Legislator Case Law & Legislation
199912L00081 DK

Forslag til Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger

38 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (38)

Kapitel 1 § 1. Loven skal Kapitel 2 § 2. Loven finder anvendelse på Kapitel 3 § 3. Loven finder ikke anvendelse på gas-, vand- og afløbsinstallationer om bord på skibe samt gasinstallationer til fremdrift eller opvarmning af kør Kapitel 4 § 4. Gasinstallationer og vandinstallationer samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af virksomheder, d Kapitel 5 § 5. Afløbsinstallationer og afløbsanlæg i jord til og med gennemføring i gulv, fundament eller ydermur mod jord må kun udføres af virksomheder, der h Kapitel 6 § 6. By- og boligministeren kan fastsætte bestemmelser om undtagelser fra autorisationskravet, eller kravet om godkendelse som kompetent virksomhed i Kapitel 7 § 7. Autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) og som kloakmester meddeles af Danmarks Gasmateriel Prøvning, når følgende betin Kapitel 8 § 8. Uanset om en virksomhed opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, kan Danmarks Gasmateriel Prøvning meddele afslag på autorisation eller godkendelse Kapitel 9 § 9. En virksomhed, der ansøger om autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) eller godkendelse som kompetent virksomhed skal fr § 10. En virksomhed, der ansøger om autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør), autorisation som kloakmester eller godkendelse s § 11. En autorisation og en godkendelse som kompetent virksomhed bortfalder, når § 12. En autorisation og en godkendelse som kompetent virksomhed kan frakendes, når § 13. Afgørelse om frakendelse træffes af et nævn, der nedsættes af by- og boligministeren. Begæring om frakendelse fremsættes overfor nævnet af Danma § 14. En virksomhed, der ikke har autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) eller som kloakmester, eller hvis autorisation er b § 15. By- og boligministeren fastsætter bestemmelser for gasinstallationer (Gasreglementet) samt for gasproduktionsanlæg, distributionsledninger og øv § 16. Danmarks Gasmateriel Prøvning varetager kontrol og tilsyn med gasinstallationer og gasmateriel for at overvåge den sikkerhedstekniske tilstand v § 17. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan § 18. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan § 19. Ejere og brugere af gasinstallationer, fabrikanter og forhandlere samt installatører skal efter anmodning meddele alle oplysninger, som er nødve § 20. By- og boligministeren kan bemyndige Danmarks Gasmateriel Prøvning til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. § 21. Der nedsættes et rådgivende gasudvalg til at rådgive by- og boligministeren ved udarbejdelse af bestemmelser i medfør af § 15 (Gasreglementet) s § 22. Til at kontrollere kvaliteten af de i § 7, nævnte godkendte prøver nedsætter Danmarks Gasmateriel Prøvning et eller flere udvalg med repræsentan § 23. Gasleverandørerne skal i forbindelse med anmeldelse af nye gasinstallationer og tilsyn med eksisterende gasinstallationer føre tilsyn med, hvorv § 24. By- og boligministeren fastsætter størrelsen af de beløb, der af gasleverandørerne skal betales til dækning af udgifter ved Det Rådgivende Gasud § 25. Med bøde straffes den, der § 26. Loven træder i kraft den 1. januar 2001. Samtidig ophæves lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med v § 27. Virksomheder, der har opnået autorisation efter bestemmelserne i lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindels § 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Den fulde tekst

Statutory Text (38 Articles)

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 1. Loven skal

1) sikre og opretholde et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer af hensyn til sikkerheden for personer og beskyttelse mod tab af værdier,

2) sikre kvaliteten af det udførte installationsarbejde på gas-, vand- og afløbsområdet under hensyntagen til forbrugernes interesser, generel beskyttelse mod tab af værdier og som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats, og

3) fremme foranstaltninger til anvendelse af energi- og ressourcebesparende udstyr samt øvrige foranstaltninger som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 2

Virksomhedsområdet for autoriserede og godkendte kompetente virksomheder

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 2. Loven finder anvendelse på

1) Alle former for gasinstallationer, hvor der anvendes bygas, naturgas, flaskegas eller lignende brændbare gasser til anvendelse i husholdning, erhverv, kraftvarmeanlæg, industri m.m. Gasinstallationer regnes fra og med tilslutning til distributionsledninger (hovedledning) eller forsyningsanlæg og omfatter stik- og husledninger samt gasmateriel, herunder apparater og disses ventilations- og aftrækssystemer.

2) Produktionsanlæg, distributionsledninger og øvrige anlæg til forsyning af gas til de i nr. 1, nævnte gasinstallationer, medmindre gassikkerheden ved disse anlæg er omfattet af lov om arbejdsmiljø m.v.

3) Vandinstallationer fra og med tilslutning til forsyningsledning (hovedledning) og omfattende hele installationen inkl. armaturer og installationsgenstande, medmindre tilslutningen sker til et forsyningsanlæg for en enkelt privat forbruger.

4) Afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger fra og med tilslutningen til hovedkloak (gadekloak), herunder stikledninger, samt nedsivningsanlæg, samletanke m.m.

Stk. 2. Ved gasleverandør forstås den virksomhed, der ejer eller vedligeholder gasforsyningssystemet, og som distribuerer gas til installationer.

Stk. 3. Ved gasmateriel forstås installationskomponenter, maskiner og apparater inkl. disses ventilations- og aftrækssystemer, der indgår i eller er beregnet til at indgå i gasinstallationer.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 3

Autorisationsvilkår, vilkår for at opnå godkendelse som godkendt kompetent virksomhed samt afslag

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 3. Loven finder ikke anvendelse på gas-, vand- og afløbsinstallationer om bord på skibe samt gasinstallationer til fremdrift eller opvarmning af køretøjer.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 4

Bortfald, tilbagekaldelse og frakendelse af autorisation og godkendelse

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 4. Gasinstallationer og vandinstallationer samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af virksomheder, der har opnået autorisation som gas, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør), eller som er godkendt som kompetent virksomhed til udførelse eller servicering af særlige typer af gasinstallationer.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 5

Bestemmelser for gasinstallationer

(Gasreglementet)

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 5. Afløbsinstallationer og afløbsanlæg i jord til og med gennemføring i gulv, fundament eller ydermur mod jord må kun udføres af virksomheder, der har opnået autorisation som kloakmester.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 6

Kontrol og tilsyn med gasinstallationer

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 6. By- og boligministeren kan fastsætte bestemmelser om undtagelser fra autorisationskravet, eller kravet om godkendelse som kompetent virksomhed i §§ 4-5, for følgende arbejder

1) Arbejder, som gas- og vandforsyningsvirksomheder ved eget personale udfører ved installationer, som de forsyner med gas eller vand.

2) Arbejder, som den, der er ansvarlig for et kloakanlæg, ved eget personale udfører ved installationer, som er tilsluttet pågældende kloakanlæg.

3) Simple installationsarbejder på vand- og afløbsområdet, der ikke kan indebære sundheds- eller miljømæssige risici.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 7

Lovens administration og finansiering

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 7. Autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) og som kloakmester meddeles af Danmarks Gasmateriel Prøvning, når følgende betingelser er opfyldt

1) Virksomheden skal have en teknisk ansvarlig person, der er virksomhedens ejer eller er ansat i virksomheden, og som har bestået en af Danmarks Gasmateriel Prøvning godkendt prøve, og har de fornødne ledelsesbeføjelser til at lede virksomhedens autorisationskrævende arbejder. Den teknisk ansvarlige må ikke være umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7.

2) Virksomheden skal have et fast forretningssted her i landet.

3) Virksomheden skal anvende et godkendt kvalitetsstyringssystem eller være omfattet af en særlig tilsynsordning, jf. § 9.

4) Virksomheden skal stille en sikkerhed, jf. § 10, for den forsvarlige udførelse af arbejdet.

5) Virksomheden må ikke være under konkurs.

Stk. 2. Virksomheden samt den teknisk ansvarlige skal afgive en skriftlig erklæring om, hvorvidt virksomheden eller den pågældende har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover. Virksomhedens ejer eller hvor virksomheden drives i selskabsform den administrerende direktør samt den teknisk ansvarlige skal endvidere afgive en skriftlig erklæring om, hvorvidt den pågældende inden for de sidste 3 år er straffet for overtrædelse af denne lov eller bestemmelser udfærdiget i henhold til denne lov.

Stk. 3. Godkendelse som kompetent virksomhed inden for et begrænset arbejdsområde på gasområdet kan meddeles af Danmarks Gasmateriel Prøvning, når betingelserne i stk.1 og 2, er opfyldt. Hvor forholdene særligt taler derfor, kan der ved godkendelse efter 1. pkt. som teknisk ansvarlig ansættes en person med en anden uddannelse end den i stk. 1, nr. 1, nævnte.

Stk. 4. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan dispensere fra de i stk. 1, 2 og 3, nævnte betingelser, herunder meddele autorisation alene til udførelse af arbejder på vand- og sanitetsområdet.

Stk. 5. I det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten, fastsætter by- og boligministeren bestemmelser om, at virksomheder, der driver tilsvarende virksomhed i et andet medlemsland, og som har tilknyttet en teknisk ansvarlig person, der råder over kendskab til de danske installationsforskrifter, kan opnå autorisation uden at opfylde uddannelseskravene i stk. 1, nr. 1, og kravene i stk. 1, nr. 2, eller opnå godkendelse som kompetent virksomhed uden at opfylde kravene i stk. 1, nr. 2.

Stk. 6. I det omfang det er nødvendigt for at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten, fastsætter by- og boligministeren bestemmelser om, at personer, der har været ansat i en lignende stilling eller har drevet eller driver tilsvarende virksomhed i et andet medlemsland, og som råder over kendskab til de danske installationsforskrifter, kan tilknyttes en autoriseret virksomhed som teknisk ansvarlig person uden at opfylde uddannelseskravene i stk. 1, nr. 1.

Stk. 7. By- og boligministeren fastsætter bestemmelser om fremgangsmåden ved ansøgning om autorisationer og godkendelse som kompetent virksomhed og vilkårene herfor. By- og boligministeren fastsætter endvidere bestemmelser om den i stk. 4, nævnte dispensationsadgang samt bestemmelser om udøvelsen af virksomhed som autoriseret og godkendt kompetent virksomhed.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 8. Uanset om en virksomhed opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, kan Danmarks Gasmateriel Prøvning meddele afslag på autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed i følgende tilfælde

1) Under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.

2) Såfremt virksomheden, virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige i et andet medlemsland inden for Den Europæiske Union eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, er ikendt sanktioner for forhold, der kan sidestilles med de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte.

3) Såfremt virksomheden eller den teknisk ansvarlige har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.

4) Såfremt virksomhedens indehaver eller administrerende direktør eller den teknisk ansvarlige i stilling eller erhverv i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

Stk. 2. Ved afslag efter stk. 1, nr. 2, finder straffelovens § 78, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Afslag på ansøgning om autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed efter stk. 1, nr. 3, kan af ansøgeren inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt, forlanges indbragt for by- og boligministeren. Afslaget skal indeholde oplysning herom.

Stk. 4. Afslag på ansøgning om autorisation efter stk. 1, nr. 4, kan af ansøgeren inden 4 uger efter, at afslaget er meddelt, forlanges indbragt for det i § 13 omhandlede nævn. Afslaget skal indeholde oplysning herom.

Stk. 5. Afslag på godkendelse som kompetent virksomhed kan af virksomheden, bortset fra afslag efter stk. 1, nr. 3, inden 4 uger efter afslaget er meddelt, forlanges indbragt for det i § 13 omhandlede nævn. Afslaget skal indeholde oplysning herom.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Kapitel 9

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 9. En virksomhed, der ansøger om autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) eller godkendelse som kompetent virksomhed skal fremlægge dokumentation for, at virksomheden har et kvalitetsstyringssystem, der vedrører virksomheden på gasområdet. Kvalitetsstyringssystemet skal godkendes af Danmarks Gasmateriel Prøvning eller en af Danmarks Gasmateriel Prøvning godkendt kontrolinstans.

Stk. 2. En virksomhed, der ansøger om autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) eller som kloakmester skal, for så vidt angår den del af virksomheden, der vedrører vand- og afløbsområdet, enten anvende et kvalitetsstyringssystem som beskrevet i stk. 1, eller tilslutte sig en særlig tilsynsordning hos en af Danmarks Gasmateriel Prøvning godkendt kontrolinstans.

Stk. 3. By- og boligministeren fastsætter bestemmelser om kvalitetsstyringssystemets omfang, godkendelse og efterprøvning, og den særlige tilsynsordnings omfang og procedure.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 10. En virksomhed, der ansøger om autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør), autorisation som kloakmester eller godkendelse som kompetent virksomhed, skal over for Danmarks Gasmateriel Prøvning stille en sikkerhed for den forsvarlige udførelse af arbejdet. Sikkerheden skal tjene til dækning af udgifter, der påføres vedkommende gasleverandør, vandværk eller ejeren af eller den ansvarlige for kloakanlægget som følge af mangelfuldt udført arbejde, herunder udgifter til at bringe installationen i forskriftsmæssig stand.

Stk. 2. Sikkerheden kan kun bringes i anvendelse til udbedring af mangelfulde arbejder, jf. stk. 1, når der er forløbet mindre end 10 år fra arbejdets afslutning.

Stk. 3. By- og boligministeren fastsætter bestemmelser om sikkerhedens størrelse, hvordan den stilles og om fremgangsmåden ved anvendelse og retablering af sikkerheden.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 11. En autorisation og en godkendelse som kompetent virksomhed bortfalder, når

1) Virksomheden ophører med at drive virksomhed inden for området eller kommer under konkursbehandling eller træder i likvidation.

2) Den teknisk ansvarlige persons tilknytning til virksomheden ophører.

Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan tilbagekalde en autorisation eller en godkendelse som kompetent virksomhed, såfremt en virksomhed eller den teknisk ansvarlige har betydelig forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover. En sådan afgørelse om tilbagekaldelse kan af autorisationens eller godkendelsens indehaver forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes overfor Danmarks Gasmateriel Prøvning inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Afgørelsen skal indeholde oplysning herom. Danmarks Gasmateriel Prøvning anlægger sag mod den pågældende virksomhed efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. En autorisation eller godkendelse kan ligeledes tilbagekaldes, såfremt sikkerheden, hvor denne er anvendt, jf. § 10, ikke er retableret 1 måned efter påkrav herom.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter stk. 2, har ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed ikke må udøves under ankesagens behandling.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 12. En autorisation og en godkendelse som kompetent virksomhed kan frakendes, når

1) Virksomheden har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelighed ved udførelse af installationsarbejde.

2) Virksomheden har overtrådt vilkårene for autorisation eller godkendelse, eller såfremt den løbende efterprøvning af kvalitetsstyringssystemet eller den særlige tilsynsordning viser grove mangler i såvel egenkontrollen som i de udførte arbejder.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 13. Afgørelse om frakendelse træffes af et nævn, der nedsættes af by- og boligministeren. Begæring om frakendelse fremsættes overfor nævnet af Danmarks Gasmateriel Prøvning.

Stk. 2. Nævnets formand skal være dommer. I sager vedrørende gasinstallationer tiltrædes nævnet af fire medlemmer, hvoraf to skal repræsentere gasleverandører, og to skal repræsentere VVS-branchen.

Stk. 3. I sager vedrørende vand- og sanitetsinstallationer tiltrædes nævnet af fire medlemmer, hvoraf to skal repræsentere kommunale og private vandforsyningsvirksomheder, og to skal repræsentere VVS-branchen.

Stk. 4. I sager vedrørende kloakker tiltrædes nævnet af fire medlemmer, hvoraf to skal repræsentere kommuner, og to skal repræsentere kloakmesterorganisationer.

Stk. 5. Nævnet kan frakende en autorisation eller en godkendelse som kompetent virksomhed for en bestemt periode eller indtil videre.

Stk. 6. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Nævnets afgørelser kan af den virksomhed, som afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Danmarks Gasmateriel Prøvning inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt virksomheden. Afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Danmarks Gasmateriel Prøvning anlægger sag mod den pågældende virksomhed efter retsplejelovens regler om borgerlige sager.

Stk. 8. Anmodning om sagsanlæg vedrørende frakendelse efter § 12 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling ikke må udøve virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed. Hvis frakendelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 9. Nævnet kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en afgørelse om frakendelse.

Stk. 10. By- og boligministeren fastsætter nævnets forretningsorden.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 14. En virksomhed, der ikke har autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør) eller som kloakmester, eller hvis autorisation er bortfaldet, tilbagekaldt eller frakendt, jf. §§ 11-13, må ikke betegne sig som gas-, vand- og sanitetsmester, VVS-installatør eller kloakmester, eller på anden måde foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at en sådan autorisation haves.

Stk. 2. En virksomhed, der ikke er godkendt som kompetent virksomhed på gasområdet, eller hvis godkendelse er bortfaldet, tilbagekaldt eller frakendt, jf. §§ 11-13, må ikke foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at en sådan godkendelse haves.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 15. By- og boligministeren fastsætter bestemmelser for gasinstallationer (Gasreglementet) samt for gasproduktionsanlæg, distributionsledninger og øvrige gasforsyningssystemer, medmindre gassikkerheden ved disse anlæg er omfattet af særlige bestemmelser, udstedt i medfør af lov om arbejdsmiljø m.v. Herunder kan der fastsættes krav til gasmateriel, der indgår i gasinstallationer og anlæg.

Stk. 2. I Gasreglementet kan der fastsættes

1) Bestemmelser om konstruktion, funktion, overensstemmelsesvurdering, mærkning, salg og markedsføring af gasmateriel.

2) Bestemmelser om udførelse, afprøvning, og kontrol af og service på gasinstallationer, herunder det anvendte gasmateriel.

3) Bestemmelser om benyttelse og vedligeholdelse af gasinstallationer, herunder det anvendte gasmateriel.

4) Bestemmelser om pligt for bygherrer, leverandører og installatører til at give gasleverandørerne oplysninger om konkrete installationer og installationsarbejder.

5) Bestemmelser om tilladelse til at udføre særlige arbejder på gasinstallationer og gasmateriel på grundlag af en særlig uddannelsesmæssig kompetence, herunder bestemmelser om, hvorledes sådanne tilladelser kan frakendes.

6) Bestemmelser om bygherrers, leverandørers og installatørers egenkontrol af udførte installationer samt leveret gasmateriel.

7) Bestemmelser om godkendelse af og tilsyn med gasleverandører og disses sikkerhedsarbejde, herunder tilsyn med de gasinstallationer, hvortil levering sker, samt bestemmelser om tilbagekaldelse af godkendelse.

8) Overgangsbestemmelser med hensyn til eksisterende gasinstallationer, herunder gasmateriel, der ikke er i overensstemmelse med reglementets bestemmelser.

9) Bestemmelser med henblik på at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten vedrørende krav til gasinstallationer.

Stk. 3. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan ved særlige forhold dispensere fra bestemmelser udstedt i medfør af stk. 1, (Gasreglementet), herunder stille særlige krav ud over, hvad der er bestemt i Gasreglementet.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 16. Danmarks Gasmateriel Prøvning varetager kontrol og tilsyn med gasinstallationer og gasmateriel for at overvåge den sikkerhedstekniske tilstand ved installationerne.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 17. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan

1) give påbud til en ejer eller bruger af en gasinstallation om at få foretaget eftersyn og kan give påbud om at få foretaget ændring af en gasinstallation, herunder gasmateriel, inden for en angivet tidsfrist, såfremt der foreligger en sikkerhedsmæssig risiko ved benyttelse af installationen,

2) give påbud til en ejer eller bruger af en gasinstallation om udbedring af sikkerhedsmæssige fejl og mangler ved installationen inden for en angivet tidsfrist, og

3) nedlægge forbud imod brugen af en gasinstallation eller af gasmateriel, der ikke opfylder Gasreglementets bestemmelser, eller som karakteriseres som sikkerhedsmæssigt uforsvarlig. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan i den forbindelse lade gasforsyningen til den pågældende installation afbryde eller give påbud til vedkommende gasleverandør om at foretage afbrydelse, såfremt Danmarks Gasmateriel Prøvning finder det nødvendigt for at sikre overholdelse af forbuddet.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 18. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan

1) nedlægge forbud imod salg, udlevering, installation og brug af gasmateriel, der ikke opfylder Gasreglementets bestemmelser, eller hvis anvendelse indebærer en sikkerhedsmæssig risiko,

2) pålægge fabrikanter og forhandlere af gasmateriel, omfattet af forbud efter nr. 1, at tilbagekalde sådant materiel eller foretage ændringer i gasmateriellet, og

3) afkræve fabrikanter, importører og forhandlere af gasmateriel de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om gasmateriellet generelt må karakteriseres som farligt, og om tidspunktet for salg eller udlevering.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 19. Ejere og brugere af gasinstallationer, fabrikanter og forhandlere samt installatører skal efter anmodning meddele alle oplysninger, som er nødvendige for udførelse af de tilsynsopgaver, der er omfattet af loven.

Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan bemyndige et kontrolorgan, til mod forevisning af behørig legitimation og uden retskendelse, til enhver tid at have adgang til alle gasinstallationer samt alle lokaliteter, hvor der forhandles, oplagres eller benyttes gasinstallationer og gasmateriel.

Stk. 3. Forhandlere og importører af gasmateriel skal efter anmodning stille gasmateriel til rådighed for Danmarks Gasmateriel Prøvnings sikkerhedsmæssige undersøgelser efter konkret anmodning.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 20. By- og boligministeren kan bemyndige Danmarks Gasmateriel Prøvning til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan bemyndige andre offentlige myndigheder og private virksomheder til at udøve de beføjelser, der er nævnt i § 9, stk. 1 og 2, og § 19, stk. 2.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 21. Der nedsættes et rådgivende gasudvalg til at rådgive by- og boligministeren ved udarbejdelse af bestemmelser i medfør af § 15 (Gasreglementet) samt øvrige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for gasinstallationer og gasmateriel.

Stk. 2. Medlemmer af Det Rådgivende Gasudvalg udpeges af by- og boligministeren efter indstilling fra interesseorganisationer, øvrige myndigheder samt bruger- og forbrugerorganisationer. By- og boligministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og udpeger en formand for udvalget.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 22. Til at kontrollere kvaliteten af de i § 7, nævnte godkendte prøver nedsætter Danmarks Gasmateriel Prøvning et eller flere udvalg med repræsentanter for de faglige interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner m.v.

Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning fastsætter bestemmelser for udvalgenes arbejde.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 23. Gasleverandørerne skal i forbindelse med anmeldelse af nye gasinstallationer og tilsyn med eksisterende gasinstallationer føre tilsyn med, hvorvidt arbejdet er udført af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder, samt hvorvidt arbejdets kvalitet og installationernes tilstand er tilfredsstillende, og arbejdet er udført i overensstemmelse med Gasreglementet, jf. § 15.

Stk. 2. En kommunalbestyrelse skal i forbindelse med behandling af byggesager i henhold til byggelovgivningen påse, at arbejder med vand- og afløbsinstallationer, der anmeldes, er udført af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder.

Stk. 3. Hvis en gasleverandør, en kommunalbestyrelse eller en forsyningsvirksomhed konstaterer, at reglerne i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør af denne lov er overtrådt, eller at en virksomhed har gjort sig skyldig i øvrige forhold, som vil kunne medføre frakendelse af autorisation eller godkendelse efter § 12, skal forholdene indrapporteres til Danmarks Gasmateriel Prøvning.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 24. By- og boligministeren fastsætter størrelsen af de beløb, der af gasleverandørerne skal betales til dækning af udgifter ved Det Rådgivende Gasudvalgs virksomhed samt omkostninger ved Danmarks Gasmateriel Prøvnings administration af loven på gasområdet.

Stk. 2. Gasleverandørernes omkostninger ved udførelse af det sikkerhedstekniske arbejde, der er pålagt i medfør af bestemmelser fastsat i medfør af § 15 (Gasreglementet), samt omkostninger, jf. stk. 1, skal refunderes af det selskab, der har indgået kommerciel gasleveranceaftale med forbrugeren.

Stk. 3. By- og boligministeren fastsætter gebyrer for deltagelse i de i § 7 omhandlede kompetencegivende prøver. Gebyrernes størrelse fastsættes således, at Danmarks Gasmateriel Prøvnings omkostninger ved administration af de kompetencegivende prøver dækkes ind.

Stk. 4. By- og boligministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med Danmarks Gasmateriel Prøvnings tilsyn og kontrol efter §§ 16-19.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 25. Med bøde straffes den, der

1) uden at være berettiget dertil udfører arbejde, som kræver autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed, jf. §§ 4-5,

2) lader sådant arbejde udføre af en virksomhed eller personer, der ikke efter denne lov er berettiget dertil, eller

3) overtræder § 14 og § 19, eller nægter at efterkomme påbud eller forbud i medfør af § 17 og § 18, nr. 1 og 2, eller undlader at give oplysninger efter § 18, nr. 3.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Når der er fastsat strafansvar, jf. stk. 2, for overtrædelse af bestemmelser fastsat i medfør af § 15, (Gasreglementet), er forældelsesfristen 10 år.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 26. Loven træder i kraft den 1. januar 2001. Samtidig ophæves lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer.

Stk. 2. §§ 15-19, §§ 20-22 og § 24 træder dog i kraft den 1. april 2000.

Stk. 3. Bestemmelser, udstedt i medfør af lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer, har virkning, indtil de afløses af bestemmelser udstedt i medfør af denne lov.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 27. Virksomheder, der har opnået autorisation efter bestemmelserne i lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer, skal inden den 1. januar 2003 opfylde autorisationsvilkårene i § 7, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Virksomheder, der har opnået gas-, vand- og sanitetsmesterautorisation efter bestemmelserne i lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger med senere ændringer, og som indgiver ansøgning om fremover at indskrænke virksomheden til et begrænset område i medfør af bestemmelserne i § 7, stk. 3, kan fortsat benytte benævnelserne gas-, vand- og sanitetsmester og VVS-installatør.

Stk. 3. Virksomheder med ansatte med personlig autorisation til at udføre F-gasinstallationer (flaskegas) i campingvogne i medfør af bekendtgørelse nr. 427 af 12. oktober 1979, eller virksomheder med ansatte med personlig autorisation til at indregulere større gasfyrede anlæg i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 94 af 13. marts 1985 skal inden den 1. januar 2003 opfylde vilkårene for godkendelse som kompetent virksomhed i § 7, stk. 3.

Stk. 4. Autorisation udstedt efter den før 1. juli 1962 gældende lovgivning eller efter overgangsbestemmelser fastsat i henhold til lov nr. 132 af 13. april 1962 vedbliver at have gyldighed med de begrænsninger, der er fastsat i de enkelte autorisationer.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Baggrund for lovforslaget

Baggrunden for lovforslaget, der erstatter lov nr. 250 af 8. juni 1978 om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger, er dels behovet for en gennemgribende revurdering, modernisering og regelforenkling og dels nødvendige ændringer som følge af vedtagne og kommende EU-regler i relation til det indre marked.

Behovet for generel modernisering og revurdering af den gældende lov skyldes dels, at der siden vedtagelsen af den gældende lov i 1978 er sket en ændring af en række af de forudsætninger, der blev lagt til grund for loven, og dels, at der særligt på gassikkerhedsområdet må sikres mulighed for at lægge mere vægt på en række forhold som uddannelse og kompetence i virksomhederne, dokumentation for kvaliteten i arbejdet samt mulighed for indgreb på markedet.

Det eksisterende system

Den gældende lov fastsætter krav om autorisation som VVS-installatør eller kloakmester for at udføre arbejder ved henholdsvis gas-, vand- og sanitetsinstallationer og afløbsinstallationer, herunder kloakledninger. Endvidere giver den gældende lov hjemmel til at fastsætte tekniske forskrifter for gasinstallationer (Gasreglementet) med det formål at sikre og opretholde et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer.

Lovforslagets indhold

Lovforslaget indeholder ændringer på følgende områder

1) Formål.

2) Anvendelsesområde vedrørende gassikkerhed.

3) Virksomhedsregulering.

4) Reguleringsformen for udførende virksomheder, herunder enhedsautorisation og kvalitetsstyring.

5) Gassikkerhedsområdet.

6) Gasselskabers, kommuners og forsyningsvirksomheders deltagelse ved lovens administration.

7) Administration.

Ad 1) Formål

Det foreslås at indføre en formålsbestemmelse for at fastlægge rammerne for administrationen, herunder at fremme foranstaltninger til anvendelse af energi- og ressourcebesparende udstyr samt foranstaltninger som led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats.

Ad 2) Anvendelsesområde vedrørende gassikkerhed

Lovforslaget bygger på den forudsætning, at kun gasrisici ved gasinstallationer og gasmateriel er omfattet. Ved gasrisici forstås risici for forgiftninger, brande eller eksplosioner i forbindelse med udførelse og anvendelse af gasinstallationer og gasforbrugende udstyr.

Anvendelsesområdet omfatter fortsat stikledninger og installationer, inkl. gasforbrugende udstyr og deres ventilations- og aftrækssystemer for alle typer og størrelser af gasinstallationer, der anvendes til fritidsbrug, husholdning, erhverv, kraftvarmeanlæg, industri m.m. Ved gasinstallationer forstås installationer og gasmateriel, der anvender bygas, naturgas, flaskegas samt lignende brændbare gasser, såsom biogas og skraldgas, der kunne tænkes anvendt bredt til forskellige formål.

Endvidere udvides anvendelsesområdet til tillige at omfatte gasproduktionsanlæg og gasdistributionssystemer i det omfang, gasrisikoen ikke er omfattet af regler og tilsyn fra Arbejdstilsynet i medfør af forskrifter udstedt i medfør af lov om arbejdsmiljø m.v. Baggrunden herfor er, at sådanne bygas-, naturgas/luft-, flaskegas- og biogasanlæg ikke er reguleret, for så vidt angår den gastekniske risiko. Udvidelsen tager således sigte på, at Danmarks Gasmateriel Prøvning kan stille sikkerhedskrav til sådanne anlæg, hvorimod det ikke er hensigten at udvide kravene om anvendelse af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder til også at omfatte arbejde på disse anlæg.

Løbende samarbejde mellem Danmarks Gasmateriel Prøvning og Arbejdstilsynet har hidtil og vil fremover sikre, at der anvendes samme sikkerhedskrav af hensyn til gasrisikoen på teknisk sammenlignelige områder.

Ad 3) Virksomhedsregulering

Lovforslaget indebærer som hidtil krav om regulering af de virksomheder, der udfører gas-, vand- og afløbsinstallationer.

På gasområdet udgør krav til virksomheder, der udfører installationsarbejde og service på gasinstallationer et vigtigt element i sikkerhedsgrundlaget. Det udførte installationsarbejde har stor betydning for installationens samlede kvalitet og sikkerhed. Tegn på svigt i kvaliteten i de senere år har medført, at der er stillet nye supplerende krav til installatørers servicearbejde i form af krav om anvendelse af simple kvalitetsstyringsrutiner i virksomhederne.

Behovet for regulering på vand- og afløbsområdet er mindre tydelig end på gasområdet, da der ikke er risiko for pludseligt indtrufne ulykker med medfølgende direkte fare for personers liv, men derimod risiko for forureningsskader og vandspild m.v.

En fortsat regulering på vand- og afløbsområdet foreslås derfor udformet på en måde, der bedre tilgodeser forbruger- og samfundshensyn, og der foreslås en lempelse i reguleringen, således at forbrugerne selv får mulighed for at udføre simple installationsarbejder, hvor udskiftning og tilslutning af godkendte brugsgenstande og armaturer i en lovlig installation ikke vil være forbundet med nogen større risiko, hverken sundheds- eller miljømæssigt.

Lovforslaget åbner derfor mulighed for, at forbrugerne fremover selv kan udskifte vandhaner og håndvaske samt tilslutte vand og afløb til sædvanlige husholdningsapparater.

Der vil dog ikke kunne drives erhvervsmæssig virksomhed på disse områder. Disse arbejder kan derfor kun udføres af forbrugerne selv eller for andre som vennetjenester o.l. Det er i den forbindelse fortsat den enkelte forbruger, der er ansvarlig for egne installationer.

For så vidt angår muligheden for kommuner og forsyningsvirksomheder, hvor disse er ejere af hovedledninger, til uden autorisation at udføre installations- og servicearbejde, fastholdes dette omfang på samme niveau, men bliver præciseret ved en oplistning i en bekendtgørelse af hvilke konkrete arbejdsopgaver, der kan udføres uden autorisation.

Kommuner og forsyningsselskaber vil fortsat kun kunne udføre autorisationskrævende arbejder, hvor kommuner og forsyningsvirksomheder sædvanligvis har en særlig interesse af hensyn til forsyningen, eksempelvis udskiftning af vandmålere samt i helt enkeltstående tilfælde i forbindelse med lovliggørelse af en konkret installation, hvor der er problemer med at få den udførende virksomhed til at færdiggøre arbejdet. Sidstnævnte arbejder kan udføres af hensyn til forbrugerne, men må ikke have karakter af arbejder, der kan sidestilles med erhvervsmæssig gas-, vand- og sanitetsmestervirksomhed og kloakmestervirksomhed.

For så vidt angår den overordnede sundheds- og miljøindsats, hvor blandt andet Miljøstyrelsen løbende udgiver forskrifter og vejledninger, er det nødvendigt, at de udførende virksomheder har en fornøden faglig kompetence til at kunne anvende disse tekniske dokumenter i det praktiske arbejde.

Ad 4) Reguleringsformen for udførende virksomheder

Den eksisterende lov forudsætter en enhedsautorisation på gas-, vand- og sanitetsområdet, idet der dog har været mulighed for at dispensere og stille alternative krav i form af specielle personlige autorisationsordninger, fortrinsvis til udførelse af særlige arbejder ved gastekniske installationsformer såsom flaskegasinstallationer i campingvogne og indregulering og service af større gasfyrede anlæg.

Endvidere bygger den gældende lov på, at krav om faglig kompetence er relateret til mesteren, og at der kun i begrænset omfang stilles særlige uddannelseskrav til medarbejdere.

Denne reguleringsform har vist sig dels at være utidssvarende set i relation til samfundets udvikling og markedets udvikling i øvrigt på gasområdet, og dels at være utilstrækkelig til at sikre den forventede kvalitet i arbejdet.

Lovforslaget indeholder derfor forslag til en moderniseret regulering i form af

a Fastholdelse af enhedsautorisationsbegrebet på gas-, vand- og sanitetsområdet, men med mulighed for at godkende kompetente virksomheder med begrænsede arbejdsopgaver indenfor gasområdet,

a indførelse af supplerende krav om anvendelse af simple kvalitetsstyringssystemer hos de udførende virksomheder.

Enhedsautorisation

Det foreslås at fastholde kravet om enhedsautorisation ved udførelse af gas-, vand- og sanitetsarbejder.

Ud over den hidtidige ordning med autorisation som VVS-installatør eller kloakmester, hvor virksomhederne har krav på autorisation, såfremt de opfylder autorisationsvilkårene, åbner lovforslaget herudover mulighed for administrativt at godkende fagligt kompetente virksomheder på gasområdet, der kun ønsker at arbejde på et begrænset felt. Denne mulighed foreslås anvendt over for virksomheder, der udelukkende arbejder på særlige gastekniske installationer, der kræver speciel gasteknisk ekspertise for disse anlægstyper samt virksomheder, der udelukkende ønsker at arbejde på begrænsede fagområder, og hvor der er en særlig argumentation og begrundelse herfor. Vilkårene for autoriserede og godkendte kompetente virksomheder vil være ens, bortset fra fleksibiliteten med hensyn til muligheden for at anerkende en alternativ uddannelse for virksomhedens teknisk ansvarlige for fagområdet og evt. vedkommendes medarbejdere. Denne nye, mere fleksible ordning vil sikre, at virksomheder, der kan dokumentere deres faglige kompetence på en del af det hidtidige enhedsautorisationsområde, ikke nægtes at udøve denne virksomhed. Derudover indeholder forslaget en begrænset adgang til at meddele autorisation, i form af dispensation, til virksomheder, der alene ønsker at udføre vand- og sanitetsarbejder.

Kvalitetsstyring

Til sikring af kvaliteten og sikkerheden i arbejdet, indeholder lovforslaget krav om egenkontrol i form af anvendelse af simple kvalitetsstyringssystemer. Virksomhederne skal således opbygge et simpelt kvalitetsstyringssystem i virksomheden, opnå godkendelse af dette og med regelmæssige intervaller få efterprøvet, om systemet bliver efterlevet i praksis. Erfaringerne inden for gasbranchen, hvor både fabrikanter og gasleverandører er omfattet af lignende krav, viser, at sådanne simple kvalitetsstyringssystemer kan udarbejdes og anvendes for forholdsvis enkle midler, og disse er derfor både administrativt og økonomisk overkommelig for selv små virksomheder. Samtidig viser erfaringen, at den ønskede effekt kan opnås, og at øget anvendelse af kvalitetsstyring i virksomhederne generelt vil indebære en reduktion af fejl og mangler og dermed også på sigt bidrage til at give virksomhederne en økonomisk gevinst.

Ordningen vil løbende blive evalueret med henblik på en vurdering af, om reguleringen af virksomhedsudøvelsen på gas-, vand- og sanitetsarbejder skal ske på anden måde, f.eks. i form af personcertificering eller virksomhedscertificering. Det vil endvidere i forbindelse med evalueringen blive vurderet, hvorvidt hensigten med lovforslaget og virkningerne af den foreslåede ordning fortsat er hensigtsmæssig. Der vil på baggrund af evalueringen blive udarbejdet en redegørelse, der efter høring af øvrige myndigheder og organisationer, vil blive afleveret til Folketingets Boligudvalg, når loven har virket i 3 år.

Ad 5) Gassikkerhedsområdet

Den gældende lov består på gassikkerhedsområdet alene i en hjemmel til at udfærdige tekniske forskrifter for gasinstallationer og gasmateriel som ramme for lovens administration. Siden lovens vedtagelse har det været nødvendigt nærmere at definere lovens sikkerhedsgrundlag for gasinstallationer i form af såvel egentlige forskrifter som mere operationelle forhold i form af sikkerhedsovervågning for idriftværende installationer samt muligheder for hurtig indgriben og foranstaltninger, såfremt sikkerhedskritiske forhold er konstateret.

I lovforslaget er der derfor sket en præcisering af hjemlen til at udforme særlige bestemmelser i Gasreglementet. Endvidere foreslås indført et nyt særskilt kapitel om kontrol og tilsyn med gasinstallationer.

Det foreslås, at der fortsat vil være hjemmel til, at Danmarks Gasmateriel Prøvning eller den af Danmarks Gasmateriel Prøvning bemyndigede uden retskendelse skal have adgang til alle gasinstallationer i private boliger, når der er sikkerhedsmæssige problemer. Denne mulighed er vigtig at bevare af hensyn til dels at kunne gribe hurtigt ind i tilfælde af umiddelbar risiko for gasulykker og dels at kunne afdække eventuelle sikkerhedsmæssige problemer. Muligheden i sidstnævnte tilfælde vil dog blive begrænset mest muligt og vil kun blive anvendt, såfremt der er begrundet mistanke om et sikkerhedsmæssigt problem, der kunne indebære risiko for personer.

Ad 6) Gasselskabers, kommuners og forsyningsvirksomheders deltagelse ved lovens administration

På baggrund af den nugældende lov og Gasreglementets bestemmelser har gasleverandørerne pligt til at deltage i det sikkerhedstekniske arbejde og i øvrigt til at betale for Danmarks Gasmateriel Prøvnings myndighedsudøvelse på gasområdet.

Således administrerer gasleverandørerne i dag en stor del af Gasreglementets bestemmelser over for de enkelte forbrugere.

I forbindelse med liberalisering af det indre marked for naturgas i EU vil der ske ændringer i naturgasselskabernes organisation og arbejdsopgaver. Således vil der i forbindelse med Miljø- og Energiministeriets implementering af direktivet om fælles regler for det indre marked for naturgas ske en ændring af begrebet gasleverandør, sådan at begrebet fremover anvendes i to betydninger: Enten alene i egenskab af ledningsejer, der distribuerer gas, forbrugeren har købt hos et andet selskab eller som gasselskab, der distribuerer gas - ligeledes i egne ledninger - solgt af dem selv til forbrugerne.

Da den særlige danske model for sikkerhedsarbejdet på gasområdet, hvor gasselskaberne aktivt deltager i administrationen af Gasreglementets bestemmelser, har vist sig hensigtsmæssig og effektiv og til fordel for alle parter, foreslås denne model bevaret.

Lovforslaget præciserer dog, at det er det selskab, der ejer eller vedligeholder ledningsnettet og forsyningssystemet til forbrugernes installationer, der pålægges pligten til at deltage i sikkerhedsarbejdet.

I den gældende lov er der fastsat pligt for kommuner til i forbindelse med byggesagsbehandling at påse, at autorisationskrævende arbejde udføres af autoriserede virksomheder. Endvidere er der pligt for kommuner og forsyningsvirksomheder til at indberette konstaterede overtrædelser af loven til Danmarks Gasmateriel Prøvning.

Lovforslaget indeholder fortsat disse pligter for at bidrage til sikring imod, at ikke-autoriserede virksomheder udfører autorisationskrævende arbejder.

Ad 7) Administration

Lovforslaget er i lighed med den gældende lov i vidt omfang udformet som en rammelov, der indeholder grundlaget og rammerne for udstedelse af tekniske regler og bekendtgørelser. Rammelovgivning har på dette område vist sig mest hensigtsmæssigt, da der løbende må foretages ændringer i de sikkerhedstekniske bestemmelser for gasinstallationer, og der samtidig er et behov for at ændre kravene til virksomhederne i takt med udviklingen.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende ministerier, styrelser og organisationer

Arbejdsministeriet, Arbejdstilsynet, Arbejdsmarkedsstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet, Energistyrelsen, Miljøstyrelsen, Erhvervsministeriet, Erhvervsfremmestyrelsen, Søfartsstyrelsen, Forbrugerstyrelsen, Undervisningsministeriet, Direktoratet for Erhvervsuddannelser, Finansministeriet, Statsministeriet, Justitsministeriet, Færdselsstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Beredsskabsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Håndværksrådet, Dansk Industri, LO, Dansk VVS, Dansk Smedemesterforening, Danske Entreprenører, Camping Branchen, Blik & Rørarbejderforbundet, Dansk Metalforbund, Byggeriets Arbejdsgivere, Foreningen af autoriserede kloakmestre i Danmark, Landsforeningen Danske Maskinstationer, De Grønne Kloakentreprenører, Entreprenørbranchens Fællesudvalg, Forbrugerrådet, Forsikring & Pension, DONG A/S, Hovedstadens Naturgasselskab, Naturgas Midt-Nord, Naturgas Sjælland, Naturgas FYN, DONG Naturgas A/S, Københavns Belysningsvæsen, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Dansk Gas Brancheforening, VVS-fabrikanterne, Danske Vandværkers Forening, Danmarks Private Vandværker, Teknologisk Institut, Dansk Gasteknisk Center, Dansk Bygningsinspektørforening og Kommunalteknisk Chefforening.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget vil for staten have økonomiske og administrative konsekvenser i år 2000 og 2001 i forbindelse med opbygning af et administrationssystem til godkendelse af virksomheders kvalitetsstyringssystemer samt øvrige kontrolfunktioner. Merudgifter til primært et øget lønforbrug vil andrage 0,3 mill. kr. i hvert af de to finansår.

For kommunerne vurderes de nye supplerende reguleringer af de autoriserede og godkendte kompetente virksomheder væsentligt at reducere behovet for efterfølgende kommunal kontrol af kvaliteten af de udførte arbejder. Den administrative besparelse, der følger heraf, vurderes at være af mindst samme størrelsesorden som den statslige merudgift.

De kommunaløkonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Erhvervsmæssige konsekvenser

Lovforslaget vil have økonomiske og administrative konsekvenser for de autoriserede og godkendte kompetente virksomheder. Lovforslaget skønnes at omfatte ca. 3.000 VVS-installatører, ca. 200 godkendte kompetente virksomheder og ca. 3.000 kloakmestre.

I en periode vil forslaget indebære udgifter til opbygning og godkendelse af simple kvalitetsstyringssystemer samt en mindre løbende udgift til at vedligeholde disse systemer. Desuden må der forventes ændringer i virksomhedernes interne forretningsgange samt en lille stigning i registreringen af det udførte arbejde. For de virksomheder, der ikke indfører kvalitetsstyringssystemer, må der påregnes øgede udgifter i forbindelse med ekstern stikprøvekontrol af de udførte arbejder.

Lovforslagets erhvervsmæssige konsekvenser er blevet vurderet af et fokuspanel bestående af 42 af de omfattede virksomheder. Virksomhederne har besvaret spørgsmål om lovforslagets betydning for deres administrative arbejdsbyrde. 83% af virksomhederne i fokuspanelet forventer, at lovforslaget vil medføre administrative éngangsbyrder, gennemsnitligt ca. 21 timer, og 51% forventer behov for ekstern bistand på éngangsbasis, gennemsnitligt ca. 7 timer. Arbejdet er begrundet i opbygning af simple kvalitetsstyringssystemer samt ændringer i virksomhedernes interne forretningsgange.

Der knytter sig en betydelig usikkerhed til vurderingen af de reelle meromkostninger som følge af lovforslaget. Dels er mere detaljerede krav til kvalitetsstyringssystemet endnu ikke udarbejdet, og dels er der store forskelle i de kvalitetstyringssystemer, som virksomhederne i dag anvender.

Erfaringsmæssigt kan omkostningerne for virksomhederne til den første godkendelse af kvalitetsstyringssystemet estimeres til 10.000-15.000 kr. Virksomhedernes direkte udgifter til kvalitetsstyringssystemer estimeres desuden til 3.000-5.000 kr. pr. år for løbende overvågning eller ca. 10.000 kr. pr. inspektion ved kontrol af kvaliteten af det udførte arbejde, såfremt virksomhederne vælger denne model på vand- og afløbsområdet.

I fokuspanelets undersøgelse forventede 83% af virksomhederne løbende administrative byrder som følge af lovforslaget på gennemsnitlig ca. 85 timer årligt. Disse byrder er begrundet i en lille stigning i registreringen af det udførte arbejde samt krav stillet som følge af kvalitetsstyring. Der må forventes at være forskel på, hvor meget store og små virksomheder belastes af lovforslaget.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes at have en positiv effekt for miljøet i kraft af større kvalitetskrav til de autoriserede og godkendte kompetente virksomheder, der udfører og vedligeholder gas-, vand- og afløbsinstallationer. Riskoen for uheld på gasområdet formindskes, og på vand- og afløbsområdet forbedres sikringen imod forurening og vandspild.

Endvidere åbner lovforslaget op for, at der kan stilles miljøkrav til alle former for gasanvendelse i takt med behovet som led i den overordnede samfundsindsats.

Forholdet til EU-retten

Efter lovforslagets § 15 bibeholdes den i den gældende lov eksisterende hjemmel til at fastsætte bestemmelser med henblik på at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten vedrørende krav til gasinstallationer. De gældende fællesskabsregler er fastsat i Rådets direktiv 90/396/EØF af 29. juni 1990 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om gasapparater (gasapparatdirektivet) (EF-Tidende 1990, nr. L 196, side 15), som ændret ved Rådets direktiv 93/68/EØF af 22. juli 1993 om ændring af blandt andet direktiv 90/396/EØF (CE-mærkningsdirektivet) (EF-Tidende 1993, nr. L 220, side 1).

Lovforslagets § 7 indeholder endvidere en hjemmel til ministeren til at fastsætte bestemmelser om fravigelser af uddannelseskravet, jf. lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 1, og kravet om fast forretningssted her i landet, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, når det er nødvendigt med henblik på at opfylde Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten. For så vidt angår fravigelse af uddannelseskravet tænkes især på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/42/EF af 7. juni 1999 om indførelse af en ordning for anerkendelse af eksamensbeviser for de former for erhvervsvirksomhed, der er omfattet af direktiverne om liberalisering og om overgangsforanstaltninger og til supplering af den generelle ordning for anerkendelse af eksamensbeviser (direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser) (EF-Tidende, 1999, nr. L 201, side 77). Direktivet skal være implementeret i dansk ret inden den 31. juli 2001.

Endelig indeholder lovforslaget, som konsekvens af vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas (EF-Tidende 1998, nr. L 204, side 1), bestemmelser om definition af gasleverandører. Direktivet indeholder ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til at gennemføre de i nærværende lovforslag foreslåede regler. Om begrundelsen for reglerne henvises til de almindelige bemærkninger.

De forpligtelser, som efter forslaget pålægges gasleverandørerne, vil blive medtaget som »Offentlige tjenester« i forbindelse med Miljø- og Energiministeriets implementering af direktivet (direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998).

Samlet vurdering af konsekvenser

Positive konsekvenser,

mindre udgifter

Negative konsekvenser,

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Kommunerne opnår en administrativ besparelse, der vurderes af mindst samme størrelsesorden som den statslige merudgift.

Staten vil få en merudgift på 0,3 mill. kr. både i år 2000 og 2001.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Et reduceret behov for efterfølgende kommunal kontrol af kvaliteten af de udførte arbejder.

I en overgangsperiode i år 2000 og 2001 forøges administrationen for staten.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Når kvalitetsstyringssystemerne er fuldt implementeret, forventes en højere kvalitet og sikkerhed i de udførte arbejder. Mulighed for at blive godkendt til udførelse af begrænsede opgaver.

Autoriserede og godkendte kompetente virksomheder vil få forøgede udgifter til ekstern godkendelse og overvågning af kvalitetsstyringssystemer.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Nej.

Forøget arbejde med at opbygge kvalitetsstyringssystemer og lidt forøgede krav til løbende registrering af udført arbejde.

Miljømæssige konsekvenser

Mindsket risiko for uheld på gasområdet og på vand- og afløbsområdet bedre sikring mod forurening og vandspild.

Nej.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lempelser i form af mulighed for selv at udføre simple arbejder på vand- og afløbsledninger.

Nej.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget sikrer den nødvendige hjemmel til at implementere relevante EU-regler med relation til sikkerheden ved gasinstallationer og gasmateriel samt den nødvendige hjemmel til at implementere EU-regler om gensidig anerkendelse af uddannelser. Endvidere tages højde for konsekvenserne i forbindelse med den kommende implementering af direktivet om det indre marked for naturgas.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Kapitlet omfatter formål og anvendelsesområde for lovforslaget, hvor der som noget nyt foreslås indført en formålsparagraf for at fastlægge rammerne for lovens administration. Som noget nyt foreslås, at produktionsanlæg, distributionsledninger og øvrige anlæg til forsyning af gas omfattes af anvendelsesområdet.

Til § 1

Det foreslåede formål i nr. 1 vedrører gassikkerhedshensyn, der som hidtil påtænkes udøvet ved forebyggende foranstaltninger i forbindelse med Gasreglementet, jf. lovforslagets § 15 samt ved afhjælpningsforanstaltninger, såfremt den løbende overvågning og kontrol nødvendiggør indgreb ved gasinstallationer og gasmateriel af sikkerhedsmæssige årsager jf. forslagets §§ 16-19.

Formålet angivet i nr. 2 påtænkes opfyldt ved hjælp af de krav, der stilles til virksomheder som betingelse for at udøve virksomhed som autoriseret gas-, vand- og sanitetsmester (VVS-installatør), som godkendt kompetent virksomhed inden for et begrænset felt eller som autoriseret kloakmester, jf. lovforslagets §§ 4-5.

For gasinstallationer og gasmateriel indeholder lovforslaget hjemmel i §§ 15-19 til regulering på alle de områder, det skønnes nødvendigt, for at sikre den ønskede sikkerhedsmæssige kvalitet, blandt andet tekniske bestemmelser for gasinstallationer og gasmateriel. For vand- og afløbsinstallationer regulerer forslaget som hidtil kun kravene til virksomheder, jf. §§ 4 og 5, mens øvrige tekniske regler for vand- og afløbsinstallationer m.v. er fastsat i henhold til anden lovgivning.

Formålene angivet i nr. 1 og nr. 2 har dannet grundlag for administrationen af den nugældende lov.

Som noget nyt foreslås formål nr. 3 indsat i lovforslaget for fremover at give mulighed for at implementere krav til gasinstallationer og gasmateriel som led i foranstaltninger i den overordnede miljø- og sundhedsindsats.

Her tænkes på nye energi- eller miljøkrav til gasforbrugende udstyr som led i foranstaltninger for energibesparelse eller reduktion af miljøpåvirkninger samt foranstaltninger for at forbedre indeklimaet eller nærmiljøet omkring bygninger. Disse krav vil blive fastsat med hjemmel i lovforslagets § 15.

Til § 2

Stk. 1 regulerer hvilke installationer og anlæg, der er omfattet af loven. Bestemmelserne er en videreførelse af gældende bestemmelser om, at installationer for henholdsvis gas, vand og afløb regnes fra stikledningens anboring på hovedledning og omfatter hele den efterfølgende installation. For gasinstallationers vedkommende omfattes tillige de gasforbrugende apparaters ventilations- og aftrækssystemer. Produktionsanlæg og hoved- eller distributionsledning for vand og afløb er som hidtil undtaget. Som noget nyt foreslås i nr. 2, at produktionsanlæg og distributionsledninger og øvrige forsyningssystemer for gas er omfattet i de tilfælde, hvor gassikkerheden ved disse anlæg ikke er omfattet af arbejdsmiljøloven m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 497 af 29. juni 1998 §§ 40, 41 og 46. Her tænkes på produktionsanlæg for bygas og biogas, dele af flaskegasforsyningssystemer samt tilhørende distributionsledninger, der i dag ikke er reguleret ved særlige bestemmelser for gassikkerheden.

Som en præcisering foreslås tillige i stk. 1, nr. 1, at der ved gasinstallationer forstås installationer og gasmateriel, der anvender bygas, naturgas, flaskegas samt lignende brændbare gasser, såsom biogas, skraldgas og øvrige brændbare gaskvaliteter, der kunne tænkes anvendt bredt til forskellige formål. Denne præcisering er indsat for dels at sikre fuld overensstemmelse med definitionen på gas i gasapparatdirektivet og dels at tage højde for den fremtidige mulighed for at anvende brint eller tilsvarende særlige gaskvaliteter.

Mens anlæg for flaskegas (butan og propan) er omfattet af bestemmelserne, vil f.eks. anlæg med acetylen til svejseprocesser fortsat være omfattet af bestemmelser udstedt i medfør af arbejdsmiljøloven.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 er en videreførelse af gældende bestemmelser og omfatter alle former for gasanvendelse og er ikke begrænset til installationer og gasudstyr, der forbrænder gassen. Her tænkes eksempelvis på anvendelse af gas som kølemiddel i køleskabe og dybfrysere.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3 om vandinstallationer er en videreførelse af gældende bestemmelse, idet der undtages installationer, der forsynes fra anlæg for den enkelte private forbruger. Undtagelsen gælder således vandinstallationer i ejendomme, især på landet, der alene benyttes som bolig for ejeren og dennes husstand, og som udelukkende forsynes med vand fra en på vedkommende ejendom til dennes eget brug indrettet pumpeanlæg.

Derimod vil installationer, som ejeren i erhvervsmæssigt øjemed lader benytte af andre end sin egen husstand, være omfattet af bestemmelsen, uanset om installationen kun betjener vedkommende enkelte ejendom. Som eksempler kan nævnes installationer på fabrikker, i hotel- og pensionatsvirksomheder, i skoler eller på sygehuse.

Ved de i stk. 1, nr. 4 nævnte afløbsinstallationer - ud over afløbsinstallationer i bygninger (sanitetsinstallationer) - forstås ledninger og anlæg i jord, herunder også mindre anlæg til rensning af spildevand samt drænledninger i forbindelse med bygninger. Da autorisationskravet i § 5 vedrører alle afløbsinstallationer omfattet af bestemmelsen udfra hensynet til risikoen for forurening af grundvandet, foreslås det i nr. 4, at præcisere, at nedsivningsanlæg og samletanke er omfattet af bestemmelsen. Som andre mindre anlæg til rensning af spildevand før udledning til jorden eller recipient, der omfattes af bestemmelsen og autorisationskravene, kan nævnes biologiske sandfilteranlæg og rodzoneanlæg. Der er desuden flere typer afløbsinstallationer, som er omfattet af autorisationskravet, selvom disse ikke efter almindelig opfattelse betragtes som afløbsinstallationer. Alle afløbsanlæg på landbrugsejendomme, herunder lukkede afløbssystemer (ajle- og gylleanlæg) er således omfattet af autorisationskravet, for så vidt de kan karakteriseres som egentlige afløbsanlæg, ligesom dræninstallationer i forbindelse med bygninger er omfattet.

Stk. 2 og stk. 3 definerer som noget nyt begrebet gasleverandør og gasmateriel. Der foreslås indsat en definition på gasleverandør som den virksomhed, der ejer eller vedligeholder gasforsyningssystemet, og som distribuerer gas til installationer. Denne definition er indført som konsekvens af det vedtagne direktiv om det indre marked for naturgas, og tager i øvrigt højde for, at leverandører, der distribuerer gas i flasker, er omfattet.

Til § 3

Bestemmelserne angiver undtagelser fra loven for specifikke anvendelser af gas-, vand- og afløbsinstallationer om bord på skibe og gasinstallationer til fremdrift og opvarmning af køretøjer.

Bestemmelsen er en videreførelse af gældende bestemmelser om, at alle tekniske installationer om bord på skibe, herunder lystfartøjer er reguleret af lov om sikkerhed til søs.

For gasinstallationer i køretøjer inklusive autocampere, lastvogne, busser og lignende foreslås i lovforslaget, at anvendelsesområdet begrænses til sædvanlige installationer til kogebrug, køleskabe og lignende samt opvarmningsanlæg i campingvogne. Desuden foreslås det, at opvarmningsanlæg i køretøjer (bortset fra campingvogne) undtages, idet disse anlæg primært er beregnet til drift under kørsel, hvilket er reguleret af særlige bestemmelser i EU-retten, der er implementeret i færdselsloven.

Til kapitel 2

Kapitlet omfatter bestemmelser om virksomhedsområdet for autoriserede og godkendte kompetente virksomheder, der er en videreførelse af de gældende bestemmelser for, hvilke arbejder, der er omfattet af virksomhedsregulering.

Endvidere indeholder kapitlet bestemmelse om undtagelser fra kravene rettet imod forsyningsvirksomheder og forbrugere. For så vidt angår forbrugerne, foreslås det at udvide disses muligheder for at udføre simple vand- og sanitetsarbejder.

Til § 4

Bestemmelsen åbner for at udover autoriserede VVS-installatører kan godkendte kompetente virksomheder udføre installationer og/eller servicearbejder på gasinstallationer, jf. § 2, stk. 1, og § 7.

Den gældende lovs bestemmelse om sammenhæng mellem autorisationskravet for VVS-installatører og lovens anvendelsesområde for gas-, vand- og afløbsinstallationer foreslås ophævet for gasinstallationer, men videreført for vandinstallationer samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger. Således foreslås kravet til anvendelse af autoriserede virksomheder som hidtil ikke at gælde arbejder på produktionsanlæg, distributionsanlæg eller andre anlæg til forsyning med gas, jf. forslagets § 2, stk. 2, ligesom det heller ikke foreslås at stille krav om anvendelse af godkendte kompetente virksomheder.

Bestemmelserne om autoriserede virksomheder er såvel i den gældende lov som i forslaget uafhængigt af, om der er tale om arbejder på privat grund eller offentligt areal og uafhængigt af, om der er tale om privat virksomhed eller en forsyningsvirksomhed. Bestemmelserne foreslås som hidtil at gælde for arbejder ved såvel anboring, stikledninger, jordledninger som den øvrige del af ledningsnettet på privat grund. Som noget nyt foreslås bestemmelserne udvidet med, at for særlige typer af gasinstallationer kan udførelse og servicering foretages af kompetente virksomheder.

Til § 5

Den gældende lovs § 2 om sammenhængen mellem autorisationskravet for kloakmestre og lovens anvendelsesområde for afløbsinstallationer i jord foreslås videreført.

Bestemmelsen om arbejder omfattet af autorisationskravet som kloakmestre er foreslået præciseret, jf. lovforslagets § 2 med en angivelse af, hvilke arbejder, der kræver autorisation. Grænsefladen mellem autorisationsområdet for gas-, vand- og sanitetsmestre (VVS-installatører) og kloakmestre foreslås endvidere præciseret i bestemmelsen ved en beskrivelse af arbejdsområderne svarende til den hidtidige praksis.

Bestemmelsen om autorisation foreslås endvidere som hidtil at gælde for såvel arbejder på privat grund som i gadeareal og for private virksomheder og forsyningsvirksomheder på tilsvarende måde som anført under § 4.

Til § 6

Med nr. 1 og 2 videreføres den hidtidige adgang i den gældende lov for gas- og vandforsyningsvirksomheder samt kloakvæsner til uden autorisation at lade eget personale, dvs. personale, der er ansat og lønnet af forsyningsvirksomheden eller kloakvæsnet, udføre visse arbejder ved de installationer, der er tilsluttet deres hovedledninger. Denne bestemmelse har i stort omfang givet anledning til fortolkningstvivl, hvorfor det i nr. 1 og 2 foreslås, at der gives hjemmel til, at det ved en bekendtgørelse tydeliggøres, hvilke autorisationskrævende arbejder, gas- og vandforsyningsvirksomheder og kloakvæsener kan udføre uden at være indehaver af autorisation. Bestemmelsen vil blive fastsat udfra den gældende praksis, der omfatter arbejder ved ledninger i gadearealer, eksempelvis etablering af stikledninger, som kan føres ind på privat grund, hvor der etableres en stophane, udskiftning af gas- og vandmålere og arbejder ved husinstallationer i ganske ekstraordinære og enkeltstående situationer, som for eksempel i tilfælde, hvor ejeren har vægret sig imod at bringe installationer i forskriftsmæssig stand. Som hidtil vil der ikke for forsyningsvirksomhederne være adgang til at drive sædvanlig gas-, vand- og sanitetsmestervirksomhed, henholdsvis kloakmestervirksomhed, hvilket blandt andet vil betyde, at en kommunal vandforsyning ikke uden autorisation kan udføre autorisationskrævende arbejder på kommunens egne ejendomme.

Den gældende lovs mulighed for at undtage særlige arbejder fra autorisationskravet, er videreført i stk. 1, nr. 3 med præcisering af, at undtagelsen er betinget af, at arbejdet ikke kan medføre sundheds- eller miljømæssige risici. Hjemlen er i dag benyttet til at undtage udskiftning af vandhanepakninger i installationer, hvor der findes en afspærringshane i boligenheden, og udførelse af nedsivningsanlæg med tilhørende ledninger til bortledning af regnvand fra tag (faskiner) på beboelsesbygninger med tilknyttede udhuse, carporte og garager og på landbrugsejendommes driftsbygninger.

Som følge af udviklingen på området, herunder produktudviklingen af komponenter, foreslås bemyndigelsen benyttet til at fastsætte bestemmelser om, at omfanget af undtagelser på vand- og afløbsområdet udvides således, at forbrugerne selv skal kunne foretage udskiftning af taparmaturer (vandhaner, blandingsbatterier) håndvaske og køkkenvaske med synlige afløbsledninger og hvidevarer som f.eks. vaske- og opvaskemaskiner, hvor der i øvrigt ikke ændres på vand- og afløbsinstallationerne. For at udelukke tvivlsspørgsmål er det påkrævet, at de installationsarbejder, som forbrugerne selv må udføre, bliver defineret og beskrevet meget konkret og detaljeret i en bekendtgørelse for at sikre, at sådanne arbejders udførelse ikke kan give anledning til skader, vandspild m.v. Mulighederne for forbrugerne til selv at udføre simple installationsarbejder begrænses således til udskiftning og tilslutning af godkendte komponenter i en eksisterende lovlig installation. Der vil dog ikke kunne drives erhvervsmæssig virksomhed på de berørte områder. Disse arbejder kan derfor kun udføres af forbrugerne selv eller for andre som vennetjenester o.l. Det er i den forbindelse fortsat den enkelte forbruger, der er ansvarlig for egne installationer.

Til kapitel 3

Kapitlet omfatter vilkårene for at udstede autorisation og godkendelse som kompetent virksomhed samt bestemmelser om afslag. Bestemmelserne foreslår som noget nyt krav om anvendelse af kvalitetsstyring eller tilslutning til en særlig tilsynsordning som vilkår for såvel autoriserede som godkendte kompetente virksomheder. Bestemmelserne foreslår endvidere inden for et begrænset arbejdsfelt mulighed for at opnå godkendelse som kompetent virksomhed på gasområdet.

Til § 7

Det foreslås at fastholde det gældende enhedsautorisationsbegreb. Dette betyder, at der gives en autorisation, der dækker gas-, vand- og sanitetsområderne, og giver adgang til at udføre arbejder indenfor de i § 2, stk. 1, nr. 1-3 beskrevne områder.

På kloakområdet omfatter autorisationen det i § 2, stk. 1, nr. 4, beskrevne arbejdsområde.

Det foreslås at præcisere bestemmelsen ved at anvende betegnelsen »virksomheden«, hvor den gældende lov anvender »ansøgeren«, og i andre sammenhænge »mesteren«. Da autorisationen er en virksomhedsautorisation, dvs. udstedes til virksomheden på vilkår af, at der til denne er knyttet en person, der opfylder de særlige uddannelseskrav, findes denne betegnelse klarere, særligt i forbindelse med ansvarsplaceringen.

Uddannelseskravet i stk. 1, nr. 1, er som i den gældende lov et krav om bestået, godkendt prøve.

Kravet om ledelsesbeføjelser findes i dag i § 18, stk. 2 og § 19, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 156 af 10. april 1979 om autorisationer for gas-, vand- og sanitetsmestre og kloakmestre, som vedrører autorisation til virksomheder, der drives i selskabsform. Disse foreslås indført i § 7, da de autoriserede virksomheder som udgangspunkt i dag drives i selskabsform.

De konkrete krav til ledelsesbeføjelser består i dag, for så vidt angår interessentskaber, kommanditselskaber og lignende i et krav om, at virksomhedens autoriserede mester skal være økonomisk ansvarlig deltager i selskabet og have prokura, eller, hvis den pågældende ikke er personligt ansvarlig deltager i selskabet, skal være ansat som funktionær med dispositionsret i selskabets installationsvirksomhed. For så vidt angår aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber og lignende, skal den autoriserede enten være selskabets ansvarlige direktør, forretningsfører eller lignende, eller en funktionær som ovenfor beskrevet. Tilsvarende krav foreslås stillet overfor virksomhedens teknisk ansvarlige person. Dog kan der, hvor den teknisk ansvarlige ikke er firmaindehaveren eller et selskabs direktør, for så vidt angår kloakmestervirksomhed anerkendes ansættelse på funktionærlignende vilkår, idet en stor del af kloakmestervirksomhederne har hovedarbejdsområde uden for det autorisationskrævende område ved eksempelvis murer-, entreprenør-, eller anlægsarbejde.

Yderligere forudsættes, at den teknisk ansvarlige person, uanset om det er firmaindehaveren, direktøren eller en ansat, tager aktivt del i virksomhedens udførelse af autorisationskrævende arbejder.

Kravene om, at den teknisk ansvarlige ikke må være umyndig eller under værge- eller samværgemål er en videreførelse af den gældende lovs bestemmelser.

Kravene i stk. 1, nr. 2, om at virksomheden skal have et fast forretningssted her i landet, er en videreførelse af den gældende lovs bestemmelser.

Kravet i stk. 1, nr. 3 om anvendelse af et kvalitetsstyringssystem eller tilslutning til tilsynsordning er nyt. Der henvises til bemærkningerne til § 9.

Det er hensigten, at kravet om kvalitetsstyringssystem skal gælde virksomheder, der udfører gasinstallationer, mens virksomhederne på vand- og afløbsområdet kan vælge, om de vil indføre kvalitetsstyring eller tilslutte sig en tilsynsordning. Således vil f.eks. en autoriseret gas-, vand- og sanitetsvirksomhed, der udfører såvel gas- som vand- og sanitetsinstallationer, kunne vælge at indføre et kvalitetsstyringssystem, der alene vedrører gasinstallationsarbejdet, mens der for den øvrige del af virksomhedens autorisationskrævende virksomhed kan ske tilslutning til en særlig tilsynsordning.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, svarer til den gældende lov og indebærer, at der skal stilles sikkerhed. Der henvises til bemærkningerne til § 10.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 5 om, at virksomheden ikke må være under konkurs, er en videreførelse af gældende lovs § 4, stk. 1, nr. 4.

I stk. 2 stilles der krav om, at ansøgeren skal give oplysning om gæld til det offentlig m.v.

Begrundelsen herfor er bestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 3, hvorefter autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed kan nægtes, såfremt ansøgeren har en forfalden gæld til det offentlige på eller over 50.000 kr. Til konstatering af, hvorvidt dette er tilfældet, er det nødvendigt at indhente ansøgerens erklæring herom. Dette er hidtil sket administrativt, men foreslås indført i § 7. Da formålet med bestemmelsen er at nedbringe og imødegå, at der opstår personlige restancer, er det fundet nødvendigt i lovforslaget at præcisere dette ved en ændring af »ansøgeren« til »virksomheden samt den teknisk ansvarlige«. Det er således dels virksomhedens og dels den teknisk ansvarliges personlige, forfaldne gæld til det offentlige, der ønskes oplyst. Den gæld, der ønskes oplyst, skal vedrøre erhvervsvirksomhed i henhold til en tidligere autorisation indenfor det konkrete erhverv. Det bemærkes i øvrigt, at gæld, hvorom der er indgået en afdragsaftale, som overholdes, ikke i denne relation betragtes som forfalden.

Stk. 2, 2. pkt. er en videreførelse af gældende lov, hvorefter ansøgeren skal afgive en skriftlig erklæring om, hvorvidt han inden for de sidste 3 år er straffet for overtrædelse af reglerne i denne lov eller lov om visse forhold vedrørende gas-, vand- og afløbsinstallationer og dertil hørende kloakledninger eller bestemmelser udfærdiget i henhold til disse love. Som noget nyt foreslås personkredsen præciseret til virksomhedens ejer eller administrerende direktør samt den teknisk ansvarlige. Endvidere foreslås bestemmelsen udvidet til tillige at vedrøre godkendelse som kompetent virksomhed. Kravet om de pågældende oplysninger er væsentligt, idet der kan være tale om en sikkerhedsrisiko, når der foreligger tidligere overtrædelse af loven. Danmarks Gasmateriel Prøvning foretager på grundlag af oplysningerne en vurdering af, om autorisationsudstedelse eller godkendelse som kompetent virksomhed bør nægtes i medfør af § 8, stk. 1, nr. 1. Der henvises til bemærkningerne til denne.

Stk. 3 åbner mulighed for en godkendelse som kompetent virksomhed for virksomheder, der kun ønsker at arbejde indenfor en begrænset del af gasområdet. Herved får visse virksomheder mulighed for, inden for nøje afgrænsede arbejdsområder, at udøve et erhverv, der kan sidestilles med autoriserede virksomheders, men hvor arbejdsopgaverne enten kræver særlig ekspertise, er sammenknyttet med et specifikt produktkendskab eller er udtryk for en hensigtsmæssig nichevirksomhed begrundet i markedets behov. Her tænkes blandt andet på virksomheder, der alene udfører indregulering og service på gasdrevne motoranlæg eller andre særlige apparatkategorier, der fordrer specifikt produktkendskab, og hvor markedets krav er identificeret og afgrænset, samt virksomheder, der udfører og fører tilsyn med flaskegasinstallationer i campingvogne eller forestår indregulering og service af større gasfyrede brænderanlæg.

Det primære vilkår for godkendte kompetente virksomheder er kravet om dokumentation af den faglige kompetence. Dog vil der i visse tilfælde kunne stilles krav om en særlig kompetence, som vil kunne dokumenteres enten ved at have bestået en særlig godkendt prøve for netop den type virksomhed, eller ved fremlæggelse af tilstrækkelig dokumentation for, at virksomhedens teknisk ansvarlige og evt. dennes medarbejdere på anden vis har erhvervet den fornødne kompetence for, at virksomheden kan karakteriseres som kompetent inden for de specificerede arbejdsområder.

Afgørelse om virksomhedens godkendelse som kompetent virksomhed træffes af Danmarks Gasmateriel Prøvning på baggrund af en individuel vurdering af ovennævnte forhold, herunder sandsynligheden for, at virksomheden kan udøve sit erhverv inden for den specificerede begrænsning.

Stk. 4 giver Danmarks Gasmateriel Prøvning mulighed for at dispensere fra betingelserne i stk. 1, 2 og 3. Dispensationsadgangen svarer til den gældende dispensationsadgang, der hidtil har været anvendt til 1-årige dispensationer fra prøvekravene til personer, der ikke har bestået i gasfagene, samt i enkelte, særlige tilfælde, eksempelvis overfor mindre virksomheder i ø-samfund.

Som noget nyt foreslås en præcisering af muligheden for som dispensation at meddele autorisation til virksomheder, der alene ønsker autorisation til vand- og sanitetsarbejder, f.eks. mindre virksomheder, der ikke ønsker at arbejde med gasinstallationer, således at disse virksomheder alene opnår en vand- og sanitetsmesterautorisation, og derfor alene skal opfylde de kvalitetsstyrings/kontrolordningskrav, der stilles til udførelsen af disse typer arbejder. Det vil som udgangspunkt være en forudsætning for en dispensation, at ansøgeren har samme faglige niveau og uddannelse som de autoriserede gas-, vand- og sanitetsmestre. Dispensationsadgangen vil tillige kunne finde anvendelse på udenlandske ansøgere.

Endvidere påtænkes dispensationsadgangen anvendt i de tilfælde, hvor en virksomheds indehaver, der tillige er virksomhedens tekniske ansvarlige person, afgår ved døden, eller på anden måde bliver ude af stand til at varetage de funktioner, der er forudsat bestridt af den pågældende. I disse tilfælde er der i den gældende lov en adgang til, at virksomheden, efter indstilling fra vedkommende kommunalbestyrelse, kan videreføres i indtil 2 år under tilsyn og ansvar af en anden autoriseret mester. Det foreslås, at en sådan videreførelse skal kunne ske ved udstedelse af en dispensation under samme forudsætninger som i dag, dog uden indstilling fra en kommunalbestyrelse.

Stk. 5 og 6 er en videreførelse af den gældende lovs bestemmelser, for så vidt angår forholdet til EU-retten. Som anført under bemærkningerne til Forholdet til EU-retten, hjemler forslaget adgang til administrativt at implementere EU-regler vedrørende anvendelse af eksamensbeviser, herunder Rådets Direktiv 99/42/EF af 7. juni 1999 om indførelse af en ordning for anerkendelse af eksamensbeviser m.v.

Principperne i dette direktiv bygger på, at medlemslandene er forpligtet til at vurdere, om udenlandske ansøgeres dokumentation for faglig viden svarer til de nationale krav. Er der forskel i disse krav for en virksomhed med en udenlandsk teknisk ansvarlig, kan medlemsstaterne kræve, at vedkommende dokumenterer sine kvalifikationer ved en særskilt prøve, der kan afvige fra den godkendte prøve jf. stk. 1, nr. 1.

Behandlingen af ansøgninger fra udenlandske borgere skal således foregå ved en konkret vurdering, hvorfor det ikke er muligt at præcisere indholdet af stk. 5 og 6 yderligere.

Det skal bemærkes, at alle virksomheder, såvel danske som udenlandske, skal opfylde vilkårene i stk. 1, nr.1 - bortset fra kravet om bestået prøve - samt stk. 1, nr. 3-5 og stk. 2.

I stk. 7 foreslås, at by- og boligministeren får adgang til at fastsætte bestemmelser om proceduren for ansøgninger om autorisation og godkendelse som kompetent virksomhed, herunder en præcisering af de begrænsede områder, hvor der kan søges godkendelse som kompetent virksomhed, jf. bemærkningerne til stk. 3. Endvidere foreslås adgang til at fastsætte de nødvendige proceduremæssige forskrifter for de autoriserede og godkendte kompetente virksomheders forpligtelser i relation til myndigheder og forsyningsvirksomheder. Herudover fastsættes nærmere bestemmelser om udstedelse af dispensationer i medfør af stk. 4, herunder i relation til muligheden for at fravige kravet om enhedsautorisation.

Til § 8

I bestemmelsen foreslås en række omstændigheder, hvorunder autorisationsudstedelse kan nægtes. Dette er en videreførelse af de nugældende bestemmelser, der medfører, at autorisationsansøgeren ikke som det ellers er tilfældet, når betingelserne i § 7, stk. 1 og 2 er opfyldt har et retskrav på autorisation, når de pågældende omstændigheder foreligger. Bestemmelsen foreslås tillige at vedrøre ansøgning om godkendelse som kompetent virksomhed, således at det fremgår, at ansøgning herom tillige kan nægtes under de anførte omstændigheder.

Stk. 1, nr. 1, 2 og 3 er en videreførelse af § 5, stk. 1, nr. 1-3 i den gældende lov. Dog foreslås en sproglig præcisering i nr. 2 af den omfattede personkreds.

Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 er væsentlig, idet der kan være tale om en sikkerhedsrisiko, når der foreligger tidligere overtrædelse af loven, hvilket i § 7, stk. 2, foreslås at skulle oplyses i forbindelse med ansøgning. Hensigten med forslaget i stk. 1, nr. 1, er, at Danmarks Gasmateriel Prøvning foretager en vurdering af den/de tidligere overtrædelsers alvor, og på baggrund heraf vurderer, om der kan udstedes autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed.

Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, ikke finder anvendelse på bagatelovertrædelser.

Stk. 1, nr. 4 svarer til den gældende lov. Anvendelsesområdet for bestemmelsen er for eksempel den situation, hvor den teknisk ansvarlige i en virksomhed, der ansøger om autorisation, tidligere har været ansat i en virksomhed, der har fået frakendt en autorisation eller en godkendelse som kompetent virksomhed. Såfremt det fremgår af kendelsen, at det er den teknisk ansvarlige, der har været ansvarlig for de forhold, der har ført til frakendelsen, vil en nægtelse af udstedelse af autorisation kunne begrundes hermed. Ligeledes vil bestemmelsen kunne finde anvendelse på en virksomhed med samme personkreds som en tidligere, nu ophørt virksomhed, der har fået frakendt autorisationen. Endvidere vil bestemmelsen kunne finde anvendelse i tilfælde af, at den ansøgende virksomhed eller virksomhedens teknisk ansvarlige har fået frakendt en autorisation indenfor et lignende område, f.eks. som elinstallatør. Det er som hidtil ved anvendelsen af nr. 4 forudsat, at der kun tages hensyn til forhold, der set i relation til forholdets karakter ligger indenfor en vis rimelig tid.

Det foreslås præciseret i stk. 2, at spørgsmålet, hvorvidt det udviste forhold er til hinder for opnåelse af autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed, skal indbringes for domstolene, hvis det begæres enten af den, der har fået afslag på autorisation eller godkendelse, eller af Danmarks Gasmateriel Prøvning.

Stk. 3 er en videreførelse af den gældende lov og indebærer, at afslag på ansøgning om autorisation begrundet i virksomhedens eller den teknisk ansvarliges forfaldne gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover, kan indbringes for by- og boligministeren. Bestemmelsen foreslås tillige at finde anvendelse på ansøgning om godkendelse som kompetent virksomhed.

Stk. 4 er en videreførelse af den gældende lov § 5, stk. 2, og indebærer, at afslag begrundet med de i stk. 1, nr. 4 nævnte forhold, hvor en faglig vurdering vil kunne spille ind, kan forlanges forelagt for det i § 13 omhandlede nævn.

I stk. 5 foreslås tillige, at afslag på ansøgning om godkendelse som kompetent virksomhed kan forlanges prøvet af det i § 13 omhandlede nævn. Dette vedrører ethvert afslag på ansøgning om godkendelse som kompetent virksomhed, bortset fra afslag begrundet i virksomhedens eller den teknisk ansvarliges forfaldne gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, som i medfør af stk. 3 kan indbringes for by- og boligministeren. Bestemmelsen er begrundet i retssikkerhedsmæssige årsager under hensyn til, at afgørelse om godkendelse som kompetent virksomhed beror på en administrativ vurdering, jf. forslagets § 7, stk. 3.

Til § 9

Som noget nyt foreslås i stk. 1 og 2 indført krav om anvendelse af simple kvalitetsstyringssystemer for autoriserede og godkendte kompetente virksomheder ved arbejde på gasinstallationer. Bestemmelserne foreslås indført for at hæve kvaliteten af arbejdet, jf. de almindelige bemærkninger under pkt. 4. Ved arbejde på vand- og afløbsledninger kan virksomhederne vælge enten at anvende et kvalitetsstyringssystem eller tilslutte sig en særlig tilsynsordning.

Således introduceres en systemkontrolordning på basis af kvalitetsstyringssystemerne. Den alternative model for vand- og afløbsarbejder indebærer derimod en stikprøvekontrol af selve kvaliteten af det udførte arbejde og er således en traditionel tilsyns- og kontrolordning.

Kvalitetsstyringssystemet og dets efterprøvning samt den særlige tilsynsordning skal godkendes af Danmarks Gasmateriel Prøvning eller en af Danmarks Gasmateriel Prøvning godkendt kontrolinstans, der udfører sit arbejde efter givne retningslinier fastsat af by- og boligministeren. Disse kontrolorganer kan være certificeringsorganer for kvalitetsstyringssystemer, særlige af branchen etablerede organer, gasleverandører eller andre specialvirksomheder. Fælles for disse vil være krav om udpræget kendskab til branchen og fornøden teknisk ekspertise på området.

I stk. 3 er indsat en bemyndigelse for by- og boligministeren til at fastsætte bestemmelser om kvalitetsstyringssystemets omfang, godkendelse og efterprøvning samt omfang og procedure for den alternative særlige tilsynsordning. Kravene til kvalitetsstyringssystemet vil blive fastsat ud fra retningslinier om simple kvalitetsstyringssystemer, hvor hovedvægten er lagt på sikring af kvalitet i det udførte arbejde, og vil således ikke omfatte alle systemkrav til kvalitetsstyringssystemer, således som krævet for kvalitetsstyringssystemer efter de internationale og europæiske standarder på området. Således vil de simple kvalitetsstyringssystemer kunne opbygges af simple dokumenter. Ét, der beskriver virksomheden, dens organisation, krav til medarbejderuddannelse samt den teknisk ansvarlige persons beføjelser. Ét, der angiver procedurer for kvalitetsstyring af arbejdet, rettet imod den teknisk ansvarlige, og endelig specifikke instrukser for arbejdets udførelse, rettet imod virksomhedens medarbejdere med reference til de gældende tekniske myndighedsbestemmelser.

I forbindelse med bestemmelsernes gradvise indførelse, jf. forslagets § 27, stk. 1, vil der blive iværksat en række informationstiltag over for de berørte virksomheder om de simple kvalitetsstyringssystemer.

Omfanget af den særlige tilsynsordning vil basere sig på stikprøvevis kontrol, hvis omfang vil blive fastsat på basis af statistiske beregninger.

Kravene til overvågning af virksomhedernes arbejde ved enten efterprøvning af kvalitetsstyringssystemer (systemkontrol) eller ved gennemførelse af stikprøvekontroller af udført arbejde (tilsyn) påtænkes fastsat med intervaller, der ikke overstiger 2 år.

Til § 10

I følge den gældende lov skal sikkerheden tjene til dækning af udgifter, der påføres vedkommende gasleverandør, vandværk eller kloakanlæg som følge af mangelfuldt udførte installationer, herunder udgifter til at bringe installationer i forskriftsmæssig stand, således at de kan tages i anvendelse af forbrugeren, samt udgifter, som andre har ved at blive pålagt at bringe installationen i en sådan stand.

Bestemmelsen om, at sikkerheden tillige kan anvendes til at dække udgifter, som andre har ved at blive pålagt at bringe installationen i forskriftsmæssig stand, er ikke medtaget i lovforslaget.

Dette skyldes, at bestemmelsen har givet anledning til uensartet administration, idet den gældende bestemmelse forudsætter, at en kommune har konstateret, at installationen er fejlbehæftet, og på grundlag heraf har givet den autoriserede pålæg om at udbedre og herefter, i tilfælde hvor dette pålæg ikke er efterkommet, har givet pålæg til husejeren. Dette princip bygger på den forudsætning, at stort set alt bliver synet. I dag er der flere kommuner m.v., der som udgangspunkt ikke foretager syn overhovedet, hvorved bestemmelsen i disse områder i praksis ikke kan finde anvendelse.

Med den foreslåede bestemmelse er det alene forsyningsvirksomheden eller den ansvarlige for kloakanlægget, der kan få dækket udgifter af sikkerhedsstillelsen.

Der har ikke tidligere været fastsat bestemmelser om forældelse af virksomhedens ansvar overfor kommunen og/eller forsyningsvirksomheden for udførte autorisationskrævende arbejder. Det har givet anledning til tvivl, hvorvidt der må antages at være tale om en økonomisk forpligtelse, og dermed om, hvorvidt de almindelige forældelsesregler finder anvendelse. I forslaget er der derfor foreslået en forældelsesfrist på 10 år i relation til mulighederne for at anvende sikkerhedsstillelsen til udbedring af konstaterede fejl ved arbejder, den pågældende virksomhed er ansvarlig for. Forældelsen er fastsat til 10 år, idet det må antages, at fejl typisk vil blive konstateret indenfor dette tidsrum, hvorimod en kortere frist ofte vil kunne afskære et ellers berettiget krav mod sikkerhedsstillelsen, navnlig indenfor de områder, hvor der anvendes skjulte rør.

Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor arbejdet må betragtes som afsluttet fra virksomhedens side, dvs. det tidspunkt, hvor virksomheden endeligt har forladt arbejdet.

Forældelsen vedrører kun sikkerhedsstillelsens anvendelse. Virksomhedens ansvar i medfør af lovforslaget overfor myndighederne for foretagne arbejder forældes derimod som udgangspunkt ikke, men sanktionsmuligheden i tilfælde af en virksomheds nægtelse af at udbedre en konstateret fejl, der er over 10 år gammel, vil således fremover være begrænset til autorisationsfrakendelse eller frakendelse af godkendelsen som kompetent virksomhed.

Trækket på sikkerhedsstillelsen skal fortsat ske ved Danmarks Gasmateriel Prøvnings foranstaltning, og det forudsættes, at udbetaling skal ske umiddelbart på kommunens forlangende, uden at Danmarks Gasmateriel Prøvning foretager nogen vurdering af kravet.

I stk. 3 foreslås det at udfærdige nærmere bestemmelser om trækkets gennemførelse og sikkerhedens størrelse m.v., herunder blandt andet om virksomhedens adgang til at begrænse sit tab ved forudgående opfordring til at udbedre, inden der trækkes på sikkerhedsstillelsen, samt om fremgangsmåden ved anmeldelse af krav mod sikkerhedsstillelsen og Danmarks Gasmateriel Prøvnings forpligtelse til at foranstalte udbetaling, når betingelserne herfor er opfyldt. Sikkerheden er p.t. kr. 30.000, og det forventes, at denne størrelse bibeholdes indtil videre for de autoriserede virksomheders vedkommende. Det må dog påregnes, at en regulering af sikkerhedens størrelse kan komme på tale, såfremt udviklingen i udgifterne ved lovliggørelse af fejlbehæftede installationer nødvendiggør dette. For de godkendte kompetente virksomheder kan forventes en graduering, afhængig af, hvad kompetencen vedrører.

Til kapitel 4

Kapitlet omfatter bestemmelser om bortfald, tilbagekaldelse og frakendelse af autorisation og godkendelse. Bestemmelserne er en videreførsel af gældende bestemmelser, idet disse foreslås også at omfatte de godkendte kompetente virksomheder.

Til § 11

Stk. 1 er en videreførelse af gældende lovs bestemmelser om, i hvilke tilfælde en autorisation bortfalder med tilføjelse om, at dette også gælder for godkendelse som kompetent virksomhed. Det foreslås endvidere, at det anføres, at autorisation og godkendelse som kompetent virksomhed bortfalder, hvis virksomheden træder i likvidation, idet den gældende lovs bestemmelser om bortfald fandt analog anvendelse i denne situation.

Ifølge den gældende lov kan Danmarks Gasmateriel Prøvning efter indstilling fra vedkommende kommunalbestyrelse tillade videreførelse i indtil 2 år af en virksomhed, hvor indehaveren af autorisationen er afgået ved døden eller i øvrigt bliver ude af stand til at varetage de funktioner, der ved autorisationens udfærdigelse er forudsat bestridt af den pågældende. Tilladelsen forudsætter, at virksomhedens arbejde udføres under tilsyn og ansvar af en anden autoriseret mester. Situationen synes ikke at være hyppigt forekommende, og i en konkret situation, hvor der synes at være omstændigheder, der begrunder, at virksomheden skal kunne videreføres i det tilfælde, hvor en teknisk ansvarlig person afgår ved døden, forekommer det mere hensigtsmæssigt at tillade dette ved anvendelse af dispensationsadgangen i forslagets § 7, stk. 4, men i øvrigt i overensstemmelse med hidtidig praksis.

Stk. 2 foreslår at videreføre den gældende lovs bestemmelse om tilbagekaldelse af autorisation på grund af forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover, dog foreslås kompetencen til tilbagekaldelse tillagt Danmarks Gasmateriel Prøvning, hvor den gældende lov fastsætter en bemyndigelsesadgang for by- og boligministeren. Kompetencen til tilbagekaldelse foreslås tillige at vedrøre godkendelse som kompetent virksomhed. Det er endvidere foreslået at ændre bestemmelsen om tilbagekaldelse på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre til en adgang til at tilbagekalde autorisationen eller godkendelsen. Herved må virksomheden igennem en ny ansøgningsprocedure for påny at opnå autorisation eller godkendelse som kompetent virksomhed, og motiveres derved, hvor tilbagekaldelsen er sket som følge af forfalden gæld til det offentlige, til at gøre en indsats til nedbringelse af gælden, f.eks. indgå en afdragsordning med den lokale skattemyndighed. Endvidere foreslås en videreførelse af gældende lov, hvorefter en afgørelse om tilbagekaldelse på grund af forfalden gæld til det offentlige i den angivne størrelsesorden kan forlanges indbragt for domstolene. Herudover foreslås det, at autorisationen eller godkendelsen kan tilbagekaldes, hvor sikkerhedsstillelsen er anvendt efter § 10, og ikke er retableret efter påkrav. I administrationen i medfør af den gældende lov er autorisationen hidtil betragtet som bortfaldet uden særskilt tilbagekaldelse, når sikkerhedsstillelsen ikke blev retableret, da sikkerhedsstillelsen er et vilkår for autorisationens oppebærelse. I praksis har Danmarks Gasmateriel Prøvning imidlertid altid fremsat krav om sikkerhedens retablering, hvorfor det foreslåede alene indebærer en præcisering.

I stk. 3 foreslås en videreførelse af den gældende bestemmelse, hvorefter anmodning om sagsanlæg vedrørende en tilbagekaldelse af autorisation på grund af forfalden gæld til det offentlige ikke har opsættende virkning, men hvor retten ved kendelse kan bestemme, at den pågældende virksomhed eller den teknisk ansvarlige under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomhed. Bestemmelsen foreslås tillige at finde anvendelse på godkendte kompetente virksomheder.

Til § 12

Bestemmelsen er en videreførelse af det gældende princip, hvorefter en autorisation eller en godkendelse som kompetent virksomhed kan frakendes af et særligt nævn, jf. § 13.

Det er fundet hensigtsmæssigt at bevare nævnsinstitutionen, da nævnet vil kunne sikre en upartisk afgørelse samt sikring af faglig ekspertise, som Danmarks Gasmateriel Prøvning på vand- og afløbsområdet ikke er i besiddelse af.

Udover de i den gældende lov nævnte situationer, foreslås indført adgang til at rejse en autorisationsfrakendelsessag eller en sag vedrørende frakendelse af en godkendelse som kompetent virksomhed, såfremt den løbende efterprøvning af kvalitetssikringssystemet eller den stikprøvevise kontrol viser grove mangler i såvel egenkontrollen som i de udførte arbejder. Der sigtes her alene på mangler i den del af kvalitetssikringssystemet, der vedrører virksomhedens teknisk/faglige virksomhed, og kun på autorisationskrævende arbejder og den del af kvalitetssikringssystemet, der omhandler dette. Således vil en autorisation ikke kunne frakendes f.eks. på baggrund af, at en virksomhed ikke betaler sine kreditorer, og heller ikke fordi virksomheden udfører f.eks. et solvarmeanlæg, der er groft fejlbehæftet.

Til § 13

Kravene til nævnets sammensætning foreslås samnensat afhængig af, om det er en sag vedrørende gasinstallationer eller vedrørende vand og sanitet. Såfremt der er tale om alle tre typer arbejde, må det vurderes ud fra sagens karakter, om sammensætningen skal være som vedrørende gas- eller vand- og sanitetsarbejder. Kravet om, at formanden skal være dommer, svarer til den gældende lov.

I kloaksager vil nævnssammensætningen være den samme som efter nugældende lov, dog stilles der ikke længere krav om, at kommunerepræsentanterne skal være ingeniører. Tilsvarende gælder også repræsentationen i vand- og sanitetssager.

I stk. 7 og 8, foreslås videreført bestemmelserne i den gældende lovs § 10, der omhandler domstolskontrol med frakendelser af autorisationer. Bestemmelsen foreslås udvidet til tillige at omfatte domstolskontrol med frakendelser af godkendelse som kompetent virksomhed.

Til § 14

Stk. 1 svarer til den gældende lov, hvorefter en autorisation eller en godkendelse som kompetent virksomhed kan frakendes af et særligt nævn, jf. § 13. Det er således forbudt for ikke-autoriserede at betegne sig som »gas- og vandmester« eller »kloakmester«. Ligeledes vil anvendelse af et navn, hvori dele af betegnelsen indgår, kunne medføre en overtrædelse af bestemmelsen, ligesom annoncering i fagbøger under spalter vedrørende den autoriserede virksomhed vil kunne det.

Forbuddet retter sig også mod de godkendte kompetente virksomheder.

Stk. 2 forbyder andre end de godkendte kompetente virksomheder at foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at de har en sådan godkendelse. Forbuddet er en konsekvens af indførelsen af det nye begreb godkendt kompetent virksomhed.

Til kapitel 5

Kapitlet omfatter bestemmelser for hvilke krav, der i Gasreglementet kan fastsættes for gasinstallationer, og foreslås udvidet til at omhandle tekniske anlæg omfattet af det reviderede anvendelsesområde. Hjemlen til at udstede bestemmelser i Gasreglementet er omskrevet og foreslås udvidet til også at omfatte enkeltpersoner med uddannelsesmæssig kompetence samt gasleverandører.

Til § 15

Bestemmelsen, der giver by- og boligministerens hjemmel til at fastsætte bestemmelser for gasinstallationer, er overvejende en videreførelse af hjemlen i gældende lov.

Som nævnt i de almindelige bemærkningers pkt. 2 er der sket en præcisering af gyldighedsområdet for gasproduktionsanlæg, gasdistributionssystemer samt øvrige gasforsyningssystemer, der kan omfattes af bestemmelserne i Gasreglementet. Der henvises til bemærkningerne til § 2.

I stk. 2, nr. 4, er det præciseret, at der i Gasreglementet kan stilles krav til bygherrer, leverandører og installatører om oplysninger om konkrete installationer og installationsarbejder af hensyn til afdækning af sikkerhedsmæssige problemer.

Stk. 2, nr. 5, giver hjemmel til at fastsætte krav om særlig uddannelsesmæssig kompetence for enkeltpersoner, såvel medarbejdere hos installatørvirksomheder som driftspersonale, som forudsætning for at opnå tilladelse til kunne udføre disse særlige arbejder. Dette afspejler primært den gældende praksis, og er således alene udtryk for en præcisering. Dog foreslås der som noget nyt tilføjet en hjemmel til at frakende givne tilladelser. Dette skyldes konstaterede problemer på markedet, hvor eksempelvis montører hos de autoriserede VVS-installatører, der efter en bestået prøve har fået kompetence til at udføre indregulering og service af gasfyrede varmeanlæg, har overtrådt bestemmelserne i Gasreglementet og har gjort sig skyldig i gentagne grove sikkerhedsmæssige fejl. I disse situationer har det med det gældende regelsæt kun været muligt at sanktionere over for virksomheden, men ikke den ansvarlige medarbejder. Det er derfor nødvendigt med en mulighed for sanktioner over for den enkelte person i form af frakendelse af tilladelsen til at udføre de pågældende arbejder. Muligheden for frakendelse skal primært tjene som præventiv foranstaltning, idet sådanne sanktioner kun tænkes anvendt i helt ekstraordinære tilfælde.

Stk. 2, nr. 7, giver hjemmel til godkendelse og overvågning af gasleverandører og disses sikkerhedsarbejde, hvilket er en videreførelse af den gældende lovs § 17 og forskrifter udstedt i medfør af denne. For at sikre en ensartet og effektiv administration er det nødvendigt for Danmarks Gasmateriel Prøvning at kontrollere den løbende administration af Gasreglementets bestemmelser hos de enkelte gasleverandører.

Hjemlen giver også mulighed for tilbagekaldelse af givne godkendelser. Her tænkes eksempelvis på den situation, at en gasleverandør groft tilsidesætter sine forpligtelser til administration af Gasreglementet.

I stk. 3 er indsat en bemyndigelse for Danmarks Gasmateriel Prøvning til at kunne fravige eller skærpe bestemmelserne i Gasreglementet ved særlige forhold begrundet i hensyn til særlige typer af installationer eller individuelle installationer, hvor den generelle sikkerhed kan opnås efter andre tekniske bestemmelser end anført i Gasreglementet. Her tænkes bl.a. på særlige installationer i industri og erhverv, der er gasteknisk opbygget efter andre principper end forudsat i reglementet, samt på individuelle tilfælde, hvor det vil være forbundet med urimeligt høje omkostninger at følge Gasreglementets detaljerede bestemmelser, og hvor det ønskede sikkerhedsniveau kan opnås på anden måde, eksempelvis ved skærpede krav til anvendelse af supplerende sikkerhedskomponenter. Bemyndigelsen er en videreførelse af gældende praksis.

Til kapitel 6

Kapitlet omfatter forslag om kontrol og tilsyn med gasinstallationer ved angivelse af bestemmelser, der giver Danmarks Gasmateriel Prøvning hjemmel til at iværksætte foranstaltninger for gasmateriel eller gasinstallationer for at mindske risikoen for gasulykker. Bestemmelserne følger den hidtidige administrationspraksis.

Til § 16

Bestemmelserne anfører, at Danmarks Gasmateriel Prøvning varetager kontrol og tilsyn med gasinstallationer og gasmateriel, hvilket blot er en tydeliggørelse af den gældende lovs forudsætning og praksis, hvor Danmarks Gasmateriel Prøvning varetager sikkerhedsovervågningen af alle gasinstallationer i samarbejde med gasleverandørerne.

Denne sikkerhedsovervågning indebærer opsamling af data og systematisk evaluering af gasulykker, sikkerhedsmæssigt farlige hændelser samt konstaterede produkt- og installationsfejl. De foretagne løbende sikkerhedsmæssige evalueringer udgør grundlaget for fastsættelse af nødvendige sikkerhedsmæssige tiltag på markedet.

Til § 17

Bestemmelsen giver Danmarks Gasmateriel Prøvning hjemmel til at iværksætte foranstaltninger overfor forbrugernes gasinstallationer, såfremt der er konstateret sikkerhedsmæssige fejl ved selve installationen eller ved det anvendte gasmateriel, herunder de gasforbrugende apparater inklusive deres ventilations- og aftrækssystemer.

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i Gasreglementet, udstedt i medfør af den gældende lov, som Danmarks Gasmateriel Prøvning har anvendt i de sidste 5 år, for så hurtigt og effektivt som muligt at forhindre ulykker med gasmateriel eller gasinstallationer, hvis der er en dokumenteret sikkerhedsrisiko.

Til § 18

Bestemmelsen giver Danmarks Gasmateriel Prøvning hjemmel til at gribe ind på markedet for gasmateriel, såfremt der er konstateret sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med det markedsførte gasmateriel, herunder gasforbrugende apparater inklusive deres ventilations- og aftrækssystemer.

Bestemmelsen er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i Gasreglementet, udstedt i medfør af den gældende lov, for at forhindre, at gasmateriel, der er behæftet med en sikkerhedsmæssig risiko bliver installeret og taget i brug.

Til § 19

Bestemmelserne i stk. 1, som er foreslået som noget nyt, er udformet for at sikre tilgængeligheden af alle relevante oplysninger i forbindelse med kontrol og tilsyn samt iværksætte foranstaltninger som led i sikkerhedsovervågningen.

I stk. 2 er der som i den gældende lovs § 17 fortsat fastsat hjemmel for Danmarks Gasmateriel Prøvning eller den af Danmarks Gasmateriel Prøvning hertil bemyndigede til uden retskendelse at få adgang til alle gasinstallationer samt alle øvrige lokaliteter, hvor der forhandles, oplagres eller benyttes gasinstallationer og gasmateriel.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger under pkt. 5, omfatter hjemlen fortsat også mulighed for adgang til gasinstallationer i private boliger. Denne mulighed er vigtig at bevare af hensyn til dels at kunne gribe hurtigt ind i tilfælde af umiddelbar risiko for gasulykker og dels at kunne afdække eventuelle sikkerhedsmæssige problemer. Muligheden i sidstnævnte tilfælde vil dog blive begrænset mest muligt, og vil kun blive anvendt, såfremt der er begrundet mistanke om et sikkerhedsmæssigt problem, der kunne indebære risiko for personer. Bestemmelsen vil således alene kunne anvendes med henblik på afværgelse af fare m.v. og kan i overensstemmelse med almindelige principper ikke anvendes med henblik på efterforskning af strafbart forhold.

I stk. 3 er der indsat en bestemmelse om, at forhandlere og importører skal stille gasmateriel til rådighed for Danmarks Gasmateriel Prøvning, hvilket svarer til de gældende bestemmelser herom.

Af hensyn til Danmarks Gasmateriel Prøvnings forpligtelse til at udføre markedskontrol af CE-godkendte produkter, jf. gasapparatdirektivet, vil der i de kommende år ske en stigning i aktiviteterne, hvorfor bestemmelserne foreslås fastsat direkte i loven.

Til kapitel 7

Kapitlet omfatter bestemmelser om lovens administration og finansiering. Som noget nyt foreslås, at by- og boligministeren kan bemyndige Danmarks Gasmateriel Prøvning til at udøve de beføjelser, der i lovforslaget er tillagt ministeren. Endvidere foreslås, at gasleverandørers, kommuners og forsyningsvirksomheders pligt til at deltage i administrationen fastholdes.

Til § 20

Danmarks Gasmateriel Prøvning er en statsvirksomhed, der hører under by- og boligministerens ansvarsområde, og som sidestilles med en sædvanlig styrelse, der er undergivet sædvanlig instruks fra ministeren. Danmarks Gasmateriel Prøvning er autorisationsudstedende myndighed samt gassikkerhedsmæssig tilsynsmyndighed. Bemyndigelsesadgangen i bestemmelsen påtænkes benyttet til at bemyndige Danmarks Gasmateriel Prøvning til at udstede bestemmelser i medfør af § 6, stk. 1 (undtagelser fra autorisationskravet), § 7, stk. 7 (fremgangsmåden ved ansøgning om autorisation m.v.), § 9, stk. 3 (kvalitetsstyrinssystemer), § 10, stk. 3 (sikkerhedsstillelse) og § 13, stk. 9 (nævnet om frakendelse). Disse beføjelser svarer til hvad der i dag er uddelegeret til Danmarks Gasmateriel Prøvning. Det foreslåede indebærer således ingen ændring af den gældende praksis.

I stk. 2 er som noget nyt indsat en bestemmelse for Danmarks Gasmateriel Prøvning til at bemyndige offentlige myndigheder og private virksomheder til på vegne af Danmarks Gasmateriel Prøvning at godkende, efterprøve kvalitetsstyringssystemer og gennemføre stikprøvekontroller. Denne bestemmelse er nødvendig for at kunne administrere de foreslåede nye bestemmelser om kvalitetsstyringssystem og særlige tilsynsordninger, jf. § 9. Desuden indebærer bestemmelsen, at Danmarks Gasmateriel Prøvning får mulighed for at bemyndige offentlige myndigheder og private virksomheder til, som kontrolorgan at få adgang til gasinstallationer og alle lokaliteter, hvor der forhandles, oplagres eller benyttes gasinstallationer og gasmateriel.

Til § 21

I lovforslaget forudsættes en videreførelse af et rådgivende gasudvalg til at rådgive by- og boligministeren ved udarbejdelse af bestemmelser i Gasreglementet samt øvrige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for gasinstallationer og gasmateriel. De tilsvarende bestemmelser findes i dag i den gældende lovs § 16.

Udvalgets arbejdsområde foreslås udvidet til foruden at behandle regeludkast tillige at behandle emner relateret til de generelle sikkerhedsforhold for gasinstallationer, som f.eks. evaluering af gennemførte sikkerhedsundersøgelser.

Til § 22

Bestemmelsen erstatter den gældende lovs bestemmelse om nedsættelse af ministerudpegede eksamenskommissioner til at kontrollere kvaliteten af de kompetencegivende prøver i § 7, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås som noget nyt, at de hidtidige eksamenskommissioner for gas-, vand- og sanitetsmesterprøven og kloakmesterprøven nedlægges og erstattes af særlige udvalg i Danmarks Gasmateriel Prøvnings regi.

Der planlægges nedsat tre udvalg. Et autorisations-/godkendelses- og uddannelsesudvalg på gasområdet samt to autorisations-/godkendelsesudvalg på henholdsvis vand- og afløbsområdet og kloakområdet. Det er forudsat, at disse udvalg fremover vil varetage aktiviteter i et meget bredere spektrum end blot de kompetencegivende prøver i samarbejde med branchens interessenter, uddannelsesansvarlige og de berørte uddannelsessteder.

Herved vil det kunne sikres, at Danmarks Gasmateriel Prøvning udøver en kvalitetsovervågning af såvel uddannelser som kompetencegivende prøver på gasområdet med henblik på iværksættelse af ændringer og ajourføringer under hensyntagen til gassikkerheden.

På vand- og afløbsområdet vil de nedsatte udvalg - ud over at overvåge og for kloakmesterområdet tillige varetage de kompetencegivende prøver - søge at tilrettelægge deres arbejde under hensyntagen til uddannelsesadministrationen i andet regi.

Mulighederne for at uddelegere selve afholdelsen af de kompetencegivende prøver til andre ministerier eller brancheudvalg for at forenkle Danmarks Gasmateriel Prøvnings administration vil blive løbende vurderet.

Til § 23

Bestemmelserne er en videreførelse fra den nugældende lov og på gasområdet fra de gældende bestemmelser i Gasreglementet om gasleverandørers tilsynsforpligtelser. Som anført i de almindelige bemærkninger under pkt. 6 er der behov for en præcisering i selve loven af gasleverandørernes forpligtelser til at føre tilsyn og deltage i overvågningen af sikkerheden ved gasinstallationer og gasmateriel. Stk. 2 og 3 svarer til den gældende lovs § 8, stk. 1 og 2, med tilføjelse af godkendte kompetente virksomheder og en tilføjelse af gasleverandør som konsekvens af den nye definition heraf, jf. forslagets § 2, stk. 2.

Det bemærkes, at bestemmelsen i stk. 2 er uændret i forhold til den gældende lov og giver kommunalbestyrelserne en pligt til at påse, at virksomhederne er autoriserede/godkendte kompetente i forbindelse med den egentlige byggesagsbehandling, det vil sige ved byggearbejder, hvortil der skal søges byggetilladelse eller ved byggearbejder, der kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen.

Til § 24

Bestemmelserne om finansiering af Danmarks Gasmateriel Prøvnings omkostninger i den gældende lov er i forslaget blevet ajourført, således at formuleringen svarer til det på finansloven anførte. Af finansloven fremgår således, at Danmarks Gasmateriel Prøvnings omkostninger ved administration af autorisationsordninger m.v. dækkes ind gennem statstilskud over Erhvervsministeriets pulje til lettelse af administrative byrder. Hvorimod udgifterne til Det Rådgivende Gasudvalgs virksomhed samt Danmarks Gasmateriel Prøvnings administration af loven dækkes af beløb opkrævet hos gasleverandørerne. Disse har mulighed for at få dækket beløbene i forbindelse med fastsættelsen af den pris, kunderne skal betale for gas. Dette svarer til den gældende lov.

I stk. 2 er indsat en hjemmel til, at gasleverandørens omkostninger ved udførelse af det sikkerhedstekniske arbejde på en konkret installation skal refunderes af det selskab, der har indgået kommerciel gasleverandøraftale med forbrugeren. Dette er en konsekvens af det vedtagne direktiv for det indre marked for naturgas, som omtalt i de almindelige bemærkninger, pkt. 6 og tager højde for at sikre lige konkurrencevilkår for gasleverandørerne, uanset hvilket selskab der har indgået kommerciel gasleveringsaftale med forbrugeren.

Stk. 3 om finansiering af Danmarks Gasmateriel Prøvnings omkostninger ved administration af de kompetencegivende eksamener er uforandret fra den gældende lov, mens stk. 4 er en ny hjemmel for by- og boligministeren til at fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med Danmarks Gasmateriel Prøvnings tilsyn efter §§ 16-19.

Denne hjemmel er indsat specielt af hensyn til Danmarks Gasmateriel Prøvnings markedskontrolordning af gasmateriel, idet det påtænkes at udarbejde særskilte bestemmelser herom, hvor fabrikanter, importører og forhandlere, i tilfælde af at materialet ikke er lovligt eller forbundet med sikkerhedsmæssig risiko, skal betale Danmarks Gasmateriel Prøvnings omkostninger i forbindelse med den pågældende kontrol. En sådan ordning eksisterer i dag i stærkstrømsloven for elektrisk materiel.

Til kapitel 8

Kapitlet omhandler straffebestemmelser, der er en videreførelse af den gældende lovs bestemmelser.

Til § 25

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 19, som fastlægger hvilke forhold, der kan medføre bødestraf. Bestemmelsen indebærer, at det er bødestrafbehæftet uberettiget at udføre autorisationskrævende arbejder, at lade sådant arbejde udføre af en virksomhed eller personer, der ikke efter denne lov er berettiget dertil, og uberettiget at benævne sig som gas-, vand- og sanitetsmester, VVS-installatør, kloakmester, eller på anden måde foretage noget, der er egnet til at vække forestilling om, at sådan autorisation haves. Disse bestemmelser foreslås tillige at omfatte udførelse af arbejder, der kræver godkendelse som kompetent virksomhed, og uberettiget benævnelse som godkendt kompetent virksomhed. Endvidere foreslås der en videreførelse af gældende lovs § 19, hvorefter der er bødestraf for undladelse af på Danmarks Gasmateriel Prøvnings anmodning, at meddele alle oplysninger, der er nødvendige for udførelse af de tilsynsopgaver, der er omfattet af loven, samt, for forhandlere og importører af gasmateriel, at undlade på Danmarks Gasmateriel Prøvnings anmodning at stille gasmateriel til rådighed for Danmarks Gasmateriel Prøvnings sikkerhedsmæssige undersøgelser. Herudover er der, stadig i videreførelse af den gældende lovs straffebestemmelse, hjemmel til bødestraf for undladelse af at efterkomme Danmarks Gasmateriel Prøvnings påbud som gives i sikkerhedsmæssig øjemed, jf. bemærkningerne til §§ 17-18, samt for at undlade at give oplysninger efter § 18, nr. 3, som er nødvendig for at konstatere, om der foreligger en sikkerhedsmæssig risiko ved gasmateriellet og om tidspunktet for salg eller udlevering.

I stk. 2 foreslås der hjemmel til at fastsætte bødestraf i forskrifter, der fastsættes i medfør af loven. Dette er tillige en videreførelse af den gældende lov.

I stk. 3 foreslås en ændring af formuleringen. Baggrunden for denne ændring er, at der ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven er gennemført generelle bestemmelser om strafansvar for juridiske personer (kollektivt ansvar). Ved vedtagelsen af den omtalte lov var det forudsat, at der så vidt muligt bliver gennemført ensartede regler på dette område i særlovgivningen. Den ændrede formulering er en konsekvens af de nævnte ændringer i straffeloven.

I stk. 4 er bestemmelsen om 10 års forældelsesfrist for strafansvaret i forbindelse med overtrædelser af Gasreglementet bibeholdt fra den gældende lovs § 19, stk. 4.

Begrundelsen herfor er, at overtrædelse af installationsforskrifter typisk vil optræde som skjulte fejl, og først vil kunne konstateres længe efter arbejdets udførelse.

Til kapitel 9

Kapitlet omfatter overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser. Forslaget giver virksomheder, der har opnået autorisation efter gældende bestemmelser en rimelig overgangsperiode til at leve op til lovforslagets nye bestemmelser om kvalitetsstyring.

Til § 26

Lovens ikrafttræden er fastsat til den 1. januar 2001 af hensyn til at give den fornødne tid til forberedelsen af de nye krav, i forvaltningen såvel som i virksomhederne.

Bestemmelserne om Gasreglementets bestemmelser, kontrol og tilsyn med gasinstallationer, Det Rådgivende Gasudvalg og udvalgene til overvågning af prøvernes afholdelse, samt bestemmelserne om finansiering og bemyndigelsen for ministeren til at uddelegere beføjelser til Danmarks Gasmateriel Prøvning foreslås dog at træde i kraft tidligere, den 1. april 2000. Dette skyldes dels hensynet til Danmarks Gasmateriel Prøvnings løbende administration, og dels hensynet til, at direktivet for det indre marked for naturgas skal være implementeret i medlemslandene senest den 10. august 2000.

Bestemmelsen i stk. 3 om fortsat gyldighed for forskrifter, udfærdiget i henhold til den gældende lov, sigter primært på Gasreglementet, for hvilket vedtagelsen af den nye lov ikke vil medføre det store behov for ændringer.

De øvrige bekendtgørelser udstedt i medfør af loven er gældende, til disse afløses af nye.

Til § 27

Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter en rimelig overgangsperiode for de virksomheder, der er autoriserede i dag, til at bringe deres administration i overensstemmelse med kravene i henhold til lovforslaget.

Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter en overgangsordning for de virksomheder, der i dag oppebærer en gas-, vand- og sanitetsmesterautorisation, men som fremover ønsker at begrænse deres virksomhed til et område. Som eksempel kan nævnes, at det vurderes, at der i dag findes en del virksomheder, der har gas-, vand- og sanitetsmesterautorisation, men som reelt ikke udfører gasinstallationer. Det vil være hensigtsmæssigt for disse at begrænse deres virksomhed til vand- og afløbsområdet i medfør af de nye bestemmelser. Herved vil de kunne undgå at skulle indføre et egentligt kvalitetsstyringssystem. Disse virksomheder må imidlertid anses for at have en berettiget forventning om at have ret til at kunne benævne sig som autoriseret, da vilkårene var således på tidspunktet, hvor mesteren tog sin uddannelse og fik autorisation.

På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt som en overgangsordning at tillade disse virksomheder fortsat at anvende autorisationsbegrebet i deres benævnelse.

Bestemmelsen i stk. 3 fastsætter en rimelig overgangsperiode for de virksomheder, der i dag udfører og kontrollerer flaskegasinstallationer i campingvogne eller varetager indregulering af større gasfyrede anlæg på basis af ansatte med personlige autorisationer, til at opnå godkendelse som kompetent virksomhed i henhold til lovforslaget.

Disse virksomheder skal således for at leve op til lovforslaget som noget nyt udarbejde og få godkendt et simpelt kvalitetsstyringssystem, jf. § 9.

Endvidere skal virksomheder, der varetager indregulering og service af større gasfyrede anlæg stille en sikkerhed for den forsvarlige udførelse af arbejdet, jf. § 10, såfremt arbejdets karakter indebærer risiko for, at gasleverandøren kan pålægges udgifter som følge af mangelfuldt udført arbejde, herunder udgifter til at bringe installationen i forskriftsmæssig stand.

Bestemmelsen i stk. 4 vedrører de såkaldte overgangsmestre, for hvem der ved vedtagelsen af den gældende lov blev udfærdiget særlige bestemmelser om videreførelse af en i medfør af den tidligere lovgivning opnået autorisation uden krav om opfyldelse af lovens autorisationsvilkår. Disse autorisationer er geografisk begrænsede, ofte til en enkelt kommune. Da et antal af disse overgangsmestre fortsat driver virksomhed, har de særlige bestemmelser for dem fortsat gyldighed.

Lovforslag som fremsat 1999 81 Valid

Fremsat den 3. november 1999 af by- & boligministeren (Jytte Andersen)

Forslag

til

Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →