Legislator Case Law & Legislation
19981XX00424 DK

Skriftlig fremsættelse (4. maj 1999) - L 244

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 244 Valid

Skriftlig fremsættelse (4. maj 1999)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv., lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., lov om afgift af naturgas og bygas og lov om afgift af svovl. (Sikring af hjemmel til fritagelse af brændsel til elproduktion efter elliberaliseringen).

(Lovforslag nr. L 244).

Dette lovforslag er et led i tilpasningen af den danske afgiftsstruktur på energiområdet til de nye liberaliserede forhold på elmarkedet. Forslaget skal ses i sammenhæng med de af Miljø- og Energiministeren fremsatte lovforslag på dette område.

Afgiftslovgivningen er i dag udformet således, at der er fritagelse for den del af brændselsforbruget, der er medgået til fremstilling af elektricitet og indregnet i elektricitetsprisen. Den resterende del af brændselsforbruget anses for anvendt til fremstilling af varme og er dermed afgiftspligtig.

Med principaftalen om elreformen, der blev indgået i foråret 1999, liberaliseres elmarkedet. Denne liberalisering medfører, at den gældende hjemmel til fritagelse for afgift af brændsel henregnet til produktion af elektricitet på kraftvarmeværker ikke længere har mening.

Aftalen gør det derfor nødvendigt at sikre den gældende fritagelse for afgiften af brændsel henregnet til fremstillingen af elektricitet. I modsat fald ville der skulle opkræves afgift både af den forbrugte elektricitet og af brændslerne til fremstillingen af elektricitet.

Lovforslaget fastholder i øvrigt fuldstændig den praksis, som er fastlagt af myndighederne på grundlag af gældende lovgivning. I lovforslagets bemærkninger er det endvidere fastslået; at

»Med hensyn til placeringen af kraftvarmefordelen i afgiftsmæssig henseende er der ikke noget ønske om med dette lovforslag at ændre på den praksis, som er fastlagt fra afgiftsmyndighedernes side på grundlag af den gældende lovgivning og som senest er blev beskrevet i cirkulæret fra 1998. Skatteministeriet er i den forbindelse bekendt med, at der i øjeblikket verserer en klagesag for Landsskatteretten om forhøjelse af afgifterne som følge af kontrolaktionen. Som nævnt er der ikke noget ønske om at ændre på den allerede gældende praksis om den afgiftsmæssige behandling af kraftvarmefordelen. Skatteministeriet vil derfor også acceptere, at en endelig dom, som underkender Skatteministeriets synspunkt om kraftvarmefordelens placering i afgiftsmæssig henseende, medfører en forpligtigelse for afgiftsmyndighederne til at genoptage og ændre andre afgiftsansættelser, svarende til den ansættelse, hvor myndighederne blev underkendt.«

Den eneste ændring, der således foreslås er, at der indføjes en bestemmelse, som angiver på hvilket grundlag afgiftspligtige varer (kul, olie etc.) indregnet i elektricitetsprisen skal opgøres, når en sådan beregning af elektricitetsprisen reelt ikke længere finder sted.

Regeringen sigter på, at fremsætte et lovforslag vedrørende kraftvarme i oktober 1999. Med dette lovforslag er det hensigten, at tilnærme afgifterne på decentrale og centrale kraftvarmeværker således, at afgifterne på sigt vil blive ens uanset, om der er tale om et decentralt eller centralt kraftvarmeværk.

I nærværende forslag er der alene tale om bestemmelser, der her og nu sikrer, at der ikke i strid med lovgivningens intentioner opkræves dobbelte afgifter ved elproduktionen. Regeringen vil i næste Folketingssamling søge tilslutning til at fremlægge et forslag til et sammenhængende og fremtidsrettet afgiftssystem for kraftvarmeværkerne.

Forslaget har ikke konsekvenser af provenumæssig erhvervsøkonomisk, miljømæssig eller administrativ karakter.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 1999.

Idet jeg henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →