Legislator Case Law & Legislation
19981XX00548 DK

Skriftlig fremsættelse (24. juni 1999) - B 151

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 B 151 Valid

Skriftlig fremsættelse (24. juni 1999)

Udenrigsministeren (Poul Nielson, fg.)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af operationsområdet for det danske bidrag til den NATO-ledede multinationale styrke i Albanien.

(Beslutningsforslag nr. B 151).

Beslutningsforslaget skal skabe grundlaget for, at den danske opklaringsenhed i den NATO-ledede multinationale styrke i Albanien (AFOR) kan indsættes til støtte for eskorte af flygtninge fra Albanien og ind i Kosovo.

NATO s militære myndigheder har anmodet Danmark om tilladelse til, at den danske opklaringsenhed kan deltage i løsningen af denne opgave. Anmodningen er i lyset af sagens hastende karakter fremsat direkte fra de militære myndigheder, uden at der er truffet endelig politisk beslutning herom i NATO. Regeringen har på baggrund af den humanitære situation valgt at behandle og imødekomme anmodningen på det foreliggende grundlag.

Da styrkens indsatsområde i bemærkningerne til Folketingets beslutning B 116 af 13. april 1999 er begrænset til albansk land-, sø- og luftterritorium, har regeringen besluttet at anmode om Folketingets samtykke til, at opklaringsenhedens operationsområde udvides til også at omfatte Kosovo.

Opklaringsenheden vil udføre opgaven i henhold til FN s sikkerhedsrådsresolution 1244 af 10. juni 1999 og tilhørende aftaler og foranstaltninger, der regulerer NATO s ophold i Kosovo, samt i henhold til NATO-rådets beslutninger. Opklaringsenheden vil operere under de af NATO-rådet godkendte regler for magtanvendelse.

Regeringen finder, at der er tale om en vigtig humanitær opgave af hastende karakter, som den danske opklaringsenhed i Albanien vil være velegnet til at udføre. Det er derfor regeringens hensigt at meddele NATO, at den danske opklaringsenhed stilles til rådighed for udførelsen af opgaven frem til ultimo juli 1999, hvor opklaringsenheden planlægges hjemtaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →