Forslag til Lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister

§ 1. Efter reglerne i denne lov oprettes et centralt DNA-profilregister, der kan tjene som internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med identifikation af personer. Registeret opbevares og føres af Rigspolitichefen.

Stk. 2. Registeret består af en persondel indeholdende personidentificerede DNA-profiler og en spordel indeholdende ikke-personidentificerede DNA-profiler, jf. § 2.

Stk. 3. Registeret består af et manuelt register og et edb-register.

§ 2. I registeret må kun optages oplysninger, der er af politimæssig betydning i forbindelse med personidentifikation.

Stk. 2. Registeret må indeholde følgende oplysninger

1) I registerets persondel må optages DNA-profiler af personer, som er eller har været sigtet for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13, § 119, § 123, §§ 180-181, § 183, stk. 1 eller 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 210, §§ 216-225, § 232, § 237, §§ 245-246, § 252, §§ 260-261, § 276, jf. § 286, eller § 288, såfremt DNA-analysen er udført i den pågældende sag på grundlag af biologisk materiale udtaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72.

2) I registerets spordel må optages ikke-personidentificerede DNA-profiler af biologisk materiale, der er fundet på gerningssteder eller på effekter, personer eller steder med tilknytning til en forbrydelse.

Stk. 3. Registeret må ud over de i stk. 2 nævnte oplysninger kun indeholde oplysninger af betydning for registerets praktiske anvendelse og førelse.

§ 3. Oplysninger i registerets persondel skal straks slettes, når

1) sigtelse er opgivet som grundløs,

2) der er forløbet 10 år fra frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår,

3) den registrerede person er fyldt 70 år,

4) oplysningerne er tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten nægter at godkende,

5) oplysningerne er tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten eller politiet selv efterfølgende finder uhjemlet, eller

6) andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor.

Stk. 2. Oplysninger om en registreret person skal slettes senest 2 år efter den pågældendes død.

Stk. 3. Sletning af oplysninger i registerets persondel kan undlades i de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde, hvis det efter en konkret vurdering undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde registreringen.

§ 4. Oplysninger i registerets spordel skal slettes, når

1) sporfundet er personidentificeret,

2) oplysningerne ikke længere er af politimæssig betydning, eller

3) andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor.

§ 5. Der kan til brug for identifikation af personer videregives oplysninger fra registeret til

1) politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet,

2) udenlandske domstole samt politi- og anklagemyndigheder til brug for offentlige straffesager, såfremt det i det enkelte tilfælde findes ubetænkeligt,

3) Københavns Universitet, Retsgenetisk Afdeling, såfremt det er nødvendigt i forbindelse med behandlingen af en straffesag, og

4) Folketingets Ombudsmand.

Stk. 2. Herudover må videregivelse af oplysninger fra registeret ikke finde sted, jf. dog § 6.

§ 6. Ved personlig henvendelse til politiet kan en registreret person få mundtlig underretning om de oplysninger, der er registreret om vedkommende selv.

§ 7. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser for registerets anvendelse og førelse.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.

§ 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

1.1. Baggrunden for lovforslaget.

Justitsministeriet nedsatte i februar 1995 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at foretage en nærmere vurdering af behovet for etablering af et centralt DNA-profilregister og de spørgsmål, som knytter sig hertil. Arbejdsgruppen skulle endvidere pege på løsningsforslag til den nærmere udformning af et sådant register og komme med indstilling om den videre behandling heraf.

Arbejdsgruppen var sammensat af repræsentanter fra Justitsministeriet, politiet og anklagemyndigheden samt sagkyndige eksperter fra Retsgenetisk Afdeling og Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.

I november 1996 afgav arbejdsgruppen rapporten »Etablering af et DNA-profilregister«. Arbejdsgruppen anbefalede, at der blev oprettet et centralt DNA-profilregister som et internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med efterforskning af straffesager. Rapporten indeholder arbejdsgruppens forslag til forskrifter for et sådant register.

Registertilsynet, Retslægerådet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk Kriminalpolitiforening, Rigspolitichefen og Rigsadvokaten afgav efterfølgende udtalelser om rapporten. Samtlige parter tilsluttede sig med forskellige bemærkninger om det nærmere indhold, at der blev oprettet et centralt DNA-profilregister.

På baggrund af arbejdsgruppens anbefaling og udtalelserne om rapporten tog Justitsministeriet herefter initiativ til oprettelse af et centralt DNA-profilregister i det væsentlige svarende til arbejdsgruppens forslag.

Med udgangspunkt i arbejdsgruppens udkast udarbejdede Justitsministeriet i medfør af § 4 i lov om offentlige myndigheders registre et udkast til registerforskrifter, som den 4. februar 1999 blev forelagt Registertilsynet i overensstemmelse med § 5, stk. 1, i samme lov.

Efter at have forelagt udkastet til registerforskrifter for Registerrådet afgav Registertilsynet den 25. marts 1999 en udtalelse til Justitsministeriet. I udtalelsen konstaterer Registertilsynet - i overensstemmelse med sin tidligere udtalelse af 6. februar 1997 om rapporten om etablering af et DNA-profilregister - at et register med det i udkastet angivne indhold kan oprettes inden for rammerne af § 9, stk. 2, i lov om offentlige myndigheders registre. Det foreslåede register vil således ifølge Registertilsynets udtalelse kunne oprettes af justitsministeren ved fastsættelse af administrative forskrifter med hjemmel i lov om offentlige myndigheders registre.

I udtalelsen har Registertilsynet imidlertid tillige tilføjet, at afgørelsen af, om også sigtede, men ikke dømte personer skal kunne optages i et DNA-profilregister, efter tilsynets opfattelse indebærer en afvejning af nogle væsentlige og indbyrdes modstridende samfundshensyn. Med henvisning hertil har Registertilsynet henstillet, at det overvejes at gøre oprettelsen af et centralt DNA-profilregister til et lovgivningsanliggende, således at afgørelsen af det principielle spørgsmål om optagelse af sigtede, men ikke dømte personer sker som led i en overordnet politisk beslutningsproces.

På den baggrund besluttede justitsministeren, at de overordnede rammer for oprettelse af et DNA-profilregister bør søges reguleret ved lov.

Med udgangspunkt i de principielle spørgsmål, som har været rejst i forbindelse med debatten vedrørende Justitsministeriets forslag til registerforskrifter for et centralt DNA-profilregister, foreslår Justitsministeriet derfor, at de centrale spørgsmål om registerets formål og afgrænsningen af hvilke oplysninger, registeret må indeholde, fastlægges ved lov, jf. forslagets §§ 1 og 2.

Herudover finder Justitsministeriet, at loven bør indeholde regler om sletning af oplysninger i registeret samt om adgangen til registerindsigt (egen-acces) og anden videregivelse af oplysninger fra registeret, jf. forslagets §§ 3-6.

Den nærmere regulering af forhold af mere teknisk karakter vedrørende registeret - som f.eks. sikkerhedsforskrifter - findes derimod ikke at burde reguleres ved loven. Der er derfor i forslagets § 7 fastsat hjemmel for justitsministeren til at udstede administrative bestemmelser om registerets anvendelse og førelse.

Den 24. oktober 1995 blev der vedtaget et EF-direktiv om behandling af personoplysninger (EF-Tidende 1995 L 281, side 31 ff). Direktivet giver mulighed for at gøre undtagelse fra direktivets regulering for så vidt angår staternes strafferetlige område, jf. side 35 i betænkning nr. 1345/1997 om behandling af personoplysninger.

Direktivet søges gennemført ved Justitsministeriets forslag til lov om behandling af personoplysninger, som foreslås at finde anvendelse også på politiets og anklagemyndighedens registre. En lov om behandling af personoplysninger vil bl.a. afløse lov om offentlige myndigheders registre og vil eventuelt kunne aktualisere ændringer i forhold til de administrative regler, som måtte blive udstedt i medfør af forslagets § 7.

1.2. Formål.

Formålet med lovforslaget er at etablere et centralt DNA-profilregister som internt arbejdsregister for politiet med henblik på at forbedre politiets muligheder for at efterforske og opklare forbrydelser, som f.eks. drab, voldtægt og sædelighedsforbrydelser mod børn, hvor gerningsmanden erfaringsmæssigt ofte har efterladt biologiske spor.

Det er hensigten, at DNA-profilregisteret skal supplere politiets eksisterende registre, herunder Det Centrale Kriminalregister og Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister, som generelt har til formål at medvirke til forebyggelse og opklaring af kriminalitet.

Arbejdsgruppen begrunder i rapporten sin anbefaling om oprettelse af et DNA-profilregister med fire synspunkter.

Politiet vil for det første få større mulighed for at opklare forbrydelser ved at sammenligne DNA-profiler af uidentificerede sporfund fra gerningssteder m.v. med personidentificerede DNA-profiler, der i forvejen er optaget i registeret.

Arbejdsgruppen anfører for det andet, at der med et DNA-profilregister vil være mulighed for at rense uskyldige personer for mistanke om at have begået en forbrydelse, hvis gerningsmanden har efterladt sig et biologisk spor. Her tænkes på den situation, at politiet som et sædvanligt efterforskningsskridt, f.eks. ved sædelighedsforbrydelser, retter opmærksomheden mod personer, som tidligere har været sigtet for ligeartet kriminalitet. Er de pågældende personer optaget i DNA-profilregisteret, vil disse indledningsvis i efterforskningen kunne udelukkes fra mistanke, såfremt sporfundet ikke matcher deres DNA-profil. Herved vil tidligere sigtede personer kunne skånes for belastningen ved politiets traditionelle efterforskningsmetoder som afhøring, undersøgelse af færden på gerningstidspunktet m.v.

Det fremhæves for det tredje af arbejdsgruppen, at et DNA-profilregister vil give politiet mulighed for at fastslå, at den samme person tilsyneladende er involveret i to eller flere forbrydelser. Selv om den pågældende person stadig er uidentificeret, kan en sådan viden om, at der f.eks. er tale om en serie-voldtægtsforbryder, være af væsentlig betydning for politiets videre tilrettelæggelse af efterforskningen.

Endelig kan et DNA-profilregister efter arbejdsgruppens opfattelse have den mere almindelige præventive effekt, der ligger i, at de registrerede personer har mulighed for at vide, at der til deres optagelse i registeret kan være knyttet en meget betydelig risiko for at blive afsløret, hvis de efterfølgende begår ny kriminalitet og i den forbindelse efterlader sig et biologisk spor.

Justitsministeriet kan tilslutte sig disse synspunkter.

Et DNA-profilregisters hovedformål vil være at sikre politiet bedre og tidssvarende muligheder for at identificere mulige gerningsmænd. Et centralt DNA-profilregister vil således supplere politiets eksisterende efterforskningsregistre, herunder særligt Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister.

Et centralt DNA-profilregister vil have samme formål og funktion som Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister, da begge registre skal fungere som et redskab for politiet til at identificere formodede gerningsmænd på baggrund af efterladte spor - henholdsvis fingeraftryk og biologiske spor - på ofre, gerningssteder, effekter m.v.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at et DNA-profilregister alene bør kunne benyttes af politiet til brug for identifikationsopgaver, jf. lovforslagets § 1, stk. 1, og at der derfor i registeret også kun må optages oplysninger, der er af politimæssig betydning i forbindelse med personidentifikation, jf. forslagets § 2, stk. 1.

Arbejdsgruppen anfører i sin rapport, at et DNA-profilregister vil få størst betydning for politiet i forbindelse med identifikation af mulige gerningsmænd i straffesager. Arbejdsgruppen finder imidlertid ligeledes, at der bør være adgang til at anvende registeret ved andre politimæssige identifikationsopgaver, herunder identifikation af dødfundne personer, som ikke umiddelbart har kunnet identificeres.

Justitsministeriet er enig i, at politiet ikke bør afskæres fra at benytte et DNA-profilregister til sådanne politimæssige identifikationsopgaver, der ikke har forbindelse til straffesager. Denne anvendelse af registeret vil naturligvis have begrænset praktisk relevans, bl.a. fordi registeret kun vil indeholde oplysninger om en meget begrænset del af befolkningen. Et DNA-profilregister vil imidlertid potentielt kunne have betydning f.eks. i forbindelse med dødsulykker, hvor det ikke er muligt at anvende sædvanlige identifikationsmetoder.

Lovforslaget indeholder ikke særlige regler om sanktioner i tilfælde af, at registeret anvendes på en måde, der ikke er i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser. Dette skal ses i sammenhæng med, at en sådan anvendelse efter omstændighederne vil kunne udgøre en tjenesteforseelse, som vil være omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinære straffe. I alvorlige tilfælde vil sådanne forhold endvidere kunne henføres til straffelovens §§ 155-157 om misbrug af offentlig stilling m.v.

2. DNA-profiler.

Det foreslås, at DNA-profilregisteret opdeles i henholdsvis en persondel og en spordel, jf. forslagets § 1, stk. 2.

Persondelen skal bestå af DNA-profiler, der er tilvejebragt på grundlag af biologisk materiale udtaget fra personer med kendt identitet (forslagets § 2, stk. 2, nr. 1).

Spordelen skal omfatte DNA-profiler, der er tilvejebragt på grundlag af fund af biologiske spor, f.eks. blod og sæd, på gerningssteder, ofre, effekter m.v. (forslagets § 2, stk. 2, nr. 2).

De registrerede DNA-profiler vil bestå af talprofiler, der beskriver længderne af DNA-stykker, som findes mellem de DNA-områder, der koder for arvelige egenskaber. Det er længderne af disse ikke-kodende DNA-områder, som er relevante i identifikationsøjemed, da længderne varierer betydeligt fra menneske til menneske.

De registrerede talprofiler vil alene relatere sig til DNA-stykker, som ikke koder for arvelige egenskaber - såkaldt »junk-DNA«. Det er således ikke muligt at udlede følsomme oplysninger om en persons genetiske karakteristika, arveanlæg, sygdomsdispositioner eller lignende fra disse talprofiler.

Med den eksisterende teknologi har det i almindelighed været muligt at beregne en sandsynlighed på mindre end 1:100.000 for, at to ubeslægtede personers DNA-profiler ikke kan skelnes fra hinanden. Retsgenetisk Afdeling ved Københavns Universitet, som foretager alle DNA-analyser i danske straffesager, har imidlertid fra den 1. august 1999 taget et nyt analysesystem i brug. Retsgenetisk Afdeling har over for Justitsministeriet oplyst, at det nye system nu gør det muligt at foretage identifikation ved DNA-analyser med en sandsynlighed på mindre end 1:1.000.000.000 for, at en persons DNA-profil vil matche med en anden ubeslægtet persons DNA-profil. Retsgenetisk Afdelings indførelse af det nye analysesystem har således yderligere styrket DNA-analysers vægt som bevismiddel i straffesager.

Talprofilerne i et DNA-profilregisters persondel vil være baseret på biologisk materiale, som er udtaget ved legemsindgreb efter retsplejelovens kapitel 72 i forbindelse med efterforskningen af straffesager, jf. forslagets § 2, stk. 2, nr. 1. Retsplejelovens regler om foretagelse af legemsindgreb er beskrevet nærmere nedenfor i afsnit 3.

Som tidligere nævnt indebærer oprettelsen af et centralt DNA-profilregister alene en registrering af de talprofiler, som er et resultat af analysen af det udtagne biologiske materiale. Registeret omfatter således ikke det biologiske materiale, som har dannet grundlag for analyserne. Oprettelsen af registeret berører derfor ikke i sig selv spørgsmålet om politiets opbevaring af biologisk materiale, der er tilvejebragt som led i efterforskningen af straffesager, herunder spørgsmålet om hvor længe sådant materiale kan opbevares.

Da der imidlertid i tilknytning til oprettelsen af et DNA-profilregister har været rejst spørgsmål vedrørende det biologiske materiale, som er udtaget ved legemsindgreb i straffesager, kan der være grund til at omtale ordningen på dette område.

Politiets adgang til efter en straffesags afslutning at opbevare materiale og oplysninger, der hidrører fra legemsindgreb, er reguleret i retsplejelovens § 792 f, som er affattet i overensstemmelse med Strafferetsplejeudvalgets lovudkast i betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning.

Det følger af retsplejelovens § 792 f, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, at politiet har adgang til at opbevare alt andet materiale end personfotografier, hvis materialet stammer fra legemsindgreb over for personer, der har været sigtede. Denne bestemmelse giver således politiet mulighed for at opbevare blodprøver og andet biologisk materiale, som er udtaget fra personer, der har været sigtede, uanset straffesagens udfald.

Strafferetsplejeudvalget har på side 90 i betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning begrundet bestemmelsen i retsplejelovens § 792 f, stk. 2, med, at andet materiale hidrørende fra legemsindgreb end personfotografier næppe af udenforstående vil kunne identificeres eller anvendes uden særlig sagkundskab.

I 1990 indgik Retsgenetisk Afdeling ved Københavns Universitet en aftale med politiet om at udføre alle DNA-analyser til brug for efterforskningen af straffesager. Det biologiske materiale fra legemsindgreb - typisk blodprøver - som analyseres på politiets anmodning, opbevares på Retsgenetisk Afdeling, der som udgangspunkt destruerer materialet 12 måneder efter DNA-analysens foretagelse. Ønsker politiet af bevismæssige årsager, at det biologiske materiale opbevares af Retsgenetisk Afdeling ud over 12- måneders grænsen, skal politiet fremsætte en begrundet anmodning herom.

De blodprøver, som udtages til brug for DNA-analyser, opbevares således ikke i politiets varetægt.

Spørgsmålet om en yderligere regulering af adgangen til at opbevare biologisk materiale, der er tilvejebragt i forbindelse med strafferetlig efterforskning, behandles for tiden i en arbejdsgruppe, som Rigsadvokaten har nedsat på Justitsministeriets anmodning. Arbejdsgruppen skal bl.a. udarbejde forslag til retningslinier for opbevaring, destruktion m.v. af det biologiske materiale, som modtages af Retsgenetisk Afdeling ved Retsmedicinsk Institut i København til brug for alle DNA-analyser i straffesager.

Overvejelser om en eventuel begrænsning af politiets almindelige adgang til efter retsplejelovens § 792 f, stk. 2, at opbevare biologisk materiale vedrørende personer, der har været sigtede, må ske under iagttagelse af alle relevante hensyn. I den forbindelse må naturligvis også inddrages behovet for - af hensyn til en eventuel senere genoptagelse af afsluttede straffesager - i en vis periode at have adgang til det bagvedliggende materiale med henblik på en eventuel fornyet bevisvurdering.

Ud over spørgsmålet om adgangen til at opbevare det biologiske materiale, som er udtaget ved legemsindgreb i straffesager, er der i forbindelse med oprettelsen af et DNA-profilregister også rejst spørgsmål om adgangen til at anvende dette materiale til forskning m.v. Justitsministeriet har derfor drøftet dette spørgsmål med repræsentanter fra Retsmedicinsk Institut i København, hvorunder Retsgenetisk Afdeling hører.

Retsmedicinsk Institut har over for Justitsministeriet oplyst, at instituttet anser det for at være af afgørende betydning for en fortsat kvalitetssikring samt forbedring og videreudvikling af instituttets analysemetoder, at instituttet har mulighed for at teste metoderne på biologisk materiale fra virkelige straffesager. Instituttet har således anvendt biologisk materiale fra straffesager til at forbedre analysemetoderne, således at man i dag kan foretage DNA-analyser på betydeligt mindre og mere nedbrudte spor af f.eks. sæd eller blod end tidligere. Resultaterne af denne metodeudvikling har været en forudsætning for den stadige forbedring og forfinelse af disse metoder.

Det biologiske materiale, som opbevares på politiets vegne, har derimod hverken af instituttets medarbejdere eller af andre været anvendt til andre former for forskning, f.eks. i relation til arveanlæg m.v. Instituttet har i øvrigt ikke modtaget henvendelser med anmodning om at få adgang til at anvende det opbevarede biologiske materiale til brug for forskningsprojekter eller lignende.

Justitsministeriet har på den baggrund tilkendegivet over for Retsmedicinsk Institut, at instituttet - af hensyn til behovet for en stadig kvalitetssikring, forbedring og videreudvikling af de analysemetoder, som anvendes i straffesager - vil kunne anvende biologisk materiale, som opbevares på politiets vegne, til undersøgelser til brug for kvalitetssikring og metodeudvikling.

Justitsministeriet har samtidig tilkendegivet over for Retsmedicinsk Institut, at det biologiske materiale, som hidrører fra straffesager, i overensstemmelse med instituttets praksis ikke må anvendes til andre former for forskning.

Anvendelse af materialet til brug for andre former for forskning vil alene kunne komme på tale med Justitsministeriets tilladelse til et konkret forskningsprojekt og da alene på nærmere angivne vilkår, herunder at forskningsprojektet skal være anbefalet af den relevante videnskabsetiske komité, samt at materialet alene må anvendes i anonymiseret form.

3. Retsplejelovens regler om legemsundersøgelse.

En DNA-profil i registerets persondel vil altid være tilvejebragt på grundlag af biologisk materiale udtaget fra en persons legeme.

Det biologiske materiale, som vil ligge til grund for en registreret DNA-profil i persondelen, forudsættes at være udtaget i overensstemmelse med bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, jf. forslagets § 2, stk. 2, nr. 1. Dette krav følger naturligt af, at biologisk materiale kun kan udtages fra en person på politiets foranledning, hvis retsplejelovens betingelser for legemsindgreb er opfyldt.

Det relevante legemsindgreb i forbindelse med udførelse af en DNA-analyse vil være en legemsundersøgelse efter retsplejelovens § 792, stk. 1, nr. 2. Til legemsundersøgelser regnes således f.eks. udtagelse af blodprøver og sikring af hår eller spytprøver, jf. betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning, side 38 ff.

En forudsætning for optagelse af en person i DNA-profilregisteret vil således være, at retsplejelovens betingelser for foretagelse af en legemsundersøgelse har været opfyldt i den straffesag, der danner grundlag for registreringen.

De materielle betingelser for legemsundersøgelse af sigtede personer fremgår af retsplejelovens § 792 a, stk. 2. Heraf følger, at der for det første stilles krav om begrundet mistanke mod den pågældende, jf. § 792 a, stk. 2, nr. 1. Mistankekravet ved legemsundersøgelse er således det samme som ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, jf. betænkning nr. 1104/1987, side 52.

Dernæst er det i almindelighed en betingelse, at den pågældende er sigtet for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, jf. § 792 a, stk. 2, nr. 1. Da det foreslås, at der alene skal ske registrering på baggrund af sigtelse for en eller flere af de alvorlige forbrydelsestyper, der opregnes i forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, vil kriminalitetskravet være opfyldt i alle sager, hvor registrering i et DNA-profilregister vil være mulig.

Endelig er det en forudsætning, at indgrebet antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, jf. § 792 a, stk. 2, nr. 2. Dette indikationskrav indebærer, at legemsundersøgelse alene kan foretages, hvor alternative efterforskningsskridt ikke kan benyttes eller vil være uforholdsmæssigt besværlige. Der vil således alene kunne tilvejebringes og registreres en DNA-profil af en sigtet person, hvis udtagelsen af det biologiske materiale har haft afgørende betydning for efterforskningen af sagen, hvori personen er sigtet.

Samtykker en sigtet person i en legemsundersøgelse, f.eks. i form af en blodprøve, indebærer samtykket ingen fravigelse af de materielle krav i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, til kriminalitetens karakter, mistankens styrke og indikationen for legemsundersøgelsen. Også hvor sigtede samtykker, vil der således alene kunne ske registrering af vedkommendes DNA-profil, hvis betingelserne i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, er opfyldt.

Retsplejelovens indikationskrav for legemsundersøgelse har den konsekvens, at der vil kunne forekomme situationer, hvor en person sigtes for en af de forbrydelsestyper, som opregnes i lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 1, uden at der vil kunne tilvejebringes en DNA-profil af vedkommende. Dette vil kunne tænkes i sager, hvor der aflægges tilståelse eller ikke er efterladt et biologisk spor.

Der vil således kunne forekomme sager, hvor en person sigtes og eventuelt dømmes for en eller flere af de relevante forbrydelsestyper, uden at det vil være muligt at optage den pågældende i DNA-profilregisteret, idet indikationskravet for legemsundersøgelse ikke er opfyldt. Hvis der skal skabes mulighed for at optage personer i registeret også på grundlag af sager, hvor det ikke har været af afgørende betydning for den konkrete sag at få udtaget f.eks. en blodprøve, vil det forudsætte en ændring i retsplejelovens bestemmelser om legemsundersøgelser. Det skal hertil bemærkes, at man i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, netop har fraveget det normale indikationskrav for legemsbesigtigelser i retsplejelovens § 792 a, stk. 1, nr. 2, således at fingeraftryk og personfotografier kan optages, uden at der er behov for det i den konkrete sag. Retsplejelovens § 792 b, stk. 1, er indsat med det formål at give politiet mulighed for at optage fingeraftryk og personfotografier alene med henblik på registrering, jf. betænkning nr. 1104/1987, side 53 f.

Justitsministeriet finder, at en eventuel ændring af indikationskravet i retsplejelovens regler om legemsundersøgelse i givet fald bør ske på grundlag af principielle overvejelser, som bl.a. bør foretages under inddragelse af Strafferetsplejeudvalget.

For så vidt angår kompetencen til at træffe afgørelse om legemsundersøgelse sondres der i retsplejeloven mellem mildere og mere indgribende former for legemsundersøgelse.

Det er politiet, der træffer afgørelse om foretagelse af mildere former for legemsundersøgelse af en sigtet person i form af nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra (f.eks. negleskrab og hår) og udtagelse af blodprøver, jf. retsplejelovens § 792 c, stk. 1, og betænkning nr. 1104/1987, side 56. Den sigtede kan dog i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1, indbringe spørgsmålet om indgrebets lovlighed for retten.

Afgørelse om foretagelse af andre legemsundersøgelser af mere indgribende karakter, herunder undersøgelse af legemets hulrum og udtagelse af vævsprøver, træffes efter retsplejelovens § 792 c, stk. 2, af retten. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet dog træffe beslutning om foretagelse af indgrebet, som snarest muligt og senest inden 24 timer skal forelægges retten til godkendelse, jf. retsplejelovens § 792 c, stk. 3.

Der kan alene foretages legemsundersøgelse af en ikke-sigtet person, såfremt denne har meddelt samtykke til indgrebet, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1. I modsætning til en sigtet persons samtykke til legemsundersøgelse medfører en ikke-sigtet persons samtykke, at indgrebet i det hele undtages fra reguleringen i retsplejelovens kapitel 72.

Kravet i forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, om, at en DNA-profil i persondelen skal være resultat af en legemsundersøgelse foretaget efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72, vil for det første være opfyldt, hvor det biologiske materiale er tilvejebragt ved en legemsundersøgelse af en sigtet person i overensstemmelse med betingelserne i retsplejelovens § 792 a, stk. 2. Herudover vil en persons DNA-profil ligeledes kunne registreres i medfør af forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, hvis det biologiske materiale, analysen er foretaget på grundlag af, er udtaget efter samtykke fra personen på et tidspunkt, hvor denne endnu ikke var sigtet i sagen, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1, og personen efterfølgende er blevet sigtet i samme sag.

Det vil dog i alle tilfælde være en betingelse for registrering af en persons DNA-profil, at legemsundersøgelsen og dermed DNA-analysen er udført i forbindelse med efterforskningen af den konkrete sag, som danner grundlag for registreringen. Der vil således ikke kunne registreres en DNA-profil, som er tilvejebragt på grundlag af en blodprøve udtaget i forbindelse med en anden sag, f.eks. om spirituskørsel.

Henvisningen til retsplejelovens kapitel 72 i forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, indebærer i øvrigt, at der ikke i persondelen kan registreres DNA-profiler, der er baseret på biologisk materiale udtaget af andre myndigheder m.v. til anden brug end efterforskningen af den straffesag, som danner grundlag for registrering. Således vil der f.eks. ikke kunne ske registrering af DNA-profiler, der er baseret på biologisk materiale udtaget i forbindelse med undersøgelse eller behandling i sundhedsvæsenets regi.

4. Registerets indhold.

4.1. Forbrydelsestyper.

Arbejdsgruppen har ved afgrænsningen af hvilke forbrydelsestyper, der efter arbejdsgruppens opfattelse bør kunne medføre registrering i et DNA-profilregisters persondel, lagt særlig vægt på, at hovedformålet med at registrere personidentificerede DNA-profiler er at forbedre muligheden for at opklare ny kriminalitet, hvor der er efterladt biologiske spor af registrerede personer.

Arbejdsgruppen har i sin rapport opstillet tre kriterier for at afgrænse de forbrydelsestyper, som efter arbejdsgruppens opfattelse burde kunne medføre registrering i et DNA-profilregisters persondel.

For det første finder arbejdsgruppen, at registrering navnlig vil være relevant i forbindelse med forbrydelsestyper, hvor der erfaringsmæssigt er betydelig risiko for, at personer, som tidligere har været sigtet i en straffesag, senere bliver indblandet i en ny straffesag af tilsvarende karakter.

For det andet skal der være tale om forbrydelsestyper, hvor der kan være mulighed for at finde biologiske spor, og hvor et DNA-profilregister derfor generelt vil kunne have betydning for politiets efterforskning.

For det tredje må grovheden af de enkelte forbrydelsestyper indgå ved vurderingen af hvilke straffebestemmelser, der skal knyttes til muligheden for registrering i persondelen.

Justitsministeriet kan tilslutte sig den afgrænsning, som arbejdsgruppen har foreslået.

Lovforslaget svarer således på dette punkt helt til arbejdsgruppens forslag. Dette indebærer, at registrering i DNA-profilregisterets persondel alene kan ske på grundlag af sigtelser for overtrædelse af følgende bestemmelser i straffeloven, jf. forslagets § 2, stk. 2, nr. 1

Kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v.

§ 119 om vold mod tjenestemand i funktion.

§ 123 om vold m.v. mod vidner.

§§ 180-181 om brandstiftelse.

§ 183, stk. 1 og 2, § 183 a og § 184, stk. 1, om forvoldelse af sprængning med forsæt til skade på person eller formue, gidseltagning af fly- eller skibspassagerer eller anden forstyrrelse af sikkerheden for transportmidlers drift eller sikkerhed.

§ 210 om incest.

§§ 216-225 om voldtægt og visse andre forbrydelser mod kønssædeligheden.

§ 232 om blufærdighedskrænkelse.

§ 237 om drab.

§§ 245-246 om grov vold.

§ 252 om forvoldelse af nærliggende fare for andres liv eller førlighed eller for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

§§ 260-261 om ulovlig tvang, uberettiget frihedsberøvelse m.v.

§ 276, jf. § 286, om tyveri af særlig grov beskaffenhed.

§ 288 om røveri.

Justitsministeriet har overvejet, om der herudover i registeret burde medtages oplysninger om personer, der sigtes på andet grundlag. Dette kunne overvejes i relation til bestemmelser, der giver mulighed for langvarige fængselsstraffe, som eksempelvis straffelovens § 191 om grov narkotikakriminalitet og § 192 a om særlig grove våbenlovsovertrædelser.

Henset til ønsket om i videst muligt omfang at afgrænse grundlaget for registrering til de forbrydelsestyper, hvor biologiske spor har særlig betydning, har Justitsministeriet imidlertid afstået fra at give DNA-profilregisteret et bredere indhold end foreslået i rapporten.

4.2. Personkreds.

4.2.1. Arbejdsgruppens forslag.

Arbejdsgruppen har i rapporten foreslået, at der i DNA-profilregisteret for det første skal kunne optages personer, som er fundet skyldige i overtrædelse af en eller flere af de i afsnit 4.1. nævnte forbrydelsestyper. Denne personkategori omtales i det følgende som dømte personer.

Herudover har arbejdsgruppen fundet, at der bør kunne ske registrering af personer, som er eller har været sigtet for en eller flere af de relevante forbrydelsestyper, uanset disse ikke efterfølgende er fundet skyldige i det påsigtede forhold. Denne personkategori omtales i det følgende som sigtede, men ikke dømte personer.

Arbejdsgruppen har for så vidt angår dette spørgsmål henvist til betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning, side 89, hvori Strafferetsplejeudvalget har fremsat en række synspunkter vedrørende spørgsmålet om registrering af fingeraftryk.

Strafferetsplejeudvalget har således bl.a. anført, at der ved fingeraftryk er tale om registrering af materiale, som ikke er egnet til ved forevisning at skabe mistanke om, at en bestemt person har været indblandet i kriminalitet, idet fingeraftryk ikke kan genkendes af udenforstående. Udvalget har videre anført, at fingeraftryk er af stor betydning i identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at fingeraftryk fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag eller mod hvem påtale er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager. Strafferetsplejeudvalget har derfor fundet, at politiet bør have lov til at opbevare alle fingeraftryk, der lovligt er optaget af sigtede personer.

Der er i overensstemmelse hermed fastsat adgang til at registrere sigtede, men ikke dømte personer i Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det, som Strafferetsplejeudvalget har anført vedrørende registrering af fingeraftryk, på tilsvarende måde taler for at kunne optage oplysninger om sigtede personer i et DNA-profilregister samt at opretholde denne registrering, selv om sigtelsen ikke fører til domfældelse.

I forbindelse med udarbejdelsen af sin rapport iværksatte arbejdsgruppen en statistisk analyse af, om der er belæg for den almindelige antagelse - som bl.a. Strafferetsplejeudvalget har givet udtrykt for - at der er en betydelig større risiko for senere kriminalitet blandt tidligere sigtede end blandt befolkningen som helhed.

Undersøgelsen blev tilrettelagt efter drøftelse med en kriminolog tilknyttet Københavns Universitet og forestået af Danmarks Statistik og var baseret på tal, som vedrører mere end 15.000 personer i årene 1988-93.

Det fremgår af denne undersøgelse, at ca. 12,2 % af de personer, som i 1988 blev sigtet for en eller flere af de forbrydelser, der er opregnet i afsnit 4.1., men ikke fundet skyldig heri, i løbet af de følgende fem år blev fundet skyldig i kriminalitet af den omhandlede karakter.

Arbejdsgruppen har sammenholdt dette med, at alene 0,28 % af den samlede befolkning over 15 år blev fundet skyldig i tilsvarende kriminalitet i den pågældende femårs-periode.

Arbejdsgruppen har ved sit forslag om at give adgang til registrering af sigtede, men ikke dømte personer lagt vægt på den markant højere kriminalitetshyppighed blandt tidligere sigtede, som undersøgelsen viste. Som anført ovenfor i afsnit 1.2. har arbejdsgruppen endvidere lagt vægt på, at optagelse i et DNA-profilregister vil kunne få betydning i relation til muligheden for hurtigt at kunne rense tidligere sigtede for mistanke under efterforskningen af senere straffesager.

Arbejdsgruppen har således peget på, at politiet som et sædvanligt efterforskningsskridt - bl.a. under anvendelse af Det Centrale Kriminalregister og politiets øvrige efterforskningsregistre - ofte vil rette opmærksomheden mod personer, som har været sigtet for ligeartet kriminalitet i tidligere sager.

Arbejdsgruppen har fundet, at de forbedrede muligheder for at kunne opklare en række grove forbrydelser samt for hurtigt og sikkert at kunne afkræfte en uberettiget mistanke er så tungtvejende, at der for de omhandlede forbrydelsestyper også bør være mulighed for at optage sigtede, men ikke dømte personer i et DNA-profilregister.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse også anset det for at være af væsentlig betydning, at sigtede, men ikke dømte personer allerede i dag er optaget i en række af politiets eksisterende registre, herunder Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister. Arbejdsgruppen har således anført, at forslaget ligger på linie med de regler, der i øvrigt gælder for dansk politis mulighed for at registrere oplysninger om sigtede, men ikke dømte personer.

For så vidt angår personer, der ikke har været sigtet for en relevant straffelovsovertrædelse, finder arbejdsgruppen ikke, at der vil være den fornødne politimæssige interesse i registrering af sådanne personer, som må være en forudsætning for optagelse i et DNA-profilregister. Efter arbejdsgruppens forslag bør der således kun kunne registreres personer, der enten har været eller aktuelt er sigtet for en af de omhandlede forbrydelsestyper og ikke f.eks. ofre eller andre vidner.

4.2.2. Justitsministeriets bemærkninger.

Justitsministeriet finder generelt, at afgrænsningen af den personkreds, som skal kunne registreres i et DNA-profilregisters persondel, må ske ud fra en vurdering af registerets formål og forventede anvendelse.

Et DNA-profilregister vil som fremhævet i afsnit 1.2. skulle fungere som et internt arbejdsregister for politiet til brug for identifikation af formodede gerningsmænd ved efterforskningen af kriminalitet, herunder alvorlige forbrydelser som f.eks. drab og voldtægt.

Under henvisning til et DNA-profilregisters formål finder Justitsministeriet, at der som foreslået af arbejdsgruppen bør kunne ske registrering af personer, som er eller har været sigtet for en eller flere af de forbrydelsestyper, der opregnes i forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, jf. afsnit 4.1. Derimod bør DNA-profilregisteret ikke indeholde oplysninger om personer, der ikke har været involveret i forbindelse med efterforskningen af en straffesag på en sådan måde, at der kan være en særlig politimæssig interesse i registreringen. DNA-profilregisteret bør således ikke indeholde oplysninger om personer, der ikke har været sigtet i en straffesag.

Det bør ved afgrænsningen af den personkreds, der kan optages i registeret, efter Justitsministeriets opfattelse tillægges vægt, at de registrerede talprofiler alene kan anvendes til politiefterforskningsmæssige formål, og at registeret således ikke kan anvendes af udenforstående eller til uvedkommende formål. Registeret indeholder således eksempelvis ikke oplysninger om de registrerede personers genetiske arveanlæg, sygdomsdispositioner eller lignende.

Hertil kommer, at registeret må formodes at kunne bidrage til opklaringen af bl.a. de meget alvorlige kriminalitetstyper, som registreringen i persondelen knytter sig til. Justitsministeriet kan således tilslutte sig arbejdsgruppens opfattelse af, at optagelse også af sigtede, men ikke dømte personer i registeret vil forbedre politiets muligheder for at opklare en række alvorlige forbrydelser og dermed være af væsentlig betydning for varetagelsen af registerets formål.

Endelig vil registeret - i det omfang tidligere sigtede medtages som foreslået - kunne sikre, at sådanne personer straks renses for mistanke, hvis deres DNA-profil ikke matcher med det aktuelt foreliggende biologiske spor. Det er i dag et helt sædvanligt efterforskningsskridt i eksempelvis voldtægts- og andre sædelighedssager, at politiet retter opmærksomheden mod personer, der tidligere har været involveret - herunder som mistænkte - i tilsvarende sager.

Registeret vil kunne sikre, at tidligere sigtede, der kan udelukkes som gerningsmand til en given forbrydelse p.g.a. deres DNA-profil, ikke udsættes for den ubehagelige oplevelse, der er forbundet med eventuel afhentning og politimæssig afhøring.

Sammenfattende finder Justitsministeriet således arbejdsgruppens forslag til afgrænsning for så vidt angår personkredsen saglig og afgrænset med skyldig hensyntagen til registerets formål og forventede anvendelse.

Et DNA-profilregisters persondel vil herefter ifølge lovforslaget bestå af to hovedkategorier af personer.

For det første vil der kunne optages oplysninger om personer, der ved domstolene er fundet skyldige i en eller flere af de relevante forbrydelsestyper. Hertil regnes ud over dømte personer også personer, der har modtaget tiltalefrafald med vilkår i medfør af retsplejelovens § 722, jf. 723, da det er en forudsætning for vilkårsfastsættelse, at vedkommendes skyld er fastslået ved domstolene. Personer, der er fundet skyldige i forsøg på eller medvirken til en af de omhandlede straffelovsovertrædelser, vil ligeledes kunne registreres. Det samme gælder personer, der er fundet skyldige, men som i medfør af straffelovens § 16 er frifundet for straf p.g.a. manglende tilregnelighed. Denne personkategori henregnes i det følgende sammen med de øvrige nævnte kategorier som dømte personer.

For det andet vil der kunne optages oplysninger om personer, som enten aktuelt er sigtet, eller som har været sigtet, uden at være fundet skyldige ved domstolene, idet der enten er sket frifindelse eller er truffet endelig afgørelse om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 og 3, eller tiltalefrafald uden vilkår efter retsplejelovens § 722. Denne kategori vil ligeledes omfatte personer, som er eller har været sigtet for forsøg på eller medvirken til en af de relevante forbrydelsestyper. Denne personkategori omtales som nævnt i det følgende som sigtede, men ikke dømte personer.

De udtalelser om registrering af fingeraftryk i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1104/1987, side 89, som arbejdsgruppen har fremhævet, gør sig efter Justitsministeriets opfattelse tilsvarende gældende for så vidt angår registrering af DNA-profiler i identifikationsøjemed.

Et DNA-profilregister vil således indeholde »genetiske fingeraftryk«, som efter omstændighederne kan have stor betydning ved personidentifikation. De registrerede talprofiler vil endvidere ikke kunne føre til udenforståendes genkendelse af den registrerede person, ligesom de - som fingeraftryk - ikke vil kunne anvendes til andre formål end identifikation, jf. herom afsnit 2.

Hvad angår det statistiske materiale i arbejdsgruppens rapport bemærkes, at en sådan undersøgelse naturligvis altid er forbundet med usikkerhedsmomenter, hvorfor der bør udvises en vis tilbageholdenhed ved anvendelsen af de fremkomne tal.

På baggrund af det omfattende talmateriale fra Danmarks Statistik, som ligger til grund for undersøgelsen, findes der imidlertid som også påpeget af arbejdsgruppen at være en signifikant overrepræsentation af tidligere sigtede i den gruppe af personer, som findes skyldige i de forbrydelsestyper, der efter lovforslaget vil kunne medføre registrering i et DNA-profilregisters persondel.

Som fremhævet af arbejdsgruppen sker der i øvrigt allerede i en række af politiets eksisterende registre, herunder Det Centrale Kriminalregister og Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister, optagelse af sigtede, men ikke dømte personer.

Fælles for de eksisterende registre er, at de i praksis ofte er af afgørende betydning for politiets muligheder for at efterforske og opklare kriminalitet, og at det erfaringsmæssigt er af stor politimæssig betydning at have registreret oplysninger om personer, der tidligere har været sigtet for f.eks. sædelighedsforbrydelser eller grov vold.

Ved fastsættelsen af reglerne for politiets registre har det hidtil været opfattelsen, at hensynet til en effektiv efterforskning af forbrydelser under visse omstændigheder er så tungtvejende, at registrering af sigtede, men ikke dømte personer bør kunne ske trods de modstående hensyn til disses ubehag ved at blive registreret.

Et DNA-profilregisters formål og indhold findes ikke at afvige fra politiets eksisterende efterforskningsregistre på en sådan måde, at hensynet til en hurtig og sikker opklaring af forbrydelser her skulle være mindre tungtvejende, end tilfældet er for politiets øvrige efterforskningsregistre.

Registrering af sigtede, men ikke dømte personer i et DNA-profilregister vil alene adskille sig fra den tilsvarende registrering i Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister ved, at der er tale om DNA-profiler i stedet for fingeraftryk, og ved at der som følge af afgrænsningen af forbrydelsestyperne vil være tale om registrering af en væsentligt mere begrænset personkreds.

Ligesom tilfældet er med fingeraftryk, kan således heller ikke de registrerede DNA-profiler benyttes til andet end politimæssig efterforskning. DNA-profilerne kan således hverken bruges af udenforstående, benyttes til eksempelvis arvelighedsforskning eller på anden måde »misbruges« til ikke forudsatte formål.

Det bemærkes, at den foreslåede ordning, herunder reglerne om opbevaring af DNA-profiler fra sigtede, men ikke dømte, på visse områder afviger fra Europarådets Ministerkomités rekommandation No. R (92) 1 om brug af DNA-analyse inden for strafferetsplejen. Der er imidlertid tale om en ikke-bindende rekommandation, som Danmark i øvrigt har taget generelt forbehold over for i forbindelse med vedtagelsen. Holland, Tyskland og Norge har ligeledes taget forbehold over for rekommandationens punkt om opbevaring af DNA-profiler.

4.2.3. Sigtelse.

Registrering af en person i et DNA-profilregisters persondel efter forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, vil forudsætte, at betingelserne for, at politiet kan rejse sigtelse mod den pågældende person for en eller flere af de relevante straffelovsovertrædelser, har været opfyldt.

Af retsplejelovens § 96, stk. 2, fremgår det såkaldte »objektivitetsprincip«, hvorefter anklagemyndigheden har pligt til at påse, at strafforfølgning af uskyldige ikke finder sted. Det følger heraf, at der ikke kan rejses sigtelse mod en person i en straffesag, med mindre der foreligger omstændigheder, som på et objektivt grundlag taler med en vis styrke for vedkommendes skyld.

Politiet kan således normalt ikke rejse sigtelse mod en større kreds af personer, alene fordi en formodet gerningsmand antages at være der i blandt.

Ud over, at betingelserne for at rejse sigtelse skal være opfyldt, forudsætter registrering af en DNA-profil i persondelen som beskrevet ovenfor i afsnit 3, at profilen er tilvejebragt på grundlag af biologisk materiale, der er udtaget ved en legemsundersøgelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 72.

Det fremgår af retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 1, at der alene kan foretages legemsundersøgelse af en sigtet person, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende er skyldig. Der stilles således samme krav til mistankens styrke for at kunne foretage en legemsundersøgelse af en sigtet person som ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1.

I Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 972 ff, er gengivet en kendelse afsagt af Vestre Landsret den 30. april 1997, der vedrører mistankekravet i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 1.

Sagen vedrørte efterforskningen af et drab, hvor politiet ønskede at udtage en blodprøve af en ikke-sigtet mand med henblik på foretagelse af en DNA-analyse. Den pågældende mand ville ikke give samtykke hertil, og politiet tilkendegav herefter, at der ville blive rejst sigtelse mod manden, med mindre han gav samtykke til at afgive en blodprøve. Den pågældende nægtede fortsat at samtykke i legemsundersøgelsen, og politiet sigtede ham herefter for drabet.

Vestre Landsret fandt på baggrund af flere konkrete omstændigheder ved mandens færden på gerningstidspunktet, at denne med rimelig grund var blevet sigtet for drabet, jf. retsplejelovens § 755, stk. 1, og § 792 a, stk. 1. Retten fandt imidlertid, at uanset de begrundelser, manden havde givet for at nægte at medvirke, havde mistanken mod den pågældende ikke en sådan styrke, at kravet om begrundet mistanke i retsplejelovens § 792 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt.

Det forhold, at personen havde nægtet at samtykke til udtagelse af en blodprøve med henblik på en DNA-analyse i sagen, kunne således ikke i sig selv føre til, at der forelå en sådan begrundet mistanke om den pågældendes skyld, at politiet efter retsplejelovens § 792 a, stk. 2, kunne gennemtvinge en legemsundersøgelse.

Har en person tidligere under en sag uden at have været sigtet givet samtykke til udtagelse af f.eks. en blodprøve i medfør af retsplejelovens § 792 d, stk. 1, vil denne person kunne optages i registerets persondel, såfremt vedkommende efterfølgende bliver sigtet i samme sag. Se herom i afsnit 3.

5. Sletning.

Det principielle spørgsmål om, hvor længe oplysninger i DNA-profilregisteret skal kunne opbevares, har en tæt sammenhæng med spørgsmålet om hvilke oplysninger, der overhovedet skal kunne opbevares. Sletningsreglerne foreslås derfor også fastsat i lovform og er medtaget i lovforslaget.

5.1. Persondelen.

Efter retsplejelovens § 792 f, stk. 3, skal oplysninger og materiale, der er tilvejebragt i forbindelse med legemsindgreb, straks tilintetgøres, såfremt retten enten nægter at godkende indgrebet i medfør af § 792 c, stk. 3, eller i medfør af § 746, stk. 1, finder indgrebet uhjemlet i forbindelse med afgørelsen af en tvist om lovligheden af indgrebet. I sådanne tilfælde vil der naturligvis også skulle ske sletning af de pågældende oplysninger i et DNA-profilregister.

Som anført ovenfor i afsnit 3 er det politiet, der uden forelæggelse for retten kan træffe afgørelse om foretagelse af mindre indgribende legemsundersøgelser som f.eks. udtagelse af blodprøver, jf. retsplejelovens § 792 c, stk. 1. I rapporten om etablering af et DNA-profilregister har arbejdsgruppen derfor tilsvarende anført, at der straks bør ske sletning af oplysninger, såfremt politiet - uden rettens mellemkomst - finder, at oplysningerne er tilvejebragt ved en legemsundersøgelse uden den fornødne hjemmel.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at der sker sletning af en person fra registeret, når vedkommende er fyldt 80 år, med mindre det undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde registreringen. En tilsvarende sletningsregel findes i Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister og bygger på, at den efterforskningsmæssige begrundelse for registreringen kun meget sjældent er relevant i forhold til personer, som har opnået denne alder.

Endelig skal sletning efter arbejdsgruppens opfattelse ligeledes kunne ske, hvis andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor. Arbejdsgruppen har henvist til en tilsvarende bestemmelse i Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister.

Justitsministeriet kan naturligvis tilslutte sig, at oplysninger tilvejebragt ved uhjemlede legemsundersøgelser straks skal slettes, jf. forslagets § 3, stk. 1, nr. 5. Dette fremgår i øvrigt også af bestemmelsen i forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, hvorefter registerets persondel kun må indeholde DNA-profiler, som er tilvejebragt på grundlag af en legemsundersøgelse, der opfylder betingelserne i retsplejelovens kapitel 72, jf. afsnit 3.

Endvidere bør oplysninger, der er tilvejebragt på grundlag af en legemsundersøgelse, som retten nægter at godkende efter retsplejelovens § 792 c, stk. 3, straks slettes. Den nærmere bestemmelse herom er fastsat ved forslagets § 3, stk. 1, nr. 4.

Justitsministeriet kan ligeledes tilslutte sig, at oplysninger i registeret slettes, når den registrerede person opnår en vis alder. Justitsministeriet finder dog, at grænsen kan fastsættes således, at der sker sletning, når en person er fyldt 70 år, jf. forslagets § 3, stk. 1, nr. 3.

Som anført af arbejdsgruppen vil der - også på baggrund af den af Justitsministeriet foreslåede lavere aldersgrænse på 70 år - kunne forekomme konkrete tilfælde, hvor sletning undtagelsesvis bør undlades, jf. forslagets § 3, stk. 3. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet, hvor den pågældende person er blevet optaget i registeret få år forud for, at vedkommende fylder 70 år. Ligeledes vil der kunne være grund til at opretholde registreringen af en person, efter at denne er fyldt 70 år, hvis vedkommende få år før dette tidspunkt sigtes og eventuelt dømmes på ny i en sag vedrørende tilsvarende kriminalitet, og hvor betingelserne for foretagelse af en legemsundersøgelse i den nye sag ikke har været opfyldt, f.eks. p.g.a. den pågældendes tilståelse, jf. retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 2.

Endelig er Justitsministeriet enig i, at sletning bør kunne ske, hvis andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor, jf. forslagets § 3, stk. 1, nr. 6. Det forudsættes i den forbindelse, at der altid skal ske sletning i medfør af denne bestemmelse, hvis en anden person - uden at have været sigtet som medgerningsmand - senere dømmes for det forhold, som har dannet grundlag for registreringen af en sigtet, men ikke dømt person.

Justitsministeriet har herudover fundet anledning til at foreslå en sletningsregel, hvorefter oplysninger om en person straks skal slettes, hvis sigtelsen mod denne i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, opgives som grundløs, jf. forslagets § 3, stk. 1, nr. 1. En tilsvarende bestemmelse findes i forskrifterne for Det Centrale Kriminalregisters efterforskningsdel.

Justitsministeriet har endvidere fundet, at der ved den tidsmæssige udstrækning af registreringen bør tages hensyn til det forhold, at sigtede, men ikke dømte personer ikke er fundet skyldige i den påsigtede kriminalitet. Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at den øgede kriminalitetsrisiko blandt tidligere sigtede, som arbejdsgruppens undersøgelse har peget på, og som ligger til grund for forslaget om også at registrere sigtede, men ikke dømte, næppe fuldt ud er til stede, hvis de pågældende ikke inden for et vist tidsrum involverer sig i kriminalitet.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at oplysninger om sigtede, men ikke dømte personer kan slettes, når der er forløbet 10 år fra frifindelse, afgørelse om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller tiltalefrafald uden vilkår efter retsplejelovens § 722, jf. forslagets § 3, stk. 1, nr. 2.

Oplysninger om en dømt person vil således som udgangspunkt kunne opbevares i registeret, indtil vedkommende fylder 70 år, mens oplysninger om en sigtet, men ikke dømt person opbevares i 10 år.

Der vil dog også kunne forekomme konkrete tilfælde, hvor sletning efter forslagets § 3, stk. 1, nr. 2, undtagelsesvis bør undlades, jf. forslagets § 3, stk. 3. Et eksempel herpå vil være, at en person er registreret på grundlag af en sigtelse for f.eks. voldtægt, hvor der efterfølgende træffes afgørelse om frifindelse, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald uden vilkår. Hvis denne person sigtes for lignende kriminalitet i en senere sag, hvor betingelserne for at foretage en legemsundersøgelse ikke er til stede - f.eks. fordi der ikke er et biologisk spor, og retsplejelovens indikationskrav derfor ikke er opfyldt - vil personen ikke kunne registreres på grundlag af den nye sag. I sådanne situationer findes registreringen på baggrund af den oprindelige sag at burde opretholdes, selv om der er forløbet 10 år fra afgørelsen heraf. I så fald bør den pågældende person slettes fra registeret senest 10 år efter den nye sags afgørelse ved dom, påtaleopgivelse eller tiltalefrafald.

Efter forslagets § 3, stk. 2, skal der endvidere ske sletning af alle oplysninger om en person senest 2 år efter den pågældendes død. Bestemmelsen er også medtaget i arbejdsgruppens forslag og er i øvrigt en almindelig sletningsregel i forskrifterne for politiets øvrige registre, herunder Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister og Det Centrale Kriminalregister.

Baggrunden for denne sletningsfrist på 2 år ved registrerede personers død er de efterforskningsmæssige hensyn, der kan være i forhold til verserende straffesager - også efter en persons død. Opretholdelse af registrering i et vist tidsrum efter en persons død vil således kunne være en forudsætning for politiets muligheder for at få be- eller afkræftet, om denne person må betragtes som gerningsmand til en eller flere uopklarede forbrydelser.

5.2. Spordelen.

Arbejdsgruppen har ikke i sin rapport om etablering af et DNA-profilregister foreslået særskilte regler om sletning af oplysninger i registerets spordel. Justitsministeriet finder imidlertid, at der også bør fastsættes udtrykkelige bestemmelser om sletning af oplysninger fra denne del af registeret.

Det følger af lovforslagets § 2, stk. 2, nr. 2, at der i spordelen kun kan optages oplysninger om ikke-personidentificerede DNA-profiler af sporfund fra gerningssteder, ofre, effekter m.v.

Sporfund vil derfor ikke længere kunne være optaget i registerets spordel, når der er sket personidentifikation.

Denne konsekvens af, at et registreret sporfund identificeres, findes at burde fremgå udtrykkeligt af sletningsreglerne, hvorfor der i forslagets § 4, nr. 1, er foreslået en bestemmelse, hvorefter oplysninger om sporfund skal slettes fra spordelen, når der er sket personidentifikation. Den pågældende persons DNA-profil forudsættes herefter at kunne registreres i persondelen, hvis betingelserne herfor i forslagets § 2, stk. 2, nr. 1, er opfyldt.

Herudover følger det af lovforslagets § 2, stk. 1, at registeret kun må indeholde oplysninger af politimæssig betydning i forbindelse med personidentifikation. I overensstemmelse hermed foreslås der indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at oplysninger i spordelen, der ikke længere er af politimæssig betydning, skal slettes, jf. forslagets § 4, nr. 2. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis politiets efterforskning af sagen efterfølgende har ført til den vurdering, at det pågældende sporfund ikke relaterer sig til et strafbart forhold.

Endelig foreslås det, at der ligesom i persondelen fastsættes en almindelig adgang til at slette oplysninger, når andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor, jf. forslagets § 4, nr. 3. Dette vil være tilfældet, hvor det biologiske sporfund f.eks. senere viser sig at relatere sig til forbrydelsen uden at stamme fra gerningsmanden, men derimod f.eks. fra et offer eller andet vidne.

Blandt andet under henvisning til, at en række af de alvorlige forbrydelsestyper, som et DNA-profilregister har til formål at bekæmpe og medvirke til at opklare, kan straffes med fængsel indtil livstid og derfor ikke er undergivet forældelse efter straffeloven, findes der ikke at burde fastsættes en generel tidsmæssig begrænsning for registrering af uidentificerede sporfund.

6. Registerindsigt.

Efter § 13, stk. 1, i lov om offentlige myndigheders registre skal en registeransvarlig myndighed på begæring som udgangspunkt snarest muligt give en registreret person meddelelse om de oplysninger, der er registreret om vedkommende (direkte egen-acces).

Findes den registrerede persons interesse i at få kendskab til oplysningerne at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser, herunder hensynet til pågældende selv, er det muligt at afskære adgangen til registerindsigt, jf. lovens § 13, stk. 4.

Registerindsigten forudsætter, at myndigheden sikrer sig, at modtageren af oplysningerne er identisk med den registrerede person. Meddelelsen af oplysningerne kan gives enten skriftligt eller mundtligt, idet den registrerede dog som udgangspunkt kan stille krav om skriftlig underretning, jf. § 14, 1. pkt., i lov om offentlige myndigheders registre. Taler hensynet til den registrerede selv derfor, kan registerindsigten - uanset vedkommendes begæring om skriftlighed - dog gives ved mundtlig underretning om indholdet af oplysningerne, jf. § 14, 2. pkt.

I en række af politiets efterforskningsregistre, herunder Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister, er der på grund af særlige efterforskningsmæssige hensyn ikke fastsat adgang til registerindsigt for registrerede personer.

Arbejdsgruppen har i sit forslag taget udgangspunkt i reglerne for Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister og foreslået, at der ikke skal være adgang til registerindsigt, navnlig begrundet i hensynet til at undgå tredjepersoners indirekte mulighed for at opnå kendskab til registrerede oplysninger.

Arbejdsgruppen har således heller ikke fundet grundlag for at foreslå en adgang til indirekte egen-acces, hvorefter en person kan få be- eller afkræftet, hvorvidt vedkommende overhovedet er registreret i DNA-profilregisteret.

Registertilsynet har imidlertid i sin udtalelse af 25. marts 1999 til Justitsministeriet henstillet, at det overvejes at give registrerede personer adgang til at få oplyst, hvad der eventuelt er registreret om vedkommende - enten i form af mundtlig underretning eller ved forevisning af en udskrift fra registeret, uden at den pågældende har ret til at få denne udleveret.

Det foreslås i overensstemmelse hermed, at en registreret person ved personlig henvendelse til politiet kan få mundtlig underretning om de oplysninger, der er registreret om vedkommende selv, jf. lovforslagets § 6.

I den forbindelse finder Justitsministeriet, at hensynet til at sikre den registrerede mod tredjemands pression for at få kendskab til de registrerede oplysninger tilsiger, at der alene kan gives mundtlig underretning. Der tænkes her bl.a. på eventuelle arbejdsgiveres krav om forevisning af registerudskrift, f.eks. som betingelse for ansættelse.

De særlige hensyn, der kan være i forhold til eksempelvis arbejdsgivere, findes at være sikret gennem de muligheder, der er for via Det Centrale Kriminalregister at få oplysninger om strafbare forhold.

Registerindsigt i DNA-profilregisteret vil skulle gennemføres ved personlig henvendelse enten til Rigspolitichefen eller det lokale politi, som vil kunne indhente oplysningerne fra Rigspolitichefen. Underretning om de registrerede oplysninger vil være betinget af, at den pågældende persons identitet kan fastslås med sikkerhed. De nærmere regler for den praktiske gennemførelse af registerindsigt findes at burde fastsættes administrativt i medfør af forslagets § 7.

7. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det kan give anledning til tvivl, om optagelse og opbevaring i et register af en persons DNA-profil overhovedet omfattes af bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til respekt for privatlivet. Menneskerettighedsdomstolen og den tidligere Menneskerettighedskommission har ikke hidtil haft lejlighed til at vurdere spørgsmålet.

Menneskerettighedsdomstolen har derimod i en række sager taget stilling til registrering af oplysninger m.m., der umiddelbart kan genkendes og identificeres af udenforstående. Domstolen har således lagt til grund, at politiets optagelse og opbevaring af fotografier og andre personlige data vedrørende en anholdt person udgør et indgreb i retten til et privatliv (se Murray mod UK, dom af 28. oktober 1994, præmis 84-86). Det samme gælder i tilfælde, hvor en tidligere dømt har pligt til uden tidsmæssig begrænsning at give politiet oplysning om navn, fødselsdato, adresse m.m. (se klagesag 42293/98, Adamson mod UK, afgørelse af 26. januar 1999).

For så vidt angår opbevaring af fingeraftryk, der efter Justitsministeriets opfattelse har betydelige lighedspunkter med registrering af DNA-profiler, er der i den tidligere Menneskerettighedskommissions praksis rejst spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet foreligger et indgreb i retten til et privatliv efter konventionens artikel 8. I en sag (klagesag 1307/61, X mod Tyskland, afgørelse af 4. oktober 1962) undlod den tidligere Kommission således at tage stilling til, om opbevaring af fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet, men var blevet frifundet, overhovedet udgjorde et indgreb. Kommissionen fandt, at den fortsatte opbevaring under alle omstændigheder var retfærdiggjort. På samme måde undlod den tidligere Kommission i en anden sag (klagesag 8022/77, McVeigh mod UK, rapport af 18. marts 1981) at tage stilling til, om den fortsatte opbevaring af fingeraftryk fra en person, der havde været anholdt, men aldrig var blevet tiltalt eller dømt, overhovedet udgjorde et indgreb. Kommissionen fandt, at der under alle omstændigheder var tale om et forholdsvist beskedent indgreb, der kunne retfærdiggøres. I en tredje sag (klagesag 24950/94, Kinnunen mod Finland, afgørelse af 15. maj 1996) fastslog den tidligere Kommission, at politiets opbevaring af fotografier og fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet, men var blevet frifundet, ikke udgjorde et indgreb i konventionens forstand.

I det omfang optagelse og opbevaring i et register af DNA-profiler må antages at udgøre et indgreb i retten til respekt for privatlivet, følger det af artikel 8, stk. 2, at et sådant indgreb kun vil være retfærdiggjort, hvis det har hjemmel i national ret (jf. formuleringen «... i overensstemmelse med loven ...«), varetager et af de formål, der er opregnet i bestemmelsen (jf. formuleringen «... er nødvendige ... af hensyn til ...«) og er proportionalt i forhold til de forfulgte formål (jf. formuleringen «... er nødvendige i et demokratisk samfund ...).

Optagelse og opbevaring af DNA-profiler i et register vil have klar hjemmel i de foreslåede bestemmelser og vil finde sted bl.a. for at »forebygge ... forbrydelse« og for at »beskytte andres ... rettigheder«. I forhold til konventionen vil spørgsmålet derfor navnlig være, om registreringen - i det omfang den anses for et indgreb i retten til privatlivet - kan antages at være proportional i forhold til de forfulgte formål.

Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt registrering af DNA-profiler fra personer, der har været sigtet, men senere er blevet frifundet, »holder sig inden for de rammer, menneskerettighederne udstikker« (se artikel af lektor, lic. jur. Mette Hartlev, Lov og Ret, 1998, nr. 4, side 4).

Efter Justitsministeriets opfattelse er den foreslåede ordning forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

For så vidt angår sigtede, men ikke dømte personer lægger Justitsministeriet vægt på, at den tidligere Kommission har anset det for retfærdiggjort, at medlemsstaterne fortsat opbevarer fingeraftryk fra personer, der har været sigtet, men senere er blevet frifundet (se den tidligere nævnte klagesag 1307/61). I den nævnte sag lagde Kommissionen vægt på, at »fortsat opbevaring af ... fingeraftryk, der har forbindelse til afsluttede straffesager, er nødvendigt i et moderne demokratisk samfund for at forebygge forbrydelse og er derfor i den offentlige sikkerheds interesser«. Kommissionen lagde endvidere vægt på, at disse hensyn generelt kunne retfærdiggøre myndighedernes nægtelse af at destruere sådanne fingeraftryk. Ved fortsat opbevaring af fingeraftryk fra en person, der havde været anholdt, men aldrig var blevet tiltalt eller dømt, og hvor der efter løsladelsen end ikke var nogen mistanke, har Kommissionen i den tidligere nævnte klagesag 8022/77 endvidere lagt vægt på, at der forelå »et forholdsvist beskedent indgreb i klagers ret til respekt for privatlivet set i forhold til det presserende behov for at bekæmpe terrorisme«. De hensyn, der efter praksis kan retfærdiggøre fortsat opbevaring af fingeraftryk, kan efter Justitsministeriets opfattelse tillige retfærdiggøre optagelse og opbevaring af DNA-profiler i et register.

Herudover lægger Justitsministeriet vægt på, at der er tale om registrering i et »internt arbejdsregister« af materiale, der ikke kan genkendes af udenforstående, og hvor det teknisk ikke er muligt at udlede følsomme oplysninger. Optagelse og opbevaring i et register af DNA-profiler er derfor af lidet indgribende betydning i forhold til den registrerede. Hertil kommer, at det erfaringsmæssigt er af stor politimæssig betydning at have registreret oplysninger om personer, der tidligere har været sigtet for f.eks. sædelighedsforbrydelser eller grov vold. Registrering vil endvidere kun være mulig i tilfælde, hvor der har været rejst sigtelse for grove former for forbrydelser, og hvor retsplejelovens regler for foretagelse af legemsindgreb har været opfyldt i den straffesag, der danner grundlag for registreringen.

De hensyn, der kan retfærdiggøre optagelse og opbevaring i et register af DNA-profiler fra sigtede, men ikke dømte personer, kan også retfærdiggøre registrering af DNA-profiler fra dømte personer. Ud over de således anførte hensyn lægger Justitsministeriet vægt på, at Domstolen har anset det for proportionalt, at medlemsstaterne som led i bekæmpelse af visse typer af kriminalitet pålægger dømte uden tidsmæssig begrænsning at give oplysning om navn, fødselsdato, adresse m.m. til politiet (se den tidligere nævnte klagesag 42293/98, der vedrører en person dømt for en seksualforbrydelse).

Det har været gjort gældende, at registrering af DNA-profiler fra sigtede, men senere frifundne personer kan være et problem i forhold til artikel 6, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (se artikel af professor, dr. jur. Eva Smith, Lov og Ret, 1997, nr. 2, side 21).

Efter Justitsministeriets opfattelse vil optagelse og opbevaring i et register af DNA-profiler fra sigtede, men ikke dømte ikke være uforenelig med uskyldsformodningen i konventionens artikel 6, stk. 2. I en sag (den tidligere nævnte klagesag 24950/94) fandtes det således ikke at udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 2, at en person, der havde været sigtet for en forbrydelse, men var blevet frifundet, i en periode efter frifindelsen fortsat var registreret hos politiet, idet politiet opbevarede fotografier og fingeraftryk. Kommissionen lagde vægt på, at opbevaringen af oplysningerne om klager ikke udgjorde en konstatering af skyld, ligesom opbevaringen ikke var udtryk for en mistanke i strid med artikel 6, stk. 2.

8. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Oprettelsen af et centralt DNA-profilregister vil forudsætte etablering af en personaleenhed hos Rigspolitichefen samt anskaffelse af egnet edb-udstyr m.v. til administration af registeret. De samlede omkostninger til etablering og løbende drift af DNA-profilregisteret skønnes at udgøre 2-3 mio. kr. Disse udgifter vil blive afholdt inden for politiets gældende bevillingsmæssige rammer.

Samlet set skønnes lovforslaget herefter ikke at medføre merudgifter for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ingen erhvervsmæssige eller miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.

Advokatrådet, Politiforbundet i Danmark, Den Almindelige Danske Lægeforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Foreningen af Politimestre i Danmark, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Registertilsynet, Retslægerådet, Rigsadvokaten og Rigspolitichefen.

Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver formålet med at etablere et DNA-profilregister og fastlægger den overordnede ramme for registeret.

Det fremgår af stk. 1, at registeret skal tjene som et internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med identifikation af personer. Registeret må alene benyttes i identifikationsøjemed.

Registeret forudsættes primært at skulle anvendes med henblik på personidentifikation i forbindelse med politiets efterforskning af straffesager. Med formuleringen af bestemmelsen foreslås det dog, at politiet også vil kunne anvende registeret ved andre politimæssige identifikationsopgaver, herunder sager om dødfundne personer eller dødsulykker, hvor de pågældende lig ikke umiddelbart har kunnet identificeres.

Efter bestemmelsen er Rigspolitichefen den registeransvarlige myndighed.

For så vidt angår registerets formål henvises der i øvrigt til afsnit 1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 2 fastslås det, at registeret skal opdeles i henholdsvis en persondel og en spordel, for hvilke der gælder forskellige sletningsregler, jf. §§ 3 og 4. Persondelen vil bestå af personidentificerede DNA-profiler, der er tilvejebragt på grundlag af biologisk materiale udtaget ved legemsindgreb efter retsplejelovens kapitel 72, jf. forslagets § 2, stk. 2, nr. 1. Spordelen vil bestå af ikke-personidentificerede DNA-profiler hidrørende fra sporfund, jf. forslagets § 2, stk. 2, nr. 2.

Det følger af stk. 3, at DNA-profilregisteret består af såvel et manuelt register som et edb-register.

Til § 2

I bestemmelsen fastlægges hvilke oplysninger, der skal kunne optages i DNA-profilregisteret.

På baggrund af registerets formål, hvorefter det alene skal kunne benyttes af politiet i forbindelse med identifikationsopgaver, fremgår det udtrykkeligt af stk. 1, at der kun må optages oplysninger i registeret, som er af politimæssig betydning i identifikationsøjemed.

Det er en følge af betingelsen om, at der alene kan registreres oplysninger af relevans for personidentifikation, at der ikke vil kunne registreres andre oplysninger på baggrund af en DNA-analyse end den talprofil, som kan anvendes i identifikationsøjemed, og som herudover ikke indeholder oplysninger om genetiske egenskaber, jf. afsnit 2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

I stk. 2, nr. 1 og 2, er fastsat den centrale afgrænsning af den personkreds og de oplysninger, som efter forslaget vil kunne optages i henholdsvis registerets persondel og spordel.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at der i persondelen skal kunne ske registrering af personer, der er eller har været sigtet for en eller flere af en række nærmere opregnede alvorlige forbrydelsestyper, jf. nærmere herom i afsnit 4 i de almindelige bemærkninger.

Der kan i persondelen alene registreres DNA-profiler, som er tilvejebragt på grundlag af biologisk materiale udtaget i overensstemmelse med retsplejelovens regler om legemsundersøgelse. Denne betingelse vil også være opfyldt, hvor der i medfør af retsplejelovens § 792 d, stk. 1, er foretaget et legemsindgreb efter samtykke fra en ikke-sigtet person, og denne person efterfølgende bliver sigtet i den pågældende sag. Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

For så vidt angår spordelen, fremgår det af stk. 2, nr. 2, at der heri vil kunne registreres DNA-profiler af biologiske spor, som er fundet på gerningssteder, ofre, effekter eller i øvrigt i tilknytning til en forbrydelse, hvor DNA-profilen ikke er personidentificeret. Det foreslås, at der ikke fastsættes særlige begrænsninger for optagelse af sådanne sporfund, idet der ved en eventuel efterfølgende personidentifikation af sporfundet skal ske sletning fra spordelen, jf. forslagets § 4, nr. 1. Efter personidentifikation af sporfundet vil den pågældende persons DNA-profil kunne registreres i persondelen, hvis betingelserne i stk. 2, nr. 1, er opfyldt.

Af hensyn til registerets praktiske anvendelse er det i bestemmelsens stk. 3 udtrykkeligt fastslået, at der ud over DNA-profiler efter stk. 2 kan optages sådanne oplysninger, som er nødvendige for registerets førelse og anvendelse. Det forudsættes således, at justitsministeren med hjemmel i forslagets § 7 skal kunne fastsætte bestemmelser om, at der kan registreres oplysninger om navn, adresse, cpr.nummer, nationalitet, sagens fakta og afgørelse og lignende.

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter sletningsreglerne for oplysninger i DNA-profilregisterets persondel, jf. forslagets § 2, stk. 2, nr. 1.

I stk. 1 er fastsat regler for, hvornår oplysningerne i persondelen som udgangspunkt skal slettes.

Opgives sigtelsen mod en registreret person som grundløs efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, skal oplysningerne i medfør af stk. 1, nr. 1, straks slettes fra registeret. Der vil ikke være adgang til undtagelsesvis at opretholde registreringen i sådanne tilfælde.

Herudover er der i stk. 1, nr. 2, fastsat en særlig regel for så vidt angår sigtede, men ikke dømte personer, som efter forslaget skal slettes fra registeret senest 10 år efter frifindelse eller endelig afgørelse om påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller tiltalefrafald uden vilkår efter retsplejelovens § 722. Sletning i dette tilfælde vil dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis kunne undlades, hvis det findes nødvendigt at opretholde registreringen, jf. stk. 3.

I alle tilfælde skal der efter stk. 1, nr. 3, ske sletning fra registeret, når en person er fyldt 70 år, med mindre det efter en konkret vurdering undtagelsesvis findes nødvendigt at opretholde registreringen, f.eks. hvis personen er optaget i registeret få år før, at vedkommende fylder 70 år, jf. stk. 3.

I overensstemmelse med retsplejelovens § 792 f, stk. 3, skal oplysninger, der er tilvejebragt på grundlag af et legemsindgreb, som retten enten har nægtet at godkende efterfølgende efter retsplejelovens § 792 c, stk. 3, eller som retten finder uhjemlet ved en afgørelse i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1, straks slettes, jf. stk. 1, nr. 4 og 5. Det samme gælder, hvis politiet efterfølgende finder, at et legemsindgreb har været uhjemlet, jf. stk. 1, nr. 5.

Endelig er der i stk. 1, nr. 6, fastsat en almindelig adgang til at slette oplysninger i persondelen, hvis andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor. Det forudsættes i den forbindelse, at der skal ske sletning i medfør af denne bestemmelse, hvis en anden person - uden at have været sigtet som medgerningsmand - senere dømmes for det forhold, som har dannet grundlag for registreringen af en sigtet, men ikke dømt person.

Det fremgår herudover af stk. 2, at alle oplysninger om en person skal slettes fra registeret senest 2 år efter den pågældendes død.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.1. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 4

Det foreslås i nr. 1, at der skal ske sletning af oplysninger i registerets spordel, når sporfundet er personidentificeret, da oplysningerne herom i så fald ikke længere kan være registreret i spordelen, jf. § 2, stk. 2, nr. 2. Den identificerede persons DNA-profil vil herefter kunne optages i persondelen, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. § 2, stk. 2, nr. 1.

Herudover er der i nr. 2 fastsat en bestemmelse, hvorefter oplysninger om sporfund skal slettes, hvis registrering heraf ikke længere har politimæssig betydning, se hertil § 2, stk. 1.

Endelig foreslås det i nr. 3, at der fastsættes en almindelig adgang til at slette oplysninger om sporfund, hvor andre særlige grunde undtagelsesvis taler herfor. Et eksempel på en situation, som vil være omfattet heraf, er, hvis politiet efterfølgende konstaterer, at sporfundet ikke stammer fra gerningsmanden, men f.eks. fra et offer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 5.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 5

Bestemmelsens stk. 1 fastslår i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag, at der af hensyn til registerets formål og praktiske anvendelse skal kunne ske videregivelse af oplysninger fra registeret til visse offentlige myndigheder m.v., forudsat en sådan videregivelse finder sted i identifikationsøjemed.

Efter stk. 1, nr. 1, kan der ske videregivelse af oplysninger til politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet.

Disse myndigheder vil dog alene kunne modtage oplysninger fra registeret, hvis det er af betydning for vedkommende myndigheds opgaver, jf. forvaltningslovens § 32.

Denne adgang til videregivelse er påkrævet af hensyn til registerets anvendelse i overensstemmelse med formålet. Politiet må således kunne anvende oplysninger fra registeret i forbindelse med efterforskningen af straffesager, og anklagemyndigheden må tilsvarende kunne anvende oplysninger fra registeret i forbindelse med den videre strafforfølgning. Videregivelse af oplysninger til Justitsministeriet vil kunne være relevant i forbindelse med behandling af eventuelle klagesager vedrørende registrering.

Der vil i medfør af stk. 1, nr. 2, ligeledes kunne videregives oplysninger til udenlandske domstole samt politi- og anklagemyndigheder, såfremt dette i det enkelte tilfælde ikke findes betænkeligt. Ved den konkrete vurdering af, om en videregivelse efter denne bestemmelse vil være berettiget, skal der tages hensyn til formålet med videregivelsen, herunder om den sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold og således sker som led i en generel varetagelse af danske interesser. Herudover skal der tages hensyn til forholdene i modtagerlandet, herunder hvorledes oplysningerne må antages at blive anvendt i det pågældende land.

Det er Retsgenetisk Afdeling ved Københavns Universitet, der efter anmodning fra politiet udfører alle DNA-analyser i danske straffesager. Retsgenetisk Afdeling må derfor have adgang til at modtage oplysninger fra registeret i forbindelse med behandlingen af de enkelte straffesager, jf. stk. 1, nr. 3.

Folketingets Ombudsmand vil efter stk. 1, nr. 4, kunne få udleveret oplysninger fra registeret til brug for behandlingen af sager, hvor borgere har indbragt spørgsmål vedrørende registrering i DNA-profilregisteret.

Der kan sædvanligvis videregives oplysninger fra offentlige myndigheders registre til andre offentlige myndigheder m.v., hvis videregivelsen er nødvendig for udførelsen af videnskabelige eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, jf. § 21, stk. 1, nr. 5, i lov om offentlige myndigheders registre.

Registertilsynet har i en udtalelse af 25. marts 1999 tilkendegivet, at der ikke bør være adgang til at videregive oplysninger i sådant forskningsøjemed. Denne indskrænkning i videregivelsesadgangen vil dog ikke afskære adgangen til at foretage politimæssige forskningsprojekter på vegne af Rigspolitichefen.

På baggrund af et DNA-profilregisters karakter af et efterforskningsregister indeholdende personfølsomme oplysninger vedrørende straffesager foreslås det i bestemmelsens stk. 2, at der ikke i øvrigt skal være adgang til at videregive oplysninger fra registeret, herunder til private.

En sådan afskæring af muligheden for at videregive oplysninger til private personer og virksomheder m.v. gælder ligeledes for Det Centrale Kriminalregisters efterforskningsdel og Rigspolitichefens Centrale Fingeraftryksregister og tilsigter at beskytte de registrerede personers interesse i hemmeligholdelse af de registrerede oplysninger.

Der er efter lovforslaget ligeledes ikke adgang til videregivelse af oplysninger til private til brug for statistiske eller forskningsmæssige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, således som det ellers normalt er tilfældet, jf. § 16, stk. 1, nr. 5, i lov om offentlige myndigheders registre.

Baggrunden herfor er, at Registertilsynet i den ovennævnte udtalelse af 25. marts 1999 har udtalt, at der ikke bør være en sådan adgang for så vidt angår et DNA-profilregister.

Til § 6

Efter bestemmelsen skal en registreret person have adgang til registerindsigt i de oplysninger, som er optaget om vedkommende selv i registeret (direkte egen-acces). En sådan adgang til registerindsigt er i overensstemmelse med § 13, stk. 1, i lov om offentlige myndigheders registre, hvorefter den registeransvarlige myndighed som udgangspunkt skal efterkomme en begæring fra en registreret person om at modtage meddelelse om de oplysninger, som er registreret om vedkommende.

Der findes dog alene at burde kunne gives mundtlig underretning om de registrerede oplysninger til den pågældende ved personligt fremmøde. Med en sådan fremgangsmåde vil de registrerede personer kunne beskyttes mod at blive presset af tredjemand til at fremskaffe en udskrift fra registeret, f.eks. i forbindelse med ansættelse.

Rent praktisk forudsættes registerindsigt givet ved personlig henvendelse enten til Rigspolitichefen eller det lokale politi, som vil kunne indhente oplysningerne fra Rigspolitichefen. Udlevering af oplysninger må alene finde sted, hvis den person, der har begæret registerindsigt, kan legitimere sig behørigt, eller der i øvrigt er skabt sikkerhed for, at den pågældende er identisk med den registrerede person. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om fremgangsmåden ved gennemførelse af registerindsigt, jf. forslagets § 7.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 7

Bestemmelserne i en lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister bør efter Justitsministeriets opfattelse alene indeholde de grundlæggende rammer for et sådant registers formål og indhold samt regler om videregivelse af oplysninger herfra.

I bestemmelsen bemyndiges justitsministeren derfor til at fastsætte regler om registerets anvendelse og førelse, som udfylder rammerne i denne lov.

Justitsministeren vil således i forbindelse med oprettelsen af et centralt DNA-profilregister skulle fastsætte nærmere regler om spørgsmål af mere teknisk karakter, herunder vedrørende registerets opbygning, sikkerhedsforanstaltninger og søgning i registeret.

Til § 8

Det foreslås, at loven sættes i kraft med virkning fra den 1. juli 2000.

Til § 9

Efter bestemmelsen skal loven ikke gælde umiddelbart for Færøerne og Grønland. Loven kan imidlertid ved kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Fremsat den 2. december 1999 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om oprettelse af et centralt DNA-profilregister