Legislator Case Law & Legislation
19981XX00344 DK

Skriftlig fremsættelse (24. marts 1999) - L 206

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 206 Valid

Skriftlig fremsættelse (24. marts 1999)

Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om Hovedstadens Udviklingsråd.

(Lovforslag nr. L 206).

Udviklingen i hovedstadsområdet er i de seneste år vendt til det positive. Det stiller de nuværende administrative strukturer over for en række opgaver, som bedst løses i et større fællesskab. Derfor skal samarbejdet forstærkes mellem myndighederne til gavn for borgerne og til sikring af en fortsat og afbalanceret udvikling i området.

Regeringen kan samtidig konstatere, at der ikke kan samles et bredt politisk flertal for mere gennemgribende strukturreformer i hovedstadsområdet. Dertil kommer, at myndighederne i hovedstadsområdet er stærkt uenige om, hvilken strukturreform det vil være mest hensigtsmæssigt at gennemføre. En strukturreform vil derfor skulle tvinges igennem, hvilket selvsagt er et dårligt udgangspunkt for at fortsætte den positive udvikling i hovedstadsområdet til gavn for borgerne, som regeringen vil fremme.

For regeringen er strukturændringer imidlertid ikke et mål i sig selv. Det afgørende er, at borgerne får gavn af de kvalitets- og ressourcegevinster, som et tættere samarbejde indebærer. Ikke mindst på sygehusområdet, hvor et bedre samarbejde om indsatsen inden for sygehusvæsenet i almindelighed og om de højt specialiserede opgaver i særdeleshed, vil være til gavn for patienterne.

På denne baggrund foreslår regeringen, at der oprettes et udviklingsråd for hele hovedstadsområdet. Hovedstadsområdet omfatter i denne forbindelse Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner.

Samtidig lægger regeringen op til et styrket samarbejde på sygehusområdet mellem Hovedstadens Sygehusfællesskab og Københavns Amtskommune, som kan forøge kvaliteten i sygdomsbehandlingen og forbedre servicen til gavn for borgerne.

Dette lovforslag omfatter oprettelse af Hovedstadens Udviklingsråd.

Formålet med oprettelsen af Hovedstadens Udviklingsråd er at etablere et fælles organ, der kan tegne hovedstadsområdet udadtil og styrke sammenhængen i indsatsen indadtil. Udviklingsrådet skal derfor varetage opgaver inden for følgende områder

Samarbejde om Øresundsregionen

Regionplanlægning samt regionale opgaver i tilknytning hertil

Trafikplanlægning

Kollektiv trafik

Erhvervsudvikling og turisme

Kultursamarbejde

Fælles for disse opgaver er, at opgaveløsningen har betydning for det samlede hovedstadsområde, men at de hidtil har været varetaget af de enkelte amtskommunale myndigheder i området eller i forskellige frivillige samarbejder mellem disse myndigheder.

Udviklingsrådets opgaver fastlægges i denne lov i oversigtlig form. Det er hensigten, at udviklingsrådets kompetence på de enkelte opgaveområder vil blive nærmere fastsat gennem senere ændringer i den lovgivning, der regulerer de enkelte områder.

Hovedstadens Udviklingsråd skal bestå af i alt 11 medlemmer. Medlemmerne vælges af og blandt medlemmerne af Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelser og Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd, idet amtsborgmestrene, overborgmesteren i Københavns Kommune og borgmesteren i Frederiksberg Kommune er fødte medlemmer af rådet.

Efter forslaget skal loven om Hovedstadens Udviklingsråd træde i kraft den 1. januar 2000, idet bestemmelserne om udviklingsrådets opgaver dog først træder i kraft den 1. juli 2000. I den mellemliggende periode får udviklingsrådet mulighed for at indrette en administration samt udarbejde og vedtage et budget.

Med disse ord skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →