Legislator Case Law & Legislation
19981XX00377 DK

Skriftlig fremsættelse (14. april 1999) - L 227

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 227 Valid

Skriftlig fremsættelse (14. april 1999)

Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af forskellige love som følge af oprettelsen af Hovedstadens Udviklingsråd.

(Lovforslag nr. L 227).

Dette lovforslag udmønter en række ændringer i lovgivningen, som er en konsekvens af regeringens forslag til lov om Hovedstadens udviklingsråd (L 206 fremsat den 24. marts 1999).

Med lovforslaget om Hovedstadens Udviklingsråd oprettes et udviklingsråd bestående af repræsentanter for Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner.

Oprettelsen af udviklingsrådet indebærer, at der skabes en formel samarbejdsstruktur, som er koncentreret om løsningen af de tværgående opgaver, der har betydning for den fremtidige udvikling i området. Udviklingsrådet skal sikre en effektiv løsning af de opgaver, som kræver en fælles varetagelse i området. Det drejer sig i henhold til lovforslaget om Hovedstadens Udviklingsråd om følgende områder

Samarbejde om Øresundsregionen

Regionplanlægning samt regionale opgaver i tilknytning hertil

Trafikplanlægning

Kollektiv trafik

Erhvervsudvikling og turisme

Kultursamarbejde.

Dette lovforslag indeholder i overensstemmelse hermed de konkrete forslag til ændringer i den lovgivning, der regulerer de opgaver, Hovedstadens Udviklingsråd skal varetage.

Hovedstadens Udviklingsråd vil efter dette lovforslag skulle varetage opgaver vedrørende kollektiv trafik, regionplanlægning samt regionale opgaver i tilknytning hertil, yde støtte til Sjællands Symfoniorkester samt udpege et medlem til tilsynsrådet for de zoologiske haver. For de øvrige nævnte områder er der i lovforslag nr. L 206 indeholdt den fornødne hjemmel til, at udviklingsrådet kan varetage opgaverne.

Herudover bliver Hovedstadens Udviklingsråd efter lovforslaget ligestillet med kommuner og amtskommuner med hensyn til mulighederne for at deltage i erhvervsudviklings- og systemeksportaktiviteter og samarbejde med aktieselskaber samt mulighederne for at udføre opgaver for andre offentlige myndigheder.

Opgaverne i forhold til Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskabs opgaver vil blive foreslået overført til udviklingsrådet i forbindelse med en ændring af teaterloven, som efterfølgende fremsættes af kulturministeren.

Efter forslaget skal loven om ændring af forskellige love som følge af oprettelsen af Hovedstadens Udviklingsråd træde i kraft den 1. juli 2000.

Som nævnt er dette lovforslag en opfølgning på lovforslag nr. L 206 om Hovedstadens Udviklingsråd, som blev fremsat den 24. marts 1999. Lovforslaget har derfor af tekniske årsager først kunnet fremsættes nu. Af hensyn til den tætte sammenhæng mellem de to lovforslag skal jeg imidlertid anmode om, at også dette lovforslag kan færdigbehandles i Folketinget inden sommerferien.

Med disse ord skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →