Skriftlig fremsættelse (28. april 1999) - L 240
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. april 1999)
Finansministeren (Mogens Lykketoft)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af tjenestemandspensionsloven, tjenestemandsloven og en række andre love. (Opfølgning på nedsættelsen af folkepensionsalderen, ændring af reglerne om tjenestemandsretterne, afskedigelse af åremålsansatte, ansættelse af personer uden dansk indfødsret m.v.).
(Lovforslag nr. L 240).
Fremsættelsen af dette lovforslag blev bebudet i bemærkningerne til lovforslag nr. L 174 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om seniorydelse og lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som arbejdsministeren fremsatte den 5. februar 1999.
Forslaget
a) nedsætter aldersgrænser i tjenestemandspensionsloven fra 67 år til 65 år
b) ændrer forudsætningen for udbetaling af opsat pension på grund af alder efter det 60. år
c) ændrer aldersgrænsen for udbetaling af rådighedsløn.
Forslaget indeholder også bestemmelser om afskedigelse af tjenestemænd ansat på åremål. Det fjerner nuværende forskelle i muligheden for at afskedige varigt ansatte tjenestemænd og tjenestemænd ansat på åremål.
Disse forslag har været forhandlet med tjenestemændenes centralorganisationer i tilknytning til aftalefornyelsen pr. 1. april 1999 og kan derfor først fremsættes nu.
Videre foreslås det, at der åbnes mulighed for, at ikke kun EU-statsborgere og nordiske statsborgere kan ansættes på vilkår svarende til tjenestemænd, men at også andre personer, der ikke har dansk indfødsret, kan ansættes på disse vilkår.
Endelig foreslås det at tilpasse reglerne om Tjenestemandsretten og Den Kommunale Tjenestemandsret til de ændringer, der gennemførtes for det arbejdsretlige område i 1997.
Hovedformålet med lovforslaget er at tilpasse aldersgrænser på 67 år i tjenestemandspensionsloven og tjenestemandsloven til den lavere folkepensionsalder på 65 år, og da det således får betydning for personer, som fylder 60 år den 1. juli 1999, skal jeg anmode om, at det behandles i indeværende folketingssamling.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.