Skriftlig fremsættelse den 12. januar 1999 - L 153 og L 154
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse den 12. januar 1999
Aage Frandsen (SF)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
(Lovforslag nr. L 153).
Forslag til lov om ændring af lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
(Lovforslag nr. L 154).
Indflydelse, ansvarlighed og bæredygtighed er de helt centrale begreber i SF's forslag om ændringer i lov om henholdsvis ATP og LD. Spørgsmålet om ATP's og LD's investeringer er ikke kun et spørgsmål om, hvordan henholdsvis medlemmerne og kontohaverne kan få et afkast af opsparingen. Det drejer sig også om, hvordan ATP og LD kan bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling. I den forbindelse er det afgørende, at det er henholdsvis medlemmerne og kontohaverne, der på demokratisk vis kan øve indflydelse på investeringspolitikken. Øget indflydelse vil efter SF's opfattelse bidrage til øget ansvarlighed hos medlemmerne. Indflydelse og ansvarlighed følges ad.
Derfor foreslås det, at den politiske ledelse af både Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond vælges direkte. Det sker ud fra et ønske om at skabe større interesse og engagement omkring de dispositioner i form af kapitalanbringelser, der foretages af både Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Da det er meget vidtgående dispositioner, der foretages, og da de sker på medlemmernes vegne, er det vigtigt, at medlemmerne bliver mere inddraget i beslutningsprocesserne. Det vil et direkte valg kunne bidrage til.
En større ansvarlighed er ikke kun et resultat af, at henholdsvis medlemmerne og kontohaverne får øget indflydelse. Der lægges også op til en større ansvarlighed ved, at investeringerne ikke kun skal foretages ud fra størst mulig forrentning, men ud fra en social, økonomisk og økologisk bæredygtighed.
Naturligvis skal der tages hensyn til økonomisk afkast. Men der kan være miljømæssige hensyn og sociale hensyn, der taler imod investeringer, der ellers ser ud til at være økonomisk fuldt rentable.
Lovene om ATP og LD bør ændres, så samfundsmæssig bæredygtighed bliver den overordnede målsætning, hvilket reelt også er forudsætningen for fremtidigt forbrug hos pensionsopsparerne. Investeringer i virksomheder, der ikke er miljømæssigt forsvarlige eller ikke har et godt arbejdsmiljø, kan medføre betydelige samfundsmæssige udgifter, når pensionsopsparerne skal have udbetalt deres pension.
En yderligere grund til ændringen er, at man faktisk ikke kan beregne en optimal »forrentning« af pensionsopsparernes investeringer og slet ikke, når det gælder langsigtede investeringer.
Som noget nyt er også medtaget et krav om, at de etiske principper, hvorefter investeringer foretages, skal fremlægges i forbindelse med fremlæggelse af årsregnskabet.
Lovforslagene om ATP og LD skal ses i sammenhæng. Men disse to forslag skal også ses i sammenhæng med beslutningsforslaget om demokratiske og samfundsmæssigt bæredygtige pensionsinvesteringer (B 72).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.