Legislator Case Law & Legislation
199912L00073 DK

Forslag til Lov om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Spanien

8 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (8)

Statutory Text (8 Articles)

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

§ 1. Protokol af 17. marts 1999 mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Kongeriget Spanien kan tiltrædes på Danmarks vegne. Protokollen ændrer Overenskomsten mellem Danmark og Spanien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat, der blev undertegnet i København den 3. juli 1972. Protokollen er optaget som bilag til denne lov.

Stk. 2. Protokollen træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i dens punkt om ikrafttræden.

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

Artikel 2, stk. 3, har lister over de skatter i henholdsvis Danmark og Spanien, som var gældende ved overenskomstens underskrivelse og som er omfattet af overenskomsten.

Overenskomsten skal i fremtiden omfatte følgende danske skatter: Indkomstskat til staten, indkomstskat til kommunen, indkomstskat til amtskommunen samt skatter i henhold til kulbrinteskatteloven.

Som følge af ophævelsen af den danske formueskat, omfatter den danske liste af omfattede skatter alene indkomstskatter.

Overenskomsten omfatter dog stadig formueskat, idet den spanske formueskat er nævnt i den spanske lister over omfattede skatter.

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

Artikel 2, stk. 4, bestemmer, at overenskomsten også omfatter alle skatter af samme eller væsentligt samme art, der senere pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.

Efter at forhandlingerne om protokollen blev afsluttet, har Danmark indført lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat. Lovens § 2 bestemmer, at ejendomsværdiskatten påhviler personer, som ejer fast ejendom, beliggende her i landet. For personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, omfatter skattepligten desuden ejendomme, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Som nævnt i bemærkningerne til forslaget til loven om ejendomsværdiskatten, har denne skat i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsterne status som en partiel formueskat.

Ejendomsværdiskatten må altså anses for omfattet af den dansk-spansk dobbeltbeskatningsoverenskomst, således som denne overenskomst er ændret ved protokollen.

Hvis en person, der er hjemmehørende her i landet, ejer fast ejendom beliggende i Spanien, kan Spanien opkræve formueskat af værdien af ejendommen. Overenskomstens artikel 23, stk. 1, bestemmer nemlig, at formue bestående i fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor ejendommen er beliggende. Dette hindre dog ikke, at Danmark også kan opkræve ejendomsværdiskat af den spanske ejendom. Hvis Spanien pålægger en person her i landet at betale en skat, der svarer til den danske ejendomsværdiskat af den pågældendes spanske ejendom, kan den spanske skat fradrages i den danske skat. Fradragsbeløbet kan dog ikke overstige den danske skat på den pågældende ejendom.

En person, der er hjemmehørende i Spanien og ejer fast ejendom beliggende her i landet, skal betale dansk ejendomsværdiskat af værdien af ejendommen. Denne beskatning er som nævnt i overensstemmelse med overenskomstens artikel 23.

Protokollens punkt 2

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 3 (almindelige definitioner) formuleres efter OECD-modellen. Det medfører især, at definitionen af international trafik svarer til den almindeligt accepterede definition. Endvidere ændres stk. 2, så det præciseres, at når en stat anvender et udtryk i overenskomsten, der ikke er defineret i denne, skal udtrykket fortolkes i overensstemmelse med statens egen lovgivning på det tidspunkt, hvor udtrykket anvendes (og ikke efter statens lovgivning ved indgåelsen af overenskomsten).

Protokollens punkt 3

Den nuværende overenskomsts artikel 9 (indbyrdes afhængige foretagender) svarer til OECD-modellens artikel 9, stk. 1, hvorimod stk. 2 fra OECD-modellens artikel 9 mangler. Efter protokollens punkt 3 bliver artikel 9 formuleret, så den stort set svarer til OECD-modellen.

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

PROTOKOL OM ÆNDRING AF OVERENSKOMSTEN

MELLEM DANMARK OG SPANIEN

TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING

FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKAT OG FORMUESKAT,

UNDERTEGNET I KØBENHAVN DEN 3. JULI 1972.

Kongeriget Danmarks regering og Kongeriget Spaniens regering, der ønsker at indgå en Protokol om ændring af overenskomsten mellem Danmark og Spanien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat, der blev undertegnet i København den 3. juli 1972 (herefter omtalt som »overenskomsten)«, er blevet enige om følgende

1. Artikel 2 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 2

De af overenskomsten omfattede skatter

1. Denne overenskomst skal finde anvendelse på indkomst- og formueskatter, der pålignes på en kontraherende stats eller dens politiske underafdelingers eller lokale myndigheders vegne, uden hensyn til hvorledes de opkræves.

2. Som indkomst- og formueskatter skal anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten, hele formuen eller dele af indkomsten eller formuen, herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig formue eller fast ejendom, skatter der pålignes den samlede lønsum, der udbetales af foretagender, såvel som skatter på formueforøgelse.

3. De gældende skatter, på hvilke overenskomsten skal finde anvendelse, er især

a) i Danmark

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat; og

(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;

(herefter omtalt som »dansk skat«);

b) i Spanien

(i) indkomstskatten for personer (el Impuesto sobre la Renta de las Personas Físicas);

(ii) selskabsskatten (el Impuesto sobre Sociedades);

(iii) formueskatten (el Impuesto sobre el Patrimonio); og

(iv) lokale skatter på indkomst og formue (los impuestos locales sobre la renta y sobre el patrimonio);

(herefter omtalt som »spansk skat«).

4. Denne overenskomst skal også finde anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter overenskomstens underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet for de gældende skatter.«

2. Artikel 3 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 3

Almindelige definitioner

1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne betydning

a) udtrykkene »en kontraherende stat« og »den anden kontraherende stat« betyder Spanien eller Danmark alt efter sammenhængen;

b) udtrykket »Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet i dansk lovgivning som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende vande og med hensyn til andre aktiviteter med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland;

c) udtrykket »Spanien« betyder den spanske stat og når anvendt i geografisk betydning den spanske stats territorium, herunder ethvert område uden for Spaniens territorialfarvand, inden for hvilket den spanske stat i overensstemmelse med international ret og i henhold til dens interne lovgivning udøver eller senere måtte udøve jurisdiktion eller suverænitetsrettigheder med hensyn til havbunden, dens undergrund og overliggende vande, og deres naturforekomster;

d) udtrykket »person« omfatter en fysisk person, et selskab eller enhver anden sammenslutning af personer;

e) udtrykket »selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver sammenslutning, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk person;

f) udtrykket »foretagende i en kontraherende stat« og »foretagende i den anden kontraherende stat« betyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat;

g) udtrykket »statsborger« betyder

(i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat;

(ii) enhver juridisk person, interessentskab eller forening, der består i kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat;

h) udtrykket »international trafik« betyder enhver transport med skib eller luftfartøj, der anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, bortset fra tilfælde, hvor skibet eller luftfartøjet udelukkende anvendes mellem pladser i den anden kontraherende stat;

i) udtrykket »kompetent myndighed« betyder

(i) for Spaniens vedkommende: Økonomi- og finansministeren eller dennes befuldmægtigede stedfortræder;

(ii) for Danmarks vedkommende: Skatteministeren eller dennes befuldmægtigede stedfortræder.

2. Ved anvendelsen af denne overenskomst til enhver tid af en kontraherende stat skal, medmindre andet følger af sammenhængen, ethvert udtryk, som ikke er defineret deri, tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt i henhold til denne stats lovgivning om de skatter, på hvilke overenskomsten finder anvendelse, idet enhver betydning i de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for den betydning, dette udtryk måtte være tillagt i denne stats anden lovgivning.«

3. Artikel 9 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 9

Forbundne foretagender

1. I tilfælde hvor

a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller

b) de samme personer direkte eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,

og der i noget af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres kommercielle eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse foretagender, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.

2. I tilfælde hvor en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter - fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet beskattet af i denne anden stat, og denne anden stat er enig i, at den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Ved fastsættelsen af en sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal om nødvendigt rådføre sig med hinanden.«

4. Artikel 10 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 10

Udbytte

1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. a) Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den pålagte skat ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbyttet.

b) Uanset bestemmelserne i litra a) skal sådant udbytte være fritaget for beskatning i den kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er hjemmehørende, i henhold til bestemmelserne i den relevante lovgivning i denne stat, der gennemfører EF-direktivet om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (90/435/EØF).

De kompetente myndigheder i de kontraherende stater skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af disse begrænsninger.

Dette stykke skal ikke berøre adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.

3. Udtrykket »udbytte« betyder i denne artikel indkomst af aktier eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til lovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager udlodningen, er hjemmehørende.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal ikke finde anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted, eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.

5. I tilfælde hvor et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer fortjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et fast driftssted eller et fast sted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste nogen skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne anden stat.«

5. Artikel 14 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 14

Frit erhverv

1. Indkomst ved frit erhverv eller ved andet arbejde af selvstændig karakter oppebåret af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre han har et fast sted, som til stadighed står til rådighed for ham i den anden kontraherende stat med henblik på udøvelse af hans virksomhed. Hvis han har et sådant fast sted, kan indkomsten beskattes i den anden stat, men kun i det omfang den kan henføres til dette faste sted.

2. Udtrykket »frit erhverv« omfatter især selvstændig videnskabelig, litterær, kunstnerisk, uddannende eller undervisende virksomhed samt selvstændig virksomhed som læge, advokat, ingeniør, arkitekt, tandlæge og revisor.«

6. Artikel 17 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 17

Kunstnere og sportsfolk

1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 14 og 15 kan indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, oppebærer som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker eller som sportsmand, ved hans virksomhed i denne egenskab i den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.

2. I tilfælde hvor indkomst ved den virksomhed, som udøves af en optrædende kunstner eller en sportsmand i hans egenskab som sådan, ikke tilfalder kunstneren eller sportsmanden selv, men en anden person, kan denne indkomst, uanset bestemmelserne i artiklerne 7, 14 og 15, beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller sportsmandens virksomhed udøves.

3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal indkomst, som oppebæres ved virksomhed som nævnt i stykke 1, der udøves i forbindelse med en kulturel aftale eller arrangement mellem de kontraherende stater, være fritaget for beskatning i den kontraherende stat, hvor virksomheden udøves, hvis besøget i denne stat helt eller i det væsentlige er støttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat eller en politisk underafdeling eller lokal myndighed deraf.«

7. Artikel 19 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 19

Offentligt hverv

1. a) Gage, løn og andet lignende vederlag, undtagen pension, der udbetales af en kontraherende stat eller en politisk underafdeling eller lokal myndighed deraf til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) Sådan gage, løn og andet lignende vederlag kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er udført i denne stat, og den pågældende er en i denne stat hjemmehørende person, som

(i) er statsborger i denne stat; eller

(ii) ikke blev hjemmehørende i denne stat alene med det formål at udføre hvervet.

2. a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat eller en politisk underafdeling eller lokal myndighed deraf - eller af midler tilvejebragt af disse - til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne stat.

b) En sådan pension kan imidlertid kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis modtageren er hjemmehørende og statsborger i denne stat.

3. Bestemmelserne i artiklerne 15, 16, 17 og 18 skal finde anvendelse på gage, løn og andet lignende vederlag samt pensioner, der udbetales for hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende stat eller en politisk underafdeling eller lokal myndighed deraf.«

8. Artikel 22 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 22

Andre indkomster

1. Indkomster, der oppebæres af en person hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne stat.

2. Bestemmelserne i stykke 1 skal ikke finde anvendelse på indkomst, bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i artikel 6, stykke 2, hvis modtageren af sådan indkomst, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dèr beliggende fast driftssted eller udøver frit erhverv i denne anden stat fra et dér beliggende fast sted, og den rettighed eller ejendom, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted eller fast sted. I så fald skal bestemmelserne i henholdsvis artikel 7 eller artikel 14 finde anvendelse.«

9. Artikel 24 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 24

Ophævelse af dobbeltbeskatning

1. I Danmark

a) Med forbehold af bestemmelsene i litra c), i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Spanien, skal Danmark indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Spanien;

b) fradragsbeløbet skal imidlertid ikke kunne overstige den del af indkomstskatten, beregnet uden sådant fradrag, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Spanien;

c) i tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i Spanien, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten fradrage den del af indkomstskatten, som svarer til den indkomst, der hidrører fra Spanien.

2. I Spanien

I overensstemmelse med bestemmelserne og under hensyntagen til begrænsningerne i Spaniens lovgivning

a) I tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Spanien, oppebærer indkomst eller ejer formuedele, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i Danmark, skal Spanien

(i) indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende til den indkomstskat, der er betalt i Danmark;

(ii) indrømme fradrag i den pågældende persons formueskat med et beløb svarende til den skat, der er betalt i Danmark af de pågældende formuedele.

Fradragsbeløbet skal imidlertid ikke i noget tilfælde kunne overstige den del af indkomstskatten eller formueskatten, beregnet uden sådant fradrag, der svarer til henholdsvis den indkomst eller de pågældende formuedele, der kan beskattes i Danmark.

b) I tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Spanien, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst er beskattet i Danmark, skal Spanien indrømme fradrag for den underliggende selskabsskat og for den indkomstskat, der omhandles i artikel 7, i overensstemmelse med Spaniens interne lovgivning.

c) I tilfælde hvor en person, der er hjemmehørende i Spanien, oppebærer indkomst eller ejer formue, som ifølge enhver bestemmelse i denne overenskomst er fritaget for beskatning i Spanien, kan Spanien alligevel tage den fritagne indkomst eller formue i betragtning ved beregning af skatten af den pågældende persons resterende indkomst eller formue.«

10. Artikel 25 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende

»Artikel 25

Ikke-diskriminering

1. Statsborgere i en kontraherende stat skal ikke i den anden kontraherende stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden stat under samme forhold, særligt hvad angår hjemsted, er eller måtte blive undergivet. Uanset bestemmelserne i artikel 1 skal denne bestemmelse også finde anvendelse på personer, der ikke er hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende stater.

2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse skal ikke kunne fortolkes som forpligtende en kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af ægteskabelig stilling eller forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende inden for dens eget område.

3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11, stykke 6, eller artikel 12, stykke 6, finder anvendelse, skal renter, royalties og andre betalinger, der udredes af et foretagende i en kontraherende stat til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis betalingerne var sket til en person hjemmehørende i den førstnævnte stat. På samme måde skal enhver gæld, som et foretagende i en kontraherende stat har til en person hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kunne fratrækkes ved opgørelsen af et sådant foretagendes skattepligtige formue under samme betingelser, som hvis gælden var blevet stiftet over for en person hjemmehørende i den førstnævnte stat.

4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis formue helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, skal ikke i den førstnævnte stat kunne undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den førstnævnte stat er eller måtte blive underkastet.

5. Uanset bestemmelserne i artikel 2 skal bestemmelserne i denne artikel finde anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse.«

11. Artikel 29 i overenskomsten ophæves.

Ikrafttræden

1. De kontraherende staters regeringer skal give hinanden underretning om, at de forfatningsmæssige betingelser for protokollens ikrafttræden er opfyldt.

2. Protokollen skal træde i kraft på dagen for den sidste af de i stykke 1 omhandlede underretninger, og dens bestemmelser skal have virkning for så vidt angår skatter på indkomst og formue for ethvert skatteår, som begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket protokollen træder i kraft.

3. Bestemmelserne i overenskomsten mellem Danmark og Spanien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat og tillægsprotokollen, der blev undertegnet i København den 3. juli 1972, skal ophøre at have virkning med hensyn til alle spanske eller danske skatter, på hvilke denne Protokol og dens vedføjede Protokol har virkning i overensstemmelse med stykke 2.

4. Denne Protokol skal forblive i kraft, så længe overenskomsten forbliver i kraft.

Til bekræftelse heraf har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne Protokol.

Udfærdiget i to eksemplarer i København, den 17. marts 1999 på dansk, spansk og engelsk, således at hver tekst er lige autentisk. I tilfælde af afvigelser i fortolkningen skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks regering

Peter Loft

For Kongeriget Spaniens regering

José Luis Pardos

VEDFØJET PROTOKOL

Ved undertegnelsen af protokollen til ændring af overenskomsten mellem Danmark og Spanien til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskat og formueskat og tillægsprotokollen, der blev undertegnet i København den 3. juli 1972, er de undertegnede blevet enige om følgende bestemmelser, som skal være en integreret del af protokollen.

I. Ad artikel 10, stykke 3

Der er enighed om, at udtrykket »udbytte« omfatter fortjeneste ved opløsning af et selskab.

II. Ad artikel 25

Der er enighed om, at bestemmelserne i artikel 25 ikke skal hindre en kontraherende stat i at anvende sin interne lovgivning vedrørende tynd kapitalisering.

Til bekræftelse her af har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne vedføjede Protokol.

Udfærdiget i to eksemplarer i København, den 17. marts 1999 på dansk, spansk og engelsk, således at hver tekst er lige autentisk. I tilfælde af afvigelser i fortolkningen skal den engelske tekst være afgørende.

For Kongeriget Danmarks regering

Peter Loft

For Kongeriget Spaniens regering

José Luis Pardos

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget går ud på at bemyndige regeringen til at tiltræde en protokol om ændring af den dansk-spanske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3. juli 1972. Hermed gennemføres dens bestemmelser her i landet, og protokollen vil være en del af dansk skattelovgivning når protokollens betingelser herfor er opfyldt.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har til formål at undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at både Danmark og Spanien beskatter en person eller et selskab af samme indkomst. Det sker typisk, når den person eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat, modtager indkomst fra den anden stat.

Overenskomsten har derfor regler for, hvornår Danmark henholdsvis Spanien har ret til at beskatte forskellige typer indkomst, som en person eller et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten). Desuden har overenskomsten en regel om, hvordan dobbeltbeskatning skal ophæves (den såkaldte metodebestemmelse).

Det vigtigste punkt i protokollen er en ændring af overenskomstens artikel om den danske metode til ophævelse af dobbeltbeskatning for personer eller selskaber, der er hjemmehørende her i landet og modtager spansk indkomst, som Spanien kan beskatte efter overenskomstens artikel 6 - 22.

Efter den gældende regel skal Danmark som hovedregel ophæve dobbeltbeskatning ved at undlade at beskatte personer og selskaber her i landet af deres indkomst fra Spanien (eksemptionsmetoden). Den spanske indkomst får dog progressionsvirkning ved dansk beskatning af modtagerens anden skattepligtige indkomst (eller ved overførsel af et eventuelt underskud ved anden virksomhed). For så vidt angår spansk indkomst i form af udbytte, renter eller royalties, skal Danmark dog ophæve dobbeltbeskatning efter creditmetoden. Den spanske indkomst medregnes ved opgørelsen af modtagerens danske skattepligtige indkomst. Den danske skat nedsættes med den spanske skat af indkomsten fra Spanien, dog højst den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den spanske indkomst. I de tilfælde, hvor Spanien har nedsat sin skat efter særlige regler, skal den danske skat af den spanske indkomst dog nedsættes med den skat, som Spanien ville opkræve efter dets almindelige skattelovgivning (matching credit).

Protokollen medfører, at Danmark i fremtiden som altovervejende hovedregel skal ophæve dobbeltbeskatning efter creditmetoden. Selv om Spanien har beskattet spansk indkomst i overensstemmelse med overenskomstens regler, kan Danmark også beskatte indkomsten, men i så fald skal Danmark i fremtiden ophæve dobbeltbeskatning på den måde, at den danske skat af den spanske indkomst nedsættes med den spanske skat, der er betalt af indkomsten.

Desuden har protokollen en række ændringer af knap så stor betydning, nemlig at forskellige artikler i overenskomsten affattes efter den seneste OECD-model til dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Endvidere er overenskomstens artikel om udbytter skrevet i overensstemmelse med EU s moder/datterselskabsdirektiv.

I bemærkningerne til § 1 er der nærmere redegjort for protokollens bestemmelser.

Protokollen ændrer altså ikke de gældende regler om beskatningen af pension, som en person, der er bosat i den ene stat, modtager fra den anden stat. Men det er aftalt, at forhandlingerne senere skal fortsættes med henblik på at aftale en helt ny overenskomst.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Formålet med en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem to lande er at fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatningen kan medføre for udviklingen af økonomiske relationer mellem de to lande. Virksomheder og personer i det ene land får herved bedre skattemæssige betingelser for investering, etablering eller arbejde i det andet land både som følge af, dobbeltbeskatning undgås og som følge af større klarhed om de skattemæssige dispositioner.

Lovforslaget indeholder en ændring og modernisering af den dansk-spanske dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1972, og omhandler hovedsageligt en ændring af lempelsesmetoden til, at Danmark som altovervejende hovedregel skal ophæve dobbeltbeskatning efter creditmetoden.

Der foreligger ikke data, som understøtter et skøn over de provenumæssige konsekvenser af overenskomsten, men de samlede konsekvenser skønnes at være ubetydelige.

Samlet skønnes protokollen ikke at have nævneværdige konsekvenser for dansk erhvervsliv.

Administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige konsekvenser for skattemyndighederne.

Forholdet til EU-retten

Protokollens punkt 4 ændrer dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 10, stk. 2, så denne bestemmelse svarer til bestemmelserne i EU s moder/datterselskabsdirektiv (Rådets direktiv om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (90/435/EØF) (De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. L 225/6)).

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, amter og kommuner

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser for stat, amter og kommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Klarhed om skattemæssige konsekvenser af økonomiske dispositioner

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 10, stk. 2, ændres, så den svarer til EU s moder/datterselskabsdirektiv.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede § 1, stk. 1, medfører, at protokollen skal gælde som lov her i landet. Protokollen er optaget som bilag til lovforslaget, og i det følgende er der redegjort for dens bestemmelser.

Protokollen ændrer som nævnt den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst, der er underskrevet den 3. juli 1972 og offentliggjort som bekendtgørelse nr. 70 af 16. august 1973 i Lovtidende C.

Protokollens punkt 1

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 2 (omfattede skatter) formuleres efter OECD-modellen.

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

Artikel 9 omhandler det såkaldte armslængde-princip for transaktioner mellem forbundne foretagender. Hvis et foretagende i den ene stat handler med et forbundet foretagende i den anden stat på andre vilkår end de, der ville gælde i et frit marked, kan hver af staterne foretage en regulering af indkomsten og dermed beskatningsgrundlaget, så indkomsten fastsættes til det beløb, som den ville have været ved handel på almindelige markedsmæssige vilkår.

Protokollen indsætter stk. 2 fra OECD-modellens artikel 9, således at den anden stat skal foretage en modsat rettet regulering af fortjenesten for foretagendet i denne stat - som følge af, at fortjenesten for foretagendet i den førstnævnte stat er blevet reguleret.. Det er dog tilføjet, at det kun skal ske, hvis den anden stat er enig i reguleringen i den første stat.

Protokollens punkt 4

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 10 (udbytter) formuleres, så den svarer til EU s moder/datterselskabsdirektiv. Efter stk. 1 kan aktieudbytte beskattes i modtagerens bopælsstat. Efter stk 2 kan udbyttet dog også beskattes i den stat, hvor det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende (kildestaten), men højst med 15 pct. af udbyttets bruttobeløb. Kildestaten skal undlade beskatning under betingelserne i kildestatens lovgivning til gennemførelse af EU s moder/datterselskabsdirektiv.

Resten af artikel 10 formuleres stort set efter OECD-modellen.

I stk. 3 er udtrykket »udbytte« ved anvendelsen af artikel 10 defineret som indkomst af aktier eller andre rettigheder, som ikke er gældsfordringer, og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af andre selskabsrettigheder, der er undergivet den samme skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til skattelovgivningen i den stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende.

Stk. 4 angår det tilfælde, hvor et selskab i den ene stat modtager udbytter fra den anden stat (kildestaten), og disse udbytter indgår i et fast driftssted eller et fast sted, som selskabet har i kildestaten, fordi den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbytterne, har direkte forbindelse med det faste driftssted eller fast sted. I så fald kan kildestaten beskatte udbytterne som fortjeneste ved erhvervsvirksomhed eller frit erhverv.

Stk. 5 har et forbud mod, at en stat beskatter udbytter, der udloddes af et selskab i den anden stat med henvisning til, at hovedparten af indkomsten eller fortjenesten er opstået i den førstnævnte stat. Dette gælder også ikke-udloddet fortjeneste. Dog kan en stat naturligvis beskatte udbytter, som et selskab i den anden stat udlodder til en aktionær i førstnævnte stat, eller som tilfalder et fast driftssted eller fast sted i førstnævnte stat.

I en vedføjet protokol er det præciseret, at udtrykket »udbytte« også omfatter fortjeneste ved opløsning af et selskab.

Protokollens punkt 5

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 14 (frit erhverv) formuleres efter OECD-modellen.

Efter den ny artikel 14 kan en stat beskatte en person, der er bosat i den anden stat, af indkomst ved frit erhverv udøvet i førstnævnte stat, under forudsætning af at personen har fast sted (fx kontor eller klinik) til sin rådighed i denne stat, hvorfra han udøver det fri erhverv.

Den ny formulering medfører ophævelse af reglen i den nuværende artikel 14, hvorefter en stat også kan beskatte en person fra den anden stat af indkomst ved frit erhverv i førstnævnte stat i tilfælde, hvor personen godt nok ikke har et fast sted i denne stat, men hvor personen har opholdt sig i staten i en eller flere perioder på sammenlagt over 90 dage.

Protokollens punkt 6

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 17 (kunstnere og sportsfolk) formuleres efter OECD-modellen, så indkomst ved optræden mv. i en stat kan beskattes i denne stat (kildestaten). Desuden indsættes et stk. 3, hvorefter kildestaten alligevel ikke kan beskatte en kunstner eller sportsmand fra den anden stat af indkomst ved optræden mv. i kildestaten, hvis arrangementet er støttet af public funds i den anden stat.

Protokollens punkt 7

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 19 (offentligt hverv) formuleres efter OECD-modellen.

Vederlag m.v., der udbetales af en stat (eller en lokal myndighed eller politisk underafdeling heraf) til offentligt ansatte for hverv udført for denne stat m.v., kan som hovedregel kun beskattes i den stat, hvorfra vederlaget m.v. udbetales (kildestaten).

Denne hovedregel gælder dog ikke, hvis vederlaget m.v. udbetales for arbejde, som er udført i den anden stat, og modtageren både er statsborger og hjemmehørende i denne anden stat (bopælsstaten). I så fald kan vederlaget m.v. kun beskattes i bopælsstaten. Hvis modtageren blev hjemmehørende i den anden stat alene med det formål at udføre det pågældende arbejde, gælder dog hovedreglen om beskatning i kildestaten.

Offentlig pension i forbindelse med tidligere tjenesteforhold for en stat m.v. (fx tjenestemandspension) kan som hovedregel kun beskattes i den stat, hvorfra den udbetales. Der gælder dog en undtagelse, hvis modtageren er statsborger og hjemmehørende i den anden stat. I så fald kan pensionen kun beskattes i denne anden stat.

Den ændrede formulering af artikel 19 medfører den ændring, at artiklen ikke længere omfatter medarbejdere, der er lokalt ansat ved en stats ambassade i den anden stat. Disse personer er heller ikke omfattet af Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser (eller Wienerkonventionen om konsulære forbindelser).

Lokalt ansatte ved den spanske ambassade i København skal herefter betale dansk skat af deres indtægt fra ambassaden, ligesom Spanien i fremtiden kan beskatte lokalt ansatte ved den danske ambassade i Madrid af deres indtægt.

Protokollens punkt 8

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22 (anden indkomst) formuleres efter OECD-modellen.

Den hidtil gældende artikel 22 mangler OECD-modellens stk. 2 om anden indkomst, som modtages af et fast driftssted.

Protokollens punkt 9

Protokollen ændrer dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24 (metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning), altså den metode, som Danmark henholdsvis Spanien skal anvende, når en person eller et selskab, der er hjemmehørende i den pågældende stat, modtager indkomst fra den anden stat, og indkomsten kan beskattes i den anden stat.

Den danske metodebestemmelse i stk. 1 medfører, at Danmark i fremtiden som hovedregel skal ophæve dobbeltbeskatning efter den såkaldte credit-metode, når en person eller et selskab, der er hjemmehørende her i landet, modtager indkomst fra Spanien, som Spanien har ret til at beskatte efter reglerne i overenskomstens artikel 6 - 22.

Den spanske indkomst skal medregnes ved opgørelsen af modtagerens danske skattepligtige indkomst. Den danske skat skal herefter nedsættes med den spanske skat af den spanske indkomst. Nedslaget kan dog ikke være større end den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den spanske indkomst (efter forholdet mellem den spanske del af den skattepligtige indkomst og den samlede skattepligtige indkomst).

I de tilfælde, hvor en person eller et selskab her i landet modtager spansk indkomst, som kun kan beskattes i Spanien, skal Danmark lempe dobbeltbeskatning efter metoden eksemption med progressionsforbehold. Det medfører, at den spanske indkomst skal medregnes ved opgørelse af modtagerens danske skattepligtige indkomst. Den danske skat skal herefter nedsættes med den del af den danske skat, som forholdsmæssigt falder på den spanske indkomst (efter forholdet mellem den spanske del af den skattepligtige indkomst og den samlede skattepligtige indkomst), uanset størrelsen af den spanske skat på denne indkomst.

I de tilfælde, hvor en person eller et selskab, der er hjemmehørende i Spanien, modtager dansk indkomst, som Danmark har ret til at beskatte, skal Spanien også ophæve dobbeltbeskatning efter creditmetoden.

Protokollens punkt 10

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 25 (ikke-diskriminering) formuleres stort set efter OECD-modellen.

Efter artiklen må en af de to stater ikke diskriminere den anden stats statsborgere i skattemæssige henseende. Det gælder både for personer og selskaber. Forbudet gælder både beskatning og de vilkår, der er knyttet hertil, fx regnskabskrav, tidsfrister m.v.

I OECD-modellen er dog en bestemmelse om, at personer uden statsborgerskab, der er bosat i den ene stat, også er beskyttet mod diskriminering i den anden stat. Spanien ønskede ikke at medtage denne bestemmelse, som derfor ikke findes i protokollen.

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

Artikel 25 er suppleret med en protokol-regel om, at bestemmelsen ikke er til hinder for lovgivning om tynd kapitalisering.

Protokollens punkt 11

Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 29 (territorial udvidelse) ophæves.

Hvis overenskomsten skal udvides til at omfatte Færøerne og/eller Grønland, skal der under alle omstændigheder udarbejdes en protokol med angivelse af de færøske og/eller grønlandske skatter og kompetente myndigheder.

Ikrafttræden

De to stater skal underrette hinanden, når de forfatningsmæssige betingelser for Protokollens ikrafttræden er gennemført. Protokollen træder i kraft på datoen for den sidste underretning og har virkning for skatteår, der begynder den 1. januar i det følgende kalenderår eller senere.

Protokollens vedføjede protokol

I en protokol til protokollen er det to bestemmelser vedr. udbytte og ikke-diskriminering, som nærmere omtalt vedr. punkterne 4 og 10.

Til § 2

Efter lovforslagets § 2 træder loven i kraft dagen efter dens bekendtgørelse i Lovtidende.

Til § 3

Efter lovforslagets § 3 gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, idet skattespørgsmål hører under det færøske og grønlandske hjemmestyres kompetence. Den dansk-spanske dobbeltbeskatningsoverenskomst gælder i forvejen ikke for disse dele af rigsfællesskabet, og protokollen derfor heller ikke.

Lovforslag som fremsat 1999 73 Valid

Fremsat den 27. oktober 1999 af skatteministeren (Ole Stavad)

Forslag

til

Lov om indgåelse af protokol om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og

Spanien

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →