Skriftlig fremsættelse (9. december 1998) - L 133
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (9. december 1998)
Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. (Loft over grundskyldpromillen for produktionsjord).
(Lovforslag nr. L 133).
Lovforslaget er en udmøntning af pkt. 12.6 i aftalen af 25. november 1998 om finansloven for 1999. Det nævnte punkt lyder således
»12.6. Primærkommunal grundskyld på produktionsjord
I 1999 og 2000 indføres der loft over den primærkommunale grundskyld på produktionsjord på 8 promille.«
Lovforslaget indebærer i overensstemmelse med finanslovsaftalens ordlyd, at den kommunale grundskyld af landbrugets produktionsjord og af skovbrugsejendomme nedsættes med 220 mio. kr. i hvert af årene 1999 og 2000.
Kommunerne kompenseres dog for nedsættelsen gennem tilskud fra statskassen.
Lovforslaget skal notificeres for Europa-Kommissionen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.