Skriftlig fremsættelse (6. maj 1999) - L 245
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. maj 1999)
Forskningsministeren (Jan Trøjborg)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren.
(Lovforslag nr. L 245).
I 1998 vedtog Folketinget en ændring til lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren, der bl.a. skulle sikre, at også tjenesteudbyderaftaler bliver reguleret på lige fod med andre former for samtrafik.
Under behandlingen af denne ændringslov opstod der imidlertid en fejl i forbindelse med indskrivningen i det optryk af lovforslaget, som blev omdelt efter afstemningen ved 2. behandlingen sammenholdt med teksten til de konkret vedtagne ændringsforslag i den afgivne betænkning, der dannede grundlag for 2. behandling. Teksten til optrykket af lovforslaget som vedtaget ved 3. behandling var enslydende med optrykket af lovforslaget efter 2. behandling.
Denne fejl betød, at tre forudsatte hjemler vedr. tjenesteudbyderaftaler »faldt ud« af lovforslaget.
Tilstedeværelsen af disse fejl er dybt problematiske for sikringen af den videre konkurrence på telemarkedet. Lovforslaget har derfor til hensigt at rette op på disse tre fejl i samtrafikloven. Der er således alene tale om en teknisk ændring af lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren med henblik på at rette op på de foretagne fejl.
Lovforslaget vil være med til at sikre et forøget udbud af teleydelser til lave priser, som vil være til gavn for såvel erhvervslivet som for private.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.