Skriftlig fremsættelse (5. februar 1999) - L 177
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (5. februar 1999)
Socialministeren (Karen Jespersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om delpension. (Fradragsregler m.v.).
(Lovforslag nr. L 177).
Lovforslaget fremsættes som led i aftalen om finansloven for 1999 mellem regeringen og Venstre, Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti og skal ses som et element i regeringens samlede forslag om justering af tilbagetrækningsreglerne.
For at opnå mere ensartede vilkår for tilbagetrækning efter henholdsvis efterløns- og delpensionsordningen foreslås reglerne om delpension ændret svarende til principperne i lovforslaget vedrørende efterløn, således at der gives en økonomisk tilskyndelse til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Det foreslås derfor, at pensionsopsparing skal medføre nedsættelse af delpensionen for personer der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere. For at øge incitamentet til at udskyde overgangen til delpension, foreslås det, at der ikke skal ske nedsættelse som følge af pensionsordninger, der ikke er et led i et ansættelsesforhold, når overgangen sker ved det fyldte 62. år eller senere.
For de personer, der måtte have indrettet sig på at overgå til delpension efter de gældende regler, foreslås det, at der i en overgangsperiode sker en lempeligere nedsættelse af delpension på grund af pensionsopsparing.
Om de økonomiske og administrative konsekvenser af lovforslaget skal jeg henvise til lovforslagets bemærkninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale forslaget til Tingets velvillige og hurtige behandling.