Legislator Case Law & Legislation
19981XX00332 DK

Skriftlig fremsættelse (17. marts 1999) - L 198

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 198 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. marts 1999)

Undervisningsministeren (Margrethe Vestager)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v. (Ophævelse af bestemmelser om visse skoler).

(Lovforslag nr. L 198).

Lovforslaget indebærer en ophævelse af den nævnte lovs §§ 6-10.

Højesteret har den 19. februar 1999 afsagt dom i en sag, som er anlagt af Den selvejende institution Friskolen i Veddinge Bakker mod Undervisningsministeriet. Ifølge dommen skal Undervisningsministeriet anerkende, at lovens § 7 er ugyldig i forhold til friskolen som stridende mod grundlovens § 3, 3. pkt.

Dommen medfører umiddelbart alene, at bestemmelsen i lovens § 7 er ugyldig i forhold til Friskolen i Veddinge Bakker. Dommens præmisser indebærer imidlertid, at også lovens § 6 og §§ 8 og 9 må anses for ugyldige. Dette gælder i forhold til alle de skoler, der er angivet i loven.

De nævnte bestemmelser er således allerede uanvendelige i forhold til skolerne, og forslaget om at ophæve dem har derfor ikke selvstændig retlig betydning.

Højesterets dom betyder ikke, at de skoler, der er nævnt i loven, uden videre har krav på tilskud. Derimod har skolerne nu mulighed for på lige fod med andre skoler at få tilskud efter lovgivningens almindelige regler, herunder de generelle bestemmelser, der blev indført ved lovens §§ 1-4.

Undervisningsministeriet er nu i færd med at behandle sagerne vedrørende de pågældende skoler m.v.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →