Skriftlig fremsættelse (20. maj 1999) - L 248
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (20. maj 1999)
Arbejdsministeren (Ove Hygum)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om forlængelse og fornyelse af overenskomster og aftaler for sygeplejersker, radiografer, hjemmesygeplejersker, m.fl.
(Lovforslag nr. L 248).
Sygeplejerskekonflikten har nu varet i over en uge, og situationen er alvorlig.
Overenskomstforliget for sygeplejerskerne, som Dansk Sygeplejeråd og de kommunale arbejdsgivere nåede frem til den 16. februar, er indgået indenfor rammen af det samlede KTO-forlig om fornyelse af de kommunale overenskomster pr. 1. april 1999. Ved afstemningen om forhandlingsresultatet blev dette forkastet af sygeplejerskerne.
Forhandlingerne mellem de (amts)kommunale arbejdsgivere og Dansk Sygeplejeråd videreførtes uden held under forligsmandens ledelse. Forligsmanden måtte den 12. maj 1999 konstatere, at der ikke var grundlag for at udsætte konflikten, da fortsatte forhandlinger ikke ville føre til noget resultat. Konflikten brød herefter ud den 13. maj 1999, og omfatter godt 5000 sygeplejersker, hvoraf de ca. 2000 er ansat i hjemmesygeplejen.
Selvom der er iværksat nødberedskab, må situationen nu betegnes som alvorlig. I 15 kommuner får 18.000 syge og ældre ikke længere besøg af en hjemmesygeplejerske. Skift af forbindinger, medicindosering og anden sygepleje er overladt til pårørende, praktiserende læge og sygehus. I nogle kommuner besvares kun nødkald fra en del af klienterne. Det skaber stor utryghed hos især de svage ældre.
På sygehusområdet har en lang række planlagte operationer og undersøgelser måttet aflyses. Siden konfliktens start er til og med i dag 6.000 operationer og 28.000 forundersøgelser blevet aflyst, og disse tal stiger dagligt med 1.400 operationer og 5.700 undersøgelser. Virkningen er, at patienter, der venter på operation, får ventetiden forlænget og dermed også forlænget tiden med smerter, ubehag og eventuelt sygemelding. Virkningen er tillige, at patienter, der venter på undersøgelser, får forlænget uvisheden om, hvad de fejler, og hvilken behandling, de eventuelt kan tilbydes.
Der er ikke udsigt til, at parterne selv vil kunne løse konflikten, og parternes forhandlingspositioner har ikke ændret sig under konflikten.
Regeringen mener på den baggrund, at det er udsigtsløst at lade konflikten fortsætte - en konflikt, der især rammer de svageste, nemlig de gamle og syge, der er afhængig af hjemmesygepleje.
Forslaget fornyer overenskomsterne på de områder, der er i konflikt, og forlænger overenskomsterne på de områder, der ikke har været omfattet af konflikten, på de vilkår der er indeholdt i det forkastede forhandlingsresultat.
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.