Forslag til Lov om ændring af lov om ungdomsskoler
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Bilag
§ 1
I lov om ungdomsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 679 af 1. august 1995, foretages følgende ændringer
1. § 2, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med andre kommunalbestyrelser om samarbejde mellem kommunernes ungdomsskoler om undervisningstilbud m.v. og optagelse af unge, herunder om afholdelse af de hermed forbundne udgifter.«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2000.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Forslagets baggrund og dets hovedpunkter
Lov om ungdomsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 679 af 1. august 1995 regulerer et kommunalt skoleområde. Lov nr. 411 af 13. juni 1990 om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler (Folketingstidende 1989-90, 1. samling, spalte 4304, 5283, 10124 og 10931, tillæg A spalte 2997, tillæg B spalte 1453 og 1983 samt tillæg C spalte 919) er ændret i 1993 og 1995, men disse ændringer vedrører ikke bestemmelser, der berøres af dette lovforslag.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen af 11. juni 1999 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om økonomi og service 2000-2002.
I aftalen vedrørende det kommunale driftsområde m.v. hedder det under punkt 3.2: »Parterne er enige om, at der skal søges indbygget større fleksibilitet i loven om ungdomsskoler, så der åbnes mulighed for et flerkommunalt samarbejde. Undervisningsministeriet vil søge tilslutning hertil, således at lovgivningen senest kan træde i kraft i skoleåret 2001/2002.«.
Lovforslaget indebærer, at kommunalbestyrelserne får adgang til indgå samarbejdsaftaler, hvorefter de deltagende kommuners ungdomsskoler får mulighed for at tilrettelægge undervisningstilbud og optage elever på tværs af kommunegrænserne. Dette har der ikke efter de hidtidige bestemmelser været mulighed for. Hver enkelt kommunalbestyrelse vil fortsat have ansvar for at sikre kommunens unge et alsidigt tilbud om ungdomsskolevirksomhed og for at udarbejde en plan for kommunens ungdomsskolevirksomhed, der opfylder kravene i lov om ungdomsskoler samt for at afholde udgifterne ved denne ungdomsskolevirksomhed. Det samarbejde om ungdomsskolevirksomhed, som lovforslaget åbner mulighed for, omfatter alene tilrettelæggelsen og udførelsen af undervisningen og de øvrige aktiviteter m.v., som loven omhandler.
En egentlig overførelse af en kommunes kompetence og dermed pligt til at stille ungdomsskolevirksomhed til rådighed for kommunens borgere kan ikke finde sted med den foreslåede ordning.
Ønsket om større fleksibilitet skal ses på baggrund af et faldende befolkningstal i flere mindre kommuner og dermed et faldende elevtal, som gør det stadigt vanskeligere for disse kommuner at opretholde et alsidigt ungdomsskoletilbud inden for de givne ressourcer. Eventuelle driftsmæssige besparelser ved at udføre ungdomsskolevirksomhed i et kommunalt samarbejde skal bidrage til at sikre et fortsat alsidigt ungdomsskoletilbud.
2. Administrative og økonomiske konsekvenser for det offentlige
Forslaget åbner mulighed for langt mere fleksible samarbejdsordninger mellem kommunerne. Kommunerne vil derfor have væsentlig større mulighed for at anvende ressourcerne mere hensigtsmæssigt med henblik på en kvalitetssikring af ungdomsskolen.
Kommunernes Landsforening har tilkendegivet, at man ikke tilsigter at opnå kommunale besparelser som følge af den foreslåede øgede fleksibilitet, men alene ønsker at opnå, at kommunalbestyrelserne får mulighed for at tilrettelægge et alsidigt tilbud om ungdomsskolevirksomhed på mere lokale præmisser end efter den gældende lovgivning. Den øgede fleksibilitet i kommunalbestyrelsernes muligheder for at tilbyde og drive deres ungdomsskolevirksomhed giver mulighed for en mere effektiv udgiftsstyring på området, der skal komme kommunernes unge til gavn.
Lovforslaget er en udmøntning af aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi og service 2000-2002, hvorfor der ikke vil ske bloktilskudsregulering for eventuelle kommunale mindreudgifter.
3. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
4. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
6. Forholdet til EU-retten.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
7. Høring
Forslaget har været til høring i berørte ministerier, organisationer og foreninger, og desuden ad elektronisk vej været genstand for offentlig høring.
De indkomne høringssvar var hovedsagelig koncentreret om lovudkastets oprindelige bestemmelse om ophør af statstilskud til ungdomskostskolerne. Det fremhæves bl.a., at skolerne er velfungerende og godt integreret i lokalsamfundene, at skolerne gennem mange år har opbygget en værdifuld pædagogisk erfaring, og at der de sidste år er foretaget bygningsmæssige investeringer på skolerne. Kommunernes Landsforening og de otte ejerkommuner forudser, at skolernes virksomhed vil ophøre hvis tilskudet inddrages. Med mere forberedelsestid vil man evt. kunne skabe andre udveje, fx ved omdannelse til efterskoler. I konsekvens heraf er der ikke i lovforslaget medtaget bestemmelser om ungdomskostskolerne.
Der er udbredt tilfredshed med lovudkastet iøvrigt, dvs. med muligheden for et kommunalt samarbejde om ungdomsskoletilbud. Kommunernes Landsforening havde sammen med Børne- og Kulturchefforeningen dog forventet, at lovforslaget ville give mulighed for at drive ungdomsskolevirksomhed som egentlige kommunale fællesskaber. Disse foreninger indstiller, at der åbnes mulighed herfor eventuelt som forsøg. Der er blevet peget på, at samarbejdet mellem kommuner både skal kunne omfatte undervisning og andre ungdomsskoleaktiviteter. Dette er nu søgt tydeliggjort ved indsættelse af m.v. i lovteksten.
Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Mulighed for mere effektiv udgiftsstyring i kommunerne. .
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Mulighed for administrativ rationalisering i kommunerne
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede affattelse af lovens § 2, stk. 3, giver adgang til, at kommunalbestyrelser kan indgå samarbejdsaftaler om udførelse af ungdomsskolevirksomhed i et samvirke mellem de deltagende kommuners ungdomsskoler. Samarbejdet skal tjene til opfyldelse af kommunalbestyrelsernes forpligtelser til at tilbyde ungdomsskoleaktiviteter, der er åbne for de unge, og som de unge har reel mulighed for at tage imod.
Samarbejdets nærmere indhold vil bero på de behov og muligheder, som foreligger lokalt. Det kan bl.a. være med til at sikre et bredere tilbud for eleverne ved at øge fagudbudet, når den ene kommunes tilbud også gøres åbne for elever ved en anden kommunes ungdomsskole.
Ikke mindst i kommunernes randområder vil den øgede fleksibilitet kunne føre til en reel forbedring af de unges muligheder for at deltage i ungdomsskoleaktiviteter.
Det forudsættes, at kommunerne ikke ved sådanne samarbejdsaftaler kan forringe tilbudet til de unge, fx således at den geografiske eller tidsmæssige afstand fra de unges bopæl til ungdomsskoletilbudet bliver urimelig lang.
Bestemmelsen giver som hidtil adgang til at indgå aftale mellem kommunalbestyrelser om undervisningstilbud til enkelte unge med midlertidigt ophold i kommunen og om betaling herfor. Behovet for en sådan hjemmel skyldes, at en kommunalbestyrelses umiddelbare forpligtelse til at stille ungdomsskoletilbud til rådighed kun gælder i forhold til unge mellem 14 og 18 år, der er tilmeldt kommunens folkeregister, jf. lovens § 2, stk.1.
Forslaget i nr. 1 indebærer, at de omhandlede aftaler ikke skal godkendes af den kommunale tilsynsmyndighed efter bestemmelsen i § 60 i lov om kommunernes styrelse, når aftalerne holdes inden for rammerne af den foreslåede lovændring. Det er ikke meningen, at kommunalbestyrelser skal kunne oprette fælles skoler i form af kommunale fællesskaber, hvorved der oprettes et selvstændigt retssubjekt. Derimod vil forholdet være sammenligneligt med de såkaldte betjeningsoverenskomster, der bl. a. kendes inden for sygehusvæsenet, hvorefter en kommunalbestyrelse/et amtsråd indgår overenskomst med en anden kommunalbestyrelse/et andet amtsråd om betjening af kommunens/amtets borgere.
Den foreslåede udtrykkelige hjemmel til at indgå samarbejdsaftaler på ungdomsskoleområdet indebærer også, at disse aftale mellem kommunalbestyrelser ikke vil være omfattet af lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.
Til § 2
Det foreslås, at ændringen af ungdomsskolelovens § 2 om udvidelse af mulighederne for samarbejde mellem kommuner træder i kraft med virkning fra den 1. juli 2000, så de første kommunale aftaler vil kunne træde i kraft fra skoleårets begyndelse år 2000.
§ 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre kommunens unge et alsidigt tilbud om ungdomsskolevirksomhed. Tilbudet skal stå åbent for unge mellem 14 og 18 år, der er tilmeldt kommunens folkeregister.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan efter indhentet udtalelse fra kommunens folkeoplysningsudvalg, jf. lov om støtte til folkeoplysning, beslutte, at unge under 14 år og over 18 år kan optages i ungdomsskolen.
Stk. 3. Kommunen kan træffe aftale med andre kommuner om optagelse af unge i ungdomsskolen og om ydelse af godtgørelse for udgifterne herved.
1. § 2, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med andre kommunalbestyrelser om samarbejde mellem kommunernes ungdomsskoler om undervisningstilbud m.v. og optagelse af unge, herunder om afholdelse af de hermed forbundne udgifter.«.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
I lov om ungdomsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 679 af 1. august 1995, foretages følgende ændringer
Fremsat den 17. november 1999 af undervisningsministeren (Margrethe Vestager)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om ungdomsskoler
(Aftaler om ungdomsskolevirksomhed)