Skriftlig fremsættelse (14. april 1999) - L 221
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (14. april 1999)
Socialministeren (Karen Jespersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Ophævelse af sondringen mellem offentlige og private arbejdsgivere m.v.).
(Lovforslag nr. L 221).
Forslaget er et led i den del af finanslovsaftalen, der sigter mod at fremme et rummeligt arbejdsmarked.
For i højere grad at tilskynde offentlige arbejdsgivere til at fastholde medarbejdere, der bliver langvarigt syge og for at skabe større ligestilling mellem offentlige og private arbejdsgivere i forbindelse med udlicitering, udbud m.v. foreslås det at ophæve sondringen mellem offentlige og private arbejdsgivere.
Formålet med forslaget er at give alle arbejdsgivere samme retsstilling m.h.t. afholdelse af udgifter til sygedagpenge, som private arbejdsgivere har i dag. Det betyder, at arbejdsgivere, uanset om de er offentlige eller private, skal afholde udgiften til sygedagpenge i de to første uger af en ansats sygefravær. Herefter udbetales dagpengene af kommunen og kommunens udgifter afholdes endeligt af staten fra ophøret af arbejdsgiverperioden og til og med 8. uge fra den ansattes første sygedag.
Efter forslaget skal offentlige arbejdsgivere således ikke som efter den gældende lovgivning - afholde udgiften til sygedagpenge i hele den ansattes sygeperiode.
Sondringen offentlige private arbejdsgivere opretholdes dog i forhold til adgangen for mindre arbejdsgivere til at forsikre sig efter dagpengeloven mod at skulle afholde udgiften til sygedagpenge i arbejdsgiverperioden.
Efter forslaget vil det som hidtil, kun være mindre private arbejdsgivere, der har den mulighed. Dette gælder dog ikke forældre, der vælger tilskud til privat pasning, jf. § 26 i lov om social service, idet disse vil kunne forsikre sig.
Desuden foreslås det at tydeliggøre, at sygedagpenge til en person i fleksjob, beregnes på grundlag af det timetal, som er lagt til grund ved beregningen af kommunens tilskud til arbejdsgiveren efter aktivlovens § 72.
Lovforslaget skønnes at medføre årlige merudgifter til sygedagpenge på 1.434,1 mill. kr., hvoraf staten finansierer 1.001 mill. kr. og kommunerne 433,1 mill. kr. Merudgifter til sygedagpenge kompenseres helt eller delvis af mindreudgifter til løn/sygedagpenge udbetalt af det offentlige som arbejdsgiver. Bortset fra mindreindtægter i form af reduceret forældrebetaling vedr. daginstitutioner på 34,3 mill. kr. er forslaget således udgiftsneutralt for det offentlige.
De økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget er fortsat under forhandling med de kommunale parter.
Forslaget træder i kraft 1. januar 2000 og har virkning for sygdomstilfælde, der indtræder den 1. januar eller senere.
Forslaget er fremsat efter 1. april 1999 på grund af en udredning af forslagets økonomiske konsekvenser foretaget i en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Finansministeriet, Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner og Socialministeriet. Forslaget ønskes gennemført i indeværende folketingssamling.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.