Legislator Case Law & Legislation
19981XX00267 DK

Skriftlig fremsættelse (27. januar 1999) - L 168

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 168 Valid

Skriftlig fremsættelse (27. januar 1999)

By- og boligministeren (Jytte Andersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af forskellige ændringslove om lejeforhold m.v. (Ændring af forskellige revisionsbestemmelser).

(Lovforslag nr. L 168).

Forslaget indeholder en udskydelse af tre revisionsbestemmelser. Det drejer sig om revision af reglerne om udgifter til fællesantenner m.v., bestemmelserne om en 3-årig forsøgsordning for husordensovertrædelser og boligklagenævn i Københavns og Århus Amter og reglerne i boligreguleringsloven om lejefastsættelse ved genudlejning af gennemgribende forbedrede lejemål.

Det er fortsat regeringens hensigt at arbejde videre med at beskrive og vurdere modeller, som vil kunne danne grundlag for kommende overvejelser vedrørende ændringer af lejelovgivningen på et lidt længere sigt.

På kortere sigt er det hensigten med dette forslag at opnå bedre tid til at gennemarbejde en række komplicerede problemstillinger og dermed sikre kvaliteten i lovgivningsarbejdet. Da der ikke er tale om ændringer af hastende karakter, foreslås revisionen derfor udskudt til næste folketingsår.

For private udlejningsejendomme medfører forslaget om at udskyde revisionen af bestemmelserne om forsøgsordningen med boligklagenævn i Københavns og Århus amter til folketingsåret 1999-2000, at ordningen i praksis forlænges med yderligere 1 år, således at der nu bliver tale om en forlængelse på i alt 2 år i forhold til den oprindeligt fastsatte forsøgsperiode på 3 år.

Statsamternes udgifter vedrørende den oprindelige ordning er blevet finansieret ved overførsel fra By- og Boligministeriets ramme til Indenrigsministeriet. Omfanget heraf blev fastsat ud fra det sagsantal, der forventedes ved indførelsen af ordningen. Statsamternes udgifter som følge af den foreslåede forlængelse af forsøgsordningen for private udlejningsejendomme kan afholdes af Indenrigsministeriet inden for den oprindeligt fastsatte rammeoverførsel.

Herudover vil der til vederlag til nævnsmedlemmer og mæglere blive tale om ubetydelige merudgifter, som afholdes inden for By- og Boligministeriets ramme.

Forslagene om ændrede revisionsbestemmelser vedrørende dels udgifter til fællesantenner og dels lejefastsættelse ved genudlejning af gennemgribende forbedrede lejemål skønnes ikke at medføre ændrede offentlige udgifter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →