Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven

Artikel 1

Formål, anvendelsesområde og definitioner

1. Dette direktiv har til formål at lette adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet som selvstændig eller som lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået.

2. I dette direktiv forstås ved

a) »advokat«: enhver person, der er statsborger i en medlemsstat, og som har ret til at udøve virksomhed under en af følgende faglige titler

i Belgien: Avocat/Advocaat/Rechtsanwalt

i Danmark: Advokat

i Tyskland: Rechtsanwalt

i Grækenland: D i k g c p r p f ´

i Spanien: Abogado/Advocat/Avogado/Abokatu

i Frankrig: Avocat

i Irland: Barrister/Solicitor

i Italien: Avvocato

i Luxembourg: Avocat

i Nederlandene: Advocaat

i Østrig: Rechtsanwalt

i Portugal: Advogado

i Finland: Asianajaja/Advokat

i Sverige: Advokat

i Det Forenede Kongerige: Advocate/Barrister/Solicitor

b) »hjemland«: den medlemsstat, hvor advokaten før udøvelsen af advokatvirksomhed i en anden medlemsstat har fået ret til at benytte en af de i litra a) anførte faglige titler

c) »værtsland«: den medlemsstat, hvor advokaten udøver virksomhed i overensstemmelse med dette direktivs bestemmelser

d) »hjemlandets advokattitel«: advokattitlen i den medlemsstat, hvor advokaten før udøvelsen af advokatvirksomhed i værtslandet har fået ret til at benytte denne titel

e) »advokatfællesskab«: en enhed, med eller uden status som juridisk person, der er etableret i henhold til lovgivningen i en medlemsstat, og hvis advokater udøver advokatvirksomhed i fællesskab under en fælles betegnelse

f) »relevant advokattitel« eller »relevant erhverv«: den titel eller det erhverv, der hører under den kompetente myndighed, hos hvilken en advokat lader sig registrere i henhold til artikel 3, i hvilken forbindelse der ved »kompetent myndighed« forstås denne myndighed.

3. Dette direktiv finder både anvendelse på advokater, der udøver virksomhed som selvstændige, og på advokater, der udøver virksomhed som lønmodtagere i hjemlandet og, med forbehold af artikel 8, i værtslandet.

4. Udøvelse af advokatvirksomhed i nærværende direktivs forstand tager ikke sigte på den udveksling af tjenesteydelser, som er omhandlet i direktiv 77/249/EØF.

Bilag

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 713 af 13. september 1999, foretages følgende ændringer

1. § 130 affattes således

»§ 130. Med henblik på opfyldelsen eller anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser kan justitsministeren fastsætte regler om beskikkelse som advokat og udøvelse af advokatvirksomhed, herunder om etablering og virksomhed i advokatfællesskaber, for advokater, der har opnået beskikkelse i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om brug af advokattitler, som er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser, og om straf af bøde for overtrædelse af disse regler.«

2. § 147, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.«

3. § 147 b, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Klager skal indgives inden 6 måneder efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.«

Artikel 2-9 vedrører EU-advokater, der ønsker at udøve advokatvirksomhed i en anden medlemsstat under deres hjemlands advokattitel. En sådan advokat skal lade sig registrere hos værtslandets kompetente myndighed, og advokaten skal ved udøvelse af sin virksomhed angive sit hjemlands advokattitel på hjemlandets officielle sprog.

Når en EU-advokat udøver virksomhed i en anden medlemsstat, er han undergivet de samme faglige og etiske regler som værtslandets advokater. Hvis advokaten under sin virksomhed tilsidesætter sine pligter, gælder værtslandets retsplejeregler, sanktioner og retsmidler.

Advokaten kan udøve samme virksomhed som værtslandets advokater og kan navnlig rådgive om hjemlandets retssystem, EF-ret, international ret og værtslandets retssystem.

I artikel 10 er fastsat bestemmelser om EU-advokaters adgang til at få advokatbeskikkelse i værtslandet. En EU-advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, og som godtgør, at han i mindst 3 år faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med værtslandets retssystem, herunder EF-ret, har adgang til beskikkelse som advokat i værtslandet uden at opfylde diplomadirektivets betingelser herfor. Det samme gælder efter en konkret vurdering en EU-advokat, der kun i kortere tid har været beskæftiget med værtslandets retssystem.

Artikel 2

Ret til at udøve virksomhed under hjemlandets advokattitel

Enhver advokat har i en hvilken som helst anden medlemsstat ret til varigt at udøve de i artikel 5 nævnte former for advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel.

For integration i advokaterhvervet i værtslandet gælder bestemmelserne i artikel 10.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at skabe hjemmel til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/5/EF af 16. februar 1998 om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået, (etableringsdirektivet) i dansk ret.

Med etableringsdirektivets gennemførelse åbnes mulighed for varig udøvelse af advokatvirksomhed her i landet for EU-advokater, der har opnået beskikkelse i en anden medlemsstat. Der gives endvidere EU-advokater en udvidet adgang til at opnå dansk advokatbeskikkelse.

Etableringsdirektivet skal være gennemført i dansk ret senest den 14. marts 2000. Direktivet er optaget som bilag til lovforslaget.

Justitsministeriet har til hensigt at gennemføre etableringsdirektivet i dansk ret ved en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i retsplejeloven. Det foreslås derfor, at bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 130 ændres, således at der skabes mulighed herfor.

Samtidig foreslås justitsministeren bemyndiget til at fastsætte regler om brug af andre landes advokattitler og om bødestraf for overtrædelse af disse regler.

Endelig foreslås reglerne om indbringelse af klager til Advokatnævnet i retsplejelovens kapitel 15 a og kapitel 15 b ændret på enkelte punkter. Således foreslås fristen for at indbringe adfærdsklager til Advokatnævnet forlænget fra de nuværende 3 måneder til 6 måneder, ligesom det foreslås præciseret, at nævnets adgang til at behandle salærklager og adfærdsklager, der er indgivet efter klagefristens udløb, gælder i tilfælde, hvor fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.

2. EU-advokaters adgang til erhvervsudøvelse i Danmark

2.1. Tjenesteydelsesdirektivet

Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser giver EU-advokater ret til at præstere tjenesteydelser i andre lande end det land, hvor de har opnået beskikkelse som advokat. Direktivets bestemmelser om tjenesteydelser omfatter især retten til at give møde for andre landes domstole, men også udenretlig rådgivning er omfattet. Endvidere indeholder direktivet regler om, i hvilket omfang advokaternes virksomhed er undergivet værtslandets eller hjemlandets faglige regler. Direktivet indeholder derimod ikke bestemmelser om etablering eller gensidig anerkendelse af uddannelser.

Tjenesteydelsesdirektivet er med hjemmel i retsplejelovens § 130 gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 94 af 15. marts 1979 om EF-advokaters virksomhed her i landet med senere ændringer.

2.2. Diplomadirektivet

Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst 3 års varighed regulerer bl.a. adgangen til at få dansk advokatbeskikkelse for personer, der har fået advokatbeskikkelse i deres hjemland.

Dette direktiv er gennemført i dansk ret ved lov nr. 291 af 8. maj 1991.

2.3. Etableringsdirektivet

Etableringsdirektivet, som agtes gennemført ved en bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, vil gøre det muligt for EU-advokater varigt at udøve virksomhed her i landet. Endvidere åbner direktivet mulighed for yderligere integration af EU-advokater i det danske advokaterhverv.

Formålet med etableringsdirektivet er således at lette adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet som selvstændig eller som lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået.

Etableringsdirektivets materielle bestemmelser regulerer tre hovedområder: 1) artikel 2-9 om udøvelse af advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel, 2) artikel 10 om ligestilling med værtslandets advokater og 3) artikel 11 om advokatfællesskaber.

Artikel 3

Registrering hos en kompetent myndighed

1. En advokat, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor han har fået sin beskikkelse, skal lade sig registrere hos denne medlemsstats kompetente myndighed.

2. Værtslandets kompetente myndighed registrerer advokaten efter fremlæggelse af bevis for vedkommendes registrering hos hjemlandets kompetente myndighed. Værtslandets kompetente myndighed kan kræve, at det af hjemlandets kompetente myndighed udstedte bevis højst er tre måneder gammelt ved fremlæggelsen. Værtslandets kompetente myndighed giver hjemlandets kompetente myndighed underretning om denne registrering.

3. Med henblik på anvendelsen af stk. 1 gælder følgende

i Det Forenede Kongerige og i Irland skal advokater, der udøver virksomhed under en anden advokattitel end den, der benyttes i Det Forenede Kongerige eller i Irland, enten lade sig registrere hos den myndighed, der er kompetent for »barristers« og »advocates«, eller hos den myndighed, der er kompetent for »solicitors«

i Det Forenede Kongerige er den kompetente myndighed for en irsk »barrister« den myndighed, der er kompetent for »barristers« og »advocates«, og for en irsk »solicitor« den myndighed, der er kompetent for »solicitors«

i Irland er den myndighed, der er kompetent for »barristers« og »advocates« fra Det Forenede Kongerige, den myndighed, der er kompetent for »barristers«, og for en »solicitor« fra Det Forenede Kongerige den myndighed, der er kompetent for »solicitors«.

4. Når værtslandets kompetente myndighed offentliggør navnene på de advokater, der er registreret hos den, skal den også offentliggøre navnene på de advokater, der er registreret på grundlag af dette direktiv.

Artikel 4

Udøvelse af virksomhed under hjemlandets advokattitel

1. Advokater, der udøver virksomhed i et værtsland under hjemlandets advokattitel, skal udøve virksomheden under denne titel, der skal angives på hjemlandets officielle sprog eller et af dets officielle sprog på en sådan måde, at enhver forveksling med værtslandets advokattitel undgås.

2. Til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1 kan værtslandet kræve, at advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, tilføjer en oplysning om, hvilken faglig organisation i hjemlandet de tilhører, eller for hvilken domstol de har møderet i henhold til hjemlandets lovgivning. Værtslandet kan ligeledes kræve, at advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, anfører, at de er registreret hos hjemlandets kompetente myndighed.

Artikel 5

Aktivitetsområde

1. Med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 og 3 kan en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, udøve den samme form for advokatvirksomhed som advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, og kan navnlig rådgive om hjemlandets retssystem, EF-ret, international ret og værtslandets retssystem. Under alle omstændigheder skal han overholde de procedureregler, som gælder med hensyn til de nationale domstole.

2. Medlemsstater, der på deres område tillader en bestemt kategori advokater at oprette dokumenter, der giver bemyndigelse til at behandle dødsboer, eller som vedrører stiftelse eller overdragelse af rettigheder over fast ejendom, hvilket i andre medlemsstater er forbeholdt andre professioner end advokater, kan fra denne form for virksomhed udelukke advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, når denne er opnået i en af sidstnævnte medlemsstater.

3. Hvad angår udøvelse af virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten, kan værtslandet, i det omfang denne form for virksomhed i henhold til værtslandets retsregler er forbeholdt advokater, der udøver virksomhed under denne medlemsstats advokattitel, pålægge advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, enten at handle sammen med en advokat, der har møderet for den ret, der skal behandle sagen, og som i givet fald ville være ansvarlig over for denne ret, eller sammen med en »avoué«, der har møderet for den pågældende ret.

For at sikre, at retsvæsenet fungerer tilfredsstillende, kan medlemsstaterne dog udarbejde særbestemmelser for adgang til de øverste retsinstanser, f.eks. anvendelse af specialiserede advokater.

Artikel 6

Faglige og etiske regler

1. Uanset de faglige og etiske regler, en advokat er underkastet i hjemlandet, er en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, underkastet de samme faglige og etiske regler som de advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, for så vidt angår alle de former for virksomhed, han udøver på værtslandets område.

2. Advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, skal sikres passende repræsentation i værtslandets faglige instanser. En sådan repræsentation indebærer som et minimum stemmeret ved valg til disses organer.

3. Værtslandet kan pålægge en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, pligt til at tegne en advokatforsikring eller til at tilslutte sig en for advokater etableret garantifond efter de regler, værtslandet fastsætter for advokatvirksomhed, der udøves på dets område. En advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, er dog fritaget for denne forpligtelse, hvis han kan dokumentere, at han er omfattet af en forsikrings- eller garantiordning i overensstemmelse med de i hjemlandet gældende regler, forudsat at den pågældende forsikrings- eller garantiordning er ækvivalent i henseende til dækningens vilkår og omfang. Foreligger der kun delvis ækvivalens, kan værtslandets kompetente myndighed kræve, at der tegnes en supplerende forsikring eller stilles en supplerende garanti for at dække de områder, der ikke er omfattet af den forsikring, der er tegnet, eller den garanti, der er stillet efter hjemlandets regler.

Artikel 7

Disciplinærsager

1. Dersom en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, tilsidesætter de i værtslandet gældende forpligtelser, finder værtslandets retsplejeregler, sanktioner og retsmidler anvendelse.

2. Før en disciplinærsag indledes over for en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, skal værtslandets kompetente myndighed hurtigst muligt give hjemlandets kompetente myndighed underretning herom med fremlæggelse af alle relevante oplysninger.

Første afsnit finder tilsvarende anvendelse, når en disciplinærsag indledes af hjemlandets kompetente myndighed, som skal give værtslandets (landenes) kompetente myndighed underretning herom.

3. Uden at det indskrænker den beslutningsbeføjelse, der tilkommer værtslandets kompetente myndighed, skal denne under hele disciplinærsagen samarbejde med hjemlandets kompetente myndighed. Navnlig skal værtslandets kompetente myndighed træffe de fornødne foranstaltninger til, at hjemlandets kompetente myndighed har mulighed for at fremkomme med eventuelle bemærkninger for de instanser, for hvilke sagen indbringes.

4. Hjemlandets kompetente myndighed afgør efter sine egne formelle og materielle regler, hvilke konsekvenser der skal drages af den afgørelse, værtslandets kompetente myndighed har truffet over for en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel.

5. Selv om det ikke er en forudsætning for den beslutning, værtslandets kompetente myndighed måtte træffe, medfører den omstændighed, at hjemlandets kompetente myndighed midlertidigt eller definitivt fratager advokaten retten til at udøve advokatvirksomhed, automatisk, at den pågældende advokat midlertidigt eller definitivt mister retten til at udøve virksomhed i værtslandet under hjemlandet advokattitel.

Artikel 8

Udøvelse af advokatvirksomhed som lønmodtager

En advokat, der er registreret i et værtsland under hjemlandets advokattitel, kan udøve advokatvirksomhed som lønmodtager hos en anden advokat, hos en advokatsammenslutning eller i et advokatselskab eller i en offentlig eller privat virksomhed, i det omfang værtslandet giver advokater, der er registreret under værtslandets advokattitel, ret hertil.

Artikel 9

Begrundelse samt domstolsprøvelse

Afslag på den i artikel 3 omhandlede registrering eller tilbagekaldelse af en sådan registrering samt afgørelser, hvorved der pålægges disciplinære sanktioner, skal begrundes.

Sådanne afgørelser kan efter reglerne i national ret indbringes for domstolene med henblik på prøvelse.

Artikel 10

Ligestilling med advokater i værtslandet

1. En advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, og som godtgør, at han i mindst tre år faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med værtslandets retssystem, herunder EF-ret, fritages for at opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 89/48/EØF, når han ønsker adgang til advokaterhvervet i værtslandet. Ved »faktisk og regelmæssig udøvelse af virksomhed« forstås en reel udøvelse af virksomhed uden afbrydelser bortset fra dem, der følger af begivenheder i det daglige liv.

Det påhviler den pågældende advokat at godtgøre over for værtslandets kompetente myndighed, at han faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med værtslandets retssystem i mindst tre år. Med henblik herpå

a) skal advokaten forelægge værtslandets kompetente myndighed alle oplysninger og relevante dokumenter, navnlig om antallet og arten af de sager, han har behandlet

b) kan værtslandets kompetente myndighed kontrollere den faktiske og regelmæssige udøvelse af virksomhed og kan om fornødent anmode advokaten om mundtligt eller skriftligt at forelægge yderligere præciseringer vedrørende de oplysninger og dokumenter, der er nævnt i litra a).

En beslutning fra værtslandets kompetente myndighed om ikke at indrømme fritagelse, hvis ikke det godtgøres, at kravene i første afsnit er opfyldt, skal begrundes og kan efter reglerne i national ret indbringes for domstolene med henblik på prøvelse.

2. En advokat, der i et værtsland udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, kan til enhver tid anmode om, at hans eksamensbevis anerkendes i henhold til direktiv 89/48/EØF med henblik på at få adgang til advokaterhvervet i værtslandet og på at udøve virksomhed under den advokattitel, der svarer til dette erhverv i denne medlemsstat.

3. En advokat, der udøver virksomhed under sit hjemlands advokattitel, og som godtgør, at han i mindst tre år faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed i værtslandet, men kun i kortere tid har beskæftiget sig med denne medlemsstats retssystem, kan uden at skulle opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), i direktiv 89/48/EØF, med tilladelse fra værtslandets kompetente myndighed få adgang til advokaterhvervet i denne medlemsstat og få ret til at udøve dette erhverv under den titel, der svarer hertil i værtslandet, på nedenstående betingelser og vilkår

a) Værtslandets kompetente myndighed tager hensyn til, om advokaten faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed i den ovenfor anførte periode, i hvilken udstrækning han har kendskab til og faglig erfaring i værtslandets retssystem, herunder faglige og etiske regler.

b) Advokaten forelægger værtslandets kompetente myndighed alle relevante oplysninger og dokumenter, navnlig om de sager, han har behandlet. Vurderingen af, om advokaten faktisk og regelmæssigt har udøvet virksomhed i værtslandet, samt vurderingen af, om han vil være i stand til at fortsætte den virksomhed, han har udøvet dér, sker som led i en samtale med værtslandets kompetente myndighed, hvorunder det skal kontrolleres, om virksomheden er udøvet faktisk og regelmæssigt.

En beslutning fra værtslandets kompetente myndighed om ikke at give den pågældende tilladelse, hvis ikke det godtgøres, at kravene i første afsnit er opfyldt, skal begrundes og kan efter reglerne i national ret indbringes for domstolene med henblik på prøvelse.

4. Værtslandets kompetente myndighed kan ved en begrundet afgørelse, som kan indbringes for domstolene efter national ret, nægte at lade advokaten være omfattet af bestemmelserne i denne artikel, især hvis den skønner, at samfundsmæssige hensyn ville blive tilsidesat som følge af disciplinære sager, klager eller hændelser af enhver art.

5. Repræsentanterne for den kompetente myndighed, der behandler ansøgningen, skal behandle alle oplysninger, der er blevet forelagt, som fortrolige.

6. En advokat, der har fået adgang til advokaterhvervet i værtslandet efter reglerne i stk. 1, 2 og 3, har ud over retten til at gøre brug af den advokattitel, der svarer til advokaterhvervet i værtslandet, også ret til at gøre brug af hjemlandets advokattitel på hjemlandets officielle sprog eller et af dets officielle sprog.

Bilag

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 98/5/EF

af 16. februar 1998

om lettelse af adgangen til varig udøvelse af advokaterhvervet i en anden

medlemsstat end den, hvor beskikkelsen er opnået

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 49 og artikel 57, stk. 1 og stk. 2, første og tredje punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2) ,

i overensstemmelse med proceduren i traktatens artikel 189 B(3) , og

ud fra følgende betragtninger

(1) I henhold til traktatens artikel 7 A indebærer det indre marked et område uden indre grænser, og i henhold til traktatens artikel 3, litra c), er fjernelsen af hindringerne for den frie bevægelighed for personer og tjenesteydelser mellem medlemsstaterne et af Fællesskabets mål; for medlemsstaternes statsborgere indebærer det bl.a. ret til at udøve et erhverv enten som selvstændig eller som lønmodtager i en anden medlemsstat end den, hvor de har erhvervet deres faglige kvalifikationer;

(2) en advokat, der er fuldt kvalificeret i en medlemsstat, kan allerede nu anmode om at få sit eksamensbevis anerkendt med henblik på at etablere sig i en anden medlemsstat for dér at udøve advokatvirksomhed under denne medlemsstats advokattitel i henhold til Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed(4) ; formålet med nævnte direktiv er at åbne mulighed for advokaters integration i advokaterhvervet i værtslandet, og det tager ikke sigte på at ændre de faglige regler, der gælder i værtslandet, eller at unddrage advokaten for anvendelsen af disse regler;

(3) medens nogle advokater hurtigt kan integreres i advokaterhvervet i værtslandet, navnlig ved at bestå den i direktiv 89/48/EØF omhandlede egnethedsprøve, bør andre fuldt kvalificerede advokater kunne opnå en sådan integration efter, at de i en periode har udøvet advokatvirksomhed i værtslandet under hjemlandets advokattitel, eller de bør kunne fortsætte deres virksomhed under hjemlandets advokattitel;

(4) denne periode skal give advokaten mulighed for at blive integreret i advokaterhvervet i værtslandet, efter at det er godtgjort, at han er i besiddelse af erhvervserfaring dér;

(5) det er berettiget, at en aktion på området gennemføres på fællesskabsplan, ikke alene fordi en sådan aktion i forhold til den generelle ordning for gensidig anerkendelse gør det lettere for advokater at blive integreret i advokaterhvervet i værtslandet, men også fordi den, ved at give advokater mulighed for varigt at udøve virksomhed i værtslandet under hjemlandets advokattitel, imødekommer behovet hos klienter, der på grund af øgede forretningsmellemværender som følge af navnlig det indre marked søger rådgivning i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, der ofte involverer international ret, EF-ret og national ret;

(6) en aktion på fællesskabsplan er også berettiget, fordi kun nogle få medlemsstater i dag tillader, at der på deres område udøves advokatvirksomhed - på anden måde end i form at tjenesteydelser - af advokater, der kommer fra andre medlemsstater, og som udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel; i de medlemsstater, hvor en sådan mulighed består, er de herfor gældende betingelser desuden meget forskellige, f.eks. hvad angår aktivitetsområde og pligten til at lade sig registrere hos myndighederne; så forskelligartede situationer fører til forskelsbehandling og konkurrenceforvridning mellem medlemsstaternes advokater og udgør en hindring for den frie bevægelighed; kun et direktiv, der fastsætter de nærmere betingelser for, at advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, kan udøve advokatvirksomhed - på anden måde end i form af tjenesteydelser - kan løse disse problemer og i samtlige medlemsstater give advokater og klienter de samme muligheder;

(7) dette direktiv indeholder i overensstemmelse med sit formål ikke regler vedrørende rent interne forhold, og det berører kun nationale faglige regler i det omfang, det er nødvendigt for faktisk at nå det tilsigtede mål; direktivet griber navnlig ikke ind i nationale regler vedrørende adgang til og udøvelse af advokatvirksomhed under værtslandets advokattitel;

(8) advokater, der er omfattet af dette direktiv, bør være forpligtet til at lade sig registrere hos værtslandets kompetente myndighed, for at denne kan sikre sig, at advokaterne overholder de faglige og etiske regler, som gælder i værtslandet; denne registrerings retsvirkninger med hensyn til, i hvilke retskredse og for hvilke instanser og domstole advokaterne har møderet, bestemmes af den lovgivning, der gælder for værtslandets advokater;

(9) advokater, der endnu ikke er integreret i advokaterhvervet i værtslandet, skal i denne medlemsstat udøve deres virksomhed under hjemlandets advokattitel for derved at sikre forbrugerne fyldestgørende information og gøre det muligt at sondre mellem disse advokater og værtslandets advokater, der udøver virksomhed under værtslandets advokattitel;

(10) advokater, der er omfattet af dette direktiv, bør have mulighed for at rådgive om navnlig hjemlandets retssystem, EF-ret, international ret og værtslandets retssystem; for så vidt angår udveksling af tjenesteydelser var dette allerede tilladt i henhold til Rådets direktiv 77/249/EØF af 22. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (1) ; det bør dog ligesom i direktiv 77/249/EØF fastsættes, at oprettelsen af visse retsgyldige dokumenter i forbindelse med fast ejendom og dødsboer kan udelukkes fra de aktiviteter, advokater kan udøve i Det Forenede Kongerige og i Irland under hjemlandets advokattitel; nærværende direktiv berører ikke de bestemmelser, der i en medlemsstat forbeholder visse aktiviteter for andre erhverv end advokaterhvervet; der bør ligeledes ligesom i direktiv 77/249/EØF gives værtslandet ret til at kræve, at en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten handler sammen med en lokal advokat; forpligtelsen til at handle sammen med en anden advokat anvendes som fortolket af De Europæiske Fællesskabers Domstol, navnlig i dommen af 25. februar 1988 i sag 427/85 (Kommissionen mod Tyskland)(2) ;

(11) for at sikre, at retsvæsenet fungerer tilfredsstillende, bør medlemsstaterne have mulighed for gennem særbestemmelser at lade adgangen til deres øverste retsinstanser være forbeholdt specialiserede advokater uden derved at hindre integrationen af advokater fra medlemsstaterne, som måtte opfylde betingelserne;

(12) en advokat, der i værtslandet er registreret under hjemlandets advokattitel, skal forblive registreret hos hjemlandets kompetente myndighed for at kunne bevare sin titel som advokat og kunne benytte sig af dette direktiv; et snævert samarbejde mellem de kompetente myndigheder er derfor nødvendigt, navnlig med henblik på eventuelle disciplinærsager;

(13) advokater, der er omfattet af dette direktiv, kan, uanset om de i hjemlandet udøver advokatvirksomhed som lønmodtager eller som selvstændig, i værtslandet udøve advokatvirksomhed som lønmodtager, i det omfang denne medlemsstat giver sine egne advokater mulighed herfor;

(14) dette direktiv giver advokater ret til at udøve virksomhed i en anden medlemsstat under hjemlandets advokattitel, men det er også formålet at gøre det lettere for advokater at opnå værtslandets advokattitel; det følger af traktatens artikel 48 og 52, som fortolket af Domstolen, at værtslandet altid har pligt til at tage hensyn til den erhvervserfaring, der er opnået på dets område; efter tre års faktisk og regelmæssig udøvelse af virksomhed i værtslandet, hvor vedkommende advokat har været beskæftiget med værtslandets retssystem, herunder EF-ret, kan det med rimelighed formodes, at advokaten har opnået de kvalifikationer, der er nødvendige for at blive fuldstændigt integreret i advokaterhvervet i værtslandet; efter denne periode bør advokaten kunne opnå værtslandets advokattitel, hvis han kan godtgøre, at han har opnået erhvervserfaring dér; denne erfaring kan gøres til genstand for efterprøvning; hvis der i de mindst tre års faktiske og regelmæssige udøvelse af virksomhed kun indgår en kortere tid, hvor advokaten har beskæftiget sig med værtslandets retssystem, bør myndigheden desuden tage hensyn til alt øvrigt kendskab til dette retssystem, og den kan efterprøve dette kendskab ved en samtale; godtgøres det ikke, at betingelserne er opfyldt, skal værtslandets kompetente myndighed begrunde, hvorfor den ikke kan tildele denne medlemsstats advokattitel efter de retningslinjer for forenkling, der er knyttet til nævnte betingelser; afslaget vil kunne indbringes for domstolene efter national ret;

(15) den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling i Fællesskabet viser, at muligheden for at udøve advokatvirksomhed i fællesskab, herunder i en sammenslutning, bliver en realitet; det bør undgås, at den omstændighed, at advokatvirksomhed udøves i fællesskab i hjemlandet, bruges som påskud til at lægge hindringer i vejen for advokater, der deltager i fællesskabet, og som ønsker at etablere sig i værtslandet; det bør dog tillades medlemsstaterne at træffe passende foranstaltninger med det legitime mål at sikre advokatstandens uafhængighed; der bør fastsættes visse garantier i samtlige medlemsstater, der tillader udøvelse af advokatvirksomhed gennem advokatfællesskaber -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV

Artikel 11 regulerer EU-advokaters adgang til i advokatfællesskaber at udøve advokatvirksomhed her i landet. Det skal således være muligt for EU-advokater at udøve advokatvirksomhed i advokatfællesskaber i værtslandet både med advokater fra samme hjemland, med advokater fra andre medlemsstater og med værtslandets advokater.

Det skal ligeledes være muligt at udøve virksomheden som en filial eller et agentur af det advokatfællesskab, som EU-advokaten er medlem af i hjemlandet.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Gennemførelse af etableringsdirektivet

3.1.1. Bemyndigelsesbestemmelsens rækkevidde

Lovforslaget er udformet som en bemyndigelsesbestemmelse til justitsministeren.

Ligesom tjenesteydelsesdirektivet vil etableringsdirektivet efter Justitsministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres ved en bekendtgørelse, idet direktivet i vidt omfang indeholder bestemmelser af teknisk karakter. Yderligere vil denne gennemførelsesform være hensigtsmæssig, såfremt etableringsdirektivet senere måtte blive ændret. Hertil kommer, at andre regler vedrørende udenlandske advokaters erhvervsudøvelse (tjenesteydelsesdirektivet) i forvejen findes i administrativt fastsatte forskrifter.

Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i retsplejelovens § 130 (tidligere § 129 a) er affattet således, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om udøvelse af advokatvirksomhed her i landet for advokater, der er etableret i en anden medlemsstat. I bemærkningerne til lovforslaget (L 47 fremsat den 17. oktober 1978) er anført, at lovforslaget tilsigter at skabe mulighed for, at Danmark kan opfylde de forpligtelser, der følger af EF-Rådets direktiv af 22. marts 1977 om lettelse med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser. Det er endvidere anført, at direktivet kun indeholder regler om adgangen til at udføre tjenesteydelser og ikke bestemmelser om etablering og gensidig anerkendelse af uddannelser (FT 1978-79, tillæg A, sp. 731).

Da gennemførelsen af etableringsdirektivet vil indebære, at der fastsættes bestemmelser om EU-advokaters adgang til etablering her i landet og om adgang til dansk advokatbeskikkelse, finder Justitsministeriet det rigtigst at ændre affattelsen i overensstemmelse med forslaget til den nye bestemmelse i retsplejelovens § 130, stk. 1.

Forslaget til den ændrede affattelse af § 130 er udformet på en sådan måde, at det endvidere giver adgang til at gennemføre eventuelle kommende direktiver. Bestemmelsen giver ligeledes adgang til at fastsætte regler med henblik på opfyldelsen eller anvendelsen af andre vedtagelser i Det Europæiske Fællesskab. Der vil således kunne fastsættes regler, der er nødvendige for anvendelsen af forordninger, hvis der fremover måtte blive tale om at anvende denne form for retsakter på advokatområdet.

Bestemmelsen giver desuden adgang til at fastsætte bestemmelser om udøvelse af advokatvirksomhed her i landet for advokater fra lande omfattet af EØS-aftalen eller andre lande, som Fællesskabet i fremtiden måtte indgå aftale med.

EØS-aftalen omfatter de 15 EU-medlemslande samt Island, Liechtenstein og Norge. Hovedformålet med aftalen er, at EF-traktatens regler om fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital skal gælde inden for hele EØS-området.

Gennem EØS-aftalen forpligter Island, Liechtenstein og Norge sig til at tilpasse deres lovgivning til de direktiver, som er anført i et bilag til aftalen. For så vidt angår senere vedtagne direktiver indeholder aftalen en nærmere fastsat ordning for indføjelse af disse direktiver på bilaget til aftalen.

Det Blandede EØS-Udvalg har ikke truffet afgørelse om at indføje etableringsdirektivet på bilaget til aftalen. Justitsministeriet finder det dog mest hensigtsmæssigt allerede nu at lade bemyndigelsesbestemmelsen også omfatte EØS-landene. Bestemmelsen vil samtidig give adgang til at gennemføre kommende vedtagelser, der omfatter EØS-landene.

3.1.2. Retten til at udøve virksomhed under hjemlandets titel

Bestemmelserne i retsplejelovens §§ 123-124 giver alene advokater med dansk beskikkelse adgang til at drive advokatvirksomhed i Danmark.

I medfør af tjenesteydelsesdirektivet har EU-advokater adgang til at præstere enkeltstående ydelser i form af f.eks. repræsentation og forsvar af en klient for retten. Derimod giver tjenesteydelsesdirektivet ikke adgang til varig etablering her i landet.

Det er Justitsministeriets hensigt at udnytte bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse til at udfærdige en bekendtgørelse, der, foruden at fastslå EU-advokaters ret til at etablere sig her i landet, i vidt omfang henviser til direktivet for så vidt angår anvendelse af de faglige og etiske regler.

Som anført ovenfor under pkt. 2.3., er en EU-advokat, der udøver virksomhed her i landet under sit hjemlands titel, efter direktivet undergivet de samme faglige og etiske regler som danske advokater. Hvis advokaten under sin virksomhed tilsidesætter sine pligter, gælder de danske retsplejeregler, sanktioner og retsmidler. Bekendtgørelsen vil indeholde en henvisning til direktivets bestemmelse herom. Forskrifter for advokater i retsplejeloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven samt forskrifter i anden lovgivning finder således tilsvarende anvendelse for EU-advokater, der udøver advokatvirksomhed her i landet under deres hjemlands advokattitel.

Udover denne generelle henvisning vil bekendtgørelsen indeholde en udtrykkelig bestemmelse om, at retsplejelovens kapitel 14 om ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed finder tilsvarende anvendelse på EU-advokaters ret til at udøve virksomhed her i landet. Der vil endvidere blive optaget bestemmelser om EU-advokaters medlemskab af Advokatsamfundet, om Advokatrådets tilsynsret over for EU-advokater, jf. retsplejelovens § 143, og om kredsbestyrelsernes og Advokatnævnets kompetence over for EU-advokater i forbindelse med henholdsvis salærklager og disciplinærsager, jf. herved retsplejelovens kapitel 15 a og kapitel 15 b.

Det følger af etableringsdirektivet, at en EU-advokat, der ønsker at udøve virksomhed i Danmark under hjemlandets titel, skal lade sig registrere her i landet. Registreringen sker efter fremlæggelse af bevis for den pågældendes registrering hos hjemlandets kompetente myndighed. Det vil på den baggrund kunne lægges til grund, at den pågældende er berettiget til at udøve advokatvirksomhed i sit hjemland. Som følge heraf vil der ikke i bekendtgørelsen blive stillet krav om, at EU-advokater, der ønsker at virke under hjemlandets titel, skal dokumentere at opfylde betingelserne for at opnå dansk advokatbeskikkelse i retsplejelovens § 119 og § 121.

Det vil yderligere i bekendtgørelsen blive fastsat, i hvilke tilfælde en registrering her i landet skal ophæves. En registrering vil skulle ophæves, hvis en EU-advokat her i landet mister retten til at udøve advokatvirksomhed, eller hvis en EU-advokat af sit hjemlands kompetente myndighed fratages retten til at udøve advokatvirksomhed. I de sidstnævnte tilfælde følger det af direktivets artikel 7, stk. 5, at den pågældende automatisk mister retten til at udøve virksomhed her i landet under hjemlandets titel.

Spørgsmålet om, hvorvidt en disciplinær sanktion i værtslandet skal have konsekvenser i hjemlandet, reguleres ikke i direktivet. Hvis en EU-advokat modtager en disciplinær sanktion her i landet, vil det være op til hjemlandets kompetente myndigheder - efter hjemlandets formelle og materielle regler - at tage stilling til, om der skal drages konsekvenser i hjemlandet, jf. direktivets artikel 7, stk. 4. Det vil således også i tilfælde, hvor en advokat med dansk beskikkelse i en af de andre medlemsstater modtager en disciplinær sanktion, skulle afgøres af de danske myndigheder og efter dansk ret, om der også her i landet skal fastsættes en sanktion i anledning af det forhold, der har medført en sanktion i værtslandet.

Direktivet indeholder enkelte bestemmelser, der giver medlemsstaterne adgang til at vælge, hvilke krav der stilles i forbindelse med EU-advokaters virksomhed i værtslandet. I overensstemmelse hermed vil der i bekendtgørelsen blive fastsat bestemmelser om EU-advokaters adgang til at møde for en dansk domstol. Der vil desuden være bestemmelser om den dokumentation, der skal fremlægges i forbindelse med registrering, ligesom det vil blive bestemt, at en EU-advokat - udover at angive sin advokattitel på hjemlandets officielle sprog - skal angive nærmere bestemte oplysninger om sin faglige tilknytning i hjemlandet.

Enkelte bestemmelser i direktivet, som f.eks. artikel 6, stk. 2, om passende repræsentation i værtslandets faglige instanser, vil kunne gennemføres ved en ændring af Advokatsamfundets vedtægter.

3.1.3. Adgangen til dansk advokatbeskikkelse

Efter retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 3, er det en betingelse for at få beskikkelse som advokat, at ansøgeren har bestået juridisk kandidateksamen.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.2. gælder diplomadirektivet bl.a. for advokaterhvervet. Efter diplomadirektivets bestemmelser kan den kompetente myndighed ikke med henvisning til manglende kvalifikationer nægte en EU-statsborger, der er i besiddelse af et eksamensbevis, adgang til at optage eller udøve sit erhverv på samme vilkår som dem, der gælder for landets egne statsborgere.

Værtslandet har imidlertid mulighed for at stille supplerende krav til ansøgerne. Værtslandet kan således i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, litra b, kræve, at ansøgeren gennemgår en prøvetid eller består en egnethedsprøve. Hvis der fastsættes en prøvetid, må denne ikke overstige 3 år.

Som udgangspunkt skal værtslandet give ansøgeren ret til at vælge mellem prøvetid og egnethedsprøve. Dog kan værtslandet som en fravigelse af dette udgangspunkt foreskrive en prøvetid eller egnethedsprøve, hvis der er tale om et erhverv, for hvis udøvelse det er nødvendigt at have nøje kendskab til national ret, og i forbindelse med hvilket rådgivning og/eller bistand med hensyn til national ret indgår som et væsentligt og fast element.

Justitsministeriet har hidtil administreret bestemmelserne i diplomadirektivet således, at ansøgerne, d.v.s. advokater fra andre EU-lande, har skullet gennemføre en prøvetid, hvis længde er fastsat af Justitsministeriet.

Justitsministeriet har til hensigt i den bekendtgørelse, der udstedes i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, at fastsætte bestemmelser om EU-advokaters adgang til at få dansk advokatbeskikkelse. Bestemmelserne vil i vidt omfang bestå i henvisninger til direktivets bestemmelser herom.

Det indebærer, at en EU-advokat, der udøver advokatvirksomhed her i landet under sit hjemlands advokattitel, og som godtgør, at han i mindst 3 år faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med det danske retssystem, herunder EF-ret, fritages for at opfylde de betingelser, der er fastsat i diplomadirektivets artikel 4, stk. 1, litra b. Der kan således ikke stilles krav om, at den pågældende gennemgår en prøvetid eller består en egnethedsprøve.

En sådan EU-advokat, der dog kun i kortere tid har beskæftiget sig med det danske retssystem, vil ligeledes efter en konkret vurdering kunne opnå dansk advokatbeskikkelse uden at opfylde diplomadirektivets krav om egnethedsprøve eller prøvetid. Det gælder, hvis han kan godtgøre på anden måde at have erhvervet tilstrækkeligt kendskab til og faglig erfaring i det danske retssystem til at kunne beskikkes som advokat.

Adgangen for EU-advokater til at påberåbe sig diplomadirektivet vil endvidere stadig gælde ved siden af ordningen efter etableringsdirektivet.

3.1.4. Adgangen til at virke i advokatfællesskaber

Ifølge retsplejelovens § 124, stk. 1, må advokatvirksomhed ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i et fællesskab af advokater kun udøves af et advokatselskab, der drives i aktie- eller anpartsselskabsform. Et advokatselskab må alene have til formål at drive advokatvirksomhed og er pligtig og eneberettiget til i navnet at benytte ordene »advokataktieselskab« eller »advokatanpartsselskab« eller deraf dannede forkortelser.

Efter retsplejelovens § 124, stk. 3, må aktier eller anparter i et advokatselskab kun ejes af advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed i selskabet, i dets moderselskab eller dets datterselskab eller af et andet advokatselskab. Det er således ikke muligt for andre erhverv, f.eks. revisorer, at have ejerskab i en advokatvirksomhed.

Da udøvelse af advokatvirksomhed gennem visse advokatfællesskaber er tilladt i Danmark, skal EU-advokater efter etableringsdirektivets bestemmelser også have mulighed for at udøve virksomhed i advokatfællesskaber.

Der vil derfor i den bekendtgørelse, som Justitsministeriet har til hensigt at udstede, i overensstemmelse med direktivets bestemmelser blive fastsat regler om, at en eller flere EU-advokater, der her i landet udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, og som er tilknyttet ét og samme advokatfællesskab i hjemlandet, her i landet kan udøve advokatvirksomhed gennem en filial eller et agentur oprettet af det pågældende advokatfællesskab.

Der vil endvidere i bekendtgørelsen blive fastsat regler om, at EU-advokater, der udøver virksomhed her i landet under deres hjemlands advokattitel, har adgang til at udøve virksomhed i fællesskaber i samme omfang og under samme former som danske advokater. EU-advokater, der virker her i landet under deres hjemlands titel, vil således kunne udøve virksomhed i de fællesskabsformer, der er nævnt i retsplejelovens § 124. Et advokatfællesskab kan oprettes både mellem advokater, der kommer fra samme advokatfællesskab eller samme hjemland, mellem advokater fra forskellige medlemsstater og mellem advokater fra andre medlemsstater og danske advokater.

Etableringsdirektivet indeholder i artikel 11, nr. 5, en bestemmelse, hvorefter »et værtsland, i det omfang det forbyder advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, at udøve advokatvirksomhed gennem et advokatfællesskab, der omfatter personer, som ikke er advokat, (kan) nægte en advokat, der er registreret under hjemlandets advokattitel, at udøve virksomhed på værtslandets område som medlem af et sådant advokatfællesskab«.

Direktivet er således ikke til hinder for at opretholde en retstilstand, hvorefter andre erhvervsgrupper end advokater afskæres fra at indgå i et fællesskab med advokater (Multidisciplinary Partnerships). En EU-advokat, der i sit hjemland indgår i et sådant »Multidisciplinary Partnership«, kan endvidere afskæres fra at etablere sig her i landet.

I bemærkningerne til lovforslag nr. L 150 (fremsat den 17. januar 1990), hvorved retsplejeloven blev ændret således, at der blev åbnet adgang til at etablere advokatselskaber, er anført følgende: »Efter forslaget skal advokatvirksomhed kun kunne udøves i selskabsform under nogle særlige betingelser. Det søges således gennem regler om, hvem der kan besidde aktier eller anparter i et advokatselskab, og gennem regler om, hvem der kan være medlemmer af bestyrelse og direktion, sikret, at selskabet i samme omfang som en personligt drevet advokatvirksomhed vil være uafhængig af interesser, der er advokatvirksomheden uvedkommende, og som kan være stridende mod klientens interesser. Det tillægges således stor betydning, at advokatvirksomheder ikke på grund af finansieringen af virksomhedernes kapitalgrundlag kan domineres af interesser, der ville kunne svække den generelle tillid til advokaters uafhængighed.« (FT 1989-90, tillæg A, sp. 3856).

Et udvalg nedsat af Advokatrådet færdiggjorde i juni 1999 et debatoplæg om advokater i MDP (Multidisciplinary Partnerships) og tværfaglige samarbejder. Udvalget kunne ikke anbefale, at det tillades advokater at indgå i Multidisciplinary Partnerships, der giver andre rådgivningserhverv ejerandele i advokatvirksomheden eller ledelsesmæssige beføjelser over advokater, der udøver advokatvirksomhed.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de synspunkter, der er udtrykt i bemærkningerne til L 150, fortsat gør sig gældende, og Justitsministeriet har ikke aktuelle overvejelser om at ændre retsplejelovens regler om ejerskab m.v. af advokatselskaber. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være rigtigt - uden samtidig at overveje de gældende regler om ejerskab af danske advokatselskaber - at skabe adgang for advokater fra andre EU-lande til at udøve virksomhed her i landet som medlem af et MDP.

På den baggrund agter Justitsministeriet at fastsætte bestemmelser om, at adgangen til at udøve virksomhed her i landet ikke gælder for advokater, der ønsker at udøve virksomhed som medlem af sit advokatfællesskab, såfremt dette fællesskab omfatter personer, der ikke er advokater.

I sammenhæng hermed vil det med henvisning til direktivets bestemmelser herom blive defineret, i hvilke tilfælde et advokatfællesskab må anses for at omfatte personer, der ikke er advokater. Det vil efter direktivet være tilfældet, hvis personer, der ikke er advokater: 1) besidder hele dette advokatfællesskabs kapital eller en del af denne, 2) anvender den betegnelse, som advokatfællesskabet udøver sin virksomhed under, eller 3) de facto eller de jure har den besluttende myndighed inden for dette advokatfællesskab.

Justitsministeriet har overvejet, om der i sammenhæng med gennemførelsen af etableringsdirektivet burde gennemføres bestemmelser om, at EU-advokater eller EU-advokatfællesskaber kan opnå ejerskab i danske advokatfællesskaber, selv om de ikke har etableret sig i Danmark (cross-border ejerskaber). Forpligtelsen efter etableringsdirektivet til at give EU-advokater adgang til at indgå i fællesskaber med danske advokater omfatter alene EU-advokater, der har etableret sig her i landet.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at overvejelser om, hvorvidt sådanne cross-border ejerskaber skal tillades i Danmark, bl.a. må afhænge af de erfaringer, der følger af gennemførelsen af etableringsdirektivet. Justitsministeriet vil løbende drøfte spørgsmålet med Advokatrådet.

3.2. Brug af advokattitler omfattet af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser

Retsplejeloven indeholder i § 120 nærmere regler om retten til at betegne sig som advokat. Efter bestemmelsen må personer, der ikke har fået beskikkelse som advokat, og personer, der er udelukket fra at udøve advokatvirksomhed, eller hvis ret hertil er ophørt i medfør af retsplejelovens regler, ikke betegne sig som advokat eller benytte en anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed. En advokat, der har deponeret sin beskikkelse i Justitsministeriet, må ikke betegne sig som advokat i forbindelse med forretningsforhold. Overtrædelse heraf straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Baggrunden for at beskytte advokattitlen er både, at advokaten indtager en central rolle i retsvæsenet, og at borgerne bør kunne have tillid til, at den, der giver sig ud for at være advokat, gennem sin uddannelse har erhvervet bestemte kvalifikationer og står under tilsyn med hensyn til efterlevelsen af de faglige og etiske regler, der gælder for erhvervet bl.a. med henblik på at sikre advokatens uafhængighed af uvedkommende interesser.

I forbindelse med gennemførelsen af etableringsdirektivet forbedres mulighederne for, at advokaterne kan udøve virksomhed inden for hele Fællesskabet. Det er Justitsministeriets opfattelse, at de samme hensyn, som ligger bag beskyttelsen af den danske advokattitel, gør sig gældende i forhold til brugen af de øvrige EU-landes autoriserede advokattitler.

Det er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen i retsplejelovens § 120 om uberettiget brug af advokattitlen efter sin affattelse alene kan antages at omfatte uberettiget brug af den danske advokattitel. Det foreslås derfor, at der skabes mulighed for i sammenhæng med gennemførelsen af etableringsdirektivet at fastsætte en bestemmelse, der i lighed med bestemmelsen i retsplejelovens § 120 foreskriver bødestraf for uberettiget anvendelse her i landet af de advokattitler, der i henhold til direktivet kan anvendes som hjemlandets advokattitel.

En sådan bestemmelse vil finde anvendelse, hvis en person udøver virksomhed her i landet uden at være registreret som advokat hos sit hjemlands kompetente myndighed. I sådanne tilfælde vil registrering her i landet heller ikke kunne ske, jf. direktivets artikel 3, stk. 2. Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes i tilfælde, hvor en EU-advokat - efter at være registreret her i landet - af sit hjemlands kompetente myndighed fratages retten til at udøve advokatvirksomhed. I sådanne tilfælde vil den pågældende efter direktivets artikel 7, stk. 5, automatisk miste retten til at udøve virksomhed her i landet under hjemlandets titel. Også i tilfælde, hvor en EU-advokats ret til at udøve virksomhed her i landet er ophørt i kraft af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 14 eller kapitel 15 b, vil bestemmelsen kunne anvendes, hvis den pågældende fortsat her i landet betegner sig med sit hjemlands advokattitel.

Tilfælde, hvor EU-advokater uberettiget gør brug af den danske advokattitel, vil derimod falde ind under den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 120.

Justitsministeren foreslås bemyndiget til at fastsætte regler om brug af de advokattitler, der er omfattet af etableringsdirektivet. Bemyndigelsen omfatter ligeledes advokattitler i EØS-landene, ligesom bemyndigelsen vil kunne anvendes, hvis etableringsdirektivet senere måtte blive ændret, eller deltagerkredsen udvidet, eller der måtte blive tale om yderligere vedtagelser i Det Europæiske Fællesskab om udøvelse af advokatvirksomhed her i landet.

3.3. Ændring af reglerne om klage til Advokatnævnet

Advokatnævnet har i en henvendelse til Justitsministeriet oplyst, at nævnet i enighed har vedtaget at foreslå to ændringer i retsplejelovens regler om klage til Advokatnævnet. Nævnet har forelagt forslagene for Advokatrådet, der har tilsluttet sig forslagene.

3.3.1. Forlængelse af fristen for adfærdsklager

Advokatnævnet har foreslået, at fristen på 3 måneder i retsplejelovens § 147 b, stk. 2, for indbringelse af adfærdsklager til Advokatnævnet forlænges til 6 måneder.

Efter den gældende regel skal klager over, at en advokat eller et advokatselskab har tilsidesat pligter, der følger af retsplejeloven eller af forskrifter fastsat i medfør af retsplejeloven, indgives til Advokatnævnet inden 3 måneder efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører.

Advokatnævnet har anført, at klagefristen, som alle andre klagefrister, bør fastsættes efter en afvejning af parternes interesser. Klagerens interesse er at have en så lang frist som muligt, så han har tid til at finde frem til klagemuligheden og overveje sin situation uden risiko for at indgive klage for sent. Advokaten, derimod, ønsker en kort frist, så han undgår risikoen for, at han skal stå til regnskab for sin adfærd i så lang tid, at han har svært ved at genkalde sig begivenhederne og dermed svært ved at fremkomme med et rimeligt forsvar.

Det er Advokatnævnets opfattelse, at 3 måneder er for kort en frist for den klageberettigede til at skabe den fornødne klarhed over sagen og til at finde frem til klagemuligheden. Problemet illustreres ved, at 102 af 956 adfærdsklager indgivet til Advokatnævnet blev afvist som for sent indgivet i 1997. Samtidig finder Advokatnævnet, at det med rimelighed kan forlanges, at advokater kan genkalde sig og fremstille en begivenhed, der ligger inden for 6 måneder tilbage i tiden.

Advokatnævnet har yderligere henvist til klagefristerne ved klage til andre disciplinærnævn m.v. Klage til Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer og Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer skal være indgivet senest 5 år efter, at den pligtstridige handling eller undladelse, som klagen vedrører, er ophørt. Der er ikke fastsat frister for indbringelse af klage til Forbrugerklagenævnet eller til Landinspektørnævnet. Advokatnævnet har endelig henvist til fristen på 6 måneder i straffelovens § 96, stk. 1, for privat påtale og begæring om offentlig påtale. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor den berettigede har fået sådan kundskab, at han har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg eller fremsættelse af påtalebegæring.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Advokatnævnets forslag. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ved en forlængelse af fristen til 6 måneder tages rimeligt hensyn såvel til klagerens interesse i at kunne skabe sig den fornødne klarhed over sagen som til advokatens interesse i at kunne genkalde sig begivenhederne.

3.3.2. Behandling af klager indgivet efter klagefristens udløb

Advokatnævnet har foreslået, at reglerne i retsplejelovens § 147, stk. 2, 2. pkt., og § 147 b, stk. 2, 2. pkt., om Advokatnævnets adgang til at behandle henholdsvis salærklager og adfærdsklager, der er indgivet for sent, præciseres, således at det klart fremgår, at klagen kan behandles, hvis forsinkelsen er rimeligt begrundet.

Efter de gældende regler kan nævnet behandle en klage, der er indgivet senere end de fastsatte frister, når det findes rimeligt begrundet. Efter § 8, stk. 4, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 283 af 22. juni 1983 om Advokatnævnets virksomhed kan formanden for nævnet træffe afgørelse om, at nævnet skal behandle en klage, der er indgivet for sent, når dette findes rimeligt begrundet.

Advokatnævnet har som begrundelse for forslaget anført, at der efter ordlyden af bestemmelserne i retsplejeloven synes at kunne gives dispensation, hvis det er rimeligt begrundet at behandle klagen, hvorimod bekendtgørelsen forstås således, at klage kan behandles, hvis det er rimeligt begrundet, at klagen er indgivet for sent.

Advokatnævnet foretrækker bekendtgørelsens udlægning, da der efter nævnets opfattelse ikke bør medtages betragtninger om klagens materielle indhold og berettigelse i overvejelser om dispensation fra klagefristen. I modsat fald ville der i princippet ingen tidsmæssig grænse være for indbringelse af en velbegrundet klage.

Nævnets faste og langvarige dispensationspraksis er i overensstemmelse med bekendtgørelsens formulering.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at det er uheldigt, hvis den gældende formulering af bestemmelserne i retsplejeloven af klageren opfattes således, at klagen kan behandles uanset fristoverskridelsen, hvis selve klagen er rimeligt begrundet. Justitsministeriet kan derfor også tilslutte sig Advokatnævnets forslag om en præcisering af bestemmelserne og nævnets begrundelse herfor.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Forslaget skønnes ikke at få økonomiske og administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

Lovforslaget skønnes ikke at få erhvervsøkonomiske konsekvenser eller administrative konsekvenser for advokaterhvervet af betydning. Gennemførelsen af etableringsdirektivet kan skabe en øget konkurrence i erhvervet her i landet, fordi EU-advokater nu vil få mulighed for varigt at etablere sig i Danmark og udføre opgaver, der hidtil har været varetaget af danske advokater. Justitsministeriet finder ikke at have mulighed for at skønne over, i hvilket omfang EU-advokater vil etablere sig i Danmark. Samtidig vil danske advokater få en helt tilsvarende mulighed for at etablere sig i de andre EU-lande, ligesom danske advokater nu vil få mulighed for her i landet at etablere sig i fællesskab med advokater fra de andre EU-lande, hvilket vil kunne indebære en forbedret konkurrencesituation i forhold til større udenlandske advokatvirksomheder. Det er næppe muligt at opgøre de økonomiske konsekvenser af disse forhold.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Vurdering af konsekvenser af lovforslag

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Formålet med lovforslaget er som nævnt at skabe hjemmel til at gennemføre etableringsdirektivet.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været sendt til høring hos: Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Rigspolitichefen, Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Advokatnævnet, Det Danske Handelskammer, Dansk Handel og Service, Forbrugerrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte regler om beskikkelse som advokat og udøvelse af advokatvirksomhed, der gennemfører Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser. Justitsministeren bemyndiges endvidere til at fastsætte regler om brug af advokattitler, der er omfattet af sådanne vedtagelser. Bemyndigelsen agtes umiddelbart udnyttet med henblik på at udstede en bekendtgørelse til gennemførelse af etableringsdirektivet. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.1. og 3.2.

Til nr. 2 og 3

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.3.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

1. § 130 affattes således

Artikel 11

Advokatfællesskaber

Når udøvelse af advokatvirksomhed gennem advokatfællesskaber er tilladt i værtslandet for advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, finder følgende bestemmelser anvendelse på advokater, der ønsker at udøve virksomhed under brug af denne titel, eller som er registreret hos den kompetente myndighed

1) En eller flere advokater, der i værtslandet udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, og som er tilknyttet ét og samme advokatfællesskab i hjemlandet, kan i værtslandet udøve advokatvirksomhed gennem en filial eller et agentur oprettet af advokatfællesskabet. Dersom de grundlæggende bestemmelser, der regulerer advokatfællesskabet i hjemlandet, er uforenelige med de grundlæggende bestemmelser, der følger af værtslandets love og administrative bestemmelser, finder sidstnævnte love og bestemmelser dog anvendelse, i det omfang overholdelsen af dem er begrundet i samfundsmæssige hensyn, der tilsigter beskyttelse af klienter og tredjemand.

2) Hver medlemsstat giver to eller flere advokater, der kommer fra samme advokatfællesskab eller fra samme hjemland, og som udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, mulighed for på sit område at udøve virksomhed inden for en form for advokatfællesskab. Hvis værtslandet for sine egne advokater åbner mulighed for forskellige former for advokatfællesskaber, skal ovennævnte advokater også have adgang til at udøve virksomhed under de samme former. De betingelser, hvorunder disse advokater udøver deres virksomhed i fællesskab i værtslandet, er underkastet værtslandets love og administrative bestemmelser.

3) Værtslandet træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på også at åbne mulighed for udøvelse af virksomhed gennem et fællesskab

a) mellem flere advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, og som kommer fra forskellige medlemsstater

b) mellem en eller flere af de i litra a) nævnte advokater og en eller flere advokater fra værtslandet.

De betingelser, hvorunder disse advokater udøver deres virksomhed i fællesskab i værtslandet, er underkastet denne medlemsstats love og administrative bestemmelser.

4) En advokat, der ønsker at udøve virksomhed under brug af hjemlandets advokattitel, skal underrette værtslandet kompetente myndighed om, at han er medlem af et advokatfællesskab i hjemlandet, og skal give alle relevante oplysninger om dette advokatfællesskab.

5) Uanset bestemmelserne i nr. 1-4 kan et værtsland, i det omfang det forbyder advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, at udøve advokatvirksomhed gennem et advokatfællesskab, der omfatter personer, som ikke er advokater, nægte en advokat, der er registreret under hjemlandets advokattitel, at udøve virksomhed på værtslandets område som medlem af sit advokatfællesskab. Advokatfællesskabet anses for at omfatte personer, der ikke er advokater, hvis personer, der ikke er advokater som defineret i artikel 1, stk. 2

besidder hele dette advokatfællesskabs kapital eller en del af denne

anvender den betegnelse, som advokatfællesskabet udøver sin virksomhed under, eller

de facto eller de jure har den besluttende myndighed inden for dette advokatfællesskab.

Når de grundlæggende bestemmelser, der regulerer et sådant advokatfællesskab i hjemlandet, er uforenelige enten med gældende regler i værtslandet eller med bestemmelserne i første afsnit, kan værtslandet uanset begrænsningerne i nr. 1 forbyde, at der åbnes en filial eller et agentur på dets område.

Artikel 12

Advokatfællesskabets betegnelse

Uanset under hvilken form advokater, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, udøver virksomhed i værtslandet, kan de anføre betegnelsen på det advokatfællesskab, de er medlem af i hjemlandet.

Værtslandet kan kræve, at der ud over den i stk. 1 omhandlede betegnelse angives, hvilken retlig form advokatfællesskabet har i hjemlandet og/eller navnene på de personer i advokatfællesskabet, der udøver virksomhed i værtslandet.

Artikel 13

Samarbejde mellem værtslandets og hjemlandets kompetente myndigheder samt tavshedspligt

For at lette anvendelsen af nærværende direktiv og undgå, at dets bestemmelser eventuelt anvendes alene med det formål at omgå de i værtslandet gældende regler, skal værtslandets kompetente myndighed og hjemlandets kompetente myndighed arbejde nært sammen og yde hinanden bistand.

De skal sikre, at de udvekslede oplysninger behandles fortroligt.

Artikel 14

Udpegning af de kompetente myndigheder

Medlemsstaterne udpeger senest den 14. marts 2000 de myndigheder, der er beføjet til at modtage anmodninger og træffe afgørelser af den i nærværende direktiv omhandlede art. De underretter medlemsstaterne og Kommissionen herom.

Artikel 15

Beretning fra Kommissionen

Senest ti år efter direktivets ikrafttrædelse aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet med status over direktivets anvendelse.

Efter at have foretaget alle de nødvendige konsultationer, fremlægger Kommissionen ved denne lejlighed sine konklusioner med eventuelle ændringer, som vil kunne foretages i den indførte ordning.

Artikel 16

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne vedtager de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for senest den 14. marts 2000 at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 17

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 18

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. februar 1998.

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

Formand

På Rådets vegne

J. CUNNINGHAM

Formand

(1) EFT C 128 af 24. 5. 1995, s. 6, og EFT C 355 af 25. 11. 1996, s. 19.

(2) EFT C 256 af 2. 10. 1995, s. 14.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 19. juni 1996 (EFT C 198 af 8. 7. 1996, s. 85), Rådets fælles holdning af 24. juli 1997 (EFT C 297 af 29. 9. 1997, s. 6) og Europa-Parlamentets afgørelse af 19. november 1997. (Rådets afgørelse af 15. december 1997).

(4) EFT L 19 af 24. 1. 1989, s. 16.

(1) EFT L 78 af 26. 3. 1997, s. 17. Direktivet er senest ændret ved tiltrædelsesakten af 1994.

(2) Sml. 1988, s. 1123.

§ 130. Med henblik på opfyldelsen af direktiver udstedt af De Europæiske Fællesskaber kan justitsministeren fastsætte bestemmelser om udøvelse af advokatvirksomhed her i landet, herunder om møderet for domstolene, for advokater, der er etableret i en anden EF-medlemsstat.

»§ 130. Med henblik på opfyldelsen eller anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser kan justitsministeren fastsætte regler om beskikkelse som advokat og udøvelse af advokatvirksomhed, herunder om etablering og virksomhed i advokatfællesskaber, for advokater, der har opnået beskikkelse i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale.

Stk. 2. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om brug af advokattitler, som er omfattet af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser, og om straf af bøde for overtrædelse af disse regler.«

§ 147. ---

Stk. 2. Klage skal være indgivet til nævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse er meddelt parterne. Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når det findes rimeligt begrundet.

2. § 147, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.«

Stk. 3. ---

§ 147 b. ---

3. § 147 b, stk. 2, affattes således

Stk. 2. Klager skal indgives inden 3 måneder efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når det findes rimeligt begrundet.

»Stk. 2. Klager skal indgives inden 6 måneder efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Nævnet kan dog behandle en klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen findes rimeligt begrundet.«

Stk. 3. ---

Stk. 4. ---

Fremsat den 1. december 1999 af justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(EU-advokaters etablering her i landet m.v.)