i lov om visse forhold og Lov om Telegrafer og Telefoner vedrørende statens eneret og hjemlen til at tildele koncessioner på teleområdet, hvorimod de øvrige dele af de to love ophæves i forbindelse med, at nærværende lov træder i kraft.

Bestemmelserne om statens eneret opretholdes alene af den formelle grund, at de udgør af logisk forudsætning for statens mulighed for at tildele koncessioner. Tele Danmark er i dag det eneste selskab, som har en koncession. Selskabets koncession er indrettet sådan, at der frit kan gennemføres en liberalisering af de områder, som er omfattet af koncessionen. Som en følge af den gennemførte teleliberaliseringen er koncessionen gradvist blevet tømt for sit indhold, og Tele Danmark har ikke længere nogen former for eneret eller særlige privilegier i medfør af koncessionen.

Videreførelsen af bestemmelserne om statens eneret medfører ikke en indskrænkning af de rettigheder og forpligtelser, som teleselskaberne har ifølge denne lov.

Opretholdelsen af § 3 i lov om Telegrafer og Telefoner, som undtager en række telenet fra statens eneret, medfører ikke i sig selv nogen ændring af reguleringen af disse telenet. Der vil alene i det omfang sådanne net er tilsluttet offentlige telenet eller teletjenester - blive stillet krav om, at ejere og udbydere af sådanne telenet sørger for, at der kan foretages opkald til den offentlige alarmtjeneste (112), m.v., samt at oplysninger om andres brug af nettene holdes hemmelig for uvedkommende, jf. forslagets § 9 og § 13.

Ophævelsen af § 47 i beredskabsloven sker samtidig med en videreførelse af bestemmelsen i forslagets § 85.

Til stk. 4

Det følger af bestemmelsen, at sager, der ikke er færdigbehandlede efter gældende lovgivning, og sager, der vedrører forhold før lovens ikrafttrædelse, og som indgives efter dens ikrafttrædelse, skal færdigbehandles efter gældende lovgivning. Telebrugernævnet eller Teleklagenævnet kan dog efter en konkret vurdering beslutte ikke at færdigbehandle en klagesag i de tilfælde, hvor nævnene finder, at en afgørelse vil være uden retlig interesse. Desuden fastsættes der en tidsfrist for indbringelse af sager efter den hidtidige lovgivning. Sager, der indgives efter den 1. juli 2001, og som vedrører forhold før denne lovs ikrafttræden, kan ikke behandles hverken efter denne lov eller efter de tidligere regler

Til stk. 5

Bestemmelsen fastslår, at udpegning af forsyningspligtudbyder, fastsatte forsyningspligtvilkår og maksimalpriser samt godkendte abonnementsvilkår, som er sket i henhold til de gældende regler, fortsat vil være gældende, indtil Telestyrelsen i medfør af denne lovs bestemmelser foretager ny udpegning, fastsætter nye vilkår og priser, samt at der fastsættes nye bestemmelser i medfør af forslagets § 18 med krav til forsyningspligtudbyderens abonnementsvilkår. Indtil dette sker, fører Telestyrelsen fortsat tilsyn med overholdelsen af de gældende fastsatte forsyningspligtvilkår og -priser samt godkendte abonnementsvilkår. Dog vil sager, der ikke er færdigbehandlede ved lovens ikrafttrædelse, samt sager, der indgives efter loven ikrafttrædelse, men som vedrører forhold før lovens ikrafttrædelse, i henhold til stk. 5 skulle færdigbehandles efter denne lov.

Telestyrelsen vil altså også efter fastsættelse af nye vilkår og priser, og efter fastsættelse af regler i medfør af forslagets § 18, kunne føre tilsyn med de i henhold til de gældende regler fastsatte vilkår og priser samt godkendte vilkår, hvis sager herom indgives efter dette lovforslags ikrafttræden.

Til stk. 6

Det følger af bestemmelsen, at gældende bekendtgørelser, udstedt i medfør af de i stk. 2 nævnte love samt bekendtgørelser udstedt med hjemmel i § 12 i lov om offentlige mobilkommunikation, som ophæves med denne lov, forbliver i kraft, indtil nye bekendtgørelser er udstedt med hjemmel i denne lov.

Til § 114

De nuværende bestemmelser i §§ 11 og 11a i lov om visse forhold vedrørende statens pensionsforpligtelse over for tidligere statsembedsmænd i Tele Danmark-koncernen videreføres med enkelte mindre ændringer i forhold til den nuværende affattelse.

De tilsvarende regler i lov om visse personalemæssige forhold i forbindelse med overførsel af opgaver fra Telestyrelsen, Tele Sønderjylland A/S og Telecom A/S til Tele Danmark Mobil A/S (lov nr. 289 af 29/4 1992, som ændret ved lov nr. 154 af 8/3 1994) samt i lov om visse personalemæssige forhold i forbindelse med oprettelsen af Tele Sønderjylland A/S (lovbkg. nr. 399 af 13/5 1992, som ændret ved lov nr. 154 af 8/3 1994) gælder fortsat uændret.

Der er i dag indgået en aftale mellem Finansministeriet og Tele Danmark A/S, der regulerer selskabets forpligtelse til at betale pensionsbidrag.

I § 11 stk. 3, er der som noget nyt givet mulighed for, at der kan indgås en aftale mellem staten og Tele Danmark A/S om en fravigelse af tidsfristerne i 2-års reglen for udlånte statstjenestemænd i stk. 1, 1. pkt. I forbindelse med indgåelsen af en eventuel aftale forudsættes det, at der tages stilling til de finansieringsmæssige konsekvenser af en sådan overgangsordning.

Bestemmelsen i § 11a er bortset fra en præcisering af henvisningen til § 11 uændret i forhold til den nugældende bestemmelse.

Til § 115

Ved bestemmelsen ophæves §§ 12 og 13 i lov om offentlig mobilkommunikation vedrørende nationale roamingaftaler og tjenesteudbyderadgang. Reguleringen er overført til lovforslagets afsnit IV. Af ophævelsen af § 13 følger endvidere, at det herefter alene er mobilselskaber med en stærk markedsposition på mobilmarkedet, der er forpligtede til at indgå aftaler om samtrafik om tjenesteudbyderadgang.

Til § 116

Lov om Telestyrelsen opretholdes som en selvstændig lov, der regulerer de overordnede rammer for Telestyrelsens virksomhed, relationen mellem forskningsministeren og Telestyrelsen, og samspillet mellem ministeren, Telestyrelsen og Telerådet som høringsorgan, bestående af bruger- og brancherepræsentanter. Det er således ikke fundet hensigtsmæssigt at integrere denne lov, som ikke er en del af den materielle regulering af telesektoren, i den bredere lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.

Den gældende lovgivningsmæssige ramme, som blev vedtaget i 1997, har generelt været velfungerende, og der foreslås derfor kun enkelte ændringer heri. Disse gennemgås enkeltvis nedenfor.

Til nr. 1

Med den foreslåede ændrede formulering af bestemmelsen om, at Telestyrelsen offentliggør forskellige former for statistik vedrørende telemarkedet, præciseres det, at der både kan være tale om egentlig statistik og anden form for talmæssig dokumentation.

Det præciseres desuden, at der er to sideordnede formål med den pågældende udarbejdelse og offentliggørelse af dokumentation og statistik. For det første at sikre slutbrugerne mulighed for at overskue og sammenligne de mange forskellige teleydelser, som tilbydes af de forskellige markedsaktører, og for at vurdere, hvordan markedet udvikler sig m.h.t. prisniveau, produktudbud og kvalitet. For det andet at give såvel forskningsministeren og Folketinget, som telekommunikationsbranchen i videste forstand, et samlet overblik over konkurrenceudviklingen på telemarkedet. Konkurrenceudviklingen forudsættes bl.a. belyst gennem oplysninger om de enkelte selskabers markedsandele, antal kunder og trafikmængde på forskellige delmarkeder, ved analyser af udviklingen i samtrafikudbud og priser, herunder analyser af i hvilket omfang der foregår samtrafik, hvordan trafikken udveksles mellem de forskellige teleselskaber, i hvilket omfang der er anlagt forskellige former for fast eller trådløs teleinfrastruktur, hvem der ejer denne og andre oplysninger af relevans for vurderingen af, hvordan den samlede konkurrencesituation på telemarkedet udvikler sig.

Endelig præciseres det, at det er Telestyrelsens skøn, der er afgørende for, hvilket omfang og indhold den pågældende dokumentation og statistik skal have.

Til nr. 2

Der er tale om en ny bestemmelse, som samler de - noget uensartede - hjemler, som tidligere har stået spredt i flere af de love, som ophæves samtidig med vedtagelsen af lov om konkurrence- og forbrugerforhold i telesektoren, til at indsamle materiale og oplysninger med henblik på udarbejdelse af dokumentation og statistik som nævnt i nr. 1.

Bestemmelsen fastslår, at udbydere af telenet eller teletjenester på anmodning fra Telestyrelsen skal afgive alt materiale og alle oplysninger, herunder også oplysninger om udbydernes konkurrencesituation, markedsandele m.v., som skønnes nødvendige med henblik på udarbejdelse af dokumentation og statistik som nævnt i nr. 1.

Telestyrelsen kan i forbindelse med en anmodning til en udbyder af telenet eller teletjenester om udlevering af materiale udstede påbud om aflevering heraf inden for en af Telestyrelsen fastsat frist. Om konsekvenserne af manglende afgivelse af materiale inden for den fastsatte frist, se bemærkningerne til nr. 3 nedenfor.

Til nr. 3

Der er tale om en ny bestemmelse, som fastslår, at Telestyrelsen i sidste ende, hvis oplysninger og materiale som nævnt i nr. 1 og 2 ovenfor ikke afleveres inden for den af Telestyrelsen fastsatte frist, kan gennemtvinge aflevering heraf via anvendelse af tvangsbøder. Der bør derfor også være tale om tvangsbøder af en størrelse, som bevirker, at disse udgør et incitament til at efterleve Telestyrelsens påbud.

Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring, som sikrer en ajourført oplistning af de love, som samlet udgør telelovgivningen, og hvor forskningsministeren er afskåret fra at give Telestyrelsen instruks om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Telestyrelsens fastsættelse af regler på områder, hvor Telestyrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter, med henblik på at sikre overholdelsen af de pågældende love og regler fastsat i medfør heraf. Afskæringen omfatter ikke alene den materielle behandling af sagerne, men også eventuel instruks om sagsbehandlingen i forbindelse hermed.

Til nr. 5

Af den gældende bestemmelse i lov om Telestyrelsen fremgår, at forskningsministeren ikke generelt eller i forbindelse med konkrete sager kan dispensere fra regler fastsat af ministeren i medfør af denne lov. Af bemærkningerne til den gældende bestemmelse fremgår, at der er indsat tilsvarende bestemmelser i de øvrige dele af telelovgivningen, og at hensigten er generelt at sikre, at forskningsministeren ikke gennem en adgang til at udstede konkrete dispensationer kan komme under pres politisk eller fra den enkelte udbyder af telenet eller teletjenester for at involvere sig i enkeltsager på tilsynsområdet. Dette ville i givet fald underminere den tilsigtede klare arbejdsdeling mellem minister og styrelse.

Det er fundet hensigtsmæssigt at samle den pågældende regel i lov om Telestyrelsen. Bestemmelsen foreslås derfor udvidet, så den ikke alene finder anvendelse på bekendtgørelser udstedt af ministeren med hjemmel i lov om Telestyrelsen, men tillige på bekendtgørelser udstedt af ministeren med hjemmel i de øvrige love, der indgår i den samlede telelovgivning.

Til nr. 6

Af den nye politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår, at det er aftalt, at forskningsministeren årligt afgiver en netværksredegørelse til Folketinget. Af den politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår desuden, at netværksredegørelsen bl.a. bør »indeholde en sammenligning og vurdering af produkter og priser på det danske kommunikationsmarked i bred forstand, sammenholdt med hvad IT- og televirksomheder i andre lande kan tilbyde«.

Derudover fremgår det af den politiske principaftale af 8. september 1999, at der ud over den årlige netværksredegørelse vil være »behov for med jævne mellemrum, f.eks. hvert 2.-3. år, at foretage en grundlæggende vurdering af den gældende regulering, set i lyset af udviklingen i telesektoren. Hensigten vil være at vurdere, om der samlet set eksisterer optimale rammebetingelser for kommunikationssektoren i bred forstand, herunder at sikre at der, i takt med at der er opstået effektiv konkurrence på et eller flere delmarkeder, er sket en afvikling af overflødige dele af samtrafik- og/eller prisreguleringen.«

Der er et betydeligt overlap mellem denne redegørelse og den statusberetning, som Telestyrelsen i henhold til den gældende § 6 i lov om Telestyrelsen årligt skal afgive. Med sigte på at undgå dette overlap foreslås bestemmelsen om indholdet af Telestyrelsens årlige statusberetning ændret, så der ikke længere heri skal indgå en samlet belysning af telemarkedets erhvervsmæssige, strukturelle eller teknologiske udvikling, samt om konkurrenceniveauet i sektoren. Ligeledes foreslås det, at bestemmelsen om, at der heri skal indgå en oversigt over det samlede udbud af teleydelser til forbrugere og virksomheder, herunder bredde, kvalitet og pris for det pågældende udbud, samt relevante forhold vedrørende forsyningspligt og forbrugerbeskyttelse i telesektoren, ophævet. Disse dele vil herefter i stedet blive behandlet i forskningsministerens årlige netværksredegørelse til Folketinget, baseret på bidrag bl.a. fra Telestyrelsen.

Telestyrelsens statusberetning vil herefter fokusere skarpt på selve tilsynsfunktionen, de erfaringer der er indvundet i forbindelse hermed, og de overvejelser dette giver anledning til dels i relation til den fremtidige tilsynsindsats, dels i relation til det gældende lov- og bekendtgørelsesgrundlag.

Både udarbejdelsen af statusberetningen og af bidrag til forskningsministerens netværksredegørelse vil blive finansieret via nummerafgifterne, på samme måde som udarbejdelsen af den samlede statusberetning i dag bliver finansieret.

Derudover vil der blive fastlagt en samlet tidsplan for afgivelse af statusberetningen, som sikrer, at denne tidsmæssigt afgives så betids, at den kan udgøre en del af grundlaget for den årlige netværksredegørelse, og de konklusioner og anbefalinger, der indgår heri.

Såvel statusberetning som netværksredegørelse vil blive afgivet i efterårsmånederne. Af bemærkningerne til den gældende lov om Telestyrelsen fremgår, at det har været forudsat, at statusberetningen blev afgivet sådan, at den kunne udgøre en del af grundlaget for den årlige drøftelse i Telerådet af udkastet til Telestyrelsens samlede omkostningsbudget for det følgende år, dvs. at statusberetningen i lighed med Telestyrelsens virksomhedsregnskab skal foreligge allerede i april-maj. Erfaringerne fra de to år, hvor Telestyrelsen indtil nu har afgivet en årlig statusberetning på grundlag af bestemmelserne i lov om Telestyrelsen, har vist, at dette ikke er hensigtsmæssigt. Derimod er det nyttigt hvert år, forud for Folketingsårets start, via statusberetningen at få etableret et grundlag for en samlet telepolitisk status over det gældende lovgrundlag og den måde, hvorpå dette fungerer.

Virksomhedsregnskab for det foregående år og udkast til omkostningsbudget for det kommende år vil derimod fortsat blive drøftet samlet i Telerådet en gang årligt i april-maj.

Til § 117

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Dette gælder dog ikke bestemmelsen i § 16, stk. 2, nr. 6, hvorefter det fremgår, at forsyningspligten omfatter offentlige radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester dækkende Danmark, Grønland og Færøerne. Sigtet hermed er alene at præcisere, at lovforslaget skaber rettigheder for de parter i Grønland og på Færøerne, som er brugere er de pågældende forsyningspligtydelser.

§ 86. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, at udbydere af telenet og teletjenester skal foretage nødvendig planlægning og træffe nødvendige foranstaltninger for at sikre samfundsvigtig telekommunikation i beredskabssituationer og i andre ekstraordinære situationer, herunder pligt til etablering af særlige faciliteter uden omkostninger for staten.

Stk. 2. Forskningsministeren kan fastsætte tilsvarende regler som nævnt i stk. 1 for offentlige myndigheder samt offentlige og private virksomheder og institutioner.

§ 87. Telestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af regler fastsat i medfør af §§ 85 og 86. Hvis National Long Lines Agency (NALLA) aktiveres, overgår beføjelsen til at føre tilsyn med overholdelsen af regler fastsat i medfør af § 86 til NALLA.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om Telestyrelsens og NALLA s koordinering og prioritering af totalforsvars- og beredskabsmyndighedernes behov for samfundsvigtig telekommunikation.

Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for NALLA s sammensætning, funktioner og organisation.

Stk. 4. Telestyrelsen og NALLA kan pålægge udbydere af telenet eller teletjenester at meddele Telestyrelsen og NALLA alle oplysninger, der skønnes nødvendige i forbindelse med administrationen af bestemmelserne i dette afsnit samt regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 5. Telestyrelsen og NALLA kan meddele påbud til udbydere af telenet eller teletjenester om overholdelse af regler fastsat i medfør af §§ 85 og 86. Telestyrelsen og NALLA kan anvende tvangsbøder med henblik på gennemtvingelse heraf. Der er udpantningsret for beløbene.

Stk. 6. Telestyrelsens og NALLA s afgørelser på grundlag af regler fastsat i medfør af § 86 kan påklages til forskningsministeren.

§ 88

§ 88. Telestyrelsen kan fastsætte regler om minimumskrav til udbydere af telenet eller teletjenester, der ønsker at opnå særlige rettigheder i forhold til konventioner, aftaler, beslutninger m.v., som Danmark har tilsluttet sig i internationale samarbejdsfora på telekommunikationsområdet.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af regler efter stk. 1, kan Telestyrelsen fastsætte regler for tilbagekaldelse af særlige rettigheder og om Telestyrelsens adgang til at påbyde, at en udbyder af telenet eller teletjenester ophører med at anvende særlige rettigheder, som nævnt i stk. 1.

§§ 89-91

§ 89. Forskningsministeren kan fastsætte regler for indholdet af informations- og indholdstjenester, jf. § 3, stk. 4, i det omfang de pågældende tjenester indholdsmæssigt kan sidestilles med radio- eller tv-programmer. Forskningsministeren kan herunder bestemme, at reglerne om reklame og sponsorering og reglerne med henblik på at tilgodese hensyn til børn og unge i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed helt eller delvist skal finde anvendelse på de nævnte informations- og indholdstjenester .

Stk. 2. I regler fastsat i medfør af stk. 1 kan forskningsministeren fastsætte bestemmelser om indførelse af anmeldelsesordninger.

§ 90. Radio- og TV-Reklamenævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om manglende overholdelse af regler om reklamer udstedt med hjemmel i § 89, stk. 1. Nævnet kan i den forbindelse

1) påtale overtrædelser af reglerne, og kan herunder pålægge udbydere af informations- og indholdstjenester at offentliggøre afgørelser, samt bestemme på hvilken måde og i hvilken form dette skal ske,

2) træffe afgørelse om genmæle overfor oplysninger af faktisk karakter, som er udsendt i reklameindslag, og kan herunder pålægge udbydere af informations- og indholdstjenester at offentliggøre et sådant genmæle, samt bestemme på hvilken måde og i hvilken form dette skal ske.

Stk. 2. Satellit- og Kabelnævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om manglende overholdelse af regler om sponsorering og regler med henblik på at tilgodese hensyn til børn og unge udstedt med hjemmel i § 89, stk. 1. Nævnet kan i den forbindelse pålægge udbydere af informations- og indholdstjenester at offentliggøre afgørelser, samt bestemme, på hvilken måde og i hvilken form dette skal ske.

§ 91. Det er ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed at fremstille, importere, omsætte, besidde eller ændre dekodere eller andet dekodningsudstyr, hvis formål det er at give uautoriseret adgang til informations- og indholdstjenester, der normalt ydes mod betaling. Annoncering eller anden form for reklame for sådant udstyr er ikke tilladt.

§ 92

§ 92. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester må ikke inden for samme retlige enhed drive sine kabeltv-net og øvrige offentlige telenet, hvis udbyderen

1) har særlige rettigheder på telekommunikationsområdet,

2) indtager en dominerende stilling på en væsentlig del af det samlede marked for offentlige telenet og offentlige telefonitjenester, og

3) driver et kabeltv-net, som er etableret på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder inden for samme geografiske område.

Stk. 2. Telestyrelsen træffer senest den 1. oktober 2000 afgørelse om, hvilke udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der er omfattet af stk. 1 og påbyder opdeling som nævnt i stk. 3.

Stk. 3. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der er omfattet af stk. 1, skal senest 6 måneder efter Telestyrelsens afgørelse efter stk. 2, have opdelt deres eksisterende drift af kabeltv-net og offentlige telenet i separate retlige enheder med henblik på overholdelse af stk. 1.

Stk. 4. Forskningsministeren kan, når der er tilstrækkelig konkurrence på det særskilte marked for udbud af infrastruktur og tjenester i abonnentnettene, fastsætte nærmere regler om, at kravet i stk. 1 ikke finder anvendelse.

§ 93

Afsnit VI. Klagenævn

§ 93. Forskningsministeren kan ikke, ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov om Telestyrelsen, give Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Forskningsministeren kan ikke dispensere fra administrative forskrifter udstedt af ministeren i medfør af denne lov.

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 kan forskningsministeren dog give Telestyrelsen tjenestebefaling i konkrete sager, hvor tilsynet udøves og afgørelser træffes med hjemmel i regler fastsat i medfør af § 86, ligesom forskningsministeren kan dispensere herfra.

Afsnit VI

Klagenævn

§§ 94-98

§ 94. Forskningsministeren nedsætter et Telebrugernævn.

Stk. 2. Telebrugernævnet består af 7 medlemmer, der udpeges af forskningsministeren. Forskningsministeren skal ved udpegningen af nævnets medlemmer lægge vægt på, at nævnet samlet repræsenterer juridisk, teleteknisk, økonomisk og forbrugermæssig sagkundskab.

Stk. 3. Medlemmerne beskikkes for 4 år ad gangen.

Stk. 4. Forskningsministeren udpeger blandt nævnets medlemmer nævnets formand. Formanden skal være jurist. Forskningsministeren kan blandt nævnets medlemmer udpege et medlem med juridisk sagkundskab som næstformand, der kan træde til ved formandens forfald eller inhabilitet.

§ 95. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for Telebrugernævnets virksomhed og sagsbehandling, herunder regler om

1) opkrævning af gebyr for sager, der behandles for nævnet,

2) at klager over en af Telestyrelsen truffet afgørelse skal indgives til Telebrugernævnet inden for nærmere fastsatte tidsfrister, og

3) Telebrugernævnets mulighed for at afvise klager vedrørende regninger, hvor udbyderen af telenet eller teletjenester tilkendegiver at ville godskrive klageren det påklagede beløb, eller klager hvor udbyderen af telenet eller teletjenester erkender, at gældende regler for levering af telenet eller teletjenester til slutbrugere ikke er overholdt, og tilkendegiver at ville kompensere klageren herfor.

Stk. 2. Forskningsministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Stk. 3. Staten afholder alle udgifter i forbindelse med Telebrugernævnets virksomhed, jf. dog stk. 1, nr. 1. Statens udgifter dækkes af den nummerafgift, der opkræves i medfør af § 32, stk. 1-3.

Stk. 4. Telebrugernævnet er i sin virksomhed uafhængig af instrukser vedrørende den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnets formand tilrettelægger Telebrugernævnets arbejde, herunder arbejdet i dettes sekretariat.

§ 96. For Telebrugernævnet kan indbringes klage over

1) Telestyrelsens afgørelser om forsyningspligtudbyderes overholdelse af

a) § 16, stk. 3, og § 19, stk. 2,

b) regler udstedt med hjemmel i § 16, stk. 4, og § 18, stk. 1 og 2,

c) vilkår fastsat i medfør af § 17, stk. 2, eller i medfør af regler udstedt efter § 17, stk. 3, eller kontraktvilkår godkendt efter regler fastsat i medfør af § 18, stk. 3, og

d) maksimalpriser fastsat i medfør af § 19, stk. 1, og på grundlag af regler udstedt i medfør af § 19, stk. 4-7,

2) Telestyrelsens godkendelse af kontraktvilkår efter § 18, stk. 3,

3) Telestyrelsens afgørelser om udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet og udbydere af betalingstelefoners overholdelse af § 13, stk. 1 og 3, og regler udstedt med hjemmel i §§ 9-12, samt § 14,

4) Telestyrelsens afgørelser i tvister mellem en slutbruger og en udbyder af telenet eller teletjenester, om registrering af og betaling for forbrug af telenet eller teletjenester, jf. regler udstedt med hjemmel i § 10, stk. 2, nr. 5, litra d,

5) Telestyrelsens afgørelser om udbydere af telenet eller teletjenester og udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registres overholdelse af § 27, stk. 2 og 3, § 34, stk. 3-6, § 35, stk. 3, og § 37, samt regler udstedt med hjemmel i § 29, stk. 1, og § 33,

6) Telestyrelsens afgørelser om opsættende virkning i sager som nævnt i nr. 1-4, jf. bestemmelsen i § 110 og regler udstedt med hjemmel heri,

7) Telestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med afgørelser i sager som nævnt i nr. 1-5, samt

8) Telestyrelsens afgørelser i medfør af anden lovgivning eller regler fastsat i medfør heraf og klager over Telestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med sådanne afgørelser, i det omfang en sådan klageadgang er fastlagt ved lov eller i henhold til lov.

Stk. 2. Telebrugernævnet træffer endvidere afgørelse i sager, der er henvist til nævnet af Telestyrelsen i medfør af § 24.

Stk. 3. I en afgørelse efter stk. 1 kan indgå påbud til forsyningspligtudbydere, udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet, udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registre og udbydere af betalingstelefoner om overholdelse af gældende regler, fastsatte vilkår, maksimalpriser m.v. Afgørelser efter stk. 1 kan derudover omfatte påbud om ændring af gældende kontrakt- og abonnementsvilkår, i det omfang disse ikke opfylder de stillede krav, og påbud om, at udbyderen over for slutbrugeren skal opfylde aftalte kontrakt- og abonnementsvilkår, inklusive eventuelle påbudte ændringer heraf.

Stk. 4. Telebrugernævnet kan, i det omfang det skønnes nødvendigt for administrationen af regler udstedt i medfør af § 10, anmode Telestyrelsen om at foretage tekniske undersøgelser til brug for oplysning af en konkret sag, eller rekvirere sådan bistand fra andre.

§ 97. Telebrugernævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 98. Forskningsministeren kan beslutte at nedlægge Telebrugernævnet, såfremt der senest samtidig med nedlæggelsen af nævnet sikres slutbrugerne adgang til at klage over generelle forbrugerforhold i relation til udbud af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere til et privat klage- og ankenævn, godkendt i medfør af kapitel 2 i lov om Forbrugerklagenævnet eller til et andet offentligt klageorgan.

Stk. 2. Såfremt forskningsministeren i medfør af stk. 1 nedlægger Telebrugernævnet, overføres behandlingen af sager omfattet af det i stk. 1 nævnte private nævn eller offentlige klageorgans kompetence til dette nævn eller klageorgan. Behandlingen af Telebrugernævnets øvrige sager, jf. § 96, stk. 1 og 2, overføres til Teleklagenævnet.

Stk. 3. Telestyrelsens behandling af sager i henhold til § 23, som er omfattet af et privat klagenævns eller andet offentligt klageorgans kompetence, overføres på samme tidspunkt som nævnt i stk. 2 til dette nævn eller klageorgan.

§§ 99-102

§ 99. Forskningsministeren nedsætter et Teleklagenævn.

Stk. 2. Teleklagenævnet består af 7 medlemmer, der udpeges af forskningsministeren. Forskningsministeren skal ved udpegningen af nævnets medlemmer lægge vægt på, at nævnet samlet repræsenterer juridisk, teleteknisk, økonomisk, konkurrenceretlig og markedsmæssig sagkundskab.

Stk. 3. Medlemmerne beskikkes for 4 år ad gangen.

Stk. 4. Forskningsministeren udpeger blandt nævnets medlemmer nævnets formand. Formanden skal være jurist. Forskningsministeren kan blandt nævnets medlemmer udpege et medlem med juridisk sagkundskab som næstformand, der kan træde til ved formandens forfald eller inhabilitet.

§ 100. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler for Teleklagenævnets virksomhed og sagsbehandling, herunder regler om

1) opkrævning af gebyr for sager, der behandles ved nævnet, og

2) at klager over en af Telestyrelsen truffet afgørelse skal indgives til Teleklagenævnet inden for nærmere fastsatte tidsfrister.

Stk. 2. Forskningsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Stk. 3. Staten afholder alle udgifter i forbindelse med Teleklagenævnets virksomhed, jf. dog stk. 1, nr. 1. Statens udgifter dækkes af den nummerafgift, der opkræves i medfør af § 32, stk. 1-3, i denne lov.

Stk. 4. Teleklagenævnet er i sin virksomhed uafhængig af instrukser vedrørende den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnets formand tilrettelægger Teleklagenævnets arbejde, herunder arbejdet i dettes sekretariat.

§ 101. For Teleklagenævnet kan indbringes klager over

1) Telestyrelsens afgørelser om udbydere af telenet eller teletjenesters overholdelse af

a) § 15, stk. 1, § 30, stk. 3, § 34, stk. 1, § 35, stk. 1 og 2, § 36, stk. 1 og 2,

b) regler udstedt med hjemmel i § 15, stk. 2 og 3, § 29, stk. 2 og 3, § 30, stk. 2, § 34, stk. 2, og § 36, stk. 3, og

c) vilkår fastsat med hjemmel i regler efter § 30, stk. 2,

2) Telestyrelsens udpegning af forsyningspligtudbydere efter § 17, stk. 1, og Telestyrelsens fastsættelse af vilkår for sådanne udbydere efter § 17, stk. 2 og 3, og regler udstedt med hjemmel heri, Telestyrelsens fastsættelse af maksimalpriser efter § 19, stk. 1 og stk. 3-7, og regler udstedt med hjemmel heri, Telestyrelsens afgørelser efter § 20, stk. 1 og 4, om forsyningspligtudbyderens ret til finansiering af dokumenterede underskud, og Telestyrelsens fastsættelse og opkrævning af bidrag til dækning heraf hos udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, jf. § 20, stk. 4,

3) Telestyrelsens afgørelser om udbydere af betalingstelefoners forpligtelser i medfør af § 21,

4) Telestyrelsens afgørelser om udbydere af telenet eller teletjenester, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 5, og § 58, stk. 5, og ejere af telenets overholdelse af reglerne i denne lovs afsnit IV, jf. dog § 78, stk. 4, og regler fastsat i medfør heraf, og

5) Telestyrelsens afgørelser om udbydere af telenet eller teletjenesters overholdelse af regler udstedt med hjemmel i § 85,

6) Telestyrelsens afgørelser efter § 31, § 35, stk. 4, § 92, stk. 2, og efter regler udstedt med hjemmel i § 88,

7) Telestyrelsens afgørelser om opsættende virkning i sager som nævnt i nr. 1-6, jf. bestemmelsen i § 110 og regler udstedt med hjemmel heri,

8) Telestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med afgørelser i sager som nævnt i nr. 1-7, samt

9) Telestyrelsens afgørelser med hjemmel i anden lovgivning eller regler fastsat i medfør heraf og Telestyrelsens sagsbehandling i forbindelse med sådanne afgørelser, i det omfang en sådan klageadgang er fastlagt ved lov eller i henhold til lov.

Stk. 2. Teleklagenævnets afgørelser vedrørende klager over de i stk. 1 anførte forhold skal så vidt muligt foreligge senest 3 måneder efter, at de er forelagt for nævnet.

Stk. 3. I en afgørelse efter stk. 1 kan indgå et påbud til udbydere af telenet eller teletjenester, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 5, og § 58, stk. 5, ejere af telenet og udbydere af betalingstelefoner om overholdelse af gældende regler. Påbud kan derudover omfatte påbud om at forhandlinger om samtrafik skal indledes, påbud om deltagelse i mægling, påbud om igangsætning af samtrafik, påbud om fortsættelse eller genoptagelse af udveksling af samtrafik, påbud om ændringer af vilkår og priser i standardtilbud eller aftaler om samtrafik, påbud om gennemførelse af efterregulering af samtrafikpriser og påbud om opdeling som nævnt i § 92, stk. 3, jf. § 92, stk. 2.

§ 102. Teleklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Teleklagenævnets afgørelse kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§§ 103-105

§ 103. Forskningsministeren nedsætter et nævn vedrørende overtakserede tjenester (Service 900-Nævnet).

Stk. 2. Nævnet består af 3 medlemmer, der beskikkes af forskningsministeren for 4 år ad gangen.

Stk. 3. Forskningsministeren udpeger blandt nævnets medlemmer nævnets formand. Formanden skal være jurist.

Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om nævnets virksomhed, herunder om tidsfrister for indgivelse af klager til nævnet.

Stk. 5. Telestyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Stk. 6. Staten afholder alle udgifter i forbindelse med nævnets virksomhed. Statens udgifter dækkes af den nummerafgift, der opkræves i medfør af § 32, stk. 1-3, i denne lov.

Stk. 7. Service 900-Nævnet er i sin virksomhed uafhængig af instrukser vedrørende den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnets formand tilrettelægger Service 900-Nævnets arbejde, herunder arbejdet i dettes sekretariat.

§ 104. Service 900-Nævnet har følgende opgaver

1) At behandle klager over afgørelser truffet af udbydere af telenet eller teletjenester i medfør af § 28, stk. 2 og 3, om overholdelse af regler fastsat med hjemmel i § 28, stk. 1.

2) At behandle klager over en udbyder af telenet eller teletjenesters manglende opfyldelse af tilsynsforpligtelsen i § 28, stk. 2 og 3.

Stk. 2. Nævnet kan i forbindelse med afgørelser efter stk. 1

1) Påbyde en udbyder af telenet eller teletjenester at fratage en udbyder af informations- eller indholdstjenester et allerede tildelt nummer, jf. § 28, stk. 3.

2) Påbyde en udbyder af telenet eller teletjenester at tildele en udbyder af informations- eller indholdstjenester et nummer, eller at genåbne et tidligere frataget nummer, jf. § 28, stk. 3.

3) Ved gentagne eller grove undladelser af at overholde den i § 28, stk. 3, nævnte tilsynspligt inddrage en teleudbyders adgang til at tilbyde udbydere af informations- eller indholdstjenester registrering af forbrug samt fakturering og opkrævning herfor hos slutbrugeren.

Stk. 3. I forbindelse med afgørelse som nævnt i stk. 2, nr. 3, skal der fastsættes en frist for inddragelse.

Stk. 4. En udbyder af telenet eller teletjenester, der har fået inddraget adgang til at tilbyde udbydere af informations- eller indholdstjenester registrering af forbrug samt fakturering og opkrævning herfor hos slutbrugeren, vil efter 1 års udelukkelse kunne anmode nævnet om at revurdere inddragelsen.

§ 105. Afgørelser truffet af Service 900-Nævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 106

Afsnit VII. Oplysningspligt, gennemførelse af tekniske undersøgelser og opsættende virkning

§ 106. Uanset §§ 96 og 101 skal klager over de dele af Telestyrelsens afgørelser, der træffes på grundlag af bindende udtalelser fra Konkurrencerådet i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, indbringes for Konkurrenceankenævnet.

Stk. 2. Konkurrencelovens bestemmelser om Konkurrenceankenævnet samt regler fastsat i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse på klager til Konkurrenceankenævnet efter denne lov.

Afsnit VII

Oplysningspligt, gennemførelse af tekniske undersøgelser og opsættende virkning

§§ 107-110

Afsnit VIII. Sanktions- og straffebestemmelser

§ 107. Telestyrelsen kan af udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet, udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registre, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 6, og § 58, stk. 5, udbydere af betalingstelefoner og af slutbrugere kræve alle oplysninger og alt materiale, som Telestyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsyn med overholdelse af lovens regler samt regler fastsat i medfør heraf, samt i forbindelse med undersøgelser, m.v. og konkrete afgørelser efter disse bestemmelser, jf. også de særlige regler herom i § 81, § 87, stk. 4, og § 109.

Stk. 2. Telebrugernævnet, Teleklagenævnet, Service 900-Nævnet, Radio- og TV-Reklamenævnet og Satellit- og Kabelnævnet kan af udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet, udbydere af informations- eller indholdstjenester, udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registre, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 6, og § 58, stk. 5, udbydere af betalingstelefoner og af slutbrugere kræve alle oplysninger og alt materiale, som nævnene skønner relevant for deres afgørelser vedrørende overholdelse af lovens regler samt regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3. Hvis en klage tilbagekaldes, bortfalder oplysningspligten efter stk. 2.

§ 108. Telestyrelsen, Telebrugernævnet eller personer, der er bemyndiget hertil af styrelsen eller nævnet, har efter retskendelse og mod forevisning af legitimation adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at foretage tekniske undersøgelser som nævnt i § 22, stk. 3, nr. 1, og § 96, stk. 4. Når undersøgelsen foretages af andre end Telebrugernævnet eller Telestyrelsen, skal det ske under ledsagelse af en repræsentant for nævnet eller Telestyrelsen.

Stk. 2. Telestyrelsen eller personer, der er bemyndiget hertil af styrelsen, har uden retskendelse og mod forevisning af legitimation adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at foretage tekniske undersøgelser som nævnt i § 22, stk. 3, nr. 2. Når undersøgelsen foretages af andre end Telebrugernævnet eller Telestyrelsen, skal det ske under ledsagelse af en repræsentant for nævnet eller Telestyrelsen.

§ 109. Telebrugernævnet kan afkræve en klager og en udbyder af telenet eller teletjenester alle de oplysninger, som er nødvendige til afgørelse af sagen. Det samme gælder for parternes ansatte. De pågældende har efter anmodning fra nævnet pligt til at give oplysningerne skriftligt eller mundtligt under møde i nævnet. Telebrugernævnet skal gøre parterne bekendt med strafansvaret for afgivelse af urigtig erklæring, jf. straffelovens §§ 162 og 163.

§ 110. Klager over Telestyrelsens afgørelser i medfør af afsnit IV i denne lov samt regler fastsat i medfør heraf kan hverken af Telestyrelsen eller Teleklagenævnet tillægges opsættende virkning.

Stk. 2. Telestyrelsen kan, uanset stk. 1, tillægge en klage som nævnt i stk. 1 opsættende virkning

1) i forbindelse med afgørelser om at gøre en aftale om samtrafik eller dele heraf offentligt tilgængelige, og

2) når ganske særlige omstændigheder undtagelsesvis taler for at tillægge en afgørelse opsættende virkning.

Stk. 3. Telestyrelsen kan i forbindelse med en afgørelse efter stk. 2, nr. 2, knytte særlige vilkår til en afgørelse om at tillægge en klage opsættende virkning.

Stk. 4. Formanden for Teleklagenævnet kan uanset stk. 1-3 bestemme, at klager over anvendelse af tvangsbøder i konkrete tilfælde skal medføre, at betalingen af tvangsbøderne stilles i bero, indtil nævnets afgørelse foreligger.

Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om Telestyrelsens, Telebrugernævnets, Teleklagenævnets og Service 900-Nævnets muligheder for at tillægge en klage opsættende virkning på andre områder end de i stk. 1 nævnte, og om virkningen heraf.

Afsnit VIII

Sanktions- og straffebestemmelser

§§ 111-112

Afsnit IX. Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 111. Undlader udbydere af telenet eller teletjenester, ejere af telenet, udbydere af informations- eller indholdstjenester, udbydere af nummeroplysningsdatabaser og registre, tredjemænd som nævnt i § 56, stk. 6, og § 58, stk. 5, eller udbydere af betalingstelefoner at give de oplysninger, som Telestyrelsen, Telebrugernævnet, Teleklagenævnet, Service 900-Nævnet, Radio- og TV-Reklamenævnet og Satellit- og Kabelnævnet kan kræve efter denne lov, eller at efterkomme et påbud udstedt af de pågældende myndigheder i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, kan de pågældende myndigheder pålægge den part, som et påbud retter sig imod, tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse heraf.

Stk. 2. Der er udpantningsret for beløb som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Adgangen til at pålægge tvangsbøder, jf. stk. 1, gælder ikke i forhold til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der er hjemmehørende i et andet EU-land eller EØS-land, jf. § 83.

Stk. 4. Undlader en forsyningspligtudbyder at efterkomme et påbud udstedt af Telestyrelsen i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller undlader en forsyningspligtudbyder at betale tvangsbøder pålagt i medfør af stk. 1, kan Telestyrelsen ligeledes tilbagekalde udpegningen som forsyningspligtudbyder.

Stk. 5. Undlader en forsyningspligtudbyder at efterkomme et påbud udstedt af Telebrugernævnet eller Teleklagenævnet i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller undlader en forsyningspligtudbyder at betale tvangsbøder pålagt af Telebrugernævnet eller Teleklagenævnet, kan nævnene pålægge Telestyrelsen at tilbagekalde udpegningen som forsyningspligtudbyder.

§ 112. Med bøde straffes

1) den, der overtræder § 13, stk. 1, § 34, stk. 3-6, § 63, stk. 1 og 2, eller § 64,

2) den udbyder af telenet eller teletjenester, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Telestyrelsen, Telebrugernævnet, Teleklagenævnet, Service 900-Nævnet, Radio- og TV-Reklamenævnet eller Satellit- og Kabelnævnet, eller fortier forhold af betydning for den pågældende sag, eller

3) den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 91.

Stk. 2. I regler fastsat i medfør af §§ 9, 14, 85 og 86, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Afsnit IX

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§§ 113-117

Afsnit I

Lovens formål og anvendelsesområde

§ 113. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves følgende love

1) Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, jf. lov nr. 466 af 12. juni 1996, som senest ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998.

2) Lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v., jf. lov nr. 392 af 10. juni 1997, som ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998.

3) Lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren, jf. lovbekendtgørelse nr. 860 af 4. december 1998, som ændret ved lov nr. 327 af 31. maj 1999.

Stk. 3. Samtidig ophæves følgende regler

1) § 3, stk. 1-4 og 6, § 3a, § 3e, §§ 3h-3j, § 7, § 9a, og § 10, i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 22. juni 1995, som senest ændret ved lov nr. 470 af 1 juli 1998.

2) §§ 8, 17 og 18, i lov om telegrafer og telefoner, jf. lov nr. 84 af 11. maj 1897, som senest ændret ved lov nr. 213 af 4. juni 1965.

3) § 47 i beredskabsloven, jf. lov nr. 1054 af 23. december 1992.

Stk. 4. Sager, hvori der skal træffes afgørelse efter de i stk. 2 og 3 nævnte love, og som ikke er færdigbehandlede ved denne lovs ikrafttræden, og sager, der indgives efter denne lovs ikrafttræden, men inden den 1. juli 2001, og som vedrører forhold før denne lovs ikrafttræden, skal behandles efter de hidtil gældende regler. Ved behandlingen af de nævnte sager finder reglerne om påbud, dagbøder og straf i de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Stk. 5. Udpegning af forsyningspligtudbydere efter § 6, stk. 1, forsyningspligtvilkår samt maksimalpriser fastsat i medfør af § 6, stk. 3, og § 10, stk. 1, i den i stk. 2, nr. 1, nævnte lov, vil fortsat være gældende, indtil ny udpegning sker eller nye vilkår og priser fastsættes efter denne lov. Telestyrelsen fører fortsat tilsyn med de fastsatte forsyningspligtvilkår og maksimalpriser, indtil Telestyrelsen i medfør af denne lovs § 17, stk. 2, og § 19, stk. 1, fastsætter nye vilkår og priser. Telestyrelsen fører desuden fortsat tilsyn med abonnementsvilkår godkendt i medfør af § 5, stk. 1, i den i stk. 2, nr. 1, nævnte lov, indtil nærmere regler er udstedt i medfør af denne lovs § 18. Ved behandlingen af de nævnte sager finder reglerne om påbud, dagbøder og straf i de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Stk. 6. Bekendtgørelser udstedt i medfør af de i stk. 2 og 3 nævnte love og § 12 i lov om offentlig mobilkommunikation, jf. lov nr. 468 af 12, juni 1996, som senest ændret ved lov nr. 1096 af 29. december 1999, forbliver i kraft indtil bekendtgørelsen ændres eller ophæves ved bekendtgørelser udstedt med hjemmel i denne lov.

§ 114. I lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 22. juni 1995, som senest ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998, foretages følgende ændringer

1. §§ 11 og 11a affattes således

»§ 11. For statstjenestemænd i statsvirksomheden Statens Teletjeneste, som pr. 1. januar 1991 eller på et tidspunkt indtil 2 år derefter overgår fra staten til ansættelse hos Statens Teletjeneste A/S, såvel som for statstjenestemænd, der frivilligt lader sig udlåne til Statens Teletjeneste A/S, afholder staten udgifter til pension efter tjenestemandspensionsloven. Tele Danmark A/S indbetaler løbende pensionsbidrag til staten for det tidsrum, hvor den ansatte optjener pensionsalder i selskabet. Tele Danmark-koncernen kan med de enkelte personer aftale, at tilsvarende gælder for de pågældendes eventuelle efterfølgende ansættelse i eller udlån til andre, nuværende eller fremtidige selskaber i Tele Danmark-koncernen.

Stk. 2. Pensionsbidragets størrelse fastsættes af finansministeren.

Stk. 3. Den i stk. 1, 1. pkt. nævnte frist på 2 år kan efter aftale mellem staten og Tele Danmark A/S fraviges.

§ 115. I lov om offentlig mobilkommunikation, jf. lov nr. 468 af 12. juni 1996, foretages følgende ændringer

1. §§ 12 og 13 ophæves.

§ 116. I lov om Telestyrelsen, jf. lov nr. 395 af 10. juni 1997, foretages følgende ændringer

1. § 1, stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Telestyrelsen udarbejder og offentliggør løbende dokumentation og statistik om forskellige forhold inden for telesektoren, som Telestyrelsen skønner er relevante. Formålet er at give slutbrugerne mulighed for at overskue og sammenligne det samlede udbud af telenet og teletjenester, og at skabe overblik over, hvordan konkurrencen fungerer på telemarkedet (telemarkedsstatistik).«

2. I § 1 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Telestyrelsen kan kræve, at udbydere af telenet eller teletjenester udleverer alt materiale og alle oplysninger, herunder også oplysninger om udbydernes konkurrencesituation, markedsandele m.v., som skønnes nødvendige for at udarbejde dokumentation og statistik som nævnt i stk. 3. Telestyrelsen kan herunder udstede påbud til udbydere af telenet eller tjenester om inden for en nærmere fastsat frist at udlevere det nævnte materiale og oplysninger.«

3. Efter § 1 indsættes

»§ 1a. Undlader en udbyder af telenet eller teletjenester at efterkomme påbud udstedt i medfør af § 1, stk. 5, kan Telestyrelsen pålægge udbyderen tvangsbøder med sigte på gennemtvingelse heraf. Der er udpantningsret for beløbene.«

4. § 3 affattes således

»§ 3. Forskningsministeren kan ikke, ud over hvad der følger af denne lov, give Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor Telestyrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter, med henblik på at sikre overholdelsen af følgende love og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf

1) Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.

2) Lov om offentlig mobilkommunikation.

3) Lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser.

4) Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v.

5) Lov om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål.

6) Lov om standarder for transmission af tv-signaler m.v.

7) Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

8) Lov om visse forhold på telekommunikationsområdet.

9) Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 1, kan forskningsministeren dog give Telestyrelsen tjenestebefaling om behandlingen af sager efter § 86 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.«

5. I § 4 indsættes efter »lov«: »eller de i § 3, stk. 1, nævnte love«.

6. § 6, stk. 1, affattes således

»§ 6. Telestyrelsen forelægger årligt for forskningsministeren en årsberetning om

1) Telestyrelsens tilsynsaktiviteter, herunder større undersøgelser, udredninger m.v. iværksat i tilknytning til tilsynsaktiviteterne, effekten af den hidtidige tilsynsindsats og eventuelle overvejelser om Telestyrelsens fremtidige varetagelse heraf, og

2) Telestyrelsens erfaringer, baseret på det gennemførte tilsyn, med administrationen af den gældende lovgivning på telekommunikationsområdet, herunder eventuelle overvejelser om behov for ændring eller udbygning af denne.«

§ 117. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog § 16, stk. 2, nr. 6.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Nærværende lovforslag udgør første del af en samlet revision af den i 1996-98 gennemførte nye telelovgivning, og dermed første del af udmøntningen af den politiske principaftale af 8. september 1999 om »Sigtelinier for telepolitikken danskernes adgang til netværkssamfundet«.

Lovforslaget indeholder således en samlet gennem- og sammenskrivning af reglerne om forbrugerbeskyttelse, forsyningspligt samt nummer- og samtrafikforhold. Hertil kommer nogle mindre ændringer i lov om Telestyrelsen, lov om visse forhold på telekommunikationsområdet og i lov om offentlig mobilkommunikation.

Anden del af lovrevisionen vil blive gennemført i Folketingssamlingen 2000-2001 og vil indeholde en samlet gennem- og sammenskrivning af reglerne i lov om offentlig mobilkommunikation, lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, lov om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål og lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v.

Herefter udestår alene den endelige afvikling af lovbestemmelserne om statens eneret og Tele Danmarks koncession, der er indeholdt i lov om telegrafer og telefoner og lov om visse forhold på telekommunikationsområdet. Se afsnit A, underafsnit 6, herom.

Kommunikationssektoren i bred forstand er af afgørende betydning for mulighederne for at realisere visionen om netværkssamfundet som kilde til fortsat samfundsmæssig udvikling, vækst og beskæftigelse. Man kan også beskrive det sådan, at kommunikationsprodukterne er Danmarks »strategiske nøgleråvare« eller adgangsbillet - når det gælder udnyttelse af de muligheder, som netværksøkonomien og netværkssamfundet giver.

Hvor dagsordenen for telepolitikken og den tilhørende lovgivning fra 1995 og frem har været liberalisering af telesektoren, dvs. restruktureringen fra monopol- til konkurrencemarked, er de kommende års politiske dagsorden på dette område at sikre, at Danmark bliver en del af netværksøkonomien, og at fokus flyttes fra et telekommunikations- til et kommunikationsmarked.

Hvor 90 ernes udfordring var at bryde en monopolsektor op, bliver de næste 3-5 års udfordring at skabe rammer og rum der muliggør en endnu mere fundamental opbrydning af sektoren og giver plads dels til en eksplosiv vækst i kommunikationsmængden, dels til en stadig fortsat konvergens på alle niveauer, i dette ords bredeste betydning. Heri ligger også, at telepolitikken gerne må være sådan indrettet, at den giver incitamenter til og understøtter innovationsprægede satsninger og investeringer hos en bred række af markedsaktører.

Hvor fundamentale forandringerne så i praksis bliver, vil afhænge både af forbrugernes ønsker, af de tekniske muligheder og af markedsaktørernes samlede kreativitet.

Med udgangspunkt i dette perspektiv indgik regeringen, Centrum-Demokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti den 8. september 1999, som opfølgning på den tidligere telepolitiske principaftale fra december 1995 om totalliberalisering af telesektoren, en ny principaftale om de fremadrettede sigtelinier for telepolitikken - danskernes adgangsbillet til netværkssamfundet.

Den politiske principaftale af 8. september 1999 tager udgangspunkt i forskningsministerens statusredegørelse fra juni 1999 over resultaterne af telepolitikken fra 1995-99.

Statusredegørelsen giver blandt andet et detaljeret overblik over den i 1996-99 gennemførte telelovgivning. Denne lovgivning har allerede i den pågældende periode været igennem en række ad hoc tilpasninger og justeringer. Denne arbejdsform har været hensigtsmæssig til at rette op på de første »børnesygdomme«, der viste sig i lovsættet og til at tage højde for de første erfaringer med, hvordan reglerne fungerer i praksis. Den enkeltsags-orienterede tilgang har imidlertid også sin begrænsning og indebærer en risiko for dels at miste det overordnede sigte af syne, dels at overse, at der eventuelt kan være grund til at diskutere, om målet stadig er holdbart.

Den politiske principaftale af 8. september 1999 udgør grundlaget for en samlet revision af telelovgivningen. Aftalen udgør således også det politiske fundament for, at telelovgivningen kan strammes op, og antallet af love kan reduceres fra de nuværende 11 til 4-5 love.

A. Gældende regler

1. Regulering af offentlige telenet og teletjenester, der udbydes til slutbrugere

Lovgrundlaget for den eksisterende regulering af udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der udbydes til slutbrugere, består af dele af lov nr. 466 af 12. juni 1996 om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, som ændret ved lov nr. 397 af 10. juni 1997, lov nr. 1090 af 29. december 1997 og lov nr. 470 af 1. juli 1998, dele af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 22. juni 1995, som senest ændret ved lov nr. 398 af 10. juni 1997 og lov nr. 470 af 1. juli 1998 og dele af lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v., jf. lov nr. 392 af 10. juni 1997, som ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998. Hertil kommer den nærmere udmøntning på bekendtgørelsesniveau, herunder navnlig i bekendtgørelse nr. 581 af 6. juli 1999 om udbud af telenet og teletjenester.

Den gældende regulering retter sig mod alle udbydere af offentlige telenet og teletjenester, herunder forsyningspligtudbyderen, andre udbydere af almindelig fastnet telefoni, mobilselskaber, Internetudbydere m.v. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser om selve aftaleindgåelsen, oplysningspligt, varsling af ændrede vilkår og priser, sikkerhedsstillelse, certificering af takserings-, debiterings-, faktureringssystemer m.v.

Endvidere indeholder bekendtgørelsen om udbud af telenet og teletjenester bl.a. krav til udbyderne om at tilbyde deres kunder forskellige supplerende tjenester, herunder specificeret regning, udsvingskontrol, spærring af udgående opkald, saldokontrolordning og saldooplysning - faciliteter, som i højere grad giver forbrugeren mulighed for at kontrollere sit teleforbrug.

2. Forsyningspligt

Lovgrundlaget på forsyningspligtområdet udgøres af lov nr. 466 af 12. juni 1996 om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, som ændret ved lov nr. 397 af 10. juni 1997, lov nr. 1090 af 29. december 1997 og lov nr. 470 af 1. juli 1998.

Forsyningspligten er, ud over reglerne i den nævnte lovgivning, reguleret i bekendtgørelse nr. 705 af 6. september 1999 om forsyningspligtydelser.

Den gældende regulering fastslår forsyningspligtens omfang og fastlægger nærmere regler for, hvordan priserne for de konkrete forsyningspligtydelser reguleres. Hertil kommer regler om, hvilke selskaber der kan udpeges som forsyningspligtudbydere, og om mulighederne for selv at tilbyde at påtage sig forsyningspligten.

Forsyningspligten omfatter i dag almindelig telefoni, ISDN-net og -tjenester, et vist basalt udbud af faste kredsløb, særlige forsyningspligtydelser til handicappede, herunder teksttelefon og Internet, udbud af en landsdækkende nummeroplysningstjeneste via 118 kortnummeret, og visse radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester til brug for skibe med behov for at tilkalde nødhjælp (i danske, herunder også færøske eller grønlandske farvande). Forsyningspligten indebærer, at den udpegede forsyningspligtudbyder skal levere de ovenfor nævnte tjenester til enhver, der anmoder herom.

3. Nummerforhold

Lovgrundlaget på nummerområdet udgøres af lov nr. 392 af 10. juni 1997 om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v., som ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998, og den tilhørende bekendtgørelsesudmøntning i bekendtgørelse nr. 645 af 4. august 1997 om frit operatørvalg og nummerportabilitet, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 499 af 21. juni 1999, bekendtgørelse nr. 269 af 30. april 1998 om portering af numre, bekendtgørelse nr. 921 om Telestyrelsens samlede administration af nummerressourcer m.v., bekendtgørelse nr. 934 af 15. december 1998 om den samlede danske nummerplan, og bekendtgørelse nr. 580 af 24. juni 1999 om nummeroplysningsdatabaser.

Nummerlovgivningen med tilhørende bekendtgørelser omhandler bl.a. den samlede disponering og prioritering af nummerressourcerne, tildeling af nummerressourcer til de enkelte udbydere af telenet eller teletjenester, anvendelse af kortnumre, nummerportabilitet (adgangen til at medtage sit telefonnummer ved skift af teleselskab) og frit operatørvalg (adgangen til at benytte et selskab til udgående samtaler, evt. via et kortnummer, mens man bibeholder sit abonnement hos det oprindelige teleselskab).

Hertil kommer de særlige regler om anvendelse af de overtakserede service 900 numre, som fremgår af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet og den tilhørende bekendtgørelse nr. 917 af 18. oktober 1999 om service 900-tjenester med senere ændringer.

4. Samtrafik

Lovgrundlaget på samtrafikområdet udgøres af lovbekendtgørelse nr. 860 af 4. december 1998 om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren, som ændret ved lov nr. 327 af 31. maj 1999 og den tilhørende bekendtgørelsesudmøntning i bekendtgørelse nr. 861 af 4. december 1998 om aftaler om samtrafik i telesektoren m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 474 af 6. september 1999, bekendtgørelse nr. 45 af 22. januar 1999 om grundlæggende bærertjenester, tjenester og faciliteter omfattet af samtrafikforpligtelser og bekendtgørelse nr. 844 af 12. november 1999 om standardtilbud på samtrafikområdet.

Samtrafiklovgivningen indeholder en række forpligtelser for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med sigte på at sikre andre udbydere adgang til at udveksle trafik med disse, til at leje forskellige former for infrastrukturkapacitet hos disse og til at indgå tjenesteudbyderaftaler om videresalg af et eller flere af disses slutbrugerprodukter.

5. Beredskabs- og alarmforhold

Lovgrundlaget på dette område indgår i den gældende lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, som er nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 135 af 12. marts 1999 om teleberedskab.

Der er tale om en regulering, som forpligter udbydere af telenet og teletjenester til, gennem den måde de indretter og anvender deres telenet, at medvirke til tilvejebringelse og opretholdelse af den fornødne samfundsvigtige telekommunikation i alarm- og beredskabssituationer.

Hertil kommer forpligtelsen til at sikre alle slutbrugere adgang til at ringe op til alarmcentralerne via kortnummeret 112.

6. Øvrig telelovgivning

Ud over de ovenfor beskrevne dele af lovkomplekset indgår der i lov om visse forhold på telekommunikationsområdet en række bestemmelser, der regulerer Tele Danmarks virksomhed som koncessionshaver på et eller flere eneretsområder. Den pågældende lovgivning er sådan udformet, at det har været muligt at tømme koncessionen for indhold, i takt med at samtlige områder inden for telesektoren er blevet liberaliseret, og Tele Danmarks eneret på de pågældende områder dermed er ophævet. Koncessionen er derfor i dag reelt tømt for indhold.

Grundlaget for den ovenfor nævnte lovgivning om Tele Danmarks koncession er lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegrafer og telefoner, der fastslår, at staten som udgangspunkt har eneret på televirksomhed (og dermed kan videregive denne til en eller flere parter) samt lov om visse forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 22. juni 1995, som senest ændret ved lov nr. 398 af 10. juni 1997 og lov nr. 470 af 1. juli 1998, der indeholder hjemlen til at meddele koncessioner på områder omfattet af statens eneret på telekommunikation.

Denne lovgivning har udgjort grundlaget for, at der tidligere har kunnet etableres et eller flere selskaber med ene- og særrettigheder. I dag, hvor der er tale om et fuldt ud liberaliseret telemarked, har denne del af telelovgivningen imidlertid udspillet sin rolle og er uden betydning.

Uanset at koncessionen er tømt for indhold, så kan Tele Danmarks nuværende koncession fra 1994 dog fra statens side først formelt opsiges med virkning fra 1. marts 2002. Lovforslaget indeholder derfor ikke forslag om ophævelse af bestemmelserne i lov om telegrafer og telefoner og lov om visse forhold på telekommunikationsområdet vedrørende statens eneret og mulighed for at tildele koncessioner på grundlag heraf. En ophævelse bør således først ske, når Tele Danmarks koncession er opsagt og bestemmelserne herom også formelt har udspillet deres rolle.

7. Lov om Telestyrelsen

Ud over den materielle telelovgivning indgår der i det samlede lovgrundlag en særlig lov om Telestyrelsen, der regulerer Telestyrelsens særlige stilling som uafhængig tilsynsmyndighed, hvor forskningsministeren er afskåret fra at give konkrete instrukser vedrørende tilsynsvirksomheden.

B. Baggrunden for lovforslaget

Nedenfor gennemgås indholdet af den politiske principaftale af 8. september 1999 om de fremtidige sigtelinier for telepolitikken.

1. »Bedst og billigst« som fortsat pejlemærke

Den politiske principaftale af 8. september 1999 fastslår, at målene for telepolitikken er at fremme en markedsudvikling, der fører til innovation og vækst, og som derigennem sikrer alle danskere adgang til de moderne kommunikationsteknologier.

Målene skal nås via lovgivning, som sikrer, at teknologiske landvindinger uden videre kan finde vej til forbrugerne, at forbrugerne kan gennemskue markedets tilbud, og at prisudviklingen fortsat hviler på princippet om »bedst og billigst« med vægt på, at aspekterne bedst og billigst er lige vigtige.

Der er samtidig enighed om, at »bedst og billigst« målsætningen ikke alene drejer sig om billig traditionel telefoni, men også drejer sig om at sikre alle virksomheder og borgere adgang til alle de nyeste og mest avancerede kommunikationsredskaber, som bl.a. Internet giver adgang til.

Det gælder også de grupper, som ikke umiddelbart er i fokus på et konkurrencedrevet marked, som eksempelvis handicappede. Priserne for de forskellige produkter skal samtidig opleves som rimelige i forhold til det produkt, de pågældende får.

Det er således afgørende, at der er en vis bredde i markedet, så der både udbydes produkter til de forbrugere, der primært lægger vægt på pris, og til de forbrugere, der efterspørger avancerede og skræddersyede kommunikations- og teleprodukter af høj kvalitet, og som er villige til at betale herfor.

Konkurrencen er et middel til at sikre denne udvikling, fordi et konkurrencedrevet marked vil være effektivt til at sikre forbrugerne det ovenfor beskrevne produktudbud og de billigst mulige priser.

2. Via konkurrence mod konvergens

Af den politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår, at der er bred telepolitisk enighed om, at de næste 10 års udfordring bliver at skabe rammer og rum, der muliggør en udvikling, hvor tele, IT og radio/tv smelter sammen og giver plads til en eksplosiv vækst i kommunikationsmængden.

Det skal i den forbindelse sikres, at der sker en sammenhængende og koordineret regulering af infrastruktur og tjenesteudbud på tværs af hidtil adskilte sektorer, såsom IT, tele og radio/tv, som gør det muligt i praksis at udvikle og udbyde konvergens-produkter på tværs af disse sektorer.

Det skal også sikres, at lovgivningen i størst muligt omfang er teknologineutral, således at teknologivalg overlades til markedet.

Desuden skal der sættes særligt ind på at sikre bredde og mangfoldighed i udbudet, også når det gælder forskellige former for avancerede (tele)kommunikationsprodukter, herunder kombinationsprodukter og produkter, der har deres udspring i konvergensen mellem IT-, tele og radio/tv.

3. Fra sektorregulering mod konkurrenceregulering

Den politiske principaftale af 8. september 1999 fastslår, at det langsigtede mål er en sund og afbalanceret konkurrence på alle dele af (tele)kommunikationsmarkedet over for alle brugergrupper, der på sigt gør det muligt i videst muligt omfang at fjerne og/eller minimere den sektorspecifikke konkurrencefremmende regulering, for alene at bibeholde den regulering, der vedrører sikring af forsyningspligten og adgangen til begrænsede ressourcer m.v.

Forudsætningen for, at der kan siges at være opnået en sund og afbalanceret konkurrence på telemarkedet, omfatter følgende elementer: Der må ikke på nogen del af markedet være tale om, at én udbyder har kontrollen over en afgørende flaskehalsressource og dermed har mulighed for at hindre konkurrence. Samtidig må ingen dele af markedet være præget af de facto monopol- eller duopol-tendenser, og der skal til stadighed være så lave og så få adgangsbarrierer som muligt for nye selskaber, der ønsker at etablere sig på det danske telemarked.

Afviklingen af de dele af telelovgivningen, der sigter imod at skabe reel konkurrence, kan ikke ske på kort sigt. Men en gradvis afvikling af den sektorspecifikke regulering vil på længere sigt medføre, at telesektoren i stadig større omfang reguleres af den generelle konkurrence- og forbrugerbeskyttelseslovgivning. Se også beskrivelsen nedenfor i underafsnit 4 og afsnit C, underafsnit 5, om hvordan denne del af den politiske principaftale af 8. september 1999 i praksis tilsigtes udmøntet.

4. Samtrafik vejen til reel konkurrence

Samtrafikreguleringen, der sikrer mulighed for at udveksle trafik, og for at mindre selskaber på markedet kan benytte eksisterende infrastruktur anlagt af udbydere med en stærk markedsposition på et eller flere delmarkeder, er kernen i telereguleringen.

Af den politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår det, at samtrafikprodukter, der har karakter af egentlige flaskehalsressourcer, og hvor en markedsaktør kan kontrollere adgang og/eller prisfastsættelse, bør underkastes en samtrafikregulering, der tillige indeholder prisregulering.

Det indebærer i praksis, at fastnetmarkedet for samtrafikydelser fortsat prisreguleres, mens det særskilte mobilmarked ikke prisreguleres, idet der allerede er betydelig konkurrence på dette område. Med hensyn til det samlede fastnet- og mobilmarked tilstræbes der en regulering, som i videst muligt omfang fastholder, at prisregulering ikke bør finde sted i forhold til markedsaktører på mobilmarkedet. For så vidt angår markedet for leje af infrastrukturkapacitet anvendes en række mere specifikke, geografisk og produktmæssigt afgrænsede markedsdefinitioner som udgangspunkt for evt. prisregulering. National roaming prisreguleres ikke.

Den nuværende bredde i samtrafikprodukterne opretholdes og styrkes. Blandt andet skal virtuelle netoperatører som noget nyt i forhold til gældende regulering sikres adgang til national roaming i mobilnettene i det omfang, det er teknisk muligt, dog alene for numre der indgår i den danske nummerplan.

Desuden skal den asymmetriske regulering af samtrafikpriserne styrkes. Konkurrencemarginerne på en række delmarkeder skal således forbedres for derigennem at sikre grundlaget for en sund og effektiv konkurrence.

Der skal gennemføres en prisregulering af de afgørende flaskehalsressourcer, der indebærer, at priserne herfor ikke belastes af utidssvarende teknik, fejlinvesteringer, ineffektiv drift m.v.

Prisreguleringen skal desuden understøtte, at nye infrastrukturinvesteringer sker på grundlag af fremadrettede teknologivalg, så de fremmer optimal infrastruktur-opbygning frem for videreførelse af gårsdagens teknologi, og således at suboptimeringer undgås.

Endelig skal den samlede prisregulering af samtrafikprodukter i videst muligt omfang understøtte innovationsprægede investeringer, mens fremme af kapacitetsorienterede investeringer tillægges mindre vægt. Hvis hensynet til sikring af reelle konkurrencemarginer og fremme af investeringer er modsatrettede, bør hensynet til fremme af kapacitetsorienterede investeringer således alene tillægges vægt, såfremt det er sandsynliggjort, at der vil opstå et udækket behov for infrastruktur, og at konkurrence- og efterspørgselspresset ikke vil være tilstrækkeligt til at sikre den fornødne udbygning.

I det omfang konkrete samtrafikprodukter ikke længere har karakter af egentlige flaskehalsressourcer, hvor én markedsaktør kan kontrollere adgang og/eller prisfastsættelse, fremgår det af den politiske principaftale af 8. september 1999, at selve prisreguleringen bør lempes og/eller afvikles, hvis det kan ske uden skadevirkninger for konkurrencen.

For så vidt angår konkrete prisfastsættelsesmetoder fremgår det af den politiske principaftale af 8. september 1999, at LRAIC-metoden skal anvendes til at sikre nedsættelser af de samtrafikpriser, som selskaberne skal betale for at udveksle trafik med hinanden i de faste net (koblet samtrafik) og af de samtrafikpriser, som selskaberne skal betale for at benytte andre selskabers abonnentledninger (accessnet) og telefoncentraler, bygninger m.v. (samhusning).

På kort sigt skal den såkaldte bedste praksis prisfastsættelsesmetode styrkes, så det bliver klart, at samtrafikpriser kan nedsættes med henvisning til, at der i et eller flere lande findes lavere samtrafikpriser for tilsvarende ydelser. Der udarbejdes med sigte herpå en ny prisfastsættelsesmetode baseret på bedste praksis sammenligning med ét land. Metoden udarbejdes sådan, at sammenligningen korrigeres for væsentlige forskelle i det faktiske sammenligningsgrundlag mellem det pågældende land og Danmark. Det kan for eksempel være nettets alder og tekniske opbygning, landets urbaniseringsgrad og en række økonomiske forhold. Desuden fastholdes den gældende bedste praksis prisfastsættelsesmetode, der bygger på sammenligning af danske samtrafikpriser med samtrafikpriser i 3 andre lande.

5. Forbrugerbeskyttelse

På dette område lægger den politiske principaftale af 8. september 1999 ikke op til større ændringer.

Der er dog enighed om, at der skal gennemføres en nærmere analyse af, om den gældende, meget detaljerede sektorspecifikke regulering af forbrugerbeskyttelse reelt er til fordel for forbrugerne, og om der er behov for justeringer for at imødegå unødig bureaukratisering. Sigtet bør i givet fald være en øget vægt på information frem for en detaljeret kontrol med selskabernes udbudsvilkår.

Der er samtidig enighed om at se nærmere på, om der er fordele ved at lade behandlingen af forbrugerklager på teleområdet overgå fra Telestyrelsen og Telebrugernævnet til et privat brancheklagenævn, som f.eks. Forsikrings- eller Pengeinstitut-Ankenævnet. Et sådant nævn skal ifølge Lov om Forbrugerklagenævnet godkendes af Forbrugerklagenævnet. Godkendelse gives kun, hvis klagenævnets vedtægter indeholder bestemmelser om nævnets sammensætning og sagsbehandling, der er betryggende set fra en forbrugersynsvinkel.

Der er derfor enighed om, at der i forbindelse med lovrevisionen skal sikres hjemmel til en eventuel efterfølgende opgave- og kompetenceoverførsel, herunder til eventuel nedlæggelse af Telebrugernævnet, hvis en alternativ klagestruktur på forbrugerområdet etableres.

Endelig er der enighed om, at det bør vurderes, om netværkssamfundet stiller nye krav til forbrugerbeskyttelse og til sikring af tilgængeligheden for bl.a. handicappede.

6. Forsyningspligt

Af den politiske principaftale af 8. september 1999 fremgår, at der er enighed om, at forsyningspligtens omfang bør videreføres uændret.

Der er ligeledes enighed om, at den gældende prisregulering af forsyningspligtpriserne bør videreføres. Der skal således fortsat stilles to krav til forsyningspligtpriserne

Forsyningspligtpriserne skal for det første samlet være omkostningsbaserede, dvs. forsyningspligtselskabet skal fremlægge dokumentation for, at priserne samlet set ikke indbringer selskabet mere end omkostningerne plus en rimelig fortjeneste. Enkeltelementer, f.eks. minutprisen, kan derimod godt være dyrere end de underliggende omkostninger, forudsat at andre elementer er tilsvarende billigere.

Der skal for det andet uanset om det er omkostningsmæssigt begrundet - være et årligt realprisfald på en procentsats (i praksis to procentsatser, benævnt X og Y), som fastsættes af Telestyrelsen på grundlag af bedste praksis sammenligninger med en række andre sammenlignelige lande (i praksis 3 lande), og under hensyntagen til den generelle prisudvikling på området.

Der er endvidere telepolitisk enighed om, at det er afgørende at sikre, at prisreguleringen af forsyningspligtydelserne fungerer optimalt og i videst muligt omfang undgår at påvirke konkurrencesituationen negativt.

For at sikre dette, er det aftalt, at den gældende regulering udbygges med en regel om, at kravene til det årlige realtakstfald (X og Y) ikke må overstige de fald, der er sket eller sker i samtrafikpriserne i samme periode alternativt at sikre dette ad anden vej. Sigtet er at sikre, at der ikke gennem prisreguleringen af forsyningspligtydelserne sker en indsnævring af den eksisterende konkurrencemargin for f.eks. almindelig indlandstelefoni.

Senest 3 år efter indgåelse af den politiske principaftale af 8. september 1999, dvs. inden Folketingssamlingen 2002-2003 indledes, skal der desuden foretages en fornyet vurdering af, hvordan og i hvilket omfang forsyningspligtreguleringen skal videreføres.

Der bør dog allerede på nuværende tidspunkt skabes den fornødne hjemmel til, at prisreguleringen af forsyningspligtydelser på sigt kan lempes eller eventuelt helt afvikles.

I forslaget er der således givet mulighed for, at de enkelte forsyningspligtydelser gradvist kan undtages fra del-elementer af prisreguleringen, herunder eksempelvis fra kravet om årlige realtakstfald, at disse i stedet i en overgangsperiode kan blive omfattet af et prisloft, dvs. et krav om, at priserne på disse ydelser ikke må overstige et fastsat niveau (eksempelvis det pågældende års priser). Lovbestemmelserne giver samtidig mulighed for helt at undtage en eller flere forsyningspligtydelser fra prisregulering.

I overensstemmelse med den politiske principaftale af 8. september 1999 er det dog ikke hensigten at gennemføre sådanne lempelser af prisreguleringen, førend den ovenfor nævnte analyse af området er blevet gennemført.

7. Forsinkelser og forhaling

Der er også telepolitisk enighed om, at der i lovrevisionen bør indgå en række initiativer for at imødegå tidsmæssige forsinkelser i udmøntning og anvendelse af regelsættet. Disse kan bl.a. omfatte positive incitamenter til at sikre en hurtig og smidig aftaleindgåelse, samt ændringer i mæglings-, afgørelses- og klageprocedurer m.v., der modvirker tendenser til forhaling.

Der er enighed om, at der som led heri skal sikres større kvalitet i selve regelsættet, og at det skal præciseres, at afgørelser som udgangspunkt skal have virkning fra det tidspunkt, hvor sagen afgøres af Telestyrelsen, dvs. at klager kun undtagelsesvis bør tillægges opsættende virkning.

Herudover er der enighed om, at der skal ske en videreudvikling af rammerne for anvendelse af brancheaftaler som alternativ til regulering med henblik på at sikre en optimal udnyttelse af dette instrument. Der bør generelt sikres en bedre kobling mellem brancheaftalerne og den øvrige regulering og en tættere involvering af Telestyrelsen i sikringen af, at brancheaftalerne ikke i praksis modvirker den gennemførte regulering.

8. En mere fleksibel lovgivning

Ifølge den politiske principaftale af 8. september 1999 skal der ske en gennemgribende ændring af balancen mellem den lovfæstede del af reguleringen og den del, der reguleres på bekendtgørelsesniveau, således at det bliver muligt inden for lovgivningens overordnede målsætninger løbende at kunne justere reguleringen i takt med at teknologien, markedet og konkurrencen udvikler sig, uden fornyet behandling i Folketinget.

En sådan model vil skabe den fleksibilitet, som et marked i en løbende dynamisk udvikling nødvendiggør og derved samtidig være i tråd med det generelle ønske om og behov for en teknologineutral telepolitik, som samtidig vil være robust over for flere alternative udviklingsscenarier.

C. Lovforslagets indhold

Hovedindholdet i lovforslaget gennemgås nedenfor. Da der er tale om et meget omfattende lovforslag, er der imidlertid alene tale om en gennemgang af hovedlinierne i de foreslåede regler. Herudover henvises der til bemærkningerne til de enkelte afsnit, kapitler og bestemmelser, samt til indholdsfortegnelsen.

Forskningsministeriet er opmærksom på, at lovforslaget indeholder en lang række bemyndigelser, og på de spørgsmål af principiel karakter, som sådanne bestemmelser giver anledning til. Heroverfor står, at der er tale om bemyndigelser, der omfatter meget tekniske forhold, der er uegnede til at lovgive om, samt at de bekendtgørelsesregulerede forhold og problemstillinger er kendetegnet ved, at der på de pågældende områder vil være behov for løbende justering og tilpasning af regelgrundlaget med henblik på tilpasning af konkurrenceudviklingen og den teknologiske udvikling. Rammerne for de pågældende hjemler er endvidere bl.a. på baggrund af ønsket herom i de indkomne høringssvar, i lovforslagets bemærkninger indsnævret og præciseret så meget som det efter Forskningsministeriets opfattelse er muligt.

1. Definitioner

Lovforslaget indledes med en række definitionsbestemmelser, som definerer de tværgående nøglebegreber. Der indføres herunder en klar sondring mellem på den ene side teletjenester og på den anden side informations- og indholdstjenester. Desuden defineres slutbruger-begrebet, og det præciseres, hvad der forstås ved udbydere af telenet eller teletjenester henholdsvis udbydere af offentlige telenet eller teletjenester.

2. De forbrugerrelaterede dele af lovforslaget

På dette område, der omfatter de generelle minimumskrav til udbydere af offentlige telenet og teletjenester til slutbrugere, og en række supplerende regler om hemmeligholdelse af telekommunikation m.v., slutbrugernes adgang til nummerportabilitet og frit operatørvalg, er der i vidt omfang tale om videreførelse af den gældende lov- og bekendtgørelsesregulering.

Der er dog foretaget en række forenklinger af reguleringen, ligesom større dele af denne er henlagt til bekendtgørelsesniveauet. Hertil kommer en styrket fleksibilitet i reguleringen af de generelle minimumskrav til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere, der giver mulighed for i højere grad at differentiere imellem regulering af slutbrugerprodukter, der udbydes til privatforbrugere, og slutbrugerprodukter der udbydes til erhvervsdrivende.

Samlet bør den påtænkte regulering styrke mulighederne for kreativitet og innovation i forbindelse med udviklingen af nye slutbrugerprodukter.

Derudover er der skabt mulighed for, at der fremover kan ske en delvis afvikling af denne del af reguleringen, hvis der i stedet kan opnås enighed i branchen om et selvregulerings-initiativ, i form af et sæt brancheregler eller et branchekodeks, som også forbrugerorganisationerne finder er tilfredsstillende set fra en forbrugerbeskyttelsesvinkel. En sådan udvikling vil formentlig også afhænge af, at der skabes mulighed for, at forbrugerne i stedet kan klage til et privat klagenævn, hvorved den nuværende klagestruktur med adgang til at klage til Telestyrelsen og Telebrugernævnet kan afvikles.

3. Forsyningspligt

Forsyningspligt indebærer et krav om, at forsyningspligtydelserne skal leveres af de udpegede forsyningspligt udbydere til forud fastsatte vilkår og maksimalpriser til enhver, der anmoder herom, og uanset hvor i Danmark vedkommende bor. Maksimalpriserne angiver således den pris, man som bruger maksimalt skal betale for forsyningspligtydelser hos forsyningspligtudbyderen.

Omfanget af forsyningspligten er uændret i forhold til den gældende lovgivning, men der er tilstræbt en mere teknologineutral regulering, som indebærer, at forsyningspligten i praksis kan opfyldes af flere forskellige former for slutbrugerprodukter, eksempelvis ved at den basale telefonitjeneste kan bestå af en mobiltelefon-løsning.

Prisreguleringen af forsyningspligtydelserne videreføres uændret med enkelte modifikationer, som beskrevet ovenfor i forbindelse med gennemgangen af den politiske principaftale af 8. september 1999.

4. Nummerområdet

Også på dette område, der omfatter rammerne for den overordnede disponering og den samlede disponering og prioritering af nummerressourcerne, tildeling af nummerressourcer til de enkelte udbydere af telenet eller teletjenester, anvendelse af kortnumre, nummerportabilitet (adgangen til at medtage sit telefonnummer ved skift af teleselskab), og frit operatørvalg (adgangen til at benytte et selskab til udgående samtaler, evt. via et kortnummer, mens man bibeholder sit abonnement hos det oprindelige teleselskab), er der i vidt omfang tale om en videreførelse af den gældende lov- og bekendtgørelsesregulering dog med en række forenklinger af reguleringen, ligesom større dele af denne er henlagt til bekendtgørelsesniveauet. Hertil kommer enkelte udbygninger af reguleringen, som er nærmere beskrevet nedenfor.

Der er, siden liberaliseringen af telemarkedet blev fuldt ud gennemført i 1996, sket en betydelig udvikling i det samlede udbud af produkter til slutbrugere, herunder også en betydelig spredning i hvordan de enkelte udbydere af teletjenester vælger at opbygge deres takststruktur. Der er således for indeværende eksempler på slutbrugerprodukter, der omfatter særligt billige opkald til et begrænset antal numre, særlig billig Internettrafik, differentierede priser for opkald til numre hos andre teleselskaber, differentierede priser for opkald fra mobiltelefoner afhængigt af hvor man som slutbruger befinder sig m.v. Denne udvikling vil utvivlsomt fortsætte og forstærkes. Et af de nøglebegreber, der indgår i den gældende bekendtgørelsesregulering navnlig af nummerplanen, nemlig en udbyders »standardabonnement«, mister således i stigende grad mening og kan derfor ikke anvendes som led i reguleringen.

Den pågældende udvikling indebærer et styrket behov for fastsættelse af særlige regler med forbrugerbeskyttende sigte. Samtidig med, at begreberne »standardabonnement« og »standardtakster« forsvinder, er der behov for en styrket regulering for så vidt angår de overordnede rammer for teleselskabernes taksering i forbindelse med opkald til visse, klart genkendelige nummerserier, som 80- og 90-nummerserierne (og en regulering, der samtidig sikrer, at de øvrige abonnentnumre ikke anvendes til overtakserede tjenester, hvor dele af betalingen for opkaldet videregives til en udbyder af informations- eller indholdstjenester). Lovforslaget indeholder forslag til nye bestemmelser herom.

Der er desuden, som noget nyt, behov for generelt at sikre hjemmel til at stille krav til udbydere af telenet eller teletjenester vedrørende deres oplysningsforpligtelser overfor slutbrugerne for så vidt angår prisen for det enkelte opkald. Lovforslaget indeholder ligeledes forslag til regler herom.

Hertil kommer de særlige regler om anvendelse af de overtakserede service 900 numre. Her lægger lovforslaget op til en betydelig forenkling af det administrative tilsyn med de særlige regler på dette område, som i vidt omfang indebærer, at udbyderne af telenet eller teletjenester pålægges at føre tilsyn med, at der sker en korrekt udnyttelse af disse numre, og således at Service 900-Nævnets rolle ændres til alene at fungere som klageorgan for 1. instans afgørelser truffet af udbyderne. Den materielle regulering af disse informations- og indholdstjenester videreføres med visse forenklinger.

De dele af den hidtidige nummerlov, som regulerede samtrafikaspekter af nummerportabilitet og frit operatørvalg, er overført til samtrafikafsnittet og integreret heri. Der er i den forbindelse sket en betydelig præcisering af den enkelte udbyders forpligtelser og rettigheder.

5. Samtrafikområdet

Telemarkedet har været et monopolmarked. Dette udgangspunkt bærer markedet stadig præg af. Vi har et stærkt asymmetrisk marked: Ét selskab råder over hovedparten af kunder og kundetilslutninger (både den fysiske kabelforbindelse og selve kontraktforholdet abonnementet). Selskabet ejer samtidig store dele af den eksisterende teleinfrastruktur.

Som det fremgår af den politiske principaftale af 8. september 1999, er det med dette udgangspunkt fortsat nødvendigt i en overgangsperiode at fastholde en asymmetrisk samtrafikregulering af det tidligere monopolselskab, nemlig samtrafikreguleringen. Den skal dels sikre de nye selskaber på markedet mulighed for at indgå aftaler om gensidigt at udveksle trafik mellem kunderne, og dels give adgang til, at de nye selskaber kan benytte den eksisterende infrastruktur.

Det langsigtede mål er en sund, effektiv og afbalanceret konkurrence på alle dele af (tele)kommunikationsmarkedet, der gør det muligt i videst muligt omfang at fjerne og/eller minimere den sektorspecifikke konkurrencefremmende regulering, for alene at bibeholde den regulering, der vedrører sikring af forsyningspligten og adgangen til begrænsede ressourcer m.v.

Denne ændring af balancen kan ikke ske på kort sigt. Men en gradvis afvikling af den sektorspecifikke regulering vil på længere sigt medføre, at telesektoren i stadig større omfang reguleres af den generelle konkurrence- og forbrugerbeskyttelseslovgivning.

I den politiske principaftale af 8. september 1999 er det således aftalt, at det er sigtet, at den sektorspecifikke teleregulering skal afvikles i takt med, at den bliver overflødiggjort af telemarkedets normalisering. Forudsætningerne herfor vil være

- At der ikke på nogen del af markedet er tale om, at én udbyder har kontrollen over en afgørende flaskehalsressource og dermed har mulighed for at hindre konkurrence.

- At ingen del af markedet er præget at de facto monopol- eller duopol-tendenser.

- At der er sund og effektiv konkurrence på alle dele af markedet og over for alle brugergrupper.

- At der til stadighed er så lave og så få adgangsbarrierer som muligt for nye aktører, der ønsker at etablere sig på det danske marked.

Spørgsmålet om, hvornår det er muligt at fjerne reguleringen af samtrafik m.v. er ikke en »alt-eller-intet« problemstilling. Konkurrencen får gradvis mere og mere fodfæste. Følgelig kan reguleringen på nogle områder lempes eller afvikles, mens udviklingen går mere trægt på andre områder. To eksempler herpå er i den ene ende af spektret den stadigt mere effektive konkurrence på mobilmarkedet og i den anden ende den fortsat stort set totale mangel på konkurrence på etablering af abonnentnet.

Sigtet er således en gradvis afvikling af reguleringen, der løbende ophæves på alle områder, hvor den efter de ovenfor nævnte principper fra den politiske principaftale af 8. september 1999 må anses for overflødig. Denne afvikling af samtrafikreguleringen skal desuden ske under respekt af gældende EU-regler på området.

Med udgangspunkt i de ovenfor anførte principper indeholder lovforslagets afsnit IV en række bestemmelser, som giver mulighed for at pålægge eller pålægger - udbydere af telenet eller teletjenester, som har en stærk markedsposition på et givet delmarked inden for telesektoren, eller som råder over en særlig flaskehalsressource, som eksempelvis den eneste relevante kabelforbindelse frem til en bestemt slutbruger, særlige forpligtelser. Det følger desuden af samtrafikbestemmelserne, at også udbydere af telenet eller teletjenester og ejere af telenet, der kontrollerer den eneste eksisterende adgang til en eller flere slutbrugere, og som udnytter dette til at hindre udbydere af teletjenester adgang til slutbrugerne, pålægges særlige forpligtelser. Bestemmelserne er generelt udformet sådan, at det er muligt at foretage en gradvis tilbagetrækning af samtrafikreguleringen, i takt med at konkurrencen udvikler sig.

Det første element i en tilbagetrækning kan være, at der ikke stilles krav om anvendelse af de mere restriktive prisfastsættelsesmetoder i forbindelse med et givet samtrafikprodukt. Næste fase vil typisk være, at der slet ikke stilles krav om anvendelse af omkostningsrelaterede priser, og at der i forlængelse heraf heller ikke stilles krav om forudgående opstilling af standardtilbud.

Endelig kan der være tale om en tilbagetrækning af reguleringen, som indebærer, at heller ikke de særlige ikke-diskriminations regler finder anvendelse, eller en generel undtagelse af det pågældende samtrafikprodukt fra lovens regler.

Lovforslaget er udformet, så det giver mulighed for alle de ovenfor nævnte former for tilbagetrækning af samtrafikreguleringen. Udgangspunktet, for hvornår tilbagetrækning forudsættes at ske, er de ovenfor nævnte principper fra den politiske principaftale af 8. september 1999.

I den politiske principaftale af 8. september 1999 indgår også, at forskningsministeren en gang årligt skal afgive en netværksredegørelse til Folketinget. Redegørelsen skal bl.a. belyse, hvordan den faktiske markeds- og konkurrenceudvikling er forløbet i telesektoren, og hvordan status er blandt andet m.h.t. samtrafikreguleringen af denne.

Som opfølgning på redegørelsen er det hensigten en gang årligt i kredsen af partier bag den politiske principaftale af 8. september 1999 at drøfte, hvordan status er m.h.t. samtrafikreguleringen og afviklingen af denne, set i lyset af konkurrenceudviklingen. Det vil sikre, at der, i takt med at der opstår effektiv konkurrence på et eller flere delmarkeder, sker en afvikling af overflødige dele af samtrafik- og/eller prisreguleringen.

5.1 Den nye samtrafikregulering

Den nye samtrafikregulering, baseret på den politiske principaftale af 8. september 1999, kan overordnet beskrives under følgende hovedpunkter: Prisregulering, indførelse af foreløbige afgørelser på nærmere afgrænsede områder, og en ny og mere operationel regulering af Telestyrelsens mulighed for, i forbindelse med del-elementer af et samtrafikforløb, at træffe afgørelser, hvori kan indgå påbud.

Prisreguleringen

Lovforslaget er udarbejdet med sigte på at danne grundlag for, at der hurtigst muligt kan gennemføres markante nedsættelser af de priser, som de nye selskaber på det danske telemarked skal betale udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition for at benytte deres net og for at udveksle trafik med disse. Formålet er tosidigt. Dels at sikre, at de nye selskaber får en rimelig konkurrencemargin, når de udbyder fastnettelefoni og Internettrafik, dels at stimulere selskaberne til at foretage innovationsprægede investeringer i udnyttelse af abonnentledninger (accessnet) til at udbyde nye bredbåndsprodukter.

Som noget nyt er formålet med prisregulering af de enkelte samtrafikprodukter og afgrænsningen af, hvornår der kan ske prisregulering (alene når der er tale om flaskehalsressourcer), henholdsvis hvornår det er hensigtsmæssigt at undlade at prisregulere et eller flere samtrafikprodukter, nærmere beskrevet, og der foreslås indført bestemmelser, som giver mulighed for at gennemføre en sådan differentieret regulering. Det er herunder ligeledes angivet, på hvilke delmarkeder, der allerede nu er en sådan grad af konkurrence, at prisregulering bør undlades.

Forskningsministeren kan således, forudsat at der er tale om flaskehalsressourcer, fastsætte nærmere regler om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition, skal give adgang til samtrafik for de af loven omhandlede samtrafikprodukter til omkostningsrelaterede priser beregnet efter en række nærmere angivne prisfastsættelsesmetoder. De forskellige prisfastsættelsesmetoder, der fremgår af loven, er: Modificerede historiske omkostningers metode, to alternative bedste praksis metoder (baseret på sammenligninger med henholdsvis ét eller tre lande), slutbrugerprisen korrigeret for sparede omkostninger og langsigtede gennemsnitlige differensomkostningers metode (LRAIC-metoden).

Koblingen mellem det enkelte samtrafikprodukt og den prisfastsættelsesmetode, som skal finde anvendelse på samtrafikproduktet, sker i form af en bekendtgørelse udstedt af forskningsministeren. Derved sikres mulighed for opfyldelse af de politiske målsætninger om en fleksibel lovgivning, der kan afvikles i takt med at markedsudviklingen fører til, at der på flere og flere delmarkeder opstår en effektivt fungerende konkurrence.

Foreløbige afgørelser, nye påbudsbestemmelser m.v.

Erfaringerne med de gældende regler for bl.a. mægling i forbindelse med indgåelse af aftaler om samtrafik m.v. viser et markant behov for at få indført regler, der kan modvirke tendenser til forhaling og forsinkelser, som er til stor skade for den samlede konkurrencesituation.

En del af de pågældende problemer handler om forsinkelser og tidsforbrug forbundet med fremskaffelsen af selve den dokumentation, der skal danne grundlag for en endelig afgørelse.

Telestyrelsen får som modtræk hertil som noget nyt mulighed for at træffe foreløbige afgørelser på nærmere afgrænsede områder. De foreløbige afgørelser kan alene anvendes i situationer, hvor en samtrafikforpligtet part trods anmodning herom ikke er fremkommet med den påkrævede dokumentation eller har fremlagt en ufuldstændig dokumentation. Anvendelsen af foreløbige afgørelser kendes fra EU-konkurrenceretten.

De foreløbige afgørelser i nærværende lovforslag består i en foreløbig fastsættelse af samtrafikvilkår og priser, som kan sikre, at en aftale om samtrafik i praksis kommer i gang. De kan anvendes i forbindelse med afslutningen af et mæglingsforløb, såfremt der selv efter gennemførelsen heraf ikke er fremkommet den fornødne dokumentation, eller i forbindelse med Telestyrelsens godkendelse af standardtilbud.

En foreløbig afgørelse skal efterleves umiddelbart, på samme måde som en endelig afgørelse, men skal senest 1 måned efter, at tilstrækkelig dokumentation er fremlagt, erstattes af en endelig afgørelse truffet af Telestyrelsen. Foreløbige afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, hvorimod den endelige afgørelse er underlagt klageadgang til Teleklagenævnet.

Anvendelsen af det pågældende instrument skal medvirke til at sikre, at en udbyder med en stærk markedsposition ikke opnår uberettigede konkurrencemæssige fordele ved eksempelvis at undlade at overholde samtrafikreguleringens dokumentationskrav eller ved at undlade at fremlægge de oplysninger og/eller dokumentation, som Telestyrelsen eller en samtrafikberettiget part anmoder om.

De foreløbige afgørelser skal således medvirke til at imødegå tidsmæssige forsinkelser i udmøntning og anvendelse af samtrafikreguleringen. Derved fremmes bl.a. en hurtig og smidig aftaleindgåelse, og tendenser til forhaling modvirkes.

Ligeledes med det formål at undgå forhaling i forbindelse med sager om rimelige anmodninger om samtrafik, indgår der i lovforslaget en række beføjelser for Telestyrelsen til, inden for en forholdsvis kort tidsfrist, at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en rimelig anmodning om samtrafik, og at påbyde igangsætning af denne, såfremt en part eksempelvis ønsker at benytte en offentliggjort standardaftale, eller en aftale der svarer til, hvad den samtrafikforpligtede part allerede har indgået aftale om med en anden udbyder af telenet eller teletjenester (mens anmodninger, der omhandler et »ikke-standardiseret« samtrafikprodukt, må undergives mægling). Telestyrelsens afgørelser, eventuelt i form af påbud, har ikke karakter af foreløbige afgørelser men udgør en selvstændig, endelig afgørelse, der kan påklages.

Sigtet er at indføre en form for »fast track«, der er mindre tidskrævende end et fuldt mæglingsforløb, og som giver Telestyrelsen mulighed for, i sager der omhandler samtrafikprodukter, der helt eller delvist er omfattet af et standardtilbud eller en gældende aftale om samtrafik, at påbyde anvendelse heraf eller alternativt at påbyde umiddelbar igangsættelse af forhandling.

Desuden styrkes kravet om, at det er den enkelte udbyder af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition, der til enhver tid skal kunne fremlægge dokumentation for, at de priser for de enkelte samtrafikprodukter, som er indeholdt i deres standardtilbud på samtrafik, følger samtrafikreguleringens prisfastsættelsesmetoder og er objektive og ikke-diskriminerende. Kravet herom omfatter endvidere, at udbydere med en stærk markedsposition forpligtes til forlods at opstille det, der i lovforslaget benævnes en »kontraktmæssig samtrafikgrænseflade«. Den kontraktmæssige samtrafikgrænseflade skal internt i ét selskab eller mellem ejermæssigt forbundne selskaber afdække den interne tekniske samtrafikgrænseflade og angive de forretningsmæssige grænseflader, som f.eks. omfatter afregningsmæssige forhold, fællesbrug af ressourcer og udveksling af information m.m., på samme måde som i aftaler om samtrafik indgået mellem to uafhængige udbydere af telenet eller teletjenester.

I praksis vil en kontraktmæssig samtrafikgrænseflade således udgøre og vil skulle udformes som en eller flere virtuelle aftaler om køb af samtrafikprodukter, indgået mellem de dele af et teleselskabs aktiviteter, der vedrører etablering og drift af selve telenettet med tilhørende teletjenester (til eget brug eller med henblik på salg af samtrafikprodukter til andre udbydere af telenet eller teletjenester), og samme virksomheds udbud af telenet eller teletjenester til slutbrugere. Der vil ofte være tale om flere specifikke kontraktmæssige samtrafikgrænseflader inden for et teleselskab, idet der i »produktionen« af forskellige slutbrugerprodukter kan indgå forskellige samtrafikprodukter.

Lovforslaget indeholder desuden bestemmelser om, at Telestyrelsens afgørelser om priser for samtrafik får virkning fra afgørelsestidspunktet. Det gælder både afgørelser, som Telestyrelsen træffer af egen drift på basis af gennemgang af indsendte aftaler eller på basis af gennemgang af offentliggjorte standardtilbud, og afgørelser, som Telestyrelsen træffer i konkrete sager. Afgørelsen får virkning for den konkrete omhandlede aftale og for eventuelle parallelle offentliggjorte standardtilbud. Det fremgår endvidere direkte af loven, at klager over Telestyrelsens afgørelser som udgangspunkt ikke har opsættende virkning.

Endelig fremgår det af lovforslaget, at der skal være mulighed for med meget kort varsel at anmode om indgåelse af en aftale på basis af standardtilbud som nævnt ovenfor, herunder at få erstattet en gældende, individuelt udformet aftale med en standardaftale.

5.2 Ændringer i lov om offentlig mobilkommunikation

Lovforslaget indeholder desuden to ændringer af lov om offentlig mobilkommunikation. For det første ophæves den gældende bestemmelse i mobilkommunikationsloven om national roaming, idet reguleringen heraf med nærværende lovforslag gøres til en del af samtrafikreguleringen. For det andet ophæves den særskilte regulering i mobilkommunikationsloven om tjenesteudbyderadgang i mobilnet, med den konsekvens at sådanne aftaler fremover alene reguleres via samtrafikreguleringen. Det indebærer også, at alene udbydere med en stærk markedsposition vil være forpligtede til at imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af aftaler om samtrafik herom.

6. Indholdsmæssig regulering af visse typer af indholdstjenester og forbud mod anvendelse m.v. af piratdekodere

Den teknologiske udvikling på tele- og dataområdet skaber nye muligheder for at udvikle en række nye tjenestetyper, som leveres individuelt til den enkelte bruger. I disse år er det særligt Internettet, der som et verdensomspændende og alment tilgængeligt medium er i fokus, og hvor nye former for tjenesteydelser udvikles og afprøves.

Det er, for at tage højde for denne udvikling, fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at den bemyndigelse for forskningsministeren til at fastsætte regler, der regulerer indholdet af teletjenester, der leverer lyd eller billeder, som i dag findes i § 3e i lov om visse forhold, i praksis er en hjemmel til at stille krav til indholdet af informations- og indholdstjenester, der indholdsmæssigt svarer til radio- og tv-programmer.

Herudover indføres som noget nyt et forbud imod i erhvervsmæssigt øjemed at fremstille, importere, omsætte, besidde eller ændre dekodere eller andet dekodningsudstyr, som har til formål at give uautoriseret adgang til informations- og indholdstjenester. Annoncering for sådant udstyr forbydes også. Forbudet svarer delvist til det forbud, som i dag findes imod piratdekodere m.v. på radio- og TV-området, jf. § 75a i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

7. Klageadgang

De nuværende regler for Teleklagenævnets og Telebrugernævnets virksomhed videreføres stort set uændret.

I overensstemmelse med den politiske principaftale af 8. september 1999 indføres der en hjemmel til at nedlægge Telebrugernævnet. Forudsætningen for at udnytte hjemlen er, at der senest samtidig med nedlæggelsen skabes adgang for brugerne til at klage til enten et privat brancheklagenævn, som er godkendt af Forbrugerklagenævnet eller et andet offentligt organ.

D. Lovens administrative, økonomiske, erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser

1. Administrative og økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget indebærer på to områder behov for øgede ressourcer til Telestyrelsen med sigte på administrationen af den nye lovgivning.

For det første vil Telestyrelsen i forbindelse med udvikling af de forudsatte LRAIC-prisfastsættelsesmetoder for abonnentnet, samhusning og koblet samtrafik, i udviklingsperioden (1. juli 2000 til 1. april 2003) have behov for såvel øgede årsværksressourcer som økonomiske ressourcer til konsulentydelser i forbindelse hermed.

For det andet medfører den udbyggede regulering på nummerområdet, herunder særligt de nye regler på nummerportabilitetsområdet, potentielt en række nye tilsynsbeføjelser og forpligtelser for Telestyrelsen. Hertil kommer, at den hidtidige ret detaljerede ministerielle bekendtgørelsesregulering på nummerområdet, nu forudses lagt ud til Telestyrelsen, hvilket vil indebære øgede krav til Telestyrelsens fremtidige ressourceindsats på nummerområdet.

Der vil således samlet være behov for yderligere 4 årsværk til varetagelsen af de ovenfor nævnte opgaver i forbindelse med LRAIC-implementeringen og administrationen af nummerområdet. Heraf vil to årsværk være midlertidige og knyttet til LRAIC-projektet. Ud over ovennævnte ressourcer er der allerede i dag afsat to årsværk til Telestyrelsens arbejde med udviklingen af LRAIC-prisfastsættelsesmetoderne.

Derudover forventes der at blive behov for at anvende ca. 20 mio. kr. ekskl. moms til konsulentydelser i forbindelse med udviklingen af LRAIC-prisfastsættelsesmetoderne. Ressourceforbruget til den løbende vedligeholdelse, opdatering og videreudvikling af modellerne forventes at være i størrelsesorden 2-3 mio. kr. årligt ekskl. moms. Vurderingen af ressourceforbruget i forbindelse med LRAIC-arbejdet bygger på erfaringerne fra udviklingen af udenlandske modeller samt Telestyrelsens omkostninger ved andre køb af konsulentydelser.

I Danmark forventes Telestyrelsen i modsætning til andre lande at kræve rettighederne/kontrollen over LRAIC-modellerne. Dermed kan det forventes, at priserne bliver højere for selve modellerne. Det har dog den fordel, at kontrollen over den efterfølgende vedligeholdelse, opdatering og videreudvikling af modellerne vil blive billigere nemlig i størrelsesorden 2-3 mio. kr. årligt.

De ovenfor nævnte udgifter forudsættes dækket af de nummerafgifter, som Telestyrelsen opkræver for tildelte numre, nummerserier eller adresser.

Med hensyn til Telebrugernævnet og Teleklagenævnets ressourceforbrug forudsættes sagsmængden under det nye regulatoriske regime at være nogenlunde uændret, og der forventes derfor ikke umiddelbart ændringer heri. Såfremt lovforslaget efterfølgende skulle vise sig at være forbundet med en større sagsmængde for klageinstanserne, forudsættes meromkostningerne forbundet hermed dækket via de branchefinansierede afgifter.

Såfremt hjemlen til at nedlægge Telebrugernævnet og erstatte dette med et privat forbrugerklagenævn, jf. lovforslagets § 98 med tilhørende bemærkninger, efterfølgende udnyttes, og de resterende sager overflyttes til Teleklagenævnet, vil det samlede ressourceforbrug i det fælles klagenævnssekretariat blive væsentligt formindsket. Det er imidlertid uafklaret, hvorvidt og hvornår dette vil ske.

2. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget udgør en væsentlig del af den samlede telelovgivning. Sigtet med denne lovgivning er at sikre danske brugere teleydelser, der ligger blandt verdens bedste og billigste. Målsætningen herom retter sig både imod privatforbrugerne og imod de erhvervsmæssige brugere af telekommunikation. »Bedst og billigst« målsætningen drejer sig ikke alene om billig traditionel telefoni, men drejer sig også om at sikre alle virksomheder og borgere adgang til alle de nyeste og mest avancerede kommunikationsredskaber, som bl.a. Internettet giver adgang til.

Som det er nævnt indledningsvis i de almindelige bemærkninger, er kommunikationssektoren i bred forstand af afgørende betydning for mulighederne for at realisere visionen om netværkssamfundet som kilde til fortsat samfundsmæssig udvikling, vækst og beskæftigelse. Man kan også beskrive det sådan, at kommunikationsprodukterne er Danmarks »strategiske nøgleråvare« eller adgangsbillet - når det gælder udnyttelse af de muligheder, som netværksøkonomien og netværkssamfundet giver. Lovforslaget skal ses i dette perspektiv.

Det nye lovgrundlag skal således danne grundlag for en yderligere styrkelse af udviklingen af et effektivt fungerende, konkurrencedrevet telemarked til gavn for forbrugerne, når det gælder levering af det ovenfor nævnte produktudbud til de billigst mulige priser. Dette vil styrke danske virksomheders konkurrenceevne i den globale netværksøkonomi.

Ud over de ovenfor nævnte bredere erhvervsmæssige konsekvenser har lovforslaget i sagens natur en række direkte konsekvenser for udbydere af telenet eller teletjenester. Disse gennemgås nærmere nedenfor fordelt på lovforslagets hovedområder.

2.1. Forbrugerbeskyttelse

Sigtet med lovforslaget er på dette område bl.a. at sikre hjemmel til en mere smidig og fleksibel regulering af udbydernes forpligtelser i forbindelse med levering af telenet eller teletjenester til slutbrugere end den i dag gældende regulering. Det er derimod som udgangspunkt ikke hensigten at udvide den gældende bekendtgørelsesregulering på dette område. Hertil kommer, at lovforslaget indeholder mulighed for at undlade at bekendtgørelsesregulere eksempelvis indgåelse af konkrete kundekontrakter, oplysningsforpligtelser, opsigelses- og erstatningsforpligtelser m.v., forudsat at der i stedet etableres en privat branchekodeks og et privat forbrugerankenævn, som erstatning herfor. Se også bemærkningerne til lovforslagets § 10 og § 98 herom.

De administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, forstået som udbydere af telenet eller teletjenester, for så vidt angår denne del af lovforslaget, vil derfor være begrænsede og kan på sigt tænkes at indebære visse administrative og økonomiske lettelser.

På et enkelt punkt sker der dog en udvidelse af den forbrugerbeskyttende del af telereguleringen. Lovforslaget indeholder således en hjemmel til forskningsministeren til at fastsætte regler om, at udbydere af telenet eller teletjenester skal stille faciliteter til rådighed for slutbrugeren, der advarer slutbrugeren om særligt dyre opkald, eller giver slutbrugeren mulighed for at få oplyst udbyderens priser for opkald til det enkelte abonnentnummer. Såfremt denne hjemmel udnyttes, forventes dette at medføre forøgede administrative og økonomiske byrder for de pågældende udbydere af telenet eller teletjenester.

2.2. Forsyningspligt

Forsyningspligtreguleringen videreføres som udgangspunkt uændret, dog med nogle få og mindre omfattende justeringer. Lovforslaget forventes derfor ikke på dette område at indebære ændringer i de administrative og økonomiske konsekvenser for teleerhvervet, sammenholdt med den gældende regulering.

2.3. Nummerforhold

Som noget nyt i forhold til den gældende regulering bliver udbyderne af telenet eller teletjenester pålagt at føre tilsyn med, at de udbydere af informations- eller indholdstjenester, som de har indgået aftale med om at opkræve betaling for de pågældende udbyderes tjenester, og som de i led heri har tildelt 8-cifrede numre inden for de særlige nummerserier, der kan anvendes hertil, overholder de gældende bekendtgørelsesregler for sådanne tjenester (de såkaldte service 900 regler). Denne tilsynsopgave har hidtil påhvilet Service 900-Nævnet, som fremover forventes at fungere som klageorgan for teleselskabernes 1. instans afgørelser. Dette må forventes at medføre forøgede administrative byrder for de pågældende udbydere af telenet eller teletjenester.

Endvidere er der i lovforslaget en række hjemler, der styrker forskningsministerens mulighed for at fastsætte nærmere regler om de enkelte selskabers medvirken til afvikling af nummerportabilitet, og som parallelt hermed præciserer Telestyrelsens muligheder for at træffe konkrete afgørelser på disse områder. Disse hjemler vil i det omfang de udnyttes kunne indebære forøgede administrative og økonomiske byrder for teleselskaberne. Hjemlerne forudsættes imidlertid alene udnyttet, i det omfang branchen ikke selv er i stand til på tilfredsstillende vis at løse de problemerne med afvikling af og afregning for de forskellige del-elementer af nummerportabiliteten.

Modsat indeholder lovforslaget som noget nyt hjemmel til, i forbindelse med bekendtgørelsesreguleringen af tidsplanen for indførelse af fuld nummerportabilitet (mobil-til-mobil og mobil-til-fastnet), at tage hensyn til, om de tekniske løsninger, der måtte foreligge, også er hensigtsmæssige set i et økonomisk perspektiv. Dette indebærer, sammenholdt med det gældende lovgrundlag, forbedrede muligheder for at tage hensyn til de økonomiske konsekvenser i forbindelse med den eventuelle justeringer af den pågældende tidsplan.

2.4. Samtrafik m.v.

Lovforslaget er bl.a. udarbejdet med sigte på at muliggøre en markant opstramning af den prisregulering, der styrer, hvilke priser teleselskaberne på det danske telemarked skal betale til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition, eksempelvis i forbindelse med leje infrastrukturkapacitet i deres net eller for at udveksle trafik med disse.

Lovforslaget indeholder derfor en række bestemmelser, der giver mulighed for at pålægge eller pålægger - udbydere af telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition på et givet delmarked, eller som råder over en særlig konkurrencemæssig flaskehalsressource, en række særlige forpligtelser. Dette bevirker blandt andet, at de forpligtede udbydere kan blive pålagt at sænke deres samtrafikpriser, hvilket kan være økonomisk byrdefuldt for disse. Omvendt vil der være tale om markant positive økonomiske konsekvenser for de udbydere på telemarkedet, der ikke har en stærk markedsposition. I forhold til gældende regulering sker der med lovforslaget en opstramning af bedste praksis prisfastsættelsesmetoden (hvor der fremover vil kunne anvendes to alternative metoder), ligesom reguleringen af LRAIC-prisfastsættelsesmetoden præciseres og udbygges.

Begge dele forventes at medføre lavere samtrafikpriser end i dag, og vil derfor også medføre forøgede økonomiske konsekvenser (positive som negative) for de ovnefor nævnte udbydere af telenet eller teletjenester.

Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre mere effektive mæglings-, afgørelses- og klageprocedurer m.v. og dermed modvirke tendenser til forhaling af indgåelse af aftaler om samtrafik. Disse bestemmelser forventes at ville mindske de administrative og økonomiske omkostninger, som navnlig de udbydere af telenet eller teletjenester, som ønsker at påberåbe sig samtrafikreguleringen, kan have i forbindelse hermed.

Som noget nyt i forhold til gældende regulering indgår der desuden i lovforslaget en række hjemler for forskningsministeren til at foretage en gradvis afvikling af samtrafikreguleringen. Anvendelse af disse hjemler vil mindske såvel administrative som økonomiske byrder for de udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som i henhold til lovens bestemmelser som udgangspunkt vil være forpligtet til at stille samtrafik til rådighed til priser beregnet efter lovens regler, idet disse kan blive undtaget fra kravet herom og herunder fra kravet om udarbejdelse af standardtilbud m.v. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i afsnit C 5 ovenfor.

Den styrkede regulering af samtrafikområdet må samlet set formodes at have betydelige positive effekter på konkurrencen på telemarkedet, blandt andet i form af muligheder for forbedrede vilkår og priser for samtrafik, hvilket forventes at give afledte positive effekter på det øvrige erhvervsliv generelt.

2.5. Andre områder

Der foreslås med lovforslaget indført et forbud imod erhvervsmæssig anvendelse m.v. af piratdekodere og lignende udstyr i relation til informations- og indholdstjenester. Det forventes, at forbudet vil medvirke til at give virksomheder, som udbyder informations- og indholdstjenester mod betaling og andre rettighedshaverne et bedre grundlag for at udøve deres virksomhed.

3. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

4. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

E. Forholdet til EU-retten

De gældende love om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren, jf. lov nr. 466 af 12. juni 1996, senest ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998, lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v., jf. lov nr. 392 af 10. juni 1997, som ændret ved lov nr. 470 af 1. juli 1998, og lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren, jf. lovbekendtgørelse nr. 860 af 4. december 1998, som ændret ved lov nr. 327 af 31. maj 1999, tilsigtede at gennemføre dele af følgende direktiver

- Rådets direktiv 90/387/EØF af 28.6.1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførsel af tilrådighedsstillelse af åbne net ONP (Open Network Provision tilrådighedsstillelse af åbne net) (EF-Tidende 1990 nr. L192, s. 1),

- Rådets direktiv 92/44/EØF af 5.6.1992 om etablering af ONP-vilkår for faste kredsløb (EF-Tidende 1992 nr. L165, s. 27),

- Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16.1.1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation (EF-Tidende 1996 nr. L20, s. 59),

- Kommissionens direktiv 96/19/EF af 13.3.1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår gennemførelse af liberaliseringen af markederne for teletjenester (EF-Tidende 1996 nr. L74, s. 13),

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6.10.1997 om ændring af Rådets direktiv 90/387/EØF og 92/44/EØF med henblik på tilpasning til konkurrenceforhold på telekommunikationsområdet (EF-Tidende 1997 nr. L295, s. 23),

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30.6.1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EF-Tidende 1997 nr. L199, s. 32),

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (EF-Tidende 1998 nr. L 24, s. 1),

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26.2.1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24) og

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24.9.1998 om ændring af direktiv 97/33/EF for så vidt angår nummerportabilitet mellem operatører samt fast operatørvalg (EF-Tidende 1998 nr. L268, s. 37).

Nærværende lovforslag viderefører denne gennemførelse af disse direktiver.

Lovforslaget tilsigter derudover at gennemføre Kommissionens direktiv 1999/64/EF af 23.6.1999 om ændring af direktiv 90/388/EØF med henblik på at sikre, at tele- og kabel-tv-net, der ejes af en enkelt operatør, adskilles i retlig henseende (EF-Tidende 1999 nr. L175, s. 39).

Gennemførelsesfristen for direktivet er 30. april 2000. Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv.

Lovforslaget tilsigter endvidere at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20.11.1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54).

Gennemførelsesfristen for direktivet er 28. maj 2000. Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv.

Begge direktiver er vedlagt som bilag (bilag 1 og 2).

Kommende EU-regulering: Kommissionens 1999-Review af den fælles regulering af telesektoren

Under overskriften »99-reviewet« vil der over de næste 2-3 år blive foretaget en gennemgribende revision af EU-reguleringen på teleområdet. Kommissionen godkendte således i november 1999 en meddelelse, som udstikker rammerne for den fremtidige EU-regulering af infrastruktur og transmission og adgang til tjenester inden for telekommunikation, IT- og AV-sektoren.

Den eksisterende EU-regulering retter sig primært mod at sikre overgangen fra et telemarked domineret af nationale teleselskaber til et konkurrencebaseret marked med flere teleselskaber. Reguleringen fokuserer derfor især på at fremme konkurrence gennem sikring af de nye teleselskabers rettigheder og gennem regulering af adfærden hos det dominerende nationale teleselskab, der typisk tidligere har haft monopolstatus.

Det har fra begyndelsen af liberaliseringsprocessen været klart, at reguleringen løbende skulle tilpasses den stigende konkurrence på telemarkedet, samt at de indhøstede erfaringer skulle bruges til at vurdere, om reguleringen fungerer efter hensigten. Det har desuden været antaget, at en stor del af reguleringen på teleområdet med tiden gradvis skal afvikles, og at området efterhånden skal bringes på linie med reguleringen i andre sektorer dvs. i højere grad baseres på generel konkurrencelovgivning.

99-reviewet er motiveret af to forhold. Dels indeholder flere af de eksisterende direktiver en klausul om, at reglerne skal evalueres inden udgangen af 1999. Dels betyder den markedsmæssige og teknologiske udvikling, at der er behov for en nøje gennemgang og revision af reglerne. Effekten af konvergens og globalisering, den stigende anvendelse af trådløs kommunikation og Internettet stiller nye krav til reguleringen.

Det konstateres i review et, at konkurrencen er begyndt at fungere, men at de tidligere nationale teleselskaber stadig har en dominerende stilling på de nationale markeder og i særlig grad i forhold til det rå kobber. Det konstateres også, at de nye teleselskaber kun har gjort et mindre indhug i de dominerende teleselskabers markedsandel, samt at telemarkedet ikke kan karakteriseres som paneuropæisk.

Det konstateres endvidere i review et, at den fremtidige regulering bør muliggøre, at de markedsmæssige og teknologiske potentialer udnyttes bedst muligt. Markedet vil ændres som følge af konvergens, den øgede globalisering og fusioner mellem teleselskaberne og som følge af den teknologiske udvikling med højhastighedsforbindelser (xDSL), trådløse teknologier, digitaltv og ikke mindst i kraft af Internet, som kan udvikle sig til en fælles platform for transmission af tale, data og video.

Det er Kommissionens mål, at reguleringen skal være teknologineutral og horisontal. Den skal dække alle former for kommunikationsinfrastruktur og tilknyttede tjenester. Den bør være let (light-handed, softlaw), åben, konkurrenceorienteret og sikre, at konkurrencesituationen kommer forbrugerne til gode.

Review et foreslår følgende 5 regulatoriske principper

- Reguleringen skal begrænses til et minimum.

- Der skal være klare politiske mål bag reguleringen. Målene skal afføde økonomisk vækst og konkurrence for derigennem at skabe jobs og sikre generelle mål, der ikke sikres af markedskræfterne.

- Der skal være en balance mellem fleksibilitet og retlig vished/transparens.

- Reguleringen skal være teknologineutral.

- Reglerne kan fastsættes globalt, regionalt eller nationalt, men håndhævelsen bør ske så tæt på markedet som muligt.

Kommissionen erkender samtidig, at reguleringsbehovene vil være forskellige i medlemsstaterne afhængig af, hvor fremskreden konkurrencen er. Hertil kommer, at beslutningsproceduren i EU er så langsommelig, at vedtagelsen af et nyt direktiv nemt tager mindst 2 år. På denne baggrund konkluderer Kommissionen, at en regulering, som udelukkende er baseret på direktiver, hverken vil kunne følge med tiden eller kunne indfri målsætningerne. Kommissionen foreslår i stedet en nyskabelse, hvor reguleringen består af en vifte af regulatoriske tiltag. Kommissionen forestiller sig, at der fastsættes en »skiftedag« (f.eks. den 1. januar 2003), hvor det nye regelsæt træder i kraft og erstatter det hidtidige.

Kommissionen foreslår følgende anvendelse af følgende reguleringsformer: Bindende regulering, der består af et enkelt rammedirektiv, som indeholder overordnede politiske målsætninger, men hvor det er op til medlemsstaterne selv at vælge formen og midlerne til at opnå disse mål. Specifik sektor-regulering på områder, hvor det er vigtigt, at der er en ensartet gennemførelse af reglerne i hele EU - dette omfatter f.eks. tilladelser, forsyningspligt, samtrafik og databeskyttelse. Komplementære sektorspecifikke vejledende foranstaltninger - i form af ikke-bindende retningslinier, selvreguleringssystemer og lignende, som kan udstikke ensartede løsninger på fælles problemer. Desuden foreslår Kommissionen en øget kontrol af, om EU's konkurrenceregler overholdes inden for de enkelte sektorer.

Den analyse af telemarkedet, både set i et national og et fælleseuropæiske perspektiv, som udgør grundlaget for Kommissionens oplæg, svarer således til den analyse, der udgør grundlaget for den danske telepolitik, herunder for den politiske principaftale af 8. september 1999.

Det samme gælder analysen af, hvad der bør være den afgørende målsætning for dette område. Såvel den politiske principaftale af 8. september 1999 som Kommissionens oplæg fastslår således, at telepolitikken udgør fundamentet for informationssamfundet (netværkssamfundet), og at det centrale mål er at få etableret et konkurrencedrevet marked, som giver forbrugerne det bredest og billigst mulige udbud af en række avancerede kommunikationsprodukter.

Der har indtil nu kun været helt indledende meningsudvekslinger om 99-Review et. Tidshorisonten for en evt. gennemførelse af nye direktiver på baggrund af review et er formentlig år 2002-2003. Da der for indeværende er uklarhed med hensyn til hvad, der kan blive resultatet af den kommende revision af EU-reglerne, har det ikke været muligt at tage højde herfor i nærværende lovforslag.

H. Høring

Udkast til dette lovforslag har været udsendt til høring hos Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Banestyrelsen, BFE - Brancheorganisationen for Forbrugerelektronik, Boligministeriet, Boligselskabernes Landsforening, Centerleder Knud Erik Skouby, Global Connet, Danmarks Radio, Danmarks Rederiforening, Dansk Dataforening, Dansk EL-Forbund, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Elværkers Forening, De Samvirkende Invalideorganisationer, debitel, Demokratiske Lokalstationer, Den Kristne Producentkomite, Det Centrale Handicapråd, Dragsted & Helmer, DSB, Elektronikindustrien/ITEK, Elinstallatørernes Landsforening, Erhvervsministeriet, FAEM, FDA (Foreningen Danske Fællesantenneanlæg), Tele1, Finansministeriet, Finansrådet - danske Pengeinstitutters Forening, Forbrugerrådet, Foreningen af Internetleverandører, Foreningen af Management-konsulenter, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Fællesforbundet for Danske lyttere & seere, Færøernes Landstyre, Global One, GN Store Nord A/S, GRE (Grossistforeningen for Radio og Elektronik), Grønlands Hjemmestyre, Handelskammeret, HTS-Kartellet, IASTAR Danmark c/o Radio Energy, Indenrigsministeriet, IT-Brancheforeningen, Justitsministeriet, KOMM c/o Kanal 2, Kommunernes Landsforening, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, LO, LRK- Leverandørforeningen for Radio- og Telekommunikation, Medieforsker Frands Mortensen, Århus Universitet, Miljø- og Energiministeriet, Mobilix, Prof. dr. jur. Mads Bryde Andersen, Prof. Jens Fejø, Handelshøjskolen i København, Prof.dr.jur. Mogens Koktvedgaard, Københavns Universitet, Realkreditrådet, Registertilsynet, Repræsentantskabet ved Tele Danmark, Landsdelsrådet for Jylland, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark, Service 900-Nævnet, Sjællands Telefon Abonnenters Repræsentantskab, Socialministeriet, Sonofon I/S, Statsansattes Kartel, Statsministeriet, Stofa, Tele 8, Tele Danmark A/S, Tele2 Danmark, Telebrugernævnet, Teleklagenævnet, Telekommunikationsforbundet, Telekommunikationsindustrien, Telia A/S, Trafikministeriet, TV2, Udenrigsministeriet, Zone Systems og Økonomiministeriet.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Administrative og økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommu ner

Hvis Telebrugernævnet som led i etableringen af et privat forbrugerankenævn på teleområdet nedlægges, vil dette indebære administrative mindreudgifter for staten til sekretariatsbetjening.

Der vil være administrative og økonomiske merudgifter forbundet med Telestyrelsens udvikling af LRAIC-prisfastsættelsesmetoden, og med administrationen af det styrkede regelsæt på nummerområdet. De vil beløbe sig til 4 årsværk (heraf 2 midlertidige) og 20 mio. kr. til konsulentbistand i perioden frem til 31.12.2002., samt 2-3 mio. kr. pr. efterfølgende opdatering. Samtlige merudgifter vil være branchefinansierede.

Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget danner grundlaget for en yderligere styrkelse af udviklingen af et effektivt fungerende, konkurrencedrevet telemarked til gavn for forbrugerne (private og professionelle). Dette vil styrke danske virksomheders konkurrenceevne i den globale netværksøkonomi.

Ud over de ovenfor nævnte bredere erhvervsmæssige konsekvenser har lovforslaget en række direkte administrative og økonomiske konsekvenser for udbydere af telenet eller teletjenester. Disse vil primært være positive for de udbydere af telenet eller teletjenester, som søger at etablere sig eller trænge ind på det danske telemarked og dermed styrke konkurrencen.

Lovforslaget indebærer styrkede muligheder for at pålægge udbydere af telenet eller teletjenester med en stærk markedsposition på et givet delmarked, eller som råder over en særlig konkurrencemæssig flaskehalsressource, en række særlige forpligtelser overfor andre udbydere. Dette bevirker blandt andet, at de forpligtede udbydere kan blive pålagt at sænke deres samtrafikpriser, hvilket vil være økonomisk byrdefuldt for disse.

Hertil kommer enkelte opstramninger af lovgrundlaget med forbrugerbeskyttende sigte. Disse vil indebære øgede administrative- og økonomiske byrder for samtlige udbydere af telenet eller teletjenester.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder regler, der gennemfører Kommissionens direktiv 1999/64/EF af 23.6.1999 om ændring af direktiv 90/388/EØF med henblik på at sikre, at tele- og kabel-tv-net, der ejes af en enkelt operatør, adskilles i retlig henseende (EF-Tidende 1999 nr. L175, s. 39) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20.11.1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54).

Lovforslaget indeholder endvidere regler, der viderefører gennemførelse af dele af Rådets direktiv 90/387/EØF af 28.6.1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførelse af tilrådighedsstillelse af åbne net ONP (Open Network Provision tilrådighedsstillelse af åbne net) (EF-Tidende 1990 nr. L192, s. 1), Rådets direktiv 92/44/EØF af 5.6.1992 om etablering af ONP-vilkår for faste kredsløb (EF-Tidende 1992 nr. L165, s. 27), Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16.1.1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation (EF-Tidende 1996 nr. L20, s. 59), Kommissionens direktiv 96/19/EF af 13.3.1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår gennemførelse af liberaliseringen af markederne for teletjenester (EF-Tidende 1996 nr. L74, s. 13), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6.10.1997 om ændring af Rådets direktiv 90/387/EØF og 92/44/EØF med henblik på tilpasning til konkurrenceforhold på telekommunikationsområdet (EF-Tidende 1997 nr. L295, s. 23), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30.6.1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EF-Tidende 1997 nr. L199, s. 32), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (EF-Tidende 1998 nr. L 24, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26.2.1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24.9.1998 om ændring af direktiv 97/33/EF for så vidt angår nummerportabilitet mellem operatører samt fast operatørvalg (EF-Tidende 1998 nr. L268, s. 37).

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Afsnit I

Lovens formål og anvendelsesområde

Til kapitel 1: Lovens formål

Til § 1

Fremsat den 30. marts 2000 af forskningsministeren (Birte Weiss)

Forslag

til

Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet1)

Indholdsfortegnelse

Afsnit I. Lovens formål og anvendelsesområde

1) Loven indeholder regler, der gennemfører dele af Rådets direktiv 90/387/EØF af 28.6.1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførsel af tilrådighedsstillelse af åbne net ONP (Open Network Provision tilrådighedsstillelse af åbne net) (EF-Tidende 1990 nr. L192, s. 1), Rådets direktiv 92/44/EØF af 5.6.1992 om etablering af ONP-vilkår for faste kredsløb (EF-Tidende 1992 nr. L165, s. 27), Kommissionens direktiv 96/2/EF af 16.1.1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår mobil- og personkommunikation (EF-Tidende 1996 nr. L20, s. 59), Kommissionens direktiv 96/19/EF af 13.3.1996 om ændring af direktiv 90/388/EØF for så vidt angår gennemførelse af liberaliseringen af markederne for teletjenester (EF-Tidende 1996 nr. L74, s. 13), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/51/EF af 6.10.1997 om ændring af Rådets direktiv 90/387/EØF og 92/44/EØF med henblik på tilpasning til konkurrenceforhold på telekommunikationsområdet (EF-Tidende 1997 nr. L295, s. 23), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30.6.1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (EF-Tidende 1997 nr. L199, s. 32), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (EF-Tidende 1998 nr. L 24, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26.2.1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (EF-Tidende 1998 nr. L101, s. 24), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/61/EF af 24.9.1998 om ændring af direktiv 97/33/EF for så vidt angår nummerportabilitet mellem operatører samt fast operatørvalg (EF-Tidende 1998 nr. L268, s. 37), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20.11.1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester (EF-Tidende 1998 nr. L320, s. 54), og Kommissionens direktiv 1999/64/EF af 23.6.1999 om ændring af direktiv 90/388/EØF med henblik på at sikre, at tele- og kabel-tv-net, der ejes af en enkelt operatør, adskilles i retlig henseende (EF-Tidende 1999 nr. L175, s. 39).