Skriftlig fremsættelse (7. april 1999) - L 218
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (7. april 1999)
Trafikministeren (Sonja Mikkelsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om luftfart (Firmaflyvning m.v.).
(Lovforslag nr. L 218).
Det overordnede formål med lovforslaget er at øge luftfartssikkerheden. Lovforslaget består af 3 elementer.
For det første indføres der med lovforslaget en tilladelsesordning for virksomheders flyvning (firmaflyvning) med deres ansatte. Formålet hermed er at beskytte medarbejdere og sikre at de, der skal flyve som led i deres ansættelsesforhold, flyver under de samme betryggende forhold, som gælder for erhvervsflyvning. Den enkelte medarbejder, der kan være i et afhængigheds forhold til arbejdsgiveren, skal ikke selv fastsætte de krav, der stilles til firmaflyvning. Lovforslaget indeholder således en angivelse af de krav, der skal være opfyldt, for at virksomhederne kan udføre denne form for flyvning. Som hovedkrav stilles, at virksomheden skal være ejer eller bruger af det fly, der skal anvendes, og at der skal være ansat en kyndig person i virksomheden til at forestå varetagelsen af firmaflyvningerne.
For det andet indeholder lovforslaget en præcisering af de betingelser, hvorunder der mod betaling kan udføres privatflyvning med passagerer. Formålet hermed er at komme ulovlig taxaflyvning til livs. Af forslaget fremgår, at der skal foreligge nær tilknytning mellem pilot og passagerer i form af familie- eller venskabsforhold samt at flyvningen ikke må have været annonceret eller tilbudt offentligt. Endvidere fastlægges der i forslaget en øvre grænse for hvor meget der samlet vil kunne ydes som betaling.
Endelig indeholder lovforslaget en skærpelse af sanktionsbestemmelserne, idet forsøg på ulovlig lufttransport straffes, og udførelse af ulovlig flyvning eller forsøg herpå medfører, at pilotens certifikat frakendes ubetinget. Formålet er hermed at skabe lovhjemmel til en effektiv sanktionering taget i betragtning, at flyvning under tvivlsomme forhold, herunder sikkerhedsmæssigt, kan få uigenkaldelige følger.
Når lovforslaget fremsættes efter den 1. april har det sine særlige grunde. Den 22. marts 1999 afsluttedes nemlig høringen over den rapport om firmaflyvning m.m., som blev offentliggjort den 18. februar i år, og som danner grundlag for dette lovforslag. Lovforslaget kunne ikke færdiggøres før resultatet af høringen over rapporten forelå.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige og hurtige behandling.