Skriftlig fremsættelse (25. marts 1999) - L 214
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (25. marts 1999)
Skatteministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af forskellige energiafgiftslove, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. og lov nr. 436 af 26. juni 1998 om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (Forhøjelse af olieafgiften og nedsættelse af afgiftssatserne for dieseldrevne biler m.v.).
(Lovforslag nr. L 214).
For at reducere partikelemissionen fra dieselkøretøjer og af hensyn til indførelsen af ny teknologi til forureningsbekæmpelse er der i EU opnået enighed om, at grænseværdien for svovlindholdet i dieselolie i år 2005 skal nedsættes til 0,005 pct.
Danmark stiller sig nu i front, idet det foreslås, at der indføres en ny lavere afgiftsklasse for svovlfattig diesel med højst 0,005 pct. svovl svarende til den kommende EU-standard. Samtidig foreslås satserne for ikke svovlfattig let diesel, anden dieselolie og petroleum, der anvendes til motordrift, forhøjet. Forslaget er en del af aftalen mellem regeringen, SF og Enhedslisten om skattejusteringer m.v.
Hermed skabes der incitament til allerede nu at anvende den mere miljøvenlige dieselkvalitet med lavt svovlindhold.
Lovforslaget lægger desuden op til en forhøjelse af afgifterne på dieselbrændstof. Regeringen har tidligere stillet en forhøjelse i udsigt, men af hensyn til grænsehandlen gjort den afhængig af en forhøjelse af de tyske dieselafgifter. En sådan sker pr. 1. april 1999 med 6 pfennig pr. l (=23 øre/l) uden moms.
Der er tidligere blevet stillet forslag om afgiftsdifferentieringen efter svovlindhold i L 52 fremsat den 21. oktober 1998. L 52 trækkes tilbage, fordi differentieringen nu skal ske på et højere afgiftsniveau. Der skal desuden ske en regulering af udligningsafgiften, idet de stigninger i udligningsafgiften, der blev foreslået i L 52, nu skal sættes ned.
For at fastholde balancen mellem udgifterne ved at køre på henholdsvis diesel og benzin foreslås udligningsafgiften af personbiler, varebiler, lastbiler og busser fastsat i overensstemmelse med aftalen om skattejusteringer m.v. fra forsommeren 1998. Efter aftalen skal der være samme samlede afgift for benzinbiler og dieselbiler ved en årlig kørsel på 16.000 km.
Lovforslaget indebærer en samlet stigning i dieselafgiften på 23 øre/l i forhold til de gældende satser for let diesel, der har højst 0,05 pct. svovl, almindelig diesel og petroleum svarende til den tyske afgiftsforhøjelse. Den samlede forhøjelse består af 9 øre/l som led i afgiftsdifferentieringen og 14 øre l/ med baggrund i den tyske afgiftsforhøjelse. Afgiften vil i alt stige fra 202 øre/l til 225 øre/l for let diesel og fra 212 øre/l til 235 øre/l for almindelig diesel og petroleum.
For den ny svovlfattige diesel med højst 0,005 pct. svovl foreslås afgiften fastsat til 207 øre/l, hvilket betyder en afgiftsforskel på 18 øre/l i forhold til let diesel. Indførelsen af den svovlfattige diesel vil medføre, at svovlindholdet i brændslet falder med 90 pct. Den væsentligste effekt er dog, at forslaget vil betyde en reduktion i partikeludslippet fra dieselbiler med ca. 13 pct. Desuden vil den ny kvalitet gøre det teknisk muligt at bruge partikelfiltre og denoxkatalysatorer på køretøjerne, og det kan reducere forureningen yderligere.
For rutebiler, der i dag bruger ultralet diesel, vil den svovlfattige diesel reducere partikeludslippet med 26 pct., hvilket skal ses i sammenhæng med, at mange af rutebilerne har en oxyderende katalysator. Denne giver isoleret set flere partikler, hvis olien indeholder 0,5 pct. svovl. Denne uheldige effekt ophører imidlertid, når svovlprocenten kommer under en kritisk grænse og er ikke til stede ved det lave svovlindhold.
I en overgangsperiode indtil udgangen af år 2000 foreslås der desuden en særlig afgiftssats på 216 øre/l for en forbedret ultralet dieselolie med højst 0,035 pct. svovl. Endelig foreslås afgiften for autogas forhøjet til 145 øre/l og afgiften for naturgas brugt som motorbrændstof forhøjet til 236 øre/ Nm3.
Ifølge lovforslaget skal rutebiler kunne få hele afgiften på dieselolie godtgjort plus et tilskud på 6 øre/l i resten af 1999, hvis de bruger den svovlfattige diesel. Samtidig bortfalder den eksisterende afgiftsgodtgørelse samt tilskud på 10 øre/l til rutebiler, der har anvendt den mere forurenende ultralette diesel. De permanente tilskud til rutebiler, der bruger miljøvenlig naturgas og autogas, bortfalder, men de midlertidige, forhøjede tilskud forlænges indtil udgangen af år 2002, dog således at de reduceres fra henholdsvis 48 øre/Nm3 og 30 øre/l til 41 øre/Nm3 og 25 øre/l i perioden 2000-2002.
Provenugevinsten af forslaget er i forhold til gældende regler 135 mill. kr. i 1999, 270 mill. kr. i år 2000, 295 mill. kr. i år 2001 og 330 mill. kr. i år 2002. Forhøjelsen af udligningsafgiften vil øge erhvervslivets omkostninger med ca. 175 mill kr. i 1999 stigende til 360 mill. kr. i 2002. Afgifsforhøjelsen vil betyde meromkostninger for erhvervslivet for 225 mill. kr. årligt. Som følge af den tyske forhøjelse vil eksportvognmændenes konkurrenceevne ikke blive forringet.
Lovforslaget skal træde i kraft den 1. maj 1999.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.