Legislator Case Law & Legislation
19981XX00351 DK

Skriftlig fremsættelse (25. marts 1999) - L 210

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 210 Valid

Skriftlig fremsættelse (25. marts 1999)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af vurderingsloven, ejendomsværdiskatteloven, ligningsloven og personskatteloven (Mindre ejendomme i landzone m.v.)

(Lovforslag nr. L 210).

Lovforslaget har for det første til formål at lempe ejendomsværdiskatten for alle ejendomme helt eller delvist beliggende i landzone med grundareal på over 5.000 m2..

Lovforslaget kommer efter den kritik, der har været af vurderingen af mindre ejendomme med landbrugspligt, der vurderes som parcelhuse. Med de forelåede ændringer tages der især højde for den kritik, der går på, at ejerne af disse ejendomme bliver særlig hårdt ramt ved beregningen af lejeværdien/ejendomsværdiskatten, da disse ejendom har en uforholdsmæssig stor parcelhusgrund.

Ifølge lovforslaget skal vurderingsrådene foretage en fordeling af ejendomsværdien mellem boligdelen og restejendommen. I boligdelen indgår værdien af de første 5.000 m2 af grundarealet. Herefter skal der kun betales ejendomsværdiskat af boligdelen.

Desuden har lovforslaget til formål på en tilsvarende måde at lempe ejendomsværdiskatten for parcelhuse, der er samnoteret med vindmølleparceller.

Ifølge lovforslaget skal vurderingsrådene foretage en fordeling af ejendomsværdien mellem boligdelen og vindmølleparcellen. Herefter skal der kun betales ejendomsværdiskat af boligdelen.

Forslaget betyder, at i fremtiden skal der kun betales ejendomsværdiskat af boligdelen, og ikke af vindmølledelen.

Ejendomsskattereglerne for ejendomme i landzone og ejendomme, der er samnoteret med vindmølleparceller, foreslås ikke ændrede. Ejendomsavancebeskatningsreglerne foreslås heller ikke ændrede.

Det samlede provenutab af forslaget skønnes i alt at udgøre ca. 40 mill. kr. år 2000 stigende til ca. 48 mill. kr. Forslaget skønnes at medføre engangsudgifter i Told og Skat på ca. 0,3 mill kr., der hovedsageligt vedrører tilretning af edb-systemer. Hertil kan der komme merudgifter til kommunerne.

Loven har virkning fra og med indkomståret 2000. De nye vurderingsregler træder dog i kraft den 1. januar 2000.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →