Forslag til Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold

Artikel 1

Anvendelsesområde og sigte

1. I dette direktiv fastlægges forskriftsrammerne for markedsføring, fri bevægelighed og ibrugtagning i Fællesskabet af radioudstyr og teleterminaludstyr.

2. Hvis apparatur defineret i artikel 2, litra a), som en integrerende del eller ekstraudstyr omfatter

a) en medicinsk anordning som omhandlet i artikel 1 i Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinske anordninger(1), eller

b) en aktiv, implantabel medicinsk anordning som omhandlet i artikel 1 i Rådets direktiv 90/385/EØF af 20. juni 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aktive, implantable medicinske anordninger(2),

er apparaturet omfattet af nærværende direktiv, uden at dette berører anvendelsen af direktiv 93/42/EØF og 90/385/EØF på henholdsvis de medicinske anordninger og de aktive, implantable medicinske anordninger.

3. Hvis apparaturet er en komponent eller en separat teknisk enhed i et motordrevet køretøj som omhandlet i Rådets direktiv 72/245/EØF(3) om radiostøjdæmpning af motordrevne køretøjer (elektromagnetisk kompatibilitet) eller en komponent eller en separat teknisk enhed i et motordrevet køretøj som omhandlet i artikel 1 i Rådets direktiv 92/61/EØF af 30. juni 1992 om standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer(4), er apparaturet omfattet af nærværende direktiv, uden at dette berører anvendelsen af henholdsvis direktiv 72/245/EØF og 92/61/EØF.

4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på udstyr, der er nævnt i bilag I.

5. Dette direktiv finder ikke anvendelse på apparatur, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske stabilitet, når aktiviteterne vedrører spørgsmål i forbindelse med statens sikkerhed), eller med statens aktiviteter på det strafferetlige område.

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved

1) »apparater«: alle elektriske og elektroniske apparater samt udstyr og anlæg, der indeholder elektriske og/eller elektroniske komponenter

2) »elektromagnetisk forstyrrelse«: elektromagnetisk fænomen, der kan forstyrre en mekanismes, et apparats eller et systems funktion. En elektromagnetisk forstyrrelse kan være elektromagnetisk støj, et uønsket signal eller en ændring i selve udbredelsesmediet

3) »immunitet«: en mekanismes, et apparats eller et systems evne til at fungere uden forringelse af kvaliteten, når der optræder en elektromagnetisk forstyrrelse

4) »elektromagnetisk kompatibilitet«: en mekanismes, et apparats eller et systems evne til at fungere tilfredsstillende i sit elektromagnetiske miljø uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der er uantagelige for nogen del af dette miljø

5) »kompetent organ«: organ, som opfylder kriterierne i bilag II, og som er anerkendt som et sådant

6) »EF-typeattest«: dokument, hvorved et organ, der er anmeldt i henhold til artikel 10, stk. 6, attesterer, at den undersøgte apparattype opfylder de relevante bestemmelser i dette direktiv.

Bilag

Bilag 1

Bilag 1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 99/5/EF

af 9. marts 1999

om radio- og teleterminaludstyr

samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B(3), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 8. december 1998, og

ud fra følgende betragtninger

1) Radio- og teleterminaludstyrssektoren udgør en vigtig del af telekommunikationsmarkedet, der er en nøglefaktor i Fællesskabets økonomi; de direktiver, der gælder for sektoren, tager ikke højde for de forandringer, der forventes inden for sektoren som følge af ny teknologi, udviklingen på markedet og lovgivningen på telenetområdet;

2) i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 3 B, kan målsætningen om at skabe et åbent, konkurrencebaseret enhedsmarked for telekommunikationsudstyr ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og målet kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; direktivet går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det nævnte mål;

3) medlemsstaterne kan på grundlag af traktatens artikel 36 udelukke visse klasser af udstyr fra dette direktiv;

4) ved direktiv 98/13/EF(4) blev foranstaltningerne vedrørende teleterminaludstyr, satellitjordstationsudstyr og gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse konsolideret;

5) nævnte direktiv dækker ikke en væsentlig procentdel af markedet for radioudstyr;

6) varer med dobbelt anvendelse er omfattet af en EF-eksportkontrolordning, der blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 3381/94(5);

7) direktivets brede anvendelsesområde kræver nye definitioner af begreberne radioudstyr og teleterminaludstyr; forskriftsrammer, der skal fremme enhedsmarkedet for radioudstyr og teleterminaludstyr, bør tillade, at investering, fabrikation og salg udvikler sig i takt med teknologiudviklingen og udviklingen på markedet;

8) enhver forskrift vedrørende fremstilling, markedsføring og anvendelse af radio- og teleterminaludstyr skal i betragtning af den stigende betydning af teleterminaludstyr og net, der anvender radiotransmission ud over udstyr, der er tilsluttet via kablet opkobling, dække begge typer udstyr;

9) ifølge Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold (6) skal de nationale tilsynsmyndigheder sørge for, at der offentliggøres detaljerede oplysninger om specifikationerne for de tekniske grænseflader til nettet for at sikre konkurrence på markedet for terminaludstyr;

10) kravene i Rådets direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser(7), er tilstrækkelige til at omfatte radio- og teleterminaludstyr, men uden at der gælder nogen nedre spændingsgrænse;

11) beskyttelseskravene vedrørende elektromagnetisk kompatibilitet i Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet(1), er tilstrækkelige til at omfatte radio- og teleterminaludstyr;

12) ifølge EF-lovgivningen er hindringer for frie varebevægelser inden for Fællesskabet, der skyldes forskelle i medlemsstaternes lovgivning om markedsføring af produkter, kun berettigede, såfremt særlige nationale krav er nødvendige og står i rimeligt forhold til målsætningen; derfor skal den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning begrænses til de krav, der er nødvendige for at opfylde de væsentlige krav vedrørende radio- og teleterminaludstyr;

13) de væsentlige krav for en klasse af radio- og teleterminaludstyr bør afhænge af det pågældende udstyrs karakter og behov; kravene skal anvendes med omtanke, så man ikke bremser den teknologiske fornyelse eller hindrer, at den markedsstyrede økonomis behov opfyldes;

14) der bør lægges vægt på at sikre, at radio- og teleterminaludstyr ikke udgør en unødig sundhedsrisiko;

15) telekommunikation er af afgørende betydning for handicappedes livskvalitet og beskæftigelse, og denne gruppe mennesker udgør en betydelig og voksende del af befolkningen i Europa; radio- og teleterminaludstyr bør derfor i relevante tilfælde designes på en sådan måde, at handicappede kan bruge det uden eller med så lidt tilpasning som muligt;

16) faciliteter i forbindelse med radio- og teleterminaludstyr kan tilbyde visse funktioner, der er nødvendige for nødtjenester;

17) nogle faciliteter vil eventuelt skulle indarbejdes i radio- og teleterminaludstyr for at undgå misbrug af personoplysninger om brugeren og abonnenten og krænkelse af privatlivets fred og/eller for at undgå svig;

18) det kan i visse tilfælde være nødvendigt med samfunktion via net med andet apparatur som defineret i dette direktiv og forbindelse med de relevante grænseflader overalt i Fællesskabet;

19) det bør derfor være muligt at fastlægge og tilføje specifikke væsentlige krav til beskyttelse af brugernes privatliv, faciliteter for handicappede brugere, faciliteter til nødtjenester og/eller faciliteter til at undgå svig;

20) det anerkendes, at frivillige certificerings- og mærkningsordninger, der udvikles af forbrugersammenslutninger, fabrikanter, operatører og andre brancheaktører, på et konkurrencepræget marked bidrager til kvaliteten og er nyttige midler til at øge forbrugernes tillid til produkter og tjenesteydelser på telekommunikationsområdet; medlemsstaterne kan støtte sådanne ordninger; ordningerne bør være forenelige med traktatens konkurrenceregler;

21) uacceptabel forringelse af tjenesten for andre end brugeren af radio- og teleterminaludstyr bør undgås; fabrikanter af terminaludstyr bør konstruere dette på en sådan måde, at nettene ikke beskadiges og forårsager en sådan forringelse, når det bruges under normale driftsvilkår; netoperatører bør udforme nettene sådan, at fabrikanterne af terminaludstyr ikke tvinges til at træffe uforholdsmæssige foranstaltninger for at undgå beskadigelse af nettene; Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI) bør tage behørigt hensyn hertil, når der udvikles standarder vedrørende adgang til offentlige net;

22) der bør sikres en effektiv udnyttelse af frekvensbånd for at undgå skadelig interferens; den mest effektive og teknisk avancerede anvendelse af begrænsede ressourcer som f.eks. radiofrekvensspekteret bør fremmes;

23) harmoniserede grænseflader mellem terminaludstyr og telenet bidrager til at fremme konkurrencebaserede markeder for både terminaludstyr og nettjenester;

24) operatører af offentlige telenet bør imidlertid have mulighed for at fastlægge de tekniske karakteristika for deres grænseflader under hensyn til traktatens konkurrenceregler; de bør derfor offentliggøre nøjagtige og tilstrækkelige tekniske specifikationer for sådanne grænseflader, så fabrikanterne får mulighed for at konstruere teleterminaludstyr, der opfylder kravene i dette direktiv;

25) traktatens konkurrenceregler og Kommissionens direktiv 88/301/EØF af 16. maj 1988 om konkurrence på teleterminalmarkederne(1) har imidlertid fastlagt princippet om lige, gennemsigtig og ikke-diskriminerende behandling af alle tekniske specifikationer med regulerende virkning; det er derfor Fællesskabets og medlemsstaternes opgave i samråd med de økonomiske aktører at sikre, at de forskriftsrammer, der skabes med dette direktiv, er rimelige;

26) det påhviler de europæiske standardiseringsorganisationer og navnlig ETSI at sørge for, at harmoniserede standarder rettidigt aktualiseres og er affattet på en sådan måde, at de kan fortolkes utvetydigt; vedligeholdelse, fortolkning og gennemførelse af harmoniserede standarder udgør meget specialiserede områder af voksende teknisk kompleksitet; disse opgaver kræver aktiv ekspertdeltagelse fra de økonomiske aktører; under visse omstændigheder kan det være nødvendigt at foretage en hurtigere fortolkning eller hurtigere justeringer af harmoniserede standarder, end det er muligt at gøre gennem de normale procedurer i de europæiske standardiseringsorganisationer, som er underlagt bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998, om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester(2);

27) det er i offentlighedens interesse at have harmoniserede standarder på europæisk plan i forbindelse med konstruktion og fabrikation af radio- og teleterminaludstyr; overholdelse af sådanne harmoniserede standarder indebærer en formodning om, at de væsentlige krav er opfyldt; der kan anvendes andre måder til at godtgøre, at de væsentlige krav er opfyldt;

28) ved tildeling af identifikation for udstyrsklassen bør man udnytte den ekspertviden, der findes i CEPT/ERC og de relevante europæiske standardiseringsorganer på radiokommunikationsområdet; der bør så vidt muligt tilskyndes til andre former for samarbejde med disse organer;

29) for at Kommissionen kan føre effektivt tilsyn med markedet, er det nødvendigt, at medlemsstaterne stiller de relevante oplysninger til rådighed om grænsefladetyper, utilstrækkelige eller ukorrekt anvendte harmoniserede standarder, bemyndigede organer og tilsynsmyndigheder;

30) bemyndigede organer og tilsynsmyndigheder bør udveksle oplysninger om radio- og teleterminaludstyr med henblik på effektivt tilsyn med markedet; et sådant samarbejde bør i videst mulig udstrækning foregå på grundlag af elektroniske medier; dette samarbejde bør bl.a. gøre det muligt for de nationale myndigheder at holde sig underrettet om radioudstyr, der markedsføres på deres område, og som anvender frekvensbånd, der ikke er harmoniseret på fællesskabsplan;

31) fabrikanter bør over for medlemsstaterne anmelde, at de ønsker at markedsføre radioudstyr, der anvender frekvensbånd, hvis anvendelse ikke er harmoniseret i hele Fællesskabet; medlemsstaterne skal derfor indføre procedurer for sådanne anmeldelser; sådanne procedurer skal være rimeligt afpasset og ikke være en yderligere overensstemmelsesvurderingsprocedure i forhold til bilag IV eller V; det er ønskeligt, at disse anmeldelsesprocedurer harmoniseres og helst gennemføres ved elektroniske midler og étstedsbestillingsordninger;

32) der bør være fri bevægelighed for radio- og teleterminaludstyr, der opfylder de relevante væsentlige krav; sådant udstyr bør kunne tages i brug i overensstemmelse med sit formål; ibrugtagning kan være betinget af, at der er givet tilladelse til at bruge frekvensbåndet og til at stille den pågældende tjeneste til rådighed;

33) i forbindelse med messer, udstillinger osv. skal det være muligt at udstille radio- og teleterminaludstyr, der ikke opfylder kravene i dette direktiv; det bør imidlertid gøres klart for interesserede parter, at det pågældende udstyr ikke opfylder kravene og ikke kan købes i denne tilstand; medlemsstaterne kan begrænse ibrugtagningen, herunder tændingen, af sådant udstillet radioudstyr af grunde, der vedrører den effektive og hensigtsmæssige brug af radiospektret, undgåelse af skadelig interferens og hensynet til folkesundheden;

34) radiofrekvenser allokeres nationalt og henhører, i det omfang de ikke er harmoniseret, fortsat under medlemsstaternes enekompetence; det er nødvendigt at indsætte en beskyttelsesklausul, der giver medlemsstaterne mulighed for i overensstemmelse med traktatens artikel 36 at forbyde eller begrænse anvendelsen af radioudstyr eller kræve det trukket tilbage fra deres marked, hvis det har forårsaget eller med rimelighed kan forventes at forårsage skadelig interferens; interferens med nationalt allokerede radiofrekvenser er tilstrækkelig begrundelse for, at medlemsstaterne kan træffe beskyttelsesforanstaltninger;

35) fabrikanter er i henhold til bestemmelserne i Rådets direktiv 85/374/EØF(1) ansvarlige for skade, der forårsages af en defekt ved deres apparatur; uden at fabrikantens ansvar derved berøres, er enhver person, der indfører apparatur i Fællesskabet med henblik på videresalg som led i sin erhvervsvirksomhed, ansvarlig i henhold til samme direktiv; fabrikanten, dennes befuldmægtigede eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparaturet i Fællesskabet, er ansvarlige i henhold til retsreglerne om ansvar i og uden for kontraktforhold i medlemsstaterne;

36) de relevante foranstaltninger, som medlemsstaterne eller Kommissionen skal træffe, når apparatur, der er erklæret for at være i overensstemmelse med dette direktiv, forårsager betydelig skade på et net eller skadelig radiointerferens, fastlægges i overensstemmelse med de generelle principper i fællesskabslovgivningen, herunder navnlig principperne om objektivitet, proportionalitet og ikke-forskelsbehandling;

37) Rådet vedtog den 22. juli 1993 afgørelse 93/465/EØF om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af CE-overensstemmelsesmærkningen, med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering(2); de procedurer for overensstemmelsesvurdering, der skal finde anvendelse, bør fortrinsvis vælges blandt de eksisterende moduler, der er fastlagt ved nævnte afgørelse;

38) medlemsstaterne kan anmode om, at bemyndigede organer, som de udpeger, og deres tilsynsmyndigheder akkrediteres i henhold til gældende europæiske standarder;

39) det skal være muligt at godtgøre, at radio- og teleterminaludstyr opfylder kravene i direktiv 73/23/EØF og 89/336/EØF, ved at anvende de procedurer, der er beskrevet i disse direktiver, når apparatur er omfattet af deres anvendelsesområde; proceduren i artikel 10, stk. 1, i direktiv 89/336/EØF kan derfor anvendes, når anvendelsen af harmoniserede standarder indebærer en formodning om, at beskyttelseskravene er opfyldt; proceduren i artikel 10, stk. 2, kan anvendes, når fabrikanten ikke har anvendt harmoniserede standarder, eller når der ikke findes sådanne standarder;

40) virksomheder i Fællesskabet bør have effektiv og tilsvarende adgang til tredjelandsmarkeder og bør i tredjelande behandles på samme måde, som Fællesskabet behandler virksomheder, der ejes helt af eller kontrolleres af en majoritet af eller faktisk kontrolleres af statsborgere i de pågældende tredjelande;

41) der bør nedsættes et udvalg, som omfatter de parter, der er direkte involveret i gennemførelsen af reguleringen af radio- og terminaludstyr, herunder særlig de nationale organer, der er udpeget til at vurdere overensstemmelsen, og de nationale organer, der har ansvaret for tilsyn med markedet; dette udvalg skal bistå Kommissionen med at opnå en harmoniseret gennemførelse af forskrifterne, der står i rimeligt forhold til målsætningen, og som tilgodeser markedets og den almindelige befolknings behov; repræsentanter for teleselskaberne, brugerne, forbrugerne, fabrikanterne og tjenesteleverandørerne bør høres, hvor det er relevant;

42) Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen indgik den 20. december 1994 en modus vivendi vedrørende gennemførelsesforanstaltningerne til retsakter vedtaget efter fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B(3) ;

43) Kommissionen følger gennemførelsen og den praktiske anvendelse af dette og andre relevante direktiver og sørger for koordineringen af anvendelsen af alle relevante direktiver for at undgå forstyrrelser i telekommunikationsudstyr, som indvirker på menneskers sundhed eller som forvolder materiel skade;

44) det vurderes efter en vis tid, hvordan direktivet fungerer, på baggrund af udviklingen inden for telesektoren og den erfaring, der opnås i forbindelse med anvendelsen af de væsentlige krav og procedurerne for overensstemmelsesvurdering i henhold til dette direktiv;

45) når der foretages ændringer i forskriftsrammerne, er det nødvendigt at sikre en gnidningsløs overgang fra de tidligere rammer for at undgå, at markedet bringes ud af balance, og for at undgå retsusikkerhed;

46) nærværende direktiv erstatter direktiv 98/13/EF, der derfor bør ophæves; direktiv 73/23/EØF og direktiv 89/336/EØF finder ikke længere anvendelse på apparatur, som ligger inden for nærværende direktivs anvendelsesområde, bortset fra beskyttelses- og sikkerhedskravene og visse procedurer for overensstemmelsesvurdering -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

Kapitel 1

Lovens formål og anvendelsesområde

§ 1. Formålet med denne lov er

1) at fremme et åbent og konkurrencebaseret marked med et varieret og billigt udbud af radio- og teleterminaludstyr gennem en fri adgang til markedsføring heraf, under forudsætning af at udstyret overholder de fastsatte krav med sigte på at beskytte brugernes sundhed og sikkerhed og sikre en effektiv frekvensudnyttelse (væsentlige krav), og

2) at sikre, at de af loven omfattede apparater overholder krav om ikke at fremkalde uacceptable elektromagnetiske forstyrrelser, eller ikke at lade sig påvirke af sådanne forstyrrelser (beskyttelseskrav).

§ 1

Lov nr. 394 af 10. juni 1997 om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser som ændret ved lov nr. 1011 af 23. december 1998 og lov nr. 1096 af 29. december 1999.

I lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, jf. lov nr. 394 af 10. juni 1997 som ændret ved lov nr. 1011 af 23. december 1998 og lov nr. 1096 af 29. december 1999, foretages følgende ændringer

§ 1 a, stk. 2 er affattet således

1. § 1 a, stk. 2, ophæves

»Stk. 2. Loven finder endvidere anvendelse på frekvensanvendelsen i faste telenet, i det omfang regulering heraf er nødvendig for at beskytte mod utilsigtet udstråling fra disse anlæg, jf. kapitel 8 a.«

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved

a) »apparatur«: udstyr, som enten er radioudstyr eller teleterminaludstyr eller begge dele

b) »teleterminaludstyr«: et produkt, der muliggør kommunikation, eller en relevant komponent heri, der er beregnet til på en hvilken som helst måde at blive direkte eller indirekte tilsluttet nettermineringspunkter på offentlige telenet (dvs. telenet, som helt eller delvis anvendes til at stille offentligt tilgængelige teletjenester til rådighed)

c) »radioudstyr«: et produkt eller en relevant komponent heri til kommunikation ved hjælp af udsendelse og/eller modtagelse af radiobølger inden for frekvensbånd, der er allokeret til jord- eller rumbaseret radiokommunikation

d) »radiobølger«: elektromagnetiske bølger med frekvenser fra 9 kHz op til 3 000 GHz, som udbredes i rummet uden kunstig retningsstyring

e) »grænseflade«

i) et nettermineringspunkt, der er et fysisk tilslutningspunkt, hvor en bruger får adgang til det offentlige telenet, og/eller

ii) en luftgrænseflade, der specificerer radiovejen mellem radioudstyr

samt disses tekniske specifikationer

f) »udstyrsklasse«: en klasse, der angiver bestemte typer apparatur, som ifølge dette direktiv anses for at være af samme art, og som specificerer de grænseflader, som apparaturet er konstrueret til. Apparatur kan indgå i mere end én udstyrsklasse

g) »dokumentation vedrørende den tekniske konstruktion«: dokumentation, som beskriver apparaturet, og som indeholder oplysninger om og forklaringer på, hvorledes de relevante væsentlige krav er blevet opfyldt

h) »harmoniseret standard«: en teknisk specifikation, som er vedtaget af et anerkendt standardiseringsorgan efter mandat fra Kommissionen i overensstemmelse med procedurerne i direktiv 98/34/EF med det formål at fastlægge krav på europæisk plan, idet overholdelse heraf ikke er obligatorisk

i) »skadelig interferens«: interferens, der udgør en fare for radionavigationstjenesters eller andre sikkerhedstjenesters aktiviteter, eller som på anden måde i alvorlig grad forringer, hindrer eller gentagne gange afbryder radiokommunikationstjenester, der fungerer i overensstemmelse med Fællesskabets eller medlemsstaternes gældende bestemmelser.

Artikel 2

1. Dette direktiv finder anvendelse på apparater, der kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Direktivet fastsætter beskyttelseskrav og bestemmelser om kontrolforanstaltninger i denne forbindelse.

Dersom beskyttelseskrav i dette direktiv for visse apparaters vedkommende harmoniseres ved særdirektiver, finder dette direktiv ikke anvendelse, eller det ophører med at finde anvendelse for disse apparater og beskyttelseskrav, så snart disse særdirektiver træder i kraft.

Radioudstyr, der anvendes af radioamatører ifølge definition nr. 53 i artikel 1 i radioreglementet, der indgår i Den Internationale Telekommunikationskonvention, er ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, medmindre udstyret findes i handelen.

Bilag 2

RÅDETS DIREKTIV 89/336/EØF

af 3. maj 1989

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om magnetisk kompatibilitet

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 100A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

i samarbejde med Europa-Parlamentet(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(3), og

ud fra følgende betragtninger

Det er vigtigt, at der vedtages foranstaltninger med henblik på gradvist at etablere det indre marked i løbet af en periode, der udløber den 31. december 1992; det indre marked omfatter et område uden indre grænser, inden for hvilket der er fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital;

det påhviler medlemsstaterne at sørge for, at radiokommunikation samt mekanismer, apparater og systemer, hvis funktion kan vanskeliggøres af elektromagnetiske forstyrrelser fremkaldt af elektriske og elektroniske apparater, er tilstrækkelig beskyttet mod problemer forårsaget af disse forstyrrelser;

det påhviler ligeledes medlemsstaterne at sørge for, at eldistributionsnettene og udstyr, som forsynes med elektricitet fra disse net, er beskyttet mod eventuelle elektromagnetiske forstyrrelser;

Rådets direktiv 86/361/EØF af 24. juli 1986 om første fase af den gensidige anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr(4) omhandler navnlig de signaler, dette udstyr udsender under normal funktion, og beskyttelse af de offentlige telekommunikationsnet mod beskadigelse; tilbage står derfor at sørge for en tilstrækkelig beskyttelse af disse net, herunder de apparater, der er tilsluttet dem, mod forbigående forstyrrelser fremkaldt af utilsigtede signaler, som disse apparater vil kunne udsende;

der foreligger i en række medlemsstater ufravigelige bestemmelser, som navnlig vedrører dels tilladelige niveauer for elektromagnetiske forstyrrelser, som disse apparater kan tænkes at fremkalde, dels apparaternes grad af immunitet over for sådanne signaler; disse ufravigelige bestemmelser medfører ikke nødvendigvis forskellige beskyttelsesniveauer i medlemsstaterne, men på grund af deres uensartethed udgør de hindringer for samhandelen i Fællesskabet;

de nationale bestemmelser vedrørende denne beskyttelse, bør harmoniseres for at garantere den frie bevægelighed for elektriske og elektroniske apparater, uden at medlemsstaternes nuværende, velbegrundede beskyttelsesniveauer sænkes;

uanset reglen om fri bevægelighed for varer, som er en af Fællesskabets grundregler, bør hindringer for den frie bevægelighed inden for Fællesskabet, som skyldes uoverensstemmelser mellem de enkelte landes retsregler om produkternes markedsføring, ifølge gældende fællesskabsret godkendes, for så vidt de kan betragtes som nødvendige for at opfylde ufravigelige krav; harmoniseringen af lovgivningen bør derfor i det foreliggende tilfælde begrænses til de forskrifter, som er nødvendige for at opfylde beskyttelseskravene med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet; disse krav bør erstatte de nationale forskrifter på området;

i dette direktiv opstilles derfor kun beskyttelseskravene med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet; for at lette bevisførelsen for overensstemmelse med disse krav er det vigtigt, at elektromagnetisk kompatibilitet er omfattet af harmoniserede europæiske standarder, hvis overholdelse sikrer produkterne en forhåndsformodning om, at de er i overensstemmelse med beskyttelseskravene; sådanne harmoniserede europæiske standarder udarbejdes af private organer og bør bevare deres ikke-bindende status; i dette øjemed anerkendes Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (CENELEC) som organ med kompetence til på dette direktivs område at vedtage harmoniserede standarder i overensstemmelse med de generelle retningslinjer for samarbejdet mellem Kommissionen, Den Europæiske Komité for Standardisering (CEN) og CENELEC, som blev underskrevet den 13. november 1984; i dette direktiv forstås der ved en harmoniseret standard en teknisk specifikation (europæisk standard eller harmoniseringsdokument), som er vedtaget af CENELEC efter henstilling fra Kommissionen i overensstemmelse med Rådets direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter(1), senest ændret ved direktiv 88/182/EØF(2), og ovennævnte generelle retningslinjer;

indtil harmoniserede standarder i dette direktivs forstand er vedtaget, bør den frie bevægelighed for varer lettes ved som en overgangsforanstaltning at gennemføre accept på fællesskabsplan af apparater, som er i overensstemmelse med nationale standarder, udvalgt efter en fællesskabsprocedure til kontrol af, at disse nationale standarder opfylder beskyttelseskravene i dette direktiv;

EF-overensstemmelseserklæring for apparatet udgør en formodning om apparatets overensstemmelse med dette direktiv; denne erklæring bør være udformet så enkelt som muligt;

for at opnå en effektiv beskyttelse på området elektromagnetisk kompatibilitet bør overholdelsen af dette direktivs bestemmelser imidlertid, for så vidt angår de apparater, der er omfattet af direktiv 86/361/EØF, attesteres ved overensstemmelsesmærker eller -certifikater, der udstedes af organer, som medlemsstaterne har anmeldt; for at lette den gensidige anerkendelse af de mærker og certifikater, der udstedes af disse organer, bør kriterierne for, hvorledes de udpeges, harmoniseres;

alligevel kan det ske, at apparater forårsager gener for radiokommunikationen og telekommunikationsnettene; der bør derfor indføres en procedure med henblik på at afbøde denne risiko;

dette direktiv gælder for de apparater og det materiel, der er omfattet af direktiv 76/889/EØF(3) og 76/890/EØF(4) om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om dels radiostøj, forårsaget af elektriske husholdningsapparater, transportabelt værktøj og lignende apparater, dels radiostøjdæmpning af armaturer med starter for lysstofrør; de nævnte direktiver bør derfor ophæves -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

Kapitel 2

Markedsføring af apparater

§ 2. Loven finder anvendelse på markedsføring, ibrugtagning og tilslutning af følgende apparater

1) Radioudstyr.

2) Teleterminaludstyr.

3) Andre elektriske og elektroniske apparater.

Stk. 2. Telestyrelsen kan fastsætte regler om, at bestemmelserne i denne lov eller dele heraf ikke finder anvendelse på visse kategorier af radio- og teleterminaludstyr.

Artikel 3

Væsentlige krav

1. Følgende væsentlige krav finder anvendelse på alt apparatur

a) beskyttelse af brugerens og enhver anden persons sundhed og sikkerhed, herunder de i direktiv 73/23/EØF indeholdte mål med hensyn til sikkerhedskrav, idet der dog ikke gælder nogen nedre grænse for spænding,

b) de i direktiv 89/336/EØF indeholdte beskyttelseskrav med hensyn til elektromagnetisk kompatibilitet.

2. Radioudstyr skal desuden konstrueres således, at det effektivt udnytter det frekvensbånd, der er allokeret til jord-/rumbaseret radiokommunikation og satellitressourcer, således at skadelig interferens undgås.

3. I overensstemmelse med proceduren i artikel 15 kan Kommissionen træffe afgørelse om, at apparatur inden for visse udstyrsklasser eller af særlige typer konstrueres på en sådan måde,

a) at det via net fungerer korrekt sammen med andet apparatur, og at det overalt i Fællesskabet kan forbindes med de relevante grænseflader, og/eller

b) at det ikke skader nettet eller dets funktion eller misbruger netressourcer på en sådan måde, at det medfører en uacceptabel forringelse af tjenesten, og/eller

c) at det er i stand til at sikre, at personoplysninger om brugeren og abonnenten og disses privatliv beskyttes, og/eller

d) at det er kompatibelt med visse faciliteter, som sikrer mod svig, og/eller

e) at det er kompatibelt med visse faciliteter, som sikrer adgang til nødtjenester, og/eller

f) at det er kompatibelt med visse faciliteter, som letter apparaturets anvendelse for handicappede brugere.

Artikel 3

Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at de i artikel 2 omhandlede apparater kun kan markedsføres eller tages i brug, hvis de opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv, er korrekt installerede og vedligeholdt og anvendt i overensstemmelse med deres formål.

Kapitel 3

Erklæring om overensstemmelse og udpegning af bemyndigede organer

§ 3. På messer, udstillinger samt ved demonstrationer m.v. er det tilladt at præsentere radio- og teleterminaludstyr, som ikke er i overensstemmelse med denne lov, hvis det ved synlig skiltning klart er anført, at udstyret hverken kan markedsføres, tages i brug eller tilsluttes før overensstemmelse foreligger.

Artikel 4

Meddelelse og offentliggørelse af grænsefladespecifikationer

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke grænseflader de har reguleret, såfremt de ikke er blevet meddelt i henhold til direktiv 98/34/EF. Kommissionen fastlægger, efter høring af udvalget i overensstemmelse med proceduren i artikel 15, ækvivalensen mellem meddelte grænseflader og angiver en identifikation for udstyrsklassen, idet der offentliggøres en nærmere beskrivelse heraf i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke typer grænseflader der udbydes i de enkelte medlemsstater af operatører af offentlige telenet. Medlemsstaterne sikrer, at disse operatører jævnligt offentliggør ajourførte præcise og fyldestgørende tekniske specifikationer for sådanne grænseflader, inden de tjenester, der ydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden. Specifikationerne bør være tilstrækkeligt detaljerede til, at der kan konstrueres teleterminaludstyr, der er i stand til at udnytte de tjenester, der udbydes via den tilsvarende grænseflade. Specifikationerne skal bl.a. omfatte alle de oplysninger, der er nødvendige, for at fabrikanterne efter eget valg kan gennemføre de relevante afprøvninger med henblik på de væsentlige krav, der gælder for teleterminaludstyr. Medlemsstaterne sikrer, at operatørerne straks stiller disse specifikationer til rådighed.

Artikel 4

De i artikel 2 omhandlede apparater skal være konstrueret på en sådan måde, at

a) de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og telekommunikationsapparater samt andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål

b) apparaterne har tilstrækkelig iboende immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, så de kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

De vigtigste beskyttelseskrav findes i bilag III.

Kapitel 4

Telestyrelsen som tilsynsvirksomhed m.v.

§ 4. Telestyrelsen kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om forsvarets brug af apparater.

Artikel 5

Harmoniserede standarder

1. Når apparaturet opfylder de relevante harmoniserede standarder eller dele heraf, hvis referencenumre er offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, går medlemsstaterne ud fra, at apparaturet opfylder de væsentlige krav, der er anført i artikel 3, og som er dækket af disse harmoniserede standarder eller dele heraf.

2. Hvis en medlemsstat eller Kommissionen finder, at overensstemmelse med en harmoniseret standard ikke sikrer overensstemmelse med de væsentlige krav i artikel 3, den skal dække, indbringer Kommissionen eller den berørte medlemsstat sagen for udvalget.

3. I tilfælde, hvor de harmoniserede standarder udviser mangler i forhold til de væsentlige krav, kan Kommissionen efter høring af udvalget og i overensstemmelse med proceduren i artikel 14 i De Europæiske Fællesskabers Tidende offentliggøre retningslinjer for fortolkningen af de harmoniserede standarder eller de betingelser, hvorunder overholdelse af de pågældende standarder indebærer en formodning om overensstemmelse. Efter høring af udvalget og i overensstemmelse med proceduren i artikel 14 kan Kommissionen trække harmoniserede standarder tilbage ved offentliggørelse af en meddelelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 5

Medlemsstaterne kan ikke af grunde, der vedrører elektromagnetisk kompatibilitet, modsætte sig, at apparater som omhandlet i dette direktiv, der opfylder dettes bestemmelser, markedsføres og tages i brug på deres område.

Kapitel 5

Bemyndigelse af andre myndigheder

§ 5. Apparater kan markedsføres, forudsat at disse er konstrueret således, at de

1) ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at radio- og teleterminaludstyr og andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og herunder overholder nærmere fastsatte regler herom (beskyttelseskrav), og

2) har en tilstrækkelig indbygget immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, således at de kan fungere i overensstemmelse med deres formål, og herunder overholder nærmere fastsatte regler herom (beskyttelseskrav).

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler til opfyldelse af EF-direktiver vedrørende forhold som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Radio- og teleterminaludstyr skal desuden som forudsætning for markedsføring konstrueres således, at det beskytter brugernes og andre personers sundhed og sikkerhed (generelle væsentlige krav).

Stk. 4. Radioudstyr skal udover de i stk. 1-3 nævnte krav endvidere konstrueres således, at det effektivt udnytter det frekvensbånd, der er allokeret til den pågældende form for radiokommunikation, således at uacceptable forstyrrelser undgås (generelle væsentlige krav).

Stk. 5. Telestyrelsen kan udover de i stk. 1-4 nævnte krav fastsætte yderligere krav for særlige grupper af radio- og teleterminaludstyr, når sådanne særskilt er fastsat af Europa-Kommissionen (specifikke væsentlige krav). Telestyrelsen kan i den forbindelse fastsætte tidsfrister og nærmere regler om adgangen til fortsat markedsføring af radio- og teleterminaludstyr, der ikke opfylder de herved fastsatte krav.

Artikel 6

Markedsføring

1. Medlemsstaterne sikrer, at apparatur kan markedsføres, hvis og kun hvis det opfylder de relevante væsentlige krav i artikel 3, og de øvrige relevante bestemmelser i dette direktiv, når det er installeret korrekt og vedligeholdes og anvendes efter hensigten. Det må ikke underkastes yderligere national regulering for så vidt angår markedsføringen.

2. I forbindelse med afgørelser om anvendelse af de væsentlige krav i artikel 3, stk. 3, træffer Kommissionen afgørelse om datoen for anvendelsen af kravene. Når det fastsættes, at en udstyrsklasse skal opfylde bestemte væsentlige krav i henhold til artikel 3, stk. 3, kan apparatur under den pågældende udstyrsklasse, der første gang er markedsført inden datoen for gennemførelsen af Kommissionens afgørelse, fortsat markedsføres i en rimelig periode. Såvel anvendelsesdatoen som periodens længde fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 14.

3. Medlemsstaterne sikrer, at fabrikanten eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparaturet, oplyser brugeren om, hvilken brug apparaturet er bestemt til, og forelægger en erklæring om, at det er i overensstemmelse med de væsentlige krav. I forbindelse med radioudstyr skal sådanne oplysninger være tilstrækkelige til på pakningen og i brugsanvisningen for apparatet at identificere den medlemsstat eller det geografiske område inden for en medlemsstat, hvor det pågældende udstyr er bestemt til at bruges, og de skal ved mærkningen på apparatet, jf. bilag VII, stk. 5, gøre brugeren opmærksom på de eventuelle begrænsninger eller krav om godkendelse i forbindelse med anvendelsen af radioudstyret i visse medlemsstater. I forbindelse med teleterminaludstyr skal sådanne oplysninger være tilstrækkelige til at identificere de grænseflader på det offentlige telenet, hvor udstyret skal kunne tilkobles. For alt apparatur gælder det, at disse oplysninger skal anbringes på en fremtrædende plads.

4. Når der er tale om radioudstyr, der benytter frekvensbånd, hvis brug ikke er harmoniseret i hele Fællesskabet, skal fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet, eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af udstyret, underrette den nationale myndighed, der i den pågældende medlemsstat er ansvarlig for frekvensbåndforvaltning, om, at udstyret påtænkes markedsført på denne medlemsstats nationale marked.

Underretningen skal ske mindst 4 uger, inden markedsføringen indledes, og skal omfatte oplysninger om udstyrets radiotekniske specifikationer (herunder navnlig frekvensbånd, kanalseparation, modulationstype og RF-styrke) og identifikationsnummeret for det underrettede organ, der er omhandlet i bilag IV eller V.

Artikel 6

1. Forskrifterne i dette direktiv er ikke til hinder for anvendelse i en medlemsstat af følgende særlige foranstaltninger

a) foranstaltninger vedrørende ibrugtagningen og brugen af apparatet, der træffes med henblik på en særlig lokalitet for at afhjælpe et eksisterende eller forventet problem vedrørende elektromagnetisk kompatibilitet

b) foranstaltninger vedrørende installeringen af apparatet, der træffes for at beskytte offentlige telekommunikationsnet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes af sikkerhedsgrunde.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de særlige foranstaltninger, der træffes i medfør af stk. 1, jf. dog direktiv 83/189/EØF.

3. Særlige foranstaltninger, der anerkendes som værende berettigede, offentliggøres af Kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende på behørig måde.

Kapitel 6

Telestyrelsens årsrapport og afskæring af forskningsministerens adgang til instruks

§ 6. Ved markedsføringen af apparater skal fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen sørge for,

1) at der med apparaterne følger oplysninger om, at apparaterne overholder de i § 5 nævnte krav (en overensstemmelseserklæring), og for radio- og teleterminaludstyr desuden oplysning om, til hvilken brug udstyret er bestemt, herunder oplysninger om, hvor udstyret må tages i brug, og

2) at apparaterne er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning, jf. regler fastsat i henhold til stk. 2.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om kravene til anbringelse, omfang, indhold, udformning og lign. af oplysninger og mærkning som nævnt i stk. 1.

Artikel 7

Ibrugtagning og tilslutningsret

1. Medlemsstaterne tillader, at apparatur tages i brug i overensstemmelse med det formål, hvortil det er konstrueret, når det er i overensstemmelse med de relevante væsentlige krav i artikel 3 og andre relevante bestemmelser i direktivet.

2. Uanset stk. 1 og med forbehold af tilladelsesvilkårene for ydelse af den pågældende tjeneste i overensstemmelse med EF-lovgivningen kan medlemsstaterne kun begrænse ibrugtagning af radioudstyr med begrundelse i en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet, hindring af skadelig interferens eller hensynet til den offentlige sundhed.

3. Medlemsstaterne sikrer med forbehold af stk. 4, at netoperatørerne af offentlige telenet ikke afviser at tilkoble teleterminaludstyr til passende grænseflader med en teknisk begrundelse, når udstyret opfylder kravene i artikel 3.

4. Når en medlemsstat finder, at apparatur, der er erklæret for at være i overensstemmelse med dette direktiv, forårsager betydelig skade på et net eller skadelig radiointerferens eller beskadiger nettet eller dets funktion, kan operatøren få tilladelse til at afvise at tilkoble eller til at frakoble eller til at trække tjenester tilbage fra sådant apparatur. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de enkelte tilladelser, og denne indkalder til et møde i udvalget, som udtaler sig om sagen. Når udvalget er blevet hørt, kan Kommissionen indlede proceduren i artikel 5, stk. 2 og 3. Kommissionen og medlemsstaterne kan også træffe andre passende foranstaltninger.

5. I nødstilfælde kan en operatør frakoble apparatur, såfremt beskyttelsen af nettet kræver, at udstyret frakobles øjeblikkeligt, og såfremt brugeren straks og uden udgift for vedkommende kan tilbydes en alternativ løsning. Operatøren skal i så fald straks underrette den nationale myndighed, som er ansvarlig for gennemførelsen af stk. 4, og artikel 9.

Artikel 7

1. Medlemsstaterne formoder, at apparaterne opfylder de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, når de er i overensstemmelse med

a) de relevante nationale standarder til gennemførelse af de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Medlemsstaterne offentliggør referencerne for disse nationale standarder

b) eller de i stk. 2 omhandlede relevante nationale standarder, for så vidt der på de områder, disse standarder omfatter, ikke findes harmoniserede standarder.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen ordlyden af deres i stk. 1, litra b), omhandlede nationale standarder, som efter deres opfattelse opfylder de beskyttelseskrav, der er omtalt i artikel 4. Kommissionen videresender straks disse tekster til de andre medlemsstater. Efter fremgangsmåden i artikel 8, stk. 2, meddeler den medlemsstaterne de af de nævnte standarder, der giver anledning til formodning om overensstemmelse med de i artikel 4 omtalte beskyttelseskrav.

Medlemsstaterne offentliggør referencerne for disse standarder. Kommissionen offentliggør dem endvidere i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

3. Medlemsstaterne anerkender, at apparater, for hvilke fabrikanten ikke eller kun delvis har anvendt de i stk. 1 omhandlede standarder, eller for hvilke der ikke findes standarder, formodes at være i overensstemmelse med beskyttelseskravene i artikel 4, når deres overensstemmelse med disse krav attesteres på den i artikel 10, stk. 2, omhandlede måde.

Kapitel 7

Klagebestemmelser

§ 7. Telestyrelsen kan i særlige tilfælde, hvor radioudstyr har forårsaget eller kan forventes at ville forårsage uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig radiokommunikation fastsætte regler om forbud mod eller begrænsning af markedsføring eller krav om tilbagetrækning fra markedet.

Artikel 8

Fri bevægelighed for apparatur

1. Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre markedsføring eller ibrugtagning på deres område af apparatur, som er forsynet med den i bilag VII omhandlede CE-mærkning, der angiver, at apparaturet opfylder alle kravene i dette direktiv, herunder de i kapitel II omhandlede procedurer for overensstemmelsesvurdering. Denne bestemmelse berører ikke artikel 6, stk. 4, artikel 7, stk. 2, eller artikel 9, stk. 5.

2. Medlemsstaterne må ikke hindre, at der på messer og udstillinger eller ved demonstrationer mv. præsenteres apparatur, som ikke er i overensstemmelse med dette direktiv, såfremt det ved synlig skiltning klart er anført, at det pågældende apparatur hverken kan markedsføres eller tages i brug, før en sådan overensstemmelse foreligger.

3. Hvis apparaturet er omfattet af andre fællesskabsdirektiver, som omhandler andre aspekter, og som også indeholder bestemmelser om anbringelse af CE-mærkningen, angiver denne mærkning, at apparaturet ligeledes opfylder bestemmelserne i disse andre direktiver. Hvis et eller flere af de pågældende direktiver i en overgangsperiode tillader fabrikanten at vælge, hvilken ordning der skal anvendes, angiver CE-mærkningen dog kun, at apparaturet opfylder bestemmelserne i de direktiver, som fabrikanten har anvendt. I så fald skal der på de dokumenter eller i de brugsanvisninger eller instruktioner, der er vedlagt apparaturet i overensstemmelse med de pågældende direktiver, henvises til de relevante direktiver som offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 8

1. Skønner en medlemsstat eller Kommissionen, at de i artikel 7, stk. 1, litra a) omhandlede harmoniserede standarder ikke fuldt ud opfylder kravene i artikel 4, forelægger medlemsstaten eller Kommissionen spørgsmålet for det stående udvalg, der er oprettet ved direktiv 83/189/EØF, i det følgende benævnt »udvalget«, og anfører sine bevæggrunde herfor. Udvalget afgiver straks udtalelse.

På baggrund af udvalgets udtalelse meddeler Kommissionen snarest muligt medlemsstaterne, om de pågældende standarder helt eller delvis skal udgå af de i artikel 7, stk. 1, litra a), nævnte publikationer. 2. Efter at have modtaget den i artikel 7, stk. 2, nævnte meddelelse, hører Kommissionen udvalget. På baggrund af dettes udtalelse meddeler Kommissionen snarest muligt medlemsstaterne, om den pågældende nationale standard skal give anledning til formodning om overensstemmelse, og i bekræftede fald, om dens referencer skal offentliggøres i de enkelte lande.

Skønner Kommissionen eller en medlemsstat, at en national standard ikke længere opfylder de nødvendige betingelser for at blive betragtet som værende i overensstemmelse med beskyttelseskravene i artikel 4, hører Kommissionen udvalget, som straks afgiver udtalelse. På baggrund af dettes udtalelse meddeler Kommissionen snarest muligt medlemsstaterne, om den pågældende standard stadig giver anledning til formodning om overensstemmelse, og i benægtende fald om den helt eller delvist skal udgå af de i artikel 7, stk. 2, omhandlede publikationer.

Kapitel 8

Gebyrer m.v.

§ 8. Hvis radioudstyr er udformet med sigte på anvendelse i frekvensbånd, hvor der ikke er sket en forudgående harmonisering af anvendelsen inden for hele Fællesskabet, skal der forud for markedsføring ske underretning af Telestyrelsen om, at udstyret påtænkes markedsført i Danmark.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om kravene til og tidsfrister for underretning som nævnt i stk. 1.

Artikel 9

Beskyttelsesforanstaltninger

1. Hvis en medlemsstat konstaterer, at apparatur, som ligger inden for dette direktivs anvendelsesområde, ikke opfylder direktivets krav, træffer den alle nødvendige foranstaltninger på sit område til at trække apparaturet tilbage fra markedet eller hindre brugen heraf, forbyde dets markedsføring eller ibrugtagning eller indskrænke dets frie bevægelighed.

2. Den berørte medlemsstat underretter straks Kommissionen om sådanne foranstaltninger og anfører grundene til beslutningen, herunder om den manglende overensstemmelse skyldes

a) ukorrekt anvendelse af de i artikel 5, stk. 1, omhandlede harmoniserede standarder,

b) mangler ved selve de i artikel 5, stk. 1, omhandlede harmoniserede standarder,

c) manglende opfyldelse af de i artikel 3 omhandlede krav, når apparaturet ikke er i overensstemmelse med de harmoniserede standarder i artikel 5, stk. 1.

3. Hvis den i stk. 1 nævnte beslutning begrundes med, at de i artikel 5, stk. 1, omhandlede harmoniserede standarder ikke finder korrekt anvendelse, eller begrundes med manglende opfyldelse af kravene i artikel 3, når apparaturet ikke er i overensstemmelse med de i artikel 5, stk. 1, omhandlede harmoniserede standarder, hører Kommissionen de berørte parter snarest muligt. Kommissionen underretter straks medlemsstaterne om resultaterne af sine undersøgelser og meddeler senest to måneder efter, at den er blevet underrettet om de pågældende foranstaltninger, om den finder foranstaltningerne berettiget.

4. Hvis den i stk. 1 nævnte beslutning begrundes med, at der er mangler ved de harmoniserede standarder i artikel 5, stk. 1, forelægger Kommissionen sagen for udvalget inden to måneder. Udvalget afgiver udtalelse i overensstemmelse med proceduren i artikel 14. Efter denne høring underretter Kommissionen medlemsstaterne om resultaterne af sine undersøgelser og meddeler, om den finder medlemsstatens foranstaltning berettiget. Hvis den finder foranstaltningen berettiget, indleder den straks proceduren i artikel 5, stk. 2.

5. a) Uanset artikel 6 kan en medlemsstat under iagttagelse af traktatens bestemmelser, særlig artikel 30 og 36, vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på

i) forbud mod eller begrænsning af markedsføring og/eller

ii) krav om tilbagetrækning fra markedet

af radioudstyr, herunder typer af radioudstyr, der har forårsaget, eller som med rimelighed kan forventes at forårsage skadelig interferens, herunder interferens med eksisterende eller planlagte tjenester på nationalt allokerede frekvensbånd.

b) Hvis en medlemsstat træffer foranstaltninger i overensstemmelse med litra a), underretter den straks Kommissionen om disse foranstaltninger og begrunder nærmere, hvorfor den har vedtaget dem.

6. Når en medlemsstat underretter Kommissionen om en foranstaltning truffet i henhold til stk. 1 eller 5, underretter Kommissionen straks de øvrige medlemsstater og hører udvalget om spørgsmålet.

Såfremt Kommissionen efter denne høring finder,

- at foranstaltningen er berettiget, underretter den straks den medlemsstat, som tog initiativet, og de øvrige medlemsstater,

- at foranstaltningen er uberettiget, underretter den straks medlemsstaten og opfordrer den til at trække foranstaltningen tilbage.

7. Kommissionen registrerer de sager, som medlemsstaterne giver underretning om; sagerne stilles til rådighed for medlemsstaterne, hvis de anmoder om det.

Artikel 9

1. Konstaterer en medlemsstat, at et apparat, der er ledsaget af en af de i artikel 10 fastlagte former for attestering, ikke opfylder de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, træffer den alle fornødne foranstaltninger for at trække det pågældende apparat tilbage fra markedet, forbyde markedsføring af det eller begrænse dets frie bevægelighed.

Medlemsstaten underretter omgående Kommissionen om denne foranstaltning og anfører begrundelsen for sin afgørelse, herunder om den manglende overensstemmelse skyldes

a) manglende opfyldelse af kravene i artikel 4, hvis apparatet ikke svarer til de i artikel 7, stk. 1, nævnte standarder

b) forkert anvendelse af de i artikel 7, stk. 1, nævnte standarder

c) en mangel i selve de i artikel 7, stk. 1, nævnte standarder.

2. Kommissionen hører snarest muligt de berørte parter. Konstaterer den efter denne høring, at foranstaltningen er berettiget, underretter den omgående den initiativtagende medlemsstat samt de øvrige medlemsstater.

Er den i stk. 1 nævnte afgørelse begrundet i en mangel i standarderne, og agter den medlemsstat, der har truffet de pågældende foranstaltninger, at opretholde disse, forelægger Kommissionen, efter at have hørt parterne, sagen for udvalget inden to måneder og iværksætter fremgangsmåden i artikel 8.

3. Hvis et apparat, der ikke opfylder kravene, er ledsaget af en af de i artikel 10 nævnte former for attestering, træffer den pågældende medlemsstat passende foranstaltninger mod den, den har foretaget attesteringen, og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

4. Kommissionen sørger for, at medlemsstaterne holdes underrettet om denne procedures forløb og resultater.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 9. Telestyrelsen fastsætter tekniske specifikationer for radiogrænseflader indeholdende de krav, der kan fastsættes med baggrund i effektiv frekvensudnyttelse og hindring af uacceptable forstyrrelser samt regler for offentliggørelse heraf.

Ibrugtagning og tilslutning af apparater

Artikel 10

Procedurer for overensstemmelsesvurdering

1. Procedurerne for overensstemmelsesvurdering i denne artikel skal bruges til at påvise, at apparaturet opfylder alle de relevante væsentlige krav, der er fastlagt i artikel 3.

2. Efter fabrikantens valg kan apparaturets overensstemmelse med de væsentlige krav i artikel 3, stk. 1, litra a) og b), påvises ved at bruge procedurerne i henholdsvis direktiv 73/23/EØF og direktiv 89/336/EØF, som et alternativ til procedurerne i det følgende, når apparaturet er omfattet af disse direktivers anvendelsesområde.

3. Fabrikanten kan selv vælge, hvilken af procedurerne i bilag II, IV eller V, der skal anvendes i forbindelse med teleterminaludstyr, som ikke gør brug af frekvensbånd, som er allokeret til jord-/rumbaseret radiokommunikation og modtagerdele i radioudstyr.

4. Har en fabrikant anvendt de harmoniserede standarder, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, kan han selv vælge, hvilken af procedurerne i bilag III, IV eller V, der skal anvendes i forbindelse med radioudstyr, som ikke er omfattet af stk. 3.

5. Har en fabrikant ikke eller kun delvist anvendt de harmoniserede standarder, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, kan han selv vælge, hvilken af procedurerne i bilag IV eller V der skal anvendes i forbindelse med radioudstyr, som ikke er omfattet af stk. 3 i nærværende artikel.

6. Dokumenter og korrespondance vedrørende de procedurer for overensstemmelsesvurdering, der henvises til i stk. 2-5, skal udfærdiges på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor proceduren gennemføres, eller på et sprog, som det berørte bemyndigede organ kan acceptere.

Artikel 10

1. For så vidt angår apparater, for hvilke fabrikanten har anvendt de i artikel 7, stk. 1, omhandlede standarder, attesteres apparaternes overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv ved en EF-overensstemmelseserklæring, der udstedes af fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet. Denne erklæring skal stilles til rådighed for den kompetente myndighed, i en periode på ti år efter at markedsføringen af apparaterne er påbegyndt.

Endvidere anbringer fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, EF-overensstemmelsesmærket på apparatet eller, hvis dette ikke er muligt, på emballagen, brugsanvisningen eller garantibeviset.

Hvis hverken fabrikanten eller dennes befuldmægtigede er etableret i Fællesskabet, påhviler ovennævnte pligt til at stille EF-overensstemmelseserklæringen til rådighed enhver person, som markedsfører apparatet i Fællesskabet.

Bestemmelserne vedrørende EF-erklæringen og EF-mærket findes i bilag I.

2. For så vidt angår apparater, for hvilke fabrikanten ikke eller kun delvis har anvendt de i artikel 7, stk. 1, omhandlede standarder, eller såfremt der ikke findes nogen standarder, skal fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, så snart markedsføringen påbegyndes, stille et teknisk konstruktionsdossier til rådighed for de kompetente myndigheder. Dette dossier skal indeholde en beskrivelse af apparatet og af de foranstaltninger, der er truffet for at sikre apparatets overensstemmelse med de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, og skal omfatte en teknisk rapport eller et certifikat fra et kompetent organ.

Dette dossier skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, i en periode på ti år efter at markedsføringen af apparaterne er påbegyndt.

Hvis hverken fabrikanten eller dennes befuldmægtigede er etableret i Fællesskabet, påhviler denne pligt til at stille et teknisk dossier til rådighed enhver person, som markedsfører apparatet i Fællesskabet.

Apparatets overensstemmelse med det, der er beskrevet i det tekniske dossier, attesteres efter fremgangsmåden i stk. 1.

Medlemsstaterne formoder, at disse apparater er i overensstemmelse med de i artikel 4 omhandlede beskyttelseskrav, jf. dog bestemmelserne i nærværende stykke. 3. For så vidt de i artikel 7, stk. 1, omhandlede standarder endnu ikke findes, kan de pågældende apparater med forbehold af stk. 2 i nærværende artikel i en overgangsperiode indtil senest den 31. december 1992 fortsat være underlagt de nationale ordninger, der er gældende på datoen for dette direktivs vedtagelse, forudsat at disse ordninger er forenelige med Traktatens bestemmelser.

4. Overensstemmelse med dette direktiv attesteres for så vidt angår apparater, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 86/361/EØF, ifølge fremgangsmåden i stk. 1, efter at fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, for disse apparater har fået meddelt EF-typeattest, der udstedes af et af de anmeldte organer, der er nævnt i stk. 6 i nærværende artikel.

5. For apparater, der er bygget til udsendelse af radiomeddelelser, som defineret i Den Internationale Telekommunikationsunions konvention, attesteres overensstemmelse med dette direktiv ifølge fremgangsmåden i stk. 1, efter at fabrikanten eller dennes befuldmægtigede, der er etableret i Fællesskabet, for disse apparater har fået meddelt EF-typeattest, der udstedes af et af de anmeldte organer, der er nævnt i stk. 6.

Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på ovennævnte apparater, når de udelukkende er bygget og bestemt til radioamatørbrug som anført i artikel 2, stk. 3.

6. Hver medlemsstat giver Kommissionen og de andre medlemsstater meddelelse om, hvilke myndigheder der er de kompetente som omhandlet i denne artikel, og om, hvilke organer der skal udstede de EF-typeattester, der er omhandlet i stk. 4 og 5. Kommissionen offentliggør til orientering i De Europæiske Fællesskabers Tidende en liste over disse myndigheder og organer og sørger for, at den ajourføres.

Det præciseres i meddelelsen, om disse organer er kompetente i forbindelse med alle de apparater, der er omfattet af dette direktiv, eller om deres ansvar er begrænset til visse særlige områder.

Medlemsstaterne anvender kriterierne i bilag II ved vurderingen af de organer, der skal anmeldes.

De organer, der opfylder de i de pågældende harmoniserede standarder fastsatte vurderingskriterier, formodes at opfylde ovennævnte kriterier.

En medlemsstat, som har anmeldt et organ, skal trække sin godkendelse tilbage, hvis den konstaterer, at dette organ ikke længere opfylder kriterierne i bilag II. Den underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

Kapitel 10

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 10. Apparater kan tages i brug i overensstemmelse med de formål, hvortil de er bestemt, forudsat at disse

1) overholder kravene i § 5 og regler udstedt i medfør heraf, og

2) er forsynet med overensstemmelsesmærkning og anden mærkning fastsat i henhold til § 6, stk. 2.

Stk. 2. Udover de i stk. 1 nævnte krav kan Telestyrelsen fastsætte yderligere krav til en eller flere kategorier af radioudstyr som forudsætning for ibrugtagning af disse, med sigte på varetagelse af hensynet til den offentlige sundhed.

Stk. 3. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om begrænsninger i ibrugtagning af radio- og teleterminaludstyr samt særlige foranstaltninger vedrørende ibrugtagning og installation af apparater.

Artikel 11

Bemyndigede organer og tilsynsmyndigheder

1. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke organer de har udpeget til at udføre de opgaver, der henvises til i artikel 10. Ved udpegelsen af bemyndigede organer anvender medlemsstaterne kriterierne i bilag VI.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilke myndigheder på deres område der udfører tilsynsopgaver i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv.

3. Kommissionen offentliggør i De Europæiske Fællesskabers Tidende en liste over de bemyndigede organer, herunder deres identifikationsnumre og de opgaver, de er udpeget til at udføre. Kommissionen offentliggør også en liste over tilsynsmyndighederne i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Medlemsstaterne fremsender alle de oplysninger til Kommissionen, der er nødvendige for, at listerne kan ajourføres.

Artikel 11

Direktiv 76/889/EØF og direktiv 76/890/EØF ophæves fra den 1. januar 1992.

§ 11. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester skal udarbejde og til Telestyrelsen indsende tekniske specifikationer for de grænseflader, som disse udbydere anvender i deres telenet eller tjenesteudbud i forbindelse med udbud af teletjenester og tilslutning af teleterminaludstyr.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om omfang, indhold, udformning og indsendelse m.v. af tekniske specifikationer for grænseflader for udbydere af offentlige telenet eller teletjenester. Telestyrelsen kan endvidere fastsætte regler om udbydernes pligt til at offentliggøre oplysninger om disse grænseflader.

Artikel 12

CE-mærkning

1. Apparatur, der opfylder alle relevante væsentlige krav, skal være forsynet med CE-overensstemmelsesmærkningen, som beskrevet i bilag VII. Mærkningen anbringes under ansvar af fabrikanten, dennes befuldmægtigede inden for EF eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparaturet.

Anvendes procedurerne i bilag III, IV eller V, suppleres mærkningen med identifikationsnummeret på det bemyndigede organ, jf. artikel 11, stk. 1. Radioudstyr forsynes endvidere med en identifikation for udstyrsklassen, hvis der er fastlagt en sådan. Det er tilladt at anbringe andre mærker på udstyret, forudsat at det ikke gør CE-mærkningen mindre synlig eller læsbar.

2. Apparaturet må ikke, uanset om det opfylder de relevante væsentlige krav eller ej, forsynes med mærker, som kan vildlede tredjemand med hensyn til betydningen eller udformningen af den CE-mærkning, der er beskrevet i bilag VII.

3. Den kompetente medlemsstat træffer passende foranstaltninger over for enhver, der har anbragt mærkning, som ikke er i overensstemmelse med stk. 1 og 2. Hvis det ikke er muligt at fastslå, hvem der har anbragt mærkningen, træffes der passende foranstaltninger over for den, der er i besiddelse af apparaturet, når den manglende overensstemmelse opdages.

4. Apparaturet skal af fabrikanten identificeres ved hjælp af type-, parti- og/eller serienumre og navnet på fabrikanten eller den person, der ansvarlig for dets markedsføring.

Artikel 12

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 1. juli 1991 de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv. De underretter Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 1992.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

§ 12. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester kan ikke nægte slutbrugere adgang til at tilslutte teleterminaludstyr til grænseflader som nævnt i § 11, hvis udstyret overholder kravene i § 5 og regler udstedt i medfør heraf, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester kan anmode Telestyrelsen om tilladelse til at afvise at tilslutte eller til at frakoble radio- eller teleterminaludstyr som nævnt i stk. 1, eller til at blokere for udstyrets adgang til en eller flere tjenester. Tilladelse hertil skal gives, såfremt Telestyrelsen finder det godtgjort, at det pågældende radio- eller teleterminaludstyr forårsager betydelig skade på et telenet, uacceptable forstyrrelser eller på anden vis beskadiger telenettet og dets funktioner.

Stk. 3. I nødstilfælde kan en udbyder af telenet eller teletjenester frakoble radio- eller teleterminaludstyr som nævnt i stk. 1, såfremt beskyttelsen af telenettet kræver, at udstyret frakobles øjeblikkeligt og under forudsætning af, at brugeren straks og uden udgift for vedkommende tilbydes en alternativ løsning.

Stk. 4. Udbyderen skal straks underrette Telestyrelsen om beslutninger som nævnt i stk. 3. Telestyrelsen træffer på grundlag heraf afgørelse om, hvorvidt frakobling er berettiget, jf. stk. 2.

Artikel 13

Udvalgets sammensætning

Kommissionen bistås af et udvalg, benævnt Udvalget for Overensstemmelsesvurdering og Markedstilsyn på Teleområdet (TCAM), der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

Artikel 13

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. maj 1989.

På Rådets vegne

P. SOLBES

Formand

BILAG I

1. EF-overensstemmelseserklæring

EF-overensstemmelseserklæringen skal omfatte følgende elementer

en beskrivelse af de(t) pågældende apparat(er)

en henvisning til de specifikationer, i forhold til hvilke overensstemmelsen er erklæret, og evt. til de nationale foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at apparaterne er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser

en angivelse af den underskriver, der har fået fuldmagt til at forpligte fabrikanten eller dennes befuldmægtigede

evt. en henvisning til den EF-typeattest, som er udstedt af et anmeldt organ.

2. EF-overensstemmelsesmærke

EF-overensstemmelsesmærket består af nedenstående EF-sigel og det år, hvor mærket er påsat.

Dette mærke skal i givet fald suppleres med kendingsmærket for det anmeldte organ, der har udstedt EF-typeattesten.

Hvis apparater er omfattet af andre direktiver, hvori der kræves et EF-overensstemmelsesmærke, angiver anvendelsen af EF-mærket også overensstemmelse med de pågældende krav i disse andre direktiver.

BILAG II

Kriterier for vurdering af de organer, der skal anmeldes

De organer, som medlemsstaterne udpeger, skal opfylde følgende mindstekrav

1) de skal råde over det nødvendige personale og apparatur

2) personalet skal have teknisk kompetence og faglig og personlig integritet

3) lederne og teknikerne skal med hensyn til de i direktivet omhandlede afprøvninger, rapporter, attester og overvågningsforanstaltninger være uafhængige af alle kredse, grupper og personer, der direkte eller indirekte har interesser på det pågældende produktområde

4) personalet har tavshedspligt

5) der skal tegnes en ansvarsforsikring, medmindre staten på grundlag af national ret påtager sig erstatningsansvaret.

Medlemsstaternes kompetente myndigheder kontrollerer jævnligt, at kravene i punkt 1 og 2 er opfyldt.

BILAG III

Illustrerende liste over de vigtigste beskyttelseskrav

Maksimumsniveauet for elektromagnetiske forstyrrelser, der frembringes af apparater, må ikke være højere, end at det ikke generer anvendelsen af navnlig følgende apparater

a) private radio- og tv-modtagere

b) industrielt udstyr

c) mobilradioudstyr

d) kommercielt mobilradio- og mobiltelefonudstyr

e) medicinske og videnskabelige apparater

f) informationsteknologisk udstyr

g) husholdningsapparater og elektronisk husholdningsudstyr

h) radioapparater i fly og på skibe

i) elektronisk undervisningsudstyr

j) telekommunikationsnet og -apparater

k) radio- og tv-sendere

l) lamper og lysstofrør.

Apparaterne, og navnlig de i litra a) til l) nævnte, skal være konstrueret på en sådan måde, at de har en passende elektromagnetisk immunitet i et normalt miljø for elektromagnetisk kompatibilitet dér, hvor det er meningen, at apparaterne skal bruges, således at de kan bruges uden gener under hensyn til de forstyrrelsesniveauer, der frembringes af apparater, som opfylder de i artikel 7 fastsatte standarder.

Apparatet ledsages af en anvisning, som skal indeholde de nødvendige oplysninger for brug af apparatet i overensstemmelse med dets formål.

(1) EFT nr. C 322 af 2. 12. 1987, s. 4.

(2) EFT nr. C 262 af 10. 10. 1988, s. 82.

EFT nr. C 69 af 20. 3. 1989, s. 72.

(3) EFT nr. C 134 af 24. 5. 1988, s. 2.

(4) EFT nr. L 217 af 5. 8. 1986, s. 21.

(1) EFT nr. L 109 af 26. 4. 1983, s. 8.

(2) EFT nr. L 81 af 26. 3. 1988, s. 75.

(3) EFT nr. L 336 af 4. 12. 1976, s. 1.

(4) EFT nr. L 336 af 4. 12. 1976, s. 22.

§ 13. Vurdering af, om apparater er i overensstemmelse med de i § 5 nævnte beskyttelseskrav og udstedelse af erklæring om overensstemmelse, kan ske på en af følgende måder

1) EF-overensstemmelseserklæring uden teknisk dokumentation.

2) EF-overensstemmelseserklæring med teknisk dokumentation.

3) EF-overensstemmelseserklæring med EF-typeattest.

Stk. 2. Vurdering af, om radio- og teleterminaludstyr er i overensstemmelse med de i § 5 nævnte væsentlige krav og udstedelse af erklæring om overensstemmelse, kan ske på en af følgende måder

1) Intern fabrikationskontrol.

2) Certificering med henblik på fuld kvalitetssikring.

3) Intern fabrikationskontrol samt særlige apparaturprøvninger.

4) Dokumentation vedrørende den tekniske konstruktion.

Stk. 3. Vurdering af, om radio- og teleterminaludstyr er i overensstemmelse med de i § 5 nævnte væsentlige krav og udstedelse af erklæring om overensstemmelse, kan endvidere ske på følgende måde

1) Overensstemmelseserklæring vedrørende sundheds- og sikkerhedsforhold.

Stk. 4. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om de i stk. 1-2 nævnte procedurer for erklæring af overensstemmelse med de i § 5 nævnte krav, regler om hvornår de i stk. 1-2 nævnte metoder skal anvendes, samt regler om hvem der er ansvarlig for overensstemmelsen.

§ 13, stk. 2, er affattet således

2. § 13, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan omfatte følgende

»Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan bl.a. omfatte følgende

1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v.

1) Krav om overholdelse af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler udstedt i medfør heraf, herunder krav om anvendelse af radioudstyr, der overholder de væsentlige krav samt de regulerede grænseflader.

2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.

2) Overholdelse af frekvensplanen og de heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser, jf. §§ 2-4.

3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg.

3) Radiotekniske krav, bl.a.

a) Maksimal sendestyrke.

b) Maksimal antennehøjde og antennekarakteristika.

c) Modulationstyper og senderens spektralbredde.

d) Frekvensstabilitet.

4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæring.

4) Krav begrundet i forstyrrelsesmæssige forhold.

5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.

5) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.

6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.

6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområdet for de tildelte frekvenser.«

7) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.

8) Krav om forstyrrelsesmæssige forhold.«

Artikel 14

Procedure med rådgivende udvalg

1. Udvalget høres om spørgsmål, der er omfattet af artikel 5, artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 4, artikel 9, stk. 4, samt bilag VII, punkt 5.

2. Kommissionen hører periodisk udvalget om tilsynsopgaverne i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv og udstikker om nødvendigt retningslinjer på området.

3. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, i givet fald ved afstemning.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse, og træffer afgørelse senest en måned efter, at udvalget har afgivet udtalelse.

4. Kommissionen hører periodisk repræsentanter for telenetudbyderne, forbrugerne og fabrikanterne. Den underretter med jævne mellemrum udvalget om resultatet af disse høringer.

§ 14. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om de krav, der gælder for offentlige myndigheder og private foretagender, der ansøger om at være bemyndiget til at udføre opgaver i forbindelse med udarbejdelse af dokumentation for apparaters overensstemmelse som nævnt i § 13, stk. 1-2.

§ 14, stk. 2, er affattet således

3. § 14, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan omfatte følgende

»Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan bl.a. omfatte følgende

1) Radiotekniske krav, herunder begrænsninger med hensyn til den anvendte sendestyrke, antennehøjde, antenneretning m.v.

1) Krav om overholdelse af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler udstedt i medfør heraf, herunder krav om anvendelse af radioudstyr, der overholder de væsentlige krav samt de regulerede grænseflader.

2) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.

2) Overholdelse af frekvensplanen og de heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser, jf. §§ 2-4.

3) Krav om anvendelse af typegodkendte radioanlæg.

3) Radiotekniske krav, bl.a.

a) Maksimal sendestyrke.

b) Maksimal antennehøjde og antennekarakteristika.

c) Modulationstyper og senderens spektralbredde.

d) Frekvensstabilitet.

4) Krav om anvendelse af radioanlæg, hvor der foreligger dokumentation for overholdelse af forud fastsatte tekniske krav i form af fabrikanterklæring.

4) Krav begrundet i forstyrrelsesmæssige forhold.

5) Krav om anvendelse af godkendte kvalitetsstyringssystemer.

5) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.

6) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver.

6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområdet for de tildelte frekvenser.

7) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser.

7) Vilkår med sigte på opfyldelse af bredere samfundsmæssige behov.

8) Vilkår med sigte på opfyldelse af brederesamfundsmæssige behov.

8) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver.

9) Overholdelse af frekvensplanen og heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser.

9) Krav om at forfaldne afgifter og rykkergebyrer er betalt.«

10) Krav om forstyrrelsesmæssige forhold.

11) Krav om betaling af forfaldne gebyrer, rykkergebyrer og afgifter.«

Artikel 15

Forskriftsudvalgsprocedure

1. Uanset artikel 14 finder følgende procedure anvendelse i de spørgsmål, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3, og artikel 4, stk. 1.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, som er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

3. Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.

Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Har Rådet efter udløbet af en frist på tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet ikke truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.

§ 15. Telestyrelsen er bemyndiget til at yde teknisk rådgivning i forbindelse med de i § 13, stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte procedurer vedrørende apparaters overensstemmelse med de i § 5 nævnte krav.

Artikel 16

Tredjelande

1. Medlemsstaterne kan underrette Kommissionen om generelle faktiske eller juridiske vanskeligheder, som EF-virksomheder måtte have haft med hensyn til markedsføring i tredjelande, og som de er blevet gjort opmærksom på.

2. Når Kommissionen underrettes om sådanne vanskeligheder, kan den om nødvendigt forelægge Rådet forslag til et passende mandat til forhandling om sammenlignelige rettigheder for EF-virksomheder i disse tredjelande. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

3. Foranstaltninger, der træffes i medfør af stk. 2, berører ikke de forpligtelser, som Fællesskabet og medlemsstaterne har i henhold til relevante internationale aftaler.

§ 16. Telestyrelsen kan udpege andre offentlige myndigheder eller private foretagender, der opfylder de i medfør af § 14 fastsatte regler, som bemyndigede til at yde teknisk rådgivning eller udføre opgaver i forbindelse med certificering med henblik på fuld kvalitetsstyring vedrørende apparaters overensstemmelse som nævnt i § 13, stk. 1-2.

Stk. 2. Telestyrelsen kan tilbagekalde en bemyndigelse efter stk. 1, hvis den offentlige myndighed eller det private foretagende ikke længere opfylder de i medfør af § 14 fastsatte betingelser for at være et bemyndiget organ.

Artikel 17

Undersøgelse og rapporter

Kommissionen undersøger og udarbejder en rapport om direktivets anvendelse og fremsender denne til Europa-Parlamentet og Rådet, første gang senest den 2. oktober 2000 og derefter hvert tredje år. Rapporten skal omfatte de fremskridt, der er gjort med hensyn til udarbejdelsen af de relevante standarder, samt ethvert problem, som er opstået under gennemførelsen. Rapporten skal også redegøre for udvalgets virksomhed og vurdere de fremskridt, som er gjort hen imod et åbent marked for apparatur på fællesskabsplan, samt undersøge, hvorledes forskriftsrammerne for markedsføring og ibrugtagning af apparatur kan udvikles med henblik på

a) at sikre, at der opnås et sammenhængende system på fællesskabsplan for alt apparatur;.

b) at tage hensyn til konvergensen mellem tele-, AV- og IT-sektorerne;

c) at muliggøre harmonisering af lovgivningsmæssige foranstaltninger på internationalt plan.

Det skal navnlig undersøges, om der fortsat er behov for væsentlige krav for alle de kategorier af apparatur, der er omfattet af direktivet, og om procedurerne i bilag IV, tredje afsnit, er forholdsmæssigt afpassede til målsætningen om at sikre, at de væsentlige krav til apparatur omfattet af dette bilag opfyldes. Der kan om fornødent i rapporten foreslås yderligere foranstaltninger med henblik på fuldstændig opfyldelse af direktivets mål.

§ 17. Telestyrelsen fører tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler.

Stk. 2. Telestyrelsen træffer afgørelse om manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf og kan i den forbindelse

1) Meddele påbud om tilbagetrækning af apparater fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet.

2) Meddele påbud om, at apparater ikke længere må tages i brug eller tilsluttes.

3) Nedlægge forbud mod markedsføring eller ibrugtagning.

4) Meddele påbud om indsendelse af oplysninger som nævnt i § 11.

5) Meddele påbud om tilslutning af teleterminaludstyr til grænseflader i offentlige telenet eller teletjenester, jf. § 12.

Stk. 3. Telestyrelsen kan pålægge udbydere af offentlige telenet eller teletjenester tvangsbøder for at gennemtvinge påbud som nævnt i stk. 2, nr. 4 og 5. Der er udpantningsret for bøderne. Disse tvangsbøder tilfalder statskassen.

Artikel 18

Overgangsbestemmelser

1. Standarderne i henhold til direktiv 73/23/EØF eller direktiv 89/336/EØF, hvortil der er offentliggjort henvisninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende, kan bruges som grundlag for en formodning om overensstemmelse med de væsentlige krav, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a) og b). De fælles tekniske forskrifter i henhold til direktiv 98/13/EF, hvortil der er offentliggjort henvisninger i De Europæiske Fællesskabers Tidende, kan bruges som grundlag for en formodning om overensstemmelse med de andre relevante væsentlige krav, der er omhandlet i artikel 3. Kommissionen offentliggør en liste over henvisninger til disse standarder i De Europæiske Fællesskabers Tidende umiddelbart efter dette direktivs ikrafttræden.

2. Medlemsstaterne må ikke hindre markedsføring eller ibrugtagning af apparatur, som er i overensstemmelse med direktiv 98/13/EF eller med gældende regler på deres område, og som er blevet markedsført første gang inden dette direktivs ikrafttræden eller senest to år efter dette direktivs ikrafttræden.

3. Bortset fra de væsentlige krav, der fremgår af artikel 3, stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne anmode om, at de for en periode på op til 30 måneder fra datoen i artikel 19, stk. 1, første punktum, og under iagttagelse af traktatens bestemmelser fortsat kan kræve, at teleterminaludstyr ikke må forårsage en uacceptabel forringelse af en taletelefonitjeneste, der stilles til rådighed som led i forsyningspligten som defineret i direktiv 98/10/EF.

Den pågældende medlemsstat informerer Kommissionen om begrundelsen for anmodningen om at opretholde et sådant krav, den dato, hvor kravet ikke længere er nødvendigt for den pågældende tjeneste, samt de foranstaltninger der vil blive truffet for at overholde denne frist. Kommissionen tager ved behandlingen af anmodningen hensyn til særlige forhold i medlemsstaten og til nødvendigheden af at sikre ensartede lovgivningsmæssige rammer på fællesskabsplan og meddeler medlemsstaten, om de særlige forhold i denne medlemsstat efter Kommissionens opfattelse begrunder en sådan opretholdelse, samt i givet fald den dato, hvortil opretholdelsen er begrundet.

§ 18. Telestyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til at foretage stikprøvevis kontrol i grossist- og detailleddet for at påse, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler overholdes. Telestyrelsen kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater. Telestyrelsen kan meddele påbud eller nedlægge forbud som nævnt i § 17, stk. 2, hvis loven eller de i medfør heraf fastsatte regler ikke overholdes.

Stk. 2. Politiet yder bistand til gennemførelse af kontrol som nævnt i stk. 1. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Artikel 19

Gennemførelsesbestemmelser

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv senest den 2. april 2000. De underretter straks Kommissionen herom. De anvender disse love og bestemmelser fra 3. april 2000.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

§ 19. Telestyrelsen har med sigte på at standse forstyrrelser, hvor det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation og uden forudgående retskendelse, adgang til offentlige og private ejendomme og kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater. Telestyrelsen kan ved påbud pålægge ejeren eller brugeren af det pågældende apparat for egen regning at foretage de nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af forstyrrelsen, jf. stk. 5.

Stk. 2. Ved forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation kan Telestyrelsen meddele påbud om øjeblikkelig standsning af driften af apparater og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparater.

Stk. 3. Telestyrelsen skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til forskningsministeren.

Stk. 4. Politiet yder bistand til gennemførelse af Telestyrelsens adgang til offentlige og private lokaliteter som nævnt i stk. 1. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 5. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om de former for afhjælpning af forstyrrelser, som Telestyrelsen kan påbyde efter stk. 1.

Stk. 6. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om hvilke former for kommunikation, der betragtes som samfundsvigtig, jf. stk. 2.

Artikel 20

Ophævelse

1. Direktiv 98/13/EF ophæves fra den 8. april 2000.

2. Dette direktiv er ikke et særdirektiv i henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 89/336/EØF. Bestemmelserne i direktiv 89/336/EØF finder ikke anvendelse på apparatur, der hører ind under nærværende direktivs anvendelsesområde, bortset fra beskyttelseskravene i artikel 4 og bilag III og proceduren for overensstemmelsesvurdering i artikel 10, stk. 1 og 2, og bilag I, i direktiv 89/336/EØF fra den 8. april 2000.

3. Direktiv 73/23/EØF finder ikke anvendelse på apparatur, der hører ind under nærværende direktivs anvendelsesområde, bortset fra målsætningerne med hensyn til sikkerhedskrav i artikel 2 og bilag I og proceduren for overensstemmelsesvurdering i bilag III, litra B, og bilag IV, i direktiv 73/23/EØF fra den 8. april 2000.

§ 20. Telestyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder materiale af teknisk og statistisk karakter, som findes nødvendige for Telestyrelsens administration af denne lov.

Artikel 21

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

§ 21. Telestyrelsen underretter Europa-Kommissionen om følgende forhold

1) Afgørelser truffet i medfør af § 7.

2) De af Telestyrelsen fastsatte tekniske specifikationer for radiogrænseflader som nævnt i § 9.

3) De af Telestyrelsen fastsatte regler i medfør af § 10, stk. 3.

4) Udbyderes tekniske specifikationer for grænseflader som nævnt i § 11.

5) Afgørelser truffet i medfør af § 12.

6) Afgørelser truffet i medfør af § 17, stk. 2.

Stk. 2. Hvis Europa-Kommissionen opfordrer til, at en af Telestyrelsen truffen afgørelse vedrørende radio- og teleterminaludstyr efter stk. 1, nr. 1, 5 eller 6, trækkes tilbage, ændrer Telestyrelsen den pågældende afgørelse i overensstemmelse hermed.

§ 21 er affattet således

4. § 21 ophæves.

»Telestyrelsen kan, hvis der måtte opstå forstyrrelsesmæssige forhold, give brugere af radiofrekvenser påbud om at søge forstyrrelser afhjulpet og om eventuelt at indstille brugen, indtil forstyrrelserne er afhjulpet, samt påbud om at medvirke til dækning af de med afhjælpning forbundne udgifter.«

Artikel 22

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. marts 1999

På Europa-Parlamentets

vegne

På Rådets vegne

J. M. Gil-Robles

W. Riester

Formand

Formand

BILAG I

Udstyr, der ikke er omfattet af dette direktiv, jf. artikel 1, stk. 4

1. Radioudstyr, der anvendes af radioamatører i henhold til artikel 1, definition nr. 53, i Den Internationale Telekommunikationsunions radioreglement, medmindre udstyret handles frit.

Samlesæt til radioamatører samt kommercielt udstyr, der er ændret af og beregnet til radioamatører, betragtes ikke som udstyr, der handles frit.

2. Udstyr i henhold til Rådets direktiv 96/98/EF af 20. december 1996 om udstyr på skibe(1).

3. Kabler og ledninger.

4. Modtageradioudstyr, der er beregnet til udelukkende at skulle anvendes til modtagelse af lyd- og tv-udsendelser.

5. Produkter, udstyr og komponenter i henhold til artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 af 16. december 1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart (2).

6. Udstyr og systemer til regulering af lufttrafikken i henhold til artikel 1 i Rådets direktiv 93/65/EØF af 19. juli 1993 om definition og anvendelse af kompatible tekniske specifikationer for erhvervelse af udstyr og systemer til regulering af lufttrafikken(3).

BILAG II

Procedure for overensstemmelsesvurdering, jf. artikel 10, stk. 3

Modul A (intern fabrikationskontrol)

1. Dette bilag beskriver en procedure, hvorved fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet, som varetager de forpligtelser, der er fastlagt i punkt 2, sikrer og erklærer, at de pågældende produkter opfylder de krav i direktivet, der gælder for dem. Fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for EF anbringer CE-mærkningen på hvert enkelt produkt og udsteder en skriftlig overensstemmelseserklæring.

2. Fabrikanten udarbejder den tekniske dokumentation, der er beskrevet i punkt 4, og fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet skal kunne stille den til rådighed for de relevante nationale myndigheder i enhver medlemsstat med henblik på inspektion i mindst ti år efter det tidspunkt, hvor produktionen af produktet er ophørt.

3. Er hverken fabrikanten eller dennes befuldmægtigede etableret inden for Fællesskabet, har den person, som er ansvarlig for produktets markedsføring i Fællesskabet, pligt til at kunne fremlægge den tekniske dokumentation.

4. Den tekniske dokumentation skal gøre det muligt at vurdere, om produkterne opfylder de væsentlige krav. Dokumentationen skal omfatte konstruktion og fremstilling af produktet samt produktets funktion, herunder navnlig

en generel beskrivelse af produktet

konstruktions- og produktionstegninger samt lister over komponenter, delmontager, kredsløb osv.

de beskrivelser og forklaringer, der er nødvendige for forståelse af ovennævnte tegninger og lister samt produktets funktion

en liste over, hvilke af de standarder, der henvises til i artikel 5, der er anvendt helt eller delvist, samt beskrivelser og forklaringer af de løsninger, der er brugt for at opfylde de væsentlige krav i direktivet, hvis sådanne standarder ikke er anvendt eller ikke findes

resultater af konstruktionsberegninger, kontrolundersøgelser mv.

prøvningsrapporter.

5. Fabrikanten eller dennes befuldmægtigede opbevarer en kopi af overensstemmelseserklæringen sammen med den tekniske dokumentation.

6. Fabrikanten træffer alle nødvendige foranstaltninger til, at fremstillingsprocessen sikrer, at det fremstillede produkt er i overensstemmelse med den tekniske dokumentation, som er nævnt i punkt 2, og med de krav i direktivet, der vedrører det pågældende produkt.

BILAG III

Procedure for overensstemmelsesvurdering, jf. artikel 10, stk. 4

(Intern fabrikationskontrol samt særlige apparaturprøvninger)1)

Dette bilag består af bilag II samt følgende yderligere krav

Fabrikanten skal sikre, at der for hver type apparatur gennemføres alle væsentlige radioprøvningssæt. Et bemyndiget organ, som fabrikanten selv vælger, fastlægger, hvilke prøvningssæt der betragtes som væsentlige, medmindre det i de harmoniserede standarder er fastlagt, hvilke prøvningssæt der skal gennemføres. Det bemyndigede organ tager behørigt hensyn til tidligere afgørelser, som bemyndigede organer har truffet i fællesskab.

Fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for EF eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparatet, erklærer, at disse prøvninger er blevet gennemført, og at apparaturet opfylder de væsentlige krav, og anbringer under fremstillingsprocessen det bemyndigede organs identifikationsnummer på apparaturet.

BILAG IV

Procedure for overensstemmelsesvurdering, jf. artikel 10, stk. 5

(Dokumentation vedrørende den tekniske konstruktion)

Dette bilag består af bilag III samt følgende yderligere krav

Den tekniske dokumentation, der er beskrevet i punkt 4 i bilag II, og den overensstemmelseserklæring i forbindelse med særlige radioprøvningssæt, der er omhandlet i bilag III, udgør dokumentationen vedrørende den tekniske konstruktion.

Fabrikanten, dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet, eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparaturet, forelægger dokumentationen for en eller flere bemyndigede organer; hvert enkelt af de bemyndigede organer underrettes om andre, som har modtaget dokumentationen.

Det bemyndigede organ gennemgår dokumentationen, og hvis det vurderes, at den ikke på tilfredsstillende vis godtgør, at dette direktivs krav er opfyldt, kan det bemyndigede organ sende en udtalelse til fabrikanten, dennes repræsentant eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparaturet, og underrette de øvrige bemyndigede organer, der har modtaget dokumentationen, herom. En sådan udtalelse skal afgives inden fire uger efter det bemyndigede organs modtagelse af dokumentationen. Apparaturet kan markedsføres, når udtalelsen er modtaget, eller efter udløbet af de 4 uger, jf. dog artikel 6, stk. 4, og artikel 9, stk. 5.

Fabrikanten eller dennes befuldmægtigede inden for Fællesskabet eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af apparaturet, opbevarer dokumentationen i en periode, der udløber mindst ti år efter det tidspunkt, hvor produktionen af apparaturet er ophørt, således at den er til rådighed for de relevante nationale myndigheder i enhver medlemsstat med henblik på inspektion.

BILAG V

Procedure for overensstemmelsesvurdering, jf. artikel 10

Fuld kvalitetssikring

1. Fuld kvalitetssikring er den procedure, hvorved en fabrikant, der opfylder bestemmelserne i punkt 2, garanterer og erklærer, at de pågældende produkter opfylder de krav i direktivet, der gælder for dem. Fabrikanten anbringer de mærker, der er omhandlet i artikel 12, stk. 1, på hvert enkelt produkt og udsteder en skriftlig overensstemmelseserklæring.

2. Fabrikanten anvender et godkendt kvalitetssystem for konstruktion, fremstilling, endelig produktionskontrol og prøvning som beskrevet i punkt 3 og er underlagt den i punkt 4 omhandlede kontrol.

3. Kvalitetssystem

3.1. Fabrikanten indsender en ansøgning om vurdering af kvalitetssystemet til et bemyndiget organ.

Ansøgningen skal indeholde

alle relevante oplysninger om de planlagte produkter

dokumentation vedrørende kvalitetssystemet.

3.2. Kvalitetssystemet skal sikre, at produkterne opfylder de krav i direktivet, der gælder for dem. Alle de forhold, krav og bestemmelser, som fabrikanter har taget hensyn til, skal dokumenteres på systematisk og overskuelig måde i en skriftlig redegørelse for forholdsregler, procedurer og instruktioner. Denne dokumentation vedrørende kvalitetssystemet skal sikre, at kvalitetspolitik og -procedurer, såsom kvalitetsprogrammer, -planer, -manualer og registre fortolkes ens.

Redegørelsen skal navnlig indeholde en fyldestgørende beskrivelse af

kvalitetsmålsætninger og organisationsstruktur samt ledelsens ansvar og beføjelser med hensyn til konstruktions- og produktionskvalitet

de tekniske specifikationer, herunder de harmoniserede standarder og tekniske forskrifter samt relevante prøvningsspecifikationer, der vil blive anvendt, samt hvis de i artikel 5, stk. 1, omhandlede standarder ikke anvendes fuldt ud, hvordan det sikres, at de væsentligste krav i direktivet, der gælder for produkterne, vil blive opfyldt

de teknikker til konstruktionskontrol og -verifikation samt de processer og systematiske foranstaltninger, der vil blive anvendt ved konstruktionen af produkterne, for så vidt angår den pågældende produktkategori

de tilsvarende teknikker for fremstilling, kvalitetskontrol og kvalitetssikring samt de fremgangsmåder og systematiske foranstaltninger, der vil blive anvendt

de undersøgelser og prøvninger, der skal udføres før, under og efter produktionen, og den hyppighed, hvormed dette sker, samt resultaterne af de prøvninger, der er udført før produktionen, når det er relevant

hvordan det sikres, at prøvnings- og undersøgelsesfaciliteterne er i overensstemmelse med de relevante krav for gennemførelse af den nødvendige prøvning

kvalitetsregistreringer, herunder kontrolrapporter og prøvnings- og kalibreringsdata, rapporter om personalets kvalifikationer mv.

hvordan det verificeres, at den krævede konstruktions- og produktkvalitet er opnået, og at kvalitetssystemet fungerer effektivt.

3.3. Det bemyndigede organ vurderer kvalitetssystemet for at fastslå, om det opfylder kravene i punkt 3.2. Organet skal antage, at disse krav er opfyldt, hvis kvalitetssystemerne anvender den relevante harmoniserede standard.

Det bemyndigede organ vurderer navnlig, om kvalitetskontrolsystemet sikrer produkternes overensstemmelse med direktivets krav på baggrund af den relevante dokumentation, der leveres i henhold til punkt 3.1 og 3.2, herunder, når det er relevant, prøvningsresultater leveret af fabrikanten.

Vurderingsholdet skal mindst omfatte ét medlem, som har erfaring med at vurdere den pågældende produktteknologi. Vurderingsproceduren skal omfatte et besøg på fabrikantens anlæg.

Afgørelsen skal meddeles til fabrikanten. Meddelelsen skal indeholde resultaterne af undersøgelsen og den begrundede vurderingsafgørelse.

3.4. Fabrikanten forpligter sig til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kvalitetssystemet, således som det er godkendt, og til at vedligeholde det, således at det forbliver hensigtsmæssigt og effektivt.

Fabrikanten eller dennes befuldmægtigede underretter det bemyndigede organ, som har godkendt kvalitetssystemet, om enhver påtænkt ændring af dette.

Det bemyndigede organ vurderer de foreslåede ændringer og afgør, om det ændrede kvalitetssystem stadig opfylder de i punkt 3.2 omhandlede krav, eller om en fornyet vurdering er nødvendig.

Det bemyndigede organ meddeler fabrikanten afgørelsen. Meddelelsen skal indeholde resultaterne af undersøgelsen og den begrundede vurderingsafgørelse.

4. EF-kontrol på det bemyndigede organs ansvar

4.1. Formålet med EF-kontrollen er at sikre, at fabrikanten fuldt ud opfylder sine forpligtelser i henhold til det godkendte kvalitetssystem.

4.2. Fabrikanten skal give det bemyndigede organ adgang til at kontrollere konstruktions-, produktions-, kontrol- og prøvnings- samt oplagringsfaciliteterne og skal give det alle nødvendige oplysninger, herunder

dokumentation vedrørende kvalitetssystemet

kvalitetsregistreringer i henhold til konstruktionsdelen i kvalitetssystemet, såsom resultater af analyser, beregninger, prøvninger mv.

kvalitetsregistreringer i henhold til produktionsdelen i kvalitetssystemet, såsom kontrolrapporter samt prøvnings- og kalibreringsdata, rapporter om personalets kvalifikationer mv.

4.3. Det bemyndigede organ skal gennemføre kontrolbesøg med rimelige mellemrum for at sikre, at fabrikanten vedligeholder og anvender kvalitetssystemet, og udarbejde en kontrolrapport til fabrikanten.

4.4. Det bemyndigede organ kan desuden aflægge uanmeldte besøg hos fabrikanten. Under disse besøg kan det bemyndigede organ om nødvendigt foretage eller få foretaget prøvninger for at kontrollere, om kvalitetssystemet fungerer tilfredsstillende. Det udsteder en besøgsrapport og i givet fald en prøvningsrapport til fabrikanten.

5. Fabrikanten skal i et tidsrum på mindst ti år fra datoen for ophøret af fremstillingen af produktet kunne forelægge de nationale myndigheder

den i punkt 3.1, andet led, omhandlede dokumentation

de i punkt 3.4, andet afsnit, omhandlede meddelelser om ændringer

de i sidste afsnit i punkt 3.4 og i punkt 4.3 og 4.4 omhandlede afgørelser og rapporter fra det bemyndigede organ.

6. Hvert af de bemyndigede organer stiller relevante oplysninger om udstedte eller tilbagekaldte godkendelser af kvalitetssystemer, herunder henvisninger til de(t) pågældende produkt(er), til rådighed for de øvrige bemyndigede organer.

BILAG VI

Minimumskriterier, som medlemsstaterne skal lægge til grund ved udpegelse af bemyndigede organer i henhold til artikel 11, stk. 1

1. Det bemyndigede organ, dets leder og det personale, som skal udføre de opgaver, som det bemyndigede organ har fået pålagt at gennemføre, må hverken være konstruktør, fabrikant, leverandør eller være beskæftiget med montage af radio- eller teleterminaludstyr eller være netoperatør eller tjenesteudbyder eller nogen af disse personers befuldmægtigede. De skal være uafhængige og må hverken deltage direkte i konstruktion, fabrikation, salg eller vedligeholdelse af radio- eller teleterminaludstyr eller repræsentere de parter, der er beskæftiget med disse aktiviteter. Dette udelukker ikke, at der kan udveksles tekniske oplysninger mellem fabrikant og det bemyndigede organ.

2. Det bemyndigede organ og dets personale skal udføre de opgaver, som det bemyndigede organ har fået pålagt at gennemføre, med faglig integritet og teknisk kompetence på højeste plan og må ikke kunne påvirkes af nogen form for pression og incitamenter, navnlig af finansiel art, som kan få indflydelse på deres bedømmelse eller kontrolresultater, især fra personer eller grupper af personer, der har interesse i disse resultater.

3. Det bemyndigede organ skal råde over det personale og besidde de faciliteter, som er nødvendige, for at det på fyldestgørende måde kan udføre det tekniske og administrative arbejde i forbindelse med de opgaver, det er udpeget til at udføre.

4. Det personale, som skal udføre kontrol, skal have

en god teknisk og faglig uddannelse

tilstrækkeligt kendskab til de krav, der stilles til de prøvninger eller kontrolbesøg, der udføres, og en tilstrækkelig praktisk erfaring med sådanne prøvninger og kontrolbesøg

den nødvendige færdighed i at udarbejde attester, journaler og rapporter, som gengiver kontrolresultaterne.

5. Det skal sikres, at kontrolpersonalet er uafhængigt. Aflønningen af den enkelte ansatte må hverken være afhængig af antallet af prøvninger eller kontrolbesøg eller af disse prøvningers eller kontrolbesøgs resultater.

6. Det bemyndigede organ skal tegne en ansvarsforsikring, medmindre det privatretlige ansvar dækkes af staten i henhold til nationale retsregler, eller medmindre medlemsstaten selv er direkte ansvarlig.

7. Det bemyndigede organs personale er bundet af tavshedspligt om alt, hvad det får kendskab til under udøvelsen af sin virksomhed (undtagen over for de kompetente administrative myndigheder i den medlemsstat, hvor det udøver sin virksomhed) i henhold til dette direktiv eller enhver national retsforskrift udstedt til gennemførelse heraf.

BILAG VII

Mærkning til anbringelse på udstyr, jf. artikel 12, stk. 1

1. CE-overensstemmelsesmærkningen består af bogstaverne CE i følgende udformning

Hvis CE-mærkningen formindskes eller forstørres, skal modellens størrelsesforhold, som vist ovenfor, overholdes.

2. CE-mærkningens højde skal være mindst 5 mm, medmindre dette ikke er muligt på grund af apparaturets karakter.

3. CE-mærkningen skal anbringes på produktet eller på dettes dataskilt. CE-mærkningen skal desuden anbringes på emballagen, hvis der er en sådan, og på de ledsagende dokumenter.

4. CE-mærkningen skal anbringes synligt samt være let læselig og uudslettelig.

5. Udformningen af identifikationen af udstyrsklassen fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 14.

Den skal, når det er relevant, omfatte et element, der oplyser brugeren om, at apparaturet benytter radiofrekvensbånd, hvis anvendelse ikke er blevet harmoniseret i hele Fællesskabet.

Den skal have samme højde som bogstaverne »CE«.

Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

»Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen anerkender betydningen af kravet vedrørende forebyggelse af skade paa nettet eller dets funktion, der forårsager en uacceptabel forringelse af tjenesten, under særlig hensyntagen til nødvendigheden af at beskytte forbrugernes interesser.

De bemærker derfor, at Kommissionen vil foretage en løbende vurdering af situationen med henblik på at konstatere, hvorvidt en sådan risiko optræder hyppigt, og, i bekræftende fald, finde en hensigtsmæssig løsning under anvendelse af udvalgsproceduren efter artikel 15.

En sådan løsning vil i givet fald bestå i, at det i artikel 3, stk. 3, litra b), omhandlede væsentlige krav systematisk finder anvendelse.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen erklærer endvidere, at anvendelsen af den ovenfor beskrevne procedure ikke berører de i artikel 7, stk. 5, omhandlede muligheder eller udviklingen af frivillige certificerings- og mærkningsordninger med henblik på at forebygge forringelse af tjenesten eller beskadigelse af nettet.«

()EFT C 248 af 14.8.1997, s. 4.

(2)EFT C 73 af 9.3.1998, s. 10.

(3)Europa-Parlamentets udtalelse af 29.1.1998 (EFT C 56 af 23.2.1998, s. 27), Rådets fælles holdning af 8.6.1998 (EFT C 227 af 20.7.1998, s. 37) og Europa-Parlamentets afgørelse af 6.10.1998 (EFT C 328 af 26.10.1998, s. 32). Rådets afgørelse af 25. januar 1999 og Europa-Parlamentets afgørelse af 10. februar 1999.

(4)EFT L 74 af 12. 3.1998, s. 1.

(5)EFT L 367 af 31.12.1994, s. 1.

(6)EFT L 101 af 1.4.1998, s. 24.

(7)EFT L 77 af 26.3.1973, s. 29. Direktivet er senest ændret ved direktiv 93/68/EØF (EFT L 220 af 30.8.1993, s. 1).

(1)EFT L 139 af 23.5.1989, s. 19. Direktivet er senest ændret ved direktiv 93/68/EØF.

(1)EFT L 131 af 27.5.1988, s. 73. Direktivet er ændret ved direktiv 94/46/EF (EFT L 268 af 19.10.1994, s. 15).

(2)EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37. Direktivet er ændret ved direktiv 98/48/EF (EFT L 217 af 5.8.1998, s. 18).

(1)EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29.

(2)EFT L 220 af 30.8.1993, s. 23.

(3)EFT C 102 af 4.4.1996, s.1.

(1)EFT L 169 af 12.7.1993, s. 1.

(2)EFT L 189 af 20.7.1990, s. 17. Direktivet er senest ændret ved direktiv 93/68/EF (EFT L 220 af 30.8.1993, s. 1).

(3)EFT L 152 af 6.7.1972, s. 15. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens direktiv 95/54/EF (EFT L 266 af 8.11.1995, s. 1).

(4)EFT L 225 af 10.8.1992, s. 72. Direktivet er ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

()EFT L 46 af 17. 2.1997, s. 25.

(2)EFT L 373 af 31.12.1991, s. 4. Forordningen er ændret ved Kommissionens forordning nr. (EF) 2176/96 (EFT L 291 af 14.11.1996, s. 15).

(3)EFT L 187 af 29. 7.1993, s. 52. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens direktiv 97/15/EF (EFT L 95 af 10.4.1997, s. 16).

()Bilag baseret på modul A med de for sektoren specifikke supplerende krav.

§ 22. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter offentlige myndigheder bemyndiges til at udføre opgaver, der i denne lov er tillagt Telestyrelsen.

§ 23. Telestyrelsen forelægger hvert år en rapport om styrelsens administration af loven for forskningsministeren indeholdende en beskrivelse af Telestyrelsens administration af loven, herunder fastsættelse af regler i henhold til loven, samt en beskrivelse af Telestyrelsens tilsyn og kontrol med overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler.

Stk. 2. Årsrapporten forelægges af forskningsministeren for repræsentanter og for brugere af telekommunikation, selskaber m.v. inden for telesektoren og andre relevante parter til drøftelse.

§ 23 er affattet således

5. § 23 ophæves.

»Telestyrelsen kan gøre markedsføring, oprettelse, ibrugtagning eller anvendelse af radioanlæg betinget af overholdelse af generelle regler om, at

1) radioanlæg, der udgør modtagere, som indgår i nød- og sikkerhedstjenester, er typegodkendt,

2) radioanlæg, der udgør sendere eller kombinerede sendere og modtagere, er typegodkendt, godkendt i medfør af et kvalitetsstyringssystem, eller der fremlægges dokumentation for overholdelse af de tekniske krav i form af en fabrikanterklæring,

3) der fremlægges dokumentation for overholdelse af tekniske krav i form af fabrikanterklæring for radioanlæg (modtagere), som benyttes i kommunikationssystemer, hvori der indgår sendere,

4) anvendelse af radioanlægget kun kan ske på frekvenser, hvortil der foreligger tilladelse til frekvensanvendelse efter §§ 12-14.

Stk. 2. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om

1) forbud mod eller indskrænkning i adgangen til markedsføring, herunder salg og udlevering af radioanlæg, og

2) påbud om tilbagekaldelse fra markedet, tilbagekøb eller afhjælpning.«

§ 24. Forskningsministeren kan ikke, ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov om Telestyrelsen, give Telestyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse i enkeltsager, om Telestyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelsen af denne lov og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

§ 25. Klager over Telestyrelsens afgørelser truffet i medfør af denne lov, herunder klager over Telestyrelsens sagsbehandling, kan indbringes for Teleklagenævnet.

Stk. 2. For Teleklagenævnet kan indbringes klager over afgørelser i henhold til administrative forskrifter udstedt i medfør af loven truffet af offentlige myndigheder og private foretagender, der er bemyndiget hertil.

Stk. 3. Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Afgørelser, der alene angår forhold vedrørende radio- og teleterminaludstyr, og som indberettes til Europa-Kommissionen, kan ikke indbringes for Teleklagenævnet, jf. § 21, stk. 1, nr. 1, 4 og 5.

Stk. 5. Teleklagenævnet skal i sager vedrørende elektromagnetiske forhold, hvor der sker indberetning til Europa-Kommissionen, afvente Europa-Kommissionens eventuelle udtalelse. Denne udtalelse er bindende for Teleklagenævnet.

§ 25 er affattet således

6 § 25 ophæves.

»Telestyrelsen kan fastsætte tekniske bestemmelser, herunder regler for typegodkendelse m.v., for radioanlæg, som anvendes i henhold til §§ 13 og 14.

Stk. 2. For radioanlæg, der ikke er omfattet af stk. 1, kan Telestyrelsen fastsætte regler om typegodkendelse direkte på grundlag af standarder vedtaget af anerkendte internationale standardiseringsorganer.

Stk. 3. Ud over krav, der fastsættes i tekniske bestemmelser efter stk. 1, skal radioanlæg, der er omfattet af lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser og de i medfør heraf fastsatte bestemmelser, overholde det til grund for loven liggende direktivs beskyttelseskrav.«

§ 25 a er affattet således

7. § 25 a ophæves.

»§ 25 a. Telestyrelsen kan fastsætte tekniske bestemmelser om anvendelse af radiofrekvenser i faste telenet, i det omfang det er nødvendigt for at sikre imod utilsigtet udstråling fra disse anlæg med risiko for forstyrrelser af radiobaserede tjenester.

Stk. 2. I tekniske bestemmelser som nævnt i stk. 1 kan indgå forbud mod anvendelse af visse frekvenser, hvis anvendelsen må antages at udgøre en særlig begrundet risiko for forstyrrelse af samfundsvigtige radiobaserede telekommunikationstjenester.«

§ 26. Forskningsministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med loven.

§ 27. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 3, § 5, stk. 1, 3 og 4, § 6, § 8, stk. 1, og § 13,

2) undlader at indsende oplysninger som nævnt i § 20, eller

3) undlader at efterkomme påbud og forbud givet i medfør af § 17, stk. 2, § 18, stk. 1, 3. punktum, og § 19, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af regler i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 28. Loven træder i kraft den 8. april 2000.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 8. april 1992 om satellitjordstations- og teleterminaludstyr.

Stk. 3. Samtidig ophæves lov nr. 216 af 10. april 1991 om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser.

Stk. 4. Regler udstedt i medfør af den i stk. 3 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 5. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om overgangsbestemmelser for radio- og teleterminaludstyr, der er typegodkendt inden 8. april 2000.

Stk. 6. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om overgangsbestemmelser for elektromagnetiske forhold for apparater, som er taget i brug før den 1. januar 1997.

Stk. 7. Et vilkår om typegodkendelse for frekvensanvendelse uden individuel tilladelse er at sidestille med et vilkår som nævnt i § 13, stk. 2, nr. 1 i lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, som affattet ved denne lovs § 30, nr. 2.

Stk. 8. Et vilkår om typegodkendelse i frekvenstilladelser udstedt før 8. april 2000 er at sidestille med et vilkår som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1 i lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, som affattet ved denne lovs § 30, nr. 3.

§ 28, stk. 7, er affattet således

8. § 28, stk. 7, affattes således

»Telestyrelsen kan foretage kontrolbesøg, når det på baggrund af konstaterede forstyrrelser må formodes, at loven eller de i medfør heraf fastsatte regler eller vilkår ikke overholdes.«

»Stk. 7. Telestyrelsen har med sigte på at standse forstyrrelser, hvor det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation og uden forudgående retskendelse, adgang til offentlige og private ejendomme og kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede radioanlæg. Telestyrelsen kan ved påbud pålægge brugeren af radiofrekvenser for egen regning at foretage de nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af forstyrrelsen.«

§ 28, stk. 8, er affattet således

9. § 28, stk. 8, affattes således

»Telestyrelsen kan kræve driften af radioanlæg eller anvendelsen af radiofrekvenser i faste telenet, der forstyrrer samfundsvigtig radiokommunikation, standset øjeblikkelig og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.«

»Stk. 8. Ved forstyrrelser af samfundsvigtig radiokommunikation kan Telestyrelsen meddele påbud om øjeblikkelig standsning af driften af radioanlæg og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af dette påbud, herunder plombering af radioanlæg.«

10. Efter § 28, stk. 8, indsættes som nye stykker

»Stk. 9. Telestyrelsen skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til forskningsministeren.

Stk. 10. Politiet yder bistand til gennemførelse af adgang til offentlige og private lokaliteter som nævnt i stk. 7. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 11. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om de former for afhjælpning af forstyrrelser, som Telestyrelsen kan påbyde efter stk. 7-8.

Stk. 12. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om hvilke former for radiokommunikation, der betragtes som samfundsvigtig, jf. stk. 8.«

§ 29. I lov nr. 395 af 10. juni 1997 om Telestyrelsen foretages følgende ændringer

1. I § 3, stk. 1, indsættes efter nr. 9

»10) Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.«

§ 29, stk. 1, er affattet således

11. § 29 ophæves.

»Telestyrelsen har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter med henblik på via stikprøver at kontrollere, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår overholdes.«

12. Efter § 30 indsættes

»§ 30 a. Telestyrelsen kan uden retskendelse, til enhver tid hvor det skønnes nødvendigt, foretage monitering af frekvensspektret med henblik på at sikre overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår samt overholdelse af internationale forpligtelser.

Stk. 2. Telestyrelsen kan uden retskendelse, til enhver tid hvor det skønnes nødvendigt, foretage monitering af konkrete frekvensbånd, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til en radiotjeneste ikke kan imødekommes, eller inden for et kortere tidsrum ikke forventes at ville kunne imødekommes.«

§ 30. I lov nr. 394 af 10. juni 1997 om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, som ændret ved lov nr. 1011 af 23. december 1998 og lov nr. 1096 af 29. december 1999, foretages følgende ændringer

1. § 1 a, stk. 2, ophæves.

2. § 13, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan bl.a. omfatte følgende

1) Krav om overholdelse af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler udstedt i medfør heraf, herunder krav om anvendelse af radioudstyr, der overholder de væsentlige krav samt de regulerede grænseflader.

2) Overholdelse af frekvensplanen og de heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser, jf. §§ 2-4.

3) Radiotekniske krav, herunder

a) Maksimal sendestyrke.

b) Maksimal antennehøjde og antennekarakteristika.

c) Modulationstyper og senderens spektralbredde.

d) Frekvensstabilitet.

4) Krav begrundet i forstyrrelsesmæssige forhold.

5) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.

6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområdet for de tildelte frekvenser.«

3. § 14, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Vilkår som nævnt i stk. 1 kan bl.a. omfatte følgende

1) Krav om overholdelse af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler udstedt i medfør heraf, herunder krav om anvendelse af radioudstyr, der overholder de væsentlige krav samt de regulerede grænseflader.

2) Overholdelse af frekvensplanen og de heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser, jf. §§ 2-4.

3) Radiotekniske krav, herunder

a) Maksimal sendestyrke.

b) Maksimal antennehøjde og antennekarakteristika.

c) Modulationstyper og senderens spektralbredde.

d) Frekvensstabilitet.

4) Krav begrundet i forstyrrelsesmæssige forhold.

5) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering.

6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområdet for de tildelte frekvenser.

7) Vilkår med sigte på opfyldelse af bredere samfundsmæssige behov.

8) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver.

9) Krav om at forfaldne afgifter og rykkergebyrer er betalt.«

4. § 21 ophæves.

5. § 23 ophæves.

6. § 25 ophæves.

7. § 25 a ophæves.

8. § 28, stk. 7, affattes således

»Stk. 7. Telestyrelsen har med sigte på at standse forstyrrelser, hvor det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation og uden forudgående retskendelse, adgang til offentlige og private ejendomme og kan i den forbindelse på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede radioanlæg. Telestyrelsen kan ved påbud pålægge brugeren af radiofrekvenser for egen regning at foretage de nødvendige foranstaltninger til afhjælpning af forstyrrelsen.«

9. § 28, stk. 8, affattes således

»Stk. 8. Ved forstyrrelser af samfundsvigtig radiokommunikation kan Telestyrelsen meddele påbud om øjeblikkelig standsning af driften af radioanlæg og kan træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af dette påbud, herunder plombering af radioanlæg.«

10. Efter § 28, stk. 8, indsættes som nye stykker

»Stk. 9. Telestyrelsen skal snarest muligt og senest inden 24 timer fra indgrebets iværksættelse forelægge sagen for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, skal retten give meddelelse herom til forskningsministeren.

Stk. 10. Politiet yder bistand til gennemførelse af adgang til offentlige og private lokaliteter som nævnt i stk. 7. Forskningsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 11. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om de former for afhjælpning af forstyrrelser, som Telestyrelsen kan påbyde efter stk. 7-8.

Stk. 12. Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om hvilke former for radiokommunikation, der betragtes som samfundsvigtig, jf. stk. 8.«

11. § 29 ophæves.

12. Efter § 30 indsættes

»§ 30 a. Telestyrelsen kan uden retskendelse, til enhver tid hvis det skønnes nødvendigt, foretage monitering af frekvensspektret med henblik på at sikre overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår samt overholdelse af internationale forpligtelser.

Stk. 2. Telestyrelsen kan uden retskendelse, til enhver tid hvis det skønnes nødvendigt, foretage monitering af konkrete frekvensbånd, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til en radiotjeneste ikke kan imødekommes eller inden for et kortere tidsrum ikke forventes at ville kunne imødekommes.«

§ 31. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslagets sigte er dels en gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, herefter benævnt R&TTE-direktivet, dels en indarbejdelse og modernisering af gældende regler om beskyttelse af elektriske og elektroniske apparater (herunder radio- og teleterminaludstyr) mod elektromagnetiske forstyrrelser (EMC), jf. lov nr. 216 af 10. april 1991 med senere ændringer om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser, der implementerer Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet, herefter benævnt EMC-direktivet.

Fristen for gennemførelse af R&TTE-direktivet er ifølge direktivets artikel 19 den 7. henholdsvis den 8. april 2000. R&TTE-direktivet og EMC-direktivet indgår som bilag til dette lovforslag.

Gennemførelsen af R&TTE-direktivet i dansk lovgivning indebærer bl.a., at der indføres et forenklet, harmoniseret regelsæt for markedsføring og ibrugtagning af teleterminaludstyr, og at den hidtidige nationale regulering af markedsføring og ibrugtagning af radioudstyr afløses af en harmoniseret, fælleseuropæisk regulering heraf, som er betydeligt forenklet i forhold til den hidtidige nationale regulering. Den nye regulering styrker udviklingen af et effektivt fungerende indre marked for radio-og teleterminaludstyr. Et stort indre marked for radio- og teleterminaludstyr uden nationale godkendelsesbarrierer vil skærpe konkurrencen og føre til et bredere og hurtigere udbud af billigere produkter. Derved understøttes den fuldstændige liberalisering af telekommunikationssektoren. Etableringen af et effektivt fungerende konkurrencemarked også på dette område er vigtigt for både forbrugere, udbydere af telenet eller teletjenester og udstyrsfabrikanter.

Private og professionelle brugere har primært to interesser i relation til radio- og teleterminaludstyr, der markedsføres og sælges i Danmark: Det er væsentligt, at udstyret ikke er sundhedsfarligt eller til fare for brugernes sikkerhed, at det ikke i uacceptabelt omfang forstyrrer eller lader sig forstyrre, samt at det i praksis kan anvendes i de telenet, som man kan blive kunde hos. Samtidig er det også i brugernes interesse hurtigst muligt at få adgang til nye og avancerede produkter, som kan lette adgangen til netværkssamfundet i bred forstand.

De nye regler fastholder, at der er en række væsentlige krav, som skal være opfyldt som forudsætning for, at udstyr kan markedsføres. Samtidig forenkles procedurerne for, hvordan dette sikres. Som hovedregel overlades det til udstyrs-fabrikanten (eller den ansvarlige for markedsføringen) at sikre dette og udstede en erklæring om, at udstyret overholder kravene. For samtidig at sikre forbrugerne, er der regler for, hvordan kontrol af udstyret skal gennemføres hos fabrikanten, og der er en vidtgående oplysningspligt for både fabrikanten og den, der markedsfører udstyret, til at oplyse om den gennemførte kontrol og om, hvad udstyret i praksis kan anvendes til, hvilke telenet det kan tilsluttes m.v.

Formålet med de i lovforslaget omhandlede regler om elektromagnetiske forstyrrelser er på den ene side at videreføre de gældende regler på EMC-området, og på den anden side, ved at integrere disse regler med de ovenfor nævnte regler om markedsføring og ibrugtagning af radio- og teleterminaludstyr, at få etableret et ensartet og sammenhængende regelsæt for markedsføring m.v. af alle former for elektriske og elektroniske apparater og radio- og teleterminaludstyr. Derudover er en del af sigtet at modernisere og indrette Telestyrelsens tilsyns- og kontrolbeføjelser i overensstemmelse med den øvrige telelovgivning.

Med lovforslaget ophæves lov om satellitjordstations- og teleterminaludstyr, jf. lov nr. 230 af 8. april 1992 med senere ændringer, samt lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser.

Endelig indeholder lovforslaget visse konsekvensrettelser i lov om Telestyrelsen og lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, som har sammenhæng med den ovenfor nævnte regulering.

A. De gældende regler

Radio- og teleterminaludstyr

Lovgrundlaget på udstyrsområdet udgøres i dag for så vidt angår teleterminaludstyr af lov om satellitjordstations- og teleterminaludstyr, jf. lov nr. 230 af 8. april 1992 med senere ændringer, herefter benævnt teleterminalloven.

Loven er en rammelov, og der er derfor i medfør af loven udstedt nærmere regler om satellitjordstationsudstyr og teleterminaludstyr, jf. bekendtgørelse nr. 663 af 3. august 1995 om satellitjordstationsudstyr og bekendtgørelse nr. 737 af 13. august 1994 om teleterminaludstyr med senere ændringer. Hertil kommer en bekendtgørelse om bemyndigelse til godkendelse af kvalitetsstyringssystemer på teleterminalområdet, jf. bekendtgørelse nr. 739 af 13. august 1994 med senere ændringer.

De eksisterende regler baserer sig også på en fælleseuropæisk harmoniseringsregulering, og betyder først og fremmest, at satellitjordstations- og teleterminaludstyr kan medbringes og markedsføres i alle medlemsstater inden for EU, hvis det gennem en 3. partsprøvning og typegodkendelse i ét EU-medlemsland er sikret, at udstyret overholder de fælleseuropæisk fastsatte væsentlige krav, fastsatte standarder m.v., og forudsat at udstyret er CE-mærket i henhold til disse regler.

For så vidt angår radioudstyr er det gældende lovgrundlag reglerne om typegodkendelse og fastsættelse af tekniske bestemmelser i lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser, jf. lov nr. 394 af 10. juni 1997 med senere ændringer. Reglerne er udmøntet i en bekendtgørelse om godkendelse og omsætning m.m. af radioanlæg, jf. bekendtgørelse nr. 957 af 12. december 1997 med senere ændringer. Den gældende danske regulering af dette område svarer til reguleringen i andre EU-lande. Radioudstyr skal således i dag i de fleste tilfælde godkendes nationalt i hver enkelt medlemsstat inden for EU for lovligt at kunne markedsføres og tages i brug i det pågældende land. Se tillige neden for i afsnittet vedrørende lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser.

Elektriske og elektroniske apparater (EMC)

Lovgrundlaget på hele EMC-området udgøres af den gældende lov om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser, jf. lov nr. 216 af 10. april 1991 med senere ændringer, herefter benævnt EMC-loven, der implementerer EMC-direktivet. Loven er senest ændret ved lov nr. 102 af 28. februar 1996. Loven er en rammelov, og der er derfor udstedt nærmere regler om markedsføring m.v. af elektriske apparater og om elektromagnetiske forstyrrelser, jf. bekendtgørelse nr. 796 af 5. december 1991 med senere ændringer. Hertil kommer bekendtgørelser om krav til elektromagnetiske forhold for visse køretøjer m.v., jf. bekendtgørelse nr. 708 af 25. juli 1996 og bekendtgørelse nr. 1002 af 15. december 1999.

Lovens udgangspunkt er, at apparater, der kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan blive påvirket heraf, som udgangspunkt frit kan markedsføres i EU uden at afvente særlige nationale godkendelsesordninger, hvis de overholder de fastsatte beskyttelseskrav om acceptabel maksimal udstråling og immunitet mod indstråling fra andre apparater og er mærket i overensstemmelse med de fastsatte krav. Der kan desuden være yderligere nationale krav i medfør af anden regulering, der begrænser markedsføringen.

Radiokommunikationsloven

Som nævnt ovenfor indgår der i lov om radiokommunikation og lov om tildeling af radiofrekvenser visse regler om typegodkendelse og markedsføring m.v. af radioudstyr, som er nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 957 af 12. december 1997 om godkendelse og omsætning m.v. af radioanlæg. Reglerne omfatter udover kravet om typegodkendelse også krav om, at forhandlere af radioudstyr ikke må udlevere radioudstyr, medmindre der foreligger en tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser i forbindelse med radioudstyret.

De gældende regler om ibrugtagning af radioudstyr er i dag en integreret del af vilkårsfastsættelsen i forbindelse med udstedelse af frekvenstilladelser. Efter de gældende regler kan der fastsættes vilkår om anvendelse af typegodkendt udstyr som et vilkår for adgangen til at udnytte en eller flere radiofrekvenser.

Derudover indeholder den gældende lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser nærmere regler om afhjælpning af forstyrrelser (§ 21) i tilknytning til reglerne om udstedelse af tilladelser. Bestemmelsen er begrænset til, at Telestyrelsen kan pålægge brugere af radiofrekvenser påbud om afhjælpning af forstyrrelser. Telestyrelsen kan i den forbindelse meddele påbud om at medvirke til dækning af de udgifter, der er forbundet med afhjælpningen.

Endelig indeholder loven nærmere regler om anvendelse af kontrolbesøg. Den gældende lovgivning (§§ 28-29) angiver to muligheder for at foretage et kontrolbesøg. Den ene er adgangen til at foretage kontrolbesøg i forbindelse med konstaterede forstyrrelser, som giver anledning til at antage, at der benyttes radioudstyr, der ikke overholder de i loven eller de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår, jf. § 28, stk. 7. Den anden er adgangen til at foretage stikprøvekontrol af, om loven og de i medfør af denne fastsatte regler og vilkår overholdes, jf. § 29.

B. Baggrunden for og indholdet af lovforslaget

Radio- og teleterminaludstyr

Formålet med R&TTE-direktivet og med de nye regler for overensstemmelsesvurdering, mærkning og markedsføring af radio- og teleterminaludstyr i nærværende lovforslag er at få indført et forenklet, EU-harmoniseret og fælles regelsæt for markedsføring af såvel radioudstyr som teleterminaludstyr og dermed skabe de regulatoriske rammer for et fælleseuropæisk indre marked for radio- og teleterminaludstyr.

Det er helt i tråd med de senere års liberalisering af adgangen til at etablere og udbyde telenet og teletjenester, at der nu skabes rammer, der fremmer et harmoniseret og mere dynamisk marked for radio- og teleterminaludstyr og understøtter en samlet konkurrencebaseret udvikling i telekommunikationssektoren. De nye forenklede regler skal danne grundlag for et hurtigere udbud af en række nye og avancerede teleprodukter, der kan fungere som værktøjer til at sikre brugerne adgang til netværkssamfundets stadig mere avancerede tjenester og faciliteter. Reguleringen er også en nødvendig konsekvens af den teknologiske udvikling. Når den teknologiske levetid på f.eks. en ny mobiltelefon tælles i måneder snarere end i år, bliver de hidtidige, forholdsvis tidskrævende procedurer med typegodkendelser og uvildige prøvninger, en alt for tung proces at opretholde, inden produktet kommer på markedet.

Samtidig er det væsentligt, at også den kommende regulering sikrer, at udstyret er konstrueret på en måde, så det overholder visse generelle væsentlige krav, så brugen af udstyret ikke udgør en risiko for brugernes sundhed og sikkerhed, og således at udstyret udnytter de begrænsede frekvensressourcer effektivt.

For visse former for udstyr kan der desuden fastsættes supplerende krav (specifikke væsentlige krav) med henblik på at sikre, at udstyret kan fungere korrekt sammen med andre apparater, og at det overalt i Fællesskabet kan forbindes med de relevante grænseflader i de forskellige selskabers telenet, at det ikke skader det net det tilsluttes eller misbruger den samlede kapacitet heri på en måde, der er uacceptabel, at udstyret er udformet, så det er i stand til at sikre, at personoplysninger om slutbrugeren og dennes privatliv beskyttes, at udstyret kan fungere på en måde, så der er adgang til nødtjenester og at udstyret er konstrueret på en måde, der letter apparatets anvendelse for handicappede brugere.

Eftersom et væsentligt element i at sikre ovennævnte er et forudgående kendskab hos udstyrsproducenterne til de grænseflader for tilslutning af udstyr og anvendelse af forskellige tjenester og faciliteter, som de enkelte teleselskaber anvender i deres net, er det også en del af reguleringen, at der stilles krav til udbydere af offentlige telenet eller teletjenester om udarbejdelse, indsendelse og offentliggørelse af sådanne tekniske grænseflader.

For så vidt angår sikringen af at det udstyr der markedsføres i praksis overholder de ovenfor nævnte regler, bryder R&TTE-direktivet afgørende med de hidtil gældende regler. En af de væsentligste forskelle i forhold til den nuværende regulering er, at krav om 3. partsprøvning og typegodkendelse som forudsætning for markedsføring og ibrugtagning afløses af mere smidige procedurer til sikring af, at udstyret overholder de fastsatte væsentlige krav.

Den væsentligste ændring kommer således til at bestå i en ny metode til erklæring af udstyrs overensstemmelse med de væsentlige krav. Ifølge R&TTE-direktivet kan dette nu ske f.eks. ved en fabrikanterklæring, som skal erstatte bl.a. de nationale godkendelsesordninger, det vi i Danmark kalder typegodkendelse. Fra Telestyrelsens typegodkendelse af produkter forud for markedsføring går man over til, at fabrikanten selv erklærer at overholde de væsentlige krav.

Hovedprincippet i lovforslaget er således, at det er fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen, der har ansvaret for at sikre, at udstyret overholder de fastsatte generelle væsentlige krav og eventuelle supplerende krav til den pågældende form for udstyr, og for at oplyse herom, samt om apparatets anvendelighed og eventuelle begrænsninger heri. Samtidig indeholder lovforslaget hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvordan denne efterprøvning skal ske, herunder om inddragelse af Telestyrelsen eller et andet bemyndiget organ i forbindelse med efterprøvning af udstyr.

Der vil i forlængelse af de ovenfor nævnte ændringer blive et forøget behov for at udføre en efterfølgende markedskontrol, hvor der i dag foretages typegodkendelse allerede inden markedsføringen. Endelig er det en del af det nye lovgivningskompleks, at fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen pålægges en omfattende oplysningspligt overfor brugerne af udstyret. De skal herunder oplyse om den gennemførte overensstemmelsesvurdering og indholdet af samme, om udstyrets anvendelighed og eventuelle begrænsninger heri, og endelig om muligheder med hensyn til tilslutning til forskellige telenet.

En anden nyskabelse er, at der fastsættes regler, der sikrer brugerne adgang til at tilslutte udstyr til offentlige telenet, forudsat at dette overholder de fastsatte væsentlige krav og de tekniske specifikationer for grænseflader, dog med visse muligheder for at ejeren af telenettet kan afvise dette, såfremt tilslutningen forårsager betydelig skade og lignende.

R&TTE-direktivet omfatter som udgangspunkt alt radio- og teleterminaludstyr, men en række udstyrstyper er specifikt undtaget, eksempelvis radio- og teleterminaludstyr, som også er medicinske anordninger, aktive implantable anordninger samt komponenter eller separate tekniske enheder i motordrevne køretøjer, er omfattet af både R&TTE-direktivet og af de særlige direktiver herom (Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinske anordninger, Rådets direktiv 90/385/EØF af 20. juni 1990 om aktive, implantable medicinske anordninger, Rådets direktiv 72/245/EØF af 20. juni 1972 om radiostøjdæmpning af motordrevne køretøjer samt Rådets direktiv 92/61/EØF af 30. juni 1992 om standardtypegodkendelse af to- og trehjulede motordrevne køretøjer).

Hvis en udstyrstype indeholder både radio- og teleterminalfunktioner, f.eks. en trådløs telefon, er den omfattet af to definitioner i direktivet, hvilket indebærer, at udstyret både skal opfylde de krav, der gælder for radioudstyr, og de krav, der gælder for teleterminaludstyr.

Indførelse af harmoniserede regler for markedsføring af radioudstyr er som nævnt ovenfor et væsentligt nyt element, som indføres med R&TTE-direktivet. I dag godkendes radioudstyr almindeligvis nationalt i hver enkel medlemsstat indenfor EU for lovligt at kunne markedsføres i det pågældende land. Der vil dog stadig under R&TTE-direktivet kunne stilles nationale krav om tilladelse til frekvensanvendelse som en betingelse for ibrugtagning af radioudstyr.

Direktivet fastsætter ret snævre rammer for store dele af den nationale regulering, jf. beskrivelsen ovenfor. Det er dog overladt til medlemsstaterne at fastsætte nærmere regler om tilsyn og kontrol. De mere centrale dele af direktivet er direkte implementeret i loven, mens de mere detaljerede regler tænkes udmøntet og præciseret i bekendtgørelser udstedt af Telestyrelsen inden for rammerne af direktivet. Sådan regelfastsættelse vil være omfattet af Telestyrelsens arbejde på det internationale område som reguleret i lov om Telestyrelsen. Det betyder, at Telestyrelsen forinden forhandling skal indhente et mandat hos Forskningsministeriet, mens de konkrete forhandlingspositioner afstemmes i den nedsatte referencegruppe.

R&TTE-direktivet har sammenhæng med en række øvrige EF-direktiver, som allerede er implementeret i dansk ret. Herunder skal nævnes Europa-Parlamentets og Rådets reviderede og udbyggede direktiv 98/10/EF af 26. februar 1998 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten og om udbud af forsyningspligtydelser på teleområdet under konkurrenceforhold, herefter benævnt ONP-direktivet, efter hvilket de nationale myndigheder skal sørge for at offentliggøre oplysninger om specifikationerne for de tekniske grænseflader til offentlige telenet, jf. artikel 12, stk. 1 og 2. Det samme gør sig gældende i henhold til R&TTE-direktivet, jf. artikel 4 sammenholdt med betragtning 23-25 i direktivets præambel. R&TTE-direktivet rækker imidlertid videre, idet der i R&TTE-direktivet er en forpligtelse for udbyderne til uopfordret at give oplysninger til forskel fra ONP-direktivet, hvor oplysninger alene skal gives på forlangende. ONP-direktivet er implementeret i lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren.

Rådets direktiv 73/23/EØF af 19. februar 1973 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser med senere ændringer, herefter benævnt Lavspændingsdirektivet, vedrører et af de såkaldte væsentlige krav i R&TTE-direktivet, jf. artikel 3. De væsentlige krav skal sikre, at radio- og teleterminaludstyr er indrettet, så de beskytter brugeres og enhver anden persons sundhed og sikkerhed.

Endelig skal det nævnes, at det følger af R&TTE-direktivets artikel 4, at medlemsstaterne skal underrette Europa-Kommissionen om hvilke grænseflader, de har reguleret, såfremt de ikke er blevet meddelt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter og standarder med senere ændringer, herefter benævnt Informationsproceduredirektivet.

Elektriske og elektroniske apparater (EMC)

Med det formål at skabe et ensartet regelsæt for markedsføring m.v. af elektriske og elektroniske apparater såvel som af radio- og teleterminaludstyr, indeholder nærværende lovforslag en videreførsel af den gældende EMC-lov i revideret form. Samtidig er Telestyrelsens tilsyns- og kontrolbeføjelser på området hermed samlet i én lov og i øvrigt tilpasset i overensstemmelse med den øvrige telelovgivning.

Formålet hermed er at forenkle såvel regler som administrationen af reglerne og derved gøre retstilstanden mere overskuelig for berørte interessenter, herunder producenter og brugere.

Som det gør sig gældende for R&TTE-direktivet er de mere centrale dele af EMC-direktivet direkte implementeret i loven, mens de mere detaljerede regler tænkes udmøntet og præciseret i bekendtgørelser udstedt af Telestyrelsen inden for rammerne af direktivet.

Lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser

R&TTE-direktivet indebærer et behov for en række konsekvensændringer i den gældende lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser.

Som beskrevet i afsnittet om den fremtidige regulering af teleterminal- og radioudstyr, skal den gældende regulering således på en række punkter ophæves.

Det gælder eksempelvis bestemmelserne i §§ 23 og 25 om markedsføring m.v. af radioudstyr, om typegodkendelse som forudsætning herfor, og udstedelse af tekniske bestemmelser med sigte herpå.

Endvidere foreslås den gældende § 25 a om beskyttelse mod utilsigtet udstråling fra faste net ophævet, da bestemmelsens beføjelser til Telestyrelsen vil være indeholdt i dette lovforslags beføjelser i § 10, stk. 3.

Med gennemførelsen af R&TTE-direktivet i dansk ret vil der således ikke længere kunne stilles krav om anvendelse af typegodkendt udstyr m.v. som forudsætning for adgangen til bestemte former for frekvensanvendelse (med eller uden individuel tilladelse). Derimod tillader R&TTE-direktivet fortsat medlemsstaterne at stille krav om, at de i medfør af direktivet fastsatte væsentlige krav og radiogrænseflader overholdes, som forudsætning for en tilladelse til anvendelsen af radiofrekvenser. Derfor kan der også fastsættes krav herom, både i individuelle frekvenstilladelser (i form af vilkår), og i forbindelse med en generel bekendtgørelsesregulering af anvendelsen af frekvenser eller frekvensbånd. Hvis der uanset dette anvendes radioudstyr, der ikke overholder de væsentlige krav eller de øvrige krav som nævnt i lovens § 13, stk. 2, henholdsvis lovens § 14, stk. 2, har Telestyrelsen mulighed for at tilbagekalde frekvenstilladelsen (§ 28, stk. 3, sammenholdt med § 28, stk. 6), eller på anden vis gribe ind i frekvensanvendelsen. Dette er i overensstemmelse med R&TTE-direktivet.

Samtidig med de ovenfor nævnte ændringer er der på baggrund af de indhøstede erfaringer med loven siden dens ikrafttræden 1. juli 1997 foretaget en opdatering og sproglig justering af bestemmelserne om vilkår.

De nye regler om markedsføring af radioudstyr findes i lovforslagets § 5 og fremefter.

Tilsyn og kontrol

Hensigten med at føre tilsyn og kontrol med lovens overholdelse er at sikre, at apparater, der markedsføres m.v. uden forudgående kontrol, overholder de udstukne rammer og fastsatte regler.

For at få en bedre udnyttelse af de begrænsede personalemæssige ressourcer, som er afsat til tilsyn og kontrol, foreslås det, at radiokommunikationsloven ændres, så der gives mulighed for at føre en mere målrettet kontrol end i dag. Besøg hos borgerne vil efter det foreslåede alene være med henblik på at standse forstyrrelser og ikke en stikprøvekontrol. Markedskontrol skal herefter foretages efter lovforslagets § 18. Herefter vil al markedskontrol med apparater, herunder radioudstyr, være samlet i samme regelsæt.

Den gældende § 29 i radiokommunikationsloven er derfor foreslået ophævet.

Tilsyn med overholdelse af lovens regler vil desuden kunne ske på grundlag af konkrete klager fra brugere eller fra udbydere af telenet eller teletjenester over specifikke produkter, som vil kunne føre til at Telestyrelsen må gå ind og træffe afgørelse om, hvorvidt de væsentlige krav er overholdt og om mærkning og oplysning er korrekt gennemført, med mulighed for at meddele påbud om tilbagetrækning, annoncering kombineret med tilbagetrækning, forbud mod markedsføring og/eller ibrugtagning m.v. Telestyrelsen fører endvidere tilsyn med, at lovens regler om adgang til tilslutning af udstyr til offentlige telenet eller teletjenester overholdes, og kan gribe ind for at sikre dette ved hjælp af påbud og tvangsbøder.

Der er med lovforslaget sket en sammenlægning dels af reglerne om radio- henholdsvis teleterminaludstyr dels af regler på EMC-området. Som tidligere beskrevet, er det sket for blandt andet at modernisere og indrette Telestyrelsens tilsyns- og kontrolbeføjelser i overensstemmelse med den øvrige telelovgivning.

Med de foreslåede tilsyns- og kontrolbeføjelser får Telestyrelsen kompetence til at træffe afgørelse vedrørende manglende overholdelse af de i loven og de i medfør heraf fastsatte regler.

Derudover får Telestyrelsen adgang til offentlige og private lokaliteter med henblik på at standse forstyrrelser og generelt som led i en stikprøvevis kontrol i markedsføringsleddet med overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler. Telestyrelsens adgang til offentlige og private lokaliteter med henblik på at standse forstyrrelser er en adgang for Telestyrelsen til at foretage besøg uden forudgående indhentelse af retskendelse, men med en efterfølgende prøvelse af, om besøget har været berettiget.

Telestyrelsen har mulighed for i forbindelse med sådanne besøg på stedet at foretage undersøgelser af apparater. Telestyrelsen vil efter § 19, stk. 1, henholdsvis § 30, nr. 8, kunne meddele påbud om at foretage de nødvendige foranstaltninger til afhjælpningen af forstyrrelsen. I tilfælde, hvor der er tale om forstyrrelse af samfundsvigtig kommunikation, vil Telestyrelsen tillige kunne meddele påbud om øjeblikkelig standsning af driften af det pågældende forstyrrende apparat og kan i den forbindelse træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombering af apparatet.

Endelig har Telestyrelsen mulighed for at indhente alle oplysninger, herunder materiale af teknisk og statistisk karakter, som findes nødvendige for Telestyrelsens administration af denne lov.

Til forskel fra de gældende regler på EMC-området, satellitjordstations- og teleterminalområdet samt reglerne i radiokommunikationsloven er der tale om en udtømmende opregning af Telestyrelsens beføjelser i loven. Det er således ikke muligt i bekendtgørelsesform at fastsætte yderligere beføjelser.

I forhold til de gældende regler om tilsyn og kontrol er der tale om forskelle på følgende områder

Adgangen for Telestyrelsen til at indhente oplysninger er ny i den form, hvori den fremstår her. Bestemmelsen omfatter udover oplysninger til tilsyns- og kontrolarbejdet også indhentelse af oplysninger i forbindelse med Telestyrelsens udarbejdelse af rapporter og redegørelser på området, herunder årsrapporten som anført i § 23.

Herudover er den gældende adgang i EMC-loven til at foretage ekspropriation udgået, idet erfaringer har vist, at der ikke er behov for bestemmelsen.

Hertil kommer, at det foreslås, at der gives Telestyrelsen adgang til at foretage monitering af relevante frekvensbånd. Ved monitering forstås modtagning af radiosignaler med henblik på opklaring af forstyrrelsessager.

Endvidere foreslås det, at der gives hjemmel til at foretage monitering med henblik på at finde grænseværdier for frekvensudnyttelsen og monitering af konkrete frekvensbånd til hjælp for en vurdering af frekvensknaphed. Det foreslås, at der i radiokommunikationsloven indsættes en generel hjemmel til at foretage monitering med sigte herpå.

De foreslåede ændringer er affattet i overensstemmelse med Justitsministeriets (og Miljø- og Energiministeriets) redegørelse af 17. december 1996 til Folketinget om udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse (og om udviklingen i anvendelse af erstatningsfri regulering indenfor plan-, miljø- og naturbeskyttelsesområdet).

Sideløbende med Telestyrelsens afgørelser om manglende overholdelse af loven eller de i medfør heraf fastsatte regler vil nogle sager blive behandlet af Europa-Kommissionen, jf. § 21, idet der sker indberetning til Europa-Kommissionen, når der træffes sådanne afgørelser. I sager vedrørende radio- og teleterminalforhold kan Europa-Kommissionen i den forbindelse træffe afgørelse om, at den pågældende medlemsstat skal trække sin afgørelse tilbage.

C. Lovens økonomiske, administrative, erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Udgifter i forbindelse med godkendelsesforhold og fastsættelse af tekniske bestemmelser (det vil sige opgaver, som falder væk) bliver i dag finansieret dels af frekvens- og nummerafgifter og dels af godkendelsesgebyrer. Godkendelsesgebyrer er fastsat således, at det kun er den direkte udgift, der medgår til den konkrete godkendelse, som belaster gebyret. Det øvrige arbejde på området, herunder udgifter til tilsyn og kontrol bliver i dag finansieret af frekvens- og nummerafgifter. Når opgaver i forbindelse med konkret godkendelse falder væk, vil udgifterne (og gebyret) falde væk samtidig. Da der er parallelitet mellem udgifter og indtægter på dette område, vil det ikke have økonomiske konsekvenser.

Administrative udgifter til denne lovs administration, herunder udgifter til tilsynsopgaver, informations- og rådgivningsvirksomhed samt internationalt arbejde mv., vil blive finansieret via frekvens- og nummerafgifterne.

Det må forventes, at informations- og rådgivningsvirksomheden i en opstartsperiode vil påvirke frekvensafgifterne i opadgående retning, men at udgifterne hertil med tiden vil finde et konstant leje. For så vidt angår forstyrrelsessagerne, må de forventes at stige i antal, hvilket også vil påvirke frekvensafgifterne i opadgående retning. Med hensyn til fordelingen mellem frekvens- og nummerafgifter vil forhold, der relaterer sig til EMC-området samt til radioudstyrs-området blive pålagt frekvensafgifterne, mens forhold vedrørende teleterminaludstyr vil blive pålagt nummerafgifterne, hvilket er i overensstemmelse med den eksisterende fordeling. Det betyder, at den overvejende del af udgifterne vil blive pålagt frekvensafgifterne.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ifølge lovforslaget vil opgaveområdet typegodkendelse, herunder også opgaver i forbindelse med fastsættelse af tekniske bestemmelser, falde væk. Endvidere vil formidlings- og rådgivningsopgaver for radio- og teleterminaludstyr, opgaver vedrørende Telestyrelsens funktion som bemyndiget organ samt deltagelse i den under satellitjordstations- og teleterminaldirektivet nedsatte rådgivende komite ACTE falde væk. Endelig vil opgaver i forbindelse med tilsyn og kontrol falde væk.

EMC-lovens bestemmelser er indarbejdet i reglerne for radio- og teleterminaludstyr til et samlet lovforslag ud fra en betragtning om, at der for flere bestemmelsers vedkommende er tale om regler af samme karakter.

Under R&TTE-direktivet vil der skulle udføres opgaver i forbindelse med administration af loven, herunder opgaver vedrørende indhentelse og indberetning af tekniske grænseflader, deltagelse i overensstemmelsesvurderinger, medvirken i opgaver vedrørende markedsføring, hvor der benyttes radioudstyr, der anvender frekvenser i ikke-harmoniserede frekvensbånd, formidlings- og rådgivningsopgaver, tilsyn og kontrol samt deltagelse i den under direktivet nedsatte rådgivende komite, TCAM (Udvalget for overensstemmelses-vurdering og markedstilsyn på teleområdet).

I forbindelse med Telestyrelsens opgaver vedrørende typegodkendelse, fastsættelse af tekniske bestemmelser samt øvrig administration af loven, herunder Telestyrelsens rolle som bemyndiget organ, er der i dag beskæftiget 6 årsværk. Til administrationen af EMC-området er der beskæftiget 3 årsværk. Hertil kommer, at der samlet anvendes 2 årsværk til tilsyns- og kontrolopgaver vedrørende typegodkendelse m.v. og vedrørende EMC-forhold.

Det vurderes, at det lettere regime vedrørende overensstemmelsesvurdering samt det forhold, at der kan markedsføres udstyr, som anvender ikke-harmoniserede frekvensbånd, vil medføre, at der skal ske en intensivering af markedskontrollen. Indarbejdelse af EMC-direktivets bestemmelser i denne lov vil ikke i sig selv medføre en reduktion af antal personer.

Det forventes, at der samlet skal anvendes 3 årsværk til administration af de nye arbejdsopgaver efter R&TTE-direktivet. Da EMC-området ikke tilføres nye opgaver eller fratages eksisterende opgaver, vil der ikke her ske ændringer i antallet af årsværk (årsværk uændret 3). Hertil kommer i alt 3 årsværk, som vil være beskæftiget med markedskontrol for både radio- og teleterminaludstyr samt apparater generelt.

Samlet set vil der være en (netto)reduktion af ressourcer på 2 årsværk (der frigives 3 årsværk fra typegodkendelsesområdet/R&TTE-området, hvoraf det ene årsværk tilføres tilsyn og kontrol).

For så vidt angår tilsynet og kontrollen efter radiokommunikationsloven vil en ændring af Telestyrelsens adgang til at foretage kontrolbesøg som anført (ophævelse af stikprøvekontrol i radiokommunikationsloven) medføre, at de allerede afsatte ressourcer vil blive anvendt på en mere effektiv og direkte måde. Der er således tale om, at de ressourcer, der spares ved en ophævelse af stikprøvekontrollen i medfør af radiokommunikationslovens § 29, med lovforslaget i stedet vil blive anvendt i forbindelse med løsning af forstyrrelsestilfælde.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Med hensyn til de erhvervsmæssige konsekvenser indebærer lovforslaget med reglerne om fabrikanterklæring m.v. en række lettelser af løbende karakter for fabrikanter og importører af radio- og teleterminaludstyr.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Telestyrelsen udsteder årligt knapt 200 typegodkendelser for radio- og teleterminaludstyr til danske virksomheder. Såfremt en virksomhed bruger gennemsnitligt 15 timer på den administrative behandling af en typegodkendelse, vil lovforslaget give en samlet besparelse på 3000 timer på årsbasis for danske virksomheder. Imidlertid er der nogle usikkerhedsfaktorer, som ikke er indregnet, herunder usikkerheden om hvorvidt nogle virksomheder fortsat vil lade foretage frivillige prøvninger af radio- og teleterminaludstyr hos et anerkendt prøvningslaboratorium og dermed have administration herved. En anden usikkerhedsfaktor er det faktum at nogle danske virksomheder får foretaget godkendelser i udlandet. Administrationen herved er ikke indregnet i de ovenfornævnte 3000 timer, hvorfor dette timetal kan være større.

Herudover må den lettere adgang til at markedsføre udstyr forventes at stimulere fremkomsten af ny teknologi og infrastruktur med deraf følgende positive konsekvenser for konkurrencen i telesektoren samlet set.

Ændringerne i radiokommunikationsloven vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Det må forventes, at forpligtelsen til at indsende oplysninger om grænsefladespecifikationer i visse tilfælde vil kunne betyde mere administration for udbydere af telenet og teletjenester i forbindelse hermed. Imidlertid skal oplysningerne kun indgives forud for, at en tjeneste stilles til rådighed for offentligheden, og erhvervslivets administration hertil må derfor forventes ikke at være af væsentlig karakter.

For så vidt angår radiokommunikationsloven, har lovforslaget ikke umiddelbart konsekvenser for erhvervslivet. Ændringen for erhvervslivet består i ændrede vilkår for frekvenstilladelser, hvilket ikke i sig selv har konsekvenser for erhvervsmulighederne. Telestyrelsens mulighed for at fastsætte yderligere vilkår end nævnt i § 13, stk. 2, henholdsvis § 14, stk. 2, kan virke begrænsende for den enkelte bruger, men vil ske med det formål, at der samlet set sker en bedre udnyttelse af frekvensressourcerne og en mindskelse af forstyrrelserne.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen umiddelbare konsekvenser for borgerne. Imidlertid må den lettere adgang for erhvervslivet til at markedsføre udstyr forventes at give borgerne en øget valgfrihed og vil med tiden formentlig betyde lavere priser på bl.a. radio- og teleterminaludstyr - dog skal borgerne have større opmærksomhed på, om det anvendte udstyr må tages i brug/tilsluttes.

For så vidt angår radiokommunikationsloven vil borgerne i det omfang de er omfattet af den lov blive berørt på samme måde som erhvervslivet.

D. Høring

Udkast til dette lovforslag har været sendt til høring hos Advokatrådet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Banestyrelsen, Brancheorganisationen for Forbrugerelektronik, Boligministeriet, Boligselskabernes Landsforening, Centerleder Knud Erik Skouby, Danmarks Radio, Danmarks Rederiforening, Dansk Dataforening, Dansk EL-Forbund, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Elværkers Forening, De Samvirkende Invalideorganisationer, debitel, Demokratiske Lokalstationer, Den Kristne producentkomité, Det Centrale Handicapråd, Dragsted & Helmer, DSB, Elektronikindustrien, Elinstallatørernes Landsforening, Erhvervsministeriet, FAEM, Foreningen Danske Fællesantenneanlæg, Finansministeriet, Finansrådet Danske Pengeinstitutters Forening, Forbrugerrådet, Foreningen af Internetleverandører, Foreningen af Management-konsulenter, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Fællesforbundet for Danske lyttere og seere, Færøernes Landstyre, Global Connect, Global One, GN Store Nord, GRE (Grossistforeningen for Radio og Elektronik), Grønlands Hjemmestyre, Handelskammeret, HTS-Kartellet, IASTAR Danmark c/o Radio Energy, Indenrigsministeriet, IT-Brancheforeningen, Justitsministeriet, KOMM c/o Kanal 2, Kommunernes Landsforening, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, LO, LRK Leverandørforeningen for Radio- og Telekommunikation, Medieforsker Frands Mortensen, Århus Universitet, Miljø- og Energiministeriet, Mobilix, NetSystem International, Prof. Dr. Jur. Mads Bryde Andersen, Prof. Jens Fejø, Handelshøjskolen i København, Prof. Dr. Jur. Mogens Koktvedgaard, Københavns Universitet, Realkreditrådet, Registertilsynet, Repræsentantskabet ved Tele Danmark, Landsdelsrådet for Jylland, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer i Danmark, Service 900 Nævnet, Sjællands Telefon Abonnenters Repræsentantskab, Socialministeriet, Sonofon, Statsansattes Kartel, Statsministeriet, Stofa, Tele 8, Tele Danmark A/S, Tele2 Danmark, Telebrugernævnet, Teleklagenævnet, Telekommunikationsforbundet, Telekommunikationsindustrien, Telia A/S, Trafikministeriet, TV2, Udenrigsministeriet, Zone Systems og Økonomiministeriet. I øvrigt er genparter af høringen sendt til orientering til Forbrugerstyrelsen, Konkurrencestyrelsen, Erhvervsfremmestyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Beredskabsstyrelsen, Andersen Management International A/S, Fischer & Lorenz, Chr. F. Rovsing A/S, PA Consult Group, Tele Greenland A/S, Føroys Tele, Telestyrelsen og FFU (Forskningsudvalget).

E. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/mindre udgifter

Negative konsekvenser/større merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget vil betyde en nettoreduktion af årsværk på 2 i Telestyrelsen. For så vidt angår radiokommunikationsloven har lovforslaget ingen konsekvenser de yderligere administrative beføjelser for Telestyrelsen forudsættes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Lovforslaget har ingen negative konsekvenser, da administrative udgifter til tilsynsopgaver, informations- og rådgivningsvirksomhed samt internationalt arbejde m.v. vil blive finansieret via frekvens- og nummerafgifter. For så vidt angår radiokommunikationsloven har lovforslaget ingen konsekvenser de yderligere administrative beføjelser for Telestyrelsen forudsættes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Lovforslaget betyder, at Telestyrelsens opgaver i forbindelse med markedsføring af udstyr vil gå fra at være en forudgående kontrol i form af typegodkendelse til at være en efterfølgende kontrol i markedsføringsleddet. For så vidt angår radiokommunikationsloven betyder lovforslaget, at Telestyrelsens opgaver i forbindelse med tilsyn efter loven vil blive omlagt fra at være en kombination af stikprøvekontrol og kontrol i konkrete tilfælde, til alene at være besøg i forstyrrelsestilfælde.

Lovforslaget betyder, at Telestyrelsens opgaver i forbindelse med markedsføring af udstyr vil gå fra at være en forudgående kontrol i form af typegodkendelse til at være en efterfølgende kontrol i markedsføringsleddet. For så vidt angår radiokommunikationsloven betyder lovforslaget, at Telestyrelsens opgaver i forbindelse med tilsyn efter loven vil blive omlagt fra at være en kombination af stikprøvekontrol og kontrol i konkrete tilfælde, til alene at være besøg i forstyrrelsestilfælde.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget indebærer, at radio- og teleterminaludstyr ikke længere skal typegodkendes, herunder underkastes 3. partsprøvninger, hvorfor udgifterne hertil bortfalder. Derudover forventes det, at lovforslaget vil have positive konsekvenser for konkurrencen i telesektoren, og at lovforslaget vil stimulere fremkomsten af ny teknologi og infrastruktur. For så vidt angår radiokommunikationsloven har lovforslaget ingen konsekvenser.

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget indebærer, at radio- og teleterminaludstyr ikke længere skal typegodkendes, herunder underkastes 3. partsprøvninger. I stedet benyttes fabrikanterklæring. For så vidt angår radiokommunikationsloven er hensigten med at udvide adgangen til at fastsætte vilkår at opnå en samlet set bedre udnyttelse af radiofrekvenserne og mindske risikoen for forstyrrelser til gavn for alle brugere af radiofrekvenser.

Det må påregnes, at lovforslaget medfører, at udbydere af offentlige telenet og teletjenester, i kraft af forpligtelsen til at indsende oplysninger om grænseflader til Telestyrelsen, vil kunne få øget administration i forbindelse hermed. For så vidt angår radiokommunikationsloven betyder lovforslaget, at Telestyrelsen får mulighed for at fastsætte yderligere vilkår for frekvensanvendelsen.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen. For så vidt angår radiokommunikationsloven vil lovforslaget i det omfang borgerne er omfattet heraf, få de samme konsekvenser som for erhvervslivet.

Ingen. For så vidt angår radiokommunikationsloven vil lovforslaget i det omfang borgerne er omfattet heraf, få de samme konsekvenser som for erhvervslivet.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse. Endvidere ændres lov nr. 216 af 10. april 1991 om beskyttelse mod elektromagnetiske forstyrrelser, der gennemfører Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet. Begge direktiver er vedlagt som bilag.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Formålet med loven er at fremme et åbent og dynamisk konkurrencebaseret marked for såvel radio- som teleterminaludstyr gennem en forenklet adgang til at markedsføre dette udstyr. Med fuld liberalisering af udstyrsmarkedet er det hensigten via fri konkurrence at fremme brugernes adgang til et bredt varieret og billigt udbud af udstyr og tjenester.

Sigtet med loven er således at fjerne alle hindringer for et frit og liberaliseret marked for radio- og teleterminaludstyr. Samtidig er det sigtet med loven at medvirke til at skabe et fælles europæisk marked for radio- og teleterminaludstyr og derved sikre den frie bevægelighed over landegrænser.

Udgangspunktet er således en fri adgang for producenter og forhandlere til at markedsføre deres produkter. Samtidig er udgangspunktet en fri adgang for brugerne til at tage radioudstyr i brug henholdsvis tilslutte teleterminaludstyr til offentlige telenet.

Imidlertid gælder der visse betingelser for disse rettigheder om fri markedsføring, ibrugtagning og tilslutning af hensyn til brugersikkerhed, beskyttelse af telenet og en korrekt og effektiv udnyttelse af frekvensspektret.

Ved således at skabe et frit konkurrencebaseret marked opstår muligheden for frivillige certificerings- og/eller mærkningsordninger udviklet af forbrugersammenslutninger, fabrikanter, udbydere og andre branche-aktører. Sådanne ordninger kan bidrage til en øget produktkvalitet og samtidig øge brugernes tillid til såvel produkter som tjenesteydelser.

Loven viderefører endvidere reglerne i den gældende EMC-lov, der implementerede EMC-direktivet. EMC-direktivet har baggrund i et ønske om at fjerne tekniske handelshindringer og dermed sikre varernes frie bevægelighed i hele fællesskabet. Formålet er endvidere at sikre et harmoniseret og acceptabelt beskyttelsesniveau, således at apparater kan fungere uden at blive forstyrret eller selv forstyrre andre apparater og derved undgå uacceptable forstyrrelser. Det er således hensigten, at alle apparater skal kunne fungere i overensstemmelse med deres formål.

Til § 2

Til stk. 1

Loven finder anvendelse på radio- og teleterminaludstyr samt andre elektriske og elektroniske apparater.

Ved radioudstyr forstås et produkt eller en relevant komponent heri til kommunikation ved hjælp af udsendelse og/eller modtagelse af radiobølger. Ved teleterminaludstyr forstås et produkt eller en relevant komponent heri, der muliggør kommunikation, der er beregnet til at blive direkte eller indirekte tilsluttet et nettermineringspunkt i offentlige telenet. Hvis en udstyrstype indeholder både radio- og teleterminaldele, f.eks. en mobiltelefon, skal udstyret både opfylde de krav, der gælder for radioudstyr, og de krav, der gælder for teleterminaludstyr.

Ved apparater forstås radio- og teleterminaludstyr samt alle øvrige elektriske og elektroniske apparater samt udstyr og anlæg, der indeholder elektriske eller elektroniske komponenter. Begrebet apparater skal forstås meget bredt, og der kan derfor ikke gives en udtømmende opregning af, hvilke der er omfattet. Imidlertid omfatter begrebet både store installationer og anlæg og mindre og helt små komponenter, der indgår i større sammenhænge. Størrelsen eller formålet med apparatets anvendelse er således uden betydning for, om det falder ind under lovens anvendelsesområde. Det afgørende er som anført i bestemmelsen, om apparatet kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller funktionen af apparatet kan blive påvirket af sådanne forstyrrelser. Ved elektromagnetiske forstyrrelser forstås et elektromagnetisk fænomen, der kan forstyrre en mekanismes, et apparats eller et systems funktion.

Loven viderefører betegnelsen apparat fra den gældende EMC-lov, og fastsætter således regler for alle elektriske og elektroniske apparater, systemer og anlæg, som kan fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan blive forstyrret heraf.

Til stk. 2

Telestyrelsen kan efter denne bestemmelse fastsætte regler om, at visse kategorier af radio- og teleterminaludstyr er helt eller delvist undtaget fra de i loven fastsatte krav.

Radio- og teleterminaludstyr, som undtages i medfør af denne bestemmelse, vil i visse tilfælde stadig være underlagt kravene til apparater generelt (det vil sige EMC- og lavspændingskravene).

Det drejer sig primært om udstyr, der i henhold til R&TTE-direktivet (eller eventuelle senere ændringsdirektiver) specifikt er undtaget fra reglerne om gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse. Undtagelserne findes i bilag I til direktivet. Telestyrelsens fastsættelse af regler herom vil blandt andet kunne ske med baggrund i dette bilag. Som eksempel på en undtagelse kan nævnes radioudstyr til modtagning af radio og tv.

Desuden vil lovens anvendelsesområde kunne begrænses f.eks. ved en afgrænsning af de øvrige bestemmelsers rækkevidde, særregler for forsøgs- og prøvedrift eller særregler for enkeltanlæg eller store installationer for hvilke der ikke findes anerkendte standarder eller specifikationer.

Udstyr, der er undtaget fra lovens anvendelsesområde, vil i nogle tilfælde være helt uden regulering, mens det i andre tilfælde vil være undergivet sær-regulering. Af udstyr, der ikke vil være reguleret i denne lov, kan nævnes radioamatør-udstyr, der ikke handles frit. Her er der i stedet i medfør af radiokommunikationsloven krav til brugeren om, at brugeren har bestået en prøve, og at der foreligger en tilladelse til frekvensanvendelse. Af udstyr, der ikke er undergivet denne lov, og som vil være undergivet anden regulering, kan nævnes maritimt radioudstyr omfattet af Rådets direktiv 96/98/EF af 20. december 1996 om udstyr på skibe med senere ændringer, herefter benævnt Marinedirektivet.

R&TTE-direktivet undtager endvidere radio- og teleterminaludstyr, der udelukkende anvendes i forbindelse med aktiviteter vedrørende den offentlige sikkerhed, forsvaret, statens sikkerhed eller med statens aktiviteter på det strafferetlige område. For nærværende undtages alene forsvaret, jf. lovforslagets § 4, idet dette er en videreførsel af de gældende regler på området. Hvis der senere måtte vise sig behov for en undtagelse af øvrige områder, vil Telestyrelsen kunne fastsætte nærmere regler herom.

Bekendtgørelser med blandt andet sådanne undtagelser vil være af så stort omfang, af så teknisk karakter eller med så hyppige ændringer, at det kan være uhensigtsmæssigt at offentliggøre disse gennem Lovtidende. Det er derfor hensigten ved kongelig anordning at undtage disse fra offentliggørelse heri. Sådanne bekendtgørelser vil i stedet blive offentliggjort af Telestyrelsen, eventuelt i elektronisk form.

Det kan vise sig, at øvrige af de administrative forskrifter, som Telestyrelsen med dette lovforslag får kompetence til at udstede, også mest hensigtsmæssigt vil kunne offentliggøres andre steder end i Lovtidende.

Til § 3

Det forventes, at fabrikanter m.v. vil være interesserede i på lempelige vilkår at kunne præsentere nyt udstyr på messer, udstillinger osv. Det vil efter denne bestemmelse, der er en direkte gennemførelse af R&TTE-direktivet, være muligt at udstille radio- og teleterminaludstyr, der ikke opfylder de gældende krav. Det skal dog ved synlig skiltning gøres det klart for interesserede parter, at det pågældende udstyr ikke opfylder kravene og ikke kan købes i denne tilstand.

Til § 4

Telestyrelsen kan i medfør af denne bestemmelse fastsætte særlige regler om forsvarets brug af apparater som led i løsning af militære opgaver, herunder eventuelt undtage brugen fuldstændigt fra lovens regler.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder de materielle krav, der stilles til markedsføring af apparater generelt, samt de yderligere materielle krav, der stilles til radio- og teleterminaludstyr.

Bestemmelsen skal sikre, at apparater, herunder radio- og teleterminaludstyr, kun markedsføres, hvis de overholder beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav, der gælder for apparaterne.

Til stk. 1

Ved beskyttelseskravene forstås de krav af teknisk karakter, som apparater skal opfylde for at sikre, at disse kan fungere tilfredsstillende i deres relevante elektromagnetiske omgivelser.

Beskyttelseskravene, der gælder for alle apparater, har sin oprindelse i EMC-direktivet (bilag 3), og fastsætter, at apparater skal være konstrueret således

1) At de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andre apparater kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

2) At apparaterne har tilstrækkelig indbygget immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, så de kan fungere i overensstemmelse med deres formål.

Til stk. 2

Med bestemmelsen i stk. 2 er det tilsigtet at sikre Telestyrelsen hjemmel til at fastsætte nærmere regler om forhold omfattet af stk. 1 samt til at implementere særdirektiver inden for EMC-området. Sådanne særdirektiver kan indeholde krav, der går ud over de i stk. 1 nævnte krav.

Til stk. 3-5

Ved de væsentlige krav forstås for det første de generelle krav af teknisk karakter, som radio- og teleterminaludstyr skal opfylde for at sikre brugernes sundhed og sikkerhed, beskytte mod elektromagnetiske forstyrrelser og sikre en effektiv udnyttelse af radiofrekvensressourcer, så der ikke opstår uacceptable forstyrrelser. For det andet omfatter de væsentlige krav yderligere specifikke væsentlige krav for udvalgte udstyrstyper, når sådanne særskilt er fastsat af Europa-Kommissionen.

De væsentlige krav, der har sin oprindelse i R&TTE-direktivet (artikel 3), kan således opdeles i 2 kategorier

1) Generelle væsentlige krav, der gælder for alt radio- og teleterminaludstyr.

2) Specifikke væsentlige krav, der udvælges for den enkelte udstyrstyper.

I R&TTE-direktivet er anført, at generelle væsentlige krav dels er overholdelse af krav, der beskytter brugerens eller enhver anden persons sundhed og sikkerhed, herunder Lavspændingsdirektivets krav, og dels EMC-direktivets beskyttelseskrav. For radioudstyr gælder endvidere, at det skal konstrueres således, at der ikke opstår uacceptable forstyrrelser. Dette krav er indeholdt i det væsentlige krav »effektiv frekvensudnyttelse«. Dette svarer til de radiotekniske krav, som i dag fastsættes for udstyret.

For så vidt angår specifikke væsentlige krav, fastsættes disse af Europa-Kommissionen og TCAM (Udvalget for overensstemmelses-vurdering og markedstilsyn på teleområdet), hvor medlemslandene er repræsenteret. Ifølge R&TTE-direktivet kan sådanne specifikke væsentlige krav omfatte krav til konstruktionen med henblik på at sikre, at radio- og teleterminaludstyr

1) via telenettene kan fungere korrekt sammen med andre apparater, og at det overalt i Fællesskabet kan forbindes med de relevante grænseflader,

2) ikke skader det net det tilsluttes eller dettes funktion, eller misbruger netressourcer på en sådan måde, at det medfører en uacceptabel forringelse af tjenesten,

3) er udformet, så det er i stand til at sikre, at personoplysninger om slutbrugeren og dennes privatliv beskyttes,

4) er kompatibelt med visse nærmere fastsatte faciliteter, som sikrer mod svig,

5) er kompatibelt med visse nærmere fastsatte faciliteter, som sikrer adgang til den offentlige alarmtjeneste, og

6) er kompatibelt med visse faciliteter, som letter apparets anvendelse for handicappede brugere.

Til § 6

Bestemmelsen sikrer retten til at markedsføre apparater uden særlig godkendelse, herunder radio- og teleterminaludstyr. I stk. 1 er imidlertid angivet en række betingelser, der skal være opfyldt som forudsætning for markedsføringen. Ved markedsføring forstås tilrådighedsstillelse mod betaling eller gratis af apparater med henblik på distribution eller anvendelse.

Der skal med apparaterne følge oplysninger om en række forskellige forhold, herunder om overensstemmelsen med de i § 5 nævnte krav. Samtidig skal apparaterne være forsynet med relevant mærkning. Telestyrelsen fastsætter i medfør af stk. 2 inden for rammerne af EF-regler på området nærmere regler om kravene til anbringelse, omfang, indhold, udformning og lign. af oplysninger og mærkning som nævnt i stk. 1.

I relation til oplysningspligten kan der i medfør af stk. 2 tænkes fastsat krav om, at der i forbindelse med markedsføringen f.eks. skal oplyses om, hvad apparatet er bestemt til. Herudover kan der, for så vidt angår radioudstyr fastsættes yderligere regler, hvorefter der på pakningen eller i brugsanvisningen/følgepapirer skal være tilstrækkelige informationer om, i hvilke EU-lande udstyret er bestemt til at blive brugt i, henholdsvis geografiske områder indenfor et EU-land, hvor det må bruges.

Særligt for så vidt angår teleterminaludstyr kan reglerne indeholde bestemmelser om, at der skal gives oplysning om, hvilke grænseflader i et offentligt telenet, udstyret kan tilsluttes, og at oplysningerne skal anbringes på en fremtrædende plads.

Apparater må kun markedsføres, hvis de opfylder de af Telestyrelsen inden for EF-reglerne på området fastsatte regler om mærkning, herunder om overensstemmelsesmærkning. Ved overensstemmelsesmærkning forstås en mærkning, der angiver apparaters overensstemmelse med de gældende beskyttelseskrav henholdsvis væsentlige krav.

Telestyrelsens regler efter stk. 2 kan i relation til mærkning indeholde bestemmelser f.eks. om forholdet vedrørende anvendelse af CE-mærkning i relation til andre harmoniserings-direktiver (herunder EMC-direktivet eller Lavspændings-direktivet) og anbringelse af sådanne mærker på apparatet henholdsvis emballagen.

Reglerne kan endvidere angå andre former for mærkning, f.eks. et bemyndiget organs nummer, hvis et sådant har været involveret i overensstemmelsesproceduren, mærke for udstyrsklassen, type-, parti- og/eller serienumre samt navnet på fabrikanten eller den person, der er ansvarlig for dets markedsføring.

Til § 7

Telestyrelsen kan ifølge denne bestemmelse i de tilfælde, hvor radioudstyr har forårsaget eller med rimelighed kan forventes at forårsage uacceptable forstyrrelser af samfundsvigtig radiokommunikation, fastsætte regler om forbud mod eller begrænsning af markedsføring eller krav om tilbagetrækning fra markedet eller en kombination heraf, idet forstyrrelser kan indebære en sikkerhedsmæssig risiko for andet radioudstyr, f.eks. ved forstyrrelse af frekvenser, der benyttes af nød- og sikkerhedstjenester, herunder af luftfartstjenester. Telestyrelsens muligheder for at fastsætte sådanne regler er begrænsede, og disse kan i følge R&TTE-direktivet (artikel 9.5) alene vedrøre forhold omfattet af EF-traktatens artikel 28 og 30, det vil sige særligt afgrænsede tilfælde som f.eks. af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed.

Til § 8

Hvis radioudstyr anvender ikke-harmoniserede frekvensbånd, er den, der påtænker markedsføring af sådant udstyr, forpligtet til at henvende sig til Telestyrelsen som frekvensforvaltende myndighed og oplyse om, at udstyret påtænkes markedsført, førend markedsføringen kan påbegyndes.

Telestyrelsen kan i medfør af stk. 2 inden for EF-reglerne på området fastsætte regler herom, f.eks. regler om hvad der anses for at være harmoniserede frekvensbånd samt kravene til og tidsfristerne for en sådan underretning.

Til § 9

For så vidt angår de af Telestyrelsen inden for EF-regler på området fastsatte radiogrænseflader, er der tale om tekniske specifikationer af en art svarende til nogle af de krav, der i dag fremgår af de Tekniske Bestemmelser, der ligger til grund for typegodkendelser. I følge § 21, stk. 1, skal disse tekniske specifikationer indsendes til Europa-Kommissionen.

Til § 10

Bestemmelsen sikrer retten til at tage apparater i brug, hvis de overholder de beskyttelseskrav, der gælder for apparaterne. Radio- og teleterminaludstyr skal endvidere overholde de øvrige væsentlige krav, der gælder for udstyret. Ved ibrugtagning forstås anvendelse af et apparat i overensstemmelse med det formål, det er bestemt til.

Ifølge stk. 3 fastsætter Telestyrelsen inden for EF-reglerne på området de nærmere regler om særlige foranstaltninger vedrørende ibrugtagning og installation af apparater (særligt EMC-direktivets artikel 6). Særlige foranstaltninger kan f.eks. være foranstaltninger i relation til faste telenet, som efter gældende ret er reguleret i radiokommunikationsloven.

Den begrænsning i ibrugtagningen, der har med en effektiv frekvensudnyttelse at gøre, er reguleret i radiokommunikationsloven.

Til stk. 2

Ifølge denne bestemmelse kan Telestyrelsen fastsætte regler af begrænsende karakter under hensyn til den offentlige sundhed.

Sådanne regler kan bl.a. omfatte grænseværdier, andre specifikke krav m.v. til forskellige former for apparater.

Bekendtgørelser udstedes efter indhentelse af sundhedsfaglig rådgivning fra Sundhedsstyrelsen, der yder sådan rådgivning over for Sundhedsministeriet og andre offentlige myndigheder, og i overensstemmelse med denne afgivne rådgivning.

Det bemærkes i øvrigt, at reglerne i Rådets direktiv 85/374/EØF af 7. august 1985 om Produktsikkerhed gælder for alt apparatur.

Til § 11

For så vidt angår tekniske specifikationer for grænseflader for teleterminaludstyr, skal medlemsstaten, jf. dette lovforslags § 21, oplyse Europa-Kommissionen om typer af grænseflader, der udbydes af udbydere af offentlige telenet samt om andre typer af grænseflader, der fastsættes for radioudstyr af medlemsstaten. På den baggrund skal udbydere af offentlige telenet indsende tekniske specifikationer, inden tjenester stilles til rådighed. Specifikationerne skal være så detaljerede, at fabrikanter er i stand til at udvikle udstyr, der passer til grænsefladen. Det skal således være muligt for fabrikanter at gennemføre relevante prøvninger for at overholde de væsentlige krav, der gælder for udstyret.

Udbyderes offentliggørelse af tekniske specifikationer skal endvidere foretages i overensstemmelse med traktatens konkurrenceregler og Europa-Kommissionens direktiv 88/301/EØF af 16. maj 1988 om konkurrence på terminalmarkederne, hvor der er fastlagt et princip om lige, gennemsigtig og ikke diskriminerende behandling af alle tekniske specifikationer med regulerende virkning.

Til stk. 2

Ifølge denne bestemmelse kan Telestyrelsen fastsætte nærmere regler om omfang, udformning og indsendelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger. Sådanne regler kan omfatte f.eks. en fastsættelse af en tidstermin for indberetning af grænseflader, f.eks. i de tilfælde, hvor der er opnået fælles enighed herom blandt EU-landene, eller det efter indvundne erfaringer findes formålstjenligt at indføre bestemmelser herom, samt en bestemmelse om at pligten til indberetning af tekniske specifikationer for grænseflader også gælder tjenesteudbydere.

Til § 12

Til stk. 1

Bestemmelsen sikrer retten til at tilslutte teleterminaludstyr til offentlige telenet og dermed udbydernes pligt til at lade udstyr tilslutte deres telenet. Ved tilslutning forstås den fysiske eller logiske tilslutning af teleterminaludstyr til et offentligt telenet i overensstemmelse med dets formål. Denne ret til at tilslutte teleterminaludstyr til offentlige telenet er imidlertid begrænset af, at teleterminaludstyret overholder de væsentlige krav m.v., der gælder herfor.

Til stk. 2

Efter denne bestemmelse kan en udbyder anmode Telestyrelsen om tilladelse til at frakoble teleterminaludstyr eller til at blokere for udstyrets adgang til en eller flere tjenester. Telestyrelsen kan give tilladelse hertil, hvis teleterminaludstyr, der er erklæret at være i overensstemmelse med de relevante væsentlige krav, forårsager betydelig skade på et telenet eller uacceptable forstyrrelser eller beskadiger telenettet eller dets funktion.

Til stk. 3 og 4

I nødstilfælde kan en udbyder frakoble teleterminaludstyret uden forudgående underretning af Telestyrelsen under forudsætning af, at brugeren straks og uden udgift for vedkommende kan tilbydes en alternativ løsning, samt at underretning straks sker til Telestyrelsen. Telestyrelsen træffer herefter afgørelse om, hvorvidt det var berettiget af udbyderen af frakoble udstyret.

Til § 13

Til stk. 1-3

Erklæring om overensstemmelse skal sikre, at apparater opfylder beskyttelseskravene henholdsvis væsentlige krav. Ved en erklæring om apparatets overensstemmelse forstås således en erklæring fra fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen om, at apparatet opfylder de gældende beskyttelseskrav henholdsvis væsentlige krav.

Metoder for overensstemmelsesvurdering har sin væsentligste baggrund i Rådets afgørelse nr. 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af CE-overensstemmelsesmærkningen.

Afhængig af, om der er tale om overensstemmelsesvurdering efter Lavspændingsdirektivet, EMC-direktivet eller om overensstemmelsesvurdering efter R&TTE-direktivet, skal fabrikanten for at erklære overensstemmelse med sundheds- og sikkerhedskrav, beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav anvende en af de i stk. 1-3 nævnte metoder: f.eks. EF-overensstemmelseserklæring med EF-typeattest, intern fabrikationskontrol, intern fabrikationskontrol samt særlige apparaturprøvninger, dokumentation vedrørende den tekniske konstruktion eller certificering med henblik på fuld kvalitetsstyring.

Certificering med henblik på fuld kvalitetsstyring er en metode, hvorefter erklæring om overensstemmelse ligger i, at fabrikanters produktion certificeres med henblik på at opnå fuld kvalitetsstyring i forbindelse med fremstilling af radio- og teleterminaludstyr. Metoden har sin baggrund i R&TTE-direktivets bilag V, hvoraf det fremgår, hvordan en fabrikant kan opnå fuld kvalitetssikring med henblik på fremstilling af radio- og teleterminaludstyr, der opfylder de væsentlige krav, jf. § 5. Der er på dette punkt ikke tale om ændrede regler for så vidt angår satellitjordstations- og teleterminaludstyr, hvor tilsvarende regler findes i en bekendtgørelse udstedt i medfør af satellitjordstations- og teleterminalloven.

Valgfriheden ligger i, at fabrikanten for radio- og teleterminaludstyr kan vælge at erklære overensstemmelse med de væsentlige krav i medfør af regler med baggrund i R&TTE-direktivet eller som alternativ i medfør af regler med baggrund i Lavspændings-direktivet eller EMC-direktivet for så vidt angår disse krav. Der kan således blive tale om at anvende en kombination af de anførte metoder til erklæring af overensstemmelse.

Når der foreligger harmoniserede standarder, det vil sige standarder, som er offentliggjort i EF-tidende, til brug i forbindelse med overensstemmelsesvurderingen, vil der ved anvendelse af standarden være formodning om overensstemmelse med beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav. Anvendelse af harmoniserede standarder er frivillig.

Når der ikke foreligger harmoniserede standarder, skal der for radioudstyr og elektriske og elektroniske apparater involveres et bemyndiget organ i overensstemmelsensproceduren forud for markedsføringen. Bortset fra visse typer flyudstyr vil EMC-direktivets særlige beskyttelseskrav for radioudstyr bortfalde.

For så vidt angår den sundheds- eller sikkerhedsmæssige del af radio- og teleterminaludstyr kan erklæring om overensstemmelse endvidere ske efter den i stk. 3 nævnte metode, herunder efter reglerne i Lavspændings-direktivet.

Til stk. 4

Telestyrelsen kan i medfør af stk. 4 inden for EF-reglerne på området fastsætte nærmere regler om procedurerne for erklæring af overensstemmelse med de i § 5 nævnte krav, regler om hvilken af de i stk. 1-3 nævnte metoder, der skal anvendes på hvilke typer af apparater samt regler om, hvem der er ansvarlig for overensstemmelsen.

Til § 14

Hensigten med bestemmelsen er, at forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kriterier, der ligger til grund for vurderingen af, hvorvidt en offentlig myndighed eller et privat foretagende kan blive bemyndiget i forbindelse med udarbejdelse af dokumentation for apparaters overensstemmelse med de i § 5 nævnte krav.

Det primære krav vil være, at den pågældende myndighed eller virksomhed opfylder kravene i R&TTE-direktivet, jf. bilag V og VI, og EMC-direktivet, jf. bilag II.

Hertil kommer nogle få supplerende krav f.eks. om, at dertil nogle bemyndigelser kræves akkreditering fra Erhvervsfremmestyrelsen

Forskningsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at den offentlige myndighed eller det private foretagende skal være i besiddelse af den nødvendige faglige og tekniske kompetence samt råde over det personale og de faciliteter, som er nødvendige for at kunne udføre opgaven.

Der vil gælde de samme tavshedspligtsregler, der gælder for Telestyrelsens udførelse af tilsvarende opgaver, jf. straffelovens § 152 a, hvoraf det fremgår, at »bestemmelsen i § 152 finder tilsvarende anvendelse på den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed.«

I øvrigt vil offentlige myndigheder være omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler.

Det forventes, at forskningsministeren i henhold til forvaltningslovens § 1, stk. 2, og offentlighedslovens § 1, stk.3 efter forhandling med justitsministeren fastsætter regler om, at disse love skal gælde for private foretagender, der måtte blive udpeget som bemyndiget organ.

Hvis reglerne kan dokumenteres overholdt, vil man have krav på udpegning.

Såfremt grundlaget for bemyndigelse til et organ bortfalder, vil bemyndigelsen blive tilbagekaldt, jf. § 16, stk. 2, herunder i tilfælde af betalingsstandsning, likvidation eller konkursbehandling.

Til § 15

Ifølge denne bestemmelse er Telestyrelsen bemyndiget organ til at yde teknisk rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af dokumentation for radioudstyrs overensstemmelse med de væsentlige krav som nævnt i § 13. Det gælder, når der anvendes de i § 13, stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte metoder.

Telestyrelsen er således på forhånd udpeget som bemyndiget organ, da det er vurderet, at Telestyrelsen opfylder de krav, der fastsættes til bemyndigede organer i medfør af § 14.

Til § 16

Ifølge denne bestemmelse kan Telestyrelsen udpege andre offentlige myndigheder og private foretagender som bemyndiget organ i forbindelse med udarbejdelse af dokumentation for apparaters overensstemmelse med beskyttelseskravene henholdsvis de væsentlige krav som nævnt i § 13. Det gælder alle de i § 13, stk. 1-2, nævnte metoder.

Telestyrelsen kan i medfør af stk. 2 tilbagekalde en bemyndigelse efter stk. 1, såfremt myndigheden eller det private foretagende ikke længere opfylder betingelserne for at være bemyndiget, jf. bemærkningerne til § 14.

Til § 17

Bestemmelsen vedrører Telestyrelsens tilsyns- og kontrolforpligtelser efter denne lov. Ændringerne i forhold til den gældende retstilstand består i, at tilsynet og kontrollen med markedsføring af alle apparater, herunder radio- og teleterminaludstyr, samles i ét regelsæt, hvor reglerne tidligere fandtes i tre love; markedsføring af apparater i EMC-loven, markedsføring af satellitjordstations- og teleterminaludstyr i lov om satellitjordstations- og teleterminaludstyr og markedsføring af radioudstyr i radiokommunikationsloven.

Sigtet med bestemmelsen om Telestyrelsens stikprøvevise kontrol i grossist- og detailleddet (§ 18), markedskontrol, er at undgå markedsføring af apparater, der ikke lever op til kravene i loven og regler udstedt i medfør heraf, mens sigtet med bestemmelsen om Telestyrelsens adgang til offentlige og private lokaliteter er at standse forstyrrelser (§ 19) og dermed sikre den danske telekommunikation de bedst mulige betingelser. Som supplement til disse to bestemmelser har Telestyrelsen efter § 20 adgang til at indhente de nødvendige oplysninger.

Bestemmelserne om tilsynet med overholdelse af tilladelser til frekvensanvendelse, manglende tilladelse hertil samt forstyrrelser af radiomæssig karakter forbliver i radiokommunikationsloven.

Til stk. 2

I forbindelse med udførelsen af tilsynet og kontrollen med loven og de i medfør heraf fastsatte regler kan Telestyrelsen meddele påbud og nedlægge forbud i tilfælde af manglende overholdelse af de gældende krav, manglende indsendelse af oplysninger om tekniske specifikationer for grænseflader samt nægtelse af tilslutning af teleterminaludstyr.

Telestyrelsen kan i den forbindelse i relation til et påbud om tilbagetrækning fra markedet bestemme, at det skal ske ved, at den pågældende, til hvem påbudet meddeles, skal foretage annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet.

Manglende overholdelse af de gældende krav kan f.eks. være, at de standarder, der ligger til grund for overensstemmelseserklæringen, er anvendt ukorrekt, mangler ved de harmoniserede standarder eller manglende opfyldelse af de væsentlige krav. Disse betragtninger gælder dog kun i tilfælde, hvor der er erklæret overensstemmelse med en harmoniseret standard. Hertil kommer situationer, hvor mærkning ikke er anbragt i overensstemmelse med de af Telestyrelsen fastsatte bestemmelser, eller hvor ibrugtagning ikke er sket i overensstemmelse med de for udstyret gældende grænseflader.

For så vidt angår den manglende indsendelse af oplysninger om tekniske specifikationer for grænseflader, er der tale om at sikre, at fabrikanter får disse oplysninger med henblik på produktion af teleterminaludstyr til sådanne grænseflader. Fabrikanter skal i forbindelse med markedsføring af radio- og teleterminaludstyr i følgepapirerne oplyse om, til hvilket formål udstyret er bestemt samt hvor udstyret må bruges. Herved sikres, at det købte udstyr kan passe til relevante grænseflader og kan tages i brug og tilsluttes uden at skabe uacceptable forstyrrelser.

I de tilfælde, hvor en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester ikke vil lade en bruger tilslutte teleterminaludstyr, skal det være muligt for Telestyrelsen at påbyde den pågældende udbyder at lade udstyret tilslutte, såfremt udstyret i øvrigt overholder de krav, der gælder herfor. Kun i ganske særlige tilfælde kan en udbyder med rette nægte at tilslutte teleterminaludstyr, jf. § 12.

De nævnte sanktioner skal anvendes ud fra en proportionalitets-betragtning, og således vil påbud om tilbagetrækning af apparater fra markedet kunne blive givet i særligt alvorlige tilfælde. I sådanne tilfælde vil der efter § 21 skulle ske indberetning til Europa-Kommissionen med henblik på en vurdering af sagen i forhold til R&TTE-direktivet.

Til stk. 3

Anvendelse af tvangsbøder forudsætter, at Telestyrelsen forinden har givet den pågældende udbyder påbud om at afgive oplysningerne. Kun når der er tale om manglende efterkommelse af påbud om indsendelse af oplysninger om tekniske specifikationer for grænseflader og påbud til en udbyder om at lade teleterminaludstyr tilslutte vedkommendes telenet eller teletjenester vil Telestyrelsen kunne pålægge tvangsbøder. Bestemmelsen er således alene rettet til de professionelle aktører på det danske telemarked.

Der er i denne forbindelse behov for et mere effektivt middel end en egentlig straf i form af bøde. Med tvangsbøderne sikres det, at der kan skrides ind så længe, en udbyder undlader at indsende de pågældende oplysninger, og indtil udbyderen fremkommer med oplysningerne eller hver gang en udbyder af offentlige telenet eller teletjenester uberettiget undlader at lade teleterminaludstyr tilslutte vedkommendes telenet eller tjenester.

Telestyrelsens mulighed for at anvende tvangsbøder fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for ikke at indsende oplysningerne, hvilket skal indgå i vurderingen i forbindelse med fastsættelse af tvangsbødernes størrelse. Der er udpantningsret for tvangsbøderne, som tilfalder statskassen.

Bestemmelsen begrænses af det almindelige forbud imod selvinkriminering, der bl.a. kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Dette indebærer ingen begrænsninger i forhold til anvendelsen af lovforslagets bestemmelser vedrørende udøvelse af almindelig forudgående eller efterfølgende tilsyn- og kontrolvirksomhed. Foreligger der imidlertid en konkretiseret mistanke om, at der er begået en strafbar handling, kan forslagets bestemmelser ikke anvendes til at påbyde den pågældende at fremskaffe yderligere oplysninger eller foretage undersøgelser vedrørende de forhold, der er omfattet af mistanken. Myndighederne må i disse tilfælde overlade sagen til politiets efterforskning.

Til § 18

I kraft af denne bestemmelse har Telestyrelsen hjemmel til at foretage stikprøvevis kontrol i grossist- og detailleddet (markedskontrol) med henblik på at påse, at loven og de i medfør heraf fastsatte regler overholdes.

I Justitsministeriets (og Miljø- og Energiministeriets) redegørelse af 17. december 1996 til Folketinget om udviklingen i forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse (og om udviklingen i anvendelse af erstatningsfri regulering indenfor plan-, miljø- og naturbeskyttelsesområdet) anbefales således, at man i bestemmelser, der hjemler tvangsindgreb af kontrolhensyn eller som oplysningsmiddel, undlader at stille krav om retskendelse, idet retsfaktumbeskrivelsen i sådanne bestemmelser vanskeligt kan være præcis.

For at kontrollen med lovens overholdelse kan ske på en effektiv måde er den eneste egnede metode, at Telestyrelsen kan foretage kontrolbesøg allerede i markedsføringsleddet, uden at der er tale om forstyrrelsestilfælde. Bestemmelsen er endvidere nødvendig af forebyggelsesmæssige hensyn. Det følger samtidig af R&TTE-direktivet og EMC-direktivet, at medlemsstaterne er forpligtet til at foretage kontrol med henblik på at sikre overholdelse af direktivernes bestemmelser.

Der kan i den forbindelse f.eks. foretages stikprøvevis kontrol af, om betingelserne for markedsføring er opfyldt, herunder om apparaterne er forsynet med den relevante mærkning. Telestyrelsen kan ved sådanne kontrolbesøg på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater.

Det er hensigten med bestemmelsen, at Telestyrelsen herved kan målrette sin generelle kontrol på områderne og tilrettelægge arbejdet på en måde, således at der planlægges et antal måneder forud, og særlige grupper på den baggrund udtages til lejlighedsvis kontrol.

Politiets yder bistand til gennemførelse af adgangen til offentlige og private lokaliteter. Denne bistand begrænser sig alene at omfatte bistand til den fysiske gennemtvingelse af Telestyrelsens adgang til lokaliteter.

Til § 19

Til stk. 1-2

Telestyrelsen har i kraft af sin funktion som tilsynsmyndighed tillige et behov for at kunne få adgang til offentlige og private ejendomme, når der er tale om forstyrrelser for derved at kunne standse forstyrrelsen og dermed sikre, at apparater, herunder radio- og teleterminaludstyr, kan fungere i overensstemmelse med deres formål. Kun ved at få adgang til lokaliteten kan Telestyrelsen træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at standse forstyrrelser.

Bestemmelsen giver Telestyrelsen adgang til lokaliteter uden retskendelse. Dette skyldes, at det er af afgørende betydning, at Telestyrelsen har mulighed for at reagere straks, mens forstyrrelsen er til stede. Afventning af en retskendelse vil betyde, at øjemedet vil kunne forspildes. Det er således de væsentlige telemæsige behov, der ligger til grund.

Ved et sådant besøg kan Telestyrelsen på stedet foretage undersøgelser af de omhandlede apparater. Telestyrelsens kontrolmedarbejdere kan i den forbindelse undersøge det pågældende apparat, herunder i fornødent omfang skille apparatet ad, og eventuelt foretage kontrolmålinger af apparatet.

Telestyrelsen kan i forstyrrelsestilfælde ved påbud pålægge ejeren eller brugeren af det pågældende apparat for egen regning at afhjælpe forstyrrelserne efter regler fastsat i medfør af stk. 5.

I overensstemmelse med almindelige principper, herunder at det vil have alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, foreslås det, at Telestyrelsen skal have hjemmel til at træffe de yderligere nødvendige foranstaltninger til sikring af den samfundsvigtige kommunikation, som er anført i det følgende.

Telestyrelsen foreslås således efter stk. 2 at have adgang til at kræve driften af apparater, der forstyrrer samfundsvigtig kommunikation, standset øjeblikkeligt. Telestyrelsen kan i den forbindelse træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette påbud, herunder plombere det pågældende apparat. På grund af afgrænsningen i forhold til radiokommunikationsloven har denne bestemmelse alene elektromagnetiske forstyrrelser som sit anvendelsesområde.

Adgangen til at foretage en sådan indgriben er nødvendig, idet forstyrrelser af samfundsvigtig kommunikation kan indebære en sikkerhedsmæssig risiko. Telestyrelsen kan i den forbindelse foretage, hvad der er nødvendigt for at gennemføre et sådant påbud, herunder plombere apparatet. Bestemmelsen er således begrænset til, at adgang til lokaliteter offentlige som private uden retskendelse alene kan ske i tilfælde, hvor der er risiko for fare for menneskers liv og sikkerhed m.m.

Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til, at Telestyrelsen i forbindelse med adgangen til de nævnte ejendomme kan foretage efterforskning m.v. af strafbare forhold i forbindelse med forstyrrelser. Sådan efterforskning skal i overensstemmelse med almindelige principper overlades til politiet. Politiet vil i den forbindelse kunne rekvirere Telestyrelsens bistand som den sagkyndige myndighed på området. Dette følger af § 786 i lov om rettens pleje (retsplejeloven). Telestyrelsen vil i forbindelse med sin bistand til politiet være begrænset af de regler i retsplejeloven, der gælder for politiets efterforskning.

Til stk. 3

For at sikre, at denne adgang til lokaliteter uden retskendelse har været berettiget, skal der ske en efterfølgende prøvelse for en dommer. Retten skal i den forbindelse prøve, om betingelserne har været opfyldt. Det vil i praksis sige, at retten får forelagt en teknisk rapport, der redegør for de faktiske omstændigheder, og på den baggrund vurderer, at der har været tale om en uacceptabel forstyrrelse, som skulle standses. Derved sikres væsentlige retssikkerhedsgarantier. Denne prøvelse skal ske snarest mulig og senest inden 24 timer efter, at indgrebet har fundet sted. Hvis retten finder, at indgrebet har været uberettiget, skal meddelelse herom gives til forskningsministeren.

Til stk. 4

Politiets yder bistand til gennemførelse af adgangen til offentlige og private lokaliteter. Denne bistand begrænser sig alene til at omfatte bistand til fysisk gennemtvingelse af Telestyrelsens adgang til lokaliteter.

Til stk. 5

Telestyrelsen kan i medfør af denne bestemmelse fastsætte regler om de former for afhjælpning af forstyrrelser, som Telestyrelsen kan påbyde efter § 17, stk. 2, nr. 6.

Dette kan være regler om f.eks. i hvilket omfang der skal ske afhjælpning. Der kan i den forbindelse i overensstemmelse med den gældende EMC-lov fastsættes nærmere regler om grænseværdier for forstyrrelser, herunder regler for situationer, hvor der ikke er fastsat grænseværdier.

Bestemmelsen kan endvidere angå de tilfælde, hvor der meddeles påbud for at give en særlig beskyttelse af offentlige telenet eller modtage- eller sendestationer, der anvendes til sikkerhedsformål, herunder militærets sende-modtagestationer, lufthavne m.v.

En identisk bestemmelse er indsat i de samtidige ændringer af radiokommunikationsloven. Det er hensigten hermed, at Telestyrelsen skal fastsætte et ensartet regelsæt for behandlingen af sager vedrørende afhjælpning af forstyrrelser af såvel elektromagnetisk karakter som af radiomæssig karakter.

Til stk. 6

Telestyrelsen fastsætter i medfør af stk. 6 nærmere regler om, hvilke former for kommunikation, der betragtes som samfundsvigtig. Udgangspunktet er, at samfundsvigtig kommunikation er kommunikation, hvor forstyrrelser kan indebære en sikkerhedsmæssig risiko, det vil sige risiko for tjenester, hvor der kan opstå umiddelbar fare for menneskers liv og sikkerhed, hvis kommunikationen ikke virker. Det kan f.eks. være kommunikationen mellem alarmcentral, vagtcentral og vogne, kommunikationen i nød- og sikkerhedstjenester eller luftfarten eller særlige installationer i relation til infrastruktur til eksempelvis forsyningsvirksomheder (f.eks. el-forsyning).

Til § 20

Bestemmelsen er ny på både EMC-området og teleterminalområdet og er et led i moderniseringen af Telestyrelsens tilsynsbeføjelser på området. Herved sikres der i øvrigt overensstemmelse med den øvrige telelovgivning.

Bestemmelsen hjemler en oplysningspligt til sikring af, at Telestyrelsen kan få de nødvendige oplysninger til udførelse af såvel tilsyns- og kontrolarbejdet som den generelle administration af loven. Telestyrelsen kan kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på administration af loven.

Oplysningspligten omfatter alle oplysninger, der efter Telestyrelsens skøn er nødvendige for, at Telestyrelsen kan udfærdige årsrapport, jf. lovforslagets § 23, påse overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler, udarbejde rapporter og udarbejde statistisk materiale.

Oplysningspligten påhviler i første omgang udbydere af telenet eller teletjenester, fabrikanter og de ansvarlige for markedsføring af apparater, herunder af radio- og teleterminaludstyr, men kan også i særlige tilfælde brugerne af apparaterne, f.eks. i forbindelse med løsning af forstyrrelsessager.

Telestyrelsens efterfølgende offentliggørelse af de indkomne oplysninger og det indkomne materiale vil til en hver tid være begrænset af de almindelige regler om tavshedspligt for virke i offentlig tjeneste.

Bestemmelsen begrænses af det almindelige forbud imod selvinkriminering, der bl.a. kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 6. Dette indebærer ingen begrænsninger i forhold til anvendelsen af lovforslagets bestemmelser vedrørende udøvelse af almindelig forudgående eller efterfølgende tilsyn- og kontrolvirksomhed. Foreligger der imidlertid en konkretiseret mistanke om, at der er begået en strafbar handling, kan forslagets bestemmelser ikke anvendes til at påbyde den pågældende at fremskaffe yderligere oplysninger eller foretage undersøgelser vedrørende de forhold, der er omfattet af mistanken. Myndighederne må i disse tilfælde overlade sagen til politiets efterforskning.

Til § 21

Telestyrelsen er i følge R&TTE-direktivet forpligtet til at indsende visse oplysninger til Europa-Kommissionen. Det drejer sig om oplysninger vedrørende afgørelser truffet i medfør af § 7, de af Telestyrelsen fastsatte tekniske specifikationer for radiogrænseflader som nævnt i § 9, de af Telestyrelsen fastsatte regler i medfør af § 10, stk. 3, udbyderes tekniske specifikationer for grænseflader som nævnt i § 11, afgørelser truffet i medfør af § 12 og afgørelser truffet i medfør af § 17, stk. 2. En sådan indberetning vil ske i overensstemmelse med retningslinierne herfor givet i Europa-Kommissionens vejledning om fortolkning af direktivet, »Blue Guide«, samt af Europa-Kommissionen i samarbejde med TCAM (Udvalget for overensstemmelses-vurdering og markedstilsyn på teleområdet). Det vil betyde, at ikke alle forhold omfattet af de nævnte bestemmelser vil skulle indberettes.

Til nr. 1

Når Telestyrelsen har truffet afgørelse efter § 7, skal meddelelse herom gives til Europa-Kommissionen. Europa-Kommissionen meddeler, jf. stk. 2, om den finder den trufne afgørelse berettiget eller uberettiget.

Til nr. 3

Der skal efter EMC-direktivet ske underretning til Europa-Kommissionen, når der fastsættes regler om særlige foranstaltninger vedrørende ibrugtagning og installation af apparater.

Til nr. 2 og 4

Telestyrelsen er ifølge R&TTE-direktivet forpligtet til at indsende oplysninger om grænseflader til Europa-Kommissionen. Det gælder oplysninger om grænseflader, der er meddelt af udbyderne af offentlige telenet, og det gælder de oplysninger for radiogrænseflader, som Telestyrelsen selv skal udarbejde og fastsætte, herunder f.eks. oplysninger om anvendte frekvenser, modulationsformer og kanalafstand m.v. Grænsefladespecifikationer vil herefter blive offentliggjort i EF-Tidende.

Til nr. 5

Telestyrelsen kan i medfør af § 12, jf. bemærkningerne hertil, f.eks. give en udbyder af offentlige telenet tilladelse til at frakoble teleterminal-udstyr eller trække en tjeneste tilbage, hvis teleterminaludstyr, der er erklæret at være i overensstemmelse med de relevante væsentlige krav, forårsager betydelig skade på et telenet eller dets funktion eller i øvrigt er årsag til uacceptable forstyrrelser. Sådanne tilladelser skal meddeles Europa-Kommissionen, som forelægger sagen for TCAM (Udvalget for overensstemmelses-vurdering og markedstilsyn på teleområdet) til udtalelse.

Til nr. 6

Som nævnt ovenfor under bemærkningerne til § 17, stk. 2, samt nedenfor under bemærkningerne til § 25 skal Telestyrelsen underrette Europa-Kommissionen om trufne afgørelser, herunder om påbud om tilbagetrækning fra markedet.

Til stk. 2

For så vidt angår sager vedrørende radio- og teleterminaludstyr, vil Europa-Kommissionen, når en medlemsstat indberetter afgørelser m.v., høre de relevante parter. Europa-Kommissionen vil herefter træffe afgørelse om, hvorvidt den af medlemsstaten trufne afgørelse er berettiget eller uberettiget, og i sidstnævnte tilfælde kan Europa-Kommissionen opfordre medlemsstaten til at trække sin afgørelse tilbage.

Til § 22

I følge denne bestemmelse kan opgaver, der i denne lov er tillagt Telestyrelsen henlægges til andre offentlige myndigheder. Det kan f.eks. være opgaver i relation til fastsættelse af de nærmere krav i relation til markedsføring, ibrugtagning og tilslutning på nærmere afgrænsede områder, herunder på særligt udvalgte områder i forbindelse med gennemførelse af særdirektiver i dansk ret. Der er endvidere mulighed for, at de tilsyns- og kontrolopgaver, der er tillagt Telestyrelsen i medfør af loven, også kan overgå til andre offentlige myndigheder.

Til § 23

Telestyrelsen udarbejder hvert år en rapport om styrelsens administration af loven og forelægger den for forskningsministeren. Rapporten vil være offentlig tilgængelig og skal danne grundlag for en løbende orientering af ministerier, brancheorganisationer, brugere m.v. om administrationen af loven.

Til § 24

Den foreslåede bestemmelse er på linie med tilsvarende bestemmelser i den øvrige telelovgivning, og det præciseres herved, at den i øvrigt gennemførte afskæring af forskningsministerens instruksadgang over for Telestyrelsen omfatter den samlede tilsynsfunktion, herunder også de aktiviteter, der ikke umiddelbart knytter sig til en enkelt konkret afgørelse, som f.eks. Telestyrelsens iværksættelse af udrednings- og analyse-opgaver i tilknytning til tilsynsaktiviteterne, indhentning af ekstern juridisk, økonomisk eller telefaglig bistand hertil, Telestyrelsens interne tværgående overvejelser om planlægning og udøvelse af tilsynet, udvalgte fokusområder m.v., jf. dog de i bemærkningerne lovforslag om Telestyrelsen nævnte styringsinstrumenter med hensyn til budgetfastlæggelse og kontraktstyring m.v., der også finder anvendelse i forhold til tilsynsaktiviteterne.

Det foreslås præciseret, at afskæringen af forskningsministerens adgang til instruks også omfatter Telestyrelsens fastsættelse af administrative forskrifter på de områder, hvor bemyndigelsen hertil er henlagt til Telestyrelsen.

Til § 25

Med bestemmelsen er det hensigten, at klager over Telestyrelsens afgørelser, herunder sagsbehandling, skal påklages til Teleklagenævnet, som er nedsat i medfør af lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren.

Klageadgangen er i medfør af stk. 4 afskåret for så vidt angår forhold vedrørende radio- og teleterminaludstyr, når der sker indberetning til Europa-Kommissionen.

Baggrunden herfor er, at Europa-Kommissionen ifølge R&TTE-direktivet på baggrund af forpligtelse for medlemsstaterne til at indberette trufne afgørelser, udtaler sig om, hvorvidt afgørelsen er berettiget eller uberettiget, og i sidstnævnte tilfælde kan opfordre medlemsstaten til at trække sin afgørelse tilbage. Der er således tale om, at Telestyrelsens afgørelser efter § 7 samt § 17, stk. 2, jf. § 21, der vedrører radio- og teleterminalforhold, og hvor der sker indberetning til Europa-Kommissionen, bliver undergivet en anden-instans-behandling med henblik på en vurdering af, hvorvidt afgørelsen er i overensstemmelse med R&TTE-direktivet.

For afgørelser, der ikke indberettes til Europa-Kommissionen, jf. bemærkningerne til § 21, vil klageadgangen ikke være afskåret. I disse tilfælde kan en afgørelse derfor påklages til Teleklagenævnet.

For EMC-området er der tale om en tilsvarende indberetningspligt. Imidlertid vil Europa-Kommissionen i disse tilfælde alene fremkomme med en udtalelse. Det er i stk. 5 fastslået, at denne udtalelse skal lægges til grund af Teleklagenævnet. I øvrigt er der tale om en ensretning af klagemulighederne i forhold til den øvrige telelovgivning, idet klager efter den eksisterende EMC-lov sker til ministeriet, mens klager efter f.eks. lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser sker til Teleklagenævnet.

For Teleklagenævnets behandling af klagesager finder regler i bekendtgørelse om Teleklagenævnets virksomhed anvendelse (bekendtgørelse nr. 574 af 6. juli 1999). Denne bekendtgørelse fastsætter blandt andet, at klagen skal indgives skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er truffet, og at der skal betales et gebyr for indbringelse af klagen på (for tiden) 150 kroner.

Til § 26

Der kan vise sig at være et behov for gebyrer i de tilfælde, hvor Telestyrelsen i forbindelse med markedskontrol udtager apparater til nærmere undersøgelse, f.eks. med henblik på at konstatere, om apparater lever op til en given harmoniseret standard. I sådanne tilfælde betaler Telestyrelsen omkostningerne for undersøgelsen af apparatet, såfremt det viser sig, at apparatet er i overensstemmelse med beskyttelseskravene eller/og med de gældende væsentlige krav - i modsat fald - apparatet viser sig ikke at være i overensstemmelse med beskyttelseskravene/de væsentlige krav - vil fabrikanten skulle betale omkostningerne.

Der vil samtidig være hjemmel til at opkræve eventuelle rykkergebyrer i det omfang der måtte være administrative udgifter forbundet med udsendelse heraf.

Det er hensigten, at udgifterne ved administrationen af loven i øvrigt skal dækkes af frekvens- og nummerafgifterne, se nærmere herom i de almindelige bemærkninger under afsnittet om finansiering.

Til § 27

Henset til den øgede konkurrence på telekommunikationsområdet, der i sig selv vil kunne være et incitament til at overtræde bestemmelser og vilkår, er det hensigtsmæssigt, at en bøde allerede ved grove førstegangs-overtrædelser udmåles på en sådan måde, at den er følelig. De præventive hensyn kræver, at der ved udmåling af bøder i alle tilfælde bør tages et særligt hensyn til den økonomiske fordel, der enten er opnået, er tilsigtet eller den interesse, der har været ved overtrædelsen. Disse hensyn er også vigtige for at sikre, at de, der overholder lovgivningen, ikke stilles ringere konkurrencemæssigt end konkurrenterne. Det bør således ikke kunne betale sig i økonomisk henseende at overtræde loven eller vilkår eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.

De personer, der vil blive pålagt straf i medfør af § 27 vil typisk være fabrikanter, de ansvarlige for markedsføringen eller disses befuldmægtigede, men kan også i særlige tilfælde være brugere af apparater, såfremt denne brug ikke er i overensstemmelse med de fastsatte krav og et påbud efter § 17, stk. 2, om at bringe forholdene i orden ikke efterkommes.

Til § 28

Loven skal i overensstemmelse med R&TTE-direktivet træde i kraft den 8. april 2000.

Som anført i de almindelige bemærkninger skal denne lov afløse de eksisterende regler på EMC-området, satellitjordstations- og teleterminalområdet samt reglerne om markedsføring i lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser. Imidlertid er det i stk. 4 fastsat, at regler udstedt i medfør af EMC-loven forbliver i kraft, indtil de afløses eller ophæves af regler udstedt i medfør af denne lov. Der er således mulighed for i en overgangsperiode at lade reglerne på dette område videreføre.

Imidlertid er der med reglerne i stk. 5 og 6 givet Telestyrelsen adgang til at fastsætte overgangsregler for såvel radio- og teleterminaludstyr, der er typegodkendt inden 8. april 2000 som for apparater generelt, der er taget i brug før 1. januar 1997.

Bestemmelserne i stk. 7 og 8 er overgangsregler i relation til radiokommunikationsloven.

For frekvenstilladelser udstedt før ikrafttræden af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold vil kravet om typegodkendelse stadig være et vilkår.

For disse tilladelser vil den nye lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold betyde, at tilladelsesindehaverne fortsat må, men ikke skal, anvende udstyr, som er typegodkendt.

Imidlertid vil sådant udstyr med tiden forsvinde fra markedet, og der vil kun være udstyr tilbage for hvilket der foreligger overensstemmelseserklæring. Et vilkår om typegodkendelse vil således være opfyldt, hvis der anvendes udstyr, som er i overensstemmelse med lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold.

Til § 29

Ændringen er en konsekvensrettelse af lov om Telestyrelsen, således at lovforslagets afskæring af forskningsministerens instruksadgang overfor Telestyrelsen tillige er angivet i lov om Telestyrelsen. Se herom i øvrigt bemærkningerne til § 24.

Da forskningsministeren hidtil har haft instruksadgang overfor Telestyrelsen på området, er der tale om en væsentlig ændring af det hidtidige myndighedsforhold mellem forskningsministeren og Telestyrelsen på dette område.

Til § 30

Til nr. 1

Ad § 1 a, stk. 2, i radiokommunikationsloven

Denne del af lovens anvendelsesområde ophæves som følge af at lovens § 25 a foreslås ophævet, idet der i lovforslagets § 10, stk. 3, er hjemmel til at fastsætte de samme bestemmelser som i § 25 a.

Til nr. 2 og 3

Ad § 13, stk. 2, og § 14, stk. 2, i radiokommunikationsloven

Fastsættelse af vilkår for frekvensanvendelse er begrænset af R&TTE-direktivet, hvori det er anført, at radioudstyr frit kan ibrugtages, såfremt det overholder de relevante væsentlige krav. Ibrugtagning af radioudstyr må, hvis det overholder de væsentlige krav, alene begrænses ud fra hensynet til en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet, hensynet til hindring af uacceptable forstyrrelser og hensynet til den offentlige sundhed. Det betyder, at vilkår for frekvensanvendelse fastsættes med baggrund heri. De væsentlige krav udgøres endnu kun af de i direktivet nævnte generelle væsentlige krav (artikel 3, stk. 1 og 2), men hvis der fastsættes yderligere væsentlige krav, vil disse ligeledes danne baggrunden for fastsættelse af vilkårene for frekvensanvendelsen. Disse krav fastsættes i dansk ret i en bekendtgørelse på baggrund af R&TTE-direktivets regler herom samt på baggrund af yderligere direktiver fra Europa-Kommissionen herom.

Opregningen af de nævnte vilkår er ikke ment som en udtømmende opregning af mulige vilkår. Der kan således stilles yderligere vilkår, som imidlertid er begrænset af de til en hver tid i direktiv-form fastatte regler.

De krav, Telestyrelsen kan fastsætte i medfør heraf, er ikke de samme krav, som kan fastsættes ved anvendelsen af frekvensadministrative metoder. Krav fastsat i medfør af §§ 13, stk. 2, henholdsvis 14, stk. 2, fastsættes med det formål at opnå bedst mulig udnyttelse af frekvens-ressourcerne og mindske forstyrrelser, mens krav fastsat ved anvendelse af frekvensadministrative metoder fastsættes med henblik på at løse en frekvensknaphedssituation.

Sikring af frekvenseffektivitet varetages overordnet i forbindelse med fastlæggelse af rammer for anvendelse og prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. kap. 2 i den gældende lov. Øget effektivitet kan også fremmes ved anvendelse af de frekvensadministrative metoder, jf. kap. 3 og endelig skal hensynet tilgodeses ved Telestyrelsens vurdering af omfanget af den tildeling af frekvensressourcer, der skal ske ved meddelelse af individuelle tilladelser, jf. § 14, stk. 5. Det er ikke med denne bestemmelse hensigten, at der skal ske en mere restriktiv forvaltning af de samlede frekvensressourcer end lovens formål tilsiger. Ledige frekvensressourcer skal således i videst muligt omfang udnyttes.

I henhold til bestemmelserne vil de af Telestyrelsen fastsatte vilkår kunne omfatte følgende (nr. 7, 8 og 9 gør sig alene gældende for individuelle tilladelse udstedt i medfør af § 14)

1) Krav om overholdelse af lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold og regler udstedt i medfør heraf, herunder krav om anvendelse af radioudstyr, der overholder de væsentlige krav samt de regulerede grænseflader: Med indførelse af R&TTE-direktivet i dansk ret vil der ikke længere være en typegodkendelsesinstitution, hvorfor krav om anvendelse af typegodkendt udstyr m.v. ikke længere kan stilles. I stedet for Telestyrelsens forudgående typegodkendelse af radioanlæg, skal fabrikanten nu erklære, at udstyret opfylder en nærmere række væsentlige krav. Disse krav samt regler om erklæring af overensstemmelse med de væsentlige krav fremgår særligt af lovforslagets § 5 sammenholdt med § 10. Ved at gøre overholdelse heraf til et vilkår kan Telestyrelsen i situationer, hvor der er udstedt en individuel frekvenstilladelse, ved overtrædelse af loven kunne tilbagekalde frekvenstilladelsen efter radiokommunikationslovens § 28.

2) Overholdelse af frekvensplanen og de heri fastlagte nærmere regler for anvendelse af de tildelte frekvenser, jf. §§ 2-4: Vilkåret er en videreførsel af de gældende regler. Vilkåret fastsættes med baggrund i det ovenfor anførte om en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet.

3) Radiotekniske krav: For at anvendelse af radiofrekvenser kan ske med en effektiv udnyttelse af de begrænsede radiofrekvensressourcer, så der ikke opstår uacceptable forstyrrelser, er det i et vist omfang nødvendigt, at der knyttes vilkår til bl.a. den tekniske indretning og anvendelse af de benyttede radioanlæg. De anførte kategorier af radiotekniske krav er ikke ment som en udtømmende opregning af mulige radiotekniske krav. Baggrunden for at udvide bestemmelsen i forhold til de gældende regler med en opregning af forskellige kategorier af radiotekniske krav er at præcisere, at der kan stilles mange forskellige former for sådanne krav, og at sådanne krav ikke er begrænset til en særlig kategori af radiotekniske krav. Vilkåret fastsættes således med baggrund i det ovenfor anførte om en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet og hindring af uacceptable forstyrrelser.

4) Krav med baggrund i forstyrrelsesmæssige forhold: Vilkåret er en videreførsel af de gældende regler. Vilkåret fastsættes med baggrund i det ovenfor anførte om hindring af uacceptable forstyrrelser.

5) Krav med sigte på overholdelse af internationale forpligtelser på radiofrekvensområdet, herunder aftaler om international frekvenskoordinering: Vilkåret er en videreførsel af de gældende regler. Sådanne krav kan relatere sig direkte til brugen af udstyr og fastsættes som sådan med baggrund i det ovenfor anførte om en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet og hindring af uacceptable forstyrrelser. I det omfang, der er tale om krav, der ikke relaterer sig direkte til brugen af udstyr men til frekvensanvendelse generelt, vil sådanne vilkår ikke være betinget af R&TTE-direktivets begrænsninger og kan fastsættes alene med baggrund i lovens øvrige begrænsninger.

6) Indskrænkninger vedrørende den geografiske udstrækning af anvendelsesområder for de tildelte frekvenser: Vilkåret er en videreførsel af de gældende regler. Vilkåret fastsættes med baggrund i det ovenfor anførte om hindring af uacceptable forstyrrelser.

7) Vilkår med sigte på opfyldelse af bredere samfundsmæssige behov: Vilkåret er indført i forbindelse med ændring af loven (lov nr. 1096 af 29. december 1999) for at tilgodese afholdelsen af de fire frekvensudbud og er en videreførsel af gældende regler. I det omfang, der er tale om krav, der ikke relaterer sig direkte til brugen af udstyr men til frekvensanvendelse generelt, vil sådanne vilkår ikke være betinget af R&TTE-direktivets begrænsninger og kan fastsættes alene med baggrund i lovens øvrige begrænsninger.

8) Krav om, at brugeren af de pågældende radiofrekvenser skal have bestået foreskrevne prøver: Vilkåret er en videreførsel af de gældende regler. Vilkåret fastsættes med baggrund i det ovenfor anførte om en effektiv og korrekt brug af frekvensbåndet og hindring af uacceptable forstyrrelser.

9) Krav om at forfaldne afgifter og rykkergebyrer er betalt: Der kan stilles krav om, at forfaldne afgifter og rykkergebyrer i henhold til loven eller regler fastsat i medfør heraf skal betales inden for nærmere angivne frister. Vilkåret har alene undergået redaktionelle ændringer. Vilkåret relaterer sig ikke direkte til brugen af udstyr og er derfor ikke betinget af R&TTE-direktivets begrænsninger. Vilkåret fastsættes derfor alene på baggrund af lovens øvrige begrænsninger.

Til nr. 4

Ad § 21 i radiokommunikationsloven

Bestemmelsen foreslås ophævet og videreført i de nye regler om Telestyrelsens tilsyns- og kontrolbeføjelser. Der henvises til bemærkningerne til nr. 8, § 28, stk. 11.

Til nr. 5

Ad § 23 i radiokommunikationsloven

Bestemmelsen foreslås ophævet som konsekvens af indførelse af R&TTE-direktivet i dansk ret.

Til nr. 6

Ad § 25 i radiokommunikationsloven

Bestemmelsen foreslås ophævet som konsekvens af indførelse af R&TTE-direktivet i dansk ret.

Til nr. 7

Ad § 25 a i radiokommunikationsloven

Bestemmelsen foreslås ophævet som konsekvens af indførelsen af lovforslagets § 10, stk.3, hvorefter Telestyrelsen har hjemmel til at fastsætte begrænsninger i ibrugtagningen af radio- og teleterminaludstyr.

Til nr. 8-10

Ad § 28, stk. 7-12, i radiokommunikationsloven

Der henvises til bemærkningern til lovforslagets § 19, idet der dog er den forskel, at lovforslagets § 19 angår elektromagnetiske forstyrrelser, mens de tilsvarende regler i radiokommunikationsloven angår radiomæssige forstyrrelser. Der er således ikke tilsigtet nogen forskel i reglerne for Telestyrelsens tilsyn i de to regelsæt.

Til nr. 11

Ad § 29 i radiokommunikationsloven

Bestemmelsen foreslås ophævet, og markedskontrollen herefter foretaget alene efter lovforslagets § 18.

Derved undgår man at skulle kontrollere brugere af radioudstyr, som overholder lovgivningen. Dette skal ses på baggrund af, at tilsynet efter radiokommunikationsloven har et mere målrettet sigte end den generelle markedskontrol efter lovforslagets § 18. Samtidig vil tilsynet efter radiokommunikationsloven ofte rette sig mod private brugere af radioudstyr, mens kontrolbesøg efter lovforslagets § 18 oftest vil finde sted i markedsføringsleddet.

Med den foreslåede ophævelse af adgangen til at foretage stikprøvekontrol (§ 29), vil der alene være adgang til at foretage besøg i tilfælde af forstyrrelser.

Til nr. 12

Ad § 30 a i radiokommunikationsloven

Stk. 1 giver Telestyrelsen hjemmel til uden retskendelse, hvor det skønnes nødvendigt, at foretage monitering for at sikre overholdelse af loven og de i medfør heraf fastsatte regler og vilkår. Heri ligger, at Telestyrelsen kan modtage radiosignaler med henblik på opklaring af forstyrrelsessager og kan konstatere belægningen af et givent frekvensspektrum.

Behovet for denne adgang for Telestyrelsen til at monitere frekvensspektret er dels begrundet i internationale forhold, dels begrundet i hensynet til løsning af forstyrrelsessager, hvor det ofte er den eneste måde, hvorpå en forstyrrelseskilde kan identificeres, idet et besøg på bopælen med henblik på at bringe forstyrrelsen til ophør forudsætter en form for identifikaiton af kilden. Der er således ikke andre egnede kontrolforanstaltninger, hvorpå denne kontrol og identifikation kan ske.

For så vidt angår de internationale aspekter fremgår det af Det Internationale Radioreglements (udstedt i henhold til ITU s konvention, som implementeret ved bekendtgørelse nr. 127 af 8. december 1994 om ikrafttræden af ITU s konstitution, konvention og fakultative protokol, Geneve, den 22. december 1992) artikel 5, § 7, »at Myndighederne for at sikre overensstemmelse med Radioreglementet skal sørge for, at der jævnligt foretages kontrol af udsending fra stationer under deres jurisdiktion. Til dette formål skal de anvende de metoder, som nævnes i Radioreglementets artikel 20, hvis nødvendigt.«. Artikel 20 foreskriver, at myndighederne, så langt som de anser det for praktisk, skal udføre monitering af både generel og specifik karakter, som de bliver bedt om af International Frequency Registration Board eller af andre myndigheder.

Det fremgår således af de internationale regler, at Telestyrelsen ikke kun har en forpligtelse til at monitere i forbindelse med konkrete forstyrrelser men også har en generel forpligtelse til at monitere udsendelser fra radiostationer i Danmark og til at foretage monitering på grundlag af internationale anmodninger.

Når Telestyrelsen således kan monitere alle dele af frekvensspektret, vil Telestyrelsen i den forbindelse kunne opfange egentlig tale også i de frekvensbånd, hvor der befinder sig offentlig mobiltelefoni. Det vil dog alene være tilfældet for så vidt angår de analoge mobilkommunikationssystemer som NMT, mens det for de nye digitale teknologier som f.eks. GSM, DCS1800 samt kommende 3. generationssystemer ikke vil være muligt at opfange tale i forbindelse med Telestyrelsens monitering, idet Telestyrelsens udstyr ikke er indrettet hertil. Telestyrelsen er dog forpligtet til ikke at foretage monitering, når der er risiko for, at offentlig mobilkommunikation kan aflyttes.

I andre tilfælde hvor Telestyrelsens medarbejdere vil kunne opfange egentlig tale, vil de være underlagt reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152 og §§ 152 c-f.

Bestemmelsen indeholder ikke hjemmel til, at Telestyrelsen kan foretage efterforskning m.v. af strafbare forhold i forbindelse med forstyrrelser. Sådan efterforskning skal i overensstemmelse med almindelige principper overlades til politiet. Politiet vil i den forbindelse kunne rekvirere Telestyrelsens bistand som den sagkyndige myndighed på området. Dette følger af § 786 i lov om rettens pleje (retsplejeloven). Telestyrelsen vil i forbindelse med sin bistand til politiet være begrænset af de regler i retsplejeloven, der gælder for politiets efterforskning.

Stk. 2 giver Telestyrelsen hjemmel til uden retskendelse, hvor det skønnes nødvendigt, at foretage monitering med henblik på at overvåge de samlede frekvensressourcer.

I situationer med forestående frekvensknaphed, kan der være behov for, at Telestyrelsen foretager en monitering af visse frekvensbånd for at vurdere, hvordan frekvensspektret er udnyttet og belagt, bl.a. som forudsætning for anvendelse af et eller flere frekvensadministrative instrumenter (inddragelse med henblik på anden anvendelse, administativ omfordeling m.v.).

Denne analyse af frekvensspektrets belægning er alene mulig ved monitering, hvor Telestyrelsen i et afgrænset frekvensbånd måler den faktiske trafik i en given periode. Telestyrelsen kan således ikke konstatere belægningen af et frekvensbånd ved at foretage et kontrolbesøg hos den pågældende udbyder af telenet og teletjenester.

Til § 31

Loven er ikke gældende for Grønland og Færøerne.

Bilag

Lovforslagets § 30 sammenholdt med gældende radiokommunikationslov

Den gældende lov

Lovforslaget

KAPITEL I

Generelle aspekter

KAPITEL II

Overensstemmelsesvurdering

KAPITEL III

CE-overensstemmelsesmærkning og påskrifter

KAPITEL IV

Udvalg

KAPITEL V

Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser

Fremsat den 10. februar 2000 af forskningsministeren (Birte Weiss)

Forslag

til

Lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold1)

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (EF-Tidende 1999 L 91, s. 10), samt Rådets direktiv 89/336/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (EF-Tidende 1989 L 139, s. 19) med senere ændringer.