Forslag til Lov om visse betalings_midler

§ 1. Loven gælder for de i stk. 2 nævnte betalingsmidler, der udbydes eller kan benyttes her i landet.

Stk. 2. Ved betalingsmidler forstås i denne lov følgende midler i det omfang de kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel af beløb, hæve penge eller foretage andre betalingstransaktioner

1) Hævekort og betalingskort, som er knyttet til bestemte brugere.

2) Andre fysiske legitimationsmidler, som er knyttet til bestemte brugere, og som er beregnet til elektronisk aflæsning.

3) Koder og biometriske værdier, som er beregnet til at legitimere brugeren.

4) Elektronisk registrerede fordringer, som udsteder er forpligtet til at indfri på brugers anmodning.

Stk. 3. Ved forudbetalte betalingsmidler forstås i denne lov betalingsmidler som nævnt i stk. 2, der tillige er

1) Forudbetalte betalingskort, jf. § 2 i lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort, eller

2) betalingsmidler, som brugeren kun kan anvende i det omfang, der forud for anvendelsen af betalingsmidlet er sket indbetaling af midler, som ikke er registreret på en konto, der tilhører brugeren, eller hvor brugeren vederlagsfrit har modtaget en sådan værdi eller har fået forhøjet betalingsmidlets værdi.

Stk. 4. Loven gælder ikke for betalingsmidler, der udelukkende udbydes til erhvervsdrivende, hvis udsteder godtgør, at brugeren i tilslutningsaftalen har forpligtet sig til udelukkende at anvende betalingsmidlet erhvervsmæssigt, og udstederen ikke efterfølgende accepterer, at betalingsmidlet anvendes på anden måde.

Stk. 5. Betalingsmidler, som udbydes med henblik på såvel erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig anvendelse, er omfattet af loven. Bestemmelserne i § 7 og §§ 9-12 gælder dog ikke i forholdet mellem udstederen og den enkelte bruger, hvis udsteder godtgør, at brugeren i tilslutningsaftalen har forpligtet sig til udelukkende at anvende betalingsmidlet erhvervsmæssigt. Hvis brugeren i strid med en sådan aftale anvender betalingsmidlet ikke-erhvervsmæssigt, gælder de nævnte bestemmelser dog alligevel, hvis udsteder vidste eller burde vide, at betalingsmidlet anvendes på en uberettiget måde.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan bestemme, at et betalingsmiddel helt eller delvis undtages fra lovens bestemmelser.

Stk. 7. Erhvervsministeren kan bestemme, at §§ 12-13 ikke finder anvendelse på internationale betalingsmidler.

Stk. 8. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse typer betalingsmidler helt eller delvis undtages fra lovens bestemmelser. Erhvervsministeren kan samtidig fastsætte supplerende regler for sådanne betalingsmidler.

§ 1, stk. 6, i lov om banker og sparekasser mv. fastslår, at "Pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis. Finanstilsynet kan i tilfælde, hvor pengeinstituttet handler i strid hermed, give pålæg om, at denne handlemåde bringes til ophør". En tilsidesættelse af andre lovregler vil efter omstændighederne blive anset for stridende mod § 1, stk. 6, om redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis, og Finanstilsynet vil derfor efter bank- og sparekasseloven kunne pålægge instituttet at ophøre med den pågældende praksis.

En anmodning fra Forbrugerombudsmanden til Finanstilsynet vil således indebære, at Finanstilsynet er forpligtet til at sørge for, at forhold i strid med den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1, bringes til ophør. Der er her tale om ganske graverende forhold, idet bestemmelsen kun kan anvendes, når den finansielle virksomhed bliver dømt for strafbare forhold, og når det udviste forhold begrunder nærliggende fare for misbrug ved udøvelsen af virksomheden.

Finanstilsynet kan selv bestemme, hvorledes Finanstilsynet vil gribe ind over for det pågældende institut, idet det afgørende er, at den ulovlige adfærd bringes til ophør ikke at Finanstilsynet anvender en bestemt sanktion.

Bestemmelsen skal ses på baggrund af finansielle virksomheders specielle karakter. En retssag om rettighedsfrakendelse vil fx for et pengeinstitut kunne have vidtrækkende økonomiske konsekvenser og vil kunne tænkes at påvirke pengeinstituttets likviditet og øvrige aktiviteter, som Finanstilsynet fører tilsyn med. Der er således risiko for, at blot det faktum, at der ved domstolene føres en sådan sag, vil kunne skabe et sådant offentligt røre omkring pengeinstituttet, at selve sagsanlægget kan indebære, at pengeinstituttet må træde i betalingsstandsning, hvilket kan skabe risiko for en efterfølgende konkurs.

Indtræder den tænkte situation, at det ikke er muligt for Finanstilsynet at bringe en ulovlig adfærd til ophør med de midler, som Finanstilsynet har til rådighed, følger det af forslaget, at Forbrugerombudsmanden vil kunne anmode anklagemyndigheden om at anlægge en retssag om rettighedsfrakendelse. En retssag om rettighedsfrakendelse mod en finansiel virksomhed efter den foreslåede bestemmelse vil altså kun kunne komme på tale, når alle andre indgrebsmuligheder viser sig at være utilstrækkelige.

Til § 22-23

Disse bestemmelser indeholder lovens ikrafttrædelses- og revisionsregler.

Det er fundet mest hensigtsmæssigt at lade de dispensationer, der er udstedt i medfør af betalingskortloven, bevare deres gyldighed. De fleste dispensationer er givet for en bestemt tidsperiode og vil derfor udløbe i løbet af nogle år. Herved sikres det, at hverken virksomhederne eller myndighederne i løbet af kort tid skal tage stilling til en eventuel fornyelse.

I forhold til forudbetalte betalingsmidler vil bestemmelsen i § 9, stk. 2, om refusionsret betyde, at allerede udstedte forudbetalte betalingsmidler kan forlanges indfriet ved en gyldighedsperiodes udløb. Dette findes imidlertid ikke at give anledning til væsentlige problemer, som kræver en særlig overgangsperiode.

Der findes ikke i øvrigt at være særlige problemer ved overgangen til en regulering i henhold til denne lov.

§ 2. Lovens § 10 og § 13, stk. 1, gælder ikke for forudbetalte betalingsmidler, jf. § 1, stk. 3. Bestemmelserne i § 10 gælder dog for forudbetalte betalingsmidler, hvis betalingsmidlets værdi kan overstige 3.000 kr., eller hvis der er mulighed for en automatisk genopladning af betalingsmidlet for brugers regning.

Stk.2. For betalingsmidler, der kun kan anvendes til kontanthævninger hos udstederen, gælder kun §§ 10-12.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelsen i stk. 1.

Definitioner

§ 2 undtager 2 typer af betalingsmidler fra en række af forslagets regler.

Det drejer sig dels om de forudbetalte betalingsmidler, jf. definitionen i § 1, stk. 3, dels om betalingsmidler, der alene kan anvendes til at hæve penge hos udstederen.

Da forudbetalte betalingsmidler typisk har en begrænset værdi og kan benyttes af ihændehaver, er det ikke fundet nødvendigt at lade alle forslagets bestemmelser gælde for disse betalingsmidler. Det foreslås således, at forslagets § 10 om ansvar og § 13, stk. 1, om dækning af udsteders omkostninger ikke gælder for forudbetalte betalingsmidler.

Da visse forudbetalte betalingsmidler på den anden side kan have en betragtelig værdi, fordi de ikke er omfattet af lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort, foreslås det, at forslagets § 10 (om brugerens ansvar ved tredjemands misbrug mv.) skal gælde for forudbetalte betalingsmidler, hvis brugeren er i stand til at opbevare værdier, der overstiger 3.000 kr. på betalingsmidlet.

Værdien 3.000 kr. er valgt ud fra den betragtning, at dette beløb ca. svarer til værdien af den største (fremtidige) €-seddel. Beløbets størrelse er samtidigt fastsat for at friholde en række almindeligt anvendte forudbetalte betalingsmidler med karakter af "billetter e.l." fra ansvarsreglen i § 10.

Beløbet er endvidere fastsat i lyset af den grænse på 1.200 kr., der i dag findes i lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort. En meget stor forskel mellem beløbene i de to love er næppe hensigtsmæssig.

Da der for tiden pågår forhandlinger om direktivforslaget om adgang til at etablere og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med sådanne virksomheder og herunder om størrelsen af elektroniske penges maksimumværdi, kan det være hensigtsmæssigt at ændre den nævnte 3.000 kr.'s grænse, hvis direktivets maksimumværdi bliver fastsat væsentligt højere end den nuværende danske maksimumværdi på 1.200 kr. Dette forudsætter i givet fald en lovændring.

Mister brugeren et betalingsmiddel, der kan have en højere værdi end 3.000 kr., er der behov for en beskyttelse af brugeren, således at brugeren dels får mulighed for at spærre betalingsmidlet og kan få en restværdi overført til et nyt betalingsmiddel, dels at udstederen bliver ansvarlig for misbrug efter de regler, der gælder for andre betalingsmidler. Når udstederen således kan blive ansvarlig for tab, er der et incitament til, at udstederen indretter disse betalingssystemer på en tilstrækkelig sikker måde.

I det omfang der kan ske en automatisk genopladning af betalingsmidlet, stiger beskyttelsesbehovet. Ved automatisk genopladning forstås, at betalingsmidlets værdi øges, uden at brugeren samtidig aktivt ved hjælp af en hemmelig kode eller anden sikker identifikation giver sin positive accept til, at der foretages en genopladning, som brugeren hæfter for. En automatisk genopladning kan fx ske ved, at det forudbetalte betalingsmiddels værdi opskrives til et beløb (fx 1.000 kr.), når restværdien på betalingsmidlet kommer under en vis grænse (fx 100 kr.). En sådan opladning af betalingsmidlet vil kunne ske uden brugerens samtidige og aktive medvirken og i en situation, hvor betalingsmidlet eksempelvis er kommet i en anden persons besiddelse, og denne person bruger betalingsmidlet. I denne situation risikerer brugeren at miste et større beløb. Risikoen er i så fald ikke begrænset til et bestemt (mindre) beløb. Betalingsmidlet må derfor betragtes som en anden type betalingsmiddel.

Det fastslås derfor, at ansvarsreglerne i § 10 også gælder for forudbetalte betalingsmidler, hvis der er mulighed for, at de genoplades automatisk.

Til stk. 2

I stk. 2 undtages betalingsmidler, der kun kan benyttes til kontanthævninger hos udstederen, fra alle forslagets bestemmelser på nær ansvarsreglerne og registerbestemmelserne. For hævekort gælder i dag alene betalingskortlovens §§ 21 og 22.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder en række definitioner.

Betalingskortloven har i sin oprindelige opbygning forudsat, at et betalingssystem har 3 parter, nemlig brugeren, udstederen og betalingsmodtageren. Udviklingen har imidlertid betydet, at der kan være flere parter involveret.

Det er således bedst stemmende med denne udvikling at sondre mellem den, der udsteder et betalingsmiddel (udstederen), og den, der honorerer betalingsmodtagers krav (indløseren).

Denne sondring har navnlig betydning for finansieringen af driften af systemerne (forslagets §§ 13-14), men er også relevant i relation til ansvarsreglerne (forslagets §§ 10-11), reglen om betalingsmodtagers ret til uden varsel at opsige tilslutningsaftalen (forslagets § 9) samt generalklausulen (forslagets § 4).

Ved de her foreslåede definitioner af bruger, udsteder og betalingsmodtager er der taget udgangspunkt i den hidtidige forståelse af ordene.

Definitionen af indløser relaterer sig til den aftale, der indgås med betalingsmodtager om indløsningen. Udsteder vil i visse tilfælde, udover at indgå aftaler med brugerne, tillige indgå aftale med betalingsmodtager og er i så fald tillige indløser.

Til § 4

Forslaget indeholder som betalingskortloven en generalklausul, der indebærer, at et betalingssystem skal indrettes således, at brugerne sikres gennemsigtighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug. Generalklausulen er først og fremmest rettet mod de erhvervsdrivende, der har ansvaret for betalingssystemet, men generalklausulen har herudover en afsmittende virkning for Forbrugerombudsmandens tilsyn efter loven, idet generalklausulen er med til at præcisere, hvad Forbrugerombudsmanden skal lægge vægt på i sit tilsyn.

Til stk. 1

Der er som noget nyt indsat en formålsbestemmelse i § 4, stk. 1. Efter denne bestemmelse er det lovens formål at sikre, at betalingsmidler, der er omfattet af forslaget, er sikre og velfungerende betalingsmidler. Formålsbestemmelsen skal læses i sammenhæng med stk. 2, som opstiller nogle generelle principper, der skal iagttages ved indretningen og driften af et betalingssystem.

Hovedsigtet med lovens regulering er således, at der udbydes sikre og velfungerende betalingsmidler, som dels kan anvendes uden større risici for økonomiske tab som følge af misbrug og fejl eller kompromittering af fortrolige oplysninger, og som dels er indrettet og fungerer hensigtsmæssigt og driftssikkert. Lovens bestemmelser skal endvidere medvirke til at give brugerne og betalingsmodtagerne en rimelig retsstilling og sikre et tilsyn med betalingssystemerne.

Elektroniske betalingsmidler er en væsentlig del af infrastrukturen i et moderne samfund. Det er derfor afgørende for tilliden til betalingsformidlingen og disse aktører, at systemerne til stadighed er velfungerende og sikre. Systemnedbrud og misbrug i et betalingssystem vil kunne få negative konsekvenser for ellers velfungerende systemer.

I et betalingssystem udføres en række forskellige funktioner, og disse kan udføres af en eller flere aktører. Typisk vil et større betalingssystem have en række forskellige aktører. Udover brugeren og betalingsmodtageren vil der typisk være en sælger/distributør, en udsteder, en teknisk operatør, en indløser og en afvikler. Visse af disse funktioner og aktører påkalder sig en særlig offentlig interesse, som giver sig udslag gennem regler om forbrugerbeskyttelse eller finansielt tilsyn. Herudover er der en generel offentlig interesse i at sikre, at betalingssystemer overordnet er sikre og stabile og dermed ikke risikerer at true det finansielle systems stabilitet. Denne overvågningsfunktion påhviler sædvanligvis centralbankerne.

Finansielle virksomheder vil typisk være undergivet en generel tilsynslovgivning, som skal sikre, at virksomhederne lever op til tilsynslovgivningens krav om fx soliditet, regnskabsaflæggelse, revision, systemindretning mv. En række af disse finansielle virksomheder står som udbydere af betalingsmidler, der er omfattet af denne lov. Disse virksomheder vil derfor være underlagt to tilsyn, nemlig dels Finanstilsynet, dels Forbrugerombudsmanden.

Andre udstedere af elektroniske betalingsmidler er imidlertid ikke omfattet af den finansielle lovgivning. Det gælder de fleste kontoringe, benzinselskaber, stormagasiner, trafikselskaber m.fl. Men også visse internationale kreditkort drives af virksomheder, der ikke er underlagt et finansielt tilsyn. Disse virksomheder er derfor alene undergivet de krav, der følger af dette lovforslag og dermed af Forbrugerombudsmandens tilsyn.

Af hensyn til tilliden, konkurrenceforholdene og efterlevelsen af de krav, der af såvel forbruger- som samfundsmæssige interesser må stilles til betalingssystemer, er det vigtigt, at der kan stilles krav til alle udstedere af betalingsmidler, der falder ind under lovens anvendelsesområde. De brugermæssige aspekter, der af hensyn til bredere såvel forbruger- som samfundsmæssige interesser kan stilles til betalingssystemer, vil skulle varetages gennem forslagets regler.

For at sikre et koordineret og hensigtsmæssigt tilsyn med de pengeinstitutter, der falder ind under såvel Finanstilsynets som Forbrugerombudsmandens tilsyn, har der mellem de to tilsyn været et samarbejde, ligesom det i betalingskortlovens § 26 f er præciseret, at Forbrugerombudsmanden skal høre Finanstilsynet, inden han træffer afgørelse om sikkerhedsmæssige eller edb-tekniske aspekter inden for pengeinstitutsektoren. Denne bestemmelse er bibeholdt i forslagets § 16, stk. 4. Det forudsættes således, at der også fremover vil blive aftalt en passende arbejdsdeling mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden om tilsynstilrettelæggelsen, hvor begge tilsyn er kompetente efter deres respektive lovgivning.

I forhold til betalingskortlovens § 12 a er generalklausulen blevet uddybet, idet der i forslagets stk. 2 er opstillet nogle generelle principper, som skal iagttages ved indretningen og driften af et betalingssystem. Dette er gjort ud fra et ønske om at give en klarere beskrivelse af, hvilke hensyn der ud fra bredere samfunds- og brugermæssige interesser må tilgodeses ved indretningen og driften af et betalingssystem, og for at sikre, at disse hensyn til stadighed haves for øje.

Generalklausulen skal sikre, at tilsynsmyndigheden kan gribe ind, hvis sikkerheden ikke anses for betryggende, eller at en part typisk udsteder eller indløser ensidigt tilgodeser egne interesser. Ligeledes har bestemmelsen til formål at sikre, at de involverede parter gives rimelige vilkår, herunder at de har mulighed for at gennemskue vilkår og anvendelsesmuligheder, så de kan træffe nogle rationelle valg og vurdere sikkerheden og eventuelle risici.

Opstår der problemer i forhold til brugerne, er det naturligt, at Forbrugerombudsmanden primært henvender sig til udstederen, hvis Forbrugerombudsmanden finder, at et betalingsmiddel eller et betalingssystem ikke lever op til lovens krav. Udstederen af et betalingsmiddel må formodes at være den, der har den klareste interesse i og største indflydelse på, at betalingssystemet fungerer korrekt. Har en udsteder overladt dele af driften af betalingssystemet til andre, må udstederen gennem sine aftaler med sine underleverandører sikre sig, at disse lever op til lovens krav. Opstår der derimod problemer i forholdet mellem betalingsmodtagerne og indløseren, eller viser det sig, at brugernes problemer skyldes forhold hos indløseren, kan Forbrugerombudsmanden henvende sig direkte til indløseren.

Det er imidlertid ikke efter bestemmelsen udelukket, at Forbrugerombudsmanden kan stille krav til andre end udstederen og indløseren.

Har udstederen tilsluttet sig et samarbejde mellem andre udstedere og indløsere, vil den enkelte udsteder oftest ikke egenhændigt kunne ændre enhver facilitet i betalingssystemet. Dette er fx tilfældet for de internationale betalingssystemer. Ligeledes kan det tænkes, at et system udbydes til en række (potentielle) udstedere, der hver især udsteder betalingsmidlet inden for et geografisk begrænset område, men i øvrigt kun har begrænset indflydelse på betalingssystemets (tekniske) indretning. I sådanne særlige tilfælde kan Forbrugerombudsmanden søge loven efterlevet hos andre end den, der i teknisk henseende er udsteder i forhold til brugeren.

Til stk. 2

Stk. 2 skal betragtes som en dynamisk målestok for de krav, der kan stilles til indretningen af betalingssystemerne. At målestokken er dynamisk betyder, at kravene må følge den teknologiske, lovgivningsmæssige og samfundsmæssige udvikling i øvrigt. Stk. 2 må læses i sammenhæng med stk. 1. I princippet må der stilles samme krav til sikkerhed, kontroller mv. i alle betalingssystemer.

Når Forbrugerombudsmanden skal vurdere, hvorledes tilsynsvirksomheden bedst tilrettelægges, vil det dog være naturligt, at han tager hensyn til, hvor mange betalingsmodtagere der er tilsluttet systemet, hvor mange brugere der anvender det pågældende betalingsmiddel, samt om der gælder beløbsmæssige begrænsninger ved anvendelsen af betalingsmidlet.

Jo mere betydningsfuldt og centralt et system må anses for at være, desto mere naturligt er det, at Forbrugerombudsmanden vurderer, om betalingssystemet giver brugerne den fornødne sikkerhed, herunder om der er etableret de fornødne kontrolordninger. Af samme grund er det naturligt, at Forbrugerombudsmanden i sin prioritering tager hensyn til de problemer, som brugerne oplever. I praksis vil der således være forskel på de tekniske, sikkerheds- og kontrolmæssige funktioner, som findes i de internationale kreditkort og Dankortsystemet på den ene side og i de små lokale betalingssystemer på den anden side.

Generalklausulens grundlæggende principper er gennemsigtighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug. Lovens sigte er primært forbrugerbeskyttelse forstået bredt, således at der udover en varetagelse af forbrugernes interesser også skal tages behørigt hensyn til betalingsmodtageres interesser samt bredere samfundsmæssige interesser.

Det er fundet hensigtsmæssigt at bibeholde frivillighedsprincippet i generalklausulen, da der fortsat kan være et behov for at sikre, at frivillighed indgår i betragtningerne ved betalingssystemernes indretning. Frivillighedsprincippet i generalklausulen giver samtidig Forbrugerombudsmanden mulighed for at gribe ind, hvis betalingssystemerne indrettes på en sådan måde, at brugernes valgmuligheder på urimelig måde begrænses, eller på anden måde indeholder en ubalance til skade for væsentlige forbruger- eller samfundsinteresser. Omvendt er det klart, at en ophævelse af en række af specialbestemmelserne vil indebære en reel frihed for udstederne til at udvikle nye ydelser. Uanset den foreslåede ophævelse af betalingskortlovens § 14 hvorefter betalingskort kun må udleveres efter anmodning vil det generelle krav om frivillighed i generalklausulen kunne benyttes i sådanne situationer. Et betalingsmiddel må således kun udleveres på brugerens anmodning, medmindre der er tale om fremsendelse af et betalingsmiddel til afløsning af et, som brugeren allerede har. Frivillighedsprincippet bør i øvrigt primært bruges, hvor en udsteder indretter eller markedsfører sit betalingssystem på en for brugerne utilbørlig eller ubalanceret måde.

Til stk. 3

For så vidt angår stk. 3, der fastlægger og præciserer Forbrugerombudsmandens tilsynsfunktioner, har denne et materielt indhold, som svarer til betalingskortlovens § 12 a, stk. 2.

Til § 5

Bestemmelsen angiver, at udstedere skal have forretningssted her i landet, og svarer til betalingskortlovens § 3.

De internationale aftaler indebærer, at udstedere fra andre EU-lande ikke skal have forretningssted her i landet. Udstedere fra tredjelande skal imidlertid have forretningssted her i landet, således at Forbrugerombudsmandens muligheder for at gribe ind over for betalingssystemet forbedres, og således at brugeren kan sagsøge udstederen ved danske domstole, hvis der fx opstår uenighed om udstederens ansvar over for brugeren.

Til § 6

Det foreslås, at udstederne fortsat skal anmelde deres betalingssystemer, men at anmeldelsen i forhold til den gældende lov kan ske i en forenklet form.

Til stk. 2

Det foreslås således i stk. 2, at anmeldelsen skal indeholde udsteders navn, forretningssted og selskabsform tillige med det informationsmateriale, som en udsteder skal udarbejde til brugerne efter § 7.

En anmeldelse sikrer, at Forbrugerombudsmanden bliver bekendt med de tilsynspligtige betalingsmidler. Herved vil Forbrugerombudsmanden kunne danne sig et indtryk af betalingsmidlet, og hvorledes det fungerer. Hvis Forbrugerombudsmanden har behov for yderligere oplysninger, kan han straks eller senere indhente alle nødvendige oplysninger om betalingssystemet efter forslagets § 16, stk. 2. Forbrugerombudsmanden vil således altid kunne få alle relevante oplysninger, som er nødvendige for tilsynsvirksomheden. Det skal i den forbindelse fremhæves, at Forbrugerombudsmanden også kan iværksætte egentlige sikkerhedsundersøgelser, og at der ved sådanne undersøgelser kan trækkes på eksterne konsulenter og sikkerhedseksperter, jf. forslagets § 16, stk. 4. Herved kan tilsynsvirksomheden tilrettelægges mere hensigtsmæssigt ud fra de givne ressourcer.

Til stk. 3

Efter stk. 3 skal ændringer i anmeldte forhold efterfølgende anmeldes. Sker der ændringer i udsteders navn, adresse eller selskabsform, skal disse anmeldes. Herudover skal der alene indgives en ændringsanmeldelse, når informationsmaterialet efter § 7 ændres. Ændringsanmeldelse vil da blot kunne ske ved at indsende dette materiale. Informationsmaterialet vil typisk skulle ændres, når der sker ændringer i betalingssystemet af betydning for brugerne.

Til stk. 4

Stk. 4 svarer til betalingskortlovens § 6, stk. 2.

Betalingskortlovens § 7, stk. 5, om at en anmeldelse ikke indebærer en godkendelse, er ikke medtaget, da den må anses for overflødig, da en anmeldelse til en offentlig myndighed i sig selv ikke indebærer en godkendelse. At reglen ikke er medtaget i lovforslaget betyder derfor ikke en ændring i forhold til gældende ret.

Til § 7

Bestemmelsen fastsætter udsteders pligt til at give information om betalingsmidlet. Bestemmelsen erstatter betalingskortlovens §§ 13 og 26 b og er gjort generel anvendelig.

Betalingskortloven stiller en række detaljerede krav til de oplysninger, der skal gives til brugerne. Dette har i praksis betydet, at informationsmaterialet er blevet for detaljeret og for langt til, at almindelige mennesker overkommer at læse det og sætte sig ind i de krav, som udstederen stiller til brugeren. De gældende regler indebærer en betydelig risiko for, at brugeren ikke bliver bekendt med væsentlige oplysninger, idet disse oplysninger "drukner" i mængden af mindre væsentlige informationer.

Til stk. 1

Ved forslaget i stk. 1 er der derfor lagt op til, at reglerne forenkles, så det i langt højere grad bliver udstederens ansvar, at de væsentlige og nødvendige oplysninger bliver kommunikeret ud til brugerne. Det er i forslaget præciseret, at brugeren ved indgåelsen af aftalen skal have de oplysninger, som er nødvendige for, at brugeren kan anvende betalingsmidlet sikkert og hensigtsmæssigt. Brugeren skal også have oplysninger om typiske omkostninger ved brugen af betalingsmidlet. Endvidere skal brugeren gøres særlig opmærksom på de sikkerhedsmæssige krav, der stilles til brugeren, og hvilket ansvar brugeren kan ifalde ved tredjemands misbrug af betalingsmidlet.

Bestemmelsen indeholder således ikke en udtømmende opregning af, hvilke oplysninger brugeren bør have. Det vil i et vist omfang afhænge af det enkelte betalingsmiddel og af systemets indretning. Er der knyttet kredit til betalingsmidlet, skal de oplysningsforpligtelser, der gælder efter kreditaftaleloven, selvsagt opfyldes. Ligeledes er det klart, at relevant information i relation til behandling af personoplysninger skal gives i medfør af lov om behandling af personoplysninger.

Oplysningsforpligtelsen er ikke længere bundet af en bestemt form. Det er derimod præciseret i loven, at oplysningerne skal gives i et let og klart forståeligt sprog.

Forbrugerombudsmanden har mulighed for konkret at påtale informationsmateriale, som ikke opfylder de krav, bestemmelsen angiver.

Til stk. 2

Efter stk. 2 bemyndiges ministeren til at fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger informationsmaterialet skal indeholde.

En sådan regel er hensigtsmæssig, da der herved på en relativ enkel måde vil kunne fastsættes mere specifikke krav til udstederne, hvis der måtte vise sig et behov herfor. Ligeledes kan reglen anvendes, hvis der i EU fastsættes regler for oplysningsforpligtelsen.

Til § 8

Bestemmelsen fastslår, at brugeren som udgangspunkt har krav på en kvittering ved enhver transaktion, men at en sådan dokumentation kan gives på anden måde, hvis dette giver brugeren en ligeså let adgang til at gøre sig bekendt med, hvorvidt og hvornår den pågældende transaktion er gennemført. Bestemmelsen afløser betalingskortlovens §§ 15 og 26 c. Forslaget tager hensyn til den teknologiske udvikling og indebærer, at oplysningerne ikke nødvendigvis skal gives i papirform. Ved at indføre en generel bestemmelse for alle betalingsmidler er det ikke praktisk muligt at kræve, at der ved alle betalingstransaktioner skal gives en egentlig papirkvittering.

Hvis brugeren ikke modtager en egentlig kvittering i forbindelse med anvendelsen af betalingsmidlet, kræver bestemmelsen, at brugeren har let adgang til på anden måde at få information om gennemførte transaktioner.

Bestemmelsen fastlægger ikke nærmere, hvorledes disse informationer skal gives. Dette må i høj grad ses i lyset af betalingsmidlets karakter, beløbenes størrelse og de tekniske muligheder.

Ved almindelige betalinger i restauranter, i forretninger mv. er det således fortsat naturligt, at brugeren får en egentlig kvittering. I homebanking og tilsvarende systemer må en registrering på brugerens computer med mulighed for efterfølgende at få kontooplysninger hos udsteder (fortsat) anses for at opfylde kravet. Ved fjernsalg, herunder handel på Internettet, kan bestemmelsen derimod eksempelvis opfyldes ved at sende en e-mail til brugeren, eller ved at brugeren kan klikke sig ind på udstederens hjemmeside og der se, hvilke transaktioner der er registreret på brugerens konto.

Ved forudbetalte betalingsmidler vil det efter omstændighederne være tilfredsstillende, at brugeren elektronisk får oplyst saldo på betalingsmidlet før og efter, at en betaling foretages.

Det bemærkes, at såvel udstederen som betalingsmodtageren har ansvaret for, at bestemmelsen overholdes. Hvis Forbrugerombudsmanden vurderer, at den valgte løsning ikke giver den nødvendige gennemsigtighed eller ikke giver brugeren passende mulighed for kontrol og reklamation ved misbrug, kan Forbrugerombudsmanden søge forholdet ændret efter reglen i § 4, stk. 3, og § 16, stk. 3.

Til § 9

Bestemmelsen indebærer, at både bruger og som udgangspunkt også betalingsmodtager uden varsel kan opsige aftalen med henholdsvis udsteder og indløser om tilslutning til betalingssystemet. Bestemmelsen afløser reglen i betalingskortlovens § 16 og inddrager samtidig de særlige forhold, der er ved et forudbetalt betalingsmiddel.

Til stk. 1

Stk. 1 giver brugeren ret til uden varsel at opsige en aftale om tilslutning til et betalingssystem.

Til stk. 2

Efter stk. 2 foreslås det, at opsigelsesretten ikke skal gælde for brugeren af et forudbetalt betalingsmiddel, når betalingsmidlets gyldighedsperiode ikke er udløbet. Dette er begrundet i det forudbetalte betalingsmiddels særlige karakter. Forudbetalte betalingsmidler er typisk baseret på, at udstederen har rådighed over de indbetalte midler i en vis periode, hvor udstederen får en forrentning af indbetalingen, og at brugeren anvender betalingsmidlet, og at udstederen i denne forbindelse modtager et gebyr fra betalingsmodtageren. Dette er med til at finansiere betalingssystemet.

Er der ikke nogen begrænsning i betalingsmidlets gyldighedsperiode, vil det fortsat kunne anvendes, og brugeren har ikke noget krav på en indløsning af betalingsmidlets (rest-)værdi, medmindre dette er aftalt.

Anderledes stiller det sig efter udløbet af betalingsmidlets gyldighedsperiode. Det vil i disse situationer forekomme urimeligt, hvis brugeren ikke kan få et eventuelt restbeløb udbetalt.

Det foreslås derfor, at brugeren får en lovbestemt ret til at kræve en restværdi udbetalt, når krav herom fremsættes senest 1 år efter gyldighedsperiodens udløb. Da en udbetaling kan være forbundet med visse omkostninger for udstederen, er der i bestemmelsen åbnet op for, at udstederen kan opkræve et gebyr herfor. I bestemmelsen præciseres det, at gebyret ikke må overstige, hvad der under hensyn til udstederens omkostninger ved refusionen og omstændighederne i øvrigt er rimeligt.

Til stk. 3

Stk. 3 fastslår betalingsmodtagers ret til uden varsel at opsige aftalen med indløser om tilslutning til betalingssystemet. Indløseren kan dog aftale med betalingsmodtageren, at der skal gælde et vist varsel, hvis indløseren som følge af særlige ønsker fra en betalingsmodtager skal levere individuelt tilpasset udstyr eller ydelser til betalingsmodtageren. Dette kan fx være tilfældet, hvor en (større) betalingsmodtager har særlige ønsker om indretningen af betalingssystemet, og indløseren i denne forbindelse udvikler særlige løsninger til netop denne betalingsmodtager. Det er i så fald rimeligt, at betalingsmodtageren kun med et vist varsel kan opsige aftalen.

Adgangen til at gøre indskrænkninger i opsigelsesretten forudsætter således både et særligt ønske fra betalingsmodtageren, og at udstyr e.l. tilpasses individuelt til denne betalingsmodtager. I de tilfælde, hvor indløseren blot har leveret almindeligt standardudstyr, som på normal vis er indstillet til betalingsmodtageren, kan man derfor ikke sige, at udstyret opfylder et særligt ønske hos betalingsmodtageren.

Til § 10

Bestemmelsen fastlægger hæftelsesreglerne, hvis et betalingsmiddel misbruges, dvs. anvendes af en person, som ikke er berettiget til at anvende betalingsmidlet. Bestemmelsen erstatter betalingskortlovens §§ 21 og 26 e.

Der er med forslaget gennemført fælles hæftelsesregler for alle betalingsmidler omfattet af loven.

Bestemmelsen gælder kun for forudbetalte betalingsmidler, hvis der på betalingsmidlet kan opbevares værdier, der overstiger 3.000 kr., eller hvis det forudbetalte betalingsmiddel kan genoplades automatisk, jf. § 2 stk. 1. Denne sondring mellem forskellige typer forudbetalte betalingsmidler er fundet nødvendig, da betalingskortlovens hæftelsesregler ikke tog hensyn til de forudbetalte betalingsmidlers særlige karakter.

Forudbetalte betalingsmidler har som udgangspunkt en beskeden værdi og er samtidig udformet således, at alle og enhver kan benytte betalingsmidlet. Da forudbetalte betalingsmidler således har en stor lighed med kontante penge, er der som udgangspunkt ikke behov for at have særlige hæftelsesregler for misbrug af forudbetalte betalingsmidler. Hertil kommer, at der i disse systemer typisk ikke er nogen mulighed for at spærre disse betalingsmidler.

Anderledes stiller det sig med de forudbetalte betalingsmidler, der kan rumme store værdier, eller hvor der kan ske automatisk genopladning. Kan et betalingsmiddel opbevare værdier på adskillige tusinde kroner, har brugeren en berettiget interesse i at kunne spærre betalingsmidlet, således at det ikke tømmes for værdier, og et erstatningskort eventuelt kan udstedes. Ønsker en udsteder at udstede betalingsmidler, som kan indeholde store kontante værdier, må udstederen påtage sig samme ansvar for misbrug mv., som gælder for almindelige betalingsmidler. Det er derfor fundet rimeligt at underkaste disse betalingsmidler den hæftelsesfordeling, som bestemmelsen er udtryk for. På samme måde må bestemmelsen finde anvendelse på et forudbetalt betalingsmiddel, hvis der kan ske automatisk genopladning.

Til stk. 1

Ved sammenskrivningen af betalingskortlovens bestemmelser er det fundet rigtigst at placere den grundlæggende regel om udstederens hæftelse som stk. 1.

Til stk. 2

Selvrisikoreglen på 1.200 kr. i stk. 2 er med en sproglig tilretning identisk med betalingskortlovens § 21, stk. 1, og § 26 e, stk. 1. Bestemmelsen finder kun anvendelse, når der ved misbruget er anvendt den personlige, hemmelige kode, som brugeren var udstyret med.

Det forudsættes som tidligere, at selvrisikoen ikke vil blive gjort gældende af en udsteder over for en bruger i situationer, hvor det vil være klart stødende at lade brugeren hæfte, fx når betalingsmidlet og koden er fratvunget brugeren ved anvendelse af vold eller trussel om vold.

Til stk. 3

Som en konsekvens af sammenskrivningen af betalingskortlovens § 21 og § 26 e er det fundet hensigtsmæssigt at foretage en sondring i stk. 3 og 4 mellem, om brugeren har foretaget betalingen ved hjælp af en PIN-kode eller en underskrift. Den samlede hæftelse efter disse regler vil ikke kunne overstige 8.000 kr., medmindre misbruget må rubriceres under stk. 6.

Stk. 3 omhandler de tilfælde, hvor der ved misbruget er benyttet en til betalingsmidlet hørende personlig, hemmelig kode. Stk. 3 finder kun anvendelse, hvor et betalingsmiddel har en sådan kode, og hvor koden har været anvendt i forbindelse med misbruget. Reglen finder således for det første anvendelse på de betalingssystemer, der fungerer uden kort, men med en kode. Reglen finder for det andet også anvendelse i de tilfælde, hvor et fysisk betalingsmiddel kan anvendes både med kode og med underskrift, som det er tilfældet med et Dankort. Men stk. 3 anvendes da kun på det misbrug, der er sket ved anvendelsen af koden. Er der tillige sket et misbrug af betalingsmidlet ved benyttelse af en falsk underskrift, skal dette misbrug vurderes ud fra reglen i stk. 4.

Er der til et betalingsmiddel knyttet en personlig, hemmelig kode, er det af afgørende betydning for at hindre andres uberettigede brug af betalingsmidlet, at koden behandles som fortrolig og ikke røbes for andre. Koden er således nøglen til benyttelsen af betalingsmidlet. Brugeren må derfor ikke overlade eller oplyse koden til andre. Det er derfor ikke afgørende for hæftelsen efter stk. 3, om brugeren har overladt selve det fysiske betalingsmiddel (fx et betalingskort) til en anden person, idet det er koden, der er den egentlige sikkerhed i systemet.

De tilfælde efter stk. 3, nr. 1-3, hvor brugeren hæfter, omhandler alene brugerens manglende påpasselighed ved omgangen med koden. Bestemmelsen understøtter herved, at der er tale om en personlig, hemmelig kode, som ikke må overdrages til eller bruges af andre. Bestemmelsen indeholder derfor ikke udtrykkelige regler om, hvorledes en anden person skal agere, hvis denne person har fået oplyst koden af brugeren, og hvis koden i en sådan situation kompromitteres.

Har brugeren overladt sin kode til andre (i strid med aftale med udstederen), skal et eventuelt tab i forbindelse hermed vurderes selvstændigt efter stk. 3, nr. 2 eller stk. 6.

Til stk. 4

Stk. 4 sigter på de tilfælde af misbrug, hvor betalingsmidlet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og der i tilknytning hertil er anvendt en falsk underskrift.

Stk. 4 svarer med visse ændringer til betalingskortlovens § 21, stk. 3.

Kan et betalingsmiddel anvendes ved, at brugeren underskriver fx en nota samtidig med, at der sker en elektronisk eller fysisk aflæsning af betalingsmidlet, må brugeren opbevare selve betalingsmidlet typisk et kort sikkert for at begrænse risikoen for misbrug. I modsætning til stk. 3 præciseres det således i stk. 4, at den, som brugeren måtte overlade betalingsmidlet til, har samme pligt til at reagere efter stk. 4, som brugeren har, og at det er brugeren, der hæfter, hvis denne anden person ikke gør som foreskrevet i stk. 4.

Udgangspunktet for en anvendelse af stk. 4 er, at der af den uberettigede er underskrevet falsk. Efter stk. 4 hæfter brugeren kun, hvis udstederen godtgør, at brugeren, eller nogen som brugeren har overladt betalingsmidlet til, har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsmidlet er bortkommet, eller at brugeren, eller nogen som brugeren har overladt betalingsmidlet til, ved anden grov uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Der er ved formuleringerne af reglerne i stk. 3 og 4 i øvrigt ikke tilsigtet ændringer i forhold til retspraksis efter betalingskortlovens regler. Det udvidede ansvar forudsættes som hidtidig kun at blive gjort gældende i et fåtal af tilfælde.

Til stk. 5

Stk. 5 fastslår, at brugerens hæftelse i de tilfælde, hvor der er sket misbrug efter såvel stk. 3 som stk. 4, ikke kan overstige 8.000 kr.

Til stk. 6

Efter stk. 6 vil brugeren under visse omstændigheder kunne komme til at hæfte uden beløbsbegrænsning. Bestemmelsen forudsætter anvendelse af den personlige, hemmelige kode. Reglen erstatter betalingskortlovens § 21, stk. 2 og § 26 e, stk. 2, idet det dog ikke længere udtrykkeligt af bestemmelsen fremgår, at der skal være tale om "bevidst" overdragelse af koden, ligesom der ikke behøver at være tale om "nærliggende" risiko for misbrug. Dette er en skærpelse af brugers mulige hæftelse i forhold til betalingskortlovens § 26 e, stk. 2. Reglen svarer herefter til formuleringen efter betalingskortlovens § 21, stk. 2. Ændringen antages ikke at få nogle væsentlige konsekvenser.

Brugeren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, når den uberettigede har brugt brugerens personlige, hemmelige kode, og udstederen kan godtgøre, at brugeren har oplyst koden til den, der har foretaget misbruget, og det er sket under omstændigheder, hvor brugeren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Til stk. 7

Reglen i stk. 7 erstatter betalingskortlovens § 21, stk. 5, og § 26 e, stk. 5.

Efter bestemmelsen kan brugeren udover de tilfælde, hvor betalingsmidlet er bortkommet, eller en uberettiget person har fået kendskab til koden, også af andre grunde få betalingsmidlet spærret hos udsteder. Det kan være tilfælde, hvor brugeren er blevet usikker på, om betalingsmidlet eller koden af andre grunde er blevet kompromitteret.

Det er ikke efter bestemmelsen et ubetinget krav, at udstederens bekræftelse skal være skriftlig, idet meddelelsen kan gives på "anden bevissikker måde". Det er udsteders ansvar, at en ikke-skriftlig meddelelse, der eventuelt måtte blive benyttet, lever op til lovens krav.

Der stilles efter forslaget krav om, at udsteder skal give brugeren mulighed for når som helst at give meddelelse om spærring. Dette er ikke et ubetinget krav efter betalingskortloven, men en manglende mulighed vil efter betalingskortloven komme udstederen til skade. Ændringen er foreslået for at styrke tilliden til betalingssystemerne.

Til stk. 8

Stk. 8, 1. pkt. svarer til betalingskortlovens § 21 stk. 6, 2. pkt. og § 26 e, stk. 6, 2. pkt., som blev ændret ved lov nr. 217 af 13. april 1999. Brugeren kan således holde sig umiddelbart til udstederen og er ikke henvist til at søge et mistet beløb inddrevet hos misbrugeren eller betalingsmodtageren. Udstederen, indløseren og betalingsmodtageren vil indbyrdes kunne aftale en ansvarsfordeling mellem sig.

Fjernsalgsdirektivets artikel 8 foreskriver, at en kortindehaver skal kunne gøre en indsigelse om svig gældende i fjernsalg, uden der nærmere er angivet betingelser herfor. Det må anses for tvivlsomt, om en kortindehaver kan pålægges en selvrisiko efter betalingskortlovens § 21, stk. 1 og § 26 e, stk. 1, hvis misbruget sker i form af en fjernsalgstransaktion.

Stk. 8, 2. pkt., gennemfører art. 8 i fjernsalgsdirektivet. De øvrige ændringer i direktivet gennemføres ved lovforslag om ændring af lov om visse forbrugeraftaler og markedsføringsloven. Begrebet fjernsalg i dette lovforslag svarer til samme begreb i lovforslaget om ændring af lov om visse forbrugeraftaler.

Formålet med reglen i stk. 8, 2. pkt., er at friholde brugeren af et betalingskort for den hæftelse på 1.200 kr., der påhviler brugeren efter stk. 2, når en personlig, hemmelig kode har været anvendt ved betaling med betalingskort. Direktivets art. 8 friholder en bruger for hæftelse, når et betalingskort er brugt svigagtigt i forbindelse med fjernsalg.

Til stk. 9

Stk. 9 er identisk med betalingskortlovens § 21, stk. 8, og § 26 e, stk. 8, med de konsekvensrettelser, der følger af forslaget.

Brugerens eget misbrug af betalingsmidlet er ikke reguleret af § 10. Brugeren kan som hidtil efter almindelige kontrakts- og erstatningsretlige regler ifalde ansvar over for udstederen, såfremt brugeren forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til et misbrug.

Til § 11

Bestemmelsen regulerer udsteders og indløsers erstatningspligt, hvis der opstår tab som følge af fejl. Bestemmelsen afløser betalingskortlovens § 22. Stk. 1-2 regulerer forholdet til bruger, og stk. 3 forholdet mellem indløser og betalingsmodtager.

Det er fundet rimeligt at justere ansvarsreglen for systemfejl, da § 22 indebærer, at en udsteder i en række situationer kan blive ansvarlig for fejl på grund af forhold, som udsteder er uden reel indflydelse på. Et generelt og ubetinget objektivt erstatningsansvar under sådanne omstændigheder er ikke rimeligt.

Udsteder er efter forslaget ansvarlig for brugers tab i de tilfælde, hvor tabet skyldes fejlregistrering eller konteringsfejl. Dette gælder også, hvor fejlregistreringen eller konteringsfejlen skyldes forhold hos tredjemand. Udsteder pålægges således et objektivt ansvar i forhold til bruger, dvs. uanset at fejlen er hændelig.

Efter forslaget indtræder udsteders ansvar, når brugeren har lidt et tab, og tabet skyldes en fejlregistrering eller konteringsfejl. Dvs. forhold, som udsteder er nærmest til at bære risikoen for, uanset at fejlene måske skyldes betalingsmodtagers eller indløsers forhold.

Til stk. 1

De tilfælde, som falder ind under stk. 1, 1. pkt. er benævnt som fejlregistreringer og konteringsfejl. Der er ikke blot tænkt på egentlige forkerte posteringer på en brugers konto, men tillige på de tilfælde, hvor et beløb skulle være indsat på en konto, men hvor dette rent faktisk ikke er sket, og hvorved brugeren får et tab. Bestemmelsen dækker tillige de tilfælde, hvor andre fejlregistreringer, herunder ikke-registreringer, i forbindelse med brugen af betalingsmidlet fører til tab. Omfattet er således også de tilfælde, hvor fejlregistreringen skyldes et telefonkabelnedbrud ved overførslen af data. Er en brugers betalingsmiddel/konto således fejlagtigt blevet debiteret et beløb, må udstederen hæfte for betalingssystemets fejl på et objektivt erstatningsgrundlag.

Har brugeren påbegyndt en betalingstransaktion, og har brugeren via systemet modtaget en bekræftelse på, at betalingstransaktionen er anerkendt, hæfter udsteder ligeledes, jf. dog force majeure reglen i 3. pkt., hvis betalingstransaktionen herefter ikke gennemføres eller gennemføres mangelfuldt. Årsagen til den mangelfulde betalingstransaktion er i denne forbindelse underordnet, og derfor heller ikke kun begrænset til registrerings- eller konteringsfejl. Derimod bliver udstederen ikke ansvarlig, blot fordi fx en betalingsautomat er ude af drift, eller at en betalingsautomat afviser at gennemføre en transaktion.

Der er i stk. 1, 3. pkt. indsat en force majeure regel, som skal friholde udstederen for ansvar for tab, der opstår ved, at der ikke har kunnet gennemføres en betalingstransaktion, eller den gennemføres mangelfuldt efter 2. pkt. Udstederen har intet ansvar, hvis udstederen kan bevise, at den manglende gennemførelse af en betalingstransaktion skyldes (1) ekstraordinært indgribende omstændigheder, (2) som udstederen ikke har nogen indflydelse på, og (3) som udstederen ikke burde have taget i betragtning. Alle tre betingelser skal være opfyldt, for at udstederen ikke bliver ansvarlig. Er betingelserne opfyldt, og kunne tabet således ikke på nogen måde være afværget af udstederen, er det ikke rimeligt at lade denne have risikoen.

Det følger ikke af bestemmelsen, hvorledes afgrænsningen og udmålingen af de tab, der i givet fald kan komme på tale, skal ske. Dette må afgøres efter de almindelige erstatningsretlige regler. Det samme gælder spørgsmålet, om der er årsagssammenhæng mellem tabet og fejlen i betalingssystemet, og om tabet er en påregnelig følge af fejlen. I situationer, hvor der risiko for, at et tab kan opstå, har brugeren efter dansk rets almindelige regler endvidere en pligt til at søge skadevirkninger begrænset.

Efter den foreslåede bestemmelse kan erstatningen endelig nedsættes eller bortfalde, hvis brugeren forsætligt eller groft uagtsomt har medvirket til fejlen.

Til stk. 2

Forslagets stk. 2 svarer indholdsmæssigt til betalingskortlovens § 22, stk. 2, idet dog forudbetalte betalingsmidler udtrykkeligt er medtaget.

Til stk. 3

Efter forslagets stk. 3 beskyttes betalingsmodtager. Som en konsekvens af at lovforslaget indfører sondringen mellem udsteder og indløser, og indløseren er den, der indgår aftale med betalingsmodtager, bliver indløser den, som betalingsmodtager må rette eventuelle krav mod, hvis der opstår problemer. Der er således også en risiko for, at en betalingsmodtager kan få et tab i forbindelse med fejl i systemet. Betalingsmodtager må siges at have en anerkendelsesværdig interesse i ikke at blive belastet med tab, som han er uden indflydelse på. De fejltilfælde, som er dækket af stk. 3, er fejlregistreringer og konteringsfejl. Indløsers ansvar er objektivt, idet indløser dog ikke er ansvarlig, hvis indløser kan bevise, at tabet skyldes forhold hos betalingsmodtageren. Skyldes tabet eksempelvis fejl i betalingsmodtagerens eget udstyr, er det ikke rimeligt, at indløseren skal være ansvarlig herfor.

I modsætning til den gældende lov bliver indløseren derimod ikke objektivt ansvarlig for enhver form for teknisk sammenbrud, idet et sådan ansvar er urimeligt vidtgående. Således er det ikke rimeligt, at indløser er objektivt ansvarlig, fordi betalingssystemet i en periode er nede, og betalingsmodtageren derfor i denne periode ikke kan modtage betalinger med betalingsmidler omfattet af denne lov. Lovændringen betyder, at ansvar for sådanne hændelser må afgøres efter almindelig erstatningsret, samt ud fra de aftaler der måtte være indgået herom mellem indløseren og betalingsmodtageren.

Forslagets øvrige bestemmelser er med nødvendige konsekvensrettelser på grund af sondringen mellem udsteder og indløser identiske med den gældende betalingskortlovs regler.

Til § 12

Bestemmelsen regulerer særlige registerretlige problemer i forbindelse med anvendelse af betalingsmidler. Bestemmelsen afløser betalingskortlovens kapitel 6.

Der er ved formuleringen af den ny bestemmelse taget højde for den regulering og det sprogbrug, som findes i forslag til lov om behandling af personoplysninger.

Til stk. 1

Stk. 1 angiver forholdet mellem den almindelige registerlovgivning og de særlige registerregler, som dette forslag indeholder. Det præciseres, at lov om behandling af personoplysninger også gælder for den behandling af persondata, der finder sted i forbindelse med brug af betalingsmidler, men med de ændringer, der følger af forslagets stk. 2-5.

Bestemmelserne finder anvendelse på de funktioner i et betalingsmiddel, der tjener egentlige betalingsfunktioner, samt på de funktioner, der kan betragtes som et accessesorium til betalingsfunktionen. Kan brugeren eksempelvis opnå rabat, når brugeren anvender betalingsfunktionen, gælder loven for såvel betalingsfunktionen som for rabatfunktionen. Såfremt et kort har flere af hinanden klart adskilte og uafhængige funktioner de såkaldte multifunktionskort og således fx indeholder en legitimationsfunktion, et loyalitetsprogram e.l., vil forslaget dermed ikke regulere disse funktioner af kortet, forudsat at brugeren anvender disse funktioner uafhængigt af betalingsfunktionen. Disse særlig, adskilte funktioner vil imidlertid være reguleret af den øvrige databeskyttelseslovgivning.

Til stk. 2

Stk. 2 erstatter betalingskortlovens § 25. Bestemmelsen indebærer, at brugerens CPR-nummer kan fremgå af betalingsmidlet, men det er et krav, at CPR-nummeret ikke kan læses af andre end udstederen. Hvis udstederen, fx en bank, i forvejen er i besiddelse af brugerens CPR-nummer, vil brugerens CPR-nummer eventuelt kunne indeholdes i den kodede meddelelse, der sendes i forbindelse med en betalingstransaktion, blot der er sikkerhed for, at CPR-nummeret ikke kan læses af andre end udstederen. Dette kan fx ske i form af kryptering af CPR-nummeret.

Til stk. 3

I stk. 3 benyttes formuleringen "behandling" i relation til oplysninger. Denne formulering svarer til sprogbrugen og definitionen i forslaget til lov om behandling af personoplysninger og dækker således "enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for". "Behandling" dækker ikke blot registrering, opbevaring og videregivelse, som er omfattet af betalingskortlovens § 24, stk. 1-3, men dækker enhver form for håndtering af oplysninger. Ved at bruge samme formulering som i forslaget til lov om behandling af personoplysninger bliver der overensstemmelse mellem de to lovforslags sprogbrug.

Stk. 3-5 indeholder en udtømmende angivelse af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger om, hvor betalingsmidlerne har været anvendt, og hvad der er købt. Formålet med bestemmelserne er at sikre, at sådanne oplysninger ikke benyttes til uvedkommende formål eller i integritetskrænkende øjemed, fx ved opstilling af forbrugsprofiler for den enkelte eller grupper af forbrugere. Med bestemmelserne forbydes således, at de nævnte oplysninger benyttes til at kortlægge brugernes forbrugsmønstre. Bestemmelserne indebærer en skærpelse i forhold til reglerne i direktiv 95/46 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger.

I forhold til betalingskortlovens § 24 er anvendelsesområdet blevet indsnævret, idet de foreslåede bestemmelser alene vedrører oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt. Det er alene disse oplysninger, som må anses for særligt følsomme og egnede til anvendelse til uvedkommende formål, fx dannelse af forbrugsprofiler eller direkte markedsføring.

Bestemmelserne i § 12, stk. 3 og 4, finder ikke anvendelse på de generelle kontooplysninger, som udstederen er i besiddelse af. De generelle kontooplysninger er bl.a. data om brugeren (navn, adresse og eventuelt CPR-nummer) samt oplysninger om betalingsdato, beløb, betalingsmåde, oplysninger om indbetalinger, udviklingen i det økonomiske mellemværende mellem udbyder og bruger (saldoen), overtræk, udsendelse af rykkere og beregning af renter, gebyrer mv.

Oplysninger afgivet i forbindelse med en kreditværdighedsvurdering må tillige anses for at vedrøre det generelle økonomiske mellemværende mellem bruger og udsteder.

Posteringer, der er foretaget uden anvendelse af et betalingsmiddel, som er omfattet af denne lov, falder ligeledes uden for de foreslåede regler. Betaling af fx husleje via BetalingsService vil således ikke være omfattet reglen.

De oplysninger, som ikke bliver reguleret af stk. 3 og 4, vil efter stk. 1 være reguleret af den almindelige databeskyttelseslovgivning og af markedsføringsloven.

Efter stk. 3 kan der kun ske en behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt, til de i nr. 1-3 angivne formål. De i nr. 1-3 angivne formål svarer til formålene angivet i betalingskortlovens § 24.

Til nr. 1

Bestemmelsen i stk. 3, nr. 1, indebærer, at oplysninger om betalingstransaktioner kan benyttes til beregning af eventuelle gebyrer efter § 13 samt til udregning af rabatter, bonus eller lignende, når det sker som led i en lovlig aktivitet, og når oplysningerne i øvrigt ikke anvendes til uvedkommende formål. Betydningen af ordene "eller andre funktioner, som udstederen har knyttet til betalingsmidlet" dækker bl.a. den situation, hvor en rabatfunktion kombineres med betalingsfunktionen.

Til nr. 3

Henvisningen i stk. 3, nr. 3, til "anden lovgivning" relaterer sig til, at der fx i skattelovgivningen eller i retsplejeloven (i forbindelse med en politimæssig efterforskning) kan være fastsat regler, som hjemler yderligere mulighed for anvendelse af oplysninger, der stammer fra betalingstransaktioner.

Det følger af henvisningen i nr. 3 til anden lovgivning og til formålet med lovens registerregler, at disse ikke kan omgås ved at skaffe sig et samtykke fra brugeren efter lov om behandling af personoplysninger om anvendelse af betalingsmidlet.

Til stk. 4

Efter stk. 4 er det alene oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, der kan behandles til de i nr. 1 og 2 nævnte formål. Undtagelserne i stk. 4 er nye.

Til nr. 1

Efter nr. 1 kan udstederen behandle oplysninger om, hvor betalingsmidlet er anvendt, hvis dette er nødvendigt for udstederens rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsmidler. Det er en betingelse, at de oplysninger, der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingstransaktioner brugeren foretager. Undtagelsen indebærer således, at en udsteder fx kan rådgive om, hvilket betalingsmiddel det vil være hensigtsmæssigt at anvende, hvis en bruger ønsker at foretage betalinger på Internettet, eller hvordan en bruger mest hensigtsmæssigt foretager betalinger til udlandet eller lignende.

Til nr. 2

Efter stk. 4, nr. 2, kan udsteder behandle oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, når dette er nødvendigt for udsteders tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive og tidssvarende. Det er en betingelse, at der ikke herved frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau. Det forudsættes, at de frembragte oplysninger alene anvendes i anonymiseret form som en del af generelle og statistiske data, idet behandling af oplysninger på enkeltbrugerniveau ikke vil være relevant i forbindelse med udstederens vurdering af behovet for tilpasning af betalingssystemerne.

Udstederen må i alle de tilfælde, som falder ind under stk. 3 og 4, kunne dokumentere, at behandlingen af personoplysninger har tjent lovens formål.

Der må fremover alene ske en behandling af oplysninger til fx generelle analyser e.l., i det omfang disse falder ind under nogle af de i stk. 3-4 nævnte kategorier. Eksempelvis bør udstederen ikke kunne bruge oplysninger om brugernes betalingstransaktioner til at skaffe sig oversigter over, hvilke forretninger kunder i en bestemt aldersgruppe eller et bestemt geografisk område handler i.

Det er ikke fundet nødvendigt at opretholde den særlige registerregel, der angik registrering af betalingsmodtagers forhold, som fandtes i betalingskortlovens § 24, stk. 3. Registrering af forhold, der vedrører betalingsmodtager, foreslås således alene reguleret af den generelle databeskyttelseslovgivning.

Til stk. 5

I stk. 5 er der givet erhvervsministeren en bemyndigelse til at fravige reglerne i stk. 3, når der i forskningsøjemed er behov for at kunne foretage en yderligere behandling af oplysningerne. En tilsvarende bestemmelse findes i betalingskortloven § 24, stk. 5.

Til stk. 6

Bestemmelsen i stk. 6 giver erhvervsministeren hjemmel til i en bekendtgørelse at fastsætte regler om behandling i udlandet af oplysninger, som angår brugernes anvendelse af et af loven omfattet betalingsmiddel. Forinden sådanne regler udstedes, skal der indhentes udtalelse fra Datatilsynet. Sådanne regler vil fx kunne regulere, hvordan en udenlandsk udsteder af et betalingsmiddel må behandle oplysninger om en her i landet bosat brugers anvendelse af et betalingsmiddel her i landet.

Til § 13, 14 og 19

De foreslåede bestemmelser svarer indholdsmæssigt til de gældende regler i betalingskortloven. Som en konsekvens af den sondring, der foreslås indført mellem udsteder og indløser, er der dog foretaget visse konsekvensrettelser i de foreslåede bestemmelser.

I forbindelse med ændringen af betalingskortloven i foråret 1999 fastsatte man, at § 20 ikke gælder for betalingssystemer uden kort, men med kode. Som en konsekvens af, at man ophæver sondringen mellem systemer med kort og systemer uden kort, vil gebyrreglerne i forslagets § 13, stk. 2-4, fremover gælde generelt for de betalingsmidler, der er omfattet af forslaget.

Til § 15

Til stk. 1

I forslagets stk. 1 er det bestemt, at alle bestemmelser med et materielt indhold i forhold til brugeren ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for denne, da bestemmelserne tjener væsentlige brugermæssige interesser.

Til stk. 2

Tilsvarende gælder efter stk. 2, at § 9, stk. 3, § 11 og § 13, stk. 1-3, ikke kan fraviges ved forudgående aftale til skade for betalingsmodtagerne.

Stk. 1 og 2 svarer til betalingskortlovens § 33.

Til stk. 3

Stk. 3 er ny i forhold til betalingskortloven og er indsat i konsekvens af, at ministeren er tillagt beføjelser til at udstede supplerende bestemmelser for betalingsmidler.

Det kan ikke ved aftale mellem parterne bestemmes, at offentligretlige bestemmelser som fx § 4 og § 12 ikke gælder eller skal fraviges. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at private ikke kan fravige sådanne offentligretlige regler.

Til § 16

Denne bestemmelse erstatter betalingskortlovens § 10, § 12a, stk. 3, § 27 og § 28.

Af lovtekniske grunde er det fundet mest hensigtsmæssigt at samle reglerne om Forbrugerombudsmandens tilsyn og lovens administration i én bestemmelse.

Til stk. 2

Efter § 16, stk. 2, vil Forbrugerombudsmanden kunne kræve oplysninger hos alle de aktører i et betalingssystem, som det er nødvendigt for at kunne tage stilling til, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser. Det vil som udgangspunkt sige udsteder, indløser og betalingsmodtager, men eventuelt også andre, som udfører centrale funktioner i et betalingssystem, hvis dette er påkrævet.

Til stk. 5

Efter § 16, stk. 5, har Forbrugerombudsmandens pligt til at høre Finanstilsynet, inden han træffer afgørelse om forhold af sikkerhedsmæssige eller edb-tekniske aspekter i betalingssystemer inden for pengeinstitutsektoren.

Der eksisterer en mangeårig praksis mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden om et gensidig samarbejde i sager, hvor begge tilsyn har en kompetence efter lovgivningen. Hvor begge tilsyn kan være kompetente til at behandle et spørgsmål, vil de to tilsynsmyndigheder typisk aftale mellem sig, hvor det konkrete spørgsmål skal behandles og efter hvilken lovgivning. Udover at der i betalingskortloven (§ 26 f) har været pligt til for Forbrugerombudsmanden i visse spørgsmål at høre Finanstilsynet, inden han træffer afgørelse, har der herudover været en dialog mellem de to tilsyn om en hensigtsmæssig løsning af forskellige spørgsmål, fx større sikkerhedsmæssige undersøgelser.

Til stk. 8

Bestemmelsen i stk. 8 fastslår, at samarbejdet med udenlandske myndigheder om dataspørgsmål skal varetages af Datatilsynet, som herved kan benytte de i forvejen etablerede kontakter med udenlandske datatilsyn, idet EU's registerdirektiv indeholder regler om dette samarbejde. Når samarbejdet vedrører spørgsmål om personoplysninger i relation til betalingstransaktioner efter denne lov, skal Forbrugerombudsmanden inddrages.

Til § 17

Bestemmelsen vedrører anlæggelsen af retssager. Bestemmelsen svarer til betalingskortlovens § 29. Der er foretaget konsekvensrettelser som følge af ændringer i retsplejeloven.

Til § 18

Denne bestemmelse regulerer fordelingen af omkostninger ved lovens administration og er identisk med betalingskortlovens § 35.

Til § 20

Bestemmelsen fastsætter, hvilke bestemmelser det er strafbelagt at overtræde.

Til stk. 1, nr. 1

Stk. 1, nr. 1 indeholder en bestemmelse om straf for overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1-3, § 7, stk. 1, § 12, stk. 2-4 og § 13.

En overtrædelse af pligten til at stille informationsmateriale til rådighed for brugeren ved indgåelse af aftale om at anvende et betalingsmiddel er strafsanktioneret. Strafbestemmelsen er dog alene tænkt anvendt på de tilfælde, hvor der slet ikke stilles informationsmateriale til rådighed for brugeren. Bestemmelsen i § 7, stk. 1, har i øvrigt et indhold der i høj grad overlader det til udstederens egen vurdering, hvilke oplysninger der skal gives. Såfremt dette materiale måtte findes ikke at indeholde fyldestgørende oplysninger, må Forbrugerombudsmanden om fornødent gribe ind, fx ved at udstede et påbud efter § 16. Hvis der måtte vise sig et behov for at udstede nærmere regler om, hvilke oplysninger informationsmaterialet skal indeholde, kan erhvervsministeren efter lovforslagets § 7, stk. 2, udstede sådanne regler. En overtrædelse af disse regler kan gøres strafbelagte, jf. forslagets § 20, stk. 2.

Til nr. 2

Stk. 1, nr. 2, indeholder en bestemmelse om straf for undladelse af at efterkomme et påbud udstedt efter § 6, stk. 4, § 14, stk. 2 og § 16, stk. 3.

Til nr. 3

Nr. 3 omhandler straf for undladelse af at give oplysninger, som opkræves efter § 16, stk. 2 eller § 19, stk. 2.

Til nr. 4

Nr. 4 afgivelse af urigtige, vildledende oplysninger eller fortielse af oplysninger over for Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet eller Forbrugerombudsmanden i øvrigt.

Til stk. 4

Forældelsesfristen for ansvar efter § 13, § 14, stk. 2 og § 19, stk. 1 og 2, som vedrører forhold, der føres tilsyn med af Konkurrencestyrelsen, er fastsat til 5 år, idet der gælder en tilsvarende forældelsesfrist i konkurrenceloven.

Til § 21

Bestemmelsen fastslår, at den, der driver virksomhed med betalingsmidler, i visse situationer kan fratages denne ret. Bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 svarer til betalingskortlovens § 32.

Til stk. 3

Bestemmelsen i stk. 3 er ny. Bestemmelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden ikke længere har en umiddelbar kompetence til at anmode anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om rettighedsfrakendelse for så vidt angår virksomheder, der er under Finanstilsynets tilsyn. Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden i stedet skal anmode Finanstilsynet om at træffe de foranstaltninger, som Finanstilsynet skønner fornødne, for at bringe de i stk. 1 nævnte forhold til ophør.

Det følger af § 43, stk. 1, i lov om banker og sparekasser mv., at Finanstilsynet kan inddrage et pengeinstituts tilladelse, hvis pengeinstituttet gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov.

§ 3. Ved bruger forstås den, der indgår aftale med udsteder om brug af et betalingsmiddel, eller den, der i forhold til udsteder er retmæssig bruger af et forudbetalt betalingsmiddel.

Stk. 2. Ved udsteder forstås den, som brugeren indgår aftale med om udstedelse eller anvendelse af et betalingsmiddel.

Stk. 3. Ved indløser forstås den, som indgår aftale med betalingsmodtageren om tilslutning til betalingssystemet.

Stk. 4. Ved betalingsmodtager forstås den, hos hvem brugeren kan anvende betalingsmidlet til at erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel af beløb eller foretage andre betalingstransaktioner.

Generalklausul

§ 4. Lovens formål er at sikre, at betalingsmidler, der er omfattet af denne lov, er sikre og velfungerende.

Stk. 2. Et betalingssystem skal indrettes og virke således, at der sikres brugerne gennemsigtighed, frivillighed, beskyttelse mod misbrug samt fortrolighed om brugerens anvendelse af betalingsmidlet. Der skal løbende træffes de juridiske, organisatoriske, driftsmæssige, tekniske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige for, at der er tale om et sikkert og velfungerende betalingssystem.

Stk. 3. Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge forholdene ændret, hvis betalingssystemet ikke lever op til de krav, der er stillet i stk. 1-2, herunder

1) at fornødne kontrol-, sikkerheds- og korrektionsprocedurer ikke er etableret

2) at en udsteders, indløsers eller betalingsmodtagers forretningsbetingelser eller praksis over for brugeren eller en anden part ensidigt tilgodeser egne interesser eller i øvrigt er urimelige, eller

3) at der sker overtrædelse af denne lov eller bestemmelser, som er fastsat i medfør heraf.

Forretningssted, anmeldelse og oplysningspligt

§ 5. Udstedere skal have forretningssted her i landet, medmindre andet er hjemlet i EU-aftale, anden international aftale eller følger af regler fastsat af erhvervsministeren.

§ 6. Udstedere skal anmeldes til Forbrugerombudsmanden. Et betalingsmiddel må ikke udstedes før anmeldelse er sket.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om udsteders navn, forretningssted og selskabsform samt det i § 7 nævnte informationsmateriale.

Stk. 3. Ændringer i anmeldte forhold skal anmeldes inden 8 dage efter, at ændringen er sket.

Stk. 4. Udbyder flere udstedere samme betalingsmiddel, og anvender de i væsentligt omfang samme forretningsbetingelser, kan Forbrugerombudsmanden tillade eller påbyde fælles anmeldelse.

§ 7. Udsteder skal i forbindelse med indgåelse af aftalen om adgang til at anvende et betalingsmiddel med brugeren stille informationsmateriale til rådighed for denne. Materialet skal i et let og forståeligt sprog sætte brugeren i stand til at anvende betalingsmidlet på en sikker og hensigtsmæssig måde, og oplyse om typiske omkostninger ved anvendelse af betalingsmidlet. Materialet skal særligt gøre opmærksom på de sikkerhedsmæssige krav, som brugeren skal efterleve, samt hvilket ansvar brugeren kan ifalde ved tredjemands misbrug af betalingsmidlet.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger informationsmaterialet skal indeholde.

Oplysninger efter en transaktion

Artikel 8 i Europaparlamentets og Rådets direktiv (97/7 EF) af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg fastsætter, at medlemslandene skal fastsætte passende regler, der yder beskyttelse til forbrugere i fjernsalgssituationer, hvis betaling sker med betalingskort, og der foreligger svig.

Direktivets bestemmelser skal implementeres inden d. 14. juni 2000.

Artikel 8 foreslås gennemført ved dette lovforslag, som en særlig bestemmelse i forslagets § 10, stk. 8, 2. pkt.

EF-direktiv 95/46 af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og fri udveksling af sådanne oplysninger forventes gennemført i lovforslaget om behandling af personoplysninger. Nærværende lovforslag supplerer de regler, som søges gennemført gennem lovforslaget om behandling af personoplysninger. Lovforslagets § 12 indeholder således regler, der er en skærpelse i forhold til direktiv 95/46.

Kommissionen har i en henstilling fra 1997 om transaktioner med elektroniske betalingsmidler, især forholdet mellem udsteder og indehaver (97/489/EF), anbefalet, at medlemslandene indfører forbrugerbeskyttende regler. Kommissionens henstilling bygger i vidt omfang på den danske betalingskortlov, og Kommissionen har meddelt, at hvis medlemslandene ikke giver forbrugerne den fornødne beskyttelse, er Kommissionen indstillet på at fremsætte et direktivforslag, således at medlemslandene tvinges til at gennemføre de fornødne regler. Den nævnte henstilling er en revision af henstillingen fra november 1988 (88/590/EØF).

Dette lovforslag findes i det væsentligste at leve op til henstillingens anbefalinger.

Kommissionen har endvidere i en meddelelse om rammer for en aktion vedrørende bekæmpelse af svig og forfalskning i forbindelse med andre betalingsmidler end kontanter (KOM (1998) 395) fremsat forslag til en række foranstaltninger, der skal skabe et sikkert miljø for betalingsmidler og de underliggende systemer.

Endelig bemærkes, at Kommissionen i efteråret 1998 har fremsat forslag til en nærmere regulering af udstedere af elektroniske penge og tilsyn hermed (KOM (1998) 461 endelig udgave). Forslaget omfatter tilsyns- og reguleringsmæssige spørgsmål vedrørende elektroniske pengeudstedere og indeholder de krav, der må stilles til udstedere af elektroniske pengeprodukter for at sikre, at der er tale om sunde og stabile virksomheder.

Kommissionen har ligeledes i efteråret 1998 fremsat forslag til direktiv om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det Indre Marked (KOM (99)427). Direktivforslaget indeholder bl.a. et afsenderlandsprincip, som vil kunne få indvirkning på betalingsformidlingsområdet.

9. Høring

Lovforslaget har været i høring hos

Dansk Industri, Det Danske Handelskammer, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Forbrugerrådet, Finansrådet, Forsikring & Pension, Realkreditrådet, Finanstilsynet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Det Danske Advokatsamfund, Sammenslutningen Danske Andelskasser, Landsorganisationen i Danmark, Landsforeningen Loyal Handel, Specialarbejderforbundet i Danmark, Finansforbundet, IT-Brancheforeningen, CO-Industri, Dansk Annoncørforening, Dansk Dataforening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Postordreforening, Danske Andelsselskaber, Det Kriminalpræventive Råd, FDB, Foreningen for Dansk Internethandel, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Handels- og kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Hotel-, Restaurations- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening, Liberale Erhvervs Råd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Danske Biludlejere, Danske Finansieringsselskabers Forening, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Den Danske Dommerforening, Forbrugerombudsmanden, Danmarks Nationalbank, Økonomiministeriet, Justitsministeriet, Forskningsministeriet, Finansministeriet og Trafikministeriet.

10. Skema over konsekvenser

Positive

Konsekvenser/mindreudgifter

Negative

Konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget ophæver en række detailbestemmelser, som har begrænset virksomhedernes mulighed for udvikling af nye produkter, accessoriske ydelser og mere hensigtsmæssige forretningsgange. Revideret ansvarsregel.

Ret til refusion af restværdien på udløbne, forudbetalte betalingsmidler.

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forenklede regler om anmeldelse, oplysningspligt og kvitteringskrav. Mere præcise registerregler.

Ret til refusion af restværdien på udløbne, forudbetalte betalingsmidler

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Artikel 8 i direktiv 97/7 om fjernsalg indeholder en vis regulering af hæftelsesreglerne. Endvidere findes direktiv 95/46 om behandling af personoplysning. Endelig findes en henstilling fra 1997 om visse forbrugerbeskyttelsesregler i forbindelse med elektroniske betalingsmidler.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens anvendelsesområde fastlægges i § 1.

Hvor betalingskortloven tager udgangspunkt i betalingssystemer med kort eller med kode, sigter dette forslag som udgangspunkt mod selve betalingsmidlet. Lovens territoriale og internationale anvendelsesområde er uændret i forhold til den gældende lov.

Til stk. 2

Stk. 2 definerer, hvilke betalingsmidler der er omfattet af loven, og foretager en inddeling af betalingsmidlerne i 4 hovedkategorier. De 4 kategorier er

hævekort og betalingskort, som er knyttet til bestemte brugere,

andre fysiske legitimationsmidler, som er knyttet til bestemte brugere, og som er beregnet til elektronisk aflæsning,

koder og biometriske værdier, som er beregnet til at legitimere brugeren, og

elektronisk registrerede fordringer, som udsteder er forpligtet til at indfri på brugers anmodning.

Disse skal alle kunne benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel af beløb, hæve penge eller foretage andre betalingstransaktioner.

De betalingsmidler, der er defineret i nr. 1-3, har det fællestræk, at de er udstedt til bestemte brugere, dvs. til en bestemt fysisk eller juridisk person. Det vil sige, at de alene må benyttes af den, de er udstedt til, eller af de personer, der er ansat i den pågældende virksomhed. De i nr. 1-3 nævnte betalingsmidler indebærer således, at brugeren legitimerer sig over for betalingssystemet.

Til nr. 1

Under nr. 1 falder de traditionelle hævekort, konto-, kredit- og købekort, som er beregnet til fysisk eller elektronisk aflæsning, og som herudover ofte kan anvendes ved, at brugeren oplyser kortnummeret til betalingsmodtageren.

Til nr. 2

Til nr. 2 hører andre fysiske legitimationskort end traditionelle betalingskort, når de er beregnet til elektronisk aflæsning og forudsat, at de er knyttet til bestemte brugere. Til denne kategori må henregnes legitimationsmidler, som er udstedt til en navngiven person til anvendelse til fx passage af bro eller sejlads med færge. Kortet kan tænkes placeret i bilens forrude og vil kunne aflæses automatisk ved passage af kontrolstedet. Ligeledes kan der tænkes chips anbragt i et ur eller lignende, som kan have samme funktioner.

Til nr. 3

Under nr. 3 hører typisk Internet-banksystemer og Internet-butikker, hvor brugeren legitimerer sig over for banken eller butikken med en kode.

Der vil herudover kunne være kodesystemer til brug for værdipapirhandel via Internettet. Også elektroniske checks vil være omfattet, når der anvendes en digital signatur, idet brugeren da anvender kode. Brug af mobiltelefonkoder til betaling på benzinstationer mv. vil være omfattet af nr. 3. I det hele taget vil enhver brug af kode i betalingsøjemed være omfattet. Giver en kode alene adgang til en funktion, fx en database, men uden at der i denne forbindelse sker en afregning for brugen, vil dette system ikke falde ind under loven. Det vil dog være tilfældet, hvor koden ikke alene giver adgangen, men også benyttes til en debitering af brugeren, fx for den tidsperiode systemet anvendes.

Forslaget finder ikke anvendelse på traditionelle, forudbetalte klippekort til fx trafikmidler, på checks, veksler eller kontanter. Traditionelle gavekort og tilgodebeviser falder ligeledes uden for lovens regulering. Udsteder et trafikselskab forudbetalte elektroniske kort, der kan anvendes af ihændehaver, og som anvendes til elektronisk aflæsning i forbindelse med brugen, vil dette være omfattet af nr. 4.

Til nr. 4

Hvor betalingskortlovens område var betalingssystemer med kort og systemer uden kort, men med kode, er der som følge af den teknologiske udvikling behov for at regulere en ny kategori, nemlig det betalingsmiddel, som er kategoriseret under nr. 4.

Til nr. 4 hører de såkaldte elektroniske fordringer, som ikke er knyttet til en individualiseret konto. Typisk vil der være tale om forudbetalte kort, som fx et telefonkort. Der kan også være tale om elektroniske fordringer, som er lagret på en computer. Kravet om, at fordringen skal være "registreret elektronisk", udelukker en række forudbetalte produkter som flaskepant og klippekort fra lovens anvendelsesområde. Kravet om, at fordringen ikke må være knyttet til en individualiseret konto, udelukker fx midler på sædvanlige indlånskonti og dematerialiserede værdipapirer, jf. værdipapirhandelsloven, fra lovens anvendelsesområde. Den nærmere afgrænsning af, hvornår en værdi er "registreret elektronisk", overlades til retspraksis.

Der er i de systemer, der er omfattet af nr. 4, tale om, at brugeren udstyres med elektroniske fordringer, der har karakter af "elektroniske penge", idet de registrerede fordringer kan bruges til køb af varer eller tjenesteydelser hos udstederen eller andre. Det er uden betydning, om fordringerne angives i en møntsort fx kroner eller i et antal ydelser, som fx 20 togture eller 50 tidsenheder til telefonering. Ved brugerens køb sker der overførsel af elektroniske fordringer svarende til forbruget. Disse kan herefter indløses af betalingsmodtageren ved præsentation hos indløseren. Indtil de elektroniske fordringer anvendes, kan brugeren opbevare fordringerne på fx sin computer eller på en chip. Denne chip kan være placeret i et kort, i et ur eller en hvilken som helst anden fysisk genstand.

Er elektroniske fordringer lagret i et chipkort, er det omfattet af den gældende betalingskortlov som et kortbaseret system. Dette gælder fx Danmønt-kortet og de forudbetalte mobiltelefonkort. Ligger de elektroniske fordringer derimod på brugerens eller udstederens computer, er der ikke tale om et betalingsmiddel med et fysisk legitimationsmiddel, og anvendes der ej heller en særlig kode ved brugen, falder de uden for betalingskortlovens regulering. Det må forventes, at der ved en fremtidig anvendelse af elektroniske fordringer vil ske en integration mellem forskellige medier, og fordringernes placering bør ikke være afgørende for reguleringen.

Derfor er der i forslaget indført en ny kategori under den foreslåede regulering, således at elektroniske fordringer nu er omfattet af den kommende lovgivning.

Hvis der udstedes chipkort med flere af hinanden uafhængige funktioner, som fx et betalingsmiddel, et legitimationskort, elektroniske nøgler, rabatfunktion m.m., vil alene betalingsfunktionen være omfattet af loven. De øvrige funktioner vil derimod ikke være omfattet, hvis de anvendes uafhængigt af betalingsfunktionen.

Til stk. 3

Som noget nyt sondrer forslaget mellem forudbetalte betalingsmidler og andre betalingsmidler. Det er derfor nødvendigt, at man i forslagets stk. 3 definerer et forudbetalt betalingsmiddel.

De eksisterende, forudbetalte betalingsmidler som fx telefonkort, transportkort eller Danmønt-kort har i vidt omfang fået dispensation fra en række af betalingskortlovens bestemmelser.

Generelt har der været givet dispensation fra informationspligten (betalingskortlovens § 13), kvitteringskravet (betalingskortlovens § 15), kombinationsforbuddet (betalingskortlovens § 19a) og ansvarsreglerne i betalingskortlovens § 21. Endvidere er der i visse tilfælde givet dispensation fra registerreglerne i betalingskortlovens kap. 6, idet betalingsmidlerne har været indrettet således, at der ikke har været risiko for dannelse af personprofiler mv.

Normalt gives dispensationerne fra betalingskortlovens § 13 på betingelse af, at reglerne for kortets anvendelse enten står på det omslag, hvori kortet er indpakket ved salg, eller er anført på andet informationsmateriale, der modtages ved erhvervelsen af kortet. I dette materiale må gyldighedsperiode (udløb) og regler for refusion af kortet angives, samt hvad kortindehaver gør i tilfælde af, at kortet ikke fungerer eller er bortkommet.

Dispensation fra betalingskortlovens § 15 er normalt givet, når kortets værdi har været begrænset, og det har været anset for mindre praktisk, at der skulle gives kvittering, fx ved anvendelse af telefonkort og trafikkort (elektroniske klippekort).

Dispensation fra betalingskortlovens § 19a er tildelt kort, der har kombineret en betalingsdel med adgangskontrol, fx kantinekort til handelsskoler mv. Endvidere er der givet dispensation for ydelse af diverse rabatter, fx mængderabat i forbindelse med køb af trafikkort.

Undtagelsen fra betalingskortlovens § 21 er begrundet i det forudbetalte korts særlige karakteristika, herunder dels det lave beløb, som kortene hidtil har haft, dels at kortene er ihændehaverkort (dvs. de kan benyttes af den, der besidder kortet) og endelig, at de har karakter af et kontant betalingsmiddel.

Der er i dispensationspraksis lagt vægt på, at de forudbetalte betalingssystemer skal være undergivet Forbrugerombudsmandens tilsyn, samt at udstederen må være ansvarlig for tab, som skyldes fejlregistrering, konteringsfejl, tekniske sammenbrud eller lignende omstændigheder efter betalingskortlovens § 22. Normalt gives der således heller ikke dispensation fra anmeldelsesreglerne i kapitel 2.

For at begrænse behovet for sådanne dispensationer i fremtiden foreslås en mere lempelig regulering af de forudbetalte betalingsmidler, jf. særlig § 2, stk. 1, der omfatter alle typer forudbetalte betalingsmidler, og som samtidig tager hensyn til, at beskyttelsesbehovet er mindre ved disse typer betalingsmidler.

Til nr. 1

Definitionen i § 1, stk. 3, nr. 1, bygger på den forståelse af et forudbetalt betalingskort, der findes i lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort. I henhold til denne lovs § 2 forstås der herved et betalingskort, der kan anvendes som betaling hos en bredere kreds af leverandører af varer eller tjenesteydelser, dvs. hos flere end udstederen. Disse kort kan højst have en værdi af 1.200 kr. Danmønt-kortet er i dag det eneste forudbetalte betalingsmiddel, der falder ind under denne kategori.

Til nr. 2

Definitionen i nr. 2 tager udgangspunkt i, at betalingsmidlet før en anvendelse kan ske skal erhverves (købes) eller stilles vederlagsfrit til rådighed for brugeren af udstederen, eller at brugeren af udstederen har fået forhøjet betalingsmidlets værdi. Typisk vil betalingsmidlets værdi svare til den pris, det er købt til hos udstederen, fx et 50 kr. telekort. Det er endvidere kendetegnende for et forudbetalt betalingsmiddel, at det pågældende beløb (fx de 50 kr.) ikke er registreret på en særlig konto, som tilhører brugeren. Er beløbet registreret hos udstederen på en konto, som tilhører brugeren, vil der være tale om et indskud, som er omfattet af lov om banker og sparekasser mv. Derved adskiller de forudbetalte betalingsmidler sig fra fx et Dankort eller et homebanking-system.

Til stk. 4

Stk. 4 undtager betalingsmidler, der alene udbydes og anvendes erhvervsmæssigt. Anvendes et sådant betalingsmiddel i strid med tilslutningsaftalen ikke-erhvervsmæssigt, dvs. til privat brug, og har udsteder accepteret dette enten udtrykkeligt eller stiltiende vil dette bringe betalingsmidlet ind under loven. En lignende bestemmelse findes i betalingskortlovens § 1, stk. 4, for så vidt angår betalingssystemer med kode. Bestemmelsen foreslås nu gjort generel.

Til stk. 5

Stk. 5 vedrører betalingsmidler, som udbydes med henblik på såvel erhvervsmæssig som ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Det foreslås, at en række af forslagets bestemmelser ikke gælder, hvis brugeren har forpligtet sig til udelukkende at benytte betalingsmidlet erhvervsmæssigt. Anvendes betalingsmidlet i strid med aftalen til ikke-erhvervsmæssig brug, og vidste eller burde udstederen vide dette, vil hele loven dog finde anvendelse. En lignende bestemmelse findes i betalingskortlovens § 1, stk. 3, for betalingssystemer med koder. Bestemmelsen foreslås nu gjort generel.

Undtagelsen i stk. 5 angår alene forholdet mellem brugeren og udstederen. I forholdet mellem betalingsmodtageren og indløseren gælder lovens regler således fuldt ud også i de blandede systemer. Loven regulerer imidlertid kun i begrænset omfang forholdet mellem indløseren og betalingsmodtagerne. Det kan tænkes, at indløseren også i relation til betalingsmodtagerne anvender særlige indløsningsregler for betalingsmidler, der anvendes erhvervsmæssigt. Af hensyn til betalingsmodtagerens retsstilling er det nødvendigt, at betalingsmodtageren kan konstatere, om han ifølge tilslutningsaftalen er forpligtet til at acceptere et betalingsmiddel, herunder hvilke indløsningsregler der gælder for betalingsmidlet. Når et betalingsmiddel kan anvendes såvel erhvervsmæssigt som ikke-erhvervsmæssigt, må en betalingsmodtager både ved en manuel og en elektronisk aflæsning af betalingsmidlet være i stand til at bedømme dette forhold, hvis der i forhold til betalingsmodtageren gælder forskellige regler. Betalingsmidlet må i sådanne situationer indrettes således, at det bliver muligt for betalingsmodtageren at foretage denne kontrol, fx ved at anvende et særligt varemærke for betalingsmidlet.

For de betalingsmidler, der efter stk. 5 kan anvendes såvel erhvervsmæssigt som ikke-erhvervsmæssigt, er der sket en ændret regulering i forhold til betalingskortloven. Den erhvervsmæssige anvendelse er således ikke længere undtaget fra lovens generalklausul og kravet om kvittering (forslagets §§ 4 og 8). Disse bestemmelser er så centrale, at de blandede betalingsmidler bør være omfattet heraf. Omvendt foreslås det, at brugerens opsigelsesret (forslagets § 9), ansvarsreglerne (forslagets § 10 og § 11) og registerreglerne (forslagets § 12) ikke finder anvendelse, når betalingsmidlet anvendes erhvervsmæssigt.

Til stk. 6

I stk. 6 er der tillagt ministeren en bemyndigelse til efter en konkret ansøgning fra en udsteder at undtage et betalingsmiddel helt eller delvis fra lovens bestemmelser. En tilsvarende bestemmelse findes i betalingskortlovens § 1, stk. 5.

Til stk. 7

Stk. 7 giver ministeren en adgang til at undtage helt eller delvis internationale betalingsmidler fra forslagets registerregler og omkostningsbestemmelser. Der er alene tale om en redaktionel omplacering af denne regel, idet en tilsvarende bestemmelse findes i betalingskortlovens § 34.

Til stk. 8

Stk. 8 er i forhold til betalingskortloven en nyskabelse, idet ministeren efter denne bestemmelse får mulighed for ved bekendtgørelse at undtage visse typer af betalingsmidler helt eller delvis fra forslagets bestemmelser og eventuelt fastsætte supplerende regler for disse betalingsmidler.

Bestemmelsen er medtaget for at sikre, at loven på en hurtig og smidig måde kan tage højde for fremkomsten af nye betalingsmidler. Herved sikres det, at loven ikke kommer til at hæmme udviklingen. Der vil på samme måde kunne vise sig at være et behov for at udstede supplerende regler for betalingsmidler, der i dag er ukendte, fx fordi den eksisterende regulering ikke tager højde for disse betalingsmidlers særlige karakteristika. Det forudsættes, at bemyndigelsen i givet fald vil blive benyttet i overensstemmelse med de principper og de formål, som loven bygger på.

Til § 2

§ 8. Brugeren har krav på kvittering ved enhver transaktion, som iværksættes med betalingsmidlet, medmindre brugeren på anden måde har let adgang til oplysninger om, hvorvidt og hvornår den pågældende transaktion er gennemført.

Opsigelses- og refusionsret

§ 9. Bruger kan uden varsel opsige aftalen med udsteder om tilslutning til betalingssystemet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. For forudbetalte betalingsmidler kan brugeren opsige aftalen efter gyldighedsperiodens udløb, og såfremt krav fremsættes inden 1 år efter udløb, få udbetalt en eventuel restværdi. Udstederen kan kræve et gebyr for refusionen. Gebyret må ikke overstige, hvad der under hensyn til udstederens omkostninger ved refusionen og omstændighederne i øvrigt er rimeligt.

Stk. 3. Betalingsmodtager kan uden varsel opsige aftalen med indløser om tilslutning til betalingssystemet. Bestemmelsen i 1. pkt. kan dog fraviges ved aftale, hvis indløseren som følge af særlige ønsker fra en betalingsmodtager leverer individuelt tilpasset udstyr eller ydelser.

Hæftelses- og ansvarsregler

§ 10. Udsteder hæfter i forhold til brugeren for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsmiddel, medmindre andet følger af stk. 2-6. Brugeren hæfter kun efter stk. 2-6, hvis transaktionen er korrekt registreret og bogført.

Stk. 2. Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 3 eller 6, hæfter brugeren med op til 1.200 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt.

Stk. 3. Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 6, hæfter brugeren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, hvis udsteder godtgør, at den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode har været anvendt, og

1) at brugeren har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab,

2) at brugeren har oplyst koden til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 6, eller

3) at brugeren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Stk. 4. Brugeren hæfter med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, når betalingsmidlet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og den uberettigede i tilknytning hertil har anvendt en falsk underskrift, og udsteder godtgør,

1) at brugeren eller nogen, som brugeren har overladt betalingsmidlet til, har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsmidlet er bortkommet, eller

2) at brugeren eller nogen, som brugeren har overladt betalingsmidlet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Stk. 5. Hæfter brugeren efter såvel stk. 3 som 4, kan brugerens samlede hæftelse ikke overstige 8.000 kr.

Stk. 6. Brugeren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsmidlet, når den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt, og udsteder godtgør, at brugeren har oplyst koden til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, og at det er sket under omstændigheder, hvor brugeren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Stk. 7. Uanset stk. 2-6 hæfter udsteder for uberettiget anvendelse, der finder sted, efter at udsteder har fået underretning om, at betalingsmidlet er bortkommet, at en uberettiget person har fået kendskab til koden, eller at brugeren af andre grunde ønsker betalingsmidlet spærret. Udsteder skal give brugeren mulighed for når som helst at meddele, at betalingsmidlet skal spærres, og skal snarest over for brugeren skriftligt eller på anden bevissikker måde bekræfte, at udstederen har modtaget en sådan underretning. Bekræftelsen skal angive tidspunktet for underretningen.

Stk. 8. Uanset stk. 2-6 hæfter udsteder tillige, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget anvendelse af betalingsmidlet. Uanset stk. 2 er udsteder endvidere ansvarlig, hvis et betalingskort er blevet anvendt svigagtigt i forbindelse med en aftale om fjernsalg.

Stk. 9. Erhvervsministeren kan, i det omfang det betinges af prisudviklingen, ændre beløbsangivelserne i stk. 2-5.

§ 11. En udsteder er ansvarlig for tab hos brugeren, som skyldes fejlregistrering eller konteringsfejl, selv om fejlen er hændelig. Har brugeren fået meddelelse om, at betalingstransaktionen er anerkendt, er udsteder endvidere ansvarlig for tab hos brugeren, som skyldes, at den pågældende betalingstransaktion ikke gennemføres eller gennemføres mangelfuldt. Bestemmelsen i 2. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis udstederen godtgør, at udsteder ikke har haft mulighed for at gennemføre betalingstransaktionen, og dette skyldes ekstraordinært indgribende omstændigheder, som udstederen ikke har nogen indflydelse på, og som udstederen ikke burde have taget i betragtning, da brugeren modtog den i 2. pkt. nævnte meddelelse. Har brugeren forsætligt eller groft uagtsomt medvirket til fejlen, kan erstatningen nedsættes eller bortfalde.

Stk. 2. Er betaling udeblevet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i stk. 1, 1. og 2. pkt., kan misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres gældende over for brugeren, bortset fra krav på rente. Er der sket træk på brugerens konto eller på et forudbetalt betalingsmiddel, anses betaling for sket med frigørende virkning for brugeren.

Stk. 3. Indløser er ansvarlig for tab hos betalingsmodtager, som skyldes fejlregistrering eller konteringsfejl, selv om fejlen er hændelig. Indløser er dog ikke ansvarlig for tab, som er en følge af forhold hos betalingsmodtageren.

Stk. 4. Erstatter udsteder efter stk. 1 tab hos brugeren som følge af forhold hos betalingsmodtager eller indløser, kan udsteder kræve erstatningen betalt af henholdsvis betalingsmodtager eller indløser. Erstatter indløser efter stk. 3 tab hos betalingsmodtager som følge af forhold hos udsteder, kan indløser kræve erstatningen betalt af udsteder.

Stk. 5. Udsteder og indløser har bevisbyrden for, at et tab ikke skyldes de i stk. 1 og 3 nævnte forhold.

Registrering og CPR-nummer

§ 12. Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af denne paragraf og af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 8.

Stk. 2. Udstederen skal sikre, at brugerens CPR-nummer på et betalingsmiddel ikke må kunne aflæses fysisk eller elektronisk af andre end udstederen.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt, når det

1) er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som udstederen har knyttet til betalingsmidlet,

2) er nødvendigt til retshåndhævelse eller for at hindre misbrug, eller

3) er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, når

1) det er nødvendigt for udstederens rådgivning af en bruger med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsmidler, og når de oplysninger, der frembringes, alene angår hvilke typer betalingstransaktioner, brugeren foretager, eller

2) behandlingen er nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive og tidssvarende, og der ikke frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau.

Stk. 5. Erhvervsministeren kan i forskningsøjemed fravige stk. 3.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte regler om behandling i udlandet af de i stk. 3 nævnte oplysninger.

Dækning af udsteders og indløsers omkostninger

§ 13. Udsteders og indløsers omkostninger ved drift af betalingssystemet kan ikke pålægges betalingsmodtager, hvis afviklingen af en betalingstransaktion

1) forudsætter fysisk tilstedeværelse af bruger og betalingsmodtager, og

2) sker ved fysisk anvendelse af et betalingsmiddel, der er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, og som ikke er forudbetalt, samtidig med at brugeren anvender underskrift eller personlig, hemmelig kode eller tilsvarende sikker identifikation.

Stk. 2. Opkræver udsteder gebyr fra brugeren for brugerens anvendelse af et betalingsmiddel, skal gebyret fastsættes uafhængigt af betalingsmodtagerens forhold.

Stk. 3. Betalingsmodtager kan opkræve gebyr for betalingstransaktionen hos bruger, når brugeren betaler med et betalingsmiddel. Gebyrets størrelse må ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til indløser.

Stk. 4. Opkræver betalingsmodtager gebyr hos brugeren for anvendelse af et betalingsmiddel, skal betalingsmodtager forud for aftalens indgåelse på tydelig måde oplyse bruger om, hvilke gebyrer der opkræves.

§ 14. Ved fastsættelse af gebyr mv. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen kan til opfyldelse af stk. 1 udstede de fornødne påbud, herunder påbud om

1) at angivne priser og avancer ikke må overskrides, eller

2) at der ved beregningen af priser og avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler.

Lovens fravigelighed og administration

§ 15. Bestemmelserne i § 7, stk. 1, §§ 8, 9, stk. 1-2, §§ 10, 11, stk. 1-2 og 5 og § 13, stk. 2 og 3, kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for brugeren.

Stk. 2. § 9, stk. 3, § 11, stk. 3-4, og § 13, stk. 1-3, kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for betalingsmodtager.

Stk. 3. Ved regler, der udstedes i medfør af denne lov, kan det bestemmes, at der ikke ved forudgående aftale kan ske fravigelse af regler til skade for brugeren.

§ 16. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af denne lov eller bestemmelser, der er fastsat i medfør heraf, jf. dog § 19.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for hans virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.

Stk. 3. Kan en ændring som nævnt i § 4, stk. 3, ikke ske ved forhandling, kan Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom. Et påbud skal uden unødigt ophold af Forbrugerombudsmanden indbringes for domstolene, hvis den, mod hvem påbudet retter sig, gør indsigelse.

Stk. 4. Forbrugerombudsmanden kan betjene sig af særligt sagkyndige i det omfang, det findes fornødent. Hvad særligt sagkyndige og deres medhjælpere erfarer gennem deres virksomhed for Forbrugerombudsmanden skal betragtes som fortroligt.

Stk. 5. Forinden Forbrugerombudsmanden træffer afgørelse om forhold vedrørende sikkerhedsmæssige eller edb-tekniske aspekter i betalingssystemer inden for pengeinstitutsektoren, skal der indhentes en udtalelse fra Finanstilsynet.

Stk. 6. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Retten kan bestemme, at indbringelse af et påbud for domstolene har opsættende virkning.

Stk. 8. Datatilsynet varetager efter bestemmelser i § 64 i lov om behandling af personoplysninger i samråd med Forbrugerombudsmanden samarbejdet med udenlandske myndigheder.

§ 17. Borgerlige sager, for hvis udfald anvendelsen af denne lov er af væsentlig betydning, og hvor Forbrugerombudsmanden er part, anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, medmindre parterne vedtager andet.

Stk. 2. Straffesager om overtrædelse af denne lov behandles ved Sø- og Handelsretten i København, hvis nærmere kendskab til betalingsmidler, der omfattes af loven, skønnes at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse. I øvrigt gælder reglerne i retsplejelovens kap. 63. Endvidere finder reglerne i retsplejelovens § 105, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. I sager, der efter stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, finder reglerne i retsplejelovens § 9 a, stk. 8, 2. pkt., og § 94, stk. 1, 3. pkt., tilsvarende anvendelse.

§ 18. Omkostninger ved administration af denne lov pålignes anmeldte udstedere i forhold til betalingssystemets omsætning.

Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets fastsættelse og om Forbrugerombudsmandens opkrævning heraf.

Stk. 3. Der tillægges gebyrerne udpantningsret.

§ 19. Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 13 og 14, stk. 1.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dens virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af §§ 13 og 14, stk. 1.

Stk. 3. Konkurrencestyrelsens afgørelser efter § 14 kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Konkurrencelovens § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Klager efter stk. 3 kan indbringes af

1) den, afgørelsen retter sig til, eller

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 5. Klager over afgørelser efter stk. 3 kan af Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.

Stk. 6. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager efter stk. 1 eller for Konkurrencestyrelsens rapport til erhvervsministeren, jf. stk. 9. Dog finder § 4, stk. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen tilsvarende anvendelse på sager efter stk. 1.

Stk. 7. Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 samt rapporten til erhvervsministeren efter stk. 9 kan offentliggøres, jf. dog stk. 8.

Stk. 8. Ved offentliggørelse efter stk. 7 kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Stk. 9. Konkurrencestyrelsen udarbejder én gang årligt en rapport til erhvervsministeren om de vilkår og priser, som fastsættes af udstedere over for henholdsvis betalingsmodtagere og brugere på det danske marked.

Straf og rettighedsfrakendelse

§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder § 5, § 6, stk. 1-3, § 7, stk. 1, § 12, stk. 2-4 eller § 13,

2) undlader at efterkomme påbud udstedt efter § 6, stk. 4, § 14, stk. 2, eller § 16, stk. 3,

3) undlader at meddele oplysninger, som afkræves efter § 16, stk. 2, eller § 19, stk. 2,

4) i forhold, der er omfattet af § 19, stk. 1, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den pågældende sag, eller i forhold, der i øvrigt er omfattet af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden urigtige eller vildledende oplysninger.

Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af § 1, stk. 8, og § 7, stk. 2, kan der fastsættes straf i form af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 4. Forældelsesfristen for ansvar efter stk. 1 for så vidt angår overtrædelse af bestemmelserne om opkrævning af gebyrer efter § 13, undladelse af at efterkomme påbud efter § 14, stk. 2, og undladelse af at afgive oplysninger samt afgivelse af urigtige oplysninger efter § 19, stk. 1 og 2, er 5 år.

§ 21. Den, der driver virksomhed med betalingsmidler eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at drive den under visse former eller til at medvirke hertil, såfremt det udviste forhold begrunder nærliggende fare for misbrug ved udøvelse af virksomheden. Straffelovens § 79, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af anklagemyndigheden efter anmodning fra Forbrugerombudsmanden.

Stk. 3. Er virksomheden tillige under tilsyn af Finanstilsynet, kan Forbrugerombudsmanden først anmode anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om frakendelse efter stk. 1, når Forbrugerombudsmanden har anmodet Finanstilsynet om at træffe de fornødne foranstaltninger til at bringe de i stk. 1 nævnte forhold til ophør, og en sådan anmodning ikke har bragt de nævnte forhold til ophør.

Stk. 4. Den, der driver virksomhed, hvortil retten er frakendt ham i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt retten hertil, medvirke ved virksomhed som nævnt i stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 131. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og revisionsbestemmelser

§ 22. Loven træder i kraft 1. april 2000.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttrædelse ophæves lov om betalingskort mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 811 af 12. september 1994.

Stk. 3. En dispensation, som er meddelt i medfør af lov om betalingskort mv., bevarer sin gyldighed.

Stk. 4. Forslag til revision af lovens § 13 fremsættes for Folketinget senest den 1. november 2001.

§ 23. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Efter § 37 i betalingskortloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 811 af 12. september 1994, som ændret senest ved lov nr. 217 af 13. april 1999, skal forslag om revision af loven fremsættes i folketingsåret 1999-2000.

Som et led i udvalgsarbejdet under Økonomiministeriet vedrørende den finansielle sektor efter år 2000 nedsatte Erhvervsministeriet i 1998 en projektgruppe, der i lyset af den internationale og teknologiske udvikling fik til opgave at overveje, om betalingskortloven er hensigtsmæssig ud fra både samfunds-, erhvervs- og forbrugermæssige hensyn, samt om loven kan forenkles. Projektgruppen færdiggjorde sit arbejde i april 1999, og der er i juni 1999 offentliggjort en rapport "Regulering af visse betalingsmidler og adgangskoder".

Rapporten indeholder et forslag til en kommende lov, og dette lovforslag er baseret herpå.

2. Lovens formål og forskellige hensyn

Samfundsøkonomisk er det vigtigt, at der løbende udvikles betalingssystemer, som kan gøre det lettere, billigere og mere sikkert at foretage betalinger, og som kan understøtte nye handelsformer.

Såvel forbrugerne, virksomhederne som samfundet har interesse i, at betalingssystemerne fungerer betryggende.

Det er vigtigt, at der ved reguleringen af betalingsformidlingsområdet sker en afvejning mellem den teknologiske udvikling, erhvervs- og samfundsinteresser og behovet for forbrugerbeskyttelse. Loven må give den fornødne forbrugerbeskyttelse, dog uden at den indebærer utilsigtede begrænsninger i virksomhedernes produktudvikling og konkurrenceevne. Lovforslagets forbrugerbeskyttende regler må fokusere på de områder, hvor væsentlige forbrugerinteresser er til stede. Forslaget imødekommer virksomhedernes interesser på andre områder, hvor hensynet til særligt produktudviklingen og konkurrenceevnen vejer tungest. Lovforslaget indebærer en væsentlig forenkling i forhold til den nuværende lov, uden at dette går ud over forbrugerbeskyttelsen.

Det forbrugerbeskyttende sigte med den kommende lov er, at skabe rammerne for at brugerne kan anvende betalingsmidler på en sikker og velfungerende måde, at sikre at det offentlige kan gribe ind, hvis sikkerheden i forhold til brugerne ikke er god nok, og at sikre at de standardregler og vilkår, som betalingssystemerne anvender, tager behørigt hensyn til aftaleparternes og samfundets interesser.

Dette sikres ved at have

En generalklausul, der skal fremme sikre og velfungerende betalingsmidler, og som stiller krav til udstederen af betalingsmidlet (§ 4).

Hæftelsesregler, som sikrer, at brugerne ikke får et for vidtgående tab, hvis betalingsmidlet fx stjæles og derefter misbruges (§ 10).

Ansvarsregler, som angiver, hvornår udstederen er ansvarlig for tab, som brugerne får på grund af fejl i betalingssystemet (§ 11).

Regler om en tilsynsmyndighed, som kan påse, at sikkerheden i betalingssystemerne er forsvarlig, og at loven i øvrigt overholdes (§ 4, stk. 3, og § 16) og en regel, som kræver, at udstederne skal anmelde deres betalingssystemer til Forbrugerombudsmanden (§ 6).

Regler, der fastsætter begrænsninger i de erhvervsdrivendes registrering af brugeradfærd (§ 12).

Informations- og kvitteringsregler, der sikrer, at brugeren forud for erhvervelsen af et betalingsmiddel får de oplysninger, der er nødvendige (§ 7), og som sikrer, at brugeren har let adgang til at gøre sig bekendt med, hvilke transaktioner der er gennemført med betalingsmidlet (§ 8).

Regler om opsigelse og refusionsret, som sikrer, at brugerne af ikke-forudbetalte betalingsmidler til enhver tid kan opsige aftalen med betalingssystemet (§ 9, stk. 1), og som sikrer, at brugeren af et forudbetalt betalingsmiddel kan få en eventuel restværdi godtgjort i en periode på op til et år, når betalingsmidlets gyldighedsperiode er udløbet (§ 9, stk. 2).

Reglerne er udformet, så disse i høj grad giver såvel brugerne som udstederne af betalingsmidler et incitament til at gøre systemerne så velfungerende og sikre, at risikoen for driftsforstyrrelser og misbrug bliver mindst mulig.

3. Lovforslagets nærmere indhold og forholdet til gældende ret

3.1. Lovens opbygning

Betalingskortloven er baseret på en opdeling i to forskellige regelsæt, nemlig dels regler for betalingskort og dels regler for betalingssystemer uden kort, men med kode. Opdelingen foreslås ophævet, idet det er ønskeligt med en generel regulering af samtlige de betalingsmidler, der omfattes af loven. Loven bliver herved mere enkel i sin opbygning og mere læsbar. Samtidig undgås en sondring, som i visse tilfælde kan være vanskelig at administrere.

3.2. Lovens anvendelsesområde

Betalingskortloven omfatter alle systemer, hvor der er udstedt et betalingskort, samt systemer der kan ligestilles hermed. Endvidere gælder loven for systemer uden kort, men med kode eller andet lignende legitimationsmiddel. Betalingskortloven gælder også for forudbetalte betalingsmidler som fx telefonkort, trafikkort og Danmønt.

Der findes imidlertid en type forudbetalte betalingsmidler, som ikke nødvendigvis er omfattet af lovens nuværende anvendelsesområde. Det er de såkaldte elektroniske penge. Da det er usikkert, i hvilket omfang de er omfattet af den gældende betalingskortlov, foreslås lovens anvendelsesområde ændret, således at det udtrykkeligt fremgår af loven, at disse betalingsmidler er omfattet af den kommende lov.

Lovforslaget indeholder som noget nyt en sondring mellem forudbetalte betalingsmidler og andre betalingsmidler, idet der typisk ikke er det samme beskyttelseshensyn ved forudbetalte betalingsmidler som ved andre betalingsmidler. De forudbetalte betalingsmidler har en høj grad af lighed med kontante midler.

Har et forudbetalt betalingsmiddel imidlertid en høj værdi, eller kan der ske en automatisk genopladning af betalingsmidlet, se bemærkningerne til forslagets § 2, risikerer brugere at miste mange penge, hvis et forudbetalt betalingsmiddel tabes eller bliver stjålet. Lovforslaget lægger derfor op til, at udstederne bl.a. skal have pligt til at lave funktioner, som gør det muligt for brugerne at spærre tabte eller stjålne betalingsmidler, der kan indeholde mere end 3.000 kr., eller som kan genoplades automatisk.

Lovforslaget indeholder en adgang for ministeren til efter ansøgning at undtage et betalingsmiddel helt eller delvis fra lovens bestemmelser. En tilsvarende bestemmelse findes i betalingskortloven. Som en nyskabelse kan ministeren ved bekendtgørelse undtage visse typer af betalingsmidler helt eller delvis fra lovens bestemmelser og evt. fastsætte supplerende regler for disse. Herved tages højde for fremkomsten af nye betalingsmidler.

3.3. Generalklausul

Forslaget indeholder som betalingskortloven en generalklausul, der indebærer, at et betalingssystem skal indrettes således, at brugerne sikres gennemsigtighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug.

Der er som noget nyt indsat en formålsbestemmelse i loven, jf. forslagets § 4, stk. 1. Lovens formål er at sikre, at betalingsmidler er sikre og velfungerende. Formålsbestemmelsen, som skal læses i sammenhæng med stk. 2, opstiller nogle generelle principper, som skal iagttages ved indretningen og driften af et betalingssystem.

Generalklausulen skal sikre, at tilsynsmyndigheden kan gribe ind, hvis sikkerheden ikke anses for betryggende, eller at en part typisk udsteder eller indløser ensidigt tilgodeser egne interesser. Ligeledes har bestemmelsen til formål at sikre, at de involverede parter gives rimelige vilkår, herunder at de har mulighed for at gennemskue vilkår og anvendelsesmuligheder.

3.4. Tilsyn og anmeldelse

Som efter betalingskortloven har udstederne fortsat pligt til at anmelde deres betalingssystem til Forbrugerombudsmanden, men anmeldelsen sker i forhold til betalingskortloven i en forenklet form.

Betalingskortlovens regler om Forbrugerombudsmandens tilsyn, §§ 10, 12a, stk. 3, §§ 27 og 28, er samlet i lovforslagets § 16. Herudover varetager Konkurrencestyrelsen, som en konsekvens af lovændringen i april 1999, tilsynet med overholdelsen af reglerne om dækning af udsteders og indløsers omkostninger, lovforslagets §§ 13 og 14, stk. 1.

Tilsynet efter dette lovforslag skal ske efter de hidtidige principper. Det er således vigtigt at fremhæve, at det først og fremmest er udstederne af et betalingsmiddel, der har ansvaret for, at betalingsmidlet er tilstrækkeligt sikkert og velfungerende. Men også indløserne skal sikre, at de dele af betalingssystemet, som de har ansvaret for, er sikre og velfungerende.

En række finansielle virksomheder det vil navnlig sige pengeinstitutterne står som udbydere af betalingsmidler og er samtidig undergivet en særlig finansiel tilsynslovgivning. Disse virksomheder er under tilsyn af Finanstilsynet. Når en finansiel virksomhed udbyder et betalingsmiddel, vil virksomheden altså være underlagt to tilsyn, nemlig dels Finanstilsynet og dels Forbrugerombudsmanden.

Det er naturligt, at Forbrugerombudsmanden ved sin tilsynsvirksomhed tager hensyn til, om en udsteder samtidig er underlagt et finansielt tilsyn af Finanstilsynet. Lovforslaget indeholder derfor i § 16, stk. 5, en regel om, at Forbrugerombudsmanden skal høre Finanstilsynet, inden han træffer afgørelse om forhold af sikkerhedsmæssige eller edb-tekniske aspekter i betalingssystemer inden for pengeinstitutsektoren.

3.5. Hæftelses- og ansvarsregler

Lovforslagets § 10 fastlægger hæftelsesreglerne, hvis et betalingsmiddel misbruges, dvs. anvendes af en person, som ikke er berettiget til at anvende betalingsmidlet. Bestemmelsen erstatter betalingskortlovens §§ 21 og 26 e.

Bestemmelsen i § 10 gælder kun for forudbetalte betalingsmidler, hvis der på betalingsmidlet kan opbevares værdier, der overstiger 3.000 kr., eller hvis det forudbetalte betalingsmiddel kan genoplades automatisk, jf. § 2, stk. 1.

Lovforslagets § 11 regulerer udsteders og indløsers erstatningspligt, hvis der opstår tab som følge af fejl. Bestemmelsen afløser betalingskortlovens § 22.

Det er fundet rimeligt at lempe ansvarsreglen, idet § 22 indebærer, at en udsteder i en række situationer kan blive ansvarlig for fejl på grund af forhold, som udsteder er uden reel indflydelse på. Et generelt og ubetinget objektivt erstatningsansvar under sådanne omstændigheder er ikke rimeligt.

Udsteder er efter forslaget ansvarlig for brugers tab i de tilfælde, hvor tabet skyldes fejlregistrering eller konteringsfejl. Dette gælder også, hvor fejlregistreringen eller konteringsfejlen skyldes forhold hos tredjemand. Udsteder pålægges således fortsat et objektivt ansvar i forhold til bruger, dvs. uanset at fejlen er hændelig.

Er der opstået et tab for brugeren i forbindelse med, at en betalingstransaktion ikke gennemføres eller gennemføres mangelfuldt, på trods af at brugeren via systemet har modtaget en bekræftelse på, at betalingstransaktionen er anerkendt, er udsteder ligeledes erstatningsansvarlig. I dette tilfælde gælder der dog en force majeure regel.

Betalingsmodtager vil være beskyttet af ansvarsreglen i § 11, stk. 3.

3.6. Registerregler

Når forbrugeren anvender elektroniske betalingsmidler, er der risiko for, at udstederen af betalingsmidlet foretager registreringer af forbrugerens adfærd og på baggrund heraf laver personprofiler af forbrugerne, som den erhvervsdrivende kan bruge dels til egen markedsføring, dels kan sælge eller videregive til andre erhvervsdrivende. De oplysninger, der kan registreres, kan være meget følsomme, idet det er muligt at registrere, hvornår, hvor og hvad der købes, samt hvor meget der betales.

Forslagets § 12 regulerer disse særlige registerretlige problemer i forbindelse med anvendelse af betalingsmidler. Bestemmelsen afløser betalingskortlovens kapitel 6.

Ordet "behandling" dækker ikke blot registrering, opbevaring og videregivelse, som er omfattet af betalingskortlovens § 24, stk. 1-3, men dækker enhver form for håndtering af oplysninger.

Lovforslaget indeholder en udtømmende angivelse af, til hvilke formål der kan ske behandling af oplysninger om, hvor betalingsmidlerne har været anvendt, og hvad der er købt. Formålet er at sikre, at sådanne oplysninger ikke benyttes fx til opstilling af forbrugsprofiler og kortlægning af brugernes forbrugsmønstre.

I forhold til betalingskortloven er anvendelsesområdet i lovforslaget ændret. Anvendelsesområdet er således på den ene side indsnævret, idet forslaget alene vedrører oplysninger om, hvor brugerne har anvendt deres betalingsmidler, og hvad de har købt. Forslaget omfatter fx ikke de generelle kontooplysninger, som udstederen er i besiddelse af. De oplysninger, der ikke bliver reguleret af lovforslagets § 12, vil være reguleret af den almindelige databeskyttelseslovgivning og af markedsføringsloven. På den anden side er rækkevidden af lovforslagets § 12 blevet udvidet, idet bestemmelsen fremover også gælder for oplysninger om en flerhed af brugere. Reglen gælder fx også behandling af oplysninger om, hvor personer i en bestemt aldersgruppe eller i et bestemt geografisk område anvender deres betalingsmidler.

Endelig er det ikke fundet nødvendigt at opretholde den særlige registerregel, der angik registrering af betalingsmodtagers forhold, som fandtes i betalingskortlovens § 24, stk. 3. Registrering af forhold, der vedrører betalingsmodtager, foreslås således alene reguleret af den generelle databeskyttelseslovgivning.

3.7. Ophævelse af detailbestemmelser

Forslaget indebærer, at flere af betalingskortlovens specialbestemmelser ikke videreføres i denne lov. Betalingskortloven har været præget af en høj grad af detailregulering, som hæmmer en fornuftig anvendelse af informationsteknologien. Reglerne er endvidere med til at begrænse udstedernes muligheder for at skabe nye produkter og dermed skabe øget konkurrence i form af accessoriske ydelser, som tilbydes sammen med et betalingsmiddel.

Efter forslaget bortfalder betalingskortlovens regel om uanmodet udlevering af et betalingskort (§ 14), reglen om, at betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontantbetaling (§18), reglen om, at betalingskort alene må anvendes til betalingstransaktioner (§19), og reglen om, at der ikke må knyttes særlige rabatter og andre ydelser til et betalingskort (§ 19a). Disse bestemmelser er alle konkrete udmøntninger af frivillighedsprincippet.

4. Administrative og statsøkonomiske konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have kommunaløkonomiske konsekvenser.

Forbrugerombudsmanden og Konkurrencestyrelsen vil fortsat føre tilsyn med lovens overholdelse. Selvom lovforslaget betyder en forenkling af en række af bestemmelserne i loven, indebærer dette ikke et mindre tilsyn, men snarere en omlægning i den måde tilsynet vil ske på. Det forudsættes, at tilsynsfunktionerne vil ske med et uændret ressourceforbrug.

5. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Formålet med lovforslaget er at fremme en sikker, effektiv udvikling og anvendelse af betalingsmidler, der kan udnytte den teknologiske udvikling og hermed understøtte brugen af nye, rationelle handelsformer og betalingsmåder. Håndtering af traditionelle betalingsmidler er således en omkostningsmæssig byrde for mange virksomheder, ligesom forebyggelsen af risikoen for kriminelle handlinger er ressourcekrævende.

Samfundsøkonomisk er betalingssystemer af stor betydning for virksomhederne og deres kunder. Lovforslaget sigter mod at skabe den fornødne tillid til og accept af nye betalingsmidler, således at der er basis for en løbende produktudvikling og en stigende anvendelse af sådanne betalingsmidler.

Ved revisionen af betalingskortloven er der lagt vægt på at forenkle den kommende regulering og undgå en ufleksibel detailregulering. En række bestemmelser (§§ 14, 18, 19 og 19a) i betalingskortloven foreslås således ophævet. Da virksomhederne herved får bedre muligheder for dels at minimere deres omkostninger, dels at udbyde nye ydelser og dermed forøge deres indtjening, vil en ophævelse af disse bestemmelser have positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Anmeldelsesreglerne foreslås ligeledes forenklet. De ændrede anmeldelsesregler vil give udstederne af betalingsmidler en administrativ lettelse i forhold til de gældende regler. Reglerne om oplysningspligt og kvitteringskrav er udformet sådan, at virksomhederne får bedre mulighed for at indrette systemet og informationsmaterialet på en måde, som bedst imødekommer forbrugernes ønsker og behov. De mere fleksible regler vil således lette virksomhedernes administrative byrder i forhold til de gældende regler.

Hæftelses- og ansvarsreglerne er udformet sådan, at såvel udstedere som brugere har et klart incitament til at indrette og omgås betalingsmidlerne på en sikker og fornuftig måde. Hæftelses- og ansvarsreglerne indebærer, at virksomhederne i visse situationer må bære tab eller betale erstatning, som de ellers kunne tænkes at ville søge pålagt forbrugerne. Hæftelses- og ansvarsreglerne har således umiddelbart negative økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Disse omkostninger for erhvervslivet er dog nødvendige for at give forbrugerne den fornødne beskyttelse og herved gøre det tilstrækkeligt sikkert og attraktivt at anvende disse betalingsmidler. Hæftelses- og ansvarsreglerne er samtidig udformet således, at man har søgt at minimere antallet af sager, hvor ansvaret må afgøres af klagenævn eller domstole. Det betyder, at reglerne virker procesbesparende og dermed er med til at minimere virksomhedernes administrative byrder.

Set i forhold til betalingskortloven indebærer den foreslåede hæftelsesregel i § 10 uændrede økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Set i forhold til betalingskortloven lempes ansvarsreglen i § 11 i visse situationer. Lovforslaget indebærer således, at udstedernes økonomiske risici gøres mindre i forhold til den gældende lov.

Adgangen til at kræve refusion af restværdien på et forudbetalt betalingsmiddel stiller visse omkostningskrævende krav til virksomhederne. Reglen er dog fundet nødvendig, idet man i praksis har konstateret, at forbrugerne ellers afskæres fra at få restværdien udbetalt af visse erhvervsdrivende, når betalingsmidlets gyldighedsperiode er udløbet. Da det giver erhvervsvirksomhederne visse administrative byrder at håndtere den foreslåde refusionret, er det samtidig bestemt, at de erhvervsdrivende kan opkræve et vist gebyr for refusionen. Herved får de erhvervsdrivende mulighed for en vis kompensation for de administrative byrder, som reglen måtte indebære.

Registerregler begrænser virksomhedernes anvendelse af data om brugernes anvendelse af betalingsmidlerne og vil således kunne have visse negative økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, idet erhvervslivets indtjeningsmuligheder begrænses. Det må på den anden side anses for væsentligt for brugernes accept af sådanne betalingsmidler, at brugerne ikke føler deres integritet gået for nær. Reglerne har derfor i høj grad karakter af en nødvendig regulering ud fra bredere samfundsmæssige interesser.

Den foreslåde registerregel er mere præcis i sin regulering end reglerne i betalingskortloven. Lovforslaget vil derfor indebære, at det bliver lettere for virksomhederne at vide, hvordan oplysningerne om brugerne kan og bør behandles. Set i forhold til betalingskortloven vil forslaget således indebære en mindre administrativ lettelse for virksomhederne.

Samlet set betyder en regulering af betalingsmidler, at erhvervslivet pålægges visse økonomiske og administrative byrder. Disse byrder er nødvendige for at sikre, dels at betalingsmidlerne udgør en sikker og velfungerende bestanddel af et samfunds infrastruktur, dels at forbrugerne gives en passende retsstilling.

Set i forhold til betalingskortloven vurderes det, at den foreslåede bestemmelse om refusionsret pålægger erhvervslivet nye økonomiske byrder. Omvendt har ophævelsen af en række særregler, §§ 14, 18, 19 og 19a samt den lempede ansvarsregel § 11, positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Totalt set skønnes lovforslaget således at have positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Samtidig vil andre af lovforslagets regler indebære en lempelse af virksomhedernes administrative byrder.

Lovforslaget har været forelagt testpanelet.

Der er udsendt spørgeskemaer til 499 virksomheder. Heraf har 278 returneret spørgeskemaet, hvilket giver en svarprocent på 56 %.

Besvarelserne fordeler sig således

Afgjort ikke berørt

220 virksomheder

79 %

Afgjort berørt

30 virksomheder

11 %

Muligvis berørt

28 virksomheder

10 %

Andelen af virksomheder, der afgjort eller muligvis vil være omfattet af regelændringerne, er beregnet på samfundsniveau. Da der er en overrepræsentation af mindre virksomheder blandt respondenterne, er der foretaget en vægtet opregning. Den viser, at 19 % +/- 5 % af virksomhederne i Danmark vil være omfattet af forslaget.

Virksomhedernes forventede engangsbyrder i forbindelse med gennemførelsen af forslaget kan ikke opregnes til samfundsniveau. De forventede løbende administrative byrder vil på samfundsniveau befinde sig i intervallet fra ca. 14.000 til ca. 102.000 timer pr. år. De forventede løbende administrative lettelser vil på samfundsniveau befinde sig i intervallet fra ca. 22.000 til ca. 204.000 timer pr. år. Virksomhedernes forventede ændrede behov for ekstern bistand har heller ikke kunnet opregnes til samfundsniveau med rimelig sikkerhed. Samlet kan det forventes, at de løbende administrative lettelser, som følger af forslaget, vil overstige de løbende byrder.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

8. Forholdet til EU-retten

Fremsat den 27. oktober 1999 af erhvervsminister Pia Gjellerup

Forslag

til

Lov om visse betalingsmidler1)

Anvendelsesområde

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører art. 8 i direktiv 97/7 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg, EF-Tidende, L 144, s. 19-28.