Forslag til Lov om nedlæggelse af havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn
Statutory Text (3 Articles)
§ 1. Trafikministeren bemyndiges til at nedlægge havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn.
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Lov nr. 29 af 24. marts 1898 om Anlæg af en Sporforbindelse fra Hobro Station til Hobro Havn ophæves.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Baggrund for lovforslaget
Havnebanen i Hobro er anlagt i henhold til lov nr. 29 af 24. marts 1898 om anlæg af en sporforbindelse mellem Hobro Station og Hobro Havn.
Hobro Kommune har fremsat ønske om at få nedlagt havnebanen, der ikke har været trafikeret i flere år.
DSB har ingen indvendinger mod en nedlæggelse af havnebanen og Banestyrelsen har ikke kendskab til andre operatører, som ønsker at benytte havnebanen, der heller ikke indgår i planer for udvidelse af banebetjeningen i området.
Da der således er basis for, at banen kan nedlægges, har Banestyrelsen og Hobro Kommune den 9. juni 1999 indgået aftale om de nærmere betingelser for en nedlæggelse.
Ifølge aftalen er den overordnede forudsætning for nedlæggelsen, at Banestyrelsen ikke skal have omkostninger i forbindelse hermed. Kommunen overtager hele det ledigblevne areal og formidler selv videresalg til evt. interesserede nabolodsejere. Ifølge aftalen fjernes sporene af Banestyrelsen. Udgifterne hertil dækkes af kommunens betaling for arealerne. Herefter vil der ikke være mulighed for banebetjening af havnen.
2. Lovforslagets indhold
Forslaget indeholder bestemmelser om, at trafikministeren bemyndiges til at nedlægge havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn.
3. Administrative og økonomiske konsekvenser for det offentlige
Forslagets bestemmelse om nedlæggelse af havnebanen i Hobro skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for staten, amtskommuner og kommuner.
4. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Nedlæggelse af havnebanen skønnes at have positive erhvervsøkonomiske konsekvenser for virksomheder i området. For at tilvejebringe bedre tilkørselsforhold til en af Hobros meget store virksomheder, der står over for en udvidelse, er det således hensigtsmæssigt at fjerne en viadukt, som havnebanen går over. Hobro Byråd har vedtaget lokalplan herom.
5. Forslagets miljømæssige konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
6. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
7. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Nej
Nej
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Nej
Nej
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Nedlæggelse af havnebanen skønnes at have positive erhvervsøkonomiske konsekvenser for virksomheder i området. For at tilvejebringe bedre tilkørselsforhold til en af Hobros meget store virksomheder, der står over for en udvidelse, er det således hensigtsmæssigt at fjerne en viadukt, som havnebanen går over.
Nej
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Nej
Nej
Miljømæssige konsekvenser
Nej
Nej
Administrative konsekvenser for borgerne
Nej
Nej
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
8. Høring
Lovforslaget har været sendt til høring hos Statsministeriet, Justitsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Skatteministeriet, Erhvervsministeriet, Miljø-og Energiministeriet, Konkurrencestyrelsen, DSB, Banestyrelsen, Hobro Kommune, Nordjyllands Amt samt PrivatBanen Sønderjylland. Lovforslaget er samtidig sendt til høring hos berørte organisationer m.v. Når høringssvarene er modtaget, vil trafikministeren oversende disse til Folketingets Trafikudvalg ledsaget af kommentarer, udtalelserne måtte give anledning til.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Trafikministeren bemyndiges ifølge forslaget til at nedlægge havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn.
Til § 2
Loven foreslås at træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves lov nr. 29 af 24. marts 1898 om Anlæg af en Sporforbindelse fra Hobro Station til Hobro Havn.
Fremsat den 7. oktober 1999 af trafikministeren (Sonja Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om nedlæggelse af havnebanen mellem Hobro Station og Hobro Havn