Skriftlig fremsættelse (7. april 1999) - L 217
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (7. april 1999)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken)
Jeg tillader mig herved for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Certificering af virksomheder, der sorterer, behandler eller oparbejder affald.)
(Lovforslag nr. L 217).
Formålet med lovforslaget er at styrke grundlaget for, at miljøbelastende affaldstyper håndteres på en miljørigtig måde i overensstemmelse med de krav, der fastsættes for de enkelte affaldstyper.
Lovforslaget er derfor en naturlig udmøntning af Folketingets vedtagelse d. 28.januar 1999 om bl.a. øget kildesortering og bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet.
Lovforslaget er endelig en del af den samlede model for den fremtidige affaldsbehandling af biler. De øvrige elementer i modellen er lovforslaget om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler og bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra. Da løsningen af problemet med henstillede "herreløse" biler - som nærværende forslag også skal være med til at løse - vurderes at have en hastende karakter fremsættes lovforslaget i indeværende samling.
Lovforslaget skal sikrer kvaliteten i affaldsbehandlingen. Dette betyder bl.a., at vi skal nedbringe affaldets miljøbelastning og sikre en bedre udnyttelse af affaldets ressourcer.
Det forudsætter ud over udvikling af nye behandlingsmetoder, at affaldet sorteres i flere fraktioner som behandles særskilt. Der vil derfor fremover i stigende omfang blive fastsat særlige regler for sortering, behandling og oparbejdning af specifikke affaldsfraktioner.
Som led i gennemførelsen af reglerne og den generelle målsætning om øget kvalitet i affaldsbehandlingen vil der fremover være behov for en samlet tilrettelæggelse af virksomhedernes aktiviteter, for at reglerne overholdes. Etablering af certificerede miljø- eller kvalitetsstyringssystemer i virksomheder, der sorterer, behandler og oparbejder affald skal netop sikre, at reglerne integreres i virksomhedernes organisationsstruktur og virksomhedsudøvelse. Arbejdsgange, rutiner og procedurer i virksomhederne skal udformes under hensyntagen til miljøreglerne.
Der eksisterer veletablerede og internationalt anerkendte miljø- og kvalitetsstyringssystemer (f.eks. ISO 14000 og ISO 9000 serien), der opfylder lovforslagets formål og derfor er oplagte instrumenter at tage i brug.
Miljø- og kvalitetsstyringssystemer skal certificeres, altså kontrolleres af et sagkyndigt organ, således at virksomhederne kan dokumentere, at de kan håndtere den pågældende affaldsfraktion miljørigtigt.
Det er vigtigt at understrege, at valget af styringssystem i forbindelse med udnyttelsen af hjemlen i kommende regler for behandling af specifikke affaldsfraktioner vil blive foretaget under hensyntagen til forholdene i de enkelte brancher og efter forudgående vurdering af eventuelle alternative styringsinstumenter.
Det er i første omgang hensigten at anvende certificeringsordningen i en planlagt bekendtgørelse om håndtering af affald i form af motorkøretøjer og affaldsfraktioner herfra
Der vil tilsvarende senere kunne tænkes fastsat særlige regler for f.eks. virksomheder, der håndterer farligt eller andet miljøbelastende affald, eksempelvis spildolie, imprægneret træ og affald fra fragmenteringsanlæg og galvanovirksomheder.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger anbefaler jeg det til Folketingets velvillige behandling.