Legislator Case Law & Legislation
199912L00067 DK

Forslag til Lov om ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Lovforslag som fremsat 1999 67 Valid

§ 1

I lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af 12. december 1996, foretages følgende ændringer

1. § 9 affattes således

»§ 9. Private arbejdsgivere, som er omfattet af § 17 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, skal betale bidrag til dækning af fondens udgifter herunder administrationsudgifter. Lønmodtagernes Garantifond fastsætter størrelsen af bidraget til finansiering af fondens udgifter. Bidraget fastsættes med et fast kronebeløb pr. ansat lønmodtager. Bidragspligten opgøres kvartalsvis og gælder for hver ansat lønmodtager, som der er indbetalt ATP-bidrag for i en forudgående periode på 3 måneder.

Stk. 2. Opkrævning af bidrag efter stk. 1 sker ved, at Arbejdsmarkedets Tillægspension tilbageholder en dertil svarende del af det for den pågældende arbejdsgiver beregnede kompensationsbeløb efter § 17 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og indbetaler dette til fonden.

Stk. 3. Bidrag efter stk. 1, som overstiger kompensationsbeløbet efter § 17 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, opkræves særskilt af Lønmodtagernes Garantifond.

Stk. 4. Arbejdsministeren bemyndiger Lønmodtagernes Garantifond til at fastsætte de nærmere regler om beregning og betaling af bidrag, herunder om frist for betalingen. Det kan ved disse regler bestemmes, at Lønmodtagernes Garantifond kan give henstand med indbetaling samt eftergive bidrag og renter.

Stk. 5. Sker indbetaling af bidrag efter stk. 3 ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af bidraget med 1½ pct. for hver påbegyndt måned fra kvartalets udløb, jf. § 9, stk. 1.

Stk. 6. Lønmodtagernes Garantifond har udpantningsret for bidrag efter stk. 3 og renter efter stk. 5.

Stk. 7. Krav på bidrag i henhold til stk. 1 forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Stk. 8. Afgørelser om bidragspligt og bidrag herunder beregning og opkrævning kan inden for en frist af 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Lovforslag som fremsat 1999 67 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

Stk. 2. I 2000 sker modregning af bidrag til Lønmodtagerens Garantifond efter § 9, stk. 1, første gang ved modregning i kompensationen i henhold til § 17 a i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension på grundlag af indbetalte ATP-bidrag i perioden 23. februar - 22. maj 2000.

Stk. 3. De midler, som fonden råder over ved lovens ikrafttræden, tilfalder fonden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lønmodtagernes Garantifond er en selvstændig og selvejende institution, der skal sikre lønmodtagernes krav på løn m.v. i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs m.v. Da det i Danmark er vanskeligt at forestille sig, at offentlige arbejdsgivere går konkurs, vil det reelt kun være private arbejdsgiveres konkurs m.v., der vil være omfattet af Lønmodtagernes Garantifond.

Da Lønmodtagerens Garantifond blev oprettet i 1972, blev fonden finansieret direkte gennem obligatoriske bidrag fra såvel offentlige som private arbejdsgivere som værende omfattet af ATP-ordningen.

Arbejdsgiverbidraget til fonden blev indtil 1987 beregnet på grundlag af antallet af fuldtidsbeskæftigede i den enkelte virksomhed. I 1987 overtog staten finansieringen af fonden. Bidraget til fonden er fastsat på den årlige finanslov.

Selve fondens formål med at sikre lønmodtagere i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs har karakter af en forsikringsordning, der som nævnt reelt alene omfatter de private arbejdsgivere. På den baggrund bør fondens udgifter dækkes via bidrag direkte fra de arbejdsgivere, som er omfattet af ordningen. Det bør derfor alene være de private arbejdsgivere, der finansierer fonden.

Opkrævning af bidrag

Lønmodtagernes Garantifond skal efter forslaget med virkning fra 2000 finansieres af bidrag fra de private arbejdsgivere. Arbejdsgiverbidragets størrelse pr. fuldtidsansat lønmodtager fastsættes af Lønmodtagernes Garantifond. Bidraget for hver enkelt lønmodtager skal afspejle beskæftigelsesgraden målt ved det indbetalte ATP-bidrag.

I 1989 tiltrådte Finansudvalget et aktstykke fra Arbejdsministeriet, hvorefter Arbejdsministeriet overfor fondens bestyrelse kunne give tilsagn om, at spørgsmålet om reetablering af fondens reserve ville blive rejst over for Folketinget, såfremt der på et senere tidspunkt måtte vise sig ønske om eller behov for ændringer af den gældende finansieringsordning. Pr. 31. december 1987 var fondens reserve på ca. 153 mio. kr.

På grund af omlægningen af finansieringen af Lønmodtagernes Garantifond vil fonden særligt det første år have brug for kapital for at kunne leve op til sine forpligtelser. Der vurderes ikke at være behov for en reetablering af fondens reserver, da Lønmodtagernes Garantifond kan påregne en høj kreditværdighed og derfor kan skaffe den nødvendige kapital via lånoptagelse på almindelige markedsvilkår. Staten vil garantere for låneoptagelsen ved at stille en statsgaranti overfor långiver.

Såfremt der senere måtte være behov for yderligere lånoptagelse f.eks. p.g.a. et uforudset stort antal konkurser eller uforudset fald i dividendeindtægterne, vil staten fortsat være rede til at stille en statsgaranti.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget forventes på grundlag af det seneste skøn fra Lønmodtagernes Garantifond at medføre en besparelse på finansloven på ca. 165 mio. kr. for 2000. Forslaget forventes ikke at få administrative konsekvenser for staten eller kommunerne.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Forslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

På baggrund af Lønmodtagernes Garantifonds seneste skøn over fondens finansieringsbehov for 2000 forventes forslaget at medføre en merudgift for de private arbejdsgivere på ca. 165 mio. kr. om året. Hertil kommer etablerings- og renteudgifter i forbindelse med låneoptagelsen samt afdrag. Opkrævning af arbejdsgiverbidraget via indeholdelse i kompensationsbeløbet efter ATP-lovens § 17 a forventes hverken at pålægge arbejdsgiverne eller Arbejdsmarkedets Tillægspension ekstra administrative opgaver.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive

konsekvenser / mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser / merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Staten får en besparelse på 165 mio. kr.

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Udgifterne vil blive ca. 165 mio. kr. årligt. Hertil kommer udgifter i forbindelse med optagelse af lån.

Selve bidraget til LG vil blive modregnet i den enkelte arbejdsgivers kompensationsbidrag.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Udgiften skal indføres og justeres i regnskabet én gang årligt.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Til § 9, stk. 1

Finansieringen af Lønmodtagernes Garantifond skal med virkning fra 2000 ske via bidrag fra de private arbejdsgivere. Arbejdsgiverbidragets størrelse pr. ansat lønmodtager fastsættes af Lønmodtagernes Garantifond. Bidraget fastsættes på baggrund af et skøn over udbetalinger til dækning af krav på løn m.v. og administrationsudgifter med fradrag af dividendeindtægter og renteindtægter det følgende år samt over- eller underdækning i tidligere år.

Til § 9, stk. 2

Det foreslås, at opkrævning af bidraget sker ved, at Arbejdsmarkedets Tillægspension tilbageholder en dertil svarende del af kompensationsbidraget i ATP-lovens § 17 a. Bidraget indbetales af Arbejdsmarkedets Tillægspension til fonden.

Til § 9, stk. 3

Bidrag, som ikke kan indeholdes i kompensationsbeløbet efter ATP-lovens § 17 a, skal opkræves særskilt hos arbejdsgiveren.

Til § 9, stk. 4

Arbejdsministeren bemyndiger Lønmodtagernes Garantifond til at fastsætte regler for beregning og betaling af bidrag herunder om frist for betalingen, henstand med betaling samt for eftergivelse af bidrag og renter.

Til § 9, stk. 5

Det foreslås, at der ved overskridelse af betalingsfristen for bidragspligten tilskrives renter for hver påbegyndt måned fra kvartalets udløb. Renteniveauet fastsættes af præventive grunde til 1½ pct. svarende til den rente, der er fastsat i ATP-lovens § 17, stk. 3.

Til § 9, stk. 6

Lønmodtagernes Garantifond gives udpantningsret for bidrag efter stk. 3 og stk. 5.

Til § 9, stk. 7

Krav på bidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Til § 9, stk. 8

Det foreslås, at afgørelser i henhold til § 9 kan indbringes for Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Til § 2

Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2000. Fastsættelsen af bidrag vil derfor ske første gang med udgangspunkt i beskæftigelsen i 1. kvartal 2000. Bidraget kan således opkræves første gang gennem modregning i det kompensationsbidrag, der udbetales i juni 2000. I øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger.

I stk. 3 foreslås det tydeliggjort, at de midler, som fonden råder over ved lovens ikrafttræden, og som forventes at udgøre knap 20 mio. kr., tilfalder fonden til dækning af de fremtidige udgifter.

Lovforslag som fremsat 1999 67 Valid

Fremsat den 27. oktober 1999 af arbejdsministeren (Ove Hygum)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Lønmodtagernes Garantifond

(Omlægning af finansieringen af Lønmodtagernes Garantifond)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →