Legislator Case Law & Legislation
19981XX00177 DK

Skriftlig fremsættelse (17. december 1998) - L 146

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse 1998 L 146 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. december 1998)

Skatteministeren (Ole Stavad)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af boafgiftsloven og pensionsbeskatningsloven. (Boafgiftsfritagelse af indkomstskattepligtige pensionsordninger, begunstigelse af samlevere, forhøjelse af aldersgrænsen for oprettelse m.v af ratepension, videreførelse af rate- og kapitalpension m.v.).

(Lovforslag nr. L 146).

Lovforslagets hovedformål er at ændre beskatningsforholdene for pensioner, der tilfalder samlevere, og at forhøje aldersgrænsen for oprettelse af ratepensioner.

Lovforslaget skal for det første sikre, at også papirløse samlevere kan tilgodeses, når en pensionsopsparer dør. Samlevere skal ifølge lovforslaget ligestilles med gifte og partnerskabsregistrerede personer efter pensionsbeskatningsloven. Det er imidlertid parterne selv, der skal afgøre, om samleveren skal tilgodeses. Lovforslaget åbner skattemæssigt for muligheden herfor.

Lovforslaget imødekommer den kritik, der har været af de gældende regler, som i nogle sammenhænge stiller en pensionsopsparers efterladte samlever ringere end en efterladt ægtefælle eller registreret partner.

Der opstilles konkrete regler for samlevere, som skal være opfyldt for at kunne blive omfattet af de nye regler. Der stilles således i visse tilfælde bl.a. krav om, at pensionsopspareren ved et testamente har tillagt samleveren en arvelod af mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være tilkommet samleveren, hvis de havde været gift.

Lovforslaget skal for det andet gøre det muligt at tegne ratepension, indtil man fylder 60 år mod 55 år i dag. Med ændringen kommer der til at gælde samme aldersgrænse for oprettelse af ratepension som for kapitalpension. Der er ingen begrundelse for at opretholde mere restriktive regler for oprettelse af ratepension end for kapitalpension. Med de ændrede fradragsregler for kapitalpensioner, der gælder fra 1999 for personer, som betaler topskat, er behovet for at kunne oprette ratepension, indtil man fylder 60 år, blevet aktuelt for flere som en valgmulighed.

Samtidig foreslås det at forhøje aldersgrænsen for sidste rateudbetaling fra 80 til 85 år.

Endelig lægger lovforslaget op til generelt at fritage indkomstskattepligtige udbetalinger fra forsikrings- eller pensionsordninger for afgiftspligt efter boafgiftsloven. Dette får primært betydning for samlevere, men får også betydning for visse udbetalinger til fraseparerede eller fraskilte ægtefæller.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →