Legislator Case Law & Legislation
19981XX00346 DK

Skriftlig fremsættelse (25. marts 1999) - L 215

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 215 Valid

Skriftlig fremsættelse (25. marts 1999)

Økonomiministeren (Marianne Jelved)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed, lov om banker og sparekasser m.v., realkreditloven og lov om fondsmæglerselskaber (Kapitalkrav og ledelsesbestemmelser).

(Lovforslag nr. L 215).

Forslaget skal ses i lyset af, at der såvel nationalt som internationalt er en tendens til, at der sker en koncentration af de finansielle virksomheder med henblik på at skabe enheder, der er mere konkurrencedygtige. I den forbindelse er det vigtigt at undgå, at koncernopbygningen spiller en rolle for, hvordan tilsynsreglerne for finansielle virksomheder finder anvendelse på holdingsselskaber.

Med lovforslaget indføres der krav om minimumskapital til holdingselskaber i finansielle koncerner samt mulighed for at fastsætte engagementsgrænser for en finansiel koncern. Derudover indfører lovforslaget mulighed for, at direktører i finansielle virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet kan være direktører i moderselskabet, hvis det udelukkende eller hovedsageligt ejer kapitalandele i finansielle virksomheder.

Indførelsen af muligheden for at direktører i virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet tillige kan være direktører i et holdingselskab, som udelukkende eller hovedsageligt ejer kapitalandele i finansielle virksomheder og fastsættelse af kapitalkrav til disse holdingselskaber, er et første skridt i retning af indførelse af et egentligt tilsyn med holdingselskaber i finansielle koncerner.

Baggrunden for forslaget om kapitalkrav til holdingselskaberne er bl.a., at et manglende kapitalkrav bevirker, at der ikke er regler for et moderselskabs lånefinansiering af kapitalindskud til datterselskaber. Hvis moderselskabet ikke tjener tilstrækkeligt til at betale renter og afdrag på lånene, kan der opstå et pres på datterselskaberne for at skaffe likviditet til moderselskabet. Ved at stille kapitalkrav til holdingselskaberne formindskes disse selskabers mulighed for at lånefinansiere kapitalindskud i dattervirksomheder under tilsyn.

I Udvalget om den finansielle sektor efter år 2000 under Økonomiministeriet har spørgsmålet om ledelsesreglerne været oppe som integreret del af et forslag om, at der indføres kapitalkrav til finansielle koncerner. Udvalget forventes at afslutte sit arbejde maj 1999. Eventuelle yderligere lovforslag som følge af år 2000 udvalget vedrørende finansielle koncerner påtænkes fremsat i næste folketingssamling.

Det skal i øvrigt bemærkes, at med lovforslaget gennemføres allerede nu artikel 10 i EF-direktiv 98/78/EF om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe.

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →