Forslag til Lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, lov om lån til betaling af ejendomsskatter og tinglysningsafgiftsloven

Bilag 1

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 4. december 1990, som senest ændret ved lov nr. 211 af 9. april 1999, foretages følgende ændringer

1. I § 23, stk.1, 1. pkt., ændres »§ 7, stk. 2, « til: »§ 7, stk. 3,«.

2. § 25 ophæves.

3. I § 26, stk. 2, udgår: »og årsomvurderinger«.

4. § 26, stk. 3-5, ophæves.

5. Efter § 28 indsættes

»§ 28 A. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen efter denne lov, bortset fra fastsættelse af grundskyldpromillen, jf. § 2, stk. 1, og beslutning om opkrævning af dækningsafgift og om promiller efter § 23 og § 23 A.

Stk. 2. En afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1, kan ikke påklages til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den faste ejendom er beliggende.«.

6. I § 29 A, stk. 1, ændres »§ 2 a i lov om by- og landzoner« til: »§ 45 i lov om planlægning«.

§ 1

I lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 4. december 1990, som senest ændret ved lov nr. 211 af 9. april 1999, foretages følgende ændringer

§ 2

I lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 575 af 24. juni 1994, foretages følgende ændringer

1. I § 6 ændres »den 15. januar« til: »den 1. marts«.

2. § 9 affattes således

»§ 9. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen efter denne lov.

Stk. 2. En afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1, kan ikke påklages til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den faste ejendom er beliggende.«.

§ 2

I lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 575 af 24. juni 1994, foretages følgende ændringer

§ 3

I lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. foretages følgende ændring

1. I § 18 indsættes som nyt nummer

»6) Ved anmeldelse til tinglysning af skadesløsbrev, som udstedes til sikkerhed for lån efter § 4 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, § 36, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte og § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord, jf. § 4 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, er den afgiftspligtige den, der yder det lån, som der stilles sikkerhed for.«.

§ 3

I lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. foretages følgende ændring

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets indhold

Lovforslagets hovedindhold er at indføre hjemmel til kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet (lovforslagets §1, nr. 5, og § 2, nr. 2).

Endvidere foreslås, at afgiftspligten for skadesløsbreve til sikkerhed for lån til betaling af ejendomsskatter og visse andre lignende skadesløsbreve kommer til at påhvile långiver (lovforslagets § 3).

Endelig indeholder lovforslaget nogle ændringer af redaktionel og teknisk karakter (lovforslagets § 1, nr. 1 4 og 6, og § 2, nr. 1 ).

2. Baggrund

Der kan om indholdet af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (ejendomsskatteloven) oplyses, at ejere af fast ejendom, for hvilke der efter lov om vurdering af landets faste ejendomme er foretaget en ansættelse af grundværdien, skal betale en afgift til den kommune og til den amtskommune, som ejendommen ligger i.

Afgiften benævnes hhv. kommunal og amtskommunal grundskyld.

Kommunal grundskyld opkræves af ejendommens grundværdi med en årlig promille, der fastsættes i forbindelse med den årlige vedtagelse af kommunens årsbudget. Promillen skal udgøre mindst 6 og højst 24.

For amtskommunerne gælder ifølge loven en fælles grundskyldpromille på 10, for landbrugsejendomme og lignende ejendomme dog 5,7.

Ejendomme, der tilhører staten, kommunerne og amtskommunerne er normalt fritaget for grundskyld, jf. lovens § 7.

I stedet kan disse ejendomme pålignes dækningsafgift efter § 23 i loven.

Endvidere kan der i primærkommunerne opkræves dækningsafgift af forskelsværdien af kontor- , forretnings- og lignende ejendomme. (Forskelsværdien er et vurderingsteknisk udtryk for forskellen mellem en ejendomsværdi og grundværdi; altså nogenlunde svarende til bygningernes værdi).

Kommunerne opkræver både de kommunale og de amtskommunale ejendomsskatter. Den amtskommunale andel af ejendomsskatterne afregnes halvårsvis til vedkommende amtskommune.

Efter § 8 i loven kan en kommunalbestyrelse meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyld af nogle nærmere opregnede grupper af ejendomme. Der er hovedsagelig tale om ejendomme, der i bred forstand kan siges at blive anvendt til almennyttige formål.

Efter de gældende regler er det kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen er beliggende, der er kompetent til at træffe beslutninger i medfør af ejendomsskatteloven og lov om lån til betaling af ejendomsskatter. Der er ikke i lovgivningen hjemmel til at overlade udøvelsen af denne kompetence til en anden kommunalbestyrelse for derigennem at skabe mulighed for kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet.

I november 1998 rettede Kommunernes Landsforening henvendelse til skatteministeren med ønske om indførelse af hjemmel til fælleskommunal administration inden for skattestyrelseslovens område samt vedrørende sekretariatsbetjening af ejendomsvurderingsrådene.

På denne baggrund fremsatte skatteministeren et forslag til lov om ændring af bl.a. skattestyrelsesloven og lov om vurdering af landets faste ejendomme. Forslaget blev vedtaget af Folketinget den 21. maj 1999 (lov nr. 381 af 2. juni 1999). Ved lovændringen er der med virkning fra den 1. juli 1999 indført hjemmel til, at skatteministeren kan godkende, at to eller flere kommunalbestyrelser indgår aftaler om etablering af fælleskommunal administration på skatte- og ejendomsvurderingsområderne inden for den gældende opdeling af landet i vurderingskredse. Lovændringen giver bl.a. mulighed for fælleskommunal administration for så vidt angår forskudsregistrering, ligning af fysiske personer og dødsboer samt kontrolfunktioner i forbindelse med ligning, ligesom der med skatteministerens godkendelse vil kunne etableres fælleskommunal sekretariatsbistand til ejendomsvurderingsrådene.

I tilknytning til ønsket om fælleskommunal administration på skatte- og ejendomsvurderingsområdet er der fra kommunal side fremsat ønske om, at der tillige indføres mulighed for kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet.

På denne baggrund stilles der forslag om indførelse af hjemmel til kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet.

Lovforslaget giver mulighed for udnyttelse af de effektiviseringsfordele, som vil kunne opnås ved et samarbejde om løsningen af opgaver på ejendomsskatteområdet.

Med forslaget får kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den faste ejendom er beliggende, adgang til helt eller delvis at overlade udøvelsen af kompetencen efter ejendomsskatteloven og lov om lån til betaling af ejendomsskatter til en anden kommunalbestyrelse. Det må forventes, at den bemyndigede kommunalbestyrelse i vidt omfang delegerer udøvelsen af kompetencen videre til kommunens administration, der således varetager administrationen af ejendomskatteloven og lov om lån til betaling af ejendomsskatter på vegne af begge kommunalbestyrelser.

Samlet giver de to bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 5, og § 2, nr. 2, mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan overlade sin samlede ejendomsskatteadministration til en anden kommunalbestyrelse, herunder oprettelse af og administration af lån til betaling af ejendomsskatter.

Den delegerende kommunalbestyrelse kan når som helst tilbagekalde delegationen helt eller delvis, herunder i konkrete tilfælde.

I mange kommuner er det de samme medarbejdere, der udfører sekretariatsbetjeningen af vurderingsrådene og administrerer ejendomsbeskatningsområdet.

Det må således forventes, at adgangen for en kommunalbestyrelse til at bemyndige en anden kommunalbestyrelse til at træffe afgørelse på ejendomsbeskatningsområdet primært vil blive anvendt af kommunalbestyrelser i kommuner, hvor skatteministeren i medfør af ejendomsvurderingsloven allerede har godkendt, at der etableres en fællesadministration på ejendomsvurderingsområdet. Det er dog ikke et krav efter forslaget, at der allerede er etableret et sådant samarbejde på ejendomsvurderingsområdet.

Der er ikke med lovforslaget lagt op til, at landets inddeling i vurderingskredse ændres som følge af et kommunalt ønske om etablering af et samarbejde om administration af ejendomsskatteloven på tværs af gældende grænser for vurderingsråd

Ejendomsbeskatningsområdet omfatter, jf. ovenfor, foruden ejendomsskatteloven også lov om lån til betaling af ejendomsskatter.

Ifølge denne lov har visse ejere af ejerboliger efter ansøgning ret til at opnå lån hos vedkommende kommune til betaling af ejendomsskatterne (også kaldet indefrysning af ejendomsskatter).

Som hovedregel skal ejeren eller dennes ægtefælle være fyldt 65 år.

For at opnå lån skal ejeren give kommunen sikkerhed gennem et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev med panteret inden for ejendomsværdien.

Lån ydes derefter ved, at ejendomsskatterne ikke opkræves. I stedet anses de for betalt ved, at der løbende tilskrives kommunen et tilsvarende lånebeløb, der har sikkerhed i skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet.

Lånene forrentes med en årlig rente, der skal svare til halvdelen af Nationalbankens diskonto den 1. oktober i det foregående år.

For 2000 vil den årlige rente således være 1,375 pct. (halvdelen af Nationalbankens diskonto den 1. oktober 1999).

Gælden forfalder til betaling ved ejerskifte.

For så vidt angår den sikkerhed, der skal stilles for lånene i form af et pantebrev, er der i § 9 i den nugældende lov om lån til betaling af ejendomsskatter en bestemmelse, der hjemler fritagelse for stempelafgift for de dokumenter, der stilles som sikkerhed for lån til betaling af ejendomsskatter. Det er kommunen, der yder lånet, og som i forbindelse med den lovpligtige sikkerhedstillelse for disse lån indsættes som panthaver i skadesløsbrevet, eller som får ejerpantebrevet i håndpant.

Tilsvarende fritagelse for stempelafgift gælder endvidere for visse andre pantebreve, der indgår i lignende ordninger som ordningen for lån til betaling af ejendomsskatter.

I den nugældende stempelafgiftslov er der således i § 86, stk. 1, fritagelse for stempelafgift for sikkerhedsstillelser, d.v.s. ejerpantebreve og skadesløsbreve, der udstedes til sikkerhed for lån, der ydes pensionister efter lov om individuel boligstøtte. Det er kommunen, der yder lånet, og som i forbindelse med den lovpligtige sikkerhedstillelse for disse lån indsættes som panthaver eller som får ejerpantebrevet i håndpant.

Efter stempelafgiftslovens § 86, stk. 2, er der afgiftsfritagelse for dokumenter, der stilles til sikkerhed over for staten for lån, der ydes efter værditabsloven til pensionister til brug for oprydning på forurenede ejendomme, der anvendes til helårsbeboelse. Finansstyrelsen yder lånet. Fra den 1. januar 2000 afløses værditabsloven af lov om forurenet jord.

Med den nye tinglysningsafgiftslov, lov nr. 382 af 2. juni 1999, er de socialt betingede afgiftsfritagelser ikke blevet videreført, hvilket indebærer, at der skal betales tinglysningsafgift efter de almindelige regler. Baggrunden herfor var ønsket om en mere tidssvarende og overskuelig afgiftslov.

For at undgå, at de grupper af befolkningen, der hidtil har været fritaget for at betale stempelafgift, herved bliver afgiftspligtige, foreslås det, at långiver efter de nævnte love gøres til afgiftspligtig i forhold til betaling og hæftelse for tinglysningsafgiften, når der udstedes skadesløsbrev til sikkerhed for lånet.

Det vil i praksis sige, at det for så vidt angår skadesløsbreve til sikkerhed for lån efter lov om lån til betaling af ejendomsskatter er kommunen, der bliver afgiftspligtig efter tinglysningsafgiftsloven. I lov om individuel boligstøtte er det ligeledes kommunen, der bliver afgiftspligtig. I lov om forurenet jord ydes lånene af Finansstyrelsen. Efter lovforslaget er det således Finansstyrelsen (staten), der bliver afgiftspligtig i forbindelse med udstedelsen af skadesløsbrev.

Som nævnt kan sikkerhedsstillelsen for de pågældende lån både ske ved, at låntager udsteder et skadesløsbrev til långiver, og ved at låntager giver långiver et ejerpantebrev i håndpant.

Et ejerpantebrev, der anvendes til disse formål, vil imidlertid, når låneforholdet er ophørt, kunne anvendes som sikkerhed for anden långivning.

Det er derfor ikke fundet rimeligt at gøre långiver afgiftspligtig for ejerpantebreve.

Det må derfor i praksis forventes, at låntagerne efter de omtalte ordninger stort set alene vil præstere den fornødne sikkerhedsstillelse ved at udstede et skadesløsbrev.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser

Den foreslåede hjemmel til kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet vil give mulighed for visse administrative besparelser i kommunerne, som det ikke er muligt at kvantificere nærmere.

Forslaget vil desuden give mulighed for en smidigere tilrettelæggelse af den kommunale administration på ejendomsskatteområdet.

Forslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslagets § 3, hvorefter pligten til at svare tinglysningsafgift for visse pantebreves vedkommende kommer til at påhvile låntager, skønnes at have følgende økonomiske virkninger

Vedr. By- og Boligministeriets ordning m.h.t. boligstøtte

Det skønnes, at der er 800 nye tinglysninger om året med en afgift på 2.800 kr. Den samlede udgift for kommunerne udgør her skønsmæssigt 2,2 mio. kr. årligt.

Vedr. Miljø- og Energiministeriets ordning ved oprensning af forurenet jord

Ændringen på Miljøministeriets område er provenumæssigt ubetydelig.

Vedr. Indenrigsministeriets ordning for ejendomsskatter

Den kommunale udgift skønnes at blive i størrelsesordenen ca.15 mio. kr. om året, såfremt lovforslaget gennemføres.

Den samlede kommunale udgift skønnes således til ca. 17 mio. kr., hvis kommunerne som foreslået bliver afgiftpligtige i såvel By- og Boligministeriets ordning som i Indenrigsministeriets ordning vedrørende ejendomsskatter.

Kommunerne under ét vil dog i medfør af Det Udvidede Totalbalance-princip blive kompenseret for merudgiften til betaling af tinglysningsafgift.

4. Erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke erhvervsmæssige eller miljømæssige konsekvenser.

5. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Udtalelser over lovforslaget

Et tidligere udkast til lovforslag har været sendt til høring hos de kommunale parter, Finansministeriet, Økonomiministeriet, Skatteministeriet og Justitsministeriet. Da udkastet efterfølgende er blevet ændret på visse punkter, er nærværende lovforslag sendt til fornyet høring hos den samme kreds af høringsparter.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive konsekvenser

(hvis ja angiv omfang)

Negative konsekvenser

(hvis ja angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Mulighed for visse administrative besparelser i kommunerne, som det dog ikke er muligt at opgøre nærmere på nuværende tidspunkt.

Kommunal merudgift til tinglysningsafgift på ca. 17 mio. kr om året.

Staten kompenserer dog kommunerne under ét for merudgifterne

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Mulighed for en smidigere tilrettelæggelse af den kommunale administration på ejendomsskatteområdet.

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der er tale om en redaktionel rettelse af en henvisning til § 7, stk. 2, i loven, således at der i stedet henvises til § 7, stk. 3.

Ændringen skyldes, at § 7, stk. 2, ved en lovændring i 1995 blev § 7, stk. 3, som følge af indsættelse af et nyt stk. 2 i § 7, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 1077 af 20 december 1995. Ved en fejl blev der imidlertid ikke ved den lejlighed foretaget konsekvensændring af den henvisning til § 7, stk. 2, der findes i § 23 i den kommunale ejendomsskattelov.

Til nr. 2

Det foreslås at ophæve § 25 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, idet bestemmelsen er blevet overflødiggjort af regler i vandforsyningsloven og miljøbeskyttelsesloven.

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

§ 6. Hvert år inden den 15. januar giver kommunalbestyrelsen låntageren meddelelse om kommunens tilgodehavender pr. 1. januar med angivelse af de i det foregående kalenderår betalte ejendomsskatter m.v. og tilskrevne renter.

1. I § 6 ændres »den 15. januar« til: »den 1. marts«.

2. § 9 affattes således

§ 9. De til sikkerhed for lån i henhold til denne lov udfærdigede skadesløsbreve og ejerpantebreve er fritaget for tinglysningsafgifter og andre afgifter til det offentlige.

»§ 9. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen efter denne lov.

Stk. 2. En afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1, kan ikke påklages til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den faste ejendom er beliggende.«.

§ 18. Beregning og indbetaling af afgiften påhviler den afgiftspligtige. Den afgiftspligtige er

1. I § 18 indsættes som nyt nummer

1) Ved ejerskifte såvel den, der erhverver, som den, der afstår.

2) Ved pantsætning såvel panthaver som pantsætter.

3) Ved ejerregistrering, der ikke skyldes ejerskifte, den der registreres som ejer.

4) Ved anmeldelse til tinglysning af andet end ejerskifte og pantsætning er anmelderen den afgiftspligtige. Anmelderen er den, der fremgår af dokumentet.

5) Ved anmeldelse til tinglysning af ejendomsforbehold, jf. § 6, er den afgiftspligtige den, der har taget ejendomsforbeholdet.

»6) Ved anmeldelse til tinglysning af skadesløsbrev, som udstedes til sikkerhed for lån efter § 4 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, § 36, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte og § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord, jf. § 4 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter, er den afgiftspligtige den, der yder det lån, som der stilles sikkerhed for.«.

§ 23. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af ejendomme, der i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 2, er fritaget for kommunal grundskyld, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen, skal svares dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien. Indenrigsministeren kan i ganske særlige tilfælde tillade, at der tillige opkræves sådan dækningsafgift af ejendomme, der fritaget for kommunale grundskyld i henhold til § 7, stk. 1, litra a. I primærkommunerne opkræves dækningsafgiften af grundværdien af ejendomme, der helt eller delvis tilhører staten, med vedkommende primærkommunes grundskyldpromille. Af de øvrige ejendomme, der er dækningsafgiftspligtige i henhold til nærværende paragraf, opkræves dækningsafgift af grundværdien med halvdelen af vedkommende kommunes grundskyldpromille, dog højst med 10 promille. I Københavns og Frederiksberg kommuner kan dækningsafgiften af grundværdien af de ejendomme, der er omfattet af 4. punktum, yderligere opkræves med halvdelen af den promille, hvormed amtskommunal grundskyld opkræves i det øvrige land. Dækningsafgiften af forskelsværdien svares med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, der højst kan udgøre 3,75 i amtskommunerne og 5 i de øvrige kommuner. I Københavns og Frederiksberg kommuner kan dækningsafgiften af forskelsværdien højst udgøre 8,75 promille.

1. I § 23, stk.1, 1. pkt., ændres »§ 7, stk. 2, « til: »§ 7, stk. 3,«.

Stk. 2-3. - - -

§ 25 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme vedrører opkrævning af vandafgift og renovationsafgift.

§ 25. I kommuner, hvor vandforsyning og bortførsel af dagrenovation sker ved kommunens foranstaltning, kan kommunalbestyrelsen herfor opkræve en afgift. De nærmere regler for beregningen og opkrævningen fastsættes af kommunalbestyrelsen. Såfremt det findes formålstjenligt, kan afgifterne helt eller delvis beregnes på grundlag af de ved vurderingerne i henhold til lov om vurdering af landets faste ejendomme ansatte værdier.

2. § 25 ophæves.

§ 26. Skatteåret løber fra 1. januar til 31. december.

3. I § 26, stk. 2, udgår: »og årsomvurderinger«.

Stk. 2. Ansættelserne ved de i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme foretagne almindelige vurderinger og årsomvurderinger lægges til grund ved skatteberegningen fra og med det første skatteår, der tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter det, i hvilket vurderingen er foretaget.

Stk. 3. Ansættelserne ved vurderinger i henhold til § 4 eller § 4 A i lov om vurdering af landets faste ejendomme lægges til grund ved skatteberegningen fra og med det skatteår, der begynder i det kalenderår, der følger efter det, i hvilket vurderingen er medtaget i årsomvurderingsfortegnelsen, jf. dog stk. 5.

4. § 26, stk. 3-5, ophæves.

Stk. 4. De vurderinger, der foretages i tiden mellem 14. almindelige vurdering og 1. august 1970, lægges, uanset at der ikke foretages års- omvurderinger pr. 1. august 1970, til grund ved skatteberegningen fra og med skatteåret 1971-72.

Stk. 5. De vurderinger i henhold til § 4 eller § 4 A i lov om vurdering af landets faste ejendomme, der foretages i året (1. april-31. marts) forud for en almindelig vurdering, eller som i medfør af bestemmelserne i samme lovs § 40, stk. 1, ikke skal medtages på fortegnelsen over de årlige omvurderinger, skal ikke tages til følge ved skatteberegningen.

5. Efter § 28 indsættes

»§ 28 A. Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen efter denne lov, bortset fra fastsættelse af grundskyldpromillen, jf. § 2, stk. 1, og beslutning om opkrævning af dækningsafgift og om promiller efter § 23 og § 23 A.

Stk. 2. En afgørelse, der er truffet efter bemyndigelse i medfør af stk. 1, kan ikke påklages til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den faste ejendom er beliggende.«.

§ 29 A. Efter reglerne i denne paragraf ydes der en godtgørelse til ejere af ejendomme, der tilbageføres til landzone i henhold til § 2 a i lov om by- og landzoner, for en del af den kommunale og amtskommunale grundskyld, der har været svaret af arealerne.

6. I § 29 A, stk. 1, ændres »§ 2 a i lov om by- og landzoner« til: »§ 45 i lov om planlægning«.

Stk. 2-9. - - -

§ 53 i vandforsyningsloven og § 48 i miljøbeskyttelsesloven indeholder imidlertid også regler om opkrævning af kommunale vand- og renovationsafgifter.

Der er i hovedsagen tale om en overlapning, som gør det overflødigt at opretholde regler om vandafgift og renovationsafgift i ejendomsskatteloven.

Miljø- og Energiministeriet har ved bekendtgørelse nr. 525 af 14. juni 1996, der er udstedt i medfør af vandforsyningsloven, gjort det obligatorisk, at betaling for levering af vand senest fra 1. januar 1999 skal ske efter det målte forbrug. Ejendomsskattelovens beregningsmetode sker derimod på grundlag af pågældende ejendommes vurdering, jf. ejendomsskattelovens § 25.

På den baggrund foreslås det at ophæve ejendomsskattelovens § 25, idet beregningsmetoderne for henholdsvis vandforsyning og renovation nu fremgår af speciallovgivningen.

Til nr. 3 og 4

Ved disse bestemmelser sker der en ajourføring af de henvisninger, der findes i § 26 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

I 1994 blev ordningen med almindelige vurderinger hvert 4. år og maskinelle årsreguleringer herimellem ændret, således at der fra og med 1998 årligt foretages almindelige vurderinger. Herefter bortfalder sondringen mellem almindelige vurderinger, der tidligere som udgangspunkt blev foretaget hvert 4. år, og årsomvurderinger, der tidligere blev foretaget i forbindelse med væsentlige ejendomsændringer.

Som følge heraf udgår henvisningen til årsomvurderinger i § 26, stk. 1, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (lovforslagets § 1, nr. 3).

Ved lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at ophæve § 26, stk. 3-5, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, idet bestemmelserne ikke længere har betydning.

Til nr. 5

Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 28 A, stk. 1, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme kan kommunalbestyrelsen bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, der påhviler kommunalbestyrelsen i medfør af ejendomsskatteloven. Kommunalbestyrelsen kan dog ikke delegere kompetencen til at fastsætte størrelsen af promillerne for grundskyld og dækningsafgift samt beslutninger om, hvorvidt der skal opkræves dækningsafgift, idet beslutning herom træffes af kommunalbestyrelsen i forbindelse med vedtagelsen af kommunens årsbudget.

Der er ikke nogen pligt for en kommunalbestyrelse til at modtage delegationen. Det forudsættes, at kommunalbestyrelserne indgår aftale om, hvorledes det kommunale samarbejde skal organiseres og om finansieringen af udgifterne herved.

Den delegerende kommunalbestyrelse har ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejde.

Stk. 2 i den foreslåede § 28 A vedrører spørgsmålet om rekursadgang.

Når en delegation som det er tilfældet ved bemyndigelse i medfør af § 28 A, stk. 1 sker mellem sideordnede myndigheder, antages der ikke at være rekursadgang til den delegerende myndighed. Dette er præciseret med den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

For borgerne vil dette ikke medføre en ringere retsstilling, idet en borger ikke har krav på at få en kommunal afgørelse påklaget.

Til nr. 6

Der er tale om en ændring af redaktionel karakter.

Til § 2

Til nr. 1

Den foreslåede ændring vedrører den meddelelse, som kommunalbestyrelsen hvert år skal give den enkelte låntager om kommunens tilgodehavende pr. 1. januar med angivelse af de i det foregående kalenderår betalte ejendomsskatter m.v. og tilskrevne renter.

Efter den gældende regel skal denne meddelelse gives senest den 15. januar.

Kommunernes Landsforening har anmodet om, at fristen forlænges.

Landsforeningen har i den forbindelse henvist til, at den har modtaget henvendelser fra kommuner, der har tilkendegivet, at tidsfristen 15. januar betyder et ekstra administrativt arbejdspres omkring årsskiftet, hvor arbejdsbyrden i forvejen er stor.

Det foreslås på den baggrund, at fristen forlænges til den 1. marts.

Den foreslåede fristforlængelse vil ikke volde problemer i forhold til fristen for indgivelse af selvangivelse, idet renter af lån efter loven ikke er fradragsberettigede.

Til nr. 2

Der foreslås en ny affattelse af § 9 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter.

Den foreslåede nye affattelse indeholder en bestemmelse, hvorefter en kommunalbestyrelse kan bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen ifølge lov om lån til betaling af ejendomsskatter.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5, om i ejendomsskatteloven at indføre en adgang for en kommunalbestyrelse til at bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvis at varetage de opgaver, som påhviler kommunalbestyrelsen.

Der kan derfor i det hele henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.

Forslaget om en ny § 9 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter indebærer samtidig, at den hidtige affattelse af § 9 ophæves.

Ifølge denne bestemmelse er de skadesløsbreve eller ejerpantebreve, som ejeren af en ejendom skal udstede til sikkerhed for lån i henhold til loven fritaget for tinglysningsafgifter og andre afgifter til det offentlige.

Ophævelsen af bestemmelsen om afgiftsfritagelse i § 9 indebærer, at skadesløsbrevene og ejerpantebrevene vil være omfattet af den lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v., der træder i kraft den 1. januar 2000 (lov nr. 382 af 2. juni 1999).

Efter lovforslagets § 3 foreslås afgiftspligten for skadesløsbreve imidlertid ændret, således at afgiftspligten kommer til at påhvile långiveren, d.v.s. vedkommende kommune.

De personer, der optager lån til betaling af ejendomsskatter, vil således som hidtil være fritaget for tinglysningsafgift af skadesløsbreve, der udstedes til sikkerhed for lånene.

Til § 3

Til nr. 1

Med lovforslagets § 3 ændres der på, hvem der er afgiftspligtig efter tinglysningafgiftsloven i de tilfælde, hvor et skadesløsbrev skal tjene til sikkerhed for lån, der ydes til personer, der er berettiget til at modtage visse lån i henhold til lov om lån til betaling af ejendomsskatter, lov om individuel boligstøtte og lov om forurenet jord.

At det alene er långiver, der er afgiftspligtig i forhold til den nævnte sikkerhedsstillelse betyder for det første, at det kun er långiver, der er betalingspligtig i forhold til tinglysningsafgiften af de skadesløsbreve, der oprettes til sikkerhed for de pågældende lån. For det andet, at det kun långiver, der hæfter for betalingen.

De personer, der optager lånet og anmelder et skadesløsbrev til tinglysning, har altså efter det foreslåede ikke, som det ellers er hovedreglen, nogen pligter i forhold til betaling af - og hæftelse - for afgiften.

Til § 4

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2000.

Fremsat den 8. december 1999 af indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, lov om lån til betaling af ejendomsskatter og tinglysningsafgiftsloven

(Kommunalt samarbejde på ejendomsskatteområdet, ændring af afgiftspligt for visse dokumenter)